Endnu en fantastisk udsendelse på den fransk-tyske Arte-kanal fik vi i lørdags med berusende smukke billeder fra de uendelige sletter i Khövsgöl-provinsen i det nordlige Mongoliet.
Darhat-nomaderne er kendt for deres opdræt af særlig stærke, fine hvide heste.
I lørdagens dokumentar Le Cavalier Mongol / Hüter der mongolischen Pferde følger vi hesteopdrætteren Shukherk.
Jeg har koncentreret mig om at tage skærmdumps af stemningsfulde og smukke billeder og landskaber.
I århundreder har Darhat bevogtet grænsen mellem Mongoliet og Sibirien. Deres heste er velegnede både til de flade sletter og mere bjergrige egne.
Men i de senere år er deres heste blevet stjålet og solgt til russiske slagterier for nogle få rubler. Røverne tilhører tuwinernes nomadefolk, som bor på den anden side af grænsen på russisk side. Tsaatan, rensdyrhyrder på den mongolske side, hjælper dem med at bringe hestene over grænsen.
Da Shukherk bedste hvide avlshingst forsvinder, er han ret overbevist om, at det er hestetyve, der har været på spil.
Han henvender sig til politiet, men der er ikke megen hjælp at hente.
Skov- og sne-sekvenserne giver mindelser tilbage til filmen Dersu Uzala - en sovjetisk-japansk spillefilm fra 1975 af Akira Kurosawa. Vi så den i en art-cinema-filmklub, vi var med i i 1970'erne. Jeg husker den som en af de bedste film, jeg har set. Det må den være. For den popper ofte op i mit hoved i forskellige forbindelser.
 |
| Foto af den virkelige Wladimir Arsenjew, og den virkelige Dersu Uzala |
Filmen fortalte den autentiske, men filmisk bearbejdede historie om Dersu Uzala, der i starten af 1900-tallet fungerede som vejviser for kartografen Wladimir Arsenjew, der udforskede områderne omkring Ussuri-floden i det sydøstligste Sibirien.
Jeg husker tydeligt sekvensen, hvor Arsenjews ekspedition bliver overrasket af en voldsom snestorm, og Dersu Uzala med overnaturlige kræfter samler strå i det øde landskab og får bygget en hytte, hvor ekspeditionen kan overleve.
Og jeg kan stadig se billedet for mig af Dersu Uzala, der står over for den mægtige sibirske tiger.
I 1977 besøgte vi et lokahistorisk museum i Khabarovsk, - det yderste punkt på vores rejse med den Transsibirske Jernbane.
De blegnede fotos derfra sidder stadig i fotomappen.
Efter museumsbesøget kørte vi ad en lang grusvej ud til floden Amur - grænsefloden til Kina - og kiggede over mod det dengang meget lukkede land.
I Irkutsk deler den Transsibirske Jernbane sig. Et spor - det vi ikke fulgte - går sydover mod Ulan Bator og Peking. Det spor står højt på min liste over uopnåelige rejsemål.
Kom jeg på den rejse, ville jeg netop komme igennem Khövsgöl-provinsen, hvor lørdagens dokumentar er filmet i nærheden af Ulan Ude.
i 1997 var min morbror Hans i 6 måneder på vegne af EU udsendt som ekspert til et mejeri i Mongoliet. Min morbror er desværre død - i en alder af 90 - men min fætter Lars-Bo fortæller, at hans far levede på en sten sammen med de lokale. På vej dertil havde han for øvrigt fået stjålet sin billet og penge i Beijing, men havde fået hjælp af den danske ambassade til at komme videre.
Dokumentaren Hüter der mongolischen Pferde ligger på youtube indtil 6. april 23.
Film med fantastiske stemningsbilleder. Folk der lever i pagt med landet. Din beskrivelse giver anledning til mange associationer og flash backs. Vores herlige Sibiriensrejse i 1977. Billederne kommer rullende: af den endeløse taiga, de nøgne vilde bjerge, de brede floder og de pittoreske fjerne landsbyer. Jeg ser for mig de kinesiske grænsesoldater langs Amurfloden. Dengang var der krigeriske konfrontationer over grænsen mellem kinesiske og russiske soldater. Nu prøver Rusland og Xi Jinping at blive gode venner og spille sammen i det geopolitiske spil. Jeg ser også for mig billeder fra både filmen om Dersu Uzala og udstillingen om ham på museet i Khabarovsk. Men din beskrivelse af den fine film fra Arte-kanalen får mig også til at tænke på Conn Igguldens fire binds bogserie om “Ulven fra stepperne”, om Djengis Khan og hans efterfølgere. Det blodtørstige mongolske nomadefolk, der spredte sig ud fra Centralasien til Kina, Europa og Persien. Spændende historisk skønlitteratur, der står i modsætning til den poetiske Arte-film fra Mongoliet. Tak for rejsen.
SvarSletJa, Conn Igguldens serie var virkelig spændende og gav med sin historiske skønlitteratur godt indblik i den fjerne del af verdenshistorien.
SletDe har haft en virkelig god fotograf med på den tur!
SvarSletEgentlig er det lidt synd, at fotograferne er så anonyme, for de må have det hårdt indimellem - tænk bare på, at de ofte er nødt til at gå baglæns med et eller andet kæmpe udstyr på skuldrene for at filme ham/hende, der går og snakker. Og som er den, man kender ...
Det er også lidt uretfærdigt, at i den tid man har maksimale kræfter og gå-på-mod, har man minimale penge, skolesøgende børn og et dyrt huslån. Det gjaldt for mig og mange i min omgangskreds, men det er vel bare et vilkår i livet.
Det er rigtigt, man må tage hatten af for fotografernes indsats. I dette tilfælde er det Hamid Sardar selv - eller en af dem i hvert fald. Og han har fået masser af anerkendelse. Hans billeder er vist i de fleste prestige-publikationer som National Geographic Adventure, Le Figaro and Paris Match, og han har vundet flere filmpriser. Han har en Ph D grad i Sanskrit & Tibetan Studies ved Harvard University.
SletJo, høje renter har vi sandelig også kendt. Vi købte hus i 1979. Jeg mener, renten var 18 procent.
Vi kom nu godt rundt alligevel, først mest nordpå, men senere mest til europæiske strande og fodboldstadioner. Tanja var en engageret og dygtig svømmer og fodboldspiller. - Altså ikke at hun spillede europæisk fodbold, men vi var da rundt og kigge på de berømte stadioner og købe merchandise.