fredag den 1. marts 2024

Om Jean-Baptiste Bory de Saint-Vincent. En fransk naturforsker, du med garanti ikke kender.

 


 

Jean-Baptiste Bory de Saint-Vincent var en forsker, der i den grad forstod at navigere under omskiftelige politiske forhold. Jeg stødte på ham i en bisætning i indlægget om D'Urville:

"D'Urville beholdt selv de bregner, han havde samlet, og planterne fra Falklandsøerne  til sit personlige herbarium.
Resten gav han til  Jean-Baptiste Bory de Saint-Vincent and Adolphe Brongniart, to anerkendte biologer."

Jeg slog dem begge op. Adolphe Brongniart, var der ikke meget sjov ved. Men Bory - hold da op. Sikke et liv han levede. Han viste sig at være et spændende bekendtskab.

Western Kentucky University skriver om Bory:

"Bory de Saint-Vincents næsten alt for farverige livshistorie har nogle gange overskygget hans ry som en af ​​de mest eftertænksomme og produktive naturforskere i det tidlige nittende århundrede. En udadvendt udadvendt person, der også satsede på litterære satsninger, hans karriere blev kompliceret af involvering i en næsten mytteri til søs, forskellige politiske intriger og finansiel gæld i det omfang, han brugte år ad gangen på at undgå myndighederne, eller faktisk blev fængslet.Igennem det hele formåede han dog at fastholde en karriere som naturhistorisk samler Bory var den første vigtige ø-biogeograf, resultatet af sin militære karriere og mange rejser og hans interesse for Buffon og Lamarcks ideer om organisk forandring. Han var en af ​​de første til at studere dannelsen af ​​koralrev og forskellene mellem de faunaer på oceaniske øer og kontinentale områder, og for at forsøge en biogeografisk klassificering af havene. Bory huskes også for sine tidlige bestræbelser på at forstå oprindelsen og biogeografien af ​​menneskehedens racer, det spektakulære herbarium, han akkumulerede (som til sidst blev doneret til nation), hans redaktionelle og andre bidrag til Dictionnaire Classique d'Histoire Naturelle, hans ledelse af indsamlingsekspeditioner til Marokko, Algeriet og Egypten, de smukke kort, han lavede over hvert sted, han besøgte, og den glæde, han havde ved at udleve liv, han havde valgt for sig selv."


Jeg undrer mig jo tit over det, jeg støder på. Denne gang over, hvorfor et universitet i Kentucky lige netop har skrevet om franskmanden Bory. Men forklaringen er , at de på nettet har lagt en lang, lang, lang liste over forskere, som de giver en kortere (men overstrømmende) omtale af. https://people.wku.edu/charles.smith/chronob/homelist.htm



Den liste er ret spændende. Jeg kender dog ikke mange af navnene. Heller ikke dem, der nævnes fra Danmark. - Tankevækkende! Gør du?


Men nu om Bory.

Jean-Baptiste Bory de Saint Vincent blev født i Agen, Lot-et-Garonne den 6. juli 1778.  Hans fars familie var småadel, og faderen spillede en vigtig rolle som advokat og i retsvæsenet, under og efter den franske revolution. Under Reign of Terror i 1793 blev hans familie forfulgt og søgte tilflugt i Landes. Det yderste sydvestlige hjørne af Frankrig.

Allerede i 1794, som 15-årig, var Bory anerkendt som en lokal naturforsker, og han blev medvirkende til at befri entomologen Pierre André Latreille, som var fængslet, og hvis tidlige værk han havde læst, og han kom derved til at redde Latreille fra deportation til straffekolonien Cayenne. Latreille blev senere en af ​​sin tids førende entomologer; han og Bory forblev venner for livet.  Bory sendte sine første videnskabelige publikationer til Bordeaux-akademiet samme år, og kom derved i kontakt med mange etablerede naturforskere. Bory blev biolog og geograf med  særlig interesse for vulkanologi, systematik og botanik. 

Efter sin fars død i 1899 sluttede Bory sig til de franske revolutionære hære og deltog kortvarigt i Revolutionskrigene /Koalitionskrigene, som udspillede sig 1792-1803 og var de omliggende landes reaktion på Den franske Revolution. På anbefaling af Jean-Gérard Lacuée, som i flere perioder var Frankrigs krigsminister - og også var fra Agen - blev han snart udnævnt til sekondløjtnant. Ja, det er godt at have de rigtige forbindelser. På et tidspunkt tjente han under  Jean Victor Marie Moreau, en fransk general, der hjalp Napoleon Bonaparte til magten, men siden blev hans rival og blev landsforvist til Amerika. 

November 1899  havde Napoleon taget magten som førstekonsul.
25. marts 1800 modtog han en delegation bestående af Nicolas Baudin og fremtrædende medlemmer af Institut National des Sciences et Art, som ønskede hans støtte til en ekspedition til New Hollands kyster. Boudin havde i årene 1796-1798 foretaget en ekspedition til Tenerife, St. Thomas, St. Croix og Puerto Rico.  Formålet med den nye ekspedition skulle være "observation og forskning i relation til geografi og naturhistorie." Napoleon godkendte projektet. 
Ekspeditionen gik til de vestlige og sydlige kyster af Australien.

Da Bory hørte om forberedelserne til denne ekspedition, søgte han og fik orlov fra hæren, og det lykkedes ham  at komme med på Baudin-ekspeditionen, endda som chefbotaniker - måske nok takket være det, at han var nevø til en berømt naturforsker,  Bernard-Germain de Lacépède. - Endnu engang gode forbindelser.


Baudin-ekspeditionen forlod Le Havre, Frankrig, den 19. oktober 1800 med  to skibe,  Géographe, ført af  Nicolas Baudin selv og Naturaliste ført af en Jacques Hamelin. 24 forskellige videnskabsmænd og malere var ombord. Et uhørt stort antal for en ekspedition på den tid.  Ni var zoologer og botanikere. En af dem var Bory.
Ombord var også  unge Louis Freycinet og hans bror Henri. Louis Freycinet, som du måske husker, hvis du har læst mit indlæg om Rose de Freycinet.
 En anden ombord var den unge Hyacinthe de Bougainville, søn af  Louis-Antoine de Bougainville, kendt fra Bougainville-ekspeditionen  1763-1769.


Ekspeditionen gjorde stop på Madeira, Tenerife på de Kanariske øer og Kap Verde.
På sitet History of Tenerife gengives Borys oplevelser på øen. Teksten præsenteres således: 

"These are the impressions of Jean Baptiste Bory de Saint Vincent, French soldier and botanist, during a stop in Tenerife in the year 1800," - og det er vel netop en betegnende præsentation af Bory. Han var i den grad både soldat og botaniker. Senere i livet kom han i Napoleonskrigene til at følge med rundt til mange af de store slag i Europa, men i dette uddrag viser han sine mere følsomme sider:
«On my first trip by sea, in which the crossing did not harm me as much as my twenty-three scientific companions, I arrived in Tenerife on November 2, 1800, an island that at first glance seemed to me to have a wild, arid and burning. However, I changed my mind due to the richness and variety of plants that I found in the ravines of Valleseco, Saint Andrew and the coasts of Santa Cruz, where I collected samples of cardón, verodes and other plants that were unknown to me.
How much I would give to be able to transmit to my readers the delicious sensations that I experienced when resting under those leafy trees that never shed their leaves, the new flowers in all their lushness, the peace and silence of that delicious place, disturbed only by the song. of canaries and the cooing of turtledoves."

Senere skriver  han bl.a. om Vidueño-vinen, som netop Tenerife stadig er kendt for og lidt om indbyggerne.

"The merchants form the wealthiest part of the city’s inhabitants, and although they have adopted various English ways, they dress in the French style. The nobles and people who live off their income reside in La Laguna. Since we had a huge appetite and none of us spoke Spanish, a French soldier very courteously led us to an inn, called a fonda, which had the emblem of the imperial eagle.

We ate quite badly because of a fat dog, because the food was too spicy, since in hot countries the foods are strong and spicy. For dessert I discovered a variety of grapes that I did not know, the one that produces the dry wine of the Canary Islands, called Vidueño. The clusters are heavy, with fifteen or twenty grains, black, hard, rough, not very sweet, just as fat and with the same shape as olives and with a very thick skin. We asked the innkeeper for information about her neighbors, some ladies and ladies whose good behavior had surprised us despite the bad taste they showed in their way of dressing. These women did not leave the lattice of their window from the moment we entered the inn, at three in the afternoon, until we left at seven; Probably, they were there before, and there they remained after."
Hele beskrivelsen kan ses her.

Bory nåede at samle et katalog med 367 planter på øen. I det indsatte tekstuddrag nævnte han selv cardón og succulenten verode.


Verode

Verode


Cardón
Cardón



Cardón er en spændende plante. I tørketider fjernede de indfødte på Tenerife barken og latexen fra kardonet for at udvinde vandet indeholdt i det. Cardón Canario er giftigt og har beroligende egenskaber. Dette tjente på et tidspunkt som en fantastisk strategi, idet indbyggerne dryssede salvie ud på vandet, "bedøvede" fisken, og gjorde fiskeriet meget lettere.
Jeg bliver lidt forvirret, når jeg søger en dansk oversættelse af cardón, for her oversættes ordet til vild artiskok. Jeg synes bestemt ikke billederne ligner vild artiskok. Den plante fandt jeg derimod under navnet   Roccella gracilis bory - vild artiskok.


Men pyt. Det er vel ikke så vigtigt.

Endnu en plante har jeg fundet med Borys navn: Pandanus utilis Bory. Pandanus utilis er et palmelignende stedsegrønt træ. Den kaldes også Common screwpine,  altså fyr - selv om den er tættere beslægtet med græsser, orkideer og palmer end gran og fyrretræer.

Pandanus utilis Bory

Planten får de fineste små spiselige frugter

,

Boudin havde bl.a. fået nedenstående instruks:

You will make up this collection of living animals of all kinds, insects, and especially of birds with beautiful plumage. As regards animals, I don’t need to tell you how to choose between those intended for the menageries and those for a collection of pure pleasure. You will appreciate that it must comprise flowers, shrubs, seeds, shells, precious stones, timber for fine works of marquetry, insects, butterflies, etc.

– Napoleon Bonaparte

Napoleon havde tilsyneladende en reel interesse i videnskabelige resultater. Så selv krige kunne medføre ny videnskabelig viden. Da Napoleon drog på felttog i Egypten i 1798, medbragte han 50.000 mand og otte hundrede heste, og denne styrke indbefattede også  160 videnskabsmænd, ingeniører og kunstnere, hvis opgave det var at studere alt, hvad der var at finde ud af om Egypten. Det kan du læse om her.

I 1799, under Napoleons felttog i Egypten, købte Josephine godset Malmaison og anlagde en have i engelsk stil med snoede stier, broer, templer og hytter. En stil som også min ofte besøgte Frederiksberg Have blev anlagt i.

Hun ønskede at opbygge en samling af planter, der ville overgå alle andres.Hun benyttede sig af botanikere fra Jardin des Plantes, og Josephine samlede planter til sin have fra de botanikere, der ledsagede Napoleon på hans felttog, såvel som fra andre rejsende, således også Nicolas Baudin i Australien, og Alexander von Humboldt og Aimé Bonpland i Sydamerika. Hun delte endda udgifter med det engelske firma Lee & Kennedy fra Hammersmith til indsamling og transport af sydafrikanske planter.

Under Napoleonskrigene fik skibe med eksemplarer til Josephine fri passage. Mellem 1803 og 1814 blev hundredvis af plantearter introduceret til Europa. Josephine var pioner inden for plantning af akacie, melaleuca og eukalyptus i hele Frankrig og formerede mange arter af australske planter.

Josephines have ved Malmaison omfattede også mange dyrearter indsamlet på Baudins rejser, herunder kænguruer, emuer og sorte svaner. Måske det var derfor Napoleon havde givet Boudin ovennævnte  instrukser om indsamling af bl.a. levende dyr. Den første kænguru ankom i 1804. Kun én af ​​tre om bord på Le Géographe overlevede. Andre blev doneret til Josephine over tid, men de reagerede ikke godt på det europæiske klima, og da Josephine døde i 1814, var der kun én tilbage i live. De sorte svaner ikke blot overlevede, men trivedes og strejfede frit rundt i haverne.

Sammen med Tuilerierne var Malmaison hovedkvarter for den franske regering fra 1800 til 1802, og Napoleons sidste residens i Frankrig i slutningen af ​​de hundrede dage i 1815.

Det lykkedes Josephine at skabe en unik samling af eksotisk flora fra både tempererede og subtropiske områder. 1805 udgav Étienne Pierre Ventenat, en botaniker, der havde hjulpet med havens ombygning, bogen  Jardin de la Malmaison - en bog der havde til hensigt at udødeliggøre Joséphines glorværdige præstation.

I sin dedikation skrev han:

"You [Joséphine] have collected the rarest plants in French soil. There are even several, scarcely left the deserts of Arabia and the burning sands of Egypt, which have been naturalized by your care, and now classified and presented to us in the beautiful garden of Malmaison, constitute the sweetest souvenir of the conquests of your famous spouse and the most charming evidence of your well-spent hours of leisure."


Budins ekspedition blev meget omfattende. Ud over de levende planter, dyr og fugle, der som nævnt blev sendt til  til kejserinde Josephine Bonapartes haver, så blev  over 200.000 eksemplarer fra ekspeditionen deponeret i Nationalmuseet for Naturhistorie (zoologi) og Jardin des Plantes (botanik). 

Louis de Freycinet tegnede det første kort over hele Australien, og Boudin gav den sydlige kyst af det nye kontinent navnet  Terre Napoleon.


Men det skal vi ikke høre mere om, for Bory forlod tidligt ekspeditionen.

Bory kom i konflikt med ekspeditionsleder Baudin, og det er måske det, der i det amerikanske universitet omtales som "involvement in a near-mutiny at sea."  Jeg har ikke fundet yderligere om det.
Under alle omstændigheder - efter at de havde rundet Kap det Gode Håb, forlod Bory ekspeditionen og udforskede alene og med begrænsede ressourcer adskillige øer i området. I marts 1800 besøgte han Mauritius og derfra sejlede han til naboøen Réunion.

Map of the Réunion island drawn in 1802 by Bory de Saint-Vincent.

I oktober 1801 besteg han  Piton de la Fournaise, den aktive vulkan på øen, og skrev den første generelle videnskabelige beskrivelse af den. Han navngav den efter sin tidligere professor, hvis død han lige havde erfaret. En af hans ledsagere under opstigningen gav topkrateret navnet Bory-krateret. 
Volcano Piton de la Fournaise on the island of Réunion
drawn in 1802 by Bory de Saint-Vincent.

På vejen tilbage til Frankrig fortsatte han med geografiske, fysiske og botaniske udforskninger på øen Saint Helena.


Bory var tilbage i Frankrig den 11. juli 1802. Han udgav sin Essai sur les Îles Fortunées (Essay om de lykkelige øer - dvs. De kanariske Øer.)  Den udgivelse  sikrede ham valg til korrespondent for National Museum of Natural History i august 1803 og senere, i foråret 1808,  til korrespondent af første klasse for Instituttet de France (afdeling for fysiske videnskaber). I 1804 udgav han sin Voyage dans les quatre principales îles des mers d'Afrique.

Efter sin hjemkomst genoptog han sin militærtjenesten i hæren, og nu fulgte en stejl karriereudvikingskurve. Han blev  forfremmet til kaptajn, blev overført til 5. Dragonregiment af kavaleri i 3. armékorps, for hvilken han blev assisterende stabskaptajn den 3. oktober 1804. 

Og nu følger en længere beretning om Borys krigsindsats.

Bory var meget engageret i Napoleonskrigene 1805 til 1814, og han var med ved mange af de kendte store slag. Slaget ved Ulm, Slaget ved Austerlitz, Slaget ved Jena og Slaget ved Friedland. 
Slaget ved Austerlitz var Napoleonkrigenes største slag og Napoleons største sejr.
Han fortsatte med at tegne militærkort over Franken og Schwaben, og under sine besøg i Bayern, Wien og Berlin, fandt han fandt sine egne værker oversat til tysk, og han benyttede lejligheden til at møde flere videnskabsmænd, især  botanikerne, som tog imod ham med åbne arme og gav ham værdifulde gaver.  Det kunne også finde sted midt i en krig mellem fjender.

Han blev knyttet  knyttet til Marshal Soult, hertugen af ​​Dalmatien, som aide-de-camp i oktober 1809. Og Soult blev en god ven, der tog ham under sine vinger.
Han blev forfremmet til major og var hovedsageligt involveret i militær rekognoscering takket være sine færdigheder inden for grafisk arbejde. 

Fra 1809 til 1813 deltog han i det franske felttog i Spanien og udmærkede sig ved belejringen af ​​Badajoz i foråret 1811, i slaget ved Quebara og i slaget ved Albuera  i maj 1811. 
Herefter blev han sat i spidsen for de tropper, der dannede Agens garnison og kom dermed til at kommandere soldater fra sin hjemby i omkring to uger. I maj 1811 blev han eskadrilleleder og blev derefter udnævnt til Ridder af Æreslegionen og opnåede rang som oberstløjtnant ved årets udgang.

Sammen med ​​Soult forlod Bory  Spanien for at deltage i det tyske felttog og deltage i slaget ved Lützen  og i slaget ved Bautzen. Efter disse sejre vendte han tilbage til sit hjemland og kæmpede i slaget ved Orthez. Han deltog i slaget ved Toulouse og den følgende dag organiserede han tropper af partisaner og spejdere i sin egen region Agen. Efter Napoleons første abdicering i april 1814 og hans eksil til øen Elba, tog Bory til Paris.

Marskal Soult, der var blevet udnævnt til krigsminister, sluttede Bory til sin stab og udnævnte ham til rang af oberst, og i oktober 1814 kom han til at tjene i ministeriets Dépôt de la Guerre (et depot for kort og arkiver), som hans topografiske arbejde kvalificerede ham til, samtidig med at han arbejdede på videnskabelige og litterære værker og skrev i den satiriske liberale, antimonarkistiske og pro-bonapartistiske avis, Nain Jaune.

Da Napoleon vendte tilbage sit eksil, blev Bory indvalgt i kollegiet i departementet Lot-et-Garonne og som repræsentant for Agen i  Chamber of the Hundred Days - De Hundrede Dages Kammer - hvor han sad i gruppen af liberale. Han proklamerede forfatningen, holdt en rungende tale og modarbejdede voldsomt minister for politiet, Joseph Fouché.

Slaget ved Waterloo deltog han ikke i. Men ved  Napoleon I's endelige abdikation og kong Ludvig XVIII's tilbagevenden blev han placeret på Fouchés lister over proskription ved bekendtgørelsen af ​​24. juli 1815, som dømte 57 personer for at have tjent Napoleon i løbet af de hundrede dage efter at have lovet troskab til Ludvig XVIII.

Bory søgte tilflugt  i Montmorency-dalen lidt nord for Paris.


Montmorency-dalen


En anden kendt franskmand i Montmorency-dalen 

Jean-Jacques Rousseau composing 'Emile' in Montmorency valley, engraved by Hippolyte Huet (19th century) 

 

​​12. januar 1816 proklamerede kong Ludvig XVIII (også kaldt  le Désiré - the Desired)  amnestiloven, som dømte Bory til eksil.
Bory rejste til Liège under et falsk navn. Takket være sit venskab med Alexander von Humboldt blev han af kongen af ​​Preussen inviteret til at opholde sig i Berlin, derefter i Aachen. Men efter 18 måneder blev han udvist, da han nægtede at underkaste sig en beslutning om, at han skulle opholde sig i  Königsberg eller Prag. Hans ven og botaniker (og vicepræsident) Francisco Antonio Zea tilbød ham en position som general i Bolívars nye republik Colombia, men han afslog. 
Det lykkedes ham endelig at nå til Holland, forklædt som brændevinshandler og med et falsk pas, derefter Bruxelles, hvor han mødte Emmanuel Joseph Sieyès, en fransk abbed og statsmand, der havde været en af hovedmændene både i den tidlige og den sidste fase af den Franske Revolution.
Bory boede i Bruxelles  indtil 1820, og her fandt han sammen med Auguste Drapiez, en belgisk naturforsker,  og Jean-Baptiste Van Mons, som var - og hold nu fast -  en belgisk fysiker, kemiker, botaniker, gartner og pomolog og professor i kemi og agronomi ved Louvain.
Ja, Van Mons var pomolog. Han var den mest produktive, kendte pæreavler og producerede ikke færre end 40 sorter over en 60-årig periode. Han delte gerne sine observationer og planter og udviklede effektive måder at eksportere stiklinger og frøplanter så langt væk som til USA. Efter hans død blev hans frøsamling erhvervet af Alexandre Bivort.

Franskmændene og belgierne var fanatiske omkring pærer og brugte urimelig lang tid på at udvikle nye pæresorter med smørsmag i det 18. århundrede. Et par belgiske varianter viser dette ved at have Beurré i navnet. Ludvig XIV elskede pærer, hans største frugt-forkærlighed efter figner, siges det. 
Ja, der dukker mange pudsigheder op.

Sammen med Drapiez og Van Mons grundlagde Bory Annales générales des Sciences physiques   og blev en af ​​de videnskabelige ledere deraf. Artiklerne blev skrevet af internationale videnskabelige koryfæer, blev illustreret med litografier og trykt i Bruxelles.



Den 1. januar 1820 fik Bory endelig lov til at vende tilbage til Frankrig. Afskediget fra hæren og frataget løn vendte han tilbage til Paris, hvor han boede indtil 1825. Han var forpligtet til udelukkende at hellige sig redaktionelt arbejde, især om hans Annales of Bruxelles, og han samarbejdede med forskellige liberale aviser, herunder Courrier Français, hvor han rapporterede om møder i deputérkammeret.

Dette stoppede han dog med senere, da han helt og holdent helligede sig videnskaben, og med de mange bøger, han solgte,  sikrede han sig et hæderligt økonomisk udkomme.


I 1822 havde han en særlig produktiv periode, hvor han sammen med flere af de førende videnskabsmænd på den tid begyndte at skrive  ​​et af sine største værker, Dictionnaire classique d'histoire naturelle en 17 bind (1822-1831).

Det var sammen med navne som AragoBrongniartDrapiez, Cuvier, Geoffroy de Saint-Hilaire, Alexander von Humboldtde Jussieude LacépèdeLatreille. Har du læst tidligere af mine indlæg vil du genkende i hvert fald  Humboldt.

Om Alexander von Humboldt skrev jeg et længere indlæg  "Noget om kontinentaldriften, lidt om Darwin og meget om Alexander von Humboldt"  i 2021 og et korter, "Hvad du ikke vidste om Goethe og Alexander von Humboldt." helt tilbage i 2019.Humboldt er næsten min helt. Han var i den grad med til at igangsætte min interesse for opdagelsesrejsende.


Men alt var ikke lutter idyl for Bory. I 1823 udkæmpede han en duel med en pistol og blev såret i foden. Hvad der var årsag til duellen, og hvem det var mod, ved jeg ikke. 

I 1825 blev han smidt i gældsfængsel i Sainte-Pélagie, hvor han var indtil 1827.


Men så viste der sig nye muligheder.


Siden 1821 havde en uafhængighedskrig  raset i Grækenland. I 1825 generobrede tyrkisk-egyptiske tropper Peloponnes. Støttet af en stærk strøm af filhellenisme - "the love of Greeks and everything Greek" - besluttede franske kong Charles X at gribe ind. En fransk ekspeditionsstyrke på 15.000 mand landede i den sydvestlige del af Peloponnes i august 1828. Formålet med Expédition de Morée var at befri området fra den tyrkisk-egyptiske besættelsesstyrke, og det lykkedes ret hurtigt.

 I lighed med Kommissionen for Videnskaber og Kunst, der fulgte med under Napoleons felttog i Egypten, blev der til Moreeekspeditionen tilknyttet en videnskabelig komite bestående af 19 videnskabsmænd, der repræsenterede forskellige videnskabelige discipliner, såsom naturhistorie og antikviteter (arkæologi, arkitektur og skulptur). 

Bory de Saint-Vincent og medlemmerne af den videnskabelige kommission for Morea-ekspeditionen, der studerer ruinerne af stadionet i det gamle Messene ( detalje af et litografi af Prosper Baccuet )


Seks akademikere fra Institute de Frankrig, heriblandt  Georges Cuvier og  Étienne Geoffroy Saint-Hilaire, blev udpeget til hver deres sektion af  komitéen.  Bory blev af indenrigsminister Viscount of Martignac, som var en barndomsven af Bory -  udnævnt til leder af komitéen. Bory skrev: "Herrerne De Martignac og Siméon havde udtrykkeligt bedt mig om ikke at begrænse mine observationer til fluer og urter, men at udvide dem til steder og til mænd."
Bory på Peloppones

Bory opholdt sig i Grækenland i 8 måneder, indtil november 1829, og udforskede Peloponnes, Attika og Kykladerne.
Efter sin hjemkomst fra Grækenland fortsatte Bory sin videnskabelige karriere. 



I 1830, mens Bory var beskæftiget med at skrive sit værk om Morea, bekendtgjorde  kong Charles X  de såkaldte  juliforordninger, som bl.a. suspenderede pressefriheden.
Det fik Borys politiske engagement til igen at flamme op..  Han kæmpede på barrikaderne under juirevolutionens "tre gloriøse dage"  The Three Glorious Days. Da kongen igen var afsat, blev  marskal Soult endnu engang leder af krigsministeriet den 3. november 1830, og Bory blev endelig, efter 15 år, genindsat i hæren, med sin tidligere rang af oberst med Generalstab og i hans stilling ved krigsdepotet, som han havde haft i 1815. 

Den 1. maj 1831 blev Bory udnævnt til officer af Æreslegionen.

Omtrent på samme tid, den 5. juli 1831, blev Bory valgt til  stedfortræder for det 3. kollegium i Lot-et-Garonne. Han fordømte ihærdigt arvelige titler, som han erklærede for at være i modstrid med princippet om lighed for loven og gik ind for en revision af den kommunale og nationale valglove. Flertallets konservative tendenser tvang ham, efter kun to måneder til at træde tilbage. som stedfortræder. 

29. februar 1832 deltog han i grundlæggelsen af ​​Entomological Society of France, det ældste entomologiske samfund i verden,  sammen med sin gamle ven, professor ved  Muséum National d’Histoire Naturelle, Pierre-André Latreille. Latreille havde i 1798 fået opgaven at sortere Frankrigs samling af insekter som fandtes i Muséum National d’Histoire Naturelle. Han beskrev ikke bare et stort antal nye arter, men skabte også nye slægter og familier. Latreille betragtes som en af de vigtigste personer i etableringen af den biologiske systematik
Hvorfor nu denne omtale af Latreille, som vi i øvrigt ikke kommer til at høre mere til? - Jo, for at. illustrere, hvordan det var landets førende personer, Bory omgikkes - både politisk, militært og videnskabeligt.

Allerede i 1830 havde Bory præsenterede sit kandidatur ved Institut de France til den plads, der var blevet ledig efter Jean-Baptiste de Lamarcks død. I 1832 offentliggjorde Bory rapporten om sin udforskning i Grækenland, "Relation du voyage de la commission scientifique de Morée dans le Péloponnèse, les Cyclades et l'Attique".

Illustrationer eng bogen  "Relation af rejsen for den videnskabelige kommission Morea i Peloponnes, Kykladerne og Attika"
 
Udgivelsen gav ham megen anerkendelse og førte til, at han 17. november 1834 endeligt blev valgt til medlem af det franske videnskabsakademi, et af de fem akademier under Institut de France.



Den 24. august 1839 oprettedes en kommission for videnskabelig udforskning af Algeriet (Commission d'exploration scientifique d'Algérie d'Algérie) i lighed med dem, der havde været i  Egypten (1798) og i Morea (1829).

Algeriet var nyligen blevet erobret, men endnu ikke pacificeret. Bory de Saint-Vincent, som havde været en af ​​initiativtagerne til kommissionen, blev dens præsident som stabsoberst og tog dertil, for at foretage videnskabelige udforskninger. Han ankom i de første dage af januar 1840 til Algier og besøgte andre byer ved kysten. Han opholdt sig i  Nordafrika i 2 år.
Bory udgav efterfølgende en række bøger om landet, såsom Meddelelse om Algeriets udforskning og videnskabelige kommission, Om Algeriets flora, Om Fransk Afrikas antropologi og Videnskabelig udforskning af Algeriet i årene 1840 , 1841, 1842. 

Ærgerligt at jeg ikke har fundet illustrationer fra den ekspedition. Nordafrika er ellers både geografisk og kulturelt et spændende område. Det minder mig om, at vi skal huske at besøge Ribe Kunstmuseums udstilling   - for også danske malere fandt stedet interessant.


I det uddrag jeg citerede fra  University , skrev de, at han også kom til Marokko og Egypten. Det har jeg ikke fundet noget om, men det kan han vel godt have været i den 2-årige periode, hvor han var på ekspedition til Algeriet.

Hvis man skal opsummere:
Bory var en utrættelig arbejder og skrev om flere grene af naturhistorien, herunder studiet af krybdyr, fisk, mikroskopiske dyr, planter, kryptogamer osv. Han var hovedredaktør af Bibliothèque physico-économique, af Dictionnaire classique d'histoire naturelle da 7 bind og af den videnskabelige del af Expédition de Morée. Han var medforfatter til afsnittene om zoofyterne og ormene til Encyclopédie Méthodique, såvel som mængder af tekster om den fysiske geografi.

Men så er der et emne, jeg er gået lidt udenom. Nemlig spørgsmålet om racer. Et emne der i den grad optog videnskabsmænd på den tid, og som også Bory tog del i. Så nu går jeg i kast med det.

Johann Friedrich Blumenbach var en tysk læge, naturforsker, fysiolog og antropolog. Han er blevet kaldt "grundlæggeren af ​​raceklassifikationer. 
Blumenbachs klassificerede allered 1793/1795 den enkelte menneskelige art i fem varianter, senere kaldet "racer":


  • den kaukasiske eller hvide race, herunder europæere, 
  • den mongolske eller gule race, inklusive alle østasiater.
  • den malaysiske eller brune race, herunder sydøstasiatere og oceanere.
  • den etiopiske eller sorte race, herunder alle afrikanere syd for Sahara.
  • den amerikanske eller røde race, inklusive alle indfødte amerikanere.


Når ekspeditioner blev sendt til eksotiske fremmede egne, så indgik beskrivelser af menneskene her i høj grad.

I 1847 præsenterede Lesson, som var med på Louis de Freycinets Uranie-ekspedition en opdeling af menneskeracer baseret på simple farveudtryk, meget lig Blumenbachs fra 1795, men med kun 5 inddelinger mod Blumenbachs 6:
Hvid for kaukasiere, Dusky for sydasiater, Orange for austronesere, gul for østasiater, rød for indfødte amerikanere og sort for afrikanere. Denne model opnåede moderat brug blandt etnologer.
I mit indlæg om Uranieekspeditionen valgte jeg at undlade at omtale dette. Nøjedes med at fortælle om hans arbejde med f.eks. de smukke paradisfugle og kolibrier. Men det er vel ikke helt fair.
For studiet af mennesketyper og diskussionen om mulig udvikling var oppe i tiden. 


Da Louis de Freycinet var på Uranieekspeditionen 1817-1821 medbragte han en 25-siders "Tabel over observationer og forskning" ("Tableau des observations & des recherches"), der skulle udføres i alle anløbshavne. Et detaljeret program for "Observationer af den menneskelige art".

Ansvaret for zoologisk indsamling og forskning under rejsen var betroet skibets kirurger Jean-René Constant Quoy og Paul Gaimard.
På et tidspu kt stjal Quoy 6 kranier og er skelet, som han tog med hjem til.  , som var en videnskabsmand, der arbejdede med frenologi. Videnskaben der menet at kuenne sige noget om et menneskes indtelligens ud fra dets hovedform.

Quoys beskrivelse af de indfødte, deres karaktertræk og adfærd er faktisk overvejdemde positiv.
Deres træk var "attraktive" ("agréable") og deres latter var ikke "grof" ("grossiere"). Han beskrev detaljeret "finessen" af deres ordvekslinger.
Han konkluderede, at Papouserne (indbyggerne i NyGuinea) var "opdragelige" ("susceptibles d'education") og kun deres intellektuelle evner. skulle "øves og udvikles" for at sætte dem i stand til "at opnå en fremtrædende rang" ("tenir un rang distingué) blandt de mange varianter af den menneskelige art.

Det lyder stadig ikke for kønt, men hele tilgangen hos såvel Quoy som  Gaimard samt Louis de Freycinets  personlige instruktioner til sine officerer vidner om et humanistisk engagement, der var meget forskelligt fra den dybt fysiske dagsorden, der prægede fransk antropologi på den tid.

 
 Og nu skal vi have fat i tre personer: Lamarcke. Geoffroy de Saint-Hilaire og Cuvier.
I forbindelse med revolutionen blev oprettet to professorater i zoologi og Lamarck blev i 1793 tildelt professoratet i dyregruppen «insekter og orme». 
Han udviklede en evolutionsteori, der på lange stræk lignede den, Darwin først senere udviklede, men der var også forskelle, som jeg ikke skal komme nærmere ind på.
Lamarck var opmærksom på miljøets påvirkning. Han nåede frem til. at organer, der bruges meget, de udvikles. Hos dyr vil et  nyt miljø skabe nye behov, og dyret søger at tilfredsstille dem ved at gøre en indsats. Således afføder nye behov nye vaner, som påvirker dyret og dets krop. Og han mente at opnået udvikling blev arvet af næste generation.

Det bedst kendte eksempel han brugte for sin teori er giraffen. Giraffen strækker nakken, når den søger  højere og højere efter bladene af træer, som den lever af. Som et resultat af denne vane, der fortsætter i lang tid hos alle individer af arten med det resultat, at giraffens forlemmer og hals gradvist blevet længere.
Det lyder umiddelbart troværdigt. 






Når det kommer til hans eksempel blandt mennesker går det galt.
En smed bruger sine muskler meget, og musklerne udvikles og bliver særlig stærke. Den forstærkede muskelkraft arves direkte af næste generation. Og her er det ordet direkte, der er det penible.



https://en.wikipedia.org/wiki/Lamarckism

Lamarcks teori om "inheritance of acquired characteristics" kaldes lamarckisme 


Étienne Geoffroy St. Hilaire studerede medicin og videnskab i Paris på Collège du Cardinal Lemoine. Da Reign of Terror ramte, Paris,  satte Geoffroy sit liv på spil for at redde nogle af sine lærere og kolleger fra guillotinen. Han formåede selv at gå under radaren, og han blev udnævnt til professor i hvirveldyrs zoologi ved Jardin des Plantes, som under den revolutionære regering blev omdøbt til Musée National d'Histoire Naturelle. Geoffroy St. Hillaire udviklede en ide om, at alle livsformer udsprang af én fælles udform. Han stillede spørgsmålet "Kan organisationen af ​​hvirveldyr henvises til én ensartet type?" Svaret for Geoffroy var ja: han så alle hvirveldyr som modifikationer af en enkelt arketype, en enkelt form. En af hans mere berygtede teorier var, at det segmenterede ydre skelet og ledben hos leddyr , såsom insekter, svarede til hvirveldyrs indre hvirvler og ribben ; insekter bor bogstaveligt talt inde i deres egne ryghvirvler og går på deres ribben. Han siges at have udtalt: "Der er, filosofisk set, kun et enkelt dyr." Og når der optrådte forskellige former, forskellige dyr, måtte det være udtryk for en udvikling - en evolution.

Cuvier blev født  i Montbéliard, et fransktalende samfund i Jurabjergene, som ikke var under fransk jurisdiktion på det tidspunkt; det blev regeret af hertugen af ​​Württemberg. Cuvier studerede på en skole, som hertugen havde grundlagt, det karolinske akademi i Stuttgart, fra 1784 til 1788. Han tog derefter stilling som lærer for en adelig familie i Normandiet, hvilket holdt ham borte fra den værste vold fra den franske revolution. I 1794, på anbefaling af Henri Alexandre Tessier, en naturforsker, der var flygtet til Normandiet for at undslippe terrorstyret, sendte Geoffroy en invitation til den unge naturforsker Georges Cuvier om at komme til Paris, hvilket han tog imod.
Han blev udnævnt til assistent og kort efter professor i dyreanatomi ved det nyreformerede Musée National d'Histoire Naturelle (Nationalmuseet for Naturhistorie). Cuvier blev i sin stilling, da Napoleon kom til magten, og blev udnævnt til adskillige regeringsstillinger.  
 
Cuvier og Geoffroy samarbejdede om flere forskningsprojekter, men røg så i offentlig disput. 

Cuvier troede ikke på organisk evolution. Han mente enhver ændring i en organismes anatomi ville have gjort den ude af stand til at overleve.  Organismer var funktionelle helheder; enhver ændring i én del ville ødelægge den sarte balance.
Geoffroy ledsagede Napoleons invasion af Egypten i 1798 og bragte mange dyreeksemplarer tilbage til Paris, især mumificerede katte og ibiser, som Cuvier studerede. Han påviste, at de ikke var anderledes end deres nulevende modstykker, og han brugte dette til at understøtte sin påstand om, at livsformer ikke udviklede sig over tid -  som bevis på, at evolutionen ikke havde fundet sted.  Cuvier var meget optaget af fossiler. Blandt hans  bedrifter konstaterede Cuvier, at elefantlignende knogler fundet i Nordamerika tilhørte et uddødt dyr, han senere ville navngive som en " mastodont ", og at et stort skelet gravet op i det nuværende Argentina var af Megatherium , en kæmpe, forhistorisk jorddovendyr. 
 Cuvier mente, at der ikke var beviser for evolution , men snarere beviser for cykliske skabelser og ødelæggelser af livsformer ved globale udryddelsesbegivenheder såsom syndfloderCuvier etablerede udryddelse som en kendsgerning – på det tidspunkt blev udryddelse af mange af Cuviers samtidige betragtet som blot en kontroversiel spekulation. I sit Essay on the Theory of the Earth (1813) foreslog Cuvier, at nu uddøde arter var blevet udslettet af periodiske katastrofale oversvømmelser.  Cuvier blev den mest indflydelsesrige fortaler for katastrofe i geologi i det tidlige 19. århundrede. 

Lamarck fik ikke den store anerkendelse for sine teorier. Han følte sig overset af sin samtid og døde som en bitter mand.
På lange stræk kunne Geoffrey Saint-Hilaire dog følge ham og efter sigende var han den enestekollega, der mødte op og holdt tale ved Lamarcks begravelse.
Cuvier derimod var mere ubøjelig. Hans nekrolog var så grov, at den først blev trykt flere år senere.

Cuvier var den mest prominenter forsker på sin tid. Han foretog også et eksperiment, man kun kan harmes over.
Cuvier udførte raceundersøgelser, som gav en del af grundlaget for videnskabelig racisme , og publicerede arbejde om de formodede forskelle mellem racegruppers fysiske egenskaber og mentale evner. 

 Sarah "Saartjie" Baartman


 Sarah "Saartjie" Baartman var i Europa (ca. 1790 - 1815), kaldet Hottentot Venus, blev fanget i Sydafrika, udstillet i Europa som en freak show attraktion og  studeret som et eksemplar af "Woman of race Bôchismann" i 1815 af Étienne Geoffroy Saint-Hilaire og Georges Cuvier, som udledte teorier om nogle menneskeracers underlegenhed. 

Cuvier havde mødt Sarah Baartman og noterede :
Hun var en intelligent kvinde med en fremragende hukommelse, især for ansigter. Ud over sit modersmål talte hun flydende hollandsk, acceptabelt engelsk og en smule fransk. Han beskriver hendes skuldre og ryg som "yndefulde", arme "slanke", hænder og fødder som "charmerende" og "smukke". Han tilføjer, at hun var dygtig til at spille på jødens harpe, kunne danse i overensstemmelse med sit lands traditioner og havde en livlig personlighed.
Cuvier udsatte Sarah Baartman  for undersøgelser i en periode, hvor hun blev holdt fanget i en tilstand af omsorgssvigt. 
Cuvier undersøgte Baartman kort før hendes død og udførte en dissektion efter hendes død, som han  i overensstemmelse med sine teorier om raceudvikling brugte til nedsættende sammenligninger mellem hendes  fysiske træk og aber. Han mente, at hendes små ører lignede en orangutangs og sammenlignede hendes livlighed med en abes hurtighed. Ja, tænk engang. Han var en del af den bevægelse, der havde til formål at kodificere et hieraki af racer med hvide europæere i toppen.

Ham Cuvier, ham bryder jeg mig ikke om.

Og hvor stod Bory i alt dette?

Bory var tilhænger af teorien om arters transmutation sammen med blandt andre Jean-Baptiste de Lamarck. Ifølge historikeren Adrian Desmond var Bory en førende anti-cuviersk materialist,  der blandede det bedste fra Lamarcks filosofi med Geoffroys  undersøgelser, og han sørgede for, at Dictionnaire classique d'histoire naturelle kom til at indeholde artikler om  Lamarck og artsdebatten. 
Bory var også en ivrig forsvarer af spontan genese og en ivrig polygenist. 
Uha. To fremmede udtryk, som jeg må undersøge nærmere.

Spontan genese (eller spontan generation) er en forældet teori om, at liv til stadighed opstår ud af døde ting eller ud af væsensforskellige levende organismer. Eksempelvis forestillingen om at mus kan opstå af gamle klude, at insekter kan opstå af fordærvede fødevarer, at parasitter kan opstå fra deres værtsdyr alene, eller at gæs kan vokse frem fra træer.
Teorien var veludviklet allerede hos Aristoteles og blev først endeligt modbevist omkring 1860 gennem arbejde af især Louis Pasteur. Men ret overraskende, at Bory troede på det.

Polygenisme er en teori om menneskelig oprindelse, som anfører det synspunkt, at de menneskelige racer er af forskellig oprindelse ( polygenese ). Denne opfattelse er modsat ideen om monogenisme, som mener, der kun findes én enkelt oprindelse til menneskeheden. Ved første øjekast kan polygenisme ses som et måske sympatisk opgør med ideen om, at hele verdens befolkning nedstammer fra Adam og Eva. Men polygenisme er historisk - og knap så sympatisk - blevet flittigt brugt til at understøtte ideen om de hvides overherredømme, som  nægter en fælles oprindelse mellem europæiske og ikke-europæiske folk. I moderne videnskab finder vi en nyfortolkning af den monogene teori i en øget forståelse af artsdannelse i "Out of Africa" -hypotese og dens varianter, som i dag er de mest accepterede modeller for menneskelig oprindelse, mens videnskabelig polygenisme  søger at finde et taksonomisk grundlag for ideer om racevidenskab .

Bory mente, at de forskellige menneskelige "racer"  var sande arter, der hver havde sin egen oprindelse og historie. Han var dog modstander af slaveri. Victor Schœlcher citerer ham blandt sine videnskabelige allierede til fordel for afskaffelse af slaveriet. 
Victor Schælcher var forfatter, politiker og journalist, kendt for sin ledende rolle i afskaffelsen af ​​slaveriet i Frankrig i 1848 under Den Anden Republik.

I dag kan det være lidt svært at forstå Borys position  i forhold til både  spontan genese og polygenisme, men enhver må jo forsøges forstået ud fra den tid, han lever i.

Tiden efter Den franske Revolution. i 1789 var en urolig tid, hvor det kunne blive skæbnesvangert, hvem man sympatiserede med. Tilbage under Reign of Terror i årene 1792-94 måtte Borys familie flygte fra Paris til  Landes, som var et af de fjerneste hjørner af Frankrig, og man må sige, at Bory kom til at opleve de politiske omskifteligheder. Omskifteligheder, han selv tog aktiv del i, samtidig med, at han havde tid til videnskabeligt arbejde - eller rettere ind imellem.

Efter hans ekspedition til Algeriet overvejede han stadig en rejse til øerne i Det Indiske Ocean eller  igen til Algeriet. Hannåede det dog ikke. Han døde den 22. december 1846, i en alder af 68 år, af et hjerteanfald i sin lejlighed på 5. sal, 6 rue de Bussy i Paris. Han efterlod sig kun gæld og sit herbarium , som blev solgt året efter. Han blev begravet på Père-Lachaise-kirkegården.
Sikke et liv han havde levet.

Men hvad med hans personlige liv? Havde han overhovedet et privat  liv?
Ja, det nåede han også.

I september 1802, i Rennes , hvor han var garnisoneret, giftede Bory sig med Anne-Charlotte Delacroix af la Thébaudais, med hvem han fik døtrene Clotilde, født den 7. februar 1801 - hov - førægteskabeligt - , og Augustine, født den 25. maj 1803, som han kaldte "sin lille Antigone". Augustine forblev han meget tæt på hele sit liv. Ægteskabet  holdt ikke. "...var for ungt til at være lykkeligt, som nogen så næsten romantisk skriver. " [8] kone døde i 1823, efter deres adskillelse.

Da han ved proscriptionerne i 1815 flygtede til Rouen , mødte han skuespillerinden Maria Gros. Hun fulgte ham gennem hele hans eksil mellem 1815 og 1820. De begyndte at bo sammen i 1817. Den 17. maj 1818 blev deres første datter, Cassilda, født. En anden datter, Athanalgide, blev født den 22. juli 1823, men da var også Bory og Maria Gros gået fra hinanden.

I historietimerne og i historiebøgerne lærer vi uendelig meget om krige. Og ja, vi skal lære af historien, men det lader ikke til, at studier af og undervisning i tidligere tiders krige fører til, at vi undgår dem i nutiden. Og ja, i dette og forrige blogindlæg har jeg selv skrevet meget om krig. Men det skulle være som eksempler på videnskabsmænd, der skabte stor ny viden på trods af, at de også deltog i krige.
Og så må jeg jo indrømme, at jeg blev optaget af den politiske situationen i årene omkring og efter den franske revolution og af Napoleon Bonaparte. Jeg ærgrer mig rigtig meget over, at jeg ikke nåede at se filmen om ham i biografen i vinters - over selvom den fik dårlige anmeldelser.

Men det, jeg egentlig vil med dette afsluttende afsnit, er at fundere over - skulle vi ikke hellere undervise noget mere i i tidligere tiders videnskabelige teorier og mange opdagelser?
Skulle vi ikke undervise noget mere i al den ny viden, de mange ekspeditioner bragte hjem til Europa - også uagtet, at en stor del af dem blev udsendt med økonomiske interesser og herredømme over fjerntliggende og ukendte øer, landområder og kontinenter for øje. 
Der er så mange flere at gribe fat i end bare Columbus, Magellan og James Cook. 

Bory blev manden der blev katalysator for min nysgerrighed på de mange franske videnskabsmænd i tiden efter den franske revolution - tiden med og efter Napoleonskrigene - starten af 1800-tallet.
Dem er jeg allerede i fuld gang med at skrive om.