lørdag den 14. november 2026

Anbefalinger? Måske. Jeg ved det ikke helt.

Jeg er ret vild med både politiske krimier og thrillere, og jeg vil fortælle om to serier, som kan streames på DR: Vigil og The Capture, men også om en fransk science fiction-serie.

Krimiserien Vigil er ret fredsommelig.

 I sæson 1 fra 2021 bliver  kriminalkommissær Amy Silva, spillet af Susanne Jones, sendt ombord på den atomvåbenbevæbnede britiske ubåd HMS Vigil. Hun skal efterforske et mistænkeligt dødsfald.

I sæson 2 fra 2023 efterforsker Amy Silva sammen med sin kæreste DI Kirsten Longacre et dødeligt droneangreb på en britisk militærbase, hvor syv mænd omkommer.  Efterforskningen fører dem ud i en kompleks militærkonspiration.

Sæson 3 er fra 2026. Den foregår på Svalbard og er fyldt med storslåede landskabsbilleder. Den må være et must for dem, der har været på Svalbard (hvilket ikke inkluderer mig) - hvis de kan lide en politisk krimi med forrædderi, et laboratorie-miljø og en stærk kvindelig kriminalinspektør.


Svalbard er under norsk jurisdiktion, men både England og Rusland har en civil station på øerne. Svalbard er et demilitariseret område, hvor hverken England eller Rusland må have soldater. Det har begge lande dog alligevel. 

Da der findes en myrdet britisk soldat på den russiske enklave samtidig med, at en kvindelig kinesisk forsker forsvinder fra den internationale forskningsstation, der også befinder sig på Svalbard, er scenen sat for et højspændt geopolitisk spil.


Men inden jeg går videre med  The Capture, vil jeg fortælle om The Sentinels, en anden serie, jeg faldt over. Den er fransk, og det var nok det, der fik mig til at gå i gang med den.

Undervejs var jeg ved at stoppe, for den var ret uhyggelig og brutal.

 Jeg tænkte - er jeg som de unge teenagedrenge, der sidder og spiller World of Warcraft?  Sådan føltes det indimellem, men serien indeholder mere end det. Så jeg fortsatte.

Serien kaldes  både en action thriller og en science fiction.

Den tager udgangspunkt i Gabriel Ferraud. Skønt hårdt såret i 1. verdenskrig virker han utrolig stærk og han bliver udtaget til et ultrahemmeligt medicinsk eksperiment, hvor man indsprøjter et særligt stof, som gør ham - og de øvrige forsøgskaniner - til elitesoldater med uanende kræfter - dvs, dem der overlever at få serummet indsprøjtet. De fleste dør af det.

Når eksperimentet lykkes, bliver soldaterne til rene dræbermaskiner. 

Gabriel bliver tilknyttet en lille gruppe, der benævnes the Sentinels.

Nej, det lyder ikke som noget, jeg normalt ville se, vel?

Plottet er, at også tyskerne er i gang med samme eksperiment - og desuden følger vi heltens kone, som efterforsker, hvad der er sket med hendes mand, for hun tror ikke på de officielle forklaringer. Først får hun at vide, han er på et hospital, derefter at han er død. 

Serien rummer også et lystigt cafe-liv i Paris - lidt i stil med Babylon-Berlin - og en mystisk baron.

En anden blogger skriver: 

"Serien er, hvad kan kalder kontra-faktuel, idet den omskriver historiske forhold på en måde, der ikke svarer til datidens faktiske forhold. Kontrafaktiske fortællinger er fortællinger om hvordan historien kunne have udviklet sig anderledes. Lidt à la Tarantinos Inglourious Basterds, hvor nazisterne får lov til at vinde 2. Verdenskrig. Nuvel, denne lille modifikation må man altså sluge. Det er fiktionens pris.

Serien har en meget fin miljø- og tidsbeskrivelse og en særlig, lidt dyster og indtagende stemning. Og så noget umiskendeligt fransk og uamerikansk over sig. Og det i sig selv er jo altid værd at tage med."

Hans udlægning kan jeg kun erklære mig enig i.

Hvorfor jeg tog denne serie med finder du ud af senere.

Jeg blev lidt nysgerrig på sci-fi-genren og fandt frem til 4 undergrupper, som kan være mere eller mindre voldelige. 

I den bløde ende findes Space Opera, som er store, episke fortællinger i det ydre rum som f.eks. Star Wars.

Cyberpunk er mørke fremtidsverdener med høj teknologi og lav levefod, ofte med hackere og megakorporationer.

Blade Runner (med Harrison Ford i hovedrollen) betragtes af mange som en af verdens bedste "cyberpunk"-science fiction-film og er en de største kultklassikere gennem tiderne. Blade Runner har inspireret film som Terminator og The Matrix. 

I The Matrix  fra 1999 følger vi en desillusioneret computerhacker Neo, der opdager, at det liv, han kender, er et kompliceret bedrag skabt af intelligente maskiner . Han rekrutteres af de underjordiske oprørere Morpheus (Fishburne) og Trinity (Moss) til at slutte sig til oprøret mod maskinerne.

The Matrix populariserede en ny visuel effekt kendt som " bullet time ", hvor en karakters forhøjede opfattelsesevne repræsenteres ved at lade handlingen i et skud skride frem i slowmotion , mens kameraet ser ud til at bevæge sig gennem scenen med normal hastighed.

Dystopi / Klimafiktion er beretninger om samfund i kriser, miljøsammenbrud eller totalitært styre. To eksempler er to (ret milde) ungdomsserier The Hunger Games og Maze Runner med dystopi og utopi. Begge er filmatiseret.

Ungdomsromanen De hvide mænd af Kenneth Bøgh Andersen er et dansk eksempel på science fiction-roman om dystopi, hvor samfundets karakterræs fremskrives til et spørgsmål om overlevelse eller ej. 

De tre nævnte ungdomsromaner var alle meget populære , da jeg var på skolebiblioteket.

Og så var der så den kontrafaktiske sci-fi. Hvad nu hvis ...

The Handmaid 's Tale klassificeres ofte som sci-fi, men ikke af forfatteren Margaret Atwood selv. 

I The Handmaid's Tale er Offred en af ​​de få frugtbare kvinder – kendt som tjenestepiger – i den undertrykkende Republikken Gilead, der kæmper for at overleve som fødemaskine for en magtfuld kommandør og hans forbitrede hustru. 


The Handmaid's Tale er meget rost både som roman og film.

Jeg har endnu tilgode at stifte bekendtskab med den.

Atwood foretrækker betegnelsen spekulativ fiktion. Det skyldes, at hun definerer traditionel science fiction som indeholdende ting, der ikke kan lade sig gøre i den virkelige verden, og hun insisterer på, at alt, der sker i romanen The Handmaid's Tale har en historisk præcedens – det er begivenheder, der allerede er sket eller var teknologisk og politisk mulige, da bogen blev udgivet i 1985.


På samme måde kunne man nok beskrive Maren Uthaugs 11% - som spekulativ fiktion. 
Den har jeg til gengæld læst.
Jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at acceptere hendes genreskifte  efter at jeg, der er mest til store historiske romaner, havde nydt hendes Hvor der er fugle - en slægtsroman fra Norge.

11% er helt anderledes, og egentlig er jeg ikke til science fiction, men bogen blev yderst interessant.

Den kaldes også for en  satirisk og dystopisk roman.

Historien foregår i en nær fremtid efter "Evolutionen", hvor kvinderne har overtaget magten. Mænd udgør kun 11 % af befolkningen og bliver holdt og opbevaret i et aflukket avlscenter på Lolland.

Uthaug har fulgt den op med romanerne 88% og 1%, så det blev en helt trilogi. Men jeg kan godt nøjes med den første del.

Ingen tvivl om, at sci-fi trigger vores fantasi og forestillinger og sætter tanker i gang.  Når man ikke bare betragter det som underholdning på en søvnig søndag eftermiddag.

I Serien Person of Interest har den gådefulde it-milliardær og softwaregeni Harold Finch udviklet et computerprogram til den føderale regering – kendt som "Maskinen" (The Machine) – der er i stand til at indsamle og sammenholde informationer fra alle tænkelige kilder for at forudsige terrorhandlinger og identificere de personer, der planlægger dem. 


Finch hyrer John Reese – en tidligere soldat fra specialstyrkerne og CIA-agent - og sammen forsøger de  ved hjælp af avanceret overvågningssoftware at forhindre de drab, der falder uden for "Maskinens" fokus på national sikkerhed (og som derfor betegnes som "irrelevante"). 

John Reese spilles af Jim Caviezel (som spillede Jesus i Mel Gibsons The Passion of Jesus Christ). Finch spilles af Michael Emerson (som har spillet Jokeren i to Batman-film).

Person of Interest rejser en række moralske spørgsmål, lige fra privatlivets fred og "det fælles bedste" til begrebet om retfærdiggjort drab og de problemer, der opstår, når man arbejder med systemer, der kun har adgang til begrænset information.

Person of Interest blev rost i løbet af sin sendetid, og flere kritikere anså den for at være den bedste science fiction-serie på det almindelige tv-netværk. Katharine Trendacosta fra Gizmodo bemærkede, at serien ved sin afslutning i 2016 havde udviklet sig fra at være en "krimiserie" med et underholdende plot-element til at blive "en af ​​de bedste science fiction-serier, der nogensinde er blevet sendt". 

Person of Interest-serien bestod af 103 afsnit fordelt på 5 sæsoner.  Den blev sendt fra  2011 til  2016.  Det er allerede længe siden.


Nu er jeg nået frem til min sidste serie, The Capture. Den kan fint ses som en fortsættelse af Person of Interest. 

The Capture er den mest rystende af de serier, jeg fortæller om. Faktisk også mere rystende end den barske The Sentinels. Den var trods alt for urealistisk. Men The Capture ligner vores digitaliserede nutid. Den fremstår i en eller anden grad som en mulig fremskrivning af verden af i dag. 

The Capture 1 havde premiere i 2019, The Capture 2 er fra 2023 og The Capture 3 er ligesom Vigil 3 helt spritny fra 2026.

Hovedrollen som efterforskeren Rachel Carey spilles af Holliday Graiger. 

Serien har undertitlen Seeing is Deceiving.

Temaerne i The Capture tapper lige ind i den digitale virkelighed i dag - og måske nærmeste fremtid.

Serien dykker ned i emner som overvågning, digital billedmanipulation,  AI, deepfakes, mediernes rolle, statsligt magtspil  og konspirationer på kryds og tværs.

I sæson 1 af The Capture benytter politiet/antiterrorafdelingen sig af  billed/videomanipulation, som bliver kaldt "Correction". Programmet bruger deepfakes og manipulerede live-overvågningsbilleder (CCTV) til at opdigte beviser og sikre domfældelser over formodede terrorister og trusler, når almindelige retslige beviser ikke slår til.  Legitimeringen af programmet er, at det ikke skaber falske beviser, men tydeliggør efterretningen af forbrydelser.

I sæson 2 kommer tilføjes der yderligere digitale dobbeltgængere og  usynlige mordere.

Som med- og især modspillere til Rachel Carey optræder Gemma Garland og Frank Napier.

Gemma Garland er en højtstående efterretningsofficer (tilknyttet MI5/sikkerhedstjenesten), som gentagne gange blander sig i politiets efterforskninger for at dække over statslige operationer og det hemmelige deepfake- og overvågningsprogram "Correction".

Frank Napier er en magtfuld og kynisk CIA-sektionschef på den amerikanske ambassade i London. Han er er en central arkitekt og vogter af det hemmelige overvågnings- og manipulationsprogram Correction.

Sæson tre ved jeg ikke helt, om jeg vil anbefale, for den bliver meget voldelig. Særligt nogle scener, hvor Napier anvender tortur. Men den berører farerne ved AI. Den opererer med nogle AI-styrede, nærmest menneskelige robotter med uanede kræfter og muligheder.  - Og der kommer så koblingen til The Sentinels, bare i en moderniseret udgave. 

Skræmmende. Meget skræmmende fremtidsperspektiver. - Hvor meget af det er allerede virkelighed?


Jeg er enig med dem, der siger, at vi skal lade være med at lade os forblænde af alle de sjove og nemme ting, vi kan få AI til at udføre.

Alligevel må jeg indrømme, jeg blev lokket til at forsøge mig med at fremstille et AI-billede.

Det er da fascinerende.

Man skriver, hvad man gerne vil have indsat i et billede - og vupti - så sker det.


Jeg bad om et billede fra et kontor. 
Nogle af tingene er AIs egen opfindelse, som f.eks. vinduet og billedrammen på væggen, lampen, notesblokken, pencilholderen. Bogstablen var mit eget ønske.
Væggen var hvid, men jeg bad om at få den blå, og jeg bad om en vase med blomster.
AIs forslag var kæmpestore lyserøde roser i en stor vase, så jeg fik det ændret til blå hortensiaer i en mindre vase, og jeg bad om at få et billede af mig selv sat ind i en ramme på skrivebordet. 
Personen sad i første udgave midt i billedet. Jeg bad om at få hende rykket til venstre, og jeg beskrev den person, jeg ønskede: Kortklippet, brunt hår, briller og blå t-shirt. Det ligner mig da lidt i en yngre udgave, gør det ikke?

Her har jeg gjort billedet til et aftenbillede, og jeg har fjernet fotoet af mig selv og fået billedet på laptoppen ændret til et billede fra Venedig i stedet for Københavns Hovedbanegård.


Så blev det dag igen, og blusen blev lidt mere lyseblå.


Og med det blev dagen og virkeligheden lidt mere lyseblå end de serier, jeg ser.

Men jeg skal nok beherske mig mht. brug af AI til sjov og ballade.