søndag den 5. januar 2025

Kina i Afrika 4.1. Om Kinas engagementer i Sub-Sahara-lande. Guinea og Guinea-Bissau




Et mellemspil om Guinea-Bissau og Guinea. Vi kommer også en smule til USA og Rusland.

Og ja, det er endnu engang den gamle geografilærer, der er gået i gang.

Dette blogindlæg er et i rækken af indlæg med hovedoverskriften Kina i Afrika. I dette indlæg kommer der imidlertid mange andre ikke-kinesiske interessenter og nationer på banen. Så mange, at jeg har bakset en del med at få styr på det hele - hvem er de, hvor hører de hjemme, hvem har de fusioneret med, hvad står de mange forkortelser for. Derfor har indlægget været længe undervejs. 

Men så sker det ind imellem, at der dukker en artikel op, der sætter nogle ting på plads. Og nu er mit indlæg her i hvert fald. Og i den første del om Guinea-Bissau er det stadig Kina, der rydder bordet.

Guinea-Bissau

I forrige opslag skrev jeg om Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa, der er meget entusiastisk omkring sine relationer til Kina. Er der en anden, der er lige så glad for Kina,  så er det  Guinea-Bissaus præsident Umaro Sissoco Embaló. Dermed ophører vist også al lighed mellem de to lande. Sydafrika er nok Afrikas rigeste land, Guinea-Bissau et af Afrikas allerfattigste lande.

Op til topmødet i  FOCAC (Forum of China Africa Cooperation ) 2024 udtalte - proklamerede, vil jeg næsten sige - Præsident Embalo, at Guinea-Bissau betragter Kina som topprioritet i sin udenrigspolitik og den vigtigste samarbejdspartner.

"Kina engagerer sig ikke i kolonialisme, blander sig ikke i andre landes indre anliggender og dikterer ikke andre lande, og det behandler altid små lande med lighed og respekt og honorerer sine forpligtelser med handlinger," sagde han.

"Gennem sine samarbejdsprojekter bringer Kina skoler, hospitaler, veje og mere til afrikanske lande, hvilket virkelig gavner det afrikanske folk."

Guinea-Bissaus præsident bemærkede endeligt, at hans land sætter stor pris på Kinas vigtige rolle i og bidrag til udviklingen af ​​det afrikanske kontinent. 

Guinea-Bissau er et lille land, blot 13.948 kvadratkilometer med en befolkning på under to millioner. Landet opnåede uafhængighed fra portugiserne i 1973, og landet har haft en politisk ustabilitet siden. Ingen enkelt valgt præsident i landet har nogensinde fungeret med succes i en fuld 5-årig periode. Landet har et af verdens laveste BNP per indbygger og på samme måde et af verdens laveste menneskelige udviklingsindeks. Mere end to tredjedele af landets befolkning lever i dyb fattigdom, og landets økonomiske rygrad er landbrug med cashewnødder, fisk og jordnødder som de vigtigste eksportvarer fra landet. 

Embalo har grund til at være begejstret.Kina har stået for - og betalt -renoveringen af ​​Regeringspaladset, retsbygningen , parlamentet, den 13 kilometer lange motorvej mellem den internationale lufthavn og Safim, nationalstadionet i Bissau er betalt ag Kina.


Også den nye fiskerihavn i Bandim er betalt af Kina. Havneprojektet indeholder også et forarbejdnings- og opbevaringskompleks for akvatiske produkter, færdiggjort i 2023. Det dækker cirka 4.000 kvadratmeter og er i øjeblikket det største moderne akvatiske produktbehandlingsanlæg i Guinea-Bissau.





Blandt fremtidige investeringer er 300 kilometer veje, der skal renoveres, og der skal bygges et nyt universitetscampus til 12.000 studerende.

En af hoved-pillerne i det kinesisk-guineanske samarbejde har været trænings- og udvekslingsprogrammer for udvalgte grupper af det bissau-guineanske samfund. Kina uddeler årligt tusindvis af stipendier til de bedste studerende i landet for at studere på kinesiske universiteter. Derudover har offentlig administration og statsansatte regelmæssigt mulighed for at deltage i kortvarige seminarer i Kina.

"Omkring 1.000 embedsmænd deltager årligt i disse programmer, hvilket er et stort antal for et lille land med lidt over 2 millioner indbyggere," fortæller Bacar Camara, redaktør ved Guinea-Bissaus statsradio og korrespondent for Xinhua News Agency, som er kontrolleret af Folkerepublikken Kinas regering.

Disse og andre udvekslingsprogrammer har hjulpet med at forbedre Bissau-Guineans opfattelse af Kina, tilføjer Camara. Mange besøgsprogrammer er eksplicit rettet mod såkaldte "multiplikatorer", såsom journalister, forklarer redaktøren, der selv har fløjet til Kina flere gange på Beijings invitation. 

"Kina støtter forskellige statslige og private medier. Vores statsradio, den statslige avis og nyhedsbureauet modtager økonomisk støtte fra Kina samt uddannelse og teknisk udstyr," tilføjer han. Nogle private medier har også nydt godt af Kinas hjælp.

Uden Beijings støtte fungerer praktisk talt intet i Guinea-Bissau.

Den vigtigste fiskerihavn i landet, der ligger i Bandim i udkanten af ​​Bissau, blev for nylig færdiggjort af kineserne for 26 millioner dollars.  I øjeblikket opererer mere end 70 kinesiske fiskerbåde i nærliggende territorialfarvande. 

Derudover donerede Kina også landbrugsmaskiner, ris og gødning til Guinea-Bissaus regering i 2019. I sundhedssektoren leverer Kina læger til hospitalet i Canchungo i det nordlige Guinea-Bissau og til det vigtigste militærhospital i landets hovedstad.

Bissau-Guineas præsident har beskrevet Kina som en "uundværlig partner" og roser Kinas holdning og siger, at nationen "aldrig blander sig i den interne politik i et afrikansk land."

Et lidt andet syn på sagen har Bissau-Guineansk sociolog og Kina-ekspert, Diamantino Lopes, som er blevet interviewet af DM  (DW - Deutsche Welle er en tysk international medieorganisation. Den udsender nyheder og information på kortbølge- og satellitradio på 29 sprog, fjernsyn på tre sprog og publicerer nyheder på internettet på 30 sprog. Den svarer til BBC World ServiceVoice of America og Radio France Internationale.)

Ifølge ham er det Kina, der har mest grund til at være glad. 

"Kinas indflydelse på Guinea-Bissau er ubestridelig, især i økonomiske termer," udtaler han. "Siden landets uafhængighed fra Portugal for fem årtier siden , er næsten alle infrastrukturforanstaltninger blevet udført og finansieret af kineserne. Kineserne kontrollerer næsten alt her."

 "Som vi alle ved, er der ingen gratis frokoster i internationale forbindelser," advarer analytikeren. "Kina har altid sin egen fordel i tankerne og er ikke tøvende med at kræve noget retur for sine gaver før eller siden."

Guinea-Bissaus vigtigste eksportprodukt er cashewnødder. Indtil nu er disse cashewnødder primært blevet eksporteret til Indien og Vietnam til videre forarbejdning. Nu, ifølge rygter der cirkulerer i lokale medier, forbereder Kina sig på at overtage hele cashewhøsten i Guinea-Bissau til forarbejdning i Kina. Officielt forholder regeringen sig dog tavs, forklarer Lopez.

Kvinder sidder ved siden af skåle med cashew-æbler.
Cashewnødder er stadig Guinea-Bissaus vigtigste eksportartikel.

"Der er i øjeblikket ingen åben og kritisk diskussion om en mulig cashew-aftale med kineserne, ligesom der ikke er nogen om de over 70 kinesiske fisketrawlere eller træeksporten," fortæller Lopez.

Han påpeger også, at mangel på gennemsigtighed  er et andet stort problem. "De kontrakter, vores regering underskriver med den kinesiske side, diskuteres ikke offentligt og bliver ikke gjort tilgængelige for offentligheden. Derfor ved offentligheden ikke, hvad Kina forventer og eventuelt modtager til gengæld for sin generøse udviklingsbistand," udtaler Lopes.

"Som du kan se, er Kina Guinea-Bissaus vigtigste partner på næsten alle områder. Det nye er, at der i øjeblikket ikke er noget seriøst alternativ til Kina. Og det er noget bekymrende," fortæller Lopes.

Andre potentielle partnere er meget mindre synlige og meget mere besværlige, når det kommer til beslutningstagning og projektimplementering, tilføjer han.

"Tag den Europæiske Union: EU har også indgået en fiskeriaftale med Guinea-Bissau, men den gennemsnitlige guineaner ser ingen håndgribelige resultater af denne aftale. Mens kineserne byggede en ny fiskerihavn inden for få år, er det ikke lykkedes EU at udvide den gamle havn som lovet. Havneindgangen er stadig beskidt og tilsølet. Store skibe kan stadig ikke lægge til der. Ingen ved hvor, hvordan, med hvilket formål og med hvilke resultater EU investerer i fiskerisektoren i Guinea-Bissau, selvom EU har været til stede i Guinea-Bissau i årtier. Det er meget anderledes med Kina," afslutter Lopez.

Jeg indledte med at nævne, at både Sydafrika og Guinea-Bissau er meget positive over for Kina.

Guinea-Bissau og Sydafrika befinder sig i den grad i hver sin ende af skalaen, når det gælder økonomi og politisk magt. Og så har Guinea-Bissau alligevel et lighedspunkt med Sydafrika. Begge lande besidder naturressourcer i store mængder: Guld, diamanter, bauxit, fosfatsten, grafit, kalksten og ler og sand blandt andre. 

Minedrift i Guinea-Bissau er endnu begrænset til småskalaproduktion af byggematerialer, såsom ler, granit, kalksten og sand og grus. Men landets potentielle mineraler omfatter bauxit, diamant, guld, tunge mineraler, petroleum og fosfatsten. Længe spillede mineralminedrift en mindre rolle, og det førende mineprojekt i 2010 var et projekt om Farim-fosfat, som anses for topkvalitet og menes at kunne producere 2 millioner tons fosfatsten hvert år. Mineralet blev opdaget i landet for omkring 40 år siden, og dets levedygtighedsundersøgelser udført i 1980'erne. 

Men nu er det Guinea-Bissaus bauxitmineraler, der er de interessante. I 2010 blev mængderne anslået til at være omkring 113  millioner tons. 

Bauxit er en bjergart, der hovedsageligt består af aluminium hydroxidmineraler. Det er den vigtigste kilde til aluminiumoxid, hvorfra aluminiummetal udsmeltes ved en elektrolytisk proces. 

Bauxit blev opdaget af geologen Pierre Berthier i 1821 i nærheden af  Les Baux de Provence i Sydfrankrig. Han opdagede også mineralet berthierite, som er opkaldt efter ham selv.

Navnet "beauxite" blev foreslået af Dufrenoy i 1845. Navnet blev senere ændret til "bauxit" for at passe til en ændring i stavemåden af ​stednavnet. 

Bauxit er det råmateriale, der bruges til fremstilling af aluminium. 

Men nu skal vi have en ny spiller på banen - eller rettere et nyt og overraskende land, nemlig Angola.


Så tidligt som i 1957 blev en kontrakt om efterforskning af bauxit i Angola indgået mellem Portugals regering og N.V. Billiton Maatschappij i Haag, Holland. En rapport angav, at et portugisisk aluminiumsfirma havde undersøgt bauxit-forekomster i Dondo-distriktet, hvor et aluminiumsværk med en kapacitet på 50.000 korte tons om året var under overvejelse. 



Så Angola havde åbenbart nogle erfaringer med bauxit-udvinding, da det angolanske firma Bauxit Angola i 2007 sikrede sig rettigheder til bauxitreserverne i Guinea-Bissau.

Et militærkup i Guinea-Bissau i april 2012 førte dog til, at projektet blev suspenderet, og ​​​​politisk uro forhindrede længe, at  mineprojektet blev genoptaget.

Men endelig i 2018 indgik Angola og Guinea-Bissau en bilateral samarbejdsaftale.

I slutningen af ​​​​​en audiens med det guineanske statsoverhoved José Mário Vaz udtrykte en højtstående angolansk minister, Higino Carneiro Angolas interesse i at "fortsætte med at udvikle projekterne", som begyndte i 2007.   Higino Carneiro annoncerede , at Bauxit Angola snart ville genoptage sine bauxit-udforskningsprojekter i Guinea-Bissau, og  efter Guinea-Bissaus premierminister Domingos Simões Pereiras møde med formanden for Bauxite Angola, Bernardo Campos, kunne de meddele, at Bauxite Angola forventede at relancere Madina Boe bauxitminedrift, beliggende i den østlige del af landet, i Gabu-regionen, og investere  over 500 millioner USD iselve minen samt en vej, havn og jernbane. 

Bauxit Angolas formand udtrykte også planer om flere bauxitminer, der er i planer, især ved siden af ​​grænsen til Guinea Conakry.

Men projektet kom aldrig i gang. I december 2022 meddelte det guineanske kabinet derfor, at det ville opsige kontrakten, der havde givet selskabet en efterforskningstilladelse, og i  november 2024 kunne ministeren for naturressourcer, Malam Sambu, at Guinea-Bissau og China Aluminium Corporation (CAC) have underskrevet en strategisk partnerskabsaftale om at prospektere og udforske miner i Guinea Boés område.



Boe-området var afgørende under uafhængighedskrigen, der til sidst ville afslutte kolonistyret i Portugisisk Guinea . Den 6. februar 1969 fordrev oprørsstyrker den koloniale garnison (kendt som Companhia de Caçadores 1790) fra Boe.





Ifølge aftalen, som blev paraferet (underskrevet) tidligere på ugen i Bissau, afstod den guineanske regering til CAC en del af et territorium i byen Boé i den østlige del af landet, hvor der menes at være en vigtig forudsætning af bauxit.

Aftalen underskrevet af den guineanske regering og CAC fulgte det aftalememorandum, der blev paraferet under den guineanske præsidents  besøg i Kina  året før.

Også Rusland kom på banen.

Under sit besøg i Rusland i 2024 diskuterede Guineas præsident Umaro Sissoco Embaló styrkelse af det økonomiske samarbejde med Ruslands præsident, Vladimir Putin inden for både olie og bauxit, og  det russiske selskab Russell  sikrede sig en baixit-koncession. Russell forventes hurtigt - allerede i år - at indlede efterforskningen af ​​bauxit.

Ifølge Guineas udenrigsminister, Carlos Pinto Pereira, som også var til stede i Rusland,  udtrykte Rusland interesse for at støtte guineanske projekter, herunder Grande Buba-flodens havn, Buba Bamako-jernbanen og Saltinho-dæmningen. 

Minister Pereira udtalte: "Vi fik løfter fra den russiske regering om, at disse projekter er af russisk interesse, og at de nøje vil overveje denne anmodning fra Guinea-Bissau."

Guinea

Egentlig var det ikke planen at skrive om Guinea-Bissau, men om Guinea. En artikel nævnte nemlig, at det var særligt i 5 lande, at Kina var interessere i at investere i minedrift, nemlig  Guinea, Zambia, Sydafrika, Zimbabwe og Den Demokratiske Republik Congo (DRC).

Men da jeg søgte på minedrift i Guinea, så var det lige så tit artikler om Guinea-Bissau, der dukkede op. Og så blev jeg lidt fanget af dette fattige, lille land - naboland til Guinea.

Guinea kaldes Vest-Afrikas vandtårn, for  Vest-Afrikas 3 største floder har alle deres udspring i Guinea: Niger, Senegal og Gambia.

Da disse tre floder starter med at flyde ind i landet og ikke mod havet er det nok ikke den store transport-udnyttelse Guinea har af disse. Guineas mineraler skal eksporteres ud i verden.

Herunder ses Niger-floden



En rapport om Mining in Guinea fastslår, at minedriftens betydning for Guineas overordnede økonomiske tilstand ikke kan overvurderes.


Guinea er rig på guld, diamanter, aluminium, korund og jern.
Jeg kendte ikke korund og måtte slå det op:

Korund er aluminiumoxid (Al2O3) på krystalform og er det næsthårdeste naturligt forekommende mineral (9 på Mohs' hårdhedsskala). Diamant er det hårdeste mineral (hårdhed 10).Her et lille udsnit af Mohs' hårdhedsskala (fra Wikipedia).



Ordet korund er afledt af Hindi kurand. 

Korund anvendes primært som slibemiddel og smykkesten. Kun gennemsigtigt korund anvendes til ædelsten; f.eks. rubin (forurenet med lidt krom) – og andre korundfarver kaldes safir.

I det sydlige hjørne af Guinea findes  Simandou-jernmalm-åren, den største uudnyttede reserve af højkvalitetsjernmalm i verden.
 Allerede i 1997 blev Rio Tinto tildelt sin første efterforskningslicens i Simandou. Efter mere end 20 år var der stadig ikke kommet gang i produktion.
Problemerne har været mange. Modstridende ejerskabskrav, to kup i Guinea, korruptions-anklage og regeringens insisteren på ændringer i projektet.
Simandou er nu delt op i to. Blok 1+2 og Blok 3+4.

Blok 1 og 2 kontrolleres af Winning Consortium Simandou (WCS) fra Winning International Group of Singapore (50%), Weiqiao Aluminium (50%) og United Mining Suppliers (nominel aktiepost). Det forstår jeg så ikke, når de to første selskaber tilsammen har 100% ?? Men det er der måske andre, der gør.

Winning Consortium Simandou (WCS) er et konsortium, hvis aktionærer omfatter Winning International Group, China Shandong Weiqiao Group og China Baowu Steel Group.

Weiqiao startede som håndklædeproducent og producerer bomuld , denim og syntetiske stoffer. I 1998 grundlagde de holdingselskabet Shandong Weiqiao - og gik over til hårdere stoffer :-) Det har aluminiumsvirksomhed i Indonesien og Guinea . I april 2023 købte Shandong Weiqiao Pioneering Group BAW , en kinesisk bilproducent med base i Qingdao. 

UMSI er en familieejet, sydafrikansk koncern, beliggende i Conakry, Guinea, grundlagt i 1970. I Vestafrika opererer UMSI som UMS Guinea, en leverandør af integrerede logistikløsninger inden for vej- og lufttransportsektoren og med et stort fokus på brændstofimport og -distribution og transport af malm. I 2021 købte UMSI det franske firma Alteo, en global leder inden for specialalumina.

 Blok 3 og 4 udvikles af Simfer-konsortiet af Rio Tinto og Kinas Chalco Iron Ore Holdings (CIOH). Sidstnævnte er 75% ejet af Aluminium Corporation of China (CHINALCO), hvor Baowu Steel Group (20%), China Railway Construction Corporation (2,5%) og China Harbour Engineering Company (2,5%) ejer den resterende egenkapital.

Rio Tinto Group  er aktiv inden for efterforskning, minedrift og forarbejdning af mineralressourcer og er tidligere regnet for verdens største mineselskaber. Koncernen består af Rio Tinto plc (baseret i London, Storbritannien) og Rio Tinto Limited (baseret i Melbourne, Australien). Nu er det (på nogle lister) nede på en fjerdeplads efter et schweizisk, et kinesisk og det brasilianske selskab Vale.

Rio Tinto blev grundlagt tilbage i 1873, da en gruppe investorer købte et minekompleks på Rio Tinto , i Huelva, Spanien, af den spanske regering. Deraf navn navnet.

Rio Tinto indtegnet med blåt - MEGET forstørret.



Río Tinto starter i Sierra Morena-bjergene i Andalusien og flyder mod syd-sydvest og når Cádiz-bugten ved Huelva. Den er meget giftig. Dens røde og orange farve stammer fra dens kemiske sammensætning, der er ekstremt sur og med meget høje niveauer af jern og tungmetaller.


I 2007 havde selskabet Rio Tinto oparbejdet en stor gæld og i 2008 satte de aktier til salg.

Kinesiske CHINALCO købte 9% af aktierne i Rio Tinto, og i 2009 erhvervede de sig yderligere 9 % aktier.

2010 købte de 49% af Rio Tintos aktier i Simandou-projektet. (Altså ikke aktierne i hele Rio Tinto, men i deres Simandou-projekt i Guinea.)

2016 erhvervede de  43,5% af de resterende aktier (hvoraf 7,5% var den guineanske stats, via SIMFER SA.) 

I dag ejer CHINALCO 92,5 % af kapitalen og beskæftiger 130.000 mennesker. CHINALCO er majoritetsejet af den kinesiske stat. Det er børsnoteret på Shanghai og Hong Kong Stock Exchange samt i New York. 

I 2024 skriver Rio Tinto om Simandou-projektet (der, som vi husker, nu er kinesisk ejet, skønt det har bevaret det spanskklingende navn): Vi har rettighederne til Simandous blok 3 og 4 gennem Rio Tinto Simfer – et joint venture mellem Rio Tinto, Chalco Iron Ore Holdings (CIOH) og regeringen i Republikken Guinea. Rio Tinto er majoritetsaktionær og administrerende partner i Rio Tinto Simfer. 

Korruption og kontroverser

 Simandou-minen har kendt meget uro og mange stridigheder om minerettigheder gennem årene. I 2008 blev Rio Tinto Group beordret af den guineanske regering til at afgive licenserne til den nordlige halvdel (blok 1 og 2)  til BSGR (Beny Steinmetz Group Resources), et selskab kontrolleret af den israelske diamantinvestor Beny Steinmetz .

Hvis du synes, det bliver for langtrukket og trivielt med alle kontroverserne, så hop over dem og scroll ned til overskriften Strid om jernbaneprojekt.

I 2013 blev Frederic Cilins, en agent for Beny Steinmetz' firma, anholdt i Jacksonville, FloridaFBI havde foretaget en undersøgelse, der skulle fastslå, om potentielle ulovlige betalinger foretaget for at opnå minekoncessioner i Guinea, var blevet overført til USA. Resultatet blev, at Cilins blev anklaget for, at Simandou-udnyttelsesrettighederne blev erhvervet efter betaling af millioner af dollars i bestikkelse til guineanske regeringsembedsmænd . 

Cilins erkendte sig skyldig i marts 2014 og blev idømt 2 års fængsel. Men der blev ikke rejst tiltale mod Steinmetz eller BSGR. 

Tilbage i 2010 solgte Steinmetz BSGR 51% af deres ejerandel til brasilianske Vale for 2,5 milliarder dollars.  Men efter at Vale havde indbetalt 500 millioner dollars, iværksatte Guineas regering ledet af præsident Alpha Condé en undersøgelse af lovligheden af ​​BSGR's licens.  I april 2014 annullerede den guineanske regering BSGRs minerettigheder i Simandou, og i maj 2014 søgte BSGR voldgift over regeringens beslutning om at ekspropriere virksomhedens minerettigheder.  I samme måned anlagde Rio Tinto sag mod Vale og BSGR over gyldigheden af ​​deres minelicens. BSGR nægtede enhver forseelse, og retssagen blev afvist i 2015 i USA. I november 2016 anlagde BSGR sag mod Rio Tinto om erstatning. 

I 2014 indgav Vale et krav mod BSGR ved London Court of International Arbitration for at inddrive en forudbetaling til BSGR og penge, som det investerede i Guinea. Retten besluttede til fordel for Vale og tildelte den 2 mia. 

 BSGR hævder, at Vale var klar over potentielle problemer med, hvordan rettighederne til at udvikle Simandou var blevet opnået, men valgte at ignorere dem og fortsatte med at købe 51 % af jernmalmlicenserne. 

De har således kørt godt rundt i manegen.

I februar 2019 nåede BSGR imidlertid til enighed med Guinea om at trække de gensidige korruptionsanklager tilbage. Aftalen fik BSGR til at overgive sine rettigheder til Simandou, men tillod det at bevare en interesse i den mindre Zogota-forekomst. 

I 2016 anklagede den tidligere guineanske mineminister Mahmoud Thiam  Steven Din, lederen af ​​Rio Tintos Guinea-operationsafdeling, for at tilbyde ham bestikkelse i 2010 med det formål at genvinde Rio Tintos kontrol over halvdelen af ​​det uudviklede Simandou-projekt.

I november 2016 indrømmede Rio Tinto at have betalt 10,5 millioner dollars til François de Combret, en nær rådgiver for præsident Alpha Condé  i 2011 for at opnå rettigheder på Simandou.  Præsident Condé nægtede at have kendskab til bestikkelsen. Men ifølge optagelser præsenteret af Frankrig kendte  guineanske myndigheder til Simandou-bestikkelserne fra Rio Tinto.

I 2017 lancerede Serious Fraud Office (SFO), Storbritanniens anti-fraud regulator, en officiel undersøgelse af Rio Tintos forretning og minedrift i Guinea. Undersøgelser af koncernens aktivitet i Simandou blev også iværksat af australske myndigheder og det amerikanske justitsministerium . 

Strid om jernbaneprojekt

Noget, der også har været strid om, er transporten af jernet -  hvordan malmen skal transporteres, når den først er blevet udvundet. Og regeringen har ikke gjort det let for de konkurrerende mineselskaber.

 Simandou-reservaterne ligger i hjertet af Simandou-bjergene i Guineas Nzérékoré-region, nær grænserne til Liberia og Côte d'Ivoire. Det ville derfor logistisk set være meget nemmere at bygge en jernbane over grænsen, så malmen kunne fragtes ud af Buchanan i Liberia, eller fra en ny havn på landets kyst.



Successive guineanske regeringer har dog insisteret på, at jernmalmen skal eksporteres fra en guineansk havn, hvilket kræver anlæggelse af en lang jernbane med enorme tekniske udfordringer gennem Simandou-bjergene. Dette vil kræve konstruktion af 235 broer og mere end 24 km tunneler, hvoraf den længste vil være 11 km. Selv da det blev aftalt, at WCS og Simfer skulle udvikle hver sin halvdel af Simandou, var der uenighed om, hvem der skulle finansiere, bygge og drive den nødvendige transportinfrastruktur.

WCS indgik oprindeligt en aftale om at bygge jernbanen og en ny havn ved Matakong, med en antagelse om, at det ville give adgang til Simfer. Den guineanske regering insisterede i juli 2022 på, at de to konsortier i fællesskab skulle finansiere og eje al jernbane- og havneinfrastruktur og tvang dem til at stoppe arbejdet, indtil de nåede til enighed.

Uden andet valg dannede de to parter til sidst et fælles logistikfirma, Compagnie du Transguinéen (CTG). I december blev de enige om, at WCS skulle bygge den 536 km lange dobbeltsporede hovedlinje, en 16 km lang udløbslinje til minen og en kaj ved Matakong til at håndtere 60 millioner tons om året. Simfer skulle bygge selve havnen, inklusive en jernmalmterminal, plus en 70 km lang udløbslinje til dens mine; men al infrastruktur vil være ejet og drevet af CTG, hvor Simfer og WCS hver ejer 42,5 % af aktierne og den guineanske regering 15 %.

I henhold til aftalens vilkår vil andre minebrugere og passagertjenester have adgang til jernbanen - som muligvis bliver bygget med overskudskapacitet i tankerne. De kinesiske partnere har ikke annonceret deres finansielle forpligtelser, men Rio Tinto vurderer, at de vil investere 6,2 milliarder dollars i minen, havnen og jernbaneinfrastrukturen.

Løbende indsigelser

Der har været vedvarende kritik af Simandou-projektet fra miljø- og menneskerettighedsgrupper. 

Human Rights Watch hævder, at minen vil true lokalsamfunds adgang til jord og vand, og folk bliver også tvunget til at flytte eller miste landbrugsjord. Derudover fandt en Reuters-undersøgelse i 2021, at det SMB-vindende konsortium, der dengang havde ansvaret for at bygge jernbanen, ikke havde nogen plan på plads for at afbøde byggeriets indvirkning på de chimpanser, der bor i området.



To tredjedele af alle vestlige chimpanser – en kritisk truet art – lever i Guinea, nogle langs jernbanens rute. Reuters-holdet fandt ud af, at en entreprenør, China Railway 18th Bureau Group, var begyndt at sprænge jernbaneskakter længe før projektets miljømæssige og sociale konsekvensvurdering var blevet afsluttet af embedsmænd. Udviklerne har lovet at afbøde de negative virkninger af projektet, men effektiviteten af ​​afhjælpningsplaner for andre mineprojekter sættes ofte i tvivl. Den samlede investering på tværs af hele fire-blok-projektet kan være omkring 25 milliarder dollars, hvilket gør det til den måske største enkeltinvestering nogensinde i Afrikas historie. Simfer vil tegne sig for 5% af den samlede globale havbårne jernmalmforsyning, når projektet er afsluttet.

Rio Tinto forventer nu endelig at starte produktionen i oktober 2025 og nå 60 millioner tons om året inden for blot 30 måneder, hvoraf det vil tage 27 millioner tons om året. WCS sigter også mod 60 mio. tons om året, så en samlet produktion på 120 mio. tons om året skal gøre jernbanen til den tunge transportlinje med højeste kapacitet i Afrika.

Og så til bauxit - for det har de meget af  i Guinea.

Først lidt om verdens reserver af dette metal.

Skøn over verdens bauxitressourcer er steget markant i det sidste halve århundrede. Da det første skøn blev offentliggjort i 1936, var det samlede antal kendte bauxitreserver lidt mindre end 1 mia tons. Lidt under 100 millioner ekstra tons var fundet ved slutningen af Anden Verdenskrig. Store stigninger i skøn over verdens bauxitreserver begyndte i 1959, og det største estimat, der i øjeblikket er offentliggjort, er 32,7 milliarder tons i en artikel fra International Bauxite Association. Hertil kommer dels subøkonomiske og uopdagede bauxitreserver på 22-23 milliarder tons. (Sub-økonomisk - ikke økonomisk rentabelt).

Verdens største bauxitressourcer findes i Afrika, Australien, Sydamerika og den caribiske region. Betydelige forekomster er også til stede i Asien og Europa.

De kendte bauxitressourcer i Afrika er større end dem på nogen af ​​de andre kontinenter. De vigtigste reserver findes i lateritforekomster i Guinea, Ghana og Sierra Leone, de tre lande i Afrika, der i øjeblikket producerer bauxit. Cameroun anses også for at have reserver. 

Guinea har verdens største bauxitreserver, anslået til 5,6 milliarder tons.


Lande med reserver på 100-300 mio metriske tons omfatter Venezuela, Ungarn, U.S.S.R., Sierra Leone og Folkerepublikken Kina. Bauxit-reserverne i USA anslås til kun være omkring 38 millioner tons. Flere lande i Mellemamerika, den caribiske region, Europa og Asien har bauxitreserver på mindre end 100 mio metriske tons.

Bauxitten i Guinea er let tilgængelig og udvindes i åbne miner. Mange steder skal blot et tyndt jordlag skrælles væk. 




Indtil 2010 blev der kun udvundet bauxit  af et enkelt selskab. Nu opererer mere end 10 selskaber.


Otte minehavne/flodhavne sikrer den daglige transport af de udvundne bauxitmalme. De er bygget i Dapilon, Katougouma, Taresa og Kamsar, og endnu en Ashapura-havn er under opførelse. 


 Mere end 23 pramme på hver 8.000 tons trukket af 28 bugserbåde fragter dagligt bauxit til  Katougouma havn på Nunezfloden. Herfra går det videre mod det åbne hav, hvor store malmskibe, Cape Sizes på 210.000 tons, venter. 

Flodhavnen Katougouma

Lidt historie om Nunezfloden.

Før 1840 tjente Nunezfloden som et marked for Fulbe-slavekaravaner, der transporterede slaver fra den muslimske imamate af Futa Jallon .  I 1793 blev kaptajn Samuel Gamble fra Sandown tvunget til at søge beskyttelse mod fjendtlige krigsbåde og pirater i mangroveområder i Rio Nunez under de franske uafhængighedskrige , hvor fartøjer blev truet af franske kapere langs den vestafrikanske kyst. Af ukendte årsager rejser han til landbrugs-landsbyer omkring de kommercielle centre Boke og Kacundy . Under sin rejse registrerer Gamble den tidligste kendte beskrivelse af dyrkning af kunstvandet ris i Rio Nunez-regionen (selvom der findes tidligere beretninger som Diego Gomes ' 1400-tals optegnelser om mangrove-risavl langs Gambia-floden). Optegnelser vidner om hans indkøb af både røde ris og polerede ris fra Rio Nunez's bønder.

I løbet af 1870'erne var Nunez et vigtigt eksportsted for jordnødder med 5.000 tons om året. I 1880'erne gik handelen over på gummi. 

Flere rapporter beskriver miljøproblemer i forbindelse med minedriften og flodtransporten.
Fra en 2015-rapport:
Transporten af bauxit fra minerne til de to flodhavne Katougouma og Dapilon udløser forurening af markerne, vandkilderne og floraen. Landsbyerne ved siden af minerne, havnene og minevejen fordømmer luftforureningen forårsaget af bauxit, som bringer deres helbred og deres livsgrundlag i fare. Områdets agerjord bliver ødelagt Støv ændrer bladene af cashewnødder, og cashewtræer, hvis dyrkning indtil da var en af de vigtigste kilder til eksistensgrundlag, har ikke produceret noget i 2015. Som følge af reduktion og forurening af vandkilder er landbrugsaktiviteterne faldet betydeligt. Tre ud af seks floder er tørret ud.



En rapport fra 2022  melder om omfattende miljøproblemer. Forurening af floden, ødelæggelse af håndværksfiskenet, spild af olie i floden, ødelæggelse af mangroven, udvandringen af ​​fiskere, forsvinden af ​​akvatisk fauna, ødelæggelse af en endogen økonomi domineret af primære aktiviteter (landbrug, dyrehold), sletning af historisk og kulturel arv har været alle de skader, der er forårsaget i denne kamp om havneinfrastruktur.

Flodhavn på Rio Nunez

Men indtægterne er gode for statsbudgettet. Bauxit stod for 63,58 % af alle statens mineindtægter, mere end 300 millioner GNF i 2018. Samtidigt næsten stagnerede fattigdomsniveauet, så mere end 30 % af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen.

De fire største selskaber er  Compagnie des Bauxites de Guinee (CBG), Société Miniere de Boke (SMB), RUSAL og Guinea Alumina Corporation (GAC)

CBG (Compagnie des Bauxites de Guinee (CBG)

Historisk set er det meste af landets bauxit blevet eksporteret af Compagnie des Bauxites de Guinee (CBG) via havnen i Kamsar. CBG er et joint venture mellem Guineas regering (49 %) og Boké Investment Company, (51 %) et 100% ejet datterselskab af Halco Mining (51%). Bemærkelsesværdigt, at Guineas regering lader et udenlandsk firma besidde aktiemajoriteten.

Boké Investment Company er et 100% ejet datterselskab af Halco Mining. Halco Mining er et aluminiumsfirma med base i Pittsburgh, Pennsylvania.

Konsortiet blev etableret i 1962 af Harvey Aluminium Company for at udvinde bauxitforekomster i  Sangarédi-minen  i Boké-regionen. Halco/CBG ejer rettighederne til at udvinde bauxit i et 10.000 kvadratkilometer stort område i det nordvestlige Guinea under en 75-årig lejekontrakt frem til 2038 .



Halcos aktier ejes af USA-baserede Alcoa (45 %), det anglo-australske firma Rio Tinto (45%) og Dadco Investments (10 %).

Rio Tinto har jeg  præsenteret ovenfor  i forbindelse med Simandou-jernminen.

Alcoa Corporation (Aluminium Company of America) er verdens næststørste aluminiumsproducent med hovedkontor i USA. Selskabet leverer aluminiumsprodukter til fly og rumfart, transport, bygningskonstruktioner og emballage.

Alcoa var den første masseproducent af aluminium. Før Alcoas dannelse var aluminium vanskeligt at raffinere og var som følge heraf dyrere end sølv eller guld.  I 1886 opdagede Hall Hall-Héroult-processen, den første billige teknik til raffinering af aluminium, der drastisk reducerede prisen på aluminium og øgede dets tilgængelighed. Sammen med  Hunt og Davis grundlagde han i 1897 Pittsburgh Reduction Company. Navnet blev ændret til "Aluminum Company of America" i 1907. Det blev efterhånden populært at bruge forkortelsen Alcoa og dette blev også det officielle selskabsnavn fra 1999. 

 Alcoa øgede produktionen med 40% under 1. Verdenskrig og var en væsentlig leverandør af aluminium i 2. Verdenskrig. Hunt selv døde i 1898 efter at have kæmpet i den spansk-amerikanske krig .

I 2000'erne købte Alcoa adskillige konkurrenter, herunder Reynolds Group Holdings (producenter af Reynolds Wrap) i maj 2000 - et køb, der gjorde Alcoa til den største aluminiumsvirksomhed i USA. 

Lige et inserat om Reynolds Group, som blev opkøbt af Alcoa.

Reynolds Metals Company blev grundlagt i 1919 som US Foil Company i Louisville, Kentucky , af Richard S. Reynolds Sr. , nevø af tobakskongen RJ Reynolds . I første omgang leverede det nye firma bly- og stanniolfolier til cigaret- og slikvirksomheder. I 1924 købte US Foil producenten af ​​Eskimo PiesEskimo Pie  er et amerikansk mærke af chokoladeovertrukket vaniljeisbar pakket ind i folie . Det var den første sådan dessert, der blev solgt i USA. I 1926  begyndte  Reynolds Metals Company at producere aluminiumsfolie til emballering. 

I 1991 beskæftigede Reynolds Metals 30.800 arbejdere ved mere end 100 operationer i 20 lande, herunder 64 fabrikker i USA, og havde en samlet produktionskapacitet på mere end 1 million tons aluminium og aluminiumsprodukter. 

I flere år var Alcoa således den største aluminiumsproducent i verden, men i 2006 gik RUSAL forbi efter overtagelsen af Glencore. Efter, at Elkem Aluminium var fuldt inkorporeret i Alcoa, var selskabet igen verdens største. I januar 2009 varslede selskabet, at finanskrisen havde fremtvunget masseopsigelser og lukning af flere fabrikker. I januar 2012 meldte selskabet, at den tilbageværende fabrik i Portovesme i Italien skulle lukkes i løbet af første halvår af 2012, samt at produktionen ved to fabrikker i Spanien skulle lukkes midlertidigt på grund af lav aluminiumspris og dårlig lønsomhed. Alcoa Portovesme på Sardinien i Italien blev lukket i november 2012.

Alcoa er blevet kritiseret for sine slappe miljøresultater, men rangerer ikke længere højt som en af ​​de værste forurenere i USA.

For at få tilgang til de kinesiske markeder har selskabet de senere år dannet en strategisk alliance med Aluminum Corporation of China Limited (Chalco). 

Priser på aluminium går op og ned. Men tiderne er tilsyneladende igen bedret for Alcoa.


Dadco er en privatejet investerings-, produktions- og handelskoncern med bånd til aluminiumsindustrien, der strækker sig over 50 år tilbage. Dadco er en del af en større gruppe af virksomheder; det stiftende selskab blev etableret i 1915. 

I april 2001 erhvervede Dadco 50 procent af aktieposten i raffinaderiet Aluminium Oxid Stade GmbH (AOS) i Tyskland efter Alcoa / Reynolds-fusionen i 2000. I juni 2004 købte Dadco de resterende 50 procent aktie fra Norsk Hydro. 
 Aluminium Oxid Stade (AOS) raffinaderiet er beliggende i Niedersachsen, 40 km vest for Hamborg. 


Societe Miniere de Boke (SMB)

I 2007 indvilligede Kina i at finansiere opførelsen af ​​en 1 milliard dollar vandkraft-dæmning.

Minedrift er strømkrævende, og  Souapiti-dæmningen skulle give den tidligere franske koloni mulighed for at generere omkring 750 MW elektricitet. Ligesom Guinea-Bissau er Guinea et af verdens mindst udviklede lande, og selv dele af hovedstaden har kun sporadisk netstrøm. På trods af at Guinea er verdens største bauxiteksportør, lever det meste af befolkningen for mindre end $1 om dagen.

Den kinesiske delegation lovede også gældslettelse til en værdi af omkring 4 millioner dollars og en hjælpepakke på 5,2 millioner dollars, ifølge Aboubacar Cisse, en talsmand for Guineas udenrigsministerium.

Desuden lovede Kina  at renovere kulturcentret People's Palace i Conakry og det statslige radio- og tv-center, der delvist blev ødelagt, da et guineansk luftvåbenfly tidligere på året var styrtet ned på det. 

 Til gengæld garanterede de guineanske myndigheder Kina adgang til mineralreserver svarende til omkring 2 milliarder tons bauxit.

Société Minière de Boké (SMB) er ejet af SMB-Winning-konsortiet, som består af 

Winning Alliance Africa Port Ltd., det lokale datterselskab af Singaporean Winning International Groupdet største rederi i Asien

 United Mining Supply Group (et fransk-finansieret transport- og logistikselskab

 Shandong Weiqiao, et datterselskab af China Hongqiao Group , den næststørste aluminiumsproducent i Kina.

Yantai Port, en kæmpemæssig havn ud til Det gule Hav



 Guineas regering har en andel på 10 % i projektet.

Det første ton bauxit blev afsendt i juli 2015. 

Société Minière de Boké (SMB) er nu den førende producent og eksportør af bauxit i Guinea. . Det producerede 48 millioner tons i 2023 og forventes at nå op på næsten 50 millioner tons i 2024. I dag repræsenterer SMB's bidrag 36 % af den nationale produktion og 39 % af Guineas bauxiteksport. SMB har dermed gjort det muligt for Guinea at blive verdens største bauxitproducent. Den udvundne bauxit sælges udelukkende  til Shandong Weiqiao, den kinesiske aktionær i SMB.

For at opnå dete resultat investerede virksomheden i hele bauxitproduktionsværdikæden ved at bygge to flodhavne (Katougouma og Dapilon) og en jernbane, der forbinder dets Santou- og Houda-steder, beliggende i Télimélé-præfekturet. Byggeriet af jernbanen krævede betydelig finansiering, anslået til over en milliard amerikanske dollars. Banen er  omkring 125 kilometer lang og omfatter 21 broer, 2 tunneller og 6 lagre. Det tog mindre end 3 år at bygge disse infrastrukturer på trods af de COVID-19-inducerede restriktioner.

Der har været massiv folkelig protest mod SMBs minedrift.  Allerede fra 2015 til 2018 blev der registrerede 35 aktioner -  protester  og vejbarrikader, som har resulteret i tab af menneskeliv, ødelæggelse af tungt maskineri fra mineselskaber såvel som statens administrative bygninger. Den største kilde til utilfredshed er fortsat manglen på beskæftigelse for de lokale unge fra virksomheden CMB og de andre virksomheder, der er til stede i regionen. Ansatte i konsortiet og dets underleverandører er gentagne gange gået i strejke for at blive hørt. Mellem juli 2016 og marts 2016 strejkede Katougouma-arbejderne på kun otte måneder 24 gange. Under strejken fra 23. til 24. oktober 2015 fordømte arbejderne manglen på sundhedspleje og boliger samt manglen på sikkerheds- og beskyttelsesudstyr, der er nødvendigt for alle arbejdere. En ny arbejderstrejke i marts 2016 blev støttet af lokalbefolkningen, som sagde, at de var "skuffede over den manglende betaling af royalties".

Læs Washington Posts artikel om indbyggernes møde med SMB og de konsekvenser, de har oplevet.

En rapport fra Human Rights Watch om konsekvenserne for befolkningen ligger her

RUSAL

Men nu kommer  endnu en gigantisk spiller på banen, nemlig United Company RUSAL.  RUSAL er et russisk mineselskab og metalvirksomhed grundlagt af Oleg Deripaska. (Russkiy alyuminiy = Russisk aluminium). De er specialiseret i bauxitaluminiumoxid og aluminium og er verdens næststørste aluminiumsproducent med 9 % af verdens produktion.

For at få dem på banen i Guinea skal vi et godt stykke  tilbage i tiden.

Udvinding af bauxit i det små i Guinea går meget langt tilbage. Allerede i 1937 begyndte et fransk selskab,  Bauxites du Midi , grundlagt i 1912 i Paris, udvinding af bauxit  på øen Tamara.. Bauxites du Midi slog sig sammen med det canadiske firma  Aluminium Company of Canada og blev til Alcan Aluminium LimitedI.  1948 og 1950 blev guineansk bauxit fra Loos-øerne sendt i små mængder til Alcans aluminiumssmelterier i Saguenay-Lac-Saint-Jean i Quebec.

I begyndelsen af 1940'erne blev der fundet lettilgængelig bauxit i Fria.

I 1957 besluttede den daværende franske koloniadministration efter forundersøgelser at bygge et anlæg på Kimbo-plateauet. Det blev bygget af den franske industrikoncern Pechiney  i Fria, 160 kilometer nord for den guineanske hovedstad Conakry. Det var den første aluminiumoxidfabrik på det afrikanske kontinent. Aktionærerne i Compagnie de Fria, som det hed dengang, var amerikanske, franske, britiske, schweiziske og tyske.

Den 2. oktober 1958 opnåede Guinea sin uafhængighed fra Frankrig. Sékou Touré, landets første præsident, besluttede at omdanne Compagnie de Fria til en halvoffentlig virksomhed kaldet Friguia. 49 procent af dets aktier blev ejet af Guinea og 51 procent af udenlandske selskaber samlet i et holdingselskab kaldet Frialco.

Friguia-produktionskomplekset omfatter en bauxitmine, et aluminiumoxidraffinaderi og et jernbanenet.

Kimbo aluminiumoxidfabrikken bragte en hurtig økonomisk udvikling og befolkningstilvækst til byen Fria. Fra et par hundrede indbyggere i 1960'erne voksede Fria til en anslået befolkning på 120.000.

I 1997 blev anlægget solgt af sine aktionærer til et amerikansk firma ved navn Renox. Seks år senere solgte Renox til sine aktier til RUSAL. 

I 2006 underskrev Guineas præsident, Lansana Conte, en aftale med United Company RUSAL. om privatisering af bauxit- og aluminiumkomplekset i Fria. 

Efterfølgende forsøgte Guinea at  tilbagekalde sit salg af Friguia til Rusa, men en guineansk appeldomstol i marts afsagde dom mod regeringen,

Fra 2008 og fremefter var Friguias økonomiske situation begyndt at forværres. Stillet over for forværrede arbejdsforhold indkaldte fabrikkens arbejderforening til strejke i april 2012 og fremsatte en liste med 24 krav toppet af en lønstigning. Men forhandlingerne gik i stå, og produktionen gik i stå. Tusindvis af ansatte og underleverandører stod uden løn.

En schweizisk hjælpeorganisation skrev i 2014 om Frias glemte folk:

Forestil dig en by med 120.000 indbyggere, der udelukkende bor fra fabrikken, der er installeret i nærheden. Ud over arbejdspladser er fabrikken i hastig vækst og leverer vand og elektricitet samt en række infrastrukturer og serviceydelser (biograf, dansesal, hospital, svømmehal mv.), som befolkningen gratis nyder godt af.
Forestil dig nu, at denne fabrik, der er så afgørende for befolkningens overlevelse, pludselig lukker. Hvad ville der så ske med befolkningen? Hvordan ville de leve uden ressourcer, uden vand eller elektricitet?
Denne mest tragiske situation er den barske virkelighed, som byen Fria i Guinea har oplevet i to år. En by, hvor aluminaraffinaderiet, som beskæftigede 3.200 mennesker og gjorde det muligt for resten af ​​byen at leve let på underentrepriser og kunsthåndværk, har været lukket i to år. Med lukningen er vand- og elforsyningen samt lægehjælp forsvundet. Uden midler til at sikre vedligeholdelse er infrastrukturen og selv byen blevet forfalden. Den olympiske svømmehal, der blev bygget i fabrikkens storhedstid, er nu en sump, som det er umuligt at svømme i.

Som følge heraf er Fria nu forladt af de offentlige myndigheder, der nægter at gribe ind. På randen af ​​kaos står byen over for en hidtil uset socioøkonomisk, politisk og humanitær krise. "Jeg har en sultende befolkning i dag. Folk sælger deres ejendele, bygninger, nøgne jordlodder og endda deres møbler for at overleve," forklarer borgmesteren i Fria.

Der gik flere år, før regeringen, ledet af den tidligere præsident Alpha Condé, organiserede nye forhandlinger, der gjorde det muligt for fabrikken at genåbne. Men dette havde sin pris: Det russiske selskab forlangte eksklusiv adgang til Dian Dian bauxitforekomsten som en betingelse for at genoptage sine aktiviteter på Fria-fabrikken.

Efter et møde mellem en delegation ledet af RUSALs administrerende direktør, Oleg Deripaska, og Guineas premierminister Jean-Marie Dore og landets fungerende præsident, brigadegeneral Sekouba Konate udtalte Rusal, at de to parter havde aftalt de vigtigste fokusområder for langsigtet samarbejde mellem UC RUSAL og Republikken Guinea og bekræftet deres forpligtelse til et strategisk partnerskab." 

 De to parter var  enige om tidsplanen og vilkårene for udviklingen af ​​Dian Dian bauxitforekomsten. 

Dian Dian består af to miner, selve Dian Dian og så Kindia-minen. Dian Dian er den største bauxitforekomst i verden med 564 millioner tons. Så det var noget af et kup, de gjorde der, russerne.

Men udvindingen og fabrikken i Fria kom i gang igen, og i juni 2018 begyndte RUSAL at eksportere bauxit fra Dian Dian. Det første ton produkter blev afsendt ved en ceremoni, hvor Guianeas præsident Alpha Condé, deltog.

RUSALs 2021-resultat viste et resultat på 3,8 millioner tons aluminium - 5,6 % af verdens forsyning af letvægtsmetal, der bruges i alt fra satellitter og fly til dåser og brødristere.

Omtrent halvdelen af RUSALs produktion af aluminiummalm kom i 2021 fra dets miner i Guinea. Og da Australien - verdens største bauxitproducent – som følge af Ruslands invasion af Ukraine - forbød eksport til Rusland, og Rio Tinto meddelte, at det ville bryde forbindelserne med russiske virksomheder, var Guineas produktion kritisk.

I modsætning til flere andre russiske virksomheder er RUSAL ikke ramt  sanktioner, selvom dets milliardærstifter Oleg Deripaska er det. 

Oleg Deripaska

Men krigen har skabt kaos i de globale forsyningskæder. I 2022 gik malmforsendelser fra RUSALs bauxitminer i Guinea i stå. RUSALs Dian-Dian-mine i Guinea, som leverer bauxit til dets Aughinish-raffinaderi i Irland, afsendte sidst malm den 12. marts. Malm fra Kindia-minen blev sidst eksporteret den 26. februar.

En embedsmand i RUSAL fortalte til Reuters, at selskabet oplagrede bauxit ved Kindia-minen, og færre tog transporterede bauxit til havnen i Kadar, fordi de var ved at løbe tør for lagerkapacitet der.

Bauxit udvundet i Kindia ville typisk blive sendt til Nikolaev aluminiumoxidraffinaderiet i det sydlige Ukraine. Men anlægget, der er ansvarligt for omkring en femtedel af RUSALs produktion af det materiale, der bruges til at fremstille aluminium, er blevet lukket på grund af krigen, og de guineanske bauxitforsendelser, der allerede var på vej dertil, blev omdirigeret til Aughinish.

Næsten to tredjedele af RUSALs 8,3 millioner tons aluminiumoxidproduktion blev produceret uden for Rusland i 2021, hvilket betyder, at virksomheden er meget afhængig af sine raffinaderier i udlandet, som kræver en konstant tilførsel af bauxit for at blive ved med at køre.

Irlands regering har sagt, at den er ivrig efter, at Aughinish-raffinaderiet - en vigtig aluminiumoxidleverandør til Europa og en vigtig arbejdsgiver i County Limerick - fortsætter med at fungere.

Det må give rynker i panden i de  fleste af de øvrige EU-lande – og vel også NATO, som Irland imidlertid ikke er medlem af.


TOP 10 STØRSTE ALUMINIUMSVIRKSOMHEDER I VERDEN 2020

Der er 5 virksomheder fra Kina på listen over top 10 aluminiumsproducenter i verden med Aluminium Corporation of China  Chanalco) i toppen listen. Ud over disse kinesiske virksomheder er andre topvirksomheder, der er involveret i aluminiumsproduktion, RUSAL, Rio Tinto, Alcoa, EGA og Hydro. Alle disse virksomheder har deres egne minedrift, raffinering, bundne energikilder til også at understøtte produktionen.

De største bauxit-udvindingsselskaber


Guinea Alumina Corporation (GAC) er Emirates Global Aluminium (EGA)s helejede bauxitmineselskab i Guinea.  På listen EGA  nr. 6. Det har hovedkvarter i United Arab Emirates. UAE.

I 2001 opnåede canadiske Global Alumina en minekoncession fra den guineanske regering. 

I 2013 blev dette selskab opkøbt af Guinea Alumina Corporation (GAC).

I 2019 begyndte GAC at eksportere bauxit.

I 2022 eksporterede GAC omkring 14 millioner tons bauxit.

GAC driver en minekoncession på 690 kvadratkilometer, beliggende i den nordvestlige del af Guinea. Når malmen er udvundet, transporteres bauxit til GAC's havn ved Kamsar med tog.

En del af  GACs bauxit  sendes til Al Taweelah aluminiumoxidraffinaderi i Abu Dhabi ogDjebel Ali.  I 2021 indgik EGA en aftale med Bosai Minerals Group, Kina om at levere dem flere millioner tons bauxitmalm, og den første forsendelse afgik i januar 2022. 





1. juni 2024 underskrev Emirates Global Aluminium (EGA) og Aluminum Corporation of China (Chinalco) en rammeaftale til fremme af deres samarbejde om udvikling af et aluminiumoxidraffinaderi i Republikken Guinea .



Underskrivelsesceremonien blev overværet af Hans Excellence Mohammad Hassan Al Suwaidi, UAE's investeringsminister, Hans Excellence Dr. Thani bin Ahmed Al Zeyoudi, UAE's udenrigshandelsminister, Hans Excellence Ling Ji, viceminister og vicerepræsentant for international handel i Ministeriet for Udenrigshandel. Folkerepublikken Kinas handel, og hr. Zhang Yujing, præsident for Kinas handelskammer for import og eksport af maskiner og Elektroniske produkter. Rammeaftalen blev underskrevet af Abdulnasser Bin Kalban, administrerende direktør for Emirates Global Aluminium, og hr. Dong Jianxiong, vicepræsident for Chinalco og Chalco, på UAE-China Business & Investment Forum i Beijing.

Ja, det er en højtidelig og alvorlig affære, når de to lande foretager sig noget.

GAC's generaldirektør Youssef Sylla havde allerede i februar afsløret planer om at udvikle et joint venture aluminiumoxid-raffinaderiet i Guinea.

Raffinaderiet skulle placeres i Boke-regionen, hvor GAC i driver sin bauxitmine og eksportfacilitet og have en indledende årlig kapacitet på 1,2 mio. tons voksende til 2 millioner tons i 2026.  Omkring 4 mia. USD forventedes at blive investeret i projektet.

Den guineanske regering skulle eje en 15% aktiepost i GAC som en del af aftalen, som senere ville blive konverteret til en 10% andel i minedrift og en 7,5% aktiepost i GAC's joint venture.

Men planerne blev åbenbart ikke fulgt. For i slutningen af 2024 besluttede Guinea at blokere bauxitforsendelserne af Emirates Global Aluminium, indtil virksomheden fremskyndede sit raffinaderiprojekt.

I en artikel Bloomberg News | 2. januar 2025, Nyheder Afrika Kina Aluminium Bauxit, kunne man læse, at Kinas State Power Investment Corp. (SPIC) i 2025 vil starte opførelsen af ​​et aluminiumoxidforarbejdningsanlæg i Guinea efter at have produceret bauxit i det vestafrikanske land i de sidste tre år.

SPIC - et selskab jeg ikke tidligere er stødt på - vil påbegynde byggeriet i marts og færdiggøre raffinaderiet, der vil have kapacitet til at producere 1,2 millioner tons aluminiumoxid om året ved udgangen af ​​2027.

Anlægget er sat til at blive landets største og den eneste anden efter det gamle  russisk ejede United Co. Rusal Friguias raffinaderi, som har kapacitet til at producere mindst 600.000 tons om året.

SPIC vil også bygge et 250 megawatt kraftværk og levere 100 megawatt til det nationale elnet, hedder det i erklæringen fra SPIC. Virksomheden afsendte 3,14 millioner tons bauxit i 2023.

Guineas militære regering har presset minevirksomheder i verdens største eksportør af den rødlige malm, som forarbejdes for at få aluminiumoxid, til at etablere forarbejdningsfaciliteter på stedet for at øge den økonomiske vækst.

SPIC's aftale med regeringen kommer knap to måneder efter, at juntaen, ledet af general Mamadi Doumbouya, blokerede bauxitforsendelserne af Emirates Global Aluminium, indtil virksomheden fremskyndede sit raffinaderiprojekt. Belært af den erfaring står der i erklæringen videre:

"Staten forbeholder sig retten til at trække minekoncessionen tilbage fra State Power Investment Corp., hvis virksomheden ikke når kommerciel produktion inden december 2028."

Jeg fortalte tidligere om flodtransporten af bauxit. Men selskaberne har jo også haft brug for anden infrastruktur.

Guinea har i øjeblikket tre jernbaner, der opererer med omkring 400 km, alle specialjernbaner af bauxit, herunder: de Baylor - Conakry havn (ca. 130 km), Boke - Kamsar havn (135 km), og Fria - Conakry havn (145 km). Frankrig byggede den oprindelige jernbane Niger, som allerede er blevet forladt, dens jernbaneskinner er blevet stjålet, og den er et stærkt beskadiget.

Ud over minedriften driver det gamle Compagnie des Bauxites de Guinee (CBG) et anlæg i havnen i Kamsar til tørring og forsendelse af bauxit til aluminaraffinaderier verden over.

Siden grundlæggelsen i 2014 har Societe Miniere de Boke (SMB) været en pioner inden for konstruktion af vej-, jernbane- og logistikinfrastruktur til bauxitværdikæden.

Det er dem, der har bygget  den 135 kilometer jernbane i en korridor, der forbinder nye miner med en nybygget havn på Rio Nunez.

I februar 2024 offentliggjorde  SMB at de for at styrke eksporten, som nåede rekordhøje i 2023, har planer om at investere op til 1 milliard dollars over de næste fem år. - investeringer, der  sigter mod at forbedre deres flodterminaler og erhverve skibe. 

Udvidelse af kapaciteten af ​​Dapilon-flodterminalen vil involvere implementering af fuldautomatiske pramlæsningssystemer, forøgelse af størrelsen af ​​pramflåden og flere fartøjer i Cape-størrelse.

På RUSALs sites har jeg ikke fundet nye infrastrukturplaner. Rusland har nok nok at gøre med krigen i Ukraine.

Et infrastrukturprojekt, som  Guinea Alumina Company (GAC) vil iværksætte omfatter en havneterminal, en opgradering af den eksisterende jernbaneinfrastruktur, Kamsar Container Terminal (KCT) kajudvidelse, havne- og kanalarbejder og udvikling af understøttende infrastruktur.

GAC's bauxit når havnen i Kamsar ved Nunez-floden med tog. Kamsars lavvandede farvande begrænser adgangen for de største tørlastskibe. Lasten må derfor omlades.

 Efter at være blevet losset fra tog og midlertidigt oplagret, hvis det er nødvendigt, ledes bauxitten til en pramlæsningsfacilitet og sejles til en dybvandsankerplads, omkring 20 sømil fra kysten. Her overtager specialiserede omladningsskibe opgaven og laster Capesize- og Newcastlemax-skibe i skib-til-skib operationer til transport til globale destinationer.

Ikke alene sikrer omladning omkostningseffektiv transport, den sænker også miljøpåvirkningen fra global skibsfart - spiller en afgørende rolle i dekarboniseringsbestræbelserne. Ved at muliggøre brugen af større, mere brændstofeffektive fartøjer har denne omladningsløsning potentialet til at opnå omkring 20 % reduktion i CO2-emissioner sammenlignet med direkte forsendelse i mindre skibe. Baseret på forsendelser i 2023 anslås dette at spare omkring 200.000 tons CO2e, svarende til at plante ti millioner træer!

Og det var vel ikke en helt dårlig afslutning på dette blogindlæg. 

Lad mig lade skibene sejle afsted ud i verden. 

Selv vil jeg slappe af med Den klassiske musikquiz.


PS. Efter at Ib mindede mig om, at han havde set et kæmpe aluminiumsværk på Island, da han og Leif for nogle år siden besøgte Nanna og Jøkull i Seydisfjordur. Jeg gik på nettet og fandt en  artikel om værket. Den får I lige med.

Værket er åbenbart bygget af Alcoa og stod færdigt i 2008.


Ole Mikkelsen, Berlingske. 15.april 2008.

REIDARFJÖRDUR. Længe før det lille Fokker 50-fly gør klar til at lande i Egilsstadir i det østlige Island, bliver det klart, at området har oplevet en mindre revolution.

Fra flyet kan man se en dyb kløft, der normalt er fyldt med brusende smeltevand fra højlandet, men den er nu tør som en tom tedåse. Vandet er blevet standset længere oppe i højlandet, dæmmet ind og føres nu igennem 40 kilometer lange rør og turbiner, der producerer masser af el til aluminiumsfabrikken Alcoa ude ved kysten.

Efter flere år med voldsom debat om miljø og andre konsekvenser af vandkraftværket og aluminiumsfabrikken blev der forleden skruet op for samtlige haner på fabrikken, som består af to haller, der hver er 1,1 kilometer lange.

Et foreløbigt punktum er dermed sat for den største private investering i Island nogensinde.

Høj pris
Fabrikken har kostet cirka halvanden milliard dollar. Med dagens lave dollarkurs kan regningen for amerikanske Alcoa opgøres til syv-otte milliarder kroner.

Byggeriet har stået på i fire år, og næsten sideløbende har det statslige energiselskab i Island opført vandkraftværket oppe i højlandet, hvilket har kostet omtrent lige så meget at opføre som aluminiumsfabrikken.

»Umiddelbart har fabrikken stor betydning for det nære område, og på længere sigt har den stor betydning for statens indtægter fra salg af energi. Sidst men ikke mindst har det ændret på befolkningens opfattelse af fabrikkens indflydelse på Islands økonomi,« siger Tomas Mar Sigurdsson, der er Alcoas direktør i Island.

Der mangler endnu et års arbejde med at finjustere produktionen, inden fabrikken kører for fuld kraft. Forleden blev det alligevel fejret, at der nu er åbnet for alle haner, og produktionen nu er i gang på hele fabrikken. En canadisk kok serverede mad fra forskellige lande til de ansatte, mens lokale musikere leverede underholdningen i kantinen, hvor udsigten er bedre end de flotteste postkort.

»Jeg har været med siden projektets start. Det har været en lang vej, men jeg er stolt af resultatet, og det er et godt tidspunkt, fabrikken står færdig på. Prisen på aluminium er meget høj i øjeblikket, og efterspørgslen efter aluminium – specielt i Kina og andre asiatiske lande – vil fortsat stige,« siger Tomas Mar Sigurdsson, der sammen med sin hustru og deres fire børn er flyttet fra livlige Reykjavik til Egilsstadir, der blot har et par tusinde indbyggere. Det har familien ikke fortrudt.

Nyt liv i området
Et par kilometer fra fabrikken ligger en barakby med plads til 2.000 indbyggere. Den står tom nu. Under byggeriet af fabrikken var den fyldt med fortrinsvis polske arbejdere, men de er taget hjem eller videre til det næste store byggeprojekt.

Det er uklart, hvad der kommer til at ske med barakbyen, der er malet i skarpe farver.

Alcoa har allerede fået henvendelser fra både private og virksomheder, der ønsker at købe en eller flere boliger i barakbyen, men Alcoa har besluttet at sælge alle boligerne på én gang.

Indtil årtusindskiftet var det østlige Island plaget af fraflytning og ringe tro på fremtiden. Med over 400 arbejdspladser på aluminiumsfabrikken og flere hundrede arbejdspladser relateret til fabrikken er der kommet nyt liv i området.

De to vigtigste årsager til, at en af verdens største aluminiumsproducenter har valgt at bygge den første nye fabrik i 20 år i Island er adgangen til ren energi. Stigende fokus på miljøproblemer er en klods om benet på Alcoa og andre, der bruger så store mængder energi. I Island kan virksomheden købe al den energi, den har behov for, uden at der skal brændes olie eller kul af til gene for naturen.

Alcoa har allerede kig på et område i det nordlige Island, hvor selskabet gerne vil opføre endnu en aluminiumsfabrik. I modsætning til den, der netop er sat i drift, skal den ikke drives med energi fra vandkraft men med energi produceret ved hjælp af jordvarme, som der er så rigeligt af i Island. Varmt vand vælter i bogstavelig forstand op ad jorden. Derfor er opvarmning af boliger en billig fornøjelse i Island,

Økonomer i Island forudser, at aluminiumsindustrien i Island allerede i 2008 vil stå for større eksport end fiskeindustrien, som ellers altid har været den altoverskyggende industri for Island.

Guldgraverstemning
Under opbygningsfasen har det haft meget negative konsekvenser for betalingsbalancen, der er blodrød med et underskud i omegnen af 25 procent af bruttonationalproduktet.

Det er nu forventningen, at underskuddet nedbringes betragteligt, fordi de store byggerier ikke i samme grad belaster betalingsbalancen.

I Island kan aluminium vise sig at blive guld værd for landets 310.000 indbyggere. I det østlige Island har der været guldgraverstemning under hele opførelsen af både vandkraftværk og aluminiumsfabrik.

Antallet af passagerer i den lokale lufthavn er tredoblet på fem år, og nogle dage om ugen lander Fokker 50-flyet fra Reykjavik hele seks gange.


Aluminiumsværket ligger i Reydarfjordur


Kárahnjúkar Vandkraftværk, officielt kaldet  Fljótsdalur Power Station
ligger ca. 75 km vest for Reydarfjordur



Kárahnjúkar -dæmningen er midtpunktet i fem dæmninger og den største af sin type i Europa med en højde på 193 meter med en længde på 2.7300 meter  og omfatter 8,5 mio kubikmeter materiale. Projektet er blevet stærkt kritiseret for dets miljøpåvirkning og dets brug af udenlandsk arbejdskraft.

Kraftværket er underjordisk, placeret inde i Valþjófsstaður-bjerget, så der er ikke meget at se over jorden. Det er tilgængeligt gennem en 800 m tunnel.


For fuldstændighedens skyld referer jeg her til sidst dele af en Wikipedia-artikel om Alcoa og værket på Island.



Aluminiumsværket er 1,1 km lang og har en kapacitet på 940 tons aluminium per dag (346.000 tons per år). 

Alcoa besluttede at investere 1,1 mia. dollar (6,90 mia. kr.) i det islandske produktionsanlæg, efter at to af verdens største producenter af aluminium, amerikanske Alcoa og Norsk Hydro, havde besluttet at lukke deres produktionsanlæg i Tyskland og efter  at selskabet  indgik aftale med det islandske energiselskab Landsvirkjun om forsyning af elektricitet de næste 40 år.

Norsk Hydro er ikke nået helt så langt i sine islandske tankebaner, men chefen for selskabets aluminiumsdivision siger, ifølge nyhedsbureauet Bloomberg, at det også overvejer at etablere et aluminiumssmelteanlæg i Island.

Prisen på elektricitet, der udgør omkring en tredjedel af de samlede omkostninger ved produktion af aluminium, er omkring 30 procent lavere i Island end på det europæiske kontinent.

Opførelsen af Kárahnjúkar Hydropower Plant, som leverer strømmen til Alcos værk og er opført af det statsejede Landsvirkjun, bevirkede en af de alvorligste menneskeskabte naturkatastrofer på Island, hvor massevis af ynglepladser for fugle blev oversvømmede og ødelagt. 

Værkets ibrugtagen skete umiddelbart inden, at den økonomiske krise satte ind. Tre islandske banker, der havde forestået finansieringen af byggerierne ved lån, gik konkurs.

I 2006 havde Alcoa og regeringen indgået en aftale om at opføre yderligere et anlæg i Bakki ved Húsavík på det nordlige Island. Værket skulle have en kapacitet på 250.000 tons per år og drives ved jordvarme. I oktober 2011 blev det opgivet, da rentabiliteten i mellemtiden viste sig at blive katastrofal. 

Grønlands Landsstyre besluttede den 27. maj 2007 at indgå aftale (Memorandum of Understanding) med Alcoa. Aftalen medførte et samarbejde om et studium af mulighederne for i Grønland at anlægge et aluminiumssmelteværk med en produktionskapacitet på 340.000 tons pr. år.

Drømmen i Grønland var 700-800 arbejdspladser på selve fabrikken i Grønland og hertil kunne komme yderligere 1.500 til 2.000 grønlandske arbejdspladser, bl.a. hos leverandører til aluminiumsværket. Dermed kunne Grønland med et hug få flere arbejdspladser, end der i 2008 var i hele Royal Greenland-koncernen i Grønland, Danmark, Tyskland og Polen. 

Men som altid var der betænkeligheder i Grønland. Se Informations artikel.

Projektet er mig bekendt ikke påbegyndt. Lad os se, hvad der sker, hvis Trump får held til at købe Grønland. - Hvad der dog helt bestemt ikke sker.

Men på den måde kom vi hele vejen fra Ækvator til indlandsisen på Grønland.

Og nu slutter jeg helt bestemt her :-) :-):-)

Tak til Ib for indspark til udvidelsen.