Om skærmydsler i Nootka Sound 1788-1794

Dette blogindlæg er en opfølgning af indlæggene "Om spanierne i det nordvestlige Stillehav" og "Om de første englændere på Northwest Pacific".

Så jeg rekapitulerer lige.

Men inden skal jeg lige gøre opmærksom på, at blogspot-programmet efterhånden lever helt sit liv. 

Jeg VED godt, at layoutet er forfærdeligt.

Jeg har prøvet og prøvet at gøre noget ved det. Men lige meget hjælper det. Skrifttype/skriftstørrelse skifter, selv om jeg aktivt vælger en og den samme (på nær ved overskrifter).

Uden min accept skifter farvetonen, så noget er fint sort og nemt at læse, andet mere svagt.

Jeg ved ikke, hvordan det sker, og det mest trælse er, at det  ikke er alt, jeg kan se, mens jeg er inde på bloggen og skrive. Først når jeg ser indlægget på en mobiltelefon, træder det helt tydeligt og forfærdeligt frem. 

Men jeg har endegyldigt opgivet at reparere på det.  Jeg håber, læseren kan koncentrere sig om indholdet alligevel.

Det læses bedst på en computer.

Ikke mere jammer.  Here we go!

Englænderne i Nootka Sound

I 1788 ankom englænderen John Meares sammen med Charles Douglas med to skibe, Felice Adventurero og Ephigenia Nubiana, til Nootka Sound. Begge var indregistreret i Macau under portugisisk flag for at komme uden om British East Indian Company's og South Sea Company's monopoler på handel i Stillehavet.

Hensigten var at gøre krav på handlen her, udelukke andre købmænd og sikre sig fuld og eksklusiv kontrol over handel med skind i Canton og Macao.

Meares medbragte materialer til at rejse en bygning og bygge en skonnert. Til udførelse af dette medbragte han 50 kinesiske arbejdere. De blev de første kinesere kendt for at have besøgt Northwest Pacific og Hawaii, og de blev de første kinesiske migrantarbejdere i Canada, kan man sige.

Meares hævdede siden, at han havde købt et stykke land af Nuu-chah-nulth-høvdingen Maquinna for et par pistoler og lidt andet, hvor  han havde rejst en bygning ved Yoquot. Det blev der senere rejst tvivl om, fordi bygningen - måske pga. en misforståelse - blev revet ned, da Meares og hans kompagnoner forlod stedet for at overvintre andetsteds. Men sikkert er det, at han havde medbragt en gruppe kinesiske arbejdsmænd, og sammen med hans egne mænd byggede de skibet, North West America, som blev søsat i september 1788. 

Maquinna på Nuu-chah-nulth-sproget betyder "possessor of pebbles". Hvorfor mon han blev kaldt det? Det har jeg ikke fundet svar på. Måske en hentydning til de småsten, der ligger i vandkanten? Nuu-chah-nulth-indianerne var kyst-indianere. 

 Ved sommerens afslutning sejlede Meares på Felice Adventurera  til Canton for at afsætte deres fælles last af hundredvis af skind. Douglas skulle blive tilbage og afvente, at skibet North West America blev helt færdigt. Kort efter Meares var sejlet afsted, ankom to amerikanske skibe til Yoquot. Det var Lady Washington med kaptajn Robert Gray og Columbia Rediviva med kaptajn John Kendrick.

John Kendrick havde den overordnede kommando.

Mødet mellem Douglas og amerikanerne foregik i al fredsommelighed.

Skibet North West America blev færdigbygget og kom under kommando af Robert Funter. Det var aftalt, at Douglas på Iphigenia og Funter på North West America skulle overvintre på Hawaii, og ved afsejling fra Yoquot rev Douglas Meares' bygning ned. Om det skyldtes manglende kendskab til den aftale, Meares havde indgået med de lokale indianere, om at de måtte overtage den, eller han blot så bort fra aftalen, er uvist, men i al fald forærede han nogle af plankerne til John Kendrick og tog resten med sig. De kinesiske arbejdsmænd blev efterladt i Friendly Cove.

Det er lidt forvirrende med navnene Nootka Sound, Yoquot og Friendly Cove. Men Nootka Sound er navnet på et stort sund, Yoquot var navnet på den indianske sommerlejr, der lå der, hvor europæernes skibe gik ind til land - ved det sted, som efter  James Cooks landing blev  kaldt Friendly Cove.

Meares tilbragte vinteren 1788-89 i Canton i Kina. Hans handelspartner var imidlertid gået fallit, og Meares stiftede et nyt selskab "Associated Merchants Trading to the Northwest Coast of America" sammen med to tidligere konkurrenter.  Nu under engelsk flag.  I foråret 1789 sendte selskabet to skibe, The Argonaut under kaptajn James Colnett og Princess Royal under Thomas Hudson afsted for at bygge en permanent handelspost ved Yoquot i i Friendly Cove i Nootka Sound. 

Da foråret kom til Friendly Cove, sendte Kendrick Gray  afsted på en kort handelsrejse til Clayoquot Sound og Strait of Juan de Fuca. Kendrick selv flyttede sit skib 8 km længere ind i Nootka Sound til en bugt, der kom til at hedde Marina's Bay. Han befæstede en lille ø og byggede en forpost med hus, pistolbatteri, smedje og nogle udhuse. Kendrick kaldte det for Fort William. Det var den første amerikanske forpost på Stillehavskysten. Kendrick havde til hensigt, at det skulle være udgangspunktet for amerikansk tilstedeværelse på Stillehavets nordvestkyst. I løbet af sommeren brugte Kendrick forposten og sit venskab med Nuu-chah-nulth-indianerne til at indsamle i hundredvis af havodderskind.

Douglas vendte tilbage til Yoquot fra overvintring på Hawaii. Her mødte han igen de to amerikanere, der var blevet i området for vinteren. Han forventede at møde Meares' øvrige skibe, men de var imidlertid blevet forsinkede. 

Spanierne i Nootka Sound

Spanieren Juan Pérez på fregatten Santiago havde som den første  europæer allerede i 1774 været i Nootka Sound. Pérez' opgave bestod i at undersøge, hvor man kunne gå i land og anlægge havne. Han skulle ikke anlægge bosættelser, men blot i den spanske konges navn markere ethvert sted, der kunne anses for egnet for bosættelse. Plantning af et kors var et aftalt tegn på, at man gjorde krav på et område.  

I 1493 havde paven udsendt et dekret, en bulle:

"The Pope asserts rights to colonize, convert, and enslave. Pope Alexander VI issues a papal bull or decree, “Inter Caetera," in which he authorizes Spain and Portugal to colonize the Americas and its Native peoples as subjects." 

En bulle er et offentlig dekret eller charter udstedt af en pave i den katolske kirke. Det er opkaldt efter det blyholdige segl (bulla), der traditionelt blev sat på enden for at autentificere den. Denne pavelige var ved udstedelsen møntet på de lande spaniere og portugisere stødte på, når de krydsede Atlanterhavet. Senere kom den også til at omfatte områder i Sydøstasien. Og da den spanske opdagelsesrejsende Vasco Núnez de Balboa som den første europæer så og sejlede ind i Stillehavet, blev det tydeliggjort, at denne deklarerede ret også omfattede alt land, der stødte op til Stillehavet. Spanierne henholdt sig derfor i slutningen af 1700-tallet til, at de ved et paveligt dekret havde fået retten til Nueva Galicia.

Pérez havde kontakt med de indfødte i Yoquot  i Nootka Sound. Indianerne roede ud til skibet, mens det lå for anker i Friendly Cove,  og der blev udvekslet gaver. Men på grund af voldsom blæst kom han ikke i land og fik ikke plantet et kors.

Spanierne gennemførte efterfølgende 3 ekspeditioner langt mod nord  langs den amerikanske vestkyst, hvor de flere steder fik plantet det kors, der synliggjorde spaniernes krav på området, men uden at foretage sig noget i Nootka Sound.

På de første ekspeditioner fandt de ingen tegn på "foreign encroachment" =  krænkelse af ejendoms-haverens ejendomsret.

Men da spanierne i 1788 erfarede , at russerne planlagde at sejle til Nootka Sound og gøre krav på netop dette område, så fik de travlt.

Vicekongen af Spanien,  Manual Antonio Flores Maldonado Martínez Ángulo y Bodquín - er det ikke imponerende med sådan et navn - derfor skulle det hele med - herefter vil han kun blive kaldt Flores - han sendte 23. december 1788 Esteban José Martínez afsted på skibet Princesa, sammen med Gonzalo López de Haro på San Carlos og  for få anlagt en bebyggelse ved Yoquot før russerne.  

"Martinez was to show Spain’s intentions by occupying Nootka with a “humble shed."

Senere skulle forsyningsskibet Aranzazu under kommando af José de Canizares følge efter.

 Det  blev imidlertid ikke russerne, de kom i karambolage med, men englænderne. 

Spaniernes første møder med amerikanere og englændere.

Martínez og de Haro ankom til Yoquot på deres 2 krigsskibe i begyndelsen af maj 1789. Her mødte de de to amerikanske skibe, Lady Washington med kaptajn Robert Gray og Columbia Rediviva med kaptajn John Hendrick og englænderen Charles Douglas på Iphigenia. 

Mødet med amerikanerne forløb fredeligt, da de forsikrede ham om, at deres ophold var midlertidigt, og at de ikke havde til hensigt at krænke spanske rettigheder.

Kendrick forklarede, at Columbia skulle repareres, og at besætningen skulle komme sig efter skørbug. Da de forventede at overvintre i Nootka Sound, havde de bygget et hus til besætningen, en smedje og et pistolbatteri  til beskyttelse.

Kendrick så Martínez' ankomst som potentielt gavnlig for sine egne mål, og han behandlede Martínez med respekt og høflighed. Han tilbød Martínez at bruge sin smedje, sørgede for sejldug og dæksarmaturer og introducerede ham til den lokale høvding Nuu-chah-nulth.

Anderledes forholdt det sig med Charles Douglas på Iphigenia, som var vendt tilbage til Nootka Sound efter at have overvintret på Hawaii. Douglas gav de samme forklaringer på sin tilstedeværelse som Kendrick og overgav Martínez' skibets papirer, men de var på portugisisk, da skibet sejlede under portugisisk flag for at omgå det monopol, som den britiske regering havde givet South Sea Company på handel her.

Da Martínez havde fået papirerne oversat, var han ikke overbevist om Douglas' forklaringer. 

Han sendte 40 - 50 mand ombord, tog skibet i besiddelse og hejste det spanske flag. Mandskabet blev overført til de to spanske krigsskibe, og skibet blev tømt for forsyninger, kanoner, ammunition, handelsvarer, kort og alle flytbare ting. Martinez anklagede skibet for at krænke spansk suverænitet og for ulovligt at have bevæget sig ind på spansk territorium.

Douglas argumenterede, at Martinez ikke kunne have autoritet over et område, han aldrig tidligere havde befundet sig i.

Vicekongens instruks til Martínez havde været:

”Russian and English vessels are to be “received with tact and civility.” Martinez was to make it clear to them that there were “just grounds” for Spain to establish a settlement at Nootka Sound, “without precipitating a harsh expression which might cause serious ill feeling and create a rift.” The viceroy directed Martinez to be firmer with any American ships that might appear."

Martínez handlede i direkte modstrid med denne instruks..

Vicekong Flores var klar over, at han løb en risiko med Martínez. Ikke blot havde han kun lav rang, men han var allerede kendt for at have haft konflikter med underordnede på en ekspedition i 1788. Men han var den eneste ledige, så ham blev det, der blev sendt til Nootka Sound.

Douglas hævdede senere, at Kendrick og Martínez lavede en alliance mod ham og briterne generelt, og senere beskyldte John Meares Kendrick for at overtale Martínez til at beslaglægge britiske skibe, selvom Kendrick nægtede det. Det er ikke klart, om Kendrick var enig i Martínez' plan om at beslaglægge Iphigenia, men Martínez fortalte Kendrick, at han planlagde at arrestere Meares og fik Kendricks medvirken i den forbindelse. Uanset hvad, havde Kendrick et motiv til at opmuntre til spansk-britisk konflikt, enten stiltiende eller direkte, da det ville reducere den britiske konkurrence inden for pelshandel og give ham mere tid til at etablere en amerikansk forpost.

Den 15. maj valgte Martinez placeringen af sin befæstning, som han kaldte Fort San Miguel, ved indgangen til Friendly Cove, og hans bosættelse, som han kaldte Santa Cruz de Nuka. Arbejdet skred godt frem - han tvang Meares' efterladte kinesere til at arbejde for sig - og den 26. maj kunne spanierne placere deres artilleri og efterfølgende opføre en kaserne og et krudtlager. Hans mænd byggede også et lille hus og anlagde en køkkenhave.

Rekonstruktion af Fort San Miguel 

Den 24. juni affyrede Martinez i overværelse af britere, amerikanere og lokale indfødte en salve fra det nye fort, og herefter udførte han en formel suverænitetshandling, hvormed han tog  Nootka Sound og hele nordvestkysten i besiddelse for den spanske konge. Han udførte besiddelsesceremonien igen den 23. august, og denne gang  rejste han et kors, der ville være synligt fra havet.

Santa Cruz de Nuca blev  den eneste spanske bosættelse i det nuværende Canada og den nordligste verificerede spanske bosættelse i Amerika.

Mange skærmydsler

Douglas blev presset af sit mandskab, som gerne ville hjem. Så  han endte med at underskrive nogle papirer om sin forseelse mod at få lov at forlade Nootka Sound, og han måtte love aldrig at vende tilbage. Martinez forsynede ham med netop så mange forsyninger, at han ville kunne nå Hawaii.  Douglas tog nu ikke den direkte vej vestover, men gik mod nord og gik straks i gang med at samle skind.

Men nu skete der stort set det samme, hver gang et af Meares' skibe anløb Nootka Sound.

Da Robert Funter på North West America nåede frem til Friendly Cove, forventede han at se Doughlas'  Iphigenia. I stedet blev han mødt af Martinez med to krigsskibe, og Martinez beslaglagde hans skib på samme grundlag, som han havde beslaglagt Iphigenia. Martinez fastholdt desuden, at han holdt North West America som sikkerhed for de betalinger og forsyninger, han havde givet til Douglas på Iphigenia.

Martinez beslaglagde skibets last på 207 havodderskind og fængslede Funter og besætningen på de spanske skibe. Han reparerede North West America, omdøbte det til Santa Gertrudis la Magna og benyttede det efterfølgende til handel og udforskning af området omkring Juan de Fuca-strædet.

Da Princess Royal under Thomas Hudson ankom og forklarede, han havde været i havsnød, fik han i første omgang lov til at reparere skibet og få vand og træ. Men da han senere vendte tilbage, var Martinez blevet mistænksom, og så blev også Hudson og hans besætning arresteret og skibet beslaglagt.

Da James Colnett ankom på Argonaut, gik Martinez straks ombord. Colnett meddelte ham, at han havde til hensigt at anlægge en bosættelse på stedet, og det kom til en ophedet debat om, hvem der ejede sundet. Den følgende dag tog Martinez skibet i besiddelse, bemægtigede sig skibets last og satte Colnett og besætningen i arrest.

Seizure of James Colnett in Friendly Cove 1789

Martinez besluttede, at besætningerne skulle sejles til San Blas.

San Blas var den flådestation i Mexico,
som han var udsendt fra.

Martínes satte en vis Tamariz (som vi ikke kommer til at høre mere om) til at sejle Argonaut derned. Da skibet ankom til San Blas, var  fangerne i en sørgelig forfatning, og det usunde klima i San Blas  gjorde det ikke bedre. 8 sømænd døde, men herefter blev de engelske fanger flyttet ind til Tepic inde i landet, hvor klimaet var bedre. De fik ret frie forhold, og Colnett begyndte straks at rette henvendelse til den spanske vicekonge for at bede om retfærdighed. 

I slutningen af juli var forsyningsskibet Aranzazu stadig ikke ankommet til  Santa Cruz de Nuka. Beholdningen af forsyninger var ved at være kritisk, og Martínez sendte  Lopez de Haro i skibet San Carlos mod Monterey efter forsyninger. 

Monterey var hovedbyen i Baja og Alta California

Haro afsejlede 27. juli sammen med José Maria Narváez på Thomas Hudsons beslaglagte skib Princess Royal, der nu var omdøbt til Princesa Real. Princesa Real ankom til San Blas i slutningen af august. 

Narváez havde året før sammen med både Martínez og Haro været på en ekspedition helt op til Prince Williams Sound og Unalaska, hvor den russiske kommandant  havde fortalt dem om russernes planer om at besætte Nootka Sound det følgende år. Den information, der fik den spanske vicekonge til hurtigt at sende Martínez til Nootka Sound for at besætte det , før russerne kom. 

På hjemturen fra 1788-ekspeditionen havde der været alvorlige uenigheder mellem Haro og Narváez på den ene side og Martínez på den anden. Uenigheder, der førte til,  at Martínez ved hjemkomsten blev mødt med  anklager om uansvarlig ledelse. Han genvandt imidlertid - til dels - vicekongens gunst, og nu var de tre igen forsamlet i Nootka Sound.

Over for englænderne førte Martínez sig aggressivt frem. Forholdet til de indfødte derimod var ret venskabeligt. De indfødte havde jævnligt forsynet spanierne med mad - fisk, dyr, bær. Men så kom det til en uheldig hændelse. Maquinna var den øverste høvding i indianernes sommerlejr ved Yoquot.  Callium var hans bror. Under en uoverensstemmelse mellem indianere og spaniere blev broderen Callium skudt - vel nærmest ved en misforståelse og et uheld. 

Callicum and Maquinna fra den italienske oversættelse
af John Meares' bogVoyages (Naples 1796)

Macuinna reagerede ved at flytte sin lejr væk og trække længere mod nord og søge tilflugt hos sin slægtning og medhøvding, Wickaninnish. Det gjorde forsyningssituationen værre. Og det kom til at kræve en diplomatisk indsats fra andre spaniere at genoprette det gode forhold.

Så skal vi omkring John Meares

 Martínez havde jo beslaglagt skibet North West America, omdøbt det til Santa Gertrudis la Magna og fængslet besætningen.

 Forholdet til amerikanerne var fortsat godt. I løbet af juli blev besætningen fra North America overført til Grays skib Columbia  Rediviva, (Gray og Kendrick havde byttet skibe), og Gray og Kendrick blev sendt afsted fra kolonien med en salut og tilsagn om, at de gerne måtte komme tilbage den følgende sæson.

Martínez betalte Kendrick 96 havodderskind, som skulle dække omkostningerne ved at tage fangerne fra North West America med til Macau. Kendrick var leder af Grays og Kendricks ekspedition (til ærgrelse for Gray), og det var derfor ham, der modtog betalingen, selv om det var Gray, der fik fangerne ombord. Martínez bad også Kendtrick medtage hans egne 137 skind af bedste kvalitet og sælge dem for ham i Macao.

Kendricks søn, John Kendrick Jr. meddelte, at han ville blive i Nootka Sound og slutte sig til den spanske flåde.  En spansk officer har senere gengivet, hvordan den ældre Kendrick stod i tårer, da han gav nogle sidste gode råd til sønnen og sagde farvel.

Gray sejlede til Macao, hvor han solgte sine skind. Han skrev hjem til Joseph Barrel, som var pengemanden bag Grays og Kendricks ekspedition, at han havde solgt 700 skind. Senere  blev det dog opdaget, at han havde fiflet med opgørelsen af skind og i virkeligheden havde solgt 1.215. Men prisen han fik pr. skind var lav, og turens overskud ville blive lavt også pga. mange uforudsete udgifter. For at rette op på økonomien købte han 221 kister billig te, men halvdelen var fordærvet, da han nåede Boston. Så det endelige resultat for ekspeditionen for Barrel blev et underskud. Men Gray blev dog den første amerikaner, der sejlede jorden rundt. Senere vendte han tilbage til Nootka Sound og var med til at sikre amerikanerne stor indflydelse i området. 

Kendrick blev i Stillehavsområdet. 

Charles Douglas på  Iphigenia, som var et af Meares' skibe, ankom til Macao 4. oktober 1789 og fortalte til Meares, hvad der var sket i Nootka Sound. Snart efter - 17. november kom også Gray til Macao, og besætningen, som var den engelske fra det beslaglagte North West America, kunne udbygge med, hvad der var overgået dem og skibet.

Meares reagerede prompte. Resolut sejlede han tilbage til England og aflagde rapport om de overgreb, der var begået mod hans skibe. Nu - da han selv langt om længe var blevet lovlydig i forhold til East India Company's og South Sea Company's  monopoler på jagt og handel i Stillehavet, så klagede han sin nød til medlemmer af Parlamentet, og de var lydhøre. Sagen blev taget op i Parlamentet, og snart var man tæt på regulær krig mellem England og Spanien. Krisen - The Nootka Crisis - blev dog løst ved  langvarige forhandlinger  mellem de to lande - The Nootka Conventions - i årene 1790-94. 

Det vender jeg tilbage til. 

Det er sjovt, da jeg startede på alt det med balladen omkring Nootka Sound, troede jeg, det mest ville komme til at handle om stratenrøveren John Meares. Det var jo hans  konflikter med Jose Martínez, der skabte Nootka krisen mellem Spanien og England. Men det skulle vise sig, at en anden stratenrøver,  amerikaneren Kendrick, også kom til at få stor betydning og derfor kommer til at fylde i dette indlæg.

Nu skal vi følge op på Martínez situation i Santa Cruz de Nuka

Endelig den 29. juli var forsyningsskibet Aranzazu ankommet fra San Blas med de længe ventede forsyninger. Men også med nyheden om, at Kong Carlos lll var død, og at vicekong Flores havde besluttet, at Nootka skulle forlades for vinteren, hvilket vel egentlig havde været meningen hele tiden.

Martínez skulle jo blot opføre et simpelt skur.

Selvom Martínez var blevet instrueret i at oprette en midlertidig stilling ved Nootka, mente han, at Spanien burde interessere sig mere aktivt for den nordvestlige kyst. På en ekspedition i 1774 havde han set, at det ikke var en kold og bjergrig ørken, som man havde troet, og han forestillede sig skabelsen af ​​et spansk samfund, som ville trives fra skibsbygning og andre industrier. Da en skonnert, han havde afsendt fra Nootka den 21. juni 1789, vendte tilbage den 5. juli med rapporter om indsejlingen til Juan de Fuca-strædet, blev Martínez overbevist om, at sundet havde sin endestation nær New Orleans ved Mississippi-floden. Selvom de færreste ville acceptere hans teori, havde Spanien ikke råd til at opgive kontrollen over området, før en fuldstændig undersøgelse var afsluttet. 

Martínez var utrættelig i sine bestræbelser på at overbevise sin regering om, at Nootka-basen skulle gøres permanent. Han bestilte en stor klokke og komplette ornamenter til en foreslået kirke der, samt kobberplader til handel med de indfødte. Han formulerede en plan baseret på erobringen og bosættelsen af ​​Sandwich-øerne (Hawaii-øerne) for et trekantet trans-pacific handelssystem, hvor mexicanske produkter skulle udveksles på den nordvestlige kyst for havodderskind og tømmer, som igen ville blive solgt i Kina for orientalske luksusvarer og det kviksølv, der er nødvendigt i den mexicanske mineindustri.

Selv om forholdene i Santa Cruz de Nuka var  ekstremt dårlige - forsyningerne som Aranzazu havde bragt havde været dårlige og halvfordærvede - så var Martínez altså ikke enig i beslutningen om at forlade stedet.  Han trak nedbrydningen af fortet i langdrag, i håb om at der kom kontraordre. I september og oktober begyndte han dog modvilligt nedbrydningen af fortet. Artilleriet fra fortet blev lastet tilbage ombord på Princesa. Han begravede kasser med mursten og kalk, og inden han sejlede derfra, fik han rejst nogle tavler, der tilkendegav Spaniens tilstedeværelse og rettigheder. Han håbede, at bosættelsen ville blive genoprettet.

8. august 1789 var der ankommet en ny vicekonge over Nueva España - Ny Spanien, Juan Vicente de Guemes Pacheco de Padilla Horcasitas y Aguayo, Conde de Revillagigedo. (Endnu et af de imponerende navne.)

Den tidligere vicekonge, Flores, var omhyggelig med at sætte efterfølgeren ind i sagerne. 

I nogle breve berettede han, hvordan Martínez i Nootka Sound havde beslaglagt skibene Argonaut og Princess Royal, og at de to skibe og deres besætning var undervejs til San Blas. Han anbefalede indtrængende den nye vicekonge at løslade dem så hurtigt som muligt, men Revillagigedo svarede, at han ville afvente instrukser fra Madrid. Men Flores skrev ikke noget om hans ordre til Martínez om at forlade  Fort San Miguel og Santa Cruz de Nuka.

Ny befæstning af Santa Cruz de Nuka

Den nye spanske konge, kong Carlos lV, ønskede at forstærke landets tilstedeværelse i Ny Spanien. Så sammen med den nye vicekonge ankom Juan Francisco Bodega y Quadra, som ellers var tilbage i Spanien, men nu blev ny kommandant af flådeenheden i San Blac, og 6 officerer som han selv havde skullet udpege til at tjene under ham, heriblandt Manuel Quimper, Francisco de Eliza y Reventa, Salvador Fidalgo og desuden et antal soldater fra First Free company of the Catalonian Volunteers.

I det følgende vil jeg som regel kun bruge efternavnene, men for Juan Francisco Bodega y Quadras vedkommende - Bodega y Quadra ved jeg, jeg kommer til at skifte mellem at kalde ham Bodega og Quadra, men husk, han er en og samme person.

I starten af december udstedte vicekongen ordre om, at skibene Conception og de to beslaglagte skibe Argonaut og Princesa Real skulle afgå fra San Blas  "well equipped, crewed, and armed for war with cannon and munitions", og han mindede Bodega om, at han også havde det 205-ton store Aranzazu og San Carlos til sin disposition. At Martínez på Princesa og Jose Verdia på Santa Gertrudis (et andet engelsk skib, der var beslaglagt og havde fået nyt navn) dukkede op, fik ikke vicekongen til at ændre planer. Tværtimod. 

“This news make even more urgent the early departure of the three ships.”

Det er lidt forvirrende med skibsnavnene - især Princesa og Princesa Real. Men Princesa var det helt igennem spanske skib, som Martínez sejlede til Nootka Sound. Princesa Real derimod var det engelske skib Royal Princess, som Martínez beslaglagde og omdøbte til Princesa Real.

Bodega gav Francisco de Eliza kommandoen over en 300 ton fregat, Conception, med ordre til at genbesætte  og forstærke Santa Cruz de Nuca, inden andre nationer nåede dertil. 

Vicekongen understregede imidlertid: 

"There is to be no repetition of the events of the summer of 1789. Should any foreign ships call in at Nootka Sound, you are to proceed with the greatest prudence and discretion and not insist on a careful search, and under no circumstances apprehend them, unless they show disrespect for our flag, in which case you will have to use force to contain and punish the insult."

Eliza havde 4 hovedopgaver:

• to reassert Spanish sovereignty by restoring the establishment; 
• to reaffirm Chief Maquinna's donation of the site to Martínez; 
• to establish good relations with the Indians after the murder of Callucum; 
• to renew the exploration of the coast north of San Francisco 

Og Eliza skulle blive i Nootka Sound, indtil han fik besked på andet.

 Den flåde, der blev sendt afsted mod Nootka Sound den 3. februar 1790, var den største spanske flåde, der nogensinde blev sendt mod North West Pacific. Eliza på Conception, Fidalgo på San Carlos, Quimper på Princesa Real. Kort tid efter fulgte de to fregatter, Princesa og Aranzazu, og på ekspeditionen fulgte endvidere 76 soldater fra the First Free Company of Volunteers of Caledonia, som skulle befæste og garnisonere det spanske fort i Nootka Sound. Martínez selv var med som næstkommanderende for ekspeditionen.

     The Free Company of Volunteers of Catalonia blev dannet i Barcelona i 1767 til tjeneste i Ny Spanien, som en del af et forsøg på at forbedre forsvaret af Spaniens oversøiske imperium. Oprindeligt rekrutteret fra det 2. regiment af de catalanske frivillige, ankom de til Sonora i maj 1768 som en del af en ekspedition på omkring 1.200 spanske soldater og indfødte allierede samlet for at dæmpe et indianeroprør.

Vel ankommet i Friendly Cove inviterede Eliza høvdingerne til sit hus og overbragte dem gaver. 

Så satte han soldaterne i gang med at rejse bygninger til en bosættelsen Santa Cruz de Nuca og med at befæste havnen ved at genopbygge og forstørre Fort San Miguel, som Martínez havde revet ned, da han fik ordre til at forlade stedet året før.

Soldaterne ryddede land, gravede brønde, gravede vandingskanaler, byggede en indkvarteringsbarak, en lagerbygning, et infirmeri, et observatorium og en guvernørbolig. De lavede indhegninger til dyr og byggede en bageovn. Seniorkaptajn i hæren, Army  Pedro de Alberni,  stod for anlæg af en stor grøntsagshave, som skulle sikre bosættelsen mad. Han plantede korn, men hvede og majs satte næsten ingen kerner. Byggen gav en smule håb. På trods af Albernis anstrengelser, så kom soldater og besætning pga. hårdt arbejde, en beskeden diæt, og et vådt klima til at lide af skørbug, dysenteri og forkølelser.

De første reaktioner på begivenhederne i Nootka Sound

Allerede i januar 1790 var meldinger om, hvad der foregik i Nootka Sound, nået London. Englands premierminister William Pitt meldte straks ud, at briterne havde ret til at handle i et hvilket som helst territorium, på trods af de spanske bestemmelser om det modsatte.  Han var klar over, at denne påstand var farlig og sandsynligvis ville føre til krig, men følte sig tvunget til at komme med den på grund af det offentlige ramaskrig, efterretningerne havde afstedkommet i England. 

I april nåede Meares til London, og hans beskrivelser fik anti-spanske følelser til at flamme op i hele landet. Premierminister William Pitt var nødt til at reagere.  Han fremsatte en udtalelse, der gik på, at briterne havde ret til at handle i et hvilket som helst spansk territorium, uagtet at spanske love om det modsatte. Et ultimatum blev sendt til Spanien, flåden forberedte sig på krig. I maj vedtog det britiske parlament desuden en lov om anlæg af en straffekoloni i Nootka Sound.

I marts havde Colnett, som var fange i Mexico, fået adgang til en personlig samtale med vicekongen Revillagigedo. Vicekongen anerkendte ikke Colnetts udlægning af, hvad der var foregået, men efter ordre fra Madrid, blev Colnett og hans mandskab frigivet. Skibene Argonaut og Royal Princess / Princess Real skulle tilbageleveres på betingelse af, at Colnett " ... was not to trade in the establishments or coasts of the Spanish nation."

Desuden blev der udbetalt kompensation - faktisk løn til besætningen i den tid, de havde været tilbageholdt.

I juli kunne Colnett på Argonaut sejle ude fra San Blas med kurs mod nord. I modsætning til alle aftaler begyndte han straks at genoptage indsamling af havodderskind.

Princesa Reals lange rejse

Princesa Real skulle af Quimper sejles til Nootka Sound og der udleveres til dets tidligere kaptajn, englænderen Hudson.

Men da spanierne nåede dertil, var der slet ingen andre skibe der og ingen englændere at aflevere skibet til. Så Eliza tænkte, at det lige så godt kunne gøre gavn, så han sendte Quimper afsted på udforskning af Strait of Juan de Fuca med ordre om at være tilbage i Nootka Sound senest midt i august. Da forventede Eliza, at den løsladte Colnett ville være nået dertil og ville kunne overtage Princesa Real på vegne af Thomas Hudson. (Hvad var der egentlig blevet af Hudson?)

31. maj sejlede Quimper sammen med López de Haro og 40 soldater afsted mod Clayquot Sound, hvor de mødte høvding Maquinna, som havde søgt tilflugt hos sin slægtning, Wickaninnish efter mordet på hans bror, Callicum, året før. Quimper forsikrede ham om, at Martínez - skønt han var tilbage i Nootka Sound - ikke længere havde nogen kommando, og det fik Maquinna til at drage hjem til Yoquot i Friendly Cove.

Quimper fortsatte til Strait of Juan de Fuca. På den tid troede man stadig, at strædet var den mest sandsynlige indgang til den sagnomspundne Nordvestpassage, gennem kontinentet til Atlanterhavet. Så strædet blev grundigt undersøgt. Han nåede Esquimault Harbour i nærheden af nutidens Victoria og så en åbning mod nordøst. Han kaldte det Estrecho de Lopez de Haro efter sin skipper. Men han havde ikke tid til at undersøge det nærmere, så om det var den søgte passage, det blev ikke afklaret ved den lejlighed.

Det var tid at vende tilbage. Ved mundingen af Juan de Fuca-strædet nåede han Neah Bay, hvor mange kanoer fyldt med mænd og kvinder af Makah-stammen, der kom ud for handle / bytte varer. Spanierne fik bær og frugt, 100 eller flere pund laks, bjørneskind og 16 havodderskind i bytte for nogle kobbermønter, og Quimper sendte mænd i land efter frisk vand.

Dagen efter sendte Quimper halvdelen af sine mænd i land for at vaske tøj. En enkelt gik alene ind i skoven for at spise laks og bær, og han blev grebet af et par Makah-indianere. Da han forsøgte at forsvare sig, affyrede de nogle pile mod ham, og en af dem ramte ham i ansigtet, da han flygtede.

Mens det skete, var der makah-folk om bord hos Quimper, og da han erfarede, hvad der var sket, beslaglagde han to kanoer som gengældelse. Da der kom flere Makah-er ud for at generobre kanoerne, affyrede Quimper en pistol op i luften, og det fik dem til at flygte. Quimper skrev i sin dagbog: "All these natives were warlike, treacherous, very thievish, and boast about having killed two captains of vessels which had come to trade with them."

Næste dag sendte sendte høvding Tatoosh en budbringer i en kano ud til Quimper for at fortælle ham, at han havde straffet den indianer, der havde såret soldaten. Quimper gav nogle gaver til budbringeren, takkede ham for det venskab, som hans høvding viste, og gav ham de to kanoer, som han skulle give til høvdingen i hans navn for at få ham til at se, at han ikke ønskede at tage noget fra Makah. To dage senere kom Tatoosh, hans bror og søn i to kanoer ud til Princesa Real. Broderen solgte til førsteskipperen sin datter på otte eller ni år for lidt kobber og en lille cutlass - et lille kort sværd. Og da de vendte tilbage til deres boplads, havde de byttet 20 havodderskind til kongens kobber. Senere kom flere kanoer fyldt med Makah ud til skibet, og besætningen gav dem plader af kongens kobber i bytte for fisk og havodderskind.

Kl. 14.00 den 1. august gik Quimper i land, og i den spanske kong Carlos IV's navn tog han området i besiddelse med alle de ceremonier, som instruktionerne foreskrev. Han fik plantet et kors tæt ved floden, og en flaske blev begravet ved foden af et kæmpe fyrretræ bag korset. Flasken indeholdt en skriftlig erklæring om, at jorden tilhørte den spanske kong. Klokken 15.00, efter at Quimper var vendt tilbage til skibet, blev der på hans ordre affyret tre musketer-hilsener på land, og hans skib svarede med enogtyve skud. I sin dagbog skrev Quimper: "Jeg skænkede denne bugt navnet Nuñez Gaona." Dette var til ære for admiral Manuel Nuñez Gaona, en højtstående flådeembedsmand. Nu er der igen det forvirrende med navne, for efterfølgende bliver stedet som oftest kaldt Neah Bay, men undertiden Nunez Gaona. Dvs, det er det spanske og det senere engelske navn for samme geografisk sted. Navnene benyttes i flæng.

I sine rapporter bemærkede Quimper, at mens vinden var vanskelig, og strømmene løb med stor styrke ved Nuñez Gaona, var den brede bugt beskyttet på alle sider undtagen mod nordvest. Bugten bugnede af fisk, landet virkede frugtbart, og der var hjorte, kaniner, ræve og hunde. Vicekongen læste Quimpers rapporter med interesse, især beskrivelsen af Neah Bays potentiale som en alternativt bosættelse, hvis Nootka Sound måtte opgives. Quimper havde bemærket, at Neah Bay var den eneste passende havn på begge sider af sundet, og at sundet på det tidspunkt var smalt nok til at tillade alle skibe, der var stationeret der, at opsnappe fremmede skibe, der kom gennem passagen. Placeringen ville tjene beundringsværdigt som et synligt symbol på spansk suverænitet.

At Makah-folket så var krigeriske, modige og tyvagtige, var nok et problem, man evt. måtte forholde sig til.

10. august nåede Quimper tilbage til Nootka Sound. Han gjorde flere forsøg på at nå ind i sundet, men pga. vind og tåge lykkedes det ham ikke. Det indianske navn Yoquot betød jo også "Der hvor vindene blæser fra alle retninger".

Quimpers forsyninger var ved at slippe op, så han opgav og satte kurs mod Monterey, hvor han ankom 1. september og fik friske forsyninger. Herfra fortsatte han til San Blas, hvor han ankom i november 1790.

Året efter blev Quimper beordret at gøre et nyt forsøg på at aflevere Princesa Real. Han sejlede ud fra San Blas med kurs mod Filippinerne. Her skulle en anden spansk kaptajn overtage skibet og sejle det til Macau., da det var blevet aftalt mellem englændere og spaniere, at det nu var her, skibet skulle overdrages til dets ejere. Undervejs stoppede Quimper op på Hawaii. Her var Colnett netop ankommet et par dage tidligere. Colnett forlangte at få Princesa Real udleveret, men Quimper fastholdt, at hans ordre var at sejle det til Filippinerne. Colnett forberedte sig på at tage skibet med magt, men Kendrick Junior - sønnen af amerikaneren John Kendrick, som var gået i spansk tjeneste - fik gemytterne beroliget. Quimper slap ubemærket væk og sejlede til Maníla, hvor han ankom i juni. Ved årets udgang nåede skibet til Macau som planlagt, men skibet var i så dårlig en forfatning, at englænderne nægtede at overtage det. I stedet accepterede de at modtage en mindre kontant sum. Alt det besvær for at få det frem. Hurtigt derefter nåede en orkan Macau, og Princesa Real blev slemt skadet. "She was later sold for salve," slutter artiklen om Royal Princess - Princess Real. Men jeg ved ikke helt, hvad det betyder.

Eliza i Friendly Cove

Fra Fort Miguel på Santa Cruz de Nuka i Friendly Cove sendte Eliza, som nu var kommandant her, Fidalgo afsted nordpå for at udforske området, besøge russiske poster og undersøge, hvorvidt de krænkede spansk territorium. Med sig havde han 14 af soldaterne.

Fidalgo gik i land adskillige steder og plantede det obligatoriske kors som tegn på Spaniens krav på områderne.

Bemægtigelsesceremonierne blev dog aldrig fulgt op af spanske bosættelser - bortset fra den i Friendly Cove, Nootka Sound. De resulterede dog i rigtig mange spanske stednavne. En del af dem findes stadig, men mange har fået andre - engelske - navne. 

Hvis man vil se navnene, kan man gå ind på siden, hvor jeg har fundet kortet. 

I første omgang blev Eliza selv i Santa Cruz de Nuka for at konsolidere bebyggelsen. Høvding Maquinna, der af Quimper var blevet forsikret om, at Martínez ikke længere havde kommandoen, vendte tilbage og mødte Eliza, der gav ham yderligere forsikringer om, at han ikke skulle frygte overgreb som dem af Martínez. Maquinna forærede nu Eliza lovligt det land, som Martínez havde taget i besiddelse, på betingelse af, at når spanierne forlod området, skulle det gives tilbage til indianerne, så de der kunne etablere deres lejr, som deres forfædre havde gjort hver sommer i årtier. Området gav god adgang til fangst og tørring af fisk og især hvalfangst - en aktivitet som var af livsvigtig betydning for indianerne. Det var ikke så mærkeligt, at Maquinna og hans folk ofte spurgte spanierne, hvornår de ville tage afsted.

Alberni kastede sig over forberedelserne til den kommende vinter 1790-91. Han drev et effektivt bageri, begyndte at holde fjerkræ, og bevidst om betydningen af friske grøntsager gav han sine grøntsagshaver megen opmærksomhed. Vinteren blev hård. Voldsom regn ødelagde næsten grøntsagshaven. Manglen på frisk mad gav skørbug, og beskøjterne enten rådnede af fugt eller blev spist af rotterne. Maquinna viste sig som en god ven og forsynede igen fortet med gaver i form af dyrekød og frisk fisk. På trods af dette kom spanierne til at lide af en række lidelser som forkølelse, gigtsmerter og dysenteri, og 9 mænd omkom i løbet af vinteren.

Efter frigivelsen af skibet Argonaut havde James Colnett jo været på - efter spaniernes mening - forbuden skindopkøb, så han var lidt længe undervejs. I oktober nåede han Clayquot Sound, på vej for at få udleveret skibet Royal Princess / Princesa Real, som det var blevet aftalt mellem englændere og spaniere. Men på det tidspunkt havde Quimper opgivet at vente på ham og var på vej tilbage til San Blas.

Colnett nåede Nootka Sound i januar 1791 og fandt den spanske lejr i ekstrem mangel på forsyninger og med mange mænd syge. Alligevel blev han mødt af en gæstfri Eliza, som hjalp Colnett med at reparere skibet Argonaut. På trods af kontroverserne i 1789 under Martínez opstod der venskabelige forbindelser, og englændere og spaniere hjalp hinanden. Da Colnett den 3. marts sejlede afsted mod Kina, var det med 1000 havodderskind, og Eliza havde forsynet ham med tilstrækkelige forsyninger til at nå Hawaii.

Elizas og Narváez' expedition

For en tid overlod Eliza kommandoen over Santa Cruz de Nuka til en vis Saavedra.

Med udgangspunkt i Friendly Cove foretog Eliza på San Carlos nemlig på en længere ekspedition sammen José Maria Narváez på Santa Saturnia og 10 Catalonian Volunteers og en jolle - en "longboat" på 8,5 m og med 13 årer.  (En longboat var ofte så lang, at der ikke var plads til den  på hovedskibet, men i stedet fulgte med fastbundet til skibet.)

Først sejlede de til Clayquot Sound og Barkley Sound. 

Clayquot Sound ved den største af de røde pile

Barkley Sound

Mens Narváez undersøgte og kortlagde de mange bugter og vige, blev Eliza venner med høvding Wickaninnish. Til ære for Eliza blev der opført en dans af 600 unge mænd, og Eliza noterede, at der var 5 store indianerbosættelser ved Clayquot Sound - den største med over 2.500 indbyggere. 

Map of Clayquot Sound made during the 1791 exploration voyage under Francisco de Eliza

Eliza og Narváez fortsatte til Esquimault Harbor i Strait of Juan de Fuca. De kaldte stedet for Puerto de Cordoba efter den spanske by Cordoba. Herfra fortsatte Narváez mod nord langs Pender Island og Saturna Island, indtil han kom ind i "a grand and extended canal - the open water of Strait of Georgia".

Narváez var den første europæer i dette farvand.

Narváez kaldte det for Canal de Nuestra Señora del Rosario. Spanierne mente, at de endelig havde fundet det sagnomspundne Nordamerikanske indlandshav, og at det  sandsynligvis på en eller anden måde havde forbindelse til enten Hudson Bay eller Mississippifloden. De ankrede op for natten ved Patos Island, og næste dag sejlede de mod øst til Lummi Island ved den nordlige ende af Rosario Strait.

 Udmattede og med mangel på mad måtte de søge tilbage. I hård modvind måtte besætningen i robåden kæmpe sig frem ved årerne,  til de nåede Esquimalt. 

Narváez fulgte efter i Santa Saturnia dagen efter.

Eliza og Narváez satte nu over Juan de Fuca strædet og ankrede op på sydsiden i Port Discovery ( Puerto de Bodega). Men Narváez sejlede endnu engang nordpå for at udforske Rosario Strait og Strait of Georgia yderligere.

Narváez sejlede op langs den østlige side af Vancouver Island til nuværende Nanaimo. Han krydsede strædet og ankrede op ved Point Grey. Point Grey er et kap vest for Vancouver City, og han var således også den første europæer, der så indgangen til English Bay og stedet for den senere Vancouver City.

Mens Narváez  lå for anker ud for Point Grey, fik skibet besøg af en række Musqueam-mænd i kanoer, som byttede mad, vand og brænde for stykker af kobber og jern. Spanierne bemærkede, at deres sprog var ganske anderledes end Nuu-chah-nulth (Nootka), som de var fortrolige med. Musqueam indikerede, at Strait of Georgia  fortsatte mod nord et godt stykke. En af Narváez' besætning købte en ung indfødt dreng. Fra ham lærte spanierne, at mange indianere regelmæssigt kom til Musqueam på hesteryg, fra et "fladt land" i nordøst, for at bytte jern, kobber og blå perler for  fisk. Spanierne besøgte ikke landsbyen Musqueam, men ankrede op 3 km ud for kysten. Der samlede de vand fra en stor flod, sandsynligvis den nordlige arm af Fraser-floden.

Narváez sejlede et stykke ind i Burrard Inlet, ind mod nutidens Vancouver havn.

Et opslag på et site om Fraserfloden benytter formuleringen, at eksistensen af Fraserfloden, men ikke dens placering, blev udledt under Josë Maria Narváez' rejse i 1791 under Francisco de Eliza. 

Fraser River

Sitet fortsætter med at fortælle, at det blev de spanske opdagelsesrejsende Dionisio Alcalá Galliano og Cayetano Valdés, der den 14. juni året efter - altså i 1792 - gik ind og ankrede op i den nordlige del af Fraserfloden og blev de første europæere til at finde og gå op i den.

Galliano og Valdes kommer vi til at høre mere om.

Et lille mellemspil

Det var ved Fraserfloden, at Nlaka'pamux-folket i begyndelsen af 1850-erne guld. Rygtet spredte sig til Hudson's Bay Company (HBC), som startede udvinding, for det kom som en god nyhed for HBC. HBC havde sat sig på indsamling og handel med havodderskind med hovedkvarter på Vancouver Island, men efterhånden var der ikke den store indtjening på dette. Havodderne var stort set udryddet.

HBC holdt godt på hemmeligheden om guldfundet, men det hele ændrede sig i 1857, da HBC sendte 800 ounces guld til San Francisco for at blive raffineret. Hemmeligheden var ude. 

Det næste år begyndte tusindvis af minearbejdere og potentielle guldsøgende fra San Francisco at ankomme til Fort Victoria, dengang en lille HBC-forpost. Skibe, der ankom med hundredvis af passagerer, blev en daglig begivenhed. Inden året var omme, havde omkring 30.000 personer nået dertil for at deltage i "Fraser River Fever" eller "Fraser River Gold Rush".

Tilbage til Eliza og Narvaéz i 1791

Eliza var imponeret over Narváez's rapport om størrelsen og arten af ​​Georgia-strædet. Fordi adskillige hvaler var blevet set i Georgia-strædet, men kun få i Juan de Fuca-strædet, spekulerede Eliza (korrekt) i, om sundet havde en anden forbindelse til havet. Eliza kom også til at spekulere over , (igen korrekt), om Nootka Sound ikke var del af et fastland, men snarere på en ø. 

Narváez havde ikke været i stand til at udforske hele Georgia-strædet. Eliza vurderede, at yderligere udforskning var vigtig, men da Narváez vendte tilbage til Port Discovery, var Eliza og mange af hans sømænd syge, og det var tid at sætte kurs tilbage til Friendly Cove.

På vejen vestud af Juan de Fuca nåede de Neah Bay / Bahia de Núnez Gaona, øen Waadah, Punta de Martínez ( Cape Flattery) og endnu en lille flad ø, Tatoosh.  Besætningen gik i land for at skaffe vand og træ og vaske tøj, og de indfødte kom i stort tal i kanoer for at handle. De havde mange skind i god kvalitet, men der kom ikke megen handel ud af det. Eliza skrev til vicekongen: “During my stay in the Bahia de Núñez Gaona many canoes of Indians came out from the two settlements at the south of the strait to trade sea-otter skins. Very few however have been exchanged as they did not wish to give more than one small skin for a copper sheet. They told us about and showed us the copper sheets the English were giving them, which are 26 inches long, 22 inches wide, and as thick as a real, Giving us to understand that the English, who anchored there, paid better prices. For this reason I decided not to buy any.” Og han tilføjer: "These Indians are “more warlike and daring” than others we have met.”

Om aftenen 11, august sejlede de to skibe videre mod Friendly Cove. San Carlos ankom 29. august, nu også med Navárez ombord. Den mindre skonnert Santa Saturnia, nu kommanderet af Carrasco, kæmpede mod vejrforholdene og vendte til sidst mod syd og ankom til San Blas den 9. november. 

Eliza genoptog kommandoen over bosættelsen og Saavedra genoptog kommandoen over San Carlos og sejlede til San Blas 24.oktober medbringende Elizas og Navárez' rapporter om de store opdagelser.

Man kan undre sig over, om der dog vedblivende kunne være nyt at opdage i områderne omkring Juan de Fuca og Vancouver Island. Men når man ser kort over områderne med deres myriader af småøer, stræder, bugter, næsten som langs den norske vestkyst, så ja! Der var stadig masser at udforske.

Vel tilbage begyndte Eliza i efteråret 1791 sammen med Alberni at forberede bosættelsen til deres anden vinter i Nootka Sound. Selv om Alberni I løbet af året havde udvidet sine haver, var Ekiza bange for, at hans mænd ikke ville overleve endnu en vinter på de få forsyninger, de havde tilbage. Alberni havde endda forsøgt at brygge øl på nåletræsbark i forsøg på at undgå skørbug i løbet af vinteren. Heldigvis blev vinteren ikke lige så slem som året før. Og så var det så heldigt, at den spanske explorer Alessandro Malaspina få dage før Eliza tilbagevenden, var ankommet til Nootka. Han var på jordomsejing, havde været højt mod nord og udforsket øerne vest for Prince Williams Sound.

Malaspina havde stadig rigelige forsyninger, som han nu delte ud af.  Hans ankomst fik stor betydning i forhandlingerne mellem englændere og spaniere i Nootka Sound - til spaniernes fordel - selv om krisen i Nootka Sound senere endte med et spansk nederlag og tvungen tilbagetrækning..

 Mere om Kendrick

Gray og Kendrick forlod Nootka Sound i sommeren 1789, og hvordan det gik Gray har jeg allerede fortalt om. 

Kendrick nåede  til Macau 26. januar 1790. 

Både Gray og Kendrick fandt det svært at handle her under det, der blev kaldt  the Canton System, og Gray anbefalede i et brev Kendrick til at søge til et smuglerområde kaldet Dirty Butter Bay. Kendrick fulgte rådet, og han  fandt stedet fyldt med smugleri og anden ulovlig aktivitet. Her lå også to East India Company-skibe, der fungerede som flydende  lagerhuse fyldt med opium

Kendrick fik solgt Martínez' skind, som han havde medbragt, for 8.000 dollars og sine egne for 18.000 dollars - til en meget bedre pris pr. skind, end den  Gray havde opnået. Han lejede nu et hus i Macau og begyndte at forberede en ny handelsrejse til vestkysten af Amerika. Men kineserne ville ikke give ham lov til at forlade Macau. Grunden er usikker. Vist pga. af en gæld, der først skulle betales.  

Kendrick henvendte sig til William Douglas. Ham har vi hørt om før. Han havde været kaptajn på Meares' skib Iphigenia - det første skib som Martínez havde opbragt, men efterfølgende gav lov til at sejle væk. Og det var Douglas, der havde informeret Meares om, hvad der var foregået.  

Senere havde Douglas forladt Meares' selskab og var i stedet blevet kaptajn på en amerikansk scooner, Grace, og sejlede dermed under US flag. Kendrick og Douglas indgik et uformelt partnerskab.

På vej til Macau havde  Kendrick gjort ophold på Hawaii og var blevet interesseret i sandeltræ. Han havde endda efterladt et par mænd, som skulle sørge for at skove noget træ og gøre det klar til ham. Nu blev det aftalt, at Douglas, der skulle på endnu en tur til Northwest Pacific, på tilbagevejen skulle tage omkring Hawaii og bringe træet med til Kendrick på Macau.

Douglas vendte tilbage med en ladning skind og Kendricks sandeltræ fra Hawaii. Da begge dele var blevet solgt, blev Kendrick gæld betalt. Da Macau i slutningen af 1790 desuden fik ny guvernør, fik Kendrick tilladelse til at forlade stedet, og Kendrick og Douglas besluttede sig for et nyt eventyr. De ville forsøge at åbne handlen i Japan. 

31. marts 1791 forlod de Kina med kurs mod Japan.

For de af jer, der har læst mine indlæg om Japan, og om hvordan europæerne forsøgte at skaffe sig adgang til handel i Japan, er nedenstående måske interessant. Ellers spring det over.

Kendrick and Douglas approached the Kii Peninsula of Japan on May 6. Seeking shelter from an approaching typhoon Kendrick and Douglas sailed into the channel between the mainland and the island of Kii Ōshima, near the fishing villages of Kushimoto and Koza. Both villages immediately sent messages to the daimyō at Wakayama Castle. After the storm passed a few Japanese fishermen visited the ships. Kendrick offered food and drink, and a few of the fishermen went on board. None of the ships' crewmembers spoke Japanese, but the Chinese crewmen were able to communicate via writing. Kendrick and Douglas learned that there was no market for sea otter furs in Japan, contrary to the rumors they had heard in Macau. The fishermen also persuaded Kendrick and Douglas not to go to Osaka, where they would have faced certain arrest.

While they waited for favorable weather, five men were sent ashore on Oshima Island to collect water and wood. They fired a warning musket shot at a local farmer who tried to stop them. In the meantime, the messages from the villages reached Wakayama Castle and the daimyō sent a force of samurai. On May 17, Kendrick and Douglas departed, perhaps having heard that troops were coming. The samurai arrived two days later.

The result of this first visit of Americans to Japan was largely symbolic for the United States. For Japan, it resulted in a new system of alarms and coastal patrols, increasing Japan's isolation under sakoku.

Efter et resultatløst eventyr i Japan skiltes Kendrick og Douglas. Douglas drog mod Alaska, Kendrick sejlede til  Bucareli Bay på nordvestkysten af Amerika.

Det var Juan Francisco de la Bodega y Quadra, der i 1775 havde navngivet bugten Puerto y Entrada de Bucareli til ære for Antonio María de Bucareli y Ursúa, dengang vicekonge i Ny Spanien.  Igen i 1779 var Quadra deroppe. Det var således et område, der tidligt var blevet besøgt flere gange af spanierne.

Kendrick sejlede lidt sydpå til Ninstints - den sydligste af Haida Gwaii'erne (senere Charlotte Islands). Normalt stod Kendrick på god fod med indianerne, men ved et tidligere besøg her 2 år tidligere var der forekommet en uheldig episode. Noget af Kendricks tøj, der hang til tørre, blev stjålet. Kendrick tog høvding  Koyah og høvding Skulkinanse som gidsler, indtil tøjet blev leveret tilbage, hvilket hurtigt skete.  Kendrick forlangte nu at få bragt odderskind, som han tvang Haida-indianerne til at sælge til en lavere pris end normalt, og først derefter blev høvdingerne løsladt. Vel vidende at handlen her var slut, forlod Kendrick hurtigt stedet. Ifølge indianernes fortælling bandt Kendrick et reb rundt om høvding Koyahs hals , piskede ham , skar hans hår af og malede hans ansigt.  Episoden førte til, at høvding Koyah mistede sin sociale status. 

 Ved det  nye besøg blev Kendrick og hans mænd tilsyneladende venligt modtaget, og Haida-indianerne blev inviteret til fest på skibet. Men overgrebet to år tidligere var ikke glemt.  Pludselig angreb indianerne, og spanierne måtte flygte under dæk. Angrebet blev dog slået tilbage. Kendrick hævnede angrebet ved at dræbe adskillige haida-indianere.

Slaget blev en berømt og ofte forhistorie, og beretningerne portrætterede Kendrick på forskellige måder. En beretning hævdede, at Kendrick havde drukket.  Andre bebrejdede Kendrick, at han havde ladet så mange komme om bord, at de næsten lykkedes med at få kontrol over skibet, og de bebrejdede ham, at han tillod den brutale gengældelse, efter han havde genvundet kontrollen. Andre havde svært ved at tro på historien om den efterfølgende nedslagtning og støttede Kendricks handlinger.

Kendrick skyndte sig væk og søgte til det fort, han havde bygget i Marvinas Bay. Her blev han budt velkommen af de indfødte Nuu-chah-nulth-indianere. Det venskab, han tidligere havde knyttet til dem, var velbevaret og blev endda styrket af deres voksende frustration over spanierne,

Første Nootka konvention og Kendricks opkøb af land.

Tidligere havde spanierne følt sig stærke over for englænderne, fordi de havde at være allieret med Frankrig. Men da Frankrig fik nok at gøre med den franske revolution, besluttede kong Carlos IV, at uden at kunne nyde godt af sin sædvanlige allierede, kunne han ikke risikere en krig. Dertil kom en omfattende rapport om den beklagelige tilstand af økonomien og forsvaret af Ny Spanien, som Madrid i august modtog fra vicekongen i Ny Spanien.

Derfor underskrev Spanien 28. oktober 1790 den første Nootka konvention, hvor det blev fastslået, at Spanien skulle  tilbagelevere det land, som Meares hævdede at have købt. Desuden fik britiske handlende lov til at vende tilbage til Nootka Sound og handle langs kysten.

 Dette vidste Kendrick ikke noget om, da han kom til området, men da han erfarede det, fik han travlt. Han begyndte at forhandle alliancer med høvdingene Maquinna, Claquakinnah, Wickaninnah og andre. Han håbede, at en stærk alliance med de indfødte, kunne hjælpe ham med at udkonkurrere de britiske handelsmænd, som snart ville vende tilbage.

Mange høvdinger samledes ved Marvinas Bay. Kendrick underholdt dem med kinesisk fyrværkeri, hvorefter han holdt en tale, hvor han forklarede, at europæerne snart ville komme til regionen for at etablere bosættelser. Han fortalte dem, at hvis han var i besiddelse af skøderne på deres land, kunne det forhindre europæerne i at få permanent fodfæste i regionen. Kendrick lovede, at de ville beholde alle deres traditionelle rettigheder, og at han i det væsentligste bad om retten til at bruge deres region som en Nuu-chah-nulth. Han lovede at forsvare landene mod indtrængen fra europæiske handlende og andre stammer uden for deres konføderation. men det vigtigste, han tilbød, fra Nuu-chah-nulth, var skydevåben. Hvis de var godt bevæbnede, kunne de forsvare sig mod handlende, som tidligere har plyndret efter behag. 

Mindet om Callicum, der var blevet dræbt, var stadig friskt, og høvdingene gik med til Kendricks forslag.

I juli 1791 købte Kendrick Marvinas Bay fra Maquinna og andre høvdinge, med "alt land, floder, åer, havne, øer osv., med alle produkter af hav og land dertil." Derefter fortsatte Kendrick til høvding Tahsis, dybere ind i Nootka Sound, og lavede en lignende aftale. Derefter manøvrerede han Washington gennem de snævre områder nord for Nootka Island ind i Esperanza Inlet og undgik derved det spanske fort ved Friendly Cove. I Esperanza Inlet og Nuchatlitz Inlet foretog han yderligere to jordkøb af samme art.

I starten af august nåede han Clayoquot Sound, hvor høvding Wickaninnish ventede på ham for at indgå en handel i lighed med dem, andre havde indgået. Wickaninnish solgte ham stort set alt land rundt om sundet. Nogle hævder for bare 4 geværer, andre hævdede dog, at han i 1791 besad 200 geværer købt fra Kendrick.

Kendrick opkøb af jord gav ham råderet over 2.600 kvadratkilometer af Vancouver Island, inklusiv næsten hele Nootka Island og jorden rundt om Nootka Sound og Clayoquot Sound. Herefter byggede han et nyt Fort Washington på en ø i Clayoquot Sound.

Når andre handlende herefter forsøgte at købe skind i området, var svaret altid, at indianerne kun ville handle med Kendrick.

 Robert Gray på Fort Washington 

 

29. august 1791 ankom Robert Gray til Fort Washington på sin anden rejse til Amerikas vestkyst. Under deres tidligere fælles rejse, havde han været underordnet Kendrick, hvilket han af og til var ret frustreret over. Nu var han glad for at være løst af de bånd, og de kunne samarbejde på lige fod.

Da Kendrick den 29. september sejlede afsted for at overvintre på Hawaii, blev Gray tilbage. Han fik sine mænd til at bygge et fort, Fort Defiance. Men det viste sig, at Gray ikke var i stand til at bevare det venskab med Wickaninnish-folket, som Kendrick havde opbygget. Efter en trivialitet over en frakke, tog Gray Wickaninnish' bror som gidsel og truede med at dræbe ham. Da Grays hawaiiske tjener løb bort og sluttede sig til indianerne, tog Gray endnu et gidsel.

I slutningen af vinteren mente Gray at have opsnappet en sammensværgelse og planer om at angribe hans fort og hans skib. Som svar på det besluttede Gray at udslette indianernes hovedlejr. Da skibet Columbia i marts 1792 forlod Clayoquot Sound, beordrede Gray derfor et bombardement på landsbyen Opitsah. Lejren var mennesketom på det tidspunkt, men 200  bygninger med smukke træskærer-ornamenter blev fuldstændig destrueret. 

De indfødte forblev loyale mod Kendrick, men de venskabelige forbindelser med amerikanske handlende som sådan, som Kendrick havde opbygget, blev ødelagt.

Fidalgo i Neah Bay

Spanierne var klar over, at de risikerede at miste herredømmet over Nootka Sound. De prøvede derfor at spille på flere heste. Derfor blev Fidalgo sendt til Neah-bugten i Juan de Fuca-strædet. Fra Neah Bay skulle Fidalgo omhyggeligt afsøge alle bugter i Juan de Fuca-strædet for at finde ud af, hvor man kunne grundlægge en bosættelse. Et beskyttet sted, hvor man sikkert kunne ankre op - et sted, hvor man kunne dyrke afgrøder, og hvor der var tilstrækkelig med vand og skov. Han skulle tage dette sted formelt i besiddelse - efter gældende forskrifter -  og han skulle befæste stedet med et mindre batteri og rejse midlertidige bygninger til syge og til forsyninger og ammunition. Blev man tvunget til at opgive Friendly Bay bosættelsen, skulle denne koloni være plan B.

Fidalgo fik omhyggelige instrukser:

 Bodega cautioned Fidalgo that there was to be no repetition of Martinez’s imprudent conduct in 1789. Any trader venturing into the strait should be asked “with all due courtesy” not to trade south of the settlement.  Fidalgo was particularly enjoined “to show every mark of kindness” to the Indians “even when their ignorance makes them commit some offence.” 

Bodega orienterede vicekongen om sine foranstaltninger.

In sending these instructions to the viceroy, Bodega informed him that inasmuch as “nothing in his instructions opposed the setting up of the establishment of Fuca” and being “certain of its importance and usefulness,” he had decided not “to delay one moment the prompt occupation of the Strait.” Should it be shown that the base would not be needed, it could be abandoned when he returned from Nootka Sound. 

Fidalgo sejlede afsted på Princesa - et tremastet krigsskib med 26 kanoner.  Hun var bygget til at kunne rumme forsyninger til et helt år uden at få nye forsyninger og var bygget med henblik på  "durability" nærmere end hastighed. Om bord var 89 mænd, heriblandt en læge, en præst og et mindre antal mexikanske, peruanske og spanske nybyggere og 13 soldater fra the First Free Company of Volunteers of Catalonia.

Fidalgo på Princesa ankom til Neah Bay om morgenen den 29. maj 1791. Skibet ankrede op så tæt på land som den lavvandede bugt tillod. Til sin bosættelse valgte Fidalgo et sted tæt på stranden i det sydvestlige hjørne, hvor åen (i dag Village Creek ved den vestlige ende af Neah Bay), som tidligere var blevet bemærket af Quimper, flød ind i bugten, og derved sikrede en frisk vandforsyning. Bugten havde Quimper kaldt Bahía de Nuñez Gaona. 

Fidalgo sendte en gruppe i land for at begynde koloniseringen af området, nær åens udmunding. Meget hurtigt satte han folk i gang med at rydde et cirkulært felt med en radius på et musketskud. Træer blev fældet, og tømmerstokke blev brugt til at bygge en kaserne til hans mænd, en smedje, et bageri, en kirke, en lagerbygning og et sygehus. Tagene var lavet af græs. En palisade blev rejst og fire, måske seks kanoner blev monteret til forsvar. En køkkenhave blev påbegyndt med frøplanter transporteret og omhyggeligt plejet i containere klar til plantning. Haven bestod af tomater, hvidløg, majroer, radiser, majs og kål. Der blev også bygget en dyreindhegning med en række køer, får, svin og geder, de havde medbragt. Fidalgo navngav bosættelsen Fort Nunez Gaona, og et kors blev naturligvis rejst på stranden.

Makah-folket  begyndte straks handle med spanierne. Fugle, fisk og bær i bytte for kobberplader. Nybyggerne så ud til at have fået en god begyndelse med Makah. Men Fidalgo var forsigtig. Da Princesa måtte ankre op et stykke fra kysten, blev en langbåd holdt på stranden, i fald et indianer-angreb gjorde det nødvendigt at flygte til Princesa. Fidalgo udstedte strenge ordrer om, at ingen måtte gå et stykke ud over indhegningen, og at der skulle affyres et kanonskud hver aften ved solnedgang som et signal til Makah, der boede relativt tæt på, om ikke at nærme sig bebyggelsen eller skibet før daggry.

2. juli modtog Fidalgo den engelske pelshandler Henry Shepherd på vej fra Bengalen til Nootka Sound i det 110 tons tunge Venus. Da Fidalgo så skibet komme ind i bugten og troede, at det var spanske Activa, der kom med instruktioner fra vicekongen, sejlede han ud til fartøjet. Da han vendte tilbage til sit eget skib, efter at Venus havde slået anker, opdagede Fidalgo, at Serantes, hans næstkommanderende, var gået i land og ikke vendt tilbage. Fidalgo gik straks i land, hvor han erfarede, at Serantes var draget afsted med sin musket og en indianer for at gå på jagt. Af frygt for det værste sendte Fidalgo næste dag en gruppe på tyve bevæbnede mænd ud for at gennemsøge de tykke skove. Da de kom tomhændede tilbage, sendte han dem ud igen. Tilbage om bord fik han at vide, at en indianer var kommet for at sige, at Tutusis folk havde dræbt en spansk sømand med sin egen pistol og båret hans lig væk. Fidalgo tog ingen chancer og holdt sine mænd under våben "for afvente af det øjeblik, Tutusi (høvdingen) angriber mig på land med sit folk."

Han kunne ikke gøre mere; bugtens lavvandethed gjorde det umuligt for ham at bringe sit skib inden for skudafstand fra stranden.

Fidalgo rapporterede til Bodega i et brev leveret af Shepherd, at kasernen "er godt befæstet, godt forsynet med mænd, kanoner, flintlåse og ammunition og i en fordelagtig position forbundet med havet af en flod, der går gennem [bosættelsen]. En båd opbevares der permanent, så hvis vi ikke er i stand til at modstå et angreb, kan vi gå ombord i den, mens vi skyder, forlader landet og forlader alt.”

Et par dage senere, da han så to kanoer fulde af Makah-indianere nærme sig, antog Fidalgo, at han var ved at blive angrebet. Han beordrede sin mænd at åbne ild. 

Seks Makah-mænd og -kvinder blev dræbt. En dreng og en pige blev trukket op af vandet og udspurgt af Fidalgo om Serantes. Drengen bekræftede dødsfaldet, og dagen efter blev Serantes' lig fundet i et krat nær fortets ydre væg, og det blev begravet i området. Begivenheden markerede afslutningen på det gode forhold mellem Makah og spanierne. Ved udgangen af ​​sommeren blev kolonisternes forhold til Makah meget fjendtligt.

Nyheden nåede hurtigt til Nootka Sound. Bodega forstod situationens alvor og skrev hurtigt et brev til Fidalgo for at berolige ham. Han udtrykte sin sorg over Serantes' død og sin bekymring for Fidalgos egen situation, men fortsatte skarpt, at det var vigtigt at undgå Tutusis død og udgydelse af blod for en gerning, hvis årsag ikke var kendt.

"Det forekommer mig ikke rigtigt, at du skulle tage hævn på personer, der kunne have været ganske uskyldige, og når morderen ikke er kendt." Han bad Fidalgo om at følge hans officielle instruktioner for at opretholde gode forbindelser med Makah-folket.

Bodega Y Quadra på Fort Miguel i Friendly Bay

(Husk, at selv om y betyder og på spansk, så er Bodega y Qudra én person.)

Den første Nootka konvention var bevidst vag. Efterfølgende sendte begge lande en repræsentant til Nootka Sound for at forhandle færdigt og implementere aftalen. 

Spanien udnævnte i 1791 Bodega y Quadra som deres kommissær for forhandling og implementering af den aftalte  Nootka Konvention.

 

Da Bodega sejlede til Nootka Sound, var det om bord på et skib med 34 kanoner - fregatten Santa Gertrudis - det største spanske skib i hele Stillehavet.  En flåde af mindre skibe fulgte Santa Gertrudis - alt sammen for at imponere englænderne. Det var også vigtigt for spanierne, at de kom først dertil, så det kunne være dem, der kunne byde englænderne velkomne som gæster.

Bodega havde instrukser om at acceptere tabet af herredømmet over Nootka Sound, hvis blot Vancouver kunne acceptere Strait of Juan de Fuca som grænsen mellem engelsk og spansk interesseområde. Her havde Fidalgo jo så forberedt Neah Bay som Spaniens nye holdepunkt. Allerede før Vancouver ankom, tog han derfor skridt til at nedtone spaniernes tilstedeværelse i Nootka Sound. 

Han beordrede Eliza at tage afsted på skibet Conception med dets store besætning. En Alonso Torres y Guerra sejlede afsted  mod Monterey på Santa Gertrudis (et af de skibe, Martínez tidligt havde overtaget og givet spansk navn). Om bord var Alberni og de fleste af soldaterne  i Catalonian Volunteers og 6 ud af de 8 kanoner på Fort San Miguel. Kun 2 blev ladt tilbage for at kunne salutere.

Som kommandant for Spaniens bosættelse i Nootka Sound gjorde han meget ud af at invitere og underholde alle gæster - både indfødte og europæere. Han holdt fest for officererne på ethvert skib, der kom til Nootka Sound, eksempelvis det franske handelsskib La Flavie, det engelske Feliz Aventureira - som stadig sejlede under portugisisk flag, de amerikanske Columbia og Hope under kommando af Gray og Joseph Ingraham og flere andre. Beretninger fra mange af de mennesker, der besøgte Nootka Sound i løbet af sommeren 1792 vidner om forbløffelse over storheden - the grandeur - ved Bodegas middage, i så fjern en del af verden, hvor over 50 mennesker fik serveret mange retter på Bodegas personlige samling på 300 stykker sølvservice. 

Bodega hjalp også med skibsreparationer til ethvert fartøj, der havde behov for det.

Om George Vancouver

Til implementering af Nootka-konventionen, indgået oktober 1790, og dermed overtagelse af Meares' tidligere landbesiddelse i Friendly Cove i Nootka Sound sendte englænderne George Vancouver.

I 1771, i en alder af 13, var Vancouver gået ind i Royal Navy som en "ung gentleman", en fremtidig kandidat til midshipman. I virkeligheden sejlede han som en af midtskibsmændene allerede i 1772-75 ombord på HMS Resolution på James Cooks anden rejse på jagt efter Terra Australis. Han sejlede også med Cooks tredje rejse (1776-1780), denne gang ombord på Resolutions følgeskib, HMS Discovery, og han var til stede under den første europæiske observation og udforskning af Hawaii-øerne.

1. april 1791 sejlede Vancouver ud fra Falmouth med to skibe, HMS Discovery og HMS Chatham, på den mission, der nu kaldes Vancouver-ekspeditionen. Han sejlede ud med forventning om af spanierne at få overdraget en stor del af kysten ved Nootka Sound  og grundlægge en bosættelse til understøttelse engelske pelshandlere.  Ved Admiralty Inlet i  Puget Sound tog han  den 4. juni 1792 (kongens fødselsdag og før han ankom til Nootka), hele kysten og baglandet, der støder op til Juan de Fuca-strædet formelt i besiddelse under navnet New Georgia. 

Vancouver synes at have udført denne besiddelseshandling i forventning om, at de skriftlige instruktioner, der efterfølgende ville blive bragt fra London af Daedalus, ville give ham tilladelse til at gøre dette, da det havde været genstand for offentlige og private diskussioner før hans afsejling. Han formodede også, at disse instrukser ville beskrive i detaljer, hvilke foranstaltninger han skulle tage for at gøre Nootka til en permanent britisk bosættelse, hvem der skulle være dens guvernør og så videre.

Vancouvers mission var desuden ikke blot at overtage kontrollen over territoriet ved Nootka Sound, men også at foretage en detaljeret undersøgelse af kysten til 60 grader nordlig bredde og søge efter den sagnomspundne Nordvestpassage. Han skulle være særlig opmærksom på Juan de Fuca-strædet, den vandvej, der bedst syntes at give adgang til den store passage.

Vancouver kom til at gennemføre den længste og største ekspedition i den maritime historie. Ekspeditionen kom til at vare 4 1/2 år. Alligevel er han kun den næstmest kendte kaptajn på NorthWest Pacific - overgået af James Cook, og i de første mange år blev hans enorme indsats ikke rigtig anerkendt i England.

I løbet af det første år sejlede han til Cape Town, Australien, New Zealand, Tahiti og Hawaii. Undervejs indsamlede videnskabsmænd om bord botaniske prøver og kortlagde kysterne. Han gjorde formelt krav på land i Vestaustralien, ved King George Sound. Herefter krydsede han over til Amerika, hvor han fulgte kysten langs nuværende Oregon og Washington.

Mødet med Makah-folket

I april 1792 mødte Vancouver amerikaneren Robert Gray ud for kysten, lige før Gray som den første europæer sejlede op ad Columbia River.

Vancouver fortsatte videre nordpå, og han fortæller:

"As we proceeded along the shore “we passed the village of Classet, which is situated about two miles within the Cape, and has the appearance of being extensive and populous.”

 “Some of the inhabitants found no difficulty in visiting us; this they did in a very civil, orderly, and friendly manner, requesting permission before they attempted to enter the ship; and on receiving some presents, with assurances of our friendship, they very politely and earnestly solicited us to stop at their village."

Vancouvers oplevelse af  Makah-folket var noget mere positivt Quimpers og Fidalgos  - og bestemt også mere positivt end landsmanden John Meares'. 

For selv om spanierne og John Meares havde mange kontroverser, så var der i al fald én ting, de var enige om - deres syn på Makah-indianerne i Juan de Fuca  (og den lidt sydligere Hoh-stamme).

Meares mødte dem allerede i juni 1788, og om det besøg fortælles:

He went to Clayoquot Sound, on the west coast of Vancouver Island, where apparently he had obtained from Chief Wicanninish the promise of a free and exclusive trade in the area and permission to build whatever shore establishments he needed to conduct his business. Sailing southward, Meares on June 29, sighted an inlet that he, as Barkley the year before, named the Strait of Juan de Fuca. At Tatoosh Island, a half mile off Cape Flattery, that day, Meares, reported: “In a very short time we were surrounded by canoes filled with people of a much more savage appearance than any we had hitherto seen. They were principally cloathed in sea otter skins, and had their faces grimly bedaubed with oil and black and red ochre. Their canoes were large, and held from twenty to thirty men, who were armed with bows, and arrows barbed with bone, that was ragged at the points, and with large spears pointed with muscle-shell.” Getting closer to the island, where the Indians had gathered for summer fishing, Meares saw that the island was covered with inhabitants. He noted that the chief, name of Tatootche [Tatoosh], paid a visit. “So surly and forbidding a character we had not yet seen. His face had no variety of colour on it, like the rest of the people, but was entirely black, covered with a glittering sand, which added to the savage fierceness of his appearance.” Tatoosh told them they were now within the limits of his government. On receiving this information, Meares made him a small present, “but he did not make us the least return, nor could he be persuaded to let his people trade with us.” “We had,” Meares wrote, “indeed, already received some account of this chief from Wicananish who advised us to be on our guard against him and his people, as a subtle and barbarous nation.” Being thus disappointed in obtaining a harbor around the Cape Flattery area, Meares continued his course to the southward, and examined the coast. Meares named the island [Tatoosh] after the chief who had been using the island as a summer base for hunting whales, and catching and drying salmon for years.

Både før og efter Meares', Quimpers, Fidalgos og Vancouvers besøg i området og og deres møder med Makah-folket, var der episoder, der gav næring til fortællinger om det krigeriske / farlige Makah-folk

At de tog fanger, handlede med dem og holdt slaver, er der flere beretninger om.  Slaveri var almindeligt  blandt stammerne på nordvestkysten. Slaver blev taget til fange i krig, eller de blev købt fra andre stammer - som så selv havde erobret dem i en krig. 

En kendt fortælling er historien om det russiske skib St Nikolaj.

I 1808 var to russiske skibe på vej fra Russisk Amerika mod  syd i et forsøg på at udvide russisk kontrol mod syd, ned til Columbia River og gerne længere.

Et af fartøjerne, skonnerten St. Nikolai stødte på grund ved Rialto-stranden, nord for Quillayute-floden. Spændinger mellem besætningen og de lokale Hohs førte til kamp. Russerne flygtede sydpå langs kysten til mundingen af Hoh-floden, hvor mange blev taget til fange af Hoh-folket. De, der undgik at blive fanget, flygtede op ad Hoh-floden. De byggede et lille blokhus og overlevede ind i vinteren. I februar overgav de sig til Hoh-stammen ved mundingen af Hoh-floden. Fangerne blev udvekslet og handlet mellem kyststammerne, hvor de fleste endte hos Makah i Neah Bay-området. 

I 1810 sejlede Lydia, under kommando af kaptajn T. Brown, en amerikaner, der arbejder for det russisk-amerikanske kompagni, ind i Neah Bay. De tretten overlevende fanger, der blev holdt af Makah, blev løskøbt af kaptajn Brown, som derefter returnerede dem til Sitka -  russernes center for handel med skind. 

I 1833 skyllede det japanske skib Hojun-maru i land nær Cape Flattery. Skibet var taget afsted mere end et år før fra den japanske havn Toba med en last ris og keramik. En storm blæste skibet ud af kurs. Da det ødelagte skib drev i land, fangede Makah-indianerne tre japanske sømænd. Senere købte Hudson's Bay Company sømændene fra Makah-indianerne. Men inden forargelsen over indianerne breder sig, skal jeg tilføje, at Hudson Bay ikke handlede udelukkende af humane grunde, men i håb om at kunne bruge dem til at åbne op for handel med japanerne. Og europæerne deltog jo også i menneskehandlen. Da Eliza, som ellers fremtræder ret sympatisk,besøgte Makah-folket i Neah Bay, da købte han 20 små drenge og piger for 33 stykker kobber. 

Mødet mellem spanske Dionisio Galliano  og Cayetano Valdéz y Flores og britiske George Vancouver.

Galiano and Valdés på skibene Sutil  og Mexicana var to spaniere, som den spanske vicekonge i marts 1792 havde sendt ud for at udforske Juan de Fuca og undersøge, om den var adgangen til den sagnomspundne nordvestpassage. 

"The king wanted to ascertain whether Haro Strait lead to Hudson or Baffin Bay, or whether it turned to empty into the Pacific or if it ended without leading anywhere."

Faktisk er det ikke helt rigtigt, at de var udsendt af vicekongen. Det kræver en forklaring. Begge havde været om bord på en ekspedition ledet af Malaspina. Han var kommet sejlende sydfra, og Galliano og Valdéz blev sat i land i  Monterey for at studere nogle dokumenter. 

Malaspina havde tænkt sig at sejle til Hawaii, men fik ordre til at sejle nordpå for at lede efter den Nordvestpassage, som så mange før ham havde ledt efter. Han sejlede helt op til Yaqutat Bay (ikke at forveksle med Yoqout Bay, hvilket jeg længe gjorde) og Prince Williams Bay, men opgav ret hurtigt, og på vejen sydpå igen lagde han til i Friendly Cove. 

Her blev han budt varmt velkommen. 

På det tidspunkt var forholdet mellem spaniere og indfødte igen på et lavpunkt. Men ved mellemkomst ved Malaspina med sit fremkommelige væsen og diplomatiske samt med de store gaver, han kunne forære høvding Maquinna, så blev forholdet igen meget bedre. Og det var en vigtig ting. For til forhandlinger omkring  den spanske bosættelse og englændernes krav på samme, var det vigtigt at have de indfødte som medspillere.

I Friendly Cove hørte Malaspina om Narváez, der havde opdaget en mulig forbindelse fra Stillehavet til Atlanterhavet, og da han nåede tilbage til Monterey var han opsat på at få det undersøgt nærmere. Vicekongen var faktisk allerede ved at forberede en ekspedition til Juan de Fuca-strædet, men Malaspina havde på en eller anden måde - som jeg ikke helt forstår - større autoritet  end selv vicekongen - måske fordi han var udsendt af kongen hjemme i Spanien.

Det lykkedes i hvert fald Malaspina at få sine egne folk, Galliano og Valdéz indsat som ledere af den ekspedition, som så formelt blev Malaspinas ekspedition.

Gallianos og Valdes startede med at sejle til Friendly Cove, hvor de fik foretaget nogle udbedringer på deres skibe.  Herfra satte de igen kurs sydpå mod i Juan de Fuca-strædet.  I mundingen af Juan de Fuca sejlede de ind i Neah Bay og mødte Fidalgo, som var i fuld gang med at anlægge den bosættelse, han var blevet bedt om.

Her mødte også de   Makah-folket, og deres syn på dem var mere i overensstemmelse med Vancouvers syn end Fidalgos og Meares'.

De skrev tilbage til vicekongen: 

 “We took with us the chief Tetacu, who had voluntarily offered to go in the Mexicana. The conduct of this Indian during the crossing and the stay in Cordova [Esquimault harbor], where we anchored on the 9th at 11 in the morning, caused us to draw very different inferences about these Indians from what up to the present time voyagers have said about them. What they call ferocious treachery only seemed to us to be bold manliness.” 

Naváres og Valdés ankrede op i Eaquimalt Harbour ved middagstid 9. juni. Og snart efter ankom hans to koner. De havde ikke ønsket at sejle på det store spanske skib, men var fulgt efter i deres egne kanoer.

Tetacus var en af områdets mere betydningsfulde høvdinge, nok på linje med Maquinna og Wickaninnish.

Spanierne var imponerede over Tetacus. Da de viste ham et kort over Juan de Fuca-strædet, genkendte han mange steder og fortalte, hvad deres navne var på de indfødtes sprog.

Han kunne også fortælle dem om tidligere fremmede på stedet, inklusiv 2 skibe, som var sejlet op gennem strædet bare et par uger før dem. Det var Vancouvers ekspedition.

I juni ved Point Grey ud for nuværende Vancouver Citys havn mødte  Galliano og Valdéz  George Vancouver. Vancouver havde været længere nordpå, og han havde taget hele kysten og baglandet, der støder op til Juan de Fuca-strædet, i besiddelse under navnet New Georgia.

22. juni 1792, på sin 35-års fødselsdag vendte han tilbage til Point Grey - stedet for nuværende University of British Columbia, og det var her, han mødte spanierne.

Han blev meget overrasket over fra dem at høre, at spanske Narváez allerede havde fundet Georgia Strait året før -og altså før ham selv.

På trods af Vancouvers besiddelses-tagning af det store landområde  - hvilket af Spanien måtte optages som en uvenlig og ulovlig handling fra Vancouvers side - så opstod der hurtigt et venskabeligt forhold mellem Galliano og  Vancouver, og de besluttede at assistere hinanden ved at opdele undersøgelserne og dele de kort, de fik tegnet over øer, vige, bugter i Strait of Georgia.  

Det var ved den lejlighed, at Galliano og Valdés så åbenbart nåede ind i Fraserfloden.

Det er bemærkelsesværdigt, at efter episoderne hvor Martines i 1789 konfiskerede engelske skibe og fængslede deres besætninger, så fungerede de to landes opdagelsesrejsende faktisk udmærket sammen. I 3 uger arbejdede spaniere og englændere sammen, hvorefter de aftalte at skilles og sejle hver deres vej til Friendly Cove i Nootka Sound, hvor Vancouver var længe ventet. 

Den røde markering viser det smalle Johnston Sund,
som adskiller Vancouver Island fra fastlandet.

Det blev Vancouver, der kom til at navngive det stræde, der adskiller Vancouver fra fastlandet Johnstone Straith efter en af hans officerer, men både han og Galliano nævnes som dem, der opdagede, at Vancouver var en ø og ikke en halvø. Efter at begge havde sejlet op gennem dette stræde tog Galliano en sydlig rute  langs kysten til Port Hardy og videre rundt om nordspidsen af øen. Vancouver tog en nordligere rute  op gennem Queen Charlotte Sound, før han drejede mod syd. Undervejs satte han uafladeligt mindre både i vandet og undersøgte småøer og små stræder. 

Galliano og Valdéz var sejlet ud fra Nootka Sonúnd, og da de nåede tilbage hertil, havde de foretaget en rundsejling om hele Vancouver Island - som de første og for en tid eneste.

 Vancouver var kommet til  Georgia Strait og Johnston Strait direkte fra syd, så da han nåede Nootka Sound, manglede han stykket fra Nootka Sound til Juan de Fuca-strædet, før han havde værer rundt om hele øen..

Bodega y Quadra og Vancouver i Friendly Cove

 

(Og selv om jeg plejer at kalde Bodega y Quadra for Bodega, kommer jeg her til at benytte navnet Quadra. Det er der en grund til, som du  vil opdage undervejs i dette afsnit.)

Endelig i august 1792 kunne Quadra byde sin engelske counterpart, Vancouver, velkommen i Friendly Cove, så Quadra kunne få gang i forhandlingerne efter første Nootka konvention.

Helt fra starten kom Quadra og Vancouver godt ud af det med hinanden. De foretog rekognosceringsrejse. De delte informationer og de delte forsyninger. Vancouvers læge hjalp Quadra med hans alvorlige hovedpine.

 De afholdt flere fester, hvor også Maquinna deltog. Quadra og Vancouver blev enige om at navngive øen netop Island of Quadra and Vancouver.

 "In our conversation whilst on this little excursion, Senor Quadra had very earnestly requested that I would name some port or island after us both, to commemorate our meeting and the very friendly intercourse that had taken place and subsisted between us. Conceiving no spot so proper for this denomination as the place where we had first met, which was nearly in the centre of a tract of land that had first been circumnavigated by us, forming the south-western sides of the southern sides of Johnstone's Straits and Queen Charlotte's sound, I named the Island of Quadra and Vancouver; with which compliment he seemed highly pleased." 

 The Island of Quadra and Vancouver appeared on early admiralty maps until Hudson's Bay Company traders abbreviated the name to Vancouver's Island. It later became known as Vancouver Island.

(Og det var grunden til at jeg syntes, det var nødvendigt i dette afsnit at kalde ham Quadra og ikke Bodega - som jeg ellers senere vender tilbage til at gøre.)

Navnet Quadra and Vancouver Island blev indført på kortmateriale, men senere faldt Quadra-delen ved Hudson Company's mellemkomst væk. De ønskede at bortcensurere hentydninger til spaniernes tidlige tilstedeværelse i området. 

Dog er Quadra husket ved en anden lille ø, Quadra Island.

I Nootka konventionen stod der, at Spanien skulle tilbagelevere de ting, de havde taget fra englænderne. Men Spanien og England var uenige om, hvor meget det drejede sig om.

Et andet spørgsmål var, hvor grænsen mellem Spaniens og England interessezone skulle gå, Spanien mente gennem Juan de Fuca-strædet. Englænderne mente helt nede ved San Francisco, for de ønskede at have adgangen til Columbia River.

Begge parter var hæmmet af, at de fik forskellige / skiftende meldinger fra deres overordnede. Meldinger, der var længe om at nå ud til dem.

Vancouver havde fået den opfattelse, at når han nåede Friendly Cove, skulle Daedalus sendes tilbage efter forsyninger i Port Jackson, New South Wales og medtage et antal fanger, der havde udstået deres straf eller var blevet benådet, og de skulle udgøre  den første befolkning i en ny bosættelse i  på nordvestkysten. Der var jo derfor, han havde taget et stort landområde ved Georgia Strait i besiddelse, umiddelbart før han mødte Galliano og Valdéz.

Om disse planer hørte spanierne fra nogle af Vancouvers officere, og de blev urolige. "England," skrev Bodega til vicekong Revillagigedo, "not only aspires to special dominion and rights to trade but also to sovereignty which Vancouver claims to be founded on Article I of the Convention." 

Den ide kom der nu aldrig noget ud af. Englænderne skiftede mening og opgav tanken om en koloni bestående af tidligere straffefanger fra New South Wales, som skulle understøtte den engelske pelshandel her.

Allerede i februar 1791 udformede den britiske indenrigsminister Grenville en revideret version af instruksen til Vancouver. Her skrev han, at opretholdelsen af ​​gode forbindelser med spanierne skulle prioriteres, og der blev ikke nævnt en britisk bosættelse ved kysten eller bistand til pelshandlere. Den version nåede bare ikke frem til Vancouver.

Senere, i 1793, da både Spanien og England var alarmerede over udviklingen i revolutionen i Frankrig, ønskede England ikke at risikere de gode forbindelser, der på det tidspunkt var opnået med Spanien. Så da gik han så langt som til at hævde, at konventionen af 1793 "sikkert aldrig havde til hensigt at opstille nogen krav fra kongens side om den eksklusive besiddelse af havnen i Nootka... Det var heller ikke i Hans Majestæts overvejelse at etablere en bosættelse ved Nootka”.

Dertil var man ikke nået i august 1792.

I teksten til den første Nootka konvention stod der:

"The buildings and Tracts of Land, situated on the North West Coast of the Continent of North America or on the Islands adjacent to that Continent, of which the Subjects of his Britannic Majesty sere dispossessed ... shall be restored to the said British Subjects."

Det springende punkt var, HVAD der skulle gives tilbage til englænderne.

Vancouver henholdt sig især til ordlyden "... buildings and Tracts of Land, situated on the North West Coast of the Continent of North America or on the Islands adjacent to that Continent," og mente, det omfattede alt  land og territorier, der hører til Nootka og Port Cox. Port Cox lå i Clayquot-sundet. 

Quadra derimod  henholdt sig til ordlyden "the buildings and Tracts of Land ......of which the Subjects of his Britannick Majesty were dispossessed ... shall be restored to the said British Subjects."

Den pågældende jord, konstaterede Quadra, var ikke mere end den, hvorpå Meares havde opført sit lagerhus i 1788.

 ..."little more than a hundred yards in extent any way".

Denne strenge fortolkning af konventionens vilkår var i overensstemmelse med de instruktioner, han tidligere havde fået af Revillagigedo, som havde oplyst ham om, at selvom Spanien måtte overgive stedet for Meares' lejr på nordsiden af ​​Friendly Cove, var der ingen forpligtelse til at opgive den spanske bosættelse og kyst syd for den.

Meares havde hævdet at have købt et større landområde af Maquinna, men da Quadra og Vancouver nu udspurgte ham, fik Quadra virkelig gavn af, at Malaspina havde geboprettet de gode relationer til Maquinna. For Maquinna proklamerede højlydt, at Meares var en løgner, og at han aldrig havde solgt jord til Meares, hvorimod spanierne havde erhvervet jord med al passende ordentlighed og altid ville forblive ejere af den.

Quadra y Bodega og Vancouver blev enige om at holde en pause og mødes igen i Monterey og der fortsætte forhandlingerne, når de forhåbentlig begge havde fået klarere beskeder fra deres respektive regeringer.

(Og nu går jeg tilbage til at benytte navnet Bodega.)

Bodega gjorde sig straks klar til at sejle til Monterey og stoppede ved Neah Bay på vejen. På dette tidspunkt konkluderede Bodega, at briterne kunne fortolke en spansk tilbagetrækning til Neah Bay som indrømmelse af et usikkert krav på kysten, og dette kunne bringe spansk suverænitet i fare overalt nord for San Francisco. Som følge heraf besluttede han at opgive planerne for Neah Bay, og han sendte bud via Joseph Ingraham til Fidalgo om at afmontere hans strukturer og bringe alt personale, dyr og nyttige genstande til Nootka Sound og at forberede sig på at overtage kommandoen fra Jacinto Caamaño, som midlertidigt ville blive overladt til ansvaret der, da Bodega forlod Nootka Sound.

Bodega forankrede Activa ved Neah Bay den 26. september. Han og Fidalgo mødtes ombord på Activa.  Fidalgo blev instrueret om, at han skulle sikre god behandling og harmoni med briterne og alle udlændinge, der måtte ankomme til Nootka Sound, give dem gratis adgang, brug og ret til at handle med de indfødte, samt yde den hjælp han kunne.

 Dagen efter gik Bodega i lag med at undersøge omstændighederne omkring Serantes død. Han indkaldte en række lokale høvdinge, inklusive Tutusi og Tatlacu.  Alle var enige om, at mordet var blevet begået af indianerne i en nabolandsby. Bodega blev ikke overbevist af deres protester. Ikke desto mindre overgav han dem haverne og bygningerne, som Fidalgo ikke havde haft tid til at pille ned. 

Den 27. september sejlede Fidalgo og Princesa mod Nootka Sound og overgav Neah Bay til de "krigerriske, forræderiske og tyvagtige indfødte." Fidalgo tog alt med sig, inklusive dyr, foder og afgrøder, der kunne fjernes på den meget korte tid, han havde fået. 

Det hele sander til

Vancouver og Bodega mødes igen i Monterey i november 1792. De genoptager venskabet, men Vancouver venter stadig på klar besked fra London om, hvad de ønsker, han skal gøre.

Pga. dårligt helbred beder Bodega i april 1793 om at blive fritaget for tjeneste. Det bevilliges, men i marts 1794 på vejen hjem, dør han i Mexico City.  

Buste af Bodega y Quadra i Quadra Park, Victoria, British Columbia, Canada

Vancouver genoptager sin udforskning af hav og kyst på den amerikanske vestkyst.

I maj 1793 kommer Kendrick endnu engang til Nootka Sound for at handle og for at pleje sine gode relationer til de indfødte. Fidalgo, der nu var kommandant her, havde et dårligt forhold til de indfødte, og han blev urolig ved Kendricks ankomst. Var Kendricks kommet for at levere flere våben end dem, han allerede havde solgt til dem?

Fidalgo meddeler Kendricks, at han ikke kan gå i land. Kendrick responderer ved at true med at opildne de indfødte og få dem til at uddrive spanierne fra deres bosættelse, hvis Fidalgo skaber problemer for ham.  

Så galt går det ikke. Kendrick fortrækker til sin egen amerikanske post, og i oktober sætter han kurs mod Hawaii. 

I februar havde Kendrick skrevet et brev til den amerikanske præsident, Thomas Jefferson, hvori han beskrev de jordkøb, han havde foretaget, og inkluderede kopier af skøderne. Han skrev i håb om og tro på, at USA ville sanktionere og sikre dem og beskytte dem mod Storbritannien og Spanien, hvis det skulle blive nødvendigt. Han beskrev de kommercielle fordele, der kunne komme fra amerikansk besiddelse af jorder på den nordvestlige kyst, og foreslog "et eller andet associeret selskab under regeringens beskyttelse". Joseph Barrel havde fortalt Kendrick, at ethvert jordkøb kunne godkendes af kongressen efterfølgende. 

Brevet blev modtaget af udenrigsministeriet den 24. oktober 1793. Jeffersons reaktion på Kendricks brev er ukendt, men timingen var ikke god. Frankrig havde erklæret krig mod Storbritannien og Spanien, netop som Kendrick skrev brevet, og kongressen var uvillig til at provokere Storbritannien og Spanien ved at annektere land på Stillehavskysten. 

De politiske udviklinger i vores lille Europa har til alle tider medført konsekvenser langt ude i verden.

På Hawaii plejede Kendrick sine økonomiske interesser. Han skovede stadig sandeltræ, som han tidligere havde tjent godt på, han havde folk til at dykke efter perler til sig, han havde fået fingrene i nogle klumper ambra til en værdi af flere tusind dollars, og hans mænd var begyndt at producere melasse, som var en værdifuld handelsvare på nordvestkysten. 

Men han plejede også sit lands interesser.

På Hawaii konkurrerede to høvdinge om magten, og da også Vancouver ankom til Hawaii, så engagerede de sig i denne magtkamp på hver sin side.

Vancouver og Kendrick blandede sig, fordi de begge forsøgte at få øerne ind under hver deres land. Vancouvers flåde var imponerende: Discovery 340 t, 30 m lang, Chatman 135 t, 24 m lang og det kæmpestore forsyningsskib Daedalus -  i alt 180 mand over for Kendricks ene skib Lady Washington 90 t, 18 m lang med en besætning på bare 30. 

Da Vancouver den 14. marts 1794 igen forlod Kauai på Hawaii, var han af den formening, at Kendrick havde undergivet sig, men Kendrick blev tilbage på Kauai, ignorerede Vancouvers krav på øen og en anden englænder, Kaptajn Browns, krav på øerne Maui og Oahu og fortsatte sine aktiviteter som før og sine  bestræbelser på at få Hawaii ind under Amerika.

Det blev Kendrick der løb af med sejren og kunne hejse det amerikanske flag. Men han fik ikke megen glæde af det.

I december fandt et venskabeligt møde sted mellem Kendrick og Brown. Samme måned blev der som følge af et skænderi mellem høvdingerne på Oahu og Kauai udkæmpet et slag, som med hjælp fra Kendrick blev vundet af kongen af ​​Oahu. Kendrick informerede kaptajn Brown om, at han den følgende dag ville lade USAs flag hejse og affyre en føderal salut, som han bad om, at Brown skulle besvare fra sit skib Jackal, og det blev aftalen. 

Kaptajn Brown beordrede tre kanoner forberedt, og omkring kl. ti næste morgen begyndte skibet Jackal at hilse. Men da det kom til den tredje kanon, opdagede man, at den ikke var klar, så i stedet affyrede man den 4. Men dennes kanonkugle ramte og gennemvædede skibet Lady Washington og dræbte kaptajn Kendrick, som sad ved sit bord og spiste frokost, og sårede og dræbte flere. 

Alle journaler, logfiler og andre papirer, Kendrick havde opbevaret gennem årene, gik tabt.

Med tabet af Kendricks egne journaler og logfiler blev hans historie stykket sammen fra andre kilder, især Haswells journal og diverse papirer fra ekspeditionens finansmænd. 

Nitten dage efter Kendricks død angreb og dræbte en gruppe af Kalanikūpules krigere Kaptajn Brown og mange af hans mænd. Det lykkedes de overlevende at flygte til Kealakekua Bay med skibene. 

Og hvordan gik det så med de øvrige hovedaktører? 

Ved den 2. Nootka Konvention i februar 1793 fik John Meares tildelt økonomisk kompensation for sine tab, men pengene fik han aldrig, skønt han rykkede både den spanske og engelske regering.

 Meares udgav bogen Voyages Made in the Years 1788 and 1789, from China to the North West Coast of America, hvor han ikke blot   beskrev sine rejser, men fremlagde en storstilet vision om et nyt økonomisk netværk, der skulle etablere handel med vidt adskilte regioner som Pacific Northwest, Kina, Japan, Hawaii og England. Hans vision krævede en løsning af den monopolistiske magt hos East India Company og South Sea Company, som kontrollerede al britisk handel i Stillehavet. Meares argumenterede stærkt for at løsne deres magt, hvilket faktisk kom til at ske, men først efter hans død - og efter Napoleonskrigene. 

Men for eftertiden står han som en stratenrøver. Adskillige, der blev omtalt i hans bog, tilbageviste store dele af hans fortælling og kaldte ham løgner. Meares er blevet kaldt "the Machiavelli of the maritime fur trade."

Han døde i Bath i 1808 og ligger begravet ret anonymt.

George Vancouver vendte tilbage til England i 1795 efter 4 1/2 års udforsknings- og diplomatisk rejse, hvor han kom i kontakt med 5 kontinenter - og rejsen blev en jordomrejse. Hans journaler viser en høj grad af følsomhed over for de indfødte befolkninger, mens han var bekymret over skruppelløse europæiske handlende, der forsynede de indfødte med skydevåben. 

Når Vancouver fremstår som mildere og mindre fremfusende end end flere af de øvrige aktører omkring Nootka Sound, så skyldes det måske ikke grundlæggende karakteregenskaber, men måske mere, at han ikke var købmand med personlige økonomiske interesser involveret. Han var blot en loyal embedsmand, der udførte, hvad hans regering pålagde ham.

 Vancouver fik udforsket hundredvis - måske tusindvis - af små steder og navngav en lang, lang række senere kendte steder - ofte efter venner eller mandskab om bord.

Men han fik ikke løn som fortjent. Nogle adelige, der havde været med på Vancouver ekspeditionen, kastede sig ud i stærk kritik, og de fik opbakning af deres indflydelsesrige forbindelser - helt op til premierminister Pitt.

Vancouver døde - ubemærket - 10. maj 1798 i en alder af bare 40 år - kun 3 år efter han var vendt hjem. Han blev begravet ved St Peter's Church i London Borough of Richmond upon Thames. 

I 1841 opsatte Hudson Bay Company dog en mindeplade i kirken. Hans grav blev renoveret i 1960 og er nu "Grade II listed in view of its historical associations".

I Vancouver er han mere anerkendt. Her står en statue af ham foran Rådhuset. I 2000 blev der opstillet endnu en statue af ham på  Vancouver Waterfront. Selv om Vancouver aldrig selv nåede så langt ind, så foretog den ní fod høje og 1500 pund tunge bronzestatue en ceremoniel  sejlads op ad Fraser-floden.

Også i King's Lynn i Norfolk står der dog en statue

José Martinez faldt i unåde og  blev skarpt kritiseret for sine egenhændige handlinger, der førte til Nootka-krisen. De blev kaldt "imprudent, inopportune, and ill-founded.

Han kaldt tilbage til Madrid, men i 1795 blev hans anmodning om at komme tilbage til San Blas imødekommet. Med sig havde han nye planer for besættelse af og bosættelse på nordvestkysten. De blev dog ikke taget i betragtning. De sidste år af sit liv sejlede han forsyningsskibe mellem San Blas og Alta og han døde på en af disse rejser i 1798. Så også han døde ret ung i en alder af 56.

Men som et site beskriver:

Under other circumstances, Martínez could have won a reputation as a Spanish hero rather than as a precipitous hot-head. He had prevented the British from establishing a post in territories claimed by Spain and had drafted plans that would have assured Spanish domination of the northwest coast. In his own mind he was defending the interests of his nation, and his letters from Nootka Sound had some impact on Spanish policy. But in the clash of imperial designs at Nootka he won only the condemnation of fur-traders and criticism from many of his own superiors.

Han er dog alligevel kommet på et frimærke

Man kan sige, at Martínez, Meares og Kendrick på sin vis havde de samme store drømme, de samme visioner og den samme fortagsomhed - , som bare ikke førte til så meget - af de tre dog mest for Kendrick.

Manuel Quimper var den af aktørerne i Nootka Sound,, der kom bedst ud af hele foretagendet, selv om også han kom til at lide af dårligt helbred efter de barske år i Friendly Cove og områderne deromkring, og omend der også opstod tumult omkring ham.     

 I juni 1795 fik han tilladelse til at vende tilbage til Spanien. Mens han ventede ved Veracruz på at påbegynde denne rejse, blev han udnævnt til kaptajn på korvetten Atrevida og sejlede på dette skib til Cádiz, mens det var under Malaspinas kommando.

(Malaspina har du hørt en lille smule om i dette indlæg. Han er også en spændende person, men han står til at få et helt indlæg sammen med en fransk og en russisk jordomrejsende.)

 Quimper tog tilsyneladende aldrig kommandoen over Atrevida, for mens den lå i havnen i Cádiz, anmodede han om og fik en overførsel til Madrid for at tage sig af personlige anliggender. Otte måneder senere blev han optaget i den prestigefyldte Orden Militar de Calatrava. Quimper tjente derefter ved Algeciras under kommando af Bruno de Heceta, en veteran opdagelsesrejsende, der også havde udforsket Stillehavet nordvest for Amerika. Han bad snart om guvernørposten i Guayaquil, men fik i stedet kommandoen over flåden i Madrid, en stilling han beholdt indtil 1802. Han blev derefter udnævnt til minister for finansministeriet i Veracruz og vendte således tilbage til Amerika i en ministerstilling, hvor han skulle føre tilsyn med de kejserlige udbetalinger i Varacruz. 

I 1805 blev han udnævnt til guvernør i Huamanga i den sydlige del af sit hjemland Peru, men på grund af en forvirrende hændelse, der involverede den nyudnævnte vicekonge af Peru, José Fernando de Abascal y Sousa, blev han i stedet guvernør for den peruvianske region Puno ved Titicaca-søen. Under hans embedsperiode som guvernør (Intendente) i Puno opstod en uafhængighedsbevægelse, som Quimper advarede vicekonge Abascal om i juli 1809. Quimpers egen omhyggeligt bevogtede samling af papirer, kort, manuskripter og bøger blev ødelagt i et oprør af lokalbefolkningen. Han blev afsat som guvernør i slutningen af ​​1. januar. Hans efterfølger, Manuel Antonio Nieto, døde inden for måneder, og Quimper vendte tilbage til Puno som guvernør i juni 1810.

Quimper kommer i centrum for den politiske storm der rejser sig med frigørelse fra spanierne som mål. I 1814 flygter han til Arequipa, hvor han går i skjul, indtil den spanske general Ramirez marcherer fra Oruro og genopretter den royalistiske kontrol i Puno og derefter Arequipa 9. december 1814. Ramirez sender Quimper tilbage til Puno for at opretholde orden. Den 11. marts 1815 sender Quimper en skæbnesvanger royalistisk ekspedition til det nærliggende Capachica. Hele den royalistiske ekspedition massakreres. Ramirez fyrer Quimper og erstatter ham med oberst Francisco de Paula.

Quimper bliver kaldt tilbage til Madrid, og trods den skæbnesvangre massakre tildeles han den militære hæder af La Cruz de San Hermenegildo i 1820, og han begynder  at modtage anerkendelse for sit litterære talent. Quimper skriver dels om sine oplevelser i borgerkrigen i Peru, dels om sine oplevelser ombord på Atrevida i Manila Bay tredive år tidligere, og i 1822 udgiver han bogen Islas Sandwich: Descripción sucinta de este archipiélago. I introduktionen til denne bog forsøger han at forklare sig selv og sin tilbagevenden til Spanien, idet han citerer sin flådetjeneste i Spanien siden ungdomsårene, og det faktum, at han var blevet behandlet som en amerikaner i Spanien og som en spanier i Peru. Quimper længtes efter at vende tilbage til sit fødeland Peru. I 1822 lykkedes det, og i 1823 siges han at være blevet en peruviansk "patriot". Republikken Perus regering udnævnte ham til flådekommandant i 1827 og senere kaptajn. Han fortsatte sine litterære sysler og skrev digtet Poema raro, hvoraf dele blev udgivet i La Gazeta de Lima. 

Han døde i Lima i april 1844. Han var født i 1757, så han blev noget ældre end de fleste af de andre, der har været involveret i Nootka-krisen.

Og så fik jeg også lidt Sydamerika flettet ind. Det vil jeg jo altid gerne. 

Buste i Quimper Park Vancouver

Ligesom Vancouver, så navngav Quimper en lan, lang række geografiske lokaliteter. Hans eget navn kan findes i Quimper Peninsula i staten Washington og Mount Manuel Quimper på Vancouver Island, Britisk Columbia, Canada.

Mount Quimper

Og hvad så med Nootka-krisen. Hvordan endte den?

 11. januar 1794 blev den 3. og endelige Nootka Konvention underskrevet - Convention for the Mutual Abandonment of Nootka.

Den besluttede gensidig opgivelse af Nootka Sound, og at  Storbritannien og Spanien begge frit  kunne bruge Nootka Sound som en havn og opføre midlertidige strukturer, men  "neither ... shall form any permanent establishment in the said port or claim any right of sovereignty or territorial dominion there to the exclusion of the other. And Their said Majesties will mutually aid each other to maintain for their subjects free access to the port of Nootka against any other nation which may attempt to establish there any sovereignty or dominion". 

Det kom til at betyde, at Yoquot blev forladt af europæerne, og det betød, at spanierne måtte opgive alle de rettigheder, de ifølge en pavelig bulle fra 1493  mente at have over alt land i Stillehavet.

Den 16. oktober 1794 rejste Vancouver til Monterey. Den næste dag tog spanierne også afsted og forlod deres forpost ved Nootka Sound, Santa Cruz de Nuca, som krævet af den tredje Nootka-konvention. Browns Jackall rejste snart til Oahu og efterlod kun Lady Washington og det spanske paketskib San Carlos. Omkring slutningen af ​​oktober 1794 sejlede Kendrick endelig til Hawaii.

Og Maquinna kunne igen indtage stedet.   

Maquinna var i øvrigt ikke en mand at spøge med. Han havde en hær på 400-500 krigere. I 1803 overfaldt han det amerikanske skib Boston og massakrerede besætningen på nær to. I flere år holdt Maquinna den unge smed John Jewitt og skibets sejlmager John Thompson som slaver. I 1805 blev de befriet af besætningen på skibet Lydia. Senere skrev Jewitt en bog om sine oplevelser: The Adventures of John Jewitt: Only Survivor of the Crew of the Ship Boston . 

Om befrielsen skrev Jewitt bl.a.: “... could not avoid experiencing a painful sensation on parting from this savage chief, who had preserved my life, and in general treated me with kindness.”

Hans bog blev en vigtig kilde til de indfødtes liv på Vancouver, og den genudgives stadig. 

Maquinnas hat kan ses på Museo de América i Madrid.

Med Convention for the Mutual Abandonment of Nootka mistede Spanien endegyldigt den ret, de så længe og ihærdigt havde håndhævet alle landområder op til Stillehavet. Herefter fik de aldrig besiddelser længere nordpå end Mexico og Californien.

Englænderne vandt retten til at handle på vestkysten af Amerika, men pudsigt nok kom de stort set aldrig til at benytte sig af denne ret. England blev optaget andre steder i verden.

I sidste ende blev det amerikanerne, der kom til at dominere handlen med havodderskind på Amerikas vestkyst - den pelshandel som Kendrick i høj grad havde været med til at pionere.  Kendricks havn ved Marvinas Bay - nu også kendt som Kendrick's Cove eller Safe Harbour Retreat, blev en fælles ankerplads for amerikanske skibe, der sejlede på den nordvestlige kyst. Hurtigt blev handlen overtaget af Hudson Bay Company.

Spanske rettigheder i det nordvestlige Stillehav blev erhvervet af USA via Adams-Onis-traktaten, underskrevet i 1819, og det blev USAs hovedargument i grænsetvisten med England under Oregon-grænsekonflikten. Som imødegåelse af USA's krav om eksklusiv suverænitet citerede briterne Nootka-konventionerne. Denne tvist blev ikke løst før underskrivelsen af ​​Oregon-traktaten i 1846, som fastsatte grænsen mellem USA og Canada som en linje ved 49. nordlig bredde vest for Rocky Mountains, hvorefter den drejede rundt om Vancouver Island og derefter fortsatte gennem  Juan de Fuca-strædet. 

Den 31. januar 1855 mødtes guvernør Isaac I. Stevens med Makahs ledere og medlemmer og præsenterede dem for Neah Bay-traktaten. En af ​​de mest kendte aftaler i traktaten er, at den tillod Makah lovligt at jage hvaler, hvilket gør den til den eneste traktat mellem USA og en stamme, der tillader jagt på hvaler. Ved at underskrive og acceptere Neah Bay-traktaten opgav Makah 300.000 acres af deres jord til USA til gengæld for en livrente på $30.000 og andre aftaler såsom netop retten til hval- og sælfangst.

Indian whalers stripping their prey at Neah Bay - 1910

Nootka Sound blev i 1923 udnævnt til et nationalt historisk sted for Mowachaht- og Muchalaht-folk. Chief Maquinna blev i 1987  anerkendt som en nationalhistorisk person.

A 1970s exhibition at the British Columbia Provincial Museum featured the 1792 wood engraving of Chief Maquinna. Standing beside a reproduction of the famous portrait is Mowachat Chief Ambrose Maquinna (right) and his son Mike and elder Sam Johnson (left).  The portrait of Chief Maquinna was one of the most copied and published images of North American indigenous people in the early 19th century (right).

"Indigeni di Nutka, c. 1840.
Unknown original source.

Og de grumme Makah er ikke længere så farlige at møde.

Makah-stammen kaldte sig oprindeligt "Kwih-dich-chuh-ahtx", hvilket groft kan oversættes til "folk, der bor ved klipperne og måger", men deres naboer omtalte dem som "Makah", der betyder "generøse med mad", hvilket er det navn, der nu er mere almindeligt brugt.

Da stammen i 1855 afstod alle deres landområder til USA blev  et lille område på Cape Flattery undtaget.  Det blev afsat som et reservatet. I dag bor de fleste af de 1.600 Makah i USA på Makah-reservatet. Deres vigtigste indkomst er fra skovbrug. Ikke-stammemedlemmer, der besøger reservationen, skal købe et pas, når de skal ind i reservatet. 

 Man kan besøge Makah Cultural and Research Center med et meget anerkendt Makah Museum med udstilling af artefakter fra Ozette, en landsby i Makah, der blev delvis begravet af et mudderskred omkring 1750, hvilket giver et øjebliksbillede af stammelivet før kontakt med europæerne. Landsbyen dukkede op i 1970, da en tidevandserosion efter en februarstorm afslørede, hvad der lå begravet her.rUdstillingen omfatter et replika langhus, kanoer, kurvetøj og hvalfangst- og fiskeredskaber.

Centret rummer også Makah Sprogprogram, Arkiv- og biblioteksafdeling, Makah Uddannelsesafdeling og Tribal Historic Preservation Office.

Panorama af Neah Bay Marina

Neah Bay er et populært turistområde for naturelskere. Tager man på hike på Cape Flattery Trail, kan man få en smuk udsigt ud mod Juan de Fuca-strædet, som blev så grundigt undersøgt i årene 1788-1794 - årene som dette indlæg handler om. 

The Northwestern most point of the United States...Neah Bay, WA offers nothing but silence and beauty looking out into the vast Pacific Ocean.

Mowachaht-folket - "folk af hjorten" - og Muchalaht-folklet - "de mennesker, der svæver over floden" - Maquinnas efterkommere - lever i dag ved Gold River. Gold River har omkring 1200 indbyggere.  

 I stille Yoquot bor der i dag blot 6 mennesker, Williamsfamilien, som er af  Mowachaht-stammen, plus 2 amerikanere, der passer fyret.
Yoquot der engang var centrum for så dramatiske begivenheder og spanieres, englænderes og amerikaneres kamp om herredømmet over stedet og dets ressourcer. 

Vancouver Island, Nootka Sound i dag
Dog ikke ved Yoquot

Mine vigtigste kilder til dette indlæg har været 3 artikler fra National Archives i Washington D. C.:

• Spanish and British Explorations of the Pacific Northwest and the Nootka Sound Controversy, 1774-1789
• Spanish Explorations of the Pacific Northwest and the First Nootka Sound Settlement, 1790-1791
• Establishing and Disbanding the Neah Bay Settlement, 1792 

Desuden især artiklen "John Meares: Dubliner, Naval Officer, Fur Trader and would be Colonizer" af  Robert J. King, og ellers opslag om de enkelte personer og hvad jeg ellers er faldet over.