En billedfortælling langs BR 163

 

BR-163 er en hovedtransportvej i Brasilien, også kaldt Sojavejen. Bygning af vejen har været i gang siden starten af 1970-erne, og man er nu endelig nået helt til Sandarém. Dog mangler asfaltering af nogle strækninger stadig. Vejens samlede længde er 4.476 km, og følger man den fra syd mod nord, får man et indtryk af det indre, landlige Brasilien.

Vejen går fra Tenente Portela i staten Rio Grande do Sul gennem delstaten Mato Rosso i hjertet af hele Sydamerika til Santarém i delstaten Pará. Den er bygget for at sikre hurtig transport af soja fra markerne i syd og op til store udskibningshavne i nord. 25 000 lastbilchauffører transporterer årligt mere end 30 millioner ton soja til Santarém ad BR 163.

 

Soja er en af Brasiliens vigtigste eksportartikler.

I konkurrence med USA er Brasilien den største eksportør af soja til Kina.

Danmark importerer store mængder foder-sojakager  fra Brasilien.

Oprindelig blev sojabønnerne kun dyrket på de store græssletter, men efterhånden fældes der regnskov, for at man kan udvide arealerne. I øjeblikket er der en del diskussion om den udvikling - også herhjemme -  og fra forskellig side forsøger man at sikre sig, at den importerede soja stammer fra ikke-afskovede arealer i Brasilien. Derudover har vi også haft diskussionen om genmodificeret soja, men den diskussion er vist forstummet.

Udover soja og kaffe importerer Danmark også store mængder oksekød fra Brasilien – en del direkte  og en del, der reeksporteres fra tysk import fra Brasilien.

Delstaten Rio Grande do Sud er netop storproducent af både oksekød og soja.

Og nu lader jeg billederne fortælle.

At være lastbilchauffør på BR 163 er et hårdt job.

Undervejs går vejen gennem et regnskovsområde, hvor der findes ulovlige skovrydning sted. Militæret er ofte ude for at kontrollere. Findes der ulovlig aktivitet, så når skovhuggerne som oftest at stikke af, men militæret konfiskerer motorsave, traktorer  og anden materiel.

Præsident Bolsonaro er både de store jordbesidderes og de fattige landarbejderes mand. For dem har vejen betydet økonomiske fremgang, og langs vejen er opstået små bebyggelser med tankstationer og spisesteder.

Anlægget af vejen har naturligt nok skabt spændinger mellem den sidste rest af den indianske befolkning og regeringen. Men Præsident  Bolsonaro ser projektet som et stort fremskridt og nødvendigt for Brasiliens udvikling -  en strategisk udviklingskorridor– men et prestigeprojekt er det nok også.

Hvor den asfalterede vej stopper, opstår der ofte daglange køer, når de tungtlastede biler ikke kan komme op ad stigninger på den mudrede vej. Politi/militær bliver udstationeret for at styre forholdene.  Hvis lastbilerne forsinkes for meget, er det et problem. For sojabønnerne skal leveres inden for en bestemt tidsfrist for ikke at tage skade .

Efter mange dage slutter hovedvejen ved Santarém. Her skal lastbilerne op på færger for at krydse Amazonfloden og nå frem til den store havn. Her bliver sojaen losset og (tror jeg nok) forarbejdet, før den på pramme bliver sejlet ud til de store oceangående skibe, der skal fragte sojaen videre ud i verden - og måske til Danmark.

Lastbilchaufførerne returnerer med tomme lastbiler, og snart er de klar til den næste udmattende tur.

Læs mere

Sydamerikas sojaproduktion er en sand miljøkatastrofe

Notat om dansk import af afskovningsfri soja fra Sydamerika

Brasilianske landmænd presser på for at få ophævet soja moratorium

Om Kong Manuel l af Portugal og om azulejos.

I mit forrige indlæg om Pedro ll, Portugal og Brasilien stødte jeg på Manuel l, som var konge af Portugal fra 1495 til 1521.

Han var søn af den kong Joao, der ikke ville støtte Columbus' vilde planer om at sejle mod vest for at finde Indien.

Han viste sig også at være en interessant person, så han får lige sit eget opslag.

Manuel l var den første konge, som kaldte sig "Rei de Portugal e dos Algarves, d'Aquém e d'Além-Mar em África, Senhor do Comércio, da Conquista e da Navegação da Arábia, Pérsia e Índia".

På dansk: Portugals konge og Algarverne, fra nær- og fjerne have i Afrika, Herren af handlen, erobringen og søvejen til Arabien, Persien og India.

Det var da en imponerende og selvbevidst titel at vælge sig.

På portugisisk kaldes han  Manuel o Grande eller Manuel Venturoso - Manuel den Store eller Manuel den Salige, og han skildres da også meget religiøs. Men blev de fleste konger fra den tid ikke det?   

Han skildres også som mæcen for kunst og videnskab, og faktum er, at han igangsatte en fantastiske udvikling i Portugal. Portugal oplevede en kulturel blomstring i hans regeringstid - muliggjort  af de overvældende rigdomme, der strømmede til Portugal fra de nye kolonier, der blev grundlagt i hans tid.

Det var under Manuel l, at de store opdagelser blev gjort. Det var ham, der udsendte Vasco da Gama og dannede den portugisisk-indiske armada, som sikrede portugiserne monopol på den lukrative krydderihandel. Det var ham, der udsendte Pedro Álvares Cabral, der fandt Brasilien. Det var ham, der udsendte Joao Vaz Corte-Real, som fandt Newfoundland og Gaspar Côrte-Real, der nåede  Labrador. Det vidste jeg ikke - at portugiserne kom så langt nordpå.

Det var under ham, at der blev indgået kommercielle traktater og diplomatiske alliancer med både Ming-dynastiet i Kina og med Det persiske Safavide-dynasti.

Han forsøgte sig også med at sende en missionær til Etiopien, men det kom der vist ikke så meget ud af.

Her ses to armillar-sfærer.

En armillar-sfære er en model af verden og himmellegemerne – og et vigtigt astronomisk redskab til navigation og stedsbestemmelse.

Bemærk årstallet 1503

Armillar-sfæren indgik i Manuel ls personlige heraldiske skjold, og det indsattes som udmykning på mange bygninger.

Den nederste armillar-sfære er nok ikke en fungerende en af slagsen, men en af dem, der blev brugt som udsmykning. Måske den, som i dag sidder i toppen af tårnet på Sintras rådhus.

Som symbol er armillar-sfæren tæt forbundet ikke bare med Manuel l, men med hele Portugal.

Her nedenfor er Manuel l afbildet knælende - bedende - foran en armillar-sfære.

Armillar-sfæren blev et nationalt symbol, der repræsenterede kongeriget Portugal og især det oversøiske imperium, og det findes stadig – forenklet  og stiliseret - i Portugals flag. Tidligere indgik det også i Brasiliens flag, men her er det blevet erstattet af den blå himmelsfære, som alle fodboldinteresserede kender.

Manuel fik - som tidligere omtalt - bygget Jeronimus Klosteret, kort efter at Vasco da Gama var vendt tilbage fra Indien. Manuel l byggede meget, og der opstod en hel ny byggestil, Manuelismo, som blev opkaldt efter ham. Jeronimus Klosteret er et af de fineste eksempler på denne byggestil.

Klosteret ligger i Santa Maria de Belem-kvarteret, hvor også Belem-tårnet ligger - et andet bygningsværk i samme stil og ligeledes bygget af Manuel. Bygget som et fyrtårn der stod ved Tejoflodens udmunding i Atlanterhavet. Stedet hvorfra alle de store sørejser udgik.

Manuels første ægteskab var med en castiliansk prinsesse, og han blev stærkt begejstret for den maurisk-påvirkede kunst, som blomstrede i Sevilla.

Han lod importere store mængder af keramiske fliser - azulejos - fra Sevilla og udsmykkede egne og tidligere bygninger med en overdådig ornamentik. Især fik han udsmykket den kongelige sommerresidens i Sintra, ca. 25 km nordvest for Lissabon.

I Sintra lå en mægtig maurisk borg, der efter reconquistaen og generobringen af Lisabon i 1147 blev overtaget af de portugisiske konger, og Sintra blev gjort til den kongelige sommerresidens.

Palácio Nacional da Pena i Sintra rummer i dag verdens største samling af azulejos. Det angives som et af Portugals 7 vidundere, og paladset og hele det kulturelle landskab omkring Sintra er - naturligvis  - på UNESCOs verdensarvsliste.

Desværre nåede vi ikke at besøge Sintra, da vi var i Lissabon i påsken 2016. Det var en fejl.

Vi kom endda lige forbi med toget ude fra Cascais, hvor vi havde de to første overnatninger, da Tanja gerne ville windsurfe, og vi havde fundet frem til en surf-skole derude.

Cascais var nu også en dejlig lille by, men knap så historisk. Til gengæld bød den på vandreture langs det vilde Atlanterhav, næsten helt ude på Portugals vestligste punkt. Topbilledet i dette indlæg er fra en park i Cascais.

De mauriske fliser måtte jo ikke afbilde dyr og personer, så de bestod mest af geometriske mønstre. Men efterhånden som portugiserne (og spanierne) selv begyndte at producere fliserne, så blev flisevæggene til store billedfortællinger og - inspireret af Ming-dynastiet i Kina - mest i blåt, hvidt og gult.

Traditionen med at anvende azulejos har holdt ved, og stilmæssigt har den udviklet sig over årene, alt efter hvilken stil, der var moderne i de forskellige århundreder- renæssance, barok, rokokko, neoklassisme og bombalinestilen efter det store jordskælv i 1755.

Læs mere om de forskellige stilarter azulejos her

Jeg indsætter nogle forskellige eksempler, før jeg vender tilbage til Manuel l.

The room, erected by King Manuel l in 1508, exhibits the coats of arms of his contemporary 72 noble Portuguese families. The walls are covered by 16th century azulejos representing hunting scenes.

Denne frise er fra Jeronimus Klosteret

I Portugal boede mange jøder, som var blevet fordrevet fra Spanien, ligesom i øvrigt mange fordrevne maurere. Maurerne var som magtfaktor/besættelsesmagt allerede i 1212 trængt tilbage fra Portugal og det meste af Spanien. Kun i Granada holdt de fast ind til 1492. Men rundt omkring tolereredes maurerne som befolkningsgruppe. Men også disse blev forfulgt og fordrevet  af Ferdinand og Isabella i Spanien. Manuel l derimod var meget tolerant over for både jøder og maurere.

Men så besluttede han (desværre) at gifte sig med Infanta Isabella af Aragon, arving til den spanske trone og enke efter hans egen nevø. Isabella var datter af Ferdinand og Isabella, dem, som i 1492 havde udvist jøderne fra Spanien. Faktisk var hun en søster til hans første kone, der nu var død. Men denne gang ville Ferdinand og Isabella  kun bortgifte deres datter til Manuel, hvis han lovede at bekæmpe jøderne.

I december 1496 blev det derfor bekendtgjort, at alle jøder I Portugal skulle enten konvertere til kristendommen eller forlade landet uden at måtte medtage deres børn og kun på bestemte skibe, udpeget af kongen.

Det førte til masseudvandring, men da de, som valgte at forlade landet, nåede Lissabons byporte, blev de ofte mødt af præster og soldater, der tvangsdøbte dem og forhindrede dem i at forlade landet.

Hermed ophørte i realiteten det jødiske samfund i Portugal.

De konverterede jøder blev kaldt NY-kristne, og de fik en periode på 20 år, hvor det ikke var tilladt at undersøge deres tro.

Men i 1506 indtraf Lissabon-massakren – også kaldt Lissabon-pogromen. En mængde af portugisiske katolikker og udenlandske sømænd trængte ind i den jødiske bydel og overfaldt, torturerede og dræbte tusindvis af mennesker, som de anklagede for stadig at være jøder.

Efterfølgende henrettede Manuel lederne af optøjerne.

Men i 1536 indførte den følgende konge, hans søn Joao lll, den portugisiske inkvisition.

Så var det slut med den religiøse tolerance.

Glasmosaik med Manuel den Salige

Er man interesseret i at læse skønlitteratur, der kredser om disse tider og disse emner, kan jeg anbefale en hel række  bøger af bl.a. Noah Gordon og Ildefonso Falcones.