Om havodderen og hvad deraf følger

Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg om russernes tidlige aktiviteter i Alaska, startende  helt tilbage i 1743, men voldsomt intensiveret fra 1784 og frem, og jeg har skrevet om englændernes aktiviteter i det nordvestlige Stillehav med hovedvægt  i Nootka Sound ved Vancouver Island i årene 1786-1789.

Jeg har også skrevet om Spaniens aktiviteter, både helt mod nord hvor russiske købmænd dominerede, og længere mod syd ved Nootka Sound hvor engelske købmænd var meget aktive.

Men Spaniens aktiviteter er ikke relevante i dette blogindlæg. For der er en grund til, at jeg i ovenstående skriver russiske og engelske købmænd - ikke Rusland og England - og jeg skriver Spanien og ikke spanske købmænd.

De russiske og engelske ekspeditioner var netop private ekspeditioner udrustet og foretaget af private købmænd med det klare formål at indsamle/opkøbe (for glasperler, små metalstykker og lignende) havodderskind, som gerne skulle gøre dem personligt styrtende rige. Med tiden fik de monopoler givet af henholdsvis Kejserinde Katharina II og den engelske regering. Men som udgangspunkt og vedvarende var de private handelsekspeditioner.

De spanske ekspeditioner derimod var officielle statslige ekspeditioner, ikke udsendt for at handle og skabe personlige formuer, men for at håndhæve Spaniens ret til alle landområder vest for en linje fra pol til pol 1550 km vest for Kap Verde Øerne. Dette var blevet aftalt mellem Portugal og Spanien ved Tordesillastraktaten af 1492, og charteret blev  stadfæstet af pave Julius ll i 1506.

Kortet herunder viser de vigtigst bosættelser og/eller handelspladser - russiske, engelske, spanske.  

Bemærk den røde stiplede linje syd for Kap Horn. Linjen der angiver indgangen til / den geografiske start på det monopol, som det engelske South Sea Company havde fået af den engelske regering på al britisk handel på hele Amerikas vestkyst fra Kap Horn til Beringsstrædet, 300 leagues - 900 miles - ca. 1.400 km ud i havet. Jeg går ud fra, at ringene uden om øer i Stillehavet angiver den udstrækning monopolet udstrakte sig i havet rundt om disse øer.

Jeg er tidligere stødt på en bemærkning om, at nogle indfødte fortalte til John Meares og vist også James Strange (to engelske pelshandlere), at de var bange for russerne, uden at det blev forklaret nærmere. Nu har jeg vist fundet forklaringen.  

Det russiske system adskilte sig nemlig fra det britiske og senere amerikanske system i dets forhold til de oprindelige folk.  Russerne benyttede det system, de længe havde benyttet i Sibirien. At de indfødte blev afkrævet yasak - en slags skat i form af naturalier. Der var således ikke tale om, at russerne købte og betalte for skindene. De krævede dem bare. I realiteten kom de indfødte til at fungere som russiske livegne - som slaver. 

Gedeon, en munk udsendt af den russisk ortodokse kirke, beskrev i en indberetning, hvordan Aleut- og Alutiiqmænd blev lagt i lænker og tvunget til at  gå ud i jagtgrupper på op til  500 baidarkaer (havkajakker) for at jage pelsdyr. Nogle var nødt til at rejse så langt som 1000 verst for at få den nødvendige fangst. Dette efterlod mændene uden tid til at forsørge deres familier og tvang dem i gæld til RAC (Russisk Amerikansk Kompagni). Kvinder blev tvunget til at sy tøj og fik en høj kvote af bær, de skulle samle, og de skulle tilberede fisk - alt sammen naturligvis uden løn.

Nogle kvinder dræbte simpelthen deres børn, når de nåede 8-10-års alderen, for at de ikke skulle arbejde for russerne.

De indfødte, der kom i kontakt med englænderne derimod, fungerede i det væsentlige som uafhængige jægere og sælgere. De jagtede havodderne og forberedte skindene på egen hånd. At betalingen var latterlig lille, er én ting, men de indfødte var dog frie til selv at bestemme, om de ville handle eller ej.

Om havodderne

Men nu til havodderne. Det var jo dem, der skulle være hovedemnet. 

Jeg fandt en sød hjemmeside, som jeg starter med at lægge ind stort set uredigeret.

Sea Otter Foundation & Trust

Ensuring the survival of sea otters in their habitats. 

Sea otter facts

Sea otter raft

Sea otters floating on the ocean waves in groups are called rafts.   

These rafts are usually gender-based, meaning boy sea otters like to hang out together and girl sea otters like to hang out together.

Female sea otters raise their pups without assistance from males.

Sometimes sea otters like to hold hands.  Holding paws allows sea otters to keep their delicate paw pads warm. 

Sea otter pups

Sea otter pups

Sea otter pups are born with buoyant fur that does not allow them to sink. They float like corks on top of the water unable to dive and therefore, are completely dependent on the mother sea otter.

Sea otter pup fur is known as lanugo. Lanugo is a very soft, downy hair that develops in humans as well as in animals.

Sea otter pup fur is shed by the time they are approximately 13 weeks old.

Sea otter pups are born with open eyes and with 26 baby teeth; 10 of which are visible.

Sea otter diet.

 Sea otters need to eat a lot each day.  The sea otter pictured above is feasting on a mussel. 

They eat frequently throughout the day.

Unlike other marine mammals, sea otters have no blubber, so they must consume 25-30% of their body weight every day in order to survive in their cold Pacific Ocean habitat.

Sea otters eat mainly invertebrates and bivalve animals.  Some of their favorite meals consist of:

• sea urchins (søpindsvin)
• abalone
• clams
• crabs
• mussels
• sea stars
• fat innkeeper worms

Havoddere er sammen med menneskeaber og delfiner de eneste pattedyr, der bruger redskaber, læser jeg et andet sted. Er det nu rigtigt - at de er de eneste,  tænker jeg. Men jeg lader sætningen stå.

I hvert fald spiser havodderen massevis af søpindsvin - deres yndlingsspise - og også muslinger og snegle. Og hvis skallerne er svære at åbne, benytter havodderne nogle gange sten eller træstykker til at bryde dem op. På hver lem er den femte finger længere end de andre. Det er den, der sætter havodderen i stand til at håndtere redskaber.

Havodderen bliver betragtet som en vigtig brik i havets økosystem.

  Søpindsvin spiser af tangen i de kystnære tangskove / kelpskove. Kelpskove er vigtige opvækstområder for ungfisk, som igen har en positiv indflydelse på mængden af større fisk. Små arter kan bruge tangen til gydning, og store rovarter er mere talrige på grund af den øgede aktivitet i forbindelse med tangskove. Øverst i pyramiden kan være hvaler, der spiser havoddere.

Når havodderen forsvinder - og ikke længere holder bestanden af søpindsvin nede - så "overspiser" søpindsvinene tangskovene, som efterhånden forsvinder, og havmiljøet bliver et fattigt område med kun få arter og færre individer.

Over for det står, at krabbe- og skaldyrsfiskere finder, at deres fangster reduceres, når et område indtages af en større gruppe havoddere. Men det modsætningsforhold må man jo prøve at afveje.

Når havodderen finder mad på havbunden, kan den anbringe  f.eks. søpindsvin i en særlig lomme, som den har ved sit bryst - en lomme af løs hud. Herefter kan den søge op i overfladen, rulle rundt og ligge og flyde på ryggen og spise den gode mad.

Den kan også tage maden med, når den svømmer videre, og lommerne fungerer som dens egen transportable lille madkasse.

Den engelske tekst sagde, at havodderne holder i hånd for at varme "hænderne". Det har også en anden funktion. Når de holder i hånd, mens de sover, forhindrer det, at de flyder væk fra gruppen.

En anden måde at hindre at de under søvnen flyder langt væk - ud på oceanet -  er, at de vikler sig ind i noget tang og vandplanter. Om vinteren kan de gå på land for natten.

Når havodderen har en unge, men må forlade den for at dykke ned efter mad, kan den også "binde" ungen - fastgøre den til noget tang.

When startled, the mother puts an arm around the little one and dives with it. On some occasions, the mother seemed to pat the little one on the head first, as if by this patting or pushing motion she were warning it of the impending immersion.

Havodderen reproducerer sig kun langsomt. En enkelt unge hvert eller hvert andet år. Havodderen har unger hele året, selv om de naturligt nok er hyppigere i maj og juni, hvor temperaturerne er mere behagelige, og der er overflod af mad.

Svangerskabsperioden varer normalt mellem 4 og 20 måneder.  Lyder det ikke mærkeligt - normalt mellem 4 og 20 måneder. Det skyldes, at havodderen er et af de dyr, der kan have det, der kaldes forsinket implantation. Det betyder, at hunnen kan fryse æg, som er befrugtet, for først at lade dem vokse senere, når miljøforholdene er gunstigere for reproduktion. 

Denne funktion har flere dyrearter - mange af dem findes i Australien - og studiet af det har taget udgangspunkt i Australiens pungdyr.

Havodderen har ikke et tykt lag spæk at tære på. Derfor må den konstant søge føde. Og den har så heller ikke spæklaget til at beskytte den mod det kolde vand og regulere den indre temperatur. Havodderen er det eneste maritime  pattedyr, der ikke har et særligt fedtlag som isolering mod det frysende havvand. Så i stedet har den pelsen.

Havodderen har den tætteste pels af alle dyr. De har fra 26.000 til 165.000 hår pr. kvadratcentimeter.

Men det var så den pels, der var ved at blive artens skæbne.

Havodderskind 1800-tallet

Havodderskind blev inddelt i 4 kvaliteter baseret på farve, tekstur og tykkelse. De mest værdsatte var dem fra kurilliske og kamtjatkiske havoddere, og dem fra Aleuterne blev anset for de næstbedste. De kuriliske, kamtjatkiske og aleutiske pelse var tykkere, blankere og sortere end dem på den nordvestlige Alaskakyst, som var 3. kvalitet, og de californiske, som var 4. kvalitet. 

 Det var russerne, der kontrollerede levestederne for de mest værdifulde pelse. 

Og her skulle så have været indsat et fint kort, der viste de forskellige arters habitater, men jeg kan ikke finde det igen. Sådan går det somme tider, når jeg tænker, at det kan jeg godt huske - og ikke får gemt webadressen - og der så går alt for lang tid, før jeg vender tilbage og får færdiggjort indlægget.

Men kortet skulle have vist, at Northern sea otters findes på  Aleuterne, i det syd-centrale og sydøstlige Alaska. i  Britisk Columbia og  Washington. Southern sea otters, også kaldt California sea otters lever langs  Californiens kyst fra San Mateo County i nord til  Santa Barbara County i syd. Og så er der de russiske havoddere.

Jeg fandt også på et tidspunkt et kort, der viser de mange og lange sejlruter, der blev fulgt i jagten på havodder. Det kan jeg heller ikke finde igen, og da jeg gemte det som et skærmdump, kan jeg heller ikke finde det igen ved billedsøgning.

Det er ret utydeligt, men jeg indsætter det alligevel, fordi jeg synes, det giver et godt billede. Først den lange rejse ud for at samle skindene. Så rejsen som regel til Kina for at sælge skindene. Skindene var utrolig efterspurgt i både Kina og Japan. Men i nogle tilfælde også en lang rejse til Europa, hvor de også blev efterspurgt - særlig ved de europæiske hoffer. 

Om udviklingen i havodder-bestanden

Over en ret kort årrække lykkedes det de mange lykkeriddere næsten at udslette hele arten.

Man anslår, at antallet af havoddere i midten af 1700-tallet kan have været mellem 150.000 og 300.000. 

Godt nok et stort spænd. 

I den første lange periode med jagt på havodder var russerne alene på arenaen. Men efterhånden dukkede andre nationaliteter op. Gennem de 40 år fra 1780 til 1820 menes engelske, franske,  spanske  og efterhånden amerikanske skibe fra Boston at have skaffet flere skind, end russerne gjorde i hele den foregående periode, hvor de stort set var alene på jagtmarkerne.

Russerne havde observeret, at bestanden af havoddere gik drastisk nedad og havde faktisk indført nogle kvoter og begrænsninger. Men da de i 1867 solgte Alaska til USA, blev det starten på en helt ny æra for jagt og udnyttelse. De første 4 år indsamlede amerikanerne 12.200 skind - eller mere end russerne samlet havde samlet i de foregående 10 år. Tempoet for slagteriet øgedes de næste to årtier. Fra 1871 til 1880 blev mindst 40.283 slagtet, og fra 1881 til 1890 ved man, at yderligere 47.842 skind kom på markedet. Men dette fik kontante konsekvenser. I det følgende 10-år opnåede Alaska Commercial Company, som stort set havde fået monopol på jagten, kun 6.143 skind. I 1910 sejlede kun 2 amerikanske skibe med 40 aleut jægere ud og opnåede kun 16 skind. 2 British Columbia-skibe opnåede 7 skind, 11 andre havoddere blev dræbt, uden at jægerne fik bjerget skindet, eller de blev fundet døde på stranden.

Jagten på havodder var tydeligvis ikke længere rentabel. Det totale antal havoddere i hele området blev anslået til 1.000 til 2.000 dyr. Og i 1911 blev der så indgået en traktat, The Fur Seal Treaty, til beskyttelse af sæler og havoddere.  Men aftalen omfattede kun jagt i internationalt farvand - ude på havet - og havde især til formål at fordele nationernes ret til fangstområder. Men havodderne lever tæt på kysten, så her kunne man fortsætte med at jage de få havoddere, man fandt. Først i 1924 kom der et reelt forbud, som fik betydning for havodder-bestanden.

Nu formodes antallet at være omkring 95.000 - siger nogle sites. Andre siger 125.000 eller noget helt andet. Det er lidt usikkert - også fordi jeg ikke altid kan se årstallet for angivelsen.

Men se eksempelvis udviklingen af havodderens udbredelse omkring Vancouver Island.

Se generel udbredelse før og nu

NB. Farverne er lige præcis byttet om på de to kort. På det øverste med Vancouver Island viser den røde farve nuværende udbredelse. På det nederste er det den gule farve, der viser nuværende udbredelse, og den røde viser den tidligere historiske udbredelse. Men begge illustrerer tydeligt, at havodderen i høj grad er forsvundet fra den lunere, men befolkningsnære amerikanske vestkyst og er fortrukket til de koldere mennesketomme kyster mod nord.

 Markeringen på det store kort snyder lidt. Det ser ud som om, der er en voldsom udbredelse ved den fede gule markering. Men dels lever havodderen blot et par km ud for kysten, og dels viser markeringen blot, at havodderne findes ud for de mange øer i Aleuterne og Kurilerne, men ikke hvor mange havoddere, der er. 

Teksten under kortet angiver, at bestanden på Pribilof-øerne nord for Aleuterne og bestanden på San Nicolas ud for Californiens kyst er på mindre end 50 individer.

Om Pribilof-øerne

Profblof-øerne er en øgruppe, der består af fire øer, Saint Paul, Saint George, Otter Island og Walross Island. De to første er beboede, de to sidstnævnte blot små ubeboede holme.

Pribilof-øerne ligger 320 km nord for Unalaska-øen, 

som jeg tidligere har omtalt i forbindelse med handelsmanden John Meares. 

De to beboede øer ligger omkring 65 km fra hinanden. 

Når jeg søger på Pribilof Islands, står der ikke ret meget om havoddere, selv om det specifikt blev nævnt på ovenstående kort. Men Navnet Sea Otter Island indikerer, at der HAR været havoddere her.  Der står til gengæld meget om sæler.

Den første europæer, der opdagede øerne, var en russisk jæger / handelsmand ved navn Gavril Pribylov på St. Peter and St. Paul's Day, 12. juli, 1788. 

3 år senere led et russisk handelsskib, John the Baptist skibbrud ud for kysten. Mandskabet var formodet savnet indtil 1793, hvor de overlevende blev reddet af  Gerasim Izmailov. Izmailov er en spændende person, der havde mødt kaptajn Cook, kom til at møde franskmanden La Perouse og kom til at hjælpe russeren Baranov, som jeg tidligere har skrevet om, da Baranov fik problemer med et indfødt oprør på Sitka-øen.

Gerasim Izmailov.

Ifølge en myte, så kom en ældre indfødt fra Unimak Island ud i en storm, og han padlede mod nord for at komme væk fra stormen.  Da stormen endelig lagde sig, var han faret vild i en tyk tåge - indtil han hørte lyden af de store sælkolonier på Saint Paul. 

Aleuterne bosatte sig ikke på Saint Paul.

Men i det 18. århundrede tvang russerne indfødte fra Aleuterne flere hundrede miles syd for Pribilof til at jage sæler for dem på Pribilof-øerne. I realiteten var aleuterne slavearbejdere for dem. De jagede sælerne og rengjorte og klargjorte skindene, som russerne så afhentede og solgte med stor fortjeneste. Aleuterne blev ikke sejlet hjem igen. De levede under inhumane forhold, hvor de ofte blev slået, og russerne bestemte alt vedrørende deres personlige liv - hvilke klæder de kunne bære, hvad de kunne spise, og hvem de kunne gifte sig med.

Under 2. verdenskrig, da USA mente Pribilof-øerne var truet af japanerne, blev hele befolkningen - dengang 881 aleuter - med få timers varsel tvangsforflyttet. De blev indkvarteret i nogle forladte laksekonservesfabrikker og miner i det sydøstlige Alaska indtil maj 1944. Dog blev mændene midlertidigt bragt tilbage i sommeren 1943 for at udføre sælfangst for regeringen, da der var brug for sælolie i krigsindsatsen. I realiteten var befolkningen fra Pribilof-øerne fængslet ved Funter Bay. I 1979 modtog aleutbefolkningen 8,5 million dollars i delvis kompensation for den urimelige og uretfærdige behandling,de var udsat for i den periode.

I en opgørelse fra 1821 inddeler  Kirill Khlebnikov , som assistent for guvernøren over russisk Amerika, den russiske koloni i 5 store distrikter, og han redegør minutiøst for, hvilke fangster der er gjort inden for de enkelte områder. 

Om Saint Paul og Saint George skriver han ret kortfattet.

Russerne købte også skind af frie indfødte som Tlingit-folket  ved Sitka-øen, og Khlebnikov fortæller, at RAC kun betalte 1/ 5 af det, som havodderskindene var værd.

Om Steller og Bering på Kommandør-øerne

Jeg har tidligere fortalt om det russiske Shelikhov-Golikov Company, der i 1784 etablerede den første permanente bosættelse på Kodiak Island. Men på det tidspunkt havde der allerede i mere end 40 år fundet jagt på havodderskind sted. 

Fra 1743 til grundlæggelsen af det russisk amerikanske kompagni fandt der  mere end 100 private, mindre jagtekspeditioner sted fra Kamtjatka til Nordamerika.  

Nogle  sites giver vores egen Vitus Bering skylden for hele miseren. 

"However, the start of the international sea otter fur trade that eventually led to its near extinction is accredited to a Danish sea captain, Vitus Bering, of the Russian Navy.

Vitus Bering returned to Russia from his second expedition to Kamchatka in 1741-42 with sea otter pelts for barter. The pelts were soft and provided incredible warmth. This quickly became the dominant economy of Alaska for more than 150 years."

"Before Vitus died in 1741 while captaining an expedition for Peter the Great, he stumbled upon some sea otters on the Commander Islands. His geographic discoveries were secret for many years – unfortunately his discovery of the warmth and sheen of sea otter pelts was instantly renowned."

Det skal  nok tages med et gran salt at give Bering skylden, for Bering nåede jo netop aldrig hjem, men døde på Bering ø. Men ændrer man ordlyden til Bering-ekspeditionen 1741-42, er det nok korrekt.

For det blev de overlevende fra Beringsøen, der bragte de første havodderskind til Kamtjatka, og det blev starten på det store eventyr. - Ja, vælg selv, hvilket ordvalg du foretrækker  - miseren eller det store eventyr. I dette indlæg, som har fokus på havodderen, er det nok miseren, der er det bedste valg.

Bering ø, Kommandør-øerne

Bering ø er del af det, der hedder Kommandør-øerne, som dengang var ukendte. Da Berings besætning gik i land på Bering Ø, troede de, de havde nået Kamtjatka. Efter at de var gået i land, kom der en storm, hvor deres skib, Sankt Peter, blev slået i stykker, og vragrester blev skyllet op på stranden. Af disse lykkedes det at bygge et mindre skib, og efter nogle hårde måneder lykkedes det de sidste overlevende at sejle det sidste stykke til Kamtjatka.  

Botanikeren Steller fik mændene til at spise tang for at bekæmpe skørbugen, og at de kunne overleve de barske vintermåneder, hvor de byggede på skibet, skyldes, at det vrimlede med dyr - med føde. Havoddere, sæler og ræve, som var så ukendte med mennesker, at de tillidsfuldt kom tæt på og var nemme at slå ihjel. Med rævene måtte de somme tider næsten kæmpe om kødet fra de nedlagte dyr, men rævenes pels gav god varme i vinteren - ligeså gjorde havodderskindene.  Kødet fra de fiskespisende havdyr fandt mændene afskyelig. Men så var der søkøerne. De kæmpestore, tonstunge, langsomme dyr, der drev rundt i det kystnære lave vand og græssede havgræs Deres kød smagte som det dejligste oksekød, og blev i sidste ende det, der sikrede overlevelsen fra november 1741 til august 1742.

"As the tide rolled in, the strongest crewman rowed quietly out to one of these placid and unsuspecting creatures and rammed a sharp hook into its back. The rest of the men on shore immediately began hauling on a long rope that was attached to the hook, trying to pull the animal in. Awash in its own blood, the nearly four-ton cow heaved back, dragging all 40 of the men into the water. Its breathing was labored, but otherwise it did not utter a sound during the long, gruelling tug-of-war that ensued. Eventually, the men succeeded in beaching the enormous animal, the first of many to come."

Da mændene nåede Kamtjatka, var det på et skib, der var fyldt med det dejligste saltede søko-kød,  de smukkeste pelse af blåræv og de havodderskind, der skulle blive så eftertragtede. 

Da resterne af Berings ekspedition var klar til at forlade Bering Ø, havde Steller forsøgt at medbringe en søko, han havde dissikeret, men de øvrige smed den over bord. Den fyldte for meget. Hans mange håndtegninger og håndskrevne notater fik han dog med sig.

Rekonstruktion af steller søko
på Finnish Museum of Natural History

Om sælernes, havoddernes og søkoens skæbne  

Allerede året efter, i 1743, tog Emilian Basov, en tidlig handelsmand til Bering Ø og indsamlede et stort antal havodder, pelssæl og blå polarrævpels. Han foretog i alt 4 ture til Bering Ø og den nærtliggende Medny Ø og tjente en formue, hvilket naturligvis inspirerede andre til at følge efter.

Berings besætning havde medbragt 700 skind til Kamtjatka. De følgende fangst-ekspeditioner hjembragte i gennemsnit 1.500 skind. Allerede i 1754 var der stort set ingen havoddere tilbage på Bering Ø. Men så fortsatte jagten blot på den nærliggende Medny Ø.

Det blev almindeligt for skibe, der skulle på langfart til Aleuterne at stoppe ind ved Kommandørøerne og slagte nogle søkøer og på den måde skaffe sig proviant til rejsen. Men de blev også jagtet for deres skind, der blev brugt til både og for deres fedtlag, der blev brugt til olielamper.

 "The fact that the sea cows were so enormous that they could not be hauled out of the water did little to stop the hunters from taking stabs at them: most of their victims swam out to sea where they died of their wounds. The few sea cows that the hunters managed to kill in the water they tackled on the spot with knives, cutting out a few hunks of meat before letting the rest of the four-ton animals sink back into the sea." 

I 1768, bare 27 år efter at søkoen var blevet opdaget, var den udryddet.

De store kolonier af nordlig pelssæler gik det næsten ligesådan, men kun næsten. I 1700-tallet sejlede sælfangerne afsted med op mod 20.000 skind. I det 19.århundrede, efter at Alaska var blevet solgt til USA, blev Kommandørøerne udlejet til Hutchinson, Kohl and Company i 20 år. Disse San Francisco-pelshandlere formåede at slagte tæt på 800.000 nordlig pelssæler i den korte periode. I 1913 var de kun 2 kolonier tilbage på de to øer, Berings Ø og Medny, med i alt 3.000 sæler. I dag er sælerne beskyttet, og bestanden er vokset til en kvart million, men sandsynligvis stadig kun en brøkdel af, hvad Berings mænd så 2 århundreder tidligere.

I 1924 blev der indført jagtforbud, og omkring år 2000 var antallet af havoddere ved Kommandørøerne oppe på omkring 5000. Men en sådan stigning i antal af marine rovdyr påvirker  hele økosystemet. Antallet af store krabber, havagurker, og  blæksprutter faldt, og især antallet af havodderens yndlingsspise, søpindsvin, faldt drastisk.

 Og så begyndte bestanden af havoddere også at falde.  Over 4 år blev antallet halveret. I 2021 var tallet nede på 1.700.

Man er i gang med at undersøge, hvad årsagen er. Naturlige -  reduktion af biomasse og tilgængelighed af foderbunddyr og spækhuggeres intensiverede jagt på havoddere - eller menneskeskabte - forurening med skadelige stoffer og tungmetaller, klimaændringer, sygdomme overført fra husdyr?

Jeg er faktisk forundret over, at man stadig kan købe havodderpelse. Men en lille gruppe "natives" har tilladelse til en meget begrænset jagt. Det foregår meget i Tlingitområdet i Alaska. Men hvem køber pels i dag?

Optælling

 Undervejs i mit blogindlæg har det undret mig, hvor stor en indsats der er gjort for at redde havodderen - og den nordlige pelssæl. Jeg er stødt på officielle rapporter, der har gengivet omhyggelige optællinger.

Det er ikke kun i vores seneste tid, at man har været opmærksom på biodiversitet, selvom det ofte kan lyde sådan.

I en 72 sider lang rapport fra 1965 gøres der nøje rede for antallet af havoddere på Alaskahalvøen og  Aleuterkæden.

Rapporten sammenligner med undersøgelser i 1959 og 1962.

Optællingen skete fra små, lavtgående fly.

Besætningen

Havoddergruppe set fra luften

Rapporten er omfattende - den indeholder 23  sider med kort over alle de mange, mange små øer, hvor der med håndskrift er anført, hvor mange havoddere, der er spottet de forskellige steder.

Eksempel på kort med antal tilføjet i håndskrift

 
I optællingen indgik også sæler og hvalrosser og fugle. Fuglene udgjorde undertiden et problem, fordi de gjorde flyvningen vanskelig.

Forsøg med genudsættelse

Over årene er der gjort adskillige forsøg med udflytning / genudsættelse af havoddere. Den første dokumenterede translokation af havoddere blev udført i Rusland i 1937, da 9 havoddere blev fanget på Medny Island og transporteret til Murmansk-kysten i det sydlige Beringshav. Det er bemærkelsesværdigt, at det var mere end  5000 km fra deres naturlige, historiske udbredelse. Hensigten med translokationen var kommerciel - at etablere en  koloni til at supplere den russiske pelsproduktion gennem fangenskab og opdræt. Desværre overlevede kun 2 hanner den lange rejse, først med skib og så med tog. Men disse to overlevede i fangenskab i mere end 4 år og viste gennemførligheden af translokation og holdt i fangenskab.

I årene 1951 til 1959 gjorde amerikanerne 5 forsøg på at translokere havoddere.  81 dyr til Pribilof-øerne og 5 til Attu-øen i de vestlige Aleuter. Men 53 af dyrene døde i fangenskab allerede før transport. Ved udsætning af 7 dyr på Pribilof i 1959 mente man at lære, at det var for lille et antal til at bestanden kunne etablere sig og formere sig. 1-3 dyr forblev der dog i nogle år. Dyrene var mærket, og 1-3 dyr blev to år senere observeret levende. 

Andre forsøg har syntes mere vellykkede, og så  måske alligevel ikke.

7 af ovenfor nævnte projekter karakteriseres som succeser

En population på Amchitka synes at vise, at en del havoddere dør hver vinter pga. mangel på føde. Andre trusler er hvalangreb og olieudslip.

De seneste udsætningsforsøg er gjort i Californien. Det ene på San Nicolas, som ligger godt 100 km fra Californiens kyst.

 Tidligere var San Nicolas på listen over mulige steder for atomsprængninger. - dog uden at blive endelig udvalgt. Men øen er stadig underlagt  det amerikanske militærs og benyttes til missilopsending. 

Naval Outlying Landing Field San Nicolas Island

Da man genudsatte havodderne på San Nicolas, var det tanken, at stedet skulle fungere som en "buffer"-population af havoddere - en "genopretningskilde", hvorfra man kunne genopbygge, hvis f.eks. et olieudslip skulle destruere en bestand et sted.

Samtidig blev oprettet en no-otter-zone fra Point Conception ved Santa Barbara Channel til den mexikanske grænse - til glæde for skaldyrsfiskere, som mente, at havodderne ødelagde deres fiskeri. Havoddere, der svømmede ind i zonen, blev nænsomt indfanget og flyttet væk.

No-otter-zone og orange ring om San Nicolas

Der er stadig havoddere på San Nicolas, men betydeligt færre end de 140, der blev udsat, og efter 25 år er projekt no-otter-zone opgivet som en fiasko.

Den øjeblikkelige status for havoddere i hele Amerika, kan ses her 

Men ellers tror jeg, det er på tide at stoppe. Jeg er kørt træt. Det er du sikkert også. 

Et sidste lille kig på de søde dyr kan du få på Elkhornssloughs havodder-webcam

 

Om kaptajn Bligh og Mytteriet på Bounty og om Pitcairn Island

28. april 1787 passerede englænderen George Cox, som jeg skrev om i forrige indlæg, Tristan de Cunha. Tristan de Cunha, som ligger ekstremt ensomt ude i Atlanterhavet. 

Netop denne dag fandt mytteriet på Bounty sted mange tusinde km derfra i det sydlige Stillehav.

Historien om mytteriet var jeg ved at indlemme i indlægget om de første englændere i det nordvestlige Stillehav. Men dels foregik mytteriet jo slet ikke i det nordvestlige Stillehav, og dels kom det også til at fylde alt for meget. Så jeg besluttede at flytte det.

Det var vist en fornuftig disposition. Nu er afsnittet blevet kraftigt udvidet, og nu kan du læse historien her.

Kaptajn på HMS Bounty var William Bligh.

Bligh var søn af en britisk toldinspektør. 

I en alder af bare 7 år stod han til søs som kaptajnen tjener på HM Monmouth. Han blev en dygtig sømand og navigatør og i 1776 som 22-årig blev han sailing master på HM Resolution under Captain Cook på hans tredje ekspedition (Ham Cook han dukker simpelthen op alle steder.) 

Sailing master var en rang for flådeofficerer – sejlfører. Sejlføreren stod for den daglige drift af skibet. Han skulle være en fremragende sømand og navigatør og velbevandret i at arbejde med vedligehold af et fartøj til søs. Navigation var hans direkte ansvar, og han havde ansvaret for at føre logbog og søkort. Bligh tegnede fine kort og udførte godt undersøgelsesarbejde, men følte ikke han fik kredit for sit arbejde. 

I 1781 blev han udnævnt til løjtnant og seks år senere blev han kaptajn på HMS Bounty. Bounty skulle sejle med brødfrugter fra Tahiti til de Caribiske Øer som føde for slaverne, der trællede på sukkerrørsplantagerne i de engelske kolonier i Vestindien. 

Dvs. det var ikke frugterne, han skulle sejle med, men stiklinger. Der skulle plantes brødfrugttræer i Vestindien, og man besluttede at hente stiklinger fra brødfrugttræet i polynesiske Tahiti, hvor brødfrugt i århundreder havde været et vigtigt tilskud til lokalbefolkningens daglige kost. Brødfrugten er en stivelses- og næringsrig frugt, som kræver meget vand og varme, men ellers er billig i drift. Når frugterne bages i en ovn eller et bål, kommer de til at smage som brød.

Brødfrugten kaldes også jackfrugt, og kan nå en længde på til 60 cm og en vægt på op til 18 kg, så man skal passe på ikke at få dem ned i hovedet.

Projektet var promoveret af Royal Society i London og organiseret af dets præsident, Sir Joseph Banks, som delte de caribiske plantageejeres synspunkt om, at brødfrugttræerne kunne vokse godt der og give billig mad til slaverne.

Banks havde i 1766 deltaget i en naturhistorisk ekspedition til Newfoundland og Labrador. 1768-71 var han med på Cooks 1. store ekspedition, hvor de besøgte Brasilien og Tahiti og opholdt sig  6 måneder i New Zealand og Australien, hvorefter de vendte hjem til umådelig stor berømmelse.

Sir Joseph Banks

Banks var præsident for Royal Society i mere end 41 år. Han rådgav kong George III omkring Royal Botanic Gardens, Kew. han sendte botanikere rundt i hele verden for at samle planter, Han gjorde Kew Gardens til verdens førende botaniske have. Han bragte 30.000 arter hjem, hvoraf han var den første til at dokumentere 1400. 80 arter bærer hans navn. Han krediteres for at have introduceret eukalyptus, akacie og banksia - en slægt på omkring 170 arter i plantefamilien Proteaceae - til den vestlige verden.

Banksia er en vigtig plante i Australien, fordi den så hurtigt skyder igen fra frø efter de mange skovbrande, som Australien oplever.

Banks gik ind for britisk bosættelse i New South Wales og koloniseringen af Australien, samt etableringen af Botany Bay som et sted for anbringelse af straffefanger. Han rådgav den britiske regering i alle sager angående Australien.

En magtfuld mand - og god at være ven med, som det også senere skulle vise sig for Bligh.

Unge William Bligh

33-årige Bligh var selv med til at udvælge sit mandskab - nogle på anbefaling af rige, indflydelsesrige mænd.

Særlig glad var han for 23-årige Fletcher Christian. 

Fletcher Christian i ungdommelig
og vel heroisk portrættering

Fletcher havde sejlet med Bligh 2 gange til Vestindien. De havde opnået et lærer-elev forhold. Gennem Blighs oplæring var Fletcher blevet en dygtig navigatør. 

 Skibsfører var John Fryer. Men undervejs blev han degraderet, og Bligh erstattede ham med Fletcher. En disposition, han nok senere kom til at fortryde.

Ombord var også to botanikere - eller "gartnere", udvalgt af Banks. Chefbotanikeren, David Nelson, som var en veteran fra Cooks 3. rejse og havde været på Tahiti og havde lært nogle af de indfødtes sprog, og Nelsons assistent, William Brown. 

Banks hjalp også med at sikre de officielle midtskibspladser til to af hans protegerer, Thomas Hayward og John Hallett på bare 15 år.

Pladsen ombord på Bounty var utrolig trang; det betød derfor meget, hvor på skibet man fik plads.

Kopi af skibet Bounty, bygget i 1960

Skibet var et ret lille fragtskib, blot 28 m lang og 7 m bred. Den vigtigste grund til, at pladsen var særlig trang for besætningen, var, at der var bygget et drivhus midt på skibet.

Den store agterkahyt, som skibets kaptajn normalt bruger som spisesalon var forvandlet til et drivhus for over 1000 potte-brødfrugtplanter, med glaserede vinduer, ovenlys og et blydækket dæk og afløbssystem for at forhindre spild af ferskvand. Et drivhus udstyret med urtepotter, spader, en samling botaniske opslagsværker og en kakkelovn, der skulle give varme til planterne på den månedlange sørejse.

Bligh måtte tage til takke med en lille, mørk kahyt, hvor der knap var plads til at folde søkortene ud.

Lige bagved, kun adskilt fra kaptajnens lukaf med et lærredsforhæng,  var officererne indkvarteret.

Allermest klaustrofobisk var kårene for de menige søfolk. De var stuvet sammen i køjer under dækket på et 7 gange 11 m stort areal uden dagslys, frisk luft eller skyggen af privatliv. Men det var vel normalen for mandskabet.

Bligh havde ry for at have et flygtigt og heftigt temperament. Han kom ofte i konflikt med sin besætning og officers-kolleger. Af mange beskrives han som hård og inhuman. Et billede som især Peter Heywood, en af dem, der senere blev dømt for mytteriet, bidrog til.  Også andre besætningsmedlemmer, også blandt dem, der forblev loyale, har tegnet sådan et billede. 

Senere historikere har advokeret for, at de fundet tegn på, at han faktisk -  i udgangspunktet i hvert fald - var mildere og mindre straffende end andre kaptajner.

Pisken - den nihalede kat

En artikel i månedsmagasinet Historie fortæller:

"For at holde moralen oppe på det første, seje stræk gennem bidende kulde og høj sø deler han gavmildt ud af skibets forsyninger af rom og tobak, men fra sine tidligere togter kender Bligh også nødvendigheden af streng disciplin. Kaptajnens ord er lov,og han tåler intet brud på reglementet.

Straffen kender alle, for den er ens på samtlige skibe i den britiske flåde: Synderen bliver bundet til et gitterværk på dækket og pisket."

"Rejsen er kun lige begyndt, da Bligh kalder alle mand på dæk for at indvi dem i reglerne, der skal få hverdagen til at glide.

Køjer og kahytter skal holdes pinligt rene, tøjet skal være pletfrit, neglene skal være kortklippede og vil blive inspiceret hver søndag, og samtlige overflader på Bounty skal jævnligt skrubbes og skures med eddike for at holde utøj væk.

For at give matroserne mulighed for at Hvile ud og holde sig friske på den hårde rejse, introducerer han treholdsskift i stedet for de normale to. På den måde er intervallet 8 timer mellem de 4 timer lange vagter, så mændene er sikret en lang periode med ubrudt søvn. Til leder af 3. vagthold udnævner han Fletcher - en skæbnesvanger beslutning.

 Fra sine tidligere sørejser er Bligh. bevidst om, at sund og nærende kost og rigelig motion er vejen til en vellykket ekspedition. Han ordinerer derfor varm grød med sukker og smør til morgenmad, og så længe beholdningen tillader det, skal mændene dagligt spise sauerkraut og malt og i det hele taget indtage en kost, der forebygger sømandens svøbe, skørbug.

Et andet ufravigeligt krav er, at mændene dagligt skal indfinde sig på dækket klokken 16, hvor en medbragt violinist spiller op til dans.I 3 timer skal mændene bevæge sig til tonerne, for som Bligh skriver i sin logbog, "anser jeg dansen for vejen til et godt helbred."

Bligh er i det hele taget meget omhyggelig med sine optegnelser i logbogen. Det er derfor, at eftertiden har så minutiøs viden om hans rejse, også i den lille robåd efter mytteriet. I hvert fald ud fra hans synsvinkel.

Blighs plan er at sejle syd om Kap Horn og derfra ind i Stillehavet, og den første del af rejsen går glat.

"Mine mænd er alle gode, aktive gutter," skriver Bligh i sin logbog for 1. februar 1788. "Det, der glæder mig allermest, er, at jeg endnu ikke har været nødt til at straffe nogen. Alt går over forventning."

Men så kommer problemerne. Efter flere ugers kamp med  dårligt vejr og uophørlige stærk vind ved Kap Horn må Bligh ændre planer og tage den længere rejse østpå og rundt om Kap det Gode Håb.

Og et par uger senere må han bide sine ord i sig. Matrosen Mathew Quintal har været uforskammet over for overstyrmanden, og ærgerligt noterer Bligh, at "jeg har fundet det nødvendigt at straffe Quintal med 24 piskeslag."

Herefter følger flere konfrontationer, f.eks. mellem Bligh og kanoner John Mills og botaniker-assistent John Mills, der nægter at danse og får inddraget deres rom-ration med løfte om yderligere afstraffelse, hvis det gentager sig. 

Bligh havde valgt selv at fungere som kvartermester, dvs. ham der holder styr på skibets forsyninger. Gjorde han det rigtigt, kunne han tjene gode penge på det. Og Bligh var glad for penge.

Hver måned skulle Fryer sammen med Bligh gennemgå og underskrive regnskabsbøgerne, men pludselig nægtede Fryer, med mindre Bligh skrev under på, at han selv intet forkert havde gjort  på rejsen. 

Var det derfor, han blev degraderet, eller var hans vægring en følge af degraderingen? Jeg ved det ikke, men mon ikke et af to?

 Fryer indså dog, hvad det kunne koste ham i forhold til hans videre karriere, fortsat at gå op imod kaptajnen, og han gav sig. Men efter det nægtede han at spise sammen med Bligh, og de to talte ikke sammen. Da det kom til mytteriet, viste Flyer sig dog at være loyal. Måske stadig med sin fremtidige karriere i baghovedet.

 Pga. den længere vej østover kommer Bligh for sent til Tahiti, og han må vente 5 måneder på, at nye stiklinger bliver klar. 

Og her går det helt galt.

Her er smukke strande, smuk natur - og ikke mindst smukke kvinder, der sælger sig selv for et jernsøm.

Igen og igen må Bligh indskærpe forbuddet mod at fjerne søm fra skibet. 

Arbejdet går ikke så let som forudset, og det kniber med at holde de indsamlede stiklinger i live. 

Bligh og indfødte
med et lille brødfrugttræ

Samtidig er det, som om Bligh mister grebet om sine mæn, i takt med, at det søde tropeliv går dem i blodet. Forelskelser spirer - blandt andet mellem Fletcher og høvdingedatteren Maimiti.

Under opholdet opbygger sømændene et omfattende synderegister. De forsømmer deres pligter, er uforskammede og opsætsige, falder i søvn på vagterne. 3 mand løber endda væk, men bliver indfanget igen.

"Mage til forsømmelighed og værdiløse søfolk skal man lede længe efter. De adlyder ikke ordrer, og deres opførsel er generel så elendig, at man ikke kan sætte lid til dem", skriver Bligh fortørnet i logbogen.

Adskillige straffes med piskeslag, heriblandt de 3 bortløbne. Bligh lader sprogets værste gloser regne ned over sine folk, som han kalder "løgnere, kujoner, helvedes hunde, slyngler og køtere."

Det må jo ende galt.

Da skibet endelig sejler ud fra Tahiti, har sømændene derfor opholdt sig og nydt det gode liv på Tahiti i 5 måneder. 

Konfrontationerne fortsætter, ofte over småting, som en forsvundet kokosnød. Nu er det i særlig grad Fletcher, der bliver udsat for ydmygelser af Bligh.

 28. april 1787 nær øen Tonga kommer det så til mytteri ledet af styrmand Fletcher Christian.  Fletcher som tidligere havde været en nær ven af Bligh.

 18 mytterister sætter Bligh og 18 af hans loyale besætningsmedlemmer ud i en lille træbåd  for at lade den drive for vind og havstrømmes forgodtbefindende. 

Det klassiske billede af mytteriet på Bounty

Båden er en såkaldt travalje -  en robåd med to små sejl. Den er kun beregnet til at sejle i land med, og kun beregnet til 10 mand. Med 19 mand ombord og forsyninger ligger båden dybt i vandet.

Da Bligh kravler ud over rælingen og ned i redningsbåden, kigger, han fortvivlet op mod Fletcher og udbryder: "Mine børn har redet ranke på dine knæ!"

To venner der blev fjender

De ulykkelige søfolk får forsyninger, der forventes at række til 5 dage. De består af 25 l vand, 150 pund brød, 30 pund svinekød, 6 l rom, 3 flasker vin.

Derudover får de 4 sværd, en kvadrant og et kompas, men ingen søkort eller kronometer.

Kvadrant

Efter en dags sejlads går de i land på øen Tofua. Her bliver de godt modtaget. Bligh taler med høvdingen, som tidligere havde mødt James Cook, og Bligh genkender også en ung mand fra den tidligere rejse, som han taler med. Englænderne opholder sig på øen i fem dage, men så dukker 200 mænd op på stranden. De virker pludselig truende, da de står og slår sten imod hinanden. Bligh husker det som indledningen til drabet på Cook. Skyndsomt får han sine mænd i båden for at sejle væk. Men en enkelt af dem, som vil løsne fortøjningen, når ikke op i båden, og de øvrige ser ham blive stenet til døde.

Tofua

Nu tør de ikke gå i land på andre øer - og da slet ikke på Fiji, hvor tidligere søfolk har beskrevet de indfødte som kannibaler.

Nu følger nogle forfærdelige døgn på det store hav med uvejr, storm og regn. Rationerne er 50 gr kød og 1 dl vand om dagen. Fordelen ved regnvejret er, at de kan samle frisk drikkevand. Men ulemperne er større. Mændene blive kolde og gennemblødte, og båden må hele tiden lænses.

For at holde modet oppe hos besætningen fortæller Bligh sømandshistorier fra nogle af hans tidligere sejladser, han får dem til at synge og holder lejlighedsvis bøn.

Først da de når nogle ubeboede øer ved Great Barrier Reef, går de i land. Her er masser af mad i form af østers og fugle, og de bruger 6 dage på at komme til kræfter.

Efter 47 døgn når de endelig Timor i Hollandsk Ostindien, og Bligh bringer sine mænd tilbage til England. Han ankommer 14. marts 1790 sammen med de ganske få andre overlevende. Bligh er den helt store helt. Men en efter en er adskillige de andre reddede døde efter den langvarige sult og de ufattelige strabadser, de har udholdt på den 6.500 km lange sejlads i den lille robåd.

Efter mytteriet fordeler Fletcher den afsatte besætnings ejendele mellem mytteristerne, og brødfrugtplanterne bliver smidt i havet. Nu er Fletcher på udkig efter et sted at gemme sig.

Først søger de til Tubuai. Tubuai var kortlagt af Cook og var omgivet af et koralrev med blot en enkelt passage ind til øen, hvorfor Fletcher formoder, at den vil være let at forsvare mod et angreb fra havet.

Bounty ankommer den 28. maj 1789. Modtagelsen fra den lokale befolkning er fjendtlig. En flotille af kanoer sætter kursen mod dem, og Fletcher skyder mod dem og flere bliver dræbt. Alligevel går Fletcher i land og vurderer, at øen vil være et velegnet opholdssted. Men for at skabe en permanent bosættelse har  mytteristerne brug for arbejdskraft og kvinder. 

For at skaffe dem sejler Bounty tilbage til Tahiti. Fletcher brygger en historie sammen om, at han, Bligh og Cook er ved at grundlægge en ny bosættelse, og Cooks navn sikrer generøse gaver og andre varer.

16. juni afsejler Bounty fra Tahiti og ombord er også næsten 30 tahitiske mænd og kvinder.

I de næste 2 måneder kæmper Fletcher og hans mænd med at etablere sig på Tubuai. Men lokalbefolkningen er fjendtlig, og det kommer til flere sammenstød med mange dræbte indfødte.

Utilfredsheden stiger blandt hans mænd. Fletcher indkalder til møde. Hvad skal de gøre?

16 ønsker at vende tilbage til Tahiti og tage chancen der. Det accepterer Fletcher. Selv vil Fletcher ...  følge vinden og lande på den første ø, skibet fører mig til". 8 vælger at følge Fletcher.

Da Bounty 22. september vender tilbage til Tahiti, var velkomsten mindre overstrømmende end tidligere. Tahitianerne fra et andet engelsk skib erfaret, at historien om Fletchers, Cooks og Blighs grundlæggelse af en bosættelse, var det pure opspind, og at Cook længe havde været død.

Det foruroliger Fletcher, så han skynder sig væk. 15 af de 16 mænd, som ønskede at blive på Tahiti får lov at gå i land, men den 16. bliver tilbageholdt på skibet, for Fletcher har brug for hans kvalifikationer som armourer - våbensmed(?).

Det skib, der havde bibragt tahitierne nyheder, var nok Henry Cox' skib Mercury.

Nu er der lidt koks med afvigende oplysninger på nettet. For et site, som har Henry Cox's rejse som hovedemne, skriver: "They reached Tahiti on 13 August and anchored in Matavai Bay, where Bounty had lain for many months. Although some of the mutineers had remained, it was assumed that they lay hidden while Mercury was there."

Det stemmer ikke helt overens med det tidsforløb, der er skitseret i den artikel, jeg hovedsageligt holder mig til omkring mytteriet på Bounty. En alenlang artikel med over 200 kildehenvisninger.

Men begge artikler er trods alt enige om, at  der bliver rapporteret tilbage til Admiralitetet i London med oplysning om mytteristernes sandsynlige gemmested.

Og da Mercury fortsætter sin rejse, efterlades en vis John Brown, formodentlig for at holde øje med, om mytteristerne dukker fra deres skjul. 

Nu beslutter Admiralitetets First Lord, John Pitt, 2. jarl af Chatham, at sende skibet Pandora afsted for at genvinde Bounty og fange mytteristerne og sejle dem tilbage til England og stille dem til ansvar i en retssag. 

Kopi af HMS Pandora

Pandora sejler ud fra Portsmouth den 7. november 1790 under kommando af kaptajn Edward Edwards og bemandet med 134 mand. Blandt besætningen er Thomas Hayward. Han var en af dem, der havde været med på Bounty og havde været sammen med Bligh i barkassen på den lange sejlads til Timor. 

På Tahiti får Edward Edwards hjælp af John Brown.

Nogle af mytteristerne meldte sig frivilligt, andre blev fanget, 2 var allerede døde. Da Pandora forlod Tahiti var det med 14 fanger om bord. 

Nu sejlede Pandora i tre måneder rundt på havet uden at finde flere af mytteristerne. 29. august 1791 på vej tilbage gik skibet på et rev ved Great Barrier Reef. 

Pandora går ned

31 af mandskabet og 4 fanger druknede. Resten af bemandingen, 89 mand og 10 fanger kom i 4 åbne både, som 16. september 1791 nåede frem til Kupang efter en frygtelig rejse over Arafurahavet. Yderligere 16 var døde undervejs og mange blev syge under deres ophold i Batavia. Til sidst vendte kun 78 af den oprindelige besætning på 134 hjem. 

En af dem, der nåede hjem var Thomas Hayward, ham, der også havde været med i redningsbåden sammen med Bligh. Han overlevede nu sin anden udmattende sørejse på flere tusind km i en lille robåd. 

De 10 overlevende og hjemvendende fanger kom for retten. 4 blev frikendt for mytteri. Mon ikke det var de fire Meares-loyale, som der ikke var blevet plads til i redningsbåden?

6 blev dømt, hvoraf 3 blev henrettet den 29. oktober 1792, 2 modtog kongelig benådning, og en, blev efterfølgende frikendt pga. en juridisk teknikalitet. 

En af dem, der blev benådet var Peter Heywood. Udsagnene om hans deltagelse i mytteriet var forskellige, men den vigtigst grund til at han blev benådet var nok, at rige og indflydelsesrige englændere trak i trådene og gjorde deres indflydelse gældende - heriblandt Banks. Heywood var jo den ene af hans protegeer. De 3, der blev hængt var menige sømænds. Og pressen skrev efterfølgende " Money bought the lives of some, and others fell sacrifice to their poverty." 

I en udgivelse fra 1992, "Mr Bligh's bad language: Passion, power, and theatre on the Bounty", skriver Greg Dening om  benådningen: "In the end it was class or relations or patronage that made the difference."

Og det kan vel meget let tænkes i det stærkt klasseopdelte britiske samfund.

Dening præsenteres således: "As Emeritus Professor of History at the University of Melbourne, he was one of Australia's most eminent historians, and one of the preeminent historians and anthropologists of the South Pacific."

Heywood blev efterfølgende forfremmet og fik en strålende karriere inden for Royal Navy.

 At Edwards ikke fandt de resterende mytterister, var der en god grund til. De var nemlig søgt langt væk. På flugt fra den engelske flåde søgte mytteristerne at finde en passende ø som både kunne brødføde dem, havde vand og - ikke mindst - lå så afsides, at den engelske flåde ikke ville finde dem. Efter at have undgået et engelsk skib, opdagede de land, hvor det ikke burde være. Det viste sig, at der var tale om Pitcairn Island, som var tegnet forkert ind på Royal Navy's kort - 175 sømil forkert.

Mytteristerne gik i land og fandt ingen mennesker. Derimod havde øen, hvad de havde brug for, og de besluttede sig for at blive. 

                                

Fletcher Christians hus på Pitcairn Island

Rød rute: Bountys rute indtil mytteriet
Grøn rute: Bligh og de øvrige rute i åben båd til Timor
Gul rute: Mytteristernes rute tilbage til Tahiti og derefter til Pitcairn Island

Pitcairn var opdaget lang tid før, men pga. at man dengang ikke kunne fastslå den nøjagtige tid på et skib, havde man en meget usikker stedangivelse i øst/vest retningen – kronometeret var opfundet, men endnu ikke i dagligt brug. 

 Med til Pitcairn medbragte mytteristerne 6 mænd og 12 kvinder fra Tahiti - mennesker, de reelt kidnappede. De havde inviteret til fest på skibet den sidste aften på Tahiti, og pludselig lettede skibet anker og sejlede afsted.  Mytteristerne skulle bruge mændene til at arbejde for sig, og kvinderne til nydelse og til at føde børn. 6 yderligere kvinder, de også havde fået med, blev hurtigt sat af skibet igen. De var for gamle. Fletcher var heldig. Hans Marimiti var en af dem, der kom med.

I januar 1790 oprettede de et lille samfund på øen. De besluttede at sætte ild til Bounty, dels for at undgå yderligere splid mandskabet imellem, (uenighed om de skulle sejle videre – et andet sted hen – måske overgive sig?), men også fordi skibet kunne blive set af den forfølgende engelske flåde. 

Faktisk havde Edwards været ret tæt på Pitcairn Island – dvs. ret tæt på er jo et relativt begreb, men i disse Stillehavsområder var 359 km vel ret tæt på. Edwards nåede øen Ducie Island, en lille atol der nu hører med til Pitcairn Islands. 

Herfra lagde  Pandora kursen om mod nordvest. Havde Edwards fastholdt kursen,  havde han sandsynligvis nået Pitcairn Island og havde fundet de resterende mytterister.

Undervejs blev der af og til sat robåde i vandet. På et tidspunkt var der en båd med 9 ombord, der i nattens mørke mistede kontakten til Pandora. De 9 mand ombord klarede dog at komme tilbage til Batavia. Undervejs var de i land i Fiji, men undgik åbenbart de berygtede kannibaler. 

I den 3 måneder lange søgen efter mytteristerne kom Pandora til Tokelau, Samoa, Tonga and Rotuma. 

Den 13. august 1791 passerede Edwards Vanikoro, en lille øgruppe omringet af et koralrev.

Her observerede Edwards røg, der steg op fra øen.

Edwards, der udelukkende fokuserede på at opspore mytteristerne,  var overbevist om, at mytterister, der frygtede for at blive opdaget, ikke ville afsløre deres opholdssted. Han  ignorerede derfor røgsignalerne og gik ikke i land.

I bogen "Mutiny and Romance in the South Seas" udgivet i 1987 hævder forfatteren Sven Wahlroos, at røgsignalerne næsten helt sikkert var en nødråb fra overlevende fra La Perouse-ekspeditionen.  Senere har man nemlig fundet tegn på, at nogle af ekspeditionsdeltagerne for en tid overlevede her 3 år efter at deres skibe Boussole og Astrolabe var gået på grund under en cyklon.

La Perouse er den franskmand, som jeg længe har haft planer om at skrive et blogindlæg om.

Gad vide, hvornår det bliver, når der er så meget, meget at fortælle om englænderne.

Wahlroos skriver, at han er "stort set sikker på", at Edwards, som han karakteriserer som en af Englands mest "hensynsløse, umenneskelige, hårde og inkompetente flådekaptajner gik glip af en chance for at blive  "en af søfartshistoriens helte" ved at løse mysteriet om den tabte ekspedition.

Om Sven Wahlroos har jeg fundet: "Dr. Sven Wahlroos received his Ph.D. in Clinical Psychology from the University of California, Los Angeles and maintained a private practice there for over forty five years. He was also a Diplomate of the American Board of Examiners in Professional Psychology and he was popular as a lecturer on family relations." Så måske  hans Mutiny and Romance in the South Seas blot er et fritidsprojekt. Senest i 2022 har han udgivet  English-Tahitian, Tahitian-English Dictionary 

Edwards blev senere stillet for en krigsret for tabet af Pandora. Han blev kritiseret for ikke at have løst fangernes lænker under skibsforliset, før til allersidst, men krigsretten frifandt ham  for tabet af Pandora.

William Dillon, en midshipman, der senere blev vice-admilral i Royal Navy, overværede krigsretten, og han havde en noget opfattelse af Edwards end den Wahlroos  giver udtryk for. I sine memoirer skriver han: "Edwards was a fine, venerable-looking officer. His appearance completely absorbed all my attention during the trial, and I felt an inward satisfaction at the result, after all the hardships and dangers he had overcome"

 Mytteristernes skjulested blev først opdaget i 1808, da besætningen på et amerikansk hvalfangerskib så røg fra et bål. Pitcairns beboere har fortalt om de ganske få skibe, de havde set efter de var ankommet til Pitcairn Island. 

27. december 1795 havde de set et skib, men det var langt ude og nærmede sig ikke øen, så de havde ikke kunnet fastslå dets nationalitet. 

Luftfoto af Pitcairn Island

Næste gang de så et skib var 1801, men heller ikke det gjorde forsøg på at komme i kontakt med dem. Et tredje skib kom så tæt på, at de kunne se husene på øen, men de forsøgte ikke at sende en båd i land. Ikke før februar 1808 kom mytteristerne i kontakt med omverdenen, da besætningen på hvalfangerskibet med amerikaneren Mathew Folger som kaptajn gik i land og tilbragte 10 timer der. Efter det kom der regelmæssigt hvalfangerskibe dertil. Det seneste i 1888. 

Som følge af Folgers rapport og nøjagtige lokalisering af øen ankom i 1814 et engelsk skib , som sendte folk i land. På det tidspunkt var kun John Adams eneste overlevende af de oprindelige mytterister – og åbenbart også af de mænd, de havde medbragt fra Tahiti. De øvrige var døde – de fleste under voldelige omstændigheder. Det havde trods alt konsekvenser at leve så afsondret. Men Adams ledede et lille samfund med kvinder og børn I 1825 kom endnu et engelsk skib. Adams blev tildelt officiel amnesti for sin deltagelse i mytteriet. Han døde få år efter i 1829. 

En af de kvinder, der kom med til Pitcairn, var Marimiti. Sammen med Fletcher fik hun 3 børn. Fletcher blev dræbt i 1790, og efterfølgende fandt hun sammen med  Edward Young, med hvem hun ligeledes fik 3 børn. 

Efterkommere af mytteristerne og deres Tahiti-kvinder lever stadig på Pitcairn, som nu har bare 56 indbyggere tilbage. 

Undertiden har der boet flere på denne afsides lokalitet, og interessant er det, at man mener faktisk, at øen meget tidligere havde været beboet af af polynesere i flere hundrede år indtil omkring 1500-tallet.

Øen var / er jo meget frugtbar med gode muligheder for at overleve her. Så er der lige det med isolationen. Pitcairn Islands består af fire små øer af vulkansk oprindelse.  Øgruppen udgør det eneste tilbageværende britiske oversøiske territorium i Stillehavet. Kun Pitcairn Island er beboet. 

Traditionelt opfatter indbyggerne den 30. november 1838 som den dag, øen officielt blev en britisk koloni. Ved den lejlighed blev Pitcairn et af de første territorier, der udvidede stemmeretten til kvinder. En vedtagelse, der vist ikke fik den store betydning, men som senere blev overskygget af dunkle begivenheder på øen.

 I midten af 1850’erne voksede Pitcairn-samfundet sig så stort, at det blev svært at brødføde befolkningen. Dets ledere appellerede til den britisk regering om hjælp og blev tilbudt Norfolk Island, Den 3. maj 1856 sejlede hele befolkningen på 193 mennesker til Norfolk og ankom den 8. juni efter en vanskelig fem ugers tur. Men kun 18 måneder senere vendte 17 af picainere tilbage til deres hjemø, og yderligere 27 fulgte fem år senere. 

 18. april 1881 – i dag for præcis 142 år siden - ankom HMS Thetis og rapporterede efterfølgende "found the people very happy and contented, and in perfect health". På det tidspunkt havde øboerne netop modtaget forsyninger fra venner i England, herunder 2 hvalbåde og noget Portland-cement, som skulle bruges til at forstærke øens vandreservoir. Thetis forærede øen 91 kg kiks, 45 kg stearinlys, 45 kg sæbe og noget klæde. En donation fra skibsrederiet.. Året efter leverede et amerikansk handelsskib, Venus, en mængde af bomuldsfrø, for at forsyne øen med en fremtidig handelsvare. 

 Pitcairn islanders, 1916

 Nu er der som nævnt godt 50 indbyggere. 

Har de internetforbindelse på Pitcairn Island? 

Ja, det har de faktisk. De fik det i 2001. Så forbindelse til den øvrige verden har de nu. 

Jeg omtalte tidligere Tristan De Cunha, som en af verdens mest ensomt-liggende beboede øer.

 Som du vil have konkluderet ud fra ovenstående beskrivelse, gælder det samme for Pitcairn Island . På nettet kan man finde forskellige lister over sådanne mest isolerede, beboede øer eller steder. På nogle ligger Pitcairn som nummer 1 og Tristan de Cunha som nummer 2. På andre er det omvendt. 

Pitcairn Island ligger ca. midt mellem New Zealand og Peru, står der i de fleste artikler, hvilket  jeg undrer mig over. For afstanden fra New Zealands kyst  er 5212 km, hvorimod den til Peru er over 8000 km, mens den til Chiles kyst kun er ca. 5.500 km. Men det er nu ikke noget jeg vil bruge meget tid på at forundres over eller finde forklaring på.  

Den nærmeste ø / det nærmeste fremmede land er Mangareva i Fransk Polynesien 688 km vest for og Påskeøerne 1.929 km øst for. Tahiti ligger 2.170 km væk, så det var noget af en afstand de fik lagt mellem sig og Tahiti. 

Pitcairn øgruppen består af øerne Pitcairn, Henderson, Ducie og Oeno, hvoraf kun Pitcairn er beboet. Deres samlede areal er på ca. 47 km2, hvoraf Pitcairn udgør ca. 5 km2. ISom nogen har sagt - ikke meget større end Central Park i New York. 

Ingen af øerne har lufthavn, og kun Pitcairn har en havn. Denne havn er meget lille (og ligger i Bounty Bay),nærmest kun en landingsplads, og man må benytte små joller for at komme helt i land. 

De øvrige øer i det, der tilsammen kaldes Pitcairn Islands, ligger over 100 km væk fra Pitcairn Island.

 Pitcairn er åben for besøgende turister, men det er ikke nemt at komme hertil. Og før man beslutter at tage dertil, skal man måske også overveje følgende:

"Pitcairn has a modern and well-equipped medical clinic and a resident doctor, but you should note that the nearest hospital facilities are in French Polynesia or New Zealand, at least 2 days' sail away. There are no airport facilities on Pitcairn, meaning that evacuation in a medical emergency is not always possible."

 Vil du rejse til Pitcairn Island, kan du starte i Billund og via Amsterdam flyve til Papeete, hovedstaden på Tahiti. Air France har en ugentlig afgang. Prisen er ca. 16.000 kr. for en returbillet. Og det er jo ikke så galt. Hvis prisen stadig holder. Jeg har for nylig hørt at en flybillet København-Aukland koster 25.000. 

Men det er bare starten. Fra Papeete må du med et lokalfly til Magareva på Ile Gambier i Fransk Polynesien. Herfra skal du med båd til Rikitea, hvorfra fragtbåden Claymore II sejler en gang hver 3. måned. Efter 32 timers bådtur herfra ankommer du til Pitcairn Island. Det allersidste stykke bliver i en robåd. 

Landingspladsen set fra oven

I starten af 2000 blev der oprullet en skandale på Pitcairn. En skandale, jeg egentlig ikke ville omtale, men det gør jeg så alligevel.

En nyankommet kvindelig politiassistent begyndte at undre sig over pigerne og de unge kvinder - og børn og deres mødres alder. Hun bemærkede, at de fleste kvinder havde fået deres første barn allerede, mens de var mellem 12 og 15. Det førte frem til afsløring af udbredt incest og misbrug af piger helt ned til 12-årsalderen og måske yngre. Forhold, der nok havde hersket lige siden etableringen af kolonien. 9 mænd blev anklaget, men de forsvarede sig med, at man på øen betragtede 12  som den seksuelle lavalder, og forøvrigt fremførte de, at da de oprindelige beboere i 1790 med deres mytteri havde afvist britisk statsborgerskab - og de ikke anerkendte øen som en britisk koloni - så skulle Storbritannien ikke blande sig.

Det mente resten af verden nu, at Storbritannien skulle, og 6 mænd blev idømt fængselsstraf - heriblandt borgmesteren og hans søn.

Nu blev det så nødvendigt at oprette  et fængsel på øen. 

Men ind imellem blev de indsatte midlertidigt sluppet ud af fængslet, når der var brug for dem til at bemande den store, tunge båd, der skulle sejle gæster ind til Pitcairn eller bort derfra igen.

Med så lille en befolkning og så få mænd var der brug for alle mand, så ind imellem blev de fængslede også lukket ud for at deltage i almindeligt dagligt arbejde. Befolkningen accepterede tilsyneladende ikke omverdenens indblanding - og kvinderne var tavse.  What’s the big deal, it’s just part of our culture.

Livet på så isoleret et sted har konsekvenser.

Fængslet på Pitcairn.

Ind imellem benyttes fængslet også til indkvartering af turister.

Øens kirke.
Bemærk det er en Syvende  Dags Adventisters kirke.

Jeg ved ikke helt, om beskrivelsen af den besværlige rejse til Pitcairn Island stadig holder. Et sted læser jeg " ...Pitcairn Island  has 50 residents and can only be accessed by a 32-hour yacht ride." 

Fotograf Tony Probst har besøgt Pitcairn Island 4 gange siden 2011. De indfødte har udnævnt ham til øens ambassadør. På sitet Insider  ligger der mange smukke billeder fra hans besøg og fortællinger om hans møde med lokalbefolkningen. 

Jeg finder også reklamer for cruises til øen, men med følgende NB: Cruise ships only stop at Pitcairn for a few hours, and landing on Pitcairn is dependent on the  sea conditions and the discretion of the ship's captain.

Men det er vi jo - som tidligere cruise-farere - bekendt med. Det var derfor, vi heller ikke kom ind til Punta del Este i Uruguay, da vi var på langfart i 2019 - selv om de tenderbåde, der skulle have bragt os i land var med motorkraft og betydeligt større end de langbåde, man skal om bord i for at forcere den sidste strækning ind til Pitcairn.

 At komme til Tristan de Cunha er måske lidt nemmere, skønt:

“There are no package tours for independent travelers, no hotels, no airport, no holiday reps, no night clubs, no restaurants, no jet skis nor safe sea swimming. All visitors need to clear their arrivals in advance through the Island Council, and they also need to obtain a police certificate. (A 40-day wait is typical.) 

There are around 10 sailings a year from Cape Town, South Africa, and Namibia, each taking five to six days to reach the islands; it costs $800-$1,500 for a round trip.”

                                    

Også Tristan de Cunha er engelsk. Under et vulkanudbrud i 1961 blev alle indbyggere evakueret til England. 

 Og så lige et tip til min storebror. - Ja, ja , jeg ved godt det er tofarvede danske frimærker, du samler på, men så må der da være andre af dine (nørdede) frimærke-bekendte, der samler på frimærker stemplet på afsidesliggende øer: 

På Tristan de Cunha findes et posthus, hvorfra du kan få afsendt et brev og få et yderst sjældent stempel på dit frimærke. Så måske en ide til næste store rejse. 

The World's remotest Post Office team
præsenterer de sig som.

 Tristan de Cunha udgiver egne frimærker – i sagens natur gerne med havfugle, som øen har mange af. 

 Frimærker fra Pitcairn må da også kunne være spændende for nogen. 

Pitcairns første frimærke, med Kong George's koryfæ, blev udgivet i 1940. Det kan købes - ustemplet - på nettet for bare 3 kr. Er det ikke post-frisk, det kaldes? Det er sikkert mere værd stemplet.

Op til begyndelsen af 1900-tallet havde Pitcairn intet postsystem. Breve sendt fra øen blev håndstemplet: “Posted on Pitcairn Island: no stamps available.”  Brevene kom så gratis med ombord på skibe, og fik så et frimærke påsat i en havn undervejs.

I 1921 enedes New Zealand og Storbritannien om en ordning, hvor det var modtagerne, der betalte for portoen. Men 5 år senere opsagde New Zealand ordningen, fordi de opdagede, at skibspassagerer lagde deres egen post i sækken med frimærkefri post, som kun var tiltænkt Pitcairns indbyggere.

I et år havde øen ikke noget postsystem. Så i 1227 blev der etableret et postbureau, der brugte New Zealandske frimærker,  og konvolutterne fik påført "Pitcairn Island/NZ Postal Agency."

I 1937 blev den britiske konsul i Tonga sendt til Pitcairnøerne for at  undersøge, hvordan øerne kunne blive mere selvforsynende.

Konsulen konkluderede, at salg af frimærker var den bedste måde at opnå det. Forslaget blev godkendt af den britiske regering, som sendte Henry Evans Maude dertil for at bringe "... de civilisationens tvillingevelsignelser, en juridisk kode og frimærker."

15. oktober 1940 åbnede det nye Pitcairn Islands Post Office og udgav øernes første sæt frimærker. First Day Covers blev udsolgt på én dag. Et af disse covers blev sendt til prinsesse Elizabeth. Snart løb de tør for konvolutter, så folk lavede deres egne, først af papir, dernæst af bark af kokosnøddetræer.

Frimærkerne i sig selv løb de åbenbart ikke tør for, når man nu kan købe et sådant - ustemplet - for 3 kr.

Frimærker fortæller historie.

Samme år udkom et frimærke med en bibel - angiveligt den, der havde været med ombord på Bounty.

Senere blev det naturligt nok Elizabeth, der kom på mærkerne. Herunder med en Cordyline terminalis-plante - eller ti-plant på engelsk. Jeg kan ikke finde et dansk navn, men den kaldes også Good Luck-plant. Planten er utrolig hurtigt voksende.

Her på et frimærke fra 1957.

Pitcairn Islands frimærker blev særligt populære blandt frimærkesamlere og blev inden længe den største indtægtskilde for øerne. I alt blev der solgt for 12.760 pund de første 6 måneder. De penge, der blev rejst ved disse salg, var vitterlig med til at gøre øerne næsten selvforsynende.  De gjorde det bl.a. muligt at bygge en skole og ansætte øens første professionelle lærer, som kom fra New Zealand.

 

Til markering heraf blev udgivet ovenstående frimærke i 1957.

Hvis du zoomer ind, vil du opdage en sjov detalje, der  knytter sig til de to frimærker, der her er sammenstillet . På venstre frimærke står der, at det er øens skole, der er afbildet. På det højre er det rettet til  "School teacher's house".

I 1970-erne tegnede salget af frimærker sig for to tredjedele af øernes indtægter.

Men i slutningen af 1900-tallet aftog - ligesom i den øvrige verden - brevskrivning, og øerne kunne ikke længere forsørge sig selv med salg af frimærker. Pitcairnøerne gik konkurs i 2004, og den britiske regering overtog 90 procent af øernes budget.  Pitcairn Philatelic Bureau forblev i drift indtil 2020, hvorefter det blev overtaget af Storbritannien

Pitcairns flag

Jo, Pitcairn Islands rummer spændende, men også mere dunkle historier.

Men nu skal vi  tilbage i tiden, for der er mere at fortælle om William Bligh.

Bligh blev stillet for en krigsret for tabet af Bounty, men frikendt og forfremmet til kaptajn. I august sejlede han igen til Tahiti, men denne gang var han bedre forberedt med to skibe, HMS Providence og Assistance.  Han kom derfor ikke til at overvære retssagerne mod mytteristerne.

Med ombord var Portlock, ham der sammen med Dixon havde reddet Meares og resterne af hans besætning oppe i Prince Williams Sound i 1785. Det er utroligt, som de samme personer dukker op hist og pist i forskellige sammenhænge.

 Trods vanskeligheder blev foretagendet denne gang en succes. Bligh overførte en last med brødfrugt til Vestindien og vendte tilbage til England med prøver af ackee-frugt fra Jamaica, som han sendte til Royal Society.- Og så var det alligevel ikke rigtig en succes. For slaverne på Jamaica brød sig ikke om brødfrugterne. De nægtede faktisk at spise de billige, men meget næringsrige frugter. De foretrak stadig bananer. 

 Da Bligh vendte tilbage, kunne han konstatere, at udtalelser i forbindelse med retssagerne mod mytteristerne havde skadet hans ry. Han blev sat på halv løn og var arbejdsløs i 18 måneder. Han vendte dog tilbage til aktiv tjeneste og tjente med udmærkelse bl.a. med Nelson i slaget ved København 1801. 

 I 1805 blev Bligh udnævnt til Govenor of New South Wales til en overmåde stor løn i form af 2000 pund årligt. Det dobbelte af hvad den afgående guvernør havde fået. 

Det var anerkendelse fra Sir Joseph Banks, idemanden og en af de økonomiske bagmænd til brødfrugt-ekspeditionerne. 

Bligh ankom til Sydney 6. august 1806 sammen med sin datter som kom til at fungere som Lady of Government House. Hans kone havde ikke ønsket at tage med på den lange sørejse. Det lyder måske hårdt, at hustruen ikke ønskede at følge ham. Men gennem årene gjorde hun meget for at fremme hans karriere. Hun var ud af en rig og indflydelsesrig familie, og når Bligh kom i problemer var hun ofte mand for at redde ham ud af dem. Der findes også breve sendt imellem dem, hvor de giver udtryk for varme følelser for hinanden.

Også i New South Wales røg han ind i problemer – et nyt mytteri. 

Bligh var en sammensat mand. Han havde sympati for de senest ankomne og ikke særlig velbeslåede kolonister. Men han kom i konflikt med de mere veletablerede og formuende. 

I New South Wales var der tradition for at uddele land til magtfulde mænd I kolonien. Den praksis endte han – men først efter han havde uddelt  1.600 ha land -  halvdelen til sig selv og sin datter. 

 Han lagde sig ud med rigtig mange i forskellige sager, men den afgørende blev hans konflikt med officerer fra New South Wales Corps. NSW Corps var dybt involveret i handlen med rom. Så dybt at de nærmest havde monopol og så dybt, at de havde øgenavnet the Rum Corps.

 Bligh forsøgte at sætte en stopper for korpsets romhandel, og han gjorde, hvad han kunne for at stoppe rigmanden Macarthurs illegale indførsel af rom og indkøb af fire destillerier.

26. januar 1808 havde hans modstandere fået nok. Det kom til et oprør planlagt af Macarthur sammen med major George Johnson. 

400 soldater fra New South Wales Corps under kommando af major George Johnston marcherede mod Government House i Sydney og arresterede Bligh. Oprøret blev senere kaldt the Rum Rebellion. 

I to år blev Bligh holdt fanget på et skib ud for Hobart på Van Diemens Land (Tasmanien). Så kom der besked fra London, at oprøret var kendt ulovligt mytteri, og Bligh kunne vende tilbage.

Det blev imidlertid besluttet, at det var uholdbart at sende flådeofficer til at regere New South Wales kolonien. New South Wales Corps blev kaldt tilbage til England og blev erstattet af 73rd Regiment of Foot, hvis øverste befalingsmand skulle fungere som guvernør. Bligh blev midlertidigt genindsat i 24 timer, men blev så kaldt tilbage til England. Johnston blev stillet for en krigsret i London og kendt skyldig, men fik så mild en dom i form af blot en vanærende afskedigelse, at han kunne vende tilbage til New South Wales og fortsat nyde sin rigdom og et behageligt liv. Macarthur blev ikke stillet for retten, men blev forbudt at vende tilbage til New South Wales før 1817. 

Da retssagen mod Johnston var slut, blev Bligh udnævnt til kontreadmiral med tilbagevirkende kraft til 1810. 

I 1814 blev han udnævnt til viceadmiral, men han fik aldrig igen nogen flådekommando.

 Bligh fik et underligt karriereforløb. Startede med en strålende tidlig karriere med kommando over utallige skibe. Derefter blev han udråbt som helt, da han skaffede sin besætning hjem efter mytteriet på Bounty. Men hans manglende sociale kompetencer spændte ben for ham igen. Efter rom-oprøret blev han i karrikatur-tegninger fremstillet som en kryster. Der er dog flere steder i Sydhavet, der er opkaldt efter ham, og kigger man på gravsten på kirkegårde i NSW, vil man se, at utallige små drenge i tiden 1807-1811 blev opkaldt efter ham, som f.eks. William Bligh Turnbull, forfader til Australiens tidligere premierminister Malcolm Bligh Turnbull. 

 Oppe i Nootka Sound ligger der en lille  Bligh Island. Det var James Cook, der navngav den efter Bligh, da Bligh sejlede med ham på Cooks 3. rejse - længe før hele Bounty-affæren.

Jeg ved, jeg roder rundt i rang og funktionstitler om bord på skibene. På artikler om mytteriet ligger fine oversigter over hele besætningen på Bounty, men det kniber for mig med at få titlerne oversat til de korrekte danske. Det må jeg se at få styr på. Men det bliver ikke lige nu, for nu vil jeg have indlægget udgivet. 

Og så må jeg vist se, hvordan jeg får fingrene i en af de mange film om mytteriet på Bounty.