Om Kina 3. Om tidlige rejsende og om Yuan- og Ming-dynastierne.

I 138 f. kr. – altså under det tidlige Handynasti - sendte Kejser Wudi general  Zhang Qian på en rejse mod vest for at søge alliance med Yuezhi-folket  i kampen mod Xiongnu-folket –- Kinas fjender mod nord. 

Hans mission mislykkedes, men da han efter 13 år endelig vendte tilbage, hjembragte han uvurderlig viden om verden uden for Kina, og hans rejse betragtes som det, der startede Silkevejen.  

Han forbløffedes over Centralasiens store interesse for silke, men det førte snart til gode handler for kinesiske købmænd.  Fra hans rejse rapporterede han om sit møde med den enpuklede kamel. 

Kejseren viste dog langt større interesse for Zhangs beretninger om flyvende heste.  En hesterace, der var langt hurtigere og stærkere end de små kinesiske heste. De flyvende heste eller himmelske heste, som de også kaldtes, var så hurtige, at de blev opfattet som flyvende.

Det er sådan en flyvende hest, der ses øverst i dette opslag og her er et par mere.

Zhang Qian var blevet sendt afsted med 99 mænd og en tilfangetagen Xiongnuspejder ved navn Gonfu. Kun Zhang og Gonfu vendte som de eneste tilbage.

Zhang Qian sendes afsted af Kejser Wudi

I 10 år blev  Zhang holdt  fanget hos Xiongnuerne. 

Zhang blev gift med en efterkommer af Alexander den Stores græsk-makedonske hær, som besatte området i 4. århundrede f.Kr., og han fik to sønner. Da det lykkedes at slippe væk, fortsatte han sin rejse mod vest til Ferghana.

Her ses med blåt de lande, han besøgte. På hele rejsen noterer han facts om områderne, deres beboere og måde at leve på, og hvor mange krigere, de har, og han rapporterer, hvad han hører om områder, han ikke selv besøger.

Om Indien skriver han: Kongeriget ligger ved en stor flod (Indus). Området er varmt og fugtigt, og indbyggerne rider på elefanter, når de går i kamp.

Om Anxi - Patherriget: De laver vin ud af druer. De har mure omkring byerne ligesom i Dayuan (Ferghana). Deres mønter er af sølv og bærer kongens ansigt.  Når kongen dør, bliver mønterne straks udskiftet med nogle med den nye konge. De fører regnskaber ved at skrive på vandrette læderstrimler.

Der var mindst to grunde til, at den kinesiske kejser gerne ville erhverve sig ferghanaheste. Den ene var, at de var meget større end kinesernes heste. De små kinesiske heste kunne slet ikke bære en kriger i fuld udrustning. Det kunne de store, stærke ferghanaheste.

Den anden var den magi, der knyttede sig til hestene. F.eks. svedte de blod.

Senere undersøgelser har vist, at den røde sved skyldtes en parasit, der fik blodkarrene til at briste.  Men for de kinesere, der første gang så hunnernes heste, måtte de store heste være en art trolddom.  De himmelske Heste kunne flyve. Svedte blod. Var de mon udødelige? Var der noget, de kinesiske kejsere stræbte efter, var det udødelighed. Måske erhvervelsen af himmelhestene kunne være et skridt på vejen.

Faktisk kom der gang i handlen med de flyvende heste, men på et tidspunkt  huggede Ferhanas hersker  hovedet af en kinesisk udsending (måske blev kineserne for grådige), stoppede handlen og forbød udførsel af heste til Kina, selv om kineserne troppede op med guld, te, silke og jade i store mængder for at handle.

Kejser Wudi

Det skabte naturligvis vrede hos Kejser Wudi, og i år 104 sendte han en  40.000 mand stor hær på straffeekspedition. Felttoget var ikke ordentligt forberedt. En del soldater omkom i ørkenen, og da de nåede frem til Ferghana, var resten af soldaterne udmattede efter en march på tæt på 4000 km, og den kinesiske hær led nederlag.

Året efter sendte Kejser Wudi en endnu større hær afsted. 60.000 mand, 100.000 stk. kvæg til forplejning og 30.000 små kinesiske heste og yderligere nogle tusinde æsler og kameler til at slæbe vand.

Hæren belejrede byen i 40 dage og afskar vandforsyningen. Indbyggerne blev skræmte. De gjorde oprør mod  deres hersker, satte hans hoved på en stage og  udnævnte en ny hersker, som lukkede den kinesiske hær ind.

Den kinesiske leder forlangte 3000 af de fineste heste og lucerne og lucernefrø til hestenes foder. Derudover skulle Ferghana hvert år sende yderligere to himmelske heste til hankejseren. Kun de 1000 stærkeste af de oprindelige 3000 heste overlevede den barske rejse tilbage til Kina.

Den mest berømte bronzefigur af en flyvende hest kaldes enten The Flying Horse of Gansu eller Galloping Horse Treading on a Flying Swallow eller bare Bronze Galloping Horse, på kinesisk Ma Ta Fei Yan.  Den er bare 34,5 cm høj, 45 cm lang og 13 cm bred.

Den blev i 1969 fundet  i en grav tilhørende en General Zhang of Zhangye. Men da graven skønnes bygget mellem 186 og 219 e.Kr., må det være en anden Zhang end ham, jeg skrev om ovenfor.

Graven kaldes Leitai Tomb of Han Dynasty. 

Man kunne se, at graven var blevet røvet flere gange, men gravrøverne var ikke nået ind til det centrale kammer. En 19,34 m lang gang førte ind til gravkammeret, der var delt op i et forkammer, et centralkammer, et bagkammer og tre sidekamre.

Der blev fundet 231 genstande af guld, sølv, bronze, keramik, lertøj, jern og jade sammen med 30 000 mønter. Af alle fundene er 99 bronzeheste de vigtigste – og den flyvende hest den allerfineste.

Fundene er udstillet på Gansu Provincial Museum i Lanzhou. Den flyvende hest er på en liste over fund, der er så vigtige, at de aldrig må lånes ud til udlandet – og den er nu logo for kinesisk  turisme.

Som resultat af Zhang Qians rejse opstod der nu utallige handelsforbindelser mellem øst og vest.

Se de hvide handelsruter. Bemærk også området øverst i vestre hjørne benævnt Western Regions

Det egentlige militærstrategiske mål blev en fiasko. Xiongnu-folket i nord var stadig en plage. Alligevel  fik Zhang Quins rejse på sigt betydning for Hanrigets konsolidering, for nu udvidede Kina sine interesser mod vest. De fik kontrol over landområderne helt ude i Western Regions, og der kom venskabelig diplomatisk kontakt mellem Partherriget og Hanriget. 

I år e. Kr. 97 udsendte Ban Chao, som på kinesernes vegne styrede de vestlige regioner  (Western Region) en gesandt. Nogle kilder angiver, at han nåede Den persiske Golf, andre Det kaspiske Hav. Men under alle omstændigheder er det denne gesandt, der for første gang rapporterer om Europa - underforstået Romerriget.

En romersk ambassadør/delegation fra kejseren Marcus Aurelius rapporteres at have  besøgt kejser Huan år 166, da de efter en sørejse fra Vietnam nåede frem til Luoyang, der på det tidspunkt var hovedstaden i Kina. Andre historikere mener, at det var en gruppe syriske købmænd, der som de første nåede frem hertil i 166.
Kontakt var der åbenbart.

Zhangs rejse startede ud gennem Hixikorridoren – eller Gansukorridoren, som den også kaldes, eller Tarimbækkenet.

En anden blogger har to gange gennemrejst det meste af ruten. Se evt. hans spændende beretning med fine billeder fra de vestlige udposter.
Mit forslag er, at du scroller ned til afsnittet JUAYUGUAN. Herefter følger nemlig beskrivelsen af de yderste, mere ukendte områder.

Herunder ses første del af Zhang Qians rejse fra Chang'an til Ferghana  angivet med rødt. 

Han følger tydeligvis den rute, der blev til den nordlige Silkevej. 

På kortet ses yderligere to rejseruter. Den gule streg angiver Faxians rejse fra 399-414. Faxian var en buddhistisk munk. Han rejste gennem Taklamakanørknen og passerede bjergkæder, hvor han påstod, der levede levende drager. Han nåede til Indien, hvor han tilbragte 15 år med at studere de hellige skrifter, før han vendte tilbage til Kina.

Buddhismen opstod jo i Nordindien omkring 500 f.Kr. og udviklede sig i tre store retninger, indtil den omkring 1200 e.Kr. helt forsvandt fra det land, hvor den opstod.

 Statue ad Faxian

Den grønne streg viser buddhistmunken Xuangzangs rejse 629-645. Da han vendte hjem, medbragte han bl.a. 700 religiøse manuskripter. Han brugte resten af sit liv med at oversætte skrifterne og undervise i buddhisme. Han skrev også en bog om sin rejse, hvor han redegjorde for forholdene i de mange mindre stater, han gennemrejste. Han kom til at tjene som forbillede for munken Tripitaka, en af personerne i en populær og berømt roman fra 1500-tallet, ”Rejsen mod vest,” som vores foredragsholder anbefalede os , da vi var til Folkeuniversitetets forelæsning om Kina.

Xuangzang

Man kan sige, at de tre virkelig var tidlige opdagelsesrejsende.

En fjerde tidlig rejsende har jeg set nævnt ganske kort: Suleiman el Tagir. Se hans rejse med rød streg på kortet herunder.

Ham har jeg ikke kunnet finde mange oplysninger om. Han var araber, født i Siraf ved Den persiske Golf. Han blev kaldt ”Købmanden”, og han drog i 850 ud på en rejse, der førte ham over Det indiske Ocean til Sydindien og videre til Singapore og Canton.

Muligvis den første købmand, der kom sejlende fra Vesten til Canton. Han skulle efter sigende have skrevet dagbog over turen, men jeg har ikke rigtig kunnet finde frem til noget.

Jeg troede en overgang, han måske kunne være ham, der danner grundlaget for fortællingerne om Sindbad Søfareren, men det er ikke rigtigt. Sindbad Søfareren er vist meget senere, for i en billedbog om Sindbad Søfareren står bl.a. 

- og porcelænet blev jo først opfundet meget senere. 

Ruten passede ellers meget godt.

Men sejlskibene er - i hvert fald på disse illustrationer - for moderne. 

Tilbage til Zhang og hestene.

De store flotte heste, som Zhang Quin skaffede til Kina fik stor betydning - også som statussymbol? Der findes mange flotte billeder med heste.

Et tidligt hestebillede. En gobelin eller silkevævning?  Bemærk, der er ingen hest for vognen.

Men faktisk er hestene på dette nederste billede vist kinesernes oprindelige små heste - muligvis prezivalskyheste 

I slutningen af 1200-tallet blev Kina angrebet af mongolerne, og da havde hesten igen afgørende betydning. Eller rettere måden at ride på hestene. Mongolerne red med stigbøjler. Det gjorde kineserne ikke. Det betød, at mongolerne sad meget bedre fast på hesten og derfor mere frit kunne affyre deres pile mod fjenden i fuld galop.

Mongolerne var uovertrufne bueskytter til hest, og de havde udviklet effektive belejringsteknikker. Men det siges, at det, der for alvor gav mongolerne sejren over kineserne, var, at mongolerne bestak nogle vagter ved Den kinesiske Mur, og de på den måde kom inden for muren og her kunne fortsætte deres angreb.

Under det mongolske styre var hele Kina for første gang styret af en fremmed magt. Mongolerne beskrives som regel som brutale og blodtørstige. Ofte afbrændte de de byer, de havde besejret, hvor man ellers som oftest blot forlangte underkastelse og tribut.

Men Kina blomstrede under Yuan-styret – især i den første del under Kublai Khan selv.

Kublai Khan fremmede kommerciel, videnskabelig og kulturel vækst. Han støttede købmænd og Silkevejens handel ved at beskytte et mongolsk postsystem, opbyggede infrastruktur, ydede lån og tilskyndede til udbredelse af papirpenge. Pax Mongolica gjorde det muligt at udveksle teknologi, råvarer og kultur mellem Kina og Vesten. Han glædede sig over udenlandske gæster, og det var jo her, Marco Polos far og onkel og han selv kom  rejsende langs hele Silkevejen fra Venedig til Kina.

Der var stor kommunikation mellem Yuan og dets allierede / undertvungne i Persien, og muslimerne i Yuan-dynastiet introducerede mellemøstlig kartografi, astronomi, medicin, tøj-  og kostvaner i Østasien.

Gulerødder, majroer, nye sorter af citroner, auberginer og meloner og bomuld blev indført og populariseret under Yuan-dynastiet.

Også kulturelt udviklede Kina sig. Anvendelse af skriftsproget voksede og dermed også drama og romanskrivning, og vestlige musikinstrumenter blev indført for at berige kinesisk scenekunst.

Fund af mange lerfigurer af skuespillere
fortæller om teaterets betydning.

Zhao Mengfu var en lærd maler, der blev hofkunstner ved Yuan-hoffet. Han var kendt som en dygtig hestemaler, men hans berømmelse skyldes, at han gav landskabsmaleriet nyt liv.

Kinesiske produkter og opfindelser, såsom renset salpeter, trykteknikker, porcelæn, spillekort og medicinsk litteratur blev eksporteret til Europa og vestlige Asien. T​​ynde glas og cloisonné fra Vesten blev populære, og Kina startede egenproduktion af især cloisonné.

De næste fire billeder er fra et besøg på Cloisonné-fabrik på vej til Den kinesiske Mur i 2015.

 Produktion af det berømte, smukke blå-hvide mingporcelæn startede faktisk allerede under Yuandynastiet.

I 1340 rejste den nordafrikanske araber Ibn Battuta tværs gennem hele den kendte islamiske verden fra Vestafrika over Indien til Kina. Han noterede sig, at fint porcelæn kostede mindre i Kina end almindelige lervarer kostede i Arabien.

Han skrev dagbog om rejserne. Om Hangzhou skrev han, at det var en af de største byer, han nogensinde havde set. Han fandt den charmerende, som den lå ved en sø omgivet af bløde bakker. Han boede som gæst hos en muslimsk familie af egyptisk oprindelse.

Han var meget imponeret over det store antal velformede, velbemalede kinesiske træskibe med farverige sejl og silkebaldakiner, som han så i kanalerne. Og han beskrev, hvordan han sejlede på Kejserkanalen op til Beijing, hvor han undervejs betragtede marker, orkideer (? Orchids – jeg ville have troet, der skulle stå orchards – haver), købmænd i sort silke,  kvinder i blomstret silke og selv præster i silke.

Det er beregnet, at Ibn Battuta har tilbagelagt mere end 120.000 km, langt mere end Marco Polo, og at han gennemrejste 44 lande lande 

Den kejser, han besøgte, var en af Kublai Khans efterfølgere, men jeg skal lige lidt mere omkring Kublai Khan. Han prøvede nemlig også at udvide riget og fik kontrol over Korea. Men områderne i Bagindien egnede sig pga. dels klimaet, dels de geografiske forhold ikke til mongolernes krigsførelse.

Da japanerne nægtede at anerkende mongolernes overherredømme, forsøgte mongolerne to gange at invadere Japan. Men først måtte der jo bygges en flåde. Det tog tid og det var bekosteligt. En stor del af flåden blev bygget i Korea. Da flåden endelig var klar, mislykkedes invasionerne begge gange, dels pga. misforståelser mellem de to flådeafdelinger – den kinesiske og den koreanske, del pga. dårligt vejr.  Mongolernes skibe blev ramt af en ganske voldsom vind, en guddommelig vind kaldet kamikazen. Det er herfra udtrykket kamikaze stammer.

Jeg har tidligere skrevet om disse kampe og den guddommelige vind. – Gad vide hvor og hvornår? Det må ligge på Facebook et sted.

Tiden efter Kublai Khan blev præget af svage kejsere med ganske korte regeringsperioder, og mongolernes herredømme, Yuan-dynastiet,  blev ret kort fra 1271 til 1368.

Fra slutningen af 1340-erne kom der hyppige naturkatastrofer, skiftevis tørke og oversvømmelser med efterfølgende hungersnød. Tusindvis af kinesere blev tvangsudskrevet til at reparere digerne omkring Den gule Flod, som brast i 1351. Det, sammen med økonomisk kaos efter store byggeprojekter og forfejlede krigertogter, var medvirkende årsager til et begyndende bondeoprør fik større og større tilslutning.

I 1368 udråbte den kinesiske oprørsleder sig i Yingtian (Nanjing) som den første Ming-kejser under navnet Hongwu. Året efter erobrede han Yuan-hovedstaden Dadu (Beijing),  og det mongolske Yuan-dynasti var officielt ovre. Kina var igen under kinesisk styre.

Kampene fortsatte dog, og i 1388 var den kinesiske hær nået helt op til det nordlige Yuan, hvor 70.000 mongoler blev fanget og mongolernes gamle regeringsby, Karakorum, blev tilintetgjort.

Historikere anser Hongwu for en af Kinas største kejsere. Fra første stund gik han ind for landreformer til gunst for småbønderne. I 1372 forordnede Hongwu-kejseren en generel amnesti for alle uskyldige, som var blevet bundet til slaveriet, da det mongolske Yuan-dynastiet gik på hæld, og senere  bød han sit embedsværk at løskøbe børn i Hunan-provinsen, hvis forældre havde solgt dem som slaver under hungersnød.

Der blev udført talrige nydyrknings- og kunstvandingsprojekter, som udvidede jordbrugsarealet i landet betydeligt. Indtægterne fra kornskatten blev tredoblet på 6 år. Man anslår, at der i løbet af en tyveårsperiode blev plantet omkring en milliard træer, som for eksempel frugttræer, træ til flådens skib og morbærtræ til silkeormen.

Mange omliggende kyststater i Sydøstasien var interesserede i handelsrettigheder, og de fik koncessioner, når de betalte tribut og dermed anerkendte Kinas overhøjhed.  

Efter kejser Hongwu fulgte en kejser, som kun herskede i 4 år. Han blev dræbt i en brand, som den næste kejser sandsynligvis har sørget for opstod.

Det var kejser Yongle, som fortsatte konsolideringen af kinesisk magt, og faktisk regnes for en endnu mere fremragende kejser end Hongwu. 

Hovedstaden var i starten af Ming-dynastiet Nanjing, hvor oprøret mod mongolerne var startet, men i 1402 gjorde Yongle  Beijing til sin hovedstad. Flytningen af kejserens hovedresidens skete især for at kejseren kunne være tæt på mongolerne, som stadig udgjorde en fare, men også fordi han ville bygge en by med et palads, der skulle overgå alt - især foregængerens palads i Nanjing.

Han styrkede også en udbygning af  den store kinesiske mur for dermed at værne landet bedre mod mongolerne. Dette arbejde var allerede  begyndt under Hongwu-kejseren omkring 1368, men det var under Yongle, at der rigtig kom gang i det. Denne nye mur blev bygget med solidere materialer og en robustere byggemåde end tidligere med solide store sten på begge sider af muren og på dens top.

Kejserkanalen blev udbygget for en mere effektiv varetransport især ristransport, men også til en vis grad af militærstrategiske årsager.

Mingfigurer: Embedsmand og militærmand

Ming-figurer: kurtisaner

I slutningen af Mingtiden blomstrede brugen af kurtisaner. Romaner omhandlede romancer mellem begavede lærde og hengivne kurtisaner. Den mest berømte kurtisane, Liu Rushi, blev kunstneren Qian Qianuis konkubine. Sammen skrev parret digte og bøger.

Kejseren var optaget af, at omverdenen skulle forstå Kinas kulturelle overlegenhed. Han fik distribueret tusindvis af  bøger og kinesiske kalendere til forskellige ikke-kinesiske territorier og over hele Sydøstasien.

Hvad der skulle vise hans egen storslåethed var opførelsen af Den forbudte By, som vi alle kender. Jeg er stødt på en spændende beskrivelse af, hvordan byen blev opført. Den lægger jeg på min blog som et selvstændigt opslag.

Under Yongle udviklede Kina sig for første gang til en slagkraftig søfartsnation. Og hermed når jeg frem til den sidste tidlige rejsende, jeg vil behandle i dette opslag.

I tiden 1405-1421 udsendte Yongle-kejseren seks store søfartsekspeditioner. Ekspeditionerne blev anført af en muslimsk eunuk ved navn Zheng He.

På den første ekspedition indgik der 317 skibe, som lagde til i flere indiske havne. Senere nåede Zheng He helt til Persien, Arabien, Hormuz-strædet og udforskede Afrikas østkyst, helt ned til Kap Det Gode Håb på Afrikas sydspids. 

Billedet viser, hvor kæmpestore Zheng Hes skibe efter sigende skulle være 
 - sammenlignet med det lille spanske fartøj nederst i hjørnet.

Han hjembragte spændende, i Kina ukendte ting, f.eks. en giraf.

Se mere om Zheng He og indvielsen af Den forbudte By
Ind imellem er der tomme sider, men artiklen fortsætter alligevel bagefter,

Se meget mere om Zheng Hes rejser her 

Fra National Geographic History

Jeg havde aldrig før hørt om Zheng He og hans skatteskibe - som de blev kaldt. Men på nettet stødte jeg tilfældigt på engelske børnebøger om ham.

Et slideshow om Zheng He, fundet på nettet. Udarbejdet af en

Greg Sill

, Jeg aner ikke, hvem han er, men angives til at arbejde ved Smithtown School District.  

https://www.slideshare.net/gsill/zheng-he-14232704

Han har flere spændende slideshows liggende, bl.a. også et om Indien. 

I øvrigt er det imponerende at se, hvor megen viden, der stilles engelsktalende børn til rådighed om f.eks. Kina.

https://www.ducksters.com/history/china/ming_dynasty.php

Mere om Zheng He  - en privat hjemmeside, Arenlund, hvor forfatteren fortæller om alle sine helte. Zheng´g He er en af dem.

Kejser Yongle var den første kejser, der blev begravet i Minggravene nord for Beijing. På den store allé ses tydeligt, at man nu har kendskab til eksotiske dyr.

Ming-herskerne, der fulgte efter Yongle, besluttede sig for igen i højere grad at koncentrere sig om at udvikle jordbruget. Så i slutningen af 1400-tallet indstillede Kina ekspeditionerne til Sydøstasien og Afrika, og vendte blikket mere indad.

Det økonomiske fremskridt blev undertiden hæmmet af den traditionelle, konfusianske foragt for handel og købmænd. Under de senere Mingkejsere nåede denne foragt sit højdepunkt.   

I starten af 1500-tallet førte en konflikt med Japan til handelsrestriktioner. For at forhindre smugleri til Japan ødelagde man i 1525 alle skibe, som kunne krydse det åbne hav. Men dette havde ingen særlig virkning. Derpå forsøgte man i 1551 at forhindre al udenrigshandel. Resultatet blev blot et kraftigere opsving både i smugleri og sørøveri, og allerede 1567 ophævede man alle 1551-restriktionerne.

I 1514 var portugiserne nået til Kina og i 1517 udsendte de en ambassadør, som nåede til Guangzhou og fik tilladelse til at rejse til Beijing.

Men da portugiserne i 1550 etablerede en handelsstation, Macao, blev de beordret at holde sig væk fra kineserne.  

Hvordan denne handel kom til at udvikle sig, vender jeg tilbage til i et kommende opslag.