Om Phoenixøerne

Midt ude i Stillehavet - en ø på 9 km2 med 280 indbyggere, en buldrende lufthavn og amerikanske husmødre, der shopper delikatesser som  franske og japanske svampe, spanske oliven, portugisisk pølse, rejer fra Georgia, sukiyaki på dåse og  amerikanske cigaretter. Kan det da passe?

Så er jeg nået til Phoenix Islands. 8 små atoller, som hører til landet Kiribati. Kun en enkelt er i dag  en smule beboet. Men ligesom det gjaldt for Caroline Island, som jeg tidligere har fortalt om, så gælder det også for Phoenix Islands - at de ikke er beboede, betyder ikke, at der ikke er noget at fortælle.

På kortet herover ses atollerne i Phoenix Islands, og også de to underjordiske reefs, Winslow Reef og Carondelet Reef er afsat.

Flere af øerne har været beboet  af  to forskellige grupper af bosættere, en fra det østlige Polynesien og en fra Mikronesien. Det hårde liv på disse isolerede øer førte utvivlsomt til enten udryddelse eller emigration, på samme måde som andre øer i området (som f.eks Pitcairn) blev forladt.

Senere bosættelse af polynesiere og kontakt med Polynesien fremgår tydeligt af arkæologiske udgravninger. Der er fundet basaltartefakter, der stammer fra Samoa, Marquesas-øerne og Cookøerne og er blevet transporteret til Phoenix- og Linjeøerne i det 12.-14. århundrede e.Kr.

Men undtagelse af Kanton er Phoenixøerne blandt de mindst påvirkede af menneskelige aktiviteter på de tropiske Stillehavsøer.

I mine tidligere blogindlæg har jeg skrevet meget om, hvordan forskellige øer er blevet opdaget. Det vil jeg gå lettere hen over denne gang, blot slå fast, at Phoenixøerne var nogle af de sidste, der blev opdaget. De fleste af øerne blev opdaget af englænderne i perioden 1820-1830. Da den amerikanske Willkes-ekspedition kom dertil i 1840, mødte de på Oronaøen 11 tahitianere og en franskmand, der fangede skildpadder. 

Jeg fandt en morsom oversigt over Phoenix-atollernes størrelse. Det morsomme består i, at der angives dels land-areal, dels lagune-areal. Der er ikke meget land at komme efter. I 2020 var der da også kun 41 fastboende - alle på Kanton-øen.

Fordeligen af land og vand (lagune) hænger sammen med, hvordan atollerne er opstået. Nu har jeg i tidligere blogindlæg fortalt en masse om forskellige atoller, så nu er det vist på tide, jeg viser, hvordan de er opstået.

Den gamle vulkan synker ned og kun et randrev uden om med en større eller mindre lagune i midten, hvor vulkanen oprindelig var, er tilbage. 

Eksempel fra Nikumaroro

USA gjorde engang krav på alle Phoenixøerne. 

Men hvordan kan sådanne små atoller - mest bevokset med græs, nogle med lidt træer, alle undtagen Rawaki uden friskvandsforsyning - være vigtige?

Jo, det skyldes selvfølgelig - ligesom på Baker Island, Nauru og Banaba-øen - igen  guano/fosfaten. På Enderbury Island, McKean-øen, Rawaki-øen, Manra-øen og Kanton øen er der udvundet fosfat.  

Jeg vil fortælle lidt mere om guano-manien. Noget af det har jeg fortalt tidligere.

I 1840'erne blev guano en eftertragtet landbrugsgødning og kilde til salpeter til krudt. Det sidste var nyt for mig.

USA begyndte at importere guano i 1843 gennem New York. I begyndelsen af ​​1850'erne importerede Storbritannien over 200.000 tons om året, og den amerikanske import udgjorde i alt omkring 760.000 tons. Man taler om "Guano-manien" ligesom man i Holland engang havde "tulipan-manien". 

Guano-manien i 1850'erne førte til høje priser på et oligopolistisk marked, regeringens forsøg på at kontrollere priserne, frygt for ressourceudtømning og til sidst vedtagelsen af ​​Guano Islands Act af 1856. Loven bemyndiger amerikanske statsborgere til at tage besiddelse af uopkrævede øer, der indeholder guano, for USA. Dette opmuntrede amerikanske iværksættere til at søge efter og udnytte nye forekomster på små øer og rev i Caribien og Stillehavet, og det var begyndelsen på konceptet om øområder i amerikanske territorier. Øområder, der  kunne ejes af den føderale regering uden udsigt til, at de nogensinde ville blive en del af Unionen.

Det var amerikanske selskaber, der udvandt guanoen på de fem Phoenix-øer, jeg nævnte.

Da Kiribati blev en uafhængig republik i 1979, underskrev USA og Kiribati Tarawa-traktaten , hvorunder USA frasagde sig alle krav på Phoenixøerne, som derefter blev anerkendt som en del af Kiribati. Men da var guanoforekomsterne også forlængst udtømt på Phoenixøerne.

Andre områder i Stilehavet er stadig ikke-inkorporeret organiseret territorium eller  u-inkorporeret uorganiseret territorium. Bemærk især de røde navne - bl.a. Howland  og Baker Island, som jeg tidligere har fortalt om. 

Forskellen på ikke-inkorporeret organiseret territorium og  u-inkorporeret uorganiseret territorium fandt jeg i en tabel.

Manra, Nikumaroro og Orona-øen har en fælles historie, som ikke handler om guano. De tre Phoenixøerne  var nemlig stedet for den sidste koloniale ekspansion, som det britiske imperium forsøgte gennem Phoenix Islands Settlement Scheme i slutningen af ​​1930'erne.

Meget plads var der ikke på de tre øer. På Nikumaroro 4,1 km2, på de to andre henholdsvis 3,9  km2 og 4,4 km2.

Herover et kort med de tre øer, der skulle beboes. 

Nikumaroro (Gardner), Manra (Sydney) og Orona (Hull).

Hvorfor Endebury også er med på illustrationen, ved jeg ikke.

Projektet, der blev udtænkt af landkommissæren for Gilbert- og Elliceøernes koloni og godkendt af guvernør for Fiji og højkommissær for det vestlige Stillehav, havde til formål at reducere overbefolkningen på de sydlige Gilbertøer ved at udvikle tre stort set ubeboede atoller i Phoenixøernes øgruppe.

Et sekundært mål var at styrke den britiske tilstedeværelse i det vestlige Stillehav som reaktion på den voksende amerikanske indflydelse gennem Guano Islands Act. Ansvaret for de tre atoller fik Gerald Gallagher.

I slutningen af 1940 var der omkring 672 bosættere på Manra og Orona, og der blev høstet kokosnødder, som blev forarbejdet til kopra. På Nikumaroro blev et område på den sydvestlige side af øen  ryddet og beplantet, en vandtank på 20.000 gallon blev installeret, og vandbrønde kom i brug. Gallagher valgte Nikumaroro som koloniens regeringscenter og flyttede dertil i slutningen af september 1940.

Gallagher og nybyggerne begyndte arbejdet på regeringsstationen og et officielt rasthus ved manuelt at rydde sten og trærødder væk.

De fik anlagt en stor, omhyggeligt udjævnet paradeplads med en knust hvid koraloverflade flankeret på tre sider af brede veje med koralstenskanter.  Rasthuset havde stråtag og brede verandaer og en moderne RCA-konsolradio i et træskab (drevet af store batterier). Dette var både Gallaghers residens og kvarter for besøgende embedsmænd og andre inviterede gæster.

Der blev bygget en skole, et tømrerværksted, bådhus, apotek og en trådløs station, og der blev bygget en hel landsby med typiske huse bestående af sovepladser og et køkken under stråtage, nogle gange hævet på koralblokke.

Et kort viser placering af nogle bygninger. Desværre er teksten så utydelig, at jeg ikke kan læse, hvad der står, men mon ikke den blå rektangel er paradepladsen..

Plan over paradepladsen

Nedenfor er billeder af rasthuset fra 1941 og resterne af det i 1989. 

Hjemmesiden Gallagher of Nikumaroro, The Last Expansion of the British Empire giver en grundig og interessant beskrivelse af projektet. 

I slutningen af 1940 kom der kraftige nordvestlige storme, der beskadigede de nybyggede huse, kokosnøddeplantager og andre faciliteter.

Koloniseringsbestræbelserne blev hæmmet af manglende skibsfart ved udbruddet af Anden Verdenskrig og øernes isolation og værst af alt måske, at projektets ansvarlige officer, den unge 29-årige Gerald Gallagher, døde i 1941. 

Efter 1945 fortsatte de tre bosættelser med at kæmpe med forsyningsproblemer, begrænsede markeder for kopra, bosættelsernes eneste hovedprodukt, og tørke, indtil den britiske regering besluttede, at kolonien ikke kunne være selvbærende og evakuerede bosætterne i 1963 og afsluttede projektet.

Da indbyggerne fra det kuldsejlede koloniseringsprojekt skulle genbosættes, fandt man ikke plads til dem på andre Kiribati-øer. I stedet blev de genbosat på et par af Solomonøerne ligesom flere andre fra de overfyldte Gilbertøer. De - og deres efterkommere lever stadig der. En lignende historie kender vi jo fra indbyggerene på Ocean Island / Banaba, der efter 2. verdenskrig blev tvangs-genbosat på Rabi-øen på Fiji.

Nikumaroro  har du måske hørt om i forbindelse med Amelia Earhart og hørt Nikumaroro omtalt som Giant Crab Island. Amelia Earhart var en amerikansk luftfartspioner.

Den 2. juli 1937 forsvandt hun over Stillehavet, mens hun forsøgte at blive den første kvindelige pilot til at flyve jorden rundt. I 1940 blev der fundet 13 knogler, og der opstod en populær teori om, at disse var rester af hende og hendes navigatør. At de var styrtet ned her eller muligvis landede deres fly ved lavvande på kanten af ​​atollens rev, var døde og var blevet fortæret eller fik deres rester spredt af store, ådselsædende kokoskrabber.

Nikumaroro har en stor bestand af  kokoskrabber, som kan blive op til en meter i diameter og veje over fire kilo. Eksperimenter har vist, at disse krabber er i stand til at fortære et menneskestort kadaver på kort tid og potentielt sprede rester i området.

International Group for Historic Aircraft Recovery (TIGHAR) foretog adskillige ekspeditioner til Nikumaroro i 1990'erne og det første årti af det 21. århundrede og fandt mulige beviser, nogle flyrester, men intet endegyldigt bevis for denne teori.  Hvis resterne stammer fra Earharts fly, er hoveddelen af flyet nok skyllet ud i havet og næsten øjeblikkeligt ødelagt på revkanten i brændingen. 

Undersøgelser og ekspeditioner til øen fortsætter.

Så til Enderbury og især Kanton Island. 

Kanton Island

Kanton Island blev opdaget den 5. august 1824 af to hvalfangstskibe fra London: Phoenix og Mary. Ligesom flere af de andre øer i Kiribati har også Kanton haft skiftende navne - Mary Island , Mary Balcout's Island og Swallow Island (Swallow i betydning småsejlere eller havfugle).

I 1872 gav en amerikansk US Navy Kommander øen navnet Canton efter hvalfangerskibet Canton, som forliste på dens ydre kyst i begyndelsen af ​​marts 1854. Kaptajn Andrew Johnson Wing (1820-1897) og hele hans besætning formåede at redde sig selv, men også fire små hvalbåde og sparsomme forsyninger. I slutningen af ​​marts sejlede de 31 mænd ud i de fire åbne både og sejlede nordvest i 49 dage i træk, da de endelig nåede sikkerhed på Guam, mere end 5300 km fra hvor de var startet. 

Kanton staves med et K på gilbertesisk , som ikke har noget bogstav C, men du kan både støde på Canton og Kanton. Øens officielle  navn på gilbertese er i dag Abariringa. 

Herunder ses 3 udgaver af Enderbury Island

Som det ses har Enderbury forholdsvis meget land, 5,1 km2  i forhold til den lille lagune på 0,6 - sammenlignet med Kantons lagune på 50 km2.

Enderburys lagune er hypersalin og domineret af en specifik alge eller et væsen, der kan tolerere det og kommer til at dominere miljøet - deraf den orange farve.

Sea brine -
den samme som giver flamingoer deres farve,
når de spiser dem

Enderbury Island blev opdaget i 1823 , et år før Kanton Island, af kaptajn James J. Coffin fra det britiske hvalskib Transit og opkaldt efter Samuel Enderby, ejer af et hvalfangstfirma i London. Enderbury er en stavefejl.

Øen blev besøgt af den amerikanske Willkes-ekspedition i 1841. Den første interesse for Enderbury kom i 1860 med guano- minedrift. Starten var langsom, men guano-minedrift i Enderbury nåede sit højdepunkt i 1870 under Phoenix Guano Company, hvor 6.000 tons blev udvundet og sendt afsted på 64 dage. Amerikanerne forlod øen i 1877, og  engelske John T. Arundel overtog i 1880'erne. 

Så skete der ikke meget mere på Enderbury før marts 1937, hvor den britiske regering gjorde krav på Phoenixøerne , inklusive Enderbury, og inkluderede dem i Gilbert and Ellice Islands -kolonien. I marts 1938 erklærede den amerikanske præsident Franklin Roosevelt  Enderbury (sammen med den nærliggende ø Canton), for at være underlagt det amerikanske indenrigs-ministeriums jurisdiktion. Fire kolonister fra American Equatorial Islands Colonization Project bosatte sig på øen i 1938 for at opretholde det amerikanske krav på ejerskab, men de blev evakueret i 1942 under Anden Verdenskrig, og alle bygninger blev ødelagt for at forhindre dem i at blive brugt af japanerne .

Enderbury og Kanton var blevet anset for at være  vigtige flåde- og luftbaser - et godt strategisk punkt for mellemlandinger for PanAm-flyvninger  Amerika  - Australien.  Enderbury blev dog aldrig brugt til dette. 

Enderbury og Kanton Island har været under fælles / delt administration af Storbritannien og USA. Ikke fordi det var et fælles ønske for Storbritannien og USA, men fordi det var det kompromis, de to lande i april 1939 kunne blive enige om.

Briterne havde gjort krav på Kanton Island i 1850'erne. Det officielle britiske krav blev formelt bekræftet den 6. august 1936, hvor briterne aflagde flere besøg på øen, og i marts 1937 blev øerne knyttet til Gilbert- og Elliceøernes koloni.

Den 8. juli 1937 var Kanton stedet for en total solformørkelse, og øen blev kortvarigt besat af amerikanske og newzealandske (britiske) videnskabsmænd, medlemmer af en ekspedition organiseret af National Geographic Society og ledet af astronomen Samuel Alfred Mitchell.  Ifølge en beretning affyrede det britiske krigsskib HMS Wellington et skud tværs over stævnen af ​​USS Avocet , da sidstnævnte nægtede at afstå det bedste ankersted til det britiske fartøj. Det amerikanske skib svarede angiveligt igen, hvorefter begge kaptajner indvilligede i våbenhvile, indtil instruktioner kunne modtages fra deres respektive regeringer. Washington og London beordrede hurtigt ingen yderligere eskalering, og begge parter observerede solformørkelsen sammen.

Herunder billeder af amerikanernes forberedelser

Med kun 213 sekunders sigtbarhed til formørkelsen øvede forskerne på National Geographics ekspedition deres rutine gentagne gange før den store dag.
Her øver en af ​​dem sig i at sætte filmplader i sit kamera, som kan tage fire samtidige fotografier.

Amerikanerne sendte en direkte reportage af begivenheden i radioen. "Vejret er helt perfekt," lød det på NBC. Få minutter senere blokerede månen for eftermiddagssolen og begyndte det, som rapporterne kaldte den længste totale solformørkelse i 1.238 år.

Efterfølgende rejste det amerikanske team et mindesmærke for begivenheden. Det skabte efterfølgende igen lidt kontrovers.

Medlemmer af den amerikanske ekspedition Professor S.A. Mitchell, kaptajn Hellweg og radioværten George Hicks, som er meget solbrun af den tropiske sol

Et kapløb mellem USA og Storbritannien var startet.

26. juli 1937 godkendte præsident Roosevelt en plan fra den amerikanske flåde om at besætte Canton.  Bare 5 dage efter  oprettede ​​Storbritannien en radiostation med to radiooperatører på Kanton. Som reaktion herpå ("på den britiske generobring af Kanton") bekræftede Roosevelt 3. marts 1938 det amerikanske krav og placerede formelt Canton og Enderbury under indenrigsministeriets kontrol. 7. marts 1938 gik syv amerikanere fra American Equatorial Islands Colonization Project i land på øen. Den britiske ambassadør i USA anmodede om fjernelse af markører, der gjorde krav på amerikansk suverænitet. Begge parter fortsatte med at fremføre deres konkurrerende krav indtil den 6. april 1939, hvor USA og Storbritannien blev enige om at holde Kanton under fælles kontrol i de næste halvtreds år som Canton og Enderbury Islands-samfundet. Den amerikanske/britiske regeringsperiode viste sig derefter at være "hjertelig og samarbejdsvillig", hvor hver part nød den andens gæstfrihed og arbejdede sammen for at sikre en problemfri drift af øens faciliteter.

I 1938 foretog foretog kaptajn Edwin C. Musick i et samoansk Clipperfly fra Pan Am nogle undersøgelsesflyvninger for at identificere mulige tankstationer på den sydlige Stillehavs luftrute. Flyet lettede  fra Pago Pago på Amerikansk Samoa og fløj mod Auckland, New Zealand. Flyet styrtede ned og Musick og hele den  syv mands store besætning omkom. 

Den 18. maj 1939  ankom Pan American World Airways til Kanton for at bygge faciliteter til deres planlagte flyvebådsrute til New Zealand. Ruten begyndte den 12. juli 1940 med Boeing 314 Clipper. Anlægget og påfyldningsstationen blev kaldt Langton. Det måtte benyttes af både USA og Storbritannien.

Herunder billeder af to flyvebåde. Som du kan ses af omgivelserne, er de ikke fotograferet i nærheden af flade Kanton ø.

Den 4. december 1941 afgik Pacific Clipper fra Kanton med kurs mod Ny Kaledonien som den sidste civile flyvning før krigen.

Under Anden Verdenskrig byggede den amerikanske flåde en 1,9 km lang landingsbane, og Kanton blev et mellemlandingssted for Navy Air Transport Service-flyvninger til Australien og New Zealand samt et mellemlandingssted for angreb på Gilbertøerne, der dengang var besat af Japan. 

På kortet her kan du se, at Gilbert Islands ligge lige i udkanten af det japansk kontrollerede område i maj 1942 (den røde linje).Yderst til højre ser du Pearl Habour. 

Selv om landingsbanen på Kanton lå inden for det røde område, blev den ikke erobret af japanerne, faktisk ikke engang reelt angrebet.

Landingsbanen blev beskudt tre gange i slutningen af ​​1942 af japanske ubåde og bombet én gang den 25. marts 1943. Skaderne blev rapporteret som "mindre". Øen blev forsvaret af cirka 1.200 kamptropper og støttepersonel. 

Ligesom Slaget om Tarawa, som jeg fortalte om i forrige blogindlæg, bliver betragtet som afgørende for de allieredes fortsatte fremmarch i Stillehavet, så  mener amerikanske historikere, at det aldrig kan overvurderes, hvad Canton betød for USA og dets allierede i Stillehavet under Anden Verdenskrig.  Uden dette springbræt for luftbårne forsyninger på vej til fjerntliggende fronter under ækvator, kunne begivenhederne have taget en helt anden drejning - til det værre. Japanerne indså Cantons betydning, men den lille øs forsvarere afskrækkede en fjendtlig landgang. Amerikanske hær-, flåde- og luftvåbenssoldater holdt stand. Tusindvis af andre lettede herfra for at kæmpe sig vej, ø for ø mod en endelig sejr i Stillehavet. 

I november 1946 genoptog Pan Am sine flyvninger til Australien og New Zealand via Kanton.  Langton / Kanton lufthavn blev ligefrem en travl lufthavn, for da øen stadig var under delt administration af USA og Storbritannien, havde begge lande flyruter dertil.

Vicepræsident Richard Nixon og hans kone besøgte øen i oktober 1953 på vej til New Zealand, hvor de overnattede og blev interviewet af Fred Carpenter til den lokale radiostation KIBS. 

Pan American's Queen of the Skies klar til take-off

Howell Walker, en journalist fra  The National Geographic Magazine, besøgte Kanton Island året efter, og det førte til en 16 sider lang artikel i januar-udgaven 1955 af The National Geographic Magazine.

Han indleder artiklen således:

"On a map the atoll looks like a hollow pork chop. But from the air Canton resembles a gem. Its exquisitely colored lagoon is bordered by pearly coral. The island is a particularly welcome sight to pilots; no alternate landing ground lies within hundreds of miles of this little strip of reef in a vast expanse of ocean.

"Øen er et særligt velkomment syn for piloter; der findes ingen alternativ landingsplads inden for hundredvis af kilometer fra denne lille stribe rev i et vidtstrakt hav," skriver han.

Samme tanke og bevistheden om at være langt fra redningsmuligheder i tilfælde af flyproblemer er jeg stødt på hos en moderne youtuber, da han sad i et fly på vej fra Tarawa til Christmas Island - midt ude over Stillehavet, et par tusind km fra alting: "I guess there are no alternative airfields in case of trouble with the engine, so I hope the captain is in control."

Canton Island. A Thin Rim of Coral Around a Huge Bowl of Water
En tynd koralkant omkring en enorm skål vand. Afsidesliggende målt i kilometer er Canton med fly kun 17 timer fra San Francisco og 26 timer fra New York.
De fleste fly lander på hovedbanen.
Anden Verdenskrigs jagerflybane fungerer som nødlandingsbane.

Amerikanerne holdt til på den nordlige del af Kanton. Her lå landingsbanen og alle lufthavnsfaciliteter som  terminalbygning, vedligeholdelsesværksteder, tankudstyr, navigationshjælpemidler, kommunikationsstation, meteorologiske kontorer og i tilknytning hertil en landsby til de amerikanske indbyggere. Her lå også en skole og et hospital.

Walker fortæller om øens to posthuse. "Canton Islands amerikanske postkontor lå i lufthavnsterminalen. Ved postforsendelser dannes der køer ved frimærkelugerne ligesom postkontorkøer i Seattle, Cleveland eller Chattanooga, og kunderne køber de samme slags frimærker, som de gør derhjemme. Det koster ikke mere at sende et brev med fly fra Canton Island til New York end fra Washington, D.C. Britiske indbyggere sendte breve med Hendes Majestæts frimærker fra et postkontor i Southside eller fra en filial i Northsides lufthavn."

De fleste indbyggere på Kanton var flyvepladspersonale og andet administrativt personale, der som oftest havde kontrakt og boede på øen sammen med deres familie  i to-tre år, før de vendte tilbage til det hjem, hvor de kom fra. En del havde børn, så der var brug for en skole.  To lærere underviste omkring 30 elever fra 3 til 13 år -  unge amerikanske statsborgere af kinesisk, koreansk, hawaiiansk, samoansk og kaukasisk race. Skolen havde 3 klasselokaler indrettet i en tidligere militærspisesal. Før den blev indrettet i 1952, underviste en frivillig lærer børnene på sin bagveranda.

Elever i forskellige aldre og nationaliteter bøjet over bøgerne.
"Jeg så to gilbertesere og en japaner blandt de yngste," skriver Walker.
Jeg tænker lige, hvad med briterne?
Havde de ikke også børn, der skulle undervises?

I en kort periode holdt Cantons skole til i en  Quonset- hytte. En quonsethytte er en let, præfabrikeret bygning udviklet af det amerikanske militær under 2. verdenskrig -  hurtige at samle, transportable og holdbare. Efter krigen blev de populære til civilt brug,

Nu fungerede den som Canton Island Hospital. Et ægtepar drev hospitalet med fire senge; han var lægen, hun var sygeplejersken. Der var røntgenafdeling, laboratorie, operationsstue, kontor og venteværelse.  I februar 1953, kom det første amerikanske barn født på Canton til verden på dette hospital. Barnets mor drev øens amerikanske posthus. 

 Cantons pigespejdere bærer flag fra Storbritannien, USA og deres egen Trop 1.

Howard Walker blev modtaget af William J. Evans. Evans var den amerikanske administrator for Canton- og Enderburyøerne under indenrigsministeriet, desuden øchef for Civil Aeronautics Administration under handelsministeriet og endelig den amerikanske special deputy marskal for Canton- og Enderburyøerne for justitsministeriet.

Evans tog ham med rundt på øen. Walker fortæller:

"Jeg spiste frokost med amerikanere, spiste middag med hollændere, fotograferede japanere og portugisere, nippede til kaffe med en englænder, besøgte hjemmet hos en hawaiianer, talte med australiere og newzealændere, mødte kinesere og koreanere og så indfødte fra Gilbert-, Ellice- og Fijiøerne fiske, servicere fly eller arbejde i de amerikanske hjem.

Da jeg kørte rundt på Northside, passerede jeg tømrer-, bil-, maler-, el-, maskin- og tungt udstyrsværksteder, et kraftværk og et destilleri.  Kun manglede der en bank og en kirke. Børnene på øen kendte stort set ikke penge.

I øens butik blandede jeg mig med husmødre, der skubbede indkøbskurve på hjul. Velassorterede hylder indeholdt franske og japanske svampe, spanske oliven, sukiyaki på dåse, bambusskud, timian, babymad, amerikanske cigaretter, portugisisk pølse, rejer fra Georgia (USA), brød fra Honolulu, frossen koncentreret mælk, frossen frugt og grøntsager, og endda hundefoder på dåse."

Selv om han skriver, at han forsøgte at fordele sit ophold retfærdigt mellem de to nationaliteter og dermed nordøen og sydøen, så fortæller han nu ikke ret meget om briterne. (Men han var jo også amerikaner.)

Men det fysiske sted, det britiske Southside, kunne han lide.

"Lidt under halvdelen af ​​Cantons befolkning bor på Southside i familiehuse, ungkarlekvarterer og på øens ene hotel; fijianere og Gilbert- og Ellice-øboere ansat af den britiske regering har deres egen landsby inden for det britiske område. Da den primære forretning - der betjener fly - ligger på Northside, finder der megen pendling sted. Man kunne kalde Southside en boligforstad til Northside, men hver af dem har de nødvendige værksteder og anlæg til el og vanddestillation til at kalde sig et separat samfund. Jeg fandt dog flere fordele omkring Southside. Det har den rekreative fordel. Her vokser flere træer for at skygge for de strålende koraller; lagunen med dens undersøiske vidundere virker tættere på, mere indbydende.

Over skibskanalen, der  adskiller Northside fra Southside, sejler en 12 meter lang dieseldrevet færge passagerer og varer frem og tilbage fra solopgang til midnat. Hvis du misser den sidste tur, må du køre ad den 38 kilometer lange vej rundt om øen."

Lad os kigge nærmere på det engelske område omkring kanalen, der gav hovedindgangen til lagunen fra havet.  Skibe op til 400 fod lange kunne navigere passagen til kaj ved en dock i den opgravede havn.

Syd for kanalen lå et hotel, National Geographic Society's Eclipse Marker,  og skibet Præsident Taylor.

National Geographic Society's Eclipse Marker - 
monumentet for  solformørkelsen i 1937 

Musick Light - det hvide tårn på billedet herunder - er et mindesmærke over Kaptajn Musick og hans besætning, der var flypionerer, men omkom i et flystyrt  i 1938. 

Husker du, jeg tidligere fortalte om  kaptajn Musick?

Billedet herover synes jeg er et dejligt billede. Det viser noget om befolkning, boliger og natur på Kanton. Men jeg tror, at for Walker var det det store skib, der var det vigtigste på billedet.

Siden 1942 har President Taylor været Cantons eneste fremtrædende vartegn. Fra næsten ethvert punkt på atollen kan man se hendes store silhuet. På afstand ser skibet ud til at dampe direkte ind i lagunen.

Præsident Taylor var et troppetransportskib. Tidligt i 1942 fragtede det 10.500 tons tunge President Taylor hundredvis af amerikanske tropper til Stillehavsfronter. Japanske ubåde overraskede hende ud for Canton. I et forsøg på at bringe Taylor i mere sikkert farvand løb besætningsmedlemmerne hende på grund. Kraftige dønninger tvang hende længere i land, hvor hun endelig blev forladt. Soldater stationeret på øen fandt skibets møbler praktiske til deres primitive opholdsrum blandt korallerne. Blå porcelænsbadeværelsesarmaturer prydede hastigt byggede skure.

Efter krigen brugte civile beboere President Taylor som en slags klubhus med skinnende sukkerskåle og glitrende sølvtøj på de ru spiseborde.  De spiste fiskefrikadeller og grillede bøffer på dækkene, indtil en brand ødelagde dets interiør. Skibet brændte i dagevis.  Da Walker var på øen, var en arbejdsgruppe i gang med at bjærge skrotjern fra det haverede transportskib på stranden.

"Vi vil savne Taylor, når hun er væk," hørte han  mere end én øboer vemodigt sige. 

Kanton Island med det grundstødte skib, President Taylor

 

Bjærgningen af ​​Taylor var en af ​​de få aktiviteter på Canton, der ikke var forbundet med luftvejene. Fiskerne på Kanton drev en "luftpost"-fangst til Hawaii. Multe-fisk blev sendt fra Kanton til  Honolulu via "Fish Fly" på bare  7½ timer. 

Lokale kommercielle fiskerivirksomheder leverede i gennemsnit 20.000 pund kølet fisk om måneden til Honolulu-markederne. Pan American-fly håndterede forsendelserne til en særlig råvarepris. Tidsforløbet fra netfangst ud for Cantons rev til servering på hawaiianske borde oversteg sjældent 24 timer.

Jeg forlader Walkers beretning og vil gå videre med udviklingen for lufthavnen på Kanton efter hans besøg. Men inden da kan jeg ikke lade være med at indsætte et par billeder fra The National Geographic Magazine, januar 1955. Det er reklameannoncer for et cruise med rederiet Moore MacCormack.

Er det ikke skønne billeder? Luksusliv på første klasse i 1950-60'erne.

Moore-McCormack Lines er faktisk et spændende rederi. Grundlagt i 1913, og rederiets første  første tur var med Montara , der var beregnet til at være en forsendelse af dynamit  fra Wilmington, Delaware , til Rio de Janeiro i Brasilien, men da lasten ikke var klar, tog skibet kul fra Norfolk, Virginia , til Searsport, Maine med kurs mod Aroostook County, Maine , før det vendte tilbage efter dynamitten. Det var blevet bygget i 1881 og blev taget ud af drift efter denne tur.

Rederiets hovedruter gik til Sydamerika. I mellemkrigsårene sejlede dets skibe også ind i Middelhavet og til Sortehavshavne, herunder russiske , og var de første skibe under amerikansk flag til havne i Sovjetunionen.

Under 2. verdenskrig blev nogle af rederiets skibe til eskorteskibe, og Mooremack flyttede omkring 20 millioner tons gods, inklusive hele tog til Rusland. 

Mooremack var også involveret i Koreakrigen, hvor et af deres fragtskibe reddede omkring 14.000 flygtninge fra Hungnam i december 1950.

Mooremack golden age var slutningen af 1950'erne og 1960'erne, hvor deres cruises var berømte for at krydse Ækvator. Mangel på kunder til deres luksusliners førte dog til, at de blev solgt i 1972 til Holland America Kine.

Tilbage til fortællingen om Kanton og dens luftfart.

I 1956 opererede Pan Am en Boeing 377 Stratocruiser-rute til lufthavnen fra Los Angeles og San Francisco via et stop i Honolulu, og disse flyvninger fortsatte videre til Sydney med et stop i Nadi Lufthavn i Fiji . British Commonwealth Pacific Airlines (PCPA), Australiens første trans-stillehavsflyselskab, der fløj luksuriøse DC-6B'er, brugte øen som mellemlanding på vej til Hawaii og fløj ruten Sydney - Vancouver.  Da PCPA gik konkurs, overtog australske Qantas  kort efter. Canadian Pacific Airlines brugte også øen. 

Pan Am Boeing 377 Stratocruiser
undergår motorreparation på Kanton Island, ca. 1955

Men med introduktionen af ​​langdistancejetfly var det slut med Langton som en  vigtig trans-Stillehavslufthavn og tankningstation. Alle flyselskaber ophørte med deres operationer der i slutningen af ​​1950'erne. Lufthavnen forblev dog operationel som nødlandingsplads.

Og Kanton var stadig en vigtig brik.  1960 blev der bygget en sporingsstation, som NASA brugte  til USAs rumprogram Mercury. Fra det program husker jeg navne som Alan Shepard,  den første amerikaner i rummet i 1961, og John Glenn, den første amerikaner i kredsløb om Jorden i 1962. Stationen blev brugt til Mercury-programmet indtil november 1965. 

Det amerikanske luftvåben og den amerikanske rumfartsorganisation, Space and Missile Systems Organization, fortsatte med at bruge øen til missilsporingsoperationer indtil 1976 og brugte Kanton som base for missiltest i Stillehavet (atomprøvesprængninger over bl.a. Christmas Island - en af de østlige Kiribati-øer). 

Centeret lukkede endeligt ned i 1976. Det år markerede den fuldstændige afslutning på den amerikanske tilstedeværelse. Flyvepladsen blev forladt, og alt amerikansk personel blev fjernet. 

At fly har haft stor betydning for Kiribati
vidner denne frimærkeserie 
med både gamle og meget moderne fly om.

Med Kiribatis uafhængighed fra Storbritannien i 1979 blev den angloamerikanske fællesadministration ophævet, Vi skal dog helt frem til 1983, før det amerikanske senat ratificerede Tarawa-traktaten og dermed  formelt opgav amerikanske krav på de tidligere Canton og Enderbury Islands. I denne traktat anerkendte USA Kiribatis suverænitet over fjorten øer, men forbeholdt sig retten til militærbaser.

Øen blev genbefolket med nogle få mennesker fra de mere overfyldte atoller på Gilbertøerne. De kom til at bo i bygninger forladt af briterne og amerikanerne. Øens eneste landsby hedder Tebaronga.

I år 2000 var indbyggertallet 61, i 2005 var det faldet til 41, i 2010 var det 24 - 10 voksne og 14 børn.

Der var ikke tale om en fast bosætning, men en lille ikke-permanent befolkning. En slags  opsynsmænd og deres familier, der roterede i 2-5-årige vagter på stedet. De  var afhængige af et regeringsskib der kom med forsyninger  højst 2 gange om året.

I 2010 var det ved at gå galt.

En brite, der fragtede en yacht fra Hawaii til Australien, besluttede sig for at gøre stop ved Kanton Island. Her mødte han de 24 beboere, der var alvorligt underernærede. De havde i to måneder kun levet af fisk og kokosnødder, fordi forsyningsskibet fra Kiribati, der normalt bringer deres mad, ikke var ankommet. Briten fik med sin satellittelefon kontakt til den britiske kystvagtstation i Falmouth, England, som kontaktede de amerikanske kystvagtmyndigheder i Honolulu, og der kom gang i at arrangere nødforsyninger til den underernærede befolkning.

Men var Kanton ikke længere vigtig for mennesker og fly, så var den stadig vigtig for andre flyvende væsner. Fugle! Allerede i 1955 kunne Howard Walker fortælle, at ornitologerne Alfred M. Bailey og Robert Niedrach fra Denver-museet havde opført i alt 28 fuglearter og underarter på Canton Island. Øen var ynglested for enorme kolonier gråryggede terner. I dag er 23 arter registreret, heriblandt lille fregatfugl.

Lille fregatfugl

I modsætning til de fleste havfugle mangler fregatten en vandtæt fjerdragt. For at undgå vand dykbomber de flyvende fisk eller snapper deres bytte fra bølgetoppen. Ofte bliver fregatfugle til maraudere. De angriber en sule på vingen og tvinger den til at tabe sin fiskemiddag, og griber derefter byttet, før den rammer vandet.

Selv så små øer som Birnie, McKean og Rawaki - bare  henholdsvis 0,2, 0,4 og 0,5 km2 rummer store fuglekolonier. Blottet for træer og kun dækket af græs og lave buske giver de ikke megen beskyttelse, men alligevel trives fuglene her. McKean Island er et fristed for verdens største ynglebestand af mindre fregatfugl (Fregata ariel), med en bestand på op til 85.000 fugle. Rawaki rummer fregatfugle, nikketerner, suler og petreller. 

Suler

Rawaki 

Rawaki er den eneste Phoenixø uden lagune, og til gengæld den eneste med kendte ferskvandsområder. - Et fremragende landings- og ynglested for trækfugle. Særligt gunstigt for fuglekolonierne er det, at der ikke findes rotter på Phoenix-øerne.

Birnie blev erklæret et fuglereservat allerede i 1938,  og i 1975 blev Bernie sammen med 4 andre af Phoenixøerne erklæret for et  naturreservat.

Og så skulle det senere vise sig, at det ikke er i luften og på land, men i havet den helt overvældende biologiske rigdom befinder sig. 

I 2008 oprettede Kiribati officielt Phoenix Islands Protected Area (PIPA).

PIPA udgør 11,34% af Kiribatis eksklusive økonomiske zone (EEZ), og med en størrelse på mere end 400.000 km2 er det et af de største marine beskyttede områder. I 2010 blev PIPA udpeget som verdens største og dybeste UNESCO-verdensarvssted.

PIPA rummer et af verdens største intakte oceaniske koraløkosystemer og omfatter 14 kendte undersøiske undersøiske bjerge (formodet at være udslukte vulkaner) og andre dybhavshabitater. Området indeholder cirka 800 kendte dyrearter, herunder omkring 200 koralarter, 500 unikke fiskearter, 18 havpattedyr og 44 fuglearter. I alt svarer det til størrelsen af ​​staten Californien i USA, selvom det samlede landareal kun er 25 km2.  

PIPA fungerer som et kritisk reservat, især fordi dets undersøiske bjerge tiltrækker en høj tæthed af fisk, hvilket gør det til en afgørende vandringskorridor og habitat

Fiskene omfatter forskellige tunarter, rokker , 6-7 hajarter, dybvandsfisk og revfisk.

Rokke, haj og tun

Rev-fisk som f.eks. p

apegøjefisk og andre arter, der lever på revet, er særlig vigtige. De bidrager til det fysiske miljø ved at spise døde koraller og bioerodere dem, hvilket frigør plads til, at nye koralpolypper kan vokse. De producerer også sand, som hjælper med at opretholde levestedet, og fordi de aktivt opretholder sundheden i et af verdens største og mest uberørte koraløkosystemer, fungerer de som en vital ressource for både miljøet og videnskabelig forskning.

Papegøjefisk

Papegøjefisk

Øerne i området besøges regelsmæssigt af videnskabsmænd. I 2012 fik Kanton besøg, og ekspeditionen medbragte tiltrængt undervisningsmateriale til øens 10 børn.

Her nedenfor ses et ægtepar, som var stationeret på Kanton, da ekspeditionen var der.

En af deltagerne i den videnskabellige ekspedition skriver - lettere rørstrømsk:

"Den videnskabelige ekspedition er i sig selv vigtig, men det menneskelige element i at komme i kontakt med Kantons omsorgspersoner er altid et højdepunkt på turen og en påmindelse om grunden til, at PIPA er vigtig: Republikken Kiribati er fuld af elskværdige, vidunderlige mennesker, der værdsætter deres unikke marine ressourcer, og som har evnen til at se vigtigheden af ​​PIPA for deres eget land og for verden."

Her er 2 billeder fra et andet besøg i 2017.

Indbyggertallet på Kanton er igen steget. I 2020 var det på 41 - sandsynligvis for at sikre opsynet med området endnu bedre, efter det er blevet en del af PIPA, og besøg af forskere er blevet hyppigere.

Hvis du vil se mærkværdige skabninger, er det bare at gå ind på youtube og søge på Phoenix Islands Protected Area eller følge dette link fra Schmidt Ocean Institutes ekspedition i 2019 eller dette og høre om videnskabsfolkenes undersøgelser.

Hurra for Google lens. Dette dyr kan det dog ikke klare.

Blomstrende salatkoral

Tridacna kæmpemuslinger

Det var præsident Anote Tong, der  som præsident for Kiribati (2003-2016), i 2008 fik oprettet  Phoenix Islands Protected Area (PIPA) og anmodede om, at  blev opført som verdensarv. Fra 2015 blev området helt lukket for fiskeri.

Som følge af etableringen af ​​PIPA kunne der ikke længere fiske her, og det betød, at  Kiribati mistede indtægterne fra fiskerilicenser, som de tidligere solgte til  DWFN, Distant Water Fishing Nations (Fjernfiskerinationer). Det er især nationer som Kina, Japan, Taiwan, Sydkorea og USA, der er DWFN'er, men også EU har købt licencer til et par spanske, et par portugisiske og et enkelt fransk skib. I Kiribatis farvande var det især tunfiskeriet, der blev ramt. ved etableringen af PIPA.

Da Kiribati mistede indtægterne fra fiskerilicenserne, blev der oprettet en trustfond for at generere en årlig indtægtsstrøm til erstatning herfor.

I 2021 fremkom der lækkede oplysninger om, at den nye præsident Maamau, igen ville tillade fiskeri inden for det fredede PIPA-område. Oplysninger der blev bekræftet af regeringen.Kiribatis regering begrundede ønsket således:

Da PIPA blev oprettet, blev regeringen forsikret om, at den ville være i stand til at inddrive de tabte indtægter fra fiskerilicenser, som udgør mere end 70% af Kiribatis samlede årlige indtægter, men den fond, der var blevet oprettet, havde ikke bidraget  til den nationale indkomst i det forventede omfang 

Siden PIPA's lukning for kommercielt fiskeri havde der været et fald på 8% i efterspørgslen efter fiskeri i Kiribatis eksklusive økonomiske zone. Efter PIPA's oprettelse havde landets indtægter derfor ikke været tilstrækkeligt til at imødekomme Kiribatis befolknings behov og landets fremtidige udviklingsbehov.

De lækkede kabinetsdokumenter anslog, at der ville være 200 millioner dollars i årlige licensgebyrer til rådighed, hvis det enorme havreservat blev åbnet for kommercielt fiskeri. Regionale fiskerikilder påpegede dog, at dette tal var kraftigt oppustet.

Regeringe har  bekræftet sine fortsatte intentioner om at forblive i trit med FN's mål for bæredygtig udvikling, som sigter mod at etablere beskyttelse for 30% af verdens landområder og oceaner inden 2030, selv med PIPA åbnet for kommercielt fiskeri.

Havet omkring Kiribati og for en stor del det fredede havområde rummer noget af verdens bedste tunbestand.  Kiribatis beslutning synes primært at være drevet af tun-eksportindustrien, da nationen allerede er den førende kilde til tun på verdensplan og fanger næsten 700.000 tons om året. 

Angiveligt skulle det være Kina, der  var initiativtageren til regeringens beslutning.

Kinas primære mål skulle være at opnå fortrinsret  til de omfattende tunressourcer, der i årevis har været  beskyttet af PIPA's beskyttende grænser. 

Tidligere præsident Anote Tong, var naturligvis chokeret over regeringens forslag om at åbne op for fiskeri i PIPA, hans hjertebarn:

"Jeg er meget, meget skuffet. Jeg havde aldrig forventet, at dette ville ske. Og det var netop derfor, vi indførte i lovgivningen, at det skulle forblive gældende uanset eventuelle politiske ændringer."

Men det er åbenbart ikke så let at føre Kiribatis beslutning ud i livet. Tilsyneladende er det endnu ikke sket.

Eksperter har påpeget, hvordan Kiribati kan blive påvirket af sin beslutning om at åbne PIPA for kommercielt fiskeri, hvilket kan bringe de marine økosystemer i fare og forværre virkningerne af globale klimaændringer i regionen.

Dermed har jeg fået præsenteret 3 stikord til mit næste blogindlæg: Præsident Anote Tong, globale klimaændringers virkninger i Kiribati og relationerne mellem Kina og Kiribati, som har svinget noget frem og tilbage gennem årene.