tirsdag den 11. august 2020

Om Joanna Lumleys rejse på Silkevejen del 2.

 

 I anden del af Joanna Lumleys rejse på Silkevejen besøger hun Georgien og Aserbajdsjan.

To lande,  der ligger mellem Sortehavet og Det kaspiske Hav, og som det kræver lidt ihærdighed, hvis man gerne vil besøge dem. Nogle af de bedre rejsebureauer har dem dog på deres program.

 

 

Hun ankommer til  Batumi; en by der i Sovjettiden, hvor grænsen til Tyrkiet var lukket, lå lidt hengemt og glemt.  Nu er området eksploderet som internationalt ferie- og turiststed ved Sortehavet.

Ved grænseovergangen nævner Lumley i en bisætning, at Georgien har sit eget alfabet. Det kunne hun da godt have fortalt lidt mere om. Men da hun ikke gør det, søger jeg selv mere info på nettet.

Det er ganske spændende. Se selv her

https://da.wikipedia.org/wiki/Georgiske_alfabeter

 

Den ældste kendte georgiske inskription lavet i asomtavruli omkring år 430 i Betlehem. 

 

Men Lumley fortsætter straks til hovedstaden Tbilisi.




 

Tbili betyder varm, og byen er opkaldt efter 30 varme kilder, som allerede rejsende på Silkevejen søgte.

I Tbilisi besøger Lumley et smukt byhus, som har været ejet af samme familie i 4 generationer – det eneste velbevarede af de mange 1800-tals byhuse i Tbilisi.  Huset er bygget i 1897, og ejerne har været i gang med at renovere det de sidste 7 år.



Herefter besøger Lumley Tbilisis Sukhishvili Dansekompagni, som også kaldes  Sukhishvili georgiske nationalballet. Balletkorpset har eksisteret i mere end 70 år.

Lederen af kompagniet, fru Nino Sukhishvili, tegner selv dansernes flotte dragter, som alle sys i hånden  – i uld og silke.  Op til 5-6 kg kan en dragt veje.

Nogle af dragterne og især kvindernes sko leder tankerne hen mod flamingodans i Spanien og Riverdance i Irland.   

 


Nino Sukhishvili beskriver Georgien som en stor kulturel smeltedigel – allerede fra Silkevejens tid, og hun fortæller, at dansen er en måde at bevare Georgiens gamle kultur. Dansene er inspireret af hver sin landsdel og hver sit kapitel i Georgiens identitet. Kompagniet holder dansene, sproget, skikkene, historien i hævd.


I øvelokalerne ser vi også en stor flok smådrenge øve sig i de gamle kampdanse – som forberedelse til engang at kunne videreføre historien om Georgien.

Dansene er meget varierede – en del minder mest om kinesisk dans, andre minder meget om kosakdanse – måske også lidt japansk kampsport (?). Dertil kommer en helt speciel glidende – næsten svævende – måde at bevæge sig på. Fuldstændig synkront som i irsk riverdance, men her mere yndefuldt - lidt som  småtrippende, japanske kvinder i kimonoer eller som kinesisk Tang-dans med flagrende ærmer og yndefulde håndbevægelser.

Og alligevel anderledes. Rigtig, rigtig  flot.

 

 Lige det sidstnævnte - den svævende gangart, ser vi ikke i  Lumleys dokumentar, med det fandt jeg på Youtube. Videooptagelser af deres shows  ligger i mange udgaver på Youtube.

Se en af dem her 

Hermed en kæmpestor opfordring til at følge linket og se den georgiske nationalballets optræden med utallige meget forskellige danseoptrin.

Jeg er meget imponeret.

 

Fra Tsbilisi  sætter Joanna Lumley kurs mod nord op mod den 1500 km lange Kaukasusbjergkæde for at besøge Svaneti-området. 

 


 Området minder om Alperne, og Svaneti lå så afsides, at Georgiens kongelige i middelalderen opbevarede deres skatte her godt gemt væk. 


I landsbyerne findes utallige høje firkantede tårne, der blev bygget mellem 800 og 1200 som udkigsposter og tilflugtssteder i krigstider.




I Laghami får Lumley  fremvist en af Svanetis perler – i lighed næsten med Den sorte kirke i Kappadokien fra del 1 af hendes rejse:  Den 1000 år gamle Forklarelseskirken, som en lokal beboer fremviser. For  ham er kirken meget vigtig, for nøglen til kirken har været opbevaret af hans familie lige siden 900-tallet.





Og igen må man falde i svime over fantastiske kalkmalerier  fra det 13.-århundrede, der gemmer sig bag kirkens yderst beskedne ydre.


 

Kalkmalerierne fortæller historien om Svanfolkets særlige tro - en blanding af hedenskab og ortodoks kristendom.  Kalkmalerierne rummer derfor både førkristne gudinder og mere velkendte helgener.

 

 På Silkevejens tid var bjergpassene i Svanetiregionen vigtige handelsruter.

Nu er man ved at gendanne en del af ruterne til vandrestier. Ikke nogen dårlig ide. Mon ikke rejsebureauet Viktors Farmor kunne få øje på dem?


Ligesom alle andre steder forlades de højeste bjergområder – især er det sket her i området, efter at der i 1987 var en stribe laviner, der dræbte 100 mennesker.


Lumley har fået lov at  overnatte en enkelt nat hos Valeri og Maro Vibliano, som er de sidste indbyggere i Kichkuldashi mere end en time fra nærmeste by. 

 

 

 Visse vintre sner det så meget, at de ikke kan komme ud af huset, og de har oplevet at være sneet inde i en hel måned.

 

 Når man bor sådan et sted, er man nødvendigvis selvforsynende med stort set alt. 

 


Ægteparret byder på supra - et traditionelt georgisk måltid udelukkende på afgrøder fra deres egen gård.

 



Maro Viblianos skål til Lumley lyder: "Gid du må leve i 100 år, være lykkelig og altid vende tilbage til Kichkuldashi."

 

Så går turen videre til Kakheti, hvor vinstokkene står på rad og række. Georgisk vin er åbenbart verdensberømt (?), selv om jeg - ligesom åbenbart Lumley - aldrig har hørt om den. Ud af de tusindvis af druesorter, der findes, stammer de 500 af dem fra Georgien.



Lumley besøger en af landets yngste vinproducenter, som allerede er meget anerkendt.

 


  

Arkæologer har fundet spor efter  vinproduktion for 8000 år siden – længe før Georgien opstod.

 I Georgien gærer vinen i qvevrier, gamle lerkar i jorden under gulvet – med et trælåg over. De fleste andre steder gæres vinen i trætønder oven på jorden.

 

 

Det særlige ved georgisk vin er, at man her lader skallerne gære med. Derved får vinen en smuk ravgul farve -  gylden som frisk-slynget honning.

 




Nu følger et besøg hos Lamara Bezhashvili, som bor  i et område, der hedder Magaro.

Dette område var tidligere centrum for en stor silkeproduktion. Den gik i stå under Sovjettiden, men Lamara dyrker stadig silkeorme i et skur i sin baghave.

 




Det giver nogle fortryllende billeder af de små silkeorme. Både da Lamara trækker en tråd ud af en puppe, og af ormene, der  gnasker morbærblade i sig.

 



De silkeorme, der nu anvendes i silkeproduktion, lever ikke vildt mere, men er en forædlet art. På to dage producerer en sådan silkeorm 1500 m tråd.

Hvor man tidligere kogte kokonerne for at få silketråden trukket ud, hvorved dyret døde, så anvender Lamara en ny og dyrere teknik, hvor hun kan trække tråden uden at koge puppen, så puppen kan leve videre og fortsætte sin udvikling til sommerfugl.

  

Så krydser Lumley grænsen til Aserbajdsjan, hvor præsidenten er allestedsnærværende

I Sheki overnatter hun endnu engang i et gammelt karavanserai, der nu er omdannet til hotel.

 

 


 Her drikker hun te med de oversøde kager, der er så karakteristiske for denne del af verden.

Teen indtages ved de karakteristiske lave borde, der står på små forhøjninger, som det ses mange steder i Centralasien.


Sheki indtog en vigtig position på Silkevejen og var et eftertragtet bytte at få herredømme over.

I 1700-tallet beherskedes denne del af Aserbajdsjan af persiske khaner, og en af dem byggede et storslået sommerpalads.   

 

Paladset stod færdigt i 1762. Det tog 2 år at bygge det og 8 år at udsmykke det.

Udsmykningen er meget lig udsmykningerne på paladser i Cordoba, Sevilla og Alhambra, men disse bygningsværker stammer jo fra 13-14-hundredetallet. Det bemærkelsesværdige er for mig, at dette sommerpalads er bygget så sent som midt i  1700-tallet.

 

Lumley sammenligner dets billedfriser med jagtscener, slagscener og khaner til hest med Bayeaux-tæppet. Det kan der være noget om. 

Frisen i Shekipaladset er jo tydeligvis persisk, og ikke islamisk kunst. Ellers kunne menneskene jo ikke være blevet afbilledet.

Har jeg for resten nogensinde reklameret for Davids Samling i København?

Ja. Mange gange. Jeg ved det godt. Men her findes en af de betydeligste samlinger af persisk og islamisk kunst. Har du endnu ikke besøgt samlingen, er det virkelig tiden at gøre det.

Paladset i Sheki berømmes også især for de mange glasmosaikker. Mosaikkerne er lavet i en særlig aserbajdsjansk teknik, der kaldes shabaka. Lavet af glas, der på hesteryg er transporteret helt fra de berømte glasværker på Murano øen ud for Venedig.

Så går turen til Baskal, som er kendt for en berømt gammel handelsvare, som udtrykker hele essensen af Silkevejen: Mønstrede, farvede silketørklæder.
Kelagayi-tørklæderne, som de kaldes, opkaldt efter byen, hvor de fremstilles  - og tidligere blev fremstillet  i betragtelig større stil.

Marco Polo besøgte byen i 1293 og skrev i sin dagbog: ”Intet andet sted i verden har jeg set silke og brokade, som de laver her.

Tørklæderne er fulde af symboler og trykkes i hånden af håndværksmestre, som stadig bruger 300 år gamle håndskårne træstempler.

 

 

 

 

Indfarvning i de smukkeste farver sker med naturens materialer i gamle trætønder og store cementkar. Afvejning af mængder foregår  på øjemål.  Det  kræver mange års erfaring at kunne det.

 

 

 

 

Kelagayi-tørklæderne eksporteres til hele verden og kom  i 2014 Unescos liste over immateriel kulturarv.

 

En lille souvenir må Lumley have med sig. Hvem ville også kunne forlade dette fantastiske værksted uden mindst et tørklæde?

 

 

Lumley fortsætter nu videre mod øst mod Det kaspiske Hav. Her skifter det frodige grønne landskab til gule ørkenagtige farver. Landet omkring hovedstaden Baku er olieland.

 

Baku er en moderne verden af handel og industri og Aserbajdsjan kaldes Land of Fire  - på grund af olien, som nogle steder ligger så højt oppe, at jorden næsten kan gå i brand.

Landet havde sit første olieboom i 1870-erne.  Herom kan man læse Peter Frankopans  fremragende  bog Den nye Silkevej.- Om hvordan vestlige firmaer gjorde, hvad de kunne for at narre så mange oliekoncessioner ud af olielandene til de lavest mulige priser.

 

I 1901 producerede Baku halvdelen af verdens råolie. Produktionen svingede under sovjetstyret, men de seneste 15 år har man igen oplevet stor vækst. 

 

Det nye store olie- og gasboom har fået byggeriet til at eksplodere. Der bygges det ene mere storslåede bygningsværk efter det andet, som oftest i futuristisk arkitektstil som f.eks. et tæppemuseum bygget som et kæmpestort sammenrullet gulvtæppe (som jeg i parentes bemærket ikke synes er særlig flot) eller Heydar Aliyev Centeret, bygget af Zaha Hadid, en meget anerkendt irakisk-britisk kvindelig arkitekt, der er kendt for sine sensuelt flydende, buede stil, der undgår skarpe vinkler. 

 

Den mest ekstraordinære bygning er nok Baku Flame Tower – bygget som tre glitrende ildtunger. 

 

En af de tre bygninger rummer et hotel, der på 28. etage rummer en kongesuite, som naturligvis har en fantastisk udsigt. Indretningen er typisk russisk/centralasiatisk med kæmpemæssige rum med overdimensionerede møbler og lysekroner, som også ses i nyrige, arabiske oliestater. Prisen for en overnatning ligger fra 5000 euro  og opefter pr. nat .  

 

Det nyeste bygningsværk, der er gang i i Baku, er The Caspian Waterfront Center – et kæmpestort shopping- og kulturcenter. 

 

Det er bygget over den ottetakkede stjerne, som ses i Aserbajdsjans flag. I midten er der en bygget det, der skal illustrere en flamme. Heri findes restaurant og allerhøjest oppe, er der det, som bygherren kalder Fuglereden. Her kan man komme udendørs og beundre udsigten. Næsten som på toppen af Strandingsmuseet i Thorsminde. Høhø. Bare med en vis højdeforskel.



Til byggeriet hentede man dem, der byggede Sydney Operahouse, for at de kunne bygge det hvælvede tag med nogenlunde de samme buede konstruktioner som i Sydney.

Og med Joanna Lumley stående på taget af dette byggeri – det er som at stå på på ryggen af en kæmpe hval med udsigt over Det kaspiske Hav, siger hun, ja så er 2. del af Lumleys rejse på Silkevejen slut. 

 

I del 3 er hun i Iran -  et af de lande, der også står højt på min og Ibs ønskeseddel - og i del 4 er Lumley i Usbekistan.

Del 3 og 4 overlader jeg til jeres egen fornøjelse, dog med en enkelt teaser fra Persepolis.


 Og hermed tager jeg afsked med Joanna Lumley - en virkelig fantastisk fortæller.


Men udsendelsen med Joanna Lumneys rejse på Silkevejen -  og især del to, som jeg her har refereret, vakte så utrolig mange minder fra egne rejser. 

Minder som jeg slet ikke kunne lade være med at skrive ind i mit indlæg. Men det gjorde indlægget alt for langt og usammenhængende. Så jeg huskede det råd, jeg altid giver til andre skribenter, husk: Kill your darlings!

Så resolut slettede jeg de personlige afsnit  - eller det vil sige - jeg slettede dem naturligvis ikke. De bliver bare indsat i et kommende selvstændigt blogindlæg om de kunst-,  kultur- og filmminder, som Lumneys rejse i Georgien og Asjerbadsjan gav anledning til.

Georgien og  Asjerbadsjan er to lande vi aldrig har besøgt, men kultur er jo grænseoverskridende, og i Lumleys udsendelse præsenteredes vi for masser af  kunst, kultur, landskaber og traditioner, der  gav associationer til noget, vi har mødt på egne rejser.

 

Håber du følger med, når det en gang bliver udgivet.

 

 

 

 

 

 

 

 

4 kommentarer:

  1. Jeg skal nok følge med ;-)
    Jeg/vi så lidt af Aserbajdsjan og hovedstaden Baku, da de var vært for melodigrandprixet i 2012 - jeg var ærlig talt overrasket over den moderne millionby.
    Georgien har vi hørt lidt om via en vores vejs beboere, som hedder deres version af Mette - eller noget ... hun hedder i hvert fald også Nino, lige som hende du nævner i indlægget.
    Det er spændende steder, men 'vores' Nino (og især hendes norske mand) sagde, at det er rigtig godt, ja nærmest en nødvendighed, at kunne tale sproget, hvis man rejser rundt i Georgien. Man kan jo også se, at Lumley hele tiden har været omgivet af tolke.

    Jeg fulgte dit balletlink og blev temmelig betaget af den svævende dans/gang, de præsterede. Jeg har aldrig set noget lignende - det var godt nok flot at se på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, netop den del af deres show er fantastisk. Nogle af de andre optrin er lidt overgearede - ligesom de østeuropæiske Melodi Grandprix- numre ofte er.
      Jeg har ofte en – dum – forestilling om, at lande /områder som f.eks. asiatiske/centralasiatiske - jeg ikke kender, er lettere tilbagestående, og så bliver jeg så forbavset, når jeg så ser billeder som f.eks. dem fra Baku, som jo netop fremstår som en moderne millionby.
      Så Mette bliver til Nino? Er Nino eller hendes norske mand- lærer på Marjatta?
      Ja, sprogbarrieren er vist ret høj i de områder.
      Den eneste gang, vi virkelig har følt, at vi var lost, var i Tasjkent. Vi boede en enkelt nat på det kæmpestore Hotel Usbekistan med mange etager, og ydermere lå hotellet på en lille bakke og ud til en stor åben plads. Det kunne vi da ikke gå fejl af, mente vi – det ville vi altid kunne få øje på. Så vi gik en tur sidst på eftermiddagen.
      Men pludselig var det blevet mørkt, meget mørkt uden gadelygter, og alle gadeskiltene havde kun nogle mærkelige bogstaver, vi ikke kunne tyde. De få mennesker, vi mødte og tiltalte på engelsk for at spørge om vej, kiggede bare forundrede på os. Da jeg så et par betjente inde i en lille butik, gik jeg ind og bad dem om vej til hotellet. De svarede også venligt og beredvilligt et eller andet, men jeg tror ikke, de forstod, hvad jeg spurgte om.
      Da vi til sidst endelig - på uforklarlig vis - så hotellet foran os, kunne vi konstatere, at vi nærmede os fra den helt modsatte retning af, hvad vi forventede. Det var faktisk ikke særlig rart.

      Slet
  2. Tak for fortællingen. Rigtig fin og spændende fortælling, der yder disse "glemte" gamle kulturlande retfærdighed, rige som de er på kulturskatte af overvældende skønhed. Lumleys tur i Uzbekistan i del 4 var også vældig interessant. Som at være der igen. Khiva, Bukhara, Samarkand. Jeg blev helt åndeløs og fik lyst til at vende tilbage til al den arkitektoniske skønhed. Lumley og producenterne har lavet en ualmindelig medrivende og godt fortalt TV-serie. Og tænk sig, at København har et så fornemt museum som Davids samling i Kronprinsessegade med utrolige fortællinger om islamisk og persisk kunst og arkitektur. Som i Tv-serien fortælles her også om i Europa oversete gamle kulturer. Og til og med med er der gratis adgang til Davids Samling. Et betydningsfuldt og vedkommende museum overset af mange.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var en dejlig tur til Usbekistan. Du har ret, Lumley og hendes hold er bare super professionelle og dygtige. Og synd, at så få mennesker kender Davids Samling. Måske de skulle prøve at lokke flere folk til ved at gøre mere ud af at reklamere for deres danske samling som den særudstilling vi var inde og se sidst: "Fra Philipsen til Salto - gensyn med den nyere danske samling." Så måske folk som en sidegevinst ville opdage den fantastiske islamiske og persiske samling, som huset rummer - mange gange flottere end den danske samling.

      Slet