Når julenostalgien bliver for tyk og de romantiske amerikanske julefilm for mange, er det godt at lytte til den alternative julesang FairyTale of New York med Shane MacGowan fra det keltiske punkband The Pogues i duet med Kirsty MacColl.
Og når julehyggen og nytårsfestivitasen er overstået den 1. januar, og vintermelankolien truer, så lytter jeg gerne til Is That All There Is med Peggy Lee fra 1969
FairyTale of New York blev en elsket julefavorit i Irland og Storbritannien og opnåede seksdobbelt platin i Storbritannien i 2023.
Den desillusionerede tekst i Is That All There Is er inspireret af Thomas Manns novelle "Enttäuschung". Den er skrevet af sangskriverparret Leiber and Stoller, som også skrev nogle af Elvis Presleys tidlige hits.
Is That All There Is er indspillet af mange forskellige kunstnere, senest af Betty Midler i 2005.
En anden sang med Peggy Lee er Let's Love, som Paul McCartney skrev til hende.
McCartney havde udtalt, at Lee var et af hans idoler, og da Peggy Lee var i London og optrådte i Royal Albert Hall i 1974, inviterede hun Paul McCartney og hans kone Linda til middag på The Dorchester . McCartney medbragte en gave til Lee, og det var sangen Let's Love, som han havde skrevet til hende. McCartney kom til at producere nummeret og spillede selv piano på det.
Allerede i 2020 skrev jeg faktisk et indlæg om Fairy Tale of New York og Is That All There Is. Her indsatte jeg teksterne, og jeg fortalte mere om Shane MacGowan og især Peggy Lee. Gå til Lidt nytårsmelankoli, hvis du vil læse meget mere om dem. I det indlæg fortalte jeg også om Kurt Weill og Marlene Dietrich, og kom så vidt omkring som til I Pagliacci - Bajadserne, en klassisk italiensk opera fra 1892, Play it Again fra filmen Casablanca og Carlos Gardels argentinske tangomelodier, der banede vejen for et tekstunivers, hvor tab, savn og smerte var væsentlige temaer.
Samme melankolske stemning som i Is that all there is findes i Send in the Clowns, som er indspillet af utallige store artister - også Peggy Lee. I får den med skønne Dame Judi Dench fra The Proms i 2010 og i en Frank Sinatra-udgave fra 1982
Skal vi ikke også have Judy Collins-versionen med? Det er en version, jeg først lige nu har opdaget - faktisk efter blogindlægget var udgivet - men det er den absolut flotteste, så den måtte jeg fterfølgende sætte ind. Da Collins gav denne koncert i 2023, var hun 84 år gammel!
Anmeldelserne var overstrømmende.
It’s been said that if amethysts could sing, they’d sound like Judy Collins.
This is her song and hers alone. Nobody, but nobody sings it better than Judy Collins.
Face of an angel, voice of one too. In this dying world as the great tribulation draws near I'm so glad I grew up when the world was beautiful and singers like Judy were there.
Og fagotten er helt vidunderlig.
Jeg tænker om mig selv, at jeg ikke lytter særligt meget til musik. Men når jeg går tilbage til 2020, kan jeg se, at jeg også har skrevet et indlæg om blues og anden lækker musik og et andet om filmmusik.
En genre, jeg nok ind imellem eller i hvert fald tidligere har vrænget lidt på næsen af, er musical-genren. Men den har givet mange flotte ballader. Mange med den drama og melankoli, som jeg nyder. Så dem vil jeg nu dykke ned i.
Den første musical jeg husker, var The Sound of Music. Vi havde fået fjernsyn tidligt hjemme hos mine forældre. Jeg husker ikke helt hvornår, men har konfereret med min storebror, og han husker, at min mor så et Dallas-afsnit, da vi hørte, at Kennedy var blevet skudt i 1963. Sound of Music-musicallen blev indspillet i 1965, så det passer godt nok med, at vi har siddet sammen og set den i fjernsynet - og vi elskede Julie Andrews og Christoffer Plummer.
Mange af sangene kan stadig noget - særligt Edelweisssangen og Something Good
Så springer jeg langt frem i tid.
Cats så jeg i London for mange år siden på en skolerejse med min klasse. Det var dengang, vi måtte tage udenlands. Cats havde premiere i London i 1981, så det har nok været i midt/slut 1980-erne, jeg så den.
Elaine Pages' Memory fra musicalen Cats er pragtfuld - og Elaine Pages er pragtfuld i Don't Cry For Me Argentina fra musicalen Evita.
Den musical tog jeg min svigermor med ind og se i biografen - med Madonna i hovedrollen. Hun gjorde det også godt, madonna.
Filmen havde premiere i 1996.
Endnu en musical har jeg set i London, nemlig Phantom of the Opera. Tanja og jeg var på en forlænget weekend - jeg vil tro, hun var omkring 10 år, så omkring midt 1990-erne. Vi boede på et hotel lige ved Piccadilly Circus, og morgenen efter vi var ankommet, kunne vi gå ned og købe billetter til aftenens forestilling.
Hvilken scenografi, og hold op, hvor vi hoppede i sædet, da den store lysekrone styrtede ned med et mægtigt brag som en dramatisk afslutning på 1. akt.
 |
| Vejer 1500 pund og styrter 10 fod ned |
Phantom og the Opera havde premiere i London 1986 og blev opfrt helt til coronaen lukkede ned for teaterforestillingen.
Jeg indsætter to klip, begge med Emmy Rossum, men med to forskellige mandlige sangere, Gerard Butler og Ramin Karimloo. Ingen af de tre kender jeg, men synge, det kan de.
Men All I Ask of You får I endnu engang, nu i en koncertudgave med Josh Groban og Kelly Clarkson, og hvorfor den skulle med, finder du ud af senere.
Kelly Clarkson og Emmy Rossum er rene sanglærke.
I næste klip synger Emmy Rossum duet med Patrick Wilson.
Og Andrew Lloyd Webber var musicalens konge. Det var ham, der var manden bag alle de tre musicals, jeg har nævnt: Cats, Evita og Phantom of the Opera - og mange andre af de store kendte musicals.
Nu vil jeg gå til filmens verden, tilbage i tiden og bringe en kæde af store, velkendte melodier. Og nu bliver det vellyd med en sødmefuld og romantisk stemning.
Først And I Love You So med Perry Como fra filmen Spellbound fra 1945 med Gregory Peck og Ingrid Bergman.
Skønt melodien er fed vellyd, er filmen en klassisk film noir af Alfred Hitschcock, kendt for sine spændende thriller-elementer, psykoanalyse og de to stjerners kemi.
Fra samme film stammer It's Impossible - igen med Perry Como
Strangers in the Night - Frank Sinatras største hit - knyttes som oftest sammen med et filmklip med Gregory Peck og Deborah Kerr fra filmen Beloved Infidel fra 1959.
Frank Sinatras ikoniske version af "Theme from New York, New York" er også uundgåelig, når man er blevet bidt af crooner-genren.
Nummeret blev skrevet til filmen New York, New York (1977) og blev oprindeligt sunget af Liza Minnelli.
Sinatra sang den live første gang den 13. september 1978, og Frank Sinatra udgav den officielt i 1980 og blev hurtigt et kendetegn for Sinatra.
En anden lækker Frank Sinatra er The World We Knew fra 1967.
Kan man skrive om Frank Sinatra uden at lytte til My Way? - Næh.
Her fra en live-koncert i Madison Square Garden, New York City / 1974.
Moon River af Henry Mancini i filmen Breakfast at Tiffany's fra 1961 er med Andrey Hepburn. Endnu en sødmefyldt melodi - meget sødmefyldt.
Mancini skrev også musik til en anden film med Audrey Hepburn, "Two for the Road". Jeg synes, der er lidt italiensk stemning over den. Men det er måske bare, fordi jeg også kommer til at tænke på Audrey Hepburn - og Gregory Peck - i Prinsessen holder fridag fra 1953 med Arrivederci Roma fremført af Dean Martin.
Men så har jeg også nået grænsen for, hvad jeg kan udholde af smægtende violiner - ja også overskredet den. Og jeg har længe nok befundet mig tilbage i tiden omkring 1950-60, men Dean Martin skulle næsten med i sådan et nostalgisk musik-roadtrip.
Men hvorfor var det, at klippet med Josh Groban skulle med ovenfor. Jo, for nu skal vi møde ham i et meget nyere nummer fra 2004. Vi skal høre hans smukke You Raise Me Up. Den blev oprindelig udgivet af Secret Garden i 2001. Den er brugt i Disneyfilmen Lion King.
En anden, der har leveret musik til Disneyfilm er Phil Collins, f.eks. You'll Be In My Heart
fra Tarzan og On My Way fra Bjørnebrødre
Så lod jeg mig igen lokke ud ad tangenten med en af mine yndlingskunstnere - Phil Collins.
Så måske det er Time to say goodbye med Andrea Bocelli og Sarah Brightman
Dog vil jeg førstselv lige nyde Leonard Cohens smukke Dance Me To The End Of Love. fra 1984 og Louis Armstrongs La vie en rose fra 1950.
 |
| The incredible Satchmo |
Da jeg i 2020 skrev blogindlægget med udgangspunkt i FairyTale of New York og Is That All There Is, sluttede jeg af med den lidt ironiske Always Look at the Bright side of Life.
Denne gang vil jeg slutte mindre ironisk og meget mere livsbekræftende og positivt.
Da jeg for et par år siden så udsendelsen Den sidste samtale med Uffe Ellemann, sluttede han med at ønske What a Wonderful World afspillet. Det gjorde et dybt indtryk på mig. At han havde ønsket, at hans sidste ord skulle være What a Wonderful World.
Derfor slutter jeg mit blogindlæg af med originalversionen af What a Wonderful World med Louis Armstrong, hvor han indleder med et længere, stadig aktuelt speak.
Et rigtig godt nytårsindlæg med spændende tilbageblik til tidligere tiders dejlige musik og gode film og musicals. Dine velskrevne afsnit er gode erindringsvækkere, så tidligere musik- og filmoplevelser bliver afspillet på den indre afspiller.
SvarSletFår mig også til at tænke på de dejlige morgenmadsstunder vi oplever ved besøg hos Tanja og Alba og vi lytter til afslappet musik fra Sinatra og andre croonere.
Du går meget mere op i musik end jeg nogensinde kommer til :-)
SvarSletJeg kan derfor kun bidrage med en indvending eller to, hvilket ikke er særlig pænt af mig … sorry …
The Sound of Music kom godt nok i biograferne i 1965, men blev først vist i tv langt senere, startende i USA i 1976, med premiere i dansk tv i 1987.
Kennedy blev skudt i Dallas i 1963, mens serien Dallas (hvis det er den du mener) havde premiere i 1978.
Eller har jeg helt misforstået hvad du mener?
Mine forældre fik tv i 1961 og farve-tv i 1971.
Hovsa - jeg kom ind som 'Anonym'. Det er altså mig, Ellen 😊
SvarSlet