Turistguide til Madrid

 

I 2015  var vi i Madrid i påsken. Det var Tanjas forslag, og jeg undrede mig egentlig lidt -  Madrid er ikke en udpræget ungdomsby, synes jeg - sådan lidt monumental og mindre kendt blandt os skandinaver, men hvorfor ikke? Faktisk havde Ib og jeg været i Madrid en enkelt dag i forbindelse med en tur ned til Koldings venskabsby, så vi vidste, der var masser at se.

Om morgenen, da vi tog hjemmefra, lå der sne i haven. Om aftenen kunne vi sætte os på en lille plads tæt på hotellet, San Martín, i mere end 20 grader langt ud på aftenen. Faktisk har vi altid været mega heldige med flot solskin og lune varmegrader – 20 og derover – på vore påskeferier.

 Øverst på listen over seværdigheder stod Pradomuseet. Museo del Prado er et af verdens allerbedste museer. Museet har mere end 3.000 malerier, og hertil kommer skulpturer, tegninger, raderinger m.m. Museet besøges hvert år af cirka 4 mio. personer. 

 

 

Museet blev grundlagt i 1819 under Fernando VII. Den bourbonske konge er ellers gået over i historien som den mest elendige konge i Spanien gennem tiderne: han blev narret af Napoleon til at lukke tusindvis af franske soldater ind i landet, og dermed kunne Napoleon besætte Spanien i en periode på 6 år. Det var også under Fernando VII, at Spanien mistede stort set alle sine besiddelser i Amerika, herunder Argentina, Venezuela, Chile, Colombia, Peru og Mexico - men kong Fernando VII stod altså også bag grundlæggelsen af et af verdens bedste museer.

Pradomuseet har bl.a. verdens største og vigtigste samling af Goya- og Velázquez-malerier, og desuden har museet en fantastisk samling af Rubens, Tizian, El Greco og en lang række andre spanske og udenlandske kunstnere.

 

Vi vidste, vi skulle komme tidligt for at undgå alenlange køer, og vi vidste, at vi bevidst skulle udvælge og holde os til at udforske et mindre antal sale . Ellers ville vi komme til at vandre derinde en hel dag. Naturligvis valgte vi salene med Diego Velasques’ Las Meninas, Hofpigerne.  Las Meninas er for Pradomuseet hvad Mona Lisa er for Louvre: museets signaturværk.

Herefter stilede vi direkte mod Goyas "3. maj", "The executions on Príncipe Pío Hill".

 

 Maleriet måler 3.45 gange 2.66 meter.

Det fremstiller en scene fra den spanske frihedskrig,hvor uskyldige civile bliver skudt af franske soldater efter 2. maj-opstanden i Madrid. Af flere nedskydninger valgte Goya den, som fandt sted på Príncipe Pío-højen. Omkring 5000 civile blev henrettet mellem 2. og 3. maj. 

Maleriet blev til på bestilling af den spanske konge sammen med et andet maleri ved navn "Den anden Maj 1808" (eller Mamelukkernes angreb) for at fejre madrilenernes modstand mod Aljus styrker.

"2. maj" er ét af Goyas kendteste - og allerbedste - værker. Maleriet viser de dramatiske optøjer i Madrid d. 2. maj 1808. Napoleons tropper havde indtaget Spaniens hovedstad, efter at Napoleon havde narret Fernando VII til at tro, at han havde planer om at erobre Portugal. Da Fernando havde lukket tusindvis af franske soldater ind i landet, viste det sig, at Napoleon i stedet havde planlagt at indtage Spanien. Goyas 2. maj er  en af de stærkeste øjenvidendeskildringer i kunsthistorien.

 

 

Herefter gik turen til  Thyssen-Bornemisza-museet. Her havde vi været sammen med kunstkendere i Kolding Kommunes direktion, og museet var et dejligt gensyn. Med mere end 1.600 malerier var samlingen engang verdens næststørste private samling kun overgået af det britiske kongehus’ private samling.  

 

Museet ligger i et område, der kaldes den gyldne kunsttrakant, for her ligger Pradomuseet, Thyssen-Bornemisza-museet og Reina Christinamuseet, som rummer det berømte Picassomaleri "Guernica". Sidstnævnte museum har vi dog ikke besøgt. 

 

 Samlingen blev startet i 1920-erne som en privat samling af Heinrich Baron Thyssen-Bornemisza de Kászon. Heinrich Thyssen var søn af August Thyssen.

I 1867 grundlagde August Thyssen og flere medlemmer af hans familie jernværkerne "Thyssen-Foussol & Co" i Duisburg.  Thyssen-konglomeratet blev kernen i Vereinigte Stahlwerke AG, som var det største minedrift og stålkartel i verden før 2. verdenskrig. 

Thyssens firma var en vertikalt integreret virksomhed, der kontrollerede alle aspekter af stålfremstillingsprocessen. Han ejede sin egen flåde af skibe, et netværk af dokker og en jernbane, og August Thyssen var en af Tysklands rigeste mænd. Han døde i 1926. Efter 100 års eksistens fusionerede virksomheden med Friedrich Krupp AG Hoesch-Krupp for at danne ThyssenKrupp i 1999.

Sønnen Heinrich  bosatte sig i Ungarn, hvor han giftede sig med baronesse Margit Bornemisza de Kászon et Impérfalva. Han blev adopteret af sin svigerfar, baron Gábor Bornemisza de Kászon et Impérfalva, som havde været kongens kammerherre og var blevet adlet af Kejser Franz Joseph I Østrig-Ungarn, så det var en fornem adelig titel, der blev tilføjet den i forvejen stenrige Friedrich Thyssen. Og Thyssen blev Østrig-ungarsk statsborger.

Ved Heinrichs død arvede sønnen Hans Heinrich Ágost Gábor, baron Thyssen-Bornemisza de Kászon et Impérfalva  (kaldt Hansi) et forretningsimperium, der omfattede olie, Bremer Vulkan (flådekonstruktion) og store dele af Rotterdam havn samt en større kunstsamling med hundredvis af malerier af europæiske mestre fra mellem det 14. og det 19. århundrede.

 

Hans  var gift 5 gange.

Hans første ægteskab var med den østrigske prinsesse Teresa af Lippe-Weissenfeld. Herefter fulgte en anglo-indisk model, en newzelandsk-britisk model, en brasiliansk bankmanddatter, og endelig den adelige María del Carmen Rosario Soledad Cervera y Fernández de la Guerra, populært kendt som Carmen "Tita", som engang var Miss Spanien. Som sagt hans 5. ægteskab, hendes 3.

Carmen fik stor betydning for Thyssen-Bornemisza-museet.

 

Thyssens samling befandt sig i Locarno, hvor han havde slået sig ned, men da myndighederne afslog hans planer om at udbygge sit museum her, overtalte Carmen ham til at flytte samlingen til Madrid, hvor bystyret tilbød en passende bygning.

 

Man kan have sine betænkeligheder omkring, hvordan det har været muligt for en enkelt mand/familie at samle en så stor og umådelig værdifuld samling – især når man tænker på Thyssen-Krupps medvirken til Tysklands oprustning både til 1. og 2. verdenskrig. 

 

 

Museet i Madrid åbnede i 1992, og i 1993 købte den spanske stat Baron von Thyssens samling bestående af 775 værker for 350 millioner dollars. 

 

I 1999  blev Carmen Cerveras personlige samling på 429 værker føjet til museet, idet det blev aftalt, at museet kunne låne denne private samling i 11 år, og museet blev udvidet  med en nybygning til at huse denne samling.

 

 2. sal af Thyssen-Bornemisza-museet rummer den ældste del af samlingen. 

Her ses "Portræt af Giovanna Tornabuoni” malet i 1488 af Domenico Ghirlandaio. Et typisk symbolfyldt renæssancemaleri.

 

Efterhånden som man bevæger sig nedad, bliver værkerne nyere og nyere. Herunder ses "Portræt af bonde" malet 1905-1906 af Paul Cezanne. Cezanne er jeg ret vild med.

 

 

 Et besøg på Thyssen-Bornemisza-museet kan give et fantastisk indblik i europæisk kunsts udvikling – og lidt amerikansk.

 

Museet rummer værker af alle de navne,  jeg overhovedet kan komme i tanke om, jeg nogensinde har hørt – som f.eks. Monet, Sisley, Renoir, Degas, Gauguin, Rodin, Matisse, Cezanne, Picasso og så adskillige flere.

 

Jeg har tidligere omtalt, at jeg ikke er særlig god til at få købt noget med hjem, når vi er ude at rejse. Jeg har dog startet en tradition med, at når vi er på kunstmuseum, så køber jeg et nyt plastikcharteque med motiv af et af museets værker. 

 

Denne gang i Madrid blev det værket "El Campo de Trigo" - "The Wheatfield" malet i 1929 af Raoul Dufy - en fransk fauvist, der levede 1877 til 1953. Ham kendte jeg ikke, men ham er jeg blevet glad for.

Alle væggene i salene er malet i den frækkeste lakserøde farve, som Carmen har valgt.

 

 Èt maleri har været genstand for en 14 år lang retssag - maleriet  "Rue Saint-Honoré om eftermiddagen" fra 1897 af Camille Pisarro.

 

 

 

Maleriet tilhørte oprindelig en jødisk kvinde, Lilly Cassirer. Da hun søgte udrejsevisum for at flygte ud af  Nazityskland efter Krystalnatten i 1939, forlangte en nazistisk embedsmand, at hun efterlod maleriet. Eller rettere - ifølge retsdokumenter blev hun tvunget til at sælge maleriet for 360 dollars. Penge, som hun imidlertid aldrig fik. En efterkommer af Lilly Casserer besøgte museet og opdagede maleriet, og familien anlagde sag for at få det udleveret med den begrundelse, at det var blevet plyndret af nazisterne. Men 1. maj 2019 besluttede en dommer i Californien, at museet havde ret til at beholde maleriet på trods af internationale aftaler om det modsatte.

 

Da aftalen om museets lån af Carmen Cerveras private samling udløb, ønskede Cervera, at staten skulle købe samlingen, hvilket dog blev afvist. Senere er aftalen forlænget for et år ad gangen, men på det seneste har Cervera  givet udtryk for, at ordningen ikke vil fortsætte.

 

I 2012 solgte hun et meget kendt maleri af engelske  John Constable, "The Lock", "Slusen", for næsten 28 millioner euro.   

 

Måske havde hun økonomiske problemer:-)   

Hun bor – ligesom sin søn – i skattely i Andorra. 

Eller måske var det for at lægge pres på museet /den spanske stat.

 

Museet blev nemig meget nervøs for, at hun ville sælge flere af samlingens allermest værdifulde værker. Eksempelvis dette af værk "Mata Mua" fra 1892 af Paul Gaugin.

 

 

Men netop i disse dage kan jeg læse, at der er indgået en 15-årig aftale om, at museet kan udstille hele samlingen for en betaling af 6.5 million euro årligt. Samlingen vurderes til at have en værdi af 1 mia euro.

 

 

Hans Heinrich Thyssen døde i 2002.  I år 2021 ville han være fyldt 100 år. Havde det ikke været for corona, var det nok blevet fejret med maner.

 

 På både Pradomuseet og Thyssen-Bornemisza-museet kunne man tilbringe hele dage.

Det tror jeg også, man kunne på kongeslottet. 

 

 

 

Kongeslottet gik vi op forbi tidligt næste formiddag. Det var imponerende udefra, og indeni rummer det en uendelig mængde af kostbarheder. Spaniens kongehus blev jo enormt rig på skatte fra Sydamerika. 

 

 Vi afstod fra at købe billet derind – igen fordi vi var bange for at komme til at bruge en hel dag derinde, når først vi var derinde.

 

Som de fleste storbyer - og især dem, der ligger midt inde i landet uden adgang til havet - har også Madrid en kæmpestor dejlig park, El Retiro, med en stor sø, hvor man kan leje både og et stort flot væksthus. 

 

 

Her skal man unde sig selv at gå en tur og evt. spise lidt mad på et solbeskinnet lille spisested, og herfra kan man så gå hen til Atochabanegården, som er meget smuk med en hel botanisk have i midten, og der svømmer fisk og skildpadder i vandet.

 

 

Hver by også sin store plads, og Madrids  Plaza Major er en af de mest imponerende. Kæmpe, kæmpe stor, men uden megen aktivitet. Hvis man foretrækker mere liv og glade dage – lidt gøgl, så skal man søge hen på Puerto del Sol.

 

 

Den bedste tid på dagen i Madrid, det var frokosttid, hvor vi kastede os over alle de spændende og lækre tapas.

 

 

Som i Barcelona og i Malaga oplevede vi også i Madrid de store påskeprocessioner. Og vi deltog endda i en messe.

 

Vi boede tæt på Gran Via, som rummer flere stormagasiner og mange andre butikker. Her spankulerede vi naturligvis også rundt. Men vi er ikke gode til at handle, når vi er udenlands - heller ikke selv om jeg somme tider har en intention om at få købt sko.

 De buteikker, der tiltrækker os allermest i Spanien, det er viktualiebutikkerne med deres vældige udvalg af de store sortfodsskinker, ost, oliven og vin.

 Den sidste formiddag havde vi et par timer til rådighed. Vi nød dagliglivet i et kvarter lidt væk fra de kendte turiststeder.  Vi gik på marked, og jeg fik købt det tørklæde, jeg trods alt næsten altid kommer hjem med. Et tørklæde kan det da altid blive til. Det behøver man ikke at prøve.

Efter en sidste gang tapas på pladsen lige tæt på hotellet var det bare at hente kufferterne og tage ud i lufthavnen.

Turistguide til Barcelona 2

Barcelona er en fantastisk by. Nogen synes, den er for varm om sommeren. Men vi kan godt lide varme, og strandene lå jo lige uden for vores hotel og kulturoplevelserne ligeså.  En god kombi. 

 

Sommeren 2018 blev et gensyn med favoritterne fra vores besøg i påsken 2014 og opdagelsen af nye dejlige steder.

Besøget kom til at stå i Ildefonso Falcones tegn.

En af de første dage tog vi kabelbanen op på Montjuic og nød udsigten over byen.

 

På turen både op og ned igen havde vi et flot vue ud over den kæmpestore havn.

Vi stod af i nærheden af Columbussøjlen og styrede derefter hen til det, der tidligere var det store gamle kongelige skibsværft, Drassanes Reials de Barcelona. Det der optræder i Falcones Havets Katedral og efterfølgeren Jordens arvinger.

Under disse hvælvinger kunne der i sin tid være gang i byggeriet af 30 store skibe på en gang.

Bygningen rummer nu et rigtig interessant maritimt museum. Den flotteste udstillingsgenstand var en én til én kopi af en 60 meter lang kongelig galley - kong Juan de Austrias skib "Real", der blev betjent af 236 roere. 

Skibet er berømt for sin deltagelse i Slaget ved Lepanto 1571. Det sidste slag, der blev udkæmpet mellem roede skibe ved indgangen til sejlskibenes tidsalder, og det slag der endeligt nedkæmpede Det osmanniske Rige til havs.

Jeg ved ikke, hvad sådan et skib hedder på dansk. I google oversættes det til kabys (?) Er der mon noget der hedder en kabys??

    

 

 

På tiden for romanen lå der lidt oppe ad Ramblaen et hospital, der indgik i romanen, Hospital de Santa Cruz, som blev grundlagt i 1401 med det formål at formindske antallet af hospitaler i Barcelona, hvor der på det tidspunkt var op til 6 andre hospitaler. 

Nu rummer den smukke bygning Cataloniens største bibliotek, hvor vi selvfølgelig gik ind.

 

 Gaudi døde – efter at være blevet påkørt af en bil - på dette gamle hospital, en måned før det blev nedlagt. For Hospital de Santa Cruz var efterhånden blevet for småt og umoderne, og man byggede derfor i årene 1902 til 1930 Hospital de la Santa Creu i Sant Pau. 

Hvis man er arkitekturinteresseret, er det bestemt  et besøg værd. Det er næsten som et maurisk slot.

Hospital de la Santa Creu i Sant Pau består af mange adskilte bygninger, med tårne og farvestrålende kupler og små haver indimellem, men de mange bygninger er indbydes forbundne med underjordiske gange. 

 Bygningskomplekset er på UNESCOs verdensarvliste, som det fineste eksempel på modernisme – Art Nuvea.

 

Der er adgang til en del af bygningerne, men vi gik ikke ind. Det skulle vi nok have gjort, men nu var vi blevet sultne.

Fra Hospital de la Santa Creu gik vi ned ad Avinguda de Gaudí; en gågade, der udstråler den atmosfære af rigdom, som området var præget af, da det blev bygget. Vejen førte lige ned til La Sagrada Familia, men fra et andet verdenshjørne end den, de fleste ankommer fra, og fra denne vinkel var kirken et endnu flottere skue.

 Igen undlod vi dog at stille os op i den lange kø for at komme ind.

 

Derimod besøgte vi en anden dag musikhuset Palau  de la Música Catalana"

En  vildt overdådig  bygning - udformet af Louís Domènech i Montane - Gaudis samtidige - og ham, som også stod for byggeriet af Hospital de la Santa Creu i Sant Pau og - syntes jeg – faktisk mere interessant end Gaudi. Måske fordi de var mig i forvejen ukendte. Gaudis bygninger har man set afbildet så mange gange – så vi nøjedes med at beundre La Sagrada Familia fra vores tagterrasse. Og her nød vi den i fulde drag. Især ved solnedgang.   

 

 

Musikhuset stødte vi på ved et tilfælde. Vi var på jagt efter et silkemuseum, jeg havde læst om. Vi fandt det også, men der var lukket. Og da vi så bare lidt slukørede fortsatte lidt længere frem ad gaden, blev vi mødt af det overvældende syn af  Palau  de la Música Catalana. Det maste sig bare frem.

 

 

Her gik vi ind i foyeren.

 

Salen skulle være endnu mere fantastisk, men der nåede vi desværre  ikke op.

Hvis Ib og jeg opholder os lidt for længe et sted, så melder sulten sig hos Tanja, og hun går på nettet og finder forslag til spisesteder i nærheden. I dette kvarter fandt hun alle tiders spøjse mexikanske restaurant, Rosa Negra. Rosa Negra var bestemt værd at besøge.

 I dette kvarter, tæt på Barcelonas katedral ligger det gamle kongepalads. Det var her, Kong Ferdinand og Dronning Isabella modtog Columbus, da han vendte hjem fra Amerika. Det var også her Inkvisitionen holdt til. 

 

I tilknytning til paladset ligger et vildt spændende museum, Museum for Barcelonas Historie. – Og det ligger under jorden! Når man har købt billet, stiger man ind i en elevator og kører, hvad der svarer til 7 etager ned. Og her kan man så gå på gangbroer og kigge på udgravninger. Der er rester af et farveri, f.eks., og rester fra vinfremstilling. Stille og roligt bevæger man sig op gennem historien og op på gadeniveau igen. Meget spændende.

 

Og nogle af mine yndlingseffekter, smukke krukker oig vaser, stødte vi også på undervejs. Måske sågar fønikisk glasvarer.

 

Santa Maria del Mar-kirken skulle vi naturligvis genbesøge og et genbesøg på en lille cafe, hvor vi i påsken havde spist frokost og nydt et glas cava, blev det også til.

 

 

Et andet sted, hvor vi havde oplevet en dejlig stemning – og nydt en sodavand og en kop kaffe i 2014 - var en lille plads foran kirken Santa Maria de Pi – som også nævnes af Falcone. Uh, vi elsker at finde de små steder, vi før har besøgt. Så har vi rigtig en fornemmelse af at kende byen.

 

Lidt derfra kom vi ind på en plads, vi havde misset ved første besøg, Placa Reial. Ret stor firkantet plads med palmer og kantet af dyre restauranter og cafeer. Lidt i stil med Placa Mayor i Madrid og måske Markuspladsen i Venedig.

 

Går man ud ad bagindgangen til Mercado de La Boqueria på Ramblaen, kommer man ud i El Raval-kvarteret, som kan sammenlignes med Istedgade / Indre Vesterbro. Men - ligesom Vesterbro - nu betydeligt shinet op. Vi slog et slag derud.  Området var fyldt med mange småbutikker med orientalske varer, og vi kom til endnu en ret stor, stille, ukendt plads kantet med restauranter, og det blev her, vi spiste frokost den dag.

Barcelona består af mange kvarterer med helt deres egen stemning, og det var interessant også at gå på opdagelse her i  El Raval.

 

En af de sidste dage tog vi metroen til stoppestedet Paral-el, Her skiftede vi til en funiculare, der gik et godt stykke op på Montjuic. Her tog vi så en bus det sidste stykke op til toppen.

 

Montjuic har fået navn efter en jødisk kirkegård, der lå her engang, og det var i stenbruddene heroppe på Montjuic, at barcelonaerne hentede sten til deres kirker.

 På toppen ligger Montjuickastellet, og her fik vi en oplevelse, der gjorde et stort indtryk på mig.

 Det første kastel blev bygget i 1641. Under belejringen af Barcelona i 1705 blev kastellet erobret af det engelske Royal Warwickshire Regiment, også kaldt 6th Regiment of Foot, men det var barcelonerne glade for. For slaget indgik i Den spanske Arvefølgekrig, hvor catalanerne heppede på Den store Alliances tronkandidat, ærkehertug Karl 2. af Østrig. Alliancen bestod af  Østrig – England – Nederlandene. Castillien og Madrid heppede på Frankrig-Spaniens kandidat, Filip af Anjou.

 

Det blev Frankrig-Spanien, der gik af med sejren, og Philip, der var barnebarn af den franske konge Ludvig 14, blev konge af Spanien fra 1700 til 1746 som den første af slægten Bourbon i Spanien.

Betingelsen for at sætte den franske Filip af Anjou på tronen var, at Frankrig og Spanien aldrig måtte samles til ét land. Alligevel kunne den franske hær under Napoleonskrigene indtage  Barcelona uden at affyre et eneste skud, da tropperne på Montjuic var beordret til ikke at kæmpe mod franskmændene. Måske som følge af regentens franske aner.

Montjuickastellet kaldes ofte Barcelonas mindst populære bygningsværk, i hvert fald blandt den ældre generation . Fra kastellet er kanonkugler gentagne gange regnet ned over byen og dens rebelske indbyggere. Montjuics kanoner er affyret - ikke for at beskytte byens indbyggere - men for at bekæmpe dem  og deres frihedstrang. 

 

General  Erspartero, som fungerede som regent på vegne af den endnu umyndige Isabel ll, udtalte i 1842: ” For the good of Spain, Barcelona must be bombarded once every fifty years”. Det har flere generaler og regenter været enig med ham i, og byen er blevet beskudt i dagevis i 1641 og 1652 ved starten og slutningen af Reapers’ War-krigen (jeg ved ikke, hvad vi kalder den på dansk, høstarbejderkrigen ?), i 1691 i Niårs-krigen og i 1705-1706  ved starten af Arvefølgekrigen. Hver gang med umådelig høje dødstal på civile.I slutningen af Arvefølgekrigen blev Barcelona beskudt i 414 dage fra 25. Juli 1713 til 11. September 1714. Omkring 10 % af Barcelonas indbyggere mistede livet i disse 13 måneder.

 

Queipo de Llano, en af lederne af General Francos fascistiske militæroprør, udtalte I 1936 “We will convert Madrid into a garden, Bilbao into a great factory, and Barcelona into a huge empty lot”.  

Barcelona og Catalonien kæmpede indædt mod general Franco, og i 1938 og 39 kastede Tysklands og Italiens luftstyrker  uophørligt bomber over Barcelona. 385 bombardmenter med tusindvis af bomber, der førte til 2.750 døde, mere end 7.000 alvorligt sårede og ødelæggelse af mere end 1.800 bygninger.

 

Barcelona har virkelig haft en barsk historie med evig konflikt med centralstyret i Madrid. Med den in mente forstår man lidt bedre Cataloniens stadige og stædige kamp for løsrivelse.

 

I 1800-tallet oprettedes et fængsel i bygningen hvor masser af separatister, fagforeningsfolk og anderledes tænkende blev tortureret og henrettet. Kastellet blev kendt af  omverdenen som stedet for Montjuïc-processerne i 1897, da anarkister blev masseanholdt for så at anklages, fængsles og henrettes. 

 

 

Sådanne  fængslinger af politiske modstandere og fagforeningsfolk gentog sig i 1909, hvor der var blevet arrangeret generalstrejke mod tvangsudsending af arbejdere som soldater til nedkæmpelse af oprør i Marokko og atter engang i forbindelse med en generalstrejke i 1919.  Strejken varede 4 ½ måned og 2000 protesterende arbejdere blev fængslet på Montjuic. 

 

Om disse begivenheder kan man læse i  Falcones seneste historiske roman, Sjælemaleren.

 

Under den spanske borgerkrig og i Franco-tiden sad mange politiske fanger på  Montjuïc. En af dem, der blev henrettet, var den catalanske politiker, Luís Companys , som var præsident i Catalonien fra 1934 og som under den spanske borgerkrig var loyal mod den demokratisk valgte Anden Spanske Republik. Efter General Francos sejr i borgerkrigen, gik han i exil i Frankrig, hvor han blev taget til fange af det tyske Gestapo og udleveret til Francoregimet, som indsatte ham i fængslet på Montjuic, hvor han i 1940 blev skudt af en henrettelsespeleton i den indre gård af kastellet. Han er den eneste demokratisk valgte, regerende præsident i europæisk historie, der er blevet henrettet.

 Efterfølgende har Luís Companys fået det olympiske stadion opkaldt efter sig.

 

Lørdag den 2. marts 1974 blev den sidste anarkist henrettet på Montjuïc. Salvador Puig i Antich var ligesom så mange andre republikanere flygtet nordpå, hvor Frankrig satte dem i koncentrationslejre. Han vendte senere tilbage for at kæmpe mod diktaturet og blev pågrebet et halvt år før sin død. Han blev halshugget, og Regimet brugte ham til at statuere et eksempel og gjorde ham til et af franquismens sidste ofre.

 

  Den tidligere eksesérplads var imponerende. Fantastisk stemning i den store tomme og tyste gårdsplads. Vi var heldige at komme tidligt, så der var endnu ikke mange turister. Det gjorde oplevelsen af eksesérpladsen meget stemningsfuld. Vi måtte jo huske dens blodige fortid, som ikke lå forfærdelig mange år tilbage.

 Gad vide, hvordan turister, der ikke kender noget til historien, oplevede stedet.  Tomt, stille, kedeligt?

 

 

Nu er Kastellet overgået til Barcelonas bystyre. Det benævnes L’Espai de la Memòria, og det benyttes nu til kulturelle formål med flere udstillingslokaler.

 

Da vi var der, var der en særudstilling med store fotostater af steder, hvor der var fundet massegrave efter kampe og henrettelser i netop denne borgerkrig.

 

Fra eksesérpladsen gik der i hvert hjørne en trappe op til det øverste murværk. Barcelona har mange fine udsigtspunkter, men udsigten heroppe fra var uden sammenligning den flotteste af alle. 360 grader rundt udsyn – dvs. ikke bare over byen og havnen, men langt ud i Middelhavet og også ind i baglandet.  Virkelig flot.

Kastellet rummede endnu en spændende og heldigvis ublodig historie. Det var her fra fæstningstårnet, at den franske astronom Mechain i 1793 ved hjælp af triangulering udmålte afstanden på meridianbuen fra Dunkirk til Castell Montjuïc. Afstanden på buestykket blev brugt i arbejdet med at definere længden af en meter.  En meter blev defineret som en ti-millionte-del af afstanden mellem Ækvator og Nordpolen.

 På fæstningstårnet er indsat en plakette til minde om Mechain.

Vi kom til at huske tilbage til dengang, da vi stod ved monumentet for Struves meridianbue på Fuglenæs i Hammerfest for nogle år siden på vores tur med Hurtigruten.

Struve var en tyskfødte russisk astronom, Friedrich Georg Wilhelm von Struve, der brugte årene fra 1816 til 1855 på ved hjælp af triangulering at måle afstanden langs en meridianbue fra Ukraines kyst ved Sortehavet til Nordnorge.

 

    På Montjuicbjerget er der anlagt mange forskellige botaniske haver, og vi havde besluttet at bruge dagen på at vandre rundt her. Det blev en ret lang gåtur, hvor vi ikke helt havde styr på, hvor vi var, og hvilken retning vi skulle slå ind på. Langsomt gik det dog nedad, og vi kom forbi det store OL-anlæg, som vi vidste nogenlunde hvor lå.  Og så så vi en mindre sti, der førte hen til en stor bygning. Heldigt, at vi fulgte den. For vi kom hen til MNAC Museu Nacional d'Art de Catalunya med den store terrasse foran, hvor vi skulle være hurtige for at sikre os et bord, når nogen rejste sig fra deres is, kaffe, kager. 

 

En violinist spillede smuk klassisk musik, og der var en dejlig afslappet sommersøndags-stemning og endnu et storslået vue! Ned over fontæner og rislende vandløb.

 

 

 

Da vi havde set os mætte fulgte vi på en rullende trappe (!) det rislende vand og videre ned ad Avinguda de la Reina Maria Christina mellem de fine gamle udstillingspavilloner fra verdensudstillingen i 1929, ind mellem de to venetianske tårne og forbi den tidligere tyrefægtningsarena, som nu er et indkøbscenter, ned til Placa D'Espanya.

En flot, flot bydel vi slet ikke havde været opmærksomme på før.

 

Jeg har tidligere skrevet, at vi ikke er så gode til at tage rundt i udenlandske byer  om aftenen.

Men i Barcelona følte vi os helt på hjemmebane. Så her kunne vi let og smertefrit komme ind og opleve aftenstemningen. En aften tog vi bussen ind til havnen og spiste på restaurant 7 Portes. God mad. Hyggelig stemning.

 

Men den bedste madoplevelse fik vi på Sensi Bistro  Tapas, Carrer del Regomir 4 –  anbefalet af min bror. 

 

Her valgte vi tjenerens forslag til en femretters smage-menu. 

 

5 retter lyder overvældende, men det var små delikate retter. Mætte og veltilpasse slentrede vi derefter gennem det gotiske kvarters smalle gyder hen til den store domkirkeplads og videre ad R Laietana  hen til vores faste metrostop Urquinaona. Er det ikke et fantastisk navn?  

 

 Og dette smukke billede er et, vi selv har taget den aften - ikke et fra nettet.

Få minutter efter kunne vi træde ind i hotellet.

Den aften var en forunderlig smuk aften og en smuk afslutning på vores sommerferie i Barcelona. Her til sidst fuldmåne over tagterassen.