Om litteratur om den danske slavehandel

I et Facebook-opslag den 12. september kom jeg med en anbefaling af romanerne Bargums synder af Sofie Malmborg og Rejsen til Madagascar af Kåre Lauring.

Jeg fik lyst til at udbygge med dette blogindlæg.

Som du kan se af den ene titel, kommer vi til Madagascar, men hovedindholdet af blogindlægget handler om De vestindiske Øer, hvorfor jeg har indledt med et kort over de tre øer, som Danmark havde som kolonier fra 1672 til 1917.

De tre øer udviklede sig meget forskelligt. Jorden på den vulkanske og kuperede Sankt Thomas blev hurtigt udpint af dyrkningen af sukkerrør. I stedet klarede øen sig pga. den fremragende naturhavn, omkring hvilken byen Charlotte Amalie voksede op. Sankt Jan blev opdyrket med tobak, bomuld og sukker; men øen var for lille til at få økonomisk betydning. Størsteparten af den danske sukkerproduktion kom derfor til at foregå på den relativt flade Sankt Croix, som fra begyndelsen blev systematisk udstykket i ensartede plantagegrunde. Øen rummede desuden de to byer Christianssted på den nordøstlige kyst og Frederikssted i den vestlige ende af øen.

Aktivitet på havnepladsen i Christiansted i 1815. Det var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer på den tid.

 Bargums synder handler om Frederik Bargum, som var en historisk person. En driftig og meget velhavende købmand og ham, der byggede Det gule Palæ i Amaliegade i København, nabo til Amalienborg, som dog blev bygget senere.

Bargums udgangspunkt er hans onkels tømmerhandel, men Bargum udvider aktiviteterne og tjener godt på långivning, vekselhandel og andre forehavnede, f.eks. får han eneret på dansk tobakshandel. Og han slår sig på slavehandel. 

I 1671 var dannet et selskab, Vestindisk-guineisk Kompagni , som havde som formål at kolonisere, drive slave- og sukkerhandel og administrere de danske kolonier på kongens vegne. Selskabet fik nationalt monopol på handel mellem Vestindien og Guinea, økonomiske særfordele, egen jurisdiktion og eneret på sukkerraffinering indenfor kongeriget og dets kolonier. Som modydelse skulle selskabet opretholde regelmæssige sejladser mellem kolonierne, sælge et angivet kvantum danske varer i kolonierne og fragte kongens gods vederlagsfrit.

Men i mange år var selskabet relativt uvirksomt. Gennem 1670'erne sendte selskabet kun få skibe af sted. I perioden 1687 til 1696 sendte selskabet ikke nogen skibe ud, men forpagtede hele handelen til en dansk og en norsk købmand.

Vestindisk-guineisk Kompagni genopstod i 1697 og oplevede i starten en vis økonomisk fremgang. 

Men at begive sig med slavehandel var en risikabel affære. 

Vestindisk-guineisk Kompagnis skibstrafik blev præget af uheld og forlis. Som fx da skibet Kronprinsen i 1706 eksploderede, og 850 slaver og søfolk omkom.

Det er den hidtil største katastrofe i dansk søfarts historie, og den transatlantiske slavehandel skulle i det hele taget vise sig at være et risikabelt og urentabelt foretagende med store økonomiske tab og endnu større menneskelige omkostninger.

Efter pres fra plantageejerne købte den danske stat i 1755 alle aktionærerne i Vestindisk-guineisk Kompagni ud, opløste selskabet og overtog øerne. 

Men i 1765 øjner Bargum chancen for en lukrativ slavehandel. Han opretter  Dansk Guineaselskab, og han overtaler kongen, Fredrik 5., til at give selskabet oktroj, dvs. eneret på slavehandel i 30 år, mod at det skal vedligeholde forterne i Afrika. 

“Det kongelige octrojerede danske guineiske Handelsocietet”  var selskabets fulde og fine navn.

Bargum bliver nu ikke rig på slavehandlen, tværtimod. Han får sendt et par skibe afsted, men det er svært at skaffe slaver  Og da et af skibene går ned på vej hjem med sukker- og tobaksrigdommene fra Vestindien, er det et hårdt slag. Dette, sammen med andre fejlslagne projekter betyder, at han går han fallit, og han flygter fra gælden. Dette er helt på linje med de faktiske begivenheder, men nu tager forfatteren sig adskillige kunstneriske friheder. 

Bargum er gift med sin kusine Leonora,  men ægteskabet er mislykket helt fra starten, og efter at de har mistet to børn, går det helt galt med deres forhold. De får endnu to børn, men moderen er nu psykisk ustabil og har slet ingen følelser for disse to.  I bogen drager Frederik Borgum efter fallitten alene afsted, men uden tanke for børnene forlader også Leonora dem for at  følger efter Frederik.  I nogle år turnerer hun rundt i Europa sammen med et engelsk par, før ægteparret igen forenes.  Børnene bliver hentet til  Åbenrå, hvor Frederiks bror er præst, og han tager sig af dem. Bogens tvist er, at nogle af kapitlerne fortælles af den efterladte datter, da hun er blevet voksen.

I virkeligheden flygtede den historiske Frederik Bargum sammen med sin kone og 2 børn.

Ægteparret havde ganske rigtig først 2 børn, der døde af kighoste og også de to, der blev efterladt, men hvis videre skæbne ikke kendes. Men derudover havde de to sønner, som de tog med, da de sammen flygtede fra gælden i København.

Bargum lod sig ikke slå ud af tilbageslag. I 1783 etablerer han et handelsselskab i Østrig. Han kommer i kontakt med fyrst Joseph ll af Schwarzenberg, som tilhørte et af de mest fremtrædende europæiske adelshuse og fungerede i en periode som protektor for komponisterne Joseph Haydn og Ludwig van Beethoven. Men fyrst Joseph ll interesserer sig også for kanaler.  

Fyrst Joseph ll af Schwarzenberg

Men hvad med finansieringen? I 1787 fik Bargum kejserligt privilegium på at opføre Østrigs første statslige bank, Wienerbanken. Bargum er som. nævnt god til at komme i kontakt med  brugbare rige folk og sammen med Fyrst Joseph ll af Schwarzenberg, prins Franz von Coloredo-Mansfeld og grev Friedrich von Nostitz-Rieneck opretter han Wiens første bank, som giver grundlag for den ønskede indtjening, der måske kan realisere projektet.  Wienerbanken og Bargum finansierer projekteringen af et omfattende kanalsystem gennem Centraleuropa.

Tiden i Wien bliver endnu en periode med megen selskabelighed og stor foretagsomhed. Men Bargum, hans hustru og hans bogholder kommer  i fængsel anklaget for svindel i Wienerbanken. Også dette overvinder han, og indtil sin død kommer han til at leve i sus og dus i Paris - nok af de penge han sandsynligvis havde fået gemt, før han måtte flygte fra svindelanklagen i Wien. Dette var facts om den virkelige Bargums liv.

Sofie Malmborg forbigår Paristiden og lader romanen slutte med en lidt underlig svævende, drømmende sekvens, og her synes jeg, hun bevæger sig for langt væk fra de historiske facts. Som det af og til sker, så bryder jeg mig ikke om bogens slutning.

Er du blevet interesseret i Bargums yngre år, så gå til Facebook-opslaget. Der fortæller jeg lidt mere.

På Facebook  fandt jeg anledning til at sammenholde Bargums synder med en anden roman Rejsen til Madagascar. Også Rejsen til Madagascar beskriver en historisk person, og hovedkaraktererne i de to romaner har en del tilfælles. Begge er dristige handelsmænd og har åbenbart let ved at overtale andre til at investere i deres foretagender. Begge tjener store formuer - og taber dem igen. Borgum er i stand til at rejse sig igen, og ligeså er Barrington til dels, han kæmper i hvert fald bravt, men Madagascarrejsen  ender katastrofalt.

På ét væsentligt punkt adskiller de to romaner sig. Malmborgs roman om Bargum er exo-fiction, dvs. den litterære genre,  hvor en forfatter blander fakta med fiktion ved at give en historisk person et opdigtet indre liv, samtaler eller handlinger, som ikke er dokumenteret. 

Bogen bygger på grundig research, men hun gør lysteligt brug af sin kunstneriske frihed. Det gør Kåre Lauring slet ikke. Lauring er ikke en skønlitterær forfatter. Han er historiker, så han holder sig strengt til facts. Selv kalder han sin bog for en biografi - endda en dobbeltbiografi, fordi den har to hovedpersoner, den engelske handelsmand Barrington og den danske kaptajn.  Jeg ville måske endda kalde den en rapport.   Var fortællingerne blevet til tv, ville Bargums synder være docupop og Rejsen til Madagascar en ren dokumentar. 

Lauring skriver selv i forordet, at formålet med bogen ikke er at fortælle den danske slavehandels historie, det er gjort andre steder. Formålet er at give et tidsbillede af de mænd, der havde slavehandlen som erhverv. At beskrive en enkelt rejse og en enkelt besætnings oplevelser. Give læseren lejlighed til at komme om bord, træffe 1700-tallets sømand og få lov til at sejle med.

Hovedpersonen i Rejsen til Madagascar er englænderen George Barrington.  I Facebook-opslaget fik bogen kun et par linjer. Det var længe siden, jeg havde læst den, og jeg kunne ikke helt huske den.  Men nu har jeg genlånt den, og Barrington er virkelig en farverig person, der fortjener mere omtale., og de indledende kapitler giver et spændende indblik  i merkantilismens store periode , hvor nationernes udenrigshandel var lagt i store statsstøttede handelskompagnier, der oftest havde monopol på handelen i et bestemt område. Fortællingen viser også hvor voveligt og risikofyldt nogle af datidens handelsmænd agerede i jagten på rigdom, og hvordan de efter fallit som en prop igen kunne dukke op og finde investorer til deres vidtløftige planer. Nogle af dem er af eftertiden blevet berømmet. I dag ville nogle af dem nok blive kaldt fusentaster og konkursryttere.

Vejen til succes i forretningslivet gik gennem gennem en ansættelse i et af disse monopol-kompagnier. Da George Barrington i 1720 blev ansat som skriver ved East India Company i Madras, lovede det derfor godt for den unge mands fremtid. Allerede et par år senere bliver han forfremmet til faktor, og i 1729 bliver han udnævnt til medlem af Rådet i Madras.

Ved siden af de job fik han også tid til at drive privat handel. Sammen med en kaptajn Widdrington ejede han en brig , der i 1727 blev opbragt af de franske myndigheder på Mauritius for at sejle med smuglervarer.

Bortset fra det lille uheld klarer han sig godt i Indien. Det må derfor være kommet som et chok for ham, da han i 1729, kun få måneder efter han er blevet medlem af Rådet, modtog ordre om, at han var forflyttet til kompagniets handelsstation Fort Marlborough på  vestkysten af Sumatra. 

Han afslår høfligst muligt den nye stilling, men kompagniets svar falder prompte. Det var ikke for ansatte i East India Company at afslå nye stillinger.  Barrington kunne betragte sig som fyret og skulle forlade Indien senest ved udgangen af 1730.

Det var et alvorligt tilbageslag for Barrington. Han vendte hjem til London og måtte finde nye veje. 

Barrington blev interloper. 

En interloper er en handelsmand, der bryder et andet kompagnis monopol og handler, hvad enten han har lov til det eller ej. Interloperne blev en alvorlig trussel for de etablerede kompagnier, der brugte megen tid tid og penge på at jage dem. I 1720 bestemte det engelske parlament, at East India Company skulle have lov til frit at jage og fængsle engelske undersåtter, der handlede ulovligt i Indien.

Ad snørklede veje kom Barrington til Gøteborg. Her havde  Colin Campbell  en anden britisk interloper - tidligere ansat i East India Company  i Indien - sammen med andre grundlagt firmet König, Thamm, Campbell & Co. 

Campbell blev i 1731 ophavsmand til  Svenska ostindiska Kompagniet.  I 1733 stod kompagniets første skib ud med Campbell selv som supercargo.  Men kort før afsejling havde han haft et møde med bl.a. Barrington og det var blevet besluttet at udruste et skib, der skulle sejle til Indien og grundlægge et faktori. Barrington skød 10 000 pund lig 50 000 daler, så noget havde han da fået samlet sammen i Indien , hvis ikke alle pengene var lånt.

 9. februar 1733 stod skibet Ulrica Eleanora ud med kurs mod Indien. Supercargo ombord var Barrington. 

I Porto Novo grundlægger Barrington et svensk handelsfaktori, men de engelske myndigheder i Madras og de franske i Pondicherry lader sig ikke bluffe. Nok vajede det svenske flag, men der var ingen tvivl om, at lederne af faktoriet var engelske. Faktoriet bliver angrebet af en stor styrke - 200 engelske og franske samt 400 indfødte soldater. Folkene i faktoriet må overgive sig, bliver arresteret og deres handelsvarer beslaglagt. Men det lykkes Barrington at flygte.

Barrington søger asyl på danske Trankebar, men får afslag. men en god bekendt, Isack Hanson holder ham gemt. Isack Hanson var født på St Domingo med en dansk far og var også tidligere ansat i East India Company. Under sin ansættelse her havde han ligesom Barrington ført en livlig privat handel og var i den forbindelse kommet til at plyndre nogle kinesiske handelsskibe. Kineserne gjorde gengæld og plyndrede nogle af East India Companys skibe og sendte også en klage over Isack Hanson til kompagniet, hvorefter Hanson fandt det rådeligt at søge asyl på Trankebar, hvilket han fik.

Men det blev sværere og sværere at holde Barrington skjult, og man risikerede at ødelægge forholdet til englænderne ipå den indiske kyst, så Barrington måtte væk og til Europa. Sammen med en officer og fire menige, der også var sluppet fra Porto Novo kom han om bord på et af Asiatisk Kompagnis skibe i Trankebar. Normalt skulle Barrington have betalt 240 daler for dem alle 6,  men Barrington måtte hoste op med 8oo. Penge han ikke havde, så han lånte 1350 daler med en rente på 50 % af Hanson, så varmere var venskabet heller ikke. Senest 21 dage efter hjemkomsten skulle lånet med renter tilbagebetales gennem firmaet Frederik Holmsted & Franz Feddersen i København.

Hvordan han fik betalt er et mysterium, for han havde mistet de 10 000 pund han havde investeret i Porto Novo-eventyret, og firmet König, Thamm, Campbell & Co var ikke til sinds at understøtte ham i nye eventyr. Barrington øjnede ellers nye muligheder.

Over hele Europa lød der på den tid rygtet om "det sorte guld". Om hvor nemtdet var at handle med slaver , og hvor fantastiske summer man kunne tjene. Ja, man kunne simpelthen ikke undgå det.

Madagascar er normalt ikke det første, man tænker på, når man taler om slavehandel. Men det er egentlig ikke mærkeligt, at Barrington valgte Madagascar, for den store ø var godt kendt i Gøteborg. der havde før Barrington kom til byen været planer om at oprette et svensk ostindisk kompagni med hovedkontor i Gøteborg og på Madagascar. Vigtigere for hans valg var nok, at han efter affære i Porto Novo ikke havde lyst til at handle Guineakysten, hvor han ufravigeligt ville støde ind i et andet engelsk monopol-kompagni - Royal African Company.

På Madagascar derimod var det anderledes. Både England og Frankrig købte slaver der, men der var ingen, der havde monopol, og alle kunne handle frit. og rygtet sagde, at slaver, der var købt der, var af bedste kvalitet, der var nok af dem, og de var billige. Billigere end på Guineakysten. 

Barrington skrev til Franz Feddersen, som var medejer af firmaet Frederik Holmsted og Franz  Feddersen og bogholder ved Asiatisk- og Vestindisk-guineisk Kompagni. Kompagniet havde forter på Guineakysten og i Vestindien ejede  kompagniet øerne St. Thomas, At Jan og St Croix. Et veletableret kompagni, anerkendt af alle.

Det var gennem dette firma, at Barrington havde betalt lånet til Isack Hansom tilbage. Men Barrington  må allerede da have kendt Feddersen, for også bogholder Feddersen  havde en fortid i Indien. Feddersen var startet som sekretær i Asiatisk Kpmpagni og i 1723-28, samtidig med at Barrington havde været  i Madras, havde Feddersen  været stationeret i Trankebar Det er  derfor sandsynligt, at  de oprindeligt havde truffet hinanden i Indien. Barrinton ville forhøre, om Danmark havde en frihavn på de Vestindiske Øer.

Og ja, Danmark havde en frihavn på St Thomas, men det var kun danske undersåtter, der havde ret til at sælge slaver på øerne. Det problem lod sig dog nok ordne, meddelte Feddersen, for dansk undersåt kunne jo også betyde borger på St Croix. De var i forvejen for en stor del englændere, så én fra eller til gjorde vel ingen forskel, og dermed blev Barrington borger på St Croix.

Prisen for en slave på St Croix, fortalte Feddersen, svingede fra 100 rigsdaler til 150 rdl. alt efter køn, alder og kvalitet. Dog måtte han indrømme, at de slaver, man normalt modtog på de danske øer, kom fra Congo, Angola eller Guineakysten., og man havde dermed ingen erfaringer for, hvordan slaver fra Madagascar ville sælge.

Ved siden af borgerskabet fik Barrington også lov til at foretage enrejse under beskyttelse af det danske kompagnis flag og et dansk rejsepas. Han fik løfte om at kunne købe fragt og forsyninger i København og  hvad der var vigtigst, han fik lov til at chartre et af det danske kompagnis skibe til turen.

Så gjaldt det finansieringen. Barrinton skrev, at han forventede at kunne låne penge af sine venner til en rente på 30 %. Til sammenligning var normalrenten i Danmark på det tidpunkt 5-6 %.  Så de 30 % skulle nok ses som et udtryk for, at Barrington var klar over, at Gøteborgs forretningsverden ikke mere havde den store tillid til ham.

Det ser ud til, at engelske venner skød penge i projektet, og at han selv lånte 3000 rdl.  i et engelsk eller skotsk firma i  Göteborg.  Ikke meget, men nok til de første udgifter og 2 1/2 måneds leje af skibet.

Så var Barrington klar til et vigtigt møde i København med Frederik Holmsted, direktør i Vestindisk -guineisk   Kompagni og ligeledes direktør i Asiatisk Kompagni og borgmester i København, medlem af Økonomie og og Kommercekollegiet, direktør for kattuntrykkeri på Blegdamsvej og et klædemanufaktur på Christianshavn. En mægtig herre. 

 Det var en lidt prekær sag, Barrington skulle ind og forelægge. Holmsted havde helt tilbage i 1727 afsagt sin dødsdom over den danske slavehandel Det var en skidt forretning, mente han. Op mod 200 000 rdl. havde  den ifølge borgmesterens beregninger kostet Vestindisk-guineisk  Kompagni, og det var på Holmsted foranledning, at  kompagniet i 1734 havde opgivet sit monopol på slavehandel.

Men Barrington er optimist og sætter sin lid til sin charme og gode overtalelsesevner. Og så viser det sig, at han er heldig og ankomme på det helt rigtige tidspunkt. 4 år tidligere havde Holmsted nemlig været drivkraften bag opkøbet af St Croix. Øen havde den rigtige størrelse  for plantagedrift, men den havde været dyr, 154 000 rdl. Efter overtagelsen var øen blevet inddelt i plantager, og dermed startede problemerne. Der var nemlig meget få i Danmark, der havde lyst til at rejse til Vestindien for at slå sig ned som plantageejer., og med hensyn til fremskaffelse af slaver stod det endnu værre til. Kompagniet havde opgivet sin ret til at sælge slaver, men underskud eller ej, tilførelsen af slaver  var nødvendig. Problemet var bare, hvordan skulle man skaffe dem? 

For en gangs skyld så det ud til, at den gode borgmester Halmsted havde rodet sig ud i en lidt tvivlsom investering, da der ud af den blå luft kom et brev fra Göteborg, hvori en englænder ved navn Charles Barrington tilbød for egen regning og risiko at rejse til Madagascar og hente slaver til St. Croix. Så Barrington blev modtaget med åbne arme.

I starten af juni 1737 var besætningen på plads, forsyninger og handelsvarer indkøbt og lastet og skibet Grevinden af Lauervigen stod ud med kurs mod Madagascar. En umådelig indtægt var i syne. Barrington forventede et overskud på 20 000 rdl.

 Skibet kommer ud for mange forhindringer. Besætningen er sammensat af englændere under Barringtons kommando og danskere under kaptajn Holsts kommando. Det giver mange problemer. 

 De første europæere, der kom til Madagascar var portugiserne i 1506. Da var Madagascar del af et arabisk handelsrige, der strakte sig fra Mellemøsten ned langs østkysten af Afrika og ud over Det indiske Ocean til Indiens vestkyst. På Madagascars nordkyst havde araberne anlagt handelsstationer, hvorfra de forsynede deres handelspladser  i Afrika og Indien med ris, kvæg, frugt og ikke mindst slaver.

Med portugisernes ankomst i Det indiske Ocean gik det arabiske handelsrige i opløsning. Araberne blev slået ud, da portugiserne overtog deres handel, og snart strakte et net af portugisiske forsynings- og handelsstationer sig ud over landene omkring Det Indiske Ocean.

På Madagascar fik araberne lov at blive og var der endnu i 1737. Portugiserne var ikke interesseret i landet, men anlagde i stedet en forsyningsstation på østkysten af Afrika, på en lille ø de kaldte Mocambique.

Heller ikke hollænderne var, da de i slutningen af 1500-tallet begyndte at blande sig i handlen i Østen, interesseret i Madagascar, men foretrak Kaplandet, hvor de grundlagde Kapstaden, som også de engelske og franske skibe helst benyttede.

Madagascar lå godt placeret for de arabiske handelsveje, men dårligt for europæernes, hvis sejlruter til Indien og Kina løb helt nede  omkring 35-40 grader sydlig bredde. Der gik da også omkring 150 år, efter at portugiserne første gang  var kommet til landet, før de første europæere slog sig ned  langs kysterne af Madagascar.

I 1642 grundlagde  Frankrig således to kolonier, en på sydøstkysten, som de kaldte Port Dauphin og en på nordøstkysten, som de kaldte  for Marie. I 1644 anlagde engelske kolonister, under ledelse af en tidligere faktor  ved East India Company, en koloni på vestkysten, som de gav navnet St Augustin. 

Da de franske og engelske kolonier blev grundlagt, havde europæerne store forventninger til mulighederne på Madagascar for landbrug og slavehandel. De blev snart klogere. Klimaet var elendigt med en fugtig tung hede, der lagde sin klamme malariahånd over bosættelserne. De indfødte var alt andet end gæstfrie og absolut ikke indstillet på at blive solgt som slaver. Kun et år efter grundlæggelsen blev den engelske koloni opgivet. De franske kolonister holdt ud lidt endnu, men i 1671 havde de også fået nok. Kolonierne blev nedlagt og de sidste kolonister hentet hjem.

De næste europæere, der kom til Madagascar var sørøvere. De var blevet jaget ud af Vestindien og var så flygtet til Madagascar, hvor de slog sig ned på østkysten, hvorfra de plyndrede de rige handelsskibe, der gik mellem Europa, Indien og Kina. I ca. 20 år var piraterne en konstant trussel imod handlen på Østen, indtil 1721 hvor en fælles  europæiske flåde slog til mod piraternes base på Madagascar, fangede piraterne og brændte deres skibe.

Igen var Madagascar forladt af europæerne, og det var det endnu i 1737, men det var ikke et totalt ukendt kontinent, som George Barrington og hans besætning fik kending af den 10. december 1737.

 Det bliver en svær tid for Barrington. Selv om han inviterer de indfødte - selv kongen - på mad og drikke og rundhåndet deler gaver ud, så lykkes det stort set ikke at få købt slaver. Barrington lader sig endda vi til kongens datter for at se, om det kan gøre kongen mere medgørlig, men prinsessen dør ganske kort efter.

Hertil kommer, at uenighederne mellem Barrington og kaptajn Holst forstærkes.

Efter 6 måneder vil kaptajnen og det meste af besætningen forlade øen. Barrington sammen med en håndfuld mænd vælger at blive. Med gæld til alle sider har det nok ikke været tillokkende at vende tilbage til København med det pauvre udbytte, de få slaver, der var blevet indkøbt, kunne indbringe.

Bare 52 slaver blev det til, og da  Grevinden af Lauervigen efter mange genvordigheder når St Thomas i februar 1739, er kun 28 slaver i live. De bliver dog solgt til en god pris og efter en nødtørftig reparation bliver Grevinden af Lauervigen lastet med sukker, bomuld og pokkenholt (en hård og tung træsort), og i slutningen af august når skibet København. Nu begynder et tovtrækkeri om udbetaling af løn til besætningen og søforhør over indtrufne begivenheder tager fat.

Det forventede overskud på 20 000 rdl. endte med at blive et underskud på 12 233 rdl. 

Hvad der blev af George Barrington, ved vi ikke. Han var færdig som forretningsmand i Europa, men Europa var kun en lille del af verden. Hvem ved, hvad der gemte sig  af muligheder for en eventyrer som ham.

Kåre Lauring har  undersøgt Guineisk Kompagni - det kompagni som Bargum fik kongelig privilegium til at oprette, og som han blev direktør for, og Lauring har beregnet, at selv om kompagniet indsatte fem skibe i trekantsfart i årene 1767-1777, førte de kun 2.400 slaver til Vestindien på 14 rejser, og man nåede kun at sælge 1.700 slaver til franskmændene. Med de meget store udgifter, bl.a. til forterne i Afrika, gav selve slavehandelen derfor et væsentligt underskud på 423.000 rigsdaler. Dette kunne langtfra opvejes af den fortjeneste, der var på sukkerhandelen.

Det er lidt underligt at læse to bøger, som omhandler slavehandel, men kun fortæller om det som en forretning og om bagmændene og intet om slaverne. Men som Lauring skriver i sin indledning, det har andre gjort før ham.

I vores bogreol står der tre gulnede paperback-bøger indkøbt for henholdsvis 58, 58 og 78 kr. Priserne er af Barkholts boghandel indført med blyant på indersiden af bogomslagene. Bøgerne er Thorkild Hansens mesterlige trilogi Slavernes kyst, Slavernes skibe og Slavernes øer,  der udkom i 1967, 1968 og 1970 og indbragte Thorkild Hansen Nordisk Råds Guldmedalje. Bøger der gjorde et dybt indtryk på mig.

At bøgerne ikke er skrevet i dag, ses alene af det faktum, at Thorkild Hansen tør bruge ordet neger. Han er i det hele taget meget bramfri og tørt konstaterende i sine skildringer.

At referere en hel trilogi er umuligt. Jeg vælger at citere et par udvalgte  afsnit fra Slavekysten og Slavernes skibe.

"Nogle negre var dog bedre end andre.Den mongoloide befolkning på Madagascar levede for langt fra trekantsruten, og når de små gullig-brune buskmænd fra Sydafrika eller de pygmoide stammer fra Ituri-skovene i Central-Afrika ved et tilfælde dukkede op under en slavehandel, ville den hvide opkøber selv i beruset tilstand øjeblikkelig decimere prisen. De slanke, tyndlæbede hamitter mellem Senegal og Ethiopien blev heller ikke eksporteret i større omfang. Efterspørgslen samlede sig om de rent neggroide stammer, der levede mellem savannen og Sydkysten af Vestafrika, og især gav de vestindiske plantageejere høje priser for de såkaldte koromantyrer, et navn der kom fra byen Coromantine, som ifølge Monrad  var hovedstaden i Ashanti, i dag Kumasi. Koromantyrerne betragtedes som ualmindeligt hårdføre og modige, de var arbejdsomme, og de tålte de hårdeste straffe. Bryan Edwards fortæller i 1792, at noh´gle børn fra Ibostammen græd, da de blev brændemærket, mens koromantyrdrengene i den samme gruppe hånlo ad iboerne og selv tog imod det glødende jern, uden at der kom en lyd over deres læber.Til gengæld blev disse folk ofte ledere af slaveoprør, men et forsøg på at begrænse importen af dem ved hjælp af en særskat mislykkedes. Folk ville kun have koromantyrer. Moderne amerikanske navnestudier viser i overensstemmelse med Monrads udsagn, at disse slaver kom fra Ashanti og omboende stammer. I centum af dette område lå det danske fort, og en stor del af de slaver, danskerne leverede, var koromantyrer.

Nøgne vildmænd, der lige er rystet ned fra træerne. Primitive stenalderfolk, som ikke kunne regere sig selv. Dyriske kannibaler og blodige afgudsdyrkere. Sådan lød danskernes syn på afrikanerne, og heri så de den rimelige berettigelse i at bringe dem over til De vestindiske Øer. De ville hjælpe dem udaf regnskovens dæmoniske mørke og ind i civilisationens lys. Nye arkæologiske undersøgelser er her kommet til andre resultater. Et af de ældste kendte billeder af mennesket, malet af en neger på en klippe i Tassilibjergen, 4 000 år før den første ægyptiske konge var født.  500 år før vor tidsregning havde havde disse vildmænds forfædre skabt Nokkulturen, hvis  terrakotta-figurer blev forløbere for den forfinede portrætkunst i Ife, i dag betragtet som som et af verdenskunstens  højdepunkter. De stenaldermennesker, danskerne mødte, kunne udvinde og forarbejde jern og havde kunnet det i 1 500 år."

---

"Det er rigtigt, at mange af dem aldrig havde set et hjul, men de havde udviklet deres eget retsvæsen, deres egen arkitektur, og deres egen musik, de forarbejdede metaller, besad en højtstående keramik og vævekunst, ejede udstrakte landbrugsejendomme med fåre- og gedeavl. Men det hjalp dem ikke, da europæerne dukkede op.De havde ikke fulgt ordentlig med i verdenshistorien, De var lukket ude fra den. Af Atlanterhavet. Af Det indiske Ocean. Af Sahara. På tre væsentlige områder stod de klart tilbage for de fremmede. De havde ikke noget skriftsprog. Og værre end deL De kunne ikke destillere brændevin. Og værre end det: De kunne ikke blande kulstøv, salpeter og svovl i det rette indbyrdes forhold. De var ikke civiliserede. De kunne ikke lave krudt."

 Thorkild Hansen fortæller om Wulff, en ung mand der kommer til Guinea for at gøre karriere, og  fortæller om Wulffs oplevelser i starten af opholdet .

"Wulff plages ikke længere af det ubehag, der greb ham, da han første gang overværede sådan en piskning på det hollandske fort.Det er kun den, der er ubekendt med de lokale omstændigheder, der synes, man handler despotisk og tyrannisk, skriver han. Man behøver blot at være 8 dage i landet, så indser man selv den absolutte nødvendighed. Negren må behandles strengt, han må have respekt for den blanke, og frygt må der indgydes i ham.

Nytårsmorgen da han havde været i landet  2 måneder, efterlever han disse læresætninger. 

"Om morgen pryglede jeg en af mine drenge, fordi han ikke var fornøjet med det pantier, som jeg havde givet ham i nytårsgave, og fordi han var yderst grov. Han er nu meget flink, men jeg venter kun på en lejlighed til at lade ham give 25 slag af et sikkerhedsfelt og så et spark for enden og ud af Citadellet; han er en stor tyveknægt og meget brutal, hvilket jeg ikke ynder."

Det, jeg husker bedst fra Slavernes skibe, er den illustration, som de fleste nok på et tidspunkt har set et eller andet sted: illustrationen af, hvordan slaverne var pakket på hylder på slaveskibene.

Hver voksen mand kunne have 182 x 41 cm at ligge på
og have 80 cm op til næste lag af mennesker. 

Thorkild Hansen skriver:

"Hvor mange afrikanere, der kunne være i sådant skib, når de fornødne hykder var smækket op, afhang bl.a. af kaptajnen. Man skelnede mellem to slags slavekaptajner, "the loose-packers" og "the tight-packers". De første mente, de kunne reducere dødeligheden ved at give deres slaver lidt mere plads, og andre fandt, at nettoindtægten altid ar større med en større ladning. Kompagniets direktion i København syn nærmest at have hældet til den sidste opfattelse, i hvert fald udbetalte de gennem hele perioden høje præmier til kaptajnerne efter, hvor mange slaver de fik levende til Dansk Vestindien. På fire sejladser  inden for 7 år døde over 1 500 afrikanere på danske skibe." 

I 2016, 2017, 2019 udgav Mich Vrå sin trilogi Håbet, Peters kærlighed, og Faith, og den er lige så mesterlig som Thorkild Hansens og en spændende og tankevækkende læseoplevelse. Hvor Thorkild Hansens bøger har karakter af en rapport - en afhandling - er Mich Vrås bøger ren skønlitteratur, hvor vi kommer tættere på personerne og deres følelsesliv. Vrås bøger er dog lige som de øvrige, jeg omtaler bygget på utallige historiske kilder, og den er opbygget udelukkende af breve. 

Aktørerne i Håbet er Anton Frederiksen, hans datter Maria, lægen Jan Marcussen, professor Mikkel Eide, slavepigen Afi og Peter von Scholten.

Anton Frederiksen er slavehandler. På en sejlads i 1788, hvor hans kone og ægteparret Marcussen er med om bord, finder et slaveoprør sted. Fru Marcussen dør, fru Frederiksen bliver voldtaget og føder en datter, da de er i land  på St. Thomas. Famillien Frederiksen vender tilbage til Danmark. Men Anton er færdig med slavetransport. Husturen vil ikke vide af datteren, som kommer til at bo hos en tante.

15 år senere får Maria lov til at komme med på enoget, der skulle være en kortere sejlads til Frederikshavn sammen med sin far, men de bliver forhindret i at komme iland i Frederikshavn og må følge med helt til St. Thomas, hvor hun ender med at blive.

Også lægen  Jan Marcussen blev på St Thomas 15 år tidligere. Nu er han ejer af plantagen Solitude, og han er blevet ret forrået.

Professor Eide kommer til St Thomas med den opgave at samle stof til en bog med titlen Danskernes forbrydelser. Gennem ham hører vi om livet på øen. Han får ophold hos Marcussen, som han forfærdes over, men også bliver ven med.

Andel del af trilogien hedder Peters kærlighed og er centreret omkring Peter von Scholten, men den mangler i reolen mellem de to andre. Og vi diskuterer stadig, om vi aldrig har købt den. Men så må jeg have lånt den på biblioteket, for jeg har læst den, men husker ikke meget.

Med Faith er vi helt fremme ved 1917, hvor Danmark afstår øerne til amerikanerne, og i den følges mange tråde op fra 1. del af trilogien. Men på eleganteste vis bliver vi sammen med præsten Kjeld Jensen taget med tilbage  til 1667.

Kjeld Jensen fortæller:

"Vi kom til St Thomas for et år og ti dage siden. Niogtredive mænd og Elleve kvinder.  Senere kom endnu toogfyrre nye kolonister, fireogtredive mænd og otte kvinder. Vi fik selskab af hollændere, englændere, franskmænd, svenskere, spaniere, næsten alle mænd med erfaring fra andre kolonier, andre øer.

Regnskabet siger at et hundrede og toogtyve sjæle gennem der senestet år har boet i vores koloni. I dag er vi otteogtyve tilbage. Mange er rejst, langt flerre er død. Når feberen tager fat, breder den sig som råddenskab i en tønde med godt drikkevand; K med ét ser man hvor skrøbeligt det menneskelige legeme er, hbor nemt det er at opgive ånden."

Men kun få af hollændernes negre er døde af sygdomme. Når de falder, er det i marken. De arbejder hårdt; det er nemt at holde dem i gang fra daggry til solnedgang med det hårde slid; de evner ikke at sige nej; de er aldeles føjelige. Som afrettede dyr."

I september 1668 giver Kjeld Jensen op og skriver et brev hjem, hvor han beder om skibslejlighed tilbage til Danmark for sig selv og de øvrige sidste 5 kolonister, der er i live. Herefter er det fra marts 1680 den nye guvernør Jørgen Iversens Dyppels memoirer, der fører os gennem dele af De vestindiske Øers historie.  

Jeg har af og til tænkt på, hvordan det egentlig gik til, at vi fik kolonierne i Vestindien.

På Kim Greiners hjemmeside fandt jeg en forklaring. Kim Greiner er tidligere havemester i Landbohøjskolens Have. Greiner har rejst i et utal af verdens lande. Nu lever han af at skrive bøger og holde foredrag og guide byvandringer i København.

Greiner har skrevet bogen Dansk Vestindien, men den ligger også tilgængelig på nettet på 5 hjemmesider. Dem har jeg benyttet mig af.

Greiner fortæller, at han faktisk selv har en slaveejer i familien i form af hans tip-tip-tip oldefar Ole Augustinussen Fremming, der blev født den 14. marts i det herrens år 1759 i Christiania og døde 24. marts 1804 på St. Thomas. I 1802 drog han til Dansk-Vestindien, og foruden plantageejer var han landfoged på St. Jan, men inden rejsen fik han malet sit portræt til sin hustru Marie Christine Nelle med følgende vers malet på portrættet: "Til fjerne Kyster Skæbnen bød mig drage. I disse Træk jeg blev hos Dig tilbage”. Den gode Ole Fremming havde heldigvis fået nogle børn med Marie inden sin afrejse bl.a. min tipoldefar Christian Fremming, for Ole døde allerede to år efter af tropefeber og blev begravet på St. Thomas. 

Her er uddrag af, hvad Greiner fortæller om etableringen af Danmarks kolonier i Vestindien:

I begyndelsen af 1600-tallet var alle større nationer repræsenteret i Caribien, og der flød enorme rigdomme tilbage til moderlandene. En ø kunne i begyndelsen skifte nationalitet så hurtigt, at sproget ikke kunne følge med, således at man på franske øer talte engelsk og omvendt. Der er eksempler på, som med den lille ø Statia, at den skiftede ejere 22 gange.

Med alle de duftende, nye varer fra Amerika, der flød forbi Kronborg på de hollandske handelsskibe og blev fortoldet i Helsingør, blev det lille kongerige Danmark/Norge efterhånden klar over, at det også hellere måtte være med. 

Christian 4. ville egentlig gerne have en handel i gang, men han havde også sit at se til hjemme med at bekrige svenskere og tyskere. Private, driftige købmænd begyndte derfor at investere i togterne, og de hjembragte sukker, tobak, ingefær og ædle træsorter til København, men med alle de farer, der lurede, var det ikke bare noget, den enkelte købmand turde investere i.

På initiativ af Erik Niels Smit, der havde været kaptajn på flere togter til Caribien, blev der dannet et kompagni, som Frederik 3. gav særlige toldfordele. Smit foreslog i 1665, at kongen skulle indtage St. Thomas, så Danmark kunne få en fast base derovre i steder for bare at sejle frem og tilbage. Spanierne havde ryddet St. Thomas for indianere, så ud over nogle få hollændere lå den nærmest øde hen, og så havde den en perfekt naturlig havn. St. Thomas var navnet på en engelsk pirat, men han boede der ikke mere, og hollænderne havde intet imod danskerne, der kunne beskytte dem mod pirater. 

6. maj udnævnte kongen Erik Niels Smit til guvernør over St. Thomas, og 1. juli 1665 stævnede han ud med det gode skib ”Eendragt” og nåede lykkeligt øen, hvor han lod Dannebrog gå til tops, og Danmark var blevet 83 km2 større. Hurtigt købte han nogle varer på nogle af de andre øer og sendte skibet tilbage med tobak, sukker, kakao, kanel og nogle skildpadder, så de derhjemme kunne se, at de havde gjort en god investering. 

Desværre døde Smit kun et halvt år efter, så det blev koloniens præst Kjeld Jensen, der bombastisk overtog styret. Han indkaldte til rådslagning, og alle skulle de sværge troskab til den danske konge og love, at de ville overholde de danske helligdage. Til gengæld måtte de dyrke deres egen religion, når blot de lovede, at de ikke ville prøve at omvende lutheranerne. Denne religionsfrihed ville senere få stor betydning, men foreløbig så det sort ud, for der var hverken mad eller brændevin, og piraterne plyndrede i et væk. De sidste danskere tog hjem igen i 1668, men Dannebrog blafrede dog stadig på øen.

I 1671 og med Christian 5. som storaktionær oprettede en række købmænd Dansk Vestindisk Guineisk Kompagni, og der blev sendt to nye skibe af sted med masser af materiale til nye bebyggelser.

Den erfarne vestindienfarer Jørgen Iversen Dyppel var med som guvernør, og om bord var der desuden 190 danske og norske mænd og kvinder, heriblandt 62 straffefanger, der snart kom til at savne deres gamle, klamme, mørke fængselsceller. De fleste af de andre var servinger, der skulle arbejde for kompagniet i tre år, hvorefter de ville få deres egen jord.

Turen over Atlanten skulle normalt tage tre måneder, men denne kom til at tage syv måneder, og undervejs var der 77 døde, og efter nogle få måneders hårdt slid på St. Thomas var der kun 29 tilbage af den oprindelige flok. Nogle hollændere og englændere, som var forvist eller flygtet for straf fra andre øer, ville gerne hjælpe til på St. Thomas, og danskerne tog imod dem med kyshånd og det endda uden at kikke på anbefalinger eller kontrol af rene straffeattester. 

Den danske guvernør fik købt en mulat, to indianere og seks sorte slaver, og dermed var den danske slavehandel indledt. Senere købte han et parti slaver fra et forlist skib, men de  døde alle inden for et par uger. 

I 1673 fik guvernøren afskibet 100 ton sukker og andre gode sager fra øerne, men formentlig havde han handlet sig til det, mere end han havde produceret det.

I 1675 blev Danmark igen større, idet Dyppel uden at nogen lagde mærke til det, indlemmede den lille naboø St. John i kongeriget, der nu blev forøget med endnu 50 km2. Siden fik han bygget Fort Christian i Charlotte Amalie, som blev det første danske fort på øerne. Guvernøren havde de fornødne militærtekniske håndbøger med sig, så fortet blev opført efter bogen med bastioner og skydeporte til kanonerne. Fortet var så stærkt, at det kunne afvise et fransk angreb i 1678. 

På fortet var hans egen beskedne bolig, der var spartansk som en klostercelle. Desuden var der køkken, proviantkammer, sovesal for soldaterne, geværhus og skrivestue. Midt i gården havde han rejst en svær planke, så de syndere, der faldt for hans strenge retfærdighedssans, kunne få de behørige 150 piskeslag med en firlinet pisk. Det var slaverne selv, der skiftedes til at slå på de slaver, der skulle straffes, og de skulle lægge kræfterne i. Undertiden lykkedes det slaven, at kvæle sig selv under afstraffelsen, men Iversen havde en brændende fakkel parat, så han kunne svitse slaven på sidebenene, så han snappede efter vejret. Slaverne kunne af gode grunde ikke lide at være på øerne, men det kunne planterne (plantageejerne) faktisk heller ikke, for guvernør Dyppel regerede med hård hånd, hvor selv små forseelser blev straffet hårdt. Med dette rædselsregime, sygdomme, død og hede var det svært at tiltrække nye bosættere fra Danmark.

Den vrede straffedommer Dyppel havde sin kone hjemme i København, og hun skulle komme, når deres barn var født, men hun kom ikke. Dyppel blev mere ond og vred, og begyndte at drikke killdevil, der var navnet på den lokale rom. Killdevil blev fremstillet af skummet fra sukkerkogningen, blandet med sirup, sat til gæring og destilleret og senere solgt i Danmark under navnet St. Croix-rom. Drikken havde en høj alkoholprocent, og i starten dulmede det Dyppels smerte, men dæmpede ikke hans vrede, og så gik det ud over alt og alle.

Så kom der brev fra København, at på grund af krigen mellem Danmark og Sverige havde hans kone ikke kunne få skibslejlighed, og i mellemtiden var hun faktisk død. Mere druk, meget mere druk, og til sidst kunne han ikke mere og fik skibslejlighed til København, hvor han skulle stå skoleret for direktionen. Jo, der havde været visse uregelmæssigheder, der var blevet pisket, fængslet og dræbt også uden dom, men det var jo trods alt småting, for regnskaberne var i orden. Så der var ikke noget at straffe for. Da guvernør Dyppel rejste tilbage til Danmark i 1680, var der da også på øerne etableret 46 plantager med 156 hvide, 175 sorte slaver, tre frinegre og en enkelt indianer. 

Efter nogle år havde Dyppel det bedre og fik sig en ny kone, Margrethe Christensdatter, med hvem han fik en datter, og så ville han tilbage til St. Thomas og nyde sit otium på sin gamle plantage ”Dyppelmands Kloster”. Men ak, undervejs blev der mytteri på skibet. Margrethe blev voldtaget efter tur af mytteristerne, og Dyppel blev kastet over bord. De formastelige blev dog senere pågrebet og blev knebet med gloende tænger og lagt på hjul og stejle ved Vesterport.

Den næste guvernør, Nicolaj Esmit, havde 30 års erfaring med Caribien, sagde han, men hurtigt viste det sig, at han var en katastrofe, idet han kun sørgede for sig selv. Kompagniets interesser tog han sig ikke af, og han gik i ledtog med piraterne, og efterhånden kunne man ane, at hans 30 års caribiske erfaring nok mere var hen imod sørøveri end administration. 

Men her forlader jeg Greiners muntre fortælling og vender tilbage til Mich Vråa roman.

Ind mellem afsnittene fra 1667 og 1917 tager Mich Vrå os også med til 1878. Maria fra bog 1 har arvet Solitude efter Jan Marcussen, og nu møder vi den voksne Carl Netlock - en lille dreng som Maria i sin tid tog til sig - og på den måde  får Mich Vraa fortalt om mange begivenheder på øerne, især om Fireburn - et stort oprør blandt tidligere slaver, hvor de foretog afbrændingen af marker og plantageejendomme rundt omkring på St. Croix. Omkring 50 plantager og det meste af Frederiksted blev brændt ned. 

Mich Vrå har en spændende vinkel på sin fortælling og kommer godt rundt om historien om slaverne og deres hvide ejere,  og samtidig er det er fortælling om Faith, der begynder at søge efter sine rødder. Jeg anbefaler varmt Mich Vrå trilogi, og tror faktisk jeg skal have den genlæst.

I Bargums synder spekulerer Bargum på et tidspunkt om han ikke hellere skulle koncentrere sig om forretning på land - altså på De vestindiske Øer og holde sig ude af slavetransporten, men det får han ikke gennemført. Det skulle han nok have gjort, for det var ikke slavetransporten med efterfølgende salg af slaver, der gjorde folk rige. Nej, det var slavernes arbejde på plantagerne. Det var sukkerproduktionen.

Ernst Schimmelmann var slaveejer med 4 store sukkerplantage på Sankt Croix med over tusind slavegjorte.  Det var det, der gjorde ham til en af Danmarks rigeste - måske endda Danmarks rigeste mand. 

Familiens plantager var La Grange og Grande Princesse, som var de to største på Sankt Croix, og de noget mindre plantager Thomas på Sankt Thomas og Carolina på Sankt Jan. Tilsammen var der i 1782 så mange som 1.028 slaver på plantagerne, hvilket gjorde Schimmelmanns arvinger til den største slaveejer i kolonien – og til en af de meget store slaveejere i Caribien i det hele taget. I alt producerede de fire plantager i runde tal 450 tons råsukker og 130.000 liter rom om året.

Plantagerne havde han arvet efter sin far   H.C. Schimmelmann, der var kongelig økonomisk rådgiver. H.C. Schimmelmann anbefalede Frederik 5. at sælge de kongelige plantager i Vestindien, fordi de var i dårlig stand. Kongen syntes godt om rådet og solgte plantagerne til spotpris til køberen – såmænd H.C. Schimmelmann. Han var var også  medejer i selskabet, som førte slavegjorte fra Guldkysten.  Fra sine forretningskontorer i København forstod H.C. Schimmelmann til fulde at trække i trådene og forøge sin formue. Han havde aldrig sat sine ben hverken i Afrika eller i Dansk Vestindien.

Heinrich Schimmelmann med et portræt af sin hustru og en kammertjerner.

Sønnen Ernst Schimmelmann bidrog til forbuddet mod handel med slavegjorte ved i en rapport at påvise at slavehandlen både var en underskudsforretning og samtidig umenneskelig. Her redegjorde han også for, at hvis de slavegjorte behandledes bedre, kunne den store børnedødelighed, som hvert år betød en stor nedgang i antallet af slavegjorte på de danske øer i Vestindien, mindskes. Schimmelmann havde altså fokus på at forbedre behandling af de slavegjorte på samme måde som forbedring af behandlingen af husdyr. Det var transporterne af slavegjorte fra Afrika, han var imod, ikke selve slaveriet. 

Tilsyneladende nåede Ernst Schimmelmann sine konklusioner ved at sammenholde argumenter fra to forskellige: Lægen Paul Isert og Hans West, som var førstelærer og senere rektor på St Croix.

Paul Isert kom til Guldkysten som kirurg, men befandt sig ikke godt og blev isoleret fra de øvrige europæere. For at komme hjem måtte han med et slaveskib til Vestindien. Der var ingen direkte linje tilbage til København. Isert forfærdedes over forholdene, både på skibet og på plantagerne på St. Croix. Da han endelig nåede hjem, fik han foretræde for Schimmelmann og forelagde ham forelagde ham den ide i stedet at anlægge plantager og dyrke sukkerrør i Afrika og opgive slavetransport og slaveriet i Vestindien. Schimmelmann var umiddelbart positiv over for ideen og gav Isert en anvisning på 1795 rigsdaler, og i de følgende måneder lod Schimmelmann udarbejde en detaljeret instruks for, hvordan Isert skulle virkeliggøre sine ideer. Isert kom afsted til Afrika og kom i gang med at anlægge en plantage, men både Isert selv, hans kone og lille barn døde snart.

Men så blev Schimmelmann bekendt med Hans West. Hans West havde boet og arbejdet på De vestindiske Øer i flere år. Han havde læst Iserts beretning om forholdene for slaverne og mente, den var løgn fra ende til anden.

West slog fast, at man aldrig hører ordet slave i Vestindien, thi de omtales kun som neger eller negerinde, og disse mennesker er da også friere og lykkeligere, end ordet slave antyder. Når f.eks. negerinderne lægger deres nøgne børn på jorden under arbejdet, er det til børnenes bedste, for de kryber og tumler rundt, og de er næppe to år, før de bliver sat til en eller anden sund beskæftigelse.

Negrene får også rigelig føde, og der spares intet, hvis en neger skulle skrante lidt, for så står der straks både læger, jordemoder, lægemidler, madeiravin og sagomel til rådighed, og alt er til den syges tjeneste. Negerne har det derfor godt efter rektor West mening, selvom de er lade, onde og tyvagtige og lugter værre end en ulykke, så man må træde ud af deres spor for at undgå den kvælende ubehagelighed.

Men der er jo et problem, idet der dør to negre for hver gang, der fødes en ny, så slavebestanden går hele tiden ned ad bakke, hvis der ikke tilføres nye slaver. West foreslår derfor at forøge slaveantallet med 10.000 nye slaver og så håbe på, at den naturlige forplantning kan vedligeholde bestanden.

West havde yderligere en plan, idet han foreslog at oprette et ”colonialinstitut”, hvis formål skulle være at sikre den fremtidige slaveavl. Sunde, unge, stærke afrikanere af begge køn, dog to kvinder for hver mand, skulle bo under de bedste forhold med rigelig kost og minimalt arbejde og kun koncentrerer sig om at udklække slavebørn, som så kunne sælges til planterne.

Historien om Wests indflydelse på Schimmelmann er jeg ikke stødt på andre steder end hos Greinert. Men et sted må han jo have det fra. 

Greinert afslutter denne del af sin fortælling med ordene:
"Da den gode Ernst Schimmelmann hørte og læste Wests beretning, fik han det straks bedre igen, for alt i alt var det jo kun sorte barbarer, der fik styr på deres indre ondskab ved at udføre hårdt arbejde fra morgen til aften, og det takket være de blanke."  Den konklusion må vist stå for egen regning, både Schimmelmanns og Greiners.

Men faktum er, at i 1792  vedtog Danmark, at slavetransporterne skulle ophøre, men forbuddet skulle først træde i kraft i 1802. En absurd tilføjelse. Nu fik forretningsfolk med statens velvilje travlt med at få så mange som muligt transporteret over i de ti år man havde. Endnu værre, at man nu - på linje med Wests argumenter - forsøgte at skaffe så mange kvindelige slaver som muligt, som så kunne fungere som avlsdyr, så der kunne fødes så mange - gratis  - slaver som muligt, så det blev unødvendigt at hente flere slaver i Afrika.

Ernst Schimmelmann opnåede en bemærkelsesværdig politisk karriere, og efter  statskuppet mod den sindssyge Chr. den 7 i 1784, satte Andreas Peter Bernstorff, Christian Ditlev Reventlow og Ernst Schimmelmann sig  på regeringsmagten i Danmark med Schimmelmann som finansminister. På den post kom han til at lægge ryg til Statsbankerotten i 1813 og  blev afskediget som minister samme år. Skønt langtfra altid enig med den regerende kronprins, senere Frederik 6., faldt Ernst Schimmelmann aldrig i unåde, og den stærkt aldrende mand blev i 1824 på ny udnævnt til en vigtig post, nemlig som udenrigsminister. Han døde i embedet syv år efter.

Modsat faderen boede Ernst Schimmelmann og hans kone, Charlotte Hedevig lensgrevinde Schimmelmann, født Schubart, en årrække på planterne på St Croix.

Da ægteparret vendte tilbage til København medtog lensgrevinden sin yndlings-slave, men ikke hendes lille dreng. 

Charlotte Schimmelmann var sin mands fortrolige, og hun havde stor indflydelse på ham. I begyndelsen fungerede hun ved Schimmelmanns side, men som årene gik, tog hun mere og mere over.

Lensgrevinde Charlotte Schimmelmann

 

Palæet i Bredgade, nu Odd Fellow Palæet, og landstedet Seelust, nu Sølyst, ved Klampenborg, dannede rammerne om et internationalt liv i den overdådigt rige overklasse. Charlotte blev salonværtinde og samlede eliten inden for politik, økonomi, diplomati og kunst på en i Danmark hidtil uset måde. Hendes mæcenvirksomhed fik særlig betydning for Jens Baggesen, men også Adam Oehlenschläger, Bertel Thorvaldsen, Heinrich Steffens og Friedrich Schiller nød godt af hendes omsorg.

Om vinteren fandt Charlotte Schimmelmanns saloner sted i Schimmelmanns Palæ (Odd Fellow Palæet) i Bredgade, om sommeren på landstedet Sølyst. Salonaftnerne i palæet kunne være prægtige. Der blev serveret en diner med udsøgte, eksotiske retter. Siden fulgte en souper, kunstneriske indslag og ofte blev der afsluttet med et bal. Kobberstik fra 1740-1775.

Charlotte Schimmelmann besad også mindre  pæne træk, som hun viste allerede, da hun efterlod sin yndlingsslaves lille dreng i Vestindien. Disse træk trådte senere - da Ernst Schimmelmann var død - tydeligere frem. Men det kan jeg fortælle om en anden gang. 

En enkelt ekstra historie, jeg fandt hos Kim Greiner, og som var helt ukendt for mig, har jeg lyst til at referere - den om brødremenighedens aktiviteter i Vestindien.

Hvorfor nu lige den?

 Jo, ved kommunesammenlægningen i 2007 kom Christiansfeld ind under Kolding Kommune. Christiansfeld er jo en gammel brødremenighedsby, og vi er ret stolte af historien om dem og deres virke. Men trods gode intentioner, faldt deres handlinger ikke altid godt ud, heller ikke for dem, de ville frelse.

"I juni 1731 var rigsgreve Zinzendorf,  stifteren af brødremenigheden/herrnhutterne på besøg i København i forbindelse med  Christian den Sjettes kroning. Zinzendorf blev indlogeret hos grev Laurvig, der var kongelig overstaldmester og direktør for Det Vestindisk-Guineiske Kompagni. Laurvig stillede tjeneren Anton til rådighed for Zinzendorf.

Anton fortalte, at han var født som slave på Sct. Thomas, men var blevet sendt til København som tjener for direktøren, og det var han ganske godt tilfreds med. På øerne havde han ofte bedt til gud om, at han kunne få den kristne lære, som de kristne så ofte talte om, men dog sjældent levede efter. Anton var sikker på, at der var andre ligesindede negre på øerne, som også gerne ville omvende sig til kristendommen. 

Anton blev lånt ud til Herrnhut, hvor han for den samlede brødremenighed fortalte om slaverne, der levede i hedensk blindhed og tørstede efter at vide noget om Gud og Kristus. Brødremenigheden blev fyr og flamme, og to brødre, Dober og Nitschmann, blev udtrukket til at tage af sted som missionærer. 

Med 6 daler og to dukater på lommen fik de skibslejlighed til København, hvor de forelagde deres planer for direktøren af Det Vestindiske-Guineiske Kompagni. Direktøren syntes dog ikke, det var en god ide, for hvad skulle de leve af? Brødrene foreslog, at de ville sælge sig som slaver, men direktøren rystede på hovedet og sagde tørt, at hvide mennesker ikke havde det privilegium at kunne blive slaver. Men de to brødre stod fast på, at de ville føre de sorte slaver ud af djævelens mørke og ind i Jesu lys. Deres forehavende rygtedes ved hoffet, så prinsesse Charlotte Amalie forestod en indsamling, og en måned senere forlod brødrene København med kurs mod St. Thomas.

De to missionærer fik kost og husly på en plantage ved Mosquito Bay. Medens Nitschmann udførte noget tømmerarbejde, begyndte Dober at missionere og startede med Antons søster. Med forundring gik det op for hende, at han ville hende det godt, så hun blev hurtigt omvendt:” Hvis jeg kunde faa den hele Verden, og det holdt mig væk fra Frelseren, vilde jeg ikke værdige den et Blik”, sagde den udslidte slavinde. De to missionærer fortsatte med at missionere, og efterhånden kom der ret mange til deres møder. Dober blev alvorligt syg, men blev senere opsynsmand på en af Beverhoudts plantager, så nu kunne han omgås slaverne fra morgen til aften. Efter et par år var der dog kun kommet fire sjæle ind i folden, men måske var der alligevel sået et korn i andres slavers hjerter.

I 1734 ankom et hold på 18 brødre og søstre fra Herrnhut til St. Croix, men det blev en sørgelig affære. Det var meningen, at de skulle være kolonister og passe missionsarbejdet ved siden af, men de kunne ikke klare de barske forhold på den næsten uopdyrkede ø, så flertallet døde inden for et par måneder, og resten kom i strid med hinanden. 

Først et par år efter, da Friedrich Martin ankom til øerne, fik han god gang i missionsarbejdet, og slaverne kom langvejs fra om søndagen for at høre hans prædikener, synge salmer og deltage i fællesbønnen.

Det begyndte at gå bedre for brødrene, idet de tjente penge ved deres håndværksarbejde. Der blev også indsamlet bidrag til dem i Herrnhut, og de kunne endda købe en plantage, som de kaldte Basunbjerget, og med ejendommen overtog brødrene også ni negerslaver. Det var kun en enkelt plantageejer, der syntes, at det var i orden, at slaverne blev kristne. De fleste andre forbød slaverne at deltage i bønnemøderne, for negerne var skabt af djævelen, og at formindske afstanden mellem sort og hvid ville bare fremkalde endnu et slaveoprør.

Plantageejernes modstand voksede, og de krævede, at myndighederne skulle forbyde brødremenigheden. Da der efterhånden var 650 tilhængere, blev Frederich Martin og hans nærmeste medhjælper fængslet, og planterne forlangte, at alle missionærer blev udvist fra de danske øer.

Da skete miraklet. Selveste brødremenighedens forstander, rigsgreve Zinzendorf, var arriveret til St. Croix. Han startede med et stort bønnemøde med over 300 slaver som tilhørere og med budskabet her frit forenklet: ”I er enfoldige, og af Guds vise Råd er I Slaver og skal forblive Slaver, og I må være jeres Herre og Frue og Mesterknægt lydige og arbejde med Kærlighed og Iver, som var det jeres eget. Thi I skal vide, at Kristus sætter enhver af sine Børn til det Arbejde, som de er skabt til, og I skal senere få Belønningen i det himmelske Paradis”. 

Rigsgreve Zinzendorf holder bønnemøde.
Dette billede er dog ikke fra Vestindien.

Mødet sluttede, og en flok hvide angreb slaverne med stokke, fortsatte til Basunbjerget og splittede det hele ad. Zinzendorf rystede på hovedet og mente, at Herren snart ville drage dem ud af deres vildfarelse.

For at gøre en meget lang historie lidt kortere, opdagede de hvide efterhånden, at slaverne blev mere føjelige, og arbejdet blev gjort med flid og troskab, når de var blevet døbt. 

Brødremenigheden, kaldet ”St. Croix’ Apostle”, blev efterhånden selv en af St. Croix’ største slaveejere, og mange brødre blev regnet for nogle af de mest brutale. Men de piskede jo kun i en god sags tjeneste, for uden indkomsten fra slaverne kunne de jo ikke være gode mod andre slaver. 

I 1796 var selveste generalguvernør Thomas de Malleville medlem af Brødremenigheden, og omkring halvdelen af slaverne var blevet kristne. Det endte med, at slaverne sagde det samme som deres ejere: ”Vi er de sletteste Mennesker under solen. Vi har det bedre som Slaver i Vestindien end som frie Mennesker i Afrika." "

Kim Greiner er en underholdende og vidtfavnende fortæller. Som det fremgår af dette citat  anvender han ofte en ironisk, næsten humoristisk fortællestil. På nettet anfører Greiner ikke, hvilke kilder han benytter sig . Om det er et problem må læseren selv forholde sig til, men mon ikke han angiver sine kilder i den fysiske bog? Hvis man kan acceptere hans fortællestil og ikke betvivler redeligheden af hans kilder, og  hvis man har lyst til at dykke ned i danskernes slavehistorie, men ikke tror, man kommer igennem Thorkild Hansens i alt 950 tæt beskrevne sider med lille skrift, så er Greiners netbaserede udgave af bogen Dansk Vestindien et godt alternativ.

Hvis man vil være på lidt mere historisk sikker grund, skal man nok hellere læse Kåre Laurings Slaverne dansede og holdt sig lystige.

Lauring var trods alt historiker og er tidligere museumsinspektør på Museet for Søfart i Helsingør.

Først tænkte jeg, det kunne være i Laurings bog, Greiner havde søgt info, men det passer ikke. For Laurings bog udkom først i 2014, og Greiners opslag er fra 2009.

Jeg har ikke selv læst Laurings værk.

I dette blogindlæg har jeg koncentreret mig om dansk slavehandel og bøger af danske forfattere.

Her til sidst vil jeg alligevel også anbefale et par udenlandske. Ildefonso Falcones' (ham med Havets katedral i Barcelona) Slave af friheden og Lisa Wingates Hannies bog.

Begge er bygget op på samme måde som Mich Vrås trilogi med kapitler der foregår i en nutidig og andre i en historisk tid, og begge handler om at søge efter sine rødder.

Slave af friheden - en lidt mærkelig titel, jeg ikke helt forstår - foregår dels på Cuba, hvor vi følger Kaweka, som i 1856 kommer til Cuba og bliver slave på  markis de Santadomas plantage og  dels i Madrid, i 2017, hvor  Lita, datter af Concepción, der er tjenestepige hos familien Santadoma,  optændt af et ønske om retfærdighed indleder en kamp mod dem, der har bygget deres imperier på andre folks lidelser.

Hver på deres måde og i deres tid kæmper begge kvinder.

Litas kamp er retslig.  Kawekas er fysisk kamp. Hun bruger sine evner som healer  og med hjælp fra gudindenYemayá kommer hun til at lede slavernes kamp mod slaveriet - en kamp der bliver blandet sammen med Cubas frie befolknings kamp for frigørelse fra Spanien. 

Og så til Hannies bog.

Efter ophævelsen af slaveriet i Sydstaterne i Amerika begyndte der at dukke små notitser op i aviserne,  hvor tidligere slaver søgte efter slægtninge, de var blevet skilt fra ved slavehandel. For 50 cents  kunne man få indsat en efterlysning efter savnede familiemedlemmer i avisen, og denne efterlysning blev så læst op i kirkerne.

Det var det, der gav  Lisa Wingate  inspiration til Hannies bog.

Hannie bor på Goswood plantagen i Louisiana, tidligere sammen med sin familie, men nu er de spredt. Hun skal underholde ejerens datter, miss Lavinia, som er grov over for Hannie. Ejeren har også en mulatdatter, Juneau Jane, som Miss Lavinia hader. Ejeren forsvinder, og det bringer denne besynderlige trio - nu alle omkring 18 år - ud på en farlig rejse, hvor Miss Lavinia og Juneau Jane søger efter deres  fælles forsvundne far, og ved et sammenfald af begivenheder kommer også Hannie med, og det giver hende lejlighed til også at søge efter sine slægtninge. Denne del af bogen foregår i 1875.

I de øvrige kapitler, som udspiller sig i 1987 følger vi en ung lærerinde, der kommer til byen Augustine i nærheden af Goswood plantagen. Hun får eleverne gjort interesserede i at søge deres rødder, og naturligvis kommer der en forbindelse mellem lærerinden og Hannies historie.

Herhjemme har vi talt om, at nu har vi vist læst nok bøger med slaveri som tema. Men alligevel dukker der nye op med nye perspektiver - bøger som vi alligevel får lyst til at læse.

Lige nu er jeg gået i gang med Britt Bennetts Det der skiller os, som ikke berører slavetiden, men  alligevel står på skuldrene af den. 

I 1950’erne vokser de to enæggede tvillingesøstre, Desiree og Stella Vignes op i den lille sydstatsflække Mallard i Louisiana, som er så lille, at den ikke er indtegnet på noget kort og ej heller kendt af den øvrige offentlighed. Det er et uroligt og barsk miljø, hvor søstrene som små er vidner til deres fars lynchning og moren, Adele, der må knokle for hvide familier for at forsørge familien. I Mallard er man besat af hudfarve og at gifte sig lysere end ens egen hudtone, så man gennem generationerne er blevet lysere og lysere i huden. Dette gør sig også gældende for Stella og Desiree.

Jeg er ikke nået ret langt, men litteratursiden fortæller, at centralt i 'Det der skiller os' står det moralske dilemma omkring Stellas forkastelse af sin baggrund og de konsekvenser, det får for hende selv og familien. Romanen rejser nogle interessante refleksioner om, hvad arv, miljø og hudfarve betyder for identiteten,

På nettet er der begyndt at komme rigtig mange anbefalinger af bøger - de fleste i andre genrer end dem, jeg læser flest af.  Men jeg vil da prøve at følge op på nogle af anbefalingerne.

Jeg håber, mit blogindlæg her har givet en eventuel læser lyst til at læse nogle af de bøger jeg her har omtalt og anbefalet :-)