En uge i maj. På tur med geograferne.

Lørdag den 2. maj

EN DEJLIG DAG

Den første lørdag i maj havde vi besøg af min bror, og vi havde besluttet, at vi ville vise ham vores ørnerede.

Den ene af ørnene var på reden, men den gav ikke så flot en opvisning, som den nogen gange gør. Fotoet er taget af Finn Solvang, der ligesom vores lokale "ørnemand" følger ørnene tæt.

Bagefter gik vi ud til Favnepladsen, og det blev den dag næsten en endnu større oplevelse.

Denne lørdag kom vi senere på eftermiddagen end vi plejer, og det viste sig at være et scoop. Solen og lyset stod helt magisk, så udsynet blev endnu mere fantastisk, end vi før har set. Årø, Bågø, Brandsø, siloerne i Assens længst ude og meget nærmere Fønsskovhalvøen, Føns strand, Wedelsborghalvøen, de mange vindmøller og endda Wedelsborgs bygninger. Og som toppen af kransekagen Husby kirkes gulkalkede mure og tårnets løgkuplede spir. Da ville begejstringen ingen ende tage hos gemalen.

.    

Helt, helt vindstille var der, så en smakkejolle (eller faktisk to) måtte have årerne frem for at komme ud af stedet og ro ind til land - faktisk ret langt ude fra. Det var vist ellers ikke der, de havde tænkt sig, de ville hen.

I Københavns Universitets friluftsvejleder-uddannelse indgår der et kursus i sejlads. Her samarbejdes der med Vends motorik og naturskole på Vestfyn. I smakker som denne sejler de stuederende til Fænø Kalv og overnatter.

Tilbage på matriklen fandt geografen (ikke mig, men Ib) kortet frem og fik indtegnet sigtelinjer, der kunne vise, hvor vidt udsynet virkelig havde været. Meget illustrativt. Det gav en endnu bedre forståelse for, hvad det var, jeg havde set.

  

Tilbageturen var meget grøn efter alt det blå og hvide.

 

Vi slog et slag ind forbi Husvold Voldsted.

 .  

Vi stødte på en vanvittig flot brændestabel

Vi så sjældne og mindre sjældne blomster.

Maj-gøgeurt

Tandrod

Gulnælde

Krybende læbeløs

    

Og det blev sent, inden vi fik aftensmad. Det var en dejlig dag.

Tirsdag den 5. maj

HAMPEN, HOLTUM OG HARRILD - MED OVERRASKELSER OVENI.

Efter mange uger, hvor vi ikke havde bevæget os længere væk end 20-25 km fra matriklen, var det tirsdag blevet tid at se andre egne.

I sommeren for snart tre år siden var vi til en stor dobbelt 40-års fødselsdag hos min søsters den ældste og hans kone lidt nord for Hammel. Vi er så heldige, at i vores familie er der tradition for at invitere onkler og tanter med til store fester. Det sætter vi meget pris på.

Vi havde booket overnatning på et lille motel lidt uden for Hadsten. Sådan virkelig et gammeldags motel. En lang lav bygning med et antal ydmyge værelser. Morgenmaden, som var inklusiv, skulle vi selv hente oppe på tanken, som bestyrede motellet. Men vi vidste, hvad vi gik ind til, for vi havde benyttet selv samme en del år før – ligeledes i forbindelse med en fest hos Lars og Nina. Vi synes, det er sjovt at opsøge sådanne spøjse steder - så længe der er pænt og rent og flinke mennesker.

Næste morgen tog vi naturligvis ikke den lige vej hjem, men lavede en sløjfe, og ved Hampen Sø holdt vi ind og gik en tur rundt om søen – i stille regnvejr. Den tur har vi ofte tænkt tilbage på som en rigtig dejlig tur. 

Juli 2017

I dag ville vi prøve den igen – denne gang i solskin, så vi startede ud inden 9, for der var meldt mørke skyer op ad dagen. De kom nu heldigvis ikke.

Og turen var præcis så dejlig, som vi huskede den - også uden regn, selv om det dengang gav en helt særlig stemning.

 

Hampen Sø er en lobeliasø. Det betyder, at den er meget, meget ren og klar, fordi den er næringsfattig. Hampen Sø er faktisk blandt landets reneste og største lobeliesøer.

Vi kom forbi moser og småsøer.

Her den idylliske Troldsø

Vi slog et lille ekstra slag ind i Palsgård Skovdistrikt.

Og vi vendte tilbage til hovedruten, hvor vi begge fangede et ret flot motiv.

Vi har begge haft en anden vandretur på nethinden – langs en å, som Ib mente måske have været Holtum Å, som løber gennem Ejstrupholm. Så fra Hampen søgte vi på Google Map, og da der kun var 10 minutters kørsel dertil, satte vi lidt vestover. Og vi landede nok så nydelig ved en lille plads med bord og bænk ved Holtum Å, hvor vi spiste resten af de medbragte klemmer, drak lidt vand og en kop kaffe. Men Holtum Å har jo en vis længde, og skønt stedet var fint og hyggeligt, var det nu ikke lige det sted, vi havde på nethinden.

Jeg mente at kunne huske, at sidst vi var ”det rigtige sted”, var en lørdag, hvor vi var kørt til Harrild Hede for at gå tur der. Der blæste en lidt kølig vind, og Tanja og jeg havde ikke tøj nok på, så det blev en kort tur, hvorefter vi tilfældigt nåede ådalen langs Holtum Å, hvor der var lunere, og hvor vi så gik en meget idyllisk tur med masser af blomster, summende bier og insekter og sværmende sommerfugle.

Så nu satte vi lidt på lykke og fromme – og uden Google Map – kursen mod Harrild Hede. Og pludselig – inden vi kom til Harrild Hede, men til en naturskole lige uden for området - udbrød vi begge: ”Der var det. Det er det rigtige sted.” 

Så selvfølgelig måtte vi standse bilen og ud og gå rundt og snuse lidt til stedet. Det var lidt et lykketræf at finde stedet uden at have meget konkret at gå efter.

For læseren er der nok ikke den store forskel på de to å-afsnit, men for os var der helt sikkert.

Harrild Hedes Naturcenter havde flotte plancher, og de bød på dagens lille stump ny viden.

 

Bagefter måtte vi naturligvis ud ad grusvejen, ud på Harrild Hede og gå os endnu en tur.

På vejen hjemad kørte vi ad små smalle veje på Margueritruten, der som altid bød på flotte landskaber og fine bygninger – store gårde.

Men oven i hatten fik vi to overraskelser.

Lige nord for Brande kørte vi over Skjern Å, som her havde et meget mildere udseende, end det vi var vant til at se længere ude vestpå. Vi holdt ind ved Mes sø – en opdæmmet sø med et stemmeværk og et lille el-værk, der tilsyneladende stadig var i drift – lidt i stil med Harteværket.

Lidt syd for Give kørte vi over endnu en å og holdt ind ved en infotavle. Det viste sig at være Omme Å. Og da jeg vendte mig om, mødte jeg dagens mest overraskende syn: En lang, lang vejbro hen over den brede ådal. På vejen susede store lastbiler hen over det flade, sikkert lidt sumpede land. Det var et syn, jeg ville forvente – måske i Frankrig – ved Millau eller noget i den retning. Men ikke i et lidt øde midtjysk område syd for Give.

Vi har tit kørt gennem Give. Ude på den store direkte vej. Men vejen med den lange vejbro, der nok bare ligger et par km fra den vej, vi plejer at køre, har vi aldrig set. Det var et overraskende og imponerende syn. Og dagens oplevelse viste endnu engang, at kører man blot lidt uden for den slagne vej, så er der overraskelser i vente. Vi må vist en tur op og køre på den vejbro og gå en tur langs Omme Å en anden dag. For nu var det tid at sætte kurs control mod Kolding.

Som altid var vi taget tidligt hjemmefra, og det er ikke så lidt man kan nå på godt 6 timer og et par sammenklappede klemmer, lidt vand og en kop kaffe.

Som det ses krydsede vi på turen nordpå hen over flere tunneldale. Efter vandreturen ved Hampen Sø krydsede vi hovedstilstandslinjen og kom for en kort bemærkning ud på hedesletten. På turen hjem krydsede vi det samme landskab med morænebakker og tunneldale - blot lidt længere vestpå. 

Fredag den 8. maj

PÅ TUR MOD VEST

Åtte Bjerge. Et dejligt sted, hvor vi ikke tidligere har været.  Her tog vi ud Store Bededag. Men hvem skulle have troet, det var mig, der havde valgt den tur med al den gåen op og ned.

Fra Åtte Bjerge gik turen videre til Lindknud, og efter et stop i Læborg var det retur til Kolding. Se kortet.

Vi startede dagen med at køre på motorvejen mod vest langs Kolding tunneldal. En tunneldal er dannet under isen i seneste istid, hvor isen i bunden er smeltet på grund af det store tryk, og under isen har smeltevandet gravet en dyb rende. De østjyske fjorde løber i sådanne tunneldale. 

Snart kom vi til hovedstilstandslinjen - det sted hvortil isen nåede i seneste istid. - eller indtil nu sidste istid, som den også kaldes.

Herefter kom vi til et landskab bestående af bakkeøer - rester af landskabet fra næstsidste istid - og hedesletter, hvor smeltevandet har kunnet brede sig ud i en kegle og har ædt sig ind i landskabet og ført materiale med vestpå - og dermed efterladt de flade, men svagt skrånende hedesletter.

Ja, jeg bruger stadig ordet hedeslette, som vi gjorde i linjefaget geografi på seminariet i sin tid. Nu benytter  geografer termen  smeltevandslette. Nok for at være mere eksakt, for der findes jo også hede - og sletter med hede oppe på bakkeøerne.

Da vi kom til Vejen tog vi ikke den direkte vej mod syd ned til hovedvejen. I stedet valgte vi en lille vej lidt længere mod vest - til Askov - og først derefter direkte mod syd, for så vidste vi, vi ville få det flotteste udsyn over og ud gennem Kongeådalen afgrænset af skråningerne op til de to bakkeøer, Holsted Bakkeø og Rødding Bakkeø.

Som det ses af kortet, løber Kongeåenhen over en hedeslette, der er ganske smal sammenlignet med mange andre hedesletter, der breder sig meget mere ud, men netop her, hvor man kan overskue det flade land og skråningerne op til begge bakkeøerne, er synet særlig flot.

Åtte Bjerge er et bakkelandskab, der ligger nordvest for Foldingbro på kanten Holsted Bakkeø . Området er fredet, og det er et af de højeste naturområder langs Kongeådalen. Tidligere troede jeg, at heden var sandjord og bakkeø-jord var god jord. Det stemmer med hedesletten, men bakkeøerne har ikke altid god jord skønt federe end heden. For fritlagt som de var under sidste istid, blev mange af næringsstofferne udvasket og ført bort.

Tidligere var Åtte Bjerge dækket af lyng. I dag er området en blanding af overdrev, skov og åbne marker.

Vi valgte den røde vandrerute, som var en kort, men kuperet og en rigtig fin rute. 

 Den gule var endnu kortere.

Da vi kom ud af skovbevoksningen, kom vi op på store, ret ret flade marker-

Herfra gik det videre op på Flaghøj.  Flaghøj er med sine 58,9 meter det højeste punkt i Åtte Bjerge.  

Da Kongeåen fra 1864 til 1920 var grænse mellem Danmark og Tyskland, kunne beboerne på den tyske side af grænsen tydeligt se Dannebrog på Flaghøj. Og vi fik igen en flot og endnu bredere udsigt over det flade land over mod Rødding Bakkeø. Et sådan  panorama kan jeg desværre ikke gengive med det lille kamera i mobilen.

På en klar dag skulle man kunne se helt til Ribe Domkirke, men så klar en dag var det ikke.

Næste del af turen havde Ib planlagt. Vi kørte nordpå til  Lindknud, en finurlig landsby, som Ib, men ikke jeg, kendte. Og han lokkede med en ganske flad vandretur rundt om landsbyen. 

Vi tog naturligvis den gule rute - den længste - og det blev også en dejlig  tur. Et rigtig fint spor i landskabet den bette landsby har fået anlagt. 

Af en eller anden grund fik jeg ikke taget billeder undervejs. Det var lidt mørkt i vejret, og måske tænkte jeg, jeg kunne snyde og sikkert sagtens finde de motiver, jeg normalt ville tage, på nettet. Men der var det mig, der blev snydt. Kun et enkelt fandt jeg, og ikke det, jeg helst ville finde.

Så herefter er det med en enkelt undtagelse ren tekst og ingen fotos.

Turen udgik fra parkeringspladsen ved kirken og gik rundt om byen. En del af det oprindelige inventar fra kirken er for øvrigt, det, der kan ses på Koldinghus.

Turen startede ud ad landevejen, derefter ind langs mark og eng, over en lille bæk og forbi en lille klat smukke lyngbanker - lyngbanker, der aldrig har været opdyrket eller beplantet. En lillebitte indlandsklit  skabt af storme og sandflugt. Nu førte stien ind i det, der ret ambitiøst kaldes Lindknud Oplevelsesskov. Et område - næsten parkagtigt - som man ville forvente at finde inde i en by og ikke ude i en landsby. Området er beplantet med mange forskellige danske træer, og der er opstillet mange tydelige infotavler. Området byder også på et meget stort grønt område med legeplads, mange borde og bænke og  bålplads og i nærheden er etableret et område med et stort udvalg af bær og frugt, som gæster er velkomne til at tage en smagsprøve af.

Oplevelsesskoven dækker næsten 5 ha, og i forbindelse med etableringen i 2010 fandt man spor efter en jernalderbebyggelse. En informationshytte fortæller om fundene, og sporene efter et langhus er markeret med egetræsstolper.

Turen gik videre forbi en plastikfabrik i udkanten af byen og så ud over markerne for igen at slå et slag ind i byen. 

Sjovt at komme ind gennem selve byen, hvor villaer med store parklignende meget velplejede haver skiftede med den bebyggelse, jeg nok mere havde forventet herude hvor Hærvejen går. Måske skyldtes de mange flotte haver at der lå en stor planteskole i udkanten af byen. 

Bebyggelsen virkede slet ikke landsbyagtig. Der var ingen gårde imellem de nyere huse. Men der var DagligBrugs, skole, børnehave og socialt opholdshjem. 

Efter endnu en lille sløjfe ud til et engareal gik stien gennem Præstegårdsskoven. Den tætte løvskov var vokset frem, efter at præstegården blev bygget i 1895. Igen en lokalitet  - et byagtigt anlæg, jeg ikke havde forventet her i landsbyen.  

Og så var vi nået tilbage til udgangspunktet ved kirkens parkeringsplads.

Nogle af husene i Lindknud gav fornemmelsen af stationsby. Der har dog aldrig havde været jernbane til Lindknud, selv om sognerådet i årene 1919-1924 arbejdede hårdt for at få en sådan. Herom senere.

Indtil sidste halvdel af 1800-tallet var Lindknud Sogn et udpræget hedesogn, og Lindknud Sogn blev helt frem til 1880 anset for at være et af de mest fattige sogne i landet. Men sda der kom gang i opdyrkningen af heden, voksede antallet af gårde/husmandssteder, og andelsbevægelsen  satte også gang i udviklingen. I 1888 blev der anlagt mejeri, og over for mejeriet kom brugsen i 1893. Omkring de to virksomheder voksede der så en by op. Derfor ingen gårde inde i byen. Den gamle Lindknud bondeby lå nemlig syd for Lindknud bæk.

Efter 1864 og tabet af Sønderjylland blev der etableret nye plantager i området. De groede godt til, og der ville efterhånden være skoveffekter, der skulle transporteres.

I 1874 blev der åbnet en jernbane fra Lunderskov til Esbjerg. Det var blevet nødvendigt med den bane og samtidig med anlæggelsen af Esbjerg havn, for  efter tabet af de Sønderjylland, kunne Danmarks ind- og udførsel ikke længere ligeså uhindret foregå over havnene i Hamburg, Lybeck m. fl.

De nye jernbanestationer som f.eks. Brørup og Holsted blev lagt ude på bar mark, og her opstod stationsbyerne, mens de gamle bebyggelser stagnerede. Derfor opstod der ønsker om stikbaner og helt fra 1914 til 1921 blev der arbejdet med planer om en stiklinje fra Holsted mod nord over Faurskov med station ved Lintrup, derfra efter Lindknud med station vest for byen, videre efter Hovborg vest om Hovborg plantage over Mosgård, Nebel til Vorbasse og videre til Bindeballe.

I 1900-tallets 2 første 10-år troede de fleste, at næsten al trafik, person – som godstrafik, ville komme til at gå ad jernbaner. Vejle – Vandel-banen var indviet i 1914, og det var jo den bane man efter planen ville støde til ved stationen i Bindeballe.

Som kuriosum kan nævnes, at Kolding-Troldhedebanen blev indviet i 1917.

Men efterhånden indtog automobilerne arenaen. 

I Lindknud sognerådets protokol 1921 ses, at der stadig oftere kommer ansøgninger om kørsel med automobil på kommunens veje. Margarinefabrikken Alfa i Vejen søger f.eks. om lov til at køre til brugserne i Lindknud og Hovborg. Men sognerådet synes i første omgang fabrikkens bil er for tung til vejene!!

Senere får de dog lov, ligesom flere og flere andre også får det. Og i erkendelse af, at biltrafikken, måtte jernbaneplanerne bl.a. i Lindknud endelig opgives.

Lindknud nåede sit udviklingsmæssige toppunkt i 1930. Nu er landsbyen stort set kun et bosætningssted. Men det virker soim om, det er et aktivt samfunnd. Anlæg af sporet i landskabet imponerer - hvad jeg ikke tidligere nævnte er, at her også findes fittnessinstallationer, en  multibane, en stor kunstig kælkebakke og shelters til overnatning.

Og hvilken anden lille by med bare godt 400 indbyggere kan fremvise en aftenhøjskole med eksempelvis foredrag om seneste udvikling i Brasilien efter "statskup og valg af fascjístisk præsident , nemlig nyvalgte Jair Bolsonaro, samt fængsling af populære ekspræsident Lula." Citat fra opslag på hjemmeside. 

Efter denne dejlige vandretur satte vi os nu ind i en af de automobiler, der snød Lindknud for at opnå status som stationsby.

 

På vejen hjem gjorde vi et holdt i Læborg. Her er nemlig opstillet en stor runesten. Stenen blev fundet allerede i 1600-tallet på en mark nær Hærvejen. Nu er den opstillet ved Læborg Kirke.  Indskriften lyder ”Tue, Ravns ætling, huggede disse runer efter Thyre, sin drotning". 

De sorte huller viser, at stenen har været forsøgt kløvet.

Ad små veje gik det så østover. Vi kom gennem Hundsbæk Plantage, som lokkede med et udsigtstårn på toppen af det 91 meter høje Fru Mettes Bjerg og en romantisk historie om Fru Mette og kærligheden. Men fru Mette må vente med vores besøg til en anden gang. Der var jo stadig ukrudt, der ventede på os hjemme i haven.

Om film, krimier og en pinlig indrømmelse.

Torvet i Palazzo Adriano

 Jeg ser og har i tidens løb set rigtig mange film. Mens vi gik på seminariet, var vi med i en filmklub, hvor vi så avant garde-film. Vi så ungarnske film, hvor hesteflokke bare løb frem og tilbage på pusztaen i en uendelighed. 

Vi så mærkelige japanske film - herunder en film, hvor en dreng levede  på en losseplads og hele tiden løb rundt og sagde dodeshgadeng dodeshgadeng. Det blev et helt mantra for os. Af samme instruktør, Kurosawa så vi De syv samuraier og den smukke Dersu Uzala om pelsjægeren Dersu Uzala, der fungerer som vejviser for de russiske kartografer, der skal korlægge de østligste egne af den uendelige taiga.

Vi så Deerhunter og Good Morning America fra Vietnamkrigen og senere så vi Dommedag Nu.

I en årrække var jeg - sammen med Tanja - i bestyrelsen for Kolding Børne- og ungdomsfilmklub, hvor vi viste kvalitetsfilm for børn og unge for en billig penge.

I en anden periode var det den spanske instruktør Pedro Almodóvars film, jeg var optaget af.

Da vi i efteråret 2016 var på rundtur på Sicilien besøgte vi den lille by Palazzo Adriano og stod på torvet, hvor dele af Guiseppe Tornatores mesterværk, den dejlige film Mine aftener i Paradis var optaget.

Vi besøgte også den lille by Corleone.  Men det, de fleste forbinder med Corleone, er noget mindre idyllisk, nemlig tilknytningen til mafiaen.

På torvet i Corleone sad de gamle mænd og hang

En af de helt store mafiafamilier stammer fra Corleone, og da vi var der, kunne guiden fortælle om, hvordan de lokale kunne fortælle om navngivne mafiafolk, de havde gået i skole med og kunne udpege, hvor de boede.
I 2006 blev den 73-årige Bernardo Provenzano, en af lederne af den sicilianske mafia endelig fundet og anholdt efter at have været eftersøgt i 43 år. I mange år havde han holdt sig skjult på en fjerntliggende fårestation uden for Corleone.

Herunder ses  landskaber uden for Corleone

Monti Sicanti.  Det var nok i et område som dette, at mafiabossen gemte sig

Da vi et par dage senere kørte op til Palermo, kunne vi se en mindesten, der var opsat på det sted på motorvejen mellem lufthavnen Punta Raisi og Palermo, hvor statsanklager Giovanni Falcone i 1992 sammen med sin kone og tre af sine livvagter blev dræbt af en bilbombe. Attentatet kaldes Massakren ved Capaci, og bomben på mere end 500 kg sprængstof ødelagde mere end en kilometer motorvej.  Det var skræmmende og forstemmende at gøre holdt der.

Lufthavnen er nu omdøbt til Falkone-Borsellino Lufthavn. Borsellino var den anklager, som Falkone arbejdede sammen med, og han blev også senere dræbt sammen med 5 af sine 6 livvagter, da en bombe sprang uden for hans mors hus.  

I starten af 1970-erne var vi meget optaget af og imponerede over storfilmen Godfather 1, 2, 3.
Senere besluttede jeg dog, at jeg  - på trods af godt fortalte historier, flot instruktion, fantastisk miljøtegning og smægtende musik og - ikke at forglemme - imponerende skuespilpræstationer af de store ikoner - så ville jeg ikke længere opsøge sådanne mafiafilm - og lignende - fordi jeg synes, at de idoliserer de kriminelle bander.

I tidens løb har jeg set mange krimiserier. Alt for mange, synes Ib. Og det har han nok ret i. Men efterhånden ser jeg det næsten som en undersøgende aktivitet.

På en måde ser jeg dem næsten ikke som krimier mere. For det er egentlig overhovedet ikke plottet, forbrydelsen, opklaringen, der interesserer mig - har jeg efter hånden opdaget. 

Det er spillet mellem de faste personer - som ligger fast fra gang til gang - og den underspillede humor - ofte mellem chef og underordnet, og det er miljøbeskrivelserne og den særlige stemning i de forskellige serier.

De barske miljøer i Nordengland i Vera og Banks.

Det ultrabritiske i Morse og tidligere Inspector Lynley og Sergeant Havers. (Barneby gider jeg altså ikke.)

De åh så svenske Beck og Wallander.

Sol og sommer på Gotland i Kommisæren og havet og ligeledes i The Coroner, der foregår  i en fiktiv engelsk kystby.

Sne og kulde i Nordsverige i Rebecka Martinsson-serien og regn og rusk i flere forskellige serier, der f.eks. foregår i Wales.

Blandt de tyske serier er der nok at vælge mellem. 

F.eks. de kiksede fra øen Sild, Nordfriesland  og andre udørkener med lidt danske referencer.

Efterhånden er der også kommet serier med referencer til det gamle Østtyskland og områder øst for Jerntæppet, f.eks. Letzte Spur Berlin. Soko-serien indbefatter både Soko Leipzig, Wismar, Wien, Donau og andre, og enkelte af dem berører også øst-vest-spørgsmål og spøgelser fra fortiden.

I vores ungdom var vi meget optaget af Rainer Werner Fassbinders socialrealistiske film - lidt i stil med engelske Ken Loach.  Siden har tysk film ikke fået megen opmærksomhed eller anerkendelse hverken fra min side eller internationalt.

Men i 2006 var der premiere på den fantastiske film De andres liv, hvor man følger en stasi, der skal aflytte en familie for at finde belastende materiale. Han ender dog med at solidarisere sig med denne helt almindelige familie  på den anden side af væggen. Og efterfølgende er der kommet andre film, der på samme måde tager fat på omtålelige emner fra fortiden - uden at jeg lige kan komme på konkrete titler. Og kvaliteten af tyske film er højnet.

Serien Deutschland 83 er meget rost og karakteriseres som en krydsning mellem netop De andres liv og så en amerikansk spionserie, The Americans, som jeg ikke kender. Jeg har ikke set noget af serien Deutschland 83, men det må jeg råde bod på ved lejlighed.

Nævnes må også Babylon Berlin.  Den tager udgangspunkt i 1929 og skildrer det farverige festliv i Berlin og den store fattigdom, der lurer bag facaden. Det er egentlig hverken en hverken krimi eller spionfilm - og så dog lidt alligevel. Der er noget, der skal opklares.

Også de nyere tyske krimier er blevet mere anerkendte. De fleste har hovedpersoner, som er stærke personligheder som f.eks. Der Kriminalist.

Det helt store kunststykke har tyskerne begået med deres Donnerstagkrimi - ofte i fuld spillefilmslængde.

Her bliver vi nemlig taget med rundt i verden:

Til kriminalkommissær Mehmet Özakin i Istanbul, til Kommisær Guido Brunetti  i Venedig, til den lidt forhutlede Borschert i Zürich - en anklager, der har været nødt til at fordufte til Rio i en årrække - jeg ved ikke helt hvorfor, men nu vender han tilbage til Zürich og opklarer forbrydelser.

Vi kommer til Lissabon, Barcelona, Amsterdam, Bolzano osv. osv. Det er virkelig et vellykket trick, hvor man kan "færdes" rundt i de kendte europæiske storbyer, og vi kommer også til andre lidt mere ukendte steder som f.eks. Kroatien og Urbino.

(Jeg har faktisk en kunstbog om hertugpaladset i Urbino. Den må jeg ind og finde.) 

Bosenkrimien - en af torsdagskrimierne - begår det kunstgreb, at efterforskeren må til Bari i Syditalien for at efterforske - og tilfældigvis kommer han lige gennem Alberobello, den mest berømte turistattraktion i Apulien, optaget på UNESCOs verdensarvliste, og vi kommer til det traditionsrige karneval i Putignano. Et karneval,der går helt tilbage til 1394, da malteserriddere bragte Sct. Stephans relikvier til Putignana for at skjule dem for Saracenerne. Ellers  foregår filmen omkring Bolzano i bjergene i Norditalien. 

I et lignende miljø foregår den oprindeligt italienske serie med vice-questore Rocco Schiavone, der meget mod sin vilje er blevet forflyttet til Aosta-dalen, som han virkelig hader. Det eneste, han venter på, er at vende tilbage til Rom. Rom, som vi også bliver ført gavmildt rundt i i den ældgamle serie Rex med politihunden Rex og efterhånden en længere række af udskiftede hovedpersoner. Rex-serien er så ældgammel, at den kun vises på Charlie :-) Men i denne sidstnævnte serie kan jeg også nyde det italienske sprog - som jeg forstår lidt af. Det samme forekommer ind imellem i Bosenkrimien og serien med Schiavone - som jeg faktisk ikke kan  huske titlen på.

Og hvor fører nu al denne snak hen?

Jo, den fører til en pinlig indrømmelse.

I både Bosenkrimien og ofte i Rex-serien er der tråde til mafiaaktivitet. Og det var jo de film, jeg havde forsværget, jeg ville bruge min tid på.

Men  - indrømmet - nu er jeg faldet  gevaldigt i.
Efter jeg købte abonnement på HBO, har jeg slugt serien Zero Zero, Zero i et hug.

Og den serie handler om en stor kokainhandel. Man følger køberne - mafiaen i Italien, producenterne - kartellerne i Mexico, og transportørerne, et amerikansk familiefirma fra New Orleans.

Undervejs kommer vi ud på det store, tomme Atlanterhav, til den hektiske havneby, Dakar i Senegal, hvor alle er mere eller mindre korrupte, og gennem den barske Saharaørken i det vestlige Afrika, hvor vi også lige skal omkring en flok fanatiske Boko Haram-krigere på vejen til Marokko.

Tidligt i filmen kravler  den ældgamle mafiaboss op fra sin rævehule i bjergene i Calabrien - en hule der er fyldt med teknik og alverdens overvågningsudstyr. - En reference til den virkelige historie på Sicilien?

Det skulle forbydes at skyde så smukke billeder som nattescenerne både her i bjergene og ude på havet i en film med så hårdkogt et emne. Kontrasten er de hårde billeder fra Monterrey i Mexico.

Og så er der sproget. I afsnittene i Italien tales der italiensk, i afsnittene i Mexico tales der spansk - og jeg har jo læst begge sprog på HF-niveau på VUC for nogle år siden, så det er herligt at lytte til sprogene. Få lidt genopfrisket. Når jeg ind imellem får lidt hjælp af tekstningen, kan jeg faktisk godt følge med. 

Så det er det, der lokker mig til at følge serien. Sproget og det, at vi kommer rundt i verden.  Og så er plottet altså også rigtig spændende.

Til min undskyldning kan jeg sige, at der er absolut ingen romantisering af foretagenet. Ingen charmerende helte. Ingen idolisering af mafiaens æresbegreber og  familiebånd. 

I andre serier kan helten være lidt forhutlet, måske være lidt på kanten af loven, han kan være varm og en gammel romantiker, eller han kan være rå og lige lovlig hård, elegant og meget - måske endda rigelig - selvbevidst. Men der er altid noget charmerende over ham. Og han gør jo noget godt for verden.

Sådan er det ikke i Zero, Zero, Zero. Her er alle kyniske, usympatiske, selviske og svigefulde. Kun én enkelt ung mexikansk soldat beskrives sympatisk - men han bliver hurtigt skudt.

Beskrivelsen af, hvordan en korrupt leder af en paramilitær antinarkoenhed som forberedelse til at overtage et narkokartel optræner en hel militær enhed af unge mænd til vold og drab på tilfældige - for blot at demonstrere magt - er voldsom og voldsomt skræmmende. 

Og handlen gennemføres. Leverancen lykkes. Ikke nogen forloren romantik med at de gode trods alt vinder til sidst. - For der er ingen gode i den her fortælling. 

Historien skildrer noget, der nok er virkeligheden. 

Serien bygger på en roman skrevet af forfatter og journalist Roberto Saviano. Saviano har i flere år levet under jorden og under politibeskyttelse pga. dødstrusler fra la camorra – den napolianske mafia – efter at han skrev sin første roman ”Comorra” –  en journalistisk roman, der afslørede mafiaens fremgangsmåder i dagens Italien. 

Bogen blev omsat til film, og filmen vandt i 2008 prisen som bedste film ved European Film Awards, fik juryens særpris i Cannes og var nomineret som bedste udenlandske film ved Oscaruddelingen 2009, dog uden at vinde.

Roberto Saviano i eksil   

Forskellige syn på Saviano

Zero-serien har fået en del kritik. Nogle synes, den er for usammenhængende og bl.a. Informations filmanmelder kritiserer serien for ikke at gå i dybden med personerne og udbygge filmens karakterer ordentligt.

Den kritik er jeg uenig i. Jeg er mere enig med anmelderen i filmmagasinet Ekko. Han fremhæver "filmens objektiverende fremmedgjorthed á la reportage". Politiken er også betydelig mere begejstret. 

Mange fremhæver som mig de smukke billeder og også musikken.

Serien er – som det åbenbart er moderne for tiden – instrueret af forskellige instruktører. En af dem er danske Janus Metz, der er kendt for den Oscarnominerede dokumentarfilm Armadillo, men som også har instrueret dele af True Detective sæson 2.

Andre afsnit af Zero, zero, zero er instrueret af Pablo Trapero, der bliver kaldt et af de største latinamerikanske instruktørtalenter. Så der er ingen tvivl om, at alle sejl er sat til, selv om serien anmeldermæssigt har fået en blandet modtagelse.

PS 

Amerikanske krimier kan jo selvfølgelig også noget - se f.eks. Borsch, der ind imellem er så nervepirrende, at jeg er nødt til at sidde og minde mig selv om, at han er jo hovedpersonen, han er jo hovedpersonen, så der sker ikke noget  :-)  

Og så er serien fyldt med nye amerikanske slangudtryk, så jeg indimellem lige må stoppe op og spole tilbage for at fange dem. Igen samme undskyldning som tidligere  for at sidde klistret til skærmen i sene nattetimer.

Endnu en stor rejse tilsat lidt af hvert.

I mit arbejde med tidlige rejsende i Kina stødte jeg på en anden stor rejse, som ikke passede ind der, men som jeg syntes var så spændende, at jeg fik lyst til også at omtale den. 

Vi har alle lært, at det var Vasco da Gama, der i 1498 åbnede søvejen syd om Afrika, og at han til dels efterfulgte Bartholomeus, som var den første, der rundede Kap Det Gode Håb.

Men Bartholomeus var slet ikke den første, der rundede Hornet. I år 600 f.Kr. udsendte Farao Neko ll en ekspedition, der skulle udforske Afrika, og rejsen førte dem faktisk hele vejen rundt om Afrika. Han forsøgte faktisk også at bygge en kanal, der skulle forbinde Nilen med Det Røde Hav, men fuldførte ikke projektet. 

Det var helt nyt og ukendt for mig. Farao Neko havde jeg aldrig hørt om før. Neko hører åbenbart til i en svag egyptisk periode efter det nye rige og lige før det persiske rige. Han  prøvede at komme assyrerne til hjælp ved Eufratfloden mod kongen af Juda. Først gik det godt, men senere blev han slået af babylonerne under Nebukadnezar. 
Hans navn kender jeg da. Er der ikke noget med Fangekoret af Nabucco af Verdi?

På kortet ses Farao Nekos ekspedition med den tynde gule streg syd om Afrika. Ekspeditionen varede i tre år.

Her et bedre billede af ruten - men den giver jo sig selv, 
når det er rundt om Afrika.

Neko ll hyrede fønikiske sømænd til rejsen. 
De var kendt som frygtesløse, eventyrlystne søfarere.

Gravering. Farao Neko instruerer flåden.

I århundreder havde kananæerne og fønikerne domineret handlen i  Middelhavet og Mellemøstområdet. De røde linjer på kortet er kananæernes og fønikernes handelsruter.

Deres betydeligste handelsvarer var purpur og cedertræ. Purpur udvindes af murex havsneglen. 

Det er en langsommelig og bekostelig affære at udvinde farven, så den var så dyr, at kun de færreste havde råd til at købe den. Fønikerne blev af grækerne kaldt purpurmænd.

Måske har du set min elektroniske bog om træer. Her fortæller jeg om, hvor vigtigt cedertræet var, og jeg fortæller om Kong Gilgamesh, der fældede træer i Libanons hellige cedertræskove. 

Bogen om træer ligger i det opslag, der hedder  Mine digitale bøger - fra juli 2019. 

Et direkte link til bogen om træer

Fra juli 2019 ligger også nogle powerpoints - bl.a. den om Silkevejen.
Et direkte link til powerpointen Silkevejen.   
Linket er lææænge om at åbne, men det kommer.

Kan du genkende Hixikorridoren / Gansukorridoren fra Xi'an  over Lanzhou til Ürümqi
fra opslaget om tidlige rejsende i Kina?

Og også fra juli 2009 ligger et opslag med nogle prezis (et præsentationsprogram, der er lidt anderledes end powerpoints) .
Der ligger bl.a. den om verdens ældste  bøger, hvor kvadet om Gilgamesh er en af dem.  Den Gilgamesh, jeg omtalte ovenfor. Ham, der fortælles om i verdens første litterære storværk, skrevet på sumeriske stentavler omkring  2100 f.Kr.
Et direkte link til prezi om nogle af verdens ældste bøger

 

Jeg syntes, at historien om fønikerne og deres sejllads rundt om Afrika var så fascinerende, at jeg ville fortælle derom. - Og så røg jeg lidt ud ad en erindringstangent.

Og nu jeg er i gang, og jeg HAR bevæget mig til Egypten:

Billederne af den giraf, som Zheng He hjembragte til Kina, fik mig til at huske en anden indtagende giraf, nemlig Zarafa.

I 1826 modtog Charles X af Frankrig en giraf fra den ottomanske vicekonsul over Egypten. Giraffen kom at indgå i Charles X’s zoologiske Have.

Zarafa er en tegnefilm, der bygger på dette. En rejse fra savannen, gennem ørknen til Alexandria. En lufttur over Middelhavet til havnebyen Marseilles og videre til Alperne. En tur hen over/gennem franske landskaber til den overfyldte hovedstad Paris.  Filmen er fyldt med underskønne billeder i en enkel streg. Udfyldte farveflader. Billederne skiftevis fyldte og tomme. Turen gennem ørknen er specielt smuk. Ren æstetik og en rigtig sød historie. Den bør du se. Jeg har den på DVD.

Her en illustration af den virkelige begivenhed, hvor giraffen præsenteres i Frankrig.

Her kunne jeg jo godt fristes til at indsætte et hav af Scherfigs skønne malerier af dyrene på Afrikas savanne. Men jeg begrænser mig til to.  Gå selv på nettet og se alle de andre.

Og så ikke flere sidespor for denne gang.