Om stormsvaler

I et tidligere blogindlæg jamrede jeg lidt over det ganske ucharmerende navn det engelske Shearwater blev oversat til. Skråper!

Petrellernes navn og navnets etymologi er pænere.  
Navnet tilskrives den engelske opdagelsesrejsende William Dampier, som skrev, at fuglen fik sit navn fra dens unikke vane med at flagre lavt over havoverfladen, dingle med fødderne og se ud til at "gå" eller "tappe" på vandet. 
Men "petrel" blev ikke opfundet af en enkelt mand, men udviklede sig snarere fra søfartsterminologi. Sømænd  gav navnet til disse havfugle, fordi denne trasken hen over havoverfladen mindede dem om den bibelske historie om Sankt Peters vandring  på Galilæas Sø,  beskrevet i Matthæus 14.
På engelsk blev ordet dannet som en diminutiv af Peter (oldfransk: Peterelle, senlatin: Peterellus, Petrus.
Så det er egentlig kun æren for at have dokumenteret denne forbindelse og for at popularisere stavemåden "petrel" i begyndelsen af ​​1700-tallet, der tilfalder William Damier.
William Dampier (1651 – 1715) var  en engelsk videnskabsmand og pirat. - En sjov kombination. Han drog ud som bukkaner, fordi han anså det som den letteste måde at rejse verden rundt på. Dette gjorde han i alt tre gange, som den første person i verden. Han var den første englænder, som udforskede og kortlagde dele af Australien og Ny Guinea. Han foretog grundige observationer på rejserne og udgav bogen A New Voyage Round the World i 1697.
Det er nu ikke alle petreller, der går på vandet. 
Men naturforskeren Charles Lucien Bonaparte (nevø til den berømte Napoleon Bonaparte) identificerede en særlig gruppe petreller, hvorom han skrev: ""Med denne "møl-lignende", flagrende flugt, ser det ofte ud, som om de danser eller "går på vandet",  mens de søger føde," og dem samlede han i en særlig slægt, som han i 1856 navngav Pterodroma - Gadfly petrels. 
Pterodroma kombinerer det oldgræske ord *pteron *, der betyder "vinge", med *dromos* , der betyder "racer" eller "løber"

Ordet "gad" stammer fra et gammelt udtryk, der betyder at flakke omkring eller at drive på (med en pigstav), hvilket henviser til, hvordan disse fluer ihærdigt jager og bider husdyr, og Gadfly petrels henviser til fuglenes hurtige, vævende flugt, som om de undviger gadflies / horseflies.
Gadflies og horseflies er de samme - og på dansk kaldes de bremser / klæger og hestefluer.
Gadflies oversættes undertiden også til plageånder.
Så jo. Petreller er et pænt navn, men jeg kan (næsten) ikke få mig selv til at oversætte Gadfly petrels til dansk - klægesvaler.
Det er nok i virkeligheden disse Gadflies, der har givet navn til petrellerne - tænkte jeg ...
Men hvis jeg så forfølger sporet videre, så er det måske heller ikke gadfly petrellerne, der er oprindelsen til ordet petrel, men en helt anden familie, som slet ikke er petreller.
Belæg for denne  min tese har jeg fundet i følgende to citater:
"I ornitologisk sammenhæng er det dog primært stormpetreller, man forbinder med denne specifikke "gang på vandet"."
"Mens stormsvaler er berømte for at "padre" og danse på vandet, mens de spiser, bruger mange andre medlemmer af Procellariiformes-ordenen - inklusive skråper, petreller og albatrosser en vandretur på vandet for at få momentum under start eller for at afbryde deres nedstigning ved landing."
Og når jeg finder karakteristiske billeder af fugle, der går på vandet, så er det som oftest netop ikke Gadfly Petrels, men derimod stormsvaler. 

Petreller og stormsvaler tilhører samme helt overordnede orden, Procellariiformes, også kaldet Tubinares (tubenoses på engelsk), dem der har næsebor over næbbet.
Denne orden indeholder familierne Diomedeidae (albatrosser), Procellariidae (skråper og petreller) og Hydrobatidae  og  Oceanitidae, som er to slags stormsvaler.

Når vi på dansk kalder dem stormsvaler, er det en henvisning til deres ringe størrelse  og lighed med svaler. 
I nogle tekster beskrives deres flugt som flagermus-lignende. Det var da godt, de ikke fik navn efter det / dem.

• De kaldes også Mother Carey's Chickens - "Moder Careys kyllinger" - en henvisning til Jomfru Maria, som man mente var en særlig beskytter af sømænd. 

At englænderne så kalder stormsvalerne for storm petrels - og ordet petrel ofte ses i tekster, der egentlig handler om stormsvaler -  ja, det gør det hele lidt indviklet - for en dansk amatør.
Det næste gengiver jeg ordret og fastholder derfor tekstens brug af ordet petrel for stormsvaler.

"Gennem årene har sømænd skabt en række overtroiske forestillinger om petrellen. 
Sagn i bretonsk folklore fortæller, at når en skibskaptajn havde mishandlet sin besætning brutalt og uretfærdigt, blev hans sjæl dømt til en evig skæbne. Han forvandledes til en petrel og var tvunget  til at flyve hvileløst rundt over havet til evig tid. 
Andre myter især i Skotland og andre maritime samfund fortæller, at petreller er de hvileløse sjæle af søfolk, der er faret vild, druknet eller gået tabt på havet. Disse sjæle er ligeledes bundet til det element, som kostede dem livet."  (Citat slut)

Fordi de ofte dukker op og danser på bølgerne, når der er uvejr (deraf navnet "stormsvale" eller "storm petrel"), blev de af mange gamle søfolk anset for at være varsler for ulykker og storme. Deraf fik de i nogle kredse uhyggelige navne som "Satan-fugle" eller djævelens sendebud ("oiseau du diable") 

Stormsvalens forbindelse til uroligt vejr har ført til, at den bruges som metafor for revolutionære holdninger.  Betegnelsen "stormfugl" er af forskellige forfattere blevet brugt om så forskellige skikkelser som en romersk folketribun, en presbyteriansk præst i det tidlige Carolina, en afghansk guvernør og en politiker fra Arkansas.

I "Sangen om stormfuglen" benyttede den russiske forfatter Gorkij sig af billedsprog fra det subantarktiske fugleliv til at beskrive det russiske samfunds holdning til den forestående revolution. Stormsvalen blev fremstillet som en fugl, der ikke frygtede den kommende storm – revolutionen. Digtet blev kaldt "revolutionens kampsang" og gav Gorkij selv titlen "Revolutionens stormfugl". Selvom den engelske oversættelse af fuglens navn måske ikke er ornitologisk præcis i forhold til det russiske "burevestnik" er den  velvalgt, da "burevestnik" bogstaveligt talt betyder "stormvarsleren". For at ære Gorkij og hans værk blev navnet "Burevestnik" givet til en række institutioner, steder og produkter i Sovjetunionen.

Teksten findes her

Motivet med stormfuglen har en lang tilknytning til revolutionær anarkisme. Forskellige grupper tog fuglens navn til sig, enten som gruppebetegnelse – som under den spanske borgerkrig – eller som navn på deres publikationer. "Stormy Petrel" var titlen på et tysk anarkistisk tidsskrift i slutningen af ​​det 19. århundrede; det var også navnet på en gruppe af russiske anarkokommunistiske eksilaktivister, der virkede i Schweiz i begyndelsen af ​​det 20. århundrede. Stormy Petrel (Burevestnik) var titlen på tidsskriftet for Anarkokommunistisk Forbund i Rusland omkring tiden for revolutionen i 1905 og bruges stadig som navn på udgivelser fra London-afdelingen af ​​Anarkistisk Forbund for Storbritannien og Irland. I en tekst fra 1936 omtalte Emma Goldman Buenaventura Durruti som "denne anarkistiske og revolutionære bevægelses stormfugl".

Den russiske revolutionsforfatter Maksim Gorkij bar tilnavnet "Revolutionens stormfugl" formentlig på grund af hans berømte digt fra 1901, "Sangen om stormfuglen".
Det er et stærkt revolutionært og symbolsk værk, der hylder stormfuglens  mod til at flyve stolt over det oprørte hav, mens den skræmte måge og lomvi gemmer sig for det kommende uvejr. Stormfuglen symboliserer oprøreren, der modigt omfavner kampen og forudser sejren, mens tordenen buldrer.

• Up and down!—up and down!

   

• From the base of the wave to the billow's crown,

• And amidst the flashing and feathery foam

• The stormy petrel finds a home,—

• A home, if such a place may be

• For her who lives on the wide, wide sea.

• 
  

• O’er the deep!—o'er the deep!

• Where the whale and the shark and the sword-fish sleep,—

• Outflying the blast and the driving rain,

• The petrel telleth her tale—in vain!

• — From "The Stormy Petrel", a poem by Barry Cornwall

Som nævnt findes der to stormfuglefamilier, som tilsammen rummer  27 arter. Nordlige stormsvaler (Hydrobatidae, 18 arter) og sydlige stormsvaler (Oceanitidae, 9 arter) var tidligere alle regnet til Hydrobatidae-familien, men genetiske studier afslørede, at de ikke er nært beslægtede, og så  blev de delt op i to, og 9 af arterne deres egen Oceanitidae-familie.
Hydrobatidae betyder vandvandrer. Oceanitidae er afledt af græsk Okeanis, der betyder datter af havet eller havnymfe.
Stormsvaler er mørke, næsten sorte fugle, evt. med lys overgump og/eller underside.
De er de mindste af alle havfugle (13-26 cm). Trods deres lille størrelse er disse vandrere ikke mindre herrer over havet end deres større slægtninge i stormfugleordenen - som en lyrisk / poetisk tekst udtrykker det.
De svæver meget lidt, om noget, i stedet basker de hele vejen, mens de krydser enorme vidder af verdenshavene.
De lever af smådyr, som de fanger på eller lige under vandoverfladen. 
Når det stormer, søger de små fugle ofte læ i skibenes dønninger eller direkte bag skibet; det der  har givet næring til historierne om, at stormfugle varsler storm. 
Fuglene søger dog også skibenes kølvandsstribe, uden at det stormer. For skibenes skruer er med til at bringe fødeemner (småfisk, plankton, blæksprutter) op til overfladen, hvilket gør området bag skibet til et attraktivt sted at fouragere - og måske allermest, når det stormer.

• Sydlige stormsvaler er langbenede, og det er især dem, der bevæger sig på den karakteristiske måde, når de søger føde løbende eller hoppende på vandoverfladen i bølgedalene.  Når de søger føde, har de en tendens til at hvile deres svømmehud på vandet, mens de blafrer med vingerne over ryggen og klapper med fødderne, mens de bevæger sig langs en bølgeflade og samler planktoniske hvirvelløse dyr eller fisk undervejs. 

Nordlige stormsvaler har kortere ben og bevæger sig mere terneagtigt. 
Begge familier indeholder arter, der er langdistancetrækkere. I levevis og ynglebiologi ligner de andre stormfugle, dvs. yngler på oceaniske øer, i huller mellem sten eller udgravet i græstørv. 
Ungerne er små dunbolde med et flere centimeter tykt lag dun, og de har den karakteristiske moskusagtige lugt, der er fælles for de fleste arter i denne orden. Denne duft hjælper fuglene med at finde vej til deres reder i mørket – en værdifuld egenskab, da de fleste kun besøger deres isolerede kolonier om natten for at undgå at blive taget af måger eller fregatfugle.

Jeg lægger fra land med de nordlige stormsvaler.
Den mest kendte art i vores område er lille stormsvale, som ofte ses i de europæiske farvande. Lille stormsvale (Hydrobates pelagicus), på engelsk European storm petrel  eller British storm petrel og stor stormsvale (Hydrobates leucorhous), på engelsk Leach's storm petrel er de eneste to stormsvaler, der er observeret i Danmark - og kun som sjældne gæster. 
Pelagicus er den latinske form af ordet pelagisk, som betyder "hørende til det åbne hav". Det stammer oprindeligt fra græsk (pélagos), der betyder hav.
Leucorhous stammer fra oldgræsk og betyder "hvidgumpet" eller "med hvid bagdel". Det er sammensat af leukos "hvid" orrhos "gump" eller "hale".

Indtil for få år siden var blot 3 leksemplarer af ille stormsvale ringmærket i Danmark, men  de seneste år er det sket oftere, bl.a. ved brug af målrettet natfangst og "playback" af fuglestemmer på Skagen Fuglestation.
Før 1965  var der godkendt  72 fugle-observationer af lille stormsvale i Danmark. 
Fra 1970 til 2014 blev der registreret i alt 902 eksemplarer i de danske farvande. 
I august 2021 blev der med 57 fugle sat rekord mht. det største antal lille stormsvale i Danmark på en dag .  Den tidligere rekord lå helt tilbage til 1990, hvor der blev set 23 på en dag. 


I august 2022 lykkedes det for første gang at fange en stor stormsvale til ringmærkning i Skagen. Ved Blåvands Huk er observeret op til 240 stor stormsvaler på én dag, og  stor stormsvale ses også hvert år i de indre farvande, specielt langs Sjællands nordkyst. 

To (begejstrede) artikler fortæller om fund og ringmærkning af lille stormsvale ved  Skagen Fuglestation

https://netfugl.dk/artikler/2959/foerste-genfund-af-lille-stormsvale-maerket-danmark

https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=2094

Lille stormsvale er med  sin længde på omkring 16 cm, et vingefang på 37-42 cm og en vægt på 23-30 gram en af de mindste havfugle, som findes. Den kan leve i op til 20 år. Den ligner overfladisk bysvalen i størrelse og farvetegning med en sort overside og hvid overgump. Den har sorte ben og lige afskåret hale.

 

Lille stormsvale

• 
  

Størstedelen af ​​bestanden af lille stormsvale yngler i et område mellem Island, Lofoten og Skotland og på øer ud for Europas nordkyster, med de største forekomster på Færøerne, i Storbritannien, Irland og på Island. 
Antagelig findes verdens største koloni af lille stormsvale i Urðini på Nólsoy, og på Færøerne er der ringmærket ca. 30.000 af arten.

Færøske frimærker med lille stormsvale.

• 
  

En Middelhavsbestand udgør en særskilt underart, hvis vigtigste yngleområder er øen Malta, Sicilien og De Baleariske Øer. Denne underart kan ikke skelnes fra sine atlantiske slægtninge, når den befinder sig til havs.



Ud fra tilbagemelding af ringmærkede fugle ser det ud til, at lille stormsvale overvintrer nær Sydafrika. 

 

De første fugle vender tilbage til Europa  sidst i maj måned. Deres redeplads er oftest anbragt i stengærder og huller mellem stenene. Fuglen har, når den yngler, en snurrende stemme med skiftende intensitet, afbrudt af korte hik.
Også langt mod nord i Norge yngler lille stormsvale, f.eks. i kolonier på Røst på Lofoten. Og her gør sig særlige forhold gældende.

 Midnatssol og kontinuerligt dagslys midt på sommeren er grund til, at Lille stormsvale yngler senere i Norge end andre steder. De udskyder æglægningen til august, hvor det bliver mørkt nok til, at de kan besøge rederne uset af rovdyr.

Fordi rugningen og ungens opvækst tager lang tid (op til ca. 86 dage til flyvefærdighed), kan nogle nordlige unger først forlade kolonien i begyndelsen af december. 
Stor stormsvale -  Leachs stormsvale-  måler omkring 26 cm og vejer ca. 45 gram.  

 

Den yngler i kolonier tæt på havet i godt skjulte områder såsom klippesprækker, lavvandede huler eller endda træstammer på utilgængelige øer i de koldere nordlige områder af Nordatlanten og det nordlige Stillehav. 

Den eneste ynglekoloni på den sydlige halvkugle
ligger på Dassen Island i Sydafrika. 

 
Verdens største koloni af stor stormsvaler findes på Baccalieu Island ud for det østlige Canada, et økologisk reservat med ca. 1,95 millioner par af fuglene ved et estimat i 2013.

Den lægger et enkelt hvidt æg, som ofte har en svag ring af lilla pletter i den store ende.

 Ligesom med europæisk stormsvale er fugle, der yngler ved den nordlige grænse af artens udbredelsesområde ved polarcirklen i Norge, nødt til at udsætte deres yngletid til efteråret for at undgå højsommerens 24-timers dagslys.

En stor stormsvale ringmærkes.

• På billedet ovenfor ser stor  stormsvale godt nok ret lys ud. Men de bringer mig på eleganteste vis videre til næste fugl:  Fork-tailed storm petrel.

 Da alle de næste stormsvaler er arter, der aldrig ses i Danmark, så har jeg i det videre valgt som hovedregel kun at præsentere dem med deres engelske og latinske navn - uden at oversætte dem til dansk. Enkelte gange vil du alligevel støde på det danske navn.

Fork-tailed storm petrel (Hydrobates furcatus) er den eneste fugl i sin familie, der er blågrå i farven. 

 

Fork-tailed storm petrel

• E-Bird skriver dog, at  den er unik blandt stormsvaler ved at have en helt sølvgrå fjerdragt. Billederne på deres site viser da også en meget mere sølvgrå udgave - og ikke særlig blå-(grå).

 

Forktailed storm petrel har desuden en mørkegrå pande, en sort plet ved øret og et lille, sort næb. Individer fra sydlige bestande er dog noget mørkere end dem, der lever længere mod nord.
Furcatus er et latinsk tillægsord, der betyder "gaffelformet", "gaffeldelt" eller "med grene som en gaffel".
På trods af navnet er den kløftede hale ikke altid synlig. Den ses lettest oppefra.

 

Fork-tailed storm petrel (Hydrobates furcatus) har et udbredelsesområde, der anslås at dække 22.400.000 km2 med  over 6.000.000 individer globalt, hvilket gør den til den næstmest udbredte nordlige stormsvale, , dvs. den mest udbredte nordlige stormsvale efter stor stormsvale / Leachs stormsvale. 
Og dem, der synes, jeg i mine blogindlæg har opholdt mig rigeligt i New Zealand, kan jeg berolige med, at nu skal vi til Atlanterhavet vest for Amerika.

 

Deres yngleområde langs kysten af ​​det nordlige Stillehav  strækker sig fra det nordlige Californien til det nordøstlige Asien.  Størstedelen af ​​deres bestand er koncentreret i Alaska, især i Beringhavet nær Aleuterne . Deres sydligste koloni ligger på Little River Rock i Humboldt County i Californien med en bestand på 200 individer. 

Den er ret almindelig over køligt vand, ofte ikke langt fra kysten  

 

                          

Deres redehabitat varierer og spænder fra bare klipper til skove. De bygger typisk deres reder under klippesprækker eller rødder eller graver sig ned i blød jord med lavtvoksende vegetation. 

Fork-tailed storm petrel er en af de 5 (6) nordlige stormsvaler (Hydrobatidae),  der yngler ud for Californiens og Mexicos kyst - for Mexicos vedkommende ud for den lange smalle Baja California landstribe.  Den 6., som jeg satte i parentes,  yngler kun på små klippeøer vest for Mexico og når ikke til Californien.  
Men det er bemærkelsesværdigt, at så mange yngler ud for Californien og Baja Californien, og det fortsætter med flere arter ned langs Sydamerikas kyst. 
Selv om jeg allerede har annonceret, at den næste række stormsvaler yngler ud for Syd-Californien og mexicanske Baja California-halvøen, så kommer jeg alligevel til at nævne ynglestederne ved den enkelte fugl. Så har jeg bedst styr på mit system.
De nordamerikanske lokaliteter er områder, jeg slet ikke er bekendt med, så jeg starter med at indsætte et kort, der viser lokaliteter, jeg kommer til at komme omkring.

 

 

Øverste røde prik - Fallons Islands
Øverste grønne prik - Channel Islands , California
Næste røde prik - Isla Coronados
Herefter følger Isla Guadelupe og endelig længst nede Isla Sorocco , en del af Revillagigedo-øgruppen.

Jeg starter nordfra. 

Ashy storm petrel (Hydrobates homochroa) beskrives som en sjælden art. Ikke desto mindre yngler den på 17 øer i det nordøstlige Stillehav  primært ud for Californiens kyst, men også et par steder ud for kysten af ​​det nordvestlige Mexico. Den totale populatiion anslås til bare 10 000.
Halvdelen af ​​verdens bestand yngler på Fallon Islands nær San Francisco. 
Bat Cave, på nordsiden af ​​Santa Cruz Island, som er en af Channel Islands  i det sydlige Californien, har den største ynglekoloni for Ashy storm petrel i verden med over 100 reder. (Det er sådan set ikke så mange).
Der er også ynglende Ashy storm petreller på nogle af de andre af de otte Kanaløer i Californien. Og der er en lille bestand på Mexicos Coronados-øer., lidt syd for grænsen mellem Mexico og USA.
Uden for ynglesæsonen fouragerer Ashy storm petrel i den rige californiske strøm. I det tidlige efterår kan store flokke ses i Monterey. men den foretager ingen større migration og rækker ikke så langt som andre arter af stormsvaler. 

Ashy storm petrels ynglesteder
og udbredelse ud over yngletiden

• 
  

Ashy storm petrel  er en lille, ensartet sodbrun stormsvale med en gaffelformet hale (ligesom Fork-tailed storm petrel).
Homochroa betyder  ensfarvet.
Den ligner den sorte stormsvale meget (ja, den sorte - Black storm petrel - og ikke store, som jeg indledte blogindlægget med - det er ikke en slagfejl). Men den er mindre og har en mere flagrende flyvestil.

 

En ashy storm petrel  der trænger til kærlig behandling

Townsend's storm petrel (Hydrobates socorroensis) er en truet art.
Socorroensis betyder "stammer fra eller er tilknyttet Socorro Island" -  en ø i Revillagigedo-øgruppen i  Stillehavet 350 til 650 km syd/sydvest for Baja California.  

I dag yngler Townsends stormsvale på tre små øer /islotes/klippeskær ud for den sydlige del af Guadalupe-øen, der ligger cirka 260 km fra vestkysten af ​​Baja California, Mexico. 

Isla Guadalupe ligger lige under teksten Baja California Islands.
Islote Moro Prieto er en "tiny islet" så lille, at den ikke er vist.

• Uden for yngletiden og spreder de sig mod nord ud for det sydlige Californien og især længere mod syd. 

Townsend's storm petrel er opkaldt efter en fremtrædende amerikanske zoolog og naturforsker Charles Haskins Townsend (1859-1944). Townsend tjente som naturforsker ombord på dybhavsudforskningsfartøjet USS Albatross i slutningen af ​​det 19. århundrede. Det var ham, der fandt og beskrev de første eksemplarer af fuglen  og ham, der gav dem det latinske navn socoorensis .
Townsend's storm petrel har en mørkegrå fjerdragt, kløftet hale og lyse striber på oversiden af ​​vingerne; overgumpen kan være enten mørk eller hvid. Den ligner meget Leach's storm petrel,  men den er mindre og mørkere. Den ligner også meget Ainley's storm petrel, men Ainley's storm petrel, er endnu ikke er registreret i amerikansk farvand. (Det er den 6. petrel, som jeg satte i parentes ovenfor.)

Ainley's storm petrel (Hydrobates cheimomnestes) er en sjælden og dårlig kendt havfugl. Faktisk en af de sjældneste havfugle i verden og dertil kritisk truet.
Fuglen beskrives som enigmatisk -  meget gådefuld og mystisk.
I 2012 blev antallet af kønsmodne Ainly storm petrel vurderet til at ligge mellem 2.500 og 9.999. Det tal vurderes nu kraftigt decimeret. En undersøgelse fra 2021/2022 angiver, at den samlede verdensbestand sandsynligvis ikke overstiger et par tusinde fugle.
Ainley's storm petrels fjerdragt er mørkegrå med en hakket hale, en hvid plet på baglåret og lyse striber på overvingen. Identifikation er ekstremt vanskelig på grund af dens lighed med andre arter, især Townsends Stormsvale og Leachs Stormsvale/ stor stormsvale.

Ainley blev specifikt anerkendt, da ornitologer revurderede og opdelte visse stillehavspopulationer af Leach's storm petrel / stor stormsvale i særskilte arter.
Dr. Ainley identificerede denne population som en særskilt gruppe i 1980. Han bemærkede, at fuglene ynglede i vintermånederne (i modsætning til sommeren, hvor den almindelige Leach's storm petrel yngler), og havde markant anderledes kald. 
Det engelske navn hylder ham for hans banebrydende arbejde med denne art og hans omfattende studier af økologien hos stormsvaler i det nordlige Stillehav.
Men der skulle komme flere overraskelser.
Det viser sig,at Townsends stormsvale og Ainleys stormsvale yngler i store huler eller klippesprækker på præcis de samme ubeboede småøer (islotes) Morro Prieto, Islote Afuera og Gargoyle Rock ved sydspidsen af Guadalupe-øen ud for Baja California.

I 2021-2022 blev der  fundet  97 reder af Townsends stormsvale og 89 reder af Ainleys stormsvale og der blev indfange fugle i deres reder mod slutningen af rugeperioden eller i den tidlige fase af ungeopfostring. 
De to arter deler et helt unikt evolutionært forhold, da de danner et klassisk eksempel på allokronisk speciering. Allokronisk speciering  betyder artsdannelse baseret på tidsmæssig adskillelse på den samme lokation.
Selv om de bruger nøjagtig de samme ynglehuler, har de forskudt  yngletidspunkt. Dvs, de mødes aldrig. Det har forhindret dem i at blande gener, og de har udviklet sig til selvstændige arter.
De er vanskelige at skelne fra hinanden, men når man ser en fugl, er det kalenderen, der afgør identifikation af arten.
Townsend's stormsvale er sommeryngler. De lægger æg fra maj til juni, og ungerne forlader reden i september/oktober.
Ainley's stormsvale er vinteryngler. De lægger æg fra midt-november til december, og ungerne er flyvefærdige i marts/april.
Det afspejler sig i Ainley's storm petrel latinske artsnavn: cheimomnestes.
Cheimomnestes er dannet af græsk kheima (vinter) og mnestes (den, der husker, eller en der erindrer). Det oversættes også til  "vinterbejler".
På spansk hedder den Paíño de Ainley  På svensk vinterguadalupestormsvala. 
Modsat Townsend's storm petrel spreder Ainlys's sig uden for yngleperioden ikke nordpå og kommer dermed ikke ind i amerikansk farvand og op mod Californien, men udelukkende mod syd - helt ned til Galápagos-øerne.

 

Billedet herunder har jeg fundet i en artikel af Steve Howell 2015.

I artiklen harcelerer han lidt morsomt over, hvor lang tid, der kan gå, før en ny art bliver anerkendt.
"Desværre synes mange professionelle taksonomer at bekymre sig mere om deres egoer og karrierer og om at følge bureaukratiske protokoller end om at hjælpe med at bevare verden omkring dem. Som E. O. Wilson (2014:125) bemærker, er hastigheden for diagnosticering og navngivning af nye arter "en skændsel for de biologiske videnskaber." Manglende opdeling af arter, for hvilke der findes publicerede data, er en endnu større tragedie - dybest set fumler ornitologer, mens Rom brænder. Ynglebestandene af Ainleys og Townsends stormsvaler anslås hver til kun at være et par tusinde par, begrænset til et par klippeøer ud for hovedøen Guadalupe. Måske vil de først blive "officielt" opdelt, når de er uddøde, som det allerede er sket med Guadalupe-stormsvalen og Guadalupe Caracara (en falke-art) fra den samme mexicanske ø."
I artiklen ligger også et link til en video, hvor man ser, hvordanen fugl bliver nænsomt undersøgt. 

Black storm petrel (Hydrobates melania) er en stor, mørk, kantet stormsvale med en dybt hakket hale. Er langhalset og har et stort næb. Det lysere brune overvingebånd er normalt ret svagt og når ikke vingens forkant. 
Jeg surfer jo meget rundt. Det flotte foto herunder fandt jeg på et site der hedder  Fugle i Columbia. 

 

Navnet Melania er af græsk oprindelse og betyder "sort" eller "mørklødet". Det er afledt af det græske ord mélas, og navnet symboliserer ikke bare farven, men også ofte mørkhed og mystik.
Black storm petrel yngler kolonialt på øer ud for den sydlige Californiens kyst i USA og ud for Baja-halvøen og den Californiske Golf i Mexico.
Den foretager en trækvandring væk fra farvandet omkring sine ynglekolonier og har usædvanligt nok to overvintringsområder, et i den californiske strøm ud for det centrale Californien og et andet længere sydpå ud for Mellemamerikas kyst så langt sydpå som Colombia og Ecuador . Det menes, at den trækker på denne måde for at undgå orkaner i sine yngleområder.

Black storm petrels udbredelsesområde

• Den ses ofte i blandede flokke med andre arter af stormsvaler. Ligner meget Markham's Storm-Petrel, som overlapper ud for kysten af ​​Mellem- og Sydamerika.  Den holder sig tættere på kysten end de fleste andre stormsvaler. På grund af dette kan den nogle gange ses fra fastlandet.

Sort stormsvale flyvende ud for Peru.

 

Sort stormsvale blev tidligere fejlagtigt bestemt som en markhamstormsvale,
men benenes proportioner viste sig ikke at stemme overens.
Markhamstormsvale kommer vi til, når vi når længere sydpå. Og den er spændende. 
Men vi bliver ud for Baja-halvøen og den Californiske Golf lidt endnu og besøge Least Storm petrel  (Hydrobates microsoma). Og nu skal jeg passe på, for der er jo også den stormsvale, der hedder Leach's storm petrel. 
Det er den, jeg næsten startede med - den vi på dansk kalder stor stormsvale
Least Storm petrel  (på dansk mindste stormsvale) er stor stormsvales  diamentrale modsætning, for den er den mindste af stormsvalerne - bare 13–15 cm lang og med et vingespand på 32 cm.
Stor stormsvale har en længde på ca. 21 cm og et vingefang på 43–48 cm.
Den er dog ikke den største stormsvale. Titlen som den største stormsvale i familien tilfalder normalt Tristrams stormsvale, som har en længde på op til 27 cm og et vingefang på over 54 cm.

 

Men nu skal vi koncentrere os om Least Storm petrel  (Hydrobates microsoma) 
Microsoma betyder lille krop.
Den spiser og omgås ofte den meget større black stormpetrel, hvor størrelsesforskellen er tydelig. men det fremgår ikke af billederne herunder, vor vi kun ser least storm petrel alene.

For en fugl, der kun er på størrelse med en spurv (ca. 13–15 cm lang og med en vægt på blot 14–22 gram), lever least storm petrel usædvanligt længe. Mens små landlevende fugle typisk kun overlever i få år, har stormsvaler en anslået maksimal levealder på 25 år. 

Ligesom Black storm petrel yngler den på øer ud for Baja-halvøen og den Californiske Golf i Mexico i klippesprækker eller små huler i blød jord.

Uden for ynglesæsonen når den så langt sydpå som det tropiske Stillehavs-Sydamerika. Den kan ofte ses langt ud for det sydlige Californien i sensommeren og efteråret.

 Dens æg er hvidt med en krans af fine sorte pletter omkring den ene og nogle gange begge ender. Men det fandt jeg ikke noget billede af.

Til gengæld fandt jeg John James Audubons illustration af least storm petrel  i hans berømte værk The Birds of America  udgivet i 1836. 



Guadalupe stormpetrel (Hydrobates macrodactylus) yngler / ynglede udelukkende på øen Guadalupe ud for Baja California i Mexico og bevæger / bevægede sig sandsynligvis rundt i hele regionen. Den er blevet vurderet som kritisk truet eller muligvis uddød. Macrodactylus er sammensat af macro- (stor) og dactylus (finger eller tå) og betyder altså direkte storfingret eller med store tæer. 
For denne fugl gælder det, at der ingen fotos er tilgængelig af den på e-Bird. Men en illustration og en udstillet fugl kan det blive til.

Illustration fra 1911

• 

  Eksemplar på National Museum of Scotland

To stormsvaler blev indsamlet mellem 2. og 5. marts 1911, som muligvis kunne være Guadelupe Stormpetrel, men blev i 1928 identificeret som Townsend's stormpetrel, så den sidste registrering af en ynglende fugl var i 1912.
Arten er ikke set siden. Kun gamle, forladte huler og forfaldne rester af stormsvaler dræbt af katte blev fundet i årene derefter. 
Fra 4. juni til 10. juni 2000 blev Guadalupe-stormsvalens ynglepladser endelig undersøgt på det rigtige tidspunkt. 
Hvis arten havde overlevet, ville der ikke blot have været nyklækkede, unge fugle til stede, men også alle tegn på en nyligt afsluttet ynglesæson, såsom æggeskaller og nyligt brugte huler, der bevarer fuglenes moskusagtige lugt. 
Men med ordene fra ekspeditionens hovedforsker, Exequiel Ezcurra fra San Diego Natural History Museum, blev det slået fast: 
"Vi ledte grundigt efter Guadalupe-stormsvalen, men fandt den ikke. Desværre er vi nu mere villige til at indrømme, at arten faktisk er uddød. Aldrig siden 1920'erne har der været lagt så meget arbejde i søgen efter denne art. På forskellige tidspunkter ledte mere end 10 forskere efter den flygtige skabning. Den var der simpelthen ikke."

 

Så bevæger vi os længere sydpå.
Wedge-rumped stormpetrel (Hydrobates tethys),  kilehalet stormsvale, yngler på Galapagosøerne og på Perus kyst.
Arten blev oprindeligt beskrevet under dette videnskabelige navn i 1852 af den italienske ornitolog Charles Lucien Bonaparte. 

 

Artsnavnet hylder Tethys, en mægtig titan og havgudinde i den græske mytologi - en af de 12 oprindelige titaner. Hun er datter af Gaia og Uranos samt søster og hustru til Okeanos. Sammen betragtes de som ophavet til alle guder og floder. Navnet blev valgt for at symbolisere fuglens fuldstændigt pelagiske levevis på det åbne hav. 
Tethysnavnet er også brugt andre steder.
Inden for geologi er Tethyshavet et forhistorisk ocean, der eksisterede mellem kontinenterne Gondwana og Laurasia for millioner af år siden, før dannelsen af det moderne Middelhav. 
Inden for astronomi er Tethys planeten Saturns femtestørste måne, opdaget af astronomen Giovanni Cassini i 1684. 

 

Arten er opdelt i to underarter, hvoraf nominatformen Hydrobates tethys tethys (også kaldet Galapagos-stormsvalen) er endemisk som ynglefugl på Galapagos. Den skiller sig ud fra næsten alle andre stormsvaler ved, at den regelmæssigt besøger sine ynglekolonier i fuldt dagslys.

Underarten Hydrobates tethys kelsalli yngler på øer ud for Peru og i Baia California (Mexico).  

Kelsalli-delen af navnet  hylder oberst Henry  Joseph Kelsall (1867–1950), en oberst i den britiske hær og ivrig ornitolog, der indsamlede eksemplarer i forskellige områder, herunder Stillehavsområdet.

Galápagos-underarten har et utroligt stort, bredt og hvidt, trekantet felt på overgumpen. Set på afstand fra havet kan dette store felt få fuglens hale til at se helt hvid ud. Kelsalli-feltet: Deres hvide felt er lidt kortere øverst på overgumpen, men strækker sig længere ned omkring kroppens sider.

Galápagos-bestanden (Hydrobates tethys tethys) og underarten kelsalli (Hydrobates tethys kelsalli) adskiller sig markant med hensyn til adfærd, størrelse og tegninger. Faktisk er deres livsforløb så forskellige, at visse taksonomer mener, de bør betragtes som helt separate arter.

Darwin-navnet fik fuglen af ornitolog, Steve N. G. Howell in 2012.

Han valgte at hylde Charles Darwin, fordi navnet straks ville "skabe en umiddelbar geografisk forbindelse" til Galápagos-øerne, hvor den blev fundet.

Det var en anden, den amerikanske ornitolog John Treadwell Nichols, der  formelt beskrev denne Galápagos-associerede form som en ny underart i 1914, og han gav den artsnavnet bangsi til ære for den amerikanske zoolog og ornitolog Outram Bangs.

Det var Treadwell Nichols, der i 1916 beskrev den længe forsvundne bermudapetrel Pterodroma cahow  (som ikke er en stormsvale) sammen med Louis Leon Arthur Mowbray, der første gang havde observeret fuglen i en flok af andre petreller i 1906 på Castle Island på Bermuda – 45 år før den officielt blev genopdaget af Mowbrays søn, Louis. I 300 år troede man, at den var uddød.

Darwin's Storm-Petrel yngler i adskillige kolonier spredt hovedsageligt over hele Galápagos-øgruppen, i to sæsonbestemt adskilte populationer. Den ene population yngler fra maj til oktober, og den anden yngler fra december til maj. Dog betragter Howell & Zufelt  førstnævnte som Darwins og sidstnævnte som en separat form eller art, Spear's Storm-Petrel. Denne klassificering er ikke blevet bredt anvendt, i afventning af yderligere afklaring af mulige forskelle mellem populationerne.

Nu kommer vi til den stormsvale, jeg finder mest interessant og som jeg tidligere har lagt op til: Markham's storm petrel (Hydrobates markhami). 

 Den er hjemmehørende i Stillehavet omkring Peru, Chile og Ecuador. Arten er opkaldt efter den britiske opdagelsesrejsende Albert Hastings Markham, som indsamlede det eksemplar, som den videnskabelige beskrivelse var baseret på.

Det, der for mig gør den speciel, er dens unikke ynglebiologi i Atacama-ørkenen. Den yngler  i naturlige hulrum i saltskorper i Atacama-ørknen i det nordlige Chile og Peru. 95 procent af de kendte kolonier findes i ørkenen. Den første koloni blev først rapporteret i 1993, og det forventes, at flere kolonier endnu ikke er blevet opdaget.

Atacama er kendt for at huse verdens mest ekstreme og isolerede ynglekolonier for flere mystiske pelagiske havfugle. De andre kendte arter er ringed storm petrel (Hydrobates hornbyi), Elliot's storm petrel (Oceanites gracilis)  og grey gull, også kendt som garuma gull / Atacamamågen.
Ringed storm petrel  kommer jeg ganske snart til. Elliot's storm petrel  hører til de sydlige stormsvaler, så den må vente, til jeg kommer til  dem. 

 Mågen hører jo slet ikke til i dette blogindlæg, men den er da en lidt usædvanlig måge, så den får også et par ord.

Men først om Markham's petrel grå stormsvale

Den er en stor, mørk og sodbrun stormsvale med en karakteristisk grå stribe diagonalt henover oversiden af vingerne. 
Hvor de fleste havfugle yngler på isolerede øer eller stejle klippekyster, skiller Markham's petrel sig ud ved at søge langt ind i landet. Fuglene flyver op til 50 kilometer væk fra havet og ind i den nådesløse Atacama-ørken i Chile og Peru for at yngle.
Dens hemmelige ynglepladser blev opdaget af organisationen Red de Observadores de Aves y Vida Silvestre de Chile (ROC). 

At finde rederne i den 105.000 kvadratkilometer store Atacama-ørken er som at lede efter en nål i en høstak. Fuglene er små som tandbørster, fuldstændig mørke og lander kun i totalt mørke.  Alligevel har forskere og frivillige fra organisationer som det chilenske ornitologiske netværk, Red de Observadores de Aves y Vida Silvestre de Chile (ROC), haft stor succes med at finde dem ved at bruge en kombination af utraditionelle metoder og teamwork.
En af de mest effektive måder at finde rederne frem på er at bruge lugtesansen. Stormsvaler producerer en meget kraftig, moskusagtig og olieagtig lugt fra deres føde (som består af fisk og krebsdyr). Når forskerne går gennem ørkenen, kan de lugte sig frem til de saltsprækker, hvor fuglene gemmer sig. Så opsætter forskerne lyd-fælder. De kører ud i det rå ørkenlandskab efter mørkets frembrud og sætter store sløringsnet (mist nets) op og afspiller lyden af stormsvalernes egne kald fra højttalere. Det trækker fuglene på vingerne, så forskerne kan fange, registrere og ringmærke dem. 
De kan også drage fordel af spor i saltjordskorpen. Selvom ørkenen virker gold, efterlader fuglene bittesmå spor på overfladen. Forskerne leder efter bittesmå fodaftryk i det tørre støv og saltpander samt efterladenskaber som gylp (pellets) med fjer, lige uden for indgangen til de underjordiske hulrum. 
Også  uheldige unger viser vej. Mange af kolonierne blev oprindeligt opdaget, fordi unge fugle på deres allerførste flyvetur mod havet blev forvirret af de kraftige lysbelysninger fra saltminer og veje i ørkenen. Når lokale minearbejdere eller biologer fandt de strandede unger på jorden, gav det forskerne et uvurderligt fingerpeg om, hvilke områder i ørkenen de skulle begynde at gennemsøge. 
Takket være disse metoder har forskerne i dag kortlagt flere enorme kolonier – herunder Pampa Camarones og Salar Grande i Chile – hvor der bor titusindvis af Markham's petrel.

Også ringed storm petrel yngler i ørkenen, ofte i saltkrystaller og mineralaflejringer. 

Ringed storm petrel (Hydrobates hornbyi), også kendt som Hornbys stormsvale har en mørk hætte, hvidt ansigt og underside, gaffelformet hale og et sort bånd på tværs af brystet. Den er relativt almindelig i havene ud for Peru, Chile og Ecuador. Arten er opkaldt efter admiral Sir Phipps Hornby.

Til søs, med det karakteristiske sorte bånd og hætte

Illustration by Joseph Smit, 1896

Ringed storm petrel (Hydrobates hornbyi)

Ringed storm petrel (Hydrobates hornbyi)

Navnet har fuglen fået efter  det markante sorte bånd eller den sorte "ring" af fjer hen over det hvide bryst.
Man ved kun lidt om ynglebiologien for denne stormsvale. Den første koloni, der nogensinde er fundet, blev opdaget i april 2017 af chilenske ornitologer fra Red de Observadores de Aves y Vida Silvestre de Chile (ROC). Havfuglens ynglepladser blev opdaget i Atacama-ørkenen (det nordlige Chile), over 70  km fra havet, nær byen Diego de Almagro, hvilket ikke er det habitat, hvor man ville forvente at finde denne havfugl. Flere ynglepladser forventes at blive fundet i Chile og Peru: Hvert år findes der ynglefugle strandet på Perus gader, distraheret af byens lys.

Fuglene menes at yngle mellem marts og juli, da det er i de måneder, at ungfugle regelmæssigt ses til søs omkring Lima i Peru og Antofagasta i Chile. Der har også været rapporter om mumificerede ungfugle og voksne fugle fundet i sprækker i Atacama-ørkenen 50  km fra havet, og endda rapporter om én ungfugl set 150  km fra havet, og én ubevist rapport om en fugl, der fløj ind i en rede i byen Caraz i Peru, 100  km fra havet. Racens første dokumenterede rede blev fundet af en gruppe frivillige naturforskere i Atacama-ørkenen i april 2017. 
Det er svært at vide, hvor truet ringed stormpetrel er, om overhovedet. Til søs anslås bestanden at være i tusinder eller titusinder. For nylig blev en vandrende ringed stormpetrel set ud for Californiens kyst af et hold fra NOAA .

Og så var der mågen.

Ordet garuma stammer fra oprindelige sydamerikanske sprog, der sandsynligvis stammer fra mapuche- eller aymara-sprogene, og er det lokale navn for gråmågen (Leucophaeus modestus) i Chile og Peru. 

Da fuglen er et ikon for den chilenske kyst, er ordet endda blevet brugt til at navngive lokale produkter – såsom Leyda Valley Garuma Sauvignon Blanc, der er opkaldt efter mågen, som færdes langs sandstranden.

Denne mågeart yngler i store kolonier i de mest golde og livløse dele af ørkenen, langt fra havet, hvilket først blev opdaget i 1945. 

I mange år var det et mysterium, hvor denne fugl ynglede, da man ikke havde fundet nogen kolonier ved kysten. I 1945 opdagede man imidlertid, at den ynglede i Atacama-ørkenen i det indre Chile. Dette varme og tørre miljø har få rovdyr og kan være et relativt sikkert sted for de ynglende måger.  Redestedet – en fordybning i sandet, ofte nær klipper – ligger i et område uden vand, 35 til 100 km fra kysten. Når æggene er klækket, skiftes forældrene til at flyve frem og tilbage til havet for at hente føde og vand til ungerne. 

Luftfugtighed, vindhastighed samt luft- og overfladetemperaturer varierer kraftigt fra dag til dag, og mågen må under rugningen benytte forskellige termoregulerende mekanismer for at holde sin egen kropstemperatur samt temperaturen i æg og unger inden for acceptable grænser. I dagens varmeste timer står forældrefuglen over reden for at forhindre, at æggene eller ungerne overophedes. 

Dens vigtigste rovdyr er kalkungribben (Cathartes aura). Når den rugende fugl føler sig truet, forlader den undertiden reden midlertidigt, og derfor skal æggene have uigennemtrængelige skaller for at undgå et for stort væsketab ved fordampning. Faktisk har man konstateret, at fordampningstabet fra æggene kun udgør omkring en tredjedel af det tab, der ses hos heermannmågen (Larus heermanni), en anden art, der yngler i ørkenområder.

Så rykker vi til det nordvestlige Stillehav, hvor vi finder  Swinhoe's storm petrel (Hydrobates monorhis).

Den yngler på Verkhovsky-øen syd for Vladivostok, Rusland og Japan. Birds Korea (2010) angiver, at ca. 100.000 par yngler på Gugeul-øen, hvilket antyder, at muligvis over 75% af den globale bestand yngler på én meget lille ø. Der er mindre kendte populationer i Kina, Taiwan, Nordkorea og Sydkorea. Optegnelser tyder på, at der også kan forekomme ynglende Swinhoe's storm petrel i Nordatlanten. 

Den yngler i kolonier tæt på havet i klippesprækker, hvor den lægger sit enlige hvide æg. Resten af ​​året trækker den til det nordlige Indiske Ocean og Det Arabiske Hav. 

Den bebor dybvandsområder, men ses lejlighedsvis nær kysten under eller efter storme.

Monos betyder "enkelt" eller "enkel", Rhinos betyder "næse" eller "næsebor". 

Navnet refererer til, at denne stormsvale, i modsætning til visse andre fugle, kun har et enkelt udvendigt næsebor

Robert Swinhoe (1836–1890) var en engelsk diplomat og naturforsker. Han var primært udstationeret i Kina og Taiwan i victoriatiden og brugte sine diplomatiske poster som udgangspunkt for omfattende rejser og systematisk dokumentation af regionens naturhistorie.

Han opdagede, beskrev  eller navngav over 100 arter af fugle og pattedyr, hvilket cementerede hans ry som en af ​​de vigtigste ornitologer i Asien i det 19. århundrede.

Ud over stormsvalen bærer adskillige pattedyr, krybdyr og fugle hans navn (f.eks. Swinhoes fasan og Swinhoes stribede egern).

Det officielle og mest udbredte danske navn for denne art er mørkrygget stormsvale. ensfarvet mørk stormsvale. Den mangler det klassiske, lysende hvide felt på overgumpen, som mange andre stormsvaler har. 

På overvingen danner de lyse kanter på dækfjerene et diagonalt, blegere bånd, som ses tydeligt, når fuglen tipper i luften. Det er netop disse fine, lyse fjerkanter, der har givet anledning til det ældre danske (og engelske) navn Paspelstormsvale (Paspel storm petrel).

Ordet paspel bruges inden for skrædderkunsten om en smal, fremtrædende kant eller stribe af stof, der danner en dekorativ linje langs en søm,ofte set på uniformer. På fuglen henviser det til de meget tydelige, smalle, hvide eller lyse kanter på fjerene, der skaber et sirligt, stribet eller kantet mønster på vingerne eller kroppen.

Swinhoe's storm petrel / Paspel storm petrel her givet anledning til et mysterium.

Selvom dens naturlige trækrute stopper i det vestlige Indiske Ocean, er den  siden 1983 jævnligt blevet fanget og observeret i Nordatlanten. Man har tre mulige forklaringer.

1. Under vintertrækket har nogle individer fortsat mod sydvest, Det antages, at nogle individer har rundet Sydafrikas sydspids og herfra fulgt havstrømmene og de stærke vinde op gennem Atlanten i stedet for at blive i Det Indiske Ocean. 

2. Det skyldes skibsassistance eller ekstreme vejrforhold. Kraftige storme eller cykloner kan blæse dem ud af kurs, hvorefter de kan søge ly nær eller på store fragtskibe og derved ende i helt andre verdenshave. 

3. En ukendt ynglekoloni i Atlanten (Den store gåde): Dette er den mest spændende teori. Siden det første fund på øgruppen Selvagens nord for De Kanariske Øer i 1983, har forskere gentagne gange fanget mørkryggede stormsvaler i stormsvalekolonier i Atlanten om sommeren. Fuglene reagerer på afspilning af deres egne kald, og nogle har endda haft rugepletter (tegn på, at de ruger på et æg). 

Selvom biologer i årevis har undersøgt øer som Selvagem Grande, har ingen endnu fundet en rede med et æg eller en unge i Atlanten. Det er derfor stadig uafklaret, om der gemmer sig en mikroskopisk, uopdaget atlantisk ynglebestand, eller om der blot er tale om asiatiske strejffugle, som forsøger at curte de lokale stormsvaler.

At "curte de lokale stormsvaler" er et slangudtryk eller et humoristisk, billedligt udtryk, der betyder lægge an på. At curte kommer af det engelske ord to court. 

I dag bruges det lidt gammeldags eller humoristisk slangudtryk om kvinder, der "flyver" rundt i nattelivet.

Det kan også komme fra at kurre.

Tristram's stormpetrel (Hydrobates tristrami) er den største  stormsvale-art og er kendt for sin mørke, chokoladebrune fjerdragt, lange, kantede vinger og let kløftede hale. 

Den yngler udelukkende i fjerntliggende kolonier på de nordvestlige Hawaii-øer og på flere små øer syd for Japan, herunder Bonin-øerne og Izu.

De nordvestlige Hawaiiøer er også kendt som Leeward Hawaiiøerne. 

Med undtagelse af Nīhoa ligger alle øerne nord for Krebsens vendekreds, hvilket gør dem til de eneste øer på Hawaii, der ligger uden for troperne.

Kortet med Bonin-øerene har du set før, men Izu-erne er nye. De ligger tættere på fastlandet.

Izu-øerne er en gruppe vulkanske øer, der strækker sig syd og øst fra Izu-halvøen på Honshū. Ø-gruppen rummer to byer og seks landsbyer - alle er en del af Tokyo Metropolis. 

Selvom de normalt kaldes "Izus syv øer"  er der faktisk mere end et dusin øer og holme. Ni af dem er i øjeblikket beboede.

Selve navnet Tristram er et middelaldernavn af keltisk oprindelse, der betyder "larm", "tumult" eller "bedrøvet".

Men det er ikke det, der har været afgørende for artsnavnet. Arten er opkaldt efter præsten Henry Baker Tristram (1822–1906). Han var en indflydelsesrig engelsk anglikansk præst, bibelforsker og banebrydende ornitolog. Han  indsamlede talrige naturhistoriske eksemplarer i Mellemøste og er kendt som "faderen til naturstudiet af Palæstina". Hans omfattende forfatterskab samt banebrydende arbejde inden for naturhistorie i victoriatiden var med til at bygge bro mellem den tidlige darwinistiske evolutionsteori og den bibelske skabelsesberetning.

Han var medstifter af British Ornithologists' Union og opbyggede en af ​​sin tids største private fuglesamlinger, som senere blev katalogiseret af Biodiversity Heritage Library. Hans fagfæller gav ham det kærlige tilnavn "Sacred Ibis" (hellig ibis).

Tristram virkede som kannik ved Durham Cathedral fra 1873 og frem til sin død i 1906. Han blev optaget som medlem af Royal Society (FRS), og i 1879 tilbød den britiske premierminister Benjamin Disraeli ham embedet som anglikansk biskop i Jerusalem, men han takkede nej til stillingen.

Vi søger længere syd for Japan.

Matsudaira's storm petrel (Hydrobates matsudairae) yngler udelukkende på de japanske Vulkanøer (Isla Volcano / Kazan-retto), herunder særligt på øen Minami-Iwojima og overvintrer i Det Indiske Ocean.

Jeg tror, vi er mange der husker Clint Eastwoods to fantastiske film om det store, berømte og blodige slag om Iwo Jima i 2. verdenskrig. Letters from Iwo Jima (2006), der fortæller historien udelukkende fra de japanske soldaters perspektiv og søsterfilmen Flags of Our Fathers samme år, der skildrer nøjagtigt samme slag, men fra den amerikanske vinkel, med særligt fokus på de soldater, der rejste det berømte flag på bjerget Mount Suribachi. 

Matsudaira's storm petrel er opkaldt efter Viscount Yorinari Matsudaira, en fremtrædende japansk ornitolog og adelsmand fra begyndelsen af ​​det 20. århundrede, som indsamlede fuglen. 

Det er en mørkebrun, ranglet havfugl, stor  med langt næb for en stormsvale og  med lange, kantede vinger.  Dens kraftfulde, langsomme flyvestil står i kontrast til hurtigere flugt hos mindre arter.  Swinhoes Stormsvale ligner den, men er mindre, med en mere yndefuld flyvestil. Tristrams Stormsvale ligner den også. 

Og det er sådan set det eneste, jeg ved om den. Men så fik vi da en japaner på banen - for første gang, tror jeg.

Næste stormsvaler har hele mange navne ud over det latinske Hydrobates castro:  Band-rumped storm petrel,  Madeiran storm petrel og både Harcourt's storm petrel og Darwin's storm petrel.

På dansk hedder den Madeirastormsvale.  Jeg har dog også set navnet bånd-rumpet stormsvale.

Band-rumped-navnet giver lidt sig selv.
Fuglen har et tydeligt, smalt hvidt bånd tværs over overgumpen
(området lige over halen).

Den yngler (ligesom Matsudaira's storm petrel ) også tæt på Japan, men i Stillehavet øst for og på Kauai, Hawaii, og på Galápagosøerne. 

Band-rumped storm petrel har et stort udbredelsesområde.
Findes både i de lune dele af Stillehavet og Atlanterhavet.

Men som det ses af et af dens navne, Madeira storm petrel yngler den også på øer i de varmere dele af Atlanterhave. Ud over Madeira på Berlengaøerne et par ti kilometer ud for det portugisiske fastland, Azorerne, De Kanariske Øer og Sankt Helena i Atlanterhavet. 

De mange navne kræver en forklaring.

Band-rumped storm petrel er det mest almindelige engelske fællesnavn 

Madeiran storm petrel er det klassiske engelske navn, opkaldt efter Madeira-øerne, hvor den først blev beskrevet. 

Harcourt's storm petrel er et ældre alternativt navn,  den har fået efter den engelske naturforsker og politiker Edward William Vernon Harcourt. Det var ham, der indsamlede fuglens typeeksemplar på Madeira i 1851 og officielt beskrev og dokumenterede arten på baggrund af eksemplarer fundet på Desertas-øerne nær Madeira. 

Det videnskabelige navn Hydrobates castro hylder Jim C. Castro, en medarbejder  Harcourt, 

Darwin's storm petrel er en specifik underart eller form Hydrobates castro bangsi), der yngler på Galapagoseerne i Stillehavet, og som af enkelte forskere foreslås opgraderet til sin egen selvstændige art.

En britisk artikel skriver omkring navneforvirringen:

I øjeblikket er de engelske navne, der generelt tilskrives ynglende populationer af Band-rumped Storm-petrel-komplekset, utilfredsstillende, idet de ikke tilbyder en ukompliceret, entydig og ikke-overlappende løsning. Dette kompliceres yderligere af, at mange beskrevne former ikke genkendes af globale taksonomiske lister, og adskillige forskellige populationer globalt set slet ikke er formelt beskrevet for videnskaben, men sandsynligvis repræsenterer kryptiske arter; nogle af disse har fået tildelt folkelige navne af fuglekiggere (se f.eks. Howell & Zufelt 2019).

Historisk set blev alle taxa anerkendt som en enkelt, monotypisk art, internationalt kendt som Band-rumped Storm-petrel, men i Storbritannien kendt som Madeira Storm-petrel på trods af at artens udbredelse strakte sig langt ud over Madeira. 

To populationer – dem, der yngler i Kap Verde, og dem, der yngler om sommeren på Azorerne – er nu bredt anerkendt som arter i sig selv: henholdsvis Kap Verde-stormsvale Hydrobates jabejabe og Monteiros stormsvale H. monteiroi . I øjeblikket anerkender både IOC (Gill et al. 2024) og eBird/Clements (Clements et al. 2023) dog alle andre populationer globalt som værende en del af en enkelt, udbredt, monotypisk art: Båndrumpet stormsvale H. castro . 

Inden for det vestlige Palæarktis forekommer to tidsmæssigt adskilte former af båndrumpet stormsvaler: en sommerynglende bestand og en vinterynglende bestand. Meget af deres makaronesiske yngleområde overlapper hinanden geografisk, hvor fugle endda bruger de samme redehuller, men de to formers ynglende område er tidsmæssigt adskilt. Hvis disse to former får (under)specifik status, vil sommerynglende fugle tage navnet Hydrobates [castro] castro . Fugle af denne form omtales ofte med det engelske navn 'Madeiran Storm-petrel' (f.eks. Robb et al . 2008, Howell & Zufelt 2019). Vinterynglende fugle, som ikke er formelt beskrevet videnskabeligt, har fået det bredt anerkendte engelske navn Grant's Storm-petrel

Så er det ikke så mærkeligt, jeg bliver forvirret.

Vi fortsætter i Atlanterhavet.

Monteiro's storm petrel  (Hydrobates monteiroi ) er kun kendt for at yngle på et par småøer på Azorerne.

Eksistensen af ​​en separat art blev først antydet af opdagelsen af ​​to forskellige ynglesæsoner for stormsvaler på Azorerne. Begge populationer blev oprindeligt antaget at være båndrumpede stormsvaler; dog yngler den ene population i den kølige årstid og den anden i den varme årstid - ligesom vi hørte om det hos Townsend's og Ailye's stormpetrellerpå klippeskærene ved Isla Guadelupe ud for Baja California.

 En nærmere undersøgelse af disse to ynglende populationer på Azorerne fandt forskelle i deres morfologi og fældning . Undersøgelse af DNA viste, at de to populationer faktisk var genetisk isolerede, og populationen, der ynglede i den varme årstid, blev forhøjet til fuld artsrang, Hydrobates monteiroi , Monteiro's storm petrel.  Arten er opkaldt efter biolog Dr. Luis Monteiro, som var den første til at bemærke morfologiske og akustiske forskelle mellem de to sæsonbestemte populationer fra Azorerne.

Vi er efterhånden stødt på ganske mange biologer og ornitologer, der har lagt navn til de arter, de var de første til at opdage, indsamle og eller undersøge.

Cap Verdes storm petrel (Hydrobates jabejabe) findes  især omkring øerne i Kap Verde. Også den blev engang betragtet som en underart af båndrumpet stormsvale, men betragtes nu som en separat art af Den Internationale Ornitologiske Kongres og andre autoriteter. 

Det latinske artsnavn jabejabe har den fået fra den lokale, folkelige betegnelse, der bruges på Kap Verde-øerne. Ordet "jabejabe" (der undertiden staves "gieb gieb") er et lydmalende ord – en sproglig gengivelse, der skal efterligne de karakteristiske, gentagne lyde, som fuglen udstøder om natten.

På dette site kan man høre 4 små lydoptagelser af "jabejabe-fuglen".

AI har lavet en sammenstilling af 5 stormsvalearter. - Alle har jeg været omkring, så det var faktisk rart at se denne sammenstilling / sammenligning.

Species	Breeding Location	Key Diagnostic Differences	Flight & Foraging Behavior
Darwin's Storm-Petrel (H. castro bangsi)	Galápagos Islands	All-dark body with a clean, even white rump band; shallowly notched tail.	Steady, stable flight; frequently glides on flat wings similar to a shearwater.
Wedge-rumped Storm-Petrel (Hydrobates tethys)	Galápagos & Peru	Features a very large, triangular white rump patch that extends down the tail.	Highly erratic, darting flight pattern. Often zigs and zags wildly close to the water.
Elliot's Storm-Petrel (Oceanites gracilis)	Galápagos (Chumming waters)	Smaller; has a white belly patch in addition to a white rump.	Unique because it feeds in shallow coastal waters and heavily "patters" on the sea surface.
Leach's Storm-Petrel (Hydrobates leucorhoa)	North Pacific islands	A deeply forked tail and a white rump band divided by a dark central line.	Strong, bounding flight pattern with sudden changes in direction.
Black Storm-Petrel (Hydrobates melania)	Baja California & Mexico	Noticeably larger and completely dark with no white rump patch at all.	Deep, slow wingbeats. They lack the surface-pattering behavior of smaller species.

Og så var vi lige pludselig igennem de nordlige stormsvaler.

Om flere af dem har der ikke været meget at finde.

Men blogartiklen har alligevel nået en betragtelig længde, så nu slipper jeg de nordlige løs, og de sydlige gemmer jeg til næste blogartikel.

Kap Verde storm petrel.