Når man har sat sig noget for, skal det fuldføres. Så nu følger en lynhurtig oversigt over de sidste Pterodroma petrellers udbredelse. Ind imellem kommer der nogle finurlige navne på småøer, men jeg kommer især til at kigge på de mange, mange navne, som man har skullet finde på til de forskellige fugle.
Jeg undres over, hvordan ornitologer og naturforskere overhovedet har været i stand til at skelne de forskellige arter fra hinanden - inden man kunne gøre brug af DNA-analyser.
Men det betyder også, at jeg skal holde tungen lige i munden for ikke at blande dem sammen / forveksle dem.
Storvinget, Sortvinget, Sorthættet, Grårygget, Gråhovedet, Hvidhovedet, Hvidhalset, Broget, Gråmasket.
Jeg stødte tilfældigt på en blog af Tim Worfolk, som har illustreret bogen The Tubenose Handbook af Hadoram Shirihai og Vincent Bretagnolle.
Hadoram Shirihai er en førende (israelsk) autoritet inden for ornitologi og er den eneste person i verden, der har studeret og dokumenteret alle levende taxa af Procellariiordenen / Tubinares / tubenosefuglene til søs og på ynglende øer og genopdaget og opdaget nogle af de sjældneste petreller.
Tim Worfolk undrer sig ligesom mig over alle de navne, ornitologer har måttet finde på.
Han skriver:
"Blødfjerret petrel (soft-plumaged petrel) har altid virket som et af de mærkeligste fuglenavne for mig. Det er ikke ligefrem et brugbart felttegn. Men i betragtning af at mange Pterodromaer faktisk ligner hinanden ret meget, kan jeg forstå, hvorfor tingene måske blev lidt desperate, da navnene blev givet.
Så hvor kommer navnet fra?
John Gould beskrev arten i 1844 og gav den navnet Procellaria mollis. Mollis betyder blød på latin (som i at blidgøre). Han var imponeret over "den ejendommelige karakter af underfjerdragten, som er meget mere tæt og fløjlsblød end de fleste andre medlemmer af gruppens". (Gould, 1844).
Jeg indsætter Tim Worfolks fortsættelse, for jeg synes, den er interessant;
"I øvrigt beskrev Gould i denne artikel ti nye arter af tubenose - det var tider! Det er dog værd at huske, at fugle blev, og stadig for det meste bliver, navngivet efter et eksemplar, så det, der virker betydningsfuldt "i hånden", er måske ikke til megen nytte "i felten". Det er måske ikke engang synligt.
Så er fjerdragten hos Pterodroma mollis særlig blød? Næh, ikke rigtigt. Ud fra håndtering af eksemplarer kan jeg ikke se nogen reel forskel fra andre Pterodromaer. Jeg spekulerede på, om Gould undersøgte en ganske ung ungfugl - måske med lidt dun - men givet Goulds ekspertise er det usandsynligt. Hans beskrivelse nævner også mørkebrune (ikke grå) vinger - hvilket indikerer en ret slidt fugl. Desværre har jeg ikke haft mulighed for at kigge på hans typeeksemplar.
Har du i øvrigt nogensinde spekuleret på, hvordan disse eksemplarer blev "indsamlet"? Det ville naturligvis være ligetil at tage fugle fra ynglehuller - hvis man var på ynglepladserne. På land var geværet det sædvanlige indsamlingsredskab, men hvis man skyder en fugl til søs, vil den være vanskelig at hente. Her fandt Robert Murphy (1936) ud af, at blødfjerdede petreller "var en af de arter, der let fanges på en line med agn af karetteskildpaddekød eller andet attraktivt lokkemiddel. Efter at have taget krogen fløj fuglene højt, så processen med at fange dem var som at trække en drage ind."
Det er dyster læsning nu, men jeg tror, at det i sidste ende betyder, at de eksemplarer, vi har, er endnu mere værdifulde, og at vi bør udlede så mange værdifulde oplysninger fra dem som muligt."
Efter denne indledning, så lad mig tage fat på Cooks petrel, som også kaldes grå petrel, gråmasket petrel og blåfodet petrel.
Maorierne kalder den kiki - efter dens kald.Cooks petrel er en af de mindste petreller, typisk 25-30 cm lang med et vingefang på 65-66 cm og en vægt på omkring 200 g.
En lille, hurtigtflyvende petrel med lange, smalle vinger og en klar, hvid underside med meget smalle, sorte kanter til vingerne.
Bemærk den grå hætte og overdel med et mørkt M-mønster på tværs af overvingerne og den mørke halespids.
Cooks petreller har to ynglekolonier: Den ene på den nordlige Hauturu / Little Barrier Island og Aotea / Great Barrier Island i Hauraki - to små øer ud for New Zealands Nordø - og den anden på Codfish Island allerlængst mod syd i New Zealand.
Når ynglesæsonen er slut, flyver fuglene fra det nordlige New Zealand direkte mod nord til det centrale og nordlige Stillehav, hvor de jævnligt observeres helt oppe ved de subarktiske vandmasser nær Aleuterne (Alaska) samt ud for Mexicos og Californiens kyst.
Fuglene fra det sydlige New Zealand flyver i stedet mod øst og tilbringer deres vinter i det næringsrige vand i Humboldtstrømmen ud for Peru og Sydamerika.
Cooks petrel yngler i huler og klippesprækker og foretrækker steder på tæt skovklædte højderygge. Dens kald er et tredelt kek, kek, kek.
Arten var tidligere mere talrig. Fossiler viser, at Cooks petrel ynglede på New Zealands fastland, Nord- og Sydøerne.
Det nuværende bestandsestimat er 1.258.000 og faldende. På Great Barrier Island menes introducerede grise, hunde, rotter, katte og wekaer (den lille flyveløse rikse) at have reduceret bestanden fra anslået 20.000 til bare 100.
Cooks petrel er del af underslægten Cookilaria Bonaparte, 1856, som omfatter Cooks petrel, Goulds petrel, Pycrofts petrel, Masatierra petrel og Stejnegers petrel.
Det er kendt for at være en udfordring at identificere forskellige Cookilaria-petrel-arter til søs på grund af deres lille størrelse, hurtige rutsjebaneflyvning og lignende grå-hvide mønstre. Fordi observatører sjældent kommer tættere på end 100 til 300 meter, er eksperter afhængige af specifikke, hurtige feltmærker, når fuglene krænger og blotter deres vinger. Undervingemønstrene er ofte det mest pålidelige diagnostiske træk.
 |
Her har du lidt at øve dig på, hvis du vil lære at skelne dem.
Cooks petrel, Goulds petrel, Pycrofts petrel |
 |
| Masatierra petrel og Stejnegers petrel |
Masatierra petrel og Stejnegers petrel fortalte jeg om i forrige opslag. Cooks petrel har jeg netop behandlet, og nu følger Goulds og Pycrofts.
Pycrofts petrel (Pterodroma pycrofti) har udbredelsesområde i det nordlige Stillehav, men den yngler udelukkende på 11 små, afsidesliggende øer ud for den nord/nordøstlige kyst af Nordøen i New Zealand. Den ynglede også tidligere på Norfolk Island og Lord Howe Island, men er siden uddød der. Du skal høre om øerne, men jeg har besluttet at gemme alle tekster om de forskellige øer til allersidst, så jeg kan suse hurtigere igennem fuglene.Måske / måske ikke bemærkede du, at jeg heller ikke fortalte noget om Cook- petrellens yngleøer.
Pycrofts petrel blev opkaldt efter Arthur Pycroft , en naturforsker fra New Zealand, der gjorde den første videnskabelige opdagelse af arten. Arten blev beskrevet af den newzealandske videnskabsmand Robert Falla .
Pycrofts petrels yngleområde er tempererede skove med blød jord.
Fuglene graver deres reder og yngler i huler under trærødder eller klipper på veldrænede skråninger, typisk i tætte, modne skove.
Herunder ses udbredelsesområdet uden for yngletiden
 |
Jeg har ingen forklaring på det særprægede facon
med den sydøstlige indskæring. |
Udbredelsesområdet for Goulds petrel Pterodroma leucoptera er lidt forskelligt fra Pycroft-petrellens.
Gad vide, hvad der afgør de trods alt ret små forskelle. Fødemængde - havtemperaturer ? Eller er det bare et spørgsmål om, at de ikke lige er observeret præcis de samme steder?
Mht. yngleområder adskiller de sig imidlertid markant.
Jeg havde annonceret, at vi skulle mest til New Zealand i dette blogindlæg. Det skal vi også, men lige nu må vi en tur til Australen, for Goulds petrel yngler primært i kolonier på Cabbage Tree Island og Boondelbah Island, som ligger ud for Port Stephens i New South Wales.
 |
|
Gould's petrel (Pterodroma leucoptera) er opkaldt efter den engelske ornitolog og fugleillustrator John Gould, og her befinder sig ligefrem også et John Gould Nature Reserve.
Leucoptera er sammensat af leukos (hvid) og pteron (vinge eller fjer). Goulds petrel er derfor undertiden kendt som hvidvinget petrel, men da andre nært beslægtede petreller har betydeligt mere hvidt på undervingen, foretrækkes navnet Goulds petrel.
Gould beskrev fuglen i 1844 og kaldte den Cooks petrel (Procellaria cookii ) efter James Cook . I sin håndbog fra 1865 ændrede han navnet til hvidvinget petrel (Aestrelata leucoptera ). Goulds petrel er det navn, der blev valgt af WB Alexander i hans klassiske værk Birds of the Ocean.
Aestrelata er et historisk slægtsnavn, som ikke længere anvendes.
Skønt Gould var britisk, er han bredt hyldet som "den australske ornitologis fader". Dette skyldes hans enorme foliosamling på syv bind, The Birds of Australia, som han udgav mellem 1840 og 1848.
 |
Goulds petrel adskiller sig fra andre gadfly petreller ved den mørkere hætte
og det bredere mørke bånd på undervingen.
|
Gadfly-petreller er jo det navn, der også anvendes om Pterodroma-petrellerne - inspireret af deres hurtige, uberegnelige og vævende flyvemønstre, der ligner en fugl, der febrilsk undviger eller undviger vedholdende klægefluer (horseflies / gadflies).
Der findes tre underarter af Goulds petrel.
Pterodroma leucoptera leucoptera yngler samme sted som hovedarten Pterodroma leucoptera. Men de to andre skal vi gemme, for de yngler helt andre steder, og nu skal vi have fat i en anden petrel, der også hedder noget med Gould, og så kommer vi tilbage til New Zealand.
Pterodroma gouldi er en stor, helt mørk petrel med gråt ansigt, hage og hals samt eet kraftigt næb. Så nu har vi forladt de hvide Cookilaria Bonaparte-underslægter.
Det er jo lidt besværligt med to Gould-petreller, så på engelsk kaldes denne som regel derfor Grey-faced petrel (på dansk gråhovedet petrel), mens den forrige har fået lov at beholde Gould-navnet.
Gråhovedet petrel (Pterodroma gouldi) yngler i Tasmanerhavet på øer ud for kysten af Nordøen af New Zealand samt på nogle fastlandsklipper og forbjerge nær havet.
 |
| Kan du få øje på de små grønne pletter? |
Uden for ynglesæsonen spreder den gråhovede petrel sig over det subtropiske sydvestlige Stillehav, inklusive Australien og Norfolk Island, og holder sig hovedsageligt til området mellem 25 og 50 grader syd. Omstrejfende fugle kan lejlighedsvis komme ind i antarktiske farvande.
Den giver et "o-hi" eller "o-hoe"-kald, når den flyver over yngleområder, eller et højt "si-si-si", når den er på land eller i huler. Andre mørke petreller er sjældne ud for det newzealandske fastland, men den sammenlignes undertiden med Providence-petrellen og den mørke Kermadec-petrel.
 |
Provedence petrel til venstre - Kermadec petrel til hørje.
Sammenligningen med kermadec petrellen forstår jeg nu ikke,
for dens underside er helt anderledes end de to andres - meget lysere.
Ja, jeg er jo ved at være ekspert :-) |
Gråhovedede petreller jager for det meste om natten, og da det meste af deres bytte er bioluminescerende (ligesom ildfluer), mener man, at de bruger disse lyssignaler til at jage.
Så bevæger vi os længere sydpå til Chatman-øerne, ca. 800 km øst for New Zealands sydkyst.
Her yngler to arter, der begge var formodet uddøde, Pterodroma magentae, magenta petrel og Pterodroma axillaris, Chatham-petrel.
Det første eksemplar af Magenta petrel blev indsamlet fra Hans Italienske Majestæts skib Magenta den 22. juli 1867 i det sydlige Stillehav, midtvejs mellem New Zealand og Sydamerika. Navnet "Magenta petrel" og det videnskabelige navn P. magentae stammer fra dette skib - og skibet er opkaldt efter den norditalienske by Magenta.
Skibet Magenta var oprindeligt et fransk orlogsskib.
Skibets navn blev valgt for at hædre Slaget ved Magenta i 1859, hvor en alliance af franske og sardinske (italienske) styrker vandt en afgørende sejr over det østrigske kejserrige under den anden italienske uafhængighedskrig.
Fuglenavnet Magentae henviser altså ikke til den rødlilla magentafarve - det ville også have været spøjst - men farven er ligesom skibet opkaldt efter byen Magenta. Farvestoffet blev opdaget i 1859, kort efter slaget ved Magenta, som jeg omtalte ovenfor, og betegnelsen henviser muligvis til, at soldaternes blod farvede jorden rød.
Fossile optegnelser og historiske optegnelser viser, at magentapetrellen, tāiko på maori, plejede at være den mest udbredte gravende havfugl på Chatham Island. Fund af knogler fra taiko fundet i aflejringer af møddinger på Chatman viser, den oprindelige befolkning høstede tāiko (og andre fugle) til føde.
Magentaen / Tāikoen blev anset for at være uddød i 111 år. Naturforkæmperen David Crockett og hans team begyndte at undersøge observationer rapporteret af lokale i 1970'erne, og Crockett fangede en tāiko den 1. januar 1978. Der gik yderligere ti år, før en tāiko-hule blev opdaget. Denne opdagelse bekræftede forbindelsen mellem det eksemplar, der blev indsamlet af Magenta-fuglen, og de levende fugle.
 |
| Bemærk de lyserøde ben med ringmærkning. |
Nu er tāiko-fuglen begrænset til den skovklædte Tuku-dal på den sydvestlige del af Chatham Islands hovedø. Arten er en af de sjældneste fugle i verden. Arten er klassificeret som kritisk truet på grund af et antaget bestandsfald på over 80% i de sidste 60 år og det faktum, at den er begrænset til ét lille område. I ynglesæsonen 2005 fik de 13 kendte ynglende par succesfuldt 11 unger. I 2017 blev 34 ynglende par overvåget. Den nuværende bestand anslås til mellem 80 og 100 voksne individer.
Rangatira / South East Island er det eneste sted i verden, hvor Chatham petrel, Pterodroma axillaris stadig yngler. Også den troede man (i 1930-verne) var uddød, men efter mere end 30 år uden registreringer blev en lille bestand opdaget på Rangatira i 1970'erne. Artens fortsatte eksistens har været usikker lige siden.
Axillaris kommer af det latinske ord axilla (armhule), der henviser til den karakteristiske sorte plet på fuglens undervinge. Dette er et vigtigt identifikationstræk, der er synligt under flugten.
 |
Chatham petrel
|
 |
Chatham petre af Joseph Smit, 1896.
Her ser man tydeligt den sorte plet under vingen.
Smit var en hollandsk illustrator. Sammen med andre førende dyrelivs-illustratorer fra den victorianske æra bidrog han med illustrationer til John Goulds bøger om fugle fra forskellige dele af verden.
|
 |
| Rangatira / South East Island, Chatham-øerne |
 |
| Hvidhovedet stormsvale og sandterne |
Når petrellerne ankommer for at yngle, kredser de om øen, udstøder høje kald og styrter derefter ned gennem træernes krone og ned på jorden. Kun få meter fra det sted, hvor de blev født eller opdrættet året før, møder de en ny eller tidligere partner. I det, som biologer kalder "efterforskningsfasen", finder parret en hule - sandsynligvis den, de brugte året før. Efter en kort kurtisering parrer fuglene sig og bygger en simpel rede. Derefter adskiller de sig overraskende fra hinanden i omkring en måned - "udvandringsfasen".
I rugefasen flyver de voksne Chatham-petreller op til 3.000 km fra deres kolonier efter føde.. Når ungerne er klækket, skrumper fødesøgningsområdet betydeligt ind. I løbet af kyllingernes opvækstperiode foretager forældrene kortere, mere målrettede rundture og flyver mellem 350 km og 1.625 km ind i produktive havvande for at samle føde. Fordi petreller søger føde så langt ude på havet, gør de god brug af deres unikke evne til at omdanne tung marin føde - primært blæksprutter og små fisk - til en meget koncentreret, energirig maveolie til at fodre deres unger.
Som de gjorde overalt i New Zealand, ryddede europæiske bosættere det meste af skoven på Rangatira for at give plads til fåre- og kvægbrug. Trods den sparsomme, jord fyldt med hulle, som må have resulteret i brækkede ben og død for mange dyr, var landbrug på Rangatira rentabelt. Effekten for fuglene må dog have været ødelæggende, da enhver ødelagt hule i ynglesæsonen må have betydet et knækket æg, en kvalt kylling eller en udsultet fugleunge.
Rangatira blev købt til et fuglereservat i 1954, og et århundredes landbrug blev ophørt i 1957. Kvæget og fårene blev flyttet væk, og det sidste husdyr blev skudt i 1961.
Chatham-petrellens største fjende er ikke et rovdyr, men en konkurrent, den brednæbbede prion (Pachyptila vittata). Denne art, der også er medlem af petrelfamilien, er rigelig i New Zealand-regionen, men på Rangatira topper dens antal på omkring 660.000 og kan stadig stige. Det i sig selv ville ikke være et problem, hvis bare prionerne ikke byggede rede i Chatham-petrelhuller.
På præcis det tidspunkt på året, hvor petrelungerne er klækket og tålmodigt venter på at blive fodret, kommer prionerne ind for at finde passende redesteder. De gør dette ved at udforske huller, der ser ud til at være ubrugte. En prion vil stikke hovedet ned i en hule, kalde, og hvis den ikke hører noget svar, går den ind. Hvis den her finder en Chatham-petrelunge, der stille venter på, at dens forældre vender tilbage fra en fodringstur til søs, er det sandsynligt, at den vil dræbe ungen og gøre krav på hulen for sig selv.
I betragtning af det meget lille antal petreller og det store antal prioner, der leder efter huller, er denne fortrængningsadfærd et alvorligt problem. Det anslås, at hver petrel-hule inspiceres af flere prioner, hvilket betyder, at hver unge er i fare for at blive besøgt og enten smidt ud eller dræbt. Et år oplevede én unge så mange som ni forstyrrelser fra prioner. Bemærkelsesværdigt nok overlevede den, hovedsageligt takket være indsatsen fra naturbeskyttelsesarbejdere.
Omtalen af Chathampetrellens adfærd og farer giver ikke meget nyt i forhold til så mange andre petreller, men jeg syntes, det kunne være tiden at repetere lidt :-). Og så kommer her lidt ekstra om, hvordan man arbejder med at beskytte Chathampetrellerne.
I en årrække har Department of Conservation forsøgt at forbedre ynglesuccesen for Chatham-petrellen ved at lokalisere aktive huler og styrke dem mod kollaps, overvåge ægklækning og forhindre overdreven konkurrence fra den brednæbbede prion.
Når de voksne petreller vender tilbage til øen i november-december, overvåges og beskyttes kendte huler omhyggeligt af personalet. Når en fugl findes i en hule, markeres den med en rød stribe maling på hovedet. Når dens partner vender tilbage, markeres den med en hvid stribe. De fleste fugle er blevet ringmærket i et tidligere år, og deres detaljer noteres. Eventuelle ikke-ringmærkede fugle, der findes under de natlige eftersøgninger, ringmærkes, og hvis der ikke er nogen kendt hule til dem, tapes en lille radiosender fast på deres halefjer. De kan derefter lokaliseres i deres huler i dagslys ved hjælp af en bærbar antenne. Kun én ud af 10.000 fugle, der yngler i huler på Rangatira, er en Chatham-petrel, så radiosignalet forbedrer i høj grad oddsene for at finde målfuglene.
Når man ved, at en hule er i brug, er der en meget enklere metode end at bruge en radiosender til at overvåge dens beboeres komme og gå. Omkring det tidspunkt, hvor fuglene vender tilbage fra deres decemberudvandring, er hver huleindgang indhegnet med tre små pinde. Tilbagevendende fugle vil næppe bemærke dem og vil blot skubbe dem til side for at komme ind i deres hule. Denne begivenhed registreres i feltjournalen som "indhegning ned", hvorefter der foretages en enkelt kontrol hver anden dag for at se, om der er lagt et æg.
Hegn sættes op dagligt for at overvåge de rugende fugles bevægelser, som ellers lades uforstyrrede. Først efter 40 dage foretages der regelmæssige kontroller for at se, om æggene er klækket. Derefter begynder overvågningen af ungerne, sammen med deres natlige beskyttelse mod prionindtrængen.
Under rugningen holdes forstyrrelsen af reden på et minimum for at undgå at skræmme de voksne fugle. Højst én gang om ugen sørger arbejderne for, at reden stadig er beboet - af en Chatham-petrel og ikke en prion. En simpel test er blevet udviklet til dette formål. Stik din ubeskyttede hånd ned i hulen. Hvis den bliver hakket, er der en fugl indeni. Hvis næbbet føles skarpt, og hakket er smertefuldt, er det en Chatham-petrel. Hvis næbbet føles mere stumpt og spatelformet, og hakket mere tåleligt, er beboeren sandsynligvis en brednæbbet prion.
De fleste af petrel-hulerne ligger tæt sammen i den centrale, buskede del af øen, men det tager op til seks timer om dagen at besøge dem alle. Selvom gentagen gåtur langs den samme rute har skabt stier, der er godt komprimerede, indebærer det at krydse meget skrøbelige områder at komme til nogle af hulerne. Der benyttes såkaldte petrel-brætter, hvilket er en langsom og trættende måde at rejse på.
Kort efter at petrel-ungerne er klækket i februar-marts, erstatter DoC-arbejderne de naturlige huler med kunstige huler, der har forstærkede vægge og tage lavet af træ og tunneler lavet af drænrør. Forældrene virker ret åbne over for ændringerne i hulerne, så længe deres unger er trygge indeni.
Samtidig med at stormfugleungerne klækkes, begynder masser af prioner at vende tilbage fra havet for at lede efter passende huler. For at beskytte ungerne går naturbevaringspersonalet på sporene for at kontrollere beboede stormfuglehuler to eller tre gange om natten og én gang ved daggry. Enhver prion, der findes inde i en stormfuglehule, fjernes.
At beskytte stormfuglene er en tidskrævende og arbejdskrævende operation - et desperat initiativ for at genoprette den balance, der blev forstyrret af menneskelig indflydelse i løbet af det sidste århundrede.
Genkender du Hadoram Shirihai-navnet?Det var ham, jeg omtalte i starten af dette blogindlæg.
Det morer mig, når jeg støder på nogen, jeg kan genkende.
"Chatham-petrellen adskiller sig fra sortvinget petrel ved den reducerede sorte stang på undervingen. Broget petrel ligner den, men er større, med en mørk mave, uden den diagonale stang på vingen." - Ja, det skrives der. Det er nu svært at følge disse beskrivelser. Jeg ved ikke helt, hvad det er for en stang, der omtales.
Måske tænker du, at jeg har byttet om på billederne herunder. Den sortvingede ser ikke særlig sortvinget ud. Men jeg har tjekket flere gange. Jeg har ikke forbyttet dem.
 |
| Sortvinget petrel og broget petrel |
Måske husker du masatierra-petrellen - den der havde det meget lille udbredelsesområde vest for Chile.
Den petrel, vi er kommet til nu, er dens diametrale modsætning, når det kommer til udbredelsesområde.
Pterodroma inexpectata marmorpetrellen / den plettede petrels udbredelses-område er kæmpestort.
Det er den eneste Pterodroma-petrel, der ses langt sydpå i Antarktis og Stillehavets arktiske farvande, men den er også en transækvatorial migrant, der trækker til Beringhavet, koncentreret i Alaskabugten og på Aleuterne.
Den begynder at bevæge sig nordpå i maj. Den trækker i et støt og hurtigt tempo, og trækperioden varer omkring 1,5 måneder. Den ses trække til forskellige områder i det nordlige Stillehav, afhængigt af vandtemperaturen og hvor deres bytte er mest talrigt. Den trækker alene eller parvis, hvilket viser deres ensomme natur.
Marmorpetrellens reder findes i afsidesliggende huler og klippesprækker omgivet af vegetation. Dens æg er relativt store i forhold til fuglens størrelse. Æggenes gennemsnitlige vægt er 53,2 Dette gør den voksne fugl kun seks gange tungere end ægget.
 |
| Bemærk det grå område på maven. |
Det specifikke tilnavn inexpectata fremhæver naturforskeres overraskelse, når de stødte på disse fugle i uventede oceaner eller under uventede ekspeditioner.
Maoiri-navnet "kōrure" betyder at ændre kurs, vende sig eller dreje.
En del Pterodroma-petreller har gennem tiden skiftet navn Marmorpetrellen er nok den, jeg har fundet flest forskellige navne for.
Marmorpetrellen blev tidligere fundet på både New Zealands nord- og sydøer.
Nu findes den især på Stewart Island, Codfish Island, Big South Cape Island og Snares Islands.
Codfish Island ligger vest for nordlige Stewart Island / Rakiura.
Find den på kortet herunder.
Bemærk Titi Islands vest for sydspidsen af Stewart Island
|
 |
På dette kort kaldes Titi Islands for Muttonbird Island.
Bemærk også ø-gruppen The Snares (Māori: Tini Heke) helt nederst på kortet.
The Snares ligger 100 km syd/sydvest for Stewart Island.
Øgruppen vest for sydspidsen af Stewart Island kaldes altså både for Titi Islands og Muttonbird Islands.
Den største af øerne er Big South Cape Island. det er det navn, som europæerne gav øen. Māori kaldte øen "Taukihepa". Den er adskilt fra Stewart Island af et 1500 meter bredt stræde.
Big South Cape har ingen permanente beboere, men besøges af muttonbird-entusiaster på jagt efter sodskråper.
Foveaux-strædet er opkaldt efter Joseph Foveaux , løjtnantguvernør i New South Wales i Australien. Strædet er blevet beskrevet som "en af de mest barske og uforudsigelige vandstrækninger i verden". Alvorlige vejr- og havforhold i strædet har ført til adskillige skibsforlis.
Foveaux-strædet er det primære sted i New Zealand for opmudring af Bluff-østers, som i New Zealand er en eftertragtet delikatesse. Bluff-østers er det lokale navn opkaldt efter byen Bluff.
På verdensplan kaldes den dog den chilenske østers, da den oprindelig stammer fra Chiloé-øen i Chile. I Chile kaldes den ostra verde.
Om Steward Island, Codfish Island, Big South Cape Island og The Snares er der masser at fortælle, men det bliver ikke nu og her.
For nu er tiden kommet, hvor jeg jeg vil fortælle om de to underarter af Goulds petrel. Dem jeg sprang over, fordi jeg ikke syntes, de passede ind i rækkefølgen. Først ville jeg færdiggøre de petreller, der yngler på New Zealandske småøer, men nu tager vi længere ud i Stillehavet.
Pterodroma leucoptera caledonica er endemisk for Ny Kaledonien og yngler i den centrale bjergkæde, især i Dzumac-bjergene, og mineområder generelt, men dens udbredelse, antal og ynglebiologi er dårligt kendt. Omfattende undersøgelser af Ny Kaledonien mellem 1994 og 2014 fandt kun to ynglekolonier og yderligere en sandsynlig, men stadig ubekræftet; den samlede anslåede størrelse af populationen kunne være i størrelsesordenen 5000-7000 ynglepar. Redehuller var placeret enten nær vandløb eller på skråninger nær højderygge.
På en fransk-sproget hjemmeside fortæller en Benoît Henry om, hvordan en Pterodroma leucoptera caledonica pludselig sad på hans terrassegulv. Han fik taget nogle søde billeder og endda en lille videostump, før han fik den til at flyve afsted igen. Benoît Henry er administrator af hjemmesiden Les merveilles de la nature du Caillou. Caillou er et sted i Ny Caledonien.
Pterodroma leucoptera brevipes, (Collared petrel), halsbåndspetrellens yngleområde er usikkert, og det er i øjeblikket kun kendt, at den yngler i Fiji. Den ynglede tidligere på Cookøerne og yngler muligvis stadig i Vanuatu og Salomonøerne. Den er en ubekræftet yngler i Samoa, Amerikansk Samoa og Fransk Polynesien.
Halsbåndspetrellen yngler på stejle, skovklædte skråninger i en hule eller blandt trærødder.
Det menes, at arten vandrer mod polerne som reaktion på varmere havoverfladetemperaturer end gennemsnittet, hvilket tyder på, at den muligvis udvider sit fourageringsområde som reaktion på global opvarmning.
 |
Torquata. Tavle IX fra The Ibis, 1891.
Navnet "torquata" er den mørke form af "Pterodroma brevipes".
|
Ibis, 1891, refererer til bind 3 af den sjette serie af Ibis, det officielle videnskabelige tidsskrift for British Ornithologists' Union. Denne kvartalsvise publikation, der første gang blev udgivet i 1859, er et af verdens ældste og mest prestigefyldte fagfællebedømte tidsskrifter dedikeret til ornitologi.
En bestand på Vanuatu er siden 2010 blevet betragtet som en ny underart. Pterodroma brevipes magnificens. - Magnificens - latin for storslået.
Om fundet af den nye art fortælles der:
"Da Pterodroma-fuglen på billedet blev observeret under ekspeditionen 'Western Pacific Odyssey' i april 2007, antog man på baggrund af dens generelle udseende, at der var tale om en mørk morph af Collared Petrel. Fordelingen og udformningen af de sorte partier på undersiden af vingen gav imidlertid anledning til diskussion og undren, da fotografierne viste, at de sorte områder var langt mere omfattende, end litteraturen angav for Collard Petrel.
Først tre år senere blev en ny takson beskrevet af Bretagnolle & Shirihai med udgangspunkt i fugle fra Banks-øerne i Vanuatu.
Et takson er en gruppe af organismer, der af taksonomer betragtes som en enhed.
Et afgørende kendetegn var netop mønsteret på undersiden af vingen – præcis som det ses hos petrelen på disse billeder. Og det blev fastslået, at fuglen var en ny underart til halsbåndspetrellen.
Den næste petrel Pterodroma arminjoniana - Herald petrellen - har også forbindelse tilbage til en petrel, jeg tidligere har fortalt om.
Den har skabt en del forvirring - ikke blot hos mig, men hos forskere.
Oprindelig mente man, den var den samme som Trindade-petrellen.
Slår jeg Pterodroma arminjoniana op, så står der, at den yngler på Raine Island, Tonga, French Polynesia to Easter Island, Trindade Island and Martín Vaz. Første findested var Trindade.
Jeg fortalte om petrellen allerede i forrige blogindlæg, under navnet Trindade-petrellen, og jeg fortalte, at den findes i to farveformer, en lys og en mørk, som blev anset for to separate populationer, men betragtet som artsfæller, den ene forekommende i det sydlige Atlanterhav hvor den yngler på øen Trindade ud for Brasilien, den anden ynglende på øen Round Island, 22 km nord for Mauritius, i Det Indiske Ocean.
Måske husker du de to adskilte områder på udbredelseskortet, som jeg allerede dengang undrede mig over.
Men hov - der er Raine Island, Tonga, Fransk Polynesien til Påskeøen jo ikke indtegnet.
Nej, for nu har man bestemt, at de mindre kendte Stillehavsfugle er forskellig fra Trindade-petrellen og givet dem navnet Pterodroma arminjoniana heraldica, Heraldpetrellen eller Tongapetrellen.
Nogle gange blot Pterodroma heraldica. Det gør også forvirringen mindre og vil nok være det navn, der vil blive mest brugt, for netop at skelne den fra Trindade-petrellen.
Herald-petrellen er opkaldt efter det britiske forskningsskib HMS Herald. Skibet fragtede naturforskeren John MacGillivray, som var den første, der indsamlede og beskrev arten på øer i Stillehavet. Arten er dog senere blevet observeret ved Herald Islets ved Kermadec-øerne, hvilket ofte skaber forveksling om navnets oprindelse.
Herald Islets er ikke vigtige, men jeg stødte på en morsom beskrivelse af dem, så den skal du lige høre.
Meyer Islands og Herald Islets - disse små klumper i havet - egentlig bare glorificerede klipper ....
Det var næsten også for meget at gøre ud af dem, hvis de skulle have haft en petrel opkaldt efter dem.
Heraldpetrellens udbredelsekort ses herunder.
Måske kan du få øje på en lillebitte prik lige under navnet Papua Ny Guinea.
Her ses den bedre.
Den angiver Raine Island. I august 2017 bekræftede personale fra Queensland Parks and Wildlife Services en Herald-petrel-unge var klækket på Raine Island efter at de havde set en voksen Herald-petrel, der tog sig af et enkelt æg i en rede i juni 2017. Den observerede kylling var første gang, en Herald-petrel blev set yngle her i 30 år. Raine Island er det eneste kendte ynglested for Herald-petrel i Australien.
I 2007 blev en Herald-petrell, der blev mærket på Raine Island i 1984, observeret ud for Mauritius' kyst i Det Indiske Ocean, og i 2009 blev en fugl, identificeret som Heraldpetrellenden, fundet ynglende på Round Island, altså inden for det violetfarvede område øst for Afrika.
 |
| Round Island |
Ph.d.-studerende Kirsty Franklin rapporterer om sit feltarbejde på Round Island, Mauritius, i samarbejde med Zoological Society of London og British Antarctic Survey.
Hun fortæller:
"På en lille tropisk ø ud for Mauritius' fastlandskyst findes en gådefuld bestand af Pterodroma- petreller, kendt som Round Island-petrellen. Siden den officielle opdagelse i 1943 har denne petrel været en kilde til megen taksonomisk forvirring. Fuglene har en række forskellige farveformer, og selvom de oprindeligt blev identificeret som Trindade-petreller ( Pterodroma arminjoniana ), er det relativt nyligt blevet afsløret, at denne bestand faktisk er en blandet, hybridiserende bestand med mindst to yderligere arter – Kermadec-petreller (Pterodroma neglecta ) og Herald-petreller ( Pterodroma heraldica).
Populationerne i det vestlige Sydatlanten (Trindade-petrellen) og Round Island-petrellen er større end formerne fra Stillehavet (Pterodroma arminjoniana heraldi).
 |
| Round Island -petrellen |
 |
Koloni af Round Island -petrellen
De ser nu meget mørke ud. |
For at gøre Herald-petrellen Pterodroma heraldica færdig, så yngler den på klippeafsatser, højderygge eller klippefyldte skråninger på små atoller. Den ses ikke fra fastlandet.
Den ligner den større og bredere vingerede Kermadec-petrel, som har en kortere og bredere hale end Herald. Herald har hvide glimt på undersiden af vingespidserne, men mangler hvide skafter på oversiden, hvilket er diagnostisk for Kermadec. Begge arter besøger kolonier om dagen, hvilket de færreste petreller gør.
Pterodroma atrata, Henderson-petrel, yngler på Henderson Island, Pitcairn.
Du husker nok, Pitcairn var stedet hvor mytteristerne fra Bounty skjulte sig.
Atrata kommer af det latinske ord atratus, der betyder "klædt i sort" eller "mørt". Dette refererer til fuglens helt mørke, gråbrune fjerdragt.
Den Internationale Naturbeskyttelsesunion klassificerer Henderson-petrellen som nært beslægtet med Pterodroma arminjoniana og Pterodroma heraldica . Dens naturlige habitat er det fugtige subtropiske krat, der findes på Henderson Island. Det truede habitat for denne art blev identificeret i 2007 som et habitat, der kræver hurtig handling for at genoprette det.
Under kaptajn Cooks første rejse nedskrev Daniel Solander i sit manuskript den 21. marts 1769 sine observationer af en ny petrel, som han kaldte Procellaria atrata.
Solander præsenteres således:
Svensk naturforsker og elev af Carl Linnaeus.
I 1760 flyttede han til London, og fra 1763 til sin død arbejdede han på British Museum , primært med at katalogisere deres botaniske samlinger. De gav Solander tilladelse til at ledsage Joseph Banks på James Cooks første rejse til Stillehavet ombord på Endeavour . Solander blev dermed den første universitetsuddannede videnskabsmand, der satte foden på australsk jord.
Solanders beretning blev først kendt, da Gregory Mathews udgav den i 1912. Mathews omdøbte den til Pterodroma atrata , da mørkdragtfugle af denne art blev betragtet som mørkmorfe Herald-petreller . Det var først så sent som i 1996, at der blev fremlagt beviser for, at disse fugle var specifikt forskellige fra blegmorfe Herald-petreller.
Millioner af par af Henderson-petreller ynglede på øen for flere århundreder siden. Brooke beregnede antallet af ynglepar til at være omkring 16.000 i 1991/2. Antallet af nutidige kolonier anslås til at være omkring 40.000. Stillehavsrotten (Rattus exulans ), som menes at være blevet introduceret af lokale polynesiske handlende, har næsten udslettet den eksisterende koloni og fortæret 25.000 petrelkyllinger om året. For at redde arten fra forestående udryddelse iværksatte Royal Society for the Protection of Birds , i et sidste desperat projekt til 1,5 millioner pund, et forsøg på at opnå en massiv gnaverudryddelse for at udrydde rovdyrbestanden på øen. Dette forsøg på at genetablere et rottefrit habitat fandt sted i august 2011. Selvom der var en vis succes med at reducere rottebestanden, var udryddelsen ikke fuldstændig, og RSPB besluttede at foretage yderligere forskning, før de forsøgte endnu en udryddelse. I 2015 havde et forskerhold gennemført en række undersøgelser på øen, men der var endnu ikke truffet en beslutning om, hvordan man skulle gå videre.
Gad vide hvordan det står til i 2026.
Vi bliver ude i det store næsten tomme ocean. Vi skal til Tuamotu- Australøerne og Pitcairn, hvor Pterodroma ultima Murphy's petrel yngler.
Man ved meget lidt om denne petrelart . Den forekommer i det sydlige Stillehav , hvor den yngler på klippefyldte øer og klipper ud for tropiske oceaniske øer i Australgruppen-, Tuamotu- og Pitcairn- grupperne.
Denne temmelig mystiske havfugl, der yngler på et par øer i det sydlige Stillehav, blev ikke beskrevet for videnskaben før 1949.
Det var først i 1980'erne, at det blev fastslået, at disse petreller muligvis var regelmæssige gæster langt ud for vestkysten af Nordamerika. Den er blevet registreret ud for Hawaii-øernes kyst og et godt stykke ud for Stillehavskyst i USA og i den sydlige Alaskabugt. De fleste rapporter om Murphys petreller er over 64 km ud for kysten, og arten har angiveligt et af de største fourageringsområder af alle ynglende havfugle.
Ultima betyder "fjernest" eller "mest fjernt" på latin. Det blev givet af den amerikanske ornitolog Robert Cushman Murphy i 1949 for at henvise til de afsidesliggende øer i Polynesien, hvor han først indsamlede og beskrev arten. På engelsk hedder den da også Murphy's petrel.
På Afrikaans: Tuamotustormvoël
På Aserbajdsjansk: Hisli fırtınauşu
På Bulgarsk: Туамотуански тайфунник
Islandsk: Þokudrúði (Þokudrúði skulle vist betyde tågehorn !)
Nå, det var bare for sjov.
På norsk hedder den Tuamotupetrell efter Îles Tuamotu - dvs. her er man gået samme vej som på afrikaans og bulgarsk.
På dansk er vi slået ind på en hel anden vej. Vi kalder den for mørkvinget petrel, dog med Murphys petrel i parentes.
AI fortæller mig, at danske fuglenavne søger at undgå personnavne og fokuserer i stedet på fuglens et af dens mest fremtrædende visuelle kendetegn, for at gøre navnet mere intuitivt for danske fuglekiggere.
Det er jo meget serviceorienteret - med vægt på meget - især når det drejer sig om en fugl som Murphys petrel, der aldrig er set i Danmark, endsige hele Europa.
En overvejende grå eller gråbrun petrel med en relativt tung og udtalt forkrop og en mere slank bagdel. Meget lys ansigt med et relativt lille, svagt næb og et utydeligt brunligt M på tværs af ryg og vinger.
På e-Bird gør de meget ud af at sammenligne netop denne petrel med en del andre.
Jeg fortalte tidligere, at gråhovedet petrel (Pterodroma gouldi) blev sammenlignet med Providence Petrel og Kermadec petrellen.
Murphys mørkvingede petrel bliver også sammenlignet med Providence petrel og dertil trindade petrellen.
 |
| Murphys mørkvinget petrel |
Jeg kan næsten gentage mig selv, for når jeg kigger på den mørke Murphys mørkvinget petrel er det endnu engang Providence petrellen, jeg synes ligner mest, mens Trindade petrellen måske nok ligner på ryggen, men har en meget lysere undersiden - ligesom Kermadec petrellen også havde det sammenlignet med gråhovedet petrel (Pterodroma gouldi) .
Men det er der vist ingen grund til, at jeg hænger mig i.
Pterodroma alba Phonixpetrellen findes i alle hav- og kystområder i det centrale/sydlige Stillehav . Dens kolonier kan findes på Phoenix, Kiritimati, Tonga, Tuamotu , Marquesas og Pitcairn .
Jeg bider naturligvis mærke i Phoenix og Kiritimati.
At Phoenix- petrellen hedder Pterodroma Alba er lidt af et mysterium, når man ser dens ryg. For Alba betyder hvid.
Men ser man undersiden giver det lidt bedre mening - og så alligevel ikke her. Der er mange der er mere skinnede hvide i større områder. Men det vidste de måske ikke, dem der navngav den.Phoenix-petrellen blev formelt beskrevet i 1789 (ligesom adskillige andre) af den tyske naturforsker Johann Friedrich Gmelin. Gmelin baserede sin beskrivelse på den hvidbuget petrel, der var blevet beskrevet i 1785 af den engelske ornitolog John Latham fra et eksemplar, der tilhørte naturforskeren Joseph Banks . De er da også meget ens.
 |
Pterodroma incerta - Hvidbuget petrel,
som yngler på Gough Island i det sydlige Atlanterhav |
Pterodroma occulta, Vanuatu petrel yngler (muligvis) på Banks Islands.
Banks Island er en af Vanuatu-øerne
Occulta betyder skjult eller hemmelig. Det henviser til fuglens yderst flygtige natur og det faktum, at den længe blev forvekslet med den meget lignende hvidhalsede petrel, hvilket forsinkede dens formelle videnskabelige beskrivelse indtil 2001.
Den er sjælden og vanskelig at identificere, og den er kendt for udelukkende at yngle på de stejle, bevoksede skråninger af Vanua Lava i det nordlige Vanuatu. Den rapporteres oftest i havene omkring Vanuatu, men den udbreder sig sandsynligvis meget længere væk i det sydvestlige Stillehav.
Ligesom resten af Vanuatu blev Banksøerne først beboet omkring det 12. århundrede f.Kr. af austronesiske navigatører, der tilhørte Lapita-kulturen . Arkæologer har fundet gammel obsidian, og de har fundet Lapita-keramik.
Mellem 25. og 29. april 1606 blev Banks-øerne den første del af Vanuatu, der blev opdaget af en europæisk opdagelsesrejsende: En spansk ekspedition ledet af den portugisiske opdagelsesrejsende Pedro Fernández de Quirós sejlede forbi Merelava og stoppede ved Gaua, før den landede på Espiritu Santo og etablerede en kortvarig koloni der. Espiritu Santo er hovedøen, som i dag hedder Vanuatu.
Merelava blev kortlagt som San Marcos, Mota Lava som Lágrimas de San Pedro (St. Peters tårer), Vanua Lava som Portal de Belén (stald i Betlehem) og Gaua som Santa María.
Sjove navne. Derfor tog jeg det med.
På kortet herunder ser man de nordlige Vanuatu-øer, og du kan genfinde nogle af navnene fra teksten.
Kaptajn James Cook udforskede Vanuatu i 1774 og troede, at han havde set hele økæden, men han så ikke Banksøerne. De blev udforsket af William Bligh fra den britiske flåde og opkaldt efter hans mæcen, Sir Joseph Banks . De blev kortlagt af Matthew Flinders.
Vanua Lava er den næststørste ø i Banks-øerne i Vanuatu. Øen er kendt for den aktive vulkan Mount Suretamate, et varieret fugleliv og en rig melanesisk kultur. Der er en lufthavn på øen, hvortil Air Vanuatu flyver tre gange om ugen. Der er en enkelt vej på øen, men få køretøjer.
Vanua-lavaen blev først udforsket af en newzealandsk biskop, George Augustus Selwyn, i 1859. Svovlforekomsterne på Mount Suretamate blev på et tidspunkt udnyttet af et fransk firma.
Ved en folketælling i 2009 var befolkningen i Vanua Lava var 2.623.
Vanua Lava er hjemsted for fire oprindelige sprog: Vurës med omkring 2000 talere; Vera'a med 500; og to døende sprog, Mwesen med 10 talere og Lemerig med kun 2 levende talere. Andre sprog på øen, der tales af migrantsamfund, omfatter Mwotlap og Mota. Det sprog, der oftest tales i Sola , den administrative hovedstad, hvor mennesker med forskellig sprogbaggrund mødes, er Bislama .
Vanua-lavaen husede tydeligvis flere sprog tidligere, hvoraf flere er forsvundet siden midten af det 19. århundrede.
Så kom der alligevel noget om en ø. Men det er der flere grunde til. Dels er jeg ved at være færdig med min fuglegennemgang, dels er Vanua Lava jo ikke en del af de New Zeaandske øer, som jeg vil beskrive samlet.
Et område på 14.850 hektar, der omfatter de øvre skråninger af Mount Suretamate og en stor del af øens nordøstlige kystlinje, er blevet anerkendt som et vigtigt fugleområde med mange spændende fugle. Jeg lader linksene blive. Så kan interesserede selv følge dem og se billeder - og evt. beskrivelser - af dem.
Vanuatu-megapoder , Vanuatu-kejserduer , Tanna-frugtduer , rødbugede frugtduer , palmeloriker, kardinalmyzomeler , Vanuatu-honningædere , viftehalede gerygoner , langhalede trillere , stribede viftehalede , melanesiske fluesnappere , buff-bellied monarker , sydlige tornskader , Santo-krattfugle og Vanuatu-hvidøjede . Det er også hjemsted for havfuglekolonier af bånd- og hvidhalspetreller . Andre dyr, der findes på øen, omfatter kokoskrabber og Banks - flyveræve .
Pterodroma sandwichensis Hawaii-petrellen blev tidligere fundet på alle Hawaii-øerne undtagen Niʻihau , men i dag er den for det meste begrænset til Haleakalā- krateret på Maui.
I 2013 blev et eksemplar fundet i Arizona nær Colorado-floden, hvilket markerede den første registrering af denne art i det indre Nordamerika. Den 7. august 2023 blev en hawaiiansk petrel rapporteret i Oregon, og der er også rapporter om den fra Californien.
Dens vinger er lange og smalle med et vingefang på 91 cm. Vingerne og halen er sodfarvede. Dens fødder er tofarvede lyserøde og sorte.
 |
| Hawaii-petrel |
Den hawaiianske petrel blev engang betragtet som artsbeslægtet med den mørkrumpede petrel fra Galápagosøerne, men er nu opdelt i sin egen art.
 |
Galapagos-petrel
Ligner de hinanden - tja, det gør de vel - i hvert fald på ryggen |
Hawaii-petrellen yngler i huler eller klippesprækker. Ungerne er trækulsgrå og blev betragtet som en delikatesse af de tidlige hawaiianere. Forskere troede tidligere, at petrellerne forblev relativt tæt på kysten i ynglesæsonen. Ny forskning, der anvender mikrobølgetelemetri, viser , at fuglene rejser så langt som Alaska og Japan i løbet af to uger lange fodringsture.
Når de vender tilbage til redehullerne om natten, udstøder de voksne fugle et karakteristisk stønnen "oo-ah-oo". Ved deres huler udstøder de voksne fugle også en række forskellige bjæf, gøen og hvin.
Pterodroma hypoleuca, Bonin petrel yngler på Volcano Islands, Bonin Islands og de vestligste Hawaiian Islands.
Hypoleuca kommer fra det oldgræsk hupi (under) og leukos (white), hvilket henviser til fuglens klart hvide underside.
Trods artens navn yngler 995.000 individer, omkring 99% af den samlede population, på de nordvestlige Hawaii-øer, mens 5.000 individer (1% af populationen) yngler ud for Japans kyst på Ogasawara- og Vulkanøerne.
 |
Bonin Islands.
Bemærk øen Iwo Jima, kendt fra 2. verdenskrig. |
På grund af Boninernes isolation har mange af deres dyr og planter gennemgået unikke evolutionære processer. De er blevet omtalt som "Orientens Galápagosøer" og blev udnævnt til et naturarvssted i 2011. Da øerne først blev nået i den tidlige moderne periode, var de fuldstændig ubeboede, selvom efterfølgende forskning har fundet tegn på en vis forhistorisk beboelse af mikronesiere. Efter deres gentagne genopdagelser blev øerne stort set ignoreret af de spanske, hollandske og isolationistiske japanere, indtil de endelig blev gjort krav på af en forbipasserende britisk kaptajn i 1827. Amerikanske, europæiske og hawaiianske kolonister ankom fra Kongeriget Hawaii i 1830. Efterfølgende koloniserede og generobrede Meiji-Japan med succes øerne i 1875, men Bonin-øboernes samfund fortsatte op til Anden Verdenskrig, hvor de fleste øboere blev tvangsforflyttet til Honshu. Efter Japans nederlag besatte den amerikanske flåde øen, nedrev eksisterende japanske hjem med bulldozere og begrænsede genbosættelse, indtil Japan fik fuld kontrol over boninerne tilbage i 1968. Etnisk set er øen nu majoritetsmæssigt japansk, men den er fortsat usædvanligt mangfoldig, hvilket afspejles i det lokale kreolske sprog kendt som bonin-engelsk. Forbedret transport har gjort landbruget mere rentabelt og fremmet turismen, men der ,mangler stadig en lufthavn.
Bonin-petrellen og den nært beslægtede plettede petrel er de eneste Pterodromapetreller med en fiskdomineret kost. De primære byttedyr er fisk fra familien Myctophidae (lanternefisk) og Sternoptychidae (øksefisk). Blæksprutter spises også. Alle disse byttedyr er midtvandsbestande, der bruger fotoforer og migrerer til overfladen om natten for at skaffe føde. Derfor antages det, at Bonin-petreller er nataktive, der griber bytte ved overfladen, mens de hviler på havet eller er i flugt. Bonin-petrellens øjne indeholder høje niveauer af pigmentet rhodopsin, som hjælper med nattesynet. Bonin-petrellen er normalt ensom til søs, men ses lejlighedsvis i store flokke med flere arter. Ligesom alle procellariider har Bonin-petrellen et modificeret område af tarmen kendt som en proventriculus, der delvist fordøjer bytte for at skabe maveolie, en energirig olie, der er lettere at bære end bytte.
Men Bonin-petreller er kendt for deres hemmelighedsfulde adfærd og fjerne ynglekolonier, hvilket gør mange aspekter af deres biologi dårligt kendt.
Fuglen på billedet herunder er delvist begravet i sandet efter en tsunami, der ramte Midway Atoll National Wildlife Refuge i 2011.
Pterodroma baraui, Baraus petrel yngler på Réunion Island og Rodrigues Island i Det indiske Ocean.
Navnet mindes Armand Barau, en landbrugsingeniør og ornitolog fra det franske territorium Réunion. Det er en af de senest opdagede havfuglearter og blev først beskrevet i 1964 , selvom den var kendt af lokalbefolkningen før det .
Deres kolonier er usædvanlige, da de befinder sig langt inde i landet og i store højder; de graver huler under skoven i omkring 2.400-2.700 m over havets overflade. Artens ynglebiologi er ikke blevet undersøgt, men det antages, at de har en inkubationsperiode på 55 dage og tager omkring 100-120 dage om at få en unge flyvefærdig. I modsætning til de fleste procellariider, der yngler i huler, begynder Baraus petreller at vende tilbage til deres kolonier allerede sidst på eftermiddagen og rider på de termiske opstrømninger for at spare energi.
Det vakte global opsigt i ornitologiske kredse, da et individ for første gang blev opdaget i den Vestpalearktiske region og fotograferet i Frankrig ved Lège-Cap-Ferret.
Den Vestpalearktiske region - det udtryk kendte jeg ikke, så her kommer en illustration.
Og så er jeg pludselig igennem alle Pterodroma-petrellerne.
Det var den lille hurtige præsentation, jeg havde stillet i udsigt.
Undervejs er jeg støt på masser af stof om de mange små New Zealandske øer, jeg har mødt på min vej.
Dem kommer der naturligvis et blogindlæg
Men jeg afslutter lige med lidt mere om en petrel, jeg allerede har fortalt om.
Pintado petrel (Daption capense), også kaldt Cape petrel, på dansk kap-petrellen.
Denne art er en af dem, der har haft mange forskellige både slægts- og artsnavne - af flere forskellige ornitologer.
Daption antarcticum (= Thalassoica antarctica) for “Antarctic Pintado”
Daption niveum (=Pagadroma nivea) for “Snowy Pintado”
Daption desolatum (=Pachyptila desolata) for “Brown-banded Pintado”
Daption gelidum (=Procellaria cinerea) for “Glacial Pintado”
Daption griseum(=Ardenna grisea) forn“Dark-Grey Pintado”
Daption album (=Pterodroma alba) for “White Pintado”
Daption fuliginosum (=Nesofregetta albigularis) “Sooty Pintado”.
Hvad der er blevet af alle dem, er jeg ikke helt klar over, men det illustrer, hvordan ornitologer ikke altid er helt enige, og hvordan antagelser kan ændre sig over tid.
Ornitologer diskuterer stadig, hvilket navn er det bedste, Pintado Petrel eller Cape petrel. Ordet pintado er det spanske "malede". Cape-navnet kommer fra Kap det Gode Håb, hvor portugisiske sømænd
så fuglene for første gang.
Nogen kalder den også for "Kapdue", hvilket kommer fra fuglens vane med at hakke i vand, mens den spiser, og åbenbart minder om en dues adfærd.
Af slægtsnavnet daption kan du se, at den ikke er en Pterodroma-fugl.
Den hører ind under fullmarine petreller.¨
Men hvorfor skal den så afslutte et blogindlæg om Pterodroma-petrellerne?
Det er der flere grunde til.
Da jeg præsenterede den første gang, skrev jeg, at dens primære ynglepladser er på den antarktiske halvø og de subantarktiske øer: South Georgia , Ballenyøerne , Kerguelenøerne (Desolation Island) samt øer i Scotiahavet . Jeg skrev dog også, at nogle yngler så langt nordpå som Aucklandøerne, Chathamøerne og Campbelløerne , men uden egentlig at bide mærke idet. Nu kan jeg tilføje The Snares, Bounty Islands og Antipodes Islands
- New Zealand betragter i høj grad denne som deres fugl, og det er jo især fugle
- omkring New Zealand dette blogindlæg har handlet om.
Jeg leder jo altid efter det, der er helt specielt for en art, og for pintado-petrellen har jeg fundet noget, som jeg ikke fandt den første gang, jeg skrev om arten, men først nu, lige på falderebet. Det kunne også være en grund til lige at repetere den.
Den nye detalje er, at de ikke kan genkende deres egne æg, hvorfor de undertiden udruger og opdrætter sne-petrel-unger. Nærmest det modsatte af gøgeadfærd. Men så må der jo ligge et lille hvidt pintadoæg et sted, som ikkke bliver udruget.
Daption er græsk og betyder “little devourer. Disse petreller følger ofte skibe
og kaster sig forslugent over alt det fiskeaffald, der kastes overbord.
Det med at følge efter skibe er ellers noget, der er særligt gældende for en gruppe fugle, jeg endnu ikke har fortalt om, nemlig stormsvalerne - og dermed kunne pintado-petrellen være en god overgang til disse fugle.
4.
Men den vigtigste grund til at slutte af med netop pintado-petrellen er, at jeg er overbevist om, at med dens skarpt kontrasterende sort-hvide næsten skak-ternede fjerdragt er det den petrel, som de fleste af os lettest kan genkende og hermed kan jeg dokumentere, at lidt har vi da lært.
Så afsted med den og færdig med petrellerne.
Kurs mod stormsvalerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar