mandag den 27. juli 2020

Om Joanna Lumley og hendes rejse på Silkevejen




Endnu en udsendelse om en rejse.

Jeg elsker dem og ser dem alle. -   Udsendelser med kendte på spændende togrejser rundt om i verden eller på madrejser. Kendte eller ukendte, der kører på cykel, motorcykel eller off-roader  - allerhelst gennem Centralasiens fantastiske landskaber. Og allerhelst rejser på Silkevejen.

Jeg ser som sagt dem alle.  – Også genudsendelserne.

Og jeg ved godt, hvorfor jeg elsker disse rejsedokumentarer. De får mig til at mindes rejser og steder, jeg selv har besøgt, og de får mig til at drømme om snart at kunne komme afsted igen.

Men også pga. de mange skønne ord som

Chacha

Qvevri

Halva

Shabaka

Childagh

Suluguni-ost

Gruyère-ost

Peruzi

Hemshin

Kelagayi

 

Og stednavne som Nevsehir, Kichkuldashi. Phari, Sheki, Svaneti, Kakheti, Batumi, Baskal …

 

Denne gang er det Joanna Lumley, der er på tur. Og kan du fornemme, hvor vi bevæger os henad? Præcis, ja! Lige netop østover langs Silkevejen.

 

Joanna Lumley er en spændende dame.

Hun startede sin karriere som Bond-babe med to replikker.

 

Hun er født i Kashmir, Britisk Indien i 1946 i de sidste dage under britisk styre.

Hendes far havde skotske og engelske rødder, men blev født i Lahore. Han tjente som major i den britisk-indiske hærs 6. afdeling, Dronning Elizabeths egen Gurkha Riffles i Burma under 2. verdenskrig. (Gurkha Riffles, som lige netop i søndags blev omtalt i en  interessant dokumentar  – Storbritannien i farver.)

  

Hun har deltaget i mange film – f.eks. Tim Burton’s  James and the Giant Peach og et par Miss Marplefilm - men i de senere år mest tv-produktioner – flere populære tv-serier. Hendes sprog og stemme er uhyre kultiveret og behagelig. Hun har derfor ofte spillet overklassekarakterer, og hun er meget anvendt til voice-over-indtalinger og til indtaling af lydbøger. Hun har også selv produceret eller været medproducent på tv.

 

Hun engagerer sig  i mange  ting  - er protektor for forskelligt – børns vilkår – sundhed – træplantning – uddannelse. – oprindelige folkeslag. Hun har engageret sig i områder i Afrika og i særdeleshed i Gurkha befolkningen i Nepal.

Men også i Roald Dahl’s Marvellous Children’s Charity og The Farm Animal Sanctuary

Hun er æresdoktor ved adskillige universiteter, og i 1995 blev hun af Dronning Elizabeth udnævnt til Officer of the Order of the British Empire.

 

Hun nævnes som en af Storbritanniens 100 mest indflydelsesrige kvinder.

 

Da jeg begyndte at læse om hende, gik det op for mig, at jeg for nylig har set hende rejse rundt i Indien og for lang tid siden, da hun var på jagt efter Nordlyset.

Derudover har hun også lavet programmer om rejser langs Nilen, i Japan og med den transsibirske jernbane fra Hongkong til Moskva, som jeg ikke har set. Men de kommer nok – som genudsendelser. Den seneste går til Cuba og Haiti.

 

Joanna Lumley er som sagt en spændende dame – flamboyant og  selvbevidst, som hun står med sine røde læber og  negle, svingende et tørklæde omkring sig og selvironisk betragter sit spejlbillede langt inde i Centralasiens øde bjergområder.

 

Hendes mest brugte udtryk er lovely,  adorable, beautiful,  fabouleus, fantastic, charming, huge, tiny little, absolutely stunning  ….  Som I ser – meget begejstrede udbrud.

 

Hun flirter med mændene, hun møder – om det er unge, stærke gondolierer i Venedig eller tandløse gamlinger, der viser rundt i gamle huler eller stolt fremviser deres får og geder i øde bjergområder.

Mændene – og kvinderne, hun interviewer, virker  ofte lidt beklemte  - smiler lidt forsigtigt - som ved de ikke helt, hvordan de skal forholde sig til den overmåde interesse og begejstring, hun udviser – hvis de da ikke er så optaget af den kulturelle juvel, de fremviser, at de næsten ikke ænser den.

Børn klapper hun fraværende på håret, som var de hunde. ”Oh, you sweet little children. Beautiful,” mens hun haster videre.

Hun er bare så for-meget, at hun er charmerende. Undertiden kan hendes kommentarer/bemærkninger lyde som dumme blondine-bemærkninger. De er overmåde humoristiske. Men tag ikke fejl. Der er gods i hendes udsendelser.

 

De ting og steder, hun tager os med hen til, er spændende, interessante og kulturbærende.

Hun besøger høj som lav, rig som uformuende – og alle har de noget spændende at vise og fortælle om.

Kun nogle få fejlskud synes jeg, hun har.

Et indslag om gondoliererne i Venedig – som jeg finder for velkendt og for turistet – og et besøg hos en af Istanbuls rigeste familier med fremvisning af deres luksuriøse hjem. Sabanci Cetindogan-familien er olieproducent, ejer en privat bank – en af Tyrkiets største banker – cementfabrik, tekstilfabrik og Demet selv – damen, der viser rundt - har introduceret nogle af de førende udenlandske modemærker til Tyrkiet – Alexander McQueen, Gucci og Harvey Nichols.

Familien er god for mellem 15 og 20 milliarder britiske pund.

Måske er besøget taget med som et eksempel på en rigdom, der er grundlagt af Silkerutens købmænd, jeg ved det ikke.  Men jeg synes, det er lidt uinteressant.  Måske er der også en anden grund til det – at lige netop det besøg ikke interesserer mig. Men det kan jeg komme tilbage til.

Men gondol-indslaget gav naturligvis anledning til et par smukke billeder.



Lumleys rejse starter i Venedig, hvorfra Marco Polo jo sejlede ud sammen med sin far og onkel. Lumley taget os med hen på et bibliotek, hvor bl.a. opbevares onklens testamente. – Spændende.




Her kan man læse, at onklen testamenterede sin guldtavle til Marco Polo. Den guldtavle, som han, ligesom Marco Polos far, fik på deres første rejse til Kina, og som åbnede alle døre for dem og sikrede deres hjemrejse, da de fortalte, at de stod under Kublai Khans beskyttelse.


Derudover testamenterede han ham pelsværk, sølv, safirer, rubiner og krydderier som kardemomme, ingefær og peber.- Og en beholdning af silke, må man gå ud fra.


Ikke dårligt med en barnløs onkel i familien.

 Lumley tager os med på besøg hos Bivilaqua-familien, som har specialiseret sig i den fineste silkebrokade og besidder et uvurderligt arkiv med over  3500  mønstre helt tilbage fra den byzantinske periode.


I renæssancen begyndte man også som de første at fremstille fløjl i Venedig.

Engang siges der at have været 30.000 silkevævere i Venedig.


Der var mere end 6000 væve i Venedig, og i dag findes kun dem, som Bivilaqua-familien ejer, og de benytter stadig de gamle håndvæve til fremstilling af den dyre silkebrokade, som efterspørges i Kreml, Det hvide Hus og alle de dyreste modehuse.


Håndvævene kan kun fremstille 40 cm stof på en dag, så ikke underligt, at det er så dyrt – omkring 5000 euro pr. meter, fortæller ejeren stolt, da Lumley spørger til prisen.


En fiks lille silketaske, der fanger Lumleys øjne i ”souvenirbutikken”, koster 1.500 euro.



Lumley sejler nu 1000 km ned gennem Adriaterhavet til Durres i Albanien. Durres var en af flere venetianske fæstninger langs kysten ned mod Grækenland.



I Durres opsøger hun en gammel romersk vej, Rruga Egnatia, som har været den sidste del af Silkevejen frem mod Venedig. Det er en overraskelse for mig. Jeg har altid troet, at den sidste del af rejsen fra Istanbul til Venedig foregik til søs.

Men når man ser på et kort, virker det troværdigt.


Og dog, ville det alligevel ikke have været hurtigere at sejle rundt om Grækenland?
Købmændene benyttede nok begge ruter.

Området kom senere ind under osmannerne, hvilket f.eks. denne bro er bevis  på – en typisk osmannisk bro.


 

Lumleys besøg  hos den tyrkiske rigmandsdame – og besøget i Istanbul i det hele taget, var jeg ikke optaget af. Hvorfor?

Måske fordi vi nu to gange har måttet aflyse en rejse til Istanbul. Først pga. af terrorbomber, hvor turister blev opfordret til at holde sig inden døre og i hvert fald væk fra de berømte turiststeder (så var der sådan set ikke meget at komme der efter)  og nu i år pga. af coronaen.

Og så har Erdogan erklæret Hagia Sofia for en moske. Hagia Sofia, som var hovedmålet for vores intenderede besøg i byen.

Sikke en provokation – synes også mange tyrkere, hvis man skal tro de reportager, der sendes derfra i disse dage.

Først var kirken den betydeligste kirke i det østromerske rige – Her har bl.a. to gæve vikinger, Halvdan og Are været på besøg, og de har indridset deres navne med runer på en af søjlerne. Så blev det en moske og senere et museum. Men nu skal det igen være en moske.

Godt nok er det ofte sket, at kirker har ”skiftet religion”. Det skete på Sicilien, som i årenes løb har været erobret af mange forskellige folkeslag – som vi har set det i katedralen i Syracusa.  

Og det skete i mesquitaen i Cordova – den mest fantastisk bygning – det mest fantastiske rum, jeg nogensinde har været inde i. Her byggede de kristne lige en kirke inden i mesquitaen.

Men det skete jo begge steder for flere hundrede år siden. Og Erdogan gør det i 2020.


I Kappadokien besøger Lumley en hule, der rummer det lille Keslik-kloster, som Paulus engang har besøgt. Her er flotte malerier af Jesus og hans disciple, sværtet til af røg fra bål, hvor folk havde søgt ind for at varme sig, men nu er  klosteret og dets malerier genfundet.




Men nogle af figurernes øjne var tværet ud. Lumley troede, at det var sket af folk, der ikke bekendte sig til kristendommen. 


Men tværtimod.  Det var troendegræsk-tyrkere, der havde tværet øjnene ud og fremstillet en masse med farven fra de hellige øjne i. De mente, det ville have en helbredende virkning.


Lidt længere nede af vejen ligger endnu en kirke/ bemalede huler. En af Tyrkiets perler.
Den kaldes den sorte kirke. Det har taget 10 år at restaurere væggene - fjerne den sorte røg.




Så fortsætter Lumley til Nevsehir, hvor hun besøger flere huler. Først for nylig har arkæologer opdaget stedet, som nu betragtes som et af Tyrkiets vigtigste fund i årtier. De  består af et underjordisk netværk af kamre, som de lokale har kendt længe og benyttet til kølig opbevaring.


Her menes rejsende på Silkevejen at have fået husly.

Der er rum med foderkrybber, hvor købmændenes trækdyr menes at have været opstaldet om natten. Der er spor efter reb, hvor heste, kameler og mulddyr har været tøjret.



De underjordiske huler stammer formentlig fra det 3. århundrede. De har også haft rum og gange, som har fungeret som tilflugtssted i urolige tider.


De smalle, smalle gange fik mig til at mindes vores besøg i Caracalla-termerne lidt uden for Rom, som vi besøgte i påsken 2019. Det, som jeg oplevede som det mest fantastiske besøg på den tur.

 

I Kappadokien var Lumley indlogeret på et hotel bygget ind i områdets mange huler.

Nu fortsætter hun østover, gennem Anatolien, og her indkvarterer hun sig i et gammelt karavanserai, som ligeledes er omdannet til hotel. Disse karavaneseraier var Silkerutens overnatningssteder, hvor man kunne overnatte og altid finde frisk vand - bygget med 50 km imellem sig.




Herefter tager Lumley nattoget, der på 14 timer fører hende 800 km længere østpå til Kars nær grænsen til Georgien  – på en del af strækningen langs Eufratfloden.





Så går det med offroader til landsbyen Bogatepe. Her bor 5. generation efter en schweizisk ostemager, der for 140 år siden kom til området og så et potentiale i de alpelignende landskaber.


Nu er området kendt for deres berømte gruyère-oste, som siges at overgå de schweiziske, og som som Lumley følger produktionen af, og smager – naturligvis – den bedste ost, hun nogensinde har smagt. (Lumley er en stor osteelsker.)



Sådan en hel ost kan koste 500 pund.

If I didn’t love so much cheese, I would be so thin that people would say:""Who is that incredible thin old lady?"



  Herefter går det op over bjergene til et sidste besøg – denne gang i en fåreavlerlejr.



Hvert år leder fåreavlerne deres dyr op fra Sortehavets kyst og op i bjergene for at græsse fra juni til slutningen af september. Så går turen tilbage igen. Det tager en måned at tilbagelægge strækningen på 150 km.


”How beautiful,” udbryder Lumley ved synet af lejren.

Det kan vist diskuteres.

Befolkningen er alle oprindelig hemshin – et kristent folk fra Armenien, som konverterede til islam for flere hundrede år siden.

 

Lumley får sig en snak med en flok gamle strikkende koner.


Lejren er fuld af børn, der løber omkring, og det er her, hun beundrer ”de smukke børn.” Oh I didn’t know there were so many beautiful children,” udbryder hun, men hun klapper dem på håret, som var de hunde.


Lumley forlader stedet med den replik, hun har stort set hver gang, hun forlader et sted: ”Sadly I must go. It’s so hard leaving a place that you have fallen in love with. And I have fallen in love with this.”

 

Og her slutter 1. del af rejsen.

2. del bliver endnu mere spændende. Her besøger hun Georgien og Aserbajdsjan, som er ukendt land for mig.

Det er det også for Lumley. Hun har aldrig før været der, siger hun. Men det har hun vel? Hun må vel have været der for at researche. Eller – det har man måske folk til?

6 kommentarer:

  1. Velskrevet og velfortalt fortælling. Inspirerende. Måske skulle jeg gå ind på DRTV og se udsendelserne på streaming.

    SvarSlet
    Svar
    1. God ide. Mon ikke hun når til Usbekistan i del 3?

      Slet
  2. Hmmm. Jeg skulle måske revidere min opfattelse af Lumley ... men vild med hende bliver jeg nok ikke :-)
    Jeg hæftede mig ved osten til 5000 €. Det forbavsede mig såre, fordi vi er i meget fattige lande, og selv om osten skulle veje hele 50 kilo, hvad jeg ikke tror den kommer op på, svarer det til 750 kroner kiloet - kan det virkelig passe, tror du? Eller er det endnu et eksempel på oversætternes kardinalfejl? De er generelt enormt dårlige til tal :-)
    Jeg noterer mig, at du vist interesserer dig for ganske andre områder i verden end jeg gør - det var nok noget af et tilfælde, at vi var på samme tur til Sydamerika :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Min fejl. En bommert af de helt store. Naturligvis er det rent nonsense. Samme pris som en meter af den fineste silkebrokade! Jeg har rettet.
      Jeg husker, jeg tænkte, at det var vist bare et tal der blev slynget ud, men jeg glemte at tjekke det.
      Det har jeg gjort nu. Det er ikke oversætterne, der skal have skylden – de både siger og skriver 500 pund. Så både forkert valuta og et 0 for meget.
      Jeg har forsøgt at rekonstruere, hvad jeg dog har tænkt.
      500 pund med en meget løselig omregning af pund (højere end selv i pundets velmagtsdage, hvor den måske kunne nærme sig 10, kunne den ikke?) kunne nærme sig 5000 KR. – ikke euro.
      Med dagens kurs 4140,70 danske kroner.
      Nej, det er dybt pinligt. Jeg har siddet med hovedet under armen og slet ikke tænkt.

      Og 500 pund lyder i øvrigt stadig af meget. Jeg gik på nettet og fandt, at prisen på den schweiziske gruyére-ost med certifikat for ægtheden og det hele er knap 200 kr. pr. kg. Så skulle osten veje 20 kg eller lidt mere – men det kan den måske også godt gøre. De ER kæmpestore, de møllehjul. (Hvordan mon de får dem skåret ud i pæne små stykker, som almindelige mennesker kan købe?) Eller også er den georgiske gruyére en endnu større delikatesse – mindre produktion, længere og dyrere transport, mere eksotisk - end den oprindelige schweiziske.
      Nu håber jeg virkelig, at jeg ikke også har REGNET helt forkert 
      Nu er jeg i hvert fald nødt til at komme ud og købe et stykke guyére-ost og smage den.

      Sydamerika har jeg været optaget af, siden jeg i gymnasiet hørte om Inkaerne og de spanske conquistadores. Da vi skulle adoptere, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det skulle være fra Sydamerika.
      Interessen for Persien og Centralasien er meget, meget senere. Men udspringer af Marco Polos rejse på Silkevejen.
      Men hvorfor mon I netop valgte krydstogtet rundt om Sydamerikas spids?
      For os var det fascinationen ved at besøge verdens sydligste by og runde Kap Horn, Chiles sø- og vulkanområde, Patagonien med pingvinerne, Gletcher Alley og pampassen. For kunst og kultur var der jo ikke meget af.
      Men Puntas Arenas var også spændende. Jeg vidste slet ikke, den by eksisterede, men den havde jo en spændende historie. Valparaiso og Buenos Aires var også overraskende spændende og dejlige.
      USA kommer aldrig på min ønskeliste. Ib vil gerne til Canada - en kopi af jeres planlagte tur - Vancouver, Alaska og luksustoget tværs over hele landet.
      Lige nu ville jeg allerhelst rundt i Europa i ugevis og genbesøge alle de skønne steder og museer, vi tidligere har besøgt.

      Slet
    2. Det var primært Kap Horn, der lokkede, men også de andre ting, du nævner. Vi er mere interesserede i landskaber end i kunst og kultur, men det har du nok gættet ;-)
      Jeg holder absolut ikke af amerikanerne som folkefærd, men der er nogle helt fantastiske landskaber derovre - jeg er vild med naturen, mest i vest, men også skovene om efteråret i øst.
      Den store Alaska- og Canadatur bliver desværre nok aldrig til noget for vores vedkommende, desværre. Det var sidste udkald, tror vi begge, for Johns vedkommende. Det er for anstrengende en tur for ham. Men måske i bidder ... who knows?

      Slet