Om Sangen om Mirabilis og om den finske Amur-koloni

Sangen om Mirabilis af Anni Kytömäki  er en medrivende fortælling om cirkus-akrobaten Mirabilis blandet med en fortælling om naturforskeren Leonard Stejgener tilsat refleksioner om jordens udvikling og uddøde arter, utallige naturbeskrivelser og noget naturmystik.

En besynderlig cocktail, men de 744  sider blev slugt på tre dage.

Kan jeg anbefale den?  Ja, bestemt.

Bagsideteksten fortæller, at det er en episk roman om liv og død, som fører os til forrige århundredeskifte, hvor naturvidenskabens fremskridt rystede verden og såede et frø, der pegede på, at mennesket måske ikke længere kunne betragtes som skabningens krone, og jeg kan så tilføje, at undervejs får man også et lille indblik i Finland, hvilket ikke sker ret tit.

Riikka arbejder ligesom sine forældre på Korraharju-herregården i det sydlige Finland. Herregården er ejet af baron Falkenhøjd. 

Da Finland i 1867-1868  rammes af en katastrofal hungersnød, forlader herskabet og tjenestefolket stedet og begge Riikkas forældre dør. Uden noget mad overhovedet og ladt alene tilbage drager hun afsted.

Riikka er stor og bomstærk, og hun får arbejde ved anlægget af en jernbane - den der senere får forbindelse til den transsibirske jernbane helt over til Vladivostok.

En søndag bliver der i kirken oplæst en meddelelse:

"I den østlige udkant af det store russiske rige ligger e tområde, som kineserne netop har måttet overdrage til kejserriget. Klimaet i provinsen Amur er gunstigt, og der er brug for nye bønder på egnen. Man har allerede erfaret fra tidligere finske ekspeditioner, at græs og kartofler klarer sig fint derude. ved de fjerne kyster kan man opfostre sine børn til andet end krig, for kejseren har bevilliget udvandrerne fritagelse fra værnepligt i to generationer. "

En kilde, jeg er stødt på omtaler,at den russiske tsars tilbud omfattede gratis jord og 24 års skattefritagelse.

Riikka griber chancen for et bedre liv og slutter sig til kaptajn Herman Eriksson, der vil føre en gruppe kolonister til Russisk Fjernøsten. Daniel, som hun lever sammen med, øjner muligheder ved jernbanen og vælger at blive i Finland.

"Daniel dur til finere arbejde, snart er han ikke længere en jernbanebisse, og derfor har han ingen udlængsel.  Daniel er mere interesseret i togenes godsvogne end at komme til søs, han har skinnerne mere kær end hende," tænker Riikka.

Riikka er gravid, men ved det ikke. Undervejs på den 11-måneder lange sørejse til Russisk Fjernøsten føder hun tvillingerne Athuri og Ella, som får deres første opvækst i den fjerne Amur-provins.

Til dette isolerede område kommer også unge Falkenhøjd. Ham, der i hungervinteren, da Riikka var alene med sine syge forældre, lovede at sende en læge op fra Helsinki, men ikke gjorde det.

Falkenhøjd er nu uddannet palæo-botaniker og kartograf. Han har deltaget i Nordenskiølds ekspeditionen, som sad fast i isen ved Beringsstrædet, hvor besætningen måtte overvintre i 10 måneder under ekstreme arktiske forhold.

Nu har Falkenhøjd forladt ekspeditionen, og det forlyder, han i stedet vil lede efter guld.

Har jeg afsløret for meget? Bare rolig, vi er kun nået til side 95. Men nu er scenen sat, og der er knap 650 sider endnu til at udfolde hele den mægtige historie.

Falkenhøjd er ligesom Riikka og hendes familie fiktive personer. Der var ingen finsk baron Falkenhøid med på Nordenskiølds-ekspeditionen.

Leonard Stejneger derimod er en historisk person. 

Men en finsk koloni i Amurområdet - i Russisk Fjernøsten. Det havde jeg godt nok aldrig hørt om før - men hvad kender jeg overhovedet også til Finlands historie - udover dets udsatte placering med en besværlig nabo.

Jeg blev nødt til at finde ud af noget om den koloni.

I romanen er det en kaptajn Herman Eriksson, der leder de finske kolonister til Amur-provinsen. I virkelighedens verden var det en Fridolf Höök.

Finland var dengang et storfyrstendømme under det Russiske Imperium. 

I midten af 1800-tallet havde den russiske zar, Alexander II, desperat brug for loyale, dygtige folk til at kolonisere og sikre de nyerhvervede områder i Det Fjerne Østen. Han kiggede mod Finland, som var kendt for dygtige søfolk, administratorer og ingeniører.

To finske brødre gjorde lynkarriere i den russiske zars tjeneste. Johan Hampus Furuhjelm blev udnævnt til guvernør over hele Primorskij-regionen (Det Fjerne Østen), og hans bror Harald Furuhjelm blev sat i spidsen for statens landområder i Nakhodka-regionen. 

 Da Finland i 1867-1868 blev ramt af en katastrofal hungersnød, så Harald Furuhjelm en gylden mulighed. Han foreslog zaren, at man tilbød fattige, hårdtarbejdende finner gratis jord og skattefrihed i Amur-landet (Nakhodka) for at opbygge regionen. 

Harald Furuhjelm rejste selv til Finland for at rekruttere. Han tegnede et næsten paradisisk billede af Nakhodka: Jorden var (på papiret) frugtbar, floderne var fulde af laks, skovene bugnede af tømmer, og havet var ideelt til hvalfangst. 

Dette udløste en sand Amur-feber i Finland. Fridolf Höök og de andre utopister læste Furuhjelms rapporter og ansøgte den russiske stat om lov til at rejse. Zaren godkendte planen og tildelte finnerne et stort stykke land specifikt i Nakhodka-bugten, som russerne lige havde opmålt og vurderet til at have regionens bedste naturlige havn. 

Nakhodka blev altså valgt på forhånd via zarens kontorer i Skt. Petersborg baseret på de finske guvernørers anbefalinger. Men da Fridolf Hööks skib endelig ankom til Nakhodka i 1869 efter 11 måneders sejlads, opstod problemet:

 Den finske guvernør Harald Furuhjelm var i mellemtiden afgået ved døden, og zarens løfter var svære at indfri i praksis.

 Rejsen fra Finland til Det Fjerne Østen i 1860'erne var en enorm logistisk bedrift. På det tidspunkt fandt den Transsibiriske Jernbane slet ikke sted, så finnerne kunne ikke blot rejse på tværs af Rusland over land. 

Gruppen under ledelse af Fridolf Höök valgte en usædvanlig og ekstremt lang rute via verdenshavene: 

Først tog de til havnebyen Bremerhaven i Tyskland. Her brugte de et stort lån (optaget i den russiske statsfond) på at købe en solid tregastet sejlbåd. De døbte skibet Imperator Alexander II som tak til den russiske zar, der havde givet dem landområderne. 

 Skibet sejlede ud fra Europa i 1868. De krydsede Atlanten, rundede Kap det Gode Håb i Sydafrika og sejlede videre på tværs af Det Indiske Ocean og op gennem Stillehavet.

 Rejsen tog næsten et helt år under barske forhold, før skibet i september 1869 endelig kastede anker i Nakhodka-bugten i det østlige Sibirien. 

 Nakhodka var på det tidspunkt blot en lille administrativ militærpost med ganske få huse. 

Men da Höök  ankom med sin gruppe, opdagede de hurtigt, at det tildelte land og den bedste landbrugsjord i Nakhodka allerede var optaget.  

I april 1869 var en gruppe på omkring 50 Turku-indbyggere ankommet til Nakhodka-bugten  før dem via en anden rute. Deres migration blev ledsaget af den finske embedsmand  Harald Furuhjelm.

De første 10 personer fra Turku-området fulgtes med Harald Furuhjelm, der var blevet udnævnt til guvernør i Amur-regionen.

En anden gruppe på 26 personer fra Helsinki-området, anført af skibskaptajn Fridolf Höök, fulgte efter i 1868 (på deres eget skib).

Nakhodkabugten, som byen ligger ved, var blevet opdaget i 1859 af den russiske korvet Amerika, der ankrede i bugten under en storm. For at mindes denne begivenhed fik den isfri og forholdsvis rolige bugt navnet Nakhodka, som på russisk betyder "opdagelse" eller "lykketræf".

Pladsmangel og kaos i Nakhodka tvang Fridolf Höök til at sejle videre langs kysten for selv at finde et nyt ubeboet område. 

Som erfaren havnekaptajn og sømand vidste Höök, at ren landbrugsjord i Sibirien var usikker. Han ledte derfor efter et område, hvor kollektivet kunne leve af både hvalfangst og landbrug. 

Cirka 80 kilometer væk fandt han Strelok-bugten. Kysten var beskyttet mod det åbne hav af Putyatin-øen, hvilket gjorde den ideel til at trække hvaler i land og fortøje skibe. Samtidig var der flade dale lige bag kysten, hvor den anden halvdel af gruppen kunne forsøge at dyrke korn og holde kvæg. 

Da de ankom til Strelok-bugten, fandt de nogle forladte huse bygget af kinesiske bønder og jægere. Det betød, at finnerne her fandt et sted med øjeblikkeligt ly, hvor de hurtigt kunne etablere deres fællesbase (kommunen) inden den nådesløse sibiriske vinter ramte. 

Nybyggerne kom med store forhåbninger om at skabe et kooperativt, halvkommunistisk landbrugs- og hvalfangstparadis. Kolonien brød imidlertid hurtigt sammen i løbet af få år på grund af en række alvorlige udfordringer: 

Nybyggerne var dårligt forberedte på det barske maritime klima, den klippefyldte jordbund og den enorme isolation i Primorskij-regionen. 

 Landbruget viste sig at være utroligt vanskeligt, og kooperativet kæmpede for at opnå selvforsyning. 

Kolonien havde håbet at finansiere sig selv gennem kommerciel hvalfangst og søhandel. De manglede dog den nødvendige kapital og det rette udstyr til at konkurrere med amerikanske og europæiske hvalfangere, der allerede dominerede det nordlige Stillehav. 

Koloniens utopiske, fællesskabsorienterede struktur skabte dybe ideologiske kløfter. Interne konflikter tog til, i takt med at ressourcerne svandt ind. Desuden undlod den russiske kejserlige administration at levere meget af den lovede logistiske støtte og kvalte koloniens handelstilladelser i bureaukratisk papirarbejde. 

Den endelige afslutning indtraf i 1870–1871. En voldsom tyfon hærgede bosættelsen og ødelagde både de beskedne afgrøder og bygningerne. Kort efter besluttede den russiske regering at inddrage Nakhodka til egne strategiske militære og administrative formål, hvilket i praksis betød en ophævelse af de jordtildelinger, det finske selskab havde modtaget. 

Et hus bygget af finner i Strelok.

I 1872 var det formelle kooperativ helt opløst. De fleste af kolonisterne forlod Fjernøsten og vendte enten tilbage til Finland eller emigrerede til Alaska eller andre steder i USA.  

En lille håndfuld finner, herunder Fridolf Höök selv, valgte at blive i regionen. 

Höök flyttede til den nyligt grundlagte by Vladivostok, hvor han blev en højt respekteret kejserlig navigatør, kartograf og forsker med speciale i Fjernøsten, indtil sin død i 1904.

Hööks koloni kaldes Den utopiske finske koloni. 

Jeg blev nysgerrig på lignende finske kolonier, og de var lette at finde.

I det tidlige 20. århundrede opstod der flere finske nybyggerkolonier i Sydamerika,  ofte drevet af en blanding af politiske uroligheder i Finland (under russisk herredømme), økonomiske drømme og utopiske idealer om at skabe nye samfund tæt på naturen. 

1. Colonia Finlandesa i Argentina blev grundlagt i 1906 nær Oberá i Misiones-provinsen.

Anført af Arthur Thesleff rejste omkring 120 finske familier til den argentinske jungle. Mange af dem var akademikere og byboere uden erfaring med landbrug i troperne. De kæmpede mod den tætte jungle, den røde jord og tropiske sygdomme. På trods af den hårde start lykkedes det dem at etablere produktion af blandt andet yerba mate og te. Bosættelsen var isoleret, og i 1970'erne modtog fattige efterkommere (som stadig var finske statsborgere) økonomisk støtte fra den finske stat. 

2. Villa Alborada i Paraguay blev grundlagt i 1920.

 En mindre gruppe finske emigranter søgte mod Paraguay for at etablere sig som uafhængige bønder. Ligesom i Argentina mødte nybyggerne store udfordringer med klimaet og logistikken, men kolonien bidrog til den europæiske immigrationshistorie i landet. 

På kortet ses alle tre sydamerikanske kolonier:
 Colonia Finlandesa i Argentina, 
Villa Alborada i Paraguay og Penedo i Brasilien

3. Penedo i Brasilien var et vegetarisk og afholdssamfund grundlagt i 1929 af Toivo Uuskallio.

Uuskallio fik en vision om at grundlægge et økologisk og spirituelt samfund under varme himmelstrøg. En gruppe finner købte en stor citrusplantage i staten Rio de Janeiro. Selvom det hårde landbrugsliv og de strenge vegetariske regler knækkede den oprindelige økonomi, overlevede kolonien ved at omstille sig til turisme. I dag er Penedo kendt som "Finlands moderskab i Brasilien", hvor finsk arkitektur, turisme og sauna-kultur stadig præger området. 

Udover de store samfund i Sydamerika forsøgte finnerne også at slå rod i andre dele af Latinamerika.

Itabo og Omaja var to  landbrugskolonier på Cuba, hvor en gruppe finske immigranter bosatte sig i begyndelsen af 1900-tallet. 

Omkring 40 finske familier, som primært tilhørte arbejderklassen og oprindeligt var emigreret til USA som daglejere, valgte i årene efter 1904 at rejse videre til Cuba. 

Finnerne etablerede sig i to eksisterende amerikansk-ledede landbrugskolonier. Den ene lå nær Itabo i Matanzas-provinsen og den anden i Omaja i Oriente-provinsen. 

Målet var at skabe en tilværelse som selvstændige eksportlandmænd, der kunne dyrke og sende frugt og grøntsager direkte til det amerikanske marked. 

Kolonierne blev dog aldrig en stor succes. Nybyggerne mødte stor modgang i form af manglende startkapital, restriktiv immigrationslovgivning og skrap amerikansk handelsprotektionisme, hvilket gjorde det svært at få adgang til markederne. 

De fleste forlod øen efter den cubanske revolution i 1959.

Bosættelserne i Itabo og Omaja står i dag som et unikt og overset kapitel i nordisk migrationshistorie, hvilket blandt andet er kortlagt i forskningsartikler som Fragile Connections: Finnish Settlers and U.S. Power in Cuba.

Også i Den Dominikanske Republik blev der i kortere perioder forsøgt etableret mindre finske landbrugsgrupper.

I 1930 blev Viljavakka-kolonien grundlagt i byen, der i dag er kendt som Villa Vásquez i Monte Cristi-provinsen i den nordvestlige del af landet. Viljavakka kan oversættes til brødkurven.

Kolonien blev etableret af en gruppe finske immigranter under ledelse af den karismatiske prædikant og evangelist Oskar Jalkio. Den var drevet af en blanding af kristen tro, socialistiske idealer samt en streng vegetarisme og naturnær livsstil. Mange af nybyggerne flygtede fra den politiske ustabilitet og økonomiske krise i Finland efter 1. verdenskrig.

Nybyggerne fik tildelt jord af den dominikanske regering under præsident Horacio Vásquez (og senere diktatoren Trujillo) for at opdyrke området. Finnerne dedikerede sig primært til risdyrkning, hvilket blev hjulpet på vej af opførelsen af nye vandingskanaler i 1930-1931.

På sit højeste husede kolonien omkring 140 finske indbyggere. De opbyggede et lille samfund med finsk kultur midt i det tropiske klima, men mødte store udfordringer med sygdomme, intens varme og det faktum, at mange af tilflytterne slet ikke var uddannede landmænd. 

Grundet interne stridigheder, økonomiske problemer og det hårde klima svandt kolonien gradvist ind. Den blev endeligt opløst i 1944. 

Enkelte finske familier valgte at blive i den Dominikanske Republik, og efterkommere med finske rødder og efternavne kan stadig findes i landet.

Byen Villa Vásquez i den Dominikanske Republik bærer i dag primært præg af den finske koloni gennem sin omfattende risproduktion, som fortsat er byens absolut vigtigste økonomiske fundament.

Jeg har fundet en artikel om flere finske kolonier, f.eks. i Canada. Jeg fornemmer, den er spændende, men den er på finsk, så den får jeg ikke mange informationer fra, dog nogle billeder, og lidt har jeg fået oversat.

Sointula var et utopisk socialistisk og finsk bosættelsesperiode på Malcolm Island i British Columbia, Canada, som eksisterede i sin oprindelige form fra 1901 til 1905. Bosættelsen blev grundlagt af finske immigranter, primært minearbejdere, under ledelse af den karismatiske journalist og teoretiker Matti Kurikka. Navnet "Sointula" betyder harmoni på finsk.Projektet var baseret på visionære principper om fælleseje, ligestilling mellem kønnene og kooperativt arbejde. På sit højeste tiltrak samfundet omkring 1000 indbyggere, men interne stridigheder, økonomisk pres og en ødelæggende brand førte til kollektivets opløsning i 1905. Byen Sointula eksisterer dog stadig i dag som et levende samfund med dybe finske rødder.

Sikke en masse, jeg ikke vidste om finske kolonier, og sikke langt læsningen af Sangen om Mirabilis har ført mig.

Det var Fridolf Fabian Fritiof Hööks nybyggersamfund, som Anni Kytömäki  omskrev og brugte som grundlag for  Amur-delen af sin fortælling.

Fridolf Fabian Fritiof Hööks  liv var ret spektakulært. Han transformerede sig fra en finsk sømand, der var stukket af, til en af ​​de mest respekterede pionerfigurer i det russiske Fjernøsten.  Om ham og andre i Russisk Fjernøsten er der meget mere at fortælle - i et kommende blogindlæg, og der kommer også et blogindlæg om Leonhard Stejgener.

På falderebet faldt jeg over en anden forside til Sangen om Mirabilis. Den kan jeg faktisk bedre lide, fordi tigeren her sættes mere i centrum - og amba spiller en central rolle i romanen.

Og så minder det mig også om, at jeg selv har stået helt derovre i Khabarovsk og beundret en kæmpestor udstoppet amurtiger og stået og kigget ud over Amurfloden, grænsefloden til Kina - helt tilbage i 1977, da vi var på den store transsibirske togrejse lige efter jeg havde afsluttet min lærereksamen.

Cirkusforestilling i Moskva
Det var dengang, man stadig måtte have vilde rovdyr i cirkus.
Hvis du læser romanen, vil du opdage, hvorfor jeg har taget det foto med.