Da jeg gik i gang med at præsentere Kiribatis fugle, var planen, at jeg kun ville præsentere havfuglene. På listen over Kiribatis fugle var der også mange vadefugle, men dem kendte jeg jo, tænkte jeg. Kobbersneppe, regnspove, ryler, hjejler. Et par stykker var jeg usikker på - sandløber og stenvender, og et par klirer var helt ukendte for mig. Eller - det er jo ikke helt rigtigt, for vi kender jo alle Dirch Passers monolog om mudderkliren.
En anden plan var, at efter at have skrevet om dem, der først faldt i øjnene - ternerne, tropefugle, suler og fregatfugle, så ville jeg lige hurtigt lave et lille opslag om petreller og skråper. Dem kunne der vist ikke være meget at fortælle om. Men jeg tog grueligt fejl. Jeg startede, men det blev indviklet og jeg gik i stå.
Så jeg ombestemte mig. Jeg trængte til en pause fra de besværlige petreller og skråper. Så kunne jeg lige så godt forsøge mig med de sidste fugle på listen. Vadefuglene og et par andre. Nu havde jeg alligevel kigget på dem så mange gange, og det var lige at gå til, og det var også lidt interessant netop at se , hvilke af dem vi finder både i Danmark og Kiribati. Så her kommer de.
Efter vadefuglene kommer der tre måger, som jeg sprang over ved havfuglene, for jeg bryder mig ikke om måger. Der kommer en kjove, tre andefugle, tre duer og til sidst kommer der et par specialiteter.
Det bliver stort set et billed-album. Kun ved enkelte indsætter jeg tekst - måske fordi fuglen er ny for mig, eller fordi noget har drillet. Måske en detalje bare fangede min interesse. Undervejs skulle det så vise sig, at der alligevel kom mange tekster :-) Men hvis du har læst tidligere indlæg fra min hånd, så ved du, at sådan går det som regel for mig.
Lad mig sige det med det samme - der er ikke rigtig system i billederne. Jeg startede med en han og en hun, men fandt så ud af, at der var stor forskel på ynglende og ikke-ynglendes fjerdragt, ligesom der er forskel på sommer- og vinterdragt. Så det blev lidt comme ci, comme ça, hvad jeg valgte. Pludselig var der et sødt billede, jeg gerne ville have med. Men ved alle mener jeg, der et et billede, hvor man hurtigt identificerer fuglens karakteristika
Bar-tailed Godwit Limosa lapponica
Barstjertet kobbersneppe / Lille kobbersneppe
Sneppefugle (Scolopacidae) har langt næb og lange ben. Næbbet er meget følsomt i spidsen. På den måde kan fuglene mærke byttedyrene, selv om de ikke direkte berører dem. De lange ben gør dem bedre i stand til at bevæge sig i lavt vand og mudder end andre vadefugle.
Eurasian Whimbrel Numenius phaeopus
Eurasisk regnspove
Spover er en slægt af sneppefugle, som er nært beslægtet med kobbersnepperne. De hører til blandt de største vadefugle. De kendetegnes først og fremmest ved et langt, nedadbuet næb.
 |
| Spoveunger i rede. |
Vadefuglene lægger ofter 4 æg. Husker du, at havfuglene fra mit forrige indlæg som oftest kun lagde et enkelt.
Bristle-thighed Curlew Numenius tahitiensis
Børstelår storspove / Alaskaspove
Det latinske navn Numenius tahitiensis har sin egen historie (/ etymologi.
Det mærkelige navn Bristle-thighed Curlew / Børstelår storspove skyldes, at fuglen har "bristled feathers at the base of the leg".
Så nu skal vi lære noget om fjer.
"Bristled feathers" er stive, hårlignende fjer, der findes på fugle, primært kendt som børster eller filoplumer, og de fungerer generelt som sensoriske eller beskyttende strukturer.
Filoplumer er en speciel type hårlignende fjer, der findes hos fugle. De er meget tynde, fine og hårlignende med en lille dusk af fjerstråler (faner) yderst i spidsen.De fungerer som sansefjer, der hjælper fuglen med at føle positionen af deres konturfjer (de almindelige dækfjer). Dette gør, at fuglen kan justere fjerdragten præcist, hvilket er vigtigt for flyveevnen.
De findes typisk spredt mellem de almindelige dækfjer, ofte i grupper omkring basis af disse. De forveksles ofte med børstefjer (bristles), men filoplumer er generelt finere og har en anden sansefunktion.
Der findes også Rictale børster. Rictale børster er specialiserede, stive fjer med få eller ingen modhager, der oftest findes omkring roden af næbbet eller øjnene, og fungerer som pattedyrs knurhår eller øjenvipper. De er designet til at beskytte øjne og ansigt mod snavs og vegetation og til at hjælpe med manøvrering.
Rederne bygges i fordybninger i jorden og fores med tundramos. Æggene er grønlige med brune pletter, med fire æg per kuld og én yngel pr. sæson. Rugningen varer omkring 24 dage, hvor begge forældre passer reden og beskytter de nyklækkede kyllinger.
Voksne fugle forlader deres kyllinger omkring fem uger gamle for at migrere sydpå. Kyllingerne fortsætter med at spise, indtil de er i stand til at foretage rejsen. Den første del af migrationen inkluderer en non-stop flyvetur på 4.000 km fra Alaska til Laysan/Hawaii. De kan foretage non-stop flyveture på over 6.000 km.
Alaskaspoven lever af en bred vifte af vegetation såsom blomster og bær og af insekter, havdyr og andre fugleæg , som de bryder åbne med sten - det eneste værktøj, som vadefugle bruger.
Pacific Golden-Plover Pluvialis fulva Sibirsk tundrahjejle / Stillehavs-hjejle
Når man lige har læst om en alaskaspove i Kiribati, så behøver man ikke undre sig over lige efter at møde en sibirsk tundrahjejle. Historien er den samme. Fuglene yngler nordpå (både i Alaska og Sibirien faktisk) og trækker dereftervidt omkring i sydlige Stillehav.
Pacific Golden-Plover Pluvialis fulva er den, der har skabt mig flest problemer omkring navn og familie.
Nogle opslag giver den navnet Stillehavsgylden præstekrave. Fint at jeg nu fik det stillehavsgyldne med. Den skulle være kendt for sine tætte flokke og gyldne/sorte fjerdragt, en slank præstekrave med guldbelægning, men præstekrave??? Præstekrave hedder plover på engelsk - og det indgår jo godt nok i navnet, men alligevel?
Pluvialis er en slægt af hjejler, godt nok i familie med præstekraver, men præstekravernes slægtsnavn er ikke Pluvialis, men Charadrius.
Stillehavs-hjejlen blev formelt beskrevet i 1789 af den tyske naturforsker Johann Friedrich Gmelin i hans reviderede og udvidede udgave af Carl von Linnés Systema Naturae . Han placerede den sammen med de andre hjejler i slægten Charadrius og opfandt det binomiale navn Charadrius fulvus . Stillehavs-hjejlen er nu placeret i slægten Pluvialis , der blev introduceret af den franske zoolog Mathurin Jacques Brisson i 1760.
Så måske skyldes forvirringen, at fuglen først blev indplaceret i Charadrius-slægten, som dengang rummede hjejler, men senere blev flyttet over i Pluvialis-slægten, og slægten Charadrius er nu den, der rummer præstekraver.
Kids' Britannica, som jeg nærer stor tillid til, fortæller
Hjejlefamilien, Charadriidae, (nej - det var jo præstekravens slægtsnavn, min kommentar) omfatter mere end 60 arter. Grupperne af såkaldte ringhjejler (visse Charadrius-arter) har hvide pander og et eller to sorte bånd eller ringe på tværs af brystet. Nogle hjejler, såsom den gyldne og sortbugede hjejle (Pluvialis-arter), har fint mønstrede mørke og lyse overkant og sorte underkant i yngledragt.
Så inden for hjejler findes der altså åbenbart både Charadrius-arter og Pluvialis-arter.
Jeg giver op. Opgiver at få helt hoved og hale på det her.
Men faktisk findes der præstekraver i Kiribati: Charadrius mongolus , mongolsk præstekrave og Charadrius leschenaultii, Ørkenpræstekrave, ikke som ynglende, men som trækfuglegæster. Ørkenpræstekravens videnskabelige navn er i nyere taksonomi ændret til Anarhynchus leschenaultii. Mange Anarhynchus -arter er kendetegnet ved delvise kraver snarere end fulde brystbånd eller kraver, som er karakteristiske for Charadrius .
De to præstekraver er bare ikke med på den liste, som jeg benytter som min hovedkilde.
På engelsk hedder ørkenpræstekraven Greater Sand Plover.
Som nævnt er Plover navnet for præstekraver.
Den næste fugl, jeg vil vise dig, er en Black-bellided Plover Pluvialis squatarola.
Men det er en hjejle. Så er forvirringen da total.
Men nu glemmer jeg alt om det og går bare hastigt videre.
Black-bellied Plover Pluvialis squatarola
Strandhjejle
 |
| Et flot æg |
Sanderling Calidris alba
Sandløber
Sandløberen (Calidris alba) var jeg i tvivl om, (om vi har den i Danmark), men google fortæller, at det er en ret almindelig trækgæst og overvintrer i Danmark. Den ses ofte i flokke ved vestkysten og Vadehavet, hvor den livligt løber frem og tilbage i vandkanten for at finde føde. Den kunne være sjov at se. Vi må til vestkysten til efteråret.
Her gik jeg amok i billeder.
Ruddy Turnstone Arenaria interpres
Stenvender
Stenvenderen er nu klassificeret i rylefamilien Scolopacidae, men blev tidligere undertiden placeret i præstekravefamilien Charadriidae.
Ikke så underligt, for de ligner da meget hinanden - stenvenderen og præstekraven. Men stenvenderen mangle jo den karakteristiske præstekrave.
I Danmark er vendefuglen en meget sjælden ynglefugl, der kun yngler på Læsø. Den er dog en almindelig trækfugl i juli-november og maj. Den første vendefugl blev ringmærket i Danmark i 1925. Størstedelen blev ringmærket i 1960'erne og 70'erne. De få stenvendere, der observeres i Danmark om vinteren, menes at tilhøre den canadiske/grønlandske bestand. Så de har ikke meget at gøre med stenvenderne i Stillehavet, men jeg fik fastslået, at de kan findes både hos os og på Kiribatis øer. Men den er truet i Kirbati.
Wandering Tattler Tringa incana
Amerikansk gråklire
Det var en af dem, der gav mig lidt problemer med det danske navn. Oftest kaldes den amerikansk gråklire, men den omtales også som den vandrende tattler (Tringa incana ).
Tattlerfuglene er unikke blandt Tringa- arterne ved at have umønstrede, grålige vinger og rygge og et skællet brystmønster, der strækker sig mere eller mindre ned på maven i ynglefjerdragten , hvor begge også har et ret fremtrædende supercilium .
Hverken Tringa-arter eller ordet supercilium kendte jeg. Så de får et par ord.
Jeg skulle jo gerne lære noget.
Slægten Tringa blev introduceret i 1758 af den svenske naturforsker Carl von Linné i den tiende udgave af hans Systema Naturae . Navnet Tringa er det neo-latinske navn , som den italienske naturforsker Ulisse Aldrovandus gav den grønne ryle i 1599, baseret på oldgræsk * trungas* , en drosselstor vadefugl med hvidrygget hale og vippende hale, som er nævnt af Aristoteles.
Supercilium er et fjerdragttræk , der findes på hovedet af nogle fuglearter . Det er en stribe, der løber fra bunden af fuglens næb over øjet og slutter et sted bag fuglens hoved. Også kendt som et "øjenbryn". Det er forskelligt fra øjenstriben , som er en linje, der løber på tværs af lænderne og fortsætter bag øjet. På de fleste arter, der udviser et supercilium, er det lysere end de tilstødende fjerområder.
Gray-tailed Tattler Tringa brevipes
Sibirsk gråklire / Gråhalede Tattler
Den gråhalede tattler / Sibirsk gråklire (Tringa brevipes), er også kendt som den sibiriske tattler eller endda polynesisk tattler. Det engelske navn for tattlers refererer til deres støjende kald. Slægtsnavnet Tringa fortalte jeg om ovenfor ved den amerikanske gråklire. Den specifikke brevipes stammer fra latin brevis, "kort", og pes , "fod".
Indtil første halvdel af det 19. århundrede levede der også en Kiribati-klire. Den var endemisk for Christmas Island, men er nu uddød. Den kendes kun fra en enkelt samtidig illustration af og en beskrivelse af William Anderson, begge lavet under den tredje jordomsejlingsrejse under kommando af kaptajn James Cook, som besøgte atollen Christmas Island mellem 24. december 1777 og 2. januar 1778.
 |
William Wade Ellis' tegning |
Stillehavsøhjejle Pluvialis fulva har jeg allerede vist billeder af - under navnene Pacific Golden-Plover, Sibirsk tundrahjejle / Stillehavsø-hjejle.
Rørsangeren kommer jeg til til allersidst.
Nu bliver jeg nødt til at indrømme, at også her giver de navne, som fuglene har fået på dansk, mig problemer. Eller måske ikke ligefrem problemer, men de skaber lidt forvirring. For Kiribati klire bliver også kaldt sandpiper.
 |
| 1907 illustrationer af George Edward Lodge af den nu uddøde Kiribati-klire |
Der har levet 5 sandpipers, polynesiske ryler (Prosobonia sp.), som var udbredt i Stillehavet.
Så kommer vi til mågerne
Kelp Gull Larus dominicanus
Tangmåge
 |
| De tre nederste fotos viser 1. vinter, 2. vinter, 3. vinter |
Glaucous-winged Gull Larus glaucescens
Blåvinget måge
Den blåvingede måges ben er lyserøde, og næbbet er gult med en rød subterminal plet - pletten nær enden af næbbet, som kyllinger hakker for at stimulere deres fødeindtag. |
| Nederst igen 1., 2. og 3. vinter |
 |
| Den er da kær - selv om den vokser op og bliver en skrigende måge |
Den blåvingede måges iriser er typisk meget mørke og omgivet af lyserød øjenhud.
 |
Helt lyserød er øjenhuden nu ikke her - mere grålig.
Men et smukt billede. og bagefter fandt jeg et, der viste den rigtige lyserøde øjenhud.
Laughing Gull Leucophaeus atricilla
Lattermåge
Lattermågens vinger er meget mørkere grå end alle andre måger af samme størrelse undtagen den mindre Franklinsmåge. Den sorte hætte er for det meste tabt om vinteren. Begge er tydeligvis i familie med vores hættemåge.
Herunder ses en ynglende og ikke-ynglende måge. Derefter to smukke flyvende måger og endelig til sammenligning en hættemåge og en Franklinsmåge.
Så blev det alligevel til lidt om mågerne, selv om jeg lagde ud med at jef´g ikke bryder mig om måger. Hættemågen er den hjemlige måge, jeg bedst kan lide, så det var godt, der kom en, der ligner den.
Pomarine Jaeger Stercorarius pomarinus
Mellemkjove
Northern Shoveler Spatula clypeata
Skeand
Eurasian Wigeon Mareca penelope
Pibeand
American Wigeon Mareca americana
Amerikansk pibeand
Rock Pigeon Columba livia
Klippedue
Klippeduen nævnes som en indført fugl.
Micronesian Imperial-Pigeon Ducula oceanica
Mikronesisk kejserdue
Pacific Imperial-Pigeon Ducula pacifica
Stillehavsdue
Long-tailed Koel Urodynamis taitensis
Langhalet gøg
Den langhalede gøg (Urodynamis taitensis ), også kendt som stillehavsgøg, hjemmeugle, skrigefugl, eller koekoeā på maori, er en art af fuglefamilien Cuculidae (gøge).
 |
| Spurvehøgen i flugt |
Jeg fandt ud af, at der findes vildt mange, som i virkelig vildt mange gøgearter.
Og jeg lærte nyt om gøge. F.eks. at de fleste arter faktisk opfostrer deres egne unger, og at det slet ikke er alle gøge, der siger kuk-kuk.
_(8967632085).jpg) |
| Tegning af den rødhalede sorte kakadue, en farvetavle fra John Lathams værk A General History of Birds (Bind 2, 1822) |
Mon ikke der er lagt op til et blogindlæg om gøge? - Og om John Latham?
Nu skal jeg have de sidste to Kiribati-fugle med. De to specialiteter for Kiribati.
Pacific Reef-Heron Egretta sacra
Stillehavsrevshejre
Jeg har ikke fundet megen tekst specifikt om hejren i forbindelse med Kiribati. Blot nævnes det, at den findes på flere af øerne.
Kiritimati Reed Warbler Acrocephalus aequinoctialis
Kiritimati rørsanger
Den findes kun på Kiritimati (Christmas Island) og Teraina (Washington Island)
Populationsstørrelsen af bokikokikoen anslås at være omkring 2500, med en faldende populationstendens. Arten er truet af introducerede arter som gris og rotte , men især vildkatte og klimaændringer i forbindelse med stigende havniveauer . Denne art er sammen med Henderson-petrellen i øjeblikket opført som truet på IUCNs rødliste.
Bokikokikoen har stor medicinsk og symbolsk betydning. Dens fjer anses for at have testosteronforøgende egenskaber siden oldtiden, hvilket er grunden til, at disse fugle blev jaget så meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar