fredag den 5. juni 2020

Guf for geografer. Om Amazonfloden med kun få svinkærinder.

Om vandveje og manglende landveje og mange andre ting.


To kill your darlings - det er noget af det, der er svært at lære elever. Når først de har skrevet noget, så skal det med, no matter what.

Når man tager mine lange blogindlæg i betragtning, kunne man tro, jeg tænkte på samme måde. Men det er faktisk ikke tilfældet. Ork, jeg har slettet i massevis, når først et indlæg bliver udgivet. Og ændret og forandret meget. For jeg elsker at skrive, og jeg tillader mig selv at blive ført ud ad mange forskellige tangenter.

Denne gang var planen en nøgtern beskrivelse af Amazonfloden. Jeg synes, det er en fantastisk flod - et forunderligt flodsystem. Men det endte med også at blive en episk fortælling om minder, søgning og drømme.

Og hermed starter min Amazonas-odyssé. Om vandveje og manglende landveje og mange andre ting. Så måske, jeg burde ændre overskriften. Det blev til mange svinkærinder. Men jeg lader den nu alligevel bare stå.


Amazonfloden er  6.400 kilometer og har over 1100 bifloder, der tilsammen afvander cirka syv millioner kvadratkilometer, næsten dobbelt så stort et område som nogen anden flod i verden.

Brasilianske videnskabsfolk mener at have opdaget, at flodens udspring i Peru befinder sig  længere mod syd end hidtil antaget. Hvis det holder, vil Amazonfloden være omkring 6.800 kilometer lang, hvilket er længere end Nilen, der normalt anses for at være verdens længste flod.

 

Bemærk byen Iquitos langt ude mod vest i det nordlige Peru, forholdvis tæt på Ecuador. Den røde prik lidt nord for stedet, hvor den fede blå linje ender. Det er den største by i verden, der kun kan nås med fly eller båd. Der findes ingen veje – eller jernbaner for den sags  skyld.

Til gengæld kan byen nås ad bifloder fra syd, vest og nord. Og østfra kan den besejles af oceangående skibe, der kommer sejlende helt ude fra Atlanterhavet ad Amazonflodens nedre løb og derefter op ad den del af Amazonfloden, som hedder  Rio Solimoes. En afstand på mere end 5000 km.

Iquitos kan besejles hele året rundt af skibe på indtil 3.5000 BRT og skibe på op til 5.000 BRT i højvandsæsonen fra juni til september.

 

I min research – research, ja det kalder jeg det, fordi jeg denne gang synes, jeg er nået lidt længere ind i stoffet end gennem tidligere mere overfladiske googlesøgninger – så i min research – eller ok så bare – ved en søgning på ”Hvor store skibe kan sejle til Iquitos”, kom jeg ind på



Det var lidt sjovt. Her gives detaljerede oplysninger om forholdene på havnen i Iquitos. Jeg indsætter uddrag af teksten, fordi jeg selv synes, det var sjovt at læse, men det kan du jo springe over, hvis det bliver for nørdet.

 


 


Iquitos blev grundlagt i 1750 som jesuitter-mission. Men hvordan går det så til, at den udvikler sig til en storby på mere end 400.000 indbyggere midt inde i Amazonas regnskov? Svaret er naturligvis naturgummi. Med Charles Goodyears udvikling af metoden til fremstilling af gummi af gummitræssaft (vulkanisering), John Dunlops opfindelse af dæk og Henry Fords masseproduktion af biler eksploderede efterspørgslen efter naturgummi/kautsjuk.  En efterspørgsel, der kun kunne dækkes af gummi fra Amazonas regnskove, for kun her voksede gummitræet. Og så kommer noget, som jeg syntes, var sjovt. For da jeg søgte på gummitapning på Google billeder, kom dette fine billede frem: 

Og hvorfor er det sjovt? 

Jo, for det er et billede, som Ib tog på Borneo sidste sommer.

Jamen gummitræet voksede jo kun i Amazonbækkenet? 

Forklaring følger senere.


Iquitos blev verdens ”gummihovedstad”, der eksporterede den værdifulde gummi til alverdens lande. I 1855 eksporteredes  mere end 2.100 ton gummi fra Amazonbækkenet, og det var i 1879 steget til 10.000 ton.

Byen voksede fra ca. 1 500 indbyggere i 1870-erne til 20 000 indbyggere i 1880-erne.

Europæiske investorer – især englændere – strømmede til sammen med fattige migranter, der søgte arbejde. De indfødte blev også sat i arbejde - under slavelignende forhold..

 Byens gummibaroner byggede luksuriøse villaer i importeret marmor og glaserede italienske teglsten.

En af de bygninger, der regnes for en særlig seværdighed  fra den tid, er  Casa de Fierro, jernhuset. Casa De Fierro skulle efter sigende være designet af Gustave Eiffel (manden der også har designet Eiffeltårnet). Huset blev bygget i Paris i 1860, hvorefter jerndelene blev fragtet til Sydamerika stykke for stykke.

Midt inde i regnskoven finder vi  gamle koloniale bygninger og naturligvis  en Plaza de Arma, som findes i alle sydamerikanske byer, men sandelig også Hilton hotel.




Men naturligvis også bydele, som jeg ville forvente sådan et sted.




Når man søger på nettet og søger på kendte stednavne, som f.eks. Iquitos, kommer der - efter et par wikipediasider - gerne 15-20 hits, der allesammen er reklamer for rejser eller udflugter. Søger man derimod på billeder, kan man være heldig, der dukker et billede om, der stikker lidt ud.  Ofte et gammelt foto. Og følger man linket og går man ind på den side, hvor billedet ligger, kan man ofte nå frem til lidt mere spændende tekster.

Det var, hvad der skete med dette billede.


Teksten fortalte bl. a. om, hvordan de store handelshuse under gummieventyret havde dampskibe, der regelmæssigt sejlede rundt på bifloderne, hvor de indsamlede gummi. Men skibet var samtidig en flydende butik. Værdien af gummien blev fastsat ud fra gældende priser i Iquitos, og gummitapperen måtte så blandt skibets medbragte varer udvælge varer, der svarede til det beløb. På den måde sikrede gummifirmaet sig også fortjensten ved handel med gummitappernes fornødenheder.

Læsning af gummi


Andre skibe var rene bordeller, der reklamerede med " frequent sailings to all parts of the river, with champagne on ice and a gramophone all included."


Gummieventyret endte brat i 1912 pga. af øget konkurrence fra gummiplantager i Malaysia. Plantager der blev grundlagt på frø, som englænderne havde smuglet ud fra Amazonas. Og det er derfor, Ib kunne tage et billede af, hvordan gummisaften opsamles på et gummitræ o Malaysia.

De englændere altså. Det var det samme, de gjorde, da Robert Fortune rejste rundt i Kina og smuglede frø fra tebuske ud, og der derefter blev anlagt konkurrerende teplantager i Indien.

 De afsides Wuyibjerge I Fujianprovinsen i Kina, hvor Fortune på vegne af British East India Company rejste rundt i midten af 1800-tallet for at aflure kinesernes dyrkningsmetoder og stjæle teplanter.


Og hvis jeg lige skal komme med endnu en lille bebrejdelse af englænderne, så henviser jeg til en rigtig spændende artikel Death in the Devil's Paradise , som indledes således:

"Little over a hundred years ago, in March 1913, one of the least known, and most shameful, episodes in British colonial history was brought to an end in a London court room. The Peruvian Amazon Rubber Company was wound up in the High Court, the only hint at its dark secrets being a brief remark by the judge that “it was impossible to acquit the partners of knowledge of the way in which the rubber had been collected for the company.”"


Siden 1970’erne er Iquitos blevet forsyningsbase for en omfattende olieefterforskning og stigende olieproduktion, hvilket har ført til en opblomstring af byen. De har også eksport af fisk, tømmer, mineraler og landbrugsprodukter og i stigende grad indtægter fra turisme.


Flodture og eksotiske planter er et hit. Dyrelivet består mest af fisk, insekter og kryb. Det kan ikke være det, der tiltrækker. Jo, okay, sommerfuglene måske og helt bestemt en tukan, som minder meget om næsehornsfuglene, som var mine absolut favoritter på Borneo, og et par araer.

 

Et flod cruise og eksotiske fugle, frugter, træer og planter sammen med det myldrende folkeliv, arkitekturen og stedets spændende historie og det at opleve så isoleret et sted, det kunne sagtens tiltrække mig. Når nu det sikkert ikke bliver comme il faut at tage til Kina de næste mange år.


Køber man blot en dæksplads til en af de lokale flodbåde, skal man huske selv at medbringe en hængekøje - og være forberedt på, at de hænger tæt.


 

Når man går på nettet, skal man huske at tjekke datoer. Jeg faldt over en lille nyhedsartikel, som beskrev de problemer, det skabte for  steder som Iquitos, at vandstanden i Amazonfloden var den laveste i 40 år. Artiklen var fra 2010!


For mig var artiklen nu spændende nok alligevel - som beskrivelse af et generelt problem. I relation til levevilkår på fremmede steder og i relation til dagens klimadebat. Men det er her, at mange skoleelever falder i vandet, når de skriver opgaver.

 

Ind imellem forbavses jeg over, hvad jeg læser.Eksempelvis i Wikipedia om Iquitos :"The city was ranked as sixth on the list of "10 leading cities in 2011" of the Lonely Planet guidebook." ??

Det ville jeg godt have haft uddybet.


Og: "The city is also home to the Amazon Library, one of the two most important in Latin America."  Hvad betyder det mere konkret ???


Nu vil jeg følge Amasonfloden længere mod syd. For hvor starter Amasonfloden?


Den lille hvide firkant indsat på satellitbilledet her, helt ovre i Andesbjergene, men længere mod syd i Peru end Iquitos,  angiver, hvor Apurímac-floden starter  – den gren af Amazonfloden, der ligger længst væk fra Atlanterhavet, kun omkring 160 km fra Stillehavet. Men de høje Andesbjerge bestemmer jo, hvilken vej flodvandet kommer til at løbe.

Ved vandskellet højt oppe på et 6270 meter høje Mismibjerg  i Colca i det sydlige Peru, i Apacheta-kløften pibler vandet ud gennem sprækker i klippevæggen fra de bagvedliggende gletchere – vand som samles til en lille bæk, og ca. seks måneder senere vil noget af det ende i Atlanterhavet – sammen med uendelige mængder af andre vandmasser.



Et stykke nede ad Apurímac finder man Qheswachaca- hængebroen, den sidste stadig anvendte inka-hængebro. 



  

    Et morsomt perspektiv. Inkabroen 1877 over for George Washingtonbroen over Hudsonfloden, New York  


De to sammenstillede billeder fandt jeg i en artikel i New York Times    

En artikel, der i øvrigt også fortæller, at det slet ikke var Goodyear, der opfandt vulkaniseringsprocessen:

"Mexicans discovered vulcanization 3,500 years before Goodyear,” said Dorothy Hosler, an M.I.T. professor of archaeology and ancient technology. “The Spanish had never seen anything that bounced like the rubber balls of Mexico."


Qheswachaca hængebroe kom på UNESCOs kulturarvsliste i 2013, som del af en af de store inkahovedruter. 

Den er bygget omkring 1350, og traditionen med at bygge den har været fastholdt gennem mere end 600 år.

Broen er bygget af græs og skal fornyes hvert år. Folk fra 4 kommuner i området samles i fire dage i den anden uge af juni.



https://www.bbc.com/news/in-pictures-48628325 findes en fin billedserie, der viser, hvordan det foregår.
 

Når arbejdet er færdigt og broen rekonstrueret, festes der med musik og mad som kylling, marsvin, ørred fra floden og de mange forskellige kartoffelsorter fra området.  Marsvin er en delikatesse. Jeg smagte det i dejlige Cuzco, da jeg var på mit livs drømmerejse. sammen med Tanja i 2012.  Og marsvin VAR delikat. 

Her ville jeg jo gerne have indsat et foto af Tanja og mig.på restauranten. Men jeg har lovet hende ikke at  bruge billeder med hende. Desværre. 

Lur mig i øvrigt, om ikke der også i år kommer et nyhedsklip fra brobygningen. Det har der tidligere været.

 

Red River


Lidt øst for Apurimac starter en anden lille flod, som løber næsten parallelt med Apurimac.



I Red River løber der virkelig rødt vand i nogle måneder af året – i regnsæsonen. Den øvrige del af året er vandstrømmen bare almindelig mudderbrun. Farven får den af nogle jernoxider fra jorden i Palcoyo Rainbow Mountain.



Jeg er tidligere stødt på billeder af disse bjergene – uden stedsangivelse - og har tænkt, at der var vist photoshoppet lidt rigelig – og hvor mon de lå, de bjerge? Australien, måske. - eller Arizona?

Og var de mon virkelige? Det var de så.


Red River er rød/pink over en fem km. Herefter blandes den med andre vandstrømme og farven forsvinder. Den lille strøm bliver en del af Vilcanota River eller Øvre Urubamba River - af inkaerne kaldt  Wilcamayu  - Sacred River - som løber i en bue uden om Cuzco. 


Nu tyr jeg lige til to direkte citater på engelsk:

 

”The Urubamba or Vilcanota River, which changes its name along its course, is one of the main tributaries of the Ucayali River, which flows into the Amazon River. For the Incas this river was considered sacred and feeds all the cultures of the sacred valley of the Incas. It is the river of the famous "Sacred Valley" but it also passes just next to Machu-Picchu where it makes a loop around the site.”

 

“The train from Cuzco to Agua Calientes (Maccu Picchu) runs through the beautiful and green Sacred Valley of the Incas along the banks of the Urubamba River.”

 


For HOV, hvad skete der lige der?
Det tog har jeg jo kørt med fra Cusco langs en flod til Agua Calientes.

Så har jeg jo SET AMAZONAFLODEN!!

Det kunne guiden da godt lige have fortalt.


Eller – jeg har i hvert fald set en biflod, som løber sammen med Apuromac – den flod jeg tidligere har nævnt som den, der bliver betragtet som Amazonas’ udspring - hvorefter de sammen får navnet Ucayali River, som udgør Amazonflodens hovedløb forbi Iquitos og videre mod øst.

 

Det er da stort

 

Det, der var særlig spændende ved selve togturen, var at opleve, hvordan toget kom ned ad de stejle bjergsider. Det havde jeg (selvfølgelig) allerede set i fjernsynet. Men selv at op leve det, det var også stort. Banen var en zig zag linje med seks switchbacks. Det betyder, at banen er bygget med meget spidse vinkler, hvor toget kører frem på sporet og stopper, hvorefter der skiftes spor, og toget går i gang igen, men nu med bagenden forrest - indtil de kommer til næste switchback. Så bliver det igen forenden, der kører forrest.Er det til at forstå?

På den måde undgår man de lange strækninger, der ville have været nødvendige, hvis toget skulle være kommet af bjerget i kurver, der skulle have været meget, meget bløde.




Men nu er det blevet tid  at vende tilbage til floden - tid til at bevæge mig videre og nå ind i Brasilien til området omkring Manaus. 


Når geografer taler om floders størrelse, så anvender de vandgennemstrømningen som målestok.  Her er Amazonas uden konkurrence den største/mægtigste. Hvert sekund ledes gennemsnitligt 180.000 m3 vand gennem Amazonmundingen ud i Atlanterhavet. Det er over 4 gange vandmængden i den næststørste flod, Congofloden.

Men faktisk skyldes en - lille - del af Amazonflodens vandmængde rent tyveri.


På kortet her angiver den rød-violette streg floden Rio Negro. Kort efter at have passeret Manaus løber Rio Negro sammen med Rio Solimoes og herefter kaldes floden for Nedre Amazonas. De to floder mødes  ved Meeting of Rivers - eller Wedding of Rivers, som jeg tidligere har skrevet om.


Men oven for Rio Negro ses på kortet en anden flod Orinocofloden.  Rio Negro løber lidt mod øst, hvorefter den drejer mod syd og derefter igen østover og ud i Atlanterhavet. 

Orinoco starter med at løbe mod vest, hvorefter den drejer mod nord, hvorefter den atter drejer og ender med at komme til at løbe østover og ud i Atlanterhavet. Så vandskellet ligger mellem de to floder - og alligevel løber de ud i samme hav.

Og nu kommer det HELT, HELT specielle.


Kig på den lille stump lilla linje. Den viser  Casiquiare kanalen, som er noget helt særligt. Nemlig en NATURLIG kanal mellem to flodsystemer, og gennem denne IKKE-MENNESKE-SKABTE kanal snupper Rio Negro vand fra Rio Orinoco og leder det over i Amazonfloden.

 Og hvem var for øvrigt den første til at sejle op ad Oriniócofloden, gennem Casiquiarekanalen og ind i Rio Negro? 

Ingen anden end min helt, Alexander von Humboldt. 


Kunne du ikke huske, hvad Meeting of Rivers var?

Jeg repeterer lige. Det er der, hvor Rio Negro og Solimoes River mødes. Men på grund af forskel i temperatur og hastighed løber de to floders vand over flere km ved siden af hinanden uden at blandes. Et flot fænomen, som også kendes fra Nilen.



Der findes ingen broer over Amazonas. Af 2 grunde.

 

I tørtiden er der mange steder, hvor man godt kunne have en bro. Men i regntiden svulmer floden op og bredden kan i løbet af et par uger gå fra 5 m til måske det tidobbelte. Derudover kommer, at det bløde sediment i flodbredden konstant bliver eroderet, og med floden strømmer store flydende øer, kaldet mapupás. Tilsammen en ingeniørs værste mareridt.

 

Den anden grund er, at der ikke er brug for broer. Der findes næsten ingen veje, der har brug for at forbindes med broer. Bortset fra nogle få større byer, er regnskoven kun spredt bebygget og det er floden selv, der er hovedvejen mellem disse bebyggelser.

  

Og dog findes der en enkel bro, som nogen nok vil kalde en bro over Amazonas. Den er bygget i 2010, 1500 km inde i landet ved  byen Manaus. En 3 km lang bro, der forbinder Mananus med Iranduba.

 

Men formelt  set er broen bygget over Rio Negro, få km før Rio Negro løber sammen med Rio Solimoes og de tilsammen får navnet Nedre Amazonas. Og Rio Negro er formelt set en bflod til Amazonas. Vil man følge Amazonas helt op til dens yderste kílde - følge hovedforløbet, ja, så er det  Rio Solimos og dens tilløb, man skal følge. 

Ergo findes der ingen broer over Amazonfloden.


Mange steder er Rio Negro 20 km bred, men lige her tæt på Manaus indsnævres Rio Negro  til 2,7 kms bredde, og flodbredden er så fast, oat her har man kunnet bygge nedenstående flotte bro. 

 




Indtil for ret nylig henholdt jeg mig til min gamle viden, at Manaus kun kunne nås med fly eller skib/båd. Det er ikke rigtigt. Over de senere år er der anlagt et vejnet. Rio Negro-broen forbinder hovedvej 319 ned mod Bolivia og hovedvej 174 op mod Venezuela. Men visse steder er vejene horrible. 

Så det gælder alligevel næsten, at man - måske ikke kun KAN komme - men at man i realiteten stort set kun kommer til Manaus med fly eller skib.

Jeg søgte på Google og fik dette resultat.



 

You can travel from Belém to Manaus via a ferry, which takes about five days, boats like the Amazon Star ferry operated by AR Transportes will take you between the places, and you have a choice of a bed or a hammock.


Men med bil?


 

Da jeg klikkede videre for at se ruten, blev det RIGTIG morsomt.

 



En tur sydpå gennem Brasilien og herefter gennem Bolivia, Peru, Ecuador, Columbia, Venezuela, Guyana og tilbage ind i Brasilien.

 

OK. Jeg fik dog efterfølgende også et andet, eller faktisk to lidt mere spiselige  forslag, men husk stadig beskrivelsen af vejenes forfatning.



Så ankomst med skib/færge/båd er absolut den mest udbredte.

 

Manaus har en stor flodhavn, som kan besejles med store oceangående containerskibe, og som også fungerer som omladningshavn.

 Vandstanden i Rio Negro ændrer sig 12-15 meter i løbet af året på grund af nedbør og smeltevand fra Andesbjergene, hvor det er nødvendigt med  en flydende kaj -  den største af sin art i verden. Kajen, der er bygget af engelske ingeniører, flyder på gigantiske metaltromler og følger med vandet op og ned. 

I januar 2017 besøgte det nybyggede krydstogtskibet Queen Victoria Manaus på sin første jordomsejling. Det er det største skib, der nogensinde har sejlet på Amazonas.

Skibet er på 90 000 BRT. Det er 294 m langt og 32 m bredt. Det kan medtage knap 2100 passagerer og en besætning på 800.


Manaus blev grundlagt af en portugisisk militærekspedition, der i 1639 blev sendt ud for at forhindre franskmænd, englændere og hollændere i at kolonisere Amazonas. En folketælling fra 1778 viste, at der boede 34 hvide (fortrinsvis soldater og missionærer) og 220 indianere.

Manaus er den brasilianske pendent til Iquitos i Peru. Da handel med naturgummi-boomede fra  slutningen fra  det 19. århundrede til omkring1910, blev Manaus en af verdens rigeste byer.


Historiker Robin Furneaux skriver:

”For a time, it was one of the gaudiest cities of the world. No extravagance, however absurd, deterred" the rubber barons. If one rubber baron bought a vast yacht, another would install a tame lion in his villa, and a third would water his horse on champagne.


Manaus var tropernes Paris. Der blev etableret torvehaller som i Paris og byen fik bygget et teater, Teatro Amazonas - byens stolthed er deres kupler og forgyldte gallerier, marmor, krystallysekroner og gobeliner fragtet fra Europa og ind i junglen omkring forrige århundredeskifte.

Tagstenene kom fra Alsace og fra Paris kom møbler og tekstiler i Ludvig 15.-stil. Fra Italien kom carrarramarmor til trapper, statuer og søjler. Stålvægge blev bestilt i England.Teatret har 198 lysekroner, de 32 af glas fra Murano. Fortæppet blev lavet i Paris og gengiver det sted, hvor floderne Rio Negro og Solimoes mødes. Ydersiden af kuplen er beklædt med 36.000 dekorerede kakler i Brasiliens farver.

 Gulvet var dækket af 12.000 stykker brasiliansk og importeret træ.

For at dæmpe lyden fra hestevognene blev der lagt gummi mellem brostenene uden for teateret.

Her mødtes overklassen for at se og blive set i deres  alt for varme franske modetøj.  De mest velhavende var så rige, at de sendte deres vasketøj til Paris, fordi de mente, flodvandet misfarvede kniplings- og blondekjoler, og det siges, at mænd røg cigarer lavet af dollarsedler.


I 1896 fik direktøren for United States Rubber Company installeret elektrisk lys i gadelamperne, og i 1899 fik byen sin første elektriske sporvognslinje. Men da gummieventyret var slut, var generatorerne for dyre at lade køre, og der gik adskillige år, før der igen blev råd til at generere elektricitet. 


Det gamle elværk. Bemærk sporvognen forrest til højre


For som i Iquitos sluttede eventyret brat i 1910, da der nu kunne købes  billigere og bedre gummi fra gummiplantager i Malaysia.

Dette er et foto af Benjamin Constant Suspension Bridge i Manaus. Det tog mig lidt tid at finde oplysninger om den, men efterhånden lykkedes det. Den kaldes også  Iron Bridge. Den er bygget mellem 1892 og 1895. på den måde, at jerndelene blev fremstillet i England og derefter transporteret til Manaus, hvor den blev samlet.  Det er en jernbanebro - eller rettere en bro til en af de elektriske sporvognslinjer. 

Her er et link  til en morsom beskrivelse af sporvognene i Manaus og fine billeder fra en svunden tid - som f.eks. dette, hvor du ser Benjamin Constant broen i funktion.

Det ser ikke ud til, at den (længere?) går hen over vand. Men jeg tror, det nu er et moderne byudviklingsprojekt. Da jeg søgte på Google maps, fremkom der en alenlang liste over barer og restauranter inden for en afstand af blot 1 km fra broen.

Da gummi boomet stoppede, stagnerede byen , men den kom på fode igen i begyndelsen af 1970’erne, efter at regeringen gjorde Manaus til frihandelsområde med skattefritagelse for de store firmaer.


Ikke et foto jeg ville forvente langt inde i den brasilianske regnskov.

Manaus stadion, hvor der blev spillet VM-fodbold i 2014

Nu er  byen en metropol med omkring 2 millioner indbyggere og omkring 600 fabrikker, hvoraf mange er multinationale. Bl.a. har de fleste store motorcykelmærker fabrikker her. Også Lego har – eller har haft - en fabrik i Manaus.

De vigtigste eksportvarer er kemikalier, elektronik, olie, som kommer ad Amazonfloden fra Peru og raffineres i Manaus, brazilnødder og forskellige skovprodukter.

Se flere af Manaus´ imponerende bygninger og seværdigheder her

Og flere her



Amazonfloden er som et hav.  Ved udmundingen mellem Macapå og Belem  når deltaet en bredde på op mod 325 km, og det mudrede ferskvand, som den sender ud i Atlanterhavet, kan stadig ses 300 km ude i Atlanterhavet. 

 


Byen Belem nævnes ofte som beliggende ved Amazonas’ udmunding. Og når man søger på , hvordan man kommer til Manaus, er svaret som oftest,  at man kan sejle fra Belem.

Men Belem ligger slet ikke ved Amazonfloden. Belem ligger ved Tocatins River (betyder tukan-næb  på tupi sproget). En 2450 km lang flod, der på det allersidste stykke løber  parallelt med Amazonfloden og udløber i Atlanterhavet, så det er ikke engang en biflod til Amazonfloden.

Hvis man skal sejle fra Belem til Manaus, skal man først sejle rundt om Ilha de Marajó, som jeg skrev om i forrige indlæg - der hvor politiet rider på vandbøfler - for at komme over til Amazonflodens hovedløb.

En søgning på afstand Macapa – Belem gav endnu et sjovt eksempel på den manglende infrastruktur – de manglende veje.

Afstand med bil angives til  0 km. Dvs, der er ingen mulighed for at køre mellem de to byer.  Med et mudret delta, hvor floden hele tiden ændrer forløb må det være umuligt at anlægge veje her.

I stedet får man den muntre anvisning: Jump in a ship or hop on a ferry.

Macapo har faktisk en vej, hovedvej 156, men det eneste sted, du kan komme med den, er til Cayenne, hovedstaden i Fransk Guiana. Men en del af den er stadig ikke asfalteret.

Her kan du se en video fra hovedvej 156

På kortet ses en stikvej fra  hovedvej 156, vej nr. 210, som tilsyneladende ender ude i det rene ingenting. Kun ved megen zooming dukker et stednavn op, Pedra Branca do  Ampari. Vejen går gennem en kommune, der i areal udgør en femtedel af Danmark og har en befolkning på 13.000. Men der må jo være noget at komme efter.

Belém i dag. 

Som sagt er det oftest Belem, der nævnes som indgangsporten til den store transport-flod.

 Måske fordi det er en større by, og fordi den har bedre forbindelse til de mere befolkede egne sydover. Og måske fordi Belem vel nærmest er en Manaus i mini-udgave – har fælles historie med Iquitos og Manaus. Dog skyldes  Beléms tidligere rigdom ikke kun gummieksporten, men også en sukkereksport, som de to andre byer ikke har haft. 

Når jeg har villet søge på Belém, har jeg skullet huske at skrive Belém, Brasilien. For ellers kom jeg hver gang ind på Belém i Lissabon.

Fra Belém i Lisabon har vi mange gode minder og et enkelt mindre godt. For det var i sporvognen på vej ud til Jeronimus-klosteret og Belem tårnet, at Ib for første og eneste gang fik stjålet sin pung. Og vi ved endda af hvem. En nydelig herre med kontormappe, som vi venligt gav plads i turisttrængslen i sporvognen. Alligevel nød vi nu - efter vi havde fået kontakt til banken og fået visakortet spærret - Jeronimusklosteret, Belem tårnet og Vasco da Gama-monumentet på havnen. Men vi tog en taxa tilbage til centrum

Da jeg søgte på Belém og sukker og endda denne gang HAVDE husket at skrive Brasilien, kom jeg igen ind på Belém, Lisabon. Og her dukkede denne tekst op, som så alligevel knyttede an til Brasilien.


Tilbage til Belém, Brasilien med billeder af "kugler" af naturgummi/kautsjuk klar til videre forsendelse.


Som det ses, er disse og andre billeder skærmdumps
 fra en tysk/fransk Arte-dokumentar om Belém.

Og så har de for øvrigt eksporteret paranødder fra delstaten Pará, så nødderne skulle egentlig hedde paránødder. Men de blev vist forbudt at indføre i Danmark på et tidspunkt, gjorde de ikke? Men åbenbart ikke længere.

Paranødder - nødder fra Pará

På nettet præsenteres Belém således: "Belém is the gateway to the Amazon River with a busy port, airport, and bus/coach station. Belém lies approximately 100 km upriver from the Atlantic Ocean on the Pará River, which is part of the greater Amazon River system, separated from the larger part of the Amazon delta by Ilha de Marajó."

 Så mine tidligere påstand om, at Belém ikke ligger ved Amazonfloden holder måske ikke helt. Det kan diskuteres. Jeg holder nu fast. 

Belem betyder Bethlehem på portugisisk, men byen kaldes ofte også Cidade das Mangueiras – mango-træernes by - på  grund af de mange mangotræer, der vokser I byen.

Det ligner en gade i en sydfransk by, men billedet viser Republic Street i Belem. Træerne er netop mangotræer.
Mangofrugter

Ligesom Manaus rummer Belem fine gamle koloniale bygninger, kirker, et flot operahus.



 

Jugendstil - Art nouveau-  var meget udbredt i Europa i fra slutningen af 1800-tallet  til 1910. Det blev derfor også den stil, der sammen med den neoklassiske arkitektoniske stil  blev fremherskende i de sydamerikansk rubber boom byer.

Jugendstilen var imod industrialismens massefremstilling. Den ville forene arkitektur og dekorativ kunst og lagde vægt på godt håndværk, gode materialer og former og dekoration baseret på slyngede, stiliserede, dekorative mønstre inspireret af naturens former f.eks. tulipaner og åkander.

Det giver næsten mindelser til Gaudis svulmende  organiske former.


Byen rummer et berømt marked, Ver-o-peso markedet.  Det kaldes Ver-o-Peso efter en tradition i kolonitiden, hvor skatteopkræverens hovedkontor lå her.  Det var i Haver-o-peso-huset,  at skatten på varer, der blev bragt ind fra Amazonas skove, floder og landområder, skulle betales til den portugisiske krone, men først efter at deres vægt var blevet opgjort. Belem har forsøgt at få det på UNESCOs verdensarvliste, men det er ikke lykkedes.




På markedet er der bl.a. en stor afdeling udelukkende med acaibær

Det udtales i øvrigt a-saj-i


Acai-bærret ligner blåbær, men indeholder en ret stor sten og kun lidt frugtkød.  Smagen skulle være en blanding af brombær, hindbær og CHOKOLADE.

Acai vokser vildt i toppen af acai-palmen. Bærrene vokser i store klaser fra 500-900 bær pr. klase 


 Bærret har længe været en vigtig fødekilde i Brasilien. Brasilianerne presser dem til saft, bruger dem hele som tilbehør og i desserter eller presser dem til en slags budding eller pure.





 

Ikke fish and chips, men acai-budding med friturestegt fisk


Men de friske bær har kun en holdbarhed på et døgn. Derfor kommer de mange både ind til markedet i Belem hver morgen for at sælge deres last.

Omkring år 2000 blev vi i Europa opmærksomme på acai-bærret, som er fyldt med antioxidanter, vitamin A og calcium B og angives at have mange positive virkninger i lighed med  Ginkgo biloba.

 Så nu fremstilles der kosttilskud og helseprodukter, som eksporteres i stor stil til Europa. Der udtrækkes olie af bærrene eller de frysetørres og kan købes som piller eller pulver. 

Bærrene dyrkes på flere øer i nærheden af Belém. 




 En af øerne Ilha do Combú, som ligger blot 15 minutters sejlads fra millionbyen Belém,  

er helt uden el, vand og sanitære forhold


Denne eksport har betydet mulighed for økonomisk fremgang for mange fattige familier disse steder.

Se på https://www.rudolphcare.dk/da/rudolph-stories/acai-fra-palme-til-skoenhedshylde

en fin beskrivelse af dyrkning og forarbejdning i en dansk reklame for acai som skønhedprodukt.


Se en kort video med en tur med en lokal færge fra Belém til Santarem her    

Men jeg vil sætte kurs i modsat retning. Jeg er nået til slutningen på min virtuelle Amazon-odyssé, så jeg vil følge acai-bærrene, krydse Atlanterhavet og vende hjem til Danmark.


Men jeg har helt bestemt fået lyst til at opleve folkemylderet i Iquitos, Manaus og Belem. Disse steder -  så afsidesbeliggende - men sikkert mere internationale end både Kolding og København. I hvert fald i en periode i fortiden, men sikkert også nu.


3 kommentarer:

  1. Spændende. Spækket med gode fortællinger og overraskende fakta. Guf for en geografinørd.

    SvarSlet
  2. Jeg billedgoogler ofte, netop af samme årsag, som du angiver: Man får flere spændende link - og slipper ofte for alle reklamerne.
    "..and a third would water his horse on champagne" - det er da det rene dyrplageri! Tænk at gøre sådan noget TÅbeligt noget bare for at blære sig med sine mange penge. Jeg er forarget ...
    Det der luksuskrydstogt med sengen og det store vinduesparti kunne du godt lokke mig med til - i modsætning til hængekøjeudgaven ;-)
    Det bliver lidt spændende, hvornår vi kan føle os helt trygge ved at tage på lange flyrejser og på krydstogter igen.
    Vi venter i hvert fald på en vaccine. Som man ved virker ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen så mødes vi jo nok på et flodcruise i Sydamerika engang :-)
      Vi har vore rejseforsikringer tilknyttet et master card, og vi kan også godt forsikres i årene fremover – blot skal der betales et tillæg for rejsende over 70. Så bliver man lige mindet om, at man er på vej til at blive et dårligt liv, ligesom vi gør i megen af corona-snakken.
      Og om søgning: Jeg er ret imponeret over, hvordan man ved en googlesøgning på et citat i én artikel kan få adgang til læsning af adskillige sider i bøger på Google books – spændende bøger, man slet ikke vidste fandtes. – Så kommer man virkelig virtuelt rundt i verden.
      Og ustoppelig. Ja, det er jeg blevet omkring Amazonas, så jeg har skrevet en ny indledning på indlægget. Og for min egen skyld, for at holde samling på alt, hvad jeg støder på, så hygger jeg mig med bare at fylde mere og mere på.
      Jeg er blevet forundret over, hvor mange der bruger år af deres liv på at rejse rundt i verden – ofte med den hensigt at skrive en bog derom.
      Det kan være, det er det – ikke at rejse rundt i årevis - men at skrive en bog – jeg også drømmer om.

      Slet