Om Rose de Freycinet og mennesker på hendes vej

I slutningen af 1700-tallet var det strengt forbudt at have kvinder ombord på skibe. De bragte ulykke, mente man ganske bestemt.

Alligevel lykkedes det to kvinder at komme med på en jordomsejling. Den første var Jeanne Baret, som kom ombord på Bougainvilles ekspedition 1766-69, som hjælper for ekspeditionens officielle botaniker og forklædt som mand.

 Den anden var  Rose de Freycinet.

I starten var også hun forklædt som mand, men desuden var hun blind passager.  Hendes mand, som var kaptajn på skibet Urania, havde indrettet en hemmelig kahyt til hende. Senere på rejsen trådte hun dog frit frem som kvinde. 

Selv om Jeanne Barets sande identitet blev afsløret af / for mandskabet ombord, så vedblev myndighederne  - i hvert fald officielt - at være uvidende om hendes tilstedeværelse ombord. Heldigt for Bougainville så valgte Jeanne Baret og Philibert Commerçon at gå fra borde , da ekspeditionen gjorde ophold på Mauritius på vejen hjem.

Det gjorde det lettere at foregive, at der aldrig havde været en kvinde ombord.

Helt anderledes forholdt det sig med Rose Freycinet.  Allerede tidligt på sejladsen blev det offentligt kendt, at hun var ombord. 

Aviserne skrev om det, og offentligheden fulgte med. Det blev en af ​​Frankrigs store og varige kærlighedshistorier. Da hun og Louis vendte tilbage til Frankrig, blev de fejret i salonerne i Paris og blev et rent societypar. Louis Freycinet  blev aldrig straffet af den franske flåde på trods af den første indignation, da nyheden om trysten blev kendt. - Hm, ja, ordet tryst findes åbenbart også på dansk og betyder grundsætsligt et hemmeligt stævnemøde.

Efter sejladsen udgav Rose en bog om sine oplevelser. Men i de officielle dokumenter og beretninger fra rejsen eksisterer hun ikke.

Rose var således ikke den første kvinde til at sejle verden rundt, det var såvidt vides Jeanne Baret,men Rose var den første til at registrere sine oplevelser i en dagbog, som i revideret form blev udgivet. Da hendes forfatterskab ikke oprindeligt var beregnet til udgivelse, rummer den både ærlige og personlige overvejelser om mennesker, steder og begivenheder, og repræsenterer en vigtig antropologisk ressource.

Rose Freycinet stødte jeg på i et citat, da jeg skrev om Baron von Langsdorff i Brasilien.

Rose og Louis - og måske flere af officererne fra deres skib besøgte Langsdorrf på hans Fazenda da Manioca, beliggende omkring tre timer fra Rio.  

"Further reference to Langsdorff is made in the journal of Rose de Freycinet, Louis de Freycinet’s wife. She praises the musical abilities of Madame von Langsdorff, who played piano at a party given at Langsdorff’s house to entertain the officers of the expedition during their first visit to Rio de Janeiro in December 1817."

Fortællingen om Rose Freycinet var jeg godt i gang med at skrive ind i indlægget om Langsdorf, men den var så spændende, at den måtte have sit eget opslag. Det er en helt love story.

På skibet Uranie sejlede Louis Freycinet fra Toulon den 17. september 1817, og via  Gibraltar og  Tenerife nåede de  Rio de Janeiro den 6. december.

Hovedformålet med besøget i Rio var, at der her skulle foretages  en række pendulmålinger, som skulle sammenlignes med andre pendulmålinger på Australiens vestkyst, og kompas skulle indstilles, men naturligvis blev der også - ligesom alle de andre steder, de anløb,  indsamlet information inden for geografi, etnologi, astronomi, jordisk magnetisme, meteorologi,  og der blev indsamle naturhistoriske prøver. 

Ekspeditionen opholdt sig i Rio i to måneder.

Rio de Janeiro

Ækvadukten i Rio.

Den første kilde jeg frekventerede, skrev derefter, at det var her, at Louis Freycinet fik sin kone smuglet ombord. Men det er jo noget vrøvl. For når kvinder ikke måtte komme ombord på skibe, hvordan skulle Rose så være kommet til Brasilien. Nej, Rose var ombord som blind passager lige fra afsejling i Frankrig.  

Det var en risikabel affære at medtage Rose. Freycinet risikerede, at det kunne få konsekvenser for hans fremtidsudsigter og fremtidige karriere, hvis det blev afsløret. Men kærligheden mellem de to afgjorde sagen.

En englænder, Matthew Flinders havde tidligere haft lignende planer om at medtage sin kone, Anne, på en udforskningsrejse, i det mindste til Port Jackson, hvor hun så skulle bo, mens han udførte sit arbejde i farvandene rundt om Australien. Men dette arrangement måtte opgives, da hun blev fundet om bord på en officiel inspektion af skibet.

Når først man begynder at interessere sig for det, dukker der flere kvinder op.

Marie-Louise Victoire Girardin var en fransk kvinde, der allerede i 1791 kom ombord på et skib forklædt som mand. Ikke på en jordomsejling, men dog på en sejlands til det australske øhav. Hun er kendt som den første kendte hvide europæiske kvinde, der satte sine ben i Van Diemens Land 23. april 1792, Ny Kaledonien og flere andre steder rundt om det australske øhav.

Marie-Louise Victoire Girardin blev født 29. juni 1754 i sognet Saint-Louis, Versailles, Frankrig, et af ni børn af Jean Girardin og Angélique Benoise. Faren, Jean Giradin var en tidligere kongelig gartner ved Versailles, som senere blev vinhandler. Marie-Louise giftede sig med Etienne Lesserteur i 1776, deres eneste barn Jean døde 14. april 1778 og hun blev enke allerede i 1781. I de tidlige revolutionsår flygtede hun fra skammen og hendes fars vrede over at have født et uægteskabeligt barn, hun fik med en elsker, der svigtede hende.

Marie-Louise forklædte sig som en mand og flygtede til Brest med et introduktionsbrev til Jean-Michel Huon de Kermadecs søster. Huon de Kermadec hjalp hende med at finde en stilling som steward, under navnet Louis Girardin, om bord på 80-kanoners skib Deux Frères. Da besætningen truede med mytteri, hjalp Huon de Kermadec hende med at flytte over på Recherche, som var ved at forlade Frankrig på jagt efter La Pérouse, hvis ekspedition sidst blev set forlade Botany Bay, Australien i januar 1788.

Skibet Recherche, under Antoine Bruni d'Entrecasteauxs kommando og Espérance, under Huon de Kermadecs kommando, sejlede fra Brest i september 1791.

Hendes køn var en åben hemmelighed på skibet. Hun havde et kærlighedsforhold til en kollega, fenrik Mérite, under rejsen, men hun blev ikke officielt afsløret. Da hun ved en lejlighed åbenlyst blev anklaget for at være kvinde af en kollega, kæmpede hun en duel med ham. Hun blev først endelig og officielt afsløret af ​​skibets kirurg, da hun ligesom  flere andre på skibene døde undervejs tilbage til Europa. Detaljerne i hendes historie forblev derfor ufortalte, men hendes historie er dog fortalt i La Motte du Portail journal. (La Motte du Portail in Frank Horner, 1996, Looking for Lapérouse, Melbourne University Press).

Om Marie-Louise og Stephanie Parkyn bog om hende:
Stephanie Parkyn has taken this true story and given it life with fictional additions. All the characters are based on real people and she wanted to give Girardin a voice to tell her story from her point of view. There is no mistaking that these were terrible times and journeying into largely unknown parts of the world would have been extremely perilous. Battling sea sickness, a thieving cook, plagues of moths and rats and a Capuchin monkey belonging to one of the crew, Girardin had to keep track of the food supplies for the long journey. But this was nothing compared with keeping a hundred men from discovering her sex.

En af de planter, som  Antoine Bruni d'Entrecasteauxs ekspedition bragte med hjem, var Anigozanthus rufa.

Det, synes jeg, er lidt sjovt, for netop den plante indgik i en julebuket, Tanja købte før jul, og vi talte om, at den ret specielle blomst havde vi da aldrig set før.

Anigozanthus rufa
Hand-coloured engraving, 1808
Originally published in Atlas du Voyage à la Recherche de la Pérouse, No. 22.

Ekspeditionens naturhistoriker skrev:

In those arid wastes, grows a fine plant which nearly resembles an iris, and which naturally classes itself with the genera dilatris and argolafia. It forms, however, a new and a very distinct genus, principally by its irregular corolla…The top of the stalk is covered with reddish pili, like the flowers. I have denominated this species anigozanthos rufa [now Anigozanthos rufus—Red Kangaroo Paw] (Labillardière, 1800, Voyage in search of La Pérouse).

Tilbage til Rose.

Rose Freycinet blev født Rose Pinon i 1794 i Saint-Julien-du-Sault, i Yonne-afdelingen. Hun døde ung, allerede 7. maj 1832, kun 38 år gammel. Hendes far var Étienne Pinon, en bankfunktionær fra en familie med royalistiske forbindelser, som giftede sig med Jeanne Catherine, datter af en karetmager, i Paris i 1791. Efter at være blevet enke drev  Jeanne Pinon  en kostskole for piger. Rose blev uddannet på den skole sammen med omkring 40 unge damer fra Paris.

Rose var den ældste datter. Hendes far døde, mens hun var relativt ung, efterfulgt af sin bror, hvilket efterlod Rose med ansvaret for at passe sin yngre søster, Stéphanie, som senere tog et job som guvernante i Mauritius i 1818; Stéphanie giftede sig med en embedsmand, M. Maillard, som senere afviste hende.

 Rose var en ung veluddannet, middelklassepige, da hun som 19-årig i 1814 giftede sig med  den 35-årige Louis Claude de Saulces de Freycinet, et medlem af det franske aristokrati. Hvrdan de mødtes, blev forelskede og fik tilladelse til at gifte sig, har jeg ikke fundet noget omkring.  Forskellen i social klasse var betragtelig, men blev ingen hindring for et lykkeligt ægteskab; efter alt at dømme elskede og respekterede hendes svigerforældre hende.  Hendes svigermor beskrev hende som havende den bedst mulige uddannelse, som sympatisk og beundringsværdig og med et charmerende ansigt. Sikkert velment og i den tids ånd, men på mig lyder det nu lidt aristokratisk nedladende.

Gennem hele sit liv opretholdt Rose en livlig korrespondance med sine svigerforældre, hvor end hendes rejser førte hende. I løbet af sin rejse korresponderede hun også med sin mor, Madame Pinon, som hun savnede meget, især fordi hendes afrejse betød, at hendes mor var adskilt fra alle sine børn.

Louis Freycinet blev født i Montélimar, Drôme. Louis-Claude de Saulces de Freycinet var hans fulde navn (mange kalder ham Louis de Freycinet). Han havde tre brødre, Louis-Henri de Saulces de Freycinet, André-Charles de Saulces de Freycinet og den yngste, Frédéric-Casimir de Saulces de Freycinet (far til Charles de Freycinet). Louis-Claude var den næstældste.

I 1793 sluttede han sig til den franske flåde som midtskibsmand og påtog sig flere engagementer mod briterne. I 1800 blev Freycinet udnævnt til en udforskningsekspedition til Australiens sydlige og sydvestlige kyster under Nicolas Baudin, på Naturaliste og Géographe. Freycinets bror, Louis-Henri de Freycinet, var også en del af ekspeditionen.

Mellem september 1802 og august 1803 var Freycinet kaptajn på skonnerten Casuarina, der undersøgte den australske kystlinje. Han overgik derefter til Naturaliste og vendte tilbage til Frankrig i 1804.

I 1805 vendte han tilbage til Paris og blev af regeringen betroet arbejdet med at udarbejde ekspeditionens kort og planer. Han afsluttede også fortællingen, og hele værket udkom under titlen Voyage de découvertes aux terres australes (Paris, 1807–1816).

Planteslægten Freycinetia (Pandanaceae) blev navngivet til hans ære, ligesom det oprindelige hawaiianske træ/busk Santalum freycinetianum.

Santalum freycinetianum.

I 1814 blev han så gift med Rose.

I 1817 fik han kommandoen over Uranie. I modsætning til to foregående ekspeditioner ledet af D'Entrecasteaux- og Baudin, hvor uenighed og konflikt mellem videnskabsmændene og flådens personale var betragtelig, skulle der kun være ét skib, og langt størstedelen af ​​dets bemanding skulle være flådepersonale.

Missionen voksede ikke desto mindre til et fuld tvidenskabeligt foretagende,  og Uranieekspeditionen endte med at blive en af ​​de mest betydningsfulde antropologiske ekspeditioner udført af franskmænd. 

Hovedformålet med ekspeditionen var at udføre målinger til bestemmelse af formen på jorden, som dengang stadig var et mysterium. Uranie skulle derfor rejse så langt som muligt ad 'den generelle rute for Stenbukkens vendekreds' med den hensigt at etablere observatorier på en parallel. så tæt på Rio de Janiero som muligt. Det var dette direktiv, som primært var det, der førte Freycinet til Shark Bay. 

Ud over at undersøge jordens form skulle ekspeditionen også studere jordisk magnetisme, meteorologi og naturvidenskab. For yderligere at tilføje forehavendets omfattende karakter skulle ekspeditionsrapporten præsenteres under mange forskellige overskrifter, dvs. geografi, historie, observationer af mennesker, regering, handel, råvarer, industrier og kunst, med 596 underklasser opført under disse overskrifter.

Om bord på Uranie var 125 mand og blandt  dem  adskillige medlemmer af flådens videnskabelige personale. Særlig fremtrædende var marinehydrologen Louis Isidore Duperrey. Jean René Constant Quoy og Paul Gaimard havde ansvaret for indsamling af naturhistorisk materiale. På opfording af Qouy deltog også  Charles Gaudichaud-Beaupré, som havde studeret farmakologi, kemi og herbologi. 

Barthélemy Faujas de Saint-Fond (1741-1819) - eller blot Faujas - den store, men aldrende franske videnskabsmand, geolog og professor og administrator fra 1783 til 1818 ved Muséum national d'histoire naturelle -  Statens Naturhistoriske Museum -  (bemærk han dør i 1819)  giver gode råd til sin "kære ven og nabo"

Han skal passe usædvanligt godt på sine videnskabelige instrumenter for at få gode nøjagtige resultater, og bør være opmærksom på almbikken for at være sikker af kvaliteten af ​​hans destillerede vand. Freycinet er ved at få bygget to nye vanddestillere i Paris efter et nyt design af Fournier, og som skulle kunne producere seks tønder ferskvand om dagen. På det tidspunkt planlagde Freycinet en ekspedition med to skibe, men ændrede det senere til kun ét.

En almbik var en indretning til destillering / afsaltning af vand - processen var kendt helt tilbage i middelalderen.

AL – AMBIQ

The word alembic is derived from the Arabic al-‘ambiq (to distill), which in turn coms from the Greek ambix (cup). In Latin, they used lemma alembicus, and old French alembic. The Arabs ultimately succeeded in preserving and perfecting distillation techniques in ancient times, and, after the fall of the Roman Empire in medieval times, saved important knowledge (especially regarding the extraction of essential oils) from Western alchemists, who used it for more spiritual applications, on up until modern distillation techniques and the industrial revolution. The alembic is composed of three parts: the “cucurbit,” or still pot containing the liquid to be distilled, which is heated by flame; the “head” or “cap,” which fits over the mouth of the cucurbit to receive the vapors; and an attached downward-sloping “tube” leading to the “receiver” container.

Faujas opfordrer sin ven til at fremme studiet af iktyologi på sin kommende rejse, og for at gøre dette muligt tilbyder han ham sin egen kopi af Blochs uundværlige værk om fisk. Han skriver, at han er meget opmærksom på, at vanskelighederne ved lange rejser kan føre til forsømmelse af videnskaberne, især hvis de rigtige forberedelser ikke tages, hvorfor han er opsat på, at Blochs arbejde kommer om bord på Uranie. 

Marcus Elieser Bloch (1723-1799) var en tysk læge og naturforsker, der er bedst kendt for sit bidrag til iktyologien gennem sit multi-bind katalog af plader, der illustrerer verdens fisk. Opvokset i en hebraisktalende jødisk familie lærte han tysk og latin og studerede anatomi, før han slog sig ned i Berlin som læge. Han samlede en stor naturhistorisk samling, især af fiske. Han betragtes generelt som en af ​​de vigtigste iktyologer i det 18. århundrede og skrev mange artikler om naturhistorie, sammenlignende anatomi og fysiologi.

Bloch blev  interesseret i fisk i 1782 efter at have fundet fisk, som han ikke kunne finde et navn for i Linnés værker. Han begyndte derefter at samle fisk og fik sendt fiskeeksemplarer fra hele verden, inklusive korrespondenter fra så langt som Indien som Johann Gerhard König og Christoph Samuel John. Samlingen var på næsten 1400 eksemplarer og omkring 800 er nu i Bloch-kabinettet på Museum für Naturkunde, Berlin. Han begyndte at katalogisere Tysklands fisk i publikationer fra 1782 til 1784 og på fisk fra udlandet indtil 1795, idet han trykte bøgerne med kobberpladegraveringer lavet stort set for egen regning. Senere lykkedes det ham at få abonnenter, herunder Dronningen og Prinsen af ​​Preussen, Prinsen af ​​Sachsen-Coburg, kongefamilierne i Danmark, Sverige, Polen og hofbankmanden Isaac Daniel Itzig. Bloch udgav også om medicin og skrev om emner som vandet i Pyrmont og om parasitære orme.

Det må være en hammerhaj

En af de mere spektakulære fisk? En fantasi?

Et eksemplar af bogen, BLOCH, Marcus Elieser: Ichthyologie, ou Histoire naturelle, generale et particuliere des poissons.  Chez l'auteur 1785-97,  var på auktion på Christies i juni 2019. 

Den blev præsenteret således: 

"En fin og fuldstændig kopi af Blochs monumentale værk, "muligvis den smukkeste bog om fisk, der nogensinde er udgivet". Første udgave på fransk, udgivet samtidig med den tyske udgave. Bloch, en tysk læge og naturforsker, betragtes som en af ​​de vigtigste iktyologer i det 18. århundrede og er bedst kendt for dette encyklopædiske arbejde inden for iktyologi. Tegningerne er hentet fra hans samling af omkring 1.500 fisk, den største samling af sin tid, som han sammensatte fra indkøb foretaget både hjemme og fra tilbagevendende rejsende fra hele verden, herunder Sir William Hamilton i Napoli. Fra biblioteket af Brownlow Cecil, 2. markis af Exeter (1795-1867), Lord Chamberlain og Lord Steward of the Household til dronning Victoria, hvis forfader, William Cecil, fungerede som dronning Elizabeth I's rådgiver i det meste af hans liv. Nissen ZBI 416; Dans, s. 56"

Bogen blev solgt for 100 000 US dollars.

Marcus Elieser Blochs ichtyologi er den mest fremragende af alle bøger om fisk. Bloch er for fisk, hvad James Audubon er for fugle. 

Måske du husker, at jeg for længe, længe siden fortalte om Det kongelige Biblioteks eksemplar af Audubons fantastiske værk Birds of America.

Faujas giver Freycinet en detaljeret beskrivelse af den nøjagtige placering af hans sæt af Blochs store fiskebog: han skal bede Chevalier du Barron, som har nøglerne til biblioteket, om at aflevere det til ham og forklare dets præcise placering i biblioteket ('dans le bas des tablettes à gauche du premier corps de ma bibliothèque'). 

Faujas benytter også lejligheden til at bede  Freycinet indfri en lille gæld for ham, da han skylder 200 francs til en geograf, der har tegnet et kort for ham. 

Ombord var naturligvis også en præst, Abbé de Quélen og hele tre malere. Hovedkunstneren Jacques Arago, hans assistent, J. Alphonse Pellion, og den yngre tegner Adrien Taunay. Adrien Taunay, det var ham, der senere kom med på Langsdorffs ekspedition til det indre af Brasilien, hvor han uheldigvis druknede. 

Jacques Arago var også den, der førte regnskab over ekspeditionen.

Jacques Arago og Adrien Taunay
J. Alphonse Pellion, kunne jeg desværre ikke finde et portræt af

Malerne var vigtige. De var  ekspeditionens fotografer, så at sige. Dem, der kunne fastholde og dokumentere, hvad man så.

Uranie var et forholdsvist lille fartøj. En 

350 tons tung og  36 m lang korvet. 

Se en længere beskrivelse af skibet her

Louis Freycinet havde renoveret og  - på statens bekostning - udvidet korvettens beboelsesrum med en ekstra "dunette" endda på bekostning af skibets sejlbarhed. En enkelt kilde formoder, at det var den officer, der måtte afgive et behageligt kvarter ved denne ombygning, der fattede mistanke og tidligt informerede både flåden, indenrigsministeriet. Nyheden nåede også de franske medier, hvilket førte til opsigtsvækkende rapporter i pressen og "forargelse i officielle kredse."   Det faktum, at en 22-årig pige havde tilsidesat flådeforordninger, havde skandaliseret franskmændene. Hun havde fået marineministeren og chefen for havnen i Toulon til at ligne idioter, og i månedsvis skrev aviserne stort set ikke om andet  end dette eksempel på misforstået 'ægteskabelig hengivenhed'. I typisk fransk stil skiftede den offentlige forargelse dog snart til sympati for parret. De blev nu beundret for deres dedikation til hinanden og deres vovemod. 

Og efter afsejling kunne flåden ikke umiddelbart gøre. 

En brevveksling mellem Freycinet og Faujas, i januar 1817, hvor Freycinet med samt sin kone  er flyttet til Toulon for at forberede ekspeditiionen, antyder, at Faujas kan have haft kendskab til Freycinetparrets planer om Rose som blind passager. Han ved i hvert fald, at Rose ikke skal flytte tilbage til Paris. Sandsynligvis har broren  Henri og hans kone Clementine  også været indviet i planerne. De to brødre /ægtepar var meget tæt forbundne.

At være usynlig ombord på Uranie var afgørende, ikke kun for Roses sikkerhed - men også Louis' omdømme.

"Rose måtte holde sig skjult, indtil de var ude af territorialfarvandet, og så var der en vis fare for, at når de landede på fransk territorium, ville embedsmændene der arrestere hende," fortæller Ms Falkiner, forfatteren til: The extraordinary travel of Rose de Freycinet. Og hun fortsætter:

 Selv kong Ludvig XVIII havde haft noget at sige om det og bemærkede, let underholdt og med en vis foragt for kvinder, at han ikke forventede, at denne type adfærd ville blive fulgt af mange andre, da han så farerne og ulemperne ved en tur som denne."Rygter om hendes tilstedeværelse ombord på skibet spredte sig gennem Frankrig og nåede endda det kongelige hof. Kongens kommentar, da rygterne nåede helt op til ham var: "Well, perhaps the less said, the better!"

Roses indskibning forblev en hemmelighed på Uranie, indtil Louis inviterede sine officerer på te og fortalte dem, at hun var ombord.

Ms Falkner siger, at officerernes reaktioner var blandede, men at nogle ikke var tilfredse. Kvinder blev jo anset for at bringe uheld til skibe, og Uranies navigatør Gabriel Lafond, som skrev om rejsen mere end to årtier senere, siger, at hun var "an apple of discord" - årsag til splid blandt besætningen og officererne.

"She was also an apple of discord, thrown...to a crowd of young men whose jealousies and passions could not fail to be aroused. Always of dignified, becoming and discreet behaviours, never herself giving cause for a single derogatory comment, by her mere existence young Mme de Freycinet furnished a topic of conversation likely to disturb the good harmony, even the discipline, essential to a naval ship’ (Quoted in Bassett, 1962:148)"

Så mens hun tilbragte to et halvt år ombord på Uranie, dukkede Rose sjældent op på dækket. I stedet holdt hun sig til sin kahyt, lærte sig selv at spille guitar, lærte engelsk og lavede håndarbejde.

Og Ms Faulkner aflutter: "Hun var også en intellektuel følgesvend for Louis og støttede ham ved at undersøge de steder, de var bestemt til at besøge."

Uranie fulgte den sædvanlige franske sejlrute - Gibraltar, Tenerife, Rio, Kap det Gode Håb og Reunión.

 På Gibraltar gik Rose i land og besøgte Gibraltars guvernør i sin forklædning, "a blue frock-coat with trousers to match."

 1789 Royal Navy Captain Bligh Frock coat

Ifølge Rose, i både hendes dagbog og hendes breve til sin mor, var det straks efter dette hendes første besøg i land,  at hun aflagde mandsklæderne, og hun  bar dem aldrig igen undtagen som en bekvemmelighed ved den meget vanskelige landing på karantænestationen på Tenerife. 

Efter den oplysning behøver jeg ikke længere spekulere på, om hun mon optrådte som mand eller kvinde  ved selskabelighederne på Langsdorffs fernanza i Brasilien.  Fru Langsdorff, som ifølge Rose diverterede med klaverspil, har nok nydt den sjældne kvindelige gæsts selskab blandt alle de mange mandlige botanikere og andre videnskabsmænd, der ofte besøgte Langsdorff.

Og de franske myndigheder havde ingen beføjelser i det portugisiske Brasilien, så her kunne hun frit og uden frygt træde åbent frem, forstår jeg nu.

 Den første franske anløbshavn for Uranie efter Gibraltar var Réunion i Det Indiske Ocean, som først blev nået 1818. Da skibet ankom der, trådte Rose igen åbent frem som kvinde, skønt her kunne det have været farligt, for Reunión var jo fransk territorium.  Men den lokale guvernør var ude af stand til eller villig til at handle -  ifølge Rose, fordi han var påvirket af hendes mands argumenter, men i endnu højere grad af hendes egen  charme. 

I årene  1803-1804  havde Louis Freycinet sammen med sin to år ældre bror deltaget i en ekspedition til det vestlige Australien ledet af Nicolas Baudin. De to brødre havde et nært forhold, og der findes en del brevveksling mellem de to, breve, der udover et fagligt indhold også ofte indeholdt personlige hilsner.

Her et par eksempler i uddrag:

FREYCINET, Louis de. Autograph letter signed to Henri de Freycinet.

A warm and intimate letter from Louis de Freycinet to his brother Henri, congratulating him on his recent marriage to Clémentine (née Bézar), but also discussing details of their plan to present one of the first copies of the recently published hydrography of the Baudin voyage to the prestigious Société des Sciences, Belles-Lettres et Arts de Rochefort. This was a major event for the two brothers, a chance to celebrate the finished publication, but also to fiercely contest the English accusations that their work was simply stolen from Matthew Flinders, who had finally published his own atlas in 1814, after years of detention by the French on Mauritius.

Written in the friendly and open style that characterises their correspondence, Louis here offers the congratulations of both him and “ma chère Rose” on the marriage, while apologising profusely for the lateness of his felicitations. Despite being two years younger than Henri, Louis also indulges in some genuinely charming pontification on the blessings of marriage, writing that it is with a marriage of love, well combined with feelings of virtue and reason, that one gains true happiness: you are blessed, dear brother, he writes, to have a wife that you love and esteem. 

FREYCINET, Louis de. Autograph letter signed to Henri de Freycinet.  

The letter provides good evidence of the friendly relations between the two siblings, with Louis chasing Henri up about the various instructions he has given him. His last communication  Louis announces, was in four parts: there was his letter of the baudin voyage congratulations on Henri’s marriage, a letter to Henri’s new wife, Clémentine, a response to the commission given to him by Henri’s comrade Dubourg and, critically, a letter for the Société at Rochefort. 

The letter closes with pleasant remarks about family and acquaintances – Rose sends Henri one thousand embraces – as well as Louis’ assurances of his best regards, before he signs with his typical flourish.

.

Også et andet brev til Henri slutter med lidt personligt:

He finishes with news of family and friends: his mother-in-law Mme Pinon’s educational establishment in Paris is going through hard times, with only 13 students current compared with the former 50. If they continue running at a loss they will have to pack up. Louis and Rose are thinking of going to the Dauphiné for a few months; Henri and family should join them. St. Cricq (an ensign on the Baudin voyage and a mutual friend) has become colonel of the Carcassonne gendarmerie. He too complains of Henri’s silence.

En enkelt kilde nævner i en bisætning, at Louis Freycinet havde et kort møde med sin bror, Henri, på øen Mauritius (godt 100 km fra Reunión), hvor Henri var fransk guvernør. Det forvirrer mig, for allerede i 1810 blev Mauritius overtaget af englænderne, og Rose og Louis  nåede først til Reunión og Mauritius i 1818. Ydermere ved jeg, at Henri i hvert fald i årene 1815 - 16 boede i Rochefort lidt syd for La Rochelle i Frankrig, og når jeg søger på guvernører på Mauritius, dukker Henri Freycinets navn slet ikke op. 

Når jeg søger på guvernører på La Reunión, derimod, så dukker Henri navn op. Han var guvernør her fra 15. februar 1821 til 14. oktober 1826.

Det er i sig selv ikke så vigtigt, men det irriterer mig, når jeg støder på sådanne "uregelmæssigheder". Det piner mig lidt, at denne bisætning, uden yderligere forklaring, dukkede op i den kilde, jeg bruger allermest. En kilde som ellers som oftest benytter direkte citater fra førstehåndskilder. 

Ofte opklares mysterierne senere, men det sker ikke denne gang.  Jeg må lade det ligge.

Men sikkert er det, at ægteparret kom til Mauritius. Efter besøg på utallige sites, der ikke omtaler det. dukker der pludselig to malerier op, malet af ekspeditionens hovedmaler, Arago. De viser ægteparret på øen.

Vue d'un partie du Trou Fanfaron, Ile de France. Port Louis, Mauritius, May 1818. 

Havnen i Trou Fanfaron ved Port Louis i Mauritius

 

I maj 1818 stoppede Uranie op  i Port Louis på Mauritius, hvor skibet fik et  grundigt eftersyn og fik  repareretskader på kobberbeklædningen.

Skitsen viser en mølle yderst til venstre med resten af ​​byen i skyggen af ​​de stejle klipper bagved. På kysten i forgrunden står et lille telt, som må være rejst af besætningen på Uranie. Yderst til højre kan man skimte agterstavnen af ​​et fartøj, som sandsynligvis er Uranie. 

Arago forgudede Port Louis, som han kaldte "Indiens Paris".

Ekspeditionen endte med at opholde sig på øen i to måneder, mens reparationerne af Uranie blev foretaget. Selvom opholdet generelt var venligt, var det en svær tid på øen for den lokale franske og kreolske befolkning under det nye engelske styre, og mange på ekspeditionen registrerede den dybt rodfæstede utilfredshed, dette havde forårsaget. Rose, der sammen med Louis opholdt sig i huset hos øens overdommer George Smith, bemærkede den nylige skade på havnen: "Port Louis i Mauritius, før branden der konsumerede det mest attraktive distrikt, må have været meget mere behagelig. Der er et stort antal stenhuse, hvoraf nogle få er meget velbyggede. Men der er ikke en eneste promenade..."

Her et udsnit af skitsen med to franske officerer stående i nærheden af ​​teltet. Den ene holder øjensynligt øje med den lille båd i forgrunden, den anden eskorterer Rose de Freycinet. Alle virker meget afslappede. Manden, der sidder på den improviserede kaj, ryger en pibe, og der ser endda ud til at stå et par flasker ved indgangen til teltet. 

Vue de l'aqueduc de la grande Riviere a l'ile de France.

Udsigt over Grande Riviere-akvædukten på Ile de France. (Mauritius)

En særlig gennemført skitse af Arago af en akvædukt på Mauritius: Kvinden i forgrunden er Rose de Freycinet, her afbildet på en af ​​de mange udflugter, som forfriskede hende under rejsens ophold i Port Louis. Dette billede viser Aragos  øje for de sigende detaljer. Her er de to figurer nederst til venstre, der ser ud til at tage en stille pause, sandsynligvis to af de slaver, der er udpeget til at opvarte Rose og Louis. Det er faktisk ret sandsynligt, at deres velfortjente hvile kan skyldes, at de faktisk er to af Roses palankinbærere – de er bestemt klædt på den måde, som Rose bemærker, en lille hvid nederdel samlet om taljen, og med deres bryst og ben nøgne. Rose brugte jævnligt palankinen på insisteren af ​​sin vært George Smith og beskrev det som en ganske behagelig måde at rejse på: "...det er en ganske behagelig måde at rejse på, især hvis man ikke bliver inde for længe, ​​for at holde benene i vater med sædet er trættende og forårsager følelsesløshed. Jeg oplevede også, at dikkedarer på kjoler bliver knust." 

 I forgrunden er en hund og to vandfugle fascineret af, hvad der ser ud til at være en slavekvinde i stribede bukser, der vasker sig i åen. Aragos ret maleriske skitse af de tre slaver, som virker mere idyllisk end ellers, og er nok en afspejling af hans egen optimistiske mening om, hvordan slaver blev behandlet på Mauritius.

At kvinden på billedet faktisk er Rose, bekræftes ikke kun af den usædvanlige hat med to store fjer, som hun har på -  en hat, der er kendt fra mange andre billeder af hende under rejsen (inklusive den berømte scene, hvor hun blev mødt i Timor - som vi  kommer til senere) - men også af det faktum, at hun har et sjal på som en del af sin smukke påklædning. Rose blev fejret af mange i kolonien, og hendes dagbog  over besøget er præget af flere usvigelig høflige kommentarer om lokale kvinder, men hendes egen påklædning og især hendes sjal gav anledning til megen diskussion / sladren:: "Jeg havde altid et tørklæde på, hvilket mærkeligt nok stødte alle de kreolske kvinder, da alle dem, jeg mødte, grinende eller hånende, opfordrede mig til at tage det af. Mme Lindsay  alene fandt det ikke blot meget passende, men ville gerne have efterlignet mig; dog var hun bange for, at hendes mand måske ikke ville tillade det, for som du ved, går engelske kvinder med udringede kjoler selv til middag. Der var ingen ende på den sladder, som mit tørklæde gav anledning til; der var nogle, der påstod, at jeg utvivlsomt måtte have haft en plet på mine bryster, eller et ar, der var skjult af gazen. Andre havde hørt fra en kvinde, at jeg intet havde at skjule, da hun en dag havde set mig iført en "low-cut dress" og intet ubehageligt havde bemærket  og så videre... Men alle gik sammen for at gøre grin med min reserverede natur og gav mig kaldenavnet "Mrs Virtue" eller andre lignende navne, som jeg kan forsikre dig om, at jeg overhovedet ikke tog mig af."

A Palanquin being Carried in the Ile de France 

from 'Voyage Autour du Monde sur les Corvettes de L'Uranie' 1817-20

Ækvadukten på Mauritius i dag

Jeg blev lidt nysgerrig på Mauritius og fandt frem til følgende:

Mauritius var kendt af malajer og arabere, da øen i 1510 blev fundet af portugiserne; de første egentlige beboere var dog hollændere, der 1638 erklærede øen for hollandsk koloni, men forlod den igen 1710 efter at have drevet rovdrift på øens skove, især ibenholt. Fra 1721 koloniserede franskmændene øen under navnet Île de France. De hentede slaver i det sydlige Afrika og på Madagaskar, og Mauritius udvikledes sammen med øen Réunion til et rigt område, der samtidig blev kastebold mellem de europæiske stormagter. I 1810 overtog England kontrollen over øen, og da slaveriet blev ophævet i 1835, og sukkerplantagerne krævede yderligere arbejdskraft, indførtes fra Indien store mængder kontraktarbejdere, hvoraf størsteparten blev på øen; i 1860 var to tredjedele af befolkningen af indisk oprindelse.

I dag er menneskeudviklingsindekset for Mauritius er et af de højeste i Afrika, og øen er et af Afrikas rigeste lande. Mauritius er desuden højt placeret inden for demokratisk,  økonomisk og politisk frihed.

Da Uranie forlod Mauritius, var det med en ekstra passager. Louis havde bedt Rose om at tage sig af en syv-årig dreng, søn af en ven af ​​Louis og "en farvet kvinde", som Rose skrev i sin dagbog.. Hun syntes, barnet var "en meget kedelig lille fyr", som gav hende "meget besvær, da han ikke havde let ved at lære og desuden aldrig havde været vant til at adlyde". På den anden side holdt drengen hende også med selskab, når Louis var på arbejde, hvilket næsten var altid.

Spekulationer går på, om den "ven" i virkeligheden var broren Henri. Så skulle Henri have opholdt sig på Mauritius  omkring år 1708-1709, og det kunne han jo godt have gjort.

Som det af og til sker, fandt jeg flere oplysninger, efter at indlægget faktisk var udgivet.

Som skærmdumpet fortæller, var første stop, efter at de havde krydset Atlanterhavet fra Rio, Kap det Gode Håb i Sydafrika og derefter på Mauritius, og først derefter havde de et kort ophold på Ile Reunión. Det er lidt overraskende , for kommer man sejlende fra vest, så vil man umiddelbart først nå Reunión, som ligger længere vestpå end Mauritius. Måske søgte de Mauritius for at få udført de reparationer, som skibet havde brug for, fordi Mauritius netop ikke længere var under fransk administration.

Det var på Reunión, de kunne frygte, at den franske administrator ville stoppe ekspeditionen og i hvert fald sende Rose hjem.

Men det gik jo godt.

2. august var der afgang fra Reunión, og 12. september 1818 nåede ekspeditionen Shark Bay på New Hollands / Australiens vestkyst. 

Landskabet var ikke just indbydende.  Jacques Arago, beskrev det som  "et billede af intet andet end øde, ingen strøm til at lindre øjnene, intet træ til at tiltrække dem, intet bjerg ændrer landskabet, ingen bolig opliver det; overalt tørhed og død."

Det første Freycinet prioriterede i lejren i land i Shark Bay var at opsætte en alembic - et destillationsapparat til afsaltning af vand.  Uranie var ankommet til New Hollands kyst uden ferskvand i lastrummet, og selvom der allerede var opsat en alembic om bord, mente Freycinet, at det ville være klogt at begynde at afsalte vand til deres næste passage. Han gav Gaudichaud, ekspeditionens farmaceut og botaniker, til opgave at oprette endnu en almbic i land. New Hollands vestkyst blev det eneste sted på rejsen, hvor ekspeditionen havde brug for alembikken, fordi besætningen ikke formåede at finde noget ferskvand på Peron-halvøen. Académie des Sciences rapporterede senere, at "besætningen, der bestod af 120 mand, drak i en måned intet andet end vandet fra almbikken; ingen klagede eller var generet af det. ... Man kan efter dette interessante eksperiment se, hvor ønskeligt det var er, at læger og bygherrer beskæftiger sig med de bedste måder at installere alembics ombord på skibe."

The alembic being used to destillate seawater in Shark Bay 

in 1818.

Men den vigtigste opgave i Sharks Bay var opstilling af et observatorium. Observatoriet blev oprettet i Shark Bay for at indsamle data til ekspeditionens principielle forskningsområder: "figuren" af kloden  - jordens præcise form,  Jordens magnetfelt og i mindre grad meteorologi. Data til det første forskningsområde, der bestemmer jordens form, blev indsamlet ved hjælp af penduler. "Jordens figur," udtalte rapporten fra Académie des Sciences, "kan udledes ved at sammenligne antallet af svingninger foretaget på  24 timer af det samme pendul på forskellige breddegrader." 

Det andet interesseområde for rejsen var at etablere en forståelse af magnetiske fænomener. Det var underforstået, at deklinationen af ​​en magnetiseret nål undergik meget små ændringer hvert år, og for at forstå dette fænomen skulle aflæsninger og astronomiske observationer foretages forskellige steder over hele kloden.

Den 14. september sendte Freycinet en båd i land under kommando af løjtnant Labiche, lastet med destillationsudstyr, telte og alt nødvendigt for at etablere et midlertidigt observatorium. Landing blev vanskeliggjort af sandbanker, og båden stødte på grund, inden den nåede kysten, hvilket tvang besætningen til at komme ud i vandet. Båden nåede først land ved 11.30-tiden om natten, hvor alle ombord var meget kolde. Næste dag gik landgangsgruppen i gang med at indsamle materialer til at sætte lejren op.

Watercolour and ink drawing of camp at Shark Bay 

by J. Alphonse Pellion in 1818

Herover angives titlen på tegningen til Camp at Shark Bay. Andre steder angives titlen på samme billede på fransk som Nouvelle-Hollande, Baie des Chiens Marins camp de l'Uranie, sur la Presqu ile Peron. Hm ... havhunde ...

Nåh, ok. Havhunde er hundehajer. Så giver det mening.

Det var William Dampier, der på sin anden rejse til Australien i 1699 navngav bugten. I sin bog A Voyage ti New Holland skrev han: 'The Sea–fish that we saw here (for here was no River, Land or Pond of fresh Water to be seen) are chiefly Sharks."

Tilbage til billedet af lejren.

De mænd, der arbejder med alembicen, ses lidt til venstre for midten af billedet.

I det nederste venstre hjørne af billedet ses to mænd, der vender tilbage til lejren med, hvad der ser ud til at være østers. Jacques Arago fortæller, at ved lavvande den 16. gik han og nogle af sømændene på jagt efter østers, der var rigeligt af på revene i bugten. Østersen, som besætningen på Uranie indsamlede og spiste i Shark Bay, er et af de få elementer på det sted, der opnår nogen godkendelse fra den franske ekspedition. Gaimard beskrev dem som at have en så delikat smag, at gastronomerne i Cancale (en by i Bretagne berømt for sine østers) ikke ville have foragtet dem. Rose de Freycinet hævdede, at de var "langt lækrere end alle dem, jeg havde spist, siddende ved et bord i komfort, i Paris."

Både Arago og Gaimard udtrykte bekymring for den ernæringsmæssige værdi af de lokale aborigineres kost og fortæller, at blandt de genstande, der blev efterladt til de lokale indbyggere i en forladt lejr, var flere knive, som de havde indsat i nogle østersskaller som en indikation på hvordan de kunne bruges, fordi, som Gaimard bemærkede, "alt tyder på, at [aboriginalerne] ikke er fortrolige med denne fødekilde, som er så rigelig på deres kyster."

Det mest spændende ved ovenstående akvarel af Pellion er imidlertid tilstedeværelsen af ​​Rose de Freycinet. Fordi Rose var blind passager og ikke en del af den officielle besætning, måtte hendes billede fjernes for den officielle version af begivenhederne. Fjernet fra billedet blev også en lille dreng, som kom ombord på Mauritius. Ham der måske,  måske ikke var  Rose og Louis' uægteskabelige nevø, men efterfølgende nævnes han ikke.

Til venstre den uofficielle detalje med Rose og drengen i lejren. Til højre den officielle udgave af samme. situation. 

Det er faktisk ret sjovt at betragte disse to udgaver af lejren. På det nederste er de to mænd, der kommer hjem med østers, nået længere ind i lejren. På det øverste nærmer de sig de til gengæld en mand, der står på et bræt henover en lille lavning. Mændene ved bålet er med og uden hatte. Manden, der henter vand, står forskelligt, og andre figurer har også forskellig stilling på de to udgaver.

Et andet bemærkelsesværdigt element i billederne er antallet af skydevåben, lejren var udstyret med. Disse ville have været nyttige til jagt på vildt, men også fungeret som beskyttelse mod opfattede trusler. Lige så ivrige som franskmændene var efter at støde på de lokale indbyggere i Shark Bay, var de også meget bange for et angreb på deres lejr. Faktisk viser Freycinets kort over området fra Baudin-ekspeditionen, at han havde kaldt bugten på den nordøstlige spids af Peron-halvøen "Baie de l'Attaque". I 1801 var underløjtnant Saint Cricq og mineralogen Bailly fra Naturaliste gået i land, hvor de blev truet af omkring 30 aboriginer bevæbnet med spyd. Saint Cricq skræmte dem væk ved at skyde op i luften.

Besætningen på Uranie havde et mere fredeligt møde med lokalbefolkningen i Shark Bay. Den 15. september blev Pellion, som var ansvarlig for lejren, informeret om tilstedeværelsen af ​​ni aboriginaler på højdedraget bag deres lejr. Pellion forudså straks et angreb, og han og Gaudichaud forberedte deres våben til selvforsvar og blev enige om ikke at åbne ild undtagen som en sidste udvej. Aboriginerne var bevæbnet, råbte og pegede på Uranie, hvilket gjorde det klart, at de ønskede, at franskmændene skulle gå tilbage til deres skib. Ikke sikker på, hvordan de skulle sikre de lokale indbyggere deres venlige hensigter, dansede franskmændene i en cirkel, hvilket vakte meget glæde blandt aboriginalerne, hvoraf nogle efterlignede franskmændenes dans. Efter nogle forhandlinger gennem gestus tilbød franskmændene nogle gaver, herunder en flaske vand og vin, noget bacon, et stykke bliktallerken, glassmykker og spejle. Pellion tilbød et farvet tørklæde og fik til gengæld et spyd og endnu et våben. På trods af franskmændenes opfordringer om at henvende sig til dem, holdt de aboriginske mænd og en kvinde med et barn på afstand hele tiden. Da Arago ankom til stedet, spillede han med sine kastanjetter, som nogle af de aboriginske mænd reagerede på ved at banke med deres spyd, mens en anden dansede. Han foregav også at drikke noget saltvand og konkluderede, at da aboriginalerne ikke viste tegn på overraskelse, da de så dette, må de drikke havvand for at overleve. Ved solnedgang rejste de aboriginalske mænd, hvilket indikerede, at de ville vende tilbage næste dag. Pellion beskrev dem i den officielle beretning som "mere fortjent til medlidenhed end nogen anden følelse."

Mødet med de indfødte

Paul Gaimard havde været  meget begejstret ved udsigterne til at møde nogle af de lokale indbyggere: "Vi kommer til at se mennesket i en naturtilstand," skrev han, "vilde, væsener fjernt fra al civilisation; vi vil forsøge at undersøge dem nøje, etablere et forhold mellem dem og os selv, at tale med dem ved hjælp af gestus, for om muligt at gætte den reaktion, de føler, når de ser os; vi vil give dem gaver og synes, at vi er heldige, hvis det lykkes os at få i bytte for vores spejle, knive osv., nogle af deres våben, fiskeudstyr osv."

Inkluderet i instruktionerne givet til skibets naturforskere af Académie des Sciences var en liste over observationer, der skulle udføres i forhold til de indfødte befolkninger på de steder, som ekspeditionen besøgte. Paul Gaimard, der havde været ombord på Uranie på det tidspunkt, hvor de lokale aboriginals besøgte lejren, var skuffet over, at han ikke fik dem mødt. Ivrig efter selv at møde nogle af lokalbefolkningen drog han afsted sammen med tre andre mænd og forvildede sig i halvøens saltsøer og klitter i flere dage. Selvom det ikke lykkedes ham at finde nogen mennesker, så han nogle af deres hytter og fodspor i sandet, hvis mål han registrerede i sin dagbog.

En lille gruppe blev sendt på en mindre ekskursion til Dirk Hartog Island. Lægen Quoy skulle lave notater om øen i forhold til naturhistorie; og Adrien Taunay skulle lave illustrationer.

Quoy rapporterede, at gruppen på vej mod Cape Inscription stødte på et klippefremspring, hvor de så en slags afrundet tårn, seks fod højt, som var reden af, hvad han beskrev som en "gåhøg" (autour in fransk, sandsynligvis en hvidbuget havørn) med hvid bug og grå ryg. Reden, rapporterede Quoy, bestod af døde mimosa-grene og var lav nok på indersiden til, at fuglen kunne se ud over siden. I reden fandt de et fawn-farvet æg med brune pletter, omtrent på størrelse med et hønseæg. Klippengrunden var dækket af dyreknogler og rester af fisk, krybdyr og krebsdyr.

Quoy ved den kæmpestore fuglerede.
Til venstre den oprindelige blæktegning.
Til højre det vi i dag nok ville kalde et voldsomt photo-shoppet udgave.

Kirurg og naturforsker Joseph Paul Gaimard og kirurg, anatom og biolog Jean René Constant Quoy, som var sammen på Uranie, fortsatte samarbejdet ombord på skibet  L'Astrolabe under Jules Dumont d'Urville 1826–1829.. Efter det arbejdede Quoy som professor og læge ved flåden. Gaimard forskede i  årsagerne til kolera. 1835-1836 var han den videnskabelige leder på skibet La Recherche på dets ekspedition til det arktiske hav, på rejser til kystnære Island og Grønland. Ud over  sonderende og videnskabelige mål blev ekspeditionens besætning bedt om at søge efter Jules de Blosseville, som var forsvundet ombord på Lilloise i arktiske farvande et par år tidligere. Ud af disse ture kom det 9-binds Voyage en Islande et au Groënland, som på det tidspunkt blev sagt at være det endelige studie af øerne.

Fra 1838 til 1840 var han igen ombord på La Recherche som leder af en videnskabelig ekspedition til Lapland, Spitzbergen og Færøerne. 

Da Freucinet-ekspeditionen ankom til Shark Bay, blev de modtaget af en stor gruppe hvaler, der boltrede sig i havet. Det optog dem tilsyneladende ikke specielt. I dag regnes Shark Bay for et af ​​verdens mest betydningsfulde og sikre områder til beskyttelse af Dugonger med en bestand  på omkring 11.000.  Dugonger er sirener og relateret til søkøer. Selvom de ligner hvaler (hvaler, delfiner og marsvin), menes dugonger og søkøer at være efterkommere af landpattedyr, hvilket gør dem tættere beslægtet med elefanter end hvaler.

Et stigende antal pukkelhvaler og sydlige sandhvaler bruger Shark Bay som en migrerende mellemstation, og en berømt bestand af Bottlenose Dolphin - øresvin -  lever i bugten.

I Shark Bay findes  ​​Wooramel Seagrass Bank - en "salt marsh"  - et forland i lighed med vores Vadehavs marine forland - et af ​​de største  i verden med flest søgræsarter registreret i ét område. Dette giver levesteder for en rig havfauna, som ud over de allerede nævnte omfatter hajer, bl.a. hvalhajen som er verdens største fisk, rokker, adskillige  havskildpaddearter, masser af forskellige af fisk, og dertil kommer stromatolites, en af verdens ældste livsformer på jorden. 

Shark Bay er i dag naturligvis et  World Heritage Area.

Roses ophold i Shark Bay var ikke særlig lykkeligt. Hun skriver: 

18 September...I went ashore with Louis and we spend several days sleeping under a tent. That stay on land was not a pleasant one for me, the country being entirely devoid of trees and vegetation...When the heat died down a little, I would collect shells, of which I have an impressive collection. I spend the rest of the day in the tent reading or working."

Det er morsomt, som østers og lignende går igen i fortællingen. Men vi er jo blandt franskmænd :-)

Brevet som Faujas sendte til Louis, da Loouis opholdt sig i Toulon i januar 1817, slutter med ordene: "Nu, da du er i Toulon, hvor de spiser de skaldyr, der almindeligvis er kendt som "dâttedames" [??], kan du venligst sørge for, at en kasse med tyve eller deromkring af de største sendes til mig her

ved St Fond. Ikke for at jeg skal spise, men til mit skalskab."

Måske madame Freycinet samlede skaller til Faulas.

Hvad dâttedames er, ved jeg virkelig ikke. Det gjorde ham, der skrev teksten åbenbart heller ikke. 

Jeg havde egentlig fået opfattelsen af, at ekspeditionen opholdt sig gennem længere til Shark Bay. Men åbenbart var det bare 14 dage.

Fra Shark Bay fortsatte ekspeditionen til Coupang på Timor.

View of the Surroundings of Coupang, Timor, from Voyage Autour du Monde sur les Corvettes de L'Uranie 1817-20 engraved by Pomel, published 1825. 

 Fra Coupang fulgte en månedlang og vanskelig sejlads til Dili, hvor de fik en pompøs modtagelse af den hollandske guvernør. Timor var hollandsk koloni.

 Også herfra findes god dokumentation i form af billeder - og igen i flere udgaver. Jeg viser to oprindelige - med Rose i to forskellige hatte og med og uden parasol,  og en officiel udgave uden Rose.

Timor 1818. Reception at Diely

This image depicts a wonderful moment in the story of the voyage, with the wit and flair typical of Arago.

Rose beskriver scenen i sin dagbog: "Vores salut blev returneret. Louis blev også hilst af en speciel salve, da han landede fra båden, som tog ham i land. Den portugisiske guvernør, Don Jose Pinto Alcoforado d'Azevedo e Souza, bød den kære kommandant og hans besætning velkommen med betydelig høflighed, (remarkable courtesy), og så snart han fik at vide, at jeg var om bord, sendte han mig frugt og frisk brød sammen med en invitation til at spise med ham næste da, og han meddelte min mand, at alle kvinder af betydning (all the notable women of the colony) ville være samlet i hans hjem for at modtage mig.

Jeg havde ikke passende påklædning til sådanne formelle lejligheder; kun en lys muslinkjole og en hat dekoreret med et par fjer, var alt det fineste jeg havde. 

I det øjeblik vores båd landede, var der fra en fæstning i nærheden en så høj hilsen fra mange kanoner, og en så stor menneskemængde havde forsamlet sig på stranden, at jeg havde brug for Louis’ arm for at nå landgangen uden at snuble. . . Da jeg trådte i land, gav guvernøren mig sin hånd og inviterede mig til at dele skyggen af en kæmpe parasol med ham, båret af en timoresisk slave klædt i mærkeligt tøj."

Arago havde ofte en humoristisk tilgang til motiverne. Bemærk på nedenstående udsnit af maleriet, at han har malet en officer, der er snublet og ligger i bunden af landgangsjollen og stritter med benene i luften.

Og her kommer så det officielle udgave af begivenheden -uden Rose.

Landing at the Portuguese settlement of Dillé, island of Timor

De fire dage i Dillé blev oplevelsesrige med middagsinvitationer, bal  osv. Det er tydeligt, at Rose nyder at blive feteret. 

Da Uranie forlader Timor er det igen med en ekstra passager. En næsten påtvunget gave i form af en lille 7-8-årig slavedreng. 

Fra Timor satte de en nordøstlig kurs og via Amboina, Pisang, Rawak, Waigeo Islands og kysten af Ny Guinea kom de til Guam.

Rawak og Waigeo Islands ved den hvide ring.
Hvorfor nu pludselig en hvid ring, når jeg plejer at benytte en rød? Fordi jeg ikke kunne få skiftet farve i pixlr-programmet, som jeg benytter til disse kortudsnit.
Men du ser også tydeligt Timor og Ny Guinea, hviklet hjælper til med at fastslå Rawak og Waigeos beliggenhed. To stednavne, jeg aldrig tidligere har kendt.

På Waigeo fik de tilbudt skildpaddeæg, som de dog ikke købte, da de mente, de indfødte forlangte for høj en pris. - Og det ville danne præcedens for europæere, der måtte komme hertil senere.

Rose får sig en forskrækkelse over en slange, og misser desværre synet af en smuk fugl.

Uranie off New Guinea during the voyage.
This image best shows the enhanced accommodation for Rose de Freycinet aft. The object hanging off the mizzen boom is a life preserver. 

Jeg tror, det er på tide, at indsætte et kort over sejladsen mellem de mange øer. Kortet er ikke for kønt - skævvredet som det er, men det er det eneste, jeg har fundet.

Midt i marts 1819 nåede de  Guam. Opholdet her blev langt - 3 måneder. Der var reparationer, der skulle foretages på skibet, der skulle indsamles forsyninger, men den mest tungtvejende grund var, at mange ombord var syge og svage, og skulle restituere sig.

Fra Guam er der mange smukke illustrationer. 

Ile Guam: Vue du Jardin et d'une Partie du Palais du Govenor c. 1822.
Dette er således ikke malet af en af malerne på Freycinet-ekspeditionen,
men af en Friedrich Schroeder.

Men her kommer et værk af Alphonse Pellion - eller rettere to udgaver af samme.  Jeg synes bedst om den første lidt blege skitse.

Guam travaux d'agriculture. Alphonse Pellion. Akvarel og blæk på vævet papir

I forgrunden rider en velklædt mand på en okse, ledsaget af en flamboyant kvinde i spansk kjole, der bærer nogle forsyninger og ryger en cheroot (cerut); de to er på vej op ad en stejl sti. Til højre arbejder fire landarbejdere uden tøj på overkroppen – to kvinder og to mænd, mens til venstre i mellemgrunden er en mark under dyrkning af okse og plov og længere bagved ses en veletableret plantage.

Herunder ser du motivet, som det i en bearbejdet form blev inkluderet i den officielle rapport fra ekspeditionen.

 Mens de var i Guam, tilbragte de rejsende meget af deres tid omkring byen Agagna, som er den sandsynlige lokalitet for dette maleri.  Aragos noterer om lokaliteten:  "Landet rundt om byen er ikke mere dyrket end det, der ligger i ganske kort afstand fra den. Du kan se ydmyge hytter, rundt om hvilke der dyrkes nogle få meter ris, indiske majs og tobak: men hvor meget jord går der tabt! "

"...what culpable indolence prevails!…", skriver han. Det er lidt svært at oversætte, men noget i retning af hvilken skyldig fremherskende dovenskab.

Og han fortsætter:
 "Plovene og vognene i Guam minder os om landbrugets og kunstens spæde barndom... Både mænds og kvinders påklædning er ligesom almindelige menneskers i nogle provinser i Spanien, med nogle få ændringer... Segarerne brugt af kvinderne er af en monstrøs størrelse; og der er en slags koketteri ved at have dem seks tommer lange og otte eller ni linjer i diameter'" (Voyage Round the World.) 

Skønt noterne er Aragos - mesterens -  så er dette billede malet af Pillion. Pillion havde samme sans for detaljer og blev en meget dygtig maler. Jeg blev pludselig opmærksom på, at jeg egentlig ikke umiddelbart lagde mærke til, om det var den ene eller anden maler, der havde malet de billeder, jeg havde valgt at medtage. 

Pillion blev ikke så kendt som Arago - måske fordi han udelukkende malede og ikke formulerede sig tekstligt, som Arago ofte gjorde. Måske Arago gjorde mere opmærksom på sig selv.

Distillery Sight on Guam. J.A. Pellion

Motivet som det kom med i udgivelserne efter ekspeditionens hjemkomst.

Domestic occupations, Agagna, Guam, Philippines, Jacques Etienne Victor Arago 'Voyage Autour du Monde (1817-20)' by Louis Claude Desaulses de Freycinet (1779-1842) engraved by Pomel, published 1822-24

Og den næste skitse er rent faktisk fra Adrien Taunays hånd. Det havde jeg ikke bemærket i første omgang.

Maniere de voyager par terre a Guham. 

Taunay jne. fecit 1819

Guham - Maniere De Voyager Par Terre a Guham

Hvem mon det er, der bliver transporteret så mageligt?

Ekspeditionen opholdt sig i Guam i elleve uger, inden den satte kursen mod Hawaii, som første gang blev observeret den 5. august. De ankrede op i Kealakekua Bay tre dage senere. De tilbragte  fjorten dage på øerne, havde ophold på Lahaina og Honolulu og mødte en række vigtige personer der. De ankom på et kritisk tidspunkt, da kong Kamehameha I netop var død.

På nettet kan man læse, at Adrien Taunay er kendt og anerkendt for sine mange portrætter fra Hawaii på denne rejse. Jeg har nu ikke rigtig kunnet finde nogen - ud over denne lidt sjove tegning af en rygende indfødt.  

Og en smuk grøn papegøje fra Australien :-)

Der findes masser af portrætter fra Hawaii, men de fleste har Aragos signatur.

Iles Sandwich, un officier du roi en grand costume. Jacque Arago

Husker du Arago, som reddede en måske farlig situation i mødet med indfødte i Shark Bay, hvor han fandt sine kastagnetter frem  og hoppede og dansede og løsnede den spændte atmosfære, som det også skete på Ombai Island ved Timor.

"His diary entries also shed light on the French sailors’ unique attitude to adversity. Of the Pacific Island of Ombai—rumoured to be home to cannibals—Arago wrote, ‘What saved us from peril was our gaiety! One menacing gesture on our part, one shout, one impatient movement and we would all have been massacred and devoured, but soon one warrior was sitting having his portrait painted. I then got out my castanets and box of magic tricks!"

 A Cannibal of Ombay going to Battle. Jacques Arago. The handsome plates in the atlases, many of which are colored, add greatly to the ethnographic and natural historical aspect of the work." (Ferguson 941, Hill 649, Sabin 25916, Forbes 602)

Også på Hawaii underholdt han de indfødte med  jonglering og tricks.

Men han havde også øje for alvor. Han malede flere billeder af, hvordan fanger blev straffet og endda banket til døde.

"Arago seems to have been well received by the Hawaiians. In addition to sketching them, he often entertained them with juggling and magic tricks. He chronicled not only the lifestyles of the elite, but ordinary things such as the beating of tapa, the clothing, hairstyles and headdresses of the period — even the manner of criminal executions — and he was particularly fascinated by the Hawaiian art of tattooing.

Verbally witty and observant as well, Arago made acerbic comments about pompous chiefs and certain resident foreigners. He also made trenchant social observations, such as the following on the role of women: “The condition of women here is truly wretched ... they are treated like beings perfectly useless, except to propagate the species....”

På Hawaii fandt der en berømt dåb sted. Det var High Chief William Pitt Kalanimoku, der ønskede at blive døbt. High chief svarede stort set til  premierminister. Kalanimoku antog navnet William Pitt efter sin samtidige Storbritanniens premierminister, William Pitt den Yngre.

Med indførelsen af ​​kristendommen blev hawaiianerne opfordret til at tage britiske eller amerikanske navne. 

Kuakini Kiʻiapalaoku, som vi skal høre mere om om et øjeblik, tog navnet  John Adams efter John Quincy Adams, den daværende amerikanske præsident. 

Hawaianerne overtog ikke blot de nye navne, men også i høj grad europæiske og amerikanske  skikke.

High Chief William Pitt Kalanimoku var vellidt og respekteret af udlændinge, som af erfaring lærte at stole på hans ord. Han blev kaldt  The Iron Cable of Hawaiʻi på grund af sine gode naturlige evner i både statslige og erhvervsmæssige anliggender. Han var fætter til tre af kong Kamehamehas koner, og begge hans søstre var på et tidspunkt gift med kongen . Det har måske også hjulpet ham fremad på hans vej til en magtfuld position.

Også Kalanimoku havde mange koner, herunder Kiliwehi, Kuwahine, Likelike og Akahi. Historikeren Samuel Kamakau og den amerikanske missionær Hiram Bingham har berettet om en hændelse i 1805, da Kalanimoku brændte meget af Honolulu og øen Oahu ned, efter at Kuwahine havde forladt ham til fordel for en anden mand, Kuakini. Afbrændingen og ødelæggelsen af ​​ejendom, som blev godkendt af kong Kamehameha I, ophørte ikke, før hun blev fundet og vendte tilbage til ham.

Dette er ikke Kuwashine, men Likelike.
Kuwashine var Likelikes halvsøster

Likelike var medlem af kongefamilien og Kalanimokus foretrukne kone. Hun  ledsagede ham på hans møder med besøgende vestlige opdagelsesrejsende og amerikanske missionærer til Hawaii. Likelike og hendes nyfødte søn Lanihau døde i marts 1821, kort efter babyens fødsel, på grund af et chok forårsaget af kanoner affyret for at fejre den kongelige fødsel. Hendes begravelse blev gennemført under traditionelle hawaiianske skikke men med tilføjelse af en kristen prædiken, som var den første udført for en hawaiisk kongelig.

Likelike var først gift med High Chief Boki, den senere guvernør i Oahu. Men på et tidspunkt i deres ægteskab tog  Kalanimoku, som var Bokis ældre bror, Likelike som sin kone. Som gengældelse tog Chief Boki Kuini Liliha fra sin nevø Kahalaiʻa Luanuʻu, hendes tidligere mand. Den måde, hvorpå mændene "tog" Likelike og Kuini Liliha som koner, er ikke forklaret i detaljer i de samtidige kilder. 

Ifølge Freycinet fortalte høvdingen kapellanen, at hans mor var blevet døbt og på sit dødsleje havde rådet ham til at underkaste sig denne ceremoni, så snart han kunne få muligheden. Præsten gik med til Kalanimokus anmodning, og ceremonien var planlagt til næste dag. Kong Liholiho spurgte, om han kunne deltage. Den følgende dag kom kongen om bord ledsaget af sine fem hustruer, sin yngre bror, enken efter afdøde Kamehameha I, enkedronningen Kaahumanu og mændene og kvinderne ved Liholihos hof.

Freycinet beskriver kongen som klædt i en blå "husar" militæruniform med guldfletning og epauletter. Med ham var fem betjente, en bar sit sværd, en anden hans vifte, to mere med "enorme bommerter" og den sidste bar sin pibe, "som han blev anklaget for at holde tændt." Kvartdækket var dekoreret med flag, et spredt på dækket for prinsesserne at sidde på. Likelike og Kaahumanu fik stole.

Freycinets kone, Rose de Freycinet, beskrev i sin dagbog dåben fra vinduet i hendes mands kvarter, hvor hun sagde, at hun havde et "perfekt syn på ceremonien og tilskuerne." 

Abbé de Quelen døbte Kalanimoku og premierministeren "virkede ret rørt under hele ceremonien."

Kaptajnen tjente som gudfar, og Kalanimoku tog dåbsnavnet Louis.

Freycinet fortsatte historien. ”Da dåben var overstået, serverede jeg mine gæster forfriskninger på dækket. Det var virkelig fantastisk at se, med hvilken hurtighed flasker vin og brandy forsvandt.”

Den historiske begivenhed blev også fanget i akvarelskitser af Jacques Arago. Han malede en overfyldt scene med indfødte hawaiianere i både vestlig og indfødt påklædning, uniformerede medlemmer af skibets besætning og et kontingent af smart klædte franske marinesoldater.

I bogen, "Paintings, Prints and Drawings of Hawaii From the Sam and Mary Cooke Collection," af David Forbes, beskrives en senere gravering af billedet som "betagende" og "et klart bevis på de overgange, der dengang var gældende på øerne."

"Det er tvivlsomt, om nogen af ​​de tilstedeværende forstod den fulde betydning af begivenheden," hedder det også i bogen.

Yndlingshustruen Likelike Kalanimoku var med ombord på Uranie ved dåben. På grund af ʻai kapu (tabu), som forbød mænd og kvinder at spise måltider sammen, måtte Likelike ikke spise ved samme bord som Kalanimoku og kaptajn Freycinet. Hun forblev på dækket og spiste rester bragt op til hende, men efter at hendes mand var færdig og forlod bordet, tog hun plads ved bordet sammen med resten af ​​de spisende gæster. Freycinet bemærkede, at hun tog revanche for den midlertidige tilbageholdenhed, der var blevet påtvunget hende, ved at sluge adskillige glas cognac efter hinanden "med bemærkelsesværdig velbehag".

Rose beskrev i øvrigt Likelike således:  "Denne kvinde er ret ung og har et ret behageligt ansigt; hun er mindre korpulent end de andre kvinder, jeg har mødt ....  and the scantiness of her clothing is less shocking." 

Her er jeg nødt til at beholde det engelske udtryk, scantiness of her clothing. En oversættelse til hendes manglende beklædning ville ikke udtrykke den rette intimitet. 

Scanty - limited or less than sufficient in degree, quantity, or extent - scanty clothes; If someone is wearing scanty clothing, he or she is wearing clothes which are sexually revealing.

 Fra Honolulu satte de kurs mod New South Wales, passerede Samoa og Cookøerne og ankrede i Port Jackson den 18. november 1819, mere end et år efter, at de havde forladt Sharks Bay i det vestlige Australien.  Måneders videnskabelige undersøgelser i hele Stillehavet havde slidt på den franske besætnings og officerernes tålmodighed. Rose var også opsat på at samle breve efter to år væk hjemmefra.

Alle på skibet havde set frem til at nå Port Jackson, og de blev ikke skuffede. Uranies officerer blev budt velkommen med kanonsalut. 

Da Rose de Freycinet vågnede om morgenen den 19. november 1819, glædede hun sig over det syn, der bød hende velkommen. "Forestil dig min forbavselse over at finde mig selv ret tæt på en by og en by, hvis huse var bygget i europæisk stil! Det er atten måneder siden, jeg så noget af den slags, og det var en meget stor fornøjelse for mig".

Foran hende lå Sydney, en by hendes mand Louis havde besøgt sytten år før. Det havde været "en landsby" dengang, intet som det travle sted, de så på nu fra dækket af deres skib. 

Port Jackson 1821

L'Uranie var forankret ved Neutral Bay, stedet hvor alle udenlandske fartøjer skulle fortøjes. Især franske, for selvom Napoleonskrigene mellem Frankrig og England var endt i 1815 med slaget ved Waterloo, stolede ingen af ​​landene rigtigt på det hinanden. Selv videnskabelige ekspeditioner var nødt til at holde afstand, selvom det ikke forhindrede havnekaptajnen i at give de besøgende den første friske mad, de havde fået i flere måneder.  "Frugt, nylagte æg og frisk mælk forkælede os meget behageligt," skrev Rose taknemmeligt i sin dagbog, og der var endda breve hjemmefra.

Alt var nyt og anderledes. Franskmændene blev slået af den nye kolonis arkitektoniske skønhed og fremskridt. Også Louis  var imponeret over byens udvikling.

Maleren Arago, hvis floromvundne stil du nok efterhånden er blevet fortrolig med, var ganske fortryllet. I sin egen journal beskrev han byen som en samling af storslåede palæer, majestætiske slotte, huse med ekstraordinær smag og elegance, springvand prydet med skulpturer værdige til mejselen af ​​vores bedste kunstnere.

Men det, der imponerede Arago allermest, var, i hvilket omfang de deporterede dømte var blevet forvandlet til gode borgere. "I New-Holland får tyven folk til at glemme hans forbrydelser ved et aktivt og hårdtarbejdende liv," skrev han. 

Måske var Rose ikke helt enig heri.

Der var blevet lejet et hus i land til at huse Freycinets og  det videnskabelige udstyr.  Den første nat i byen blev der begået indbrud, og Freycinet-parret mistede en masse linned, tøj og sølvtøj.

Herom skriver Rose:

”We found that our silver, table linen, our servants' clothes and other belongings had been stolen during the night from the ground floor of the house where we live. You know the purpose of this colony, and what sort of people abound here; you will therefore not be astonished at this misdeed: it cannot be said that it is the classic coast of roguery. It would be astonishing not to find thieves here, as it would not be to meet Parisians in Paris and Englishmen in London.” 

Mens botanikerne og andre rejste af sted for at stifte nærmere bekendtskab med baglandet, blev det for Rose og Louis en hektisk måned med en lang række sociale begivenheder i den livlige by. Der var invitationer til bal, smukke hjem og haver og vognture. Rose skrev henrykte beskrivelser til sin veninde Caroline hjemme i Frankrig.

Den skotske, presbyterianske præst John Dunmore fortæller om byens modtagelse af Rose og Louis Freycinet – og nok især af Rose:

“On the occasion of their visit to his residence at Parramatta, Governor Macquarie sent a regimental band in a towed chalup to serenade the official party as they travelled up the harbour, such was the import of their visit.

The stay was one long series of social events…local society succumbed to the charm and vivacity of the commandant’s lady—a very genteel, amiable woman.”

Lachlan Macquarie var 10 år inde i sit guvernørskab og var med rette stolt af sin blomstrende by. 

Men ikke alle var enig med ham i, at tidligere dømte skulle behandles på lige fod med andre, når de havde udstået deres straf. De rigeste og mest indflydelsesrige i kolonien havde klaget over ham til parlamentet i London.

De første dage af Freycinets besøg var han således optaget af problemer i forbindelse hermed. Også en anden, løjtnant Phillip Parker King, som ville have været en oplagt vært for parret, var fraværende, og derfor blev Jane og Barron Field, en ung højesteretsdommer og hans kone, bedt om at være stand-ins.

Barron Field  talte fransk og var en forfatter, som havde mødt Wordsworth i London, og havde netop udgivet  First Fruits of Australian Poetry. Jane var blevet rost af den engelske essayist Charles Lamb som  "really a very superior woman’ and whose ‘ravishing ankle’ had caught the eye of Louis." 

Jane blev en god ven for Rose. Sammen besøgte de det nye fyrtårn, som netop var bygget.

Et fyrtårn som byen var stolt af, og som også året efter blev besøgt af russeren Bellingshausen, da han var på vej tilbage, efter at han som den første havde nået Antarktis.

"On the morning of Wednesday, 19 April 1820, Major General Lachlan Macquarie, the governor of New South Wales, and his guest, Junior Captain Faddei Faddeyevich Bellingshausen of the Imperial Russian Navy, stepped out of Government House, a few metres from the south-east corner of Sydney Cove. The 41-year-old Bellingshausen was commander of a squadron of two ships ‘employed on a Voyage of Discovery to the South Pole’, as Macquarie expressed it in his journal. The governor had invited Bellingshausen and his suite of officers to inspect the colony’s splendid new lighthouse, the Macquarie Tower, completed in 1818. The two men breakfasted together, and then took their seats in Macquarie’s carriage to drive out to South Head, one of the two promontories that form the entrance to Port Jackson harbour from the Pacific Ocean. It was a fine autumn day and the outing promised to be delightful."

Rose og Jane  gik tur gennem den botaniske have, der åbnede tre år før, de inspicerede hospitalet, fangernes boliger og regeringsbygningen, som Rose fandt "uattraktiv på grund af dens uregelmæssigheder". 

Rose besøgte sammen med Elizabeth Macarthur den nye Native Institution, oprettet af guvernøren for at "bedre" livet for de aboriginske børn. Rose syntes, det var vidunderligt: ​​"Disse børn vil bære civilisationens spirer med til deres hjem, hvilket  ikke kan undgå at give gode resultater."  (Mere om Elizabeth senere.)

Louis fik sin egen rundvisning til "området for deporterede, Bank of Sydney, regeringens fødevare- og varebutik, værksteder og adskillige andre monumenter, der ikke er mindre interessante."

Den 6. december var der bal til ære for dem, hvor lokalet var "pyntet med blomster og malerier; det var prydet med Frankrigs og Englands våbenskjolde samt Louis' families våbenskjolde. På parketten var blevet malet Cooks skib, M. King's Mermaid og I'Uranie. Alle malerierne i lokalet var bestilt til ballet."

Rose og Louis blev bespist af alle, der var noget i Sydney i 18120. Guvernør Lachlan Macquarie har jeg omtalt, men så var der også  John Pipers og John Macarthur.

Piper blev udnævnt til magistrat af guvernør Macquarie i 1819. Han var formand for direktørerne for Bank of New South Wales i 1825 og sad i adskillige udvalg, herunder Australian Agricultural Company, og var præsident for den skotske kirkes komité. 

På den tid var det normalt, at guvernøren uddelte gratis jord til byens spidser. Og således havde guvernør Macquarie i 1813 anbefalet, at Piper skulle modtage et større jordtilliggende.  Selvom den lovede bevilling på 190 acres først blev formaliseret den 10. februar 1820, lagde Piper allerede  grundstenen til sit nye hus ved Point Piper, dengang kendt som Eliza Point, i 1816, Grundstenen blev lagt foran en stor forsamling og udført af et nyetableret samfund af militære frimurere.

Sydney Gazette 9 Nov 1816, skrev om begivenheden:

“On Saturday last a large party of Officers and other Gentlemen, accompanied by a number of Ladies, proceeded by water to Elizabeth Point, near to South Head, at the invitation of Captain Piper, who gave an elegant fete champêtre on the occasion of laying the foundation of his intended building on that beautiful and commanding point; to which the Gentlemen proceeded in Masonic order.”

Mansonic order er Frimurerlogen.

Den klassisk designede villa i sine maleriske omgivelser var uovertruffen i arkitektonisk stil på det tidspunkt. Arkitekten er ukendt, men det er blevet hævdet, at det kan være designet af Henry Kitchen.Villaen blev betragtet som den eleganteste villa på den tid og blev rapporteret at have kostet  £10.000 at bygge.

Men sandsynligvis har villaen ikke stået færdig da Rose var i Port Jackson.

Derimod ved vi, at ægteparret tilbragte to dage på Elizabeth Farm I Parramatta, hvor John Macarthur avlede de berømte merinofår.

Elizabeth Farm var opkaldt efter Elizabeth Macarthur.

Elizabeth var den første soldater-hustru, der ankom til New South Wales. Da hun er uddannet, veltalende og velbelæst, giver hendes breve en vigtig beskrivelse af Port Jackson og kolonilivet. Hun var amatørastronom og botaniker og nød en privilegeret stilling i samfundet, hvor hun indbød officerer fra New South Wales Corps, søofficerer og medlemmer af den koloniale administration.

Elizabeth Macarthur

Macarthur startede Elizabeth Farm ved Parramatta i 1793 på en 40 ha bevilling af "noget af de bedste grunde, der er blevet opdaget". Med ubegrænset adgang til tvungen arbejdskraft fra deporterede straffefanger blev Macarthur den første i kolonien til at rydde og dyrke 20 ha jomfruelig jord, og dette gav ham endnu en 40 ha bevilling. 

John Macarthur blev en pioner inden for den australske merinouldindustri.

The Macarthur residence in Parramatta
Elizabeth beskrev farmen som "a very excellent building" og landskabet som "having numerous advantages to persons holding appointments under Government."

Men læste du mit indlæg om mytteriet på Bounty – så husker du måske, at kaptajn Bligh som guvernør i New South Wales forsøgte at sætte en stopper for den gældende praksis med at uddele store landområder til de i forvejen mægtigste personer i kolonien. Derved kom han på kant med det , der kaldtes Romkompagniet, en gruppe militærfolk, der sammen med John Macarthur ulovligt smuglede rom og romdestillations-apparater ind i landet. Det kom så vidt, at Romkompagniet i 1808 gjorde åbent oprør og afsatte guvernør Bligh. En af lederen af det oprør var John Macarthur. Macarthur flygtede til England og undgik en egentlig retssag og dom, da han her havde indflydelsesrige venner. Indtil 1817 kunne han dog ikke vende tilbage til Australien, da der her stadig lå en arrestordre mod ham. 

Under John Macarthurs fravær var det hans nevø Hannibal Macarthur, der hjalp Elizabeth med at drive den store fårefarm.

I 1835 flyttede Macarthurfamilien ind i det nybyggede Camden Park. Bygningen anses for et af Australiens vigtigste historiske bygningsværker. Camden Park er stadig i familien Macarthurs besiddelse - gennem 7 generationer.

Camden Park House

Camden Park House blev designet som omdrejningspunktet for ejendommen "Camden Park", som blev etableret i 1805, da Colonial Secretary Lord Camden beordrede guvernør King at bevilge 2.023 hektar jord i Cowpastures-området foran Nepean-floden nær ved Taurus til John Macarthur. I slutningen af ​​1830'erne var dette land udvidet ved bevilling og køb til omkring 1.300 hektar.

Som jeg læser det, så mødte Freycinetparret ikke John eller Hannibal, men kun Elizabeth. Heller ikke hendes bror, den senere kendte Phillip Parker King mødte de.

Louis de Freycinet blev forsikret af Elizabeth Macarthur om, at hendes bror, Phillip King, som dengang undersøgte den nordvestlige kyst, gerne ville have mødt ham. King var udsendt for at undersøge disse områder, for på trods af freden var kommet mellem England og Frankrig med Napoleon Bonapartes nederlag, var der stadig mange, inklusive guvernør Macquarie, der – trods sin overmåde venlige modtagelse af den franske ekspedition - nærede bekymringer om en fransk ekspansionstrang der kunne være rettet mod kysten af New Holland.

Men som Arago bemærkede i sin egen journal: ”Den, der er i afstanden af jordens diameter fra sit fødeland, er hverken russer eller spanier eller englænder eller franskmand; her er alle europæere, og alle er landsmænd.”

Fornemmelsen af, at franskmændene kunne ønske at oprette en koloni i Australien, var imidlertid rigtig nok. Ved afrejsen fra Australien udtrykte Rose faktisk håbet om, at  franskmændene, hvis Gud det ville, kunne etablere en straffekoloni som denne.

I perioden efter Freycinets mission, lavede den franske regering for første gang specifikke planer om at kolonisere det vestlige Australien, for at realisere en base i

det Indiske Ocean for at matche det britisk kontrollerede Sydafrika. 

Fransk interesse i en foreslået australsk straffekoloni blev dog fuldstændig slukket, da briterne etablerede sig ved King George Sound  i 1826 og ved Swan

River  i 1829 i det sydvestlige Australien.

Men alting har jo en ende. Det blev tid for Freycinet at forlade Port Jackson.

Aftenen før deres afrejse blev en stor mængde forsyninger og husdyr læsset, heriblandt var et par af Macarthurs merinovæddere, med henblik på at introducere dem til flokkene i Frankrig. De sluttede sig som kuriositeter og værdifulde eksemplarer til de otte sorte svaner og en række emuer, der allerede var om bord. 

Ved afsejling fra havnen julemorgen 1819 blev en beruset fange fundet i lænsen og overgivet til lodsen og skønt der blev foretaget en grundig eftersøgning, blev de yderligere   ti flygtende fanger først fundet, da de var for langt ude på havet til at vende tilbage.

(Lænsen - the bilge - den del af skroget, der ville hvile på jorden, hvis fartøjet ikke var understøttet af vand.)

Rose var knust over at forlade Sydney og hendes nye venner, men trøstede sig med, at hun snart ville se Frankrigs kyster igen.

Men sådan skulle det ikke umiddelbart gå. Da Uranie var kommet ind i Atlanterhavet, gik det på en klippe ud for Østfalkland.

Den videre rejse

Uranie rundede sikkert Kap Horn den 6. februar 1820. Rose skrev i sin dagbog: "We were at last sailing in the ocean which washes the shores of France and we thought that we were already home." 

 The Uranie var ankret op i Bay of Good Success (Argentinas kyst), men blev tvunget ud på havet af en storm, inden nogen kunne gå i land. Efter at stormen havde lagt sig, var Uranie blevet skubbet for langt mod nord til at berettige tilbagevenden til Bay of Good Success, så Freycinet besluttede at fortsætte til Falklandsøerne for at rekognoscere gruppens østligste ø, dengang kaldet Ile Conti. Han besluttede at ankre i Baie Française / Berkeley Sound, fordi han forventede, at der her ville være dyr, der kunne jages, men især også fordi han troede, at øerne var beboede, og at han her kunne høre nyheder fra Frankrig. "We considered ourselves to have reached the end of our long voyage," skrev Freycinet, "We had just entered the Atlantic and almost completed our circumnavigation. We indulged in the sweet hope that we would soon see our dear homeland and pay it homage with our numerous studies and collections that we had gathered. In short, we congratulated ourselves for our success and we were proud of having completed such a long expedition without any serious misfortunes or damage to the vessel."  

I Baie Française stødte Uranie på et undervandsskær ud for Volunteer Point. og fik et stort hul i skroget.Et skær der nu – naturligvis – kaldes Uranie Rock, ,ca. 6 miles fra den tidligere franske bosættelse. 

Besætningen gik straks til pumperne, men Freycinet indså at for at redde samlingerne, som de medbragte fra den lange ekspedition, var han nødt til at sætte Uranie på grund. At forsøge at sejle det beskadigede skib ind mod den stejle klippekyst, ville have resulteret i tab af menneskeliv. "More unfortunate even than La Pérouse's crew," skrev Freycinet, "nobody would ever have known our fate, everything would have been swallowed by the deep sea."  Det er interessant, så ofte der refereres til La Perouses skæbne.

Loouis beretter:

"By backing all sails quickly we got ourselves refloated promptly….water soon entered the hold strongly…We hastened… to try to at least fother the leak; but after much work this measure was found inadequate; from this time I saw no other hope of escape than to go and cast the corvette ashore in a suitable place to at least save the crew and the results of the voyage…At 11 p.m., when in the proximity of Penguin [Hog] Island, we were overtaken by calm [and decided] to anchor. . .

Despite the efforts of the crew and the working of all our pumps, the water had already reached the height of the orlop deck…. and I sent a pinnace under the command of Monsieur Duperrey to sound in the vicinity and look for a suitable spot to beach the corvette… fear of seeing the corvette sink persuaded me to slip the cable [i.e. to abandon the anchor]…to stand in for the sandy cove… to the south of Penguin Island.

We fell in with the track of the pinnace of Monsieur Duperrey, who having just reconnoitred the beach in question was in a position to more surely direct our course. It is therefore at 3 a.m. that the Uranie reached the inevitable termination of her voyage, at the place we have so properly named the Anse de la Providence!

… As soon as the ship was beached we carried some kedge anchors abreast her for fear that the surf should shift her away from shore…she heeled little by little to starboard to the point where the masts made an angle of twenty degrees with the vertical. . . We were fortunately then at the time of high water , spring tides; the water entered to half the breadth of the gundeck; afterwards only descending to about five pieds [5.3 feet] below this level at the ebb tide."

Besætningen bemandede pumperne konstant og sang for at bevare humøret og afværge deres træthed. 

Det var klokken 3 om morgenen den 15. februar 1820 , at Uranie gik på grund på sydsiden af bugten. Ved daggry betragtede besætningen med angst det land, der lå foran dem. Kysten virkede tør, overalt var der klitter, nøgne bjerge og jorden var blottet for selv de mindste buske. "I mange henseender," skrev Freycinet, "kunne man have sammenlignet goldheden med den, der havde bedrøvet vores øjne i Shark Bay."

Ifølge hans rapport var Freycinets første bekymring, når Uranie var sat sikkert på grund, at beskytte ekspeditionens papirer og journaler. Med Roses ord: "Hvilket grusomt slag det ville være for os at være vidne til forsvinden af to lange års omhyggeligt arbejde!" 

Det lykkedes dem at redde papirerne og journalerne, men de mistede desværre nogle af de samlinger, der havde været i lastrummet. Det lykkedes dog at redde nogle af de merinofår, som MacArthur havde givet dem i Port Jackson. Disse blev taget med i land, og der blev passet godt på dem, selv da maden blev knap.

Det skibbrudne Uranie,
både der evakuerer samlinger fra fartøjet og lejren på land

 

Ifølge Rose, og der er ingen grund til at ikke at tro hende, forblev hun om bord på Uranie i flere dage, mens lejren blev etableret i land, ubehageligt, helt sikkert, fordi fartøjet, der var gået på grund, vippede med en stadig mere alarmerende vinkel, men mindre ubehageligt, end hun ville have været i et hastigt rejst telt, mente hun.

 Selvom der var håb om, at skroget kunne repareres på strandingstidspunktet, viste det sig umuligt, og de 109 sømænd og 23 officerer var strandet i to en halv måned. Så mange mand krævede meget mad. De overlevede ved at jage de kvæg og heste, der var blevet efterladt på de (dengang ubeboede) øer til netop sådanne nødsituationer, og ellers gæs og sæler, og når alt andet slog fejl, pingviner. 

Efter tre dage sendte Freycinet underløjtnant Auguste Bérand til Saint Louis-bugten, hvor Louis Antoine de Bougainville havde etableret den franske koloni i 1764. Kolonien var forholdsvis kortvarig, idet den for et betydeligt beløb blev overdraget til Spanien i 1767. Da Freycinet ikke vidste, om der var nogen indbyggere ved Saint Louis-bopladsen, bad Freycinet Bérand, hvis han så nogen, om at gøre dem opmærksom på den situation, som besætningen på Uranie befandt sig i, og om muligt at få hjælp. Skibskirurg Quoy og midtskibsmand Guérin var også en del af ekspeditionen.

Gruppen fandt bebyggelsen ubeboet og i ruiner. Quoy beskrev sin følelsesladede reaktion på ruinerne af Bougainvilles koloni, hvor, skrev han,  "once lived French people; here our language was once spoken, I said to myself, and hard-working families may have tasted happiness. We glimpsed the site of the fort, the walls of a church, an elegant house built of stone which must have belonged to the governor." 

De observerede, skrevet med trækul på væggen af det ene hus, inskriptioner, der beskrev besøg af andre skibe på øen. Ingen af bygningerne havde tag, og kolonien blev vurderet som uegnet til beboelse. De syv medlemmer af gruppen overnattede i en stor murstensovn.

Tegning af ødelagte bygninger ved Saint Louis-bosættelsen
 på Falklandsøerne 1820

Den 29. februar var lejren i Baie Française veletableret. Rose fortæller: 
"Der er rejst et telt til tømrerne og et andet til smedene. Vores lejr ligner en lille landsby; der er et telt til Louis, et til udstyret og optegnelserne, hvor vi også vil indtage vores måltider, et til personalet, et til midtskibsmændene og et til de frivillige. Der er slået tre andre telte op, til henholdsvis hospitalet, sømandsbarakkerne og skibsførerne Der er også små telte til kokkene og forsyningerne. lejren er krudtmagasinet, hvor våben og ammunition opbevares under lås og slå."

 

Udsigt fra høj nær lejren. I midten det skibbrudne Uranie, til højre sammenfaldne bygninger.

 

En gruppe mænd blev tildelt jobbet som jægere; de dræbte sæler, fugle, pingviner og flere heste, som besætningen spiste, med varierende grad af påskønnelse. I Guam havde guvernøren givet skibets kapellan, Abbé Quélen, en stor sæk mel lavet af en lokal plante, fordi han fandt, at den var en god hårpudder. Sækken blev bjærget efter forliset og kokken rekvirerede den til at lave brød. Der blev fundet flere sække, som var taget om bord som svinefoder. "Vi er alle glade," skrev Rose, ”abbéen er glad for at spise sit krøllepulver, mens jeg er glad for at dele mine smågrisemiddag!" Hun blev mindre tilfreds i løbet af de følgende uger og beskrev til sidst bollerne som ubehagelige og ikke nærende.

Da Uranie var blevet erklæret uoprettelig tabt, og der ikke var udsigt til at blive fundet af forbipasserende skibe,  gik sømændene i gang med at reparere og ombygge skibets langbåd, som Freycinet planlagde at sende til Montevideo. Der ville besætningen chartre et skib for at redde besætningen og lasten fra Uranie. Mens det arbejde foregik, fortsatte Freycinet og hans officerer med deres videnskabelige observationer. 

Et observatorium blev oprettet nær lejren, som gjorde det muligt at foretage forskellige observationer for magnetisk deklination og formodede variation. Det der var en af hovedopgaverne for ekspeditionen.  Når man nu var tvunget til at opholde sig her på denne ugæstfrie destination, måtte man udnytte tiden. Den 15. marts iagttog de en  solformørkelse.  Duperrey, ekspeditionens hydrografiske landmåler, foretog en undersøgelse af sundet og tegnede et detaljeret kort over det, der nu er kendt som Duperrey Harbour.

Ekspeditionens botaniker, C Gaudichaud-Beaupré, lavede en undersøgelse af vegetationen omkring Port Louis og udgav i 1825 Flore des Iles Malouines, hvori han beskrev 64 hjemmehørende arter, han havde samlet.

Selv om Falklandsøerne i den grad ligger isoleret, kom der alligevel af og til skibe dertil / forbi - især mange hvalfangerskibe. 

Den 19. marts kom en kutter, knyttet til besejleren General Knox fra Salem, Massachusetts, forankret ud for West Point, ind i sundet. Freycinet overtalte kaptajnen af kutteren til at vende tilbage til General Knox sammen med Midshipman Dubaut, en af Uranies officerer, for at forhandle med kaptajn Orne om at tage Uranies besætning og udstyr med til Río de Janeiro. Undervejs viste kutterkaptajnen Dubaut et sted, hvor 6 skibe var forlist for nyligt., og han fortalte, at der lå måske 50 vrag i området.

Men før Duhaut vendte tilbage, kom det 280 tons tunge fartøj Mercury, kaptajn John Galvin. Mercury havde fået en læk og Galvin var tvunget til at gå i havn for reparationer.  

Freycinet gik straks med til at hjælpe med at reparere Mercury og indledte samtidig forhandlinger med Galvin om at tage ham og Uranies besætning til Río de Janeiro. Da Duhaut vendte tilbage med kaptajn Orne for at afslutte lignende forhandlinger, blev disse afbrudt på grund af Galvins løfte.

Her nogle udpluk af Roses dagbog

 

8 April 1820 ...Today Louis received a letter from the captain of the whaler who has heard that we planned to burn the remains of the Uranie.

He asked for permission to remove everything that might be useful to him beforehand. But Louis does not wish to burn anything nor allow anything to be taken, not knowing whether the Government will send a rescue party to salvage all those objects, many of which, such as anchors, cannons, masts, etc, are very valuable. He is going to reply that unless he wishes to pay for it, the captain has no right to take away this material. I believe that he has no intention of purchasing anything whatsoever and his conscience will be lax enough for him to return after our departure and brazenly take what has been refused him.

24 April 1820… The weather is foul; the tempestuous gales make us fear for the safety of several boats out at sea… M. Lamarche  (som var næstkommanderende på skibet) went on board our poor wrecked vessel to remove various small items and found that everything was smashed or damaged and that several things had been stolen, including a beautiful mirror which used to stand in the poop-deck. He had no doubt that the culprit was Captain Orne who, believing that no-one would go back to the Uranie, had taken what he wanted. M. Lamarche headed straight for our old camp, where he knew he would find the captain, to accuse him of the theft, hoping at least to recover the mirror.

Orne [of the General Knox] was lost for words but assured us that his sailors had gone on board the Uranie without his consent, and that he believed the mirror was in the sloop and he would send it to the Mercury the following morning."

Den 18. april gik den britiske hvalfanger Sir Andrew Hammond, kaptajn Henry Hales, ind i sundet efter en meget vellykket sejlads. Da hun var ved at sejle direkte til England, indvilligede Hales i at tage udsendelser til den franske ambassade i London og dermed bringe den første nyhed om katastrofen til Paris.

27. april forlod de skibbrudne Falklandsøerne på Mercury, men dermed var deres problemer ikke slut.

For Mercury medførte kanoner og ammunition afsendt fra oprørerne i Buenos Aires til oprørere i Valparaiso, Chile, og sejlede under  De Forenede Provinsers flag (de argentinske oprørere) 

På vejen nordpå protesterede Kaptajn Galvin mod at rejse til Río de Janeiro med den begrundelse, at hans fartøj ikke blot kunne blive beslaglagt af den spanske konsul der, men at han kunne blive fængslet for at bringe våben til de chilenske patrioter i Valparaiso. Freycinet tilbød at købe Mercury fra Galvin for en stor sum, og fik Galvin overtalt.   Den amerikanske kaptajn hev til sidst kanonerne over bord og solgte skibet til franskmændene, som straks omdøbte det til Le Physicienne og gik i gang med at forberede det til hjemrejsen. Physicienne var ret trang, og skønt han havde fået meget materiale med, havde han også måttet efterlade meget. Merinofårene fra Australien havde han dog fået med sig.  Louis de Freycinet konstant bekymrede sig over, hvad forbipasserende hval- og sælfangere kunne gøre med hans efterladte skib og materiale. 

Men nu med kommandoen over sit eget fartøj anløb Freycinet Montevideo for at sætte Galvin i land og senere Río de Janeiro og Cherbourg, inden han ankrede i Le Havre den 13. november 1820, tre år og syvoghalvtreds dage efter at ekspeditionen forlod Toulon.

Jaques Arago, den ret livlige skibsmaler, var en stor beundrer af Madame de Freycinet og skrev om hendes mod og overbærenhed over for forræderiske hav, måneders monotoni og en voldsom mandlig besætning - ikke altid af den mest raffinerede slags. Også i forbindelse med forliset skriver Arago, at Madame Freycinet opførte sig beundringsværdigt under forliset.

Men under opholdet på Falkland fik hun endnu en beundrer, nemlig  James Weddel 

Weddel mødte dem i deres lejr og blev venner med dem. Freycinetparret spiste middag med Weddel på hans skib, aftenen før de slap væk. Weddel havde tidligere sendt et brev, hvor han undskyldte, at han ikke var i stand til at hjælpe dem. (Hm ... hvordan mon det brev nåede dem???) 

Og under middagen fortalte han, at "Captain Orne of the American ship ‘cunningly prevented’ news of the disaster getting to him in order to avoid there being competition in securing recompense for taking the French home."

 Ligeledes skrev han om Rose:

"Madame F.s yderste livlighed syntes godt at stemme overens med den franske karakter: det blev berettet, at hun midt i den største fare og forvirring bevarede en højst overraskende fasthed og ro i sindet." 

Louis Freycinet, der for sin part var imponeret over Weddel, forærede ham den robåd, han havde fået renoveret for om nødvendigt at sejle i den til fastlandet, men som han nu ikke fik brug for og ikke kunne tage med på Mercury. Weddel omdøbte straks båden, Rose, til ære for Rose de Freycinet, som havde betaget ham med sin livlighed og charme. Et indtryk, som Rose havde gjort på adskillige undervejs på den lange rejse.

Efterfølgende markerede  James Weddell, Uranie-vraget på sit kort og bemærkede, at den spanske stat gjorde krav på vraget.

Weddel var sæljæger og var undervejs i briggen Jane. To gange - i 1820 og 1824  overvintrede han på den ø, der kom til at bære hans navn, Weddeløen. Den ligger vest for Vest Falkland. (Freycinetparret var strandet på Øst Falkland.)

Det var ham, der opdagede den kæmpestor bugt, der nu bærer hans navn, Weddel Sea.

På sin tredje rejse, nu sammen med yderligere et skib, the Beaufoy  under kommando af  Matthew Brisbane.

nåede han breddegrad 74°15′S og længdegrad 34°16′45″W (−74.25, −34.279): den sydligste position, noget skib nogensinde havde nået op til det tidspunkt. Et par isbjerge blev observeret, men der var stadig intet land, hvilket fik Weddell til at mene, at havet fortsatte så langt som til Sydpolen. Yderligere to dages sejlads ville have bragt ham til Coats Land (øst for Weddellhavet), men Weddell besluttede at vende tilbage.

Weddel gav havbugten navnet The Sea of ​​George the Fourth, men andre ændrede det senere til Weddel Sea.

I november 1822 blev bugten i Berkeleys Sound, hvor vraget af Uranie lå,  genbesøgt af Louis Isidore Duperrey, der havde tjent som enseign på L'Uranie og nu havde sin egen kommando på Coquille på en jordomsejling. Duperrey, kunne berette, at vraget havde lidt alvorligt i hænderne på besætningerne på de forskellige hvalfangerskibe, der havde besøgt Berkeley Sound siden Mercury's afgang, og at det, der var tilbage, var halvt dækket af sand. 

 Med ombord på La Coquille var også Jules Dumont d'Urville og René-Primevère Lesson. De vendte tilbage til Frankrig med en imponerende samling af dyr og planter samlet på Falkland Islands, Peru og Chiles kyster samt New Zealand, Ny Guinea og Australien. På Ny Guinea var  Lesson den første naturforsker til at se de smukke paradisfugle i naturen, står der et sted. Måske det er rigtigt at han var den første naturforsker, men Rose fortalte jo fra Waigeo i 1818, at hun ærgrede sig over, at hun ikke selv fik set den smukke Bird of Paradise, som nogle af ekspeditionsdeltagerne fortalte, de havde set.

Paradisfuglen med den mest fantastiske parringsdans (som kan findes på nettet.)

Vidste du, at der også findes en lige så fantastisk blomst, der hedder Bird of Paradise?

Hvorom alting er, Lesson fik efterfølgende udgivet en bog paradisfuglene og deres fantastiske parringsdans, ligesom han også udgav flere bøger om kolibrier.

Det var Duperrey og D'Urville, der sammen havde udtænkt ideen med La Cochille-ekspoeditionen til Stillehavet. Et område som franskmændene var blevet tvunget ud af under Napoleonskrigene. Frankrig mente, at det måske ville være i stand til at genvinde nogle af sine tab ved at overtage en del af New South Wales.

Så når guvernør Macquarie, der – trods sin overmåde venlige modtagelse af Freycinetparrets besøg  - nærede bekymringer om en fransk ekspansionstrang, der kunne være rettet mod kysten af New Holland - skønt han ikke havde mistanke om, at det indgik i Freycinets planer, så var han nok ikke helt på vildspor.

 

Og så skal vi lige omkring Weddel Island, den tredjestørste af Falklandsøerne, og en historie om en anden skibbruden end Freycinet.

Indtil midten af ​​det nittende århundrede var Weddell Island kendt som Swan Island, et navn registreret så tidligt som i 1785 af kaptajn George Dixon, en erfaren sømand, der havde sejlet under James Cook.

De tidlige indbyggere på øen var sæljægere. Bougainville medtog nogle sælskind, da han forlod øerne i  1764, og i løbet af 1770-erne kom der gang i en storstilet indsamling udført af  amerikanske og britiske sæljægere, som frekventerede Weddell og nærliggende øer. Sælfangerne tilbragte ofte lange perioder i land, og nogle gange overvintrede de - ligesom Antarktisudforskeren Weddel gjorde både i 1820 og 1823.

Med et areal på 265,8 km2 er Weddell den tredjestørste ø i øgruppen efter East Falkland og West Falkland, og en af ​​de største private øer i verden. Det har kun én bebyggelse,  Weddell Settlement, med en encifret befolkning, der beskæftiger sig med fåreavl og turisme.

Det, jeg synes er interessant, er en Robinson Crusoe mise-en-scène, der knytter sig til øen.

I 1812 forliste det britiske skib Isabella, ført af kaptajn af George Higton,  ud for Eagle Island (en del af Falklandsøerne). De fleste af besætningen blev reddet af det amerikanske sælskib, Nanina, som var bygget i og blev drevet ud frahvalfangerhavnebyen Hudson, NY, og kommanderet af kaptajn Charles Barnard.

Han informerede de skibbrudne om, at de var i krig med hinanden - 1812-krigen mellem England og Amerika - men gik ind på at redde dem. Da Barnard indså, at han ville kræve flere forsyninger til det udvidede antal passagerer, gik han selv og et par andre ud for at gå på jagt efter kød på den nærliggende New Island. Under hans fravær greb briterne Nanina og efterlod Barnard og hans mænd på New Island. Barnard. De efterladte - castaways - opholdt sig på Weddel island fra 11. juni 1813 til 25. november 1814 

Capt. Barnard, his companions and their boat in front of their stone built hut on New Island, December 1813; the left side beach is occupied by a seal colony

De byggede sten-sheltere, de samlede drivtømmer til bål. og de jagede vildtlevende svin.

I november 1814 blev de reddet af to britiske hvalfangere.  Barnard skulle senere blive en fremtrædende skikkelse i det antarktiske sælfiskeri.

Nutidigt foto af et stenshelter, som Kaptajn Barnard brugte som udkigspost efter forbipasserende skibe.

I 1821 mødte James Weddel Barnard på øen New Island, og Barnard fortalte sin historie. Efter dette møde udgav Weddel en bog med Barnards skibbrudshistorie.

Barnard mente imidlertid, at Weddels historie var unøjagtig og pyntede på englændernes motiv til at overtage hans skib, så han udgav  selv bogen A Narrative of the Sufferings and Adventures of Capt. Charles Barnard i 1829. 

I den "rigtige" Robinson Crusoe-fortælling, skrevet af Daniel Defoe i 1719 strander Crusoe på en øde ø nær Venezuelas og Trinidads kyster. Historien menes at være inspireret af den skotske styrmand, Alexander Selkirk, der boede i fire år på en stillehavsø kaldet "Más a Tierra" i øgruppen Juan Fernández i Stillehavet. (nu en del af Chile), som blev omdøbt til Robinson Crusoe Island i 1966. Pedro Serrano er en anden fra det virkelige liv, hvis historie måske har inspireret romanen.

Vidste du i øvrigt, at Robinson Crusoe, som vi kender historien, kun er tredje del i Defoes værk, som i virkeligheden begynder med, at Crusoe sætter sig op mod sin fars krav om, at han skal være tilfreds med sin plads i samfundet. Han løber hjemmefra for at blive rig. Snart kommer den første advarsel fra Gud i form af stormvejr til søs. Anden advarsel er, at han bliver taget til fange og solgt som slave. Han bliver frigivet og bliver rig på en plantage i Brasilien, men da han investerer i slavehandel, kommer tredje advarsel i form af det berømte skibbrud og hans redning på en øde ø.  Det vidste jeg i hvert fald ikke!

I dag er Weddel Island en af verdens største privatejede øer.

På trods af Uranie-forliset i 1820 på Falklandsøerne bragte Freycinets ekspedition et stort antal videnskabelige eksemplarer med hjem, herunder mineraler, planter, insekter, dyr, 

Husker du bogen som Faujas var meget opsat på, at Freycinet skulle have med på sin ekskursion?

Den bog var en af de effekter, man var omhyggelig med at få reddet ved Uranies skibbrud.

Det er også nogle flotte illustrationer, de rfindes her.

"Følgende håndskrevne note findes på titelbladet til første bind "Cet exemplaire a servi au voyage de l'Uranie. Je l’ai sauvé du naufrage de ce bâtiment sur les îles Malouines'"("Denne kopi var om bord på Uranie under dens sejlads. Jeg reddede den fra vraget på Falklandsøerne"). 

Noten er underskrevet af Quoy, naturforskeren  og skibslæge på Uranie. 

Med værket følger et originalt brev fra Bloch til Barthélemy Faujas de Saint-Fond. I Blochs brev, dateret december 1782, takker han sin kollega dybt for hans hjælp til at optage ham i hans "Illustre Société" (sandsynligvis Académie des sciences).  Denne prægtige bog tilhørte altså først forfatteren selv, men blev foræret til  Faujas de Saint-Fond, som så for sin del fik den indbundet og stillede den til rådighed til brug på Uranie-rejsen for Jean René Constant Quoy, som så fik den reddet fra skibsvraget ved Falklandsøerne af Quoy og bragt tilbage til Europa. Det vidner om den store betydning, værket blev tillagt.

Fra vraget blev også reddet et papirdokument. Et ark papir, hvor alle officerer ved den egentlige start på jordomsejlingen i Rio de Janeiro, havde sat deres underskrift. Dette medbragte Louis på hele rejsen.

Single manuscript with the signatures of every officer on board Uranie. The survival of this official record is due to the unusual collecting and keeping habits of the commander of the voyage, Louis de Freycinet.

This piece of paper remained, with others relating to the progress and subsequent publication of the Uranie voyage, in the Freycinet family archive until very recent times. While the document shows Freycinet at his most precise, indeed what might today be called micro managing where one might expect delegation, it is that very mindset that made his voyage and its ultimate publication extraordinarily important, and such attention to detail was the hallmark of his illustrious career as a naval hydrographer and chart maker. It is also the very mentality that caused this manuscript to survive, for it is well known that most other officers either kept such documents with the official logs given to the Ministre de la Marine (for the English, the Admiralty), or simply discarded them once the moment was past.

The document is written in Freycinet’s own hand, not by his clerk Gabert as would have been more usual. It reads: “Les officiers militaires et civiles, El ves de la Marine et aides chirurgiens, embarqus sur la Corvette l’URANIE, ont reu un Tableau des observations et des recherches faire pendant la Campagne, qui leur a t adress par Mr Le Commandant de la dite Corvette. Rio Janeiro le 28 Octobre 1818”.

Louis Freycinet var skuffet over den modtagelse, han fik i Frankrig. Han savnede fejring og interesse.

I 1825 blev han dog optaget i French Academy of Sciences og han blev en af grundlæggerne af  Paris Geographical Society. He died at the family's château de Freycinet near Saulce-sur-Rhône, Drôme.

Louis blev stillet for en krigsret for tabet af Uranie. Skibet var jo immervæk "Corvette du Roi L 'Uranie", dvs. kongens ejendom. Louis blev frikendt. Roses navn blev aldrig nævnt under retssagen.

I de fine saloner i Paris blev det romantiske ægtepar feteret. Hendes dagbog blev dog først udgivet i 1927.

"Nevertheless, the voyage of the ‘remarkably intelligent, courageous and determined’ 22-year-old Rose de Freycinet was quietly celebrated in France in her own, tragically short, lifetime and later with the publication of her journal in 1927 by M. Charles Duplomb." 

I 1832 boede Freycinets i Paris, da der var et udbrud af kolera. Freycinet blev ramt, men kærlig pleje af Rose, assisteret af  Dr. Gaimard, som også havde været med ombord på Uranie, fik ham gennem sygdommen. Derefter angreb koleraen  Rose, og i løbet af fireogtyve timer var hun død 7. maj 1832.

Freycinet levede i yderligere ti år og døde 18. august 1842 på familiens slot nær Saulce-sur-Rhône, Drôme  lige efter sin treogtresindstyve fødselsdag.

Egentlig bemærkelsesværdigt, at det elskende par ikke fik børn.

Normalt ville en opdagelsesrejsende med brask og bram hædre kolleger, venner og bekendte ved at navngive landområder efter dem. Dette ville være farligt for Louis Freycinet, da der ikke skulle fokuseres for meget på hendes ulovlige tilstedeværelse på Uranie.

Helt undlade at hædre hende kunne han dog ikke. En ganske lille atol vest for Samoa fik hendes navn.

II sin officielle rapport skriver Louisi de Freycinet: "I named Rose Island, from the name of someone who is extremely dear to me".

Allerede i 1824 blev øen observeret af russiske  Otto von Kotzebue, som navngav den it Kordinkov efter sin førstestyrmand. Det er dog navnet Rose , der har hængt ved.

Satellitbillede af Rose Atol

This small island named by Freycinet ‘from the name of someone who is extremely dear to me’ (Voyage, vol ii:623-4) proved a delight to Rose and she wrote on 21 October 1819 in her letters home that, ‘now it is done, my name has been linked with a small corner of the world’
(Rivière, 1996:110).

The island lies in the Pacific, near Samoa. No doubt concerned about the effect of their deception on his career, de Freycinet made few other references to his wife in the official accounts, though Cape Rose in Shark Bay on the west coast of Australia also refers.

Husk few betyder kun få.

Senere er en sø på Dirk Hartog Island navngivet Lake Rose.

Rose by name and by nature, the striking pink lake of Rose de Freycinet is one of the extraordinary sights you’ll see exploring the bushwalking, four-wheel-driving, fishing and camping playground of Dirk Hartog Island in the UNESCO World Heritage Shark Bay area.

Rose Lake's unusual color is due to the salt-loving bacteria that thrive in extremely high levels of salinity. After long sunny spells without rain, the shade is as awe-inspiring as the character it's named after.  French explorer Louis de Freycinet's wife Rose was a blind passenger on the ship her husband took on his scientific voyage around the world, as she could not bear to be without him. The stowe-away on the ship of her husband, as she could not bear to live without him. 

Jeg kunne godt have oversat, men teksten lyder på en eller anden måde smukkere på engelsk.

Jeg ved, at nogle af mine læsere er lidt trætte af de engelsksprogede og måske endda fransksprogede citater, jeg indsætter.

"Hvorfor laver du ikke bare et kort resume på dansk?"

Men jeg må indrømme, at jeg elsker sproget i de udenlandske citater.

Også en rose har fået hendes navn.Freycinet Heritage Rose. Jeg synes nu ikke, den er speciel smuk. Minder mest om vildroser. Men det passer måske meget godt til Roses lidt frygtløse, skønt sarte karakter.

This beautiful Tasmanian bred Rugosa rose produces fragrant purple double blooms opening to reveal yellow stamens, ending with large red hips. It is hardy and disease resistant with dark green foliage.  

Det lyder da flot på engelsk - giver I mig ret?

Den purunge Rose fortryllede alt og alle hvor end hun kom hen, undtagen hos guvernøren på Gibraltar. Der optrådte hun jo også som mand.

Men alle store love stories ender tragisk - tænk på La Boheme, og husker du alle de tårer vi udgød i 1970'erne over Eric Segalls Love Story.

Rose døde alt for ung, men hun lever videre i hendes vidunderlige dagbogsnotater. 

A Woman of Courage: The Journal of Rose de Freycinet on Her Voyage Around the World, 1817-1820

Rose Marie Pinon de Freycinet National Library Australia, 2003 - 189 sider

"A remarkable story in the grand tradition of nineteenth-century romantic seafaring adventures, A Woman of Courage records the extraordinary journey of 22-year-old Rose de Freycinet, through her spellbinding letters to friends and family from 1817 to 1820. Refusing to face a painful separation from her husband, a naval officer appointed by the French government to command a round-the-world scientific expedition, Rose dressed in an officera s uniform and stowed away on board the Uranie. Shipwrecks, disease, pirates, storms, near-starvation and picnics of penguin meat, strange customs, encounters with island royalty and travels to remote locations, all were the ingredients of a great adventure, and all were endured for love. A memorable story of an adventurous and spirited woman, this book includes beautiful colour plates reproduced from the original limited edition French publication."

Et langt uddrag af bogen ligger her på nettet. Er det ikke fantastisk?

Jeg skal i hvert fald ind og se, hvad det er for noget med piratoverfald, for det er jeg ikke stødt på nogen steder i. mine kilder, hvoraf de vigtigste i øvrigt er: 

https://www.hordern.com/images/upload/cat385_2.pdf

https://webarchive.slwa.wa.gov.au/freycinet/

https://museum.wa.gov.au/research/research-areas/maritime-archaeology/treasures-from-the-deep/uranie-voyage

https://museum.wa.gov.au/maritime-archaeology-db/sites/default/files/no._236_de_freycinet_research_essay.pdf

https://australia-explained.com.au/mavericks/rose-de-freycinet-the-stowaway-talk-of-early-sydney-town

Men jeg tror, at mine læsere kan være glade for, at jeg først fandt bogen på nettet, i det øjeblik jeg netop havde sat sidste punktum for dette indlæg :-)

Ellers var blogindlægget nok blevet mere end dobbelt så langt :-)

PS Her kan du se 64 værker af Jacques Arago 

Og også her er flere billeder fra ekspeditionen. Både nogen jeg har brugt, men også mange andre. 

AUCTION ARCHIVE: LOT NUMBER 199
Freycinet, Louis de - Arago, Jacques
LIVRES ANCIENS & MODERNES
20 Oct 2022
ESTIMATE
€3,000 - €4,000
ca. US$2,938 - US$3,917
PRICE REALISED:
€4,600
ca. US$4,505

BESCHREIBUNG:

Freycinet, Louis de - Arago, Jacques - Pellion, Alphonse. - Rejs rundt i verden lavet efter ordre fra kongen på HM korvetterUrania og Lægen, i årene 1817, 1818, 1819 og 1820. Alene historisk atlas. Paris, Pillet ældre boghandler, 1825. 1 bd. in-plano, ½ brunt lærred. - Ryggen er helt løsrevet fra bogens krop, to løsrevne brædder, en plade tidligere revet og repareret med frimærker. - Titel-frontispice og 112 graverede plader, heraf 41 fint farvede. Indeholder: 1- Kort over provinsen Rio de Janeiro, 1824. 2 – Plan over Rio de Janeiro-bugten, 1810. 3 – Plan over byen San Sebastiao i Rio de Janeiro, 1820. 4 – Udsigt over Notre Dame fra Bon Voyage. 5 – Rio de Janeiro-bugten set fra Praya Grande. 6 – Udsigt over en del af byen og den store akvædukt i Rio de Janeiro. 7 – Udsigt til forestillingssalen på Rocio-pladsen i Rio de Janeiro. 8 – Højde og detaljer af en vindmølle. 9 - Rio de Janeiro detaljer om et hus i byen og Île de France, mølle til fremstilling af kokosolie. 10 – Île de France, palanquin. 11 – New Holland, havhundebugten, Uranie-lejren, på Peron-halvøen. 12 – New Holland, havhundebugten interview med de vilde. 13 - New Holland, Bay of Sea Dogs gigantiske rede fundet på Dirck-Hatich Island. 14 – Hollandsk medalje fundet ved Sea Dog Bay. 15 – Essay om Timor Islands geografi, 1828. 16 – Timor Island [typer af øen]. 17 – Stor asiatisk øgruppe, øen Timor, Dille, portrætter. 18 - Coupang, Timor Island, interiør af et timorisk hus. 19 – Coupang, Timor Island, forskellige kostumer. 20 – Coupang, Timor Island, indenlandske erhverv. 21 – Udsigt over Coupang-basaren, øen Timor. 22 – Coupang, Timor Island, forskellige mekaniske arbejder. 23 – Coupang, Timor Island, udsigt over en byggeplads. 24 Timor Island, plan og detaljer af en corocore [båd] set i Coupang. 25 – Coupang, Timor Island, kinesiske kvinder, der spiller tchonka. 26 - Indvendigt billede af det kinesiske tempel ved Coupang på øen Timor. 27 - Udsigt over en kinesisk kirkegård nær Coupang, Timor Island. 28 – Timor Island, udsigt taget omkring Coupang. 29 – Udsigt over graven til rajaen Tayeno på øen Timor. 30 – Timor Island, udsigt til vores første landing ved den portugisiske etablering Dilé. 31 - Timor Island, Jh Antonio, ung mand fra kongeriget Failacor. 32 - Stor asiatisk øgruppe: interview med de indfødte på Ombai Island. - 33 - Krigere fra Ombai Island. 34 – Naturaler på Ombai Island. 35 – Ombai Island: våben og ornamenter. 36 – Kort over den østlige del af den store asiatiske øgruppe, 1823. 37 – Udsigt over Pisang Island: Corocores af Guébé Island. 38 – Warrior fra Guébé Island. 39 - Papuan Island [typer]. 40 – Øen Guébé, hatte, våben og redskaber fra indbyggerne. 41 – Rawak Island [typer]. 42 – Asiens store øgruppe [typer]. 43 - Papuanske øer, forskellige portrætter af indfødte set på Rawak Island. 44 – Papuanske øer, spedalskhed ichtiosis. 45 - Papuan Island, udsigt over Urania-ankerpladsen på Rawak-øen. 46 – Rawak-øen: Papuanske grave. 47 – Idoler fundet på Rawak Island. 48 – Papuanske øer, huse på pæle. 49 – Udsigt over Urania aiguaden på øen Vaigiou. 50 – Udsigt over Tinian Island fra kanoer på Caroline Islands. 51 – Plan og detaljer af en kano fra Caroline Islands. 52 – Højde og detaljer af en kano fra Caroline Islands. 53 – Carolinois og Carolinoise på øen Guam. 54 – Caroline Islands: studie af to dansende karolinere. 55 – Caroline Islands: danse og kostumer af de indfødte. 56 – Caroline Islands: de indfødtes dans. 57 - Tamor fra Caroline Islands og hans kone, set på Tinian Island. 58 – Caroline Islands; forskellige genstande til brug for beboerne. 59 - Essay om Gwam Islands gamle geografi. 60 – Plan over byen Agagna, hovedstaden på Gwam Island. 61 – Marianerne: Guam. 62 - Guam Island: brug af naturlige ældste. 63 – Marianaøerne: tidligere indbyggeres anvendelse, fiskeri. 64 - Kvinde fra øen Guam: Josephus Cortez. 65 – Øen Guam, kvinde

AUCTION:

LIVRES ANCIENS & MODERNES

DATUM:

20 Oct 2022

AUCTION HOUSE:

Crait + Müller
18, rue de Provence
75009 Paris
France
 contact@crait-muller.com