Vejen til Palmyra
I starten af november besøgte
Ib Glyptotekets særudstilling Vejen til Palmyra, og han fortalte så begejstret
om den, at jeg også var nødt til at komme ind og se den.
Det blev så første punkt på
vores årlige juletur til hovedstaden.
Jeg køber altid orange
billetter, og det irriterer mig, at man – når man kan rejse hele vejen fra
Kolding til København for 98 kr. – så skal give i hvert fald 150 kr. for en
taxa ned til banegården i Kolding, når vi skal være væk flere dage og derfor
ikke vil have bilen stående på en p-plads nede i byen.
Vi har busstoppested et par
hundrede meter ned ad en sti – endda to linjer, der kører lige ned til
banegården. Den ene linje tager 10 minutter, den anden lidt længere tid. Denne gang
besluttede vi derfor at prøve at tage bussen og spare de 100 kr.
Afgangen til den hurtige rute
lå sådan, at det egentlig skulle passe fint til togafgangen, men vi valgte
alligevel den lidt længere rute, hvor vi både ville få en længere bustur og lidt
rigelig ventetid på stationen.
Bussen kom lidt forsinket til
stoppestedet, og inden vi nåede banegården var forsinkelsen nået op på 10
minutter. Var det sket med den senere bus, havde vi måske ikke nået toget, så
vi glædede os over vores beslutning. På stationen stødte Ib – som sædvanlig –
ind i en tidligere kollega og fik sig en god snak, så ventetiden blev ikke lang.
Jeg havde - mod sædvane - været lidt sent ud for at købe billet, så
jeg var landet på en lidt langsommelig togafgang. Desuden var vejret lidt mørkt og
kedeligt, så da vi ankom til Hovedbanegården føltes det som lang dags rejse mod
nat. Det var tusmørke, næsten aftenmørkt, selv om klokken kun var 15.01.
Vi styrede straks mod Ny
Carlsberg Glyptoteket på Dantes Plads 7 og var enige om, at vi allerførst
skulle have en kop kaffe at kvikke op på.
At træde ind på Glyptoteket
var helt fantastisk. Vi kom fra halvmørket ind i næsten buldermørke.
Helt så mørkt var der måske
ikke, da øjnene havde vænnet sig til rummet, men det føltes sådan.
I den enorme forhal var der stort set ingen belysning, men højt, højt til loftet og med et par kæmpestore
skulpturer. Det føltes helt magisk, helt eventyrligt. Jeg har været på Glyptoteket før, men forhallen huskede jeg slet ikke.
Vinterhaven derimod var et lifligt gensyn.
Fra forhallen kiggede man ned i den også ret dunkle vinterhave, der dog blev oplyst af spots meget højt oppe og af den frodige grønne
vegetation, skulpturen i bassinet med papyrusplanterne - som uden for Cairo Museum - den hvide marmor, det hvidmalede træværk og måske jerndragere - og himlen, som pludselig ikke længere virkede så mørk.
Glyptoteket havde åbent helt til
klokken 18, så vi satte os ind og nød vores gode kaffe og scones med cream og
solbærsyltetøj i ro og mag.
Så var vi klar. Fortsættes i næste indlæg.
Jeg må med skam melde, at jeg aldrig har været på Glyptpteket, selv om jeg har boet så relativt tæt på hele mit liv.
SvarSletDet er en fejl, kan jeg godt se, og jeg håber, jeg når at rette op på den, inden jeg dør, men det er nok typisk, at man nedprioriterer det, der ligger tæt på.
Det skal du/I helt bestemt. Og inden særudstillingen slutter 1.3.
Slet