Flere skråper og dertil noget om trækruter og nogle rekorder.

Jeg haster videre med flere skråper. Jeg er nået til den sidste undergruppe, Ardenna-gruppen. Fuglene i denne gruppe er ret store og har typisk typisk stumpe haler og sorte næb, og som de øvrige skråper er de elegante flyvere.

Der er rigtig meget at fortælle, og jeg kommer også ind på trækruter og rekorder.

Jeg starter med  Flesh-footed Shearwater (Ardenna carneipes), lysfodet skråpe. Den lever hovedsageligt i Indo-Stillehavsområdet.
Carneipes = kødfulde ben.

Indo-Pacific

Dens fjerdragt er sort og den har blege (lyserøde) fødder og et blegt næb med en tydelig sort spids. Sammen med pinkfooted shearwater (Chileskråpe) på latin (Ardenna creatopus) danner den Hemipuffinus-gruppen, en superart, der måske eller måske ikke har en atlantisk slægtning i Great Shearwater, Storskråpen (Ardenna gravis) . Gravis betyder tung.

Créas (κρέας) betyder "kød" eller "kødfuld".Pous (πούς) betyder "fod". Samlet betydning: Creatopus betyder "kødfuld-fod" eller "kødfarvede fødder", 

En superart (på engelsk: superspecies) er en gruppe af meget nærtbeslægtede arter, der stammer fra en fælles forfader, og som ofte ligner hinanden ekstremt meget i udseende og adfærd. De lever typisk i forskellige geografiske områder (allopatrisk udbredelse). De er evolutionært set unge og er kun lige akkurat blevet til adskilte arter. 

Allopatrisk (fra græsk allo- 'anden' og patris 'fædreland'). Begrebet bruges oftest i forbindelse med allopatrisk artsdannelse, som er den mest almindelige måde, nye arter opstår på.

En population af samme art adskilles af en fysisk barriere (f.eks. en ny flod, en bjergkæde, eller at et landområde brydes op i øer). Individerne på hver side af barrieren kan ikke længere parre sig med hinanden. Gennem generationer tilpasser de to isolerede populationer sig hver især til deres eget miljø via mutationer og naturlig udvælgelse.Til sidst er populationerne blevet så genetisk forskellige, at de ikke længere kan få levedygtigt afkom, selvom barrieren skulle forsvinde.

Jeg har tidligere brokket mig over skråpernes ucharmerende navn. Jeg synes virkelig også at Flesh-footed Shearwater er grimt.

Så jeg blev glad, da jeg ved slutningen af mit indlæg opdagede, at de i 2024 faktisk har fået et nyt navn: Sable Shearwater. Det er da betydeligt kønnere.  Sable kommer fra det franske ord for sand

Sable er en varm, dyb, jordbrun farve, der ofte beskrives som en mørkebrun eller en blanding af brun og grå inspireret af den luksuriøse pels fra zobel.

Problemet med det eksisterende navn, kødfodet skråpe, var, at det refererede til farven på deres fødder, som er meget hvide," forklarer Dr. Alex Bond, ledende fuglekurator på Naturhistorisk Museum. "Der har været en del debat om, hvorvidt det var meningen, eller om navnet skulle betyde 'kødfuld'. Men jeg synes, det fremgår ret tydeligt af John Goulds originale beskrivelse fra 1844, at han bruger det i forbindelse med farve. Så det er naturligvis problematisk på samme måde som Crayola-farvekridtfarven 'kødfarvet' blev erstattet i 1960'erne. Navnet kunne derfor opfattes som racistisk."

Når det kommer til at beslutte sig for et nyt navn, er det måske mest oplagte sted at starte med fuglens oprindelse. Men for trækfuglearter som skrånen udgør dette et problem.

"Det, som jeg tror, ​​mange mennesker vil vælge, er at vælge et oprindeligt navn (indigenous )," siger Alex. "Men udfordringen for fugle som skråpen er, at de spænder over hundredvis af sproglige og kulturelle grupper på tværs af to halvkugler. Så hvor vælger man?"

Et svar kunne have været at bruge det sprog, der tales, hvor artens største yngleplads er placeret. Men for den kødfodede skråpe er dette Lord Howe Island, som aldrig tidligere har været beboet af nogen oprindelige grupper. At opkalde den efter selve øen ville have været lige så problematisk, da den er opkaldt efter en britisk flådeofficer.

Stedet, hvor et eksemplar af denne art først blev indsamlet, blev også udelukket. Det var på St Alouarn Island i Western Australia, som er opkaldt efter François de Saint Aloüarn, en fransk navigatør, der besøgte Cape Leeuwin-området i 1772 og gjorde krav på regionen for Frankrig. Også dette kunne derfor relateres til kolonialisme.

På dansk hedder den fortsat lysbenet skråpe. 

Der det blevet til De kaldes også kanariefuglen i kulminen' på grund af ekstrem havforurening. Det er til gengæld lidt trist. 

 Udtrykket "kanariefugl i kulminen" refererer til tidlige advarsler om alvorlig fare. Historisk set bar minearbejdere kanariefugle ind i underjordiske tunneler, fordi fuglenes høje stofskifte gjorde dem ekstremt følsomme over for dødelige gasser som kulilte. Hvis fuglene viste tegn på nød eller døde, signalerede det til minearbejderne, at luften var giftig, og at det var tid til at evakuere.

I dag fungerer skråpen som en kritisk miljøvagt, fordi den viser tegn på økologiske problemer (såsom bestandsnedgang, plastikindtagelse og giftig forurening), længe før bredere marine økosystemer kollapser.

Den lyserødfodede skråpe yngler overvejende på øer ud for Chile, f.eks. Mocha-øen, og kaldes da også Chileskråpen.

Pinkfooted shearwater

Mochaøen er  beliggende vest for Arauco-provinsens kyst i Stillehavet. Den  blev regelmæssigt besøgt af pirater og kapere fra Holland og England. Francis Drake og Olivier van Noort er kendt for at have brugt øen som forsyningsbase. Den er hjemsted for adskillige historiske skibsvrag.
Øen var historisk beboet af en indfødt kystbefolkning af Mapucher kendt som Lafkencherne. I Mapuche-mytologien rejser døde menneskers sjæle vestpå for at besøge denne ø.

Skildring af Isla Mocha under en invasion af en hollandsk piratflåde i 1616.
Fra bogen, der fortæller den hollandske pirat Joris van Spilbergens eventyr.

Ifølge Juan Ignacio Molina observerede den hollandske kaptajn Joris van Spilbergen brugen af chilihueques (en sydamerikansk kamellid) af indfødte Mapuches fra Mocha Island som plovdyr i 1614.

Farvandet ud for øen var beboet af kaskelothvaler, herunder Mocha Dick, som blev afbildet af den amerikanske opdagelsesrejsende og forfatter Jeremiah N. Reynolds. Mocha Dick var en af inspirationerne til den fiktive hval Moby Dick i romanen Moby-Dick fra 1851 af Herman Melville.

Pinkfooted Shearwater hedder på fransk  Puffin à pieds roses, på tysk  Rosafuß-Sturmtaucher (German), på svensk Rosanäbbad lira, på norsk Chilelire. AI hævder, at Pinkfooted Shearwater ikke har noget officielt navn - med begrundelsen, at det er en sjælden Stillehavsfugl, der ikke træffes i Danmark. En lidt søgt forklaring. Der er da så mange andre fugle, der ikke findes i Danmark, der alligevel har et dansk navn. Oversættes navnet ordret bliver det lyserødbenet skråpe. Jeg er nu også i danske tekster stødt på navnet Chileskråpe (ligesom nordmændene har valgt det, mens svenskerne kalder den rosanæbbet lire.)

 Pinkfooted Shearwater har lyserøde ben (mærkeligt nok :-)) Men som regel kan man ikke se dem. :-). Den øvrige beskrivelse er lidt sjov. Fuglen beskrives som "messy".

"Chileskråpen har  ofte et rodet udseende med en udtværet brun hals og undervinger. Undersiden er normalt ret rene hvide, men nogle gange plettet brunlig eller sjældent helt mørk.  Lyserødt næb med mørk spids. Relativt langsomme, dovne vingeslag sammenlignet med andre lira, med høje buer i stærk vind."

På Isla Mocha har lokalsamfundet høstet kyllinger siden 1930'erne. Selvom denne praksis nu er ulovlig, har håndhævelsen vist sig at være vanskelig. Cirka 20 % af ungerne fanges årligt på Mocha Island

Naturbeskyttelsesorganisationen Oikonos og CONAF (Chilean Forestry Service) har iværksat bestræbelser på at ændre perspektivet på fuglene og skifte fra at se dem som føde til at se dem som et unikt symbol på deres ø-hjem.

Voksne deltager i en årlig fodboldturnering kaldet Copa Fardela, Shearwater Cup, som styrker samfundets identitet med arten.

Lokale skolebørn deltager i aktiviteter, hvor de opfører dramaer med shearwaters, der vender tilbage fra havet for at lægge æg, hvilket skaber en personlig forbindelse med fuglenes livscyklus.

Der er ingen aktuelle registreringer af udførlige yngleopvisninger hos Chileskråpen, men par er blevet observeret hvilende sammen inde i deres hule, hvor de sagte fremfører en duet, mens de pudser hinandens hoved og hals.

Storskråpen, som måske, måske ikke er i slægt med flesh-footed shearwater og pink-footed shearwater er, som navnet angiver en stor fugl -  43-51 cm lang med et vingefang på 105-122 cm. Den kan identificeres ved sin størrelse, mørke overdel og hvide underdel, med undtagelse af en brun maveplet og mørke skuldermarkeringer. Den har en sort hætte, sort næb og en hvid "hestesko" ved haleroden. Den hvide hestesko har jeg nu ikke kunnet finde. De eneste andre store skråper i dens udbredelsesområde er Corys lira og den helt mørke sodskrååpe. 

Storskråpen har et gennemtrængende "eeyah"-skrig, der normalt udsendes, når de hviler i grupper på vandet. Det er en selskabelig art, der gerne følger efter fiskerbåde, hvor den hengiver sig til støjende skænderier. 

Storskråpen lever  - ligesom stort set alle de andre skråper - af fisk og blæksprutter, som den fanger fra overfladen eller ved at dykke. Men den lever også lejlighedsvis af krebsdyr, fiskeindvolde og andet affald, der smides ud af fiskerfartøjer. Storskråpen er blandt de havfuglearter med den højeste forekomst af plastikindtag.

Storskråpen følger, ligesom Corys  skråpen, som jeg nævnte i forrige blogindlæg (den jeg ikke kunne finde noget som helst at skrive om) og sodskråpen (som jeg kommer til at fortælle rigtig meget om) en cirkulær trækrute, hvor den bevæger sig nordpå op langs den østlige kyst af først Sydamerika og derefter Nordamerika, før den krydser Atlanterhavet i august. Den kan være ret almindelig ud for de sydvestlige kyster af Storbritannien og Irland, før den igen trækker sydpå, denne gang ned ad den østlige kystlinje af Atlanterhavet.

Storskråpen

Den sodfarvede skråpe er på størrelse med stormmågen, men har en næsten ensfarvet mørkebrun fjerdragt med lysere partier på undervingerne. Som alle andre skråper og petreller er den dygtig flyver, men klodset på landjorden, og når den letter fra havoverfladen. Dens kraftfulde og direkte flugt med vingerne holdt stive og lige, kan give indtryk af en meget lille albatross.

Sodskråpen er nok den skråpe, der kan dykke dybest.


Genkender du nogle af navnene fra forrige blogindlæg?

Et ret fantastisk foto. En Corys skråpe på vej opad igen. Corys skråper er ekstraordinære fugle, der dykker op til 25 meter dybt og nemt kæmper med delfiner om fisk.

På New Zealand og i Australien er den sodfarvede skråpe kendt som Muttonbird – fårefugl, og den fanges af maorierne. På New Zealand er den også kendt under sit maori-navn tītī.

Navnet fårefugl har den fået, fordi tidlige europæiske bosættere i Australien og New Zealand mente, at dens fede, olieagtige kød smagte ligesom fårekød (fårekød). 

Aboriginere i Tasmanien har fanget fårefugle og deres æg i mange generationer, og en række familier fortsætter denne kulturelle praksis. Fårefuglen er en af de få australske indfødte fugle, der fanges kommercielt.  Fangsten blev startet af tidlige europæiske sælfangere og deres aboriginske familier.  

I New Zealand høstes også stadig omkring 250.000 kyllinger til fårefugle hvert år af den indfødte maori-befolkning.  Unge fugle, der lige er ved at flyve, samles fra hulerne og plukkes for deres kød, fedt og fjer. Fangsten er  begrænset til den åbne sæson, der erklæres hvert år. Der skal indhentes en fårefuglelicens. 

Fedt fra fårefugle er en højt værdsat ressource, der traditionelt primært bruges til at konservere fuglekød i lange perioder, samt til madlavning, medicinske formål og som en næringsrig fødekilde. 

Den mest traditionelle maori-metode involverer at pakke kogte fårefugle i Tītī-pōhā (poser lavet af oksetang) og hælde varmt, udsmeltet fårefuglefedt over dem. Denne metode forsegler fuglene i fedt, hvilket gør det muligt for dem at forblive friske og spiselige i to til tre år. Fuglene konserveres undertiden ved hjælp af deres eget fedt i stedet for salt, en metode kendt som tītī-tahu. 

Fedtet bruges til at stege andre fødevarer, såsom rodfrugter, eller til at tilberede andet kød som pāua (abalone), hvilket ofte tilføjer en distinkt, fyldig smag. 

Fårekødsolie er rig på omega-3 fedtsyrer, jod, fosfat, zink og calcium, som anses for at være meget nærende. Det tages nogle gange for at lindre ledsmerter og stivhed, og nogle brugere siger, at det holder dem aktive og "unge". Det bruges som en creme til behandling af tør eller beskadiget hud og i nogle tilfælde til behandling af solskoldning eller eksem. Olien gives ofte til hunde for at forbedre deres pels og øge deres udholdenhed. 

Tidligere blev det smeltede fedt brugt til at lave simple lamper eller til at dyppe klude i for at få lys og ligesom andre animalske fedtstoffer er det blevet brugt til at smøre udstyr. 

Fedtet er særligt rigeligt i høstsæsonen (april til maj), hvor 20 fugle er i stand til at producere omkring en gallon olie på deres højeste niveau. (Knap 4 liter).

Også to andre af sodskråpens slægtninge kaldes fårefugle. Det er Wedge-tailed Shearwater (Ardenna pacificus) kilehalet skråpe og en anden, som kaldes både Short-tailed shearwater/Slender-billed shearwater (Ardenna tenuirostris), korthalet og tyndnæbbede skråpe.  

Den tyndnæbbede skråpe er det oprindelige navn. Fuglen blev formelt beskrevet af en hollandsk ornitolog - Jacob Temminck i 1835.  Han kaldte den Puffinus tenuirostris ( tenui = slank, rostrum = næb). Fuglen var blevet registreret meget tidligere af medlemmer af Kaptajn Cooks tredje ekspedition i 1778, mens de sejlede i Ishavet. William Ellis, en kunstner på 'Discovery', malede fuglen.     

• Senere blev den af nogen (af hvem ved jeg ikke)  kaldt korthalet skråpe, selv om  dens  hale ikke er signifikant kortere i forhold til kroppen end andre arters. Men den beskrives ofte som havende en mere stump og kompakt hale. Nu er korthalet skråpe det mest brugte navn, men det skaber nogen forvirring, at dens latinske navn stadig er Ardenna tenuirostris,

Selv om det er sodskråpen, der oftest nævnes som fårefugl i dag, så var det  i virkeligheden den korthalede skråpe, der først fik tilnavnet.
Navnet 'muttonbird' blev først brugt af de tidlige bosættere på Norfolk Island, som hvert år høstede voksne providence-svaler ( Pterodroma solandri ), som lignede, men var større end den korthalede skråpe. En officer i Royal Marines kaldte dem 'de flyvende får'.
Providennce svalen er ikke en skråpe, men en petrel. 

Desværre uddøde providence-svalerne efter massiv høst (171.000 fugle om året) og introduktionen af ​​svin til øen. Siden er navnet 'muttonbird'  blevet brugt om den korthalede skråpe, og flere er kommet til.

Måske bemærkede du, at da Jacob Temminck i 1835 navngav fuglen, var det med slægtsnavnet Puffinus. Tidligere var alle Ardenna-fuglene indeholdt i Puffinus-slægten. Men de adskilte sig meget mht. især størrelse.  En undersøgelse baseret på fylogenetiske analyser af  DNA viste, at de var polyfyletiske, og i midten af ​​2010'erne fik de derfor deres egen Ardenna-slægt.

Det kræver vist forklaring på de to begreber fylogenetisk analyse og polyfyletiske.

En fylogenetisk analyse er den videnskabelige metode, der rekonstruerer den evolutionære slægtshistorie. Resultatet et et fylogenetisk træ - et "livets træ",  der viser fælles stamfædre og grupperer arter efter deres evolutionære udvikling.
En polyfyletisk gruppe er en gruppe, der er samlet ud fra fælles egenskaber, men som ikke har en fælles forfader. Der er tale om konvergent evolution,  hvor lignende træk er opstået uafhængigt. 
Så da undersøgelserne viste, at Puffinus og Ardenna-slægterne er polyfyletiske, så fik Ardenna-fuglene deres egen slægt.
 Andre  begreber er  monofyletisk (én fælles forfader og alle efterkommere) og parafyletisk (fælles forfader, men ikke alle efterkommere). 

Mon kendskabet til så specialiserede videnskabelige studier gør verden bedre, kunne jeg lakonisk  og lettere bagstræberisk finde på at tænke.  Og det er bagstræberisk, det vedkender jeg mig.  For sådanne minutiøse undersøgelser giver os viden om alt liv på jorden og maksimerer vores mulighed for at forstå hele det komplicerede samspil og derved passe på naturen - og i sidste ende os selv.

Short-tailed shearwater/Slender-billed shearwater (Ardenna tenuirostris) korthalet skråpe er den mest udbredte australske havfugl. Den bliver da også kaldt den australske skråpe. 

Der  yngler over 23 millioner fugle på Tasmanien og øer ud for det sydøstlige Australien fra september til april. 18 millioner af disse ankommer til Tasmanien og Bass Strait hvert år. Der er 209 kendte kolonier i Tasmanien, der indeholder anslået 11,4 millioner huler.  

Den største bestand i verden (2,8 millioner par - omkring 12% af arten i tre millioner huler) findes på Babel Island .

Denne privatejede ø Babel (tænk på Babelstårnet) blev navngivet af Matthew Flinders efter de lyde, som havfuglene lavede der. 

Tidlige beretninger tyder på, at bestanden engang var betydeligt højere. I 1798 anslog Matthew Flinders, at der var mindst hundrede millioner fugle i en enkelt flok observeret i Bass Strait.

Kaptajn Matthew Flinders (1774 –1814), det var ham, der  ledte den første kystnære omsejling af det australske fastland, dengang kaldet New Holland. Han er også anerkendt som den første person, der brugte navnet Australien til at beskrive hele dette kontinent, inklusive Van Diemens Land (nu Tasmanien), en titel han anså for at være "mere behagelig for øret" end tidligere navne som Terra Australis.
Inden da havde han været med på  William Blighs ekspedition på HMS Providence, hvor han transporterede brødfrugt fra Tahiti til Jamaica. Du husker nok Bligh, det var ham fra mytteriet på Bounty.

Deres kolonier findes normalt på forbjerge og øer dækket af tuer og sukkulent vegetation som Carpobrotus . Forbjerge giver mulighed for nem start og landing.

Carpobrotus (ofte kaldet pigface eller isplante) er en sukkulent, krybende kystplante med tykke, trekantede blade, stærke pink/lilla blomster.  Plantens saftige, krystallignende blade og stængler (ofte omtalt som isurt), er populære. De glitrende "iskrystaller" er væskeblærer med en let saltet og syrlig smag. 

En gammel grøntsag der er gået i glemmebogen.

• Den korthalede skråpe fanges stadig kommercielt og udgør  en vigtig del af den aboriginske kultur i Tasmanien. Men kyllingerne fanges under streng kontrol, og sæsonen er begrænset til perioden 27. marts til 30. april.

Korthalet skråpe kaldes også yolla eller moonbird. Yolla er et Aboriginal Tasmansk navn for ”fugl”. Moonbird kaldes de, fordi de vender tilbage til deres huler om natten og ofte ses i månens lys.

• Fuglene ankommer til ynglekolonierne i løbet af september. Æggene lægges typisk i slutningen af november. Ungerne klækkes i januar i den tredje uge af januar efter en inkubationsperiode på gennemsnitligt 53 dage. Begge forældre deltager i fodringen af ​​ungen. 
• Hver forælder fodrer den enkelte kylling i 2-3 dage og tager derefter afsted i op til tre uger for at lede efter føde. Disse fourageringsture kan dække en afstand på 1.500 km og betyder, at ungen kan være uden opsyn i over en uge. 
• Kyllingen tager hurtigt på i vægt, og før forældrene tager afsted, vejer den næsten dobbelt så meget som en voksen. De voksne fugle tager afsted i begyndelsen af ​​april og efterlader de unge fugle, der stadig er dækket af dun. Fra dette tidspunkt og indtil begyndelsen af ​​maj spiser kyllingerne slet ikke. De taber sig hurtigt og får deres flyvefjer. Ungerne tilbringer en stigende mængde tid uden for hulen, bevæger sig langsomt tættere på kysten og træner deres vinger. To til tre uger efter at forældrene er taget afsted, begynder de unge fugle deres trækflyvning uden hjælp fra erfarne fugle.

En voksen til venstre, en "fledgling" til højre.

En "fledgling"  er en ung fugl, der for nylig har forladt reden, men stadig er afhængig af forældrenes pleje. De er fuldt fjerklædte, kan hoppe eller flyve kort og lærer at klare sig selv på jorden.

• Tusindvis af korthalede skråpeunger tiltrækkes af kunstigt lys under deres jomfruflyvninger fra reder til det åbne hav. Unger er sårbare over for skader eller død ved kollisioner med menneskelig infrastruktur, og når de først er faldet ned bliver de udsat for rovdyr eller trafikulykker. 
•  I den ikke-ynglende periode (april-september) trækker de til det nordlige Stillehav, Alaska og Ishavet. 

Deres trækrute har været vanskelig at definere, fordi de ikke kommer i land i løbet af trækmånederne. Udmattede og sultne fugle skylles ofte op på strande i Japan, Aleutionøerne, Nordamerika og Australien. Oprindeligt fik dette forskere til at tro, at fuglene fløj et ottecifret spor tværs over Stillehavet. Nyere undersøgelser tyder på, at størstedelen af ​​fuglene flyver nordpå langs den vestlige del af Stillehavet til den arktiske region og vender tilbage sydpå gennem havets centrum. Teknologiske fremskridt, der har ført til den nylige anvendelse af geolocatorer, har afsløret, at de, før de begynder deres nordlige træk efter ynglingen, først flyver syd for den antarktiske polarfront til meget produktive koldtvandsopstrømninger for at fødesøge i flere uger, før de begynder deres nordlige træk. Korthalede skråper tilbagelægger omkring 15-17 tusind kilometer i hver retning årligt. De er kendt for at flyve denne bemærkelsesværdige afstand på seks uger, og bevægelsen over Stillehavsbassinet er særligt hurtig, med en tilbagelæggelse på 11.000 km på 13 dage, en hastighed på 840 km om dagen.

Kilehalet skråpe findes i hele det tropiske Stillehav og Det Indiske Ocean. Den yngler på øerne ud for Japan , på Islas Revillagigedo , Hawaiiøerne , Seychellerne , Nordmarianerne og ud for det østlige og vestlige Australien . 
Den migrerer ikke tusindvis af kilometer som den korthalede skråpe og de fleste skråper, men forbliver i troperne og migrerer kun lokalt.

Wedge-tailed Shearwater  har også et hawaiiansk navn: 'Ua'u kani, som oversættes til "den stønnende petrel" eller "kaldende petrel". På Nordmarianerne kaldes de almindeligvis Lifa'ru

Den kilehalede skråpe er den største af de tropiske lira. Arten har to farveformer,  mørke og blege. De blege former dominerer i det nordlige Stillehav, den mørke form andre steder. Begge former findes dog i alle populationer og har ingen relation til køn eller yngleforhold. Artens almindelige navn stammer -naturligvis - fra den store, kileformede hale, som kan hjælpe arten med at glide. Næbbet er mørkt, og benene er lakserosa, med benene placeret langt tilbage på kroppen (til fælles med de andre lira) som en tilpasning til svømning, men med vanskelig gang til følge.

Kilehalede skråper udviser fødselsfilopatri -  endnu et fint ord, som betyder, at de vender tilbage til deres fødekoloni for at yngle.  De begynder som regel at yngle som 4-årige. Den typiske alder for førstegangsynglen for sodskråper er f.eks. 7 år.
Også andre skråper har en sen ynglealder.

• Kuhls Skråpe (Calonectris diomedea)  omkring 6-8 års alderen.
• Sable Shearwater (Ardenna carneipes) har en gennemsnitlig ynglealder på ca. 6,2 år.
• Subantarctic little shearwater (Puffinus elegans) begynder ofte først at yngle i en alder af 5-10 år

Kilehale-svaler er monogame og danner et parforhold, der varer i flere år. Skilsmisse mellem par forekommer efter ynglesæsoner, der ender med at mislykkes. Redebygning sker enten i huler eller nogle gange på overfladen under tag. Par kalder ofte som et par, både for at forstærke parforholdet og advare ubudne gæster væk fra deres territorium. Forældre kalder også på deres unger. Kaldet er langt, med en indåndingskomponent (OOO) og en udåndingskomponent (err); deres hawaiianske navn 'ua'u kani' betyder stønnende petrel. Begge køn deltager i at grave en hule eller reparere hulen fra sidste år. Redehuller for andre arter bruges også. Ynglesæsonen for Bonin-petrelen på Hawaii er timet for at undgå kilehale-petrelens; i år, hvor Bonin-petrelunger stadig er i huler, når kilehalerne vender tilbage for at begynde at yngle, bliver disse unger dræbt eller fordrevet.  Ikke-ynglende kilehaler ofte ses på overfladen hele dagen, og ynglende fugle hviler uden for deres huler, før de lægger fugle.

Begge køn foretager en udvandring før æglægningen for at opbygge energireserver; dette varer normalt omkring 28 dage.  Efter æglægningen foretager hannen normalt den første rugeperiode. Begge køn ruger på ægget i perioder, der kan vare op til 13 dage. Rugningen tager omkring 50 dage. Efter klækning ruges ungen i op til 6 dage, indtil den er i stand til at termoregulere, hvorefter den efterlades alene i reden, mens begge forældre jager føde. Den fodres i starten med maveolie, en energirig, voksagtig olie fra fordøjet byttedyr, der dannes i forældrenes tarm; senere fodres den med både fast føde og maveolie. Ligesom mange procellariider skifter kilehalede shearwater-forældre lange og korte ture for at skaffe føde, hvor forældrene skifter mellem korte fourageringsture (1-4 dage) og lange ture (ca. 8 dage), hvor de to forældre koordinerer deres fødeindsats. Kyllingerne vokser i størrelse til 560 g (større end de voksne), og falder derefter til omkring 430 g, før de flyvefærdiggør. De flyvefærdiggør efter 103-115 dage, hvorefter kyllingen er uafhængig af den voksne.

Kilehalede lirers kost består af 66% fisk, hvoraf den mest almindelige er gedefisk.

Gedefisk  kaldes også muller. De tilhører ordenen Syngnathiformes, som også indeholder andre spændende arter som søheste, pipefisk, flyvende knurhane, sømøller og dragefisk, hvor dragefiskene er deres nærmeste slægtninge.  
Gedefisk har fået sit navn fra to lange, knurhårslignende sanseorganer, kaldet skægtråde, der hænger fra deres hage. Disse skægtråde ligner bemærkelsesværdigt en geds skæg.

De bruges til at føle og smage sandet eller grave ned i havbunden efter skjult bytte såsom små krabber, orme og bløddyr.  Når de ikke er i brug, er disse skægtråde ofte gemt væk i en rille under deres underkæbe, men når de er i brug, hænger de ned, hvilket giver dem et "fipskæg"-udseende.

Andre fisk skygger den aktive gedfisk og venter tålmodigt på ethvert overset bytte. For eksempel jager store stimer af guldsaddel-gedefisk  og muræner sammen i Indonesien. Denne adfærd er kendt som skyggefodring eller kooperativ jagt.

 Alle gedefisk har evnen til at ændre deres farve afhængigt af deres aktuelle aktivitet. Et bemærkelsesværdigt eksempel er den dagaktive guldsaddelgedefisk (Parupeneus cyclostomus), der kan skifte farve fra citrongul til lys cremefarve, mens den spiser.

Gedefiskearter er et vigtigt fiskeri i mange dele af verden.
I det gamle Rom indtil slutningen af ​​det andet århundrede f.Kr. var to arter af gedefiske (Mullus barbatus og Mullus surmuletus) meget eftertragtede og dyre, ikke som en delikatesse, men for æstetisk nydelse, da fiskene antager en række forskellige farver og nuancer, også under døden. Derfor var det altafgørende at servere fiskene levende og lade dem dø for øjnene af gæsterne.

Jeg forlader fiskene og når til den sidste skråpe, Buller's shearwater (Ardenna bulleri) 
Bullers skråpe  er også kendt som grårygget skråpe eller newzealandsk skråpe. Den danner en en superart med den kilehalede skråpe. Kan du huske hvad en superart var?

Jeg repeterer for en sikkerheds skyld:

En superart (på engelsk: superspecies) er en gruppe af meget nærtbeslægtede arter, der stammer fra en fælles forfader, og som ofte ligner hinanden ekstremt meget i udseende og adfærd. De lever typisk i forskellige geografiske områder (allopatrisk udbredelse). De er evolutionært set unge og er kun lige akkurat blevet til adskilte arter. 

Bullers skråpe har et M-formet båndmønster på oversiden under flyvning, unikt i sin slægt og mere beslægtet med nogle Gadfly Shearwaters (Pterodroma), prionerne (Pachyptila) og deres slægtning, blåsvalen (Halobaena caerulea). Alle fugle jeg allerede har fortalt om; Gadfky Shearwaters i dette blogindlæg, prionerne og blåsvalen i et tidligere. Men disse er alle meget mindre fugle, måske to tredjedele i længde og vingefang og mindre end halvdelen i størrelse af Bullers skråpe, så man kommer ikke til at forveksle dem. Bullers skråpe er også mørkere i farverne.

Buller's shearwater  med det M-formede båndmønster.

Blå petrel og en prion til sammenligning. 
Farverne er nu også helt anderledes end farverne på Bullers  skråpe.

Men så vender jeg tilbage til sodfarvet skråpe. Både den og storskråpen kan vi møde i Danmark under deres migration.

Og. u skal det for alvor handle om migration og trækruter.

Den sodfarvede skråpe har to forskellige yngleområder.  Det ene i New Zealand og det sydlige Australien, det andet på Falklandsøerne og omkring Kap Horn. 


 

Den repræsenterer et sjældent fænomen, idet den yngler på den sydlige halvkugle, mens den ”overvintrer” på den nordlige halvkugle i vores sommer- og efterårsmåneder. Med et fint engelsk ord er den "transequatorial".
"Sooty shearwaters are transequatorial migrants and circumnavigate their respective oceans."
Dem, der yngler i Atlanterhavet og ved den sydligste spids af Chile, trækker ved slutningen af yngleperioden i marts-maj  nordpå op langs den østlige kyst af først Sydamerika og derefter Nordamerika. De opholder sig primært omkring de østlige canadiske banker (Grand Banks). Grand Banks of  Newfoundland er en gruppe af lavvandede, produktive undersøiske plateauer på den nordamerikanske kontinentalsokkel sydøst for Newfoundland, Canada. Men kan også nå så langt nordpå som til Norge, Island og Grønland og krydse Polarcirklen.

 I august, når de skal begynde rejsen tilbage til yngleområderne, krydser de  Atlanterhavet, og derefter drejer de sydpå ned langs den østlige kystlinje af Atlanterhavet i september-oktober og når tilbage til ynglekolonierne i november.  

Også Storskråpen, der yngler ved Tristan de Cunha og Gough Island i Sydatlanten migrer over Ækvator og nordpå.  
De to arter beskrives som spektakulære langdistance-trækfugle. De kan i en årlig cyklus tilbagelægge over 64.000 km. De følger en cirkulær trækrute, hvor de udnytter de herskende vinde og føderige havområder..

De røde linjer  viser migrationen nordpå, det grønne område er de primære raste- og yngleområder, og gule linjer viser migrationen sydpå tilbage til yngleområderne.
Som det ses, starter de med at slå et slg ud mod øst for at fange de herskende vinde.
  

På returrejsen kan de være ret almindelige ud for vestkysten af Irland, og blæser der vestenvinde, bliver de ført til Danmark - mest til Vestkysten og især Blåvandshuk, men de findes også i Kattegat ved Gildeleje og Rørvig.
Det fremgik ikke af kortet ovenover, men ses  bedre på det danske kort herunder.

En dansk rapport viser sodskråpens trækrute.

I Danmark er det især i årene efter 1970, at forekomsten af sodskråper i Danmark er steget. Forskere mener, at det skyldes, at fødemængden - især tobis - er steget i det nordlige Atlanterhav, at fuglene har været i almindelig fremgang.

Så går jeg til de sodfarvede skråper i Stillehavet.

Når sodskråper (Ardenna grisea) begynder deres massive nordgående vandring fra deres ynglepladser på den sydlige halvkugle af Stillehavet,  flyver også de ofte først mod øst eller sydøst, nogle gange så langt som til Chiles kyst, for at drage fordel af gunstige vestenvinde. Denne indledende bevægelse væk fra deres endelige destination er en del af et komplekst, energieffektivt "ottetals" flyvemønster. 
Fra det østlige Stillehav tager de en stor bue, fanger passatvinde for at rejse nordvest mod Japan eller Alaska, følger derefter den californiske strøm sydpå og vender til sidst hjem.

Voksne dyr begynder denne migration i april, og ikke-ynglende dyr og unge dyr følger senere. 
Sporingsstudier bekræfter, at ynglende sodskråper tilbagelægger 29.000 km under deres træk. Individuelle ikke-ynglende sodskråper i Stillehavet har gennemført en  ottetalsafstand på i alt 64.000 km.
Længe var det den længste dyremigration, der var registreret elektronisk, men det ændrede sig i 2010.

Også kødfodet skråpe, korthalet skråpe, Bullers skråpe, der alle yngler ud for det sydøstlige Australlien, Tasmanien og New Zealand,  trækker mod det nordlige Stillehav, når ynglesæsonen er forbi.
Bullers skråpe er nok den af dem, der trækker kortest. Sidst i april til juni forlader ynglende voksne fugle  New Zealand og begynder at migrere nordpå. De tager først til det centrale sydlige Stillehav for at fuldføre deres årlige fældning af vingefjer.  Juni til oktober samles de i det nordlige Stillehav, primært ud for Nordamerikas vestkyst (fra British Columbia til det sydlige Californien), samt øst for Japan.

Jeg tror, de fleste af os ved, at det er havternen, der har rekorden for den længste migration af alle fugle i verden.

To havterner ( (Sterna paradisaea)
Den ene i klassisk positur.
Den anden på rede med æg -parat til at forsvare dem?

 I 2010 opdagede forskere, at havternen tilbagelægger dobbelt så langt som tidligere antaget, med et gennemsnit på 70.000 km om året. Havternen rejser fra Grønland i det arktiske nord hele vejen ned til Weddellhavet i Antarktis. Dens migration fører den fra pol til pol, fra ynglepladser til fødeområder og tilbage igen.  Og ternerne lever længe - op til 30 år, så det bliver til mange km alt i alt.

Carsten Egevang, en prisvindende dansk fotograf og havfugleforsker med en ph.d. i arktisk biologi fortæller, at de i deres levetid i alt kan flyve en distance svarende til tre gange til månen og retur.

Hans forskningsresultater bekræfter ikke bare det lange fugletræk, men der gemte sig også et par overraskelser for forskerne. Det viste sig, at fuglene ikke bevæger sig hurtigst muligt mod syd om efteråret, men at de tilbringer knap en måned midt i Atlanterhavet, omkring 1000 km nord for Azorerne, hvor de “tanker op”.

Herefter fortsatte fuglene deres rejse langs Vestafrikas kyst, men omkring Kap Verde Øerne, overraskede havternens adfærd igen forskerne. Halvdelen af fuglene fortsatte langs Afrikas kyst til Sydafrika, mens den anden halvdel krydsede Atlanten, for at fortsætte mod syd i farvandet ud for Sydamerika.

Efter at havternerne har tilbragt vinteren ved Antarktis, begynder de deres lange rejse mod nord, men fuglene vælger ikke den korteste vej hjem. I stedet for at flyve en lige linje, flyver fuglene i et mønster formet som et gigantisk “S” op gennem Atlanterhavet – en omvej på adskillige tusinde kilometer i forhold til hvis trækket foregik stik mod nord. Denne sidste del af trækket følger meget nøje de fremherskende vindretninger, der blæser mod uret syd for Ækvator, og med uret nord for Ækvator.

Resultaterne er nblevet publiceret i det prestigefyldte amerikanske videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS), og bliver citeret i medier verden over.

I en video på Youtube fortæller han selv om, hvordan arbejdet foregik. Rigtig spændende.

Også den sodfarvede skråpes slægtning, den korthalede skråpe er en af de fugle, der flyver længst. Omkring 43 000 km hvert år fra  Østaustralien til Alaska, Aleuterne, Kamtjatka og retur.

De tre rekordindehavere, havternen, sodfarvede skråpe og den korthalede skråpe,  fandt jeg på en liste med langdistanceflyvere. Listen indeholdt yderligere tre fugle, der undrede mig. Så jeg tager dem med, selv om de afviger en del fra mit tema.

Den lille nordlige stenpikker, der vejer omtrent lige så meget som to skefulde salt, rejser over 14.500 km åbent hav, is og ørken for at bevæge sig mellem sine ynglepladser og vinterområder og foretager en årlig træktur på 29.000 km. Denne art tilbringer foråret i nord, fra Nord- og Centralasien til Europa, Grønland, Alaska og endda dele af Canada. Derefter rejser den hele vejen til Afrika syd for Sahara for vinteren. Tænk engang denne lille fugl, der krydser det åbne hav! Det er den længste kendte trækrute for en sangfugl. 

Også brystkliren rejser årligt i gennemsnit 29 000 km fra ynglepladser i tundraen i det nordøstlige Asien eller Alaska og det centrale Canada til vinterområder i Sydamerika,  nogle enddog så langt som Australien og endda New Zealand.

Den sidste, jeg vil nævne, har en helt anderledes rute. Den brogede stenpikker rejser fra det yderste sydøstlige Europa til Kina og overvintrer i Indien og det nordøstlige Afrika At man ikke behøver at være stor for at rejse langt, beviser også denne denne lille insektædende fugl . Den brogede stenpikker kan tilbagelægge mere end 17.000 kilometer på et år.

Tilbage på hovedsporet - så nogenlunde.

Vi ved nu meget mere om betydningen af ​​vind og havstrømme – et emne, der er særligt velundersøgt hos skråpefugle på deres transækvatoriale vandringer.  Ligesom mange landlevende trækfugle stopper havfugle nogle gange for at hvile og tanke op i nøgleområder af havet. De foretrækker også at rejse mere i månelyse nætter og er nogle gange nødt til at navigere uden om økologiske barrierer på deres ruter. 
Når man tracker trækfuglene, udstyres de med  en ultralet registreringsenhed kaldet en geolocator, der kun vejer cirka 0,7 g. 

Mekanismen adskiller sig fra GPS-loggere, der findes i smartphones, men den indsamler og registrerer information om placering. Udstyret med en sensor, der registrerer lysniveauer, gør enheden det muligt at bruge de registrerede ændringer i lysstyrke til at beregne solopgang, solnedgang og dagslængde, hvorfra man kan estimere hver fugls breddegrad og længdegrad hver dag.

Ny forskning har ført til fremstilling af kort over de store 8-tals-ruter.
Ruten der giver fuglene en "endless Summer".

Andre, der efter de har fået unger, trækker fra syd for Equator  til nord for Equator er Wilsons stormsvale (Oceanites oceanicus), Hvidhovedet stormsvale (Pelagodroma marina) og Gråhovedet stormsvale (Pterodroma macroptera gouldi). Oceanites og Pelagodroma kommer der noget om i næste blogindlæg.

Men 8-talsruten benyttes også af fugle, der yngler  i det arktiske eller subarktiske Rusland/Alaska og derefter trækker sydpå til deres "vinterkvarter" i Australien for at drage fordel af  maksimal  produktivitet på begge halvkugler. Det er hovedsageligt langdistance-trækkende vadefugle og visse havfugle, der udnytter medvind eller for at stoppe ved produktive mellemlandingssteder som Det Gule Hav. 

Dette er f.esk. Sydpolarkjove (Stercorarius maccormicki), Orientalsk Svale (Glareola maldivarum),  Stor Kobbersneppe (Limosa limosa), Lille Kobbersneppe (Limosa lapponica) og Islands ryle (Calidris canutus).

Lille Kobbersneppe er kendt for en af verdens længste non-stop flyvninger.

Det blev i 2007 påvist, at lille kobbersneppe foretager den længste non-stop flyvning af alle fugle. Ved hjælp af satellitsporing blev fugle i New Zealand mærket og sporet hele vejen til Det Gule Hav i Kina. Ifølge Dr. Clive Minton (Australasian Wader Studies Group) "Afstanden mellem disse to steder er 9.575 km, men den faktiske rute, fuglen fløj, var 11 450 km. Dette er den længste kendte non-stop flyvning af nogen fugl. Fuglen fløj i ni dage uden nogensinde at stoppe for at få mad, vand eller hvile.
Mindst tre andre kobbersneppe ser også ud til at have nået Det Gule Hav efter non-stop flyvninger fra New Zealand.

Så er der Hvidstrubet Nålehale (Hirundapus caudacutus), hvis trækrute japanske forskere har undersøgt vha. tracking devices.
Afstanden mellem yngleområderne i Japan og den ikke-ynglende destination  i Australien er sådan set ikke ret stor. Men i stedet for at vælge den direkte rute flyver også den i 8-tallet og ender med at flyve hele 40 000 km. 




Trackingen viste, at under efterårstrækket drager de sydpå fra deres yngleplads i Hokkaido, men ændrer derefter kurs for at flyve mod nordvest og rejser over den koreanske halvø og det sydlige Kina, før de sætter kursen mod deres overvintringssted i Australien.

Hvidstrubet nålehale (latin: Hirundapus caudacutus  er kendetegnet ved sin hvide strube, som har givet den dens navn. Den har en mørk krop og en karakteristisk kort, næsten usynlig hale med "nåle" (stive halefjer), hvilket adskiller den fra svaler, som de ellers kan minde om i flugten.






Den er kendt for at kunne opnå meget høje hastigheder, hvilket gør den utroligt adræt i luften, 
De ses ofte i store flokke, der jager insekter højt oppe i luften
I Guinness World Records er den opført som fuglen med den hurtigste vandrette flyvehastighed (170 km/t). De japanske forskere var i 2025  i gang med at verificere, om dette er sandt, 




Så vil jeg omtale East Asian-Australasian Flyway  (EAAF)





Den østasiatisk-australasiske flyverute (EAAF) er en af ​​verdens største migrerende vandfugleruter, der strækker sig over 22 lande fra den russiske arktiske Taimyr-halvøen og Alaska, ned gennem Øst- og Sydøstasien - Kina, Japan, Korea - til Australien og New Zealand. Den understøtter over 50 millioner migrerende vandfugle -  vadefugle, traner og havfugle - fra over 250 populationer, herunder 32 globalt truede arter. Flyveruten forbinder 37 lande, og den er  afgørende for ynglende og ikke-ynglende fugle, da fuglene er afhængige af rastepladser for at få føde og hvile under deres lange, ofte transoceaniske, træk.
Tab af levesteder på grund af udvikling og klimaændringer, især i kystnære vadeflader og vådområder, truer mange arter, såsom den kritisk truede skenæbbede strandsneppe.
East Asian-Australasian Flyway Partnership (EAAFP) fungerer som et uformelt, frivilligt initiativ for at fremme dialog og samarbejde mellem regeringer, organisationer og interessenter til gavn for fuglelivet.
Lidt på samme måde findes der et havsområde, NACES -  et 600.000  stort marint beskyttet område (Marine Protected Area) i Nordatlanten, kendt som en "havfugle-havn"NACES står  for Nordatlantiske Strøm og Evlanov Havbassin.  Det omfatter Evlanov Seamount og de omkringliggende bassiner, som er vitale for biodiversitet.

Evlanov er navnet på et undervandsbjerg (seamount)  opkaldt efter den russiske hydrograf Adm. A.G. Evlanov (1923-1992).


NACES-beskyttelsesområdet er det første beskyttede havområde på det åbne hav og betragtes som en af ​​de vigtigste koncentrationer af migrerende havfugle i Atlanterhavet.

Ved hjælp af enorm mængde data om sporing af havfugle blev området identificeret som  et vigtigt hotspot for fouragerende havfugle. Det anslås at blive brugt af mere end 5 millioner havfugle fra 21 arter i løbet af året, med fugle fra mindst 56 kolonier i 16 forskellige lande.


"Havfugleneer at finde her hele året rundt, hvilket tyder på, at fødetilgængeligheden på stedet er konstant høj. Dette understøttes sandsynligvis af stedets komplekse oceanografi, herunder den nordatlantiske strøm, som forårsager højere primærproduktivitet og kan resultere i en større mængde mesopelagisk byttedyr – en foretrukken fødekilde for havfugle," står der at llæse på NACES' hjemmeside.
Undersøgelser har også vist, at andre dyr bruger stedet, herunder forskellige hajer (blåhval, makohaj og soldehval), læderskildpadde og mange hvalarter, herunder blåhval, seihval og plettede delfiner.
Jeg er spændt på, om du lagde særligt mærke til 8-tals-ruten i Atlanterhavet.
Det gjorde jeg. For jeg fandt illustrationen lige efter jeg havde beskrevet den sodfarvede skråpes migrationsrute som cirkulær.




Jeg fandt en (form for) forklaring:
Den nyeste og mest accepterede teori baseret på moderne GPS-sporing, inklusive nyere undersøgelser er, at den atlantiske sodskråpes migration følger 8-tals-ruten. 
Fuglene flyver nordpå langs det vestlige Atlanterhav og vender tilbage sydpå langs det østlige Atlanterhav, hvor de danner en stor med uret løkke i Nordatlanten for at fuldende 8-formen. Den cirkulære rute  (cirkel med uret) betragtes som en ældre forståelse og udtrykket  bruges normalt nu til kun at beskrive den ene halvdel af "8-tals"-løkken snarere end hele trækruten.

Muligvis giver det nu ikke den fulde forståelse. For hvornår flyver fuglene så den nederste højre del af 8-tallet?

Måske er forklaringen, at 8-tals- ruten er en rute, der benyttes af mange forskellige fugle, og at det er det illustrationen viser, men at netop min skråpe netop ikke benytter hele 8-tallet. (?)

En argument for denne min "teori" fandt jeg i Sydpolarkjoven.





Den yngler ved Antarktis og  overvintrer til søs i Stillehavet , Det Indiske Ocean og Atlanterhavet. 






Dens trækruter ses på næste kort.

Her ses et flot 8-tal i Atlanterhavet (og Stillehavet), så den forklaring stiller jeg mig tilfreds med.
Én enkelt ting mere ville jeg gerne vise, Nemlig en hel anden migrationsrute. Den som f.eks.  den gråhovede albatros foretager rundt om hele Antarktis. 
På Seabird Tracking Database  ligger en fin lille video, der viser dens migration over et år. Men der ligger ikke noget direkte link kun til videoen, så vil du se den, må du ind på hjemmesiden.
Jeg indsætter et billede. Måske du kan se den tynde hvide linje.



Skråperne viste sig at være mere interessante end forventet.  Og de førte mig vidt omkring.
• Nu trænger jeg til en pause - det gør eventuelle læsere sikkert også - så jeg stopper her og fortsætter med petreller og stormsvaler i næste blogindlæg.
• Jeg er tydeligvis kommet langt væk fra Kiribati, men jeg skal nok nå tilbage - på et tidspunkt.
•