Om Bertel og Den store Krig

 ”Og det har din bedstefar deltaget i,” hviskede Ib til mig.

Vi var i biografen og så filmen 1917.

Jeg skiftevis trykkede mig dybt ned i sædet og nærmest hoppede op med et undertrykt lille skrig, og det meste af tiden holdt jeg mig for øjnene og kiggede blot ud gennem fingrene.

Ved hans stille bemærkning blev det hele endnu mere uudholdeligt.

Filmen 1917 er fantastisk.

Handlingen foregår i Nordfrankrig i Den store Krig. To menige soldater bliver sendt afsted med en livsvigtig meddelelse. Filmen er optaget i stort set ét langt take, og det bevirker, vi kommer helt tæt på personerne og begivenhederne.

De første 50-55 minutter er et langt løb gennem et skyttegravssystem og derefter gennem pigtråden hen over et sønderskudt  månelandskab – en fjendtlig zone, som tyskerne - måske/måske ikke - har forladt.

Billederne er næsten farveløse, grå, brune, sorte - og man fornemmer virkelig trøsteløsheden blandt soldaterne, der ligger og halvsover eller sidder og hænger i den kolde, fugtige skyttegrav, uden at vide hvornår de bliver beordret til at kravle op og storme frem på slagmarken, hvor en stor del af dem vil blive dræbt. Selv om der også er en del aktivitet med soldater, der haster gennem gravene og måske skælder ud på nogen for at få dem til at flyttes sig eller overordnede, der udsteder ordrer, så hersker der samtidig en mærkelig stilhed. En afklarethed med at skæbnen ikke ligger i egne hænder. De menige nørkler med små sysler. Spiser lidt, efterser geværet, genlæser et brev derhjemmefra. Alt er gråt i gråt. Og intet kan de gøre, andet end afvente hvornår kommandoen til angreb lyder.

Og ja, der var min bedstefar med.

Som sønderjyde, tvangsudskrevet til den tyske hær, deltog han i Den store Krig.

Min bedstefar døde året før jeg blev født, så jeg har i sagens natur aldrig mødt ham, endsige talt med ham. Men heller ikke andre i familien har kunnet fortælle ret meget. Det var ikke noget, de overlevende sønderjyder yndede at tale om. De – og i hvert fald min bedstefar - var mærkede af de grusomme oplevelser, men derom blev der ikke talt. Ikke i min familie, og som jeg har kunnet læse mig til, heller ikke i de fleste andre. I den forholdsvis nye – og rigtig gode - bog ”Om 100 år. En sønderjysk familiekrønike" af Anna Elisabeth Jessen beskrives den samme tavshed.

Der var stor aldersforskel på min bedstefar og bedstemor, så hun blev enke i en forholdsvis ung alder. Når vi besøgte hende, havde hun en enkelt historie fra krigens tid, som hun altid fortalte – hver gang, vi var på besøg eller på ferie.

Postkort fra Bertel 1916, St. Joseph-Hospital, Andernach

Bertel var blevet såret, havde fået granatsplinter i benet. Han kom på lazaret i Andernach - en lille by ved Rhinen. Der stødte betændelse, sårfeber og lungebetændelse til, og Bertel blev overflyttet til et hospital, drevet af katolske nonner i samme by. Det var en alvorlig situation – husk på, at penicillinen først blev opdaget i 1928, og der blev sendt bud efter Bertels Braut. 
Og som ganske ung pige – 20 år - rejste Anne sammen med sin kommende svigermor med toget hele vejen ned gennem Tyskland ned til den kære Bertel. 

Anna medbragte lækkerier fra hjemegnen – hjemmelavet marmelade. Pakken blev anbragt på hattehylden over sædet i toget, og på et tidspunkt begyndte den blodrøde saft at dryppe ned fra hattehylden. 
Her stoppede historien altid – noget uforløst synes jeg nok, men hun holdt meget af mindet, og vi fik den som sagt opfrisket, hver gang vi besøgte hende.
Tilføjelse.
Ja, sådan skrev jeg. Men da indlægget var blevet slået op og læst, kunne en anden fætter, fætter Arne fra Sønderborg, fortsætte historien en smule. Jeg indsætter hans tilføjelse:

"Marmeladen begyndte at dryppe, netop som man kørte over en bevogtet bro (Kieler-kanalen?) Inden da var der kommet en (ung) soldat på hver vogn, og alle skulle under passagen sidde helt stille, og måtte ikke sige noget. Marmeladen begyndte at dryppe, men bedstemor turde ikke gøre noget, og sad helt stille. Indtil en dame overfor skreg “Das ist ja Blut” - og bedstemor skyndsomt sagde: “Nein, Nein, es ist nur Marmelade”. Det løste lidt op på den anspændte stemning i togvognen."

Tak for det, Arne :-) 

I mange år stod der oppe på loftet på min fødegård en taske med breve og postkort, som Bertel, min bedstefar, havde sendt hjem til sin kæreste, min bedstemor Anne. Jeg må med skam meddele, at jeg i min barndom og ungdom ikke skænkede taskens indhold mange tanker. Det gjorde min søster og bror heller ikke 
Da mine forældre solgte gården, og loftet skulle ryddes, ville en fætter gerne have tasken med indhold, og det fik han. Det har jeg senere bittert fortrudt, men måske var det udmærket, for han fik skrevet et fint hæfte om Bertel. Det er ikke sikkert, jeg havde fået gjort det. 
Men det er i dette hæfte, jeg med min fætters velvillige tilladelse finder stof til dette blogindlæg. Videndeling uden copyright, kalder han det.

Bertel Fredsted blev født 25. oktober 1883. Fra oktober 1904 til 27. september 1906 aftjente han sin værnepligt i den preussiske hær i Neumünster. Herefter indgik han i reserven i Det tyske Kejserriges hær.

3. august 1914 blev alle mænd mellem 27 og 31 år indkaldt via mobiliseringsordre opslået på bl.a. de lokale posthuse, og Bertel måtte tage med kleinbanen til Sommersted, og ”der holdt det længste tog, jeg nogensinde har set,” som en anden fra hjemegnen skrev. 

Bertel blev indsat i 4. Ersatz-Division.

I Belgien oplevede han verdenshistoriens første luftangreb, zeppelinernes bombekastning over Antwerpen. 

Da belgierne opgav byen, fortsatte Bertel med hæren helt ud til Den engelske Kanal.

”… den 25. Oktober havde vi en haard Dag i Klitterne ved Westende. Om aftenen prövede Franskmanden paa at bryde i gjennem, ja, der faldt mangen af mine kammerater, en fjendtlig kugle splintrede mit gevær."

Nu er stranden ved Westende vist kendt som et godt surfersted, mener jeg.

Juleaften 1914 var Bertel en del af krigens mest berømte øjeblikke, da der opstod en uofficiel våbenhvilen i frontafsnittet omkring Ypres. Britiske, tyske og danske sønderjyder istemte hver på deres sprog salmen Glade jul, og der blev udvekslet gaver i form af snaps og kiks tyskere og briter imellem

”Jeg huske vi Julemorgen kl. 4 gik i Stilling og Villads og jeg straks kom på vagt, der faldt ikke et Skud.”  Villads var en kammerat fra hjemegnen.

Våbenhvilen fortsatte julen over, og soldater på begge sider kunne hente de døde i Ingenmandsland. Det fortælles også, at der foregik en bizar fodboldkamp med skyttegravene som sidelinjer, men nok ikke lige der, hvor Bertel befandt sig. Det fortæller han ikke noget om.

Derefter genoptog man beskydningen af hinanden.

Bertel kommer til at opleve bombefly, kampvogne med larvefødder, Tykke Bertha (en særlig kraftig kanon) og giftgas.

”Det er skrækkeligt hvad der alt opfindes og tages i Brug for at faa Mennesker slaaet ihjel,” skriver Bertel hjem i april 1915.

Det er den sætning, der allermest forbinder mig med min ukendte bedstefar. Jeg synes, den står så ualmindelig stærk.

I sine breve hjem fortæller Bertel neddæmpet og ganske udramatisk (man er vel sønderjyde) om livet på Vestfronten.

I starten var han ikke i forreste linje.

”Vi ere i Grunden ikke angrebs Tropper om vi også en sjælden Gang er bleven brugt dertil. Vor egentlige Opgave er vist nærmest at indtage og holde de erobrede Stillinger.”

Bertels deling indgår i et rotationssystem.

”… ja de to Dage ligger vi forude i Skyttegravene, der gaar Tiden med Vagter og Forposter. Saa er vi to Dage i Reserve, som nu i Dag, der ligger vi i Huse, ligger i Alarm, som det kaldes, d.v.s. altid parat til at sætte ind naar der passerer noget kun 15 min. Fra Stillingen, faar af og til en fransk Hilsen i form af Granater. Saa gaar der 4  Dage tilbage. Der har vi ro, lidt Arbejdstjeneste og Appel og Lignende. Der faar vi alting udleveret og koger selv.”

Senere fortæller han: ”Jeg er jo for en tid Landmand igjen, nu skal vi til at pløje her hvor belgierne er rykket ud.”

At pløje, så, sætte kartofler, bjærge hø, høste, køre gødning er ”….en glant Bestilling,” skriver Bertel.

Ind imellem kunne sådanne fredelige gøremål dog også frembyde fare:  ”…maatte i Stillingen tillige med alle de andre Landarbejdere. Vi skulle slå Græs for vor Traadforhindringer. Vi slap godt fra det, de Sorte (afrikanere fra franske kolonier) kom ikke, saa kunne det være bleven slem nok.”

Min fætter Ole skriver: ”Soldaternes civile erhverv blev udnyttet. Skræddere syede uniformer, håndværkere byggede barakker og landmænd dyrkede den belgiske jord.”
Indimellem blev Bertel dog også sat til arbejde, han ikke vart så bekendt med.

Han var med at gøre nogle barakker beboelige, byggede køkken og lavede hylder.

Barakkerne var ”…praktisk indrettet med Borde, Stole, Bænke og Hylder. Senge har vi ogsaa men rigtignok noget Lignende som i moderne Svinestalde, hvor svinene ligger paa en lille Forhøjning. Saadan ligger vi i to Rækker oven paa hinanden 9 Mand i hver Lag. Her hvor vi bor er vi nu saa heldige at vi har Straamaater, mange ligger i den bare Halm…”. 

På det tidspunkt var han nok særlig afholdt. Han havde nemlig købt nogle kaniner og slået sig på kaninavl og kunne derfor byde 6 kammerater, der vendte tilbage fra fronten, på en varm stue og kaninsteg. Den historie havde jeg nu for øvrigt også hørt mange gange i min barndom.

På mærkedage for slag arrangerede den tyske hær fester ”…Vi Danskere bryder os nu ellers ikke meget om den slags Fester. Det er saadan Svinegilder og saa gaar det jo ikk altid saa pænt til…Naa Dagen efter havde vi lidt Hovedpine og til al Held regnede det saa vi sov det meste af Dagen.”

Det var åbenbart for vildt for Bertel. Nordslesvigerne holdt sammen, og de holdt lidt afstand til fuldblodstyskeren.

Tredje mand fra højre, stående, skulle være Bertel. Yderste mand til højre, siddende, skulle være hans kammerat, Villads.

Fritiden blev brugt så sorgløst som muligt: ”I Eftermiddag gaar jeg vist i Kino, den eneste Adspredelse vi har… Det er næsten alt sammen danske eller norske Filmstykker…”.Ellers var der vandreture, badning og fiskeri. ”… aal … fangede 30 stk.” 

Derudover tog han og kammeraterne sig ofte et slag kort – et slag skat. Om det - og om de flyvemaskiner, han er meget optaget af -  skriver han: ” ”Ugenert og helt lavt flyver de hele Dagen over vore Stillinger, saa lavt at de er nær ved at kigge os i kortene naar vi spiller Skat.”

Fransk kampfly skudt ned ved Woumen, d. 10. 1. 1915. Postkort fra Bertel til Anne.

Han er som sagt meget optaget af de nymoderne flyvemaskiner. ”Denne Gang et Billed a den Flyvemaskine som blev skudt ned her ved os… Flyvemaskinen her er en fransk, en hel ny og temmelig stor én. Manden der ligger deroppe er en Artillerist som er ved at dække den til. Du kan nok se de har ogsaa Mordvaaben ombord, en Revolverkanon.”

At han også var en tænksom mand, synes det at fremgå af nogle af hans breve: ”Her har i Dag været saa mange Flyver over os, saa det er helt forskrækkeligt…Det vil blive en afholdt Sport naar først engang der bliver Fred – som for Bilen tænker jeg.”

Der blev sendt mange breve og også pakker mellem fronten og dem derhjemme.

Pakkerne blev altid ”…fordelte mellem de otte Danskere….”  Indholdet var appelsiner, æbler, nødder, småkager, slik, cigarer, bøger, papir, skråtobak, vin. 
Bertel var i 1915 ved landbruget i Belgien og led ingen sult. ”…du skal ikke sende Pølse eller Lign. da vi faar nok af den Slags.”. Lys ”…maa du ikke sende mig…vi faar vist snart Elektrisk, er stærk i gang med at lægge ledninger.” Et arbejde soldaterne havde masser af erfaring med; de var vant til at lægge pigtråd ud i ingenmandsland.”

I en pakke fra Flandern fik min bedstemor bl.a. kniplinger ”…har jeg faaet bestilt hos en ung Pige, en Flygtning…” 

To gange var Bertel hjemme på orlov – og meget passende netop i høstens tid, så han kunne hjælpe til derhjemme og så var det tilbage til slagmarken.

Et af de postkort, Bertel sendte hjem til sin forlovede, Anne

…jeg sov hele vejen fra Hamborg til Cøln…Rejsen herind gennem Belgien var paa sin maade til Interesse. Vi kørte gennem mange af de Egne vor vi har ´tippeln´ [vandret] til fods og har været med til saa meget. Vi kørte også gennem Lyttich og Løwen, der staar endnu de nøgne Mure fra Krigens første Dage…Rejsen fra Gent hertil var trivielt, der køres saa langsomt og da vi naade (?) hørte vi atter Kanonerne buldre. Vi var atter med i Tummelen.”

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan det har været muligt for soldaterne i skyttegravene på kommando at kravle op af skyttegraven og storme frem mod en sandsynlig død eller lemlæstelse.

Noget andet, jeg også har svært ved at fatte, er, hvordan soldaterne har kunnet håndtere skiftet mellem død og ødelæggelse, kulde, angst og umådelig træthed på slagmarken og så de stille dage bag fronten – dage med grønne marker, levende landsbyer og mødet med mennesker, der levede det daglige liv med helt almindelige daglige sysler, vel vidende at de snart igen ville befinde sig på slagmarken.

Uden at afsløre for meget af handlingen i filmen 1917 vil jeg sige, at noget af en sådan kontrast netop blev godt visualiseret i filmen og var noget af det, jeg blev fanget af.

Det sorte udbombede Ingenmandsland, de grønne marker med blomstrende frugttræer, den affolkede, udbombede landsby, den uberørte skov, hvor soldaterne hviler før afgang mod den forreste linje, som vi som beskuere ved vil blive katastrofal, hvis ikke de to unge meniges mission lykkes. Stilheden og den store ensomhed over for mødet med mennesker – ven eller fjende. Den forventede og den uventede fare.

I filmen skildres to tilgange til krigen gennem de to menige. Den ene er ungdommelig patriotisk – heltemodig? -  den anden er typen, der disillusioneret bytter sin tapperheds-medalje fra slaget ved Somme for en flaske vin.

Min bedstefar var ingen modig soldat.

Han var en troende mand. Han lagde sin skæbne i Vor Faders hånd og var til kirkegang, når det var muligt. 
Men han var ikke en modig soldat, og længere inde i krigen kan man fornemme, at troen på en beskyttende Gud efterhånden mindskes.

I februar 16 skriver Bertel: ”Vi ligger 60 Mtr. fra Englændere. Jeg gaar Patrullie…, det er lidt Sjov. Vi venter nemlig ingen Fjender her…Vor gang er ned til en større Indsø…saa vil nogen over maa det være pr. Baad.” Bertel legede lidt med tanken om at lade sig fange af fjenden for han fortsætter ”Vi har ogsaa en Baad…”. Senere melder Bertel sig frivilligt til patruljer, ”…men der var desværre ingen Lejlighed til at komme over…” 

I april 16 ligger Bertel lidt syd for Ypres, hvor han arbejder med at udbygge skyttegravene. Det er et ualmindeligt hårdt arbejde, og på det tidspunkt er Ypres verdens farligste sted at opholde sig. 

”Blot vi kunde komme bort herfra Ypern, et værre Sted kan jeg ikke tænke mig. Det er nemlig regnet ud, at havde Tabet paa hele Fronten været i Forhold til vore her på 1½ Klmt. Front, saa kom ingen tilbage fra denne blodige Krig.”

Bertel fortæller om et uvejr af granater. Lakonisk skriver han til sin kæreste, Anne: ”Jeg var i Aftes ude efter et par døde igjen." Og et andet sted skriver han: "Det vi frygter mest er jo Sprængninger hvor hele Kompagnier ryger i luften. I gaar havde vi et Par saarede, d v s de skød dem selv hver en Tommelfinger af. Det er ogsaa en Udvej – men blev opdaget. Her ligger den ene Kirkegård tæt ved den anden. Her er en med 1.000 et andet Sted 700 og 800 og saadan kan man blive ved at gaa.”

Før store slag afholdes ofte parader

”Morgen er der stor Besichtigung og Parader for Komandoen Von Verder. Haaber han maa faa et godt indtryk af os, d.v.s. at vi ingen Ting duer til."

”Jeg trykker mig mest omkring ved æ Batallion…Det er for resten det det hele gaar ud paa, at trykke sig…”

Bertel slipper levende væk fra Ypres. Han og hans tre nærmeste kammerater beordres sydpå. I september deltager han i Slaget ved Somme, og i oktober bliver han såret.

Min bedstefar siddende med stokken i midten

Nu følger hospitalsindlæggelsen i Andernach, som jeg tidligere omtalte. I januar overføres han til Res. Lazarett. L[eicht] K[ranken] Abt[eilung] A i Flensborg, hvorfra han i april udskrives og flytter ud i Flensborg by til Mariasstrasse 48. Her tilknyttes han den lokale garnison.

Han tror, at han med sine krigsskader er sluppet bort fra krigen.

Men Tyskland er tvunget i knæ, landet har brug for alle mand og den 20.juni 1917 sendes Bertel afsted til Beverloo. Han sender sin nye adresse hjem til Anne.

”Wehrmann Fredsted 8te Komp. 9 Batl. 6. Korporalschaft. Inf. Ers.Truppe Beverloo Belgien.” 

Bertel er nu en nedbrudt og bitter mand.  

Tvunget til at kæmpe for et land, der ikke er hans.

Tvunget til at kæmpe mod den hær, han i virkeligheden håber vinder krigen.

Tvunget til at skyde på mennesker, der ikke er hans fjender.

”Lykke det er at finde sin Gud. Kære kære Anna mind mig rigtig tit derom… ” og . ”…vi haaber jo ogsaa snart at Tyskerne taber. Ja det maatte jeg jo egentlig ikke skrive. Der er lige én som har faaet 3 Maaneders Fængsel for noget lignende.”

Han skyder hen over hovederne på fjenden, og han og nogle af hans kammerater håber, de bliver taget til fange af franskmændene. Det sker ikke. 

Men i august er han hjemme på orlov, og på et familieråd bliver det besluttet, at han - ligesom mere end 2000 andre nordslesvigere skal gå over grænsen til Danmark. Det skete uden dramatik, blot ved at gå gennem en kornmark uden kontrol.

Det var en tung beslutning. I starten af krigen havde han været negativ over for de sønderjyder, der traf denne beslutning. I foråret 1916 skrev Bertel til Anne: ”At saa mange gaar over Grænsen er absolut ikke til Gavn for os der er med.” 

Han så det som et svigt. Nu så han sig selv tvunget til at blive grænseoverløber. 

Bertel var ikke en modig mand jvnf. hans egen beskrivelse af, hvordan han trykkede sig, for at undgå at kommandanten får øje på ham og sender ham afsted til forreste linje.

På et tidspunkt skrev han til min bedstemor: ”…du venter vist efter den Granatring, men der er saa mange kommen galt af sted med det Skidt, saa jeg tør snart ikke.” 

Men i starten af 1915 havde han truffet en anden svær beslutning.

Han var på det tidspunkt forlovet med sin kusine, men under indtryk af krigens rædsler valgte han at forfølge sin personlige lykke.

Han opsagde forlovelsen og skrev til sine forældre, at han elskede den unge, forældreløse Anne, som han havde mødt tre år tidligere. Da har de været henholdsvis 17 og  29.

”…svært…for mig – elske den ene, eje en anden.”     

Min bedstemor, Anne Outzen, senere Fredsted

Det var bestemt ikke noget, der blev set på med milde øjne i familien. Så da det gjaldt kærligheden, var han alligevel en modig mand.

Den store Krig sluttede 11.11. kl. 11, 1918.

Endnu engang er fætter Arnes hukommelse lidt bedre end min. Så jeg indsætter et citat fra den mail, han sendte mig efter at have læst mit blogindlæg.

"Jeg husker også en historie om, at hun var på besøg hos Bertel, mens han opholdt sig nord for Kongeåen. (Det må have været efter krigens afslutning, og inden genforeningen, hvor dét var en mulighed - og man måtte efter bestemte regler indføre lidt varer til Sønderjylland fra indkøb i Danmark, hvor der var rigeligt med gode varer). Hun fortalte, at gendarmen, da hun skulle retur over Kongeå-grænsen, sagde til hende: “Jamen lille frk. Autsen, hvor du da har taget på siden i morges” - hun var godt stoppet ud med gode varer under frakken."

Når jeg skriver, at fætter Arnes hukommelse åbenbart er bedre end min, er det, fordi jeg faktisk godt kunne genkalde mig historien, nu da jeg fik den genopfrisket.

I starten af januar 1919 vendte Bertel tilbage til fødeegnen ved Jels – som stadig var tysk. Så kom Genforeningen, og 22. oktober 1920 blev Anne og Bertel gift.

Bertel var mærket af sine oplevelser i krigen. 

Både min mor og hendes bror og to søstre har beskrevet Bertel som en tavs mand. De kom aldrig rigtig til at kende deres far, tror jeg. 

Bertel med sit første barnebarn, min storebror, 1950

Men tænk hvor fantastisk, at jeg har kunnet komme til at lære min ukendte bedstefar at kende gennem hans postkort og breve – og samtidig få begivenheder i den store verdens-historie ind under huden.

Jeg skylder min fætter Ole stor tak, fordi han tidligt så potentialet i indholdet i den gamle taske oppe på loftet hos min mor og far.

ps. Filmen 1917 var udset til at vinde mange Oscar-priser - også prisen for årets bedste film. Men der kom en koreansk film i vejen. For første gang nogensinde vandt en ikke-engelsk-sproget film Oscaren for bedste film.

pps. En sidste god ting ved filmen 1917 var, at den faktisk var meget lidt voldelig. Der blev kun løsnet få skud, og der var ikke de store krigsscener, man oftest ser i krigsfilm.

Så en helt igennem anderledes god film om Den store Krig.

Om Borneos fantastiske natur

Vores tur Tur til Borneo juli 2019 var helt fantastisk. Vi oplevede alt det, vi havde håbet på og mere til. 

Jeg har skrevet om Borneo før, men ikke om naturen og dyrelivet. Det er helt uretfærdigt. For på turen fik vi så store naturoplevelser, som jeg aldrig tror, vi får igen (medmindre vi gentager turen) - ikke mindst pga. Stjernegaards fantastiske guide, som kender hvert et sted, hver en fugl og hver en plante.

De største naturoplevelser fik vi i det østlige Sabah - i området omkring Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre og på flodcruiser med udgangspunkt i Sukau Rainforest Lodge, en National Geographic-støttet lodge, som selveste David Attenborough brugte som udgangspunkt for sine dokumentarudsendelser på BBC - og hvor også Prins Henrik har opholdt sig :-)

På Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre opfostrer de forladte eller skadede orangutangunger. Normalt lever en orangutangunge 7-10 år sammen med sin mor, hvor den lærer alt det, der er nødvendigt. Det lærer ungerne så på centeret, og når personalet finder, de er klar, sættes de ud i skoven. Centeret råder over 40 km2 oprindelig regnskov, og orangutangerne kommer her til at leve som de  vilde orangutanger. Området er ikke indhegnet, så orangutangerne kan bevæge sig længere væk, men de har også mulighed for at vende tilbage  til et fodersted på centeret. Det er her, turisterne kan betragte de fritlevende orangutanger på tæt hold.

Vi besøgte centeret om formiddagen, hvor der var en del turister og kun et par orangutanger, men da vi boede bare 5 minutters gang fra centeret og billetten gjaldt hele dagen, gik vi om eftermiddagen tilbage til 2. fodring. På det tidspunkt var der fredeligt  og meget få mennesker - Ib og jeg kom faktisk som de første. Da var der mange orangutanger, der udfoldede sig lystigt - og en enkelt mor med unge på ryggen kom rigtig tæt på.

Just stand still, sagde vagten, da orangutangen med sin unge på ryggen gik forbi i under en halv meters afstand. Og jeg skal love for, at jeg stod stille. Jeg var den eneste turist lige der på lige det tidspunkt.

Senere spottede vi orangutanger 4 gange højt oppe i trætoppene ude i den rigtige vilde natur.  Det var en endnu større oplevelse, selv om det var på lang afstand.
En enkelt var i gang med redebygning, en anden var morgensøvning og sad bare og strakte de lange arme ud efter gode blade.

Her er der zoomet godt ind

Ved siden af rehabiliteringscenteret for orangutanger lå et tilsvarende for malajbjørne.

Malajbjørnen er verdens mindste bjørn.  Vi så, hvordan den så let som ingenting og på ingen tid kravlede fra skovbunden op i toppen af det højeste træ og satte sig godt til rette der. Det kan den, fordi den har nogle umanerlig lange kløer. Malajbjørnen er en slikmund, så den er ihærdig i sin jagt på lækkerbidskener.

Vi så næseaber - først i et beskyttet område, i Labuk Bay Proboscis Monkey Sanctuary, hvor vi længe kunne betragte dem, når de sad og slog mave, hvorefter de pludselig for afsted - ikke over stok og sten, men fra gren til gren, fra træ til træ i imponerende lange og præcise  spring.  Næseaberne er drøvtyggere. De får hjælp til at fordøje maden af særlige mikroorganismer i deres maver, og ved at gylpe maden op igen og findele den med tænderne, fremmer de fordøjelsesprocessen.

Næseaber lever kun på Borneo. De er stærkt udryddelsestruet. Der lever kun 7.000 individer i naturen. Alligevel så vi senere masser af næseaber ude i den vilde natur, hvor de sprang, ja næsten fløj over store afstande fra træ til træ med en utrolig kraft og behændighed. Næseaberne larmede ret meget, når blade og grene pludselig rystedes af en flok på gennemrejse, og så var de nemme at få øje på, men ikke nemme at fange.  Jeg skulle nok have taget en lille video.
En enkelt rød langur så vi også. Også den er udryddelsestruet og lever kun på Borneo. Langurer er i familie med næseaber. Begge tilhører  den gruppe, der på engelsk kaldes Old World Monkeys. De kendes på deres lange hale. Jeg tror, vi kalder dem marekatte. I den indonesiske del af Borneo findes et center, der forsker i langurer.  Hvorfor mon ungerne fødes hvide og først efter nogen tid efterhånden skifter til den rødbrune farve?
Vi så massevis af makakaber. Nogen krydsede floden på de dertil ophængte abebroer. 

Vi så også flere med unger og en enkelt lille en, der var på farlig færd helt nede ved floden. Havde der været en krokodille i nærheden, havde det været fatalt. 

Jeg så ingen krokodiller på turen - jo, måske en skygge, der forsvandt ned i vandet. Andre gjorde. Det gjorde mig nu ikke noget.

Men pygmæelefanter! Puha. Det ville godt nok være fantastisk, hvis vi var så heldige at se dem.  Det var mere, end de turde love i turbeskrivelsen. Men det lykkedes sørme, og kun fordi vores bådfører gik med til at sejle højere op ad floden, end han egentlig havde lov til. Da han over radioen fik melding om, at der var spottet elefanter, så konfererede han med vores guide, som lovede at betale den ekstra benzin, og så gik det for fuld skrue derudad i en halv time.

Så sad vi andægtigt i båden med motoren slukket og ventede - og håbede!

Mens vi sad der, besluttede jeg, at kom de frem, ville jeg huske at nyde øjeblikket fuldt ud - og derfor undlade at fotografere.  

Pludselig hørte vi dem. Vi hørte lyden af de trompeterende og græsraspende pygmæelefanter, der gemte sig inde bag den høje bevoksning, mens vi spændt sad i båden og ventede og ventede – og endelig kom de frem.

Der var ikke mange - jo i skjul var der vist mange, men bare et par stykker kom frem - men de VAR der - de kom frem - og den ene endda med en lille unge!

Beslutningen om at nyde øjeblikket fuldt ud  - live - og ikke have travlt med at fotografere - holdt - næsten - helt. Lige indtil bådføreren startede motoren for at vende næsen hjemad. Så tog jeg lige et enkelt skud.

På turen hjem var vi alle helt høje.  Det blev en smuk, smuk tur tilbage - lidt senere end beregnet - så vi fik også en fantastisk solnedgang med i købet. Og vores bådfører skulle skynde sig hen og have fyldt tanken op, før nogen kontrollerede hans båd.

Han tog en chance for vores skyld, og vi fik strenge instrukser om at holde mund med vores færd hjemme på lodgen.

Jeg har stadig lyden af elefanterne i mine ører.

Ingen krokodiller, men varaner. En af dem lå på  en stamme langs floden, en anden kom gående på stranden på Gaya en meget tidlig morgen, hvor vi gik en tur på stranden inden morgenmad. - Og så svømmede den lige ud i mit badevand. Jeg tror ikke, den er farlig, men godt jeg ikke var ude i vandet, da den lige kom svømmende. 

Ray, vores lokalguide, var slangeekspert. Det var rart at vide, da en slange kravlede rundt på stolen i restauranten. Helt ufarlig, beroligede han os og bar den væk. 

Men den grønne fyr her, derimod, var yderst giftig. Den sad heldigvis på god afstand inde i et buskads . Nogle af de ansatte stoppede os på stien og udpegede den for os.

Vi så kamæleoner, en kæmpegræshoppe, et par store rokker. 

 Rokken fotograferede vi fra anløbsbroen på Gaya Island. I havnen i Sarakan havde vi set fiskerne lande de kæmpestore rokker, så det var sjovt at se dem svømme levende rundt i havet - i vores eget badevand. 
 En stor flok små flyvefisk fløj også hen over vandoverfladen, en dag vi var ude at svømme. Men da havde vi naturligvis ikke mobilen med.

Men på morgenturen på kajen i Sutera Harbour i Kota Kinabu, hvor vi startede og sluttede rundrejsen, var kameraet med, så vi fangede en stor stime stribede småfisk, der holdt til der. En fiskehejre sad og lurede på stenene, og vi håbede, den ville gå på fiskefangst, men den var åbenbart allerede mæt. Eller også var den halvsyg. Den så lidt sølle ud.



Så var der alle fuglene.  

Men først lige et besøg i Gomangtonhulen.

Udenfor  Gomangtonhulen lurede ørnene på tidpunktet, hvor millioner af flagermus forlader hulen for at søge føde. 

Også bevæbnede vagter vogtede - bevogtede hulen. I hulen lever nemlig svaler, og svalereder er en stor delikatesse i Kina. De eksporteres for store millionbeløb, så der var grund til at bevogte hulen. Her viser en lokalguide de kurve, der benyttes ved indsamling af rederne. Stanken fra flagermuseekskrementer var voldsom, så vi blev udstyret med mundbind. Vi skulle ikke tage fat i rækværk, da de også var besat med ekskrementer, men det var da svært at lade være, når man var ved at glide i lortet.

På flodsejladserne på Kinabatanganfloden så vi mange ørne - og flere forskellige arter. Kim, vores guide udpegede og navngav dem alle. Jeg husker kun et enkelt  navn - toppet slangeørn, for dem var der mange af, svævende højt på himlen over os, men også en enkelt siddende på en lav gren tæt på flodbredden.

Her ses en braminglente - kæmpestor selv på så lang afstand. Andre store fugle, vi så, og som jeg husker navnene på, er purpurhejrer, slangehalshejrer,  adjudantfuglen, som er i familie med marabustorken, de smukkeste metalskinnende isfugle helt  tæt på, og senere på turen ude på vores bountyø, Gaya Island, så vi bittesmå kolibrier i de blomstrende buske lige uden for vores hytte, hvor også kæmpestore sommerfugle svirrede rundt.

To af vore medrejsende var ivrige fotografer med dyre kameraer med kæmpestore objektiver. De næste 6 fotos er skudt af en af dem, Karsten Gudmand- Høyer.

Og så dem, der for mig blev signaturfuglen langs Kinabatanganfloden i Sabah: de fantastiske næsehornfugle – i flere arter.

Silhuetten af to næsehornfugle krydsende floden højt oppe på himlen. Det er det billede, der står stærkest på min nethinde. 

Og ja, dette er billedmanipulation - men det var sådan, det så ud højt oppe på himlen.

Næsehornsfuglepar holder sammen hele livet. Når hunnen lægger æg, - som regel to æg - sker det i en hule i et træ. Så bliver indgangen til hullet næsten helt lukket med spyt og mudder, og så må hannen i de følgende mange uger flyve over 20 kilometer hver dag for at samle moden frugt. Næsehornsfuglen ruger i 35-50 dage. - Og tænk, de kan blive helt op til 30-35 år gammel.
For nylig så jeg dette i en naturudsendelse på 3SAT, og jeg tog et par skærmbilleder. Jeg blev meget fascineret af, hvordan den store og ret tunge fugl kan komme flyvende og lande og sidde fast på den lodrette stamme og herfra fodre hunnen ind gennem en smal sprække.

Og så var der en oplevelse, der kom helt uventet. 

Vi var på vandring i skoven og var nået hen til et tårn, der forbandt to canopies - to hængebroer højt oppe. Lige der var der et åbent område i skoven. 
To ret store egern pilede op og ned i det højeste træ i området. Guiden var gået lidt i forvejen, men en af de andre gæster mente, det var flyveegern. 
Så vi stod i 15- 20 minutter oppe i et højt udsigtstårn og ventede – og pludselig fløj de. Aldrig før har jeg hørt så højt og sonofont et: ”Åh …,” som det, der lød, da de endelig svævede tværs over det åbne område, fra toppen af det højeste træ  og over til træerne på den anden side af stien, ned i nogle lidt lavere træer.

Kim fortalte bagefter, at han havde hørt os og havde gættet, hvad vi havde oplevet.

 

Oppe på gangbroen ventede vi på, at det blev mørkt. Så kravlede vi ned, for så skulle vi med en lokalguide på vandring i mørket. 

Det blev også en stor oplevelse at høre lydene og pusleriet i mørket, efterhånden som skoven lukkede sig om os.

Med lygten udpegede guiden bl.a. sovende fugle og sandelig også de kæmpestore øjne på en slow loris - en nataktiv dovenabe - lige så langsom som et dovendyr. Herunder ses en slow loris på foto fra nettet.

På et tidspunkt var en af os ved at snuble over noget - en gren troede han, men så blev Kim helt ellevild. For da lygteskæret lynhurtigt blev drejet derhen, viste det sig at være en skildpadde - og en meget sjælden art, som han kun en enkelt gang før havde set. Det var noget med piggene på ryggen, der gjorde den helt usædvanlig. Og en skildpadde er jo heldigvis så langsom, så vi alle fik den set og fotograferet.

På denne vandring var det især de tyste lyde i  den fuldstændig nattemørke skov, der gjorde indtryk. 
Andre gange var det kakafonien af lyde, der overvældede os.

Vi vandrede i skovbunden

Vi krydsede en flod på en hængebro.

Vi vandrede på canopies i trætoppene. 

Regnskoven er 140 millioner år gammel, og biodiversiteten er utrolig - der findes 15.000 forskellige plantearter, hvoraf en stor del er endemiske for Borneo. Der findes 2000 forskellige træer og over 1300 forskellige orkideer, 

Og regnskoven var lige så fantastisk, som jeg havde forventet. Både Kim og de forskellige lokale guider øsede af deres store viden om træer og planter.

Bemærk de pigge, der stikker ud. Det er træstykker, der er banket ind i stammen og bruges som stige, når man skal op i toppen for at samle honning fra i kube i toppen af træet. 

 Træet her har de karakteristiske brætrødder. Jeg husker ikke navnet på træet. Nu har lige netop det her træ ikke de største rødder, men alle de steder vi kom, fortalte de os om, hvordan man kunne stå i læ mellem rødderne, hvis der kom et voldsomt regnskyl, og endnu vigtigere, var man faret vild, brugte malajerne at banke på rødderne, for lyden spredtes meget vidt, og så kunne nogen komme og finde en. 

Træet her har blot en flot stamme, synes jeg. Regnskoven vokser jo i etager og nogle træer, som dette, har en høj, høj stamme, så kronen kan folde sig ud over de andre træer.  

Træernes saft og blade udnyttes på mange måder –  til madlavning, til naturmedicin - og tidligere til pilegift. Træet her var åbenbart voldsomt giftigt - farligt bare at røre bladene. Det vidste vi ikke, da Ib og jeg tidligere havde gået på stien på egen hånd :-)

Overalt gik der lianer på kryds og tværs, men den sorte fortykkelse på sidste billede er et termitbo.

Naturen har mange måder at sikre overlevelse på. 

Der tappes stadig saft af gummitræer  - dog i mindre mængder. Nu er det olie fra oliepalmerne, der giver indtægterne. Eksport af hårdttræ er stoppet.

Vi lytter andægtigt 

Vi besøgte Mount Kinabalu Botaniske Have - et UNESCO verdensarvsområde - så blev det også lige krydset af.
Her så vi, jeg ved ikke hvor mange forskellige flotte orkideer og kandebægere. 

Orkideer er jo snyltere.

Der var virkelig frodigt overalt. 
Jeg kunne fylde flere sider med billeder af blomster, vi så, men I skal jo gerne nå til enden af dette blogindlæg, så jeg begrænser mig til et enkelt og så et par billeder af nogle frugter fra en anden botanisk have, vi besøgte. 

.Vi overnattede de dejligste steder - fra det enkle til det luksuriøse - fra et bjergresort med udsigt over mod Kinabalubjerget til vore helt egne colonial cottages ude i regnskoven.

De enkle overnatningssteder var ikke de ringeste. Udsigt og dejlig stemning.

Og sikke farver. Det blå i det grønne op mod bjergtoppen. Ja, her hjælper pigen jo godt til. Hytterne var hvidmalede og havde blåt tag.

Men bungalowerne på Sepilok og på Gaya
var helt ekstraordinære.

Vores "værelse" på Sepilok

Sukau og Gaya

Vi mødte de venligste mennesker.

Vi spiste den dejligste mad – nogle gange på kinesisk med det store fælles bord, hvor man blot drejer bordet rundt for at udsøge sig de bedste lækkerier i de mange små skåle. 
Vi var på fiskemarked - også en dag uden regnvejr.

Vi sejlede i små og store både, på stille floder og en smule oprørt hav, hvor speedbåden huggede i bølgerne, og jeg sad langt fremme forrest, så jeg huggede lidt uroligt med.

På tur med Hemmingway - eller Indiana Jones?

Vi fulgte med i den travle trafik i alle slags både, i havnen i Kota Kinabalu og Sandakan.

Og jeg skal da lige love for, at vi oplevede ægte tropisk regnvejr. Vi oplevede det straks den første aften, da vi efter velkomstmiddagen på et street marked gik på det natåbne fiskemarked. Her blev det styrtregn, så end ikke de tykke presseninger kunne holdet vandet ude. Vi trippede længe rundt mellem vandpytterne under de dryppende presseninger, men til sidst opgav at vente på tørvejr og nåede hjem til hotellet som druknede mus og med pjaskvåde tæer. 

Det varede adskillige dage, før det våde tøj igen blev helt tørt i det fugtigvarme klima.

Og vi oplevede det en aften, hvor vi spiste til aften på den åbne terrasse på Sepilok og prøvede at rykke længere og længere ind/bagud og stadig blev våde, og vi oplevede det en eftermiddag i Kota Kinabu, hvor himlen pludselig blev sort og både Mount Kinabalu i det fjerne og byen under os forsvandt fuldstændig, og først dukkede frem igen 3 timer senere, da det var blevet aften.

Skyerne trækker sammen. Godt vi tog ind i byen tidligt om morgenen.

Verden udenfor er helt forsvundet.

Og byen dukkede op igen

Vi nød solopgangen på Kinabalu Pine Resort, hvor en kilde rislede lige neden for hytten, og hanerne galede tidligt næste morgen, mens minareten kaldte til bøn.  

Malaysia er jo islamisk, men det mærkede vi overhovedet ikke noget til, bortset fra dette enkelte kald fra minareten, kvinder i smukke tørklæder og så det, at resorten på Mount Kinabalu var halalcertificeret - dvs. nul alkohol. Men det var jo ikke  noget problem for os.

Vi nød solnedgangen over floden i Sukau regnskov

Og vi nød solnedgangen over havet på Gaya Island

For vi sluttede jo af på Gaya-øen, som var ren bountyland.

Kun ganske få mennesker, dejlig mad, gode drinks i den blå time og som alle de andre steder, vi var, smilende og utrolig behageligt personale - ren luksus.

Borneo er ubeskrivelig dejlig.