Turistguide til Barcelona 2

Barcelona er en fantastisk by. Nogen synes, den er for varm om sommeren. Men vi kan godt lide varme, og strandene lå jo lige uden for vores hotel og kulturoplevelserne ligeså.  En god kombi. 

 

Sommeren 2018 blev et gensyn med favoritterne fra vores besøg i påsken 2014 og opdagelsen af nye dejlige steder.

Besøget kom til at stå i Ildefonso Falcones tegn.

En af de første dage tog vi kabelbanen op på Montjuic og nød udsigten over byen.

 

På turen både op og ned igen havde vi et flot vue ud over den kæmpestore havn.

Vi stod af i nærheden af Columbussøjlen og styrede derefter hen til det, der tidligere var det store gamle kongelige skibsværft, Drassanes Reials de Barcelona. Det der optræder i Falcones Havets Katedral og efterfølgeren Jordens arvinger.

Under disse hvælvinger kunne der i sin tid være gang i byggeriet af 30 store skibe på en gang.

Bygningen rummer nu et rigtig interessant maritimt museum. Den flotteste udstillingsgenstand var en én til én kopi af en 60 meter lang kongelig galley - kong Juan de Austrias skib "Real", der blev betjent af 236 roere. 

Skibet er berømt for sin deltagelse i Slaget ved Lepanto 1571. Det sidste slag, der blev udkæmpet mellem roede skibe ved indgangen til sejlskibenes tidsalder, og det slag der endeligt nedkæmpede Det osmanniske Rige til havs.

Jeg ved ikke, hvad sådan et skib hedder på dansk. I google oversættes det til kabys (?) Er der mon noget der hedder en kabys??

    

 

 

På tiden for romanen lå der lidt oppe ad Ramblaen et hospital, der indgik i romanen, Hospital de Santa Cruz, som blev grundlagt i 1401 med det formål at formindske antallet af hospitaler i Barcelona, hvor der på det tidspunkt var op til 6 andre hospitaler. 

Nu rummer den smukke bygning Cataloniens største bibliotek, hvor vi selvfølgelig gik ind.

 

 Gaudi døde – efter at være blevet påkørt af en bil - på dette gamle hospital, en måned før det blev nedlagt. For Hospital de Santa Cruz var efterhånden blevet for småt og umoderne, og man byggede derfor i årene 1902 til 1930 Hospital de la Santa Creu i Sant Pau. 

Hvis man er arkitekturinteresseret, er det bestemt  et besøg værd. Det er næsten som et maurisk slot.

Hospital de la Santa Creu i Sant Pau består af mange adskilte bygninger, med tårne og farvestrålende kupler og små haver indimellem, men de mange bygninger er indbydes forbundne med underjordiske gange. 

 Bygningskomplekset er på UNESCOs verdensarvliste, som det fineste eksempel på modernisme – Art Nuvea.

 

Der er adgang til en del af bygningerne, men vi gik ikke ind. Det skulle vi nok have gjort, men nu var vi blevet sultne.

Fra Hospital de la Santa Creu gik vi ned ad Avinguda de Gaudí; en gågade, der udstråler den atmosfære af rigdom, som området var præget af, da det blev bygget. Vejen førte lige ned til La Sagrada Familia, men fra et andet verdenshjørne end den, de fleste ankommer fra, og fra denne vinkel var kirken et endnu flottere skue.

 Igen undlod vi dog at stille os op i den lange kø for at komme ind.

 

Derimod besøgte vi en anden dag musikhuset Palau  de la Música Catalana"

En  vildt overdådig  bygning - udformet af Louís Domènech i Montane - Gaudis samtidige - og ham, som også stod for byggeriet af Hospital de la Santa Creu i Sant Pau og - syntes jeg – faktisk mere interessant end Gaudi. Måske fordi de var mig i forvejen ukendte. Gaudis bygninger har man set afbildet så mange gange – så vi nøjedes med at beundre La Sagrada Familia fra vores tagterrasse. Og her nød vi den i fulde drag. Især ved solnedgang.   

 

 

Musikhuset stødte vi på ved et tilfælde. Vi var på jagt efter et silkemuseum, jeg havde læst om. Vi fandt det også, men der var lukket. Og da vi så bare lidt slukørede fortsatte lidt længere frem ad gaden, blev vi mødt af det overvældende syn af  Palau  de la Música Catalana. Det maste sig bare frem.

 

 

Her gik vi ind i foyeren.

 

Salen skulle være endnu mere fantastisk, men der nåede vi desværre  ikke op.

Hvis Ib og jeg opholder os lidt for længe et sted, så melder sulten sig hos Tanja, og hun går på nettet og finder forslag til spisesteder i nærheden. I dette kvarter fandt hun alle tiders spøjse mexikanske restaurant, Rosa Negra. Rosa Negra var bestemt værd at besøge.

 I dette kvarter, tæt på Barcelonas katedral ligger det gamle kongepalads. Det var her, Kong Ferdinand og Dronning Isabella modtog Columbus, da han vendte hjem fra Amerika. Det var også her Inkvisitionen holdt til. 

 

I tilknytning til paladset ligger et vildt spændende museum, Museum for Barcelonas Historie. – Og det ligger under jorden! Når man har købt billet, stiger man ind i en elevator og kører, hvad der svarer til 7 etager ned. Og her kan man så gå på gangbroer og kigge på udgravninger. Der er rester af et farveri, f.eks., og rester fra vinfremstilling. Stille og roligt bevæger man sig op gennem historien og op på gadeniveau igen. Meget spændende.

 

Og nogle af mine yndlingseffekter, smukke krukker oig vaser, stødte vi også på undervejs. Måske sågar fønikisk glasvarer.

 

Santa Maria del Mar-kirken skulle vi naturligvis genbesøge og et genbesøg på en lille cafe, hvor vi i påsken havde spist frokost og nydt et glas cava, blev det også til.

 

 

Et andet sted, hvor vi havde oplevet en dejlig stemning – og nydt en sodavand og en kop kaffe i 2014 - var en lille plads foran kirken Santa Maria de Pi – som også nævnes af Falcone. Uh, vi elsker at finde de små steder, vi før har besøgt. Så har vi rigtig en fornemmelse af at kende byen.

 

Lidt derfra kom vi ind på en plads, vi havde misset ved første besøg, Placa Reial. Ret stor firkantet plads med palmer og kantet af dyre restauranter og cafeer. Lidt i stil med Placa Mayor i Madrid og måske Markuspladsen i Venedig.

 

Går man ud ad bagindgangen til Mercado de La Boqueria på Ramblaen, kommer man ud i El Raval-kvarteret, som kan sammenlignes med Istedgade / Indre Vesterbro. Men - ligesom Vesterbro - nu betydeligt shinet op. Vi slog et slag derud.  Området var fyldt med mange småbutikker med orientalske varer, og vi kom til endnu en ret stor, stille, ukendt plads kantet med restauranter, og det blev her, vi spiste frokost den dag.

Barcelona består af mange kvarterer med helt deres egen stemning, og det var interessant også at gå på opdagelse her i  El Raval.

 

En af de sidste dage tog vi metroen til stoppestedet Paral-el, Her skiftede vi til en funiculare, der gik et godt stykke op på Montjuic. Her tog vi så en bus det sidste stykke op til toppen.

 

Montjuic har fået navn efter en jødisk kirkegård, der lå her engang, og det var i stenbruddene heroppe på Montjuic, at barcelonaerne hentede sten til deres kirker.

 På toppen ligger Montjuickastellet, og her fik vi en oplevelse, der gjorde et stort indtryk på mig.

 Det første kastel blev bygget i 1641. Under belejringen af Barcelona i 1705 blev kastellet erobret af det engelske Royal Warwickshire Regiment, også kaldt 6th Regiment of Foot, men det var barcelonerne glade for. For slaget indgik i Den spanske Arvefølgekrig, hvor catalanerne heppede på Den store Alliances tronkandidat, ærkehertug Karl 2. af Østrig. Alliancen bestod af  Østrig – England – Nederlandene. Castillien og Madrid heppede på Frankrig-Spaniens kandidat, Filip af Anjou.

 

Det blev Frankrig-Spanien, der gik af med sejren, og Philip, der var barnebarn af den franske konge Ludvig 14, blev konge af Spanien fra 1700 til 1746 som den første af slægten Bourbon i Spanien.

Betingelsen for at sætte den franske Filip af Anjou på tronen var, at Frankrig og Spanien aldrig måtte samles til ét land. Alligevel kunne den franske hær under Napoleonskrigene indtage  Barcelona uden at affyre et eneste skud, da tropperne på Montjuic var beordret til ikke at kæmpe mod franskmændene. Måske som følge af regentens franske aner.

Montjuickastellet kaldes ofte Barcelonas mindst populære bygningsværk, i hvert fald blandt den ældre generation . Fra kastellet er kanonkugler gentagne gange regnet ned over byen og dens rebelske indbyggere. Montjuics kanoner er affyret - ikke for at beskytte byens indbyggere - men for at bekæmpe dem  og deres frihedstrang. 

 

General  Erspartero, som fungerede som regent på vegne af den endnu umyndige Isabel ll, udtalte i 1842: ” For the good of Spain, Barcelona must be bombarded once every fifty years”. Det har flere generaler og regenter været enig med ham i, og byen er blevet beskudt i dagevis i 1641 og 1652 ved starten og slutningen af Reapers’ War-krigen (jeg ved ikke, hvad vi kalder den på dansk, høstarbejderkrigen ?), i 1691 i Niårs-krigen og i 1705-1706  ved starten af Arvefølgekrigen. Hver gang med umådelig høje dødstal på civile.I slutningen af Arvefølgekrigen blev Barcelona beskudt i 414 dage fra 25. Juli 1713 til 11. September 1714. Omkring 10 % af Barcelonas indbyggere mistede livet i disse 13 måneder.

 

Queipo de Llano, en af lederne af General Francos fascistiske militæroprør, udtalte I 1936 “We will convert Madrid into a garden, Bilbao into a great factory, and Barcelona into a huge empty lot”.  

Barcelona og Catalonien kæmpede indædt mod general Franco, og i 1938 og 39 kastede Tysklands og Italiens luftstyrker  uophørligt bomber over Barcelona. 385 bombardmenter med tusindvis af bomber, der førte til 2.750 døde, mere end 7.000 alvorligt sårede og ødelæggelse af mere end 1.800 bygninger.

 

Barcelona har virkelig haft en barsk historie med evig konflikt med centralstyret i Madrid. Med den in mente forstår man lidt bedre Cataloniens stadige og stædige kamp for løsrivelse.

 

I 1800-tallet oprettedes et fængsel i bygningen hvor masser af separatister, fagforeningsfolk og anderledes tænkende blev tortureret og henrettet. Kastellet blev kendt af  omverdenen som stedet for Montjuïc-processerne i 1897, da anarkister blev masseanholdt for så at anklages, fængsles og henrettes. 

 

 

Sådanne  fængslinger af politiske modstandere og fagforeningsfolk gentog sig i 1909, hvor der var blevet arrangeret generalstrejke mod tvangsudsending af arbejdere som soldater til nedkæmpelse af oprør i Marokko og atter engang i forbindelse med en generalstrejke i 1919.  Strejken varede 4 ½ måned og 2000 protesterende arbejdere blev fængslet på Montjuic. 

 

Om disse begivenheder kan man læse i  Falcones seneste historiske roman, Sjælemaleren.

 

Under den spanske borgerkrig og i Franco-tiden sad mange politiske fanger på  Montjuïc. En af dem, der blev henrettet, var den catalanske politiker, Luís Companys , som var præsident i Catalonien fra 1934 og som under den spanske borgerkrig var loyal mod den demokratisk valgte Anden Spanske Republik. Efter General Francos sejr i borgerkrigen, gik han i exil i Frankrig, hvor han blev taget til fange af det tyske Gestapo og udleveret til Francoregimet, som indsatte ham i fængslet på Montjuic, hvor han i 1940 blev skudt af en henrettelsespeleton i den indre gård af kastellet. Han er den eneste demokratisk valgte, regerende præsident i europæisk historie, der er blevet henrettet.

 Efterfølgende har Luís Companys fået det olympiske stadion opkaldt efter sig.

 

Lørdag den 2. marts 1974 blev den sidste anarkist henrettet på Montjuïc. Salvador Puig i Antich var ligesom så mange andre republikanere flygtet nordpå, hvor Frankrig satte dem i koncentrationslejre. Han vendte senere tilbage for at kæmpe mod diktaturet og blev pågrebet et halvt år før sin død. Han blev halshugget, og Regimet brugte ham til at statuere et eksempel og gjorde ham til et af franquismens sidste ofre.

 

  Den tidligere eksesérplads var imponerende. Fantastisk stemning i den store tomme og tyste gårdsplads. Vi var heldige at komme tidligt, så der var endnu ikke mange turister. Det gjorde oplevelsen af eksesérpladsen meget stemningsfuld. Vi måtte jo huske dens blodige fortid, som ikke lå forfærdelig mange år tilbage.

 Gad vide, hvordan turister, der ikke kender noget til historien, oplevede stedet.  Tomt, stille, kedeligt?

 

 

Nu er Kastellet overgået til Barcelonas bystyre. Det benævnes L’Espai de la Memòria, og det benyttes nu til kulturelle formål med flere udstillingslokaler.

 

Da vi var der, var der en særudstilling med store fotostater af steder, hvor der var fundet massegrave efter kampe og henrettelser i netop denne borgerkrig.

 

Fra eksesérpladsen gik der i hvert hjørne en trappe op til det øverste murværk. Barcelona har mange fine udsigtspunkter, men udsigten heroppe fra var uden sammenligning den flotteste af alle. 360 grader rundt udsyn – dvs. ikke bare over byen og havnen, men langt ud i Middelhavet og også ind i baglandet.  Virkelig flot.

Kastellet rummede endnu en spændende og heldigvis ublodig historie. Det var her fra fæstningstårnet, at den franske astronom Mechain i 1793 ved hjælp af triangulering udmålte afstanden på meridianbuen fra Dunkirk til Castell Montjuïc. Afstanden på buestykket blev brugt i arbejdet med at definere længden af en meter.  En meter blev defineret som en ti-millionte-del af afstanden mellem Ækvator og Nordpolen.

 På fæstningstårnet er indsat en plakette til minde om Mechain.

Vi kom til at huske tilbage til dengang, da vi stod ved monumentet for Struves meridianbue på Fuglenæs i Hammerfest for nogle år siden på vores tur med Hurtigruten.

Struve var en tyskfødte russisk astronom, Friedrich Georg Wilhelm von Struve, der brugte årene fra 1816 til 1855 på ved hjælp af triangulering at måle afstanden langs en meridianbue fra Ukraines kyst ved Sortehavet til Nordnorge.

 

    På Montjuicbjerget er der anlagt mange forskellige botaniske haver, og vi havde besluttet at bruge dagen på at vandre rundt her. Det blev en ret lang gåtur, hvor vi ikke helt havde styr på, hvor vi var, og hvilken retning vi skulle slå ind på. Langsomt gik det dog nedad, og vi kom forbi det store OL-anlæg, som vi vidste nogenlunde hvor lå.  Og så så vi en mindre sti, der førte hen til en stor bygning. Heldigt, at vi fulgte den. For vi kom hen til MNAC Museu Nacional d'Art de Catalunya med den store terrasse foran, hvor vi skulle være hurtige for at sikre os et bord, når nogen rejste sig fra deres is, kaffe, kager. 

 

En violinist spillede smuk klassisk musik, og der var en dejlig afslappet sommersøndags-stemning og endnu et storslået vue! Ned over fontæner og rislende vandløb.

 

 

 

Da vi havde set os mætte fulgte vi på en rullende trappe (!) det rislende vand og videre ned ad Avinguda de la Reina Maria Christina mellem de fine gamle udstillingspavilloner fra verdensudstillingen i 1929, ind mellem de to venetianske tårne og forbi den tidligere tyrefægtningsarena, som nu er et indkøbscenter, ned til Placa D'Espanya.

En flot, flot bydel vi slet ikke havde været opmærksomme på før.

 

Jeg har tidligere skrevet, at vi ikke er så gode til at tage rundt i udenlandske byer  om aftenen.

Men i Barcelona følte vi os helt på hjemmebane. Så her kunne vi let og smertefrit komme ind og opleve aftenstemningen. En aften tog vi bussen ind til havnen og spiste på restaurant 7 Portes. God mad. Hyggelig stemning.

 

Men den bedste madoplevelse fik vi på Sensi Bistro  Tapas, Carrer del Regomir 4 –  anbefalet af min bror. 

 

Her valgte vi tjenerens forslag til en femretters smage-menu. 

 

5 retter lyder overvældende, men det var små delikate retter. Mætte og veltilpasse slentrede vi derefter gennem det gotiske kvarters smalle gyder hen til den store domkirkeplads og videre ad R Laietana  hen til vores faste metrostop Urquinaona. Er det ikke et fantastisk navn?  

 

 Og dette smukke billede er et, vi selv har taget den aften - ikke et fra nettet.

Få minutter efter kunne vi træde ind i hotellet.

Den aften var en forunderlig smuk aften og en smuk afslutning på vores sommerferie i Barcelona. Her til sidst fuldmåne over tagterassen.