Om Kina Fra Tang til Ming

Jeg er helt vild med kamelen med musikanterne på ryggen, som ses i dette opslag af den fantastiske Kinabog, som jeg langt om længe genfandt.

Musikanterne er tydeligvis ikke kinesere, men centralasiater, og figuren illustrerer, at Tangdynastiets Kina var et kosmopolitisk samfund. Det er tankevækkende i disse dage, hvor vore dages kosmopolitiske samfund nødtvunget lukkes ned. Forhåbentlig får det den ønskede virkning.

Dystre tanker afledes effektivt ved at beskæftige sig med tusindårgammel kulturhistorie.

Fra Tangtiden er der fundet de sødeste, sjoveste  kamelfigurer, efterhånden også med den farverigeste glassur.

 Der er mange gravfund af små hestefigurer.

På Lauritz.com sælges originaler til svimlende priser.

 Og hvorfor er de næste to heste ikke fra Tang, men Han?

Fordi de jo er af bronze.

Herunder to kvindelige ryttere. 
Den første er en polospiller. 
Den anden en musiker til hest.

Heste blev også yndede motiver på tegninger og malerier.

Dette nederste billede er et maleri af kejser Xuanzongs yndlingshest

Maleren Han Gan kalder billedet for Nattens skinnende hvide.

Under netop denne kejser Xuanzong blomstrede kulturen.

Tangdigtene blev de forbilleder, som senere kinesiske digtere prøvede at efterligne. Li Bais digte er de berømteste. Hans temaer er som oftest månen og god vin.

I 780 skrev Lu Yu Bogen om te, den tidligste beretning  om at dyrke og drikke te

Teæske

Under Tangdynastiet var den kinesiske indflydelse i Centralasien på sit højeste. Hovedstaden Chang’an var verdens største by i en kosmopolitisk civilisation.

Langs Silkevejen kom karavaner af handlende fra Persien og Sogdia -  en gammel iransk civilisation, der omfattede dele af nuværende -stan-landene, Tadsjikistan, Kazakhstan, Kirgisistan og ikke mindst Uzbekistan, med byerne Samarkand, Bukhara og Shahrisabz.

Heste blev importeret fra Tarimbækkenet, glasbægre fra Byzans, jade fra Xinijang, krystal fra Samarkand og bomuld fra Turpan. Til gengæld leverede kineserne som bekendt silke, te, papir og keramik.

I 751 greb Kina ind til støtte for et oprør mod det muslimske styr, der var nået til Tasjkent og Samarkand. Det blev til et katastrofalt kinesisk nederlag  ved Talasfloden, og Tangstyret mistede kontrollen over Silkevejen .

Der blev dyrket mange religioner: buddhisme, daoisme, zarathustrisme, nestorianisme (en form for kristendom) og islam.

Ind imellem blev nogle af dem forbudt.

  

I 635 kom de første kristne til Kina.  Det var syriske kristne, som havde en lidt  anden kristendomsopfattelse end de fleste. De kaldes nestorianere. De præsenterede deres skrifter for kejser Taisong og fik lov at bygge en kirke. Skrifttavlen på det indledende foto på dette indlæg, er toppen af en stele, der beretter om den kinesiske nestorianismens tidlige historie. Stelen har 756 kinesiske tegn og ca.70 syriske ord, der hovedsagelig er navne, samt nogle ord på syrisk, persisk og sanskrit, skrevet i lydskrift med kinesiske tegn. Den blev opstillet i 781, men blev begravet i 845, da nestorianismen blev forbudt.

Stelen er særlig interessant i forhold til Danmark. Stelen blev genfundet i 1623, og i 1907 rejste en dansker, Frits V. Holm, til Kina med det formål at købe stelen og udføre den til et amerikansk museum. Det fik han dog ikke tilladelse til. I stedet fik han fremstillet en  kopi, og den står på Det kongelige Bibliotek. Ingen museer var interesserede i en kopi. 
Stelen er ca. 3 m høj og vejer 2 ton.

Teksten på den øverste del af stelen:

Det var lidt et sidespring.

I 651 kom den første officielle muslimske gesandt til Chang’an, hvor han blev modtaget af kejser Gaozong, som tillod muslimerne at hverve tilhængere og at bygge en moske. I 800-tallet kom mange arabere til Kina og spredte islam.

I 694 kom manikæerne til Kina. De var tilhængere af de iranske profet Mani  og deres tro hentede inspiration fra kristendom, zarathusisme og buddhisme. Deres tro fik stor udbredelse under Tangdynastiet. Både nestorianerne og manikæerne blev senere undertrykt.

De mest udbredte trosretninger var daoismen, zarathustrismen, konfucianismen  og buddhismen, og  buddhisme den langt mest indflydelsesrige.

Præsteskabers evne til og hang til at samle sig skatte ser vi i hele verden, og således også i Kina. – og ligeledes de verdslige herskeres reaktion herpå. Efterhånden kom der kritik af den buddhistiske rigdom og indflydelse Kejser Wu Song beordrede i 845 at al klosterlig ejendom skulle overdrages staten. 4.600 klostre og 40.000 templer og helligdomme blev ødelagt.

Men dermed ophørte religiøs aktivitet naturligvis ikke.

Her ser I Diamantsutraen.

 Diamantsutraen er en Tripitaka – et nedskrevet helligt buddhistisk skrift, og det er verdens ældste eksemplar af en trykt bog. Den er fundet i Dunhuang for enden af Silkevejen.

Den er trykt i 868 og består af syv ark gulplettet papir, trykt ved hjælp af udskårne og indfarvede træplader og klæbet sammen, så den udgør en over 5 meter lang rulle.

Tangdynastiet fulgte en cyklus, der var typisk for de kinesiske dynastier: I starten stod dygtige kejsere i spidsen, men senere fulgte svagere kejsere styret af selviske hoffolk. I slutningen af 800-tallet kom der udbredt hungersnød, som styret gjorde meget lidt for at lindre. Et oprør brød ud og bragte dynastiet til fald. Et nyt blev grundlagt og cyklussen begyndte igen.

En enkelt kejser må jeg nævne, inden jeg forlader Tangdynastiet – nemlig Kinas eneste kvindelige kejser – kejserinde Wu.

Hun regerede fra 690, men allerede inden da havde hun haft stor indflydelse via marionetkejsere.

Som 13-årig blev hun sendt til kejser Taizong Tangs hof som konkubine af 5. rang. I 649, da hun er 25 år, dør kejser Taizong, og da hun ikke har født ham et barn, bliver hun sendt til Ganye templet for at blive buddhistisk nonne. Da hun senere kommer til magten, gør hun Buddhismen til statsreligion.

For  det  lykkes hende  at vende tilbage til hoffet og nu til en højere indplacering af konkubinerne.

Hendes vej til den endelige magt er brolagt med intriger, mord, lemlæstelser af konkurrenter og muligvis  incest. Hun forgifter og kvæler familien og andre omkring sig.

Da et par Zhangbrødre, der tidligere har været hendes elskere, begår kup imod hende i 705 – da er hun 79 år – bliver deres hoveder hængt ned fra en bro sammen med deres tre andre brødre. Samme dag bliver kejser Wu imidlertid tvunget til at abdicere af sin søn.

Ikke den smukkeste omtale af kejser Wu. Heller ikke på billeder skildres hun sympatisk.

Men efter sigende var hun populær blandt den almindelige befolkning. Hendes brug af en offentlig tjenesteeksamen gjorde det muligt for fattige, unge mænd at få en chance for at blive velhavende embedsmænd. Hun betalte høje lønninger til offentlig ansatte i de lavere rækker, og hun omfordelte jord, for at sikre at bønder fik nok til at brødføde deres familier.

På biblioteket kan du låne et spændende tre-binds skønlitterært værk om Silkeprinsessen og Tronraneren Wu, skrevet af José Frèches.

 Kejser Wu havde deklareret et nyt dynasti, Zhou-dynastiet, men ved hendes tvungne abdication genindførte hendes søn – den næste kejser – Tangdynastiet. 

Tang-dynastiets ophør angives som regel til 874, andre steder 907.

Nu skrev jeg tidligere, at når et dynasti faldt sammen startede et nyt stærkt dynasti. Men ligesom Egyptens historie indeholder nogle lidt svage mellemperioder, gør det sig også gældende i Kina.

Ved Tangdynastiets opløsning fulgte en periode, hvor riget blev opsplittet i fem dynastier og ti kongeriger, og herefter fulgte et Songrige. Men det nordlige Song blev erobret af et nomadefolk fra nord og blev til Jin-riget. 
Kejser Gaozong opgav sin hovedstad Kaifeng i 1127 og flygtede sydpå, hvor han grundlagde en ny hovedstad, Hangzhou, for enden af den store Kejserkanal. Hans rige bestod nu kun af Sydlige Song.

Kejserkanalen fortjener for øvrigt omtale. 
I sidste opslag forbigik jeg kanalen på skammelig vis.

Den ældste kunstige vandvej i Kina skal have været Hong-Gou-kanalen, som stammer fra 6.-4. årh. f.Kr. Under Qin-  og Han-tiden begyndte man på en række kanalprojekter, delvis som vandingsprojekter, men kanalerne blev også benyttet som transportveje.

Mellem 584 og 610 stod Sui-kejserne for opbygningen af et mere omfattende kanalnetværk. Det sammenknyttede de vigtigste byer ved Den gule flod og videre med Hangzhou i syd, og med områderne omkring det nuværende Beijing i nord. Efter færdiggørelse rejste Kejser Yangdi selv i 605 med en 105 km lang flotille fra Luoyang ned til Yangzhou.

Yangdi hører til i Sui-dynastiet – det korte dynasti, jeg stort set forbigik i mit forrige indlæg.

Efterfølgende blev systemet udbygget – også under Tang-perioden.

Her ses kanalsystemet.

 Bemærk byen Hangzhou næsten længst mod syd, hvor den grønne og blå linje mødes

Zhaozhou-broen fra Sui-perioden er Kinas ældste stadig eksisterende bro. I litteraturen omtales den som ”a crescent moon rising from the clouds".

 Et sted på Kejserkanalen i dag.   

Den kunstart, der især udviklede sig i Songperioden, var malerkunst og kalligrafi, og dette fortsatte ind i Yuandynastiet.

Et eksempel på kejser Huizongs malerkunst og kalligrafi.

Yuan-dynastiet  1279-1368 - det var tiden, hvor Kina blev regeret af mongolkongen Kublai Khan - ham som Marco Polo besøgte.
Det betød i virkeligheden en genrejsning af Kina, og mongolherredømmet var en stabiliserende periode. Det betød f.eks. en opblomstring af Silkevejen. Kublai Khan genoprettede orden og statsstyre, tog vidtgående hensyn til kinesisk kultur og udbredte landets magt til Bagindien. Mongolstyret var på trods af dette i vide kredse forhadt som et fremmedherredømme, og da det under efterfølgerne i 1300-tallet gik i forfald og prægedes af korruption, brød der store opstande ud, som førte til, at Yuan-styret blev styrtet i 1368 og erstattet af Ming-dynastiet - det sidste af de rigtig store dynastier.

Ming-dynastiet 1368 -1644 var det sidste kejserdynasti, der havde Hankinesere som regenter. Det efterfulgte Yuan-dynastiet, der havde kejsere af mongolsk oprindelse, og det blev efterfulgt af Qing-dynastiet , der havde kejsere af manchurisk oprindelse.

Kinesiske købmænd udforskede alle kyster omkring det Indiske Ocean, og i 1433  nåede kinesiske skibe under admiral Zheng He til Kap det Gode Håb på Afrikas sydspids.  

Kina i Ming-perioden bliver beskrevet som det mest udviklede samfund på jorden, og det blev snart interessant for købmænd fra Vesten – også for danske kinafarere.

Men her, tror jeg, er et passende sted at gøre ophold for at vie den periode sit helt eget indlæg. 
 Det er også blevet spisetid.

Måske tilføjer jeg lidt mere om mongolriget.  Der er egentlig meget mere at fortælle, men nu er arbejdsdagen slut, har jeg bestemt.

Læs i øvrigt  Conn Igguldens  fembinds værk "Ulven fra stepperne" om Djengis Khan (1162-1227) og grundlæggelsen af det mongolske verdensrige frem til Kublai Khan (1215-1294), som erobrede Kina og grundlagde Dadu, nu Beijing, og om hvordan det siden gik med det mongolske storrige, da de vendte opmærksomheden mod vest.

Min falske mingvase - fra Kähler :-)

Om Kina

No early Han Chinese ever burned coal, wrote on paper, saw printing, sat at a table on a chair, drank  tea, or rode in a sedan chair – activities that were all commonplace in tenth-century China in its material and technological richness. Tang life had no equal anywhere in the world.

Det var de indledende ord til onsdagens forelæsning i rækken af forelæsninger om verdens store imperier, hvor vi var nået til Kina.
Citatet blev brugt til at understrege, at det Han-dynasti, der for mange står som noget helt enestående, var for intet at regne sammenlignet med Tang-dynastiet.

Og så fløj vi ellers gennem 3-4000 års historie på 90 minutter.

Fra de allerførste Xia og Shang dynastierne (yngre stenalder – bronzealder) til storhedstiden under Tang-dynastiet.

Men hermed nåede vi jo ikke i nærheden af eksempelvis Kublai Khans erobring af Kina og Marco Polos rejse hertil.

Efterfølgende måtte jeg hjem og finde nogle kopisider frem, jeg har haft liggende længe. Sider med fund fra Kinas forskellige tidsaldre, og jeg måtte på Kolding Biblioteket, hvor jeg fandt og lånte ikke mindre end 6 flotte bøger med masser af illustrationer.

Mit egentlige formål med besøget på biblioteket var at finde frem til den bog, jeg har taget kopierne fra. Det har jeg forsøgt tidligere, og heller ikke denne gang lykkedes det. Ufatteligt, at man som bibliotekar kan glemme at tage kopi af forsiden med titel, forfatter og forlag.

Øv, øv, selv om jeg jo har materiale nok fra foredraget, nettet og de seks andre bøger fra biblioteket.

Og så lykkedes det alligevel!

Efter en minutiøs gennemgang af en liste med alt, hvad der hed noget med Kina på Bibliotek.dk, så kunne jeg endelig genkende forsiden.

Men hvem kunne vide, at jeg skulle lede under 48.28 – geografi – når hovedindholdet er kulturhistorie?

Bogen er hentet på biblioteket. Desværre er den udsolgt fra forlaget.

Det første egentlige rige, Xia-riget, som foredragsholderen tog fat i, har længe været betragtet som en legende. Men nylige fund har bekræftet dets eksistens.

Tidsmæssigt ligger Xia-riget samtidigt med Det mellemste Rige i Egypten (1985-1640 f.Kr.), dvs. perioden mellem pyramiderne og gravene i Kongernes Dal og samtidig med civilisationer i Ur og Indusdalen - Yngre stenalder og bronzealder.

Den lille røde plet længst mod øst er Xia-riget.

Men der er fund, der ligger meget længere tilbage. I Kina har man fundet menneskeknogler, der er 1,8 mio år gamle. Det berømte kranie af Pekingmanden er 500.000 år gammelt.

Fra for 9.000 år siden mener man, at jægere og samlere, der levede i huler, gik over til landbrug langs Huang He-floden (Den gule Flod) og begyndte at bo i lerhytter på faste bopladser.

Kulturen fra 5.000 til 3.000 f.v.t. kaldes Yangshaokulturen. Den er kendt for sine flotte bemalede krukker. Man har fundet ovne, huse og begravelsespladser, jadeskiver og masser af potteskår.

I nærheden af Xi’an har man lavet en rekonstruktion af Kinas bedst kendte stenalderboplads, Banpo.

Her har man fundet puppehylstre fra silkeorme, (fra 3750 f.v.t.), som udgør de tidligste vidnesbyrd – og et godt nok MEGET tidligt vidnesbyrd - om silkeproduktion i Kina.

Legenden fortæller, at en kinesisk prinsesse i fordums tid sad under et morbærtræ og drak te, da en silkesommerfugl puppe pludselig faldt ned i teen. Da prinsesse fiskede kokonen op, viklede der sig en fin tråd omkring hendes finger. Og silketråden var opdaget.

 En anden oldgammel kinesisk legende fortæller, at kejser Shen Nung opdagede teen tilbage i år 2.737 f.Kr., da han ved et uheld drak et teblad, som reddede ham fra at blive forgiftet. 

Arkæologer mener, at te har været dyrket i Kina igennem 6.000 år, men i begyndelsen tilberedte de teblade som en grøntsag, og først omkring år 500 begyndte kineserne at brygge te, som vi kender det i dag.

Så et eller andet skisma er der mellem legenderne og/eller deres tidsangivelser. Men legenderne elsker vi jo alligevel.

Her ser I en trebenet krukke med opaddrejet tud fra Longshan-kulturen 2500-2000 f.Kr.

Longshankulturen er netop kendetegnet ved dels de trebenede krukker og dels ved sine æggeskalstynde, hårde, sorte beholdere.

Longshankulturen er jeg nødt til at nævne, for netop i Longshan var vi – på Dragens Ryg - i 2015, da vi besøgte Kina. 

Men lige netop på det punkt i rundrejsen var det naturen, der var i centrum, og jeg vidste ikke spor om, at man her havde lokaliseret noget af Kinas allertidligste kultur. Endnu en grund til at vende tilbage og besøge Hunan Museum, som rummer mange af de næste fund, jeg kommer til at omtale.

Man har som sagt længe været usikker på, om Xia-riget var en myte, da man ikke har mange fund til at dokumentere riget, og fordi der ikke foreligger skriftlige vidnesbyrd.

Også fra Shang-riget har man savnet fund – gravene har været røvede, men i 1970’erne blev der gjort et enestående flot fund, nemlig Fu Haos grav.

 

Fu Hao var en af Wu Ding 64 koner. Han giftede sig med prinsesser fra alle de lande, han ønskede at tilknytte sit rige. Men Fu Hao kom til at indtage en helt speciel position.

Hun blev en kriger, der ledte store hære til store sejre, og hun blev også en slags spåkvinde.

Fu Hao er forlæg for Disneys tegnefilm om Mulan.

Effekter fra graven.

En opgørelse over fund i Fu Haos grav – fra et engelsk website - lyder på:

	468 bronze objects including 130 weapons, 23 bells, 27 knives, 4 mirrors, and 4 tigers or tiger heads
	755 jade objects
	63 stone objects
	5 ivory objects
	564 bone objects including nearly 500 bone hairpins and over 20 bone arrowheads
	11 pottery objects
	6,900 pieces of cowry shell

På øksen er indgraveret Fu Haos navn

Drikkebæger. Elfenben med turkiser

Fra Shangtiden har vi de allerældste kinesiske skrifter. På skildpaddeskjold – eller skulderstykker fra okser - er indridset tegn. Herefter er skjoldet holdt ind i ild, og ud fra de krakeleringer, der derved opstod, har man forudsagt fremtiden. Disse kaldes oracle bones.

Den følgende periode Zhou er den længste periode i Kinas historie. Hele 789 år varede den, og vi er nået til jernalderen. Men hvorfor den bliver betragtet som en sammenhængende periode, er jeg faktisk ikke klar over, for den var præget af massevis af kampe mellem forskellige områder. Krigsførelsen bliver brutal. Det gælder om at nedslagte fjenden i så stort tal som muligt. Våbnene er hellebarder, sværd og spyd, og så bliver armbrøsten opfundet.

I Zhoudynastiet brugte man spade-, kniv- og portmønter.

Det var også en periode, hvor  filosofien blomstrede med konfucianisme og daoisme, men jeg er mere optaget af æstetik og arkæologiske fund, så jeg  flyver hurtigt videre til det meget berømte, Qin-dynastiet. Det er det med terracottahæren i Xi'an og kejser Qin - Kinas første kejser.

Højen, der menes at rumme kejser Qins lig, er ikke udgravet, men der går historier om, at den skulle rumme floder af kviksølv.

Kejser Qin indførte de runde mønter, og det var ham, der for alvor fik den kinesiske Mur forstærket.

På inspektion. Qin døde på en inspektionsrejse kun 28 år gammel.

Se her en visualisering af bygningen af Den kinesiske Mur


Qin var kun 13 år, da han blev kejser. Han må have været et meget fremmeligt barn. Han satte gang i meget. Han gennemførte en standardisering af enheder for vægt og mål, etablerede en fælles møntfod og reformerede skriftsproget. Men han beskrives også som en ufattelig brutal og grusom kejser.

Naturligvis satte han straks gang i bygningen af sit gravmæle . Det må have krævet hundredtusindvis af arbejdere både at få forstærket muren og få fremstillet terracottahæren og hele gravmonumentet.

Qin-perioden var perioden er ultrakort, varede kun 15 år. Så jeg flyver endnu hurtigere videre til Han-dynastiet, hvorfra man har nogle næsten ligeså fantastiske fund som terracottahæren.

Ligesom hos egypterne gjorde man i Kina meget for at opnå det bedste efterliv. Faraoerne blev mumificerede. I Kina tillagde man jade magiske kræfter. Jade skulle kunne afværge ondt og sikre kroppens bevaring., og man har derfor dækket kejserens lig med hele jadedragter. 

Den fornemste og mest velbevarede tilhørte kejser Shizishan og består af over 4000 små jadefirkanter syet sammen med godt 1,5 kilo guldtråd. Dragten lå i en storslået jadesarkofag.  Jaden har imidlertid ikke en bevarende effekt. Man har kun fundet tomme ”hylstre” af sådanne dragter.

Ude i klipperne ved kejsernes hjemby, Pengcheng (nu Xuzhou), huggede man ikke bare et gravkammer, men et underjordisk palads. 

En korridor førte ind i graven, hvor man først blev mødt af to vagttårne bemandet med soldater. Herefter kom man til kejserens bolig med privatgemakker og modtageværelse. I en central gård lå en brønd, og herfra nåede man våbenrummet, tjenestefløjen, køkken, bad, toilet samt lagerrum til opbevaring af kul, mad og andre fornødenheder. 

Den afdøde kejser skulle ubesværet kunne fortsætte sin privilegerede tilværelse i livet efter døden, og en stribe ofrede tjenestefolk, deriblandt den kejserlige kok, var med til at sikre dette. Det underjordiske kejserpalads stod fuldt udstyret med møbler, våben, køkkentøj, mad inklusive ofrede dyr, smykker, våben, værktøj, en støbeform til kejserlige mønter samt et badeværelse med et smukt toilet af sten. Musikinstrumenter og spillebrikker var også blandt gravinventaret, så kejseren ikke skulle kede sig i det evige liv.

Kinesiske gravpladser står bestemt ikke tilbage for de egyptiske, og de underjordiske paladser blev (heldigvis) sikret med sindrige låsemekanismer og fælder, som i de bedste Indiana-Jones- film. Det har sikret skattene for eftertiden.

Rækken af gravfund fra Han-dynastiet er jo uendelig. Her er bare nogle få eksempler fra Xuzhou-museet: tre charmerende lerfigurer, et kostbart skrin - som vist egentlig er en hovedstøtte - og endnu en gravmaske.

Et andet berømt fantastisk fund er Xin Zhuis grav. Xin Zhui levede 213-163 f.Kr. Hun kaldes også  Lady Dai eller Marquise of Dai. 

Slide fra m it oplæg om Silkevejen

Hendes grav blev opdaget inde i en bakke kendt som Mawangdui, og det, der er helt exceptionelt er, at hendes mumie er utrolig velbevaret. - Så der lykkedes mumificeringen. 

Hendes grav er voldsom dyb, og hun ligger i flere kister inden i hinanden.

Fra udgravning af graven i starten af 1970-erne

Graven var voldsom dyb. Ses her på Hunan Provincial Museum

Her ses en digital fremstilling af, hvor imponerende kostbar graven kan have været.

This shows the tomb of Lady Xin Zhui. Chinese tombs were made of cyprus flanks with layers of charcoal and white clay. This created a special environment that was humid, yet oxygen deprived and aseptic so the body wouldn't rot. In one of Lady Dai's coffins, a translucent liquid was found that quickly browned when exposed to air. This is thought to have been involved in her preservation.

Køn er hun ikke, som hun ligger her - verdens bedst bevarede mumie. 

Men en gang var hun en skønhed. Museet har lavet en rekonstruktion af hendes ansigt som ung. Hun døde som ca. 50-årig.

Her følger endnu et langt afsnit på engelsk med flere detaljer. Spring over, hvis det bliver for nørdet.

Her body was firmly wrapped in 22 silk and hemp dresses and 9 silk ribbons. She was laid out in 4 coffins, each inside the other. More than 1,000 precious goods like bizarre delicacies, fine fabrics, hundreds of silk garments, toiletries, makeup, 182 of pieces lacquer ware were found in the burial chamber. Moreover, 162 sculpted wooden figures were found with the coffins that represented the largest group of attendants.

She was found as if recently died. Her hair, skin, and limbs are still much like a living person. Her skin is soft to touch and her ligaments still bend. She still has her own hair and Type-A blood found red in her veins. Surprisingly, the residue of her last meal was in her stomach. Her internal organ, including her brain, was found completely intact.

Lady Dai’s tomb provides a glimpse of the opulent and elegant life she led. Lacquered vessels had replaced bronze as the favored material for the elite.
A collection of plates, bowls, trays, vases, basins, and toilet boxes were all part of the treasures, 

Han Dynasty texts say that a lacquered cup required the effort of 100 men to make and cost 10 times more than one made of bronze,. Raw lacquer was toxic and could kill or deform those who worked with it if they were not careful.

I Mawangdui var der yderligere to  grave: hendes mands og hendes søns. I sønnens grav fandt man 20 silkemanuskripter – altså skrift på silke – herunder de ældste skrifter om medicin, verdens ældste kort og filosofiske skrifter.

Der var også skrift på bambusrør - et noget billigere materiale. Bambusrørene kunne så bindes sammen til en hel skriftrulle.

Se meget mere om skrifterne her  Det er imponerende spændende :-)

Han-dynastiet strakte sig fra stort set 200 år før Kristus til 200 år efter Kristus. Dvs. at det på et tidspunkt var sammenfaldende med det store Romerrige i Vest og med Partherriget, som bestod fra 247 f.Kr. til 224 e.Kr.

I den periode er der helt sikkert kommet godt gang i handlen med silke på Silkeruten. Det viser f.eks. også et fund af silke i en grav i Palmyra fra omkring år 0.

I det antikke Rom var silkestofferne så kostbare, at silke og guld blev vejet lige op med hinanden, og Plinius d. Ældre forbød alle andre end ham selv og nogle få af hans embedsmænd at bære den kostbare silke. Senere da den romerske overklasse fik adgang til at købe al den silke, den lystede, gik det hårdt ud over Romerrigets betalingsbalance da der fossede guld mod øst til Kina.

En lignende situation opstod mange hundrede år senere i midten af 1800-tallet. Vesten – England  - købte store mængder af især te, men også andet som klæde og porcelæn, og England syntes, der fossede for meget guld og sølv til Kina – indtil de fandt på at sælge opium  til kineserne. Så kom der indtægter den anden vej, og i Opiumskrigene tvang englænderne kineserne til at acceptere, at denne handel fandt sted, selv om Kina ikke ønskede det. Herom mere i et senere opslag.

Lidt sammenligning for at få rigerne sat i relation til hinanden

I slutningen af Zhou-tiden 356-321 underlagde Alexander den Store sig Persien og nåede frem til Indusfloden i Indien.

Hanriget eksisterede fra rundt regnet  200 f.Kr. til rundt regnet  200 e.Kr.

I starten af Hanperioden 200 – 100 udkæmpede romerne De puniske Krige.

I 48 f. Kr. kom Cæsar til Egypten og mødte Kleopatra.

  

I år 166 e. Kr. kom det til et egentligt møde mellem Kina og Rom.  

Det er i hvert fald der, de fleste historikere daterer den første direkte, dokumenterede kontakt mellem Vesten og Kina, da en delegation udsendt af den romerske kejser Markus Aurelius nåede frem til Luoyang, hovedstaden i datidens Kina efter en sørejse fra Vietnam. 

I Han-tiden byggede man træhuse i flere etager. Her ses en 1 m høj lermodel, fundet i en grav.

Nedenfor ses en seismograf. fra Han-dynastiet. Et jordskælv sætter pendulet i gang og aktiverer et system af løftestænger. En af de otte drager på ydersiden taber en kugle ned i munden på en tudse, hvilket angiver i hvilken retning jordskælvet finder sted.

Papirfremstilling starter, og her ses en af verdens ældste ordbøger.

Den næste periode efter Han-dynastiet, perioden med de tre kongedømmer og 300 års indbyrdes kampe og forfald, bliver kaldt  Kinas mørke middelalder, så den forbigår jeg næsten i tavshed. 
En enkelt ting skal I dog have med:  Et af Kinas allerstørste klenodier, nemlig Longmen-grotterne.

I slutningen af det 2. århundrede var der opstået buddhistiske samfund, og i 460 begyndte byggeriet af det berømte  hule- og grotte kompleks ved Longmen i nærheden af Luoyang, der rummer mere end 100.000 buddhistiske figurer og omkring 40 pagoder.

Og det er alt, hvad I får fra den lange periode, og fra det næste dynasti, Suidynastiet, som kun varede 37 år, får I ingenting - jo, ok, så lige et flot segl, men ikke andet.

Nu er jeg nemlig kørt træt, netop som jeg endelig nåede frem til Tang-dynastiet - Kinas storhedstid. Det dynasti, vi lige netop nåede at få med til Folkeuniversitetets foredrag.

Men der er så meget at tage fat på, så det må vente til en anden gang.

Slut - punktum - finale.