Denne artikel er kopieret direkte fra Historienet. Her gives et mindre pænt billede af kejser Yongle, end det, som nettet ellers præsenterer.
Nytårsmorgen gryede over Beijing, mens kejser Yongle gjorde sig klar til at præsentere omverdenen for sin utrolige præstation: en ny paladsby, som i størrelse og pragt overgik alt, hvad denne verden endnu havde set. I Europa, hvor kalenderen viste år 1421, kunne intet – end ikke de største katedraler – måle sig med Yongles mesterværk.
Vigtige ambassadører fra Kinas nabolande ankom i hobetal og blev ledt gennem enorme portbygninger og hen over vidtstrakte gårdspladser, før de nåede frem til det palads, hvor kejseren ville modtage dem.
Efter en tid med spændt venten dukkede han omsider op – stående øverst på en trappe – omgivet af sine generaler, betroede eunukker og paladsets skønneste konkubiner. Alle var de klædt i lange silkegevandter.
Kejser Yongles nye paladsområde skulle gå over i historien som Den Forbudte By, eftersom det var forbundet med dødsstraf at snige sig ind uden tilladelse.
De områder, som lå bag kejserens højt hævede terrasse til indvielsesfesten, fik ingen udefrakommende nogensinde adgang til. Her boede kejseren sammen med sin familie.
Den Forbudte By skulle både cementere Kinas position som regionens alt-dominerende stormagt og endnu vigtigere – fastslå kejser Yongles position som landets rette kejser. Det var han nemlig ikke. Tronen havde han ranet til sig ved hjælp af forræderi.
Kejseren ignorerede sine sønner
Yongle kom til verden i 1360 under navnet Zhu Di. Han var kejserens næstældste søn og blev, da han var ældre, en succesfuld krigsherre, som slog de evigt hærgende mongoler tilbage ved Kinas nordlige grænse.
Da hans storebror uventet døde i 1392, var Zhu Di sikker på, at hans far ville udpege ham som sin efterfølger, men til hans store skuffelse valgte den gamle kejser sit barnebarn, en stor knægt ved navn Zhu Yunwen.
I 1398 døde den gamle kejser, barnebarnet blev kejser, og Zhu Di måtte se sig henvist til en mere ydmyg position langt væk fra hoffet som prins uden for arvefølgen. Samtidig hørte han, hvordan den unge kejser nød magtens goder i landets hovedstad, Nanjing, som han fyldte med digtere, malere og lærde.
Zhu Di forholdt sig i første omgang roligt, men da han hørte et rygte fra hoffet om, at nevøen ville dræbe alle sine magtfulde onkler, besluttede han at slå til mod sin unge nevø, før nevøen slog til mod ham. Han samlede en hær og drog i 1402 mod Nanjing.
Yongle ville rejse en 73 m høj stele til ære for sin far. Planen måtte opgives, men en del af stelen kan i dag ses i et stenbrud.
Zhu Di vælter nevøen
Hovedstaden lå imidlertid godt beskyttet bag høje, tykke mure. Zhu Di havde reelt ingen mulighed for at trænge gennem fæstningsværkerne.
Hans vej ind blev banet af en forræder, som mod løfter om en fyrstelig belønning åbnede byporten. Både soldater og hoffolk blev skånselsløst nedslagtet af Zhu Dis krigere, og snart efter stod byens smukke kejserpalads i lys lue.
Ifølge Zhu Di fordi hans nevø havde besluttet at brænde både sig selv, sin hustru og sine små børn. Andre talte om, at den unge kejser havde nået at flygte forklædt som buddistisk munk med nybarberet hoved, og at ilden var Zhu Dis værk.
Historien om, at nevøen var død, var dog mere belejlig for Zhu Di, og han kunne snart fremvise et forkullet lig, som han erklærede var nevøen.
Uden den unge kejser i live var Zhu Di den nærmeste til at overtage tronen. Han indvarslede, at en ny æra ville begynde under hans kejsernavn, Yongle – et ord, som betyder “evig glæde”.
Den nye kejser fik hurtigt travlt med at slette alle spor efter sin forgænger. Han begyndte med at få ændret i sin slægts, Ming-dynastiets, officielle annaler og fik noteret, at kejserinden var hans mor – så han ikke var født af en konkubine, som stædige rygter ellers fastholdt. Han fik også nedskrevet i annalerne, at hans far få dage inden sin død skulle have sagt:
“Du er den dygtigste af mine sønner og den, som er bedst i stand til at håndtere ansvaret (...) Både Qin og Jin (Yongles brødre, red.) er døde, og du er nu den ældste. Hvem andre end dig er der til at kæmpe mod vores fjender og holde fred i riget?”
Efter omskrivningerne blev hans chefhistoriker først fyrsteligt belønnet – for derefter at blive bundet og efterladt udendørs, hvor sneen og frosten gjorde det af med ham.
Forgængeren skulle trumfes
Næste skridt var at overgå de fysiske spor af forgængerens magt. Kejser Yongle fik omhyggeligt målt det nedbrændte kejserlige palads i Nanjing op. Kun på den måde kunne han være sikker på, at hans kommende palads blev større.
I 1403 – et års tid efter magtovertagelsen – besluttede Yongle helt at droppe Nanjing som hovedstad. Landets hovedstad skulle ligge i den by, som Yongle var vant til at færdes i – Beiping i den nordlige del af landet. Byen skulle ved samme lejlighed skifte navn til Beijing.
Beslutningen om at flytte hovedstaden var ikke i sig selv revolutionerende. Kinesiske kejsere havde en lang tradition for at flytte hovedstaden efter forgodtbefindende.
Helt tilbage til den tidligste herskerslægt, Shang-dynastiet i 1500 f.Kr., var det almindeligt, at hovedstaden flyttede til en ny by, når magten skiftede hænder. Beijing havde desuden haft æren før.
Herskerslægten før Yongles eget Ming-dynasti havde holdt til i byen. Alligevel var Yongles valg modigt, eftersom hungersnød, naturkatastrofer og krige næsten havde tømt Beijing og regionen for indbyggere.
Da valget først var truffet, gik Yongle systematisk til værks med at opføre verdens største paladsby. Han havde besluttet at gøre Beijing til Kinas absolutte magtcentrum én gang for alle.
Konkubinerne levede i et forgyldt fængsel
Når først porten ind til Den Forbudte By smækkede bag de unge piger, som var blevet udvalgt til at være kejserens konkubiner, kunne de se frem til et liv som fange. De kom aldrig uden for murene og blev døgnet rundt bevogtet af eunukker.
Selv om natten holdt bevæbnede mænd vagt ved deres soveværelse. Konkubinerne havde ingen pligter – udover at stille kejserens seksuelle behov – så hverdagen var i bedste fald monoton, men oftest dræbende kedelig.
Det eneste, kvinderne kunne tage sig til, var skønhedspleje og sladder i korridorerne. End ikke hvis en konkubine fik et barn, kunne hun bruge tiden på det. Ved fødslen blev spædbarnet taget af eunukker, som derefter tog sig af opdragelsen.
Selvom konkubinerne var kejserens elskerinder, begyndte eunukkerne i 1600-tallet at sørge for, at kvinderne aldrig kom tæt på rigets overhoved – undtagen når de skulle i seng med ham. Selv da holdt eunukkerne et skarpt øje med kvinderne og tog tid, så kejseren hurtigt kunne komme
videre med sine andre forpligtelser.
Eunukkerne havde deres grunde til at holde konkubinerne på afstand af kejseren. For i 1660 døde kejser Shunzhis absolutte yndlings-kon-kubine, og han blev så ulykkelig over at have mistet sin elskede, at han forsømte sine kejserlige pligter og prøvede at begå selvmord. For enhver pris ville eunukkerne undgå en gentagelse.
Træstammer blev fragtet 2.000 km
Først måtte forsyningsvejene sikres. Til det formål besluttede Yongle at renovere og udvide Kinas Store Kanal – en menneskeskabt vandvej, der nu skulle løbe fra Beijing og næsten 1.800 km mod sydøst til byen Hangzhou. Her ville kanalen få forbindelse med den mægtige Gule Flod og andre store vandveje.
Byggematerialerne til Yongles paladsby kom langvejsfra. Op til 30 m høje træer blev fældet i provinsen Sichuan næsten 2.000 km væk og sendt til Beijing. Træstammerne, der endte som røde, bastante søjler i Den Forbudte By, kunne være op til fire år undervejs.
Marmor og granit blev også fragtet til Beijing, hvor mænd i døgndrift knoklede med produktionen af mursten og mørtel. Stenene blev støbt af en blanding af kridt og klistret ris, mens mørtlen bestod af klisterris blandet med æggehvide. Blandingen gjorde murene forbløffende stærke og samtidig lette.
Murene til de mange palads- og administrationsbygninger blev rejst på et nøjagtigt opmålt, stramt rektangulært område. Fundamenterne blev gravet usædvanligt dybe og siden fyldt med tungt materiale.
En populær myte fortæller, at årsagen til de massive fundamenter var kejser Yongles angst for, at attentatmænd ville grave sig ind under Den Forbudte Bys mure og på den måde komme ham til livs.
Men nutidige forskere afviser historien og peger på, at de nidkært konstruerede fundamenter var et forsøg på jordskælvssikring.
Tusinder boede i Den Forbudte By
I 1420 – efter 14 års hårdt arbejde – stod Den Forbudte By færdig. Byggetiden var kort set i forhold til det enorme projekt, men pinefuldt lang for de i alt én mio. mand, som Yongle kommanderede til at arbejde gratis for sig.
Mange vendte aldrig hjem fra fx stenbruddene og skovningsområderne. Dertil var arbejdet både for hårdt og for farligt.
Den Forbudte By blev efter indvielsen befolket af titusindvis af personer, som alle stod klar til at opfylde kejserens mindste ønsker. Blandt dem var kejserens mange konkubiner.
Det var unge kvinder, som en skare af kejserens betroede mænd havde rejst rundt i riget for at udvælge for deres skønhed og øvrige dyder.
Kejserens betroede mænd undersøgte fx, hvor kraftigt en kvinde lugtede under armene, og om hendes fødder og hænder havde en passende længde i forhold til resten af kroppen. En fjerdedel af den enorme Forbudte By var afsat til konkubinerne.
Ingen af kvinderne måtte nogensinde forlade Den Forbudte By. I stedet tog en hær af tjenere sig af deres behov for underholdning, smukke klæder, mad og varme bade. Erotiske malerier og bøger forklarede pigerne, hvordan de skulle elske med kejseren.
Da kejser Yongle i lighed med sine forgængere og efterfølgere regnede sig selv for himlens søn, indgik stjernernes placering på kvindernes fødselsdato i beregningen af, hvilken konkubine kejseren skulle ligge med en given nat.
Beregningerne og arbejdet med at passe på kvinderne blev udført af kejserens særlige tjenere – eunukkerne.
Kastrerede mænd holdt øje med alt
Eunukkerne blev i Kina regnet for de mest trofaste tjenere, en hersker kunne få, og var derfor de eneste mænd, som fik lov at bo inden for Den Forbudte Bys mure. Hvis en mand blev kastreret, før han blev kønsmoden – hvilket var det mest almindelige i Kina – udviklede han hverken skæg eller dyb stemme.
Selv om indgrebet ikke fjernede evnen til at blive erotisk opstemt, førte indgrebet til en nedsat kønsdrift. Samtidig blev trofastheden over for kejseren styrket af, at eunukkerne havde mistet evnen til at producere eget afkom, da testiklerne blev fjernet.
I nogle tilfælde beholdt de derfor de fjernede testikler i et særligt skrin som det konkrete bevis på loyali-teten over for deres hersker.
Eunukkerne stod for alle de mest intime opgaver i forhold til Yongle. De undersøgte hans mad samt hans urin og ekskrementer for på den måde at holde øje med kejserens helbred.
Eunukkerne kontrollerede desuden, hvornår konkubinerne havde deres månedlige blødning: Om de på et tidspunkt begyndte at kaste op om morgenen, eller om de eventuelt tabte et foster i utide.
Byen var en verden for sig, og den Højeste Harmonis Hal blev kun brugt til de vigtigste ritualer: fejring af nytåret, kroninger, kejserens fødselsdag og kejserlige bryllupper.
Hemmeligt politi spionerede i byen
Kejser Yongle var panisk bange for attentater og snigmordere. Kun et absolut fåtal vidste, i hvilken af Den Forbudte Bys bygninger kejseren fik sin nattesøvn en given nat.
Derudover etablerede Yongle et hemmeligt politi til at kontrollere alt, der gik for sig i Den Forbudte By. Spionerne i den hemmelige tjeneste var særligt betroede eunukker.
Korpset fik hurtigt travlt, for kort efter indvielsesceremonien i Den Forbudte By fik Yongle mistanke om en frygtelig forbrydelse. Kilderne er ikke enige om præcis hvilken.
Der går to historier: Enten at en af hans yndlingskonkubiner skulle have stået i “vegetarisk forhold”, som det blev kaldt, til en eunuk. Eller at hans favoritkonkubine var blevet forgivet.
Men kilderne er enige om næste skridt, nemlig at Yongle lod sin vrede ramme ikke mindre end 2.800 af hoffets kvinder og tjenere.
De blev alle henrettet ved hjælp af den særlige ling chi-metode. Ling chi, hvilket kan oversættes med “de tusinde snits død”, var både en torturform og en langstrakt henrettelse bestående af utallige snit i kroppen. Alle smertefulde, men ikke dræbende i øjeblikket.
Først efter hundredvis af knivsnit indtraf døden. Metoden, som var forbeholdt utilgivelige forrædere, var blevet benyttet siden 900-tallet.
30 kvinder gik med kejseren i døden
Lige efter massakren ramte katastrofen igen Den Forbudte By. En voldsom brand brød ud i 1421, da lyn slog ned i byen.
For Yongle, der havde arbejdet som en besat på at overbevise sig selv og sine omgivelser om, at han var den rette kejser på Kinas trone – og dermed ifølge kinesisk tradition himlens søn – var netop lyn sendt fra himlen et hårdt slag.
Dertil kom, at hans tre mest centralt beliggende paladser – bl.a. den vigtige Højeste Harmonis Hal – nedbrændte og måtte genopføres. Også mange menneskeliv gik tabt i branden.
Efter branden kølnedes Yongles glæde ved Den Forbudte By, og han kastede sig i stedet over sin gamle beskæftigelse – krigskunsten. Han genoptog bl.a sine krigstogter mod sine gamle fjender i Mongoliet, nord for Beijing.
Samtidig gennemførte han en udrensning af alt mongolsk i Kina. Hadet til det folkeslag, som under Djenghis og Kublai Khan havde erobret Kina, og hvis herskerslægt hans egen far havde sat på porten, slog nu fuldt ud.
Han forbød mongolske navne, skikke, sprog og klædedragter og satte endnu en gang kinesisk kultur i højsædet. Bl.a. ved at få opført en 30 m høj pagode, bygget overvejende af porcelæn, i Nanjing.
Kejser Yongle døde som 64-årig på et af sine krigstogter – fire år efter at hans livsværk Den Forbudte By stod færdigt. Selv i døden kontrollerede han sine omgivelser. Denne gang ved at have efterladt en ordre om, at hans nærmeste konkubiner alle “skulle have silkesnoren”.
Yongle forlangte, at de ca. 30 unge kvinder hængte sig i hver sin silkeløkke. Tidligere havde andre kejsere ellers nøjedes med, at kvinderne skrabede håret af og gik i kloster efter herskerens død.
Byen var beboet af kejsere til 1924
Efter Yongles bortgang regerede hans efterkommere Kina fra Den Forbudte By helt frem til 1644. Det år fik oprørere sendt Ming-dynastiets hær på flugt, og da den sidste Mingkejser hørte, at rebellerne var på vej, forlod han selv Den Forbudte By.
Han gik mod Kul-højen, som Yongle i sin tid havde fået opført af jord fra paladsbyens voldgrav, og hængte sig i et træ ved bakkens fod.
De nye kejsere etablerede sig snart i Den Forbudte By og herskede under dynastinavnet Qing i endnu 267 år – frem til 1911, hvor revolutionen ramte Kina, som nu blev udråbt som republik.
Den sidste kejser, Puyi, fraskrev sig magten, men fik lov at bo i Den Forbudte By frem til 1924. Herefter blev Den Forbudte By et museum, og efter 500 års absolut lukkethed kunne almindelige mennesker nu få lov at gå ind i det, som stadig er verdens største paladsby.
Den Forbudte By er i dag en af Kinas allerstørste turistattraktioner.
Læs mere
Geremie R. Barmé: The Forbidden City, Profile Books, 2008. Shih-Shan Henry Tsai, Perpetual Happiness – The Ming Emperor Yongle, University of Washington Press, 2001.
·
Tekst — Sisse K. Ibsen
Publiceret d. 6.6.18
Det er en langsommelig og bekostelig affære at udvinde farven, så den var så dyr, at kun de færreste havde råd til at købe den. Fønikerne blev af grækerne kaldt purpurmænd.
