 |
| Little Barrier Island er den lille ø vest for Great Barrier Island. Læg mærke til byen Auckland, så ved du nogenlunde hvor vi er, for den by har været afsat på mange af mine andre kortudsnit. |
 |
| New Zealand-stormsvale |
Little Barrier Island er et af to steder, hvor sort petrel Procellaria parkinsonii. Det andet sted er på nærliggende Great Barrier Island.
 |
| Sort petrel |
- Hawaiiansk: Refererer til en person, der er betroet pasningen eller beskyttelsen af noget eller nogen. Det kan også betyde en administrator, vicevært eller en æret ledsager. [1, 2, 3]
- Māori (New Zealand): Betyder oftest sumphøg (en type rovfugl),
- Første nye bestand: En vigtig tidlig koloni blev etableret på øen Tiritiri Matangi i 1995, som senere også blev en kilde til nye flytninger.
- Tilbage på fastlandet: Genintroduktionen til fastlands-reservater som Zealandia Ecosanctuary skete i 2005
- Kapiti Island - begge øer, jeg ikke tidlgere har omtalt.
- https://en.wikipedia.org/wiki/Kapiti_Island
NÆSTE BLOG BARE FOR AT JEG HUSKER DEN https://www.tiritirimatangi.org.nz/#
- Tiritiri Matangi Island og Ulva Island er berømte newzealandske reservater, hvor antallet af beskyttede, hjemmehørende fugle langt overstiger antallet af fastboende mennesker. Tiritiri Matangi Island – Beliggenhed: Hauraki-bugten, 30 km nordøst for Auckland. Detaljer: Et 220 hektar stort, åbent videnskabeligt reservat uden fastboende, der drives af Department of Conservation i samarbejde med frivillige. Fugleliv: Hjemsted for over 31 arter, herunder de sjældne kōkako, takahē og stitchbird. Ulva Island (Te Wharawhara) – Beliggenhed: Paterson Inlet, ud for kysten ved Stewart Island/Rakiura. Detaljer: Et rovdyrfrit, ubeboet ø-reservat uden fast menneskelig befolkning. Fugleliv: Enestående tæthed af sydlig brun kiwi (tokoeka), South Island-saddleback (tīeke) og yellowhead (mohua).
- Dette er en Sydlig Takahe (Porphyrio hochstetteri), en sjælden og flyveudygtig fugl, der er endemisk for New Zealand.Fuglen blev engang anset for at være uddød, indtil den blev genopdaget i 1940'erne.Den er kendt for sin markante blå-grønne fjerdragt og kraftige røde næb.Arten er stærkt truet og lever nu primært på beskyttede øer og i specifikke alpine områder
- https://www.tiritirimatangi.org.nz/
- Hvad der er endnu vigtigere er, at der Siden 2004 er gennemført en genopretningsplan med fokus på fastlandet - på Nordøen.
- Det drejer sig om
- Zealandia (Wellington)
- Sanctuary Mountain Maungatautari
- Bushy Park Tarapuruhi
- Rotokare Scenic Reserve
- Shakespear Open Sanctuar
- Ligeledes understøtter Little Barrier Island en sund ynglende bestand af kākā, en truet, indfødt papegøje.
Den newzealandske kakā ( Nestor meridionalis ) er en stor papegøjeart af familien Strigopidae , der findes i New Zealands oprindelige skove på tværs af de tre hovedøer i New Zealand. Arten er ofte kendt under det forkortede navn kākā , selvom den deler dette navn med Norfolk kākā og Chatham kākā , der begge for nylig er uddøde . To underarter af New Zealand kākā er anerkendt. Den er truet og er forsvundet fra store dele af sit tidligere udbredelsesområde, selvom genintroduktionen af Nordøens kakā ved Zealandia i Wellington har ført til en stigende bestand af fuglene i hele byen.
Taksonomi
Den newzealandske kakā blev formelt beskrevet i 1788 af den tyske naturforsker Johann Friedrich Gmelin i hans reviderede og udvidede udgave af Carl von Linnés Systema Naturae . Han placerede den sammen med papegøjerne i slægten Psittacus og opfandt det binomiale navn Psittacus meridionalis . [ 3 ] Artsbetegnelsen meridionalis er latin og betyder "sydlig". [ 4 ] Gmelin baserede sin beskrivelse på den "sydlige brune papegøje" fra New Zealand, som var blevet beskrevet i 1781 af den engelske ornitolog John Latham i hans bog A General Synopsis of Birds . Latham havde undersøgt et bevaret eksemplar på Leverian Museum i London. [ 5 ] Den newzealandske kakā er nu placeret i slægten Nestor , som blev introduceret i 1830 af René Lesson . [ 6 ]
Der er to underarter: Nordøens kākā ( Nestor meridionalis septentrionalis ) og Sydøens kākā ( N. m. meridionalis ), selvom nyere forskning har udelukket allopatrisk underart. [ 7 ] Det maorisprogede navn kākā betyder "papegøje", muligvis relateret til kā , 'at hvine'. [ 8 ]
Slægten Nestor indeholder fire arter, hvoraf to er uddøde : den newzealandske kākā ( Nestor meridionalis ), keaen ( N. notabilis ), den uddøde Norfolk kākā ( N. productus ) og den uddøde Chatham kākā ( N. chathamensis ). Alle fire menes at stamme fra en "proto-kākā", der levede i New Zealands skove for fem millioner år siden. [ 9 ] [ 10 ] Den nærmeste nulevende slægtning til slægten Nestor er kākāpō eller uglepapegøje ( Strigops habroptilus ). [ 9 ] [ 10 ] [ 11 ] [ 12 ] Sammen danner de papegøje-superfamilien Strigopoidea , en gammel gruppe, der adskilte sig fra alle andre Psittaciformes før deres udstråling. [ 9 ] [ 10 ] [ 12 ] [ 13 ]
Den newzealandske kakās nærmeste nulevende slægtning er keaen ; keaen og den newzealandske kakā blev separate arter for 1,72 millioner år siden på grund af økologisk divergens. [ 14 ] Dette skete sandsynligvis på grund af klimaændringer i pleistocæn , der fik den newzealandske kakā til at specialisere sig i mere skovklædte miljøer og keaen til at specialisere sig i alpine og andre levesteder. [ 14 ] Det er derfor, at newzealandske kakā findes i mere skovklædte områder med komplekse kronetræk sammenlignet med keaen. Der er også mere genetisk diversitet inden for den newzealandske kakā sammenlignet med både keaen og kākāpōen. [ 7 ]
Kākāpō: The world's rarest, flightless nocturnal parrot has relied heavily on the island's strict predator-free sanctuary for its survival.Endnu vigtigere er det, at det er et af de sidste steder, hvor kākāpō strejfer frit omkring. Kakapoen er verdens tungeste papegøje og vejer så meget som fire kilogram.Kakapoen (Strigops habroptila), eller uglepapegøjen, er verdens tungeste papegøje, da den kan veje op til 3,5 kg.[kilde mangler] Kakapoen er samtidig verdens eneste papegøje, der ikke kan flyve. Den er aktiv om natten.Kakapoen er endemisk for New Zealand, hvor den engang var udbredt overalt. Den findes nu kun på fire mindre øer, heriblandt Chalky Island og Codfish Island, hvortil den er blevet flyttet for at kunne blive beskyttet mod rovdyr.
TruetArten er stærkt truet, således var der i 1997 kun ca. 62 eksemplarer tilbage, mens der nu (2012) findes 126 kakapoer med en stigende tendens. For at få bestanden op, er der sat et stort avlsprojekt i gang, hvor blandt andet yngledygtige hunner fodres op for at få et ekstra fedtlag, som er krævet for at få unger. Hvis det lykkes at få unger, bliver disse optaget og overvåget i døgndrift med infrarøde kameraer.[kilde mangler]Desuden har æggene 60% risiko for at mislykkes på grund af den meget ensformige genpulje fra de få individer. Derfor forsøges der med inseminering af hunnerne.[kilde mangler]De er endemiske for New Zealand, og selvom de engang forekom landsdækkende, er bestanden nu stærkt truet. Forskere anslår, at der kun er omkring 250 kākāpō tilbage i naturen, hvilket gør Little Barrier-bestanden afgørende for artens langsigtede bevarelse..jpg)
Little Barrier Island set fra Great Barrier IslandFotoet herunder er samme motiv,blot med en anden afstand og et andet tidspunkt på dagen.
Great Barrier Island (Aotea)
https://en.wikipedia.org/wiki/Great_Barrier_Island
Tidlig europæisk interesse fulgte opdagelsen af kobber i det afsidesliggende nord, hvor New Zealands tidligste miner blev etableret ved Miners Head i 1842. Spor af disse miner er stadig til stede, stort set kun tilgængelige med båd. Senere blev guld og sølv fundet i Okupu/Whangaparapara-området i 1890'erne, og resterne af et stemplingsbatteri på Whangaparapara Road er et levn fra denne tid. Lyden af batteriets arbejde skulle efter sigende kunne høres fra Coromandel-halvøen , 20 km væk. [ 5 ] [ 17 ]
I begyndelsen af 2010 blev et regeringsforslag om at fjerne 705 hektar jord på Te Ahumatā-plateauet (kaldet "White Cliffs" af lokalbefolkningen) fra Schedule 4 i Crown Minerals Act , som beskytter mod minedrift af offentlig jord, bredt kritiseret. Der var bekymring for, at minedrift for den formodede mineralværdi på 4,3 milliarder dollars i området ville skade både det bevarte område og øens turismeøkonomi. Lokalbefolkningen var splittet i projektet, nogle håbede på nye arbejdspladser. [ 17 ] Hvis minedriften ved White Cliffs genstartes, ville den finde sted i det samme område, som den oprindeligt spredte sig på Great Barrier. Områdets regenererende busklandskab rummer stadig adskillige halvt sammenstyrtede eller åbne mineskakter, hvor sølv og guld var blevet udvundet.
Great Barrier IslandTākoketai (Black Petrel): The forested summit of Mount Hobson serves as the primary global nesting ground for this vulnerable, ocean-roaming seabird. [1, 2, 3, 4]Pāteke (Brown Teal): This rare, nocturnal dabbling duck maintains its largest remaining wild population in the island's wetlands. [1, 2, 3, 4, 5]Chevron Skink: One of New Zealand's rarest, most secretive lizards, heavily dependent on the island's forested catchments. [1, 2, 3, 4]Hochstetter’s Frog: A primitive, ancient frog species that does not pass through a tadpole stage, forming the only known island population here
Savværket i Whangaparapara, ca. 1910 Kauri - skovhugstindustrien var profitabel i de tidlige europæiske dage og op til midten af det 20. århundrede. Skovene lå langt inde i landet, uden nem måde at få træstammerne til havet eller til savværker. Kauri-træstammer blev slæbt til et bekvemt bæk med stejle sider, og en drivdæmning blev bygget af træ med en løfteport nær bunden, der var stor nok til, at træstammerne kunne passere igennem. Når dæmningen var fyldt, hvilket kunne tage op til et år, blev porten åbnet, og træstammerne over dæmningen blev skubbet ud gennem hullet og fejet ned til havet. [ 18 ] Skovhugstindustrien fældede store mængder gammel vækst, og det meste af den nuværende vækst er yngre, hjemmehørende skov (omkring 150.000 kauri-kimplanter blev plantet af New Zealand Forest Service i 1970'erne og 1980'erne) samt noget tilbageværende kauri i den nordligste del af øen. [ 5 ] [ 7 ] Meget af øen er dækket af regenererende busk domineret af kanuka og kauri.
På Wikipedia nævnes 4 "kendte" fra Great Barrier: En forfatter, en rugbyspiller, en psykolog - og så den morsomste, en brændehugger: Paul Thomas Silva (1897–1974) var en fremtrædende newzealandsk soldat, skovarbejder, hugger og brobygger. Han blev født på Great Barrier Island ved Auckland i New Zealand i 1897. Hans far var Domingo Silva, en brasilianer af afrikansk afstamning, der ankom til New Zealand omkring 1867. Den olympiske bryder John da Silva var hans nevø. Gad vide, om de tmest er pga. nevøen, at han skal nævnes :-)
Stewart Island
På maori-sproget er øen kendt som Rakiura, hvilket betyder "landet med den glødende himmel".
"Du forstår hvorfor, når du ser sydlyset (Aurora Australis), der ofte viser sig på den sydlige himmel. Det er verdens sydligste "Dark Sky Sanctuary" (et område med beskyttet, mørk nattehimmel), hvilket gør det til et ideelt sted at betragte stjernehimlen," reklmerer en turisguide.
Over 85 % af øen er udlagt som nationalpark, og de fleste besøgende kommer hertil for at vandre og observere fugle. Øen har kun 28 km vej, men til gengæld 280 km vandrestier, der egner sig til alt fra korte gåture og dagsture til flerdagsvandringer.
Stewart Island er et fristed for den brune kiwi – også kendt som Tokoeka – der er mere talrigt repræsenteret end mennesker på øen og er aktiv både dag og nat.
Blåpingviner og de sjældne guløjede pingviner vralter rundt mellem klipperne. Ud for kysten, på Ulva Island, finder du et rovdyrfrit fuglereservat med snesevis af hjemmehørende arter.
Wilsons dværgpingvin – *Eudyptula wilsonae*Antaget udseende af dværgpingviner for 3 millioner år siden – Massey UniversityEn ny art af fossil pingvin har fået navnet *Eudyptula wilsonae* efter den afdøde newzealandske ornitolog Kerry-Jayne Wilson (MNZM). Hun var en internationalt anerkendt havfugleforsker og fortaler for naturbeskyttelse samt formand og forsker for organisationen West Coast Penguin Trust.
Et hold fra Massey University, Museum of New Zealand Te Papa Tongarewa og Bruce Museum i USA finder løbende nye pingvinarter og føjer dem til puslespillet om pingvinernes oprindelse og slægtshistorie. Denne art, der er i familie med nutidens dværgpingvin (eller *kororā*), blev fundet i tre millioner år gamle sedimentlag i Taranaki-regionen.Der er tale om to fossiler af kranier, der begge ligner hinanden - den ene fuldvoksen og den anden en ung pingvin.
Dyrene er i samme familie som dværgpingviner (Eudyptula minor), der eksisterer i dag og bliver 30-35 centimeter og vejer omkring 0,9 kilogram.
Det samme hold af forskere fandt for nyligt også den største pingvin, der har gået på Jorden. Kumimanu fordycei dateres tilbage til 59,9 millioner år siden og vejede 154 kilogram, hvilket er omkring 170 gange mere end E. wilsonae. Det har Videnskab.dk skrevet artiklen om i artiklen ‘Verdens største pingvin vejede 154 kg’.
Forskerne skriver, at disse fund kan hjælpe med at udfylde huller i økosystemets historie og give indsigt i uddøde og levende arter i New Zealand.
»Klimaet har ændret sig meget over tid, og slægten har været robust overfor disse ændringer«, kommenterer hovedforfatter og zoolog ved Massey University i New Zealand, Daniel Thomas, i pressemeddelelsen.
https://www.bt.dk/nyheder/vildt-fund-kaempe-pingviner-var-paa-stoerrelse-med-et-menneske
https://videnskab.dk/naturvidenskab/en-af-de-tidligste-pingviner-var-saa-stor-som-et-menneske/
I 2017 blev der i en undersøgelse i det videnskabelige tidsskrift PeerJ fremsat en teori om, at guløjede pingviner ville være uddøde inden 2060. I årene efter offentliggørelsen af artiklen har New Zealands naturforvaltningsmyndighed (Department of Conservation) og andre instanser arbejdet på at bevare bestanden af guløjede pingviner.
Læs mere: https://www.islands.com/1519320/see-yellow-eyed-penguins-only-one-country-new-zealand/
Haast-tokoekaen
Haast-tokoekaen er en sky fugl, der trives i bjergene, og den er en af vores mest sjældne kiwier. Mere end halvdelen af den kendte bestand lever i et område i Haast-bjergkæden, hvor der foregår en aktiv indsats for at redde fuglene fra udryddelse.
Haast-tokoekaens sky natur gør den vanskelig at arbejde med, men det samme gør det barske miljø, den lever i – det stejle terræn og det ofte kolde og dårlige vejr i bjergområderne i South Westland er ikke for enhver.
Størstedelen af det område, hvor Haast-tokoekaen findes, er omfattet af Haast Kiwi Sanctuary. Her forvaltes bestanden aktivt på stedet samt gennem initiativet "Operation Nest Egg" og et program til bekæmpelse af hermeliner, der dækker et areal på 12.000 hektar.
Haast-tokoekaen er – på lige fod med andre arter – en af de mest truede kiwier. Hermeliner er den hyppigste dødsårsag for mange kyllinger.
Fiordland-tokoeka-formerne er stadig relativt talrige sammenlignet med Haast-tokoeka og høres ofte langs Milford Track.
Fiordland tokoeka after being fitted with a transmitter
Image: James ReardonRakiura-tokoekaen (Stewart Island-tokoekaen)
Rakiura-tokoekaen skiller sig ud fra andre kiwier ved at være aktiv i dagtimerne.
Et nærmere kig på deres familiestruktur afslører andre unikke træk. Bestandene i Fiordland og på Rakiura lever i familiegrupper med en alfahan og en alfahun.
Deres unger bliver i territoriet – nogle gange i op til syv år – og fungerer som "hjælpere" under rugningen ved at ruge på ægget i en mindre del af døgnet. Denne opgavefordeling betyder, at det ikke er usædvanligt, at ynglepar får to kuld på en sæson.
De omkring 400 indbyggere på Stewart Island er en stolt og selvstændig flok, men de er også venlige. Der findes kun én bebyggelse af en vis størrelse på øen – Halfmoon Bay (også kaldet Oban) – som tilbyder et bredt udvalg af overnatningsmuligheder.
Codfish Island GEMMES MÅSKE
husk https://en-wikipedia-org.translate.goog/wiki/Mottled_petrel?_x_tr_sl=en&_x_tr_tl=da&_x_tr_hl=da&_x_tr_pto=sc i næste blogindlæg om de sydlige øer.SMørkvinget petrel er en havfugl, som kan flyve langt. Fuglen findes for det meste i det østlig Stillehav. Mørkvinget Petrel er gået fra kategorien 'near threatened' til 'least concern'.
Very little is known about this species of petrel. It occurs in the South Pacific, nesting on rocky islets and cliffs off tropical oceanic islands in the Austral, Tuamotu, and Pitcairn groups.[1] It was not until the 1980s that it was determined that these petrels might be regular visitors far offshore of the west coast of North America.[5] It has been recorded off the coast of the Hawaiian Islands and well off the Pacific Coast of the United States and in the southern Gulf of Alaska.[6] Most reports of Murphy's petrels are over 64 km offshore[5] and the species reportedly has one of the greatest foraging ranges of any breeding seabird[7]Øen er en af mange geografiske lokaliteter i New Zealand, der har et dobbeltnavn bestående af det engelske navn og maorinavnet adskilt af en skråstreg. Det engelske navn "Codfish Island" henviser til den endemiske fiskeart *blue cod* (en art af abborfisk).[2]
Øen fik navnet Pegasus Island i 1808 af hvalfangeren Eber Bunker, efter at sælfangere var gået i land og havde påbegyndt europæisk bosættelse.[3][4] I 1824 var den kendt under navnene Codfish Island og Whenua Hou.[3] Maorinavnet "Whenua Hou" betyder "nyt land".[5] Omkring 1815 blev der etableret en bosættelse bestående af både sælfangere og maorikvinder på øen.[4] Som reaktion på bekymringer og anklager om, at lokale maorikvinder blev chikaneret af sælfangere på den nærliggende Stewart Island, udpegede den lokale Ngāi Tahu-høvding (rangatira), Honekai, Whenua Hou som stedet for en ny blandet bosættelse, hvor europæere kunne leve sammen med deres maori-hustruer under hans beskyttelse.[6] Dette fik sælfangere som Thomas Chaseland til at flytte til Whenua Hou, hvilket afhjalp de problemer, deres tilstedeværelse havde skabt på Stewart Island, og gjorde Whenua Hou til en af de første permanente bosættelser i regionen med en blandet befolkning af maorier og europæere.[7]
Kākāpōen (maori: [ˈkaːkaːpɔː];[3] flertal: kākāpō; *Strigops habroptilus*), også kendt som uglepapegøjen,[4] er en stor, nataktiv og jordlevende papegøjeart, der tilhører overfamilien Strigopoidea. Den er endemisk for New Zealand.[5]
Kākāpōen kan blive op til 64 cm lang. Den besidder en række træk, der er unikke blandt papegøjer: en fint plettet gulgrøn fjerdragt, en tydelig ansigtsskive, uglelignende øjne, der vender fremad og er omgivet af skiver af fjer med en særlig tekstur, et stort gråt næb, korte ben, store blå fødder, forholdsvis korte vinger og en kort hale. Det er verdens eneste flyveudygtige papegøje og verdens tungeste papegøje; desuden er den nataktiv, planteædende, udviser tydelig kønsdimorfi i kropsstørrelse, har et lavt basalt stofskifte og udviser ikke faderlig yngelpleje. Det er den eneste papegøje, der har et polygynt parringssystem baseret på spilpladser (lek). Den er muligvis også en af verdens mest langlivede fugle med en rapporteret levealder på op til 100 år.[6] Voksne hanner vejer omkring 1,5–3 kg, mens vægten for hunner ligger på 0,950–1,6 kg.
Whale Island (Moutohorā) lies roughly 230 km southeast of Great Barrier and Little Barrier islands. While the Barrier islands shelter the Hauraki Gulf near Auckland, Whale Island sits offshore in the sunny Bay of Plenty, about 9 km north of Whakatāne on the North Island's eastern coast. [1, 2]https://www.doc.govt.nz/Documents/science-and-technical/SR48.pdfThe two island groups are separated by the Coromandel Peninsula and the Bay of Plenty coastline. Here is how their locations compare: [1, 2]- Great Barrier Island (Aotea): Located approximately 90 km northeast of central Auckland in the outer Hauraki Gulf.
- Little Barrier Island (Te Hauturu-o-Toi): Positioned roughly 24 km west of Great Barrier Island and 80 km northwest of Whale Island.
- Whale Island (Moutohorā): An isolated wildlife sanctuary located off the eastern coast of the North Island, roughly 200+ km down the coastline and southeast from Auckland/the Hauraki Gulf.
Codfish Island
Marmorpetrellen blev tidligere fundet på New Zealands nord- og sydøer.
• Pterodroma inexpectata, marmorpetrel, yngler på Stewart Island, Snares Islands og den sydvestlige SydøNu findes nu især på Codfish Island, Big South Cape Island og Snares Islands.Find den på kortet https://en.wikipedia.org/wiki/Foveaux_StraitNOGET OM CODFISH ISLAND OG STEWART ISLAND?
Big South Cape Island, på maori Taukihepa er den største af en gruppe øer ud for den sydvestlige kyst af Stewart Island, hvorfra den er adskilt af en 1.500 meter bred kanal. Taukihepa / Big South Cape Island is the largest of the islands marked on this map as "Muttonbird Islands" to the southwest of Stewart Island / Rakiura
Øen hæver sig til en højde af 235 meter i midten, og adskillige små vandløb løber til kysten. Navngivne træk på øen omfatter to bugter - Murderers Cove på den centrale østkyst og Puwai Bay i øens sydvest.
History of Murderers Cove
- The 1810 Attack: The cove earned its ominous title after a violent utu (revenge) attack by local Māori against European sealers who had mistreated them. Five sealers were killed in the encounter. [1, 2]
- James Caddell's Story: During the 1810 skirmish, a 16-year-old sealer named James Caddell was spared when the chief's niece, Tokitoki, threw her cloak over him. He went on to marry Tokitoki, assimilate into the Māori community, and eventually became a prominent, tattooed chief
Māori kaldte øen "Taukihepa", og europæere, der ankom senere, kaldte den "Big South Cape".
Big South Cape har ingen permanente beboere, men besøges af muttonbird-entusiaster på jagt efter sodskråper. Du kan se på kortet herunder, at der er nogle småøer, der kaldes Mutton Islands , og på kortet herover kaldes de Titi Islands.
The Snares, Māori: Tini Heke, ligger 100 km syd/sydvest for Stewart Island.Og selv om jeg skrev, jeg ville gemme ø-omtalerne til sidst, så vil jeg alligevel fortælle om The Snares nu.Nu har vi alligevel hørt om så mange fugle, at jeg godt kan lave et afbræk. Det syntes jeg var tidligt allerede ved de første fugle.
Maorierne kendte allerede øerne, som kaldte en af de større øer Te Taniwha ("Havmonsteret"). Øgruppen blev først set af europæere den 23. november 1791 uafhængigt af hinanden af de to skibe HMS Discovery under kaptajn George Vancouver og HMS Chatham under kommando af løjtnant William R. Broughton, begge fra Vancouver-ekspeditionen.Vancouver -ekspeditionen (1791-1795) var en fire et halvt år lang udforsknings- og diplomatisk rejse under kommando af kaptajn George Vancouver fra Royal Navy . Den britiske ekspedition sejlede jorden rundt og nåede fem kontinenter. Ekspeditionen omfattede på forskellige tidspunkter mellem to og fire skibe og op til 153 mand, hvoraf alle undtagen 6 vendte sikkert hjem.Adskillige tidligere opdagelsesrejser, herunder Ferdinand Magellan og James Cooks , og den spanske handelsrute mellem galeoner i Manila og Acapulco, der har været aktiv siden 1565, havde fastslået den strategiske og kommercielle værdi af at udforske og gøre krav på adgang til Stillehavet , både på grund af dens rigdom af hvaler og pelsværk og som handelsrute til Orienten . Storbritannien var især interesseret i at forbedre sin viden om hvalfiskeriet i det sydlige Stillehav, og især placeringen af det strategisk placerede Australien , New Zealand , den legendariske (og ikke-eksisterende) Isla Grande og Nordvestpassagen . Et nyt skib blev købt, udstyret og opkaldt HMS Discovery efter et af Cooks skibe. Kaptajnen var Henry Roberts , og Vancouver var hans første løjtnant.https://www.newzealand.com/au/great-barrier-island/
- OGSÅ https://www.nzbirdsonline.org.nz/species/cape-petrel
Vancouver kaldte øerne "The Snares", fordi han betragtede dem som en fare for skibsfarten. Et farligt rev (Seal Reef) ligger ti kilometer syd for gruppen.
Broughton havde ellers forespået navnet "Knight's Island".En lille ø øst for Western Chain bærer navnet Vancouver Rock, og den næststørste ø er opkaldt efter Broughton.Området er blandt fem subantarktiske øgrupper, der danner de newzealandske subantarktiske øer, som er udpeget som verdensarvssted af UNESCO.[11]
https://en.wikipedia.org/wiki/Snares_IslandsI modsætning til andre subantarktiske øer, der blev stærkt påvirket af hvalfangst- og sælindustrien i det 19. århundrede, er Snares fortsat et af de sidste uberørte områder i New Zealand.The Snares har en høj beskyttelsesstatus og er vurderet af New Zealands naturbeskyttelsesministerium som "øer med minimal påvirkning". Landgang på øerne er generelt forbudt eller kun med særlig forskningstilladelse.Alle Snares-øerne og deres omkringliggende farvande er blevet anerkendt som vigtige fugleområder (IBA'er) af BirdLife International på grund af deres betydelige ynglende havfuglebestande. De østlige øer er kendte for deres Snares-pingviner, Bullers albatrosser, spættede petreller og almindelige dykkerpetreller, samt Snares-snipe. Den vestlige kæde er vært for kolonier af Snares-pingviner, Salvins-, Bullers- og Chatham-albatrosser. Øerne er også hjemsted for den endemiske Snares-tomtit, samt for adskillige endemiske hvirvelløse dyr såsom Grypotheca horningae, som er et møl. Ja nu går vi helt ned i små detaljer.Nordøstøen er skovklædt og er verdens førende yngleområde for sodskråper, med op til tre millioner individer til stede i ynglesæsonen.På øerne findes et megaurtesamfund.Megaurter er en gruppe af urteagtige vilde blomster, der vokser på de subantarktiske øer i New Zealand og på de andre subantarktiske øer. De er kendetegnet ved deres store størrelse med enorme blade og meget store og ofte usædvanligt farvede blomster, som har udviklet sig som en tilpasning til de barske vejrforhold på øerne.
_on_Enderby_Island_(45017363342).jpg)
De lever i de våde, blæsende og kolde miljøer på de subantarktiske øer, hvor de sameksisterer med pudeplanter og tueplanter, men træer er fraværende.
Silene acaulis, moss campion- eksempel på pudeplante.
Denne hører dog hjemme i de nordlige områder af globen.
Kendt som mos-smækkerblomst eller pude-rosa. En lille stedsegrøn flerårig vildblomst i nellikefamilien. Den kaldes også kompasplanten,
da blomsterne først viser sig på sydsiden af puden.En enkelt art af megaurten Pleurophyllum hookeri, dækker næsten en tredjedel af Macquarie Island(som jeg fortalte om i forrige blogindlæg), hvor en anden megaurt, Azorella polaris, også forekommer. De når deres maksimale udbredelse på denne ø. De eneste subantarktiske øer, der mangler dem, er Falklandsøerne og Sydgeorgien. Typiske omgivelser er vandrige med frugtbar jord; nogle gange er de forbundet med vulkanske varmekilder.
Så kom vi hele vejen fra nord til sydspids.Egentlig skulle det ikke være et blogindlæg om New Zealand som sådan, men jeg fandt en sjov tekst, som jeg ikke vil undlade at gengive her til sidst.https://www.zigzagonearth.com/da/new-zealand-nordoeen-eller-sydoeen/New Zealand: Nordøen eller Sydøen? (med fotos)Last updated on 15. december 2023 by Claire Robinson - this article contains affiliate links. If you purchase through them, I get a small commission (more)Planlægger du en rejse til New Zealand, men har begrænset tid?Bare rolig, uanset hvilken region du vælger, vil du blive blæst bagover hver dag.Nedenfor er en guide, der hjælper dig med at vælge, hvilken ø du skal besøge: New Zealand Nordøen eller Sydøen, afhængigt af dine interesser og mål.Kampen mellem Nord- og Sydøen i NZ kan begynde!IndholdBesøg på Nord- eller Sydøen New Zealand – OversigtNew Zealand Nordøen eller Sydøen – Kort & Praktiske kriterierNew Zealand Nordøen og Sydøen – kriterier for ting at laveNew Zealand Hvilken ø skal man besøge – OplevelseskriterierQuiz, der hjælper dig med at vælge mellem Nord- og Sydøen på din første rejse til New Zealand?Planlægning af din New Zealand-rute til Nordøen eller SydøenBesøg på Nord- eller Sydøen New Zealand – OversigtHvorfor skal du vælge?New Zealand er meget større, end man forestiller sig, før man planlægger en rejse:• Nordøen fra Cape Reinga til Wellington = 13.30 kørsel• Sydøen fra Nelson til Invercargill = 12 timers kørsel• Og det er smukt overalt, så man har lyst til at stoppe hele tiden og tage sideveje.Så hvis du har mindre end to uger til dit roadtrip eller har længere tid, men ikke vil køre så meget hver dag, bliver du nødt til at vælge mellem Nord- og Sydøen.Men det er svært. Begge øer har en fantastisk natur. Du kan se mine 50 billeder af den newzealandske natur eller tjekke disse snapshots:Landskab på Nordøen i New ZealandLandskab på Sydøen i New ZealandNZ Nordøen vs Sydøen – SammenligningsoversigtArtiklen går i detaljer med sammenligningen. Men nedenfor er et resumé af vinderen i hver kategori:• Mindre tid på at køre – uafgjort• Let at køre bil – Sydøen• Forskellige og smukke udsigter – Sydøen• Bedste køreture – Sydøen• Mest fantastiske naturlige vidundere – Nordøen• Mest fantastiske strande – uafgjort• Varieret dyreliv – Sydøen• Byernes interesser – Nordøen• Kvalitet af kulturelle attraktioner – Nordøen• Bedre klima – Nordøen• Mindre menneskemængder – Sydøen• Bedre mad- og vintilbud – uafgjort• SAMLET = SYDØEN!
.jpg)
_on_Enderby_Island_(45017363342).jpg)
