Om Kasimir lll og Polens storhedstid 2

 

 Som jeg skrev i afslutningen af Kasimir lll og Polens storhedstid 1, så blev Sigismund ll den sidste arvekonge af Polen, og Polen blev et valgkongedømme.

Med ham sluttede også den polske renæssance -  Polens  gyldne tid. Men i og med han kort før sin død havde fået dannet  Den polsk-litauiske Realunion, blev det starten på Polen som stormagt.

Realunionen mellem Polen og Litauen var den største og en af de folkerigeste stater i 15- og 1600-tallets Europa  på omkring 1.000.000 km² og en multietnisk befolkning på 11 millioner på sit højdepunkt i det tidlige 1600-tal. 

 

Når vi i dag tænker på Litauen, er det vel som en lille, mindre betydningsfuld nation. Men kig på kortet. Litauen var dengang et stort rige, der bl.a. omfattede Kiev og det område, hvor det helt gamle Rusland opstod. Og det gik fra Østersøen og næsten til både Moskva og  ned til Krimhalvøen ved Sortehavet.

 

 

Det omfattede et kæmpeområde, der i dag udgør en del af følgende lande: Hviderusland, Estland, Letland, Litauen, Moldova, Polen, Rusland, Slovakiet, Ungarn.

Litauen var i udstrækning langt, langt større end Polen, men alligevel blev det Polen, der blev den dominerende magt i unionen.

 

  I det følgende vil jeg fortælle om de tre (fire) første valgte regenter i den polsk-Litauiske storhedsperiode.

 

Henryk Walezy 16. maj 1573- 12. maj 1575

 

Den første, der blev valgt som konge af Polen og storhertug af Litauen var franske Henry de Valois. Han blev født på Chateau Fontainebleau som søn af kong Henry ll  og dronning Katharina af Medici. 

Chateau Fontainebleau

 Ifølge fortællinger var Henry Katharinas yndlingssøn, men som fjerde søn var der ingen udsigt til at komme til at efterfølge sin far på den franske trone. 

I 1570 var der snak om et evt. ægteskab med Dronning Elizabeth l, men det kom der ikke noget ud af. Elizabeth var protestant, Henry var katolik. Hun var med sine 37 år 18 år ældre end ham, og han citeres for at have omtalt hende som une putain publique (public whore) og "an old creature with a sore leg". 

^{Elizabeth på den anden side menes måske også blot at have udtrykt interesse for giftemålet for at skabe bekymring hos hendes evindelige fjender, spanierne.}

Altså lagde Henry billet ind på at blive konge af Polen. Og da polakkerne foretrak en franskmand frem for en habsburger, ja så valgte de ham mod franske løfter om militær støtte mod Rusland, diplomatisk støtte over for Det Ottomanske Rige og generel økonomisk støtte, ligesom det lå i luften, at han skulle ægte Sigismund ll’s søster, Anna. Men dette sidste løfte var ikke nedskrevet og blev aldrig indfriet. 

En polsk delegation rejste i 1573 til La Rochelle, hvor Henry var i gang med at belejre byen. 

 

Belejringen af la Rochelle

 

Henry forlod belejringen, og 13. september aflagde han i Nôtre Dame ed på at ville respektere de polske friheder og loven om religionsfrihed. I hele Europa var tiden var præget af konkurrence mellem protestanter og katolikker, og Polen havde længe indtaget en meget tolerant holdning i religionsspørgsmål - især også over for jøder.

 

Det blev januar 1574, før Henry ankom til Polen. 21. februar fandt kroningen sted i Waslaw-katedralen i Krakow. Men da han allerede i midten af juni erfarede, at den tredje af hans ældre brødre, nu kong Charles lll af, Frankrig var død, så hastede han tilbage til Frankrig,  hvor han blev indsat som konge.  Han nægtede at vende tilbage til Polen og blev derfor – rimeligt nok - afsat af det polske parlament  12. maj 1575.

Mødet mellem den franske prins og det polske folk blev et kultursammenstød. Polakkerne undredes over, om alle franskmænd mon gik lige så meget op i deres udseende og fremtræden som Henry, og Henry var skuffet over den landlige fattigdom og det barske klima.

 

 Henry med sin senere fransk kone, der åbenbart var mere tiltrækkende end Anna.

 

Dog var der teknologiske fremskridt, som han tog med sig tilbage og indførte på Louvre og andre slotte:  septitanke hvor toiletindhold  blev opsamlet og bragt uden for slottets mure,  bade hvor koldt og varmt vand kunne reguleres og brugen af gafler.

 

 

Dronning Anna 1575 – 1587

 Stakkels Anna.

Anna var datter af Sigismund den Ældre og dronning Bona Szorza af Milano - hende, der særligt prægede den polske renæssance - og Anna var dermed søster til Sigismund ll. 

Hendes far havde i årevis forsøgt at få hende afsat. En endeløs række af kandidater havde han forsøgt sig med – en dansk prins Magnus f.eks., men de fleste andre med langt højere  status - selv Ivan den Grusomme var på tale – men altid var det strandet på det ene eller andet problem - ofte, at den foreslåede kandidat slet ikke var interesseret. 

I 1556 troede faren, han endelig havde fået en aftale i stand med John, Hertug af Finland og halvbror til den svenske konge. Men da John dukkede op til brylluppet i Vilnius,  forlangte han at få den yngre søster Kathrine, hvilket faderen var nødt til at gå med til, da han havde brug for svenske tropper og penge til krigsførelse.

Som sidste ugifte datter måtte Anna nu fylde dagene med lege, broderi, bøn og brevudveksling med sine gifte søstre. Men hun var en velhavende dame og fik derfor, på trods af sin fremskredne alder – hun nærmede sig de 40 – flere ægteskabstilbud. De fleste dog med medfølgende økonomiske eller territoriale krav.

Stor var hendes begejstring, da Henry af Valois, som en del af sin ansøgning om at blive konge af Polen, lovede at ægte hende. Og endnu engang blev hun skuffet, da han som tidligere beskrevet hurtigt forduftede tilbage til Frankrig, uden at det var blevet til ægteskab.

Nu ønskede Anna at blive regent, og det polske parlament var ikke afvisende over for at vælge hende, men ifølge lovene kunne en ugift kvinde ikke vælges.  Efter at flere forskellige hertuger havde været bragt i spil som kommende ægtemand, accepterede hun at forlove sig med Stephen Báthory, Volvoide af Transylvanien, hvorefter hun kunne vælges. Og da de efterfølgende blev gift, kom hun og ægtemanden til at fungere som fælles regenter. 

Endelig var hun blevet gift. Men ægteskabet var et skinægteskab. Han opholdt sig mest i Vilnius og var optaget af krige. 

 Stephen Báthory holder hof.
Bemærk soldaten i midten med den store fjerprydelse. Den kommer der mere om. 

 

Hun derimod opholdt sig i Warszawa, hvor hun var optaget af byggearbejder.  Hun fuldførte bl.a. Sigismund Augustusbroen, Europas længste træbro på 500 meter.

 

 

Da Báthory døde i december 1586, havde hun mulighed for at blive enehersker, men hun valgte anderledes.

Hun knyttede sin nevø til sig – en søn af søsteren Cathrine og den mand, hendes far havde lovet hende som ægtemand – og støttede hans valg til konge af Polen i 1587, hvorefter Anna levede tilbagetrukket ind til sin død i 1596.  

 

Nok ikke uden grund ser Anna ret bister ud.

 

Sigismund lll - Zygmunt lll Waza 1587 - 1632

 

John, Hertug af Finland, som havde foretrukket at blive gift med Annas yngre søster, var jo halvbror til den svenske konge, og da der i 1569 kom et oprør mod kongen, og kongen blev afsat, blev John konge af Sverige under navnet  John lll.

Sønnen Sigismund var derfor en svensk prins, da han som den første af Vasaslægten blev valgt til konge af Polen.

 

Det var Sigismund lll, der flyttede Polens hovedstad fra Krakow til Warzawa.

 

Da faderen døde i 1592, blev Sigismund også konge af Sverige og storhertug af Finland. Men da Sveriges adel fandt ham for katolsk, blev han afsat i 1599, og det førte til en del krige mellem Sigismund og hans onkel, Karl lX, som nu blev indsat som svensk konge.

Realunionen nåede sin storhedstid i det tidlige 1600-tal under Sigismund lll, hvor Unionen var i stand til at forsvare sig mod både Sveriges Karl lX og mod vasaller af Det osmanniske Rige.

 

 

Det polske rytteri - de vingede husarer - var frygtet. På grund af deres fjerprydelse, oplevede deres modstandere, at de næsten kom flyvende, og dette image bevarede de langt op i historien.

  Flere gange i løbet af urolige tider i Zar-Rusland  1603-1613 invaderede Polen-Litauen Rusland og  formåede endda 27. september  1610 at indtage Moskva. En bedrift, som tidligere kun mongolernes Gyldne Horde havde formået. Efter denne invasion valgte det russiske råd, De syv Boyarer, at afsætte Zar Vasili Shuysky, og de valgte i stedet Sigismund lll's søn, Władysław IV Vasa som ny zar. Han nåede dog aldrig at indtræde i embedet.

Polen-Litauen holdt byen indtil 4. november 1612, hvor de polsk-litauiske styrker blev drevet ud efter moskovitisk opstand og belejring af styrkerne i Kiev, og russerne valgte nu Michael Romanov som deres zar - dvs. den første af Romanov-dynastiet, der kom til at sidde på magten i Rusland helt indtil revolutionen i 1917.

Det kunne være vanskeligt for Polen at agere i krydsfeltet mellem Osmannerriget, Spanien og England. Centraleeuropa og dermed Polen følte sig til stadighed truet af ottomannerne – tyrkerne, mens både Frankrig og England havde et mere afslappet forhold til dem. Nok fordi de havde dem mere på afstand. For England var hovedfjenden Spanien, og det passede derfor England udmærket, hvis tyrkerne kunne genere spanierne i Middelhavsområdet.

England havde brug for korn og tømmer fra Polen, og England havde derfor advaret Osmannerriget om, at hvis de angreb Polen, ville England reagere.

Men Polen handlede også med Spanien, og i 1597 kom det til et møde, hvor Polen klagede over, at England havde opbragt polske og andre skibe, der handlede med Spanien. Den polske gesandt gjorde rede for, at Sigismund ville opfatte det som utåleligt og en fjendtlig handling, hvis ikke Elizabeth frigav de erobrede skibe og udleverede den konfiskerede last eller erstattede den og i øvrigt ophævede sit forbud mod handel med Spanien.

Det forlyder, at Elizabeth fløj op som en løve. Hvad der blev resultatet af den konkrete konfrontation, ved jeg ikke, men Sigismund lykkedes åbenbart med fortsat at kunne handle med både England og Spanien, selv om forholdet til England blev mere anstrengt.

 

Sigismund lll klædt som spansk adelsmand

 

Unionen formåede at holde sig uden for Trediveårskrigen 1618-1648, og neutraliteten skånede Polen-Litauen for konsekvenserne af den politisk-religiøse konflikt, der hærgede det meste af det samtidige Europa.

Faktisk ønskede Sigismund lll at gribe ind i trediveårskrigen på den katolske side, men parlamentet tillod ham ikke at engagere sig, idet de vurderede,  at hans indgreb ville tage form af en invasion og muligvis en besættelse af Transsylvanien, som var en aktiv allieret for Det osmanniske Imperium, og farlig for det habsburgske monarki og Polen. Det undgik de.

 

Men så kom der problemer. Det begyndte at gå ned ad bakke for Polen-Litauen, som i stadig stigende grad blev en brik i de europæiske stormagters puslespil.
Og så kommer også Danmark lidt mere på banen.

 

Men dén videre udvikling gemmer jeg til et kommende indlæg.

Om Kasimir lll og Polens storhedstid 1

 Som det fremgik af min omtale af Krakow i et tidligere blogindlæg, har jeg ikke interesseret mig meget for Polen.

 

Det, jeg mest har forbundet med landet, har været polske roearbejdere på Lolland, Hitlers erobring  af Polen under 2. verdenskrig og de dertil hørende udryddelseslejre, Lech Walesas fagforeningsarbejde. Jeg har mest tænkt på Polen som et fattigt land, og jeg vidste lidt om, at det ofte var blevet rendt overende, overtaget af naboerne og opdelt på forskellig måde.

 

Men at Polen engang har været et af Europas mægtigste lande, kom som en overraskelse. En overraskelse, jeg fik lyst til at forfølge og forske lidt i, og jeg blev fascineret af alle de alliancer på kryds og tværs af Europa, som jeg er stødt på.

 

Undervejs har jeg vil søgt at finde nogle tidlige forbindelser mellem Danmark og Polen. Jeg har fundet et par stykker, men ikke mange.

 

Jeg starter lige med igen at tage udgangspunkt i Krakow og tilføjer et par historier, jeg ikke medtog i turistguiden for Krakow.

 

Navnet Kraków kommer af det gammel-slaviske krak, der betyder ravn, og byens navn betyder derfor oprindelig "et sted med mange ravne".

Wawelhøjen er ca. 228 m over havet, og den omtales ofte som Polens Akropolis. Arkæologiske udgravninger viser, at de ældste bosætninger på Wawel er fra det 4. århundrede.

Under højen ligger nogle huler, og legenden fortæller, at her levede Smok Wawelski, en rigtig ubehagelig drage, som levede af får og jomfruer. Da landsbyen var ved at løbe tør for jomfruer, udlovede kongen sin eneste datter til den, der kunne dræbe dragen.

Bølge efter bølge af modige riddere faldt under dragens brændende ånde, indtil en fattig skomager, ved navn Krak, narrede Smok til at spise et får, der var fyldt med svovl, der straks antændtes inde i dens svælg. Med en uudslukkelig tørst styrtede dragen ud og drak halvdelen af ​​floden, men dens mave eksploderede, og byen blev befriet for dens hærgen. Krak blev gift med prinsessen og blev konge. Han byggede en borg oven på dragens hule, og folket byggede en by omkring den og navngav den Kraków efter deres frelserkonge.

I turistguiden omtalte jeg, at Krakow tre gange blev angrebet af mongolerne, og jeg fortalte om hornblæseren, der advarede byen om mongolernes angreb, selv om hans hals blev gennemboret af en pil.

En anden legende findes også. Her kaldes angriberne tatarer, men det er de samme. Legenden siger, at under et af tatarernes angreb lykkedes det de lokale tømmerflådere at snige sig ind i fjendens lejr og dræbe khanen.

Tatarerne flygtede i panik, og de glade polakker marcherede triumferende ind i byen med en af tømmerflåderne klædt i en erobret tatardragt i spidsen.

Dette fejres i juni – man fejrer Lajkonik, hvor en farverig rytterskikkelse klædt på som en tatarkriger føres i et optog, der går gennem byen og slutter på Rynek Glówny.

 

Om Kasimir lll - Kasimir den Store 1332-1373

I Danmark har vi Chr. 9. (1818-1906), som kaldes Europas svigerfar, fordi han fik 4 af sine 6 børn på tronen i forskellige europæiske lande. Og det kunne endda være blevet 5, hvis ikke prins Valdemar havde afslået at blive konge af Bulgarien. Hans sønnesøn, prins Carl blev senere valgt som konge af Norge.

I Polen kunne vi næsten kalde kong Kasimir lll (1310-1370) for noget lignende.

Kasimir var søn af Władysław den Korte.  Da Wladyslaw den Korte  kronedes i Krakow i 1320, fik han forenet Stor Polen og Lille Polen, og han var den første konge, der fik forenet Polen til ét land, efter det havde været splittet op i mange fyrstedømmer i 200 år.  Han lagde således grunden til et stærkt Polen.

 

Dette arbejde fortsatte Kasimir, idet han yderligere fik tilknyttet Masovia og Red Ruthenia.

 

I 1325 giftede Kasimir sig med Aldona-Ona, den hedenske datter af Gediminas (hertug af Litauen). Aldona blev døbt før brylluppet, og med sig til sit nye hjemland førte hun  tusindvis af polske krigsfanger (en krønike fortæller om 24.000) som tegn på forsoning mellem Polen og det daværende hedenske Litauen.

 

Ægteskabet ser ud til at have været ulykkeligt, og dronningen døde i 1339 og efterlod ingen sønner. To år senere blev Kasimir gift med en tysk prinsesse, Adelhaid af Hesse, men dette ægteskab viste sig ufrugtbart, og Adelhaid blev sendt hjem i 1356. Et tredje ægteskab i 1365 med den schlesiske prinsesse Hedwig af Glogau-Sagan bragte stadig ingen mandlig arving.

 

Uden sønner var spørgsmålet om en efterfølger et af Kasimirs største problemer. Til sidst udpegede han som sin arving sin nevø, prins Louis af Ungarn. Da Louis heller ikke havde nogen sønner, udpegede Kasimir som sit andet valg Kasimir af Vorpommern, en søn af hans ældste datter.

 

Dette andet valg af efterfølger kom dog ikke til at træde i kraft. Det blev Louis, der efterfulgte ham på tronen. Så hvorfor nævne dette mulige andet valg? Måske for at komme omkring, at Kasimir gennem sin ældste datters giftemål havde skabt en relation til Vorpommern. For alle hans døtres giftemål styrkede hans udenlandske støtte. Og nu kommer sammenligningen med Chr. 9.

 

Kasimirs anden datter blev gift med Louis af Brandenburg; den tredje blev forlovet med Wenzel, søn af den hellige romerske kejser Karl IV, der selv først giftede sig med en grandniece og senere et barnebarn af Kasimir. Kongen havde således slægtninge i flere vigtige moderne dynastier: Wittelsbachs, Anjous, Luxemburgs og Litauerne. 

Europa var ét stort ægteskabsmarked. De egentlig uønskede døtre kunne på den måde trods alt kunne  udgøre en værdifuld handelsvare, hvormed man kunne  opnå magt og indflydelse uden at behøve at gå  i krig - selv om mistede soldaterliv ikke betød det store, og selv om en krig kunne give den sidegevinst, at man fik sig et ry som en stor krigerkonge - hvis man altså vandt.

 

Men Kasimir valgte diplomatiets vej, og han kom til at fremstå som en solid og respekteret ligemand med de øvrige 14. århundredes-magter i Centraleuropa.

 

 

I begyndelsen af ​​Kasimirs regeringstid var Polen plaget af flere vanskeligheder: kongen af ​​Bøhmen krævede den polske krone; de tyske riddere i Den tyske Orden havde besat Østpommern, og landet manglede stærke allierede.

 

Mellem 1335 og 1348 lykkedes det Kasimir at indgå en række traktater  med Ungarn, Bøhmen og Den tyske Orden. Især i Ungarn opnåede han en stærk allieret. Han frafaldt sine krav på Schlesien og Østpommern, den bøhmiske konge frafaldt sine krav på Polen  og Den tyske Orden trak sig tilbage fra de områder, de havde besat.

Efter at have sikret sin vestlige grænse var Kasimir nu i stand til at besætte de tidligere hertugdømmer Halic og Vladimir og trin for trin  forene dem til Polen. Som et resultat af denne nøje planlagte politik erklærede de masoviske fyrster, der længe var ivrige efter at bevare deres uafhængighed, sig som Kasimirs vasaller, og selv i Vesten foretrak nogle tyske adelsmænd Kasimir frem for Brandenburgs herredømme.

 

I 1370 havde Kasimir under forskellige titler øget sit område fra omkring 50.000 ved hans tiltrædelse  til omkring 90.000 kvadratkilometer.

 Vigtigere end disse territoriale gevinster, hvoraf nogle igen gik tabt efter Kasimirs død, var væksten i ​​kongens prestige i hele Europa.

 

Ved en kongres afholdt i Kraków i 1364 deltog af kongerne fra Ungarn, Bøhmen, Danmark og Cypern samt et stort antal andre fyrster. Kasimir, der 30 år tidligere havde været en ydmyg andrager på Kongres Visegrád i Ungarn, blev nu bedt om at mægle i en uenighed mellem den hellige romerske kejser og kong Louis af Ungarn.

 

Og hvorfor nu denne lange tirade om Kasimir?

Jo. Af to grunde. For det første er jeg fascineret af alle disse geografiske områder og stednavne, som jeg aldrig før rigtig har bidt mærke i.

Og for det andet, så var det jo den Kasimir, der ved det ovenfor omtalte fredsmøde bespiste sine gæster, heriblandt Valdemar Atterdag, i den fine gamle   Restaurant Wiersynek, hvor også Ib og jeg var inde og spise og fik en fin betjening, da vi var i Krakow.

 

Jo. Jeg synes, han er værd at kende. 

Og vi skal også huske, at han engagerede sig meget i lovgivningsarbejdet, at udjævne forskelle mellem adelen og den øvrige - fattige - befolkning og oprettede Polens første universitet.

 

Kong Louis 1370 - 1382

Kong Hedwig / Jadwiga 1384 - 1399

Kong Jogaila / Vladislav 1386 - 1434

 

Det blev altså den ungarske prins Louis, der kom til at efterfølge Kasimir på den polske trone. 

 

Og da han døde efter 11 års regeringstid, blev hans datter Hedwig i en alder af 10 år udnævnt til konge. Ja, til konge – ikke bare dronning.

 

Jadwigas indsættelse.

 

Egentlig var det planen, at det var hendes ældste søster, der skulle efterfølge sin far på tronen. Men hun døde. Og den næstældste blev dronning af Ungarn – hvor faderen Louis jo oprindelig kom fra. Og så var der den yngste datter tilbage.

Hedwig – på polsk kaldt  Jadwiga – havde lige siden tidlig barndom været bortlovet til prins William af Østrig. Men da han 2 år efter hendes kroning som 14-årig prins ankom til Wawelborgen for at indgå ægteskab med sin forlovede, og han trådte ind i Jadwigas sovekammer,  brød en gruppe polske adelige ind på borgen og smed ham ud, og han blev på skammeligste vis drevet ud af landet. Adelen ønskede ikke ham som konge. 

 

En romantisk legende fortæller, at de to unge allerede tidligere havde tilbragt 14 dage sammen, også med seksuelt samvær, og at Jadwiga forsøgte at følge efter sin forlovede, men blev låst inde i slottet.

 

"Skaf mig en økse," råbte Jadwiga, da hun ville  bryde porten op og følge sin elskede.

I stedet blev Jadwiga gift med en litauisk storhertug  Jogaila. 

 

 Jadwiga var kendt for sit fromme sind. Ægteskabet med Jogaila indgik hun først efter at have bedt i timevis og havde fået  "divine inspiration", og som betingelse stillede hun,  at han skulle lade sig og landet kristne. 

 

Jogaila blev således Jadwigas medkonge under navnet Vladislav 2. Jogaila af Polen. I 1399 fødte Jadwiga deres eneste barn, en datter, der døde tre uger senere, og hun selv døde 5 dage efter datteren, kun 24 år gammel. Nu blev Vladislav  enekonge. Han regerede i yderligere 35 år og blev med sine 48 år den længst regerende konge i Polen.  

 

  

 

Jadwiga var og er elsket af polakkerne for sit milde sind, godhed mod de fattige og diplomatiske evner -  næsten som vores Dronning Dagmar er elsket af os. 

 

Jadwiga og Margrethe.

Dronning Dagmar var født prinsesse Markéta Přemyslovna af Bøhmen. Hun blev i 1205 blev gift med Valdemar Sejr. Den bøhmiske konge har ved flere lejligheder gjort krav på dele af Polen, så med en god portion velvilje kan jeg måske næsten - NÆSTEN - postulere en dansk forbindelse til Polens historie her.

I 1997 blev Jadwiga helgenkåret af pave Johannes Paul, som jo var født i Wadowice -  en lille landsby 50 kilometer uden for Kraków.

 

På nettet kan du læse meget mere om Hedwig / Jadwiga og hendes mors aktive bestræbelser på at styre begivenhederne efter Louis’ død. https://en.m.wikipedia.org/wiki/Jadwiga_of_Poland

 

Og hvorfor skulle vi nu rundt om denne fortælling om Hedwig - Jadwiga. Jo, der var jo lige parallellen til Dronning Dagmar, men vigtigere er, at det var med indgåelse af ægteskabet mellem den polske Kong Hedwig og den litauiske storfyrste Jogaila, at personalunionen mellem Polen og Litauen startede. En union, der hurtigt viste sin berettigelse. 

 

 

 

I et stort og berømt slag ved Tannenberg / Grundwald slog Polen-Litauen Den tyske Orden, og den var også stærk  nok til at kunne afværge Ruslands  forsøg på at ekspandere.
 

Det mørkegrønne område er det, der var besat af Den tyske orden. Da de blev drevet ud, fik Polen-Litauen bedre adgang til Østersøen og dermed bedre muligheder for handel.

 

Wladyslaw lll af Varna 1434 - 1444

Efter Jadwiga og Jogaila / Vladislav fulgte Wladyslaw lll af Varna. Han var søn af Vladislav og dennes fjerde og sidste kone, en hviderussisk prinsesse Sophia af Halshany. Da Vladislav og Sophia mødtesførste gang i vinteren 1320/21, var Sophia bare 15 år, og Vladislav  enten  60 eller 70. Man er lidt uenige om, om han var født i 1352 eller 1362.

Prinsesse Sophia havde en ældre søster, og da det var en skændsel, hvis en yngre søster blev gift før en ældre, så fik de hurtigt søsteren gift med en halvbror til Vladislav.
 

Vladislav og Sophia blev gift i februar 1422,  og Sofia flyttede ind på Wavelslottet, men blev først kronet i marts 1424, efter at hun i oktober 1423 havde født den første mandlige arving til Polen i 144 år.  Sofie  blev stammoder til Jagellonian-dynastiet

 

 

Wladyslaw var kun 10 år gammel, da han ved sin faders død i 1434 blev konge. I 1440, da den ungarnske konge var død, fik han tilbudt den ungarnske krone og tog imod den under det ungarnske navn I. Ulászló.

 

 Herefter var hans titel Vladislaus by God's grace king of Poland, Hungary, Dalmatia, Cratia, Rascia (Grand Serbian Principality) and lands of Krakow, Sandomierz, Sieradz, Leczyca, Kuyavia, Supreme Prince of Lithuania, lord and heir of Pomerania and Ruthenia.

 

Som 18-årig – i 1442 – gik han opmuntret af paven og med løfte om støtte fra Venedig – i krig mod Ottomanerne – selv om han dermed brød en fredsaftale.  Men støtten udeblev, og i 1444 blev han dræbt i Slaget ved Varna. 

 

 

 

 

 

Han blev halshugget, hovedet blev sat på en stage og præsenteret for sultan Murad ll, men hans krop og rustning  blev aldrig fundet – fortæller én historie. Og nok den mest sandsynlige.

 

En legende fortæller dog noget andet.

 

Ifølge den overlevede han og søgte til Det hellige Land. Her vandrede han omkring som pilgrim, idet han søgte tilgivelse for at have brudt fredsaftalen og angrebet under falske forudsætninger.

 

 Siden drog han videre til Madeira, hvor han blev ridder af Sankt Catharina af Sinaibjerget.  Kong Alfonso V af Portugal gav ham land i Madalena do Mar-området på Madeira, og han giftede sig med Senhorinha Anes, som fødte ham to sønner. En delegation af polske munke fandt frem til ham og opsøgte ham for at få ham tilbage på tronen, hvilket han dog afslog. Han grundlagde kirken Sankt Catharina og Maria Magdalene.

 

Her ses han afbildet på et maleri, hvor han møder Santa Anne ved Himmeriges Port.

Ifølge en anden udgave af denne legende påstår en portugisisk amatørhistoriker, at Władysław, under sit portugisiske navn  Henrique Alemã var far til Christoffer Columbus!! 

 

Sigismund den ældre 1506 -1548

Sigismund ll Augustus 1548- 1572 

Polen blomstrede under Jagellonian-dynastiet og især under Sigismund den Ældre og Sigismund ll. Tiden fra starten af 1500-tallet og indtil 1572 udgør den polske renæssance og Polens gyldne tid. 

 

 

 

Sigismund den Ældre var gift med  italienske  Bona Sforza af Milano, og hun var  i høj grad med til at udvikle renæssancen i Polen, idet hun bragte anerkendte italienske kunstnere, arkitekter, skulptører og humanister med fra sit hjemland og fik indført italienske traditioner.  

I min turistguide til Krakow omtalte jeg nogle berømte gobeliner, der var udstillet på Wawelslottet. Det var Boda Sforza, der medbragte de første af disse gobeliner som en del af sin medgift.  

 

Derefter i 1526 og 1533 bestilte hendes ægtemand, Sigismund den Ældre 108 stoffer i Antwerpen og Brugge. De fleste af gobelinerne blev imidlertid bestilt af sønnen, den senere kong Sigismund II Augustus i Bruxelles. Samlet kaldes de De Jagielloniske gobeliner.  

 

Derefter i 1526 og 1533 bestilte Sigismund den gamle 108 stoffer i Antwerpen og Brugge . De fleste af gobelinerne blev imidlertid bestilt af kong Sigismund II Augustus i Bruxelles i værkstederne for Willem o Jagielloniske gobeliner - https://da.qaz.wiki/wiki/Jagiellonian_tapestries

 

De første gobeliner blev anlagt af dronning Bona Sforza som hendes bryllup medgift . Derefter i 1526 og 1533 bestilte Sigismund den gamle 108 stoffer i Antwerpen og Brugge . De fleste af gobelinerne blev imidlertid bestilt af kong Sigismund II Augustus Jagielloniske gobeliner - https://da.qaz.wiki/wiki/Jagiellonian_tapestries

Boda Sforza var en viljestærk kvinde. Hun  blandede sig meget i ægtemandens politik.

 

Og lagde du mærke til sønnen imponerende navn, Sigismund ll Augustus?

Da hun fødte en søn, ønskede ægtemanden Sigismund den Ældre, at sønnen skulle navngives Sigismund, så der kunne komme en lang række af Sigismund-konger. Boda ønskede derimod, at han skulle navngives Augustus efter den romerske Kejser Augustus. Kompromiset blev at han fik begge navne, men det er som regel under navnet Sigismund ll, han omtales. Men kompromiet er desuden grunden til, at den næste Augustus-konge i Polen fik titlen Augustus ll.

Sigismund den Ældres drøm om en lang række Sigismund-konger blev ikke opfyldt.  Jagiellonian-dynastiet  sluttede 1572. Sigismund II blev den sidste monark af dette dynasti. 

 

Det var  imidlertid under ham, at fællesskabet mellem Polen og Litauen blev yderligere forstærket.

I 1559 dannede man formelt Den polsk-litauiske Realunionen, og hermed skabtes en af Europas stærkeste magter på den tid.

 

På trods af tre ægteskaber var Sigismund ll barnløs, og da han så det som den eneste fremtid for sit rige,  fik han vedtaget, at det ved hans død blev et valgkongedømme og ikke et arvekongedømme.

 

Om Polen som et valgkongedømme skriver jeg om i næste blogindlæg, og om hvordan Polen for alvor bliver en stormagt.