I mit forrige indlæg om Amazonfloden stødte jeg på kejser Pedro ll
af Brasilien.
Jeg var blevet fascineret af et foto af en bro i Manaus. Med møje og besvær fandt jeg frem til lidt facts om broen. Den hed Benjamin Constant Bridge, opkaldt efter manden af dette navn. Benjamin Constant var en militærmand, der var med til at styrte kejser Pedro ll, og i forfatningen af 1891 benævnes han som grundlæggeren af den brasilianske republik.
Det fik mig til at fundere over, hvor lidt jeg egentlig vidste om Portugals historie.
Jeg kendte naturligvis Ferdinand Magellan, som fandt frem til og igennem Magellanstrædet på verdens første jordomsejling.
Han var portugiser, men udsendt af den
spanske Karl l - bedre kendt som den tysk-romerske Karl V - ligesom jo også Columbus var udsendt af den spanske kong Ferdinand og dronning Isabella, efter at
han forgæves havde søgt støtte hos den portugisiske konge.
Karl l af Spanien lig med Karl V af Det tysk-romerske Rige
Ferdinand og dronning Isabella
Hvad den portugisiske konge, der afslog støtte til Columbus, hed, havde jeg aldrig spekuleret over.
Men jeg benyttede lige lejligheden til at slå det op.
Han hed Joao ll.
Et andet portræt af Vasco de Gama end det vi normalt ser.
Første side af Tordesillas-traktaten
I Den nye Verden blev Portugal dermed spist af med Brasilien, som i første omgang ikke syntes specielt indtægtsgivende, men i Sydøsten var de heldige at få alle de værdifulde krydderiøer ind under sig, mens Spanien måtte nøjes med et stort set tomt Stillehav.
Krydderiøerne (i dag Bandaøerne), som kom ind under portugisisk herredømme var særlig værdifulde, for her voksede muskattræet som det eneste sted i hele verden.
Bandaøerne er nogle små øer, der ligger mellem Indonesien og Papua Ny Guinea, øst for Borneo og Sulawesi.
Muskatnødden var i 1500-1600-tallet verdens dyreste krydderi. Det var ekstremt eftertragtet af de europæiske lande og deres handelskompagnier.
Senere, da både England og Holland meldte sig på banen i Østasien, bekrigede Portugal, England og Holland hinanden om retten til øerne, og øerne skiftede ejere adskillige gange. Portugal gik ud af kampen som taber.
I 1664 enedes England og Holland om en fredsaftale: Holland fik lov til at beholde krydderiøerne med muskatnødder, mod at England til gengæld fik et stykke land i Nordamerika, hvor hollænderne havde en koloni ved navn Nieuw Amsterdam. Den omdøbte englænderne med det samme til New York.
Men i starten af 1800-tallet lykkedes det franske og engelske tyve at snige sig i land på øerne og stjæle stiklinger fra muskattræet. Dermed var hollændernes monopol brudt, og prisen på muskatnødder styrtdykkede i løbet af en årrække.
De englændere altså. Nu er det tredje gang, jeg hører, de snyder og stjæler. Først var det tebuske i Kina. Så var det stiklinger af gummitræer i Amazonas. Og nu er det stiklinger af muskattræet.
Sidespring slut.
Herefter var jeg helt blank på Portugals historie i flere hundrede år frem, ligesom jeg heller ikke vidste en brik om Portugal, før de store sørejser begyndte i slutningen af 1400-tallet.
Efter den glansfulde opdagelses- og koloniperiode måtte jeg helt frem til de voldsomme kampe i portugisernes afrikanske kolonier, Angola og Mozambique, i 1960-erne og derefter frem til 1974 og nellikerevolutionen mod det fascistiske Salazardiktatur, før der ringede en klokke.
Nellikerevolutionen blev den kaldt, da deltagerne i det folkelige oprør stak nelliker i mundingen på soldaternes geværer, da soldaterne tilsluttede sig oprøret mod Salazar.
Umiddelbart herefter fulgte Angola og Mozambiques løsrivelse og en million ”portugisere”, der flygtede til det hjemland, som mange af dem aldrig havde kendt.
Og jo, så var der også det store
jordskælv i Lissabon i 1755 med efterfølgende brande og tsunami. Et af
historiens mest katastrofale jordskælv.
Nåh jo, forresten. Så var der jo også den portugisiske prinsesse, Berengaria, som Valdemar Sejr giftede sig med, efter at hans og Danmarks elskede dronning Dagmar var død i Ribe i 1212.
Det blev jeg lige mindet om, da vi for nylig besøgte Sankt Bendts kirke i Ringsted.
Men Berengaria brød vi os jo ikke om. Hun var "så besk en blomme", som dronning Dagmar HAVDE advaret Valdemar Sejr om, da hun på sit dødsleje opfordrede ham til at gifte sig med Liden Kirsten - og endelig ikke Berengaria. Men lyttede han? Niks.
Det var endnu et sidespring.
Tilbage til Portugal, som i min bevidsthed blot var et halv- eller hel-fattigt land, som vi vist var sammen med i EFTA, inden vi trådte ind i EU. Og et land, der - da det trådte ind i EU - fik masser af EU-penge til plantning af oliventræer, mener jeg at huske. Og der var noget med, at nordmændene tjente mange penge på at sælge tørrede torsk til Spanien og Portugal i fastetiden, og at der kom en nogle portugisiske fiskere op og lærte nordmændene at lave baccalau. Det smagte vi på en lille kro ved den flotte bro på Atlantvejen, da vi var på en bustur, dengang vi var med Hurtigruten i Nordnorge. Den ret må de gerne beholde for sig selv.
Heller ikke som turistland har Portugal tidligere tiltrukket sig megen opmærksomhed. Atlanterhavet er alt for koldt at bade i.
Men for et par år siden gik vores traditionelle påsketur til Lissabon.
Når vi tager nogen steder hen, er det som regel steder, vi på forhånd ved temmelig meget om, eller vi har til lejligheden sat os ind i stedets historie og andet. Men da vi var i Lissabon, slentrede vi bare rundt og nød byen – atmosfæren, arkitekturen, det fantastiske Gulbenkian Kunstmuseum, sporvognene, parker og pladser, vejret, maden og kølige drinks på vores lækre Brown's Boutique Hotel lige midt i det gamle Lissabon. Og for en gangs skyld læste vi ikke en masse om byen eller landet.
Lækker indretning og stille jazz/blues-musik
Det jeg mest forbinder med
Portugal, er – som de fleste andre, vil jeg tro – (bortset fra portvin) –
Vasco da Gama. Og naturligvis var vi nede på flodhavnen og beundre det
imponerende Vasco da Gama-monument og det ligeledes flotte Jeronimuskloster,
som ved hans hjemkomst blev bygget der, hvor han bad, aftenen inden han sejlede
ud.
Den kæmpestore vindrose nedlagt på pladsen foran monumentet – og med Jeronimusklosteret i baggrunden
Se lige den fantastiske blå himmel. over de blændende hvide mure. Sådan var der hele ugen.
Ja, jeg har altid tænkt på det kæmpestore værk som Vasco da Gama-monumentet, men det er faktisk forkert. Mindesmærket hedder rigtigt Padráo dos descombrientos - Opdagelsernes monument, og det er en hyldest til alle de portugisiske opdagelsesrejsender, som gjorde Portugal til verdens største søfartsnation.
Monumentet er bygget som stævnen på et skib. På den ene side af monumentet afbildes flere af de store portugisiske søfarere og på den anden side afbildes andre, der gjorde deres rejser mulige – matematikere, geografer, kartografer, men også digtere og missionærer.
Forrest på monumentet står Henrik Søfareren – ikke at forveksle med Sindbad Søfareren, en østerlandsk eventyrer – måske en myte.
Henrik Søfareren står med rette forrest, for det var ham, der startede hele det portugisiske opdagelses- og kolonieventyr.
En imponerende liste over alle Portugals erobringer og kolonier rundt om i hele verden kan ses nederst i dette link
Tilnavnet Søfareren er imidlertid et tilnavn, der blev opfundet af tyske historikere i 1800-tallet og overtaget af romantiske englændere.
Af samtiden i Portugal blev han kaldt Infante Dom Henrique. Dom er en høflig tiltaleform, og infante betyder prins, og han var virkelig søn af kong Johan 1. af Portugal.
Søfareren som tilnavn er ret forfejlet, for faktisk deltog han aldrig selv i nogen opdagelsesrejse. Men han udsendte utallige. Det var hans fortjeneste, at portugiserne nåede frem til Azorerne og Madeira, og i 1434 lykkedes det for første gang et af Henriks skibe at passere Kap Bojador.
Kap Bojador ligger på Marokkos vestkyst lidt syd for De Kanariske Øer, der dengang udgjorde grænsen for den kendte verden. De sejlmæssige forhold er vanskelige på dette sted med voldsomme strømme og strømhvirvler og ofte store bølger. Fem km fra kysten er vandstanden nogle steder ikke mere end 2 meter. Men den virkelige hindring var overtroen. Enhver sømand vidste, at vandet blev varmere, når man sejlede sydpå, og i nærheden af ækvator begyndte det at koge. Det blev også mere og mere salt, så man til sidst slet ikke kunne sejle gennem det. Desuden blev den menneskelige hud jo sort, hvis man opholdt sig længe på disse breddegrader. Hertil kom forestillinger om kæmpeslanger og monstre, som slugte skibene. Fra 1424-1434 sendte Henrik 15 ekspeditioner af sted – ingen af dem turde passere stedet.
Men da det første skib vendte velbeholdent hjem efter at have passeret dette frygtede sted, så lå Vestafrikas kyst åben for portugiserne. I 1445 nåede de til Senegal; i 1446 til Guinea og Sierra Leone; i 1457 til Gambia; i 1460 til Kap Verde og i 1470 gik de i land i Ghana, hvor der blev bygget et fort. Fra Ghana begyndte der nu at strømme guld til Portugal. Men hurtigt viste det sig, at en anden handelsvare blev endnu mere indbringende: Det var portugiserne, der startede handel med afrikanske slaver.
I Sagra i det sydlige Portugal grundlagde Henrik Søfareren en søfartsskole, hvor han tilknyttede tidens dygtigste kartografer.
Men det, der især gjorde portugisernes sejladser så vellykkede, var, at Henrik Søfareren fik udviklet en ny skibstype – karavellen. som havde langt bedre sejlevner end tidligere skibe.
Først og fremmest kunne en karavel sejle i modvind – ikke direkte mod vinden, men med en vinkel på 35-40 grader mellem vindretning og sejlretning, så man kunne komme frem ved at krydse, altså sejle i siksak.
Den var let at manøvrere, den stak ikke så dybt, og kunne sejle dobbelt så hurtigt som de hurtigste af samtidens skibe af samme størrelse. Karavellen blev kendt for sit latinersejl, et trekantet sejl, som holdes oppe af en lang, skrå bom, der hænger i en løkke i masten.
To af de tre skibe, som var med på Columbus' første tur over Atlanterhavet, var karaveller.
En af de øvrige søfarere er der al mulig grund til at nævne her, nemlig Pedro Álvares Cabral. Er der mon nogen af mine læsere, der kender ham?
De ligner godt nok hinanden, mange af de opdagelsesrejsende – med det samme tøj, den samme
hovedbeklædning, det samme skæg og det samme stålsatte blik. Jeg har flere gange været inde og tjekke, at det er den rigtige mand, jeg har indsat.
Landgang i Brasilien
I 1494 var Spanien og Portugal som
nævnt enedes om at opdele verden, så alt der lå vest for linjen (der ligger
1500 km vest for Kap Verde) var spansk interesseområde, og det, der lå øst for,
var portugisisk.
I år 1500 satte Pedro
Álvares Cabral derfor ud for at følge i Vasco da Gamas kølvand og sejle til
Indien. Imidlertid kom han ud af kurs og landende på Brasiliens kyst omkring
det nuværende Bahia. Han etablerede en havn til sine skibe i Porto Seguro. Da han troede han havde opdaget en ø,
kaldte han det nye land for "Det sande kors' ø" (Ilha da Vera Cruz).
Alvares fandt landet uinteressant, men tog det dog i besiddelse for den portugisiske konge, inden han igen sejlede ud og kom på rette kurs mod Indien.
I 1530 indledtes en egentlig portugisisk bosætning, og i 1532 blev den første by, Sao Vicente grundlagt i nærheden af nutidens Sao Paulo.
Det var brasiltræet, der i første
omgang blev den vigtigste indtægtskilde for Portugal. Og som man kan høre, var
det også brasiltræet, der kom til at lægge navn til det nye land. Brasiltræets stammer indeholder rød farve, der var meget værdsat, og træet blev næsten udryddet på grund af rovdrift.
Se meget mere om navnet Brazil her
I det 17. århundrede blev sukker den vigtigste vare – dyrket med udpræget brug slaver – først indianere, men senere slaver fra Afrika.
I eftersøgning efter guld udvidede Portugal langsomt sine grænser langt ud over Tortellias-aftalen, uden at det gav problemer.
I 1699 ankom det første skib til Lissabon lastet med guld og diamanter fra Brasilien. De værdifulde fund førte endnu engang til stor rigdom i Portugal - ved hoffet og i aristokratiet - men rigdommene varede i få årtier.
Jeg har længe tumlet med et indlæg om Napoleon og hans betydning for Europakortet og andet, uden at jeg rigtig er kommet i gang. Men her dukker han nu pludselig op som en skelsættende faktor for Brasiliens historie.
Gennem tiden har England og Portugal været
stærke allierede – som oftest mod Spanien. Under Napoleonskrigene ønskede
Napoleon at få lukket de portugisiske havne for britisk handel, og han pressede
Spanien til at invadere Portugal. Spanien erobrede hurtigt Olivenza og besatte
næsten hele Alentejo. Portugal bad om fred og mistede Olivenza.
Napoleon var stadig ikke tilfreds. Han ønskede at ødelægge Storbritannien med en økonomisk blokade og insisterede på en anneksion af Portugal.
Den
franske general Junot invaderede Portugal fra Spanien i november 1807, og
hoffet indskibede sig til Brasilien, dagen inden franskmændenes indtog i
Lissabon.
Portugal gjorde oprør mod franskmændene, og Storbritannien sendte i 1808 en hær under ledelse af Arthur Wellington, som sammen med portugiserne afgørende slog franskmændene i marts 1811 og forfulgte dem til Spanien.
Men hoffet opholdt sig fortsat i Brasilien, mens det politiske liv i Portugal domineredes af Storbritannien.
Pedro, født i Lissabon i 1798, var søn af tronarvingen, den senere Joao Vl. Han var 9 år, da den portugisiske kongefamilie flygtede til Brasilien. Deres tilstedeværelse gjorde Rio de Janeiro til de facto hovedstad for Portugal.
I 1815 sluttede 300 års kolonial isolation, da Brasilien stille og roligt blev erklæret for et eget kongerige, dog i forening med Portugal.
Det portugisiske parlament ønskede nu, at Brasilien igen skulle indtage en underordnet status, men han, der nu var kronprins og var ladt tilbage i Brasilien som fungerende regent af Brasilien, kronprins Pedro, han erklærede Brasilien for uafhængigt 7.9.1822, og kort efter udråbte han sig til Kejser Pedro l.
Men hans vaklende stilling mellem de to lande gjorde ham upopulær i Brasilien. Derfor abdicerede han først fra den portugisiske trone til fordel for datteren Maria 2. af Portugal og senere fra den brasilianske trone til fordel for sønnen Pedro, der var kongens 7. barn og eneste overlevende drengebarn og på det tidspunkt bare 5 år.
En tidlig alder at blive kejser, men dog ikke den yngste kejser, vi kender. Den sidste kejser af Kina, Kejser Puyi, var kun to år, da han i 1906 blev udråbt som kejser.
Pedro ll blev født i Rio den 2. december 1825.
Hans familiære bånd var imponerende. Hans mor var storhertuginde Maria Leopoldina af Østrig, datter af Franz ll, den sidste kejser af Det Hellige Tysk-Romerske Rige. Han var nevø til Napoleon Bonaparte og fætter til Napoleon ll, Franz Joseph l af Østrig-Ungarn og Don Maximiliano af Mexico.
Da Pedro fyldte 14, blev han formelt indsat som regerende kejser, efter at man havde lovliggjort, at dette kunne ske 4 år for tidligt - fire år før han fyldte 18.
Så nåede jeg alligevel frem til kejser Pedro ll af Brasilien!
Han blev en afholdt regent.
Forfatningen definerede Brasilien som et konstitutionelt monarki med et senat og et valgt deputeret kammer - naturligvis kun valgt af et formuende mindretal.
Kejseren havde – ud over den udøvende magt – også den ”modererende magt”. Dvs. han kunne påvirke lovgivningen, men ikke starte noget selv. Men på grund af uenighed blandt forskellige fraktioner i den lovgivende forsamling, kunne han ofte udøve større magt, end han egentlig besad.
Han var vellidt både i almenbefolkningen og blandt den styrende klasse, ministre og rådgivere på grund af hans lyttende og diplomatiske, tolerante og demokratiske ikke-indgribende facon.
Han beskrives overordentligt positivt som ikke bare upartisk og flittig, men også høflig, tålmodig og behagelig. Han holdt sine følelser under jerndisciplin og mistede aldrig besindelsen. Han var usædvanlig diskret i ord og forsigtig i handling.
Han var stærk tilhænger af ytringsfrihed, og han fandt, at aviser fra både hovedstaden og
provinserne var en ideel måde at holde styr på den offentlige mening og
nationens samlede situation.
Et andet middel til at overvåge imperiet var gennem direkte kontakter med sine undersåtter. En mulighed hertil var under audienser, hvor enhver fra enhver social klasse (inklusive slaver) kunne få adgang og præsentere deres andragender og historier. Besøg i skoler, uddannelsesinstitutioner, fængsler, udstillinger, fabrikker og kaserner gav yderligere mulighed for at indsamle førstehåndsinformation
Som barn havde han levet et ensomt liv uden glæde eller jævnaldrende, og han
flygtede ind i bøgernes verden. Således tilegnede han sig – også senere som voksen - stor viden om antropologi, filosofi, geografi, geologi, medicin, jura, religion, maleri, skulptur, teater, musik, kemi, fysik, astronomi, poesi og teknologi.
Ved hans regeringstids ophør var der tre biblioteker i hans palads, indeholdende mere end 60.000 bøger. Han havde en passion for sprog og kunne tale og skrive latin, fransk, tysk, engelsk, italiensk, spansk, græsk, arabisk, hebræisk, sanskrit, kinesisk, occitansk og tupi – et indfødt indiansk sprog – ud over modersmålet portugisisk naturligvis.
En exceptionel mand, lyder det til.
“I was born to devote myself to culture and sciences,” har han udtalt, og “"Were I not an Emperor, I would like to be a teacher. I do not know of a task more noble than to direct young minds and prepare the men of tomorrow.”
For at fremme forskning oprettedes i hans regeringstid Det brasilianske Historiske og Geografiske Institut. Kunsten blev understøttet ved oprettelse af Det Kejserlige Akademi for Musik og Den kongelige Opera. Akademiet for Kunst, som hans far havde, blev yderligere styrket. Han grundlagde Pedro ll-skolen, som kom til at fungere som model for skoler i hele Brasilien, og for midler fra sin personlige formue uddelte han stipendier til brasilianske studerende, så de kunne studere på universiteter, kunstskoler og konservatorier i Europa.
Han blev den første brasilianske fotograf, da han i 1840 anskaffede et daguerre kamera. Han oprettede et laboraorium for fotografi og et for kemi og fysik, og han fik bygget et astronomisk observatorium.
Selv donerede han 21.000 af sine egne fotos til Brasiliens Nationalbibliotek, herunder mange fotos af planter.
Friedrich Nietzsche er citeret for at have været forbløffet over hans lærdom.
Charles Darwin sagde om Pedro ll: ”Kejseren gør så meget for videnskaben, at enhver videnskabsmand skal vise ham den største respekt.”
Den tænksomme kejser – med en vis lighed med folk som f.eks. Darwin og Graham Bell.
To forskere, som begge var hans personlige venner.
Pedro ll blev medlem af Royal Society, Det russiske Videnskabsakademi, Det kongelige Akademi for Videnskab og Kunst i Belgien og American Geographical Society. I 1875 blev han valgt til det franske videnskabsakademi – en ære, der tidligere kun var blevet tildelt to andre statschefer: Peter den Store og Napoleon Bonaparte.
Han udvekslede breve med forskere, filosoffer, musikere, digtere, og mange blev hans personlige venner.
Og Brasilien blomstrede i hans regeringstid.
Han knyttede landet sammen med infrastruktur - med jernbaner, dampskibslinjer og telegrafvæsen - og han skabte økonomisk udvikling. Fabrikker skød op, og det var også under ham, at Brasilien oplevede gummi boomet.
Pedro ll var modstander af slaveriet og havde selv frigivet egne slaver i 1840, men det var langtfra den generelle holdning i landet, og Pedro ll mente, at ophævelse af slaveriet måtte foregå gradvist af hensyn til de store godsejere og Brasiliens økonomi.
Som del af en traktat med England var det allerede i 1826 blevet forbudt at indføre slaver fra Afrika. Men handelstrafikken fortsatte ufortrødent, uden at Brasilien gjorde noget for at stoppe den.
I 1845 vedtog den britiske regering The Aberdeen Act, som gav den engelske flåde ret til at stoppe brasilianske skibe på åbent hav og arrestere slavehandlere, der blev opbragt på den måde, og disse blev så domfældet ved en britisk domstol på den afsides beliggende ø, Sct. Helene – der hvor Napoleon sad fængslet fra 1815 til sin død i 1821 – og i øvrigt en ø, som portugiserne som de første havde opdaget, men som senere blev erobret af englænderne.
For Brasilien var det en voldsom provokation. Brud på fri sejlads og det frie marked, et angreb på brasiliansk suverænitet og det blev set som et ønske om at begrænse Brasiliens udvikling til en verdensmagt.
Der blev ført et antal processer, men alligevel fortsatte og øgedes den brasilianske transatlantiske slavehandel. – Ironisk nok var det faktisk det, at England havde indført frihandel og ophævet told på sukker, der gav øget efterspørgsel, hvilket igen forstærkede plantageejernes behov for flere slavearbejdere (i deres egen optik i al fald).
I 1850 begyndte britiske skibe endda at gå ind i brasiliansk territorialfarvand og havne for at angribe slaveskibe, og i ét tilfælde åbnede englænderne ild mod et brasiliansk fort.
Brasilien vidste, at landet ikke havde råd til at gå ind i en egentlig krig mod englænderne, så i september 1850 vedtog parlamentet en ny lovgivning, der tydeliggjorde, at slavehandlen på tværs af Atlanterhavet var ulovlig, og - hvad der nok var mere betydningsfuldt - man begyndte også at håndhæve loven. Og den engelske flåde indstillede sine aktioner. Men for at få loven vedtaget, var Pedro ll nødt til at true med, at han ville abdicere, hvis ikke det skete.
Nu var import af slaver slut, men slaveriet inden
for landets grænser fortsatte. I begyndelsen af 1860-erne tog Pedro ll skridt
til at påbegynde en lovændring, der ville betyde, at børn, der var født af
slaver ikke længere skulle være slaver, men opfattes som fri-bårne. Men husk,
som kejser havde han jo ingen
forfatningsmæssig ret til selv at tage initiativ til ny lovgivning. Han kunne påvirke, og han kunne angive retning, men ikke reelt og konkret foreslå ændringer. Han holdt i 1867 en stor Speech from the Throne om at børn født af slavinder i fremtiden skulle opfattes som frie, og det fik han stor kritik for. Kritikerne argumenterede, at ophævelse af slaveriet var hans personlige ønske og ikke nationens. Først 26. september 1871 blev Law of Free Birth vedtaget.
Jeg har tidligere skrevet om den tyske maler Johann Moritz Rugendas, som malede mange billeder af brasilianske slaver.
Særligt i Salvador, Bahia i det nordøstlige Brasilien lever der mange kreolske efterkommere af slaver fra Afrika.
Faktisk opfordrede Pedro ll fra midten af 1800-tallet til, at sukkerrørsplantagerne blev omlagt til kaffeplantager, som ikke krævede så mange arbejdere.
Men vi skal helt frem til 1888, før slaveriet endelig blev ophævet. 700 000 slaver blev frigivet uden kompensation til deres ejere, og det skete faktisk, mens Pedro var hospitalsindlagt i Europa, og hans datter, Isabel, fungerede som regent. Hun traf den beslutning, som han ikke selv turde tage af frygt for at lægge sig ud med de store godsejere.
Pedro ll var noget af en kosmopolit.
Fra maj 1871 var han på rejse i Europa. Han havde længe ønsket sig en ferie, og da han fik meddelelse om, at hans yngste datter var død i wien, benyttede han lejligheden. I Lissabon mødte han sin stedmoder for første gang i 40 år. I sin dagbog skrev han: ”Jeg græd af glæde, men også af sorg over at se hvordan hun var ældedes.” Hans egen mor var død tidligt, og han havde altid betragtet moderen som sin mor.
Herefter fortsatte han på en rundtur til Spanien, Belgien, Tyskland, Østrig, Italien, Egypten, Grækenland, Schweiz og Frankrig. I Coburg besøgte han datterens grav.
Undervejs rejste han incognito under navnet Dom Pedro de Alcântara. Han nød friheden fra kejserlige forpligtelser og brugte dagen på sightseeing og møder og samtaler med videnskabsmænd og intellektuelle.
Overalt vandt hans attitude og nysgerrighed respekt, og meddelelsen om, at ratificering af Law of Free Birth var sket, øgede såvel Pedro lls og Brasiliens prestige.
31. marts 1872 vendte det kejserlige selskab hjem i triumf.
I foråret 1876 tog han atter på rejse., denne gang først til USA, sammen med sin tjener Rafael, som var ham, der havde opdraget ham mange år tidligere. Han ankom som det første udenlandske statsoverhoved New York 15. april og herefter fortsatte han til San Fransisco, New Orleans, Washington D.C., Niagara Falls og Toronto i Canada.
Herefter krydsede de Atlanten og besøgte Danmark, Sverige, Finland, Rusland, Det ottomanske Rige, Grækenland, Det hellige land, Egypten, Italien, Østrig, Tyskland, Frankrig, England, Holland, Schweiz og Portugal.
Det var jo noget af en rundrejse.
I Tyskland overværede han
sammen med den tyske kejser Wilhelm l
premieren på Wagners Nibelungen ringen i Bayreuth operafestival hus, som han
selv havde været med til at støtte bygningen af.
På en af rejserne mødte han Louis Pasteur. Pedro var meget optaget af og bekymret over de mange, der døde af gul feber, og han gjorde hvad han kunne for at overtale Pasteur til at komme til Brasilien og fortsætte sin forskning der. I flere år korresponderede de, men Pasteur blev ved med at undslå sig. Det ødelagde heldigvis ikke venskabet, og da Pasteur i 1888 fik indviet Institute Pasteur, var det med et stort økonomisk tilskud fra Pedro ll personlig. Andre bidragsydere var zar Alexander lll af Rusland, baron Alphonse de Rothschild og Marguerite Boucicaut, ejer af Le Bon Marché.
Hvad der særligt vækkede min nysgerrighed var, at Pedro ll havde besøgt Danmark.
Jeg er medlem af gruppen Historieselskabets venner på Facebook, og
her efterlyste jeg, om nogen kendte til dette besøg.
Et andet kejserligt besøg
i Danmark – nemlig zar Peter den Stores - er velbeskrevet – og især hans tur op
i Rundetårn. Men hvad med kejser Pedros?
Det kunne være interessant at læse noget om, hvordan/hvorfor han lige havde udset sig Danmark som mål for et besøg. Og hvad mon han foretog sig? Hvem mødte han/ham.?
Havde vi nogle internationalt kendte forskere på det tidspunkt? Pedro gik jo meget op i videnskab.
Peter Panum, måske? Han forskede jo i sygdomme, hvilket også Pedro ll var optaget af. Eller Peter Wilhelm Lund, måske. Han opholdt sig en årrække i Brasilien, hvor han udforskede nogle drypstenshuler.
Under en sygdomsperiode på 4 måneder boede han i et hus ejet af den danske lensgreve og geheimestatsminister Reventlow - ham med landboreformerne.
Interessant detalje, at han ejede et hus i Rio - men vel nok en officiel dansk tilstedeværelse?
Det var i øvrigt min ven, Alexander von Humboldt, der havde givet ham tippet om hulerne, da de to var mødtes i Paris.
Lund indsamlede forsteninger og særdeles velbevarede skelet dele af fortidsdyr, som opbevares dels på Zoologisk Museum i København, dels på Imperial Museum i Brasilien.
Han regnes for en af de videnskabsmænd, der grundlagde udforskningen af Brasiliens biologiske og geologiske udforskning. Så mon ikke Pedro ll har kendt ham? I Mineas Gerais er opstillet en statue af ham, og en lille by er opkaldt efter ham og hedder Doktor Lund.
Statue af P. W. Lund på Naturhistorisk Museum og Botanisk Have på Universidade Federal de Minas Gerais.
Så fik jeg også lige ham placeret.
Den danske konge på det tidspunkt var Chr. 9. (1863-1906), ham der kaldes Europas svigerfar pga. af hans mange familiære forbindelse ud i Europa. Måske var det gennem disse forbindelser på kryds og tværs, at Pedro ll havde opdaget Danmark? Vores prinsesse Dagmar var jo f.eks. blevet gift med den senere zar Alexander lll.
På nettet fik jeg henvisning til et par gamle avisudklip, der fortalte, han skulle komme, 8. til 12. august, og at mange danskere, der havde taget opstilling for at modtage ham, blev skuffede, da han ikke dukkede op til tiden, samt at han blev installeret på Christiansborg Slot.
Men ellers gav det ikke noget – andet end forslag til, hvor jeg
evt. kunne søge, såsom Rigsarkivet og Mediastream.
Jeg indsætter et par eksempler på respons på min efterlysning.
Hvis du på mediasteam søger 'pedro' og afgrænser til årene 1876-77 dukker der et 400-500 hits op. Jeg har lige prøvet og en del af hitsene drejer sig om Pedro 2.
I den forbindelse kan det svenske kongehus være en kilde.. Der var så vidt jeg husker familiemæssige forbindelser mellem Bernadotte slægten og Brasilien.. Det er i hvertfald en del af de svenske kronjuveler som har brasiliansk herkomst.. Og dette er jo efter Napoleon
Der var åbenbart ingen – selv her i dette forum – der havde en viden om besøget.
Det kan måske blive et projekt at forske lidt i det på et senere tidspunkt, men ret bøvlet, for aviserne er skrevet med ganske små gotiske bogstaver.
Pedro ll vendte tilbage til Brasilien den 22. september 1877.
Han havde nu været fungerende kejser i snart 40 år, og faktisk var han ved at være træt af at være kejser. Rejserne i Europa, hvor han havde følt sig fri og ikke tynget af ansvaret og byrderne i hans funktion, gjorde ham endnu mere led ved det. Han arbejdede stadig pligtopfyldende, men uden glæde.
Desuden var han tynget af, at begge hans sønner var døde, og skønt han satte pris på sin datter Isabel, så han ikke en kvindelig efterfølger som en mulighed.
I slutningen af 1887 blev hans helbred så dårligt, at lægerne
anbefalede en hospitalsindlæggelse i Milano. I to måneder svævede han mellem
liv og død, og det var her, han fik meddelelsen om, at slaveriets
ophør nu endelig var vedtaget.
Kejseren kom sig, og i august 1888 vendte han tilbage til Rio de Janeiro, hvor han blev modtaget med stor entusiasme. Folket hyldede deres kejser, der havde gjort Brasilien til en stor nation.
Men Pedro ll havde forandret sig. I de sidste år som regent beskrives han som stædig, konservativ, passiv og uvillig.
“ ... stubborn,
conservative, passive and unwilling to address crucial issues. During his
weekly meetings with the Council, Pedro II would discuss in great detail
matters that he found interesting but that were of little real importance, such
as the ideal structure of universities. He refused to devote his attention to
anything of which he disapproved, making it difficult for the government to
tackle pressing problems. His unwillingness to address the demands of the
military proved to ultimately be critical, as it was the military that carried
out the 1889 coup.”
Kun godt et år senere, 15. november 1889 blev han afsat af en lille gruppe inden for militæret, der tænkte, at nu var tiden kommet, hvor Brasilien skulle være en republik. En af dem, var Benjamin Constant, som jeg indledte med. Ham som broen i Manaus var opkaldt efter.
Det var vel en revolution, men nok den mindste og mest stille
revolution, verden har oplevet. Pedro ll afviste at kæmpe imod. Hans eneste
kommentar var: ” Se for esse o caso,
será minha aposentadoria. Eu trabalhei muito e estou cansada. Entao vou
descansar.” - Hvis det er tilfældet, vil det være min pension. Jeg har arbejdet
hårdt, og jeg er træt. Nu vil jeg så hvile.
 |
| Sidste foto af Pedro ll og hans familie i Brasilien |
Den 17. november blev han og hans familie sendt i exil i Europa.
Ved afrejsen skrev han til det brasilianske folk: “Absenting myself, then, I, with all the members of my family, will cherish for Brazil the deepest, most yearning remembrance, while praying earnestly for its greatness and prosperity”
Pedro lls kone døde et par uger efter ankomsten til Frankrig.
Hende har jeg slet ikke skrevet om. Men du kan læse om den stakkels Teresa Cristina af Begge Sicilier her
Pedro ll levede to år på hotel i Paris under beskedne kår, og som i barndommen, ensomt og melankolsk. Han drømte om at vende tilbage til Brasilien - ikke som kejser, men som almindelig borger.
Han døde 5. december 1891.
Den franske stat gav ham en statsmandbegravelse fra Madeleinekirken i Paris, hvor der ud over repræsentanter for det officielle Frankrig deltog repræsentanter for regeringer i Europa, Amerika, Det ottomanske Rige, Kina, Japan og Persien. Derudover deltog Francesco ll (tidligere konge af Begge Sicilier) og Isabel ll (tidligere dronning af Spanien), den tidligere franske kong Louis Philippe sammen med næsten samtlige medlemmer af Institute de France. 300.000 mennesker havde taget opstilling langs ruten fra kirken til banegården, hvorfra kisten med jernbane blev bragt til Church of Sao Vicente de Fora nær Lissabon.
Det positive syn på Pedro ll forstærkedes i den følgende tid, da
Brasilien røg ind i en række økonomiske og politiske kriser.
Selv blandt republikanere opstod følelser af skyld og fortrydelse, og skønt de ikke ønskede en tilbagevenden til monarki, anerkendte de Pedro lls resultater. De så nu Pedro ll som en model for republikanske idealer og omtalte den kejserlige æra som et eksempel, der skulle følges i den unge republik.
I 1921 – netop I tide før 100-året for Brasiliens selvstændighed - blev Pedro lls jordiske rester overført til Brasilien, hvor de blev begravet I Petropolis.
Regeringen tildelte ham et statsoverhoveds værdigheder og indførte en national fridag for at hylde ham som en national helt.
Petropolis kaldes også kejserbyen. Den ligger 69 km nord for Rio. Den opstod, da Pedro ll byggede sin sommerresidens her, og i lange perioder – op til 5 måneder om året, når kejseren opholdt sig her - var Petropolis de facto Brasiliens hovedstad. Regeringen og hele administrationen flyttede hertil, ligesom efterhånden store dele af overklassen også flyttede hertil i sommermånederne – væk fra varmen i Rio og frygten for gul feber. I 1861 indviedes Brasiliens første hovedvej fra Petropolis til Juiz de Fora, i 1883 nåede jernbanen til byen, og i 1877 oprettedes Brasiliens første telefonforbindelse i byen – i øvrigt den den første telefonforbindelse uden for USA.
Uagtet årstiden var det i Petropolis, man modtog udenlandske diplomater og repræsentanter.
En fransk havearkitekt anlagde haven, hvor der blev plantet 100 arter af træer og planter fra mere end 15 forskellige dele af verden: Mexico, , Argentina, Ecuador, Indien, Japan, Kina, Australien, Madagaskar – og græs fra Frankrig!
Boa Vista. Pedro lls sommerresidens. Der er her, dele af Wilhelm Lunds samling opbevares,
og ved indgangen står en mindeplade med portrætrelief af Wilhelm Lund
Nu er sommerresidensen omdannet til Imperial Museum, og her opbevares bl.a., kejserkronen og øvrige regalier, som kejseren kun to gange om året iklædte sig.
Statuen giver nok et mere retvisende billede af Pedro ll
Museet har ansøgt om at få dokumenter fra kejsertiden – især Pedro
lls omfattende korrespondance, dagbogsoptegnelser i forbindelse med sine rejser, både intern i Brasilien, men især i udlandet optaget på UNESCO Memory of the World Regiser. Dokumenterne blev optaget på listen i 2013.
Jeg har nederst indsat begrundelse for ansøgningen og vigtigheden af at bevare disse dokumenter.
For som jeg indledte med at benævne Pedro ll – i sandhed en exceptionel person – og et livsværk, der godt kunne fortjene at blive mere kendt.
This candidature presents for registration at the International Memory of the World Register the Documents regarding the Emperor d. Pedro II’s journeys in Brazil and abroad, nominated by UNESCO in 2010 for the Memory of the World Brazil Register, which constitute the Serie Journeys of the Emperor – 1840/1913. They belong to the fond Archive of the Imperial House of Brazil, and are formed by diaries, journey itineraries, correspondence, expense reports, newspapers, pamphlets, programmes, tributes, invitations and sketches; in total 2.210 documents. D. Pedro II undertook various journeys during the 49 years of his reign, through Brazil and four continents, getting to know new territories and other cultures. The documentation enable us to draw a panel of the XIX century and the passage to modernity; it reveals aspects of the thinking, the scientific discoveries, the cultural diversity and the political passions, as well as analysing diplomatic relations between Brazil and countries from different continents. We reaffirm the importance of these documents and all actions that lead to their conservation, study and disclosure, for beyond the manuscripts of an Emperor and the references to his journeys, they are the description of an age of deep historical transformations in Brazil and abroad.
