Om Alexander Baranov og hvad det ellers fører til

 

Alexander Andreyevich Baranov og var en russisk forretningsmand, som bl.a. drev en glasfabrik i Irkutsk sammen med svensk-finske Erik Laxmann. På et tidspunkt gik han næsten fallit. Om han rev vor skandinaviske Laxmann med i faldet, ved jeg ikke. Jeg tror det ikke. Ellers ville jeg vel være stødt på det et eller andet sted. Men pyt nu med det. For i dag er det Baranov, jeg vil forfølge. Han blev en spændende aktør på nordvestkysten af Amerika. 

 I 1790 indgik Baranov en fem-årig kontrakt med Shelikhov-Golikov-selskabet, der handlede med skind fra Alaska. Hans opgave var at lede og etablere yderligere forposter på Kodiak Island i Alaska. Baranov sejlede ud fra Okhotsk, men ud for Unalaska Island, en af Aleuterøerne næsten 1000 km fra Kodiak Island, led han skibbrud. Det sker snart for alle de søfarende, jeg sender afsted i mine blogindlæg, synes jeg. Besætningen reddede sig i land, og med hjælp fra de lokale aleutere overlevede de vinteren. Næste forår fortsatte de i de indfødtes havgående både. 

Baranovs 5-årige kontrakt udløb jo i 1795, men han hørte intet om at blive afløst. Tværtimod blev han i 1799 forfremmet til øverste chef for alle RAC's (Russian American Company) interesser i Russisk Amerika inklusiv Aleuterne og Kurilerne. I realiteten blev han den første guvernør af Russisk Amerika. Men på grund af den et-årige rejsetid mellem Sankt Petersborg og Alaska, var det sent i 1800, før Baranov hørte om sin forfremmelse og udvidede ansvar.

 Da Barakov ankom til Alaska var det til Kodiak Island i Three Saints Bay. En sted som Grigory Shelikhov havde grundlagt som den første permanente russiske bosættelse i 1784. 

Litografi af  Shelikhov Settlement 

Shelikhov havde siden 1775 handlet med indfødte fra Alaska på Kurilerne og Aleuterne. Der havde også været midlertidige stationer på kysten. Men i april 1784 kom han til Alaska for at grundlægge en permanent bosættelse på Kodiak Island og på fastlandets kyst.

Stable Island Refuge Island

De folk, der boede her, gjorde modstand og flygtede ud på en lille stabelø, Refuge Rock (Awa'uq på Alutiiq-sprog - der betyder noget i retning af "hvor man bliver følelsesløs). 

Hvad er en stabelø? 

A sea stack is exactly as the name suggests: a large stack of rock in the sea that looks like a tall stone tower, separated from the main shoreline. They can occur wherever there is a water body and a cliff.

Shelikhov angreb, skød med kanoner og geværer og dræbte flere hundrede mænd, kvinder og børn og tog også gidsler.

Hændelsen betegnes Awa-massakren eller Wounded Knee of Alaska.

Three Saints Bay, Alaska

Stedet som Shelikhov valgte til sin første permanente handelsstation var imidlertid dårligt valgt. Bjergsiden over kystområdet var for stejlt til at bygge på, og kystområdet var for lille til en væsentlig bebyggelse. Stedet blev skadet af en nedsynkning og en sandsynlig tsunami i kølvandet på et jordskælv i 1788. Da det blev besøgt i 1790, blev det beskrevet som en klynge små barakker (barabaras) med en befolkning på omkring 50 mænd og et lille antal kvinder. 

I dag kaldes Three Saints Bay for Old Harbour.

På nedenstående nutidige foto ses tydeligt, hvor lidt plads der er til bebyggelse.

Der er nu heller ikke brug for meget plads. Der bor i dag 237 mennesker. Men stedet er kendt af jægere og fiskere.

Nestled along the sheltered waters of Sitkalidak Strait, Old Harbor or Nuniaq as it called in the indigenous Alutiiq language, is on the southeast coast of Kodiak Island. Tall peaks serve as a dramatic backdrop for the city, which faces Sitkalidak Island. Sitkalidak Island has the largest population of puffins on the Kodiak Island Archipelago. Old Harbor boasts having the only glacier on Kodiak Island.

Puffins er lunder - søpapegøjer

I 1792 flyttede Baranov bosættelsen knap 100 km mod nordøst og kaldte den  Pavlovskaya Gavan, nu Kodiak City.  

Three Saints Bay og Kodiak City

Hvis man zoomer helt tæt ind på kortet, vil man lige syd for Kodiak City se navnet Kodiak Station. Førhen blev handelspladserne ofte kaldt stationer. Men den nuværende Kodiak Station er Coast Guard Air Station.

Stationens primære mission er luftsøgning og redning i et 10.000.000 km2 ansvarsområde, der dækker Alaskabugten, Bristol Bay, Beringhavet og Alaskas stillehavskyst.

Kortet herunder viser den halvø, hvor Baranov  i 1793 grundlagde havnen Voskresenskii, nutidens Seward.

  

Seward ved pilen

Farvandet vest for halvøen er  Cook Inlet. I bunden af dette farvand ligger Anchorage - i dag Alaskas største by, hvor halvdelen af statens indbyggere bor. Syd for Cook Inlet ligger Kodiak.

Cook Inlet

Anchorage

Seward ligger i bunden af en bugt ved navn Resurrection Bay. 

Resurrection Bay

Bugten fik sit navn af Baranov, som blev tvunget til at trække sig ind i bugten under en slem storm i Alaskabugten. Da stormen lagde sig, var det på påskesøndag. Så bugten og den nærliggende flod blev navngivet Opstandelsen efter denne dag.

Under ledelse af en britisk kaptajn, der arbejdede for RAC - Russisk-amerikansk kompagni, blev der i 1794  bygget et søgående sejlskib ved Resurrection Bay.  Det var det tre-mastede skib, Phoenix, som var det første skib bygget af russerne i Amerika. Skibet og havnen var vigtig for koloniernes transportbehov. 

Seward i dag

 I 1795 grundlagde Baranov en bosættelse, Slavorossiya, på fastlandet ved Yakutatbugten lidt længere mod syd.

Yakutatbugten har haft mange forskellige navne, navngivet af de mange, der har besøgt området.

I 1778 kom James Cook dertil og kaldte bugten for  Bering Bay.

I 1786 nåede den franske opdagelsesrejsende Jean-François de La Pérouse dertil  på sin jordomsejling. Han kaldte den Baie de Monti efter en af sine officerer.

I 1786 vendte englænderen Nathaniel Portlock tilbage dertil. Han havde tidligere været der sammen med Cook. Han kaldte bugten for Admiralty Bay. 

I 1791 kom spanske Alessandro Malaspina and José de Bustamante y Guerra dertil. De holdt fast i Admiralty Bay, blot på spansk  Almirantazgo. 

Dengang  hed en mindre bugt i området Port Mulgrave, navngivet i 1787 af engelske kaptajn George Dixon efter en engelsk arktisudforsker, Constantine John Phipps, 2nd Baron Mulgrave. Mulgrave var den første til at beskrive isbjørne. 

I 1805 kom Yuri Lisyansky dertil. Han var deltager i russiske Krusensterns jordsejling. Det blev Lisyansky,  der kom til at give bugten sit blivende navn, Yacootat. Et navn, der ligger ret tæt på det navn, de lokale Tlingitstammer havde for stedet, nemlig Yaakwdáat, som betyder "the place where canoes rest".

Yakutat-bugten

Hubbard-gletscheren i Yakutat-bugten
Det var nok ikke lige der, de anlagde en koloni

Bosættelsen ved Yakutat-bugten Bay bestod af  30 livegne-familier fra Rusland. Den blev dog senere forladt, efter at den var blevet angrebet af Tlingit-indianerne. 

Baranov grundlagde derefter en bosættelse på Sitka, den ø, der senere fik navnet Baranov Ø. 

Baranov kom første gang til  øen ombord på Ekaterina i 1795, da han søgte efter nye havodder-jagtområder. Ekatarina var det skib, som også Adam Laxmann sejlede på, da han fragtede japaneren Daikokuya Kōdayū  hjem til Japan år 1792.

Baranov betalte Tlingit-stammen en sum for rettighederne til jorden for at forhindre, at andre kunne drive handel der.

Det var særligt havoddernes skind, der var værdifulde

I juli 1799 kom han igen. Nu sejlede han med 100 russere ind i Sitkasundet ombord på skibet Olga, briggen Ekatarina, pakkebåden Orel og en flåde på omkring 550 baidarkaer (kajakker) med 700 aleuter og 300 andre indfødte.

For at undgå en konfrontation med indianerne, sejlede de forbi den strategiske bedst beliggende plads, den bakketop hvor  Kiks.ádi - en lokal stamme af Tlingitindianerne - havde etableret  deres Noow Tlein (Big Fort) og gik i land på deres 2. valg af placeringen af en forpost 11 km, nord for indianernes koloni.

Forposten kom til at bestå af et stort lager, en smedie, kvægstalde, en kaserne, et badehus, kvarterer til jægere og en bolig for Baranov.

I starten hilste  Kiks.ádi-indianerne hilst de fremmede velkomne, men deres fjendskab til russerne voksede snart. Kiks.ádi protesterede mod de russiske handelsmænds skik med at tage indfødte kvinder som deres hustruer og blev konstant hånet af andre Tlingit-klaner, der så på Sitkaerne som de fremmedes  kalga eller slaver. Kiks.ádi indså, at russernes fortsatte tilstedeværelse krævede deres troskab til zaren, og at de forventedes at levere gratis arbejdskraft til kompagniet. Konkurrencen mellem de to grupper om øens ressourcer ville også eskalere.

I 1802 kom det så til et voldsomt oprør på Sitka.  På et tidspunkt, hvor Baranov selv var taget til Kodiak for at ordne presserende sager der, angreb  og massakrerede  indianerne hele den russiske bosættelse. Kun nogle få russere og aleutere, som havde været på jagt, skjulte sig og overlevede og blev taget op af et forbigående skib tilbage til Kodiak.

Tlingit var klar over, at russerne ville komme og hævne overfaldet, så de forberedte sig ved at bygge et fort så stærkt, at det kunne modstå kanonkugler og desuden havde  en rigelig vandforsyning.

2 år senere, i 1804, ankom så Baranov med en stor styrke. Baranov sendte straks udsendinge til Tllingit-bosættelsen med tilbud om forhandling om Noow Tlein-stedet, men alle tilbud blev afvist.  Derefter kom det til voldsomme kampe over flere dage. Russerne fremsatte flere tilbud om fred, som blev afvist. Men efter 4 dages kamp meddelte indianerne, at de den følgende dag ville overgive sig. 

Men da russerne indtog fortet næste dag, var det helt tomt. Indianerne havde i nattens løb iværksat det, der kaldes Sitka Kiks.ádi Survival March. På en lang march forlod de øen og bosatte sig i et forladt fort , Chaatlk'aanoow, på naboøen. 

Castle Hill, Sitka

Russerne indtog og forstærkede indianernes fort Noow Tlein og navngav det Castle Hill. Hele bosættelsen fik navnet Novoarkhangelsk efter Baranovs fødeby Arkhangelsk.

Det blev nu RACs hovedsæde.

Frimærke med Baranov og Novoarkangelsk

Baranov forsøgte flere gange at få  Kiks.ádi-indianerne til at vende tilbage til Sitka, men de afviste hver gang.

Chaatlk'aanoow. hvor indianerne nu bosatte sig

I stedet indledte de en blokade mod russerne. Hver gang de opdagede kanoer ud for deres sted, roede de ud for at møde dem og advare: "Hold dig væk fra Sheetká. Kiks.ádi forbliver i krig med Anooshee (russerne) og vil ikke tillade handelskanoer at passere Chaatlk'aanoow. Sheet'ká tilhører stadig Kiks.ádi."

Blokaden viste sig at være effektiv, og færre og færre både forsøgte at komme til Sitka.

 Amerikanerne var ivrige efter at drage fordel af blokaden. De etablerede Trader's Bay over for Chaatlk'aanoow, hvor Tlingit-folk fra det sydøstlige Alaska kunne handle med dem i stedet for. Amerikanerne solgte også skydevåben til Tlingit, hvilket reelt underminerede russisk kontrol over Sitka.

Der skulle gå mere end 15 år, før nogle Kiks.ádi vendte tilbage til det område, de havde måttet flygte fra. Det var først i 1821 -  efter Baranovs død.

Til gengæld lykkedes det Baranov at overbevise andre indianere om, at de skulle udvide deres jagtterræn til længere sydpå, helt ned langs den Californiske kyst.

Men efter slaget ved Sitka begyndte der at gå rygter om dårlig forvaltning fra Baranovs side. Og i slutningen af 1805 ankom Nikolai Rezenov til Alaska for at undersøge forholdene. Han havde været ombord på Krusensterns ekspedition til Japan og var udset til at skulle være ambassadør i Japan. Men japanerne afviste pure både Rezenov og al handel med Rusland. Derfor forlod han ekspeditionen i Petropavlovsk på Kamtjatka og blev så udpeget til at tage på inspektionsrejse til Alaska og herunder undersøge Baranov.

Nikolai Rezenov

Mens Baranov var søn af en lavere klasses købmand (mestchanin), så var Rezenov en adelsmand, der var vant til at færdes på de bonede gulve. Som 14-årig beherskede han 5 sprog og i samme alder startede han en militær karriere. 

Herefter kom han til Sankt Petersborg, hvor han blev sekretær for zarina Katharina og kom under prins Zukovs vinger. Zukov var en umådelig rig herre, og som zarianens darling havde han enorm politisk indflydelse. Zukov var tidligt interesseret i handel med skind, og han sendte Rezenov til Irkutsk som sin repræsentant.

Her havde Shelikhov-Golikov Selskabet hovedsæde, og her mødte han Shelikhov.

I januar 1795 giftede han sig med Shelikhovs og Natalia Shelikhovs 14-årige datter. Med datteren fulgte en medgift i form af aktier i Shelikhovs selskab. Anna døde i barselsseng 7 år senere. Rezenov blev partner i selskabet og udviklede sig hurtigt til en ivrig og utrættelig forretningsmand. Ved Shelikhovs død senere i samme år som giftemålet blev han den ledende figur i det velhavende selskab, men følte sig marginaliseret og chikaneret, fordi arvingen til virksomheden var Shelikhovs formidable kone, Natalia. 

Rezenov besluttede at udvikle virksomheden ved at skaffe sig selv og sine partnere et kongeligt charter med monopol-privilegier ligesom de privilegier, Storbritannien gav East India Company.

Det var netop lykkedes Rezenov at overtale Catharina II til at underskrive charteret, da hun døde i 1796, hvilket betød, at han måtte begynde forfra igen for at få et charter fra den nye kejser Paul I. I en periode så det håbløst ud - kejser Paul var både ubalanceret og umedgørlig, men endelig i 1799, kort før kejseren blev myrdet, lykkedes det at få underskriften.

Russisk amerikansk kompagni fik monopol over Stillehavets nordvestkyst i Nordamerika fra 55 grader nord, omtrent den sydlige grænse af Alaska i dag, og over kæden af øer, der strækker sig fra Kamtjhatka nordpå til Alaska og sydpå til Japan i en periode på 20 år. 

Som embedsmand kunne Rezenov ikke direkte udnævnes til direktør for virksomheden, så han blev officielt udpeget til RACs "høje repræsentant i hovedstaden."  Størstedelen af aktierne var ejet af Shelikhovfamilien, mens Rezenov, kejser Paul, den fremtidighe kejser Alexander I og storhertug Konstantin Pavlovich også var aktionærer.

Og så var han klar til at deltage i Krusensterns ekspedition, der jo udover at etablere diplomatiske forbindelser og en handelsaftale med Japan også skulle åbne en direkte handelsrute mellem Macao og Alaska og søge mulige russiske kolonier i Asien.

 

I 1805 forlod Rezenov så Krusensterns ekspedition. Han opholdt sig en kort periode i Petropavlovsk, men fik så ordre til som kejserlig inspektør og befuldmægtiget for kompagniet at rejse til Russisk Amerika for at undersøge evt. misbrug og rette op på forholdene. Men Rezenovs rapport til zaren kom til udelukkende at indeholde rosende beskrivelser af Baranov og hans administration.

Men Rezenov fandt forholdene i kolonierne barske. Boliger var primitive og maden var knap, bl.a. fordi mange forsyningsskibe gik tabt på havet. Mange kolonister døde af sult og skørbug. 

I desperation sammensatte Rezenov i 1806 en lille besætning og sejlede sydpå til Californien for at købe mad og forsyninger hos spanierne, Ruslands største konkurrent i koloniseringen af Stillehavskysten. 27. marts mødtes de med kommandanten over San Francisco, Don Josë Darío Argüello.

Under et 6-uger langt ophold lykkedes det ham at købe hvede, byg, bønner, mel, talg, salt og mange andre ting. 8. juni var han tilbage i Sitka med de livsvigtige forsyninger.

Men for Rezenov personlig kom turen til at betyde meget mere.

For Rezenov havde mødt og indledt et forhold til Conceptión Argüello, (Conchita),  kommandantens 15-årige datter.: “The universally recognized beauty of Nueva California". 

Parret blev forlovet, hvilket skabte furore i det californiske samfund, ikke pga. Conchitas unge alder, men pga. forskellene i deres religion og nationalitet. Men kommandanten gav parret sin velsignelse, såfremt et ægteskab kunne accepteres af både Paven og den spanske konge.

Om denne kærlighedshistorie er der naturligvis lavet en film.

Her ligner Conchita nu ikke en 15-årig.

Da Rezenov havde afleveret forsyningerne på Sitka, hastede han mod Sankt Petersborg. Undervejs i Petropavlovsk sendte han sine to skibe under ledelse af officererne Nikolas Khvostov og Gavriil Davydov på et raid mod  japanske besiddelser på Sakhalin, Kurilerne og Hokkaido som straf for den behandling, han havde fået i Japan. I realiteten erklærede han på egen hånd russisk krig mod Japan. Khvostov og Davydov røvede og nedbrændte bosættelser på kysterne og fangede adskillige japanere.

Selv fortsatte han over land mod Sankt Petersborg, hvor han håbede at få kejserens godkendelse af sit togt mod Japan. Den fik han ikke. Han nåede slet ikke dertil, men de efterfølgende hændelser viste, at Sankt Petersborg ikke gouterede foretagenet. For skønt  Khvostov og Davydov handlede efter ordre, blev de arresteret, da de vendte tilbage til Okhotsk, og de blev sendt til Sankt Petersborg, hvor de blev dømt.

Undervejs på sin hals-over-hoved-rejse skrev Rezenov breve til paven og den spanske konge, hvori han bad om dispensation og godkendelse af sit ægteskab med Conchita. Men undervejs havde han et styrt fra en hest og i Krasnoyarsk døde han af feber og overanstrengelse - og muligvis et blødende mavesår. Rezenov er begravet i Krasnoyarsk.

Statue af Rezenov i Krasnoyarsk 

Den stakkels Conchita, hun gik og ventede og ventede og hørte intet fra sin forlovede, Rezenov.

Den fremherskende historie fortæller, at hun aldrig erfarede om Rezenovs skæbne, men vedblivende afviste alle andre ægteskabstilbud og endte med at blive nonne. Andre kilder siger, at Alexander Baranov i 1808 skrev til hendes bror, hvad der var sket.  Alligevel valgte hun at forblive ugift,  og i begge udgaver ender hun med at gå i kloster.

Og hvordan gik det så videre for Baranov?

Mens Baranov boede i Irkutsk havde han kone og barn med. Her adopterede de yderligere to børn. Men på et tidspunkt rejste konen med børnene tilbage til Sankt Petersborg. I Russisk Amerika tog han en aleutisk kvinde. I 1797 fødte hun en søn, og senere fik de endnu to børn sammen, som Baranov alle gav russiske navne. Baranov understøttede stadig familien i Sankt Petersborg, men da den ægteviede kone døde i 1807, giftede han sig lovformeligt med sin indfødte kvinde og legitimerede dermed deres børn. Datteren blev senere gift med en russisk flådekaptajn, der en kort overgang var guvernør i Russisk Amerika.

I 1807 blev han tildelt Sankt Anna-ordenen af 2. grad for succesfuld udholdenhed og lederskab. 

Sankt Anna-ordenen, som Baranov bærer på de malerier, vi ser af ham.

Med Sankt Anna-ordenen blev man adelig. Han blev forfremmet til rang af Collegiate Councillor. Fra klassen "mestchanin" langt under adelen var han blevet ophøjet til en rang, der var lig med eller overlegen den kejserlige russiske flådes kaptajner, som tidligere havde behandlet ham med nedladenhed. Denne forhøjelse af status må man sige var velfortjent, for den var en afspejling af Baranovs økonomiske succeser. I 1802-1803 udbetalte det russiske amerikanske kompagni tæt på 500 000 rubler i udbytte til sine aktionærer - og medlemmer af den kejserlige familie var blandt modtagerne

Rezenov havde fået et løfte fra den spanske kommandør om, at så længe russiske handelsfolk holdt sig nord for San Francisco, ville han vende det blinde øje til. Som følge deraf etablerede  Baranov i 1812 Fort Ross ca. 80 km nord for San Francisco-bugten. Hensigten var at starte en landbrugsproduktion, der kunne sikre mad til kolonierne i det kolde Alaska.

This settlement [Ross] has been organized through the initiative of the Company. Its purpose is to establish a [Russian] settlement there or in some other place not occupied by Europeans, and to introduce agriculture there by planting hemp, flax and all manner of garden produce; they also wish to introduce livestock breeding in the outlying areas, both horses and cattle, hoping that the favorable climate, which is almost identical to the rest of California, and the friendly reception on the part of the indigenous people, will assist in its success.

— From an 1813 report to Emperor Alexander from the Russian American Company Council, concerning trade with California and the establishment of Fort Ross

Fort Ross

Kirken på Fort Ross

En enkelt fiasko havde Baranov, uden dog selv at have stor skyld i den - måske.

Lige siden Krusensterns jordomrejse i 1804 havde russerne haft kontakt med Hawaii-kongen, Kamehameha, og russiske skibe besøgte af og til Hawaii for at få forsyninger. 

Kong Kamehameha

I januar 1815 kastede et RAC-skib anker ved Kauai-øen og Baranov gav kaptajn Bennett besked på at bruge sine anslåede 100 000 rublers værdi i pelse og anden last til at købe mad og andre forsyninger til bosættere i Russisk Amerika. Næste nat stødte  skibet på grund i en storm. Bennett lavede en aftale med den lokale høvding, Kaumualii,  gående ud på, at han måtte få det ødelagte skib, men lasten var russisk ejendom. Flere hundrede kauaiere hjalp til med at bjærge lasten, men senere rapporterede Bennett, at både skibet og lasten var blevet beslaglagt af  Kaumualii.

To måneder senere  blev den strandede besætning evakueret af et amerikansk skib. Nu lagde Bennett og to andre amerikanske kaptajner ansat af kompagniet pres på Baranov for at gennemføre en væbnet straffeekspedition mod Kaumualii. Det ønskede Baranov ikke. Han gik ind for en fredelig løsning.

Baranov sendte Georg Anton Schäffer, en tidligere læge på et RAC-skib afsted for at udrede trådene. Hvorfor dog ham, har historikere senere spurgt sig selv. Men Baranov havde åbenbart ikke andre for hånden.  Schäffer forplumrede hele sagen. Han blev på Hawaii i to år, hvor han blev viklet ind i lokale politiske rævekager. Han gik i forbund med høvding Kaumualii, som havde som mål at styrte kongen. 

Sammen forbereder de et angreb på andre af øerne . Schäffer bliver overbevist om, at Hawaii er en moden frugt at plukke for Rusland. Han får bygget et fort, han indkøber skibe og våben. Baranov afviser stadig et angreb på Hawaii og afviser at betale for de skibe, Schäffer har købt. Og det hele falder sammen, og Schäffer må flygte. Det blev en dyr affære for kompagniet.

En anden udlægning tillægger dog Baranov et større ansvar.

"And in 1816, while dressed in an Imperial Russian Naval staff officer’s uniform, the King “of the Sandwich Islands in the North Pacific Ocean, Kauai and Niihau, and hereditary prince of the islands Oahu, Maui, Lanai” raised the flag of the Russian American Company over Kauai. While it went into the history books as the “Schäffer affair”, it was an attempt to bring the whole Kingdom of Hawaii into the Russian Empire. And just like the Russian colonies in California, which thrived until 1842, the venture in Hawaii was driven by the strategic foresight of the First Colonial Governor of Russian America, Alexander Baranov."

I Sankt Petersborg er der irritation over affæren. Baranov er efterhånden fyldt 70, og da der også begynder at komme klager over Baranovs administration fra nogle flådeofficerer, bliver en vis Hagemeister  sendt på inspektion, og hensigten er også  at han skal afløse Baranov som guvernør.  Hagemeister finder dog ingen beviser for guvernørens påståede forseelser. Bøgerne balancerer ned til sidste rubel med alle indtægter og udgifter fuldt opgjort. Yderligere viser gennemgangen af regnskaberne, at Baranov er næsten personlig insolvent, da han havde gjort det til en praksis at bruge personlige midler til at hjælpe andre i økonomisk nød under hele hans styre.

aSammen med Hagemeister nkom også maleren Mikhail Tikhanov. I august 1818 malede han et oliemaleri af Baranov og et akvarelmaleri af Tlingit høvdingen Katlian og hans hustru.

Baranov havde adskillige gange over årene bedt om at blive afløst på posten. En enkelt gang var der rent faktisk også udpeget en afløser, men han døde undervejs til Alaska.

Men endelig kan han nu rejse hjem. Og Hagemeister, der var udset til at skulle være hans afløser, valgte også at sejle med tilbage. I stedet udnævnte han sin næstkommanderende, Semyon Yanovsky, Baranovs svigersøn, ham der var gift med Baranovs datter, til guvernør. Dette blev dog omgjort af RACs bestyrelse, så han kom kun til at fungere i to år

  27. november 1818 går de ombord på marineskibet Kutuzov. Skibet sejler mod syd for derefter at dreje mod vest og runde Kap det Gode Håb på vej mod Sankt Petersborg. Undervejs bliver gjort et længere ophold i Batavia på hollandske Java. Her bliver Baranov imidlertid syg og kort efter skibet har forladt Batavia, dør Baranov den 16. april 1819.  Han bliver begravet på havet i Sunda Strait mellem Java og Sumatra.

Men hvad var Baranov så for en mand? Det kan jeg slet ikke have nogen mening om ud fra de spredte artikler, jeg  - lidt tilfældigt - finder på nettet.

Men jeg tror - eller håber - at et ord, der falder mig ind, er dækkende. Det ord, der for tiden er buzz-ordet på Christianborg. Ordet ordentlighed. Jeg fornemmer, at Baranov var præget af ordentlighed.

Jeg har fået det indtryk, at Baranov ikke bare var drevet af magt og økonomisk gevinst, men at han reelt kerede sig om de indianere, der i virkeligheden var grundlaget for russernes succesrige pelshandel. Han foretrak forhandlinger frem for angreb, og han bragte forbedringer for indianerne, oprettede skoler og indførte vaccination mod kopper. Det tjener ham da også til ære, at han lovformeligt giftede sig med sin indianske kone  og dermed sikrede sine børn.

Men hvilket liv. I næsten 30 år at skulle styre et landområde, der til sidst strakte sig fra San Francisco til Kodiak Island og de yderste Aleuter-øer - mere end 5000 km -  alt imens han de sidste mange år gik og længtes efter at komme hjem, hvilket han aldrig nåede. Hvilken skæbne.

Måske jeg er for naiv. 

Andre har i hvert fald en anden opfattelse af manden, hvilket ses af nedenstående lokale Sitka-avisartikel fra 2020.

For more than 30 years, a bronze statue of Russian colonial administrator Alexander Baranov has stood in front of one of Sitka’s most prominent government buildings. 

But not any more. 

Due to anti-racism protests it has been moved to a less dominant place in front of Sitka Historical Society and Museum