 | ||
Fiordland har aldrig haft nogen betydelig permanent befolkning. Māori kendte området godt, men besøgte kun sæsonbestemt området for at jage, fiske og for at samle ædelstenen pounamu (new zealandsk jade) fra Anita Bay ved mundingen af Milford Sound.
I 1770 blev kaptajn James Cook og hans besætning de første europæere, der så Fiordland. Men Cook gik glip af Milford Sound - faktisk også i 1773 - fordi dens smalle åbning og stejle klipper fik det til at ligne en simpel, lavvandet dal snarere end en stor bugt eller fjord.
Den første europæer, der gik ind i farvandet, var sælfangeren John Grono i 1812. Grono kaldte området "Milford Haven" efter sit hjem i Wales.
To dage efter at Cook sejlede forbi Milford Sound i 1770, fik han øje på en fjordarm, der kunne tjene som ankerplads. Da han var usikker på, om han kunne nå dertil inden mørkets frembrud, gav han den navnet Dusky Bay og sejlede videre.
.webp) |
| Dusky Bay |
På sin anden rejse sejlede Cook ind i Dusky Sound.
Skibet Resolution lå i Dusky Sound i fem uger. Astronomen William Wales ryddede et område for træer med hjælp fra en del af besætningen for at opstille et observatorium, mens andre kortlagde fjorden og det omkringliggende område. Der blev fyldt op med vand og brænde, og mandskabet nød godt af det rige dyreliv. De havde også kontakt med de lokale maorier.
Dusky Sound er fyldt med sjove navne, som Cook gav til fjordarme, bugter, øer - ud fra oplevelser han og hans mænd havde der.
Many Islands, First Cove, Woodhen Cove, Crayfish Island, Occasional Cove, Prove Island, Luncheon Cove, Detention Cove, Disappointment Cove.
Stedet, hvor Resolution først kastede anker, hedder Anchor Point.
Cook var imidlertid ikke tilfreds med denne ankerplads og sendte løjtnant Pickersgill af sted for at undersøge sydkysten, mens han selv satte kursen mod nord. Pickersgill fandt en god ankerplads, som derfor fik navnet Pickersgill Harbour.
De røde prikker er småøer. På sitet, hvor jeg fandt kortet, er det interaktivt.
Trykker man på en prik, kommer navnet frem. Det er sjovt at udforske.
Wet Jack Arm (øverst til højre på kortet) har en særlig historie.
Efter at have forladt Dusky Sound sejlede Resolution mod nord. Ved Occasional Cove udnyttede mandskabet det gode vejr til at få alt op på dækket for at få det tørret, mens løjtnant Pickersgill tog nogle få mænd og en pinnace (en lille båd) med for at udforske en sidearm til hovedkanalen (Cook var bundet til skibet på grund af sygdom).
Mændene havde regnet med at vende tilbage samme dag, men en voldsom storm brød løs med sne, hagl og torden. Naturforskeren Johann Forster var særligt dramatisk i sin beskrivelse:
"Det virkede, som om hele naturen hastede mod en altomfattende katastrofe... og vores hjerter sank af frygt for, at skibet kunne blive ødelagt af stormen eller dens ledsagende himmelske lyn, og at vi selv ville omkomme i en afsidesliggende del af verden."
De blev tvunget til at søge ly i en vig, hvor de intet havde at spise ud over nogle få muslinger. Sidearmen fik navnet "Wet Jacket Arm", og vigen blev kaldt "Muscle Cove" (Cooks stavefejl af Mussel Cove er blevet bevaret).
Acheron Passage er et af de (få) navne, der ikke kan tilskrives Cook.
I 1851 sejlede dampskibet HMS Acheron ind i Dusky Sound under kommando af kaptajn John Lort Stokes. Acheron var en hjuldrevet slup af træ, der primært blev drevet frem af sejl, men som også havde en hjælpedampmaskine for at sikre bedre manøvredygtighed.
Stokes havde til opgave at opmåle New Zealands kyst. Han medbragte søkort, der byggede på oplysninger fra Cook – dels fordi Cooks arbejde var blevet gengivet af mange korttegnere, og dels fordi der ikke var tilføjet ret meget ny viden i mellemtiden. Cook havde kaldt denne fjordarm for North Entrance to Dusky Bay, men i loggen skrev - på eget initiativ - Resolution Passage efter ekspeditionens hovedskib. Men Stokes gav passagen navnet Acheron efter sit eget skib.
Da hans omfattende kortlægningsarbejde dannede grundlaget for alle moderne newzealandske søkort i det efterfølgende århundrede, var det netop det navn, han havde valgt, der officielt blev hængende.
Efter Stokes’ ekspedition blev mange af bjergtoppene omkring passagen opkaldt efter mænd, der havde gjort tjeneste enten på hans skib eller på Cooks skib firs år tidligere.
Ekspeditionernes kort og beskrivelser af området tiltrak hvalfangere og sæljægere, men først i midten af det 19. århundrede begyndte landmålere og guldgravere at udforske Fiordlands indre.
Mellem 1897 og 1908 mislykkedes to forsøg på at etablere en minedrift i det afsidesliggende område Rakituma / Preservation Inlet , og i 1914 var den isolerede lille bosættelse Cromartie (eller Cromarty) dér blevet forladt.
Størstedelen af Fiordland er domineret af de stejle sider af de snedækkede sydlige alper , dybe søer og stejle, gletsjerudskårne og nu havoversvømmede vestlige dale.
Det højeste bjerg i Fiordland-regionen er Mount Tūtoko, der ligger i Darranbjergene, en vild og storslået bjergkæde.
Mount Tūtoko er 2.723 m højt.
 |
| Mount Tūtoko |
Sydøst for Darranbjergene er der kun en håndfuld toppe, der når 2.000 meter, men på grund af det regnfulde vejr med kolde vintre og manglen på varme sommertemperaturer indeholder selv disse bjerge gletsjere og toppe med permanent snedække.
På maori er Milford Soundkendt som Piopiotahi efter den nu uddøde piopio-fugl.
Måske husker du, at jeg tidligere har refereret legenden om halvguden Maui, der døde i forsøget på at vinde udødelighed for menneskeheden. En enkelt piopio fløj til fjorden i sorg over Mauis død. Navnet Piopiotahi refererer til denne fugl, hvor tahi betyder 'en' på maori.
De første europæiske nybyggere udforskede ikke Milford Sound med båd, da de ikke var klar over, at der bag den smalle indsejling gemte sig et så smukt område.
Området er faktisk så godt skjult, at James Cook to gange overså indsejlingen til fjorden!
1823 besøgte sælfangeren John Grono stedet som den første europæiske nybygger. Han gav det navnet Milford Sound efter Milford Haven, en lang, smal fjordarm på den walisiske kyst.
Senere i samme århundrede blev skotten Donald Sutherland Milford Sounds første fastboende. Sutherland havde levet et begivenhedsrigt liv og havde blandt andet gjort tjeneste i hæren samt arbejdet som sælfanger og guldgraver. I 1877 forlod han alt og sejlede langs Fiordlands kyst med kun sin hund som selskab. Da han nåede til Milford Sound, besluttede han sig for at blive.
Sutherland valgte at bosætte sig nær det sted, der i dag kaldes Lady Bowen Falls. Selvom han i mange år levede som en eneboer, drømte han om at skabe en blomstrende by ved navn "Milford City". Han opdagede også vandfaldet Sutherland Falls, som blev opkaldt efter ham.
I 1890 blev han gift, og hans kone, Elizabeth, flyttede til Milford Sound for at bo sammen med ham.
Ægteparret Sutherland byggede det første hotel i Milford Sound for at kunne indkvartere det stigende antal vandrere, der ankom via den rute, som i dag kendes som Milford Track. Efter Donalds død i 1919 solgte Elizabeth hotellet til staten.
Der kom flere og flere vandrere til, og historierne om områdets uberørte skønhed begyndte at sprede sig. Den britiske forfatter Rudyard Kipling besøgte stedet i 1890'erne og udråbte Milford Sound til "verdens ottende vidunder".
I 1935 begyndte arbejderne at bygge Homer-tunnelen, hvor de borede sig gennem massivt klippefjeld fra Hollyford-dalen til Cleddau-dalen. Arbejdet var hårdt, og forholdene barske, men de holdt ud. Tunnelen åbnede endelig i 1954 og gav vejforbindelse til Milford Sound, hvorefter besøgende begyndte at strømme til for at opleve stedet med egne øjne.
I 1990 blev Milford Sound – sammen med resten af Fiordland og tre andre nationalparker – optaget på UNESCO's verdensarvsliste.
I dag er Milford Sound New Zealands mest berømte turistdestination, og stedet topper ofte lister over verdens smukkeste steder. Du kan besøge Milford Sound på en dagstur og nyde den storslåede udsigt under en sejltur på fjorden.
Vil man bevæge sig ind i dette vilde område af New Zealand er der flere ting, man skal være opmærksom på.
Der er stort set kun én hovedvej for turister (State Highway 94 til Milford Sound), som starter i byen Te Anau, der fungerer som indgangsport til området.
Der er ingen mobildækning, så snart man forlader Te Anau.
Der er ingen tankstationer på strækningen mellem Te Anau og Milford Sound.
Vandring og udforskning
Berømte ruter som Milford Track og Routeburn Track er tydeligt markerede og sikre, men de kræver reservation måneder i forvejen.
Hvis man bevæger sig væk fra de etablerede stier, kræver det gode færdigheder inden for navigation i vildmarken samt en god fysisk form.
På kortet herunder ses, at Milford Sound kan nås i bil. Ud af de 14 store fjorde i Fiordland National Park er den den eneste. De øvrige 13 kan ikke nås i egen bil. På kortet herunder er kun vist tre af fjordene uden vejadgang. Hvad de er udvalgt efter fremgår ikke.
Doubtful Sound / Patea er den mest populære bilfrie fjord. Turen dertil er sammensat: Man kører til Manapouri, tager en båd over Lake Manapouri og fortsætter derefter med turistbus over Wilmot Pass. Private biler er strengt forbudt på denne strækning.
Turen til Doubfull Sound er spektakulær.
En annonce for busturen over Wilmot Pass beskriver oplevelsen således:
En bustur over Wilmot Pass er en utrolig og dramatisk rejse, der fungerer som forbindelsen over land mellem Lake Manapouri og Deep Cove for enden af Doubtful Sound. Da der ikke er adgang via offentlig vej, kan ruten kun opleves ved at booke en guidet tur, såsom RealNZ's "Doubtful Sound Wilderness Cruise".
Hele oplevelsen byder på en unik blanding af imponerende ingeniørkunst og storslåede landskaber.
Grusvejen er cirka 21 kilometer lang, og turen tager omkring 45 til 50 minutter.
Bussen kører stejlt opad gennem et subalpint landskab og når et højdepunkt på 671 meter.
Turen går gennem tætte, mosklædte bøgeskove fyldt med hjemmehørende bregner, skjult fugleliv og – når det regner – hundredvis af midlertidige vandfald.
Hvis vejret tillader det, gør bussen holdt ved passets højeste punkt, Wilmot Pass Lookout. Herfra er der en verdenskendt, betagende panoramaudsigt over Doubtful Sounds dybblå vand langt nede.
De lokale chauffører fungerer også som kyndige naturguider. Via bussens højttalersystem fortæller de spændende historier om parkens geologi, flora, fauna og lokale historie.
For at få den bedste udsigt under turen op i bjergene kan det anbefales at finde en plads i bussens venstre side.
Vejen er bemærkelsesværdig ved at være den eneste vej på New Zealands fastland, der ikke er forbundet med det øvrige vejnet, og vejen har en overraskende historie.
Indtil 1960'erne var Wilmot Pass kun tilgængeligt fra havet eller via vandrestien over Wilmot Pass. Vejen blev anlagt mellem 1963 og 1965 for at transportere enorme maskinkomponenter fra havet ved Deep Cove og over bjergene til opførelsen af vandkraftværket ved Manapouri. Udstyr med en vægt på op til 97 ton blev transporteret fra skibe, der lagde til ved Doubtful Sound. Vejen over Wilmot Pass er stadig den eneste rute til transport af udstyr til og fra Manapouri-kraftværket, som er for tungt til at blive transporteret over Lake Manapouri.
Da vejen blev bygget, var det den dyreste vej, der nogensinde var opført i New Zealand. At sprænge sig vej gennem grundfjeldet kostede omkring otte dollars pr. centimeter!
Det er sjovt at se på kortet herover, hvordan hovedvej 95 slutter ved byen Manapouri og hovedvej 94 stopper ved Te Anau. Herefter er der helt vejtomt vestover mod havet.
Manapōuri-kraftværket, der stod færdig i 1971, blev primært bygget for at forsyne aluminiumsværket Tiwai Point nær Bluff , omkring 160 km mod sydøst , med elektricitet .
 |
| Aluminiumsværket Tiwai Point |
Stationen udnytter et 230 meter dybt fald til at generere elektricitet. Opførelsen af stationen krævede udgravning af næsten 1,4 millioner tons hård klippe for at bygge maskinhallen og en 10 km lang udløbstunnel, med en anden parallel udløbstunnel færdiggjort i 2002 for at øge stationens kapacitet.
Manapouri blev i 2010 erklæret som den "største vandforbruger" i New Zealand på grund af kraftværket, der forbruger 41 procent af det ferskvand, der forbruges af hele landet. I 2002 afviste regeringen en ansøgning fra en virksomhed, Southland Water 2000, om at tappe 40.000 kubikmeter vand på 20 timer, tolv gange om året, før vandet fra kraftværket udledes i Doubtful Sound.
Adgang til kraftværket sker via en to kilometer lang tunnel for køretøjer, der snor sig ned fra overfladen, eller en elevator , der falder 193 meter ned fra kontrolrummet over søen. Der er ingen vejadgang til stedet. En regelmæssig bådrute transporterer kraftværksarbejdere 35 km over søen fra Pearl Harbour , der ligger i byen Manapouri i det sydøstlige hjørne af søen.
Den samme adgang blev i mange år brugt til at transportere turister til offentlige ture på stedet, men siden 2018 har vedligeholdelsesarbejde fra Meridian Energy betydet, at ture er lukket "på ubestemt tid".
Pearl Harbour fik navnet kort efter det japanske angreb på Pearl Harbor , Hawaii i 1941. Navnet er givet som Et symbol på solidaritet med USA. For at vise sympati med USA og sikre, at den historiske begivenhed aldrig blev glemt, begyndte de lokale i det lille øde samfund ved Lake Manapouri uofficielt at kalde deres egen lille færgehavn for Pearl Harbour. (Lidt mærkeligt.) Men navnet hang så godt ved i folkemunde, at det med tiden blev det helt officielle og permanente navn for stedet
 |
| Pearl Harbour på Waiau River i byen Manapouri |
Uden nogensinde at have været i Canada, virker det meget canadisk på mig.
Manapouri
Manapori Lake er new Zealands næstdybeste sø. Med sit areal på 142 km2 er den bare New Zealands 7. største. Alligevel er den 4 gange så stor som Danmarks største sø, Arresøen.
 |
| Udsigt over Manapori Lake fra Circle Track - en af vandre-ruterne |
Ifølge maori-legenden blev Manapouri-søen skabt af tårerne fra to søstre, Moturua og Koronae, som var døtre af en gammel høvding i regionen. Koronae rejste dybt ind i skoven en dag, men kom ud for et alvorligt fald. Hendes søster Moturua ledte efter hende, og da hun fandt Koronae, indså hun, at Koronae ikke kunne reddes. Moturua lagde sig hos Koronae, og der lå de, indtil de døde. Deres tårer skabte Manapouri-søen. Manapouri-søen betyder ængsteligt eller sørgeligt hjerte på grund af de to søstres sorg.
Te Anau ligger på den østlige bred af Te Anau-søen, som er den største sø på Sydøen og i New Zealand kun overgået af Taupō-søen på Nordøen.
 |
| Lake Te Anau |
 |
| Te Anau |
 |
| Det ser ud til, at takahe-fuglen er et bomærke for byen. "Statuen" er nu ikke særlig smuk |
 |
| Ikke tilnærmelsesvis så smuk som de levende fugle. |
Kortet herunder er egentlig et kort, der vil vise noget om marine areas og reserves. Bemærk at i Milford Sound findes et Blue Cod Closure Area. (Det var blue cod som Cod Island ud for Stewart Island blev opkaldt efter.
Men det, jeg skal bruge kortet til, er, det på allerbedste vis viser placeringen af de 13 isolerede fjorde uden vejforbindelse.
Jeg starter i nord og går sydover.
Sutherland Sound / Te Hāpua: Den næstnordligste af fjordene efter Milford Sound og den mindst tilgængelige af dem alle. Adgangen til søs er stærkt begrænset på grund af en lavvandet sandbanke ved fjordmundingen.
Fjorden fik navnet Sutherland Sound Donald Sutherland, der besøgte fjorden i 1883. Sutherland har jeg fortalt om tidligere. Her præsenteres han som
skotskfødt newzealandsk opdagelsesrejsende, aktiv i slutningen af det 19. århundrede. Født i Wick og tjente som soldat i De Tusinds Ekspedition, ledet af Giuseppe Garibaldi, i de italienske genforeningskrige. Kort efter rejste han til New Zealand, hvor han ledte efter guld i Otago. Han sluttede sig senere til det newzealandske militær og deltog i en række slag i New Zealand-krigene.
Bligh Sound / Hāwea: En bugtet og barsk fjord uden vejforbindelser.
George Sound / Te Houhou: Kan kun nås via en meget krævende vandrerute over flere dage eller med fly.
Fjorden er sandsynligvis opkaldt efter kaptajnen på skibet HMS Acheron. Mellem 1848 og 1851 foretog mandskabet ombord på dette skib en opmåling af New Zealands kyst – den første af sin slags siden kaptajn Cook. (Som jeg fortalte om tidligere i dette opslag.)
 |
| HMS Acheron |
Caswell Sound / Taitetimu: Et helt utæmmet kystområde.
Charles Sound / Taiporoporo: Stille vand omgivet af uberørt regnskov.
Nancy Sound / Hinenui: En dybt isoleret vildmark.
Den mest sandsynlige oprindelse af navnet er, at fjorden blev opkaldt efter Nancy, et skib under kommando af John Grono- ham som også gav navn til Milford Sound.
Thompson Sound / Te Awa-o-Tū: Forbinder sig med området nær Doubtful Sound, men forbliver en ren maritim vildmark.
Selvom jeg har været lidt omkring Doubtfull Fiord, vil jeg fortælle lidt mere.
Med sine 40 kilometer er Doubtful Sound / Patea den næstlængste, og med en dybde på op til 421 meter den dybeste af Sydøens fjorde. Sammenlignet med Milford Sound er den mere udbredt, med klipper der ikke er så dramatisk høje og næsten lodrette. Fjordens U-formede profil er dog tydelig, især på de to inderste af hovedfjordens arme og de hængende sidedale langs hovedfjorden.
Den indtager pladsen som den næstpopulæreste turistdestination efter Milford Fiord.
Doubtful Sound blev i 1770 kaldt Doubtful Harbour af James Cook , som ikke sejlede ind i fjorden, da han var usikker på, om den var sejlbar. Den blev senere omdøbt til Doubtful Sound af hvalfangere og sælfangere.
En spansk videnskabelig ekspedition under kommando af Alessandro Malaspina besøgte Doubtful Sound i februar 1793 for at udføre eksperimenter, der målte tyngdekraften ved hjælp af et pendul , som en del af bestræbelserne på at etablere et nyt metrisk system. Ekspeditionens officerer, herunder Felipe Bauzá y Cañas , en kartograf, lavede også det første kort over indsejlingen og de nedre dele af Sound og navngav dets træk. I dag danner disse en unik klynge, der indeholder de fleste af de spanske navne på kortet over New Zealand: Febrero Point, Bauza Island og Nee Islets, Pendulo Reach og Malaspina Reach.
Doubtful Sound ligger omkring 50 kilometer fra det nærmeste beboede sted, den lille by Manapouri. Langs kysten er der ingen bebyggelser i omkring 200 kilometer i begge retninger.
Dagg Sound / Te Rā: Bliver kun besøgt af specialiserede ekspeditionskrydstogter i vildmarken.
Te Rā / Dagg Sound ligger syd for Doubtful Sound. Den er 13 km lang og omgivet af høje, stejle klipper. I den østlige ende af fjorden er der en kort sti, omkring 1,5 km lang, der forbinder til Crooked Arm i Doubtful Sound.
Hvaler er kendt for at opholde sig i farvandet nær fjordmundingen, især tæt på kanten af kontinentalsoklen, hvor havdybden falder drastisk.
Breaksea Sound / Te Puaitaha: Ligger lige ved siden af Dusky Sound og er primært tilgængelig via flerdages sejlture.
Dusky Sound / Tamatea: Et enormt, afsidesliggende paradis til flerdages bådudflugter eller for vandrere, der begiver sig ud på den udfordrende Dusky Track.
Chalky Inlet / Taiari: Kendt for sine hvide sandstrande og fuldstændig isoleret fra veje.
 |
| Chalky Inlet / Taiari Tilsyneladende meget mildere end de fleste andre fjorde - men totalt isoleret. |
James Cook så Taiari / Chalky Inlet under sin anden rejse i 1773 , og han opkaldte både den og Chalky Island efter de hvide klipper på øens havside. Cook sejlede ikke ind i fjorden på grund af dårlige vejrforhold og sejlede forbi på vej til Tamatea / Dusky Sound.
Preservation Inlet / Rakituma: Den sydligste fjord, som kun kan nås ad søvejen eller med helikopter.
Preservation Inlet var kortvarigt stedet for et forsøg på fiskeri og guldminedrift i det 19. århundrede, men dette blev hurtigt opgivet, da guldniveauet faldt i forhold til mere lovende felter andre steder.
 |
| Besøgende i Preservation Inlet |
Veje er der således ikke mange af i Fiordland, men mulighederne for trekking er næsten uendelige. Men man skal forberede sig godt, før man drager afsted - og især uden guide.
En personlig lokaliseringssignalpejler (PLB) anbefales kraftigt til enhver flerdages vandretur i Fiordland. I modsætning til en satellittelefon sender en PLB et GPS-signal direkte til redningstjenesterne med et tryk på en knap, selv uden mobildækning. . På nogle mere vilde stier som Dusky eller George Sound er den essentiel.
Terrænet i Fiordland er en blanding af trærødder, klipper, mudder og flodkrydsninger, og dine støvler vil være våde under store dele af enhver flerdages gåtur. Slidte støvler med en Vibram eller lignende sål med godt greb er ideelle.
Fiordland er et af de vådeste steder på Jorden og modtager op til 8 meter nedbør om året i nogle områder. Te Anau og Milford Sound får i gennemsnit omkring 7 meter årligt. Du kan forvente regn cirka 200 dage om året, så pak altid fuldt regntøj uanset vejrudsigten.
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg bliver fanget i en flodkrydsning under oversvømmelse?
Forsøg aldrig at krydse en oversvømmet flod – vent det ud. Floder i Fiordland stiger meget hurtigt, nogle gange inden for få timer. Find højere terræn og ly, og aktiver din PLB, hvis du er i fare. De fleste hytter har nødradiokontakt. Vejrudsigter fra DOC bør altid kontrolleres før afrejse, og hvis du indbygger ekstra dage i din rejseplan, har du fleksibilitet til at vente på, at floderne synker.
Hm .... Det er vist ikke noget for mig :-)
Men derfor kan jeg da godt kigge på et par af ruterne.ruterne
Kepler-, Milford- og Routeburn-ruterne er velholdte, velmarkerede og har hytteinfrastruktur, hvilket gør dem tilgængelige for begyndere, der er godt forberedte.
Andre ruter som Hollyford, Dusky og George Sound er afsidesliggende, umarkerede og bør kun forsøges af erfarne vandrere.
Om Dusky Track.
Dusky Track går fra Lake Hauroko til Wilmot Pass ved Lake Manapouri.
 |
| Lake Hauroko - New Zealands dybeste sø |
Den normale tur er på ca. 84 km og planlægges typisk til 8–10 dage, med mulighed for en afstikker på to dage (tur-retur) til Supper Cove i Tamatea / Dusky Sound.
 |
| Hytte ved Supper Cove, Dusky Sound |
"Denne krævende vandrerute byder på enorme søer, brusende floder, vidtstrakte, skovklædte dale og masser af mudder for erfarne og veludrustede vandrere. Ruten krydser tre store dalsystemer og to bjergkæder.
Den byder på en fantastisk udsigt over det vidtstrakte landskab i Fiordland.
Den er krævende, men givende," fortæller brochurerne.
Turen byder på åbne fjeldtoppe ved Pleasant Range med udsigt mod Tamatea / Dusky Sound, 21 hængebroer af typen "three-wire bridge" (wirebroer), men det går igen i beskrivelserne, at det er en rute præget af mudder, dalbunde med risiko for oversvømmelse og nødvendige valg ved flodpassager.
Underlaget er klassisk Fiordland: knædybt mudder, rødder, ujævnt terræn, væltede træer, flodpassager uden broer og strækninger, der kan blive ufremkommelige efter kraftig regn. Stien er rimelig godt markeret, men forholdene og vandstanden i floderne afgør, hvad der er realistisk fra dag til dag.
Der er adgang via båd i begge ender. På Lake Hauroko måske med gummibåd, som det ses på dette lille videoklip
 |
| Dusky Track |
Her ligger fine billeder fra Dusky Track
Kepler Track er noget mildere.
Den ligger mellem de to søer, jeg har nævnt, Manapouri og Te Anau.
Hvis man var en dygtig vandrer, var det der, man skulle hen.
Se denne lille video fra det fantastiske landskab.
Og her i disse stejle, afsidesliggende alpine og subalpine områder med højtliggende gletsjerdale og klippehylder, hvor det barske terræn var med til at beskytte dem mod indførte rovpattedyr - her blev der fundet de 18 kakapos, der har været helt afgørende for artens overlevelse.
Den historie venter stadig.
ps. Bemærkede du, at i dette blogindlæg optrådte bare to fugle og en fisk :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar