Som jeg skrev i afslutningen af Kasimir lll og Polens storhedstid 1, så blev Sigismund ll den sidste arvekonge af Polen, og Polen blev et valgkongedømme.
Med ham sluttede også den polske renæssance - Polens gyldne tid. Men i og med han kort før sin død havde fået dannet Den polsk-litauiske Realunion, blev det starten på Polen som stormagt.
Realunionen mellem Polen og Litauen var den største og en af de folkerigeste stater i 15- og 1600-tallets Europa på omkring 1.000.000 km2 og en multietnisk befolkning på 11 millioner på sit højdepunkt i det tidlige 1600-tal.
Når vi i dag tænker på Litauen, er det vel som en lille, mindre betydningsfuld nation. Men kig på kortet. Litauen var dengang et stort rige, der bl.a. omfattede Kiev og det område, hvor det helt gamle Rusland opstod. Og det gik fra Østersøen og næsten til både Moskva og ned til Krimhalvøen ved Sortehavet.
Det omfattede et kæmpeområde, der i dag udgør en del af følgende lande: Hviderusland, Estland, Letland, Litauen, Moldova, Polen, Rusland, Slovakiet, Ungarn.
Litauen
var i udstrækning langt, langt større end Polen, men alligevel blev det Polen,
der blev den dominerende magt i unionen.
I det følgende vil jeg fortælle om de tre (fire) første valgte regenter i den polsk-Litauiske storhedsperiode.
Henryk Walezy 16. maj 1573- 12. maj 1575
Den første, der blev valgt som konge af Polen og storhertug af Litauen var franske Henry de Valois. Han blev født på Chateau Fontainebleau som søn af kong Henry ll og dronning Katharina af Medici.
I 1570 var der snak om et evt. ægteskab med Dronning Elizabeth l, men det kom der ikke noget ud af. Elizabeth var protestant, Henry var katolik. Hun var med sine 37 år 18 år ældre end ham, og han citeres for at have omtalt hende som une putain publique (public whore) og "an old creature with a sore leg".
Elizabeth på den anden side menes måske også blot at have udtrykt interesse for giftemålet for at skabe bekymring hos hendes evindelige fjender, spanierne.
Altså lagde Henry billet ind på at blive konge af Polen. Og da polakkerne foretrak en franskmand frem for en habsburger, ja så valgte de ham mod franske løfter om militær støtte mod Rusland, diplomatisk støtte over for Det Ottomanske Rige og generel økonomisk støtte, ligesom det lå i luften, at han skulle ægte Sigismund ll’s søster, Anna. Men dette sidste løfte var ikke nedskrevet og blev aldrig indfriet.
En polsk delegation rejste i 1573 til La Rochelle, hvor Henry var i gang med at belejre byen.
Henry forlod belejringen, og 13. september aflagde han i Nôtre
Dame ed på at ville respektere de polske friheder og loven om religionsfrihed.
I hele Europa var tiden var præget af konkurrence mellem protestanter og
katolikker, og Polen havde længe indtaget en meget tolerant holdning i
religionsspørgsmål - især også over for jøder.
Det blev januar 1574, før Henry ankom til Polen. 21. februar fandt kroningen sted i Waslaw-katedralen i Krakow. Men da han allerede i midten af juni erfarede, at den tredje af hans ældre brødre, nu kong Charles lll af, Frankrig var død, så hastede han tilbage til Frankrig, hvor han blev indsat som konge. Han nægtede at vende tilbage til Polen og blev derfor – rimeligt nok - afsat af det polske parlament 12. maj 1575.
Mødet mellem den franske prins og det polske folk blev et kultursammenstød. Polakkerne undredes over, om alle franskmænd mon gik lige så meget op i deres udseende og fremtræden som Henry, og Henry var skuffet over den landlige fattigdom og det barske klima.
Henry med sin senere fransk kone, der åbenbart var mere tiltrækkende end Anna.
Dog var der teknologiske fremskridt, som han tog med sig tilbage og indførte på Louvre og andre slotte: septitanke hvor toiletindhold blev opsamlet og bragt uden for slottets mure, bade hvor koldt og varmt vand kunne reguleres og brugen af gafler.
Dronning Anna 1575 – 1587
Stakkels
Anna.
Anna var datter af Sigismund den Ældre og dronning Bona Szorza af Milano - hende, der særligt prægede den polske renæssance - og Anna var dermed søster til Sigismund ll.
Hendes far havde i årevis forsøgt at få hende afsat. En endeløs række af kandidater havde han forsøgt sig med – en dansk prins Magnus f.eks., men de fleste andre med langt højere status - selv Ivan den Grusomme var på tale – men altid var det strandet på det ene eller andet problem - ofte, at den foreslåede kandidat slet ikke var interesseret.
I 1556 troede faren, han endelig havde fået en aftale i stand med John, Hertug af Finland og halvbror til den svenske konge. Men da John dukkede op til brylluppet i Vilnius, forlangte han at få den yngre søster Kathrine, hvilket faderen var nødt til at gå med til, da han havde brug for svenske tropper og penge til krigsførelse.
Som sidste ugifte datter måtte Anna nu fylde dagene med lege, broderi, bøn og brevudveksling med sine gifte søstre. Men hun var en velhavende dame og fik derfor, på trods af sin fremskredne alder – hun nærmede sig de 40 – flere ægteskabstilbud. De fleste dog med medfølgende økonomiske eller territoriale krav.
Stor var hendes begejstring, da Henry af Valois, som en del af sin ansøgning om at blive konge af Polen, lovede at ægte hende. Og endnu engang blev hun skuffet, da han som tidligere beskrevet hurtigt forduftede tilbage til Frankrig, uden at det var blevet til ægteskab.
Nu ønskede Anna at blive regent, og det polske parlament var ikke afvisende over for at vælge hende, men ifølge lovene kunne en ugift kvinde ikke vælges. Efter at flere forskellige hertuger havde været bragt i spil som kommende ægtemand, accepterede hun at forlove sig med Stephen Báthory, Volvoide af Transylvanien, hvorefter hun kunne vælges. Og da de efterfølgende blev gift, kom hun og ægtemanden til at fungere som fælles regenter.
Endelig var hun blevet gift. Men ægteskabet var et skinægteskab. Han opholdt sig mest i Vilnius og var optaget af krige.
Stephen Báthory holder hof.
Bemærk soldaten i midten med den store fjerprydelse. Den kommer der mere om.
Hun derimod opholdt sig i Warszawa, hvor hun var optaget af byggearbejder. Hun fuldførte bl.a. Sigismund Augustusbroen, Europas længste træbro på 500 meter.
Da Báthory døde i december 1586, havde hun mulighed for at blive enehersker, men hun valgte anderledes.
Hun knyttede sin nevø til sig – en søn af søsteren Cathrine og den mand, hendes far havde lovet hende som ægtemand – og støttede hans valg til konge af Polen i 1587, hvorefter Anna levede tilbagetrukket ind til sin død i 1596.
Sigismund lll - Zygmunt lll Waza 1587 - 1632
John, Hertug af Finland, som havde foretrukket at blive gift med Annas yngre søster, var jo halvbror til den svenske konge, og da der i 1569 kom et oprør mod kongen, og kongen blev afsat, blev John konge af Sverige under navnet John lll.
Sønnen Sigismund var derfor en svensk prins, da han som den første af Vasaslægten blev valgt til konge af Polen.
Det var Sigismund lll, der flyttede Polens hovedstad fra Krakow til Warzawa.
Da faderen døde i 1592, blev Sigismund også konge af Sverige og storhertug af Finland. Men da Sveriges adel fandt ham for katolsk, blev han afsat i 1599, og det førte til en del krige mellem Sigismund og hans onkel, Karl lX, som nu blev indsat som svensk konge.
Realunionen nåede sin storhedstid i det tidlige 1600-tal under Sigismund lll, hvor Unionen var i stand til at forsvare sig mod både Sveriges Karl lX og mod vasaller af Det osmanniske Rige.
Det polske rytteri - de vingede husarer - var frygtet. På grund af deres fjerprydelse, oplevede deres modstandere, at de næsten kom flyvende, og dette image bevarede de langt op i historien.
Flere gange i løbet af urolige tider i Zar-Rusland 1603-1613 invaderede Polen-Litauen Rusland og formåede endda 27. september 1610 at indtage Moskva. En bedrift, som tidligere kun mongolernes Gyldne Horde havde formået. Efter denne invasion valgte det russiske råd, De syv Boyarer, at afsætte Zar Vasili Shuysky, og de valgte i stedet Sigismund lll's søn, Władysław IV Vasa som ny zar. Han nåede dog aldrig at indtræde i embedet.
Polen-Litauen holdt byen indtil 4. november 1612, hvor de polsk-litauiske styrker blev drevet ud efter moskovitisk opstand og belejring af styrkerne i Kiev, og russerne valgte nu Michael Romanov som deres zar - dvs. den første af Romanov-dynastiet, der kom til at sidde på magten i Rusland helt indtil revolutionen i 1917.
Det kunne være vanskeligt for Polen at agere i krydsfeltet mellem Osmannerriget, Spanien og England. Centraleeuropa og dermed Polen følte sig til stadighed truet af ottomannerne – tyrkerne, mens både Frankrig og England havde et mere afslappet forhold til dem. Nok fordi de havde dem mere på afstand. For England var hovedfjenden Spanien, og det passede derfor England udmærket, hvis tyrkerne kunne genere spanierne i Middelhavsområdet.
England havde brug for korn og tømmer fra Polen, og England havde derfor advaret Osmannerriget om, at hvis de angreb Polen, ville England reagere.
Men Polen handlede også med Spanien, og i 1597 kom det til et møde, hvor Polen klagede over, at England havde opbragt polske og andre skibe, der handlede med Spanien. Den polske gesandt gjorde rede for, at Sigismund ville opfatte det som utåleligt og en fjendtlig handling, hvis ikke Elizabeth frigav de erobrede skibe og udleverede den konfiskerede last eller erstattede den og i øvrigt ophævede sit forbud mod handel med Spanien.
Det forlyder, at Elizabeth fløj op som en løve. Hvad der blev resultatet af den konkrete konfrontation, ved jeg ikke, men Sigismund lykkedes åbenbart med fortsat at kunne handle med både England og Spanien, selv om forholdet til England blev mere anstrengt.
Unionen formåede at holde sig uden for Trediveårskrigen 1618-1648, og neutraliteten skånede Polen-Litauen for konsekvenserne af den politisk-religiøse konflikt, der hærgede det meste af det samtidige Europa.
Faktisk ønskede Sigismund lll at gribe ind i trediveårskrigen på den katolske side, men parlamentet tillod ham ikke at engagere sig, idet de vurderede, at hans indgreb ville tage form af en invasion og muligvis en besættelse af Transsylvanien, som var en aktiv allieret for Det osmanniske Imperium, og farlig for det habsburgske monarki og Polen. Det undgik de.
Men så kom der problemer. Det begyndte at gå ned ad bakke for Polen-Litauen, som i stadig stigende grad blev en brik i de europæiske stormagters puslespil.
Og så kommer også Danmark lidt mere på banen.
Men dén videre udvikling gemmer jeg til et kommende indlæg.
