onsdag den 25. oktober 2023

Om spanske Malaspina og et par af mine sædvanlige sidespring





Alejandro Malaspina var en spansk (oprindelig italiensk) jordomrejsende, der besad gode diplomatiske evner. Undervejs besøgte han mange af de steder, som også var blevet besøgt af englændere og franskmænd, som jeg har fortalt om i tidligere blogindlæg. Jeg blev interesseret i ham, da jeg stødte på ham i Yakutatbugten i Alaska.  

Malaspinas ekspedition er kaldt "probably Spain's greatest exploratory contribution to the age of enlightenment".

Men da han blandede sig i politik, gik det galt. Malaspina blev fængslet, og rapporter om hans opdagelser blev længe tilbageholdt af den spansk regering.

To udgaver af Alejandro Malaspina


Malaspina blev født i Mulazzo, et lille fyrstedømme styret af hans familie, dengang en del af Storhertugdømmet Toscana, under Det Hellige Romerske Rige. Alessandros forældre var markisen Carlo Morello og Caterina Meli Lupi di Soragna. Fra 1762 til 1765 boede hans familie i Palermo hos Alessandros grandonkel, Giovanni Fogliani Sforza d'Aragona, vicekongen på Sicilien. Fra 1765 til 1773 studerede han ved Clementine College i Rom. I 1773 blev han optaget i Malteserordenen og tilbragte omkring et år på øen Malta, hvor han lærte det grundlæggende i sejlads.
I 1774 gik han ind i Royal Navy of Spain med rang af 
Guardiamarina, hvor han deltog i en del slag og blev forfremmet flere gange.

Da han blev udvalgt til at lede Malaspina-ekspeditionen havde han allerede to gange sejlet til Filippinerne  tur/retur.

Den seneste gang, fra september 1786 til maj 1788 foretog Alejandro Malaspina en kommerciel jordomsejling på vegne af Royal Company of the Philippines, et selskab der var stiftet med det formål at opnå monopol på de spanske Filippiner og al omgivende handel. Han havde kommandoen på fregatten Astrea. Hans rute gik via Kap Horn og tilbage via Kap det Gode Håb. 

Det var således en særdeles velbefaren søkaptajn, der kom til at lede Malaspina-ekspeditionen, da den blev sendt afsted  i 1789.

På udrejsen til Malaspinas anden rejse til Filippinerne havde  Astrea anløbet Concepcion i Chile i februar 1787, hvor han mødte militærguvernøren, den irskfødte Ambrose O'Higgins. O'higgins havde i marts 1786 haft besøg af franske La Perouse. Dette besøg gav anledning til, at O'higgins fremsatte et forslag til den spanske regering gående ud på, at Spanien organiserede en ekspedition til Stillehavet svarende til dem, der blev ledet af La Perouse og Cook. Formodentlig har han diskuteret det med Malaspina, mens han var i Concepcion. 

Efter Astreas tilbagevenden til Spanien, udarbejdede Malaspina i samarbejde med José de Bustamante et forslag til en ekspedition efter de linjer, der var angivet i O'Higgins' memorandum. Kort tid senere, den 14. oktober 1788, blev Malaspina informeret om regeringens accept af hans plan. José de Espinoza y Tello, en af ​​officererne fra Malaspina-ekspeditionen, bekræftede efterfølgende vigtigheden af ​​informationerne sendt af O'Higgins havde været med til at påvirke regeringen til at igangsætte et omfattende program for udforskning i Stillehavet. Den hurtige accept af Malaspinas forslag blev også stimuleret af nyheder fra Skt. Petersborg om forberedelser til en russisk ekspedition  - Mulovsky-ekspeditionen - til det nordlige Stillehav under kommando af Grigori Mulovsky. 

Den spanske konge, Charles III, var meget interesseret i videnskab og han godkendte projektet under titlen "Videnskabelig og politisk rejse rundt om i verden", populært kendt som "Ekspedition til Verden".

Den spanske regering havde på det tidspunkt det største videnskabelige budget af enhver europæisk stat. I de sidste fire årtier af det attende århundrede havde en række videnskabelige ekspeditioner krydset det spanske imperium, herunder botaniske ekspeditioner til New Granada, Mexico, Peru og Chile og lavet en enorm samling af den amerikanske flora. De så den nye verden som et stort laboratorium til undersøgelse og en uendelig kilde til prøver.

Malaspinas ekspedition blev officielt senere omdøbt til "Ultramarin ekspedition startende den 30. juli 1789". Det skyldtes, at den ikke kunne fuldføres hele vejen rundt om verden, da den måtte vende tilbage, da Spanien kom i krig mod Den første Republik Frankrig. 

I slutningen af 1700-tallet var alle de store magter - England, Rusland, Frankrig - og også Spanien - optaget af at gøre krav på landområder langs Stillehavets kyst, med sigte på de økonomiske fordele det ville give. Den russiske Mulovskyekspedtion f.eks. var helt klart en politisk ekspedition, der skulle fremvise og fastslå Ruslands ret til områderne langs Stillehavet og jage alle andre væk. 
Men Malaspinaekspeditionen var hverken en handelsekspedition eller en ekspedition, der skulle erobre land og fremvise Spaniens magt - jo, måske nok skulle vise Spaniens "muskler" - men i hovedsagen en videnskabelig ekspedition, som også både engelske James Cooks ekspedition og franske La Perouse-ekspedition var. 
I Malaspina-ekspeditionen indgik der dog også politiske aspekter, idet Malaspina undervejs skulle besøge de spanske besiddelser i Amerika og undersøge forholdene og administrationen her. 

Det var en nøje planlagt ekspedition med navigatører og videnskabsmænd af højeste kaliber, som skulle udforske, undersøge og binde Spaniens vidtstrakte imperium sammen, rapportere om problemer og mulige reformer. Det var håbet, at den forventede indsats ville resultere i nye opdagelser, omhyggelige kartografiske undersøgelser, vigtige geodætiske eksperimenter i tyngdekraft og magnetisme, botaniske samlinger og beskrivelser af hver enkelt regions geografi, mineralressourcer, politisk status, indfødte folk og skikke. Planen kendetegnede selve essensen af ​​oplysningstiden. 



Skønt Malaspina gjorde meget ud af, at han og Bustamente var ligeværdige, er ekspeditionen i dag kendt som Malaspina-ekspeditionen. Det er så et spørgsmål, HVOR kendt den er. Jeg tvivler på, jeg er den eneste, der aldrig havde hørt om den.

Descubierta og Atrevida


 Malaspina og Bustamente sejlede ud på to korvetter, Descubierta og Atrevida, opkaldt efter James Cooks to skibe Discovery og Resolution. Besætningen, hver på seksogfirs mand og seksten officerer, blev individuelt udvalgt for deres fysiske handlekraft, intelligens og "moralske ry". Blandt kontingenten af ​​videnskabsmænd var hydrograph, Felipe Bauzá, og naturhistorikeren, Antonio Pineda, assisteret af botanikerne, Tadeo Haenke og Luis Née. Som en myndighed bemærkede: "En kalkuleret indsats for at overgå Cooks præstationer motiverede den omhyggelige planlægning og de omkostninger, der blev investeret i Malaspina-ekspeditionen." Nogle mener, at det lykkedes. At de videnskabelige data, der blev indsamlet, overgik Cooks.   


 Ekspeditionen varede fra 1789 til 1794. Nogle af de resultater, der senere er blevet kendte, er f.eks., at han i de fem år, ekspeditionen varede, fik opmålt Amerikas vestkyst med en præcision, der aldrig før var opnået. Han målte højden af Mount Saint Elias i Alaska og udforskede gigantiske gletsjere, herunder Malaspina-gletscheren, der fik hans navn. Han demonstrerede gennemførligheden af en mulig Panama-kanal og skitserede planer for dens konstruktion. 

Panama

Malaspina-ekspeditionen var desuden den første, der stort set ikke oplevede skørbug. Malaspinas læge var overbevist om, at friske appelsiner og citroner var afgørende for at forhindre skørbug. Kun ét udbrud fandt sted under en 56-dages lang tur over det åbne hav. Fem sømænd fik symptomer, men efter tre dage på Guam var alle raske igen. James Cook havde gjort store fremskridt mod sygdommen, men andre britiske kaptajner, såsom George Vancouver fandt, at hans præstation var svær at eftergøre. Det havde været kendt siden midten af 1700-tallet, at citrusfrugter var effektive, men det var svært at opbevare frugt eller frugtjuice over lange perioder på skibe, uden at de mistede den nødvendige ascorbinsyre. Spaniens store imperium og mange anløbshavne gjorde det lettere at erhverve frisk frugt. 

Men jeg synes lige, Mount Saint Elias skal have et par ord.

De første europæere, der så Mt. Elias, var Chirikov og hans besætning på den anden Kamtjatka / Bering-ekspedition. Og det var det første de så af det amerikanske fastland.
Der så de russiske søfarende Alaska for første gang. Ifølge skibets log, "Kl. 12:30 (17. juli) så vi snedækkede bjerge og blandt dem en høj vulkan." Det, som russerne så toppen af, var det bjerg, som de indfødte kaldte  Waaseita-Shaa..Det betyder "mountain at the head of Icy Bay". Da russerne øjnede det på den russisk-ortodokse kirkes festdag Saint Elias, kaldte de det for Mount Saint Elias. 

Mount Saint Elias
 
Mount Saint Elias ligger lige på grænsen mellem Canada og USA - den nordlige side i Canada og den sydlige side i USA -  og indgår i begge lande i en nationalpark. Det er det næsthøjeste bjerg i begge lande.




Mount Saint Elias er kendt for sit enorme lodrette relief. Dens top rejser sig 5.489 m lodret på kun 16 km vandret afstand fra ​​Taan Fjord, ud for Icy Bay. Det er derfor vanskeligt at bestige. 
Første gang det blev besteget var den 31. juli 1897 af en italiensk ekspedition ledet af den berømte opdagelsesrejsende prins Luigi Amedeo, hertug af Abruzzerne. Bjergbestigningen inkluderede den kendte bjergfotograf Vittorio Sella.


Mount St Elias set fra Malaspina-gletsjeren, fotograferet af Vittorio Sella
på den første bestigning af bjerget, 1897.


Anden gang skete det så sent som i 1946.
En gruppe fra Harward Mountaineering Club fulgte ruten ad Southwest Ridge. De brugte elleve lejre og blev understøttet af forsyninger nedkastet fra fly.

Den første vinteropstigning blev foretaget den i februar 1996. Efter at være blevet fløjet ind til 700 m på Tyndall-gletsjeren, besteg de den sydvestlige højderyg og fulgte "Milk Bowl"-variationen for at undgå knap 700 m med løse sten på den normale rute . Holdet havde oprindeligt planlagt at begynde deres opstigning fra havet og krydse Tyndall-gletsjeren, men terrænet var i meget dårlig stand.



På trods af Mount Saint Elias'  forholdsvis lave højde bestiges det sjældent i dag, fordi det ikke har nogen nem vej til toppen og på grund af dets lange perioder med dårligt vejr -  hovedsageligt sne og lav sigtbarhed.

Og så afsted

Atrevida og Descubierta sejlede fra Cádiz den 30. juli 1789, og efter at have ankret i et par dage ved De Kanariske Øer fortsatte de over Atlanterhavet til Sydamerikas kyster. Vel ankommet der sejlede de ned til Río de la Plata og stoppede i Montevideo og Buenos Aires for at udarbejde en rapport om den politiske situation i vicekongedømmet Río de la Plata. Derefter sejlede de til Falklandsøerne, og derfra satte de kurs mod Kap Horn, sejlede ind i Stillehavet den 13. november og stoppede ved Talcahuano, havnen i Concepción i det nuværende Chile, og igen ved Valparaíso, havnen i Santiago.
Bustamante fortsatte nordpå langs kysten, som han kortlagde, mens Malaspina sejlede til Juan Fernández-øerne for at løse modstridende data om deres placering. De to skibe blev genforenet i Callao, Limas havn, i Peru, hvor de udførte undersøgelser af den politiske situation i Vicekongedømmet Peru. 
Ekspeditionen fortsatte med at kortlægge kysten op til Acapulco i Mexico. Et team af officerer blev derefter sendt til Mexico City for at undersøge arkiverne og den politiske situation i "Viceroyalty of New Spain".

I Mexico modtog ekspeditionen ordrer fra den nye konge af Spanien, Charles IV, om at søge efter en Nordvestpassage, der for nylig rygtedes at være blevet opdaget. Malaspina måtte derfor opgive sine planer om at sejle til Hawaii, Kamchatka og Stillehavets nordvestlige del. I stedet sejlede han fra Acapulco direkte til Yakutat Bay, Alaska, hvor den eftertragtede passage skulle eksistere. 

Yakutatbugten

Yakutatbugten har haft mange forskellige navne, navngivet af de mange, der har besøgt området.


I 1778 kom James Cook dertil og kaldte bugten for  Bering Bay.

I 1786 nåede den franske opdagelsesrejsende Jean-François de La Pérouse dertil  på sin jordomsejling. Han kaldte den Baie de Monti efter en af sine officerer.

I 1786 vendte englænderen Nathaniel Portlock, som tidligere havde været med hos Cook,  tilbage dertil. Han kaldte bugten for Admiralty Bay. 

Da Malaspina og Bustamante i 1791 nåede dertil, holdt de fast i Admiralty Bay, blot på spansk  Almirantazgo. 

Dengang  hed en mindre bugt i området Port Mulgrave, navngivet i 1787 af engelske kaptajn George Dixon efter en engelsk arktisudforsker, Constantine John Phipps, 2nd Baron Mulgrave. Mulgrave var den første til at beskrive isbjørne. 

Port of Mulgrave malet af Alejandro Cardero                                              
 

Det blev Yuri Lisyansky fra Krusensternekspeditionen, der i 1805 kom til at give bugten dens blivende navn, Yacutat. Et navn, der ligger ret tæt på det navn, de lokale Tlingitstammer havde for stedet, nemlig Yaakwdáat, som betyder "the place where canoes rest".


Ved Yakutat Bay fik Malaspina  kontakt med Tlingit-folket.
Ekspeditionens videnskabsmænd foretog en undersøgelse af stammen - af dens sprog og skikke. Malerne Tomas de Suria og José Cardero malede portrætter af stammemedlemmer og scener af Tlingit daglige liv. Botaniker Luis Née indsamlede og beskrev talrige nye planter i løbet af den tid, de opholdt sig der. 

En gletsjer mellem Yakutat Bay og Icy Bay blev navngivet Malaspina Glacier. 

Malaspina Glacier

Nogle år senere - i 1795 - grundlagde Baranov en bosættelse ved Yakutat-bugten bestående af 30 livegne-familier fra Rusland. Den blev dog senere forladt, efter at den var blevet angrebet af Tlingit-indianerne, så Baranov har nok haft en noget anden tilgang til de indfødte end Malaspina, der studerede dem med interesse og ikke med udbytte for øje.

Nordvestpassagen fandt ekspeditionen dog ikke, og Malaspina fortsatte uden held sin søgen mod nordvest til Prince Williams Sound. Her vendte han om, for han vidste, at Cook tidligere havde undersøgt kysten vest for Prince William Sound uden at finde nogen passage.

På vejen sydover gjorde Malaspina ophold i en måned ved den spanske forpost, Yuquot / Friendly Cove, i Nootka Sound,  det lille stræde, der adskiller Nootka Island, nuværende  Vancouver Island, fra fastlandet. 

Yuquot / Friendly Cove, i Nootka Sound

Yuquot på Nootka Island var beboet af Nuu-chah-nulth-folket af Mowachaht-stammen og af spanske bosættere. Yuquot var det indianske navn for stedet. Det betød “hvor vindene blæser fra mange retninger". 

Ekspeditionsskibene forsynede den spanske forpost med mange nyttige varer, herunder medicin, mad, forskellige værktøjer og redskaber og et Réaumur-termometer.
Malaspinaekspeditionen foretog astronomiske observationer for at fastlægge placeringen af ​​Nootka Sound og kalibrere ekspeditionens kronometre. Nootka Sound blev opmålt og kortlagt med en nøjagtighed, der var langt større, end der tidligere har været tilgængelig. Uudforskede kanaler blev undersøgt. Kortene var også knyttet til basislinjen etableret af Captain Cook, hvilket muliggjorde kalibrering mellem spanske og britiske søkort. Botaniske undersøgelser blev udført, herunder et forsøg på at lave en type øl af nåletræer, som man håbede havde anti-skorbutiske egenskaber til at bekæmpe skørbug. 

Og ekspeditionens videnskabsmænd studerede Nuu-chah-nulth-folket. 
Nuu-chah-nulth-folket var de første, der mødte europæerne på den amerikanske vestkyst, og forholdet mellem spaniere og indfødte var længe uproblematisk. Men da Malaspina ankom havde det ændret sig og var på et lavpunkt. Det skyldtes, at ved en fejl - en misforståelse - en mistolkning af en opstået situation - var høvding Maquinnas bror blevet dræbt af en spanier. 

Det lykkedes Malaspina og hans besætning at forbedre forholdet. Dels på grund af Malaspinas diplomatiske evner, dels fordi hans skibe var velforsynede med ting og sager, som Malaspina generøst kunne dele ud blandt  indianerne.

 At venskabet og tilliden mellem spanierne og nootkaerne blev genoprettet var vigtigt, for på det tidpunkt var også englænderne kommet til Nootka Sound og gjorde krav på området. Ved afgørelsen af en tvist mellem englændere og spaniere om, hvem der havde ret til området, tog Maquinna spaniernes parti og bevidnede, at han aldrig havde solgt jord til englænderen John Meares, men at spanierne havde erhvervet jord med al fornøden ordentlighed og skulle forblive ejere af denne jord. 

Dans på stranden ved Yoquot, Friendly Cove,
som illustrerer det venskabelige forhold mellem spaniere og indfødte


Efter at have forladt Nootka Sound besøgte Malaspina den spanske bosættelse og mission i Monterey, Californien, ligesom også La Perouse havde gjort 4 år tidligere i  september 1787.

Da Malaspina kom til Monterey var vicekongen af Nyspanien i gang med at organisere en ekspedition til Juan de Fuca-strædet for at undersøge, om det var adgangen til en passage fra Stillehavet til Atlanterhavet.

"The king wanted to ascertain whether Haro Strait lead to Hudson or Baffin Bay, or whether it turned to empty into the Pacific or if it ended without leading anywhere."

Under opholdet i Nootka Sound havde Malaspina erfaret, spændende nyt om dette spørgsmål - nyheder, som endnu ikke var nået ned til Mexico, og Malaspina blev dermed den heldige budbringer af disse gode nyheder. 

Spanieren Narváez, der var sendt ud på en ekspedition fra Nootka Sound, var som den første europæer nået op i et farvand, han kaldte Canal de Nuestra Señora del Rosario. Narváez mente, at han endelig havde fundet det sagnomspundne Nordamerikanske indlandshav, og at det  sandsynligvis på en eller anden måde havde forbindelse til enten Hudson Bay eller Mississippifloden. Men udmattede og med mangel på mad måtte han og hans besætning  søge tilbage. 
 
Vicekongens ekspedition var stort set klar til afgang - men som budbringer af de spændende nyheder lykkedes det Malaspina at overtage ekspeditionen. De to kaptajner, der havde været udset til at lede ekspeditionen, blev erstattet af to af Malaspinas mænd, nemlig Dionisio Galliano  og Cayetano Valdéz på skibene Sutil og Mexicana.  
Passagen fandt de - ikke overraskende - ikke - den eksisterer jo ikke. Men de blev de første, der kom til at sejle hele vejen rundt om Vancouver Island - og dermed fastslog, at det var en ø.

I en posthumen udgivelse af nogle af La Perouses dokumenter findes et meget tidligt kort over San Diego-bugten.

Man mener imidlertid aldrig, La Perouse har været der. Men på sin færd har han mødt Don Juan Pamtoya y Arriola - en spansk kaptajn, der var aktiv på Acapulca-Manila-ruten og som også besejlede Californiens kyst. Han var nok den, der udfærdigede nogle af de allerførste kort her, og det er nok på grundlag af hans kort, at La Perouse har tegnet sine.
I La Perousse-udgivelsen findes på samme side som San Diego-kortet et kort over San Blas. Her har både La Perouse og Malaspina bevisligt lagt til. 




Spanien havde anlagt en havn her, som skulle være udgangspunkt for ekspeditioner nordpå langs Amerikas kyst - f.eks. til Friendly Cove i Nootka Sound.  Der var også  blevet  bygget et skibsværft her. Indtil da befandt det nærmeste spanske skibsværft sig i Manila. 
Placeringen ved San Blas havde både fordele og ulemper. Der var frisk vand tilgængeligt året rundt, og i området fandt man masser af hårdttræ til skibsbygning. Men havnen skulle løbende graves op, fordi der lagde sig banker af sand, som floden medførte. 


Og klimaet var uudholdeligt. Kvælende fugtighed og voldsom regn fra juli til oktober, kombineret med omfattende mangrovesumpe, der omgav bebyggelsen, resulterede i, at San Blas blev plaget af mængder af glubske myg. En række sygdomme var endemiske, herunder dysenteri, tyfus, malaria og andre feber. 
Søofficerer og arbejdere klagede jævnligt over klimaet. Og da Alessandro Malaspina besøgte stedet i 1791, fandt han San Blas' klima så usundt, at han nægtede at blive der. I stedet overførte han nogle af San Blas' skibe og personale til Acapulco.
I dag er stedet et velbesøgt feriested.

San Blas


I 1792 forlod Malaspinas ekspedition Mexico og krydsede Stillehavet, gjorde ophold på Guam og fortsatte til Filippinerne, hvor de tilbragte flere måneder, mest i Manila. I denne periode sendte Malaspina Bustamante på Atrevida til Macau i Kina.

Da Bustamante kom tilbage til Filippinerne, sejlede ekspeditionen til New Zealand. De udforskede Doubtful Sound i den sydlige ende af New Zealands sydø, kortlagde dens indsejling og nedre områder, men mislykkedes på grund af dårligt vejr med at udføre de tyngdekrafts-eksperimenter, som ellers havde været årsagen til at tage dertil. Selvom ekspeditionen kun blev et døgn, nåede de at efterlade en del spanske stednavne, såsom Febrero Point (fra måneden for hans besøg), Bauza Island (efter hans kartograf) og Marcaciones Point (Observationspunkt) på sydspidsen af New Zealands sydø.

Marcaciones Point, Doubtful Sound, Fiordland


Og så kom han til Port Jackson

 Den nyligt grundlagte engelske koloni var blevet inkluderet i ekspeditionens rejseplan som svar på et memorandum udarbejdet i september 1788 af en af Malaspinas søofficerkolleger, Francisco Muñoz y San Clemente. Muñoz advarede om de farer, den engelske koloni indebar for de spanske besiddelser i Stillehavet. I fredstid kunne den blive udgangspunkt for smuglerhandel, og i krigstid kunne kolonien komme til at fungere som base for britiske flådeoperationer. "Kolonisterne vil være i stand til at indrette lukrative kapere for at afbryde al kommunikation mellem Filippinerne og begge Amerika... Disse besiddelser vil have deres egen flåde, den får fra den sydlige region, hvad der er nødvendigt for at etablere det, og når de har det færdigt dannet, vil de være i stand til at invadere vores nærliggende ejendele," advarede  Muñoz.

I den fortrolige rapport, som Malaspina skrev efter sit besøg i Port Jackson, gentog Malaspina advarslen fra Muñoz og skrev om den "forfærdelige" fremtidige fare for Spanien fra den engelske koloni ved Port Jackson.
Men frem for kun at se på mulige trusler, fremhævede Malaspina også muligheder. Mens han anerkendte den strategiske trussel, den udgjorde for Spaniens Stillehavsbesiddelser i krigstid, skrev Malaspina: "Det er ikke disse paragraffers bekymring at demonstrere i detaljer de mange planer for disse forventede plyndringshandlinger, så meget som de nemmeste måder at forhindre dem på." 
Malaspina foretrak den fredelige tilgang at henlede opmærksomheden på den kommercielle mulighed, den nye koloni bød på for handel med fødevarer og husdyr fra Chile og udviklingen af ​​en levedygtig handelsrute, der kunne forbinde Chile med Filippinerne. Efter at have set vogne og endda plove blive trukket af dømte på grund af mangel på trækdyr i kolonien, og efter at have spist måltider med kolonisterne, hvor okse- og fårekød blev betragtet som sjældne luksusvarer, så Malaspina handelen med chilenske husdyr som nøglen til en rentabel handel. Han foreslog, at der skulle underskrives en aftale med London om en sammenslutning af handlende, og at en agent for kolonien skulle være bosat i Chile. Da Malaspina var bevidst om, at den politik, han foreslog, var dristig og fantasifuld i lyset af Spaniens traditionelle insisteren på et nationalt monopol på handel og andre forbindelser inden for sit imperium, erklærede Malaspina, at "denne affære er yderst gunstig for vores koloniers kommercielle balance" , og det ville have den fordel at berolige "en livlig, turbulent og endda uforskammet nabo ... ikke med ofre fra vores side, men snarere med mange og meget betydelige overskud."

Det var jo James Cook, der i 1770  som den første europæer kom til Botany Bay. Oprindeligt navngav han stedet Stingrays Harbour efter de mange rokker, de fangede. "Den store mængde af denne slags fisk fundet på dette sted foranledigede, at jeg gav den navnet Stingrays Harbour". I den journal, der senere blev udarbejdet fra hans log, skrev Cook i stedet: "Den store mængde planter, hr. Banks og Dr. Solander fandt på dette sted, foranledigede, at jeg gav den navnet Botanist Botany Bay". Senere blev det forkortet til  Botany Bay.  Den hr. Banks, han nævner er Joseph Banks, der efterfølgende blev adlet og sad som præsident for Royal Society og Kew Gardens i 40 år.

Joseph Banks var en stor fortaler for anlæggelsen af straffekolonien i Australien.


Også La Perouse havde besøgt Botany Bay og Fort Jackson .
Stormagterne lurede jo på hinanden, og i Petropavlovsk havde  La Perouse modtaget en ordre, der ikke havde indgået i den oprindelige sejlplan. Han skulle søge mod Australien, hvor han skulle undersøge, hvad det var, englænderne havde gang i der med anlæggelse af en koloni.

Sidst i januar 1788 ankom La Perouse med Astrolabe og Boussole til Botany Bay - samme dag som engelske kaptajn Arthur Phillip flyttede den engelske bosætning til Port Jackson efter at have fundet Botany Bay uegnet til en bosættelse. 

Kun få dage forinden var den britiske Første Flåde ankommet.

La Perouse noterede:

‘We spent the whole of the 24th (Jan 1788) plying in sight of Botany Bay, but that day we had a spectacle; this was the British Squadron at anchor with their pennants and ensigns which we could plainly distinguish’. La Pérouse Journal, 1788.


Og her kommer et  sidespring om Første Flåde og Anden Flåde og fangetransporterne til Botany Bay.

 Første Flåde bestod af imponerende 11 skibe, der var sejlet ud for at anlægge en straffekoloni i Australien.
Ombord på skibene  var
  • Officerer og passagerer: 14
  • Skibets besætning: 306
  • Soldater ( marinesoldater ): 245
  • Marinens kvinder og børn: 54
  • Fanger (mænd): 543
  • Fanger (kvinder): 189
  • Børn af fanger: 22
  • I alt  1.373

Under rejsen var der 22 fødsler (13 drenge og 9 piger) og 69 dødsfald eller  deserteringer (61 mænd og 8 kvinder).

Det var en af ​​de længste sejladser i historien. Elleve skibe med 1.400 mennesker og mad havde rejst 252 dage og 24.000 km uden at miste en eneste båd. 


Under sejladsen med Første Flåde var kun omkommet 48 personer. 

Den første tid i Port Jacson derimod , den tid der  fik tilnavnet "hungersnødsårene",  blev præget af betydelig dødelighed blandt de nytilkomne i New South Wales, hovedsageligt på grund af manglende landbrugskompetencer og dårlig kvalitet af værktøjer.

Disse tidlige europæere vidste ikke, at de skulle vente to og et halvt år, før de så andre skibe ankomme og bringe mad og nye deporterede. Det var Lady Juliana med 226 fanger og lagerskibet JustinianDet tog Lady Juliana 309 dage at nå Port Jackson - en af ​​de langsomste rejser foretaget af et skib med fanger. Men bemærkelsesværdigt og imponerende, så døde kun fem fanger under rejsen. Rationer blev regelmæssigt distribueret, skibet blev holdt rent, kvinder havde fri adgang til dækket, og friske madvarer blev lastet i anløbshavne. Denne behandling var i klar modsætning til den behandling, som fangerne i  fanger anden flåde blev udsat for.

Lady Juliana ankom  6. juni 1790.  David Collins, som sammen med en guvernør var ansvarlig for kolonien, citeres for at være blevet "mortificeret  ved ankomsten af ​​en spildt og urentabel fragt på 222 kvinder i stedet for en forsendelsesfragt." (Mortificeret? Dødeligt chokeret / martret ??)

Kort efter ankom det, der blev kaldt den dystre Anden Flåde , bestående af Surprize , Neptun og Scarborough.

 I modsætning til den tidligere første flåde, der havde gjort en stor indsats for at bevare fangernes helbred, var den anden flåde frem for alt en profitsøgende virksomhed, der holdt fangerne  under temmelig dystre forhold. Ved ankomsten var de fordømte, der var syge, snarere en byrde for den allerede etablerede koloni, hvis situation var meget usikker. 

Surprize , Neptun og Scarborough var blevet chartret af selskabet Camden, Calvert & King , der havde taget sig af transport, tøj og mad af dømt for en latterlig sum af £ 17 7s. 6d pr. fange ombord, uanset om de indskibede  nåede frem i live eller ej. Dette firma havde tidligere været involveret i den trekanthandlen i Nordamerika. De eneste repræsentanter for den britiske krone i besætningen var løjtnant John Shapcote og kaptajnen for vagten, alle andre medlemmer af besætningen var ansat i firmaet.

Konvojen forlod England den med 1.006 fanger (928 mænd og 78 kvinder) om bord. Alle tre skibe sejlede hurtigere end den første flåde og ankom til Port Jackson i den sidste uge af j, tre uger efter Lady Juliana og en uge efter det andet forsyningsskib, Justinian .

Dødsraten var den højeste i australsk bosættelseshistorie. Ud af 1.026 passagerer døde 267 (256 mænd og 11 kvinder) under rejsen (26%).

På Neptun blev passagererne bevidst sultet, mishandlet; de blev ofte forbudt at gå på dæk.

En noget anden tilgang til andre mennesker end La Perouses og Malaspinas.


Tilbage til Malaspina i Port Jackson


Malaspina opholdt sig i Sydney Cove, New South Australia i marts-april 1793. Malaspina blev godt modtaget af englænderne, ligesom også La Perouse var blevet det 5 år tidligere. 

Under opholdet udførte Thaddäus Haenke en lang række observationer og lavede samlinger af stedets natur. Thaddäus Haenke rapporterede tilbage til koloniens protektor, Sir Joseph Banks. Det var en rapport, der var betydeligt mere positiv over for englænderne end  den hemmelige rapport, som Malaspina selv udformede efter besøget. Men Malaspinas rapport beskæftigede sig med mulige politiske konsekvenser af anlægget af kolonien. At mødet mellem de faktiske individer forløb venskabeligt på trods af nationernes indbyrdes konkurrence  har vi også hørt om  flere gange, f.eks. også  ved englænderes og franskmænds møder med russere på Kamtjatka.

Thaddäus Haenke skrev: "Jeg udtrykker her det offentlige vidnesbyrd om en taknemmelig sjæl for den meget usædvanlige menneskelighed og venlighed, hvormed englænderne i deres nye koloni tog imod os vandrende vagabonder, Ulysses' ledsagere. En nation, der er berømt over hele verden, og som intet har efterladt uprøvet, vil også overvinde med de lykkeligste varsler, ved det mest ihærdige arbejde og ved sin egen beslutsomme ånd de store forhindringer, der står over for det i grundlaget for det, der en dag kan blive et andet Rom."

Thaddäus Haenke var tydeligvis meget imponeret over Englands bedrifter.


Om Thaddäus Haenke 

Malaspina er en mand, vi ikke kommer ret tæt på. Så er det heldigt, jeg stødte på Haenke. Ham er der lidt mere at fortælle om. 

Han blev født  5. oktober 1761 i landsbyen Kreibitz, Bøhmen (nu Chřibská, Tjekkiet). Hans forældre var sudettyskere, og hans far, Elias George Thomas Haenke, var en succesrig advokat og landmand, der også fungerede som borgmester. 

 Haenke studerede naturvidenskab og filosofi ved universitetet i Prag, hvor hans mentor var Joseph Gottfried Mikan, den bosiddende professor i botanik. Han tjente som assistent for Mikan og hjalp med at passe skolens botaniske haver. Haenke modtog en doktorgrad i 1782, fortsatte med at studere i Prag indtil 1786 og blev derefter studerende ved universitetet i Wien, hvor han studerede medicin og botanik.


Mens han stadig var studerende, lavede Haenke omfattende botaniske samlinger fra det, der nu er Tjekkiet; skrev en afhandling om Kæmpebjergenes botanik; redigerede en udgave af Linnés Genera Plantarum og blev tildelt en sølvmedalje fra Royal Czech Scientific Society. Han var også en dygtig musiker, en dygtig illustrator og talte fem sprog. 

Haenkes samlinger af botaniske eksemplarer blev grundlaget for de indledende videnskabelige beskrivelser af mange planter især i Sydamerika og Filippinerne. Hans omfattende botaniske arbejde og vidtgående rejser har fået nogle til at kalde ham med en "Bohemian Humboldt" opkaldt efter Alexander von Humboldt, som gjorde sig bekendt med nogle af Haenkes fund, før han begyndte på sin egen rejse til Amerika i 1799.

I 1789 var Haenke en fremtrædende ung lærd, hvis navn blev fremført af Jacquin og Ignaz von Born, da Spanien rekrutterede et videnskabeligt korps til Malaspina-ekspeditionen. Kejser Joseph II havde mødt Haenke før, og han godkendte udnævnelsen. Således blev Haenke "Naturalist-Botánico de Su Magestad" for ekspeditionen. 

Haenke - bosat i Wien - gjorde sig klar og rejste mod Cadiz - som han nåede 30. juli 1789 bare et par timer efter at ekspeditionen havde forladt havnen. 


Fast besluttet på ikke at gå glip af sin enestående chance kom han om bord på et handelsskib med kurs mod Montevideo, hvor han håbede at indhente ekspeditionen. Dette fartøj forliste ud for Punta de las Carretas, ganske nær den forventede anløbshavn, sandsynligvis pga. en uerfaren kaptajn eller los. Haenke  svømmede ind til kysten, og med sig reddede han sit indsamlingsudstyr og sin kopi af Genera Plantarum. Igen havde han lige netop misset ekspeditionen. 

Efter at være kommet sig i Buenos Aires, hyrede han guider til en vandring over land på tværs af pampaen og Andesbjergene i håb om at fange ekspeditionen ved Valparaiso. Undervejs lykkedes det Haenke at indsamle omkring 1400 planter, mange af dem nye for videnskaben. Selvom hans botaniske arbejde må have bremset dem, lykkedes det ham at nå vestkysten i tide til at slutte sig til Malaspina i april 1790. Endelig kom han om bord på ekspeditionen. 


I Yakutat Bay, Alaska var de planter, han samlede, skuffende lig dem i Europa, så han fokuserede i stedet på indiansk kultur, især musik. I Nootka Sound lavede han den første videnskabelige samling af planter fra Canada. Ekspeditionens korte ophold i Californien gjorde det muligt for Haenke at indsamle og katalogisere over 250 arter, mest bemærkelsesværdigt var han den første videnskabsmand, der indsamlede frøene og eksemplarer af redwood ved kysten.

Naturforskerne Pineda, Haenke og Nées aktiviteter er de bedst dokumenterede fra ekspeditionen. De studerede og indsamlede en bred vifte af fugle, fisk, dyr, mineraler, planter og frø. Disse blev lagt i kasser og sendt til Spanien ledsaget af lister til at identificere hver enkelt eksemplar.







Undervejs foretog videnskabsmændene flere længere indlandsekspeditioner. I materialet fra ekspeditionen indgår en dramatisk beretning om Pineda og Nées rejse til og udforskning af Ecuador-vulkanen Chimborazos høje tinder under næsten umulige forhold, som indbefattede vulkanudbrud og opdagelsen af ​​gigantiske forhistoriske knogler. Men lige netop her var Haenke åbenbart ikke med.



VIEV OF THE CHIMBORAZO - ECUADOR - OCTOBER 1790 - INDIA INK AND WASH DRAWING - 18TH CENTURY - MALASPINA EXPEDITION. Author: BRAMBILA FERNANDO. Location: MUSEO DE AMERICA-COLECCION. MADRID. SPAIN.
 
Den illustration måtte jeg have med, for Chimborazo har Tanja besøgt på hendes første rejse til Sydamerika.


Efter at have krydset Stillehavet samlede Haenke tusindvis af planter under deres syv måneder lange ophold i Filippinerne, og yderligere indsamling fandt sted i Australien, New Zealand og andre af de fjerne Stillehavsøer.

Thadeus Haenke skal vi høre mere om senere.


Om de mangfoldige smukke illustrationer fra ekspeditionen

Under Malaspinas ophold i Port Jackson  blev der lavet tolv tegninger, som betragtes som en værdifuld optegnelse over Port Jackson-bosættelsen i dens tidlige år. For tegningerne viste ikke kun medlemmer af Malaspina-ekspeditionen, men blandt dem finder vi de eneste afbildninger af de dømte bosættere i Port Jackson fra denne periode. Det kan derfor undre mig en del, at jeg ikke har kunnet finde frem til nogle af de portrætter. Der ligger ellers rigtig mange illustrationer fra ekspeditionen på nettet.

Jeg nævnte tidligere malerne Tomas de Suria og José Cardero, men de forlod ekspeditionen i Acapulco i 1791 og blev erstattet af de to italienere Fernando Brambila og Giovanni Ravenet. Det er derfor især de to sidstnævnte, der har malet de mange billeder fra Guam, Marianerøerne Manila, Filippinerne, Macao, Port Jackson (som jeg ikke har fundet eksempler på),  Vava'u, Lima, Patagonien og Uruguay.

Der er så mange, at jeg slet ikke kan vælge. Her blot et fra Montevideo,  et fra Patagonien og et fra Vava'u.

Montevideo
Patagonien
Vava'u

På et fantastisk site ligger der en hel guldgrube af billeder, som du ikke må snyde dig selv for at gå ind og kigge på. Når du holder curseren over et billede, kommer der tekst frem med titel, geografisk placering og malerens navn. 

 

Videre fra Port Jackson og New South Wales

Fra New South Wales satte Malaspina kurs mod Vava'u og Tonga.  Kaptajn James Cook havde kendt til øerne et årti tidligere, men folket i Haʻapai havde fortalt ham, at det ikke ville være godt for ham at tage dertil; de fortalte ham, at der ikke var nogen havn. De kan have fortalt ham dette for at afholde ham fra at tage dertil; men Cook fulgte deres råd. Det blev derfor Francisco Mourelle de la Rúa på den spanske fregat Princesa, der som den første europæer kom til Vavaʻu den 4. marts 1781. Det viste sig, at Mourelle fandt fremragende forankring i Vavaʻu, som han havde desperat brug for, fordi det ikke var lykkedes ham at finde en havn på de sidste to steder, han havde forsøgt at lande, Fonualei (Bitterness Island) og Late. Han gav havnen i Vavaʻu navnet tilflugtshavn. 
 
Tolv år senere, i 1793, opholdt Malaspina-ekspeditionen sig området i en måned for at følge op på Mourelles undersøgelser og formelt gøre krav på øerne for Spanien. 

Og det blev sådan set slutningen på Malaspinas jordomsejling. Malaspina blev kaldt hjem. Og ruten gik østover til Sydamerika, rundt om Kap Horn og  op gennem Atlanterhavet. 21. september 1794 stævnede ekspeditionen ind i Cadiz efter at have været 62 måneder undervejs.

Men var det så en jordomsejling, Malaspina foretog? Ja, det var det faktisk. På det tidspunkt betragtedes det som en jordomsejling, når man fra Europa nåede Kina, uanset om tilbageturen blev foretaget på samme halvdel af jordkloden som udturen.

Hvordan gik det  Thaddäus Haenke?

Men så var der jo Thaddäus Haenke, som vi skulle høre mere om.
På vejen hjemad lagde Malaspina til i Peru. Her fik Haenke lov til at forlade skibet midlertidigt. Sammen med en assistent skulle han krydse over land til Buenos Aires, hvor de igen skulle gå om bord på Malaspinas skib. Undervejs skulle de foretage botanisk og andet videnskabeligt arbejde. Men Haenke blev så opslugt af den lokale botanik, at han slog sig ned i Cochabamba, Bolivia, for at fortsætte sine videnskabelige studier her.
 
Cochabamba. I dag Bolivias tredjestørste by
med mere end 600.000 indbyggere


 
I det næste kvarte århundrede fortsatte Haenke sin botaniske udforskning af Bolivia, Peru og Brasilien. I 1801 gjorde han en af ​​sine mest mindeværdige opdagelser, den gigantiske åkande, Victoria amazonica, med en seks fod bred liljepude. 
Victoria amazonica. Eksemplarer af planten  kan ses i Botanisk Have i Århus

Derudover vedligeholdt Haenke sin egen botaniske have, ejede en sølvmine og fungerede som den lokale læge i sin adopterede hjemby, Cochabamba. Han er også krediteret for at etablere fremstillingen af ​​salpeter i Chile og hjælpe med at starte glasindustrien der.

Ham var der da gang i.

Selvom han altid havde håbet på at vende tilbage til Europa, døde Haenke uventet i 1816, da han ved et uheld blev forgiftet af sin tjenestepige.

Haenkes botaniske samlinger bestående af mere end 15.000 eksemplarer blev fundet i Cadiz efter hans død. De blev købt i 1821 af det tjekkiske nationalmuseum og overført til Prag. Den tjekkiske botaniker Carl Bořivoj Presl brugte næsten 15 år på at producere "Reliquiae Haenkeanae" udgivet fra 1825 til 1835, et exsiccata-værk baseret på Haenkes botaniske eksemplarer indsamlet i Amerika og Filippinerne og købt i Cadiz. Seks bind blev produceret, men i sidste ende forblev arbejdet ufærdigt på grund af mangel på midler.

Mindeplade for Thaddäus Haenke, opsat i hans fødeby i 1885.
Tavle med tekst på tjekkisk tilføjet i 1860'erne


Og hvordan gik det videre for Alejandro Malaspina?

Som nævnt i indledningen bragte Malaspinas indblanding i politik ham i uføre. Allerede inden ekspeditionen havde han været på nippet til at komme galt afsted - men dengang måske uforskyldt. I 1781 blev han nemlig beskyldt for kætteri og indklaget for den spanske inkvisition, men anklagen blev åbenbart frafaldet. Den fik ikke nogen konsekvenser.

Værre gik det efter hjemkomsten. 

Malaspina vendte tilbage fra Amerika i 21. september 1794, begejstret og klar til at  foretage radikale ændringer i Spaniens kolonipolitik og fjerne alle hindringer for udviklingen af ​​rige oversøiske besiddelser. Hans anbefalinger vedrørende imperialistisk politik var direkte i modsætning til traditionelle metoder - faktisk gik Malaspina ind for at opgive bestræbelserne på at opretholde og udvide det spanske herredømme i Nordamerika ved hjælp af besiddelseshandlinger, garnisoner, missioner og evangelisering. Hans autoritet havde stor vægt i den spanske embedsstand, og han kan formodes at have påvirket indflydelsesrige ministre og muligvis kongen selv. Men hans utålmodighed over for forandring førte til hans involvering i en paladsintrige, der havde til formål at afsætte premierministeren, den magtfulde kongelig favorit, Manuel de Godoy. Godoy blev set som den vigtigste hindring for reformer. Malaspina blev anklaget for at ville overtage den politiske magt som statsoverhoved, og  måske havde han også lidt for tæt et forhold til  dronning María Luisa, som ønskede at gøre en ende på  Godoys indflydelse på kongen. 

Sammensværgelsen mislykkedes, og Malaspina blev arresteret den 23. november anklaget for at planlægge mod staten. (Jeg er lidt usikker på, om det var allerede i 1794, men hælder til, at det var i 1795.) 
Efter en uafklaret retssag den 20. april 1796 dekreterede Charles IV, at Malaspina skulle fratages rang og fængsles i den isolerede fæstning San Antón i La Coruña, Galicien, Spanien. 

Det blev anslået, at rapporterne fra ekspeditionen ville fylde syv store bind, når de blev offentliggjort, til en pris af to millioner reale (250.000 spanske dollars eller omkring 12.500 £). José de Bustamante forsøgte at få journalen og rapporterne fra ekspeditionen offentliggjort, men efter Malaspinas arrestation var der slet ingen interesse for at offentliggøre noget som helst. Malaspinas personlige papirer blev tværtimod beslaglagt og gemt væk. 


Kendskabet til Malaspinas situation nåede ikke straks ud i verden. I juli 1797 kunne man  i The City Gazette and Daily Advertiser, Charleston, South Carolina, læse en længere beretning om Malaspina-ekspedition - en særdeles positiv omtale.

"The following particulars of the last attempt of a voyage of discovery, which has made but little noise, and has not even been mentioned by an English journal, cannot fail to procure attention. A magnificent work is at this present moment in the Madrid press, containing a full and ample detail of all the transactions that occurred during this voyage of discovery; and, on its publication, we shall be gratified with an account of the manners and customs of the Babaco (Babao/Vavau) Isles, a non-descript cluster, then visited for the first time by Europeans."

Herefter følger en lang beskrivelse af de steder, som ekspeditionen besøgte og kortlagde, hvorefter artiklen konkluderer: 

 Having been equipped and supplied anew with provisions at Montevedia (Montevideo), they joined a fleet of frigates and register ships, and sailed for Cadiz, where they arrived after a passage of nine days (weeks), with cargoes to the amount of eight millions of dollars in money and merchandize. These voyages have not a little contributed to the extension of botany, mineralogy and navigation. In both hemispheres, and in a variety of different latitudes, many experiments were made relative to the weight of bodies (gravity), which will tend to very important discoveries, connected with the irregular form of our globe; these will also be highly useful, so far as respects a fixed and general measure (metric system). 

The vessels brought back nearly the whole of their crews; neither of them, in short, lost more than three or four men; which is wonderful, if we but consider the unhealthy climates of the Torrid Zone, to which they were so long exposed. Don Antonio de Valdes, the minister of the marine, who encouraged and supported the expedition, is busied at this moment in drawing up a detailed account of this voyage, so as to render the enterprize of general utility. It will soon be published; and the curious will be gratified with charts, maps, and engravings, now preparing to accompany it. In the meantime, he has presented to the king the captains, Don Alexander Malespina, Don Joseph de Bustamente  and Don Dionisio Galiano, and lieutenant Don Carlos de Cevallos. These officers are entitled to, and will soon experience, the royal munificence."

Sådan gik det som bekendt ikke.

Malaspina sad i fængsel fra  1796 til 1802, hvor han skrev nogle essays med emner som æstetik, økonomi og litterær kritik. Francesco Melzi d'Eril og gennem ham arbejdede også Napoleon for  Malaspinas løsladelse. Endelig i 1802 blev han løsladt, men blev samtidig forvist fra Spanien. Han rejste til sin hjemby Mulazzo i Italien nærliggende Pontremoli. 

En stor del af de dokumenter, der skulle bruges som kildemateriale til udgivelsen af ​​Malaspinas ekspedition, forblev spredt i arkiver indtil i dag. Et betydeligt antal dokumenter gik tabt, og de, der overlevede, er ofte i en grov, halvredigeret form. Det tog næsten to hundrede år, før størstedelen af ​​ekspeditionens optegnelser blev offentliggjort. 

Men drypvis udkom der nogle samtidige publikationer. Noterne lavet af ekspeditionens botaniker, Luis Née, mens han var i Port Jackson i 1793, blev offentliggjort i 1800. Dionisio Galianos journal over hans undersøgelse af sundet mellem Vancouver Island og fastlandet, udført som en del af Malaspina-ekspeditionen, blev offentliggjort i 1802, men med al omtale af Malaspinas navn bortcensureret.

I 1809 offentliggjorde José Espinosa y Tello de astronomiske og geodætiske observationer foretaget under ekspeditionen i et tobindsværk, der også indeholdt en forkortet fortælling om rejsen. Denne fortælling blev oversat til russisk og udgivet af admiral Adam von Krusenstern i St. Petersborg i 1815. 

Den store 7-binds rapport om ekspeditionen blev først trykt i slutningen af ​​1800-tallet - bortset fra en russisk oversættelse af Adam von Krusenstern i successive udgaver af det russiske admiralitets officielle tidsskrift mellem 1824 og 1827. En kopi af manuskriptet var blevet anskaffet af den russiske ambassadør i Madrid i 1806. 

En rapport skrevet af Francisco Xavier de Viana, næstkommanderende for Atrevida, blev offentliggjort i Montevideo i 1849, og Bustamantes rapport blev offentliggjort i 1868 i det officielle Tidsskrift for Direktoratet for Hydrografi.

Den fulde version af ekspeditionsrapporten blev endelig udgivet i Spanien af ​​Museo Naval og Ministerio de Defensa i ni bind fra 1987 til 1999. Andet bind af denne serie blev udgivet i en kommenteret engelsk oversættelse af Hakluyt Society i samarbejde med Museo Naval mellem 2001 og 2005.


Det, der har gjort størst indtryk på mig omkring Malaspina, var noget, der også stod at læse i South Carolina-avisen, The City Gazette and Daily Advertiser, Charleston, South Carolina i 17976:

"While examining the inhabitants, our travellers collected all the monuments that could throw any light either on the migration of nations, or on their progress in civilization. Luckily for the interests of humanity, these discoveries have not caused a single tear to be shed. On the contrary, all the tribes with whom they had any connexion will bless the memory of these navigators who have furnished them with a variety of instruments, and made them acquainted with several arts, of which they were before entirely ignorant."

Men også hans ideer om en anden måde at drive kolonier på - uden at det dog blev specificeret på de sites, jeg fandt, hvordan han så tænkte, det skulle foregå.

Alexander von Humboldt, den meget anerkendte tysker, der udforskede Sydamerika, var en stor beundrer af Malaspina, og han skrev: "This able navigator is more famous for his misfortunes than for his discoveries." 

Men nu har jeg da gjort en indsats, for at Malaspina skal blive mere kendt for, hvad han opnåede, end for sin uheldige skæbne efter ekspeditionen.


2 kommentarer:

  1. Malaspina. Et navn jeg ikke havde mødt før. Jeg vidste ikke noget om Malaspinas fantastiske oplevelser og opdagelser. Det gør jeg nu. En interessant person med et interessant kontrastfyldt liv. En italiener i spansk tjeneste som Columbus. Malspina blev ikke eksponeret som Columbus. Hans viden og opdagelser blev undertrykt i mange år af politiske årsager. Spændende beretning, du har fået skruet sammen.

    SvarSlet
  2. Uha, hvor der var meget at opdage dengang for 2-300 år siden! Der var altid spændende udfordringer for det frygtløse/griske/nysgerrige menneske.
    Mortificeret gætter jeg på betyder "declared nul and void" - altså i dette tilfælde fundet totalt ubrugelige som gratis arbejdskraft.
    Og så skal jeg da i botanisk have i Aarhus, når lejlighed byder sig! Jeg så engang Victoria amazonica i Kew Gardens, London, og var voldsomt fascineret over, at en vandplante kunne bære et menneske. Måske ikke lige mig, men en lidt lettere person 😜 - den plante vil jeg gerne se igen.
    Så du serien om de engelske straffefanger, der blev sendt til Australien? Den hed Mod Vinden. Tror jeg ... den hed i hvert fald Against the Wind. Den var med sangeren Jon English i den mandlige hovedrolle. Jeg var fuldstændig opslugt af den serie.
    Samt yderst forarget over, at man blev "sendt til kolonierne" for at have stjålet et brød til sit sultne barn. Der var ikke meget barmhjertighed dengang.

    SvarSlet