torsdag den 5. december 2019

Om Patagonien og de folk, der kom dertil. Del 1 hvor jeg kun når til Magellan.

Ufatteligt, hvad mennesker har budt sig for at udforske verden og/eller søge et bedre liv.
Nogle få vandt hæder og rigdom - mange flere endte lige så ludfattige, som de startede ud, og mange døde undervejs.
Det er jeg blevet optaget af efter vores sejlads rundt om Kap Horn.
Jeg havde længe været optaget af Magellans og Darwins sejladser, og det var helt fantastisk pludselig at sejle gennem Magellanstrædet, Beagle Kanalen og Drake Strædet. Og undervejs kom der flere navne og steder til.

På vores tur fik vi mange informationer af de lokale guider, men det var svært at fastholde så meget på en gang. Så vel hjemkommet gik jeg lidt efter lidt i gang med at samle viden om nogle af de steder, vi havde besøgt. Men først nu, da jeg kom i gang med at læse Bruce Chatwins bog En rejse i Patagonien, kom der rigtig gang i det.
Noget af den viden vil jeg gerne dele. Jeg står gerne ved, at en stor del af oplysningerne denne gang - i dette og de følgende par blogindlæg - er hentet fra nettet. Gerne engelsk- eller spansksprogede sider, så jeg kan glæde mig over, at jeg stadig forstår det meste spanske, i al fald på skrift. Og jeg vedkender mig, at jeg gengiver en stor del stort set uredigeret. Men måske kan nogen have glæde af at læse det, jeg har samlet, som en samlet beretning.

Da  Fernando de Magallanes sejlede ud med kurs mod vest 10. august 1519 var han allerede en velstående herre.
Han blev født i 1480 som søn af borgmesteren i den portugisiske by Sabrosa. Han voksede op ved det portugisiske hof, hvor han lærte astronomi og søfartskundskab. I denne periode fandt mange søfartsrejser sted, og søfareren Vasco da Gama havde lige fundet søvejen til Indien i maj 1498.

Han drog ud på sin første store rejse, da han deltog i en ekspedition til Indien i 1505, da Francisco de Almeida skulle indsættes som vicekonge for den portugisiske koloni i Indien. Han blev i den portugisiske flåde i Det Indiske Ocean i ni år. Der deltog han i slaget ved Diu i 1509. Kampen førte til Portugals endelige sejr over den indisk-arabiske flåde og til portugisisk kontrol over Det Indiske Ocean. Magellan kom til Malakka i 1511. Han købte en malaysisk slave, som siden altid fulgte ham. Magellan steg i rang og blev kaptajn. Han var imidlertid i konflikt med de portugisiske myndigheder og blev sendt tilbage til Portugal i 1514



Ligesom Columbus, der var fra Genua, søgte til den spanske kong Ferdinand og dronning Isabella for støtte til sin søgen efter en vestlig vej til Indien, blev det også den spanske konge, Karl 5., senere kejser i det tyskromerske rige, der gjorde Magellans rejse mod vest til Krydderiøerne mulig. 
På spansk kaldes han Carlos I. og på fransk Charles Quint.
Karl V giftede sig i 1526 med den portugiske infantinde Isabella af Portugal.
Det var for øvrigt hos Karl V, at vores egen kong Chr. 2. søgte hjælp, da han var blevet afsat og var tvunget i landflygtighed. Han var nemlig gift med Karls søster Elizabeth. Karl ønskede dog ikke at støtte Chr. 2, blandt fordi Chr. 2 var konverteret til Lutherdommen, og Karl var jo som kejser af det hellige tysk-romerske rige den katolske kirkes overhoved. Der var også andre grunde. Læs mere her
Det var et sidespring, men det skyldes, at jeg tidligere har skrevet om den danske kongerække, så jeg blev lige fanget af genkendelsens glæde.
Tilbage til emnet.





Treaty of Tordesillas, hvori Spanien og Portugal delte de kæmpemæssige landområder i den nye verden og i Østen


 Tordesillas-aftalen fra 1489 havde givet Portugal eneretten til alle nye lande øst for 50 grader vestlig længde og dermed al skibstrafik til disse områder. Men en rejse vestpå kunne portugiserne ikke forhindre spanierne i at gennemføre, og da Magellan rejste tvivl om hvorvidt Krydderøerne på den modsatte side af Jorden var på spansk eller portugisisk side af den forlængede skillelinje, 130 grader østlig længde, ja, så blev den spanske konge meget interesseret.



Den 22. marts 1518 undertegnede Magellan en aftale med Karl I om at få stillet fem skibe til rådighed for en rejse til Stillehavet. Magellan skulle have følgeskab af  astronomen Ruy Faleiro, som var leder af et vigtigt handelshus. Hvis rejsen lykkedes, skulle Magellan og Ruy Faleiro have en femtedel af overskuddet. Deres familier fik tilladelse til at udpege guvernøren i nyopdagede områder. Endvidere blev det lovet, at ingen anden person skulle få ret til at foretage samme rejse i de følgende ti år. Så blev rejsen en succes, ville det betyde stor rigdom, prestige og indflydelse til Magellan.
Magellan sejlede altså ud med 5 skibe og en besætning på 234 mand og 5 kaptajner. Han selv var kaptajn på "Trinidad". Senere skiftede han til "Victoria".
På nogle hemmelige portugisiske kort havde Magellan set, at der skulle være en passage forbi det nyfundne land Amerika, og da Atlanterhavet var krydset, begyndte han at lede efter denne passage allerede oppe ved La Plata og Uruguay-floden, hvorefter han fulgte Patagoniens kyst og undersøgte alle bugter i sin søgen efter passagen.


31. marts 1520 kom Magellan til et sted, han navngav Puerto San Julian, og her overvintrede han.
Om bord på et af skibene var Antonio Pigafetta, en veneziansk søfarer, der havde studeret astronomi, geografi og kartografi. Han skulle selv bekoste rejsen, til trods for at han fungerede som Magellans assistent og skriver. 
Fra ham stammer historierne om, hvordan Magellan mødte de indfødte, og historierne om hvordan Patagonien fik sit navn. Landet syntes ubeboet, men spanierne opdagede nogle store fodspor i sandet, og de kaldte landet Patagonia (landet med de store fødder). Noget senere mødte de en af kæmperne, han var så høj, at medlemmerne af ekspeditionen kun nåede ham til livet. Men kæmpen var fredelig, fulgte dem til lejren og lod sig beværte og modtog gaver.
Det er den fortælling, som guiderne fortæller turisterne og den fortælling, man finder næsten overalt på nettet.

Men nu er det vist tiden at inddrage Bruce Chatwins bog En rejse i Patagonien.




I Bruce Chatwins bedstemors stue var et skab, hvor der lå en lille stump skind. Det var skindet af en brontosaur. Brontosauren var "et dyr, der var druknet i syndfloden, da det var for stort til at Noa kunne have det med ombord på arken."
Denne bestemte brontosaur havde levet i et fjernt land ved navn Patagonien. Den var faldet i en gletscher og var bevaret i perfekt stand i isen. Denne brontosaur fandt bedstemorens fætter, Charley Milward, og han havde sendt hende denne stump skind. Det stykke skind gav næring til Bruce Chatwins fantasi.
Bruce blev journalist, og under et interview med en 93-årig dame lagde han mærke til et kort over Patagonien, som hang i hendes salon, og han fortalte hende, at han altid havde ønsket at komme til Patagonien. Hun svarede, at hun havde det på samme måde. Skal man tro myten sagde hun: "Tag dertil for mig."
Og Bruce Chatwin tog straks afsted. I 1973-74 rejste han ned gennem det langstrakte Patagonien. Han vandrede, tomlede og tog busser. Han mødte den enorme natur og en uendelig mængde menneskeskæbner. "Han møder exentriske eksileuropæere og - amerikanere, og han fortæller deres røverhistorier om mord, kidnapninger, voldtægter og bristede drømme," som Leonora Christina Skov skriver i et efterskrift i den 2015-udgave af bogen. som jeg fik fingre i. Dertil kommer nogle fantastiske beskrivelser af både mennesker og natur.
Chatwin inkorporerer henvisninger til berømte engelske digte og digtere, hvor han ser en forbindelse, og han henviser til anden litteratur om steder og hændelser. Så jo, der er vist mange røverhistorier og fri digtning, men hans fortælling bygger alligevel på stedfundne historiske hændelser, så jeg vælger at inddrage stof fra hans bog sammen med stof, jeg har fundet på nettet.
Og jeg vedkender mig som sagt, at jeg ofte kopierer direkte ind fra nettet - nogle gange i citationstegn, andre gange ikke. Dette er jo blot en fortælling - ikke en opgave/afhandling, der skal opfylde formelle krav.

Og hvorfor introducerer jeg netop nu Bruce Chatwin?
Jo, fordi han i sin bog præsenterer en helt anden forkklaring på navnet.
Navnet skulle stamme fra en karakter, Patagón,i en spansk ridderroman af Francisco Vázquez, udgivet i 1512.  En meget populær bog på den tid og  Magellans yndlingslæsning. Patagon er en vild skabning, som møder helten Primaléon of Greece. Magellans oplevelse af de vilde indfødte som klædt i skind og spisende råt kød mindede om den uciviliserede Patagon i Vazquez's bog.
Chatwin finder desuden lighed mellem Patagon og det græske ord παταγος, som betyder "a roaring" or "gnashing of teeth".  Pigafetta beskrev netop patagonierne som "roaring like bulls."
Se mere i En rejse i Patagonien side 131.
Her fortælles i øvrigt også om, hvordan Magellan fangede to indfødte og lænkede dem for at medtage dem hjem som gaver til  Karl V.
De bildte kæmperne ind, at lænkerne var udsmykning. Den ene slap imidlertid løs, og den anden døde af skørbug og blev smidt i vandet senere på rejsen.

I april mistede besætningen modet. De ville hjem. Til sidst udbrød der mytteri på to af skibene. Oprøret blev bekæmpet. Magellan, flådens admiral, henrettede de to kaptajner, satte nogen i gabestok i et stykke tid og efterlod to mænd på en øde ø. Men Magellan gjorde dette som en advarsel, han havde brug for den besætning, han havde.
Efter et stykke tid blev et af skibene sendt sydpå til rekognoscering. Skibet gik på grund og forliste, men besætningen formåede at bjerge sig i land. To af mændene vendte tilbage til ekspeditionens vinterlejr over land, og efterfølgende blev resten af besætningen også afhentet. Magellan valgte at vente lidt, inden ekspeditionen rejste ud. Da han endelig beordrede at bryde op og fortsætte rejsen, blev besætningen fra det tabte skib fordelt på de resterende fire skibe.
Endelig den 21. oktober fandt han den eftersøgte passage. Passagen var som en labyrint fuld af bugte, vige og fjorde. Der var mange steder, hvor det var let at vælge forkert. Om natten, når skibene lå for anker, kunne de se flammende lys fra land. Lyset var skinnet fra de lokale indbyggeres ildsteder, og landet blev kaldt Ildlandet.
Igen er det den traditionelle fortælling, jeg gengiver, men en fortælling som Chatwin dog korrigerer en smule.Ifølge ham så Magellan kun røg og kaldte landet for Tierra del Fumo, Røglandet, men Karl V sagde, at der ikke kom røg uden ild og ændrede navnet til Tierra del Fuego.

Indtil da havde denne del af verden på landkort været angivet som en tåge, et mystisk "bunden-i-vejret-land," som Chatwin formulerer det i sin bog, hvor sneen faldt "opad, træerne groede nedad, solen skinnede sort, og sekstenfingrede antipoder dansede sig til ekstase."Chatwin fortæller videre.

Et landgangshold  gik i land på nordkysten og fandt en strandet hval og et lighus med 200 lig på pæle. Det var åbenbart afskrækkende nok. De gik ikke i land andre steder på Ildlandet.
"Flåden rundede et forbjerg, som kaptajnen kaldte Cabo Virgines. Om natten blæste en storm fra nordøst og fejede Conception og San Antonio gennem det første sund, gennem det andet sund og ud i et bredt farvand, som strakte sig mod sydvest. Da de så tidevandsskruningerne, gættede de på, at det førte ud til havet længere fremme. De vendte tilbage til flagskibet med nyhederne."
Det tog 38 dage at sejle gennem passagen, som naturligvis fik navnet Magellanstrædet.
Da de kom igennem den udmattende labyrint, åbnede der sig et hav foran dem. Det var godt vejr, havet lå stille og skinnende, og de kaldte det Stillehavet. Men det var kun tre af de fire tilbageværende skibe, der fortsatte rejsen. Det bedste skib i flåden, som undervejs i strædet var blevet sendt ud for at undersøge en fjord, dukkede aldrig op igen. Skibet havde vendt om og sat kursen tilbage mod Spanien.

Det bedste kort jeg fandt, syntes jeg. De udpegede Disputed Islands ved jeg imidlertid ikke noget om.
Det må være nogen Chile og Argentina strides om.
Magellan havde nu forladt Patagonien, og min beretning kunne slutte her. Jeg synes dog lige, der skal knyttes et par bemærkninger til den videre færd. 
Nu var der 150 mand tilbage. 50 døde af skørbug.
Som de fleste ved, blev Magellan selv dræbt på øen Cebu i Filippinerne sammen med 8 andre spaniere.
En sjov detalje er, at Magellan i sit testamente havde erklæret, at hans malajiske slave Enrique ville blive givet frihed, når han døde, men han blev anset som så vigtigt som tolk, at del Cano stadig ikke ville sætte ham fri. Enrique allierede sig med Rajah Humabon, og 30 af spanierne blev lokket i en fælde. De blev inviteret til en fest i land. Under festen blev alle spanierne myrdet, og Enrique forsvandt.
De resterende spaniere indså, at det var tid til at forlade Cebu. Der var nu så få mennesker tilbage, at de blev samlet på to af skibene, og det skib, der var i værst stand, blev brændt.
De to skibe sejlede under ledelse af Del Cano til Brunei på Borneo, hvor de fik indkøbt store mængder af krydderier, hvorefter de fortsatte og endelig nåede deres mål: Krydderiøerne, hvor de blev godt modtaget af sultanen.
Spanierne var usikre på, hvilken vej de skulle vælge tilbage. De to kaptajner blev enige om at sejle hver sin vej. Det ene skib ville sejle tilbage over Stillehavet, gennem Magellanstrædet og over Atlanterhavet til Spanien.  Det sejlede ret langt mod nord for at finde gunstige vinde og havstrømme og kom helt op til Japans kyst, før de måtte give op. Den stadige modvind tvang besætningen til at vende om og sejle tilbage til Krydderiøerne, men her blev de opdaget af portugiserne og fanget. Det lykkedes kun for fire af skibets 55 mænd at vende tilbage til Spanien i 1525.
Det andet skib sejlede mod vest over Det indiske Ocean, rundede Afrikas Kap det Gode Håb og nåede Kap Verde-øerne, som det sidste stop før Spanien -  hele tiden på udkig efter fjendtlige portugisiske skibe.
Der udgav de sig for at komme fra Amerika. Men en af besætningen betalte for drikkevarer på land med en pose med krydderier, og de portugisiske mistanker blev vakt og manden blev arresteret. Havnenes toldvæsen medførte en øjeblikkelig inspektion af lasten ombord på skibet. Men besætningen ombord blev advaret og kastede los, før båden med toldere ankom, og skibet slap væk i sidste øjeblik. Del Cano måtte forlade 13 mænd, som ikke kom tilbage til skibet i tide.
Den 6. september 1522 vendte Victoria tilbage til Spanien. Ombord var der kun 18 mænd tilbage af den besætning, der havde rejst ud. Af de 60, der havde fulgt Cano fra Krydderiøerne, døde 29 mænd af skørbug, mens 13 som nævnt forblev som fanger på Cape Verde-øerne. Blandt de 18 tilbagevendte var også Pigafetta med sine optegnelser. Men det var ikke hans dagbogsnotater, der gjorde rejsen berømt i eftertiden. De overlevende blev grundigt interviewet af en kongelig notarius, og den rapport, der senere blev offentliggjort, vakte stor opmærksomhed. Pigafettas dagbog blev først genopdaget i nyere tid.
Turen havde taget tre år. Sebastian del Cano og hans mænd blev hyldet som helte, og Ferdinand Magellan var næsten glemt. De krydderier, som de bragte med hjem, var så meget værd, at det var nok til at dække alle udgifterne til hele ekspeditionen, og selv derefter var der et solidt overskud. 
Det siger noget om værdien af krydderierne, når en ekspedition med så store tab undervejs stadig var økonomisk fordelagtig.
Besætningen blev dårligt betalt - kun del Cano blev godt belønnet. Han blev adlet og fik sit eget våbenskjold, hvor hans rejse rundt om jorden blev hædret.
Opdagelsen af Magellanstrædet fik ikke den store betydning. Portugiserne, som anså Filippinerne for værdiløse, overlod dem til Spanien. Der opstod en vigtig handelsrute mellem Manila og den mexikanske by Acapulco, men her blev varerne omladet og transporteret over land til Atlanterhavet og herfra sejlet til Spanien. Magellans rute blev anset for både for lang og for risikabel.
Hvad jeg ikke nåede at finde ud af, var, hvornår Magellan skiftede fra Trinidad til Victoria.
Men både i Puerto san Julian og i Punta Arenas er opstillet kopier af Victoria.
Da vi besøgte Punta Arenas kom vi ombord på Victoria-kopien. Den var anbragt på stranden ned til Magellanstrædet sammen med en kopi af Beagle, som Darwin sejlede med.
Det var faktisk en stor oplevelse at gå rundt på dette forholdsvis lille skib og tænke på de strabadser, som mandskabet måtte udholde - storm og uvejr, sult og kulde, men også det at være sammenstuvet så mange mand på så lidt plads i så lang tid.
De var nogen hårde hunde, de søfolk. Og kun 18 mænd vendte hjem - de fleste til de samme kummerlige kår, som da de tre år tidligere sejlede ud.
Kun kaptajnen og de økonomiske bagmænd høstede frugterne.


 







Fortsættelse følger i del 2, hvor jeg vender tilbage til Patagonien.

3 kommentarer:

  1. Hehe, tak for advarslen, men hvis det er uden korrektur, behøver du ikke at være flov ;-)
    Tak for den udvidede udgave af Magellan-fortællingen. Det er jo skønt, når andre gider have ulejligheden med at researche kildematerialet. Især fordi jeg ikke kan spansk ...
    John og jeg talte om, hvor lille Victoria var i forhold til hvad vi umiddelbart ville have gættet på. Det var faktisk skræmmende lille, det skib - tænk på hvordan det må have været at befinde sig på det i hård søgang!
    Søfolk dengang har virkelig været af en særlig støbning - eller desperat på flugt fra et eller andet.
    "Historikere har skønnet, at flere end to millioner søfolk døde af skørbug i sejlskibenes tid." Det var ellers ikke så lidt - jeg fandt en ret interessant artikel her:
    https://historienet.dk/videnskab/medicin/skoerbug-var-farligere-end-fjendens-kugler
    Der skulle gå endnu næsten 300 år, inden man anerkendte citroner som et virksomt middel mod skørbug. Nogen havde vidst det længe, men de havde, ifølge datidens videnskabsmænd, ikke forstand på, hvad de talte om.
    Sådan er det stadig med mange ting ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu har jeg læst korrektur - og fjernet den øverste tekst :-) Det er sjovt, synes jeg - vi kender stort set ikke hinanden, men tænker åbenbart af og til ret ens. Tak for artiklen. Den vil jeg læse snart. Hils John.

      Slet
  2. Fantastisk flot fortælling. Som at være der igen. Der i det labyrintiske chilenske øhav med den stærke vind og de stærke strømme.

    SvarSlet