Om filmmusik

 Da jeg for nylig skrev om vores tur til Toscana i 2007 og filmen Te med Mussolini, kom jeg til at tænke på alle de skønne soundtracks, som knytter sig til mange af mine yndlingsfilm. Det være sig nykomponeret musik, men ganske ofte også musik fra kendte operaer.

Ofte bemærker man egentlig ikke musikken i filmene. Den giver bare hele stemningen. Eller understreger den. Forstærker billedsiden – eller angiver tiden og miljøet.

Temaet fra Te med Musolini kan du nyde her:

I forlængelse af filmen blev der udgivet en CD med 23 tracks. Og så var Chers lille bid af Smoke gets in your eyes ikke engang med eller crooneren Carlo Butis smukke Mattinata fiorentina, som i den grad angiver tidsånden og atmosfæren.

 

 Carlo Buti er i øvrigt mest kendt for sine tangofortolkninger i 30-verne. Det var ikke noget, jeg vidste, men opdagede, da jeg var på Youtube for at lede efter Mattinata fiorentina.

Youtube er en sand guldgrube. Og hvis det er filmmusik, man leder efter, kan man være heldig at få en hel kavalkade af billeder fra filmen, som f.eks. da jeg søgte soundtracket  til Cinema Paradiso.

Soundtracket i Te med Mussolini omtales ofte som værende beslægtet med musikken til Cinema Paradiso – Mine aftener i Paradis. Det kan der være meget om. Begge musikstykker har den samme lidt bittersøde, melankolske klang. Begge film er selvbiografiske, men det fremgår tydeligst i Cinema Paradiso.

Nyd musikken her og nyd billederne fra filmen.

 

Denne lidt både melankolske, sødmefyldte og sentimentale klang er italienerne verdensmestre i.

Lyt bare til temaet fra filmen Malena. Musikken er lidt længe om at komme i gang. Spol evt. 50  sekunder frem. I klippet ses den halvstore drengs fascination af den smukke Malena.

 

Har du tålmodighed, får du næsten hele filmens handling på 12 minutter herunder. Spol evt. hen til slutningen af klippet for at nyde musikken her, hvis tålmodigheden ikke slår til til hele klippet.

Samme film i en anden udgave

Det er nu ikke så underligt, at såvel historierne som musikken i  Mine aftener i Paradis og Malena minder om hinanden. Begge er  instrueret af Giuseppe Tornatore, og han har som i alle sine film benyttet  komponisten  Ennio Morricone til musikken.

Andre eksempler på den særlige klang i film fra Italien kunne være The talented Mr Ripley. Denne film er godt nok instrueret af en englænder, men lyt til soundtracket. For mig har det mange af de samme toner – sammen sødmefyldte melankoli som soundtracket til Te med Mussolini.

Men her bliver min tese om, at det særligt er de italienske filmkomponister, der kan fange mig, skudt ned, for musikken til The talented Mr Ripley er skrevet af Gabriel Yared, som er fransk-libaneser. Så det er ikke bare italienerne, der kan skrive musik til film med et italiensk setup. Filmen er instrueret af engelske Anthony Minghella, som også instruerede filmen Den engelske patient. Filmen med de smukke billeder fra Pienza i Toscana, og med endnu flere betagende billeder fra Nordafrika, Egypten og den varmeflimrende Saharaørken. Men musikken i lige netop den film har ikke sat sig fast hos mig.

 Som eksemplerne med Te med Mussolini, Malena og Den engelske patient viser, så har  2. verdenskrig ofte udgjort en god kulisse for smukke historier.  Der kunne nævnes mange flere titler,  f.eks. Captain Corelli's Mandolin som udspiller sig i Grækenland.

 

 

Filmen udspiller sig på den  græske ø Cephalonia.. Ved første øjekast forekommer filmen måske som blot en banal kærlighedshistorie, men den udspiller sig faktisk på baggrund af konkrete, faktuelle begivenheder i 2. verdenskrig.

I 1941 invaderede tyske og italienske tropper øen Cephalonia.

Da Mussolinio i 1943 mistede magten, og Italien sluttede sig til de allierede styrker forsøgte tyskerne at afvæbne italienerne under operation Achse. Den 13. september modsatte italienerne fra den 33. Acqui infanteridivision sig og kæmpede mod tyskerne på øen Cephalonia. Efter 9 dage måtte den italienske modstand dog overgive sig, efter at være løbet tør for ammunition. I alt 1.315 italienere blev dræbt i slaget, 5.155 blev henrettet den 26. september, og 3.000 druknede, da de tyske skibe, der førte de overlevende til koncentrationslejre, blev sænket af en mine. 

Her får du temaet i en udgave, hvor mandolin-spillet er mere markant i en af de helt centrale scener i filmen. Og samtidig får du også lidt billeder fra filmen. På nettet ligger mange flere klip.

 

Senere i filmen indgår det store jordskælv i 1953, hvor stort set alle huse på øen blev ødelagt.

Øen har faktisk enspændende, omtumlet historie

Nogle forskere mener, at det i virkeligheden var  Cephalonia og ikke Ithaca, der af Homer beskrives som Odysseus’ hjemø.  

Filmen bygger på en roman af Louis de Bernières og har vundet flere priser. Louis de Bernières var ikke ubetinget begejstret for filmatiseringen, men er dog citeret for især at have sat pris på soundtracket.

Filmen har Nicolas Cage og Penélope Cruz i hovedrollerne. Den er instrueret af
John  Madden, som kendes fra Shakespeare in Love, men også The Best Exotic Marigold Hotel med både Maggie Smith og Judy Dench på rolleslisten. The Best Exotic Marigold Hotel handler om en gruppe af britiske pensionister, som flytter til et hotel for seniorer i Indien. En parafrase over Ii Scipionis i Firenze i Te med Musollini?

Jeg må også nævne The Reader, som foregår i efterkrigstidens Tyskland, men  med flashbacks til krigen. Mest pga. af den smukke historie om den purunge, næsten kun halvstore Michael, der får et forhold til en kvinde, der er dobbelt så gammel som ham selv, da hun beder ham læse højt for sig. Mange år senere møder han hende igen, da hun står anklaget for krigsforbrydelser, som Michael nægter at tro, hun har begået, men som hun undlader at forsvare sig imod, for ikke at afsløre sin hemmelighed. 

Historien er fængslende. Musikken derimod gjorde ikke specielt indtryk på mig.

Kate Winslet vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Den mandlige hovedrolle blev spillet  af Ralph Fiennes, som også spillede hovedrollen i Den engelske Patient.

The Reader blev produceret af Sydney Pollack og Anthony Minghella.

Den Sydney Pollack, som også instruerede både Out of Africa, The Talented Mr Ripley og Havana. Sidstnævnte har jeg skrevet om i et tidligere indlæg om vores rejse til Cuba.
 

Når den melankolske stemning skal angives, ja så er harmonika og mandolin velvalgt, især når de tilsættes smægtende strygere, lidt sprøde klavertoner og evt. en enkelt sørgmodig obo.

Et sidste eksempel på lækker italiensk stemning i soundtracket kunne være Postbudet - II Postino. Netop her benyttes harmonika. Filmen er en fiktiv historie, der tager udgangspunkt i en faktuel historisk begivenhed, nemlig at den chilenske Nobelpristager, Pablo Neruda, af politiske grunde i 1950 måtte gå i eksil på en lille italiensk ø.

I filmen sker der det, at den lokale Mario Ruoppolo, som er utilfreds med at skulle gå i faderens fodspor som fisker, får job som postbud. På sin cykel leverer han posten til Neruda – som i øvrigt er den eneste, som overhovedet modtager post. Mario og Neruda udvikler et venskab, hvor Mario bliver påvirket af både Nerudas politiske synspunkter og hans poesi, men han betages også af Nerudas smukke kone.

 

 

Temaet findes også i en lidt mere sprælsk udgave.

Masser af spræl er der i den fantastiske film La vita é bella – Livet er smukt.

Se starten på filmen herunder, selv om musikken ikke er særlig tydelig. Den kommer i næste klip. De allerførste billeder afslører dog, hvad der senere følger.

 

Musikken er skrevet af Nicola Piovani. Jeg fandt en anmeldelse af musikken. Det er jeg ikke stødt på før, så den skal I også se:

”Hans Oscarbelønnede score indleder stille og melodisk for bl.a. guitar - og får stille og roligt det store orkester med i temaet til prologen. Herefter det umiddelbart muntre og dansevenlige hovedtema, en tango i dur, hvor der alligevel anes en melankolsk undertone - genialt. Fortsætter melodisk og muntert, tillige med valsetema i typisk italiensk instrumentation. Der vendes passende tilbage til det mere melankolske, dog optimisme tema for strenginstrumenter fra prologen. Der er også mere dramatiske cues, f.eks. "La Notte Di Fuga" og i senere cues glimrende variationer indimellem de muntre temaer. Alt i alt et glimrende score med et par fremragende gennemgående temaer, typisk italiensk filmmusik når det er bedst.”

Ja, så meget ville jeg ikke kunne sige om musikken. Jeg kan bare sige, at den er liflig lyd i mine ører.

Og nu skal du høre den.

 

På nettet ligger så mange klip fra Livet er smukt, at man næsten kan se hele filmen - eller i hvert fald mange af de morsomme scener fra første halvdel af filmen - fra den lyse del  af filmen.

De, der kender filmen, vil vide, at stemningen længere inde  i filmen bliver helt anderledes dyster – selv om hovedpersonen spræller.

En scene, der står krystalklar i min erindring, er der, hvor Guido varter op til en middag for koncentrationslejrens officerer. Da han skal lægge en ny plade på pladespilleren, opdager han en bestemt plade. Han lægger den på grammofonen, åbner vinduet og vender lydtragten udad. 

I den anden ende af lejren – i kvindernes afdeling - vågner hans kone, hører musikken, går hen og åbner vinduet og lytter til musikken, der lyder ud over hele lejren. Musikken er Jacques Offenbachs  Barcarolle fra Hoffmanns Eventyr: “Belle nuit, ô nuit d’amour,” som de har oplevet i teateret i deres tidligere, så sorgløse liv.

Nu blev jeg så sporet ind på film, der benytter klassisk musik.

Et andet godt eksempel på det er filmen Værelse med udsigt fra 1985, hvor den unge britiske frøken Lucy Honeychurch i 1907 ankommer til Firenze som led i en dannelsesrejse.  Denne film har underskønne billeder fra Firenze og omegn. Ligesom Te med Mussolini har Værelse med udsigt  Maggie Schmidt på rollelisten. Forrygende skuespil i en rolle, der minder om den, hun senere fik som Lady Hester i Te med Mussolini. Den rolle spiller hun til perfektion. Senest har vi set det i Downton Abbey.

Ligesom i Te med Mussolini spiller hun også i Værelse med udsigt sammen med Judy Dench. Samme makkerpar har hovedrollerne i Ladies in lavender. En både morsom og bittersød fortælling fra Cornwall 1936.

 

Musikken i Værelse med udsigt er Laurettas arie ”O  mio babbino caro” fra  Puccinis knap så kendte komiske opera Gianni Schicchi. 

 

 I skulle næsten også have lov til at høre arien i Maria Callas' flotte version fra 1965, da hun var den helt store opera-diva.

Et eksempel, som mange nok kender, er filmen Døden i Venedig, der har Gustav Mahlers Adagietto fra 5. symfoni som soundtrack.

 Så springer jeg til en film, som jeg tror, ikke så mange kender, nemlig Brassed Off fra 1996. Scenen er sat i Grimley i Yorkshire - en fiktiv lille  by, hvor minearbejderne spiller i et lokalt messingorkester. Ud over det sociale aspekt indeholder filmen derfor masser af dejlig musik, som spilles af virkelighedens berømte Grimethorpe Colliery Band.

Det allerbedste stykke er Concierto d'Aranjuez  af spanske Joaquín Rodrigo. Concierto d'orange juice, som Pete Postlethwaite siger i rollen som dirigent. Musikken er oprindelig skrevet for guitar.

Klippet her er helt fantastisk. Vi ser de skeptiske minearbejdere modtage Gloria, spillet af en ganske ung Tara Fitzgerald. Og vi ser, hvordan deres ansigtsudtryk gradvis ændres, da de hører, at  hun rent faktisk kan spille – ja, hvor helt betagende hun tolker  Concierto d'Aranjuez. Og herefter ser vi klip fra filmen, hvor minearbejderne forgæves kæmper for deres job. Minen skal lukkes, og det er netop det, Gloria er kommet til byen for at klare, og hun kommer i en alvorlig loyalitetskløft mellem sin arbejdsgiver og sine venner i orkesteret.

Nummeret findes også på et andet videoklip, der giver et bedre indtryk af handlingen i filmen.

Engelsk film, når det er allerbedst. Her kunne jeg godt være blevet ledt på vildspor og være begyndt at skrive om engelsk film. Men det må jeg vist hellere skrive om i et selvstændigt indlæg.

Når billede og lyd går op i en højere enhed, ja, så kan man bare sidde og nyde det. Som her i Out of Africa - Mit Afrika. Jeg fandt faktisk ikke en  video med gode billeder til soundtracket, men jeg er sikker på, at du ligesom jeg har alle de skønne billeder på nethinden - især dem fra flyveturen hen over Serengetisletten - og at du stadig kan høre Meryl Streeps sprøde stemme: "I had a farm in Africa at the foot of the Ngong hills."

Filmmusik kan også lede frem mod en grum, grum virkelighed, som i John Boormanns film Deliverance, på dansk Udflugt med døden.

I filmen tager 4 venner ud på en rigtig mandetur oppe i bjergene. Her møder de en degenereret out-back-befolkning. I første omgang bliver det et smukt møde med den tilbagestående dreng, Lonnie, som sammen med en af de fire spiller den forrygende Duelling Banjos.

Senere bliver mødet med de lokale mere skæbnesvangert.

Her et klip fra filmen ledsaget af det fantastiske Duelling banjoe-nummer. Hvis du ikke har lyst til at se de voldsomme scener, så se i stedet det næste videoklip, hvor samme melodi spilles af Glenn Cambell.

Rigtig mange kendte skuespillere var i spil til rollerne. Nogle, som f.eks. Charles Heston og Donald Sutherland  afviste rollerne. Sutherland fordi han fandt filmen for voldelig.  Det blev derfor Jon Voight, Burt Reynolds, Ned Beatty og Ronny Cox , der kom til at stå på rollelisten.  Og det var ikke dårligt.

Bedst husker jeg Burt Reynolds, men det skyldes måske det ikoniske billede af ham liggende nøgen på et bjørneskind, men det har ikke noget med filmen at gøre.  Alle leverede flotte præstationer.

 Er det for grumt et sted at afslutte mit indlæg. Ja, det er det nok.

Lad mig i stedet slutte med soundtracket fra filmen A star is born. Så får jeg også inkluderet en lidt nyere film, end de øvrige jeg har nævnt, hvoraf de fleste har været mere end 20 år gamle og Udflugt med døden næsten halvtreds.

A star is born er en film og et nummer jeg stortudede over, da vi streamede filmen en aften ovre hos  Tanja, der indimellem forsigtigt skottede over til sin sentimentale mor. der sad med tårerne trillende ned ad kinderne.

Klippet viser de samme måbende, vantro  ansigtsudtryk, som jeg fandt så fortryllende i klippet fra filmen Brassed Off.

Herunder er sangen gengivet i en anden videoudgave, hvor der er indlagt klip fra handlingen.

Filmen var nomineret til adskillige Oscars og BAFTApriser, bl.a. for bedste mandlige og kvindelige hovedrolle - Bradley Cooper og Lady Gaga. Kun vandt den for bedste musik, og ved Oscar-uddelingen gav de to nummeret i en meget smuk udgave.- Til vild jubel i salen.

Og så bliver det alligevel ikke det sidste videoklip.

For kan man skrive om filmmusik uden at medtage klassikeren over alle klassikere i filmen Casablanca fra 1942 med Humphrey Bogart og Ingrid Bergman i hovedrollerne?

Nej, naturligvis ikke.

So ... Play it again, Sam.  As times go by.

 

Bittersøde minder 2. Mest om Pienza, San Gimignano og Volterra.

På Joanna Lumleys rejse på Silkevejen del 2 besøgte hun Georgien. Her besøgte hun bl.a. et område, der hedder Svaneti. Svaneti ligger helt afsides, dybt inde i Kaukasusbjergene. Så afsides, at kongerne i gammel tid gemte deres guld her.

I landsbyen ses en række firkantede tårne, der blev bygget mellem 800 og 1200 som udkigsposter og tilflugtssteder i krigstider.

Disse tårne minder om tårnene i  San Gimignano   i Toscana. Men San Gimgnanos tårne blev ikke kun  bygget som udkigs- og forsvarstårne, men også som bevis på bygherrens  rigdom og magt.

Vi besøgte byen i 2007, hvor vi kørte rundt i Toscana i lejet bil.

 

San Gimgnano blev grundlagt i det 3. århundrede f.Kr. som en lille etruskisk landsby

Den er navngivet efter Sankt Geminiaus, en biskop fra Modena i det 4. århundrede, der siges at have reddet byen fra Attila og de vilde hunner.

I dag ligger San Gimignano en smule off the beaten track ca. midvejs mellem Firenze og Sienna – uden togforbindelse – uden motorvej i nærheden, men i middelalderen var beliggenheden  perfekt. Byen lå på en 300 m høj bakke med udsyn over hele Elsadalen, og den lå den ved den vigtige handels- og pilgrimsvej, Via Francigena, som gik fra Canterbury til Rom.

Pga. sin centrale placering blev byen involveret i konflikten mellem de to store rivaler, den guelfiske (pavetro) familie Ardinghelli i Firenze og den ghibellinske (kejsertro) Salvucci-slægt i Siena. Det var disse forbitrede familiefejder i San Gimignano, der inspirerede William Shakespeare til tragedien om Romeo og Julie.

I 1300 var San Gimignano vært for digteren Dante Alighieri (ham med Den guddommelige Komedie) i sin rolle som ambassadør for Guelpherne i Firenze, og det var i 1300-tallet byen havde sin storhedstid. 

I den periode havde byen over halvfjerds tårne, der blev bygget af de mange velhavende familier i byen som en måde at vise deres rigdom og magt på.  Og kom medlemmer af den rivaliserende familie for tæt på, kunne man jo hælde kogende olie ud fra sit familietårn og affyre massevis af pile.

Trods kampene mellem de to store slægter lykkedes det San Gimignano at fortsætte sin økonomiske udvikling, især inden for handel med vin og safran. Og det var de mange høje tårne, der skulle fremvise de velhavende familiers rigdom og magt. Højere og højere byggede man. På et tidspunkt havde byen som nævnt over 70 tårne. Nu er der 13-14 tilbage.

I 1348 blev San Gimignano ramt af pest og var ikke i stand til at undgå at falde under Firenzes magt. Byen begyndte derefter en langsom politisk og økonomisk tilbagegang.

Læs evt. mere om byens historie her

Kunstnerisk og kulturelt formåede byen dog at fortsætte med at blomstre i de følgende århundreder. Mest berømt er den overdådige fresko-udsmykning La Collegiata

 La Collegiata er en romanske domkirke, der blev påbegyndt allerede i 1148. 

Facaden er en beskeden 1800-talsfacade, men interiøret er fænomenalt, overdådige  renæssance-freskoer - en ren billedbibel  malet af flere forskellige, men alle meget anerkendte malere. 

Bemærk at kirken ikke har en stor flot indgangsportal i midten, men blot to mindre døre. 

De ældste freskoer stammer  1340-erne, og udsmykningen af kirken fortsatte gennem tre faser i det fjortende og tidlige femtende århundrede. På den måde illustrerer de udviklingen i freskomaleriet over 100 år. De udgør en  hel billedbibel. På nordsiden ses  scener fra det nye testamente, på sydsiden scener fra det gamle testamente.

Søjlerne med de stribede buer giver mindelser til Mesquitaen i Cordova.

På østmuren ses en skildring af Helvedes pinsler på Dommedag, hvor billedet af Satan, der tygger på forræderen Judas er særlig kendt.

Men allermest elsket er Santa Fina-kapellet.

I et lille renæssancekapel bagest i domkirkens højre side malede  Ghirlandaio i 1474 historien om helgeninden, den adelige  Santa Fina, der som 10-årig blev lammet af tuberkulose. Hun lagde sig på en lille briks på kun 150 x 60 cm og blev liggende i fem år, indtil hun langsomt gik i forrådnelse. I løbet af sygdommen mistede hun begge sine forældre, men alligevel havde hun kræfter til at takke Gud for hans velgerninger, og da hun døde i 1253, begyndte alle San Gimignanos kirkeklokker at ringe af sig selv. Santa Fina blev begravet i domkirken, og hun er den dag i dag San Gimignanos skytshelgen. Hvert år på hendes dødsdag, 12. marts, ærer byen den lille pige.

 

 Se mere om kirken og freskoerne  her 

 

Her ses Piazza Duomo med La Collegiata til højre og byens rådhus, Palazzo Communale, til venstre.  Også i Palazzo Communale findes også smukke freskoer - her i Sala Dante.

Lidt derfra ligger Piazza della Cisterna, som har sit navn efter den brønd fra 1200-tallet , der pryder dens midte. Et sted har jeg læst, at netop den plads indgår i en scene i filmen Den engelske Patient med skønne Kristin Scott Thomas. 

 

 Jeg tvivler dog en smule på, at det er rigtigt. For størstedelen af de italienske scener i filmen er  optaget i Pienza og på klosteret Sant´Anna i Camprena 6 kilometer fra Pienza. Pienza vil jeg fortælle om senere, for denne skønne by besøgte vi også på vores Giro d'Italia.  (Ja, der er jo Tour de France i TV netop nu :-))

 Den engelske Patient bygger på Michael Ondaatjes roman fra 1992. Bogen har fået tildelt prisen The golden Booker og er dermed kåret som de sidste 50 års bedste engelsksprogede roman. 

 

Filmen havde premiere i  1996. Den er instrueret af den engelske instruktør Anthony Minghella. Den fik 9 Oscars og 4 BAFTA-priser. Både Oscar og BAFTA-prisen for årets bedste film, bedste kvindelige birolle (Juliette Binoche), bedste musik og bedste fotografering. Desuden også en  Golden Globe for bedste film og bedste musik og flere andre.

Ja. Vi er lidt filmfreaks.

Vi kan godt lide at besøge locations, der har været benyttet i film, vi har set – som da vi var på Sicilien i efteråret  2016 og slog os ned på det lille torv i Palazzo Adriano, hvor dele af filmen "Mine aftener i Paradis" var optaget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En film, der i den grad er knyttet til San Gimignano er imidlertid filmen Te med Mussolino. Filmen starter i Firenze i 1935 og skildrer en lille gruppe engelske kvinder + et par amerikanske,  der lever i Firenze og mødes til te hver eftermiddag i Gran Caffé Doney på Via Tornabuoni, eller de drikker den blandt kunstværkerne i  Uffizierne.

På grund af deres skarpe tunger kaldtes de "Ii scorpiones". 

Scorpionierne var faktuelt en del af det store engelske samfund, der levede i Firenze i den første halvdel af 1900-tallet. Mellem de to verdenskrige befandt der sig mere end 1800 englændere sig i Firenze - fastboende eller "part-time-dwellers".

Læs mere om den britiske enklave i Firenze her

(Scroll lidt ned for at komme til de historiske fakta.)

Da Mussolinis brunskjorter begynder at hærge, drager Lady Hester, enke efter den engelske ambassadør og gruppens selvudnævnte leder spillet af Maggie Smith , afsted til Rom og mødes med Mussolini til te. Hun mener, at Mussolini ert en dannet mand, der sørger for orden og bl.a. at togene går til tiden. "Why shouldn’t Mussolini have an empire? All the best people in Europe have empires." 

 

 

 Stolt vender hun tilbage fra mødet i Rom. Mussolini har garanteret deres sikkerhed. – Tror hun.  Maggie Smith er forrygende i rollen som den arrogante Hester.

 Da krigen bryder ud, bliver gruppen imidlertid interneret  - i San Gimignano. Til stor overraskelse for Hester: ” Why should we change our lives simply because some idiots want to make war?”

Filmen er fyldt med underskønne billeder, først fra Firenze, derefter fra San Gimignano.

Og som ovenfor angivet, masser af morsomme, beske bemærkninger fra Hester.

Filmen er instrueret af   Franco Zeffirelli og er en halvbiografisk skildring af hans barndom (ligesom også Mine aftener i Paradis var det.)  Hans mor er død, hans far er mest interesseret i, at hans kone ikke får nys om den udenom-ægteskabelige søn, hvorfor han bliver taget under den handlekraftige engelske gruppes vinger.

 

Franco Zeffirelli er mest kendt for sine Shakespeare-filmatiseringer: 'Trold kan tæmmes' (1967), 'Romeo og Julie' (1968) og 'Hamlet' (1990), og hans andet ekspertiseområde er teateropsætninger af Verdis operaer.

Romeo og Julie, som han fik en Oscar for,  er optaget i Pienza.

 

Te med Mussolini fik en noget blandet modtagelse. Jeg synes, den er vidunderlig.

Faktisk kan den stadig ses i sin fulde længde her på You Tube

Er det ikke fantastisk!

Rollelisten er imponerende: Maggie Smith, Judy Dench, Cher, Dame Joan Plowright, (som blev gift med Lawrence Olivier, da han blev skilt fra Vivian Leigh), Lily Tomlin og Michael Williams, som ellers mest spillede klassiske teaterroller, ofte hos Royal Shakespeare Company. Helt tilbage i 1969 lagde han stemme til Tintin i filmen Tintin og solens tempel :-) I virkelighedens verden var gift med Judy Dench -  som senere blev M i  de nyeste Bondfilm. Dagen før sin død i 2001 blev Michael Williams af pave Johannes Paul ll udnævnt til Ridder af St. Gregory for hans bidrag til det katolske liv i Storbritannien.

 

Mens damerne er interneret i San Gimignano, gør Georgie Rockwell, en amerikansk arkæolog, sit yderste for at bevare freskoerne i La Collegiata-kirken. Hun dynger sandsække op foran den sovende Santa Fina i La Fina-kapellet for at gemme dem og undgå, de bliver bombet. 

 

 

 Det giver nogle vidunderlige billeder i slutningen af filmen, da tyskerne flygter, og sandsækkene igen kan fjernes fra La Fina-kapellet.

Kort forinden har de engelske damer nærmest lænket sig til kirken for at undgå, at tyskerne skal bombe den under deres tilbagetog, og da en skotsk major ankommer med ordre til at fragte damerne i sikkerhed i Rom, udbryder Hester: ”Do be quiet Major, whoever you are. The Germans and Italians couldn’t get rid of us, there is absolutely no reason why we should surrender to the Scots.”

 

 Torvet i San Gimignano foran kirken er så smukt. Om aftenen var tårnene oplyst af projektører, og da vi på vores Toscanatur havde vandret rundt i byen en hel dag, sluttede vi af med at nyde en betagende udendørs - gratis - koncert under den blåsorte nattehimmel netop på pladsen foran kirken.

Til gengæld kom vi tilbage til en meget stor p-afgift, da vi skulle tilbage til hotellet, som jeg faktisk ikke rigtig kan huske. Det var noget landligt lidt uden for byen. Om aftenen kunne vi kigge op til den flot illuminerede by.

Men næste dag spadserede vi gennem vinmarkerne op til byen.

Når jeg ikke husker dette hotel, så husker jeg til gengæld helt klart det hotel vi boede på forinden. Hotel Piccolo i Pienza. Det nysseligste lille boutique-hotel, der lå lige uden for bymuren rundt om Pienza.

 Vi boede lige der - i huset allernederst en smule til højre for midten af billedet.

Fra værelset havde vi den mest fantastiske udsigt. (Nej, jeg skal nok lade være med at begynde at fortælle om filmen "Værelse med udsigt.) Det var Toscana, som det afbildes på alle postkort – eller afbildedes dengang man stadig trykte postkort. De bløde grønne bakker, en laang cypres-kantet vej og helt ud i horisonten et lille honningfarvet hus med brunt teglstenstag.

Og morgenmaden! Hver dag 3-4 forskellige store runde kager – nye hver dag, dog med citrontærten som fast alle dage.

 

Pienza – Pius’ by - er en lille by med bare ca. 2.200 indbyggere. Den ligger på et højdedrag med en fantastisk udsigt over Val D’Orcia.

Som nævnt blev byen brugt som location i filmen Den engelske patient, og når vi vandrede gennem byen var der mange referencer hertil. Musikken fra filmen strømmede os i møde, da vi trådte ind i Piccolomini-paladset.

Men hvad der er betydeligt vigtigere er,  at Pienza betragtes som inkarnationen af den ideelle by.

Byen var indtil  1462 en landsby med navnet Corsignana. I1405 fødtes Enea Silvio Piccolomini i byen. Han blev i  1458 valgt til pave under navnet Pius ll,  og han besluttede, at hans fødeby skulle omdannes til en ny by fuldstændigt opbygget efter renæssancens idealer. Omkring byens centrale plads, Piazza Piccolomini, blev der bygget en domkirke og ved siden af den et pavepalads, Palazzo Piccolomini, og overfor dette endnu et palads, bispepaladset Palazzo Vescovile,. På pladsens fjerde side ligger byens rådhus, Palazzo Comunale, med en åben loggia  foran. Herudover blev der nyopført mange bygninger i byen, og gadenettet blev omlagt efter renæssancens idealer om rationalitet og humanisme – efter et geometrisk perspektiv med  åbenhed og regelmæssighed. 

Den ideale by - eller rettere ideen herom - utopien - kan ses på tre  renæssancemalerier udstillet i henholdsvis Urbino, Baltimore, Berlin. 

Læs mere om malerierne og hele tanken bag  den ideelle by her 

Se flere detaljer fra renæssancebyggeri her

Læs mere om den organiske og geometriske by gennem tiderne 

Og mere om renæssancens idealbyer i Danmark her

Pienza er en by, der dagligt oversvømmes af endagsturister, der ankommer i busser, men sidst på eftermiddagen bliver der igen stille, når stort set alle turister igen har forladt byen. Der er kun ganske få hoteller i byen. Så om aftenen, når vi gik tur i byen, følte vi, vi havde den helt for os selv. Bare vi to, Ib og jeg. Når vi slentrede gennem de stille, mørke gader – fra vores ende af byen ud og stå på bymuren i den modsatte ende og nyde udsigten over  den mørke dal under en stjernebesat himmel.  Betagende!

Når både San Gimignano og Pienza står så flot, skyldes det, at de står helt rene – uden nyere moderne byggerier.

Det samme oplevede vi på Sicilien i efteråret 2016. Her besøgte vi barokbyen Noto.

Det gamle Noto blev stort set udslettet ved et jordskælv i 1693,  men området var rigt og og hele byen blev derpå genopbygget i tidens arkitektur – en imponerende senbarokbarokBarokken var på det tidspunkt ved at gå  af mode i resten af Europa, men byen blev sammen med flere  byer i Val di Noto et enestående eksempel på den sene barokarkitektur.

Det var ikke alle vore medrejsende, der havde blik for skønheden. En del havde mest travlt med at finde en cafe. 

 

 

Ok. Det regnede selvfølgelig også en smule. Men Ib og jeg vi gik og gik. Gennemtravede byen og var målløse over så megen skønhed, så megen storslåethed. 

Også Catania, som ligger lidt længere nordpå på Sicilien, og som vi besøgte et par dage senere blev ramt af jordskælvet i 1693 og blev genopbygget i senbarok. Men her er byggematerialet et andet end i Noto. Bygningerne er mørkere, bygget i sorte vulkanske sten. Men også imponerende majestætisk.

 

Men tilbage til et kort rids af vores tur i Toscana. Tour di Toscana - Giro d'Italia, om du vil. Der er jo Tour de France på TV i disse dage :-)

Vi fløj fra Lübeck til Pisa. I Pisa lejede vi bil, og som det første kørte vi naturligvis ind og parkerede i byen og slentrede  rundt på Mirakelpladsen med kirken og  Det skæve Tårn. 

Derefter gik det hurtigt ud ad autostradaen sydpå ned mod Trasimenos-øen. Herefter lidt mod vest til Pienza. Pienza var valgt pga. den centrale beliggenhed for udflugter til Sienna, Montalcino, Montecatini, Montepulciano,  Chianciane Terme, Chiusi.  Er det ikke nogle skønne navne? Mere italiensk kan det næsten ikke blive.

Vi fik godt nok spist mange bruchettaer på skønne solbeskinnede torve det år og set mange skønne solnedgange, for de fleste af byerne ligger jo på deres egen lille bjergtop højt oppe over dalene og med en solid bymur omkring. Særlig husker jeg bedårende Montecatini Alto, som man nåede op til ad en lille vej med mange hårnålesving. Den kørte vi til en aften, alene for at se solnedgangen fra byens promenade, som siges at have den måske allerbedste udsigt over Toscanas blidt bølgende og storladne bakkeland. 

 

Masser af vinmarker så vi - og en del vinkældre.  Vi er ikke de store vindrikkere, men i Montepulciano fik vi dog alligevel smagt byens berømte Vino Nobile og i Montalcino den fornemme Brunello di Montalcino. 

Bagno Vignoni var en lidt afsides beliggende lille by, der var bygget op omkring nogle gamle kilder – meget idyllisk. Her mødte vi, som vi ofte gør, nogen som Ib kendte fra Kolding.

Og det helt ensomt beliggende benediktinerkloster Sant'Antimo nåede vi også ud til. Der var godt nok langt derud, men når nu det omtaltes som det mest fotograferede motiv i Toscana, måtte vi jo derud. Idyllisk var det da også. Helt så langt var der ikke tilbage - da vi tog den slagne vej.

 
Efter dagene i Pienza kørte vi så til San Gimignano, som jeg indledte med at skrive om, og herfra videre til Volterra.

Volterra virkede utrolig mørk og barsk, som den lå højt på en bakke omgivet af dybe kløfter og med mure og byporte fra dengang, den var et af de vigtigste etruskiske centre i Toscana.

Det Volterra, man ser i dag, er ikke mere end en tredjedel af størrelsen på det etruskiske Volterra! De andre to tredjedele er simpelt hen eroderet væk mod vest, i det område, man kalder le Balze (skrænterne).

Volterra var en af 12 stærke byer, som udgjorde Den etruskiske Liga.  Etruskerne var et spændende folk, som havde stor kontakt med både grækere og fønikere.

 

De har efterladt sig mange grave - nogle med vægmalerier - ligesom små figurer og den karakteristiske keramik med sorte figurer - ofte med græske motiver -  og smykker og særprægede spejle. Alt sammen noget, der fortæller om deres liv og kultur. 

Perioden 720-575 fvt. kaldes den orientaliserende periode, fordi den etruskiske kultur kom under stærk indflydelse fra den græske og nærorientalske kultur. Græske håndværkere bosatte sig og grundlagde værksteder i Sydetrurien fra 700 fvt. De introducerede  pottemagerhjulet og teknikker til oprensning af leret.

Etruskerne er berømte for deres ingeniørarbejder som veje, der var hugget dybt ned i tufklippen, kloakeringssystemer med rør fra husene og ud under gaderne og dræningskanaler.

Det var etruskerne snarere end romerne, der udviklede akvædukter, sanitet og  byplanlægning. Og det var fra etruskerne, at romerne lærte at dyrke vin og oliven - etruskerne, som havde lært det af grækerne. Også græsk byggestil blev via etruskerne overført til Rom.

Jeg blev forbavset, da jeg i Lars Hovbakke Sørensens bog Europas historie (Ibs fødselsdagsgave fra lillebror Bo, Lone og Sofie) læste, hvordan det var via etruskerne, at den græske kultur kom til at påvirke Rom.  Spændende bog. Anbefales varmt.

Fra det 4. århundrede f. Kr.  begyndte de etruskiske byer at blive erobret af den tidligere så ubetydelige lille  by Rom. Forbundet gik i opløsning, men deres kultur levede videre, idet store dele af den blev overtaget af romerne.

Læs meget mere her - selv om sproget i artiklen indimellem er præget af dårlig oversættelse.

Eller her andre vinkler på etruskerne

Den store Danske har også en glimrende og ret omfattende artikel.

En sjov ting er, at den berømte Romulus og Remus statue i Rom rent faktisk er en etruskisk ulvefigur, som først senere har fået tilføjet de to drengebørn, der optræder i fortællingen om Roms oprindelse. 

 

I middelalderen kom den gamle etruskerby, Volterra, ind under Firenze. Nu er Volterra en af de bedst bevarede middelalderbyer i Toscana med prægtige stenpaladser og Toscanas ældste rådhus, Palazzo dei Priori fra 1200-tallet, som muligvis er forbillede for Firenzes Palazzo Vecchio. På facaden hænger en lang række våbenskjolde fra skiftende florentinske guvernører. 

 

Men også minder fra etruskertiden er byen rig på. I Museo Etrusco Guarnacci så vi hundredvis af etruskiske vaser og urner.

Etruskerne blev som oftest brændt, og urnerne kunne være små sjove "urnehuse" eller lidt større urner, som blev udsmykket med figurer/små statuer, som oftest liggende.

 

Mens græske statuer altid blev fremstillet som ideale mennesker, så viser de etruskiske statuer mennesker, som de nu engang tog sig ud - med rynker og skæve næser - med hver deres personlighed - i lighed med de statuer, vi kender fra oldtidsbyen Palmyra. - Dem vi så på Glyptotekets store særudstilling, "Vejen til Palmyra" sidste år.Det var også individuelle, identificerbare afbildinger.

Glyptoteket i København har en fin etruskisk samling.

 Og faktisk findes der på Institut for Kultur og Samfund på Århus Universitet et lille museum, Antikmuseet , der rummer etruskiske genstande. Det fandt jeg ud af, da jeg begyndte at læse om etruskerne. Der må vi op, når de har fået styr på coronaen deroppe. Der er adgang søndag til torsdag 12-16.

Volterra og alle de andre skønne byer i det sydlige Toscana fik vi slet ikke undersøgt nok. I Chiusi, den anden vigtige etruskerby,  nåede vi ikke engang at komme ned i labyrinterne – den underjordiske gravby - eller ind i Museo Etrusco di Chiusi  

 

Vi er nødt til at gentage turen.

For denne gang skulle vi videre. Vi havde jo også et fly, vi skulle nå. De sidste dage havde vi lejet os ind på et hotel ude ved vandet lige syd for Livorno.  Det viste sig at være et stort ret ucharmerende og næsten tomt konferencehotel, jeg havde ramt der. Men pyt. De sidste dage skulle bare tilbringes i og ved vandet. Og det der havde fået mig til at vælge dette hotel var, at de havde privat strand, så vi ikke skulle leje liggestole og parasoller i dyre domme. Vi kunne gå direkte ud på klipperne.

Gad vide, om det var her, vi boede. Der var i al fald en lignende flot promenade.
 

Den sidste aften spiste vi på naborestauranten, som var lige så tom som vores hotel. Jeg husker det, som sad vi som de eneste ude på en stor terrasse. Tjeneren havde tid og lyst til super betjening. Og romantisk blev det såmænd. Ib og jeg alene på den store terrasse med udsøgt personlig betjening og udsigt over havet med den nedgående sol.

Jeg har forgæves ledt og skrabt efter fotos fra turen – men den foregik jo før ipads og mobiltelefoner, og jeg har åbenbart ingen papirbilleder derfra.

Jeg synes ellers, jeg kan se et billede for mig, som tjeneren tog af os.

Men så må jeg jo nøjes med Harald Slott-Møllers billede Primavera, som jeg altid kommer til at tænke på, når jeg mindes denne sidste aften i Toscana – selv om billedet er malet i Fiesole uden for Firenze og slet ikke i nærheden af havet.

Pyt – vi må afsted igen. Og så skal jeg nok få taget tonsvis af billeder.