onsdag den 25. marts 2020

Om Kina 3. Om tidlige rejsende og om Yuan- og Ming-dynastierne.



I 138 f. kr. – altså under det tidlige Handynasti - sendte Kejser Wudi general  Zhang Qian på en rejse mod vest for at søge alliance med Yuezhi-folket  i kampen mod Xiongnu-folket –- Kinas fjender mod nord. 





Hans mission mislykkedes, men da han efter 13 år endelig vendte tilbage, hjembragte han uvurderlig viden om verden uden for Kina, og hans rejse betragtes som det, der startede Silkevejen.  


Han forbløffedes over Centralasiens store interesse for silke, men det førte snart til gode handler for kinesiske købmænd.  Fra hans rejse rapporterede han om sit møde med den enpuklede kamel. 

Kejseren viste dog langt større interesse for Zhangs beretninger om flyvende heste.  En hesterace, der var langt hurtigere og stærkere end de små kinesiske heste. De flyvende heste eller himmelske heste, som de også kaldtes, var så hurtige, at de blev opfattet som flyvende.
Det er sådan en flyvende hest, der ses øverst i dette opslag og her er et par mere.






Zhang Qian var blevet sendt afsted med 99 mænd og en tilfangetagen Xiongnuspejder ved navn Gonfu. Kun Zhang og Gonfu vendte som de eneste tilbage.
Zhang Qian sendes afsted af Kejser Wudi

I 10 år blev  Zhang holdt  fanget hos Xiongnuerne. 
Zhang blev gift med en efterkommer af Alexander den Stores græsk-makedonske hær, som besatte området i 4. århundrede f.Kr., og han fik to sønner. Da det lykkedes at slippe væk, fortsatte han sin rejse mod vest til Ferghana.

Her ses med blåt de lande, han besøgte. På hele rejsen noterer han facts om områderne, deres beboere og måde at leve på, og hvor mange krigere, de har, og han rapporterer, hvad han hører om områder, han ikke selv besøger.

Om Indien skriver han: Kongeriget ligger ved en stor flod (Indus). Området er varmt og fugtigt, og indbyggerne rider på elefanter, når de går i kamp.

Om Anxi - Patherriget: De laver vin ud af druer. De har mure omkring byerne ligesom i Dayuan (Ferghana). Deres mønter er af sølv og bærer kongens ansigt.  Når kongen dør, bliver mønterne straks udskiftet med nogle med den nye konge. De fører regnskaber ved at skrive på vandrette læderstrimler.

Der var mindst to grunde til, at den kinesiske kejser gerne ville erhverve sig ferghanaheste. Den ene var, at de var meget større end kinesernes heste. De små kinesiske heste kunne slet ikke bære en kriger i fuld udrustning. Det kunne de store, stærke ferghanaheste.
Den anden var den magi, der knyttede sig til hestene. F.eks. svedte de blod.

Senere undersøgelser har vist, at den røde sved skyldtes en parasit, der fik blodkarrene til at briste.  Men for de kinesere, der første gang så hunnernes heste, måtte de store heste være en art trolddom.  De himmelske Heste kunne flyve. Svedte blod. Var de mon udødelige? Var der noget, de kinesiske kejsere stræbte efter, var det udødelighed. Måske erhvervelsen af himmelhestene kunne være et skridt på vejen.

Faktisk kom der gang i handlen med de flyvende heste, men på et tidspunkt  huggede Ferhanas hersker  hovedet af en kinesisk udsending (måske blev kineserne for grådige), stoppede handlen og forbød udførsel af heste til Kina, selv om kineserne troppede op med guld, te, silke og jade i store mængder for at handle.

Kejser Wudi
Det skabte naturligvis vrede hos Kejser Wudi, og i år 104 sendte han en  40.000 mand stor hær på straffeekspedition. Felttoget var ikke ordentligt forberedt. En del soldater omkom i ørkenen, og da de nåede frem til Ferghana, var resten af soldaterne udmattede efter en march på tæt på 4000 km, og den kinesiske hær led nederlag.
Året efter sendte Kejser Wudi en endnu større hær afsted. 60.000 mand, 100.000 stk. kvæg til forplejning og 30.000 små kinesiske heste og yderligere nogle tusinde æsler og kameler til at slæbe vand.
Hæren belejrede byen i 40 dage og afskar vandforsyningen. Indbyggerne blev skræmte. De gjorde oprør mod  deres hersker, satte hans hoved på en stage og  udnævnte en ny hersker, som lukkede den kinesiske hær ind.
Den kinesiske leder forlangte 3000 af de fineste heste og lucerne og lucernefrø til hestenes foder. Derudover skulle Ferghana hvert år sende yderligere to himmelske heste til hankejseren. Kun de 1000 stærkeste af de oprindelige 3000 heste overlevede den barske rejse tilbage til Kina.


Den mest berømte bronzefigur af en flyvende hest kaldes enten The Flying Horse of Gansu eller Galloping Horse Treading on a Flying Swallow eller bare Bronze Galloping Horse, på kinesisk Ma Ta Fei Yan.  Den er bare 34,5 cm høj, 45 cm lang og 13 cm bred.
Den blev i 1969 fundet  i en grav tilhørende en General Zhang of Zhangye. Men da graven skønnes bygget mellem 186 og 219 e.Kr., må det være en anden Zhang end ham, jeg skrev om ovenfor.
Graven kaldes Leitai Tomb of Han Dynasty. 


Man kunne se, at graven var blevet røvet flere gange, men gravrøverne var ikke nået ind til det centrale kammer. En 19,34 m lang gang førte ind til gravkammeret, der var delt op i et forkammer, et centralkammer, et bagkammer og tre sidekamre.



Der blev fundet 231 genstande af guld, sølv, bronze, keramik, lertøj, jern og jade sammen med 30 000 mønter. Af alle fundene er 99 bronzeheste de vigtigste – og den flyvende hest den allerfineste.
Fundene er udstillet på Gansu Provincial Museum i Lanzhou. Den flyvende hest er på en liste over fund, der er så vigtige, at de aldrig må lånes ud til udlandet – og den er nu logo for kinesisk  turisme.

Som resultat af Zhang Qians rejse opstod der nu utallige handelsforbindelser mellem øst og vest.


Se de hvide handelsruter. Bemærk også området øverst i vestre hjørne benævnt Western Regions

Det egentlige militærstrategiske mål blev en fiasko. Xiongnu-folket i nord var stadig en plage. Alligevel  fik Zhang Quins rejse på sigt betydning for Hanrigets konsolidering, for nu udvidede Kina sine interesser mod vest. De fik kontrol over landområderne helt ude i Western Regions, og der kom venskabelig diplomatisk kontakt mellem Partherriget og Hanriget. 


I år e. Kr. 97 udsendte Ban Chao, som på kinesernes vegne styrede de vestlige regioner  (Western Region) en gesandt. Nogle kilder angiver, at han nåede Den persiske Golf, andre Det kaspiske Hav. Men under alle omstændigheder er det denne gesandt, der for første gang rapporterer om Europa - underforstået Romerriget.
En romersk ambassadør/delegation fra kejseren Marcus Aurelius rapporteres at have  besøgt kejser Huan år 166, da de efter en sørejse fra Vietnam nåede frem til Luoyang, der på det tidspunkt var hovedstaden i Kina. Andre historikere mener, at det var en gruppe syriske købmænd, der som de første nåede frem hertil i 166.
Kontakt var der åbenbart.


Zhangs rejse startede ud gennem Hixikorridoren – eller Gansukorridoren, som den også kaldes, eller Tarimbækkenet.
En anden blogger har to gange gennemrejst det meste af ruten. Se evt. hans spændende beretning med fine billeder fra de vestlige udposter.
Mit forslag er, at du scroller ned til afsnittet JUAYUGUAN. Herefter følger nemlig beskrivelsen af de yderste, mere ukendte områder.


Herunder ses første del af Zhang Qians rejse fra Chang'an til Ferghana  angivet med rødt. 

Han følger tydeligvis den rute, der blev til den nordlige Silkevej. 


På kortet ses yderligere to rejseruter. Den gule streg angiver Faxians rejse fra 399-414. Faxian var en buddhistisk munk. Han rejste gennem Taklamakanørknen og passerede bjergkæder, hvor han påstod, der levede levende drager. Han nåede til Indien, hvor han tilbragte 15 år med at studere de hellige skrifter, før han vendte tilbage til Kina.
Buddhismen opstod jo i Nordindien omkring 500 f.Kr. og udviklede sig i tre store retninger, indtil den omkring 1200 e.Kr. helt forsvandt fra det land, hvor den opstod.
 Statue ad Faxian

Den grønne streg viser buddhistmunken Xuangzangs rejse 629-645. Da han vendte hjem, medbragte han bl.a. 700 religiøse manuskripter. Han brugte resten af sit liv med at oversætte skrifterne og undervise i buddhisme. Han skrev også en bog om sin rejse, hvor han redegjorde for forholdene i de mange mindre stater, han gennemrejste. Han kom til at tjene som forbillede for munken Tripitaka, en af personerne i en populær og berømt roman fra 1500-tallet, ”Rejsen mod vest,” som vores foredragsholder anbefalede os , da vi var til Folkeuniversitetets forelæsning om Kina.
Xuangzang
Man kan sige, at de tre virkelig var tidlige opdagelsesrejsende.

En fjerde tidlig rejsende har jeg set nævnt ganske kort: Suleiman el Tagir. Se hans rejse med rød streg på kortet herunder.

Ham har jeg ikke kunnet finde mange oplysninger om. Han var araber, født i Siraf ved Den persiske Golf. Han blev kaldt ”Købmanden”, og han drog i 850 ud på en rejse, der førte ham over Det indiske Ocean til Sydindien og videre til Singapore og Canton.
Muligvis den første købmand, der kom sejlende fra Vesten til Canton. Han skulle efter sigende have skrevet dagbog over turen, men jeg har ikke rigtig kunnet finde frem til noget.
Jeg troede en overgang, han måske kunne være ham, der danner grundlaget for fortællingerne om Sindbad Søfareren, men det er ikke rigtigt. Sindbad Søfareren er vist meget senere, for i en billedbog om Sindbad Søfareren står bl.a. 



- og porcelænet blev jo først opfundet meget senere. 

Ruten passede ellers meget godt.


Men sejlskibene er - i hvert fald på disse illustrationer - for moderne. 


Tilbage til Zhang og hestene.
De store flotte heste, som Zhang Quin skaffede til Kina fik stor betydning - også som statussymbol? Der findes mange flotte billeder med heste.

Et tidligt hestebillede. En gobelin eller silkevævning?  Bemærk, der er ingen hest for vognen.

Men faktisk er hestene på dette nederste billede vist kinesernes oprindelige små heste - muligvis prezivalskyheste 
I slutningen af 1200-tallet blev Kina angrebet af mongolerne, og da havde hesten igen afgørende betydning. Eller rettere måden at ride på hestene. Mongolerne red med stigbøjler. Det gjorde kineserne ikke. Det betød, at mongolerne sad meget bedre fast på hesten og derfor mere frit kunne affyre deres pile mod fjenden i fuld galop.



Mongolerne var uovertrufne bueskytter til hest, og de havde udviklet effektive belejringsteknikker. Men det siges, at det, der for alvor gav mongolerne sejren over kineserne, var, at mongolerne bestak nogle vagter ved Den kinesiske Mur, og de på den måde kom inden for muren og her kunne fortsætte deres angreb.

Under det mongolske styre var hele Kina for første gang styret af en fremmed magt. Mongolerne beskrives som regel som brutale og blodtørstige. Ofte afbrændte de de byer, de havde besejret, hvor man ellers som oftest blot forlangte underkastelse og tribut.
Men Kina blomstrede under Yuan-styret – især i den første del under Kublai Khan selv.


Kublai Khan fremmede kommerciel, videnskabelig og kulturel vækst. Han støttede købmænd og Silkevejens handel ved at beskytte et mongolsk postsystem, opbyggede infrastruktur, ydede lån og tilskyndede til udbredelse af papirpenge. Pax Mongolica gjorde det muligt at udveksle teknologi, råvarer og kultur mellem Kina og Vesten. Han glædede sig over udenlandske gæster, og det var jo her, Marco Polos far og onkel og han selv kom  rejsende langs hele Silkevejen fra Venedig til Kina.
Der var stor kommunikation mellem Yuan og dets allierede / undertvungne i Persien, og muslimerne i Yuan-dynastiet introducerede mellemøstlig kartografi, astronomi, medicin, tøj-  og kostvaner i Østasien.
Gulerødder, majroer, nye sorter af citroner, auberginer og meloner og bomuld blev indført og populariseret under Yuan-dynastiet.
Også kulturelt udviklede Kina sig. Anvendelse af skriftsproget voksede og dermed også drama og romanskrivning, og vestlige musikinstrumenter blev indført for at berige kinesisk scenekunst.
Fund af mange lerfigurer af skuespillere
fortæller om teaterets betydning.


Zhao Mengfu var en lærd maler, der blev hofkunstner ved Yuan-hoffet. Han var kendt som en dygtig hestemaler, men hans berømmelse skyldes, at han gav landskabsmaleriet nyt liv.

Kinesiske produkter og opfindelser, såsom renset salpeter, trykteknikker, porcelæn, spillekort og medicinsk litteratur blev eksporteret til Europa og vestlige Asien. T​​ynde glas og cloisonné fra Vesten blev populære, og Kina startede egenproduktion af især cloisonné.

De næste fire billeder er fra et besøg på Cloisonné-fabrik på vej til Den kinesiske Mur i 2015.






 Produktion af det berømte, smukke blå-hvide mingporcelæn startede faktisk allerede under Yuandynastiet.










I 1340 rejste den nordafrikanske araber Ibn Battuta tværs gennem hele den kendte islamiske verden fra Vestafrika over Indien til Kina. Han noterede sig, at fint porcelæn kostede mindre i Kina end almindelige lervarer kostede i Arabien.




Han skrev dagbog om rejserne. Om Hangzhou skrev han, at det var en af de største byer, han nogensinde havde set. Han fandt den charmerende, som den lå ved en sø omgivet af bløde bakker. Han boede som gæst hos en muslimsk familie af egyptisk oprindelse.
Han var meget imponeret over det store antal velformede, velbemalede kinesiske træskibe med farverige sejl og silkebaldakiner, som han så i kanalerne. Og han beskrev, hvordan han sejlede på Kejserkanalen op til Beijing, hvor han undervejs betragtede marker, orkideer (? Orchids – jeg ville have troet, der skulle stå orchards – haver), købmænd i sort silke,  kvinder i blomstret silke og selv præster i silke.

Det er beregnet, at Ibn Battuta har tilbagelagt mere end 120.000 km, langt mere end Marco Polo, og at han gennemrejste 44 lande lande 


Den kejser, han besøgte, var en af Kublai Khans efterfølgere, men jeg skal lige lidt mere omkring Kublai Khan. Han prøvede nemlig også at udvide riget og fik kontrol over Korea. Men områderne i Bagindien egnede sig pga. dels klimaet, dels de geografiske forhold ikke til mongolernes krigsførelse.
Da japanerne nægtede at anerkende mongolernes overherredømme, forsøgte mongolerne to gange at invadere Japan. Men først måtte der jo bygges en flåde. Det tog tid og det var bekosteligt. En stor del af flåden blev bygget i Korea. Da flåden endelig var klar, mislykkedes invasionerne begge gange, dels pga. misforståelser mellem de to flådeafdelinger – den kinesiske og den koreanske, del pga. dårligt vejr.  Mongolernes skibe blev ramt af en ganske voldsom vind, en guddommelig vind kaldet kamikazen. Det er herfra udtrykket kamikaze stammer.

Jeg har tidligere skrevet om disse kampe og den guddommelige vind. – Gad vide hvor og hvornår? Det må ligge på Facebook et sted.


Tiden efter Kublai Khan blev præget af svage kejsere med ganske korte regeringsperioder, og mongolernes herredømme, Yuan-dynastiet,  blev ret kort fra 1271 til 1368.

Fra slutningen af 1340-erne kom der hyppige naturkatastrofer, skiftevis tørke og oversvømmelser med efterfølgende hungersnød. Tusindvis af kinesere blev tvangsudskrevet til at reparere digerne omkring Den gule Flod, som brast i 1351. Det, sammen med økonomisk kaos efter store byggeprojekter og forfejlede krigertogter, var medvirkende årsager til et begyndende bondeoprør fik større og større tilslutning.


I 1368 udråbte den kinesiske oprørsleder sig i Yingtian (Nanjing) som den første Ming-kejser under navnet Hongwu. Året efter erobrede han Yuan-hovedstaden Dadu (Beijing),  og det mongolske Yuan-dynasti var officielt ovre. Kina var igen under kinesisk styre.
Kampene fortsatte dog, og i 1388 var den kinesiske hær nået helt op til det nordlige Yuan, hvor 70.000 mongoler blev fanget og mongolernes gamle regeringsby, Karakorum, blev tilintetgjort.

Historikere anser Hongwu for en af Kinas største kejsere. Fra første stund gik han ind for landreformer til gunst for småbønderne. I 1372 forordnede Hongwu-kejseren en generel amnesti for alle uskyldige, som var blevet bundet til slaveriet, da det mongolske Yuan-dynastiet gik på hæld, og senere  bød han sit embedsværk at løskøbe børn i Hunan-provinsen, hvis forældre havde solgt dem som slaver under hungersnød.
Der blev udført talrige nydyrknings- og kunstvandingsprojekter, som udvidede jordbrugsarealet i landet betydeligt. Indtægterne fra kornskatten blev tredoblet på 6 år. Man anslår, at der i løbet af en tyveårsperiode blev plantet omkring en milliard træer, som for eksempel frugttræer, træ til flådens skib og morbærtræ til silkeormen.
Mange omliggende kyststater i Sydøstasien var interesserede i handelsrettigheder, og de fik koncessioner, når de betalte tribut og dermed anerkendte Kinas overhøjhed.  

Efter kejser Hongwu fulgte en kejser, som kun herskede i 4 år. Han blev dræbt i en brand, som den næste kejser sandsynligvis har sørget for opstod.
Det var kejser Yongle, som fortsatte konsolideringen af kinesisk magt, og faktisk regnes for en endnu mere fremragende kejser end Hongwu. 



Hovedstaden var i starten af Ming-dynastiet Nanjing, hvor oprøret mod mongolerne var startet, men i 1402 gjorde Yongle  Beijing til sin hovedstad. Flytningen af kejserens hovedresidens skete især for at kejseren kunne være tæt på mongolerne, som stadig udgjorde en fare, men også fordi han ville bygge en by med et palads, der skulle overgå alt - især foregængerens palads i Nanjing.

Han styrkede også en udbygning af  den store kinesiske mur for dermed at værne landet bedre mod mongolerne. Dette arbejde var allerede  begyndt under Hongwu-kejseren omkring 1368, men det var under Yongle, at der rigtig kom gang i det. Denne nye mur blev bygget med solidere materialer og en robustere byggemåde end tidligere med solide store sten på begge sider af muren og på dens top.

Kejserkanalen blev udbygget for en mere effektiv varetransport især ristransport, men også til en vis grad af militærstrategiske årsager.

Mingfigurer: Embedsmand og militærmand


Ming-figurer: kurtisaner


I slutningen af Mingtiden blomstrede brugen af kurtisaner. Romaner omhandlede romancer mellem begavede lærde og hengivne kurtisaner. Den mest berømte kurtisane, Liu Rushi, blev kunstneren Qian Qianuis konkubine. Sammen skrev parret digte og bøger.

Kejseren var optaget af, at omverdenen skulle forstå Kinas kulturelle overlegenhed. Han fik distribueret tusindvis af  bøger og kinesiske kalendere til forskellige ikke-kinesiske territorier og over hele Sydøstasien.
Hvad der skulle vise hans egen storslåethed var opførelsen af Den forbudte By, som vi alle kender. Jeg er stødt på en spændende beskrivelse af, hvordan byen blev opført. Den lægger jeg på min blog som et selvstændigt opslag.




Under Yongle udviklede Kina sig for første gang til en slagkraftig søfartsnation. Og hermed når jeg frem til den sidste tidlige rejsende, jeg vil behandle i dette opslag.
I tiden 1405-1421 udsendte Yongle-kejseren seks store søfartsekspeditioner. Ekspeditionerne blev anført af en muslimsk eunuk ved navn Zheng He.


På den første ekspedition indgik der 317 skibe, som lagde til i flere indiske havne. Senere nåede Zheng He helt til Persien, Arabien, Hormuz-strædet og udforskede Afrikas østkyst, helt ned til Kap Det Gode Håb på Afrikas sydspids. 

Billedet viser, hvor kæmpestore Zheng Hes skibe efter sigende skulle være 
 - sammenlignet med det lille spanske fartøj nederst i hjørnet.

Han hjembragte spændende, i Kina ukendte ting, f.eks. en giraf.




Se mere om Zheng He og indvielsen af Den forbudte By
Ind imellem er der tomme sider, men artiklen fortsætter alligevel bagefter,

Fra National Geographic History

Jeg havde aldrig før hørt om Zheng He og hans skatteskibe - som de blev kaldt. Men på nettet stødte jeg tilfældigt på engelske børnebøger om ham.



Et slideshow om Zheng He, fundet på nettet. Udarbejdet af en

, Jeg aner ikke, hvem han er, men angives til at arbejde ved Smithtown School District.  
Han har flere spændende slideshows liggende, bl.a. også et om Indien. 

I øvrigt er det imponerende at se, hvor megen viden, der stilles engelsktalende børn til rådighed om f.eks. Kina.

Mere om Zheng He  - en privat hjemmeside, Arenlund, hvor forfatteren fortæller om alle sine helte. Zheng´g He er en af dem.

Kejser Yongle var den første kejser, der blev begravet i Minggravene nord for Beijing. På den store allé ses tydeligt, at man nu har kendskab til eksotiske dyr.



Ming-herskerne, der fulgte efter Yongle, besluttede sig for igen i højere grad at koncentrere sig om at udvikle jordbruget. Så i slutningen af 1400-tallet indstillede Kina ekspeditionerne til Sydøstasien og Afrika, og vendte blikket mere indad.
Det økonomiske fremskridt blev undertiden hæmmet af den traditionelle, konfusianske foragt for handel og købmænd. Under de senere Mingkejsere nåede denne foragt sit højdepunkt.   
I starten af 1500-tallet førte en konflikt med Japan til handelsrestriktioner. For at forhindre smugleri til Japan ødelagde man i 1525 alle skibe, som kunne krydse det åbne hav. Men dette havde ingen særlig virkning. Derpå forsøgte man i 1551 at forhindre al udenrigshandel. Resultatet blev blot et kraftigere opsving både i smugleri og sørøveri, og allerede 1567 ophævede man alle 1551-restriktionerne.

I 1514 var portugiserne nået til Kina og i 1517 udsendte de en ambassadør, som nåede til Guangzhou og fik tilladelse til at rejse til Beijing.
Men da portugiserne i 1550 etablerede en handelsstation, Macao, blev de beordret at holde sig væk fra kineserne.  

Hvordan denne handel kom til at udvikle sig, vender jeg tilbage til i et kommende opslag.

tirsdag den 17. marts 2020

Om Kina Fra Tang til Ming



Jeg er helt vild med kamelen med musikanterne på ryggen, som ses i dette opslag af den fantastiske Kinabog, som jeg langt om længe genfandt.

Musikanterne er tydeligvis ikke kinesere, men centralasiater, og figuren illustrerer, at Tangdynastiets Kina var et kosmopolitisk samfund. Det er tankevækkende i disse dage, hvor vore dages kosmopolitiske samfund nødtvunget lukkes ned. Forhåbentlig får det den ønskede virkning.

Dystre tanker afledes effektivt ved at beskæftige sig med tusindårgammel kulturhistorie.

Fra Tangtiden er der fundet de sødeste, sjoveste  kamelfigurer, efterhånden også med den farverigeste glassur.





 Der er mange gravfund af små hestefigurer.




På Lauritz.com sælges originaler til svimlende priser.


 Og hvorfor er de næste to heste ikke fra Tang, men Han?

Fordi de jo er af bronze.

Herunder to kvindelige ryttere. 
Den første er en polospiller. 
Den anden en musiker til hest.




Heste blev også yndede motiver på tegninger og malerier.




Dette nederste billede er et maleri af kejser Xuanzongs yndlingshest
Maleren Han Gan kalder billedet for Nattens skinnende hvide.
Under netop denne kejser Xuanzong blomstrede kulturen.
Tangdigtene blev de forbilleder, som senere kinesiske digtere prøvede at efterligne. Li Bais digte er de berømteste. Hans temaer er som oftest månen og god vin.
I 780 skrev Lu Yu Bogen om te, den tidligste beretning  om at dyrke og drikke te

Teæske
Under Tangdynastiet var den kinesiske indflydelse i Centralasien på sit højeste. Hovedstaden Chang’an var verdens største by i en kosmopolitisk civilisation.


Langs Silkevejen kom karavaner af handlende fra Persien og Sogdia -  en gammel iransk civilisation, der omfattede dele af nuværende -stan-landene, Tadsjikistan, Kazakhstan, Kirgisistan og ikke mindst Uzbekistan, med byerne Samarkand, Bukhara og Shahrisabz.


Heste blev importeret fra Tarimbækkenet, glasbægre fra Byzans, jade fra Xinijang, krystal fra Samarkand og bomuld fra Turpan. Til gengæld leverede kineserne som bekendt silke, te, papir og keramik.

I 751 greb Kina ind til støtte for et oprør mod det muslimske styr, der var nået til Tasjkent og Samarkand. Det blev til et katastrofalt kinesisk nederlag  ved Talasfloden, og Tangstyret mistede kontrollen over Silkevejen .


Der blev dyrket mange religioner: buddhisme, daoisme, zarathustrisme, nestorianisme (en form for kristendom) og islam.
Ind imellem blev nogle af dem forbudt.
  
I 635 kom de første kristne til Kina.  Det var syriske kristne, som havde en lidt  anden kristendomsopfattelse end de fleste. De kaldes nestorianere. De præsenterede deres skrifter for kejser Taisong og fik lov at bygge en kirke. Skrifttavlen på det indledende foto på dette indlæg, er toppen af en stele, der beretter om den kinesiske nestorianismens tidlige historie. Stelen har 756 kinesiske tegn og ca.70 syriske ord, der hovedsagelig er navne, samt nogle ord på syrisk, persisk og sanskrit, skrevet i lydskrift med kinesiske tegn. Den blev opstillet i 781, men blev begravet i 845, da nestorianismen blev forbudt.


Stelen er særlig interessant i forhold til Danmark. Stelen blev genfundet i 1623, og i 1907 rejste en dansker, Frits V. Holm, til Kina med det formål at købe stelen og udføre den til et amerikansk museum. Det fik han dog ikke tilladelse til. I stedet fik han fremstillet en  kopi, og den står på Det kongelige Bibliotek. Ingen museer var interesserede i en kopi. 
Stelen er ca. 3 m høj og vejer 2 ton.


Teksten på den øverste del af stelen:

Det var lidt et sidespring.

I 651 kom den første officielle muslimske gesandt til Chang’an, hvor han blev modtaget af kejser Gaozong, som tillod muslimerne at hverve tilhængere og at bygge en moske. I 800-tallet kom mange arabere til Kina og spredte islam.

I 694 kom manikæerne til Kina. De var tilhængere af de iranske profet Mani  og deres tro hentede inspiration fra kristendom, zarathusisme og buddhisme. Deres tro fik stor udbredelse under Tangdynastiet. Både nestorianerne og manikæerne blev senere undertrykt.

De mest udbredte trosretninger var daoismen, zarathustrismen, konfucianismen  og buddhismen, og  buddhisme den langt mest indflydelsesrige.

Præsteskabers evne til og hang til at samle sig skatte ser vi i hele verden, og således også i Kina. – og ligeledes de verdslige herskeres reaktion herpå. Efterhånden kom der kritik af den buddhistiske rigdom og indflydelse Kejser Wu Song beordrede i 845 at al klosterlig ejendom skulle overdrages staten. 4.600 klostre og 40.000 templer og helligdomme blev ødelagt.

Men dermed ophørte religiøs aktivitet naturligvis ikke.


Her ser I Diamantsutraen.


 Diamantsutraen er en Tripitaka – et nedskrevet helligt buddhistisk skrift, og det er verdens ældste eksemplar af en trykt bog. Den er fundet i Dunhuang for enden af Silkevejen.
Den er trykt i 868 og består af syv ark gulplettet papir, trykt ved hjælp af udskårne og indfarvede træplader og klæbet sammen, så den udgør en over 5 meter lang rulle.


Tangdynastiet fulgte en cyklus, der var typisk for de kinesiske dynastier: I starten stod dygtige kejsere i spidsen, men senere fulgte svagere kejsere styret af selviske hoffolk. I slutningen af 800-tallet kom der udbredt hungersnød, som styret gjorde meget lidt for at lindre. Et oprør brød ud og bragte dynastiet til fald. Et nyt blev grundlagt og cyklussen begyndte igen.

En enkelt kejser må jeg nævne, inden jeg forlader Tangdynastiet – nemlig Kinas eneste kvindelige kejser – kejserinde Wu.
Hun regerede fra 690, men allerede inden da havde hun haft stor indflydelse via marionetkejsere.
Som 13-årig blev hun sendt til kejser Taizong Tangs hof som konkubine af 5. rang. I 649, da hun er 25 år, dør kejser Taizong, og da hun ikke har født ham et barn, bliver hun sendt til Ganye templet for at blive buddhistisk nonne. Da hun senere kommer til magten, gør hun Buddhismen til statsreligion.

For  det  lykkes hende  at vende tilbage til hoffet og nu til en højere indplacering af konkubinerne.
Hendes vej til den endelige magt er brolagt med intriger, mord, lemlæstelser af konkurrenter og muligvis  incest. Hun forgifter og kvæler familien og andre omkring sig.
Da et par Zhangbrødre, der tidligere har været hendes elskere, begår kup imod hende i 705 – da er hun 79 år – bliver deres hoveder hængt ned fra en bro sammen med deres tre andre brødre. Samme dag bliver kejser Wu imidlertid tvunget til at abdicere af sin søn.
Ikke den smukkeste omtale af kejser Wu. Heller ikke på billeder skildres hun sympatisk.

Men efter sigende var hun populær blandt den almindelige befolkning. Hendes brug af en offentlig tjenesteeksamen gjorde det muligt for fattige, unge mænd at få en chance for at blive velhavende embedsmænd. Hun betalte høje lønninger til offentlig ansatte i de lavere rækker, og hun omfordelte jord, for at sikre at bønder fik nok til at brødføde deres familier.


På biblioteket kan du låne et spændende tre-binds skønlitterært værk om Silkeprinsessen og Tronraneren Wu, skrevet af José Frèches.






 Kejser Wu havde deklareret et nyt dynasti, Zhou-dynastiet, men ved hendes tvungne abdication genindførte hendes søn – den næste kejser – Tangdynastiet. 

Tang-dynastiets ophør angives som regel til 874, andre steder 907.
Nu skrev jeg tidligere, at når et dynasti faldt sammen startede et nyt stærkt dynasti. Men ligesom Egyptens historie indeholder nogle lidt svage mellemperioder, gør det sig også gældende i Kina.

Ved Tangdynastiets opløsning fulgte en periode, hvor riget blev opsplittet i fem dynastier og ti kongeriger, og herefter fulgte et Songrige. Men det nordlige Song blev erobret af et nomadefolk fra nord og blev til Jin-riget. 
Kejser Gaozong opgav sin hovedstad Kaifeng i 1127 og flygtede sydpå, hvor han grundlagde en ny hovedstad, Hangzhou, for enden af den store Kejserkanal. Hans rige bestod nu kun af Sydlige Song.



Kejserkanalen fortjener for øvrigt omtale. 
I sidste opslag forbigik jeg kanalen på skammelig vis.
Den ældste kunstige vandvej i Kina skal have været Hong-Gou-kanalen, som stammer fra 6.-4. årh. f.Kr. Under Qin-  og Han-tiden begyndte man på en række kanalprojekter, delvis som vandingsprojekter, men kanalerne blev også benyttet som transportveje.
Mellem 584 og 610 stod Sui-kejserne for opbygningen af et mere omfattende kanalnetværk. Det sammenknyttede de vigtigste byer ved Den gule flod og videre med Hangzhou i syd, og med områderne omkring det nuværende Beijing i nord. Efter færdiggørelse rejste Kejser Yangdi selv i 605 med en 105 km lang flotille fra Luoyang ned til Yangzhou.
Yangdi hører til i Sui-dynastiet – det korte dynasti, jeg stort set forbigik i mit forrige indlæg.
Efterfølgende blev systemet udbygget – også under Tang-perioden.
Her ses kanalsystemet.
 Bemærk byen Hangzhou næsten længst mod syd, hvor den grønne og blå linje mødes

Zhaozhou-broen fra Sui-perioden er Kinas ældste stadig eksisterende bro. I litteraturen omtales den som ”a crescent moon rising from the clouds".

 Et sted på Kejserkanalen i dag.   

Den kunstart, der især udviklede sig i Songperioden, var malerkunst og kalligrafi, og dette fortsatte ind i Yuandynastiet.







Et eksempel på kejser Huizongs malerkunst og kalligrafi.

Yuan-dynastiet  1279-1368 - det var tiden, hvor Kina blev regeret af mongolkongen Kublai Khan - ham som Marco Polo besøgte.
Det betød i virkeligheden en genrejsning af Kina, og mongolherredømmet var en stabiliserende periode. Det betød f.eks. en opblomstring af Silkevejen. Kublai Khan genoprettede orden og statsstyre, tog vidtgående hensyn til kinesisk kultur og udbredte landets magt til Bagindien. Mongolstyret var på trods af dette i vide kredse forhadt som et fremmedherredømme, og da det under efterfølgerne i 1300-tallet gik i forfald og prægedes af korruption, brød der store opstande ud, som førte til, at Yuan-styret blev styrtet i 1368 og erstattet af Ming-dynastiet - det sidste af de rigtig store dynastier.


Ming-dynastiet 1368 -1644 var det sidste kejserdynasti, der havde Hankinesere som regenter. Det efterfulgte Yuan-dynastiet, der havde kejsere af mongolsk oprindelse, og det blev efterfulgt af Qing-dynastiet , der havde kejsere af manchurisk oprindelse.
Kinesiske købmænd udforskede alle kyster omkring det Indiske Ocean, og i 1433  nåede kinesiske skibe under admiral Zheng He til Kap det Gode Håb på Afrikas sydspids.  
Kina i Ming-perioden bliver beskrevet som det mest udviklede samfund på jorden, og det blev snart interessant for købmænd fra Vesten – også for danske kinafarere.
Men her, tror jeg, er et passende sted at gøre ophold for at vie den periode sit helt eget indlæg. 
 Det er også blevet spisetid.

Måske tilføjer jeg lidt mere om mongolriget.  Der er egentlig meget mere at fortælle, men nu er arbejdsdagen slut, har jeg bestemt.

Læs i øvrigt  Conn Igguldens  fembinds værk "Ulven fra stepperne" om Djengis Khan (1162-1227) og grundlæggelsen af det mongolske verdensrige frem til Kublai Khan (1215-1294), som erobrede Kina og grundlagde Dadu, nu Beijing, og om hvordan det siden gik med det mongolske storrige, da de vendte opmærksomheden mod vest.

Min falske mingvase - fra Kähler :-)