søndag den 26. november 2023

Om Baron von Langsdorff og andre i Brasilien





Dette indlæg skal handle om Baron von Langsdorff, og gennem ham skal du møde et kludetæppe af forskere, der kom til Brasilien i starten af 1800-tallet. Det bliver en slags "stream of conscience-fortælling", hvor vi flyder fra den ene til den anden til den tredje (som regel) mand, der kom i forbindelse med Langsdorff.

Georg Heinrich Langsdorff

Undervejs kommer jeg flere gange til at henvise til Alexander von Humboldt. 

Alexander von Humboldt

Humboldt var en tysk naturvidenskabsmand, der 1799-1804 foretog en rejse gennem Venezuela, besejlede Orinocofloden og Rio Negro, besteg Andesbjergene og gjorde ophold i Ecuador. Humboldt blev meget berømt og anses for at være grundlæggeren af den moderne geografi. Han beskrev som den første bl.a. vegetationens ændring i takt med bjergenes højdezoner.   

Humboldt har jeg fortalt om i indlægget "Hvad du ikke vidste om Goethe og Alexander von Humboldt."

I dette indlæg kommer jeg ikke til at fortælle om Humboldts egne rejser, men han nævnes ofte i relation til dette indlægs aktører.


Georg Heinrich Langsdorff - Baron von Langsdorff deltog i årene 1803-1805 i Ruslands første jordomsejling.

Efterfølgende kom han til Sydamerika, hvor han udforskede store områder i Brasillien.

Langsdorff blev født i april 1774 i Wöllstein, i Pfalz i Det Hellige Romerske Rige. Han studerede medicin og naturhistorie ved universitetet i Göttingen og dimitterede med en doktorgrad i medicin og kirurgi i 1797.

Samme år blev han personlig livlæge for Christian August, Prins af Waldeck og Pyrmont, og med ham kom Langsdorff til Lissabon.  Prinsen af Waldeck kom godt nok ikke til Brasilien, men du skal høre om ham alligevel.

Christian August var en preussisk-østrigsk prins. Han var kunstelsker og  begejstret for antikken. På hans Grand Tour  - den obligatoriske dannelsesrejse for unge adelige var han en af ​​Johann Wolfgang von Goethes midlertidige ledsagereGoethe udtrykte sin godkendelse af en tur til Pozzuoli i Italien sammen og "selskabet med en sådan perfekt og velinformeret prins." Waldeck foreslog Goethe, at de også skulle rejse sammen til Dalmatien og Grækenland . Men Goethe afslog med begrundelsen : „Wenn man sich einmal in die Welt macht und mit der Welt einlässt, so mag man sich ja hüten, dass man nicht entrückt oder wohl gar verrückt wird.“ - Når man først går ud i verden og engagerer sig i verden, skal man passe på, at man ikke bliver henrykt eller ligefrem skør. Et morsomt ordspil på entrückt og verrückt.

I 1770 gik Prins August gik ind i hæren og blev oberstløjtnant i det østrigske dragonregiment  nr. 39 "Karl August Pfalzgraf Zweibrücken-Birkenfeld.

 Som frivillig deltog han i den russisk-tyrkiske krig (1768-1774) mod Osmannerriget på russisk side . Herefter vendte han tilbage til sit østrigske regiment . I 1781 blev han af kejseren udnævnt til oberst , og fra da af blev  regimentet kaldt Dragoon Regiment nr. 39 "Prinz Waldeck." 

Waldeck gjorde tjeneste i den østrigsk-osmanniske krig fra 1787 til 1792 og blev forfremmet til løjtnant feltmarskal  og som sådan kommanderede Christian August von Waldeck en division mod de franske tropper i begyndelsen af ​​den første koalitionskrig mod det revolutionære Frankrig  1792. Mens han udforskede fæstningen Thionville, blev han såret og mistede sin venstre arm.

Trods den manglende arm kom han til at spille en stor rolle i den østrigske hær i Rhinlandet, og han steg uophørligt i graderne. 

I 1797 fik han mulighed for at overtage kommandoen over Portugals landhær. Med kejserens godkendelse accepterede han denne kommission. Han drog til Lissabon, og det var hertil, at Langsdorff fulgte ham som hans personlige livlæge.

Waldeck dør allerede året efter, de er kommet til Lissabon - i 1798 - og Langsdorff opretter en privat lægepraksis i Lissabon. Efterfølgende accepterer han stillingen som kirurg for de engelske tropper i Portugal. Efter Amiens-traktaten besøger han både London og Paris og vender herefter tilbage til Tyskland - til Göttingen.

Gennem Waldeck var Langsdorff kommet i forbindelse med russerne og var blevet udnævnt til medlem og korrespondent for det russiske kejserlige videnskabsakademi.

Da han hører om forberedelserne til den store russiske ekspedition til Japan, Alaska og Aleuterne,  anmoder han om at blive en del af den videnskabelige komite, der skal med på ekspeditionen, men modtager et høfligt afslagsbrev.  Ekspeditionens officielle naturforsker er allerede udvalgt og skal tages ombord på ekspeditionen  i København 

Den udvalgte var Wilhelm Gottlieb Tilesius von Tilenau , en højt respekteret tysk  naturforsker og læge, tegner og gravør. Han var professor ved Moskva Universitet.  På ekspeditionen skulle han fungere som skibslæge, marinbiolog og maler. Samme dag som Langsdorff modtager brevet med afslaget, forlader han Göttingen og når København på syv dage, hvor de russiske skibe stadig ligger til kaj. Med støtte fra både Nikolai Rezanov, der er udset til at blive ambassadør i Japan,  og fra ekspeditionens leder  von Krusenstern, bliver hans andragende om at deltage i ekspeditionen alligevel imødekommet, men han skal deltage som privatperson.

Det, at Tilesius er den officielle biolog, og Langsdorff blot deltager som privatperson, giver anledning til gnidninger mellem de to, da Tilesius ofte river Langsdorff dette forhold i næsen.

På Kamtjatka forlader ekspeditionens officielle hovedmaler, Kurlyandov, ekspeditionen, fordi han  følte, han blev dårligt behandlet - måske af Tilesius?

Tilesius var måske - ligesom flere af videnskabsmændene ombord  - lidt en sær snegl. Men også en mand med mange talenter. I bagagen, som han tog ombord i København, var bl.a. en violin og en bratch, som han spillede på undervejs. 

Efter jordomsejlingen var det Tilesius, der samlede knoglerne af den første hele mammut, der blev fundet i Sibiriens arktiske kulde.  

Ved sin hjemkomst  blev han udnævnt til ridder i St. Vladimirs Orden, blev optaget i Imperial Academy of Sciences og blev tildelt en livsvarig pension på 300 rubler om året. Men han vandt ikke offentlig anerkendelse som sin samtidige, Alexander von Humboldt.

 Når jeg nævner dette sidste, er det fordi andre tyske videnskabsmænd og opdagelsesrejsende ofte bliver holdt op mod hans bedrifter. Humboldt, ham jeg nævnte i indledningen, den tyske opdagelsesrejsende, der udforskede Sydamerika. Han blev nærmest en verdensstjerne - måske også fordi han efterfølgende færdedes i de fine saloner i Paris.


Da Langsdorff som nævnt var med som privatperson på eget initiativ, havde han også en vis frihed til at gøre, som han ville. Og i 1805, da Krusensternekspeditionen opholdt sig i St. Peter and St. Paul - havnen / byen som nu hedder  Petropavlovsk - valgte han at forlade ekspeditionen og følge Nicolaj  Rezanov  til Russisk Amerika. Bestemt ikke fordi han var fan af Rezanov, men fordi det gav ham muligheden for at udforske ukendt land.  Han udforskede Aleuterne, Kodiak og Sitka; han kom til San Francisco, hvorfra han med skib kom tilbage til Sibirien, og derfra tog han over land til Sankt Petersborg, hvor han ankom  i 1808.

På vej tilbage til Sankt Petersborg - på hesteryg og i både på de store floder - mistede han en del af sin herbariesamling i Lena-floden mellem Yakutsk og Irkutsk. Men han var i stand til at publicere sine resultater i bøger som "Plantes recueilles pendant le voyage des Russes autour du monde: expédition dirigée par M. de Krusenstern".  (Planter indsamlet under russernes rejse rundt i verden: ekspedition ledet af hr. Krusenstern), udgivet i 1810.  




I starten af Krusensternekspeditionen havde den opholdt sig en måned i Brasilien, og i et brev  til Sankt Petersborg allerede i 1804 beskrev Langsdorff sin første kontakt med landet. Han fremhævede den frodige flora og fauna og frem for alt roste han beboernes store gæstfrihed.
I 1812 udgav han et to-bindsværk om sine rejser, og det gav ham internationalt ry som en stor videnskabsmand.
Han længtes tilbage til Brasilien, og han var heldig. Det tidlige ophold her havde givet ham et godt kendskab både til landet og til det portugisiske sprog, og det var medvirkende til, at han i 1813 blev udnævnt til kejserlig russisk generalkonsul i Brasilien i Rio de Janeiro ved det kongelige Braganzahof.

 Braganza var et dynasti, der regerede Portugal og det portugisiske imperium fra 1640, og med oprettelsen af ​​Det Forenede Kongerige Portugal, Brasilien og Algarves i 1815 og den efterfølgende uafhængighed af imperiet Brasilien i 1822, kom Braganzas til at regere som monarker af Brasilien.
Huset Braganza producerede 15 portugisiske monarker og alle fire brasilianske monarker og talrige konsorter til forskellige europæiske kongeriger, såsom Katarina af Braganza, hustru til Charles II af England, der introducerede te i Storbritannien, og Maria Isabel af Braganza, hustru til Ferdinand VII af Spanien, der grundlagde Prado-museet i Madrid, og de  kandiderede også  til troner i Polen og Grækenland.

Under Napoleonskrigene ønskede Napoleon at få lukket de portugisiske havne for handel med Storbritannien, og han pressede Spanien til at invadere Portugal.
I november 1807 under Napoleonskrigene invaderede den franske general Junot landet. Det portugisiske hof havde netop nået at indskibe sig til Brasilien, dagen inden franskmændene indtog Lissabon.

Kongefamiliens tilstedeværelse i Brasilien gjorde  Rio de Janeiro til de facto hovedstad for Portugal,  og da Brasilien i 1808 åbnede sine havne efter århundreders isolation, blev landet et El Dorado for europæiske rejsende og naturforskere.

Brasiliens enorme territorium - 8,5 millioner kvadratkilometer - var, med undtagelse af en del af landets kyst, på det tidspunkt stort set uudforsket. Dette gav enestående muligheder for de mange videnskabsmænd og eventyrere, der snart ankom. 

Langsdorf  rejste til Brasilien i 1813 sammen med sin nygifte kone, Friederike Luise von Schubert. I de følgende år helligede han sig primært geologiske, botaniske og zoologiske emner og undersøgelser.

Fra 1817 til 1821 udforskede han provinserne Rio de Janeiro og Minas Gerais. Gentagne gange sendte han detaljerede rapporter og store kasser med dyr med russiske skibe, der lå i havn i Rio,  til det kejserlige russiske videnskabsakademi i Sankt Petersborg, som han havde været medlem af siden 1808.
Men en del af sine samlinger beholdt han i Rio, så han selv personlig kunne bringe dem til St. Petersborg, hvor han håbede at opnå audiens hos zaren, så han kunne fremlægge en plan for en stor russisk ekspedition til det indre Brasiien.


Mens han ventede på denne lejlighed udforskede han sammen den franske naturforsker Augustin Saint-Hilaire  flora, fauna og geografi i provinsen Mineas Gerais.

Augustin Saint-Hilaire

Saint-Hilaire udforskede på  sin første rejse fra 1816 til 1822 det brasilianske bagland og rejste ca. 9.000 km, fra det sydøstlige Brasilien til Río de la Plata, inklusive den tidligere Cisplatina-provins (Uruguay). Han var i stand til at samle 24.000 eksemplarer af planter med 6.000 arter, 2.000 fugle, 16.000 insekter og 135 pattedyr, plus mange krybdyr, bløddyr og fisk. De fleste af disse arter blev beskrevet for første gang.  De næste år helligede han sig studiet, klassificeringen, beskrivelsen og udgivelsen af ​​dette enorme materiale. Han var - ligesom mange andre kom til at opleve det -  betydeligt svækket af sygdomme pådraget under de tropiske rejser. 

En af de mere mærkværdige ting, han beskrev, var en usædvanlig kilde til mad og medicin, der blev brugt af det indfødte malalis-folk i Brasilien. Han beskrev noget, som de kaldte bicho de taquara – bambusorm – fordi den blev fundet i bambusstænglerne. Som fødekilde betragtedes hovedet som en gift, og når det, sammen med tarmene, blev fjernet, kunne den resterende fede goo suges ud af det. Hilaire smagte det selv og fortæller:

“He broke open the creature and carefully removed the head and the intestinal tube, and sucked out the soft whitish substance which remained in the skin. In spite of my repugnance, I followed the example of the young savage, and found, in this strange food, an extremely agreeable flavour which recalled that of the most delicate cream.”

De indfødte brugte bicho de taquara som medicin. De fjernede hovederne og tørrede dyret, hvorefter de malede det til pulver. Når det blev anvendt som et omslag, siges det at hele sår. Når de led af søvnløshed, slugte de en tørret bicho de taquara uden hovedet, men med intakte tarme.

“they fall into a kind of ecstatic sleep, which often lasts more than a day, and similar to that experienced by the Orientals when they take opium in excess. They tell, on awakening, of marvelous dreams; they saw splendid forests, they ate delicious fruits, they killed without difficulty the most choice game; but these Malalis add that they take care to indulge only rarely in this debilitating kind of pleasure.”

Bicho de taquaraen er uddød, og ligeså er Malalis-stammen og med dem deres viden om hallucinogenet.  Ingen andre end Hilaire har berettet om det. Men der findes et møl og dets larver, kendt som bicho de taquara – den brasilianske Myelobia smerintha.  Måske var den i familie med dem.

Myelobia smerintha


Hilaire fik udgivet adskillige værker: Histoire des Plantes les plus Remarquables du Brésil et du Paraguay (1824), Plantes Usuelles des Brésiliens (1827–1828), Voyage Dans le District des Diamants et sur le littoral du Brésil, og den berømte  Flora Brasiliae Meridionalis i 3 bind (1825–1832), som han høstede stor anerkendelse for.
For sit arbejde blev han udnævnt til Det Preussiske Videnskabsakademi, Det Franske Akademi, Linnean Society, Videnskabsakademiet i Lissabon, Det Historiske og Geografiske Institut i Rio de Janeiro og Medical Society of Rio de Janeiro.

Saint-Hilaire døde i Orléans den 30. september 1853. 
Måske er det særligt orkide-elskere, der huske ham. Han leverede et enormt bidrag til orkidologien i Brasilien, Paraguay og Uruguay i en periode på knap seks år. 

 Dusinvis af eksemplarer af Orchidaceae kan findes blandt Saint-Hilaires botaniske samlinger, de fleste af dem på Martius Herbarium i Meise (Belgien) og på National History Museum i Paris . 
Alene i Paris opbevares 18.248  botaniske eksemplarer indsamlet af Saint Hilaire i Sydamerika, hvoraf 10.263 blev indsamlet i Brasilien.

Når man skulle på ekspedition med Langsdorff gjaldt det om at være i god fysisk form. Langsdorff var utrættelig, absolut ligeglad med alle vanskeligheder og forventede det samme af alle andre. Saint-Hilaire, der var en meget yngre mand, klagede over ikke at kunne følge med Langsdorffs tempo.

Her ligner Saint-Hillaire da godt nok en olding.


Sammen besøgte Langsdorff og Saint-Hilaire Baron Wilhelm Ludwig von Eschwege. Eschwege var geolog, geograf og frem for alt mineralog og ingeniør ved tyske miner. Han spillede en vigtig rolle på alle aktivitetsområder i både Portugal og Brasilien, hvor han sluttede sig til det portugisiske hof og søgte tilflugt i Brasilien mellem 1807 og 1821.


Baron Wilhelm Ludwig von Eschwege

I 1809, allerede gift og med en søn, rejste Eschwege fra Lissabon til Brasilien, hvor han ankom året efter. Der ville Eschwege engagere sig i en banebrydende undersøgelse af geologien og mineralogiske udforskninger og offentliggøre resultaterne af sit videnskabelige arbejde. I Rio de Janeiro blev han leder af det kongelige kontor for mineralogi, før han blev nomineret til intendant for guldminerne. I Congonhas do Campo, Minas Gerais, grundlagde Eschwege Fábrica Patriótica  til minedrift, mens han samtidig studerede brasiliansk geologi i vidtrækkende forskningskampagner. Desuden blev baronen forud for hans tilbagevenden til Europa introduceret til prinsessen af ​​Beira, Maria, den fremtidige dronning Maria II af Portugal.

I 1869 udkom en bog om en anden udforskningsrejse til Brasiliens højland, udført af Richard F Burton med beskrivelse af guld- og diamantminerne.



Bogen er åbenbart nedskrevet af hans kone, som i forordet meget morsomt skriver:



Burton var åbenbart - ligesom Langsdorff - optaget af brug af slaver. Teksten under billedet herunder lyder:
The Fortnightly Slave-muster at the Casa Grande, Morro Velho.




Men vi skal lige have Eschwege rundet af.

På grund af sit banebrydende forskningsarbejde, undervisning og industrielle udforskninger efterlod baronen af ​​Eschwege en prestigefyldt arv i Brasilien, og  selv om hans rejser ikke nåede samme omfang som Alexander von Humboldts i andre sydamerikanske lande, nævnes han ofte som  værdig til  en sammenligning. Faktisk opnåede Eschwege og Humboldt personligt bekendtskab efter at de mødte hinanden ved en middag givet af kong Frederik Vilhelm IV af Preussen i Berlin i 1847.

I Portugal er  Eschwege måske mest kendt for at være ham, der mellem 1838 og 1850 sammen med to andre fungerede som både arkitekt og landskabsdesigner i Pena.   Det er i Pene, vi finder  Palácio Nacional da Pena. Hvis jeg nævner, at det befinder sig i Sintra, er der måske en klokke, der ringer. Sintra ligger en halv times kørsel fra Lissabon og er en stor turistattraktion.

Fra FDMs turistbrochure:
"Palacio Nacional de Pena er omgivet af friodige træer, rislende vandfald og bølgende bakketoppe. Naturområdet er et slaraffenland af alt fra smukt anlagte damme og blomsterhaver til naturlige søer og frodige dale. "De små fugles springvand", Fonte dos Passarinhos, leder tankerne hen på eventyrprinsesser og skovfeer, mens "Søernes dal" inviterer til at gå på opdagelse i området blandt de himmelhøje cedertræer. Pena-paladset og den omkringliggende natur er perfekt som en endagsudflugt for hele familien, når kør-selv-ferien går forbi den portugisiske riviera vest for Lissabon."


Nu da jeg har læst om Eschwege, kan det da ærgre mig endnu mere, at vi ikke nåede ud til Sintra, da vi var i Lissabon for nogle år siden. Men vi prioriterede, at Tanja gerne ville ud til Cascai og windsurfe. Det havde hun tidligere prøvet i Stillehavet ud for Peru.

Da Langsdorff i 1812 sejlede ud fra St Petersborg for at blive konsul i Brasilien, var det i selskab med bl.a. unge 23-årige Georg Wilhelm Freyreiss. Hm... 1812 - er det i øvrigt ikke bemærkelsesværdigt, at man havde overskud til at tænke på noget sådant midt i Napoleonskrigen. Jeg tænker på belejringen af Moskva, skildret i Tjajkowskis 1812-ouverture.

Men videre! 

 Georg Wilhelm Freyreiss

Freyreiss var søn af en skomager i Frankfurt. Hans tidlige interesse for naturhistorie bragte ham i kontakt med en meget anerkendt ornitolog Meyer fra Offenbach, som anbefalede ham til Langsdorff. Freyreiss rejste til Rusland og rejste i 1812 sammen med von Langsdorff til Rio de Janeiro. Men på grund af stormvejr blev rejsen afbrudt, og de måtte overvintre i Sverige. Freyreiss benyttede lejligheden til at besøge Stockholm og Uppsala, hvor han stiftede bekendtskab med de eminente botanikere Olof Peter Swartz og Carl Peter Thunberg, som forsynede Freyreiss med anbefalingsbreve til Lorentz Westin, den svenske konsul i Rio. 

I Rio opstod der snart uenigheder mellem Langsdorff og  Freyreiss, som førte til, at Freyreiss tog mod en stilling hos Westin, der repræsenterede Det Kongelige Videnskabsakademis interesser i Stockholm, med opgaven at indsamle materiale til herbarier i Stockholm og Uppsala. 

I juli 1814 tog Freyreiss til Minas Gerais og deltog i en tur organiseret af baron Wilhelm von Eschwege, dengang direktør for mineselskaberne i Brasilien og en af ​​de mest vidende i brasilianske naturressourcer.  Minas Gerais var et interessant område netop pga. dets rige minerale ressourcer.

Allerede i 1693 var der fundet guld og diamanter her. I 1720 blev Minas Gerais en selvstændig provins med Vila Rica som hovedby. Senere blev der gjort store fund af andre mineraler, bl.a. en af verdens største jernmalmforekomster (hæmatit) foruden mangan, bauxit, zink, chrom, wolfram og uran. 


Vila Rica - den rige by 1821.
Udsnit af større maleri af Arnaud Julien Palliére



Men Freyreiss' interesse var fugle, insekter og planter. Han lavede store samlinger og sendte mange af dem til det svenske akademi, som offentliggjorde de fleste af hans rejseberetninger og udnævnte ham til udenrigskorrespondent i 1816.

På anbefaling af statsminister Araujo Conde de Barca blev Freyreiss udnævnt til King's Naturalist med en livslang løn på 1.000 Crusados ​​og udnævnt til professor i zoologi ved University of Rio de Janeiro. 

Freyreiss indsamlede tusindvis af eksemplarer af planter og fugleskind til det botaniske og zoologiske museum i Berlin. I 1818, fik Freyreiss tilladelse til at slå sig ned i Bahia og til at etablere en tysk koloni, som han gav navnet Leopoldina til ære for den brasilianske prinsesse, gift med Dom Pedro. Freyreiss udgav i 1824 en beretning om livet i Brasilien, Beitrage zur näheren Kenntniss des Kaiserthums Brasilien (Bidrag til et nærmere kendskab til Brasiliens rige). En beretning om hans rejser.  Hans anden bog Reisen i Brasilien" udkom næsten 150 år efter, i 1968. Begge værker har en stor  grad af antropologisk interesse. Han døde i 1825 i den koloni, han havde grundlagt.


Som konsul var von Langsdorff næsten hyperaktiv.

Han foreslog den brasilianske regering, at hovedstaden skulle flyttes, faktisk til en placering kun 600 km fra den placering, som hovedstaden Brasilia langt senere fik. Han foreslog at oprette et universitet i Minas Gerais, at der skulle  fokuseres mere på udviklingen af ​​provinsbyerne, og at der skulle etableres relationer til gensidig fordel med indianerne. Han skrev om behovet for at forbedre pengecirkulationen og udvinding af ​​diamanter. Han ønskede at begrænse ​​udenlandsk kapital i mineraludvinding, at begrænse "slash and burn-fremgangsmåden"  for at bekæmpe skovbrande, for at beskytte flora og fauna, og han anbefalede forbedring af flodnavigation og konstruktion af veje samt at stimulere international handel.

Han ønskede virkelig at medvirke til at modernisere det land, han var kommet til at holde så meget af - allerede ved hans første besøg i 1803 - og han forekommer meget fremsynet og moderne.

Fazenda Mandiocca


I 1816 erhvervede Langsdorff sit berømte landsted, Fazenda Mandiocca, i nærheden af ​​Porto Estrela. Den store ejendom lå lidt nord for Rio i maleriske bjerge. 

Fra Rio kunne man nå Porto da Estrela på rejse i en falua, et typisk lokalt fartøj. Derfra til Fazenda da Mandioca var det to ligaers rejse - omkring tre timer - langs Caminho Novo.

Bjergene var dækket af jungle. I nord og øst var der kaffeplantager - Georg Heinrich von Langsdorff var sammen med sin ven, lægen Louis Francois Lecesne, en af ​​pionererne inden for kaffedyrkning i Brasilien. Hans plantage indeholdt 25.000 planter. En halv time væk var der en mølle, hvor tapiokarødder blev malet til mel. Sammen med sorte bønner var rodfrugterne de indfødtes vigtigste føde. Han indførte polykultur, som på det tidspunkt var ret ukendt i landet.

Landskab i nærheden af Fazenza Mandiocca


Langsdorff  grundlagde et naturhistorisk museum, en botanisk have og et stort bibliotek. Ifølge Kommisarov, en af ​​Langsdorffs biografer, havde Mandiocca "et stort hovedhus, andre huse, der blev udlejet til rejsende, mange andre afhængigheder, en kaffeplantage med omkring 30-40.000 planter og hundredvis af slaver, hvilket gav indtryk af en typisk  brasilianske fazenda på den tid."
Det lyder voldsomt med de mange hundrede slaver. Jeg tror ikke det tal er korrekt. Både Lecesne og Langsdorff nærede modvilje mod brug af slaver.

Den franske læge Lecesne var også en spændende person.  Opholdt sig oprindelig på Haiti, men måtte flygte fra den haitiske slaverevolution i 1791, hvorefter han rejste. noget rundt og endte i Brasilien tæt på Langsdorff.


 Fazenda Mandiocca var uden tvivl Brasiliens kulturelle og videnskabelige centrum på den tid. Her mødtes hovedstadens intellektuelle, blandet med lokale kunstnere og russiske sømænd, og for alle europæiske rejsende og naturforskere blev et besøg eller endda et ophold her et must. Selv Portugals tronarving, dom Pedro, og hans hustru besøgte stedet og efterfølgende gav dom Pedro regeringen ordre til at yde Langsdorff og hans kommende ekspedition  ubetinget støtte.


Langsdorff var vært og underholdt, og han inspirerede udenlandske naturforskere og videnskabsmænd, tog dem under sine vinger, og ofte støttede han dem økonomisk. 

Også hustruen, Friederike Langsdorff, bidrog til den gode stemning ved aftenselskaberne. Hun underholdt med klaverspil:

"Further reference to Langsdorff is made in the journal of Rose de Freycinet, Louis de Freycinet’s wife. She praises the musical abilities of Madame von Langsdorff, who played piano at a party given at Langsdorff’s house to entertain the officers of the expedition during their first visit to Rio de Janeiro in December 1817."

Fortællingen om Rose Freycinet var jeg godt i gang med at skrive, men den er så spændende, at den må have sit eget opslag. Det er en helt love story.

Rose Freycinet


Kun må jeg lige fortælle, at ægteparret Freycinet rejste sammen på skibet Uranie  til Stillehavet, men på vej hjem forliste de ved Falklandsøerne. Besætningen blev dog reddet og nåede sikkert hjem. Den info er vigtig fordi vi kommer til at støde på dette igen, når jeg når til en af Langsdorffs ekspeditions-medlemmer.


I 1820 vendte Georg Heinrich von Langsdorff  for en tid tilbage til Europa og opholdt sig i Paris, München og Berlin, hvor han uddybede sine videnskabelige relationer og gavmildt uddelte sine zoologiske og botaniske skatte til museer. Han testamenterede sine omfattende naturvidenskabelige samlinger fra Brasilien til akademiet i Sankt Petersborg. 

Ægteskabet med Friederike var desværre  mislykket. De  blev skilt, og Friederike  vendte tilbage til Sankt Petersborg med deres to døtre.

Langsdorff var meget optaget af koloniseringen af ​​Brasilien. I Europa advokerede han kraftigt for europæisk immigration - som kunne overflødiggøre slavearbejdere. Han udgav to pjecer, der gik ind for bosættelse i Brasilien, den ene i Paris i 1820 og den anden i Heidelberg i 1821. Dette var de første værker om emnet, der udkom i Europa.
 
Mere om Fazenda Mariocca og de tyske kolonister, fundet efter udgivelse af blogindlægget
https://memoriasdeumpovo.comunidades.net/fazenda-da-mandioca

 

Langsdorff ønskede, at hans Mandioca-ejendom skulle blive en central model for tyske landbrugsaktiviteter. 
I Tyskland begyndte han at lede efter kolonistfamilier, som kunne erstatte slaverne på hans fazenda,  og da han vendte tilbage til Brasilien, var det med 29 tyske kolonister og deres familier, i alt 94 personer. Men dette projekt mislykkedes. Jeg har ikke fundet svar på hvordan eller hvorfor, men mon ikke de er bukket under for sygdom i det tropiske klima. En af begrundelserne for den udbredte brug af afrikanske slaver var jo netop, at de kunne udholde det hårde slid i det ubarmhjertige klima. Brasilien var i øvrigt det sidste land i verden, der ophævede slaveriet i 1888.

Langsdorff havde også et andet formål med sin rejse tilbage til Europa. Et formål, der i relation til  dette blogindlæg var meget vigtigere. 
I Sankt Petersborg i juni 1821 præsenterede han planen for en stor ambitiøs videnskabelig ekspedition til det indre af Brasilien fra São Paulo til Pará i Amazonas ad flodvejen. 
Hans erklærede mål var at foretage videnskabelige udforskninger, geografiske opdagelser og undersøgelser af produkter, som endnu ikke var kendt af handelsverdenen, og materialer fra alle naturens riger, som kunne opnås for at berige imperiets samlinger.



Det lyder lidt mere imponerende på engelsk, gør det ikke? Og her i det engelske citat afsluttes desuden med det, der kaldes det primære mål: at Rusland ikke skulle komme bagefter andre magter.


Langsdorff fik mulighed for at fremlægge planen for Karl Nesselrode, Imperiets vicekansler, og to dage enere blev han modtaget af zar Alexander I,  som godkendte projektet,  garanterede hans personlige protektion og lovede fuld økonomisk støtte.
Langsdorff blev bevilliget en fast sum på 40 000 rubler og desuden en yderligere årlig sum på 10 000 rubler.
Ekspeditionen endte med at blive meget dyrere, men Rusland fortsatte velvilligt med at betale.


Ekspeditionen  kom til at vare i femten år, inklusive intervaller og forskellig sammensætning, fra 1821 til 1836, og kom  ifølge Banco do Brazil, som stod for udbetalingerne, i virkeligheden til at koste den russiske statskasse omkring 323 000 tusind rubler.

Med friheden til at vælge sin rute, næsten ubegrænset tid og rigelige økonomiske midler tog Langsdorff sig tid i Europa til at samle en gruppe specialister inden for forskellige videnskabsområder og købe det nødvendige udstyr.


Da Langsdorff i slutningen af 1821 sejlede ud fra Bremen på et chartret skib, var det derfor ikke kun i selskab med sin nye kone, 27 år yngre end ham selv, og en kusine Wilhelmine og de fremtidige tyske kolonister, som skulle slå sig ned på hans fazenda, men også med  Edouard Ménétries  og  Johann Moritz Rugendas. Ménétries skulle være ekspeditionens zoolog og Rugendas skulle være ekspeditionens maler, som skulle illustrere og dokumentere ekspeditionens fund.

Edouard Ménétries 

Ménétries var født i Paris og uddannet under en berømt fransk naturhistoriker.  Det var hans møde med Alexander von Humboldt, der fik ham til at beslutte at opgive sin lægekarriere for at hellige sig udforskning og naturhistorie. 

Rugendas var ud af en berømt bayrisk malerfamilie.

Rugendas i to udgaver


Ludwig Riedel skulle være ekspeditionens botaniker. Han var født i Preussen i slutningen af ​​1790. Han blev sendt til Brasilien som Langsdorffs stedfortræder forud for hovedparten af ​​ekspeditionen.  Før dette havde Riedel tjent i den preussiske hær og samlet planter i Sydfrankrig.

Og så var der  Nester Rubtsov. Ham lykkedes det ikke at finde et billede af.


Rubtsov fik som sin hovedopgave at være ansvarlig for astronomiske og kartografiske observationer under ekspeditionen, men da han viste sig at have fremragende evner også inden for videnskabelige undersøgelser generelt, fik han  yderligere zoologiske og botaniske opgaver.
Det var Langsdorffs nye svigerfar, en berømt St Petersborg-astronom, der overtalte Langsdorff til at inkludere en astronom, som kunne foretage geografiske observationer og tegne kort over de områder, de gennemrejste.  Angiveligt blev Nester Rubtsov anbefalet til Langsdorff af en ven, navigatøren Vassili Golovnine. Når jeg hæfter mig ved dette navn, er det fordi Golovnine var en af dem,  jeg skrev om i mit nylige blogindlæg "Om tre der kom vidt omkring...", og jeg synes jo, det er så morsomt, når nogle af "mine opdagelsesrejsender" krydser hinandens spor.

Rubtsov blev Langsdorffs højre hånd, og naturligvis blev han forsynet med de fineste astronomiske instrumenter. Også han ankom til Rio før Langsdorff. 

Riedel ankom til Brasilien i 1821 som indsamler for Akademiet for Videnskaber og Botanisk Have i Skt. Petersborg, og indsamlede i Bahia, Rio de Janeiro og Minas Gerais i sine første tre år i landet.
Han ankom til  Ilhéus, Bahia, i februar 1821 og  begyndte straks at botanisere og turnere. Han etablerede forbindelser med grupper af udenlandske bosættere, hvilket hjalp ham med at lære landet at kende. 

Langsdorff, Ménétries, Rugendas og de tyske kolonistfamilier nåede Rio i marts 1822., og Langsdorff tog straks på mindre ekskursioner nord for fazendaen. 

Da Langsdorff kom tilbage fra en af disse udflugter, var der sket store ting i hovedstaden. 

Det kræver lidt baggrundsforklaring.

De to absolut mest prominente, der  havde gæstet Langsdorff på hans fazenda var: 

Pedro de Alcântara Francisco António JoãoCarlos Xavier de Paula Miguel Rafael Joaquim José Gonzaga Pascoal Cipriano Serafim og hans hustru,  Ærkehertuginde Caroline Josepha Leopoldina Franziska Ferdinanda af Østrig, datter af Frans I, kejser af Østrig - for nemheds skyld som oftest blot benævnt blot Pedro og Maria :-)

Dom Pedro og Maria Leopoldina


Pedro var kun 9 år, da den portugisiske kongefamilie flygtede til Brasilien. 

Den 13. maj 1817 blev der indgået ægteskab mellem  Dom Pedro af Braganza, kronprins af De Forenede Kongerige Kongeriget Portugal, Algarve og Brasilien og Maria Leopoldina. Men det var et specielt bryllup. Det fandt sted i det kejserlige kapel i Wienerpaladset, men  det blev fejret per procuram (ved fuldmagt). Brudgommen var 10.000 kilometer væk i det tropiske Rio de Janeiro og var repræsenteret ved ceremonien af ​​Maria Leopoldinas onkel, ærkehertug Charles.

Allegori over brylluppet


I 1812 var de sidste franske tropper blevet fordrevet fra Portugal, og Pedros bedstemor, Maria I var kommet på tronen. Da hun døde i 1821, rejste Pedros far og mor tilbage til Portugal for at overtage tronen i Det Forenede Kongerige Portugal, Brasilien og Algarves, men Pedro, der nu var avanceret til tronfølger, blev i Brasilien. Indtil hans far blev konge, må han have haft samme position som vores prins Christian, tronarving. Spændende om prins Christian kommer til at forestå  lige så store omvæltninger som Dom Pedro  gjorde :-)

For efter nogen uro og oprørstendenser i kolonien Brasilien erklærede  dom Pedro 7.9. 1822  Brasilien for selvstændigt, og kort efter udråbte han sig selv til kejser.


Det var den store nyhed, Langsdorff vendte hjem til fra en af sine ekskursioner. 

Selvom Langsdorff, der jo var udsendt af Rusland som russisk konsul, hurtigt forsikrede det nye styre i Brasilien om "den gode vilje hvormed han (zaren) vil modtage denne vigtigste begivenhed",  så gik der fem år, før zar Alexander anerkendte det brasilianske imperium.



Riedel blev i det sydlige Bahia indtil begyndelsen af ​​november 1822 og sejlede derefter til Rio de Janeiro, hvor han ankom den 15. november. Han gik straks til det russiske konsulat.  Det var vicekonsulen, han her blev modtaget af, for Langsdorff opholdt sig på sit landsted i Mandiocca. 

I  Rio kom Riedel i kontakt med både Georg Wilhelm Freyreiss, som jeg allerede har fortalt om ovenfor, og med den tyske botaniker Heinrich Carl Beyrich. 
Beyrich udforskede både Syd- og Nordamerika. Han døde allerede som 38 årig i år 1834 på Fort Gibson i Oklahoma. Det, jeg bemærker, er, at en af de to arter, han fik opkaldt efter sig er Zeltnera beyrichii, også kaldt mountain pink  eller quinine weed  - bjergrosa eller kininukrudt. Og jeg er ret så sikker på, at det var den, jeg forelskede mig i til det årlige plantemarked i Geografisk Have, men endte med ikke at købe . Det skulle jeg have gjort. Den er / var virkelig yndig, og nu har den jo en historie. Så måske næste år!

Zeltnera beyrichii - Mountain  pink


Efter en tid i Rio, tog Riedel op til Fazenda Mandiocca, hvor han endelig mødte ikke blot Langsdorff, men også Rugendas, Rubtsov og Ménétries, som var i gang med at forberede en ekspedition ind i junglen. Men Langsdorff  var lidt usikker på sin position under de nye politiske forhold, så han vurderede, at han ikke skulle være for langt væk fra hovedstaden og undlod at drage afsted hele 1823.


I løbet af de første måneder af 1824 begyndte Langsdorff endelig at organisere den længerevarende ekspedition, som han var begyndt at planlægge fire år forinden. Den 25. februar ansøgte han om tilladelse til at foretage en videnskabelig rejse i provinserne St. Paul, Minas Geraes, Goyaz, Matto Grosso og andre, idet han altid var ivrig efter at vide mere om produkterne i dette vidunderlige land, - af nogle betegnet som den vigtigste  grund, der førte ham til at påtage sig den svære rejse. Efter yderligere forsinkelser startede ekspeditionen, nu inklusive Riedel, i begyndelsen af ​​maj.

Langsdorff var helt på det rene med, at han ikke ville være en pioner. Før ham havde der allerede været europæere i Sydamerika.
I 1783 havde der været en Philosophical Journey to the Amazon (som jeg ikke kender noget til), Humboldt havde rejst i Venzuela, Columbiua og Ecuador 1799-1804 - og så havde der været The Austrian Mission.

I forbindelse med Maria Leopoldines bryllup med Dom Pedro havde hendes far, Kejser Franz I besluttet at sende  en ekspedition, The Austrian Mission 1817-1821, til Brasilien. Formålet med ekspeditionen var at indsamle værdifuldt træ, dyr, mineraler og planter og sende dem til Europa. I Wien blev der indrettet et "Brasilarium", hvor tingene skulle fremvises.
Den østrigske mission er blandt kendere  måske mest kendt for sin indsamling af massevis af orkideer.
Sammen med den unge brud blev et større antal naturforskere, sendt til Brasilien, heriblandt Prins Maximilian, som havde været en af de 2000 gæster til brylluppet. 
Siden slutningen af 1815 havde Maximilian selv været i gang med at planlægge en ekspedition, der  skulle besøge Buenos Aires og fortsætte derfra til Chile og Quito og vende tilbage til Europa via Caracas eller Mexico.
Lederne var allerede udpeget: Karl Friedrich Philipp von Martius, som havde en  Ph. D. i botanik fra University i Erlangen og  Johann Baptist Ritter von Spix, som var en prominent zoolog.

 Men økonomiske vanskeligheder havde tvunget Maximilian til at udsætte udførelsen af ​​dette projekt. Det kom derfor som en glædelig overraskelse, da han blev inviteret til brylluppet og her hørte om kejser Franz' planer for en østrigsk ekspedition til Brasilien. - Især overrasket fordi kejseren ikke var kendt for at støtte oplysningstidens nye tanker og idealer - tværtimod var det østrigske hof kendt for sine ultrakonservative ideer. 

Maria Leopoldinas bryllup blev således påskud for et af de store videnskabelige eventyr i det 19. århundrede, hvor ekspeditionen kom til at rejse over mere end ti tusinde kilometer gennem det indre af Brasilien, opdage oprindelige stammer, klassificere ukendte arter af dyr og planter, spore kort og beskrivelse af mineraler. Og i ekspeditionen deltog netop Maximilian, Martius og  von Spix. Ud over dem adskillige flere. 

 Maximilian, Martius og  von Spix

Ekspeditionen udforskede først Sao Paulo-område syd for Rio og drog derefter nordpå til Diamantina, gennem  Minas Novas og  Montes Claros, lang Rio San Francisco til Belem, hvorfra de i starten af 1819 sejlede tilbage til Europa efter 2 års ekspedition i den østlige del af Brasilien. De faunistiske og floristiske samlinger og noter fra kystregnskoven - Mata atlantica -  som stadig var intakt dengang, er stadig værdifulde i dag for økologiske analyser

Rio San Francisco 

Maleren på denne ekspedition var Thomas Ender, som tegnede og malede smukke motiver fra Brasilien.

Thomas Ender

 River Maranhȃo



Det allersmukkeste er nedenstående Vale das laranjeiras, Sȃo Paolo, synes jeg.

Vale das laranjeiras, Sȃo Paolo af Thomas Ender



Efter hjemkomst udgav Martius og  von Spix et rejseatlas. De to næste illustrationer er herfra.

 Forms of plants in tropical America

Scenes of Brazilian life


Maximilians fulde titel var Prinz Maximilian  zu Wied-Neuwied.  Wied-Neuwied var et lille tysk hertugdømme i nærheden af Koblenz i  rhinsk Preussen, i dag Rheinland-Pfalz. Så burde han vel være hertug og ikke prins, men også det er der en forklaring på.  
i 1806 tvang Napoleon huset Wied til at afstå sin suverænitet til Nassau, fordi det ikke ønskede at tilslutte sig Rhinforbundet. Herefter kaldte Maximillian sig selv for prins.

Maximillian blev født den 23. september 1782 på Neuwied Slot som det ottende af ti børn af Friedrich Carl zu Wied-Neuwied  og hans kone Louise grevinde zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg. 
 Tre af hans søskende studerede på Düsseldorfs kunstakademi og var tilknyttet Düsseldorfs malerskole. 
Maximillians uddannelse var primært lagt i hænderne på ingeniørløjtnant Christian Friedrich Hoffmann. Den uddannede matematiker dyrkede også naturhistoriske tilbøjeligheder og guidede Maximilians interesser i denne retning.
Christian Friedrich Hoffmann er kendt for sin Limes-forskning. Limes på latin betyder grænse, og Limesforskning beskæftiger sig med undersøgelser af de yderste grænser af Romerriget, specielt om den strækning, som løb langs Rhinen fra den udmunding til Mainz og derfra tværs gennem det nuværende Tyskland til Passau ved Donau. Schloss Neuwied lå jo i nærheden af Koblenz, som blev etableret som en militærpost af Drusus omkring 8 f.Kr. Det forklarer interessen for Limesforskningen.  Byen fejrede sit 2.000-års-jubilæum i 1992. Det er alligevel ret flot med så lang en eksistens.

I første omgang valgte Maximillian i overensstemmelse med familietraditionen en militær karriere. Han indgik i den østrigske hær, men gik ret hurtigt ind i  preussisk tjeneste og i 1802 blev han optaget i det kongelige regiment som stabskaptajn.

Under Napoleonskrigene  kæmpede Maximilian i slaget ved Jena og Auerstedt den 14. oktober 1806 og blev taget til fange af franskmændene under tilbagetoget. Efter sin løsladelse kastede han sig over naturhistoriske studier derhjemme.
I foråret 1811 meldte prinsen sig ind på universitetet i Göttingen, hvor han studerede indtil 1812, men uden at forfølge en bestemt grad. Her kom han til at studere under og blive ven med  Johann Friedrich Blumenbach.
Blumenbach var en tysk læge, naturforsker, fysiolog og antropolog. Han anses for at være en hovedgrundlægger af zoologi og antropologi som komparative, videnskabelige discipliner.  Han er blevet kaldt "grundlæggeren af ​​raceklassifikationer. 
Blumenbachs klassificerede den enkelte menneskelige art i fem varianter (senere kaldet "racer") (1793/1795):

  • the Caucasian or white race, including Europeans, 
  • the Mongolian or yellow race, including all East Asians.
  • the Malayan or brown race, including Southeast Asians and Oceanians.
  • the Ethiopian or black race, including all sub-Saharan Africans.
  • the American or red race, including all Native Americans.

Blumenbach var den første til at bruge udtrykket den kaukasiske eller hvide race for europæere, men udtrykket blev senere omfortolket til også at omfatte sydasiater og vestasiater.
Jeg er lidt på afveje, for Blumenbach kom aldrig til Brasilien og aldrig i kontakt med Langsdorff, men jeg synes alligevel, han lige skulle med.

I 1813 havde Napoleon samlet en ny hær, og Maximillian måtte igen i krig. I 1814 deltog han i flere slag i Champagne og han var en del af de sejrrige tropper, der gik ind i Paris. 

I Paris stiftede prinsen af ​​Wied bekendtskab med vigtige naturvidenskabsmænd: Georges Baron de Cuvier, Alexander von Humboldt og dennes rejsekammerat Aimé Bonpland. Humboldt blev Maximillians mentor.  Cuvier var en af grundlæggerne af den sammenlignende anatomi og han  forbedrede systematikken i svenskeren Carl von Linnés system. Også  Etienne Geoffroy Saint Hilaire mødte han. 

Oprindelig var Maximillian særligt interesseret i fugle, og han fik hjælp fra bl.a. Freyreiss, som var fuglekender. Freyreiss har jeg fortalt om tidligere i dette indlæg. Både  ornitologen  Freyreiss og botanikeren Friedrich Sellow fulgte med  som ledsagere på Maximillians ekspeditionen langs Atlanterhavskysten til Salvador da Bahia, hvor Maximilian undersøgte dyre- og planteverdenen. 


Friedrich Sellow
 blev født den 12. marts 1789. Han var den ældste søn af Carl Julius Samuel Sello, gartneren ved det kongelige hof i Potsdam. De kongelige haver i Potsdam spillede en grundlæggende rolle i at repræsentere den preussiske magt og kaldes af nogen for "preussiske Versailles".

Efter at have lært gartnerfaget af slægtninge, arbejdede og studerede Sellow i Berlins botaniske have under protektion af dens direktør, Carl Ludwig Willdenow. I 1810 rejste Sellow til Paris for at studere. Her deltog han i videnskabelige forelæsninger af Georges Cuvier og Jean-Baptiste Lamarck og arbejdede på Jardin des Plantes.

Sellow selv skriver:
"Gennem en yderst generøs bevilling fra baron Alexander von Humboldt og hans excellence general von Krusemark var jeg i stand til at fortsætte mine studier i 1810 og 1811 hos Desfontaines og Jussieu og i denne periode deltage i de andre kurser på Jardin des Plantes uden afbrydelse, især dem af Haüy, Cuvier, Lamarck, Geoffroy«.

I det næste år rejste Sellow med anbefalinger og økonomisk bistand fra Alexander von Humboldt  til Holland og England og kom i kontakt med tidens mest fremtrædende botanikere.

"Dernæst hjælp fra Lord Baron A. v. Humboldt, som jeg ikke kan takke nok, gav mig lov til at tage til England og gjorde det lettere for mig at forfølge mine mål. I 1812 og 1813 brugte jeg Sir Joseph Banks bibliotek, hvor jeg altid kunne udveksle ideer med R. Brown og andre fremragende naturforskere, og arbejdede dagligt i herbariet hos Dr. Sims, fortsætter af Curtis's Botanical Magazin[e], for hvis udgivelse Jeg leverede nye planter, som blomstrede i nærheden af ​​London. Jeg er taknemmelig for udvidelsen af ​​min viden om zoologi og mineralogi til mit venskab med Dr. Leach og Dr. König fra British Museum; og jeg spildte ikke [muligheden for] at studere samlingerne af Linnean Society og Bullock's Museum.

 Under Napoleonskrigene undgik Sellow Frankrig og resten af ​​det kontinentale Europa, idet han accepterede en invitation fra Baron von Langsdorff om at komme til Brasilien. I 1814, med økonomisk støtte fra britiske botanikere, og efter at have lavet omhyggelige forberedelser, sejlede Sellow til Rio de Janeiro. Der blev han og hans kolleger godt modtaget af den portugisiske koloniregering, og Sellow begyndte snart at modtage en generøs årsløn som officiel naturforsker. 

Den 1. marts 1816 skrev Alexander von Humboldt et brev til greven af ​​Barca, Antônio de Araújo e Azevedo, daværende minister for D. João, og bad om hans beskyttelse for "deux jeunes savants trés distingués", to unge mennesker, der dedikerede sig til studiet af naturhistorie og som forberedte sig på at besøge Brasilien: botanikeren Auguste de Saint-Hilaire og Saint-Lambert, en mineralog født i Tyskland.

Som afslutning på brevet benyttede Humboldt også lejligheden til at anbefale ministeren en ung botaniker, der havde boet i Rio i nogle år, Sellow, "une personne tout à fait digne de Sa haute protection", en person, der er fuldstændig værdig til den høje beskyttelse, som kunne tilbydes af greven fra Barca. I margenen af ​​brevet forstærker Humboldt indikationen, idet han siger, at "Mr. Sellow var i Paris i nogen tid, og lærerne på Jardim du Roi har stor hengivenhed for ham."

Johann Natterer, der også var en af deltagerne i den østrigske mission kalder Sellow for  "en meget beskeden ung mand" 

Sellow lærte at tale portugisisk og gennemførte i begyndelsen mindre udflugter i Rio de Janeiros omegn, herunder den nævnte ekspedition med prins Maximillian fra 1815 til 1817. Fra disse ekspeditioner samlede Sellow mange eksemplarer, som han sendte tilbage til London. En af disse var Salvia splendens, kendt som Lees karminrøde salvie. 


 Yderligere finansiering fra Preussen gjorde det muligt for Sellow at foretage adskillige andre ekspeditioner i det sydlige Brasilien og Uruguay i løbet af de næste 11 år. Han rejste ind i de uudforskede egne af landet og indsamlede tusindvis af planter, frø, træprøver, insekter og mineraler. Som det var almindeligt brugt af uafhængige naturforskere i det 19. århundrede sendte han disse samlinger til botaniske haver i Brasilien, Portugal, England og Tyskland. Blandt andet sendte han frøeksemplarerne af  Begonia cucullata (perlebegonia) og den hvidbladede Petunia axillaris (vild hvid petunia), som snart blev populære i Europa.  Især i Tyskland, Schweiz og Østrig ses de stadig på utallige altaner.

I en af ​​sine etnografiske ekspeditioner ledsagede Sellow diplomaten Ignaz Maria von Olfers, som senere blev den første generaldirektør for de kongelige preussiske museer. Nogle af Sellows videnskabelige samlinger fra Uruguay og Brasilien er delt mellem Berlins Naturhistoriske Museum, Berlins Etnologiske Museum og Wiens Naturhistoriske Museum. Disse samlinger omfatter, udover botanik, mange zoologiske præparater, insekter, skaller, etnografiske tegninger og originale dagbøger.

I oktober 1831 mødte Sellow den samme uheldige afslutning på livet som unge Taunay, ved at drukne i en flod, kun var 42 år gammel. Hans kano stødte på en stor sten. 
Men han nåede ikke desto mindre at sende omkring 12.500 planter, 5.457 fugle, 110 tusinde insekter, 263 pattedyr og 2 tusinde geologiske prøver, foruden reder og æg  hjem til Natural History Museum i Berlin.



Navigation langs en gren af ​​Doce-floden lavet af Rugendas, som afbilder floden på Sellows tid - floden hvor Sellow druknede.


Selvom han spillede en fremtrædende rolle i de forskellige ekspeditioner, han deltog i, hovedsageligt i Minas Gerais og Rio Grande do Sul, blev der kun offentliggjort lidt om naturforskerens arbejde, da meget af hans forskning endte med at blive inkorporeret i andre rejsendes værker, som f.eks. Prins Maximilian, Freyrreiss og Baron af Eschwege. De fleste af hans tegninger indeholder ikke hans signatur, selvom de også blev gengivet i de vigtigste naturvidenskabelige værker om Brasilien udført i det 19. århundrede.

Det faktum, at Sellow  var en af ​​de få, der kom til Brasilien i begyndelsen af ​​1800-tallet på eget initiativ, så han ikke var direkte knyttet til noget officielt projekt, samt det at han ikke fik mulighed for at offentliggjorde resultaterne af sin forskning, bevirkede, at han blev en af ​​de mindst studerede af historieskrivning. Hans rige bidrag til den botaniske viden om den brasilianske flora forblev stort set glemt indtil for nylig, hvor hans navn blev hædret med Sellowia, et botanisk tidsskrift udgivet i Itajaí, Brasilien.

Sellow fandt jeg ikke et foto af, men til gengæld en af hans tegninger.


Tukannæb



Her en morsom tegning af Sellow i spidsen for en ekspedition, tegnet af prins Maximillian



Hm... Det blev lidt meget om Sellow, men så kom jeg da tilbage til  Maximilllian-sporet.

Efterhånden blev det studiet af de indfødte, der optog Maximillian. Han studerede fem forskellige stammer, og i tre måneder opholdt han sig blandt  botokude-stammen. Han blev venner med en indianer ved navn Quäck. Quäck blev Maximilians lokale rejsekammerat og gav ham den nødvendige baggrundsviden til hans forskning.

Maximilian sammen med en botocudo-indianer 1828.
Af Johann Heinrich Richter. Richter var aldrig i Brasilien, men var en meget brugt portrætmaler hjemme i Tyskland.



 Da Maximilian vendte tilbage til Tyskland, tog han Quäck med. Den 12. februar 1818 ankom Quäck til Neuwied. Der arbejdede han for Maximilian som hans personlige tjener. Quäck døde af leverbetændelse i juni 1834 i en alder af 34 år og blev begravet som katolik formentlig på den gamle kirkegård i Neuwied.

Men Quäcks kranie blev obduceret og endte derefter i Skulls of Foreign Races sektionen af ​​den antropologiske samling af det anatomiske museum ved Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität Bonn. - Og derfor skulle omtalen af Blumenbach med.
I slutningen af ​​september 2010 forespurgte en repræsentant for den brasilianske by Jequitinhonha, om det anatomiske institut ved universitetet i Bonn kunne donere kraniet til byen Jequitinhonha. De ønskede at udlevere det til Krenak-stammens efterkommere – som et tegn på forsoning mellem den lokale befolkning af europæisk afstamning og de oprindelige indianere.
Den 15. maj 2011 blev Quäcks kranie overgivet til medlemmer af hans stamme i den brasilianske delstat Minas Gerais ved en ceremoni ledet af Karl Schilling, administrerende direktør for det anatomiske institut ved universitetet i Bonn, som en del af fejringen af 200 års jubilæum for byen Jequitinhonha.

Tilbage i Tyskland beskrev Maximillian adskillige arter for videnskaben for første gang. Hans imponerende beskrivelser af Brasiliens natur blev  bemærket - ikke kun, men også  - af Goethe. 
Maximillian skrev fire bøger om rejsen i Brasilien. På nettet ligger der et digitalt uddrag af den første bog, "Travels to Brazil"  med de smukkeste illustrationer og korte personlige beretninger.

Caption: Puris in their Hut. (Facing the title page.)

"When our first curiousity was satisfied," writes the Prince (p. 118), "we requested the savages to conduct us to their huts... They are certainly some of the most simple in the world...small and so exposed on every side, that when the weather is unfavourable the brown inmates are seen seeking protection against it by crowding close round the fire...: at other times the man lies stretched at his ease in his hammock, while the woman attends the fire, and broils meat, which is stuck on a pointed stick."


Hjemme i Wied-Neuwied bedrev Maximillian naturhistoriske studier.  Han var særligt interesseret i Labrador, Nordamerika, Russisk Asien og steppen i Kirgisistan,  og han besluttede sig nu for en ekspedition til Nordamerika.

Han foretog denne ekspedition til Nordamerika fra 1832 til 1834, ledsaget af den schweiziske maler Karl Bodmer og den kongelige jæger og taxidermist David Dreidoppel. Han offentliggjorde resultaterne af denne ekspedition i sit værk "Journey into the Interior of North America in the Years 1832 to 1834."
Også dette værk er fyldt med smukke illustrationer - malerier, hvor Maximillian ofte selv optræder, ligesom det også indeholder akvareller fra Maximillians egen hånd.
Fra Sydamerika har Maximillian en smuk orkide, Neowedia, opkaldt efter sig, en vildkat,  Leopardus wiedii, almindelig kendt som margay eller træleopard, og op til flere mere eller mindre giftige slanger.

Neowedia

Leopardus wiedii - margay


På Nordamerika-turen var han den første til at beskrive en sød lille skildpadde, Trachemys scripta elegans (Wied), almindeligt kendt som rødøret terrapin og to frøer, han også fik opkaldt efter sig. 
Skildpadden findes i Danmark, men som en invasiv art i søer, hvor folk har efterladt deres skildpadde-kæledyr.



Såvel American Museum of Natural History i New York som Museum Wiesbaden har større samlinger af fugle samlet af Maximillian.




Neuwied blev Dreh­schei­be der ge­lehr­ten Welt“  - et mødested for fremtrædende besøgende, bl.a. ornitologen Charles Lucien Bonaparte, en nevø af Napoleon. 

Universitetet i Jena tildelte Maximilian en æresdoktorgrad i 1858, og det kongelige preussiske videnskabsakademi i Berlin gjorde ham til æresmedlem i 1853). Blandt talrige dekorationer er storkorset af den kejserlige brasilianske rosenorden  fra 1852.
Maximillian døde af lungebetændelse 3. februar 1867 i en alder af 84 år og blev begravet i familiegraven i Neuwied. I dag, mindes han med et par gadenavne, tre monumenter (i Omaha, Neuwied og Westerwälder Seenplatte) og en mindeplade i Göttingen, og derudover huskes han gennem over 100 botaniske og zoologiske taxa.

Maximillian stiftede aldrig familie, men lidt pudsigt kan man læse, at "han var bestemt modtagelig for kvindelig charme. Hele sit liv sværmede han for den preussiske dronning Luise, som han oplevede som ung officer i Berlin, men de indianske kvinder beskrev han som grimme."

Da jeg i første omgang stødte på Prinz Maximillian anså jeg ham nok lidt for en fusentast - en adelig, der skulle på fornøjelsesrejse. Måske mest pga. af det koloristiske maleri af ham sammen med botocudo-indianeren Quäck (som jeg først senere fandt historien om). Men han var åbenbart både seriøs og hårdtarbejdende, og jeg endte med at finde ham interessant.



Inden der var endelig afgang ud i det ukendte Brasilien for den østrigske mission, som Maximillian var leder af, besøgte den store forsamling naturforskere naturligvis Langsdorffs fazenda.

Spix og Martius, de to tyskere skriver om besøget:

 “To our great satisfaction we soon met with the very obliging M. Von Langsdorff, the Prussian consulgeneral, who is well known in the literary world by his account of the voyage round the world, in which he accompanied Commodore Krusenstern. He welcomed us with the greatest cordiality; and several of our German fellow-countrymen, who had settled at Rio de Janeiro with mercantile views, endeavoured to serve us to the utmost of their power.”

Fazenda Mariocca

"So great a number of naturalists, or friends of natural history, had never yet been assembled here, as just at the time of our stay. The mutual communication of the observations and feelings which the luxuriance and the peculiarity of the vegetation inspired, became doubly attractive, through the charms of the environs. Mr. Von Langsdorff inhabited a small country-house, on the declivity of the chain of hills which stretches from the city towards the south-west, and enjoyed from hence, amidst the fragrant shrubs of Brazil, an enchanting prospect over the city and part of the bay…” 

Langsdorff var således fuldt ud bevidst om denne ekspedition.
Ikke desto mindre lå en enorm del af brasiliansk territorium uopdaget i europæernes øjne. Det var mod de egne, Langsdorff rettede blikket.


Sådan beskrev Langsdorff  i sin dagbog sine forventninger i starten af denne ekspedition, der skulle føre ham til egne der ikke tidligere var besøgt.



The dark veil - det mørke slør, som han mente, han ville bryde gennem  på sin rejse, var fuld af vilde forestillinger .

Jeg har oversat hoaxes til vilde ideer. Når jeg slår hoaxes op, oversættes det til fupnumre. Ordet genfindes  i hocus pocus.

Nu er det vist tiden at indsætte et kort med Brasiliens provinser, så vi kan orientere os i, hvor vi er.




Langsdorffs  var opfyldt af et dybt ønske om at afsløre dette lands rigdom for verden. Hans hensigt var at rejse nordpå over Paraiba-floden ind i den mineralrige provins Minas Gerais og derefter dreje mod vest mod provinserne Goais og Matto Grosso. Men efter at have udforsket den sydlige del af Minas Gerais-provinsen, blev det besluttet at vende tilbage til Rio. Det ser ud til, at den direkte rute fra Minas Gerais til Goais var uhyggelig og uudviklet, vanskelig for en gruppe, der medbragte en voldsom bagage. 

Derudover nægtede Moritz Rugendas og Edouard Ménétries at fortsætte, på grund af personlige vanskeligheder med Langsdorff. Rugendas forlod Brasilien den 21. maj 1825 til Paris. Ménétries vendte tilbage til Rusland, hvor Videnskabsakademiet, som overholdt et løfte givet til Langsdorff i 1821, tog ham i tjeneste i 1826 som kurator for den entomologiske afdeling af Akademiets museum.


Men videre med Langsdorffs-ekspeditionen. Da nu to vigtige medlemmer af ekspeditionen havde forladt den, måtte Langsdorff i gang med at finde erstatninger. Det gik første halvdel af 1825 med, hvor Langsdorff opholdt sig i Rio. Erstatning for Ménétries må have været en vis Christian Hasse. Han nævnes senere, men uden at der rigtig fortælles noget om ham. Erstatningen for Rugeras blev den unge Adrian Taunay. Ham ved jeg til gengæld noget om. Og nu kommer koblingen til Louis og Rose Freycinet på skibet Urania.

Adrian Taunay


For Taunay blev født i Paris i 1803, søn af historie- og genremaleren Nicolas-Antoine Taunay. Adrien flyttede til Rio de Janeiro i 1816 sammen med sin  far, som var medlem af den franske kunstneriske mission. Og den unge Adrien kom ombord på det franske udforskningsfartøj Uranie, under kommando af kaptajn Louis de Freycinet, som jeg omtalte tidligere.  Under skibets 22-dages ophold på Hawaii i 1819 producerede Adrien Taunay i samarbejde med ekspeditionens førstemaler  mange portrætter og naturhistoriske tegninger. De skildrede lokalbefolkningen og landskabet på et tidspunkt, hvor Hawaii var ved at blive et hvalfangstcenter og en del af handelsruten med Kina.

Efter afslutningen af ​​denne rejse, som jo indeholdt et skibbrud ved Falklandsøerne, vendte Adrien tilbage til Rio de Janeiro i 1820 og helligede sig studiet af kunst og sprog. Her blev han spottet og valgt af Langsdorff til stillingen som første-tegner, da Rugandas havde forladt ekspeditionen.

Taunay blev lønnet af den russiske stat, men Langsdorff ønskede at  invitere endnu en kunstner, betalt af sine egne midler. Langsdorff satte en annocne i en avis og blev så  kontaktet af en anden fransk kunstner, Antoine Hercules Florence. Florence var født i Nice, men opholdt sig siden 1824 i Rio.  Florence udviste et klart kunstnerisk talent og blev straks ansat.
Antoine Hercules Florence

Og så er vi endelig ved at være klar til afgang for Langsdorffs store ekspedition. En ekspedition, der af  og til omtales som den ekspedition i verden, det tog længst tid at forberede, og som i virkeligheden endte så sørgeligt for flere deltagere og for Langsdorff selv i særdeleshed.

Langsdorff ændrede sin oprindelige plan om at rejse direkte over land til Goais: " I decided to adopt the suggestion of trustworthy persons that I would do better, in desiring to travel to Goyaz, to go by sea to the port of Santos where I will more easily find the means of transportation for my baggage."  

Han gik om bord i Rio og nåede havnen i Santos den 29. august 1825 og sejlede derfra videre til Sȃo Paolo, hvor han mødtes med Riedel og Christian Hasse, som var rejst over land.
Men helt klar til endelig afgang var de stadig ikke. 
Først kom en periode med undersøgelser og forberedelse i provinsen Sȃo Paolo. Men endelig  22. juni 1826
afgik ekspeditionen  med 40 personer og 7 både fra Porto Feliz, ved Tietê-floden. Ja, 40 personer, for naturligvis deltog flere end dem jeg har nævnt ved navn. Guider, roere, bærere, professionelle jægere, assistenter for de navngivne videnskabsmænd.
For at transportere de nødvendige proviant og tekniske forskningsinstrumenter under rejse over land var det afgørende at leje muldyr og og købe slaver, og på de farlige flodsejladser med mange vandfald var det absolut nødvendigt med lokalkendte guider.

Og faktisk deltog også Langsdorffs hustru,  Vilhelmine Langsdorff, som den eneste kvinde i ekspeditionen fra april 1826 til maj 1827, hvor hun opdagede, hun var gravid, og Langsdorff sendte hende hjem.


Ekspeditionen  nåede til  byen Cuiabá, hovedstaden i provinsen Matto Grosso, den 30. januar 1827, og her opholdt de sig næsten et helt år, hvor de udforskede området.
Cuiabá blev grundlagt i 1719 under guldfeberen, og den blev delstatshovedstad i 1818. I dag er byen handelscentrum for kvægopdræt og landbrug, men den økonomiske udvikling har været begrænset af Cuiabás isolerede beliggenhed og af mangel på arbejdskraft. Flodbåde udgør en vigtig transportform. Den kendes som "Den sydlige port til Amazonas" og klimaet er varmt fugtigt tropisk klima. Alligevel var den værtsby for VM i fodbold 2014, da temperaturer og luftfugtighed var forholdsvis medgørlige, eftersom VM blev  afholdt i vintermånederne.

Efter en sikkert hård og krævende rejse gennem den mineralrige og lidt højereliggende sydlige del af Mato Grosso-provinsen fulgte den farligere del af ekspeditionen i den sydlige del af Amazonflodens  kæmpemæssige afvandingsområde. På kortet ses byerne Manaus, Santarém og Belem, som blev den nordlige udstrækning af ekspeditionen.

Da ekspeditionen efter det lange ophold i Cuiabá rejste videre, delte de sig op i to grupper. 
Den ene gruppe, som bestod af Langsdorff, Rubtsov og Florence (med hjælpere) drog nordpå i december 1827. 

Florence skrev i sin dagbog: "Vi planlagde at nå Amazonas ved Negro-floden for at gå så langt som Orinoco-floden ved den naturlige kanal Caciquiare, som forbinder Amazonas med Orinoco for at besøge Caracas, gå ned af Orinoco så langt som til havet, besøge Guyana og bagefter vender vi tilbage til Pará og tager til Rio de Janeiro, hvor vi undersøger vejen til Brasiliens kystprovinser nord for hovedstaden. Vi kunne måske have valgt en anden retning, for eksempel kunne vi have taget til Peru og Chile."

Det lyder voldsomt ambitiøst. Det var det område. som Humboldt havde rejst i, og det var ham, der havde opdaget forbindelsen mellem floderne. 


Kan du se den svage lilla streg. Den viser Caciquiarekanalen, der forbinder Orinocofloden med Amazonas via bifloden Rio Negro. Det var den, Humboldt fandt, og det var den, Langsdorff havde planer om at benytte for at nå helt ud til Atlanterhavet. Så langt nåede de ikke. Amazonflodens hovedløb blev ekspeditionens nordgrænse. Ikke fordi den udgjorde en uovervindelig barriere - den var med sit brede og roligere forløb sikkert nemmere at besejle end de mindre, men vildere floder, ekspeditionen sejlede ad. Det var sygdom og udmattelse, der standsede ekspeditionen.

Oplysningerne om planerne om at nå helt til Atlanterhavet nord for Guyana er efterladt af Florence og kan verificeres  i overensstemmelse med en række andre dokumenter. Florence nævnte for eksempel, at Langsdorff henviste til ideen om at rejse ad den naturlige kanal i Caciquire i sin korrespondance med den engelske videnskabsmand William Burchell. Oplysninger om denne sag kan findes i Langdorffs brev, skrevet til vicekonsul Piotr Kielchen i Dalmantina. I sin rapport den 1. april 1828, rettet til den russiske udenrigsminister, skriver Kielschen, at Langsdorff har bedt ham om at udlevere pas til den rejse, der ville blive foretaget på ikke-brasiliansk land.
Så langt skulle de dog ikke nå. Med enorme vanskeligheder klarede de at nå Santarém ved Amazonas-floden den 1. juli 1828. 

Santarém


De fleste af ekspeditionens medlemmer blev syge af tropisk feber - sandsynligvis malaria. Langsdorff menes at have fået hjerne-tyfus allerede ved Juruena-floden i maj.

Juruenaflodens mange løb.

Her to billeder af Juruenafloden i dag.



 1828 begyndte Langsdorff at vise tegn på sindssyge og tab af hukommelse.  Om den 13. maj skrev han i sin dagbog: " .... jeg var uden hukommelse og vidste ikke og ved ikke noget om, hvad der foregik." 
Hans tilstand forværredes kontinuerligt.


Langsdorffs sidste bevidste rapport er skrevet ved Saltovandfaldene. 

De udfordringer, der plagede Langsdorff og hans hold, ses i hans sidste dagbogsoptegnelse: "Vi skal fremskynde vores march. Vi skal stadig krydse farlige steder. Om Gud vil, vil vi fortsætte i dag vores tur. Provianten er tydeligvis svindende, men vi har stadig krudt og bly." 


Langsdorff forlod ekspeditionen i foråret 1828, da han var blevet helt indisponeret. Hvordan han kom hjem, ved jeg ikke, men det var Rubtsov, der som hans nærmeste medarbejder, der - skønt han selv var afkræftet af sygdom - førte denne gren af ekspeditionen videre og endelig til Belem. 



Den anden gruppe med Riedel og Taunay tog en nordvestlig kurs langs floden Guaporé. I december nåede de frem til Vila Bela de Mato Grosso, helt ude ved grænsen til Bolivia.

På en tur i omegnen i januar 1828 kom Taunay væk fra Riedel og for vild i skoven. Det lykkedes ham endelig at lokalisere bredden af ​​Guaporé-floden, men han blev fanget af strømmen og druknede, da han forsøgte at svømme over den. 

På kortet over Vila Bela ses floden Guaporé,
som Taunay druknede i.


Selskabet, nu uden Taunay, fortsatte langs Mamoré- og Madeira-floderne til Manaus. Der modtog Riedel ordre fra hovedgruppen om at fortsætte til havnen i Belem ved Atlanterhavet, hvor de to grupper endelig sluttede sig sammen i december 1828.

Jeg indsætter lige flodkortet igen. Hvis du kigger godt efter, kan du finde både Juruenafloden, hvor Langsdorff begyndte at blive dårlig, Guaporé-floden, hvor Taunay druknede, og byerne Manaus, Santarém og Belem.




I Belem overtog Riedel den overordnede ledelse og efterfølgende var han også på ekspedition fra 1831 til 1836.  Det er derfor, Langsdorff-ekspeditionen af og til omtales som strækkende sig med afbrydelser -  fra 1821 helt frem til 1836.

Fra Belem tog ekspeditionen med skib til Rio de Janeiro, hvor de ankom i marts 1829, næsten fire år og 13.000 kilometer efter dens afgang gennem provinserne São Paulo, Mato Grosso do Sul, Mato Grosso, and Grão-Pará og for det meste ad floderne  Tietê, Paraná, Paraguay og Tapajós og deres bifloder.

Langsdorff kom sig aldrig. Hans familie fik ham hjem til Tyskland. Sørejsen varede to uger på en engelsk brig. Efter ankomsten til Antwerpen fødte Wilhelmine von Langsdorff deres søn Adolf Wilhelm, ham som Wilhelmine var gravid med, da den store søvejsekspedition startede. Et par uger senere rejste familien, som nu bestod af Georg Heinrich, hans kone, hans mor, fire drenge, en pige og spædbarnet, op ad Rhinen til Achern i to rummelige chaiselonger. 
Langsdorff tilbragte nogle i og sig gode år, men han kunne intet huske om ekspeditionen og blev aldrig i stand til at bearbejde sit store materiale. 
Indtil Langsdorff døde i 1852, boede han i Freiburg som en højt respekteret lærd og modtog en generøs månedlig pension fra zar Nicholas I på 1.100 rubler.


Kæmpe videnskabelige samlinger blev deponeret i det russiske Kunstkamera og dannede senere grundlag for sydamerikanske samlinger i russiske museer. 

Kunstkamera - det første hovedkvarter
for det zoologiske museum i Sankt Petersborg.  


De rige videnskabelige optegnelser om ekspeditionen, omfattende mange beskrivelser og opdagelser inden for zoologi, botanik, mineralogi, medicin, lingvistik og etnografi, som blev sendt til Sankt Petersborg af ekspeditionen, blev imidlertid ikke offentliggjort og blev glemt i arkiverne i et århundrede. De blev fundet igen af sovjetiske forskere i USSR Academy of Sciences arkiv i 1930. 

På grund af rejsens strabadser var Langsdorff-teamet ikke i stand til at indsamle mange biologiske prøver eller studere dem i detaljer, så det meste af deres beretning er geografisk og etnografisk, hvilket er særligt interessant om de mange oprindelige folk i Brasilien, de mødte, hvoraf mange nu er uddøde. I dag er en stor del af materialet genvundet og befinder sig på Det Etnografiske Museum, Zoologisk Museum og i Videnskabsakademiets depoter i Skt. Petersborg.



Længe var Langsdorff glemt, men i dag nyder han stor anerkendelse for sit livsværk.







Med så berømmelig indsats er det tankevækkende, at jeg kun har kunnet finde 3 billeder af Langsdorff.
Billedet, jeg indsatte øverst - her i en lidt anden udformning, men samme billede, et (halvdårligt) maleri og et billede 
 af ham som en gammel mand.


Men et par frimærker er det da blevet til.

 



På en ekspedition som Langsdorffs, var det vanskeligt at indsamle og medtage prøver, og derfor var ekspeditionens maler, som anslået i det sidste skærmdump, særlig vigtig. Tegninger kom til at fungere som deltagernes hukommelse.  Maleren kunne gengive dyr, planter, mennesker, landskaber så nøjagtigt, at tegningerne senere kunne blive genstand for undersøgelser. 
Florence udførte en enorm mængde tegninger og akvareller, og derudover sørgede han efterfølgende for at katalogisere Rugendas' og Taunays arbejder. Publiceringen af hans dagbøger skete i Frankrig 1875 og i Brasilien 1876. - mere end 40 år efter de var skrevet.

I 2010 blev der i Brasilien afholdt en stor udstilling,  Expedição Langsdorff, om Langsdorff og hans ekspedition. 


På nettet ligger der et  250-siders udstillingskatalog herfra. De første 55 sider er tekst (hveranden side på engelsk, hveranden side på portugisisk.
Herefter følger 140 sider med de smukkeste tegninger  med eksempler fra alle tre malere.





Apiaká-folket, et af de folk ekspeditionen kom i kontakt med, boede omkring Juenafloden - der hvor Langsdorff blev ramt af sin sygdom.
Læs om Apiaká-folket her 


Kataloget afsluttes med 38 af de meget minutiøse kort, som kartografen  Rubtsovs udførte.






Rubtsovs kort er bevaret i Sankt Petersborg.



 På nettet ligger et interaktivt kort over ruten, de tog. Undervejs kan man klikke på udvalgte steder for at læse Florences note her.  En del steder bliver blot angivet, hvornår de nåede hvorhen, men andre steder er der mere interessante situationsbeskrivelser. F.eks. ved det første "stop", afgangen fra Rio:

"We left Rio de Janeiro on September 3, 1825, and, aided by a cool wind, we made in 24 hours a crossing of 70 leagues all the way to Santos: this was a double benefit, for the ship was still carrying 65 Black slaves, newly arrived, covered with scabies and infected."

Florence  beskriver især floderne de rejser ad og vandfald, de må forcere, landskaber og de byer/små landsbyer de kommer til. For landet var jo ikke tomt.

Jeg kunne forfalde til at indsætte (alt for) mange af de små beskrivelser, men det går jo ikke. Så jeg indskrænker mig til det første, som jeg allerede har indsat, tre fra midten, og så det sidste. nr. 125. 
Spring dem over, hvis det bliver for meget.


Opslag nr. 15. "A league from Itu, I visited a beautiful slate mine that would be worth millions, if the paulistas were as advanced as the Anglo-Americans. São Paulo, Santos and Rio de Janeiro could be embellished with beautiful sidewalks, and the hallways, backyards and verandas (dining room) could be covered with large tiles. Itu has some nice sidewalks tiled with these slates, but most of the roads are in terrible condition."

Opslag nr. 22. "At 10 o'clock in the morning, arrival at Sítio das Pederneiras, stones for making a fire pit on the right riverbank, and the last dwelling in this region; here begins the desert, and people are already talking about savages and jaguars, or tigers of America."

Opslag nr. 32. "Passage of the Waterfalls Mato Seco and Ondas Grandes: on the beach of the latter we find several footprints of savages, men, women and children: many branches recently broken, and we also find the forehead and neck of an Anhuma, a bird the size of a large rooster, which has two spurs on each wing and a long spine on its forehead, which seems to materialize the fable of the unicorn."

Og så det sidste - opslag nr. 125. "(...) ten days after Mr. Riedel's arrival, we left towards Rio de Janeiro, having on board the former president of the province, Jozé Félix Pereira de Burgos. Two days after losing sight of land, we were still pulling fresh water from the sea. Fifteen days after our departure we were almost shipwrecked in the shallows off the coast of Maranhão because of the clumsiness of our captain. This extended our journey 15 days and caused some annoyances, but after 46 days of crossing we fortunately arrived in Rio de Janeiro."

Så kan du jo selv gå ind på kortet og studere det nærmere.




Det interaktive kort over ruten ligger her


En dagbogsoptegnelse af Florence fra Santarém


Og hvordan gik det så nogle af de øvrige efter ekspeditionen?


Édouard Ménétries

 Efter hjemkomsten fra Brasilien tog Ménétries til Sankt Petersborg i 1826, hvor han blev kurator for zoologisamlingerne ved  Videnskabsakademiet. Regeringen gav ham en lejlighed og en løn på 2.500 rubler om året. 

Ménétries blev den første professionelle entomolog i 
Rusland , der modtog løn for sit arbejde. Der var allerede et par universitetsprofessorer, der studerede insekter i Rusland, men de skulle selv finansiere deres forskning. 

I 1829 deltog Ménétries i en stor (hans største) rejse til  til Kaukasus. Det var en meget stor ekspedition og de tvar i krigstid, så den skete under beskyttelse af 650 soldater, 350 kosakker og to kanoner. De forsøgte at bestige Mount Elbrus, men må give op, men må opgive, da de når 4.700 meter, da  den høje sol gør sneen blød, og det er praktisk talt umuligt at fortsætte opstigningen. Mount Elbrus er med sine 5643 meter det højeste bjerg i Kaukasus og det højeste i Europa. Det tænker man ikke lige på,  at det rent faktisk ligger i Europa, men  Elbrus  ligger efter visse af definitionerne af grænsen mellem Europa og Asien og overgår Mont Blanc, der kun når 4.808 m.
Gamle legender fortæller, at det var der, Zeus lænkede Prometheus, da Prometheus havde stjålet ilden fra guderne for at tilbyde den til menneskene, utvivlsomt  med henvisning til bjergets eruptive aktivitet. Spændende forklaringer om morfologien her. 
Om vinteren studerede ekspeditionen muddervullkaner og olie- og gasudslip på Abseron-halvøen, hvor Baku ligger.
På denne ekspedition samlede Ménétries  mest biller og sommer fuglefugle.    
Da Videnskabsakademiets zoologiske museum i 1832 blev officielt åbnet, blev Ménétries udnævnt til kurator for dets entomologiske samling. Han beklædte denne stilling indtil slutningen af ​​sit liv.
Ménétries var nyskabende inden for museumspædagogik. 
Før ham var metoden til at organisere samlinger slet ikke videnskabelig. De blev præsenteret i kasser med et glaslåg, arrangeret sådan, at der i midten var placeret et stort, smukt insekt – en sommerfugl eller en bille – og så blev der arrangeret forskellige arter omkring det, på forskellige måder, så kassen blev fyldt helt ud.

Ingen tags til at identificere insekter blev tilføjet, og data om deres oprindelse manglede ofte. Ménétries identificerede materiale, hvor det er muligt, og arrangerede prøverne i en systematisk rækkefølge. Meget af materialet smed han ud, fordi det manglende etiketter og led af skimmelsvamp eller støv.


Ludwig Riedel

Riedel opholdt sig i St. Petersborg fra 1830-1831, hvor han blev flot belønnet for sit arbejde. Den botaniske have i Sankt Petersborg betalte 25.000 rubler for hans botaniske samling og yderligere 12.000 for hans herbarium og indgik også kontrakt med ham den 14. februar 1831 om at han skulle vende tilbage til Brasilien for at foretage yderligere indsamlinger af levende planter.  I 1836 fik  han som den første udlænding en  fast stilling på Nationalmuseet i Rio. Han grundlagde og ledede  dens afdeling for botanik og botanisk have  afdelingen for botanik og den dertil knyttede botaniske have (Horto Florestal) indtil 1858.

Mellem 1821 og 1829 samlede Riedel et vigtigt herbarium på over 100.000 prøver af 8.000 forskellige plantearter. Dette blev grundstammen til et af de mest repræsentative herbarier i den tropiske flora-verden. , Riedels karpologiske samling, som indeholdt fem tusinde eksemplarer og omkring tusind levende plantearter, var også en del af hans arbejde.
Karpologisk betyder angående frø og frugter.

 Han gennemrejste provinserne Rio de Janeiro, Minas Gerais og Goiás og fortsatte med at samle planter i løbet af 1838-1839, ledsaget af den franske botaniker J.B.A. Guillemin, som var kommet for at studere tedyrkning.  Det blev til indsamling af yderligere to tusinde arter, tyve tusinde eksemplarer, foruden to tusinde arter af levende planer. 
Ja, det er imponerende mange store tal.

 Derudover spillede Ludwig Riedel en vigtig rolle i indsamlingen af ​​materiale til Flora Brasiliensis, Carl Friedrich von Martius  værk om brasiliansk botanik, som strakte sig til halvtreds bind, før det blev færdigt i det tyvende århundrede.
Ludwig Riedel har en stor del af æren for de dejlige grønne områder i Rio, og hans  navn er velkendt i Rio de Janeiro. 

Orkide-slægterne Riedelia C.F. Meisner i Ericaceae-arten og Riedeliella Harms i Fabaceae arten er begge navngivet til hans ære.
Riedelia C.F. Meisner



Nester Rubtsov

Da ekspeditionen med Langsdorffs sygdom langsomt gik i opløsning, var Rubtsov den første til a rejse tilbage til Rusland. Han medbragte dele af ekspeditionens optegnelser, som blev overgivet  Marineministeriet.

Rubtsov overtog ledelsen af ​​arkivet for den hydrografiske afdeling i marineministeriet i 1837 og døde i Sankt Petersborg i 1874. 

Samlingen af ​​kort lavet af Nester Rubtsov er opbevaret i flådearkivet i det russiske videnskabsakademi  i  Sankt Petersborg. Ud over kortene bevarer Det Russiske Akademi også 368 af ekspeditionens tegninger og akvareller.  

Rubtsov lavede planer for havnen i Santos og brasilianske byer som Cuiabá. Santos er Sao Paulos flodmundingshavn.  Det er den vigtigste brasilianske havn , det største havnekompleks i Latinamerika og en af ​​de største i verden.  Santos Port Complex  er den største eksporthavn af sukkerappelsinjuice og kaffebønner i verden. Andre vigtige laster er soyabønner , majs, hvede, salt, papir, biler, alkohol og anden flydende bulk. 


Rubsovs  kort over Santos

Santos i dag


Rubsov tegnede også kort over ruten fra Dalmantino til Pará.

Diamantino var stedet, hvor sertanisten Gabriel Antunes Maciel opdagede en diamant-bærende flod  i 1728 og derefter  grundlagde Alto Paraguai-lejren på dens bredder, som senere blev kendt som Diamantino. Lejren blev en by ved kongelig charter af 23. november 1820.

Sertanisme: Fra "Sertao"-regionen i det nordøstlige Brasilien.

Aktivitet udført af opdagelsesrejsende, eller sertanistas, der
begiver sig ind i det indre af den brasilianske sertao på jagt efter erobringer, rigdom eller interesser i naturlig skønhed.

Under den brasilianske kolonitid blev de generelt kaldt
"bandeirantes" og var hovedsageligt ansvarlige for at udvide
landets grænser og bringe dem til deres
nuværende konfiguration. De blev betragtet som voldelige, lavede væbnede invasioner og plyndrede, hvad de kunne.


Johann Moritz Rugendas


Efter at Rugendas forlod Langsdorff-ekspeditionen, forblev han i første omgang i Brasilien. 



Herefter tog han tilbage til Europa, hvor han i årene 18127 til 1835 fik udgivet sit monumentale værk "Voyage Pittoresque dans le Brésil " med mere end 500 illustrationer. Det blev betragtet som et af de vigtigste dokumenter om Brasilien i det 19. århundrede. 

I 1831 rejste han først til Haiti og derefter til Mexico. Her blev han blandet ind i et mislykket kup i 1834 mod Mexicos præsident, og blev først fængsler og derefter udvist af Mexico. 

Fra 1834 til 1844 rejste han i Chile, Argentina, Uruguay, Peru og Bolivia og i 1845 vendte ham tilbage til Rio, hvor han blev godt modtaget af kejser Dom Pedro II. Han udførte portrætter af flere medlemmer af det kongelige hof. I 1846 vendte Rugendas tilbage til Europa.


Nettet skriver: "Rugendas is considered by far the most varied and important of the European artists to visit Latin America."


Rugendas' malerier af sorte mennesker var udtryk for tropisk romantik.



Ligesom både Langsdorff og Humboldt afviste  Rugendas også det brasilianske slaverisystem. Men selvom Rugendas forsvarede gradvis frigørelse, mente han også, at brasiliansk slaveri repræsenterede et nyt, positivt liv for afrikanere, som fik chancen for at lære den kristne oplevelse. 

Rugendas' billeder var med til at udbrede ideen om raceharmoni i og uden for Brasilien.


Faktisk har jeg skrevet et helt blogindlæg om ham tilbage i december 2019: Om en tysk maler i Sydamerika




Antoine Hercules Florence

Kort efter afslutningen af ​​ekspeditionen, i 1830, giftede Florence sig med Maria Angelica de Vasconcellos, datter af hans bekendte og velgører Francisco Álvares Machado. De slog signed byen Campias i provinsen São Paulo. Der blev han en succesrig landmand, forlægger og ejer af den første bogtrykker i byen. Maria døde i 1850. Fire år senere giftede han sig med Carolina Krug, en tysk immigrant født i 1828 i Kassel. Sammen grundlagde de i 1863 en skole for piger, Florence College.  Han blev far til i alt 20 børn, 13 med Maria Angelica og 7 med Carolina. En nylig undersøgelse har vist, at Florence har 1.500 efterkommere i Brasilien, blandt dem er den mest berømte Luma de Oliveira, en brasiliansk karnevalsdronning.

Under Langsdorff-ekspeditionen havde han udviklet et system til at bruge musikalsk notation til at optage fuglesange og vokaliseringer af andre dyr, som han kaldte "zoophonia". I
I 1830, da han søgte efter en forenklet måde at trykke sine mere end 200 illustrationer udført under Langsdorff-ekspeditionen, udover at bruge dyre og tidskrævende graveringer på træ og metal (xylografi og litografi), opfandt han en ny proces , som han kaldte "polygraphia", og han begyndte at bruge denne kommercielt på sit trykkeri. Efterhånden som hans teknik udviklede sig, var han i stand til at kombinere farver og producere uforfalskede pengesedler.

I 1832 begyndte Florence med hjælp fra en farmaceut-ven at studere måder, hvorpå man permanent  kunne fiksere camera obscura-billeder, som han kaldte "photographia". 
 Florence blev rent faktisk opfinderen af det første fotografi, som ellers tilskrives  Daguerre.
Dels fordi han aldrig offentliggjorde sin opfindelse tilstrækkeligt, dels fordi han var en obskur opfinder, der boede i en fjerntliggende og uudviklet provins, blev Hércules Florence dog aldrig internationalt anerkendt som en af ​​fotografiets opfindere. 
Florence boede i Campinas  49 år indtil sin død i 1879.



Og så skal vi da også lige runde dom Pedro og Maria Leopoldina.
Nej stop! Det skal vi ikke. Det går ikke. Om dem er der så meget at fortælle, at de må  have deres eget blogindllæg.  Men som en teaser kan jeg da fortælle, at Dom Pedro slet ikke var så behagelig en mand, som jeg først fik indtryk af. 


Mange af de oplysninger, jeg har videregivet i dette indlæg om Langsdorffs ekspedition, har jeg fundet  i artiklen "Orchids in the era of Grigory von Langsdorff: Two Golden Decades in the History of Botanical Exploration of Brazil (1813-1830)." For mange af de naturvidenskabsmænd, jeg har været  omkring, har fundet orkideer.   


Langsdorff fandt også nogle få orkideer, men det må siges,  at Langsdorffs største indsats i forhold til den brasilianske orkidologi ligger mere i hans bestræbelser på at tiltrække udenlandske rejsende og botanikere til Brasilien end i selve hans skæbnesvangre ekspedition. 

Et meget stort antal orkidéeksemplarer, indsamlet af Riedel, kan findes i Natural History Museum i Paris. Mange er indsamlet i årene efter selve Langsdorff-ekspeditionen. Ikke desto mindre var det Langsdorff, der først bragte Riedel til Brasilien, så lidt af æren tilfalder også ham.


To lidt tilfældige orkideer.


Er du orkide-elsker eller måske endda orkide-kender, skal du måske ind på  Orchids in the Era of Grigory von Langsdorff  Her er oplistet utallige arter med deres latinske navne , arrangeret efter hvem der fandt dem. 

Og er du helt særligt interesseret i orkideer, skal du ind på dette site

Jeg har kun ganske overfladisk været inde på det, men skal da ved lejlighed studere det nærmere.

Det er ufatteligt, så mange arter af orkideer, der findes. 

Og ellers kan jeg da afslutte med et kuriosum: 

En giftig koralslange giftslange, Micrurus Langsdorffi,  er opkaldt efter Langsdorff. Måske det var dens bid, der gjorde ham syg.


Micrurus Langsdorffi, almindelig kendt som Den forvirrede koralslange eller Langsdorffs koralslange, er en slangeart af familien Elapidae. Slangen findes i Brasilien, Colombia, Peru og Ecuador.



Men Langsdorff selv skal nu have det sidste ord.