Man skal høre meget, før ørerne falder af. Og se meget før øjnene triller ud. DEN KORTE VERSION

Man skal høre meget før ørerne falder af, siger man. Og man skal se meget før øjnene triller ud, kan jeg så tilføje.

Det, der var ved at få mine øjne til at trille ud for nylig, var billederne af disse to militær-politi-betjente, ridende på vandbøfler. Det har jeg så aldrig set før.

 Billederne er - naturligvis - skærmdumps fra en dokumentar på ARTE - min yndlingskanal - 

ARTE, the European culture TV channel, free and on demand. 

- og de er fra en af de utallige udsendelser om regnskoven og Amazonfloden. Dem har jeg set mange af. Alligevel kunne også denne udsendelse bringe nyt og få mig til at spærre øjnene op.Særligt tre ting fangede mig. Men udsendelsen gav mig også lyst til at genopfriske gammel viden – og måske få den opdateret en smule – f.eks. min viden/opfattelse af Manaus.

Men det viste sig at blive en længere afhandling. Så til sidst valgte jeg at skære det helt væk og gemme det til et særskilt blogindlæg.

Ellers ville du som læser aldrig nå ned til det, der fik mig mig til at spærre øjne og ører op da jeg så dokumentaren Amérique du Sud, sur la route des extrêmes - L'Amazone

Amazonfloden er omkring 6.400 km lang. 

Den store flod-havneby Manaus ligger omkring 1.700 km fra udmundingen. 

Her starter Amazonflodens nedre løb, og heromkring startede udsendelsen og min første wow-oplevelse.

”Meeting of Waters”.

Lidt syd for Manaus forenes de to flodarme Rio Negro og Rio  Solemões til Amazonflodens nedre løb. Men vandet fra de to floder løber side om side på en strækning af 12 km uden at blive blandet. Det ses let, da de to floders vand har forskellig farve.

 

Rio Negro er en såkaldt ”gammel flod”, hvor der stort set ikke er næringsstoffer i vandet, da de er vasket ud gennem tiden. Der er meget få planter, da vandet er næringsfattigt.

I kontrast til Rio Negro står det hvidbrune vand fra Rio Solemões. Det er fuldt af materiale, der er eroderet fra Andesbjergene, og som følge af masser af næringsstoffer er vandet fyldt med organisk materiale  - hele små flydende øer fyldt med vegetation og træer, der er rykket op med rod.  Vandet er mudret og tykt og med stærk strøm.

 Det  sorte vand i Rio Negro er mærkbart varmere end det tætte jordfyldte vand i Rio Solemões, der kommer oppe fra Andesbjergene. Rio Negro gennemløber et lavereliggende tropisk område.

Når de to flodstrømme ikke straks blandes, skyldes det, at vandtemperaturen er forskellig, og at vandet i Rio Solemões flyder hurtigere end vandet i Rio Negro. 

Det er sjovt, som nogle billeder sætter sig fast på nethinden. Da jeg så billederne af de to floders sammenløb - eller parallelløb -  poppede der straks et andet billede op hos mig. Billedet af stedet, hvor Nilen starter – hvor den løber ud af Victoriasøen. Det billede, jeg har indsat herunder.

 

For billedet havde jeg ikke KUN på nethinden. Jeg vidste, at jeg havde indsat det på Facebook for flere år siden. Og jeg fandt det igen. Men det tog da lang tid. For på det nye Facebook har man desværre fjernet en funktion, som jeg ellers har benyttet meget. Den hvor man på sin egen side kan vælge hvilket år og hvilken måned man vil hoppe tilbage til. Øv.

Så tager det sin tid at scrolle tilbage til noget, man ved, man har liggende – og endda også ved nogenlunde hvor langt tilbage. Jeg var heldig, at dette billede var poppet op som et minde for ikke SÅ lang tid siden.

 

 Det næste, der gjorde særlig indtryk, var billederne fra en lille landsby på pæle. Jeg fik ikke fat i navnet, men der findes sikkert også flere af samme slags.

På Borneo sidste sommer besøgte vi en pæleby - eller det vil sige, resten af selskabet besøgte en pæleby.

Jeg kom ikke mange meter ud ad gangbroen, før jeg vendte om. Jeg er panisk angst for smalle broer - og for mig kan smal godt betyde 2 meter bred - hvis ikke der er gelænder. Selv med gelænder bliver jeg hurtigt afskrækket.

Så her sluttede turen for mig.

Og den pæleby lå endda lige ind til landjorden. 

Den brasilianske pælelandsby i dokumentaren var i den grad en mere ekstrem pælelandsby.

Når landet under husene bliver oversvømmet skyldes det Amazonas skiftende vandmængde. Stedet, hvor drengene bader på næste foto, blev udpeget som deres fodboldbane.

 Ind imellem må der nok være tørt.  Men uha, der kunne jeg ikke bo. In the middle of nowhere - kun omgivet af vand.

Nej, så hellere i byen med det vandbøffelridende politi. Der er da områder med fast grund under fødderne.

Billederne er fra Ilha do Marajó – verdens største floddelta-ø, seks timers sejlads fra byen Belem. Øen, som  er hjemsted for 70.000 vandbøfler  og et vandbøffel-ridende politi.

Øens vestlige del består af tæt jungle, mens der mod øst er sumpet flad savanne, der nærmest oversvømmes i regntiden. På Ilha do Marajó bor cirka 150.000 mennesker. og mange af dem ernærer sig af kvægfarme. Huderne og kødet bliver solgt til Belém seks timers sejlads borte 

På øen er også udviklet en særlig hesterace, som kan klare at trave  rundt ude i vandet, når de skal drive vandbøflerne sammen. Alligevel skulle hesteejerne sørge for at få hestene godt tørret, ellers ville de dø af de langvarige ophold i vand.

I første omgang havde jeg ikke fanget navnet på øen. Så jeg kikkede på kort - ledte efter en ø ud for Belem - og mente, jeg fandt den: Ilha do Mosqueiro.

Det viste sig nu ikke at være den rigtige ø. Men Ilha do Mosqueiro viste sig til gengæld også at være interessant. Dog måske mest for biologi-nørder. Her blev i 2011 filmet et amfibie tilhørende arten Atretochoana eiselti -  en ormepadde -  den største kendte lungeløse tetrapod - tidligere kun kendt fra to præserverede eksemplarer, der blev fundet i slutningen af 1800-tallet, og nu opbevares på Naturhistorisk Museum i Wien.  

Køn er den ikke. Så jeg nøjes med et lille billede.

Når jeg ikke umiddelbart fandt frem til Ilha do Marajó - som jeg jo altså ikke kendte navnet på - jeg ledte bare efter en ø i nærheden af Belem - så skyldes det nok , at jeg ikke umiddelbart synes, at Ilha do Marajó  var en ø - men et kæmpemæssigt landområde - mere som en halvø 

Den blev kaldt an inland island - indlands-ø ?

Jeg burde have undret mig over afstandsangivelsen - 6 timers sejlads.  Der burde jeg straks have afskrevet Ilha do Mosqueiro. Selv fra den rigtige, Ilha do Marajó,  lyder 6 timers sejlads af meget. 

Men afstands- og ruteangivelser er spøjse størrelser i Brasilien. Det kommer jeg nærmere ind på i mit tidligere annoncerede - næste megalange - indlæg om Amazonfloden.

Men jeg må jo indrømme, at da jeg forstørrede et satellitfoto, ja så må jeg medgive, at der faktisk ses ganske tynde flodarme hele veje rundt om  Ilha do Marajó - også vest-sydvest om området. Dem fandt jeg ikke på Google Map, ligegyldig, hvor meget  jeg forstørrede.

Men ingen adgang uden at krydse vand -  ergo er det en ø.

Og i  øvrigt ligesom rigtig mange andre steder i Amazon-området - selv herude østpå - ingen veje og/eller broer til stedet. Kun adgang med båd.

Google  skriver, at Marajó er en beboet ø, som ligger ved udmundingen af Amazonas. Dens areal er 40 100 km2 - næsten som Danmark - og er den største ø, som er omgivet af ferskvand på alle sider. Selv om nordøstkysten af Marajó vender ud mod Atlanterhavet er vandstrømmen fra Amazonas så stor, at øen også har ferskvand på den side.

Udsendelsen sluttede med nogle betagende billeder af reporteren på vej mod øst - hen over sandbankerne - ud mod Amazonflodens udmunding ved lavvande. Jeg husker ikke, hvor mange km, man kunne vandre derudad - men det var mange. Og desværre ligger udsendelsen ikke længere i ARTEs mediatek. 

Ærgerligt for dig, der nu har fået lyst til at se den. Men måske kommer den igen.

PS Lidt for biologinørder - i fald jeg har sådanne læsere.

A. eiselti er den største tetrapod som mangler lunger, hvilket dobler størrelsen i forhold til den næststørste. Ormepadder såsom Atretochoana er lemmeløse padder med en slangelignende krop, markeret med ringe som regnorme. Den har betydelige morfologiske forskelle fra andre ormepadder, selv om slægten er tæt relateret til, på trods af faktum at disse slægter er vandlevende. Kraniet er meget forskelligt fra andre ormepadder, hvilket giver dyret sit brede flade hoved. Dets næsebor er lukkede, og det har en forstørret mund med mobil hage. Dets krop har en kødfuld rygfinne.

De fleste ormepadder har en veludviklet højre lunge og en relik venstre lunge. Nogle, såsom Atretochoana's beslægtede, har to veludviklede lunger. Atretochoana mangler helt lunger, og har et antal andre tegn associateret med lungeløshed, inklusiv lukkede choanae, og et fravær af lungepulsårer. Dets hud er fyldt med kapillærer, som går igennem epidermis, hvilket tillader gasudveksling. Dets kranium har muskler som er ikke er fundet i noget andet organisme. Wien eksemplaret af Atretochoana er en stor ormepadde med en længde på 72,5 cm, mens det brasilianske eksemplar er større med en længde på 80,5 cm. Til sammenligning har ormepadder en længde på mellem 11 og 160 cm.

Var der andre end mig, der så Horisont tirsdag aften?

Tirsdag aften så jeg Horisont. En fantastisk reportage. En djævelsk god sammenstilling,  hvor en reportage om en lille pige i San Diego blev stillet over for en reportage om en russisk rigmandsdatter, der under Corona-epidemien har indlogeret sig på Stockholms dyreste hotel. Fordi hun her ikke er lukket inde, men frit kan gå ud og shoppe og more sig. Hun opholdt sig i Tjekkiet, men da landet ligesom de fleste andre lande lukkede ned, startede hun Maseratien og kørte til det eneste åbne - frie - land, Sverige.

På et tidspunkt spørger intervieweren den russiske pige om, hvorfor hun får neglemanicure, og svaret er: Jeg har mulighed for det, så hvorfor ikke udnytte det?" - Sagt på en anden måde: "Fordi jeg kan."

Blikket i hendes øjne er næsten lige så tomt som blikket i øjnene på en af de hjemløse, vi møder  i første del af Horisont-udsendelsen. Den om den lille pige i San Diego.

 Den lille pige bor sammen med sin mor i en bil. Altså ikke et mobil home, men bare en almindelig lille personbil, som gør det ud for deres hjem. 
Pigen er velvalgt. Yndig, med glimt i øjnene, udstråling og et stort smil. F.eks. da hun fortæller, at hun blev venner med Isabelle, fordi de havde den samme lyserøde sweatshirt med en enhjørning.
Hun er også eftertænksom. Da hun bliver spurgt om, hvad et hjem er, svarer hun to værelser og to badeværelser. Ikke så mærkeligt, at hun drømmer om endda to badeværelser. På pladsen må de benytte et offentligt toilet.

Det er ikke en junkie-familie, vi besøger. Moderen har fuldtidsarbejde - meget mere end 37 timer om ugen - som assistent nurse. Om det betyder uuddannet ved jeg ikke - det kunne godt tænkes - altså noget i retning af sygehjælper. Vi får ingen forklaring på, hvordan de er havnet i denne situation. Hun virker fornuftig og omsorgsfuld. Det er muligt, hun har truffet nogle dårlige valg, jeg ved det ikke. Vi får ingen forklaring. Det er ikke til at vide, hvordan det ser ud, når kameraerne er slukkede, men hvorom alting er, så er den lille piges virkelighed den, at hun må bo i en bil på en parkeringsplads i San Diego - ikke langt fra de store stjerner i drømmenes og englenes by og Harry og Megan med deres formue på 200 millioner pund.

Ind imellem de to reportager, vistes optagelser fra en af de store demonstrationer, der for tiden finder sted i nogle af de store tyske byer, herunder  Berlin. Et sammenrend af venstre- og højrefløjsekstremister, tilhængere af konspirationsteorier, hooligans og almindelige borgere, som korrespondenten præsenterede  indslaget.

En del demonstranter bar en læderrem med en sammenkrøllet sølvpapirskugle - en udviklingskugle - og forklarede, at den var udtryk for, at de var i stand til og ønskede at tænke selv, reflektere og danne et fornuftigt billede.

Det er jo absolut anerkendelsesværdigt at  tænke og reflektere selvstændigt, men på basis af hvad? "Sandheden" har aldrig været mere divergerende, end den er i dag.

Nogle betragter coronaen som fake news. Selv i Danmark begynder der at komme små pip frem, om ikke det er noget overdrevet med alle de forholdsregler.

En nydelig dame slog på  moderskabet og ønskede frihed for sig og sine børn. Jamen, sig lige det til coronavirussen.

Total frihed for ét menneske vil uværgeligt føre til ufrihed for andre.

Mens tankerne om dette indlæg rumsterede i mit hoved, funderede jeg over, hvorfor jeg egentlig ville skrive indlægget. Var det ikke bare at lufte nogle frustrationer. Joh...., men ens sandhed - syn på virkeligheden - hviler jo på noget, så måske var denne udsendelse meget god at bygge sin sandhed på - sit syn på virkeligheden. 

Udsendelsen kan stadig streames på DR.DK, og med mit indlæg ville jeg nok i bund og grund opfordre til at se den.

Men sandheden - opfattelsen af, hvad der er rigtigt og forkert - skal jo udfordres.

Det fik jeg virkelig sat i relief dagen efter, hvor jeg kom et lille stykke længere ind i romanen Den Kongelige Egyptiske Automobilklub, skrevet af Alaa al-Aswany.

Jeg skal lige love for, at der er der personer, der ikke et sekund tvivler på, at deres sandhed er den rigtige, eller at deres frihed går forud for andres.

Den tyske dames ønske om frihed for sig selv og sine børn bliver her virkelig sat i relief. 

For tjenerstaben i den engelske automobilklub i Cairo var der ingen - som i absolut ingen  - frihed. Kun underdanighed.

Jeg er nødt til at bede dig læse med i Koos oplæring af personalet.

Koo er nubier - oprindelig kongens påklæder - men nu chef for tjenerstaben på de kongelige paladser.

Godt at meget har ændret sig.  Men har alt ændret sig - 100 %?

Hvorfor blev jeg så påvirket af denne beskrivelse.?

Var det, fordi jeg ind imellem ser nogle mennesker kræve deres totale frihed, uagtet det kun kan ske på bekostning af andres?
Er det, fordi jeg ind imellem ser udslag af herrementalitet - ikke blot blandt USAs billionærer, men også blandt ganske almindelige danskere? 

Hvorfor går du til neglemanicure?  Fordi jeg kan. Fordi JEG kan (?).

Er det fordi jeg indimellem føler ubehag ved det teater, der somme tider opføres i samspillet mellem tjener og gæst på en dyr restaurant, mellem hotelgæst og portier eller rengøringspersonale, mellem kunde og ekspedient, mellem minister og departement, mellem chef og ansat ....?

Om engelsksprogede fagbøger der giver viden om verden

 Svaret er naturligvis indlysende!  Svaret på, hvorfor der findes så mange flere lækre fagbøger for børn på engelsk end på dansk, er naturligvis det enorme engelske sprogområde sammenlignet med det lillebitte danske på 5,5 mio.

Men er det også svaret på, hvorfor jeg finder så mange flere LÆKRE fagbøger for børn på engelsk?

Det vil jeg fundere over i dette indlæg.

Oprindelig ville jeg have brugt formuleringen engelske fagbøger, men det viste sig at være en dårlig formulering. Det vil du se lidt senere.

I vinters, da jeg skrev om Kinas historie, blev jeg meget begejstret for en bog om Zheng He.

Bogen benytter sig af stregtegninger  og minder om en tegneserie og teksten – dialogen – er indimellem lige lovlig frisk og ude af trit med den historiske tid.  Men det trick benyttes til at fortælle et indhold, der virkelig er bund i.

I mange af de nyere danske skønlitterære bøger ses det samme. Masser af stregtegninger, så bogen næsten fremstår som en tegneserie og med et superenkelt overfriskt sprog. Men her fungerer det ikke – når indholdet – historien - er intetsigende faldenpåhalen komik – og slet ikke, når man også betænker, at litteraturlæsningen også gerne skulle formidle et varieret sprog  og udvikle elevernes ordforråd og sprog. I den udgave bliver bøgerne blot et lokkemiddel til læsning – og både form og indhold bliver tilsyneladende ligegyldig. Hvor meget er læsningen så næsten værd? Jo, siger mange. Eleverne bliver vant til at læse, kommer til at kunne lide det. Men den køber jeg ikke. For jeg har tværtimod set – alt for ofte – at eleverne bliver fastholdt i den type og aldrig når videre til bøger med mere gods i – indholdsmæssigt og formmæssigt, og udover at sådanne bøger forsømmer at åbne en ny og ukendt verden op, forsømmer at vise et nuanceret billede, så fastholder det dem også i et fattigt sprog.

Nå, det var min sædvanlige kæphest.

Men tilbage til de gode engelskesprogede fagbøger.

Som eksemplet med Zheng He-bogen viser, så er det jo ikke en tung fagbog, der indlærer fagudtryk og videnskabelige termer. Det er mere en fortællende bog - det nærmer sig skønlitteraturens måde at fortælle på, men fortælling om et historisk-fagligt stof. Det bygger på korrekt faglig viden og illustrationerne tilstræber at gengive på et historisk korrekt grundlag. Bringer viden om en ukendt verden på en lettilgængelig og for små poder spiselig facon.

Bogen om Zheng He er del af en "Inspiring People" serie, der f.eks. dækker Helen Keller, Florence Nightingale, Li Shizhen, Galilei, Mozart... Serien udgives af Tuttles Publishing, som faktisk er hjemmehørende i Singapore. En anden serie, som de også udgiver er Life Science, som på samme lettilgængelige og fortællende facon formidler viden om verden til børn.

Nu til en bog, som jeg er endnu mere begejstret for. Den utrolige historie om den kinesiske mur, som er oversat fra  - ja, jeg skulle lige til at skrive den engelske udgave - men ak, bogen er faktisk udgivet på et amerikansk forlag, Scholastics - og heldigvis nu udgivet på dansk af forlaget Straarup. 

Og hvorfor er jeg så begejstret?

Fordi denne lille bog på 30 sider plus 2 sider med ordforklaringer - fortæller alt det, jeg ved om kejser Qin - og så lige lidt mere.

Tænk engang at få det serveret så let og indbydende. Humoristisk, men 100 % på faglig grund. 

Om kejserens  jagt på udødelighed og den uåbnede grav 

 

Om den kinesiske mur 

Den historie havde jeg ikke hørt før. 

Bogen kommer ind på mange flere emner som f.eks. Xiognufolket, Konfutses lære og bøndernes forarmelse og slavegørelse. Men jeg kan jo ikke indsætte hele bogen, selv om det er i reklameøjemed :-)

Tegningerne fik mig for øvrigt til at huske Sussi Bechs tegneserie om Nofret, den kretensisk prinsesse ved det egyptiske hof, som udkom på Interpresse helt tilbage i midt/slut 1980-erne.  Der var også noget på spil - mere end bare underholdning.

Tegneserier som Tintin, Asterix og selv Anders And-jumbobøgerne kom på samme måde virtuelt rundt i verden og gav faktisk mere kulturgeografisk viden om verden end nogle af nutidens "fagbøger".

Den utrolige historie om den kinesiske mur er skrevet af Jacqueline Morley og er tegnet af David Antram. 

Der er udgivet en lind strøm af "You wouldn't want to be... "- bøger med forskellige forfattere - alt efter hvem der har faglig viden på området, men alle tegnet af David Antram. You wouldn't want to be a/an  Athlete in Ancient Greece, Aztee Sacrifice, Sumerian Slave, Roman Gladiator,  Polar Explorer,  In the Trenches of World War One, In the Great Fire of London....

Derudover findes serien You wouldn't want to work on eksempelvis the railroad, on Brooklyn Bridge ... , og serien You wouldn't want to be without eksempelvis Immunisation, Toilets, Gravity , Books ...

Helt fantastisk. Sjov og ballade, men på et 100 % fagligt grundlag.

Udgiveren Scholastics er i øvrigt amerikansk - ikke engelsk som jeg ellers var sikker på. 

Heldigvis er der danske forlag, der har øje for de kvalitetsprægede engelsksprogede udgivelser. Og det er grunden til, at jeg øverst i dette blogindlæg kunne indsætte forsiden af bogen om kejser Qin og den kinesiske mur med en dansk titel.

Forlaget Straarup og &,  hjemmehørende i Århus, har nemlig fået oversat og udgivet flere af seriens titler. Stor ros for det. Men forlaget har også udgivet egne bøger, som går en lillebitte smule i samme retning, med serien WOW - Vild viden. Nogle af titlerne er Jordens mystiske steder, Jordens fantastiske bygninger, Jordens forsvundne skatte, Jordens uhyggeligste væsener - om fabeldyr. 

Med blot et enkelt opslag eller to præsenteres de enkelte steder eller fænomener. Det er også noget, der  åbner verden op. Jeg bryder mig egentlig ikke om titlerne eller forsiderne, men de skønnes nok nødvendige for at fange børnenes interesse, hvis de selv skal låne bøgerne. 

Herunder opslag om Stonehenge, Påskeøerne, Katakomberne i Parie og de irske dværge, Leprechauns, Kronos og islandske gengangere, Draugerne.

 

På biblioteket har jeg brugt dem på den måde, at jeg har delt bøgerne op, og hver elev har fået til opgave at søge yderligere oplysninger om det tildelte sted eller fænomen  og herefter præsentere det for resten af klassen.

Det har været nogle spændende timer, synes ikke bare jeg, men også eleverne.

Og så tilbage til mit spørgsmål: Hvorfor finder jeg så mange flere LÆKRE fagbøger for børn på engelsk end på dansk? Er det enkle svar det, at det engelske sprogområde er så enormt?

Ja, det er det vel for en stor del.  

Når sprogområdet er så enormt, vil der udkomme så meget mere, og diversiteten vil være stor. Men det kan ikke være hele forklaringen. Der udkommer sikkert også kedelige engelsksprogede fagbøger for børn, men det er de lækre, jeg får øje på? 

Forskellen mellem danske og mange af de engelsksprogede fagbøger for børn ligger for mig at se i høj grad i valg af indhold. Hvor stort udsynet er. Hvad man gerne vil præsentere børnene for.

I DK udgives der konstant og i massevis af fagbøger om de samme små søde kaniner, heste, hunde, katte sammen med bøger om lastbiler, kampvogne og våben. Hertil kommer en nyere tendens til udgivelse af idolbøger om sportsstjerner og musikere, om skønhed og mode.... Bøger vi tidligere ville benævne kiosklitteratur. Nu indkøbes de som faglitteratur.

Ja, ja. Jeg ved godt, at det her en grov generalisering. Men læs nu videre alligevel.

Emnerne vælges ud fra, hvad man ved, at børnene/eleverne i forvejen er interesserede i og godt vil læse om. Det er jo vigtigt at læse – så mange skoler køber tilsyneladende de mest lettilgængelige bøger, og forlagene indretter sig efter salget – eller hvad?

Burde vi ikke være lidt mere ambitiøse?

Burde vi ikke tilbyde eleverne en læsning, der sætter barren lidt højere?  Tilbyde en læsning, der udvider horisonten og giver lidt mere vidtfavnende viden om verden?

Jeg har tidligere rost forlaget ABC for deres lette fagbøger. En serie, hvor hver bog omhandler en dansk eventyrer eller opdagelsesrejsende - kendt eller ukendt. Skrevet af Kåre Bluitgen og Nils Hartmann. Små bøger på 50-60 sider med mange illustrationer.

Jeg har selv brugt dem på den måde, at eleverne i dansk har fået hver (eller rettere to og to) deres eventyrer, og opgaven har været at forberede en fremlæggelse herom. 

Igen blev det nogle spændende timer, syntes både lærer og elever, hvor vi kom rundt i verden og i forskellige årstal.

Men hvis forlagene skal vove at satse på sådanne mere kulturformidlende udgivelser, kræver det jo, at bøgerne bliver købt. 

Jeg er bange for, jeg næsten var den eneste i Kolding Kommune, der købte hele  denne serie. 

Det skal siges, at om de store kendte opdagelsesrejsende har vi mange rigtig fine, men gamle fagbøger - alle oversat fra engelsk.

Så jeg gentager mit spørgsmål:  Burde vi ikke - generelt - tilbyde eleverne en læsning, der sætter barren lidt højere?  Tilbyde læsning, der udvider horisonten og giver lidt mere viden om verden?

Med Folkeskolereformen og med de bindende Fælles Mål, der blev opstillet i forbindelse med reformen, må man sige, at lovgiverne i realiteten har svaret nej til det spørgsmål.

I Fælles Mål er viden helt forsvundet til fordel for proces og kompetencer.  Jo, der står noget om viden – men det er så viden om, hvordan man gør noget. Der er stort set ingen krav til faktuel viden.

Det er vel sket bl.a. i erkendelse af, at mængden af viden - og tilgængeligheden af viden - er blevet så stor, at det kan forekomme umuligt - eller ligefrem ligegyldigt - at udvælge. Jeg finder dog, at man i de humanistiske kulturbærende fag burde kunne udpege i hvert fald eksempler på en grundlæggende basisviden - en basisviden, som også ville gøre det meget nemmere selv at søge videre - opsøge mere viden om verden. Der findes dog - i min optik - en viden, der definerer vores verden og verdensudvikling - rundt omkring i hele verden - mere end mode og skønhed, sports- og musikidoler, selv om disse naturligvis også fortæller noget om vores verden - og måske netop noget om, hvor den er på vej hen. Jeg synes, vi skal have fortiden med.

For ganske få år siden – lige før reformen – havde vi litteraturkanon, historiekanon, kulturkanon  osv. Altså krav om et bestemt indhold, der bl.a. skulle indgå i undervisningen

Måske var det for meget, men det var dog et tydeligt signal om, at der var noget viden, der var vigtigere end andet.

Med få undtagelser  er det nu blevet helt frit valg mht. hvilken konkret viden man underviser i, eller hvilke emneområder man vælger at arbejde med, blot eleverne får mulighed for at udvikle deres kompetencer. 

Men samtidig er der sket en bevægelse den modsatte vej. For med kommunernes stigende indkøb af digitale platforme - og med deraf følgende færre penge til indkøb af bøger - så ensrettes undervisningens indhold, det man kan kalde undervisningens genstand, dvs. det man undersøger - sig efterhånden til det indhold, et enkelt forlag har udvalgt. Når en kommune centralt indkøber alle Gyldendals platforme, så reduceres midlerne til øvrige indkøb, og skolerne har  ikke penge til at købe andre.

De helt store forlag har opnået en næsten monopolagtige stilling på markedet for undervisningsmidler - også inden for bibliotekets tilbud til elevernes individuelle frilæsning, hvor Bookbites har ført sig aggressivt frem, og mange kommuner har ladet sig besnære. En katastrofe i mine øjne, da du med Bookbites køber adgang til revl og krat tilsyneladende uden nogen særlig form for kvalitetsvurdering.

(Tidligere har nogle forlag forsøgt sig med at tilbyde skolebibliotekerne næsten gratis bøger. Bøger, som vi ud fra bestemte kvalitetskrav alligevel har afvist.)

Jeg vil håbe, at de store forlag, som har midlerne til at søsætte en hel platform, at de  - ligesom små forlag som f.eks. Straarup og ABC  - vil skæve til de inspirerende engelsksprogede fagbøger for børn.