Nu gælder det nogle af de små newzealandske øer, jeg stødte på, da jeg fortalte om Pterodroma-petrellerne - dem der også kaldes gadfly petrels.
Fordelen ved at jeg har skilt omtale af øerne fra blogindlægget om fuglene, er, at jeg så kan tillade mig at bevæge mig langt væk fra fuglene og fortabe mig i andre historier. - Om f.eks. et stjernebillede, om levende fossiler, uddøde arter, James Cook-opdagelser, et par kendisser, en hel del maorilegender og en masse fugle, der ikke er petreller.
Sådan indledte jeg et blogindlæg, som endte med at blive alt for meget om alt for mange fugle. Øerne og deres historier forsvandt lidt i mængden.
Så nu har jeg delt indlægget op i to dele. I nærværende har jeg stort set klippet teksterne om fugle væk (og lagt dem ind i et andet blogindlæg).
I dette indlæg vil jeg fokusere på øer og mennesker.
Måske slipper der enkelte fuglebilleder med.
 |
| Hanlig Pterodroma pycrofti fra Auckland Museums samling |
Øerne ligger ud for New Zealands Nordø.
 |
| Stephenson Island, Poor Knights Islands, Mercury Islands |
 |
| Oberst RSH Moody , her i sin Windsor-uniform. Han var søn af generalmajor Richard Clement Moody, Kt., der grundlagde British Columbia, og Mary Susannah Hawks fra industridynastiet Hawks. Hawks-familien var et af de mest indflydelsesrige industridynastier under den britiske industrielle revolution. Hawks-familien ejede adskillige virksomheder inden for jernproduktion og maskinteknik i Nordengland og i City of London. |
 |
| Military Knights of Windsor i processionen til den årlige gudstjeneste for Hosebåndsordenen. |
 |
| Mercury Islands |
 |
| Mindesmærke for Cooks observation af en Merkurpassage. Det er fejlagtigt placeret på den modsatte side af bugten i forhold til det sted, hvor Cook foretog sin observation |
Halvøen er kendt for sine flotte strande og gode friluftsaktiviteter, så den er nok et must for de mange roadtrippere og back-packers. Den ligger i behagelig nærhed af Auckland - som ikke er hovedstad, men alligevel er landets største by.
I 1827 fik den franske opdagelsesrejsende, flådeofficer og kontreadmiral Jules Sébastien César Dumont d'Urville (også) øje på øerne og gav dem deres franske navn Iles d'Haussez.
Under første verdenskrig brugte grev Felix von Luckner i en kort periode øen som skjulested, mens han forsøgte at flygte fra New Zealand med kurs mod Kermadec-øerne. En vig på øens nordkyst bærer i dag hans navn til minde om denne begivenhed.
Grev Felix von Luckner (1881–1966) var en berømt tysk flådeofficer, søfarer og eventyrer, bedst kendt som Der Seeteufel. Under Første førte han den tyske hjælpekrydser SMS Seeadler, et sejlskib forklædt som norsk trætransport. Han sænkede 14 allierede handelsskibe i Atlanterhavet og Stillehavet uden tab af menneskeliv under selve angrebene. Skibet strandede på et rev ved Mopelia-atollen i Fransk Polynesien i 1917, hvorefter han blev taget til fange i New Zealand. Efter krigen blev han globetrotter og forfatter. Han rejste verden rundt og holdt populære foredrag om sine eventyr. Han døde i Malmö i 1966.
 |
| Det var ikke den kæmperaket, jeg lige forestillede mig. |
Herover ses Rocket Labs affyringsrampe - den høje, sorte konstruktion yderst ved havet. Affyringsstedet er verdens første private anlæg til opsendelse af fartøjer i kredsløb og forventes at muliggøre den højeste frekvens af rumopsendelser i historien.
Så skal vi til Hen and Chickens Island og Cuvier Island.
Hvis vi lige skal sammenligne med øerne, jeg allerede har fortalt om, så ligger Hen and Chickens Islands ca. 50 km sydvest for Poor Knights Island. Cuvier Island ligger ca. 15 km nord for Mercury Islands.
 |
Hen and Chickens Islands stik nord for Auckland City. |
 |
| Bream Bay |
Tæt på De Syv Søstre er ét af de mest markante stjernebilleder, den store og klare konstellation, Orion. I græsk mytologi er Orion en kæmpestor og smuk jæger fra Boiotien, søn af Poseidon eller født af Jorden.
Også blandt Australiens oprindelige kulturer er Orion en jæger, eller en flok kraftige og stærke unge mænd, og ifølge forfatter og antropolog Daisy Bates anser befolkningen i det centrale Australien Orion for at være en 'kvindejæger' – og især kvinderne i Plejaderne.
Ifølge mange af de australske aborigineres fortællinger forfølger Orion De Syv Søstre, men én af søstrene gemmer sig, eller er død, eller for ung, eller er bortført, så igen er kun seks stjerner synlige.
Antropologerne mente engang, at europæerne tog de græske fortællinger med til Australien, hvor de oprindelige australiere tilpassede historierne, så de passede til deres formål.
Men de oprindelige australieres historier lader til at være langt, langt ældre end kontakten med europæerne, og desuden var der kun ganske lidt kontakt mellem de fleste aboriginer-kulturer og resten af verden i mindst 50.000 år.
Så hvorfor deler de samme fortællinger?
I en nylig artikel Advancing Cultural Astronomy – publiceret hos den videnskabelige forelægger Springer – funderer Barnaby Norris og Ray Norris over dette, og de giver svar på, hvorfor vi kalder konstellationen de 7 søstre, når vi kun kan se 6 stjerner.
Læs selv artiklen for at finde svaret. Det bliver for lang en udredning her, selv om den er spændende. Men jeg kan ikke lade være med at gengive en af overvejelserne: "Så for 100.000 år siden de fleste mennesker virkelig syv stjerner i stjernehoben?"
Så springer jeg frem til 2. verdenskrig og en hændelse i sejlrenden mellem Bream Head og Mokohinau Islands, 15 km fra Hen-øen, nemlig Forliset af RMS Niagara.
Cuvier er, ligesom næsten de fleste af de andre småøer jeg fortæller om, et beskyttet naturområde
 |
| Whale Island / Moutohora |
 |
| Whale Island / Moutohorā Island |
 |
| Cape Runaway ligger i den østlige ende af Bay of Plenty |
Der angives to oprindelige maorinavne til den store bugt: Te Moana-a-Toitehuatahi (Toitehuatahi-havet) efter Toi-te-huatahi , en tidlig forfader, og Teoneroa (te one roa, "den lange strand".
 |
| Den lille Poverty Bay ligger ved den røde prik ved Gisborne. Nord herfor finder vi den store Bay of Plenty, på den anden side af East Cape-halvøen . Læg også mærke til, hvor White Island er markeret. Den skal vi nemlig også høre om. |
 |
| I dag ser der ud til at være godt gang i Poverty Bay |
 |
 |
| Whakaari / White Island |
Øen har været i en næsten kontinuerlig fase med frigivelse af vulkansk gas, mindst siden den blev observeret af James Cook i 1769.
Whakaari var i samme udbrud fra december 1975 til september 2000, hvilket markerede verdens længste historiske udbrud, og den var også i udbrud i 2012, 2016 og 2019. Udbruddet i 2019 førte til 22 dødsfald. 25 overlevende blev såret, mange kritisk og med alvorlige forbrændinger. 47 personer var angiveligt på øen, da det gik i udbrud, primært turister fra et nærliggende krydstogtskib, der udforskede øen på det tidspunkt. Det mener jeg faktisk at kunne huske fra nyhederne dengang.
Men lidt mere om Whale Island.
Her er gjort talrige arkæologiske fund, der viser at øen tidligt har været beboet. Maoriernes permanente beboelse ophørte i begyndelsen af det nittende århundrede.
Det maori-baserede navn, Moutohorā , er en forkortet form af Motutohorā , der betyder "Hvalø" eller "Fanget hval". Tohorā er det maori-baserede navn for den sydlige rethval.
Den første europæiske besættelse fandt sted i 1830'erne med et mislykket forsøg på at etablere en hvalfangststation på land . Foretagendet mislykkedes imidlertid, uden at en eneste hval blev fanget. Fyrre år senere kom forsøg på at tjene penge på svovl . Det blev udvundet og solgt til et raffinaderi i Auckland over en årrække, men var af dårlig kvalitet, og foretagendet blev opgivet i 1895. Den næste fase af industriel aktivitet kom i 1915, da stenbrydning leverede sten til opførelsen af Whakatāne havnemur. I alt 26.000 tons sten blev fjernet over fem år.
Whale island er "off the grid". Dvs. Ingen offentlig elforsyning, vandforsyning eller kommunal infrastruktur; helt vildt og beskyttet.
Adgang til Moutohora er i dag begrænset til indehavere af tilladelser fra Department of Conservation. De nuværende indehavere af adgangstilladelser er den lokale maori-stamme Ngati Awa samt turistoperatører og godkendte videnskabelige grupper.
Jeg nævnte Whakatāne havnemur, som blev opbygget af sten fra Whale Island.
Whakatāne havnemur omtales almindeligvis som den østlige bølgebryder, som beskytter flodmundingen i byen.
Nu skal høre lidt om Whakatāne.
Området, hvor i byen ligger, har længe været beboet. Levn efter maori-pā'er (befæstede maori-landsbyer) i området stammer helt tilbage fra de første polynesiske bosættelser, der anslås at have fundet sted omkring år 1200 e.v.t. Ifølge maori-traditionen gik Toi-te-huatahi – senere kendt som Toi-kai-rakau – i land ved Whakatāne omkring år 1150 e.v.t., mens han ledte efter sit barnebarn Whatonga. Da det ikke lykkedes ham at finde Whatonga, slog han sig ned på stedet og byggede en pā på det højeste punkt af det næs, der i dag kaldes Whakatāne Heads, med udsigt over den nuværende by. (En pā er en bosættelse eller et forsvarsværk.)
En legende fortæller at høvdingen Toroa, hans bror Puhi og søsteren Muriwai i en waka blev sendt af sted med forsyninger af søde kartofler (kūmara) til de første etablerede bosættelser i New Zealand.
Mataatua"-kanoen blev ledt på vej af to saddlebacks / "tīeke-fugle på turen fra uvier Island til stedet, der blev til byen Whakatāne.
Høvding Toroa bad de to saddleback-fugle, som guidede ham og hans skib, om at lede efter et vandfald, der styrter ned ad en klippe, en hule, der giver varmt ly, og en flodmunding, der giver sikker ankerplads. De fandt det ved Wairere-vandfaldene, Te Ana-o-Muriwai og Hinemataroa-floden. Her blev skibet fortøjet i flodmundingen.
Mændene begyndte at losse skibetog gik i land for at komme i kontakt med de lokale. Kvinderne blev efterladt til at passe lejren og holde øje med kanoen. Snart begyndte en storm at bygge op i nord. Strømmen var meget stærkere end forventet, og kanoen begyndte at drive væk. Lige da kom Toroas datter, Wairaka, til wakaen og hun udtalte sine berømte ord "Kia whakatane ake au i ahau" (Jeg vil handle som en mand) og begyndte at padle – noget, kvinder ellers ikke havde tilladelse til. Med hjælp fra de andre kvinder lykkedes det at redde kanoen. Stedet fik navnet Whakatane for at fejre Wairakas ord. I 1965 blev opstillet en bronzestatue af hende ved udmundingen af Whakatāne-floden.
Europæere begyndte at bosætte sig i Whakatane i1830-verne efter at de første hvalfangere, pelsjægere, missionærer og handelsfolk kom til området. Kaptajn James Cook havde sejlet forbi og opdaget regionen i 1769, men der gik årtier før de første faste bosættelser opstod.
Byen var et betydningsfuldt skibsbygnings- og handelscentrum fra 1880, og i takt med at Rangitāiki-sumpen fra 1904 blev tørlagt og omdannet til produktiv landbrugsjord, voksede Whakatāne betydeligt. I begyndelsen af 1920'erne var det landets hurtigst voksende by i en periode på omkring tre år, og i den forbindelse blev elektricitet indført for første gang.
.jpg) |
| Whakatāne township ca. 1910'erne, med Whakatane Hotel til venstre. |
Whakatāne har ofte registreret det højeste årlige antal solskinstimer i New Zealand. Siden de officielle målinger begyndte i 2008, har byen ofte nået op på over 2.600 timer om året.
.jpg)
Men når vi skal høre om Whakatāne, så er det også, fordi det er her, vi finder den anden kendis, jeg tidligt annoncerede ville komme, nemlig John Rowles, som er født i 1947 i Whakatāne.
Rowles er af maorisk afstamning. Hans far, Eddie Hohapata Rowles, spillede rugby union for Māori All Blacks i 1938. Hans mor var af europæisk herkomst. Han voksede op i Kawerau, som er et lille samfund med en økonomi, der i høj grad drives af den nærliggende papirmasse- og papirfabrik , der drives af Norske Skog og OJI Fiber Solutions. Kawerau er en af de yngste byer i New Zealand. Den blev grundlagt i 1953 som en mølleby for Tasman -masse- og papirfabrik. Stedet for fabrikken blev valgt af Tasman Pulp and Paper Company på grund af den lette tilgængelighed af geotermisk energi , vand fra Tarawera-floden og den store forsyning af fyrretræ fra den nærliggende Kaingaroa-skov
Norse Skog i Norge er verdens næststørste producent af avispapir. På et tidspunkt havde de tre papirmaskiner i Kawerau, men Pr. 16. juli 2021 er alle tre avispapirmaskiner ophørt med at fungere på grund af mindre efterspørgsel i takt med at verden bliver digital.
Kawerau er blandt de tre byer i New Zealand med en majoritet af Māori-befolkningen.
John Rowles er bedst kendt for sangen "If I Only Had Time", som nåede en tredjeplads på den britiske singlehitliste i foråret 1968 og lå på listen i atten uger.
Han blev en rigtig crooner - og har optrådt sammen med Elvis Presley.
I 1970-erne og 1980-erne optrådte han mest i Las Vegas, Nevada, and Hawaii.
.jpg) |
| John Rowles 2018 |
Rowles har modtaget tre vigtige hædersbevisninger.
I 1974 modtog Rowles Benny Award fra Variety Artists Club of New Zealand Inc – den højeste udmærkelse, en newzealandsk varietékunstner kan opnå.
Rowles blev udnævnt til Officer of the Order of the British Empire i forbindelse med nytårshædersbevisningerne i 1979 for sin indsats inden for underholdning og for at fremme newzealandske interesser i USA.
Han blev udnævnt til Knight Companion of the New Zealand Order of Merit for sin indsats inden for underholdning i forbindelse med dronningens fødselsdagshædersbevisninger i 2018.
New Zealand har efterhånden en del fuglereservater på småøer, som er gjort rotte- og katte fri, og hvor offentligheden formenes adgang.
Også på fastlandet har man siden 2004 fået lignende indhegnede områder.
Zealandia Te Māra a Tāne er et 225 hektar stort, beskyttet naturområde i Karori-dalen, blot 10 minutter (ca. 2,1 km) nordvest for centrum af hovedstaden Wellington. Det er verdens første fuldt indhegnede urbane naturreservat og er omgivet af et hegn, der holder invasive pattedyr ude for at beskytte sjældne, hjemmehørende fugle, krybdyr og planter. Det må man gerne besøge
Cape Sanctuary tilbyder også guidede ture. Det er New Zealands største privatejede og finansierede bevaringsprojekt på en "fastlandsø". Det blev grundlagt i 2006 af Andy og Liz Lowe.
 |
| Andy og Liz Lowe |
Cape Sanctuary ligger ved det sydligste punkt af Hawkes Bay ved det punkt, der hedder Cape Kidnappers.
 | ||
|
Hawkes Bay er navngivet af James Cook til ære for Edward Hawke, 1st Baron Hawke. Hawke vandt en sejr over en fransk flåde i slaget ved Quiberon-bugten i november 1759 under Syvårskrigen, hvilket forhindrede en fransk invasion af Storbritannien. Hawke fungerede som First Lord of the Admiralty i fem år mellem 1766 og 1771. I denne stilling lykkedes det ham at få kontrol over flådens udgifter, ligesom han stod i spidsen for mobiliseringen af flåden under Falklandskrisen i 1770.
 |
| Cook's skib Endavour ved Cape Kidnappers |
På Cooks skib Endeavor havde man en tahitisk mand, der fungerede som Endeavours tolk og guide, og Taiata, den 12-årige nevø til eller tjener for Tupaia. Da en maorisk kano nærmede sig Endeavour med tilbud om at bytte fisk, befandt Taiatasig uden for skibssiden.
Maorierne troede, det var en ung maoridreng, der blev holdt fanget på skibet. De greb derfor fat i drengen og forsøgte at flygte med ham. Søfolk fra Endeavours dæk åbnede straks ild mod fiskebåden, dræbte to maorier og sårede en tredje. Taiata sprang straks ud af kanoen og svømmede tilbage til Endeavour, mens de øvrige maorier padlede deres fartøj tilbage mod land. En 4-punds kanon blev affyret efter dem fra Endeavours agterdæk, men maoribåden kom hurtigt uden for skudvidde.
"Denne hændelse var årsag til, at jeg gav dette forbjerg navnet Cape Kidnappers …" skriver Cook.
 |
| Cook beskrev forbjerget som havende stejle, hvide klipper på begge sider samt to store klippeblokke, der lignede høstakke, tæt ved selve forbjerget. |
I en lidt længere beskrivelse af hændelse fortæller Cook, at en stor kano nærmede sig, efterfulgt af syv andre med i alt omkring 160 mænd om bord. Da de samlede sig under Endeavours agterstavn, talte Tupaia med dem. Der blev opført en krigsdans, og skibets besætning overrakte gaver.
 |
| Parkinsons tegning af en maorikano |
Næste morgen kl. 8 nærmede flere både sig Endeavour og tilbød "ildelugtende fisk". De opførte sig ordentligt, og som Cook skrev i sin dagbog: "Vi ville være skiltes som gode venner, hvis ikke det havde været for en stor kano med toogtyve bevæbnede mænd om bord, som dristigt lagde sig op langs skibets side."
Sydney Parkinson var en skotsk botanisk illustrator og naturhistorisk kunstner, der deltog i kaptajn James Cooks første ekspedition i Stillehavet 1768 til 1771. Han var hyret af ekspeditionens ledende naturforsker, Joseph Banks, til at tegne planter og dyr under Cooks historiske rejse. Han blev den første europæiske kunstner, der satte fod i Australien og malede lokale landskaber og oprindelige folk ud fra direkte iagttagelse. Skabte over 1.000 detaljerede tegninger og malerier under ekspeditionen.
Hvor er det fantastisk som de tidlige opdagelsesrejsende omhyggeligt nedskrev og illustrerede beskrivelser og oplevelser og at disse dokumenter blev omhyggeligt bevaret og senere digitaliseret, således at vi nu i dag kan stifte bekendtskab med dem med blot et tryk på en taste.
Naturligvis skal man være opmærksom på, at det er europæernes udlægning af historien, vi som oftest får.
Kapiti Island - Kapiti er bare 10 km lang og 2 km bred. Den ligger 5 km ude fra fastlandet.
_(cropped).jpg)
- Øens fulde oprindelige navn er Te Waewae-Kapiti-o-Tara-rāua-ko-Rangitāne, hvilket betyder "Tara og Rangitānes grænse" og henviser til stedet, hvor, Ngāi Tara-stammens og Rangitāne-stammens områder stødte op til hinanden.
- Øen blev også kendt blandt maorierne som Motu Rongonui, eller "den berømte ø".
- Da James Cook besøgte New Zealand under sin opmålingsekspedition i 1770, kaldte han den Entry Isle, men Cooks navn vandt aldrig almindelig udbredelse.
- Øen har ikke noget officielt navn, men er registreret på topografiske kort – og dermed i New Zealands stednavneregister – som Kapiti Island.
Whaling station i to udgaver
- Te Rauparaha fra Ngāti Toa-stammen havde bemærket, hvordan vestlige skibe ofte besøgte området omkring Cook-strædet og tænkte, de ville være gode handelspartnere, og han opfordrede derfor europæiske skibe til at besøge Kapiti.
- I 1830'erne og 1840'erne blev øen et af landets vigtigste centre for hvalfangst, da havområderne South Taranaki Bight og Cookstrædet fungerede som ynglepladser for hvaler. I hvalfangstperioden boede der 2.000 mennesker på øen. Der lå syv hvalfangststationer på og omkring Kapiti Island. Man udvandt olie af spækket og sendte den til Amerika til brug i maskineri, før man begyndte at anvende petroleum.
- Efter hvalfangstindustriens sammenbrud i 1840'erne forlod hvalfangerne og deres familier øen.
- Øen var oprindeligt dækket af skov med træsorter som rātā, kahikatea og rimu.
- Mellem 1825 og 1840 blev en del af øens vegetation brændt af for at gøre plads til landbrug. I perioden fra 1874 til 1890'erne opdelte Māori Land Court øen i forskellige jordlodder, der primært var ejet af Wiremu Parata – et parlamentsmedlem for Western Maori – og hans familie.
I 1890'erne anmodede Wellington Acclimatisation Society om, at Alfred Ross, en forpagter og fåreavler på øen, skulle omdanne sin gård til et vildtreservat og sætte vagtler og fasaner ud på øen.
I 1900-tallet var det meste af øen blevet erhvervet af den newzealandske regering til reservatet, bortset fra en del i nord. Da jorden i den nordlige ende ikke længere kunne udlejes til europæiske landmænd, blev den dyrket som en fårefarm af Webber-familien af den oprindelige Ngāti Toa-stamme.
_(4835443923)_(cropped).jpg)
Jægere på en terassse på Kapiri Island
_(4835443923)_(cropped).jpg)
Webber-familien fortsatte med at drive landbrug på øen indtil 1950'erne, hvor det meste af jorden blev solgt i 1967, men Ngāti Toa beholdt noget jord og adgangsrettigheder til øen.
- Allerede i 1870 blev Kapiti Island udpeget som et muligt sted for et fuglereservat.
- I 1893 var det planen at sende et par af de nu uddøde huia-fugle til Kapiti Island, men i stedet blev de sendt til England som en gave til Lord Rothschild. Der blev også fremsat forslag om at flytte den nu uddøde piopio fra Sydøen til Kapiti Island eller en anden ø, men dette blev ikke til noget, da det viste sig vanskeligt at indfange fuglene.
Huia-fugle
 |
| Piopio-fugle |
- Ved indgangen til 1900-tallet var størstedelen af øen blevet opkøbt af den newzealandske stat med henblik på at oprette et reservat, bortset fra et område i nord. Dette beholdt Ngāti Toa-stammen og dermed adgangsrettigheder til øen.
.jpg) |
| En ung rpins William med en kiwi på Kapiri Island |
 |
| Høvding Te Rauparaha |
Te Rauparaha komponerede Ka Mate omkring 1820 som en fejring af livet frem for døden efter hans heldige flugt fra nogle fjender fra en anden stamme. Han havde gemt sig for dem, på Motuopihi-øen i en sø, i en kūmara- opbevaringsgrav, mens en kvinde ( wāhine ) ved navn Rangikoaea skrævede over hulen for at skjule og beskytte ham. Da han kom ud af gruben og ind i solen, var han taknemmelig over for Rangikoaea og hendes mand Te Wharerangi, der komponerede Ka Mate- hakaen som et resultat.
En haka er en traditionel ceremoniel dans fra maorikulturen i New Zealand. Den indebærer kraftig trampen i jorden, rytmiske råb, slag på kroppen og udtryksfuld ansigtsmimik, såsom at række tungen ud og spærre øjnene op. Dansen opføres ved særlige lejligheder, såsom bryllupper og begravelser, samt for at byde gæster velkommen.
"Ka Mate" er den mest kendte haka både i New Zealand og på verdensplan, fordi en koreograferet og synkroniseret version af sangen traditionelt er blevet udført af All Blacks , New Zealands internationale rugby union- hold, samt Kiwis , New Zealands internationale rugby league-hold, umiddelbart før internationale testkampe. indtil 2013, hvor en specifik haka, "Te Iwi Kiwi", blev brugt i stedet. Siden 2005 har All Blacks lejlighedsvis udført en anden hakaFør afslutningen af Rugby World Cup i 2003 sluttede All Blacks' optræden med Ka Mate normalt med et spring midt i luften.
 |
| All Blacks udfører Ka Mate hakaen |
Før 1985 blev All Blacks haka ikke udført med den sædvanlige opførelse, da de fleste spillere af europæisk afstamning ikke havde fuld træning i ceremonien. Det krævede to maorier at revolutionere den måde, den blev udført på, hvilket kulminerede i en stil tæt på den originale haka. De ikke-maori-spillere lærte fra dette tidspunkt, hvordan man opførte den.
Te Rauparaha er maoriernes store helt.
World History Buffs hjemmeside præsenterer ham således
Frygtet på slagmarken, æret i stammens erindring og udødeliggjort gennem hakaen "Ka Mate" – Te Rauparaha står som en af de mest ikoniske skikkelser i New Zealands tidlige koloniale og stammemæssige historie. Han var en rangatira (høvding), et strategisk geni og ophavsmand til et kvad, der skulle blive selve hjerteslaget i maoriernes identitet.
Fra stammekrige til modstand mod kolonimagtens indtrængen er fortællingen om Te Rauparaha en beretning om overlevelse, tilpasning og kulturel styrke.
Og således kom jeg rundt om ny og især gammel New Zealand historie, fik fortalt noget livshistorie og fik til sidst sneget et par fuglebilleder ind :-)
_(cropped).jpg){kind=link}
Ingen kommentarer:
Send en kommentar