Om slaver.

Hvad missede du, hvis du ikke nåede at læse mit indlæg om søfart, slaver og meget mere, før jeg kom til at slette det?
Ja, du missede meget. Nu vil jeg rekonstruere dele af det -  men på en ny måde, og jeg vil dele indlægget op i to uafhængige dele. Denne gang mest om slaveri.

Christian Blache "Stille eftermiddag udover sandgrundene ved Lynæs” fra 1893,

Dette store maleri affotograferede jeg på AROS'  seneste særudstilling, "Herfra min verden går" i august 2019.

Ofte fotograferer jeg også skiltet med faktaoplysninger. Det havde jeg imidlertid ikke gjort her. Men så er googlefunktionen billedsøgning jo helt eminent. 

En anden funktion, jeg også godt kan lide, er henvisningen til andre billeder, der ligner. Det er lige noget for mig, der elsker selv at sammenstille billeder til billedcollager. Her et eksempel på søgningen på Blaches billede.

Blaches maleri mindende mig om Skagen, selv om jeg godt kunne se, at der var for meget land ude i horisonten til at det kunne være fra Grenen. Men det fik mig alligevel til at tænke på historien om negerslaven, Jan, der i 1817. blev sat af på stranden i Skagen som en gave til strandfogeden som tak for redning, da hans skib forliste ud for Skagen året før.
Kaptajnen var blevet indkvarteret hos strandfogeden, og her fortalte han om slavernes arbejde på plantagerne hjemme i Vestindien Strandfogeden bemærkede, at sådan en hjælp kunne han godt have brug for. Han havde nemlig tænkt sig at gå i gang med at tilplante klitterne. Og året efter blev den reddede kaptajns takkegave leveret, Fra et skib ud for Grenen blev en jolle sat ned og roet i land. Et menneske blev sat af på stranden med fragtbrev i hånden og købsbevis om halsen. og søfolkene roede tilbage til sejlskaibet, som herefter fortsatte sin sejllads.

Sammen med sin negerslave, Jan,  fik strandfogeden gennem en årrække Skagen Klitplantag tilplantet. Da strandfogeden døde blev han naturligvis begravet på Kirkegården i Skagen, og der blev opsat en mindebuste. Jan derimod blev blot kulet ned ude i plantagen. 

     

Da Krøyer kom til Skagen købte han strandfogedens gamle gård, og det er lidt sjovt at tænke på, når man kigger på det idylliske maleri Roser, malet i 1893, at lige inde bagved - i plantagen - der blev Jan begravet. På kirkegården var der ikke plads til en som ham. Senere fik han dog en lille sten ved siden af strandfogedens. 

 

Skagens Østergade med fyrtårnet i baggrunden malet af  Vilhelm Kyhn i 1878, før et stykke af dette ørkenlandskab blev tilplantet af strandfogeden og hans slave

Historien findes i Poul Duedals fantastiske værk Velkommen på bagsiden.

Malerier i relation til slaveri

I oktober besøgte vi Statens Museum for Kunst, SMK, for at se deres store Guldalderudstilling.

Det blev gensyn med mange af de kendte værker fra den tid,  Men blandt alle de ikoniske værker faldt mine øjne på to mere ukendte malerier. Det ene, Martinus Rørbyes  'En siddende nubier, malet i Rom i 1839. En sort mand har været meget eksotisk, og  når Rørbye, malede, gengav han alt, hvad han så med næsten etnografisk nøjagtighed. 

Det,  der især fangede mig var den hvide cigaret, som jeg slet ikke forbinder med den tid.

Og jeg har medtaget maleriet, selv om manden er en fri mand - ikke slave. Men billedet fortæller dog noget om folks opfattelse af de sorte/de vilde som eksotiske. Det kommer der mere om nedenfor.

I

Det andet maleri var et billede malet af Vilhelm Marstrand  "Portræt af Otto Marstrands to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have (dvs. malerens niecer) fra 1857. Tidligere var titlen på maleriet, Negerpige med to børn,  og det var under denne originale titel, det blev præsenteret på den nuværende særudstilling. Det kan jeg faktisk godt lide. Maleriet hænger normalt i SMKs afdeling "Ufortalte historier", og på den måde knytter det sig fint til Duedals bog om de ufortalte historier.    

 Det var usædvanligt for tiden at portrættere en sort barnepige så tydeligt. Dog er jeg stødt på et andet lignende portræt, N.P.  Holbechs "Lille  Marie på Nekys arm" fra 1838. En sort barnepige var tegn på velstand i 1800.-tallet, og Necky var fra Vestindien, men blev bragt med hjem til Danmark af søofficer  Dahlerup, der havde været på St. Croix.    Efter sigende lånte maleren Necky til maleriet af sin egen datter Marie. Maleriet tilhører Nationalmuseet, men er blevet brugt som forside på et af bindene i Gads store 5-bindsværk om Danmark og kolonierne fra 2017.

 .  . 

Frederiksberg Have var et yndet sted at promenere for bedsteborgerne i 1800-tallet og endda også for kongen.

På nedenstående prospekt, som er opsat på en infotavle i her, kan man, hvis man ser godt efter se, en sort barnepige forrest i billedet. På trods af Googles billedsøgning har jeg ikke kunnet finde oplysninger om maleriet. Det viste er et snapshot fra et besøg i haven for et par år siden. Jeg må derover igen og tjekke op på det.

Frederik den 6. med sin familie i Frederiksberg Have

Akvarel af Johannes Senn omkring 1813. Hænger på Rosenborg Slot i Kongerne Samling 

I 2017, 100-året for salget af De vestindiske øer, føjede Nationalmuseet en ny udstilling til sin permanente samling. En kolonihistorie, som har fået titlen Stemmer fra kolonierne.

Jeg citerer fra Berlingske Tidendes anmeldelse af den vestindiske del af udstillingen:

Hvor man tidligere tog udgangspunkt i København og fortalte historien med hovedvægten på danskernes verden, er historien i Nationalmuseets nye udstilling vendt om, så det er historien fortalt med de indfødtes og de udstationerede danskeres øjne. På den måde fortæller Nationalmuseet på sin vis en ny kolonihistorie gennem skæbner, som tidligere var usynlige. Vi får fortalt om enkelte menneskers liv, men de beretter en generel historie om fortiden.

Udstillingen er delt op på en række montrer, hvor man har brugt det kneb at sidestille den indfødtes historie med den udsendte danskers, så der er tale om en modstilling af to livsskæbner. Det fungerer i de fleste tilfælde godt.

Plantageejeren J.L. Carstens (senere adlet som Carstenschiold) bliver i en montre stillet over for slaven Franciscus. Carstens var en af de rigeste danske plantageejere i 1700-tallet og Franciscus var en af hans slaver. Franciscus forsøgte at flygte, men blev fanget og straffet med 100 piskeslag og ved at få sit ene øre skåret af. Umenneskeligheden er uhyrlig, og Franciscus’ skæbne rørende. Vi har ikke et billede af Franciscus, men Nationalmuseets folk bruger genstande til at illustrere hans historie. Montren, der skildrer Vestafrika, lader den danske slavehandler L.F. Rømer stå over for den afrikanske høvding Pobi Asomani. Asomani forsynede Rømer med slaver til videresalg, og Asomanis breve findes i det danske handelskompagnis arkiver.

Det lyder spændende. Den må jeg ind og se.

Også på Museum for Søfart berører man Danmark som slavenation. De udstiller henretterøkser, slavegeværer og halsringe, og i en anden opstilling illuderes slaverne, der ligger på hylder på rad og række på slaveskibene.

Bemærk fødderne øverst i billedet. I baggrunden romtønder og sække med bomuld eller sukker.

Det gav prestige at have sorte tjenere/slaver. De arbejdede for købmænd og kaptajner og den danske adel. Ved navn nævnes grev Ahlefeldt-Laurvig på Tranekær Slot på Langeland og statsminister, baron Frederik Christian Rosenkrantz på Rygård på Sydsjælland.
Det var meget brugt at forære slaver som gaver.

I England måtte man ikke have slaver. Blev de medtaget fra kolonierne, blev de frie, når de betrådte engelsk jord. Sådan var det ikke i Danmark. Tog man slaver med hjem, forblev de slaver, også her.  Det gav ind imellem nogle groteske situationer.
Dueholm fortæller f.eks. historien om en slave, Hans Jonathan, der stak af fra sin herskerinde, enkefru Henrietta Catharina von Schimmelmann i Amaliegade. Vi kender det flotte Schimmelmanns Palæ, Odd Fellow Palæet i Bredgade - bygget for en formue tjent på slavearbejde.

Den bortrømte slave lod sig hverve af søværnet, hvor han udmærkede sig i krigen mod englænderne. Han blev en rigtig krigshelt. Men enkefruen efterlyste ham, han blev genkendt, anholdt og anklaget for at have stjålet sig selv.

Prokuratoren (en prokurator er en person, der er ansat til at varetage en andens forretninger) sammenlignede slaven med fruens handsker - forsåvidt begge dele kunne være en genstand for ejendomsretten, måtte de ikke berøves deres ejer, fordi denne flyttede væk fra det sted, hvor han havde erhvervet dem. Så krigshelten Hans Jonathan måtte flytte tilbage til sin ejer, enkefru Schimmelmann.

I et andet tilfælde var en slave blevet frigivet af sin herre, som lod  ham indrullere i et københavnsk regiment. Men pludselig en dag efter 6 års frihed kom en dame rejsende fra Vestindien for at kræve ham udleveret. Hun kunne bevise, at hun mange år tidligere havde udlånt slaven til en kaptajn, som havde taget ham med til Fjernøsten. Da kaptajnen døde, blev slaven solgt og fragtet til København. Sagen endte med, at Højesteret gik ind på at udlevere ham.

Køb Duedals bog og læs mange flere historier om mærkværdige skæbner - ikke blot blandt slaver.

Her ses den muslimske dreng, Raiapa Mohomet, der blev købt af den hovedrige brigader William Halling og fragtet med hjem, da ejeren slog sig ned som storgodsejer på Dronninglund Slot. 

Mohomet blev kristnet, fik mulighed for at gifte sig og forpagte godsets vandmølle for at male herskabets mel. Men han blev kun 38 år. Blev fundet liggende i en vandpyt. Rygterne sagde, han var blevet kvalt. Måske af nogle af de bønder, som godsejeren holdt i jerngreb, for på den måde dog at signalere lidt modstand mod godsejeren?

Til sidst en varm anbefaling af bogen Kongehusets joker skrevet af journalist Alex Frank Larsen  Larsen.

Jeg har tidligere - helt tilbage i december 2017 - skrevet om bogen på min Facebookside. Jeg indsætter omtalen af bogen her.

FRA SLAVEDRENG TIL SLOTSIDOL. EN I SANDHED FORNØJELIG BOG, SOM JEG LIDT TILFÆLDIGT TOG MED HJEM FRA BIBLIOTEKET EN SØNDAG I DECEMBER.

DET VISTE SIG AT VÆRE ET GODT INDFALD.

Bogen starter ud med en beskrivelse af slavetiden på De vestindiske Øer. Ikke vanvittig spændende, tænker jeg først, da det meste er kendt stof. Men snart præsenteres vi for en række navngivne - men for mig ukendte - historiske personligheder, som hurtigt gør stoffet interessant.

Hovedhistorien tager fart, da Kwasi, "en smuk lille Neger dreng", sættes på et skib til Danmark, for at han kan anvendes som en gave til den svenske konge som plaster på såret efter Store nordiske Krig. I Danmark var det ifølge bogen en udbredt dansk praksis at sende sådanne eksotiske gaver til især tyske fyrstehuse.

Med historien om Badins liv som anledning, blændes der op for stridigheder og magtkampe, dekadence og fjollerier ved det svenske hof i tiden fra 1760 til slutningen af 1700-tallet.

Undervejs kommer vi omkring den danske overhofmarskal Moltke, Kommerceråd Gustav de Brunck, Frederik 5., Frederik den Store af Preusen, Voltaire, Rousseau, Carl von Linne, Bellman, Ludwig 15. i Versailles, Christian 7, Struensee og Caroline Mathilde, Reventlow og Støvlet-Cathrine og undervejs med indblanding fra så prominente skikkelser som både kejserinde Elizabeth, datter af zar Peter den Store, og Katharina 2. af Rusland.

Undervejs oprulles også de indviklede forhold mellem Danmark, Sverige, Rusland, Holsten, Gottorp, Preussen, Meckelberg-Forpommern, som jeg stadig ikke kan finde rundt i, men sikkert er det, at adskillige tyske prinsesser, fætter/kusine-forhold og arrangerede ægteskaber er indgået i det spegede spil.

I visse passager en forrygende røverhistorie, men åbenbart alligevel rimelig vederhæftig. Historien bygger i al fald på grundig research - afsluttes med 15 sider noter, 5 sider kilder og et personregister på 8 sider - og har DK5 99.4. Bogen er skrevet af journalist Alex Frank Larsen.

Og så er Thorkild Hansens trilogi; Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer jo altid god læsning.

Til unge anbefaler jeg Kim Langers Den afrikanske forbandelse og fortsættelsen Flugten fra Vestindien.

Til undervisning om slaverne på De vestindiske Øer ar historielab et fint forløb

https://historielab.dk/til-undervisningen/kildebank/vestindienkildebank-2/7-mod-friheden/

Peter von Scholten blev jo kaldt hjem til København og sat i fængsel, fordi han havde frigivet de danske slaver for tidligt og uden tilladelse fra kongen.  Han fik dog et bedre eftermæle og og et nydeligt gravmæle på Assistenskirkegården på Nørrebro - samme sted som H. C. Andersen og andre mere velrenommerede danskere.

Om sørøveren William Dampier og andre eventyrere

 Dette opslag kunne have to overskrifter: "En god sørøverhistorie kan være en god indfaldsvinkel" eller en gentagelsen af mit mantra, "Viden kan ikke kun være noget, man søger, når man aktuelt har brug for det".

For 1-2 år siden indkøbte jeg til biblioteket en serie lette fagbøger fra forlaget ABC, ejet af Flemming Møldrup, ham fra tv-programmet Vild med bøger, Kender du typen og senest også et program, hvor han er rundt og besøge forskellige haver. En kultiveret mand.

Hver bog fortæller om en dansk opdagelsesrejsende. Jeg kalder dem nu for danske eventyrere, for ikke alle rejste ud for decideret at være opdagelsesrejsende.. Nogen af fortællingerne kunne godt lyde som lidt af en sørøverhistorie - måske mere faktion end faglitteratur, men bygger dog på historiske facts og fakta om det enkelte menneskes oplevelser.

Eventyrerne kommer i sagens natur meget rundt i verden, og på den måde introduceres eleverne for alle verdenshjørner og strejfer historiske begivenheder.

Jeg har med stor succes haft elever til at læse hver deres bog og præsentere bogens eventyrer og hans bedrifter, hvor det naturligvis var et must at kunne vise på et kort, hvor han rejste rundt, og at kunne fortælle - efter søgning på nettet - hvilke begivenheder der i øvrigt indtraf i den tidsperiode, hvor eventyreren levede. Hvad der prægede tiden.

Det har været spændende - både for eleverne og mig. Det har givet viden om verden.

Vi hører bl.a. om Vitus Bering, Jens Munk, Fridtjof Nansen og Carsten Niebuhr.

Men jeg er da også stødt på et par personer, jeg ikke kendte i forvejen. Kender du måske Morten Wormskjold, Jon Olafsson, Christian Jacobsen, Hark Oluf og Jørgen Jørgensen?

At jeg kom til at tænke på ovenstående, skyldes en artikel, jeg netop læste her til morgen i magasinet Historie. Jeg abonnerer - gratis og digitalt - på det fantastiske magasin.

Morgenens artikel handlede om William Dampier - en mislykket pirat, der blev respekteret forsker.

Dampier stammede fra East Coker i der sydvestlige England og stak til søs som 14-årig i slutningen af 1600-tallet.

På det tidspunkt var sørøveri et respekteret erhverv - eller i al fald blev der set mildt på sørøveri, når blot en del af byttet blev delt med kongen og var taget fra et fjendtligt lands skibe.

Med William Dampier sejler vi fra Brasilien til Vestafrika for at komme med passatvindene tilbage til Sydamerika og rundt om Kap Horn og op langs Chile og Peru.

Undervejs ud for Vestafrikas kyst nåede han lige i 1683 at overfalde den danske fregat Sofie Amalie og bemægtige sig den kostbare last bestående af jernstænger, kobberstave, geværer, pistoler, tobak og brændevin. 60 kvindelige slaver blev imidlertid sat fri og sat i land og Sofie Amalie blev sat i brand og sank.

Danmier kom vidt omkring.

Han kom til Kina, Vietnam, Guan, Filippinerne, Indonesien, og i 1688 kom han som den første englænder til Australien - dengang Ny Holland. En øgruppe nordvest for Australien er opkaldt efter ham.

Faktisk kom han som den første tre gange rundt om jorden.

Det der var helt specielt for sørøveren Dampier var, at han tegnede og skrev om de spændende nye dyr, planter, mennesker, han mødte, og  han optegnede kort og noterede om vinde og havstrømme.

I Oxford English Dictionary tillægges han æren for 1000 nye ord, Dampier står f.eks.  bag begrebet “subspecies”, som er den videnskabelige betegnelse for en “underart”. Begrebet blev senere et centralt element i Charles Darwins evolutionsteori.

I 1697 udgav han bogen “A New Voyage Round the World", som blev en stor succes, og blev efterfulgt af endnu en bog, som foruden medrivende historier rummede en banebrydende afhandling om netop havvinde og havstrømme.

Da det engelske admiralitet i 1698 planlagde en opdagelsesrejse til Australien og New Zealand, blev Dampier udpeget til at stå i spidsen for ekspeditionen.

I 1708 begav han sig som 56-årig en sidste gang ud på sørøverfærd. Denne gang endelig med stort udbytte.

I 1711 vendte det skib, han sejlede med, hjem til England, med 22.000 kg råsilke, 4.310 par silkestrømper, 6.810 kg krydderier, sølv og penge til en værdi af 12.000 pund sterling, 170 kg af det vellugtende moskusstof, 90.000 stykker silke og satin foruden et ikke bogført antal juveler og perler.

Men på grund af uenigheder med ejerne af skibet lykkedes det ham aldrig at få sin del af byttet, og han døde som en fattig mand i 1715.

Til gengæld gjorde han verden rigere.

Jeg citerer fra slutningen af artiklen i "Historie":

"Hans bøger og søkort åbnede verden for generationer af nye forskere og opdagelsesrejsende. I 1800-tallet kaldte Charles Darwin Dampiers værker for “en guldgrube af informationer”.

James Cook, der stod i spidsen for tre af historiens vigtigste opdagelsesrejser, støttede sig til Dampiers kort under udforskningen af New Zealand og Australien i 1700-tallet, og søhelten Horatio Nelson befalede for 200 år siden sine mænd at studere Dampiers bøger indgående."

Og hvorfor synes jeg så, at denne artikel støtter mig i min tese om, at viden ikke blot er noget, man søger, når man aktuelt har brug for den?  Og at jo mere, man ved, jo nemmere er det at komme til at vide mere.
Jo, det sidste, det tilsiger jo også al forskning i læseforståelse - især ved læsning af fagtekster. At man skal aktivere sin forforståelse for at opnå den bedste læseforståelse.

Havde jeg ikke haft en grundviden - havde vidst noget om sørøveri, slavehandel, Danmark i Vestafrika, ekspeditioner til Australien, Magellans runding af Kap Horn, Darwin osv. osv. , så tror jeg ikke, jeg var kommet ret langt i denne artikel. Der ville have været alt for mange informationer, og alt for mange navne, jeg slet ikke kunne forholde mig til. Jeg tror, jeg ville være gået i stå, have opgivet at komme videre, og jeg ville have snydt mig selv for denne fantastiske læseoplevelse og udvidelse af min viden om verden.

At jeg så er så privilegeret, at jeg selv har rejst mange af de steder, der nævnes - Caribien, Chile, Peru, Magellanstrædet, Kina, Det indonesiske Øhav - gør naturligvis min læseoplevelse endnu større.

Så en stor opfordring til at bruge sparepengene til at komme rundt i verden til fjerne kyster og møde verdens mangfoldighed både i form af geografi, biologi ,historie og fremmede kulturer.

Men forhåbentlig mindre fordomsfuldt  end Dampier og vel folk i almindelighed i slutningen af 1600 tallet, begyndelsen af 1700-tallet.

Aborigierne  havde han f.eks. ikke meget til overs for.

Han kaldte dem de  “elendigste i verden”, beskrev dem som magre og med fremstående øjenbryn og fortsatte:

“Øjenlågene er altid lukkede for at holde fluerne væk, for disse er så plagsomme her, at man ikke kan vifte dem væk med hånden. Derfor åbner de indfødte fra barndommen aldrig deres øjne som andre folk”.

Udtalelsen "Så fede, at man kan skaffe en hel tønde olie ved at koge fedtet af en enkelt”, gik dog heldigvis ikke på mennesker, men søløver.

Da William Dampier i 1691 efter 12 år på farten vendte tilbage til England medbragte han en særlig last:  En filippinsk prins, som Dampier ejede halvparten i.

Jeoly, som prinsen hed, var oprindeligt fyrstesøn på øen Meangis, men var under en sejltur blæst i land på øen Mindanao, hvor han blev taget som slave. Efter fem år blev han købt af Dampiers ven Moody, der forærede Dampier halvparten og samtidig gav ham råderet over manden.

Jeoly var smukt tatoveret over hele kroppen, og Dampier forudså, at han kunne tjene en stor sum penge ved at vise ham frem i sit hjemland. Men stillet over for et tilbud, han ikke kunne afslå, solgte den ludfattige Dampier kort efter hjemkomsten sin part i den bemalede prins, som den nye ejer udstillede på en kro i London.

“Denne berømte, malede prins er med rette vor tids under. Hans hele legeme er mærkeligt og vidunderligt malet fuld af forskellige, sindrige tegninger, udført med fremragende kunst og snilde”, hed det på en løbeseddel, der skulle lokke kunder til kroen.

Dampier havde lovet Jeoly, at han ville få lov at vende hjem, men skæbnen ville det anderledes. Prinsen bukkede i 1692 under for kopper og genså aldrig de fem koner og otte børn, som han havde efterladt.

Det var vel europæernes holdning til de vilde i slut 1600, start 1700 .

Mere prekært finder jeg det, at vi i Danmark  har udstillet mennesker så sent som i starten af 1900-tallet.

Jeg har altid undret mig over, hvorfor der i Tivoli er den kinesiske afdeling. Men det fik jeg jo svaret på i Jesper Wung-Sungs bog "En anden gren", hvor han fortæller om, hvordan der i Tivoli i 1902 blev indrettet en kinesisk by, hvortil man hentede kinesere, der skulle sidde her og fremvise, hvordan kinesere så ud og opførte sig.

På lignende måde havde man i Zoo i flere omgange besøg af karavaner af mennesker, der blev udstillet. Gennem mere end 30 år importerede man indere, afrikanere, samer, kirgisere og andre folkeslag, som blev installeret i dertil indrettede landsbyer, så københavnerne kunne gå i zoo og studere de mærkelige vilde.

Læs meget mere om det her: https://www.information.dk/indland/2009/09/vilde-mennesker-

Det var vist lidt et sidespring, men det skulle lige med.

Jeg håber ikke, redaktionen på "Historie" læser med på min blog, for ellers vil de opdage, at jeg nok har misbrugt deres copyright rigeligt.

Alligevel er der meget mere spændende læsning om William Dampier i artiklen her:

https://historienet.dk/udforskning/opdagelsesrejser/mislykket-pirat-blev-respekteret-forsker?c_rid=63zc0bak020wfpFSaAP41468677687%7C82190299&utm_medium=email&utm_campaign=nb_his_dk_son_uge45_2019-%28809601%29&utm_content=&utm_source=historienet.dk&email=38153BB3BEE357C4FBDFAD7B0655F0E4A2F7807F850FA0B6997BC19120C007B7&utm_term=opdagelsesrejser

ps. Linket virker, hvis du kopierer det ind i adressefeltet.

Mod øst og mod vest

At man kan nå meget på en weekend, beviste vi endnu engang i den forløbne weekend.

Kl. 7.06 lørdag morgen sad vi i  toget på vores foretrukne afgang, når vi skal over og besøge svoger Leif i København.

På grund af sygdom har Leif været nødt til at flytte fra sin store Frederiksberglejlighed, og efter et kortere ophold på et trist plejehjem, har han nu fået en meget bedre ældreegnet lejlighed på 5. sal - nybygget, blot 2-3 år gammel, lys og rummelig og med en fantastisk udsigt over København - stadig i Frederiksberg Kommune, men lige op til Valby.  Den skulle jeg se for første gang i lørdags.

Leif har svært ved at tale og bliver hurtig træt, så derfor er det bedst med et forholdsvis kort besøg om formiddagen, og derfor tager vi gerne det første morgentog fra Kolding. Denne gang stod vi af toget på Valby station og gik de halvanden km hen til Akaciehaven. Efter visitten gik det på gåben hen til Valby Langgades station, hvor vi stod på s-toget til Østerport Station. Her var det tid for en hurtig håndmad på Espresso House på den fine nyrestaurerede station.

Egentlig havde vi tænkt, at vi denne gang skulle afprøve den nye Metro, men lige præcis Valby  har ikke fået nogen station. Efter sigende har Frederiksberg Kommune købt sig til hele 3 stationer. Så det blev kun til et hurtigt kig ned i den dybtliggende station på Østerbro, og efter en kort gåtur gennem Østre Anlæg var vi ved Statens Museum for Kunst. Her gik vi i første omgang efter den store særudstilling om dansk guldalder.

Dansk guldalder er meget hypet for tiden, og vi har allerede set de fleste af de store værker tidligere, både  her og for nylig på Aros og på Den Hirschsprungske Samling -
og Davids Samling har faktisk også en lille afdeling.
Så det var genkendelsens glæde - uh, vi er næsten kunstkendere :-) -  men denne gang gik jeg mere efter mere ukendte værker, overraskelser og kuriositeter.









De to værker, der gik af med sejren som det absolut mest komiske billede og den største kurisositet var nedenstående billede af Marstrands kamel og et billede af en sort afrikaner med en cigaret i hånden. Det sidste fik jeg ikke fotograferet. Øv.










Et andet billede, der fangede min interesse, var Marstrands "En negerpige med to børn".  Ja, det hed det altså. Det billede havde vi netop fået præsenteret, da vi i tirsdags var til foredrag med Poul Duedal. Duedal har skrevet det meget spændende værk,  "Velkommen til bagsiden". Bogen starter med et afsnit om slaveriet, som også er kommet meget i fokus de seneste par år, men herom meget mere i et senere blogindlæg. Billedet her er affotograferet fra bogen.

Maleriet har for øvrigt en interessant historie. Det var indtil for nylig ganske ukendt, ejet af en privat samler. Da det kom på auktion blev det købt af en udenlandsk samler for 900.000 kr. En lov om sikring af kulturværdier, nemlig Kulturværdiudvalget har nelig ret til - allerede inden auktionen - at meddele auktionshuset - i dette tilfælde naturligvis BruunRasmussen, at et bestemt værk er så vigtigt, at udvalget skal have en ansøgning om udførselstiladelse, hvis køber vil førte værket ud af landet. Udvalget nedlagde forbud, og et sådan skal følges op af et købstilbud. Dette blev accepteret af den udenlandske køber. Maleriet er derfor nu sikret for Danmark og udstillet på SMK i afdelingen for "Ufortalte historier", når det ikke lige indgår i en særudstilling som her. Maleriet har for øvrigt fået en ny titel - selv om det var den oprindelige titel, der var angiver , da vi så billedet. Nu hedder det "Portræt af Otto Marstrand to døtre og deres vestindiske barnepige, Justina, i Frederiksberg Have.  Dvs. at det er Vilhelm Marstrands to niecer, han har malet. Det er også lidt specielt. De fleste malede egne børn.

Se mere om maleriet her https://collection.smk.dk/#/detail/KMS8833

Herefter tog vi en hurtig tur gennem nogle af de andre sale. I den franske afdeling stødte jeg på et nyt bekendtskab: Maurice de Vlaminck. Vlaminck var samtidig med Matisse og hans maleri minder mig om Cezanne, som er en af mine favoritter, og stilmæssigt også om den tidlige Kandinsky og til dels nogle af kunstnerne i Der blaue Reiter.

                                                           Vlaminck: Flodlandskab 1913-14

 

Men hov - i samme sal "Landskab ved Vence i Provence" malet af Raoul Dufy 1920-21.

Ham kender jeg da - fra Thyssen-Bornemisza Museet i Madrid.  Men ham og alle de andre franske og spanske malere, vi har kigget på på kunstmuseer rundt om i de europæiske storbyer, især på vore påsketure til Madrid, Barcelona, Malaga, Lissabon - må jeg vist også vende tilbage til i et senere - og sikkert meget langt  - blogindlæg.

Da vi kom ud, var det begyndt at regne og blæse. Det gør det ALTID, når vi er derovre. Men vi slog paraplyen op og spadserede den korte vej ind til Skindergade, hvor vi var inde på American Pie og få den dejligste salted caramel apple pie, en sodavand og lidt varme og smadderhyggelig stemning.

8-piece varietybox med kager! Det skal jeg prøve en gang. Men det blev ikke denne gang. 

På Det gamle Apotek på Strøget var de klar til jul, og pludselig var der gået 7 hurtige timer, og vi sad allerede igen i toget. Ib havde pladsbillet. Den havde jeg sparet. Alligevel sad vi nok så fint ved siden af hinanden både ud og hjem, og vi nåede lige akkurat hjem, så Ib nåede at se det eneste og afgørende mål i landskampen mod Schweiz. Jeg ved vist lige så meget eller lige så lidt om fodboldregler som Mette Frederiksen. Men forhåbentlig kommer Danmark med til EM på hjemmebane. Ib og Tanja har købt billetter til 3 kampe.

Til østersfestival på Rømø

Illustrationen er et skæmdump fra min Facebook-side.

Nu har jeg tænkt, jeg vil samle nogle af mine gamle indlæg her på bloggen.

I Sydfrankrig har jeg spist østers uden den helt store begejstring. På Kong Hans derimod har jeg sammen med Tanja smagt fantastiske gratinerede østers og østers marineret i hvidvin med urter. Søndag fik jeg så gemalen overbevist om, at vi skulle til østersfestival på Rømø. Jeg havde nok ikke læst invitationen grundig nok. Troede jeg skulle over og prøvesmage østers tilberedt på mange forskellige måder. Det skulle jeg så ikke.

Konceptet var, at man kunne smage østers naturel fra alle verdenshjørner - og til en lidt ublu pris pr. stk. Men spændende at konstatere, hvor forskelligt østers smager, alt efter hvilket hav de er hentet op af - og rigtig sjovt at iagttage hele set-up´et.

Tjenere/kokke i traditionelt kokkeoutfit tilsat fancy designer-gummistøvler og en enkelt baskerhue. En konferencier med stramme læderbukser, moderne hår, fransk accent og og rimelig affekteret stemmeføring. i stil med ham vineksperten i krimiserien Næse for mord. En borgmester og en tidligere fødevareminister og andre fine gæster - mange med røde negle og champagne i glasset. Der var ikke mange i regntøj og vandrestøvler :-) men jeg måtte alligevel også gerne være med - med regndråber i håret og røde kinder efter en rask tur på stranden. Ib var mere præsentabel - trods strandturen. Heldigt, for han blev genkendt/tiltalt af både borgmester og eksminister.

Ib og jeg skriver - ganske naturligt - ofte om de samme emner/fælles oplevelser, men som oftest ganske forskelligt.

Også billederne/motiverne er ofte de samme - men igen alligevel lidt forskellige. Vi låner gerne af hinanden - og her er, f.eks. hvad Ib satte sammen fra Rømø.

Skal jeg indrømme, at vi først var en tur over grænsen i Süderlügum for at hente cola og nødder og mandler. Ok, så. Nødder og mandler er sunde, og hvad der ellers kom i indkøbsvognen røber jeg ikke.

På hjemturen slog vi et herresving for at komme ind gennem Ribes hyggelige gader. Og så skal jeg ellers love for, at det var regnvejr hele vejen hjem. Aldrig har vi set så våde marker og så mange åer, der var omdannet til store søer. Et landskab, der fik mig til at huske på L.A.Rings lidt melankolske maleri, "Sommerdag ved Roskilde fjord" malet i i år 1900. Her affotograferet fra kunstbogen "Nordens malere", som en betænksom mand og datter forærede mig i slutningen af 90'erne.

Blogindlægget om sejlturen rundt om Kap Horn er jeg stadig ikke blevet færdig med. Jeg er næsten nået ned til sydspidsen - så langt væk, vi kunne komme.

Turen tilbage bliver et selvstændigt indlæg - når jeg når dertil. Billederne fra turen vækker mange tanker og minder, så det tager sin tid at få det hele nedfældet.