Om Oceanitidae - de sydlige stormsvaler

Stormsvalerne er opdelt i to grupper. De nordlige og de sydlige. 

Alle de nordlige storsvaler tilhører en og samme slægt. Det ser du af Hydrobates-navnet. 

Familien af sydlige stormsvaler, Oceanitidae, derimod er opdelt i 5 forskellige slægter. Oceanites, Garrodia, Pelagodroma, Fregetta og Nesofregetta.

Måske husker du, at hydrobatidae betyder vandvandrer.

Slægtsnavnet for de sydlige storsvaler, Oceanitidae, stammer fra den græske mytologi og henviser til oceaniderne (Okeanides). I myterne var oceaniderne havnymfer og de tre tusinde døtre af titanerne Okeanos og Tethys. Navnet betyder datter af havet eller havnymfe.

Oceanitidae kaldes også Austral Storm Storm Petrels.

Skemaet herunder viser, hvilke arter der er indholdt i hver af de fem slægter, og hvor mange underarter de hver især har.

Sydlige stormsvaler (Oceanitidae) findes på alle jordens store oceaner på den sydlige halvkugle. To arter skiller sig ud. White-faced storm petrel  (Pelagodroma marina)  og Wilson's storm petrel  Oceanites oceanicus..

White-faced storm petrel yngler som den eneste i Nordatlanten.

Wilsons stormsvaler findes på den nordlige halvkugle, men kun på træk.

Jeg starter med at fortælle om de tre Oceanites: Wilsons stormsvale (Oceanites oceanicus),   Pincoya-stormsvalen (Oceanites pincoyae) og Elliots stormsvale ( Oceanites gracilis). 

Allerførst  Wilson's storm petrel  Oceanites oceanicus.  

Jeg fortalte ovenfor, at slægtsnavnet oceanites betyder havnymfe. Artsnavnet oceanicus betyder hørende til havet.

Så Wilson's storm  petrel fulde navne er et yndigt dobbeltnavn, der betyder havnymfe fra havet.

Wilson's storm petrel er en af ​​verdens talrigeste fugle. Den har en cirkumpolar udbredelse i havene på den sydlige halvkugle. Den yngler i Antarktis, men bevæger sig mod nord i løbet af sommeren på den nordlige halvkugle.

Men  Wilson's storm petrel ses betydeligt mere i det Nordatlantiske Ocean end i det nordlige Stillehav. Faktisk er det nordlige Stillehav stort set det eneste store havområde i verden, hvor fuglen stort set ikke færdes

Wilson's storm petrels udbredelse.

 Wilsons stormsvale er almindelig ud for det østlige Nordamerika 

Den dukker også regelmæssigt op på det åbne hav i det vestlige og sydvestlige Europa, f.eks. ud for Portugal og Spanien  i Biscayabugten.

I midt-1980´erne blev et antal individer  truffet i farvandet sydvest for de Britiske Øer, og man har siden fundet ud af, at arten er en regelmæssig gæst,  i farvandet vest for de Britiske Øer og sydover fra ca. juni-oktober 

I maj 2022 blev den endda spottet i Nordsøen af Rasmus Strack, da han var en del af en gruppe under Aarhus Universitet (AU) og NIRAS miljøundersøgelser for Energinet i forbindelse med planerne om at lave en Energi-ø.

Stormsvalen blev forfulgt af en kjove, men slap væk.

Navnet mindes den skotsk-amerikanske ornitolog Alexander Wilson. 

Den anslåede verdensbestand svinger ret meget. I ældre litteratur (eksempelvis i slutningen af 1990'erne) blev bestanden visse steder skudt til over 50 millioner par. De overordnede estimater over dens historiske udvikling svinger betydeligt på grund af svære tælleforhold i de antarktiske yngleområder, og nedgangen i tallene afspejler i højere grad bedre og mere realistiske optællingsmetoder frem for en reel, voldsom global deroute.

 I 2022 blev bestanden anslået til at være stabil på 8-20 millioner fugle, og fuglen betragtes som nævnt som en af verdens absolut mest talrige havfugle

Det er lidt uklart, hvorfor wilsonstormsvaler går på vandet.  Man mener, det kan også have et snedigt formål. I modsætning til de fleste stormsvale-arter, der har helt sorte ben og fødder, har wilsonstormsvalen stærkt kontrasterende, gule svømmehud mellem tæerne. Man antager, at fuglene ved at dyppe fødderne i vandet faktisk lokker bytte til ved hjælp af uroen i overfladen – at de med andre ord fisker med fødderne.

Wilsons stormsvale

Wilsons stormsvale med de gule fødder

Her ligger en videostump med  Wilson's storm petrel, white-faced storm petrel og Leach's storm petrel (den nordlige stor storm petrel) fra Kap Verde april 2023.

Pincoya stormpetrel (Oceanites pincoyae) blev først kendt i offentligheden via fotografier taget af Seamus Enright og Michael O'Keeffe i 2009, og arten blev endeligt formelt opdaget og undersøgt i 2011 samt videnskabeligt beskrevet så sent som i 2013.

Artsnavnet henviser til Pincoya, en kvindelig vandånd fra chilotisk mytologi. 

Oprindeligt var den kun kendt fra farvandet nær øen Chiloé i Chile – nærmere bestemt Reloncaví-fjorden og Chacao-strædet – men i 2021 blev et eksemplar fotograferet i Benguelastrømmen ud for Cape Town i Sydafrika. 

Chiloé er et sandt fugleparadis. Chiloés nordvestlige kyst finder man et helt unikt fænomen: det er et af de få steder i verden, hvor Magellan-pingviner og Humboldt-pingviner yngler side om side på de samme småøer. Af havfugle ses, ud over den nyligt opdagede Pincoya stormpetrel, ofte den store peruvianske pelikan og  magellandykkerpetreler,. Langs de stenede strande kan man møde sorthalset svane og Flightless Steamer-Duck (Tachyeres patachonicus), den store  patagonske dampskibsand. Den fortjener et par billeder.

Flightless Steamer-Duck har mistet evnen til at flyve og har fået sit navn, fordi fuglene bevæger sig hen over vandoverfladen ved at baske voldsomt med vingerne, hvilket minder om en gammeldags hjuldamper. Man siger den "orloger" hen over vandoverfladen ved hjælp af vingerne. Jeg kender ikke ordet "orloger". Mon det findes? Det stod i en dansk tekst og er ikke en google-oversættelse.

Der findes også en flying steamer duck - flyvende kæmpeand - længere sydpå, rundt om Kap Horn.

Så forlader vi den gumpetunge afdeling og vender tilbage til stormsvalerne.

Elliot' s storm petrel (Oceanites gracilis) 

Artsnavnet gracilis kommer af latin og betyder spinkel, fin, tynd eller slank. 

Det er en sodsort stormsvale med en hvid bagdel og et hvidt bånd, der krydser den nederste del af bugen og strækker sig op langs midterlinjen af ​​bugen. Den har lange ben, der strækker sig ud over kroppen under flugt. 

Hvis du kigger godt efter, 
kan du i hvert fald se ét ben

Her lægges vist an til landing på havoverfladen

Arten er også kendt som hvidventet stormsvale (hvidbuget). Der er to underarter, O. g. gracilis , som findes i Humboldtstrømmen ud for Peru og Chile , og O. g. galapagoensis , som findes i farvandet omkring Galápagosøerne . 

Galápagos-underarternes fødeadfærd er usædvanlig blandt stormsvaler, da de søger føde tæt på kysten. Alle andre stormsvaler lever udelukkende på det åbne hav.

På trods af, at Elliot's storm petrel stormsvale ses også overalt ved Galapagos, er den meget dårligt kendt. Trods betydelig forskning var der kun fundet én rede før 2003.

Under en undersøgelse i 2002 blev der fundet omkring elleve reder i tre sprækker Isla Chungungo ud for Chiles kyst, men de blev også brugt af ynglende Humboldt-pingviner ( Spheniscus humboldti ), og der syntes at være meget få egnede steder for petrellerne at yngle. 

Et andet muligt ynglested kan være inde i landet i Atacama-ørkenen. En mumificeret kylling, bekræftet ved DNA-analyse, er blevet fundet i en sprække her, og tegn på tidligere aktiviteter i forskellige hulrum, men der er ikke set nogen levende fugl på trods af eftersøgninger på forskellige tidspunkter af året. 

Du husker nok, at de to nordlige stormsvaler, Markham's storm petrel og ringed storm petrel helt sikkert yngler i Atacama-ørknen.

Det synes sandsynligt, at der er nogle ynglekolonier i Peru, fordi fuglen er ret almindelig ud for kysten ude på havet.

Bestanden omkring Galápagosøerne synes at være en fastboende og sandsynligvis ynglende, men igen er der ikke kendt noget ynglested. 

Med sin udbredelse på Galapagosøerne nærmer Elliot's storm petrel sig dog den nordlige halvkugle.

Ækvatorlinjen skærer direkte igennem den største ø, Isabela, samt øen Marchena. Enkelte øer, som f.eks. Pinta og Darwin, ligger faktisk helt på den nordlige halvkugle.

Det er lidt sjovt, at også den nordlige wedge-rumped storm petrel Hydrobates tethys - kilehalet stormsvale også holder til her.  Altså at både en nordlig og en sydlig stormsvale art holder til på samme sted, omkring Galapagos-øerne.

Wedge-rumped storm petrel-arten  er opdelt i to underarter, hvoraf nominatformen Hydrobates tethys tethys  kilehalet petrel (også kaldet Galapagos-stormsvalen) er endemisk som ynglefugl på Galapagos. Den skiller sig ud fra næsten alle andre stormsvaler ved, at den regelmæssigt besøger sine ynglekolonier i fuldt dagslys. 

Og faktisk er endnu en nordlig stormsvale kommet lidt langt sydpå. Også  Band-rumped  storm petrel Hydrobates castro  yngler her.

Så der er flere eksempler på at nordlige stormsvaler kommer sydpå, end at sydlige stormsvaler kommer nordpå.

Det gør som nævnt kun Wilson's storm petrel og White-faced Storm Petrel, (Pelagodroma marina) - sidstnævnte endda som ynglende.    

Elliot-stormsvalen  er opkaldt efter den fremtrædende og højt respekteret amerikanske ornitolog og zoolog fra det 19. århundrede, Daniel Giraud Elliot (1835–1915).

Sammen med sin kollega Philip Sclater beskrev og navngav han arten videnskabeligt i 1859, efter at have indsamlet typeeksemplarer på Sydamerikas vestkyst.

Han var kendt for at skrive omfattende, smukt illustrerede monografier om fugle som f.eks. hans værker om kolibrier og paradisfugle. 

Elliot var en af ​​grundlæggerne af American Museum of Natural History i New York samt American Ornithologists' Union.

Garrodia-slægten indeholder kun én art, den gråryggede stormsvale (Garrodia nereis). Den kendes på sin mørkegrå ryg og hvide bug.

Slægtsnavnet, som fuglen fik i 1881,hylder Alfred Henry Garrod (1846–1879), en fremtrædende engelsk zoolog.

Nereis er afledt af græsk mytologi med henvisning til nereiderne (smukke havnymfer), hvilket understreger, at fuglen tilbringer sit liv med at danse hen over havets bølger.

 Den forekommer i Antarktis, Argentina, Australien, Chile, Falklandsøerne, De Franske Sydlige Territorier, New Zealand, Sankt Helena, Sydafrika samt Sydgeorgien og De Sydlige Sandwichøer.

Også Pelagodroma-slægten omfatter kun en art, white-faced storm petrel, Pelagodroma marina, hvidmasket stormsvalen. 

White-faced storm petrel  er vidt udbredt på både den nordlige og den sydlige halvkugle, især i kystnære og åbne havområder omkring det sydlige Australien, New Zealand, Tristan da Cunha med adskillige adskilte og let variable populationer

Men det er også den, jeg (vist flere gange) har nævnt som den eneste art af stormsvaler, der yngler også nord for Ækvator,  blandt andet på Kap Verde, De Kanariske Øer og Selvagensøerne ved Madeira. Den kan endog ses som en ekstremt sjælden gæst i Nordeuropa. 

Den blandes sjældent med andre arter af stormsvale.

Om lidt kommer jeg til  Fregetta-slægten.

Men for sætte  white-faced storm petrel i relief, må jeg fortælle lidt om fregetta-slægtens særkende allerede her.

De fouragerer på en usædvanlig måde. Dette adfærdstræk deler de til dels med andre stormsvaler, men Fregetta-arterne er særligt kendte for netop deres "hinkende" og akrobatiske stil. Når de fouragerer, løber eller hopper de hen over vandoverfladen. De bruger kun ét ben ad gangen til at sparke eller afstøde fra bølgerne i et asymmetrisk, synkoperet bevægelsesmønster, hvilket får det til at se ud som om, de hinker eller danser på vandet.

Det asymmetriske hop hjælper dem med at holde balancen og kontrollere flyvehøjden tæt på de uforudsigelige bølger, især i kraftig blæst, og ved at holde sig lige akkurat fri af vandet med vingerne spredt, kan de dypdykke med næbbet efter små krebsdyr, blæksprutter og småfisk uden at miste fremdrift.

Når det gælder white-faced storm petrel, så skrues der op for det sproglige billede. Den hopper hen over havoverfladen med begge fødder ligesom en hoppende kænguru. Denne adfærd kaldes kænguru-hop eller pogo-hopping. En pogo er det , vi kalder en kængurustylte.

Oprindelsen af ordet pogo stammer oprindeligt fra de to tyske opfindere Max Pohlig og Ernst Gottschall. I 1920 registrerede de et tysk patent på det, de kaldte en "fjeder-endede hoppestylte"  Da produktet skulle markedsføres internationalt, dannede man ordet Pogo som et varemærke ved at kombinere de første to bogstaver i deres efternavne.

Selvom efternavnskombinationen er den officielt anerkendte sproglige oprindelse, findes der også en berømt og farverig vandrehistorie, som den senere amerikanske producent, George Hansburg, ydede sit bidrag til. 

Historien lyder, at en fattig mand i Burma lavede en hoppestylte til sin datter, som hed Pogo. Hun havde ikke sko på og manglede en måde at hoppe igennem mudderet på for at komme hen til det lokale tempel og bede. Dette er dog efter alt at dømme blot en god markedsføringshistorie

Her ligger en intgeressant artikel om selve pogo-stangens udvikling.

IDer er også en dans, der hedder pogo-dansen. Den opstod i Londons punkmiljø i midten af 1700-erne.

Sid Vivious fra bandet Sex Pistols hævder  at have opfundet dansen til tidlige punkkoncerter. Han forklarer, at han begyndte at hoppe lige op og ned med stiv overkrop og stive arme for at håne udenforstående og folk, der ikke var punkere, men som kom for at se koncerterne. Andre forklaringer går på, at han gjorde det, fordi hans stramme scenetøj eller hans saxofonspil begrænsede hans bevægelsesfrihed. Dansen vandt hurtigt indpas med sin voldsomme energi og farlige stil. Den gjorde det muligt for publikum at deltage aktivt frem for blot at se passivt til.  

I takt med at punkrocken voksede i Storbritannien og USA, blev pogoen den definerende bevægelse ved undergrundskoncerter. I 1980'erne udviklede det simple hop op og ned sig til hårdere og mere aggressive stilarter såsom slamming, circle pits og tidlige former for moshing.

Pogo-hopping har også udviklet sig til en ekstrem sport.

Atleter bruger højt-ydende pogo-stokke, der drives af lufttryk eller fjedre, til at springe op til 3-3,5 meter op i luften. Udøverne laver saltomortaler, rotationer, greb og stunts samt glider hen over rails – præcis som man ser det inden for skateboarding, BMX eller parkour.

Miljøet afholder en årlig international begivenhed ved navn Pogopalooza, der fungerer som verdensmesterskab i ekstrem pogo.

Både dansen og sporten var nye for mig. Derfor kom de med. Mon ikke de også var det for mine læsere? var 

Det  var billeder af en hoppende hvidmasket stormsvale, der som de første dukkede op, da jeg begyndte at interessere mig for petreller. Og så er det først nu, jeg er nået frem til den :-)

På sin blog fortæller naturfotografen Tony Whitehead om en tur, han var på for at fange billeder af den hvidmaskede stormpetrel. Han skriver :

"Som nævnt i mit sidste blogindlæg, var det mit håb for vores tur til Hauraki-bugten at få nogle bedre billeder af den hvidhovede stormsvale (Pelagodroma marina). De er lidt overskygget af den status, som den newzealandsk storsvale har, efter at være blevet genopdaget efter formodet udryddelse. (Min kommentar: Det kommer jeg til senere.) 

Men de er lige så flydende fugle, der svæver i luften over bølgerne for at spise. Stormsvalerne har virkelig mestret grænsefladen mellem luft og vand og hopper langs med det med dejlig finesse. Da de er små og uberegneligt bevægelige, er de vanskelige at fange, så de kræver mange billeder i håb om at opnå et billede af en skarpt fokuseret fugl i en interessant positur.Stormsvaler er dejlige at se på, mens de flagrer fint hen over vandet og hopper hen over overfladen og virker vægtløse. De synes ofte at stå på vandoverfladen og bøje sig frem for at samle en bid op under overfladen i stedet for at dykke ned i den, som petreller og shearwaters (skråper) gør.

En del af vores fascination af fugle er misundelse over deres evne til at flyve, og stormsvaler har en unik evne til at svæve vægtløse hen over vand, hvilket kun forstærker denne fuglemisundelse. Deres tilsyneladende evne til at gå på vandet har givet anledning til et almindeligt navn blandt fiskere som Jesus Christ-bird."

På dansk er artens officielle navn fregatstormsvale.  Dens hoppende adfærd har  historisk mindet søfolk og ornitologer om måden, ældre fregatskibe bevægede sig på over bølgerne, og det danske navn adskiller sig lidt fra det engelske ved at fokusere på adfærden frem for udseendet.

Også med sit udseende  skiller den sig  ud fra andre stormsvaler. Den er let genkendelig ved sit markante hvide ansigt med en mørk stribe gennem øjet. Den ansigtsmaske, der har givet den det engelske navn.

Oversiden på fuglen er lysegrå, undersiden hvid, og så har den ekstremt lange ben, der stikker langt ud over halen og et ret langt, slankt næb. 

Jeg har fundet to små videoer.

Den første  er fra Madeira i 2018. Den er lidt lang, så man behøver ikke se det hele, men den giver et indtryk af, hvor ihærdigt og hvor længe den lille fugl kan hoppe.

Den anden er endnu bedre. Her ser man fregatstormfuglens hoppende flugt, og man får bl. a. også en sammenligning mellem white-faced storm petrel og grey-backed stormpetrel  (Garrodia nereis), som jeg allerede har fortalt om.

Og så fortsætter jeg med  fregetta-slægten, som jeg allerede på forskud tog lidt hul på ovenfor.

Fregetta er et moderne latinsk slægtsnavn afledt af fregetta, som er det lokale italienske navn for stormsvaler i Venedig med betydningen lille søfarer eller lille havfrue.

Fregetta stormsvaler er generelt grålige eller sortlige på oversiden, med en sort hætte, mørke overvinger og hale, og beskrevelse fortsætter med at omtale en lys håndledsstribe og hvide vingeforinger samt stort set hvid underside under hætten.

De benævnelser er jeg stødt på også andre steder, men jeg orker ikke at gå ind i dem. Det må være for ornitologiske feinsmeckere.

Fregetta-slægten indeholder fire arter: 

• Hvidbuget stormsvale , Fregetta grallaria
• Sortbuget stormsvale , Fregetta tropica
• New Zealandsk stormsvale , Fregetta maoriana - tidligere placeret i Oceanites
• Nykaledonsk stormsvale , Fregetta lineata – genoplivet som en separat art i 2022 

I 1844 beskrev John Gould nogle af de specifikke fuglearter, som i dag tilhører slægten, eksempelvis Fregetta tropica og underarten Fregetta grallaria leucogaster. Gould placerede dem dog oprindeligt i en anden slægt Thalassidroma.

Tegning udført af John Gould

Det var den franske zoolog Charles Lucien Bonaparte, der i 1855 oprettede den selvstændige slægt Fregetta til dem.  Han specificerede typearten som Thalasssidroma leucogaster , 

Thalassidroma leucogaster  er det historiske videnskabelige navn og et synonym for hvidbuget stormsvale Fregetta grallaria)

Grallaria kommer fra nylatin grallarius, der betyder "styltegænger". Dette henviser til fuglens påfaldende lange ben.

Hvidbuget stormsvale var allerede i 1818  blevet formelt beskrevet af den franske ornitolog Louis Pierre Vieillot. Han benyttede det franske navn "Le pétrel échasse" og indførte det videnskabelige navn Procellaria grallaria - hvilket senere blev ændret. Échasse betyder stylter.

Arten har et stort udbredelseområde.

Hvidbuget stormsvale  findes i Angola, Argentina, Australien, Brasilien, Chile, Ecuador, Fransk Polynesien, De Franske Sydlige Territorier, Maldiverne, Namibia, New Zealand, Peru, Sankt Helena og Sydafrika. 

Kilder beskriver hvidbuget stormsvale som både en art, der ikke trækker, og en art, der foretager fuldt træk, hvilket måske afspejler, hvor lidt man ved eller forstår om denne undvigende havfugl. Man antager, at den trækker et stykke mod nord, men dens bevægelser til havs er ukendte. 

Ingen tvivl om oprindelse til navnet
hvidbuget stormsvale

Blackbellied storm petrel Fregetta tropica, den sortbugede stormsvale er meget tæt beslægtet med den hvidbugede stormsvale. Men som navnet angiver, så er dens mavefarve forskellig.

Illustration af John Gould

Sortbuget stormsvale viser en mørk lodret mavestribe. Den har mørkere overside end hvidbuget, og den har også længere ben, som stikker ud over halespidsen i flugt.

                           

Ud over at variere i fjerdragt, adskiller de to arter sig også i præference for habitat, hvor sortbuget stormsvale foretrækker koldere vand og yngler syd for hvidbuget stormsvale, hvilket gør den til en ægte subantarktisk ynglende fugl.. 

Sortbuget stormsvale findes i Antarktis, Argentina, Australien, Bouvetøen, Brasilien, Chile, Falklandsøerne, Fransk Polynesien, De Franske Sydlige og Antarktiske Territorier, Madagaskar, Mozambique, New Zealand, Oman, Peru, Sankt Helena, São Tomé og Príncipe, Salomonøerne, Sydafrika, Sydgeorgien og De Sydlige Sandwichøer, Uruguay og Vanuatu. 

Sådan ! Det var noget af en række.

Ligesom det gælder for hvidbuget storsvale, så er dens ikke-ynglende udbredelse ikke velkendt.
På fransk har den det flotte navn Océanite à ventre noir. 

New Zealand-stormsvalen Fregetta maoriana er en hurtigflyvende, sort-hvid stormsvale, endemisk for New Zealand. Man troede, den var uddød, 

Selvom det er en lille fugl, har den skabt stor opstandelse; den dukkede op fra glemslen i januar 2003, da et eksemplar blev observeret af en gruppe fuglekiggere i farvandet ud for Whitianga (det østlige Coromandel). Heldigvis blev der taget billeder af fuglen. 

Den blev først antaget for at være en sortbuget stormsvale, men blev senere korrekt identificeret som en New Zealand-stormsvale – en art, der hidtil kun var kendt fra tre eksemplarer indsamlet i det 19. århundrede (to i 1827 og ét før 1895). 

I november 2003, mens de ledte efter sortbugede stormsvaler og hvidhovedede stormsvaler, fik Bob Flood og Bryan Thomas gode fotografier og video af 10 til 20 newzealandske stormsvaler ud for Great Barrier Islands og Little Barrier Islands i Hauraki-bugten. 

Den første undersøgelse af en New Zealand-stormsvale i hånden fandt sted natten til den 4. november 2005, da en fugl fløj om bord på en fiskers båd nær Little Barrier Island. Ved et tilfælde var fiskeren en tidligere naturforvalter, der genkendte fuglen som værende "noget særligt".

Efterfølgende blev der i perioden 2005-2009 gennemført et fireårigt indfangningsprogram, hvor yderligere 11 New Zealand-stormsvaler blev fanget. Genetiske analyser af disse fugle bekræftede, at de var af samme art som de oprindelige museumseksemplarer. 

Lovende tegn på lokal ynglen hos New Zealand-stormsvalen dukkede op i januar 2011 med en usædvanlig observation af en plantestængel, der sad fast på benet af en New Zealand-stormsvale. Observationen tydede stærkt på, at fuglen havde været i land for at yngle, og identifikationen af stænglen som tilhørende en plante, der naturligt kun findes i det nordlige New Zealand, understøttede teorien om lokal ynglen. 

I 2012 lykkedes det i et intensivt program at indfange 20 New Zealand-stormsvaler til havs i perioden fra begyndelsen af februar til slutningen af maj. Det var bemærkelsesværdigt, at de fleste udviste tegn på ynglen i form af nøgne "rugepletter" på bugen (som bruges til at udruge æg). Desuden kunne man ved at indfange fugle over en periode på fire måneder observere, hvordan fjerene voksede ud igen over rugepletterne, hvilket gjorde det muligt at fastlægge tidspunkterne for de forskellige ynglestadier, såsom rugning og ungeopdræt. 

Ringærkede fugle blev i starten kun sporet til søs; forsøg på at finde fuglenes yngleplads var mislykkede indtil 2013.

Endelig i februar 2013 lykkedes det at spore fugle til ynglehuler i det skovklædte indre af Little Barrier Island, og man fandt de første reder og unger af den newzealandske stormsvale.

Et team af forskere fra Auckland University vil fortsætte med at observere fuglene på afstand for at forhindre forstyrrelse af ynglecyklussen. De håber at kunne fastslå udbredelsen og bestanden af de resterende newzealandske stormsvaler. I februar 2014 blev et æg fra den newzealandske stormsvale på Little Barrier Island opdaget. Det målte 31 mm gange 23 mm og var farvet hvidt med et fint lag lyserøde pletter koncentreret i den ene ende.

Bestanden af newzealandske stormsvaler er i dag anslået til at være mindre end 2000. 

Den nykaledoniske stormsvale (Fregetta lineata) er endemisk for Ny Kaledonien. Den er en lille, gådefuld havfugl, som først blev formelt anerkendt som en selvstændig art i 2022.

Den ny-caledoniske stormsvale blev beskrevet i 1848, men blev længe – ligesom den nærtbeslægtede newzealandske stormsvale, der har en lignende stribet fjerdragt – blot anset for at være et afvigende individ af en anden stormsvaleart. 

Den første observation af den nykaledoniske stormsvale fandt sted i 2008 ud for det sydlige Ny Kaledonien, og der blev gjort yderligere observationer i de efterfølgende år.

Fuglene ligner den newzealandske stormsvale, som jeg netop har beskrevet, men den er større, og man antog derfor, at der var tale om en endnu ubeskrevet takson."

I deres nye studie undersøgte forskerne adskillige eksemplarer af slægten Fregetta, både fra museer og nyindsamlede eksemplarer.

De gennemgik taksonomiske vurderinger vedrørende fem historiske eksemplarer af stribede stormsvaler – sort-hvide stormsvaler, der er kendetegnet ved tydelige mørke striber på den hvide bug,

Tre af dem tilhørte den newzealandske stormsvale, som for nylig var blevet genopdaget.

Der observeres fortsat fugle til havs ud for Australiens østkyst, men man har endnu ikke fundet nogen ynglekoloni. Den 26. september 2014 blev et ungt eksemplar af Fregetta lineata fundet på kysten af Ny Caledoniens hovedø i et beboet område. Fotografierne blev først sendt til Ludovic Renaudet fra Caledonian Ornithological Society, som videresendte dem til Vincent Bretagnolle med henblik på identifikation. Dette er det eneste sikre fund af Fregetta lineata på land og tyder på, at der sandsynligvis findes et yngleområde i nærheden.

Forskerholdet mener, at denne nye stormsvaleart yngler den nye art på Ny Kaledonien, mens Marquesas-øerne og Samoa ligger inden for dens udbredelsesområde uden for yngletiden.

Anerkendelsen af den newzealandske stormsvale som en selvstændig art førte til en revurdering af den ny-caledoniske stormsvale, og den blev dermed i 2022 igen anerkendt som en særskilt art.

Baseret på antallet af individer observeret til havs kan den samlede bestand ligge i størrelsesordenen 100 til 1.000 par, og arten må nu betegnes som kritisk truet.

Det er derfor afgørende, at ynglepladserne for den nykaledoniske stormsvale findes, så der straks kan iværksættes beskyttelsesforanstaltninger."

Opdagelsen  af Nykaledonisk stormsvale er beskrevet i en artikel, der blev offentliggjort den 11. marts 2022 i Bulletin of the British Ornithologists’ Club.

Polynesian storm petrel  (Nesofregetta fuliginosa)

Nesofregetta er en kombination af det ældgræske ord for ø og Fregetta hvilket henviser til dens naturlige levested og yngleadfærd på fjerntliggende øer i Stillehavet.

Fuliginosa stammer fra senlatin fuliginosus med betydningen sodfarvet eller røgfarvet og det  beskriver fuglens overvejende mørke, dunkle fjerdragt. 

I Danmark lægger vi vægt på den hvide halsstribe, og arten kaldes hvidstrubet stormsvale.

Polynesisk stormsvale blev formelt beskrevet i 1789 af den tyske naturforsker Johann Friedrich Gmelin. Han placerede den sammen med de øvrige stormfugle i slægten Procellaria og gav den det videnskabelige navn Procellaria fuliginosa. Gmelin baserede sin beskrivelse på sooty petrel (sodfarvet stormfugl), som var blevet beskrevet i 1785 af den engelske ornitolog John Latham i bogen.

Friedrich Gmelin og John Latham er jeg stødt på rigtig mange gange. Men det er et stykke tid siden sidst.

Polynesisk stormsvale er i dag den eneste art i slægten Nesofregetta, der blev oprettet i 1912 af den australskfødte ornitolog Gregory Mathews.

Polynesiske stormsvaler yngler generelt på koral- eller vulkanøer i kolonier. De bliver hovedsageligt på deres ø, hvilket tyder på en stillesiddende livsstil.

Afhængigt af afstanden fra ækvator kan polynesiske stormsvaler lægge æg sæsonbestemt eller ikke sæsonbestemt. Jo tættere de er på ækvator, jo mindre sandsynligt er det, at de lægger æg sæsonbestemt.

Den findes i Chile, French Polynesia, Kiribati, New Caledonia, Vanuatu, American Samoa, Fiji, and Samoa.

Det var den sidste stormsvale.

Og det var med velberådet hu, at jeg sluttede med netop den.

For - som du måske bemærkede - så nævnes det, at den ses i Kiribati. Landet som startede det hele - hele rækken af blogindlæg om fugle af  stormfugle-ordenen Procellariiformes. 

Jeg har åbenbart opbrugt min kvote af billeder. Jeg kan i hvert fald ikke få flere billeder hentet ind her i min blogartikel.

Men her  ligger en sammenligning af et utal af storsvaler - hvis du har lyst til en hurtig repetition.