Inden året er omme

Bogen "Inden året er omme" af Lea Korsgaard er kåret som årets bedste fagbog.

Lea Korsgaard er journalist og  bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har været journalist på Berlingske og Politiken. I 2012 var hun medstifter af den digitale avis Zetland og indtil 20121 var hun ansvarshavende chefredaktør for denne . Nu er hun arbejdende bestyrelsesformand Zetland.  

I Lea Korsgaards bog Inden året er omme fortæller Korsgaard om, hvordan hun pludselig blev interesseret i sommerfugle og satte sig for at finde alle de 64 danske sommerfugle på et år.

De forskellige sommerfuglearter lever forskellige steder i Danmark og har hver især en periode, hvor de flyver. Korsgaard konsulterer Mikael Stoltzes store værk om danske sommerfugle og udarbejder så sit eget skema over, hvor sommerfuglene kan  findes og inden for hvilken periode.

Korsgaards liste

Korsgaard gav sommerfuglenes navne forskellig farve ,efter hvor i landet hun skulle lede efter dem. 19 arter var almindelige i hele landet. 12 kunne kunne hun finde i Nordsjælland, hvor hun boede. Otte kunne hun se andre steder på Sjælland foruden én ved Odden. Tre farvede hun glimmerlilla for Bornholm, ni for Møn, Lolland og Falster. 16 skulle hun nord for Limfjorden for at se, og der var 22, som havde fået en prik for sjælden.

I Inden året er omme fortæller Korsgaard om sine mange sommerfugle-ekspeditioner. De første er lidt planløse og ikke særligt udbytterige. Men da hun begynder at henvende sig til og besøge store sommerfuglenørder , får hun af dem indsnævret søgeområderne til ganske små lokaliteter med en sommerfuglearts foretrukne værtsplanter. Senere benytter hun sig også af Naturbasen, hvor sommerfuglejægere indtaster helt præcise koordinater for, hvor de for ganske nylig har fundet en ønsket sommerfugl. Det var lige før, jeg syntes, det var lidt snyd, da jeg læste det. Så var det jo næsten bare lige at gå direkte hen til stedet.

Undervejs i bogen gør Korsgaard sig mange filosofiske tanker om verden og dens udvikling og inddrager adskillige  af verdens store tænkere, hvoraf mange har beskrevet , hvordan de har ment, at verdens udvikling ville foregå i forskellige stadier, og når det sidste stadie var nået, ville verden være fuldkommen og mennesker lykkelige.

Ligesom Jesus gennemgik en metamorphose og forvandledes fra menneske til gud, ville verden også forandres til noget nyt, noget helt anderledes og meget bedre.

Gudsopfattelsen og forholdet mellem gud, natur og kristendom dukker op igen og igen. Hun er ikke præstedatter for ingenting.

Korsgaard når ikke op på alle 64 danske sommerfuglearter, inden året er omme. Ret tidligt står det klart, at sådan vil det ikke gå, for allerede i juni misser hun to arter, men alligevel fortsætter hun.

Jeg kan ikke huske, hvilke to det er, og jeg har afleveret bogen på biblioteket, og der står 31 på ventelisten til bogen før mig, før jeg kan låne den igen.

Da Korsgaard i august er på vej hjem efter at have fundet sommerfugl nr. 61,  ved hun præcis, hvor hun skal køre af motorvejen for at finde  nr. 62. Men hun fortsætter uden at dreje af.

Jeg har af og til kritiseret nogle forfatteres afslutninger på deres bøger - hvor jeg synes, de er fladet lidt ud, løbet lidt ud i sandet. Men Korsgaards afslutning er eminent.  Hendes begrundelse for ikke at opsøge den sidste sommerfugl på listen (bortset fra de to, hun måtte opgive), er, at hun ikke vil en afslutning - hun vil en begyndelse. Hun deler ikke forskellige tænkeres opfattelse af, at vi er på vej mod et topstadium, den endelige slutning - den perfekte verden. Hun ser, hvordan vi har misbrugt og svigtet naturen, så frem for bare at vente på en lykkelig slutning, skal vi søge en ny begyndelse, hvor vi aktivt handler.

Tilbage i Antikken havde Aristoteles (388-322 f. Kr.) en opfattelse af insekter som   "uværdige" dyr, der opstod ved spontan genese, dvs. opstod ved en slags spontan skabelse af rådnende mudder og plantedele, gamle klude eller fordærvede fødevarer. På samme måde mente folk i antikken sågar, at gæs kunne vokse frem fra træer. 

Denne teori om, at  liv til stadighed opstår ud af døde ting eller ud af væsensforskellige levende organismer, holdt sig fra Antikken helt op til slutningen af Middelalderen og starten på Renæssancen. 

Enkelte forskere begyndte at stille spørgsmålstegn ved det forældede syn. F.eks. udkom i London 1634 bogen De animalibus insectis libri septem.,

Jeg har i et tidligere blogindlæg fortalt om  Maria Sibylla Merian (1647-1717), som var en tysk forsker. Hun havde en onkel, der handlede med silke, og fra ham kom hun i besiddelse af silkeorme, og allerede i slutningen af 1600-tallet  dyrkede hun egne silkesommerfugle. Dvs. hun (med egne øjne) var bekendt med sommerfuglenes metamorphose, skønt metamorphose-processen stadig var stort set ukendt. 

Silkeormens metamorphose
tegnet af Maria Sibylla Merian

Merian fik øje for alle de mange andre sommerfugle, der var meget smukkere end silkesommerfuglen. I 1679 udgav hun sin første udgave af "Der Raupen Wunderbare Verwandelung, und sonderbare Blumennahrung" - Om larvens vidunderlige forvandling og mærkværdige blomsternæring.

Merian beskrev livscyklussen for 186 insektarter, og hun malede de smukkeste billeder af sommerfugle i alle deres stadier og på deres foretrukne værtsplante. På samme tegning viste hun eks. sommerfugle i alle stadier af deres metamorphose og - hvad der også er vigtigt - altid på den plante, deres udvikling var knyttet til.

Sommerfugle på kaffetræ

Hendes hovedværk var Metamorphosis Insectorum Surinamensium, som udkom i sin første udgave på hollandsk og latin i 1705 - en bog om insekter og planter i Surinam, som hun udgav efter en selvfinansieret videnskabelig ekspedition dertil.

"Før Darwin, før Humboldt, før Audubon, sejlede Maria Sibylla Merian fra Europa til den Nye Verden på en videnskabelig opdagelsesrejse. Merian, der blev kunstner og naturalist, studerede insekter det meste af sit liv. I løbet af to år vandrede hun i Surinams kvælende regnskove, vendte blade og kiggede ned i blomsternes hals, mens hun ledte efter de larver, der var hendes passion," skriver en  Kim Todd, som jeg i øvrigt ikke ved noget om.

 Det undrer mig lidt, at Korsgaard forbigår Maria Sibylla Merian. 

Til gengæld fortæller hun om den noget senere Margaret Fountaine. Margaret Fountaine  levede  1862 –1940.  Hun var en dygtig naturhistorisk illustrator og havde en stor viden om sommerfugle.

Margaret Fountaine som 24-årig

Hun var ældste datter i en søskendeflok på 7 . Faderen var præst, men døde tidligt. Så familien var ikke velhavende.

Hun var tidligt interesseret i insekter. I 1889, da hun var 27, blev hun og hendes søstre økonomisk uafhængige, da de modtog en betydelig arv fra en onkel. I sit testamente skrev onklen, at pengene skulle holdes i trust, så hver pige kunne få en livslang indkomst.

Det første Margaret gjorde, da hun kom til disse penge, var sammen med en søster at tage på en længere rejse til Frankrig og Schweiz. Her så hun  Scarce Swallowtail and Camberwell Beauty. 

Scarce Swallowtail kaldes også Sail Swallowtail eller Pear-tree Swallowtail. På dansk Sydeuropæisk svalehale, sejsvale eller pæresvalehale.

Camberwell Beauty er den, der i Amerika kaldes  Mourning Cloak, på dansk sørgekåbe. Andre ældre navne har været Grand surprise og White petticoat. 

Hendes interesse for seriøs entomologi voksede. Entomologi er læren om insekter.

Tilbage i England, i vinteren 1895, besøgte hun Henry John Elwes. Elwes var en erfaren videnskabelig rejsende og var medlem af Royal Society. Hans samling af sommerfugle-eksemplarer var den største private samling i landet, og Fountaine følte, at hendes entomologiske bestræbelser var barnlige i sammenligning. 

 Men nu udviklede hun sig til en ægte lepidopterist / sommerfuglesamler.

Fountaine kom til at rejse verden rundt  og samlede sommerfugle i tres lande på seks kontinenter over halvtreds år og blev ekspert i tropiske sommerfugles livscyklusser. Hun udførte det meste af sit arbejde med at indsamle sommerfugle alene. Om somrene vendte hun tilbage til England for at organisere sin samling af sommerfugle. Hun samlede rapporter og tegninger af de sommerfugle, hun fandt, og sendte dem til entomologiske tidsskrifter. 

Fountaine ved arbejdsbordet.

Hun opdrættede mange sommerfugle fra æg eller larver og producerede eksemplarer af høj kvalitet. I 1897 blev flere af hendes eksemplarer sommerfugle indlemmet i British Museums samling, som kun accepterede eksemplarer af ekstraordinær kvalitet.

 Sommerfugleslægten Fountainea blev opkaldt efter hende.

Jeg indsætter et par eksempler på sommerfugle af Fountainea-slægten fra Sydamerika.

Hun døde som 77-årig på en ekspedition til Trinidad. Angiveligt blev hun fundet død på en sti på Mount St. Benedict med et sommerfuglenet i hånden. Hun blev begravet i en umærket grav på Woodbrook Cemetery, Port of Spain , Trinidad.

Kort før sin død havde Fountaine deponeret  sin sommerfuglesamling på Norwich Castle Museum med en klausul om, at den først måtte åbnes i 1978.

Samlingen bestod af 22.000 sommerfugle. Den befinder sig stadig i Norwich og kendes som Fountaine-Neimy-samlingen. 

Med samlingen fulgte også en sort boks, som viste sig at indeholde 12 læderindbundne  dagbøger. Fountaine  skrev dagbog  fra omkring 16-år-alderen og næsten helt til sin død. Men hvorfor netop år 1978. Jo det var præcis 100 år efter hun startede med at skrive dagbog.

4 af Fountaines skitsebøger opbevares på British Museum of Natural History.

I dagbøgerne var indsat mange personlige fotos, og her kunne man også læse hendes egen historie om hendes forhold til Khalil Neimy.

Margareth og Khalil Neimi ca. 1912

I 1901 da  Fountaine besøgte Damaskus mødte hun  en ung syrisk mand, Khalil Neimy, som blev hendes hendes guide og tolk. Khalil fandt gode sommerfuglejagtområder for Margaret, og hun var begejstret over at fange syriske arter af sommerfugle, hun aldrig havde set før.

Margaret ansatte derefter den unge mand med en ugeløn til at ledsage hende til Baalbek for at lede efter sommerfugle. På det tidspunkt var Margaret 39 år, mens Khalil, 24 år gammel, altså 15 år yngre end hende. Men på trods af forskellene i deres alder og baggrund blev de elskende. Han lovede at gifte sig med hende. Det blev aldrig til noget, for han var allerede gift.

I sin dagbog skriver Fountaine:

For Charles Neimy, whose love and friendship for me endured for a period of no less than 27 years, ending only with his death, I felt a deep devotion and true affection; and certainly the most interesting part of my life was spent with him. The dear companion – the constant and untiring friend and assistant in our Entomological work, travelling as we did together over all the loveliest, the wildest and often the loneliest places of this most beautiful Earth, while the roving spirit and love of the wilderness drew us closely together in a bond of union in spite of our widely different spheres of life, race and individuality in a way that was often quite inexplicable to most of those who knew us.

Fountaine hædrede Khalil Neimy  ved at benævne sin samling Fountaine-Neimy-samlingen.

Efter Khalils død rejste Margaret i Amazonas og fandt to nye sommerfugle. Hun lod Norman Riley fra Natural History Museum i London opkalde sommerfuglene efter Khalil og skrev i et brev til Riley: "Stakkels hr. Neimy, hvor ville han have været glad."

Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad de to sommerfugle hedder - for også at finde billeder af dem. Jeg har sågar skrevet til Michael Stoltze, men fik fik et venligt svar tilbage, han kendte dem desværre ikke.

Så nu har jeg sendt mit spørgsmål afsted til Natural History Museum i London. Spændende hvilket svar jeg får derfra.

Norwich Castle Museum & Art Gallerys udstilling om Margareth Fountaine.

Da kufferten med Fountaines sommerfugle og dagbøger blev åbnet, var det umiddelbart hendes dagbøger, der fik mest opmærksomhed.. 

Dagbøgerne blev redigeret af assisterende redaktør for Sunday Times WF Cater til to bøger, udgivet til det populære marked under titlerne Love among the Butterflies og Butterflies and Late Loves . 

Fountaines videnskabelige arbejde og karriere blev reduceret til hendes aktiviteter som sommerfuglesamler. Cater samlede et udvalg af passager om romantik og rejser, mens arbejdet med at indsamle, avle og montere eksemplarer fik kort tilløb. 

Den tidligere kurator for naturhistorie på Norwich Castle Museum, Dr. Tony Irwin, havde annonceret dagbøgernes eksistens og begyndt at promovere Fountaines romantiske liv frem for hendes entomologiske bidrag. Han mente, at hendes sommerfuglesamling "ikke var enestående" og sagde om hende, at "hun var en forelsket pige", der "søgte tilflugt i jagten på sommerfugle". 

Margaret Fountaines dagbøger åbnes 1979,.
Til stede er advokater og museets direktør
og også den dengang unge Dr Tony Irwin ses i midt-venstre side med briller.

En senere biografi om Fountaine af Natascha Scott-Stokes tegner et lignende billede og fordømmer Fountaine som en globetrottende "obskur amatørdame". 

Nu har hun imidlertid  fået den anerkendelse for hendes entomologiske arbejde, hun fortjener.

En anden, som jeg synes Korsgaard godt kunne have nævnt er  Eleanor Glanville. 

Eleanor Glanville 1654-1709 var en engelsk entomolog og naturforsker,  der specialiserede sig i studiet af sommerfugle og natsværmere  nogenlunde samtidig med Maria Sibylla Merian. 

Der findes ikke noget billede af Eleanor Glanville, så lad os blot kigge på nogle flotte sommerfugle.

På  Eleanor Glanville Institute på University og Lincoln præsenteres hun som "the first lady of British Natural History – a 17th / early 18th Century entomologist".

Glanville var rimelig velhavende, efter hun arvede adskillige ejendomme fra sine forældre, herunder herregårde i Tickenham og Backwell Park samt andre ejendomme i Somersetshire.

Hendes første mand døde og 1685 giftede hun sig igen, nu med Richard Glanville. Richard viste sig at være voldelig og truede engang Eleanor med en ladt pistol,  og i 1698 gik parret fra hinanden.

Eleanor Glanville havde været interesseret i at samle sommerfugle som ung,  men hun begyndte at udvikle en mere seriøs beskæftigelse med dette efter hendes ægteskab med Richard gik i stykker.  Hun fik  tjenestepiger til at indsamle insekter og betalte godt for eksemplarer, så længe de blev omhyggeligt konserveret i henhold til instruktionerne og leveret i fremragende stand. 

Hun korresponderede med andre tidlige insektsamlere, herunder William Vernon Da Vernon mødte Glanville i London i 1703, var han imponeret over hendes samling og roste den som "den ædleste samling af sommerfugle, alle engelske."

Hun blev nære venner med entomologen James Petiver, og det er lidt morsomt, for Petiver ( 1665  – 1718 ) korresponderede også med Maria Sibylla Merian.  Mon de nogensinde mødtes - Merian og Glanville?

Petiver var apoteker, var medlem af Royal Society og Londons uformelle Temple Coffee House Botany Club. Han var berømt for sine  botaniske  samlinger og studier af botanik og entomologi . 

Gennem årene sendte Glanville kasser med omhyggeligt fastgjorte eksemplarer til Petiver og indsamlede mindre kendte insekter fra hele England og Wales, som Petiver kunne katalogisere. En af hendes kasser indeholdt det tidligst kendte eksemplar af Green hairstreak - grøn busksommerfugl.

Hendes arbejde hjalp Petiver med at færdiggøre sit britiske insektkatalog Gazophylacium naturae et artis , og han anerkendte hende i teksten. 

Glanville opdrættede også sine egne natsværmere og sommerfugle derhjemme. Hun skaffede larver ved hjælp at gå ud og  slå hække og buske og fange de faldende insekter med et lagen. 

Det  førte efter hendes død til en trist besllutning. Men herom senere.

Hun opdrættede  High brown fritillary  og Green-veined white butterfly. På dansk skovperlemorsommerfugl og grønåret kålsommerfugl.

Hendes beskrivelse af deres tidlige livscyklusstadier er fortsat en af ​​de tidligste detaljerede referencer til praksis med at opdrætte sommerfugle. 

Skovperlemorsommerfugls med den smukke underside.

I 1702 fangede Glanville en ny sommerfugleart i Lincolnshire . Arten blev oprindeligt kaldt Lincolnshire-fritillaria, da den først blev illustreret og præsenteret i Petivers Gazophylacium . Den blev senere omdøbt til Glanville-fritillaria i årtierne efter Glanvilles død,  Det er den eneste hjemmehørende britiske sommerfugl, der er opkaldt efter en britisk naturforsker. På dansk hedder den okkergul pletvinge.

Ordet fritillary refererer til det ternede mønster på sommerfuglens vinger, som kommer fra det latinske ord fritillus , som betyder "terningæske"

Ordet fritillus anvendes også ved forskellige planter, f.eks. om vibeæg.. På latin hedder vibeæg Fritillaria meleagris

Glanville fortsatte med at have problemer med eksmanden efter deres separation, da han søgte at få rådighed over hendes økonomiske midler. Han begyndte at sprede rygter om, at Glanville havde mistet forstanden, og forsøgte at tvinge sine børn til at støtte hans påstande gennem skriftlige erklæringer. For at forpurre Richards komplottering placerede Glanville sine ejendomme i hænderne i trusts og testamenterede størstedelen af ​​sin formue til sin grandfætter, Henry Goodricke. Hun døde i Tickenham i de første måneder af 1709 med ejendomme og aktiver vurderet til op til £7000 (svarende til £1.200.900 i 2023). 

Glanvilles ældste søn, Forest, var utilfreds med testamentet og bestred dokumentet i retten efter hendes død. Han argumenterede med, at hans mor havde været sindssyg på tidspunktet for testamentets oprettelse og var blevet overtalt til at testamentere sin formue til Henry Goodricke, da hun troede hendes egne børn var blevet forvandlet til feer.  Vidner forklarede, at Glanville havde udvist mærkelig adfærd, såsom at slå på buske for at samle insektlarver, klæde sig "som en sigøjner " og gå udendørs uden tøj, der blev anset for passende for en dame.  I 1712 blev hendes testamente omstødt på grund af opfattet sindssyge, hvilket efterlod Forest som ejer af Tickenham Court. 

På den tid opfattede man mænd, der interesserede sig for sommerfugle for mærkelige, men historien om Eleanor Glanville viser, at når det endda drejede sig om en kvinde, ja så var den helt gal. Så gal, at retten gik med til at erklære hende sindssyg.

Størstedelen af  Glanvilles samling er gået tabt. I Naturhistorisk Museums Sloane-samling findes tre af hendes eksemplarer – to natsværmere og en sommerfugl, oprindeligt givet til Petiver – stadig i dag. To af hendes breve til Petiver blev genopdaget i museets arkiver i 1960'erne. 

Fiona Mountain har skrevet den historiske romance Lady of the Butterflies, der er en fiktiv genfortælling af Glanvilles livshistorie. Romanen er senere genudgivet under titlen  Rebel Heiress.

I foromtalen til bogen skriver Fiona Mountain " Although labeled as mad even by her own family, we now know that the Lady of the Butterflies was in fact a remarkable woman of genius and passion. Had Eleanor Goodricke been born a man like her father wished, she would no doubt have become a prominent member of the Royal Society." 

Fiona Mountain antyder, at Glanvilles fascination af sommerfugle delvist skyldtes hendes fars tro på, at Gud havde placeret dem på jorden for at minde os om evigt liv.  

Det kommer Korsgaard også ind på i sin bog.

Hun skriver i indledningen til bogen Inden året er omme:¨

"Rejsen rundt i landet efter sommerfuglene kom til at handle om vores forhold til naturen og vores forhold til døden, hvilket nogle gange er to sider af samme sag. Især når det drejer sig om sommerfuglen, hvis forvandling fra krybende larve til flyvende, farvestrålende skabning har været et symbol på genopstandelse, så længe der har været mennesker til – så længe der har eksisteret mennesker, som var i stand til at føle håb.

Mennesker har gennem tusindvis af år knyttet en meget specifik forestilling til synet af sommerfuglen: Forestillingen om – eller håbet om – at livet ikke slutter ved døden. For mange har sommerfuglens metamorfose – den totale forvandling fra larve til puppe til flyvende sommerfugl – ikke bare været et symbol på dette håb, men simpelthen beviset på, at det var sandt. Sommerfuglen var beviset på, at det levende kan opstå af det døde.

En hollænder ved navn Goedart udgav i samme periode en bog, hvor han skrev, at sommerfuglenes forunderlige forvandling fra “modbydelige larver” til farvestrålende skabninger var et tegn fra Gud om, at en dag ville mennesker også rejse sig og forlade deres usle, dødelige liv, de ville blive forvandlet, flyve som på sommerfuglevinger mod en ny og bedre udgave af livet. “I forvandlingen af insekter,” skrev Goedart, “observerede jeg et symbol eller en slags antydning eller skygge af de dødes opstandelse til velsignet liv.”

 

Især de hvide sommerfugle har gennem historien haft en særlig symbolsk kraft. Van Gogh malede dem som tegn på håb, og i Japan mente man engang, at alle døde mennesker vendte tilbage som hvide sommerfugle. 

Helt tilbage til for omkring  8.500 år siden kender vi de første afbildninger af en sommerfugl.  De blev malet på en stenvæg i det, der i dag er Tyrkiet.

I grave fra en senere periode, den græske bronzealder, har arkæologer fundet genstande prydet med motiver af sommerfugle og guldperler formet som sommerfuglepupper. Det gør det nærliggende at tænke, at bronzealdermenneskene må have forbundet sommerfuglen med en tro på forvandling og et evigt liv. Hvilken anden forklaring er der ellers på, at netop dette dyr skulle med de døde i graven?

Samme tanke har egyptologer fået, når de har studeret vægmalerier af sommerfugle i grav efter grav i det gamle Egypten. Hos aztekerne i 1400- og 1500-tallet troede man, at et menneskes sidste åndedrag tog form som en sommerfugl. Deres gudinde for skønhed, erotik og frodighed blev afbildet med farvestrålende sommerfugle og blomster. Når en kriger døde på slagmarken, sagde man ifølge myten, at gudinden kom og elskede med ham, mens hun mellem sine læber holdt en sommerfugl.

Skønt Aristoteles mente, at sommerfugle opstod af ingenting eller i bedste fald af mudder og møg, så gav han sommerfuglen det smukke navn psyche.

Psyche er i oldgræsk mytologi en personificering af menneskets livskraft og sjæl, der i dødsøjeblikket forlader kroppen. Myten om Psyche er en allegori om kærlighed, der bliver guddommelig. 

Psyche var en dødelig prinsesse, hvis skønhed overgik alle andres, inklusiv Afrodites. Folk begyndte at tilbede hende i stedet for Afrodite, hvilket gjorde kærlighedsgudinden rasende. Som straf sendte Afrodite sin søn, Eros, for at få Psyche til at forelske sig i en grim mand.  Eros blev dog selv forelsket i Psyche. Han besøgte hende kun i mørke og forbød hende at se ham, men Psyche var nysgerrig og brød forbuddet. Hun besluttede sig for at kigge på sin mand mens han sov. Hun listede ind i hans rum med en olielampe. Da hun kiggede på ham faldt en lille dråbe varm olie på Eros’ skulder, hvilket vækkede ham. Vred over Psykes bedrag flygtede Eros.

Afrodite fandt Psyke og gav hende fire opgaver. Den første opgave var at sortere en stor bunke korn. Ved hjælp af en hjælpsom myrekoloni løste hun opgaven. Den næste opgave var at samle uld fra et farligt får. Flodguden hjalp dog Psyke med at samle fårets uld fra buske. Den tredje opgave var at skaffe vand fra den græske underverden. Psyke fik hjælp af Zeus’ ørn, der skaffede vandet til hende. Den sidste opgave var den vanskeligste: Hun skulle bringe noget af Persefones skønhed til Afrodite. Persefone gav noget af sin skønhed til Psyke. Men da Psyke åbnede æsken som Persefone havde givet hende, opdagede hun, at den indeholdt døden. Psyke døde, men Eros fik hende vakt  til live igen ved at give hende gudernes udødelighedsdrik, hvorved hun blev guddommelig. Eros bragte hende til Olympen, hvor hun blev gjort til gudinde for sjælen.

Når Psyke blev gengivet på mosaikker, havde hun sommerfuglevinger eller med sommerfugle omkring sig.

Psyche with butterfly wings
Greco-Roman mosaic from Turkey

Kan du få øje på sommerfuglen over Psyches hoved?

Psiche abbandonata
Statue af Pietro Tenerani 1789 – 1869

På grund af sommerfuglens tætte forhold til blomster har forskernes teori længe været, at insektet udviklede sig sideløbende med de blomsterbærende planter i kridttiden for 136-65 millioner år siden. 

Men i 2018 lykkedes det en gruppe hollandske forskere at udgrave fossiler af 200 millioner år gamle skæl fra sommerfuglevinger i nogle klippestykker i Tyskland, og det tyder  på, at sommerfugle har eksisteret allerede i Juratiden (geologisk periode for ca. 206-142 mio. år siden), og dermed før der overhovedet var blomster.l

Forskerne fandt frem til de små skæl ved at ætse ældgamle klipper. Skællene, der er på størrelse med støvkorn, afslører mønstre, som vi kender fra grupper af sommerfugle og møl i dag.

»Fundene skubber evolutionen af gruppen med snabler – med en tunge – tilbage med 70 millioner år. Vores fund viser, at gruppen, der skulle have udviklet sig sammen med blomsterne, faktisk er meget ældre,« fortæller Bas van de Schootbrugge, der er medforfatter på studiet og assisterende professor på Utrecht University i Holland.

I Juratiden var Jorden domineret af nøgenfrøede planter, såsom nåletræer, der producerede en sukkerrig nektar for at fange pollen fra luften.

De tidlige sommerfugle har måske levet af den nektar, før blomsterne opstod for cirka 130 millioner år siden.

Når man betænker sommerfuglenes lange eksistens, så er det rystende at læse om med hvilken fart vi er i gang med at udrydde art efter art og at mængden af vilde dyr – mængden af flyvende insekter i luften – er svundet dramatisk ind i løbet af de seneste 100 år. Studie efter studie dokumenterer det. I 2017 skabte det chokoverskrifter, da en videnskabelig rapport beskrev det, der lignede et regulært kollaps for insektlivet i Tyskland og angiveligt insektlivet over det meste af kloden. Senest har et studie fra Danmark dokumenteret, at udbredelsen af sjældne sommerfugle i den østlige del af landet er skrumpet med 72 procent på bare 26 år. 

Korsgaards bog er et opråb om, at det er på høje tid, vi passer på vores natur. Selv om den er hædret som årets bedste fagbog, så er det ikke en fagbog om sommerfugle. Vi skal nok bide mærke i undertitlen - Hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde.. Det er en bog om at finde sommerfugle - og de tanker, som Korsgaard gør sig undervejs. Vi lærer sådan set ikke ret meget om sommerfugle.

Men efter jeg blev færdig med bogen, fik jeg lyst til at se Michael Stoltzes bog Danske sommerfugle, den bog Korsgaard brugte som udgangspunkt for sin planlægning af sine sommerfugleture. 

Og den var stor og flot og spændende. Så mit næste blogindlæg handler om sommerfugle.