lørdag den 16. maj 2026

Om skråper og petreller 2 Men mest om skråper



Jeg repeterer lige fra forrige blogindlæg karakteristika for skråper og petreller - dem det nu skal handle om.


Skråper og petreller er pelagiske, altså opholder sig størstedelen af deres liv ude over havet og opholder sig stort set kun på land, når de yngler. 
De er nocturnale - nataktive - på ynglepladserne. Om dagen ligger ungerne trygt og godt skjult i reder i huler under jorden, hvilket betyder, at forældrene ikke behøver at forsvare dem og kan søge føde i lange perioder og kun vende tilbage for at fodre dem og bytte rugeopgaver. De lægger ét enkelt æg.
De sidder ofte på havoverfladen. På land er de meget klodsede. Slæber sig nærmest afsted.
De har næsebor, der giver dem en meget veludviklede lugtesans, hjælper dem med at lugte føde over meget store afstande på det åbne hav.
De spiser småfisk, der svømmer nær overfladen, krebsdyr som f.eks. kril, små blæksprutter er en vigtig del af kosten for mange arter, og de spiser også dødt organisk materiale, som de finder flydende på havoverfladen. 
De drikker havvand, og de bruger næseborene til at udskille overskydende salt fra nogle specielle kirtler, der fjerner salt fra det havvand, de drikker. 

Men det, de især er kendt for, er deres karakteristiske flyvemåde.

Begge har  lange, stive vinger, der er tilpasset glidende flugt. Forskellen i deres flyvemåde ligger primært i deres specialisering og den måde, de udnytter vinden og havoverfladen på: Begge grupper er mestre i at udnytte vinden over havet og kan flyve i timevis uden de store anstrengelser. 

Når jeg søger på forskelle, læser jeg, at skråper er specialiserede i hurtig, direkte flyvning tæt på vandet med hyppige retningsskift. 

  • Petreller har en mere varieret flyveadfærd end skråperne. er ofte mere "akrobatiske" eller udnytter vindenergien gennem mere omfattende svæveflyvning.  Især de større petreller glider i store, elegante buer og buer højt over havets overflade for at udnytte vinden. 
  • Hvad der ligger i "akrobatisk" fremgår ikke rigtig, og i hvert fald er det  skråpernes flyvning, man kan læse mest om.

  • Skråper er specialiserede i hurtig, direkte flyvning tæt på vandet med hyppige retningsskift, deres  karakteristiske "skærende" flyveteknik.,
  • De flyver ofte meget lavt lige over havets overflade og følger nøje  bølgernes konturer med udstrakte vinger. 
    • Deres flugt er bølgende og består af en kombination af hurtige, stive vingeslag og lange glidefaser, hvor de roterer halvt om sig selv, så de skiftevis viser den mørke overside og den lyse underside og først den ene vinge og så den anden er lige ved at røre bølgerne. I denne glideflugt ser det ud, som om den skærer eller skråper hen over bølgerne.


    • Skråper er også kendt for deres evne til at dykke efter føde, De er adrætte under vandet og er i stand til at lave 180 graders drejninger styret af deres vinger. Skråperne bruger deres vinger til at "flyve" under vandet, når de dykker efter føde, hvilket er mindre typisk for de fleste petrel-arter.
    • Skråperne sanser ved hjælp af syn, berøring, lyd og kemikalier, der normalt detekteres med lugt. 
    På engelsk hedder de shearwaters efter deres glideflugt, hvor det ser ud som om de skærer eller skråper hen over bølgerne.
    To shear betyder at skære - især skære ulden af får
    Shear kommer fra oldengelsk sceran (oprindeligt i betydningen 'at skære igennem med et våben'), af germansk oprindelse; beslægtet med hollandsk og tysk scheren, fra en base, der betyder 'at dele, klippe, barbere'.
    Det danske navn for shearwaters er knap så charmerende. Skråpe. Faktisk voldsomt ucharmerende.
    Ligesom på engelsk refererer det danske navn primært til hvordan fuglen skærer (shear) skråper gennem luften og vandoverfladen, men på dansk  kombineret med dens intense lyde, som er en væsentlig del af deres identitet. Når skråperne er i deres ynglekolonier, særligt om natten, udstøder de meget karakteristiske, gennemtrængende og ofte "skrigende" eller klagende kald, der adskiller sig markant fra andre havfugle. 
    Og således har de fået det grimme danske navn.
    På fransk hedder de Puffin de Baillon, på norsk storlire og på svensk større lira.
    Ind imellem kan man også støde på det meget smukkere navn lire i stedet for skråpe.
    jeg kommer nok til at skifte mellem navnene Shearwater og skråpe.
    (Jeg har faktisk fortrudt, jeg ikke bare valgte ordet lire, men nu er det for sent at lave om. det bliver for omstændeligt.)

    Jeg starter med at bruge det pænere engelske navn Shearwater.

    Inden for shearwater-familien finder vi slægten Puffinus med undergrupperne  Calonectris og Ardenna.


    Slægtsnavnet Puffinus og det franske artsnavn Puffin de Baillon leder tanken hen på det engelske puffins.

    Puffinus er et neo-latinsk låneord baseret på det engelske "puffin". "Puffin" og dets varianter, såsom poffin, pophyn og puffing refererede til det tørrede kadaver af den fede nyudklækkede unge (hatchling på engelsk) af shearwater (især Manx shearwater), en tidligere delikatesse. Den oprindelige brug stammer fra mindst 1337, men fra så tidligt som 1678 kom udtrykket gradvist til at blive brugt om en anden, ubeslægtet havfugl, den atlantiske puffin, alkene - de små, dykkende havfugle kendt for deres store, farverige, papegøjelignende næb og sort-hvide fjerdragt, ofte kaldet "havpapegøjer" eller "nordens små brødre". Men det er en helt anden familie, Alkefugle (Alcidae)
    som intet har med shearwaters at gøre.

    Skråperne  spænder i størrelse fra den mindste, Little Shearwater (Puffinus assimilis), der kun måler 25-30 cm til  den største ægte skråpe, Great Shearwater (Ardenna gravis) , som kan måle op til 51 cm i længde.
    Assimilis oversættes groft fra latin som "lignende lille fugl, hvilket henviser til dens lille størrelse og lighed med andre arter af skråpe. 
    Gravis betyder tung.



    Great Shearwater

    Little Shearwater

    Den subantarktiske skråpe,
    der undertiden betragtes som en underart af den lille skråpe.


    Måske skulle jeg ikke omtale pufffinus assimilis og puffinus assimilis elegans, for på engelsk kaldes de petreller. Betegnelsen "petrel" er det engelske og internationale gruppenavn for disse fugle. På dansk har man valgt at opdele den samme familie, så de større arter oftest kaldes for petreller, mens de arter, der flyver i en lav, svajende glideflugt (som denne), kaldes for skråper
    Alligevel køber jeg ikke helt forklaringen. For jeg støder i massevis af engelske tekster  på både Petrels og Shearwaters
    Der er llidt forvirring, men nu er de nævnt, selv om jeg kommer til at fortælle mere om dem, når jeg kommer til andre slægter - petreller og stormsvaler.


    Andre store skråpe-arter inkluderer Wedge-tailed Shearwater, som kendes for dens lange hale, og Flesh-footed Shearwater. De to arter kommer du til at høre mere om. Men der går et stykke tid. For de hører til Ardenna-arten, og jeg starter med Puffinus og Calonectris.


    Puffinus-slægten har som vist i illustrationen herover hele 21 arter. Jeg vil kun kun præsentere nogle stykker.

    Manx Shearwater (Puffinus puffinus) skal nævnes af mange grunde.
    Den er typearten for Puffinus-slægten. Mon ikke det er derfor, den har det dobbelte  Puffinus puffinus?

    Den  blev i 1764 først beskrevet af en dansk zoolog Morten Thrane Brünnich, dengang dog som Procellaria puffinus Brünnich. Men det ses adskillige gange, at arter skifter navn og efter nærmere undersøgelser endda skifter slægt, som det er sket her.
    Portræt af Morten Thrane Brünnich
    malet af Jens Juul 1799


    Manx-skråper er fugle med lang levetid. En manx-skråpe, der yngler på Copeland Island i Nordirland, var i 2003/04 den ældste kendte levende vilde fugl i verden: den blev ringmærket som voksen (mindst 5 år gammel) i juli 1953 og fanget igen i juli 2003, mindst 55 år gammel. Nu overgåes den af albatrossen Wisdom med dens alder af 75 år.



    De store kyllinger hos manx-skråpen er meget rige på olie fra deres fiskekost og er blevet spist siden forhistorisk tid. De er lette at få ud af deres huler, og den årlige høst kan have været så høj som 10.000 fugle om året i det 17. århundrede. De unge fugle blev også spist i Irland, Skotland og de skotske øer.

    Ungerne var ekstremt fede og så "opblæste" ud, hvilket førte til navnet.
    Men som nævnt refererer udtrykket Puffinus til de tørrede kadavere af unge havfugle, især manx-skråperne, snarere end blot udseendet af kyllingernes dunfjer.  



    Manx refererer til øen Man i Det irske hav.
    De vigtigste kolonier, med i alt mere end 300.000 par, findes på øer ud for Wales, Skotland og Nordirland. Tre fjerdedele af de britiske og irske fugle yngler på kun tre øer; Skomer, Skokholm og Rùm. Omkring 7000-9000 par yngler på Island, med mindst 15.000 par på Færøerne. Det nordøstlige Nordamerika er for nylig blevet koloniseret fra Newfoundland og Labrador til Massachusetts. Registreringer i det nordøstlige Stillehav er stigende, og der er mistanke om yngling i British Columbia og Alaska. Vinterområderne skal findes langs Argentinas lange kyst.


    Orange – ynglekolonier
     Lyseblå og mellemblå – vinterområde og primære overvintringsområder
     Lørkeblå – koncentration af overvintrende fugle 


    Selvom fuglene vender tilbage til ynglekolonierne fra marts og fremefter, forlader hunnerne ofte stedet igen i 2-3 uger, før de lægger æg i begyndelsen af ​​maj. Hannerne vender tilbage til de kolonier, hvor de blev udklækket, men op til halvdelen af ​​hunnerne kan flytte andre steder hen. Reden er en hule, der ofte tidligere er blevet udgravet af en europæisk kanin, selvom de også kan grave deres egne huller. Egnede huller under sten kan også bruges. Hulerne kan genbruges i de efterfølgende år.

    I ynglesæsonen pendler fuglene regelmæssigt mellem deres kolonier og fourageringsområder ud for kysten, der kan være op til 1.500 km væk.
    Unge fugle foretager deres første træk uden deres forældre. Kun få dage efter at have forladt reden, kan disse fugle allerede tilbagelægge op til 2000 km. Rejsen sydpå kan være over 10.000 km, så en 50-årig fugl har sandsynligvis tilbagelagt over en million km alene på trækket. Trækket ser også ud til at være ret komplekst og indeholder mange stop og fourageringszoner i hele Atlanterhavet. Ornitolog Chris Mead anslog, at en fugl, der blev ringmærket i 1957, da den var omkring 5 år gammel og stadig ynglede på Bardsey Island ud for Wales i april 2002, havde fløjet over 8 millioner km i alt i løbet af sit 50-årige liv.

    Manx-skråper udviser en adfærd kaldet "rafting", hvor fuglene sidder, ofte i store grupper på mere end 10.000, på vandet ved siden af ​​deres ynglekoloni på Skomer Island før og efter de besøger deres unger. Flåder bevæger sig tættere på øen om natten og længere væk om morgenen, hvilket skaber en "halo"-effekt - hvor der ikke findes fugle i nærheden af ​​øen i dagslys.
    Manx-skråpen er hovedsageligt tavs til søs, selv når fuglene samles væk fra ynglekolonierne. Den kalder på sine natlige besøg i redehullerne både under flugt og på jorden og i hullerne, selvom måneskin dæmper mængden af ​​kald. Kaldet er en højlydt række af hyl og skrig. Hannen har nogle klare ringe- og skrigende toner, der mangler i hunnens hårdere repertoire, og forskellen er tydelig, når et par synger duet.
    Hunner kan genkende deres partners stemme, men ikke deres ungers. En kylling i deres hule er sandsynligvis deres egen, så stemmeidentifikation er ikke nødvendig.
    Ynglekolonierne ved Trollaval på Rùm og Trøllanes og Trøllhøvdi på Færøerne menes at have fået deres troldeassociationer fra nattens larm. Endnu voldsommere har dens " djævelske skrig og kaglen"  ført til associationer med det overnaturlige og har i forskellige dele af verden og på forskellige sprog givet den det lokale øgenavn 'Djævlefugl'.

    Tidligere blev den betragtet som en monotypisk art, men for nylig er en endemisk underart for De Kanariske Øer blevet foreslået P. puffinus canariensis.
    En monotypisk art er inden for biologisk taksonomi en art, der ikke er opdelt i underarter eller andre lavere taksonomiske niveauer. Det betyder, at alle individer inden for arten betragtes som tilhørende den samme, ensartede gruppe uden geografiske eller morfologiske underopdelinger

    Den store slægt Puffinus omfatter flere arter, der tidligere blev betragtet som underarter af den manxiske skråpe, herunder yelkouan-skråpe, balearisk skråpe,  sortventileret skråpe, flagrende skråpe, Townsends skråpe, den hawaiianske skråpe/Nevilles skråpe og Huttons skråpe. Den hawaiianske synes at være tættest beslægtet med den manxiske skråpe.

    Et par stykker af dem skal have et par ord.
    Ordet yelkouan kendte jeg ikke, så det måtte jeg søge på.
    Yelkouan er det tyrkiske ord "wind chaser" for en skråpe. 
    På dansk kaldes den Ægæerskråpe.

    Puffinus yelkouan  blev formelt beskrevet i 1827 af den italienske naturforsker Giuseppe Acerbi fra prøver indsamlet i Bosporus, Tyrkiet. 

    Titusindvis af Yelkouan-skråper (Puffinus yelkouan) kan ses fra Istanbul, når de trækker gennem Bosporusstrædet mellem Sortehavet og Middelhavet, især i februar.  I februar 2011 blev cirka 55.000 fugle talt på vej gennem området på bare fire timer.

    Ægæerskråpens migration.
    Den er dog set enkelte gange ved Blåvand.


    Ægæerskråperne optræder ofte i store, selskabelige flokke tæt på overfladen, nogle gange fouragerende sammen med måger og andre arter omkring fiskerbåde.

    De kan kendes på deres kontrastrige fjerdragt, mørkebrun over, hvid under, og lave flyvning.
    Yelkouan-skråpe


    Yelkouan-skråpen
      kaldes også den levantinske skråpe eller middelhavs-skråpe.


    Townsends skråpe er opkaldt efter Charles Haskins Townsend (1859-1944), en fremtrædende amerikansk ornitolog og iktyolog.  Skråpen yngler omkring Cerro Evermann på Isla Socorro på Revillagigedo-øerne i Mexico, selvom den tidligere var til stede på Clarion Island og San Benedicto. Den største trussel mod denne art kommer fra vildkatte, der blev introduceret til Socorro i begyndelsen af ​​1970'erne. Disse katte jager normalt skråper umiddelbart efter landing, hvor mangel på underskov gør dem udsatte. Får og geder ødelægger også ynglehabitater. På Isla Clarión blev den udryddet i 1988, da habitat og redepladser blev ødelagt af introducerede grise, får og kaniner, hvoraf de sidste konkurrerede med skråperne om redehuller. På trods af dette er der stadig noget ynglehabitat nord og nordvest for Socorros top, hvor introducerede dyr endnu ikke har forårsaget kaos. Den nuværende modne population anslås til mellem 249 og 999 fugle. På grund af tilstedeværelsen af ​​disse trusler er den blevet klassificeret som kritisk truet. Yderligere trussel udgøres af lysforurening fra en nyligt anlagt landingsbane og mulige vulkanudbrud, hvor sidstnævnte udryddede San Benedicto-populationen. Får og svin er siden blevet udryddet fra Clarion, selvom kaniner endnu ikke er fulgt efter. På Socorro er udryddelse af får i øjeblikket i gang. 

    Newells skråpe eller hawaiiansk skråpe (ʻaʻo) (Puffinus nevelli) tilhører en forvirrende gruppe af skråper, som er vanskelige at identificere, og hvis klassificering er kontroversiel. Den blev tidligere behandlet som en underart af den manxiske skråpe (Puffinus puffinus) og placeres nu ofte i Townsends skråpe (Puffinus auricularis). Den er endemisk for de hawaiianske øer.
    Det er en forholdsvis lille skråpe, 33 cm lang. Vingen er 22-25 cm  lang, og halen er 8-9 cm. Fuglen vejer 34-43 g. 
    Townsends skråpe  (P. auricularis) er meget lig den, men har mørke underhaledækfjer, en kortere hale og en mindre skarp grænse mellem det sorte og hvide i ansigtet.
    Newells skråpe adskiller sig dog fra Townsends skråpe i forskellige målinger og har en forskellig ynglesæson og marint habitat. I 2004 antydede en undersøgelse af mitokondrie-DNA-sekvenser et tæt forhold mellem Rapa-skråpe (Puffinus myrtae) og Newells skråpe, og forfatterne foreslog, at Rapa-skråpe skulle behandles som en underart af P. nevelli i afventning af yderligere undersøgelse. 
    Den yngler i Fransk Polynesien, hvor den lokalt er kendt som kaki kaki.


    En genetisk undersøgelse fra 2015 viste, at Rapa-skråpen er søster til en klade, der indeholder den hawaiianske skråpe (Puffinus newelli) og den lille skråpe (Puffinus assimilis). Morfologiske data understøtter dette forhold, men Rapa-skråningen er meget mindre end de to andre arter.

    Man ved ikke meget om dens tilbagegang. Den forekom sandsynligvis engang på selve Rapa, selvom denne population er blevet udryddet af den polynesiske rotte, vildged og vildkatte. Rapa-skråpen behandles nu som en fuldgyldig art.

    Videre med Hawaii-skråper/ Nevills  skråpe. Den yngler på bjergskråninger på Hawaiiøerne. Den udstøder et æsellignende brølende kald omkring yngleområderne. Fra april til november kan den ses i farvandet omkring Hawaiiøerne, især omkring Kauaʻi. Uden for ynglesæsonen spredes den i det tropiske Stillehav. Dens udbredelse til søs er lidet kendt, men mange bevæger sig sydpå og østpå ind i farvandet i den ækvatoriale modstrøm. Den er blevet registreret så langt vestpå som Marianerne. I syd er der registreringer fra Samoa i september 1977 og Amerikansk Samoa i januar 1993.
    I 1908 mente man, at den var uddød, men blev genopdaget i 1947 og fundet ynglende på Kaua'i i 1967.

    Hawaii er kendt som verdens hovedstad for truede arter.

    Tidligere var Hawaii-skråper/ Nevills  skråpe en langt mere almindelig fugl med en bredere yngleudbredelse på øerne. Den er gået tilbage på grund af tab af levesteder og prædation fra introducerede arter som mongooser, rotter, katte og slørugler.
    Skråperne har faktisk ret mange fjender, hvilket også næste afsnit om Townsends skråpe vil bekræfte.  En del af fjenderne  er indført af mennesker.
    Især unge fugle tiltrækkes af lysene i byområder om natten, og mange dør i kollisioner med elledninger og bygninger. Bestanden blev anslået til 84.000 fugle i midten af ​​1990'erne. Der er sket et kraftigt fald i de senere år, hvilket kan være forbundet med virkningerne af orkanen Iniki i 1992.



    Huttons skråpe (Puffinus huttoni) også kendt på maori som kaikōura tītī holder til i australske og newzealandske farvande.



    Jeg leder jo altid efter noget der er specielt for den enelte art, og hvad er så det specielle for Huttons skråpe.
    Jo. Den er  unik blandt havfugle, for den er den eneste havfugl i verden, der vides at yngle i alpine (og subalpine) områder. Deres huler befinder sig i en højde af 1.200-1.800 m.


    Så er den i øvrigt også  en af ​​de få newzealandske havfugle, der udelukkende yngler på fastlandet, og den yngler kun i New Zealand.  De ynglede tidligere i både Seaward og Inland Kaikōura-bjergene i historisk tid, og maorierne indsamlede de unge fugle, før de kunne flyve.  Deres yngling er begrænset til kun to  tilbageværende kolonier i Seaward Kaikōura-bjergkæden, en koloni på over 100.000 par ved Kowhai-flodens udspring og en lille koloni (8.000 par) på privat jord  nær Shearwater Stream (!) Seks ynglepladser er ødelagt af introducerede grise.
    Selvom arten blev videnskabeligt beskrevet i 1912, blev dens ynglekolonier først genopdaget af Geoff Harrow i 1964. Huler graves i stejle tueskråninger med en tæthed på 1 pr. 2 m2. De er  enkle og ikke-forgrenede. Kowhai Valley-kolonihuler graves på skråninger, der varierer fra moderate til stejle: fordi jorden her er dybere og sprød, er lavere skråninger mindre egnede til huler. 
    Nogle dele af kolonierne befinder sig på stejle, ustabile steder. Hjorte, geder og grises græsning i disse stejle, ustabile områder har bidraget til erosion, hvilket har beskadiget Huttons hulerne og bestanden. Kontrol af grise har dog ført til bedre vegetationsdække ved kolonierne og mindre ødelæggelse af huller.
    Et jordskælv i Kaikōura i 2016 fandt sted i ynglesæsonen og forårsagede jordskred i den største tilbageværende ynglekoloni ved Kowhai Valley, der medførte tab af  20-30% af ynglepladserne. Dens bevaringsstatus er truet, fordi der kun er de to tilbageværende ynglekolonier i Kaikōura-bjergkæden ved havet. Seks andre skråpekolonier er blevet ødelagt af introducerede grise.


    Pr. 2017 var den anslåede populationsstørrelse 600.000 individer, herunder 150.000 ynglende par.

    A raft of Hutton's shearwaters feeding off the Kaikōura coast


    Befolkningen og myndighederne gør meget for at bevare den truede art.
    I 2005 blev der  oprettet et beskyttet yngleområde, en kunstig koloni Te Rae o Atiu, på Kaikōura-halvøen med menneskeskabte huler, hvor den oprindelige bestand er etableret ved at flytte unger fra de resterende ynglekolonier. Området er 2,6 ha stort.
    Først blev der sendt en lille overførsel af 10 unger i april 2005. Derefter blev der flyttet omkring 100 yderligere unger årligt i marts i 2006, 2007, 2008, 2012 og 2013. I de første år var der store tab af unger på grund af kattes prædation. Unger, der blev flyttet fra Kowhai-kolonien, blev håndfodret i kunstige huler for at sikre, at de ville sætte deres præg på den nye koloni, og siden 2010 er de vendt tilbage dertil for at yngle. Et skadedyrshegn blev bygget omkring stedet i februar 2010 af Hutton's Shearwater Charitable Trust.
    I 2024 var der 27 unger udklækket i kolonien, hvilket gjorde dette til den mest succesfulde sæson til dato. Regelmæssig vejning af ungerne viste, at forældrene kæmpede med at bringe tilstrækkelig mad tilbage til ungerne, så der blev sørget for supplerende fodring.
    Huttons skråpe flyver ind og ud af deres ynglekolonier i mørket og kan blive desorienteret af skarpt lys om natten. Dette har ført til problemer med voksne og nyudklækkede fugle, der nødlander i Kaikōuras gader om natten. I den sæson, hvor de nyudklækkede fugle forlader deres bjerghuler, patruljerer frivillige i Kaikōura gaderne og leder efter fugle, der er nødlandet på veje i byen. De unge fugle er normalt ikke i stand til at lette igen, hvilket gør dem sårbare over for at blive kørt over af køretøjer eller bukke under for prædation af hunde eller katte. I 2015, over to på hinanden følgende nætter, blev der fundet 200 fugle nødlandede i byen. En ny facilitet, Hutton's Hub, blev åbnet i 2016 ved siden af ​​Department of Conservation-kontoret som et sted, hvor lokalsamfundet kan bringe nødlandede fugle ind. Alle fugle, der kan reddes, bringes til et rehabiliteringscenter for senere udsætning i havet. Lokalsamfundets frivilligprogram resulterer i, at omkring 80% af de nødlandede fugle bliver frigivet.
    i 2021 ændrede Kaikōura District Council  ændret gadebelysningen for at reducere risikoen for fuglene.
    I 2024 ansøgte  Kaikōura Dark Sky Trust  om udpegelse som International Dark Sky Sanctuary. Dette blev godkendt i 2025. Det dækker et areal på 2.039 km2, svarende til omkring 98% af Kaikōura District.
    Som en del af implementeringen af ​​reservatet og for at beskytte Huttons skråpe indvilligede New Zealand Transport Agency i at ændre gadebelysningen på State Highway 1 gennem byen ved at bruge fuldt afskærmede armaturer med en farvetemperatur på 2200K eller 2700K.
    Også for virksomheder og private er der strenge regler for belysning.  I løbet af højrisiko-ynglesæsonen for skråpefugle (1. august til 30. april), f.eks.,  er brugen af ​​højintensitetsprojektører fuldstændig forbudt i hele distriktet, medmindre det kræves af redningstjenesterne.
    Borgmesteren i Kaikōura udtalte allerede i 2022, da tankerne om Dark Sky-initiativet begyndte at tage 
    Også andre er glade for den sorte himmel.
    Evnen til at se den naturlige nattehimmel har stor betydning i maori-kulturen. En newzealandsk professor i Mātauranga Māori (maori-viden), Rangi Mātāmua, fortæller:
    "At se på himlen og forbinde sig med den er en central del af menneskeheden. Det er en af ​​de tidligste aktiviteter, som alle kulturer på planeten udførte, og nattehimlen er uløseligt forbundet med, hvem vi er som mennesker.
    De polynesiske forfædre til maori-folket foretog lange havrejser og nåede Fiji, Tonga og Samoa mellem 1.100 og 800 f.Kr. Kendskab til stjernerne var et nøgleredskab til havnavigation uden kompas eller sekstanter.
    I maori-kulturen fejres Plejaderne-stjernehoben under maori-navnet Matariki. Det er en  fejring af dens første daggry, der står op i slutningen af ​​juni eller begyndelsen af ​​juli. Opgangen markerer begyndelsen på det nye år i maori-månekalenderen. Fejringen af ​​Matariki fik en genoplivning i begyndelsen af ​​1990'erne. Matariki blev første gang fejret som en officiel helligdag i New Zealand den 24. juni 2022."

    I Danmark mener jeg, vi ser Plejaderne om vinteren - men juni er jo også vinter forpå New Zealand.
    Og så lidt stjernefakta ind mellem alle fuglene:

    Plejaderne er det, astronomerne kalder for en åben stjernehob. Hoben er domineret af klare, blå stjerner, som er dannet indenfor de sidste 100 millioner år, og man regner med, at hoben vil gå i opløsning i løbet af de næste 250 millioner år.

    Det er typisk for de åbne stjernehobe, at de har en kort levetid. Forklaringen er, at når hobene bevæger sig i Mælkevejen, så kommer de tæt på de enorme skyer af gas og støv, der findes i Mælkevejens centralplan. Disse skyer har en ganske stærk tyngdekraft, så de slider simpelthen de åbne hobe fra hinanden.

    Man mener i dag, at langt de fleste stjerner fødes i hobe. Således er Solen ret sikkert også dannet sammen med måske flere hundrede andre stjerner i en åben hob, der dog for længst gået i opløsning.

    Plejaderne er lette at se, dels fordi hoben indeholder mange klare stjerner, men især fordi afstanden 'kun' er omkring 440 lysår.

    Kan jeg finde mere om Huttons skråpe.
    Ja, lidt.
    Dens har lange næb, som er tilpasset til at fange bytte mere eller mindre under vandet ved at dykke ned fra et par meter over overfladen eller ved at padle langsomt fremad og søge med hovedet under vandet, og derefter dykke ved hjælp af delvist åbne vinger til fremdrift. Men er det specielt? Næh, det er typisk skråpesøgning.
    Men jeg kan alligevel finde  en lille specialitet.
    Geo-lokaliseringssystemer monteret på unge fugle har afsløret, at nogle sejler rundt om Australien mod uret i de 4-5 år op til kønsmodenhed. Og det er lidt interessant, for i mit næste blogindlæg kommer jeg rigtig meget ind på skråpernes (og andre fugles) migrationer. Så er der lagt op til det.

    Så et længere hop tilbage til Manx-skråpen.

    Tre uddøde arter synes at være tæt beslægtet med den manxiske skråpe: lavaskråpen, klitskråpen og Scarletts skråpe.

    Lava-skråpe (Puffinus olsoni), eller Olsons skråpe, ynglede på Lanzarote og Fuerteventura på De Kanariske Øer. Den er kendt fra fossile rester og blev først beskrevet i 1990. Den var på størrelse mellem den manske skråpe og den lille skråpe. Resterne af arten er særligt almindelige i lavamarker.

    Sammenligning mellem uddød og nulevende skråpeart.


     Kranie udstillet på Museo de la Naturaleza y el Hombre, Tenerife 


    Tegning af lavaskråpen,
    som man, ud fra fossiler fundet i lava på De Kanariske Øer, forestiller sig, den har set ud.

    Arten  menes at have overlevet de første bosætteres ankomst til De Kanariske Øer, men er uddød efter de europæiske bosætteres ankomst i det 15. århundrede. Det er mistanke om, at arten uddøde på grund af jagtpres og muligvis ankomsten af ​​introducerede arter som rotter.

    Klitskråben (Puffinus holeae), også kendt som den kanariske skråpe eller Holes skråpe, var en relativt stor skråpe, der ynglede i De Kanariske Øer i Nordatlanten. Fossiler er også blevet fundet på det arkæologiske område Figueira Brava-hulen på Portugals vestkyst. Artsnavnet hædrer fru Jean Hole, der indsamlede fossilt materiale af arten på Jandia-halvøen på Fuerteventura. Den var mellemstor i størrelse mellem manx- og Corys skråpe. Dens ynglede i klitmarker, i modsætning til de mindre lavaskråper, der ynglede i lavamarker. Arten uddøde for omkring 2000-3000 år siden, samtidig med den første menneskelige bosættelse af øerne af guancherne, sandsynligvis på grund af menneskelig jagt.

    En samling fossiler af kliptskråpen

    Fossil af klitskråpen
    udstillet på  Museo de la Naturaleza y el Hombre, Tenerife
    Tegning som man forestiller sig, klitskråpen har set ud
    baseret på kendt materiale og nulevende Puffinus-arter.

    Scarletts skråpe blev beskrevet ud fra knogler indsamlet i 1991 fra en hule i New Zealand.
    En samling forskellige fossiler
    fra den uddøde Scarletts skråpe.

    Efterfølgende opdagelser af knogler, der stammer fra for 20.000 år siden til mindre end 600 år gamle, afslører, at den kun blev fundet i den vestlige og nordvestlige del af New Zealands Sydø.  Scarletts skråpe var tæt beslægtet med den flagrende skråpe (P. gavia) og Huttons skråpe (P. huttoni), og DNA-beviser fra fossile knogler viser, at alle tre havde en fælles forfader for omkring 1 million år siden. Den var mindre end sine slægtninge, med en anslået vægt på 250 g, og havde de korte vinger, der er karakteristiske for den flagrende skråpe. Scarletts skråpe er højst sandsynligt blevet  udryddet af en kombination af udnyttelse af mennesker og prædation af polynesisk rotte, som blev introduceret af polynesiere til New Zealand for omkring 750 år siden.

    At skråperne ofte er truet af rotter, kommer til at gå igen og igen, men nu har jeg nævnt det her og gør det ikke igen.
    Ja, der var da nok, næsten til et helt blogindlæg, men jeg fortsætter lidt endnu.

    Her kommer en superkort præsentation af 4 Puffinus.



    Og hvorfor netop de 4?
     
    Sargasso shearwater (Puffinus lherminieri) er en relativt lille skråpe, ofte kendetegnet ved mørk overside og lys underside, hvilket gør den svær at skelne fra  Manx-skråpen, som dog har hvide underhaledækfjer og i direkte sammenligning et længere næb. Andre lignende arter er normalt fuldstændig allopatriske, selvom den stort set subantarktiske lille skråpe (P. assimilis) lejlighedsvis kan opholde sig i farvande, hvor P. lherminieri normalt findes. Den har mere hvidt på ansigtet og undervingen, et mindre næb og gråblå fødder.
    Husker du, jeg nævnte den lille skråpe i indledningen?

    Sargassoskråpen er den eneste skråpe, der primært yngler i Caribien.

    Men det, der får mig til at beskæftige mig med Sargasso shearwater (Puffinus lherminierier, at den er en del af et artskompleks, der tidligere var kendt som Audubons skråpe eller lejlighedsvis som mørkrygget skråpe.

    Audubons skråpe kylling i sin "burrow" - hule.


    Den persiske skråpe (Puffinus persicus) var tidligere rubriceret sammen med Audubons skråpe  (Puffinus lherminieri).

    Den tropiske skråpe (Puffinus bailloni) var tidligere anset for at være slægt med Audubons skyde (Puffinus lherminieri).

     Galápagos-skråpen (Puffinus subalaris)var  indtil for nylig betragtet som en underart af Audubons skråpe.

    Ja, navnet Audubons skråpe går igen. Og det var grunden til at lige netop de fire skulle omtales.
    Men hvem var Audubon?

    Jo, han var John James Audubon (1785–1851). Den berømte amerikanske ornitolog, naturforsker og maler, som udgav det omfattende værk The Birds of America, som jeg tidligere har skrevet begejstret om. At han havde sin egen skråpe, vidste jeg ikke.

    At jeg gerne ville nævne den persiske skråpe, er der endnu en grund til.
    Den holder til i så fremmede geografiske områder i forhold til alle de øvrige fugle, jeg har beskrevet, at det i sig selv måtte være grund nok til at tage dem med. 

    Persisk skråpe

    Der er to anførte underarter af den persiske skråpe. Den ene yngler på Khuriya Muriya-øerne ud for Oman og Socotra ud for Yemen. Den anden underart  yngler på Comorerne mellem Tanzania og Madagascar.

    Den persiske skråpe betragtes som en overvejende stationær eller delvist trækkende havfugl, der ikke foretager de enorme langdistancetræk (såsom polart træk), der kendes fra andre skråpe-arter. 

    Efter yngling strækker den nordlige underart fra det sydlige Røde Hav, Adenbugten og den somaliske kyst over den sydlige del af den arabiske halvø til Omanbugten, Pakistan og det vestlige Indien. Den sydlige underart forbliver i området omkring Comorerne og den tanzaniske og nordlige mozambikiske kyst.

    Persisk skråpe letter 

    Der nævnes flere arter under Audubon-komplexet - som  Boyd's shearwater, Barolo shearwater, Bannerman's shearwaterHeinroth's shearwater.
    Når jeg søger på Sargasso shearwater (Puffinus lherminieri), indledes teksten med at konstatere, at Audubon er et kryptisk artskompleks. Et kryptisk artskompleks er en gruppe nært beslægtede organismer, der er så ens af udseende, at de fejlagtigt betragtes som én og samme art. Først når forskere analyserer deres genetik eller adfærd, opdager de, at der reelt er tale om flere forskellige, reproduktivt adskilte arter.
    F.eks. står der, at d
    en mindre kendte Heinroths lire (P. heinrothi)  undertiden blev betragtet som en underart af enten Audubons skråpe eller den lille skråpe. Dens faktiske slægtskab er fortsat usikkert på grund af mangel på eksemplarer.
    Når forskerne er så usikre - og forvirrede - så skal jeg nok afholde mig fra at vikle mig for meget ind i betragtninger - endsige forklaringer herom.


    En sidste puffinus er 
    black-vented shearwater (Puffinus opisthomelas) Californisk skråpe, som er endemiske for øer ud for Mexico og Den Californiske Golf
    Black-vented  refererer til fuglens mørke fjerdragt under halen, også kendt som undertail coverts eller "vent" på engelsk. Dette mørke område under halen er et kendetegn, der adskiller den fra lignende arter med hvide undergumper. På dansk kaldes den også sortgumpet skråpe.

    Denne art trækker ikke langt og har en tendens til at forblive relativt tæt på sine ynglekolonier året rundt. 
    Derfor skulle den med, for det er ikke det almindelige for skråper.


    Er der andre særlige kendetegn at fremhæve?
    Ork ja.

    Den lever primært i farvande over kontinentalsoklen. Nær ynglekolonier falder havbunden betydeligt, når man bevæger sig længere væk fra kysten, og nogle individer menes at fouragere i farvande, der når dybder på over 2 kilometer.
    Der er få registreringer af californisk kråpe, men deres vokaliseringer er blevet sammenlignet med en stønnende knurren, der minder om lyden af ​​en tandlæges boremaskine og sugning. Fy da!
    Den kalder kun om natten, når der er næsten ingen måne. Vokaliseringer menes at spille en betydelig rolle i parring, da arten mangler seksuel dimorfi. 
    Seksuel dimorfisme er den systematiske forskel i form, farve, størrelse eller adfærd mellem hanner og hunner af samme art, eksklusive deres kønsorganersorganer.
    Kyllinger, der klækkes, er altriciale og ude af stand til at termoregulere og kræver derfor betydelig forældreomsorg
    Altriciale  arter fødes eller klækkes i en meget umoden og hjælpeløs tilstand, hvilket gør dem fuldstændig afhængige af forældrepleje i en periode. Typisk er ungerne nøgne, blinde og ude af stand til at regulere kropstemperaturen selv. Eksempler inkluderer de fleste spurvefugle, rovfugle, mennesker og katte.
    Dette udviklingsmønster tillader ofte, at forældrene kan investere mindre energi i selve ægget/svangerskabet, men mere i den efterfølgende opfostring.
    Sikke mange ord jeg får lært.

    Så skal vi have klaret undergruppen 
    Calonectris. 

     


    Sjovt at Streaked shearwater - stribet skråpe eller hvidmasket skråpe, der yngler I Japan og øer ud for Korea - langt væk fra de tre andre, der hører til Atlanterhavet - alligevel hører til samme undergruppe. Det har jo noget med udseende, adfærd og især DNA at gøre. I tidligere tidsperioder må de vel have levet tættere på hinanden.

    Slægten Calonectris blev introduceret så sent som i 1915 og med den stribede skråpe som typeart. Slægtsnavnet kombinerer det oldgræske ord kalos, der betyder "god" eller "ædel", med slægtsnavnet Nectris, der blev brugt om skråper af den tyske naturforsker Heinrich Kuhl i 1820. Navnet Nectris kommer fra det oldgræske ord nēktris, der betyder "svømmer". Historisk set fik en stor langvinget havfugl navnet  Kuhls skråpe, men nu har man opdelt denne  i 2 arter:  Scopolis skråpe (Calonectris diomedea) og Corys skråpe (Calonectris borealis).
    Men man kan nu stadig finde info om den som sin egen art, når man søger Kuhls skråpe. Her bliver den præsenteret som Calonectris diomedea borealis, altsåmed både Scopolis' og Coryskråpens artsnavn. Så har man sikret sig.

    Kuhls skråpe - også kaldet atlantisk skråpe yngler på Berlengas-øerne. Berlengas-øerne er en naturskøn, beskyttet øgruppe 10-17 km ud for Peniche i Portugal, kendt for klart vand, dramatisk klippelandskab og UNESCO-biosfærereservat-status. Den største ø, Berlenga Grande, kan besøges via bådture fra Peniche for vandreture, dykning, fuglekiggeri og besøg i Forte de São João Baptista. Kuhls skråpe er øgruppens absolut mest kendte skråpeart, og øerne markerer faktisk artens nordligste yngleplads i Atlanterhavet.

    Scopolis skråpes  artsbetegnelsen Diomedea refererer til Diomedes, en helt i græsk mytologi. Hans kone var ham utro, mens han kæmpede ved Troja, så han tog afsted for at grundlægge en by i Italien. Efter hans død blev hans fortvivlede venner forvandlet til hvide havfugle. Arten betragtes som monotypisk: ingen underarter er anerkendt.

    Corys skråpe kan jeg simpelthen ikke finde noget at skrive om. Men den kan da få et billede


    Kap Verde-skråpen (Calonectris edwardsii ) eller cagarra lokalt  er endemisk for Kap Verdes øhav Macaronesia  ud for Vestafrikas kyst .
    Den 
    blev oprindeligt beskrevet i 1883 af Émile Oustalet som en fuldgyldig art. Den blev senere samlet som en underart af Corys skråpe , men er siden blevet adskilt igen af ​​Cornelis Hazevoet i 1995 som en separat art.

    Streaked Shearwater er en flot fugl med det hvidmaskede/stribede hoved.
    Det er den, der holder til på japanske øer og ud for Sydkorea.
    Men der er ikke så meget at fortælle om den.




    Faktisk var der er ikke så meget af fortælle om nogen af de 4 Calonectris-fugle.

    Fortællingen om den sidste undergruppe af skråper, Ardennagruppen, er næsten færdigskrevet. Men jeg cutter her og benytter lejligheden til for en gangs skyld at udgive et forholdsvis kort blogindlæg. Så kan jeg lige finpudse resten, inden det kommer på nettet.