I mit blogindlæg "Om de første englændere på Northwest Pacific" fortalte jeg om Francis og William Barley, der omkring 1790 foretog en jordomsejling. Francis blev den første kvinde, der officielt var med på en jordomsejling. Men jeg nævnte også, at to kvinder tidligere havde været hemmeligt med på en jordomsejling. Den ene forklædt som mand på Bourgainvilles jordomsejlling 1766-1769. Den anden var Rose de Freycinet.
I starten var også hun forklædt som mand, men desuden havde hendes mand, som var kaptajn på skibet Urania indrettet en hemmelig kahyt til hende, så hun kom ombord som blind passager. Senere på rejsen trådte hun dog frit frem som kvinde.
Efter sejladsen udgav hun en bog om sine oplevelser, og Freycinetparret blev et kendt nærmest society-par i Paris. Men i de officielle dokumenter og beretninger fra rejsen eksisterer hun ikke.
Hvad jeg ikke vidste, da jeg startede, men blev klar over undervejs, er, at dette indlæg vil blive præget af min interesse for geografi. Derfor kom ordet Tahiti også til at indgå i titlen på indlægget, selv om det oprindelig kun skulle have heddet Om Bougainville og Jeanne Baret, og det indledende billede blev det smukke, smukke satellitbillede af Tahiti 2001.
En anden illustration som indledning ville også hjave været oplagt.
Og så må vi se, om omtalen af Bourgainville og Fransk Polynesien bliver så omfattende, at Rose endnu engang må vente til et kommende indlæg.
Bougainvilles ekspedition
.png)
Bougainvilleekspeditionen kendte jeg fra bougainvilleblomsten og forbindelsen til Tahiti, men ellers ikke ret meget.
I starten tænkte jeg, at det var ikke meget jeg fandt om den udklædte kvinde på ekspeditionen, men tænkte, at jeg alligevel ville undersøge Bougainville-ekspeditionen lidt nærmere. Her stødte jeg på en overraskelse vedrørende bougainville-planten, og så endte jeg med alligevel at finde lidt om den ombordværende kvinde, da jeg efter nogen tid stødte på hendes navn, Jeanne Baret.
En anden overraskelse, jeg stødte på, var, at Bougainville præsenteres som den 14. kaptajn, der sejlede jorden rundt. Var der virkelig 13 før ham?? Så er der mange ukendte iblandt. Det måtte jeg undersøge og fandt sitet List of circumnavigatiions. Her blev forbløffelsen da endnu større, for her var endnu flere navne oplistet før Bougainville. Hollændere, spaniere, englændere især, og blandt englænderne var George Anson, 1st Baron Anson; 1740–1744 på HMS Centurion og John Byron; 1764–1766; på HMS Dolphin.
John Byron fik tilnavnet Foul-Weather Jack, fordi han altid løb ind i dårligt vejr. John Byron blev bedstefar til digteren Lord Byron.
John Byron fik tilnavnet Foul-Weather Jack, fordi han altid løb ind i dårligt vejr. John Byron blev bedstefar til digteren Lord Byron.
At listen så mangler Barkleyparret, hvis jordomsejling jeg tidligere har skrevet om - der hvor Frances Barkley præsenteres som den første officielt anerkendte kvinde, der sejlede jorden rundt - har jeg ingen forklaring på.
Bougainville blev leder af den første franske jordomsejling 1766-1769, men muligvis var han ikke den første franskmand, der tog turen. Nogle mener, at en vis Richard af Normandie var en del af Ferdinand Magellans flåde under hans jordomsejling, men det er ikke alle enige om.
 |
| Louis-Antoine de Bougainville - ophavsmanden til myten om "den ædle vilde". |
Louis-Antoine de Bougainville blev født i Paris under oplysningstiden og nød fordelene ved et liv i den øvre middelklasse: en kostskoleuddannelse, adgang til aristokratiske saloner, indflydelsesrige bekendtskaber gennem sin fars stilling i Paris' kommunalbestyrelse. Han afviste at følge sin far ind i en juridisk karriere og gik i stedet ind i hæren i 1753. Han blev diplomat i London, hvor han udgav to bind om integralregning, for hvilke han blev valgt til Royal Society, Storbritanniens prestigefyldte videnskabelige selskab.
Som næsten de fleste af dem, jeg tidligere har fortalt om, deltog han i 7-årskrigen og senere i Den amerikanske Uafhængighedskrig.
Under 7-årskrigen deltog han i det franske forsvar af Quebec, da det blev belejret af briterne og faldt i september 1759. Tilfældigvis havde James Cook, dengang kun skibsfører, forsynet den britiske flåde med gode nøjagtige kort over St. Lawrence-floden i dette område, hvilket gav general Wolfe god adgang til byen.
Inden Bougainville kom afsted på den helt store jordomsejling, var han på Falklandsøerne.
Treaty of Paris, som afsluttede 7-årskrigen, markerede begyndelsen på en æra med Britisk dominans uden for Europa. For Frankrig betød aftalen en ydmygende afgivelse af store områder, Canada, den østlige del af Fransk Louisiana og nogle vestindiske øer.
Efter freden besluttede franskmændene at kolonisere "Îles Malouines" (Falklandsøerne). Disse øer var på det tidspunkt næsten ukendte. Den første rapporterede observation var af den engelske navigatør kaptajn John Davis i 1592, og kaptajn John Strong var den første person, der er registreret for landgang på øerne, hvor han tilbragte flere dage. Øerne var helt ubeboede. Der har aldrig været en indfødt befolkning på øerne. Strong navngav vandvejen mellem Øst- og Vestfalkland efter Viscount Falkland, som var en af ejerne Strongs skib.
Bougainville påtog sig for egen regning opgaven at genbosætte nogle akadiere, der var blevet deporteret til Frankrig af briterne på grund af deres afvisning af at underskrive en loyalitetsed. Akadierne var en fransktalende etnisk gruppe, der boede på den canadiske Atlanterhavskyst.
Den 15. september 1763 sejlede Bougainville ud fra Frankrig med fregatten L'Aigle og slupen Le Sphinz. Ekspeditionen omfattede også naturforskeren og forfatteren Antoine-Joseph Pernety (kendt som Dom Pernety), en præst og ingeniøren og geografen Lhuillier de la Serre.
Ekspeditionen ankom i slutningen af januar 1764 til French Bay. De landede ved Port Louis opkaldt efter kong Ludvig XV. En formel ceremoni for besiddelse af øerne blev afholdt den 5. april 1764, hvorefter Bougainville og Pernety vendte tilbage til Frankrig. Ludvig XV ratificerede formelt besiddelse den 12. september 1764.
French Bay blev i 1765 af John Byron fra HMS Dolphin omdøbt til Berkeley Sound. (Ikke at forveksle med Barkley Sound ved Vancouver Island, navngivet efter William Barkley). Byron gav sundet ved Falklandsøerne navn efter Jarlen af Berkeley, som var medlem af det britiske admiralitet. I Berkeley Sound findes en lokalitet med navnet Johnson's Harbour, som er opkaldt efter en en ung DANSK sømand, der ifølge folkefortællingen var den eneste overlevende fra et skib, der i 1842 begravede en skat i Berkeley Sound. Den røverhistorie skulle lige med, når jeg nu stødte på en dansker så langt hjemmefra.
I 1766 gav Louis XV sin tilladelse til en jordomsejling. Ekspeditionen skulle styrke Frankrigs prestige efter dets nederlag under syvårskrigen. Dette var den første ekspedition, der sejlede rundt om kloden med professionelle naturforskere og geografer ombord.
Bougainville forlod Nantes den 15. november 1766 på skibet Boudeuse. I Rio de Janeiro mødtes han med François Chenard de la Giraudais, som havde kommando over Étoile. Dette blev en stor ekspedition med en besætning på 214 ombord på Boudeuse og 116 ombord på Étoile.
Ombord var botanikeren Philibert Commerçon - ham som kom til at navngive blomsten navnet Bougainvillea og hans kammertjener. Og kammertjeneren, det var Jeanne Baret. Andre bemærkelsesværdige personer på ekspeditionen var astronomen Pierre-Antoine Veron, kirurgen på Boudeuse Dr. Louis-Claude Laporte, kirurgen på Étoile Dr. François Vives, ingeniøren og kartografen på Étoile Charles Routier de Romainville og forfatteren og historikeren Louis-Antoine Starot de Saint-Germain.
Første stop var Sydamerika - og det var nok et lidt ærgerligt stop for Bougainville.
Den bosættelse, som han etablerede og hjalp med at finansiere på Falklandsøerne i 1763, bestod blot af 150 mennesker. Men den irriterede Spanien og Storbritannien, som allerede gjorde krav på øerne.
I januar 1765 var en lille engelsk ekspedition ledet af Commodore John Byron kommet til Falklandsøerne og havde etableret en lille garnison, Fort George. Detaljerne om bebyggelsen er inkluderet på et kort tegnet af Carrington Bowles og først offentliggjort i 1770. Kun et kendt eksemplar er tilbage. Ekspeditionen forlod stedet og efterlod et vandingssted og en køkkenhave.
En anden ekspedition ankom omkring et år senere i januar 1766, ledet af kaptajn John MacBride, med skibene HMS Jason, HMS Carcass og HMS Experiment, som Carcass Island og Jason Islands er opkaldt efter. Dette var for at sikre besiddelse, og McBride beordrede et af skibene at blive i Port Egmont og udvikle bebyggelsen, hvilket resulterede i flere permanente bygninger og en garnison. MacBride, under kommando af HMS Jason, udførte den første hydrografiske undersøgelse af Falklandsøerne i 1766 og opdagede en række mindre øer, herunder Weddell, Beaver og New Islands ud for den sydvestlige ende af øgruppen.
Bougainville skrev om Macbride::
Spanien frygtede, at Falklandsøerne kunne blive en base for et angreb på deres peruvianske guld.
Den franske regering føjede de to stormagter, og som følge heraf blev Bougainville beordret at nedlægge sin koloni og sælge den til spanierne. Bougainville modtog 200.000 francs i Paris og yderligere 500.000 francs i Buenos Aires. Spanien gik med til at opretholde kolonien i Port Louis, hvilket forhindrede Storbritannien i at gøre krav på øerne. Den 31. januar 1767 ved Río de la Plata mødte Bourgainville Don Felipe Ruiz Puente, der kommanderede fregatten La Esmeralda og La Liebre ("Haren") og den fremtidige guvernør på Islas Malvinas, for at overgive besiddelsen af øerne og evakuere den franske befolkning, som nu blev erstattet af spaniere.
Og hvis vi lige skal runde Falklandsøerne af:
De næste par år resulterede i modstridende krav med franskmændene og spanierne, hvor briterne brugte Port Egmont som grundlag for deres krav. I begyndelsen af 1770 besøgte den spanske kommandant Don Juan Ignacio de Madariaga kortvarigt Port Egmont. Han vendte tilbage fra Argentina den 10. juni med fem bevæbnede skibe og 1400 soldater, der tvang briterne til at forlade Port Egmont.
I 1771 blev kolonien genetableret af kaptajn John Stott tæt ved den oprindelige bosættelse. Havnen blev et vigtigt stop for skibe, der sejler rundt om Kap Horn
I 1774 opgav Storbritannien mange af sine oversøiske garnisoner af økonomiske årsager, og Port Egmont var ingen undtagelse. I 1776 forlod de britiske styrker øen, men efterlod en blyplade, hvori det stod, at øen stadig var en britisk besiddelse. Kolonien blev straks overtaget af sælfangere, men i 1780 blev bygningerne ødelagt efter ordre fra spanske myndigheder.
Den britiske dominans ses tydeligt på mange af stednavnene, f.eks. de tre store bugter veste for West Falkland: Byron Sound, King George Bay, Queen Charlotte Bay. I det nordøstlige hjørne af East Falkland finder du Berkeley Sound (tidligere French Bay).. I bunden af I Berkeley Sound ligger Port Louis Harbour hvor Bougainville gik i land og opkaldte stedet efter den franske konge.
 |
| The original setting of Port Saint Louis and Puerto Soledad. Dom Pernety, 1769. |
Jeg bliver lidt forvirret over navnet Puerto Soledad, der her ovenfor optræder sammen med navnet Port Saint Louis.
Men forklaringen kommer vist her -som opfølgning af Bougainvilles møde med Don Felipe Ruiz Puente den 31. januar 1767 ved Río de la Plata:
"Bougainville himself sailed to Port Saint Louis on board the Boudeuse, accompanied by the Spanish ships Esmeralda and Liebre to hand the settlement over to Felipe Ruíz Puente, the first Spanish governor (1767–1773) of Puerto Soledad, as the settlement would become known. The ceremony took place on April 1, 1767, and from Puerto Soledad Bougainville set sail to make the first French circumnavigation of the world."
Eller er det forklaringen på de to navne? At Puerto Soledad blot er et senere navn for Puerto Saint Louis? Jeg er ikke helt overbevist. Tror nærmere, at Puerto Soledad er en lidt senere og lidt større bosættelse i samme område. For:
Puerto Soledad had 103 residents in 1781: the governor, two priests, a treasury official, three officers, one surgeon, 50 soldiers, 43 convicts, one mason, and one baker. They occupied some 20 buildings including dwellings, barracks for officers, seamen, convicts and troops, chapel, hospital, kiln, blacksmith and carpenter shops, etc. Eventually the number of buildings increased to about 30 in 1811, with the population dropping to 46.
Puerto Luis:
During the subsequent 17 years, the settlement, while frequented by sealers, had remained largely derelict, until Louis Vernet brought some settlers under the authority of Buenos Aires Province in 1828. Vernet, aware of British claims to the Falklands, had also sought permission for his expedition from the British consulate. That new settlement existed under the name Puerto Luis until 1833 when it was renamed first Anson's Harbour and eventually "Port Louis" by the British.
Port Louis:
Port Louis remained the sole settlement and administrative centre of the islands until the capital was moved to the newly established Stanley in 1845. After this, following a 17-year eventful and occasionally turbulent existence, the settlement declined in importance, eventually becoming a sheep farm.[
Hm ... Det er stadig lidft forvirrende. Men pyt. Her kan du læse flere spændende ting om Puerto Soledad
 |
| Map of Puerto Soledad |
I Berkeley Sound findes flere små bugter; en af dem er Uranie Bay. Husker du skibet Uranie fra indlægget om Langsdorff? Det var det skib, som den unge Taunay var ombord på sammen med og Rose Freycinett, inden han blev maler på Langsdorff-ekspeditionen. Da Uranie forliste i 1820, var det her, besætningen strandede og opholdt sig i 2 1/2 måned, før de fik kontakt med et amerikansk skib, som tog dem ombord og sejlede dem hjem.
I 1834 blev Berkeley Sound besøgt af Charles Darwin på skibet HMS Beagle. Han oplevede stedet som: "undulating land, with a desolate and wretched aspect".
Port Egmont var stedet hvor briterne grundlagde deres første bosættelse. Port Egmont ligger på den lille ø Saunders, nord for West Falkland.
Hele øen ejes af Mr and Mrs Pole-Evans og drives som en fårefarm, men besøges - naturligvis - også af "wildlife-turister".
 |
| Plaketten på Saunders |
 |
| Be it known to all nations ....the sole right and property of his most sacred majesty, George the Third, King of Great Britain. |
Men vi skal videre sammen med Bougainville.
Nu sejlede han mod Magellanstrædet, men pga. voldsom storm og uroligt hav tog det ham 52 at komme gennem strædet. Undervejs fandt han spor efter Samuel Wallis og Philip Carteret. Hvad det var for spor, har jeg dog ikke fundet svar på. Det afsløres ikke på det site, der gav oplysningen"Undervejs fandt han spor efter Samuel Wallis og Philip Carteret", og heller ikke andre steder er jeg stødt på det.
 |
| Philip Carteret og Samuel Wallis Af eftertiden bliver Wallis anset for den mest betydningsfulde, så han burde placeres først - dvs. til venstre. Men det ser pænere ud, at de kigger ind mod hinanden :-) |
Wallis og Carteret var to englændere, der var sendt på jordomrejse mellem 1766–1768 på skibene HMS Dolphin og HMS Swallow. Dolphin var det skib, som også John Byron havde benyttet, da han var på jordomsejling 1740-1744. Så Dolphin blev det første skib, som rundede jorden to gange.
Allerede da Wallis og Carteret nåede Magellanstrædet fik de lidt problemer. HMS Dolphin var velforsynet og beklædt med kobber, mens HMS Swallow var blevet hastigt forsynet (Carteret var kun tre måneder tidligere vendt hjem fra sin ekspedition sammen med John Byron) og skibet bar en meget tynd kappe over sin bund. Da skibene nåede Magellan-strædet i december, så Carteret to muligheder: at give Wallis sine bedste mænd og forsyninger og sende Swallow tilbage til England med hans mænd, hvoraf en del var syge, og undervejs hjem ville han udforske østkysten af Patagonien eller, hvis hans tidligere Stillehavserfaring blev anset for nødvendig for missionens succes, at opgive Swallow og selv flytte over på Dolphin som Wallis' premierløjtnant. Men Wallis mente, at de skulle følge deres ordrer, så godt de kunne. Så de to skibe fortsatte sammen.
Wallis fulgte i store træk samme rute som Bougainville kom til at følge, hvorfor Bougainville netop ikke blev den første europæer, der kom til Tahiti. Carteret kom til at følge en lidt anden rute. Forklaring følger senere.
Det hårde liv, som indbyggerne i Patagonien og Tierra del Fuego måtte udholde, både imponerede Bougainville og gjorde ham trist. En lille dreng kom til at sluge nogle små stykker glas, som franskmændene havde foræret ham. Det førte til hans død, og herefter nærede de indfødte stor mistillid til franskmændene.
En morsom karrikaturtegning viser Bougainville, der besætter en meget, meget lille ø i Magellanstrædet ud for Cabo Froward.
“Monsieur Bougainville Hoisting the French Colours on a Small Rock Near Cape Forward in the Streights of Magellan.” From vol. 4 of David Henry’s An Historical Account of All the Voyages Round the World, Performed by English Navigators . . . (London, 1773). [Cotsen Collection]
Mons. Bougainville and his party landed on a small rock, which barely afforded room for four persons to stand on, and here they hoisted the colours of the boat, and repeatedly shouted Vive le Roi. . . . A Striking instance of the vanity by which the French nation is distinguished! [vol. 4, p. 194]
 |
| Cabo Froward |
Cabo Froward er den sydligste spids af det chilenske / sydamerikansk fastland - på nordsiden af Magellanstrædet - lidt syd for dejlige Punta Arenas. En plet, jeg rigtig gerne ville genbesøge. Dog ikke Cabo Froward.
 |
| Den røde linje angiver en trekking-rute, jeg omtaler senere. |
Cabo Froward blev navngivet af Thomas Cavendish i 1587, og navnet referer til stedets barske klima med regn og storm.
Stormen oplevede vi, da vi var i Punta Arenas.
Ved ankomsten nød vi det smukke Magellanstræde i fint vejr, og vi smilte lidt, da vores guide viste os,at man inde i byen var ved at opsætte tove langs fortovene, som folk kunne tage fat i, når der kom storm og det blev vanskeligt at stride sig frem.
Pludselig fik vi at vide, at vores planlagte sejlads i mindre både ud til en pingvinø i strædet måtte aflyses, da strømmen var blevet for stærk, og da vi nogle timer senere skulle tilbage ombord på vores cruise skib, var vi nærmest ved at blive blæst i vandet, da vi stred os frem på molen, og om aftenen måtte skibet udskyde afgang nogle timer, indtil havstrømmene var blevet roligere, og stormen var løjet så meget af, at det var sikkert - selv for så stort og stabilt skib som vores - at vove sig ud.
Men hvad betyder det mærkelige ord froward?
Her kommer lidt etymologi.
Froward meant "moving or facing away from something or someone;" toward meant "moving or facing in the direction of something or someone." (The suffix -ward is from Old English -weard, meaning "moving, tending, facing.") Froward also meant "difficult to deal with, perverse"; toward meant "willing, compliant, obliging." ...
King James Dictionary oplyser, at i Biblen har ordet en lidt anden betydning
Perverse; deceitful; false. Keep thy heart with all diligence; for out of it are the issues of life. Put away from thee a FROWARD mouth, and perverse lips put far from thee. ( Proverbs 4:24-25 ) Source: A King James Dictionary.
Og endelig fandt jeg, at:
The adverb froward is an old-fashioned way to describe someone who's difficult and ornery.
Synonyms: obstinate, willful, disobedient, fractious, wayward, unmanageable, difficult.
Antonymet til froward er forward. At blive beskrevet som forward, er ikke altid positivt ment:
If you describe someone as forward, you mean that they speak very confidently and honestly but they do not always show enough respect for the person they are talking to.
He's very forward and confident and chats happily to other people.
Synonyms: presumptuous, confident, familiar, bold
Men hvorfor vil jeg ikke besøge Cabo Froward?
En omtale af stedet fortæller:
The cape is accessible by boat, or by a challenging trek of four days — or more — round trip, the details of which are explained below. On the hill above the cape is a large cross, Cruz de los Mares, marking the end of the American continent.
The trek is extremely challenging, with rocky beaches and river crossings which must be timed with low tides. The trek covers remote territory where help could be days away, especially considering waiting for low tides to cross the rivers (one of which is still waist deep). For this reason it is not advisable to go alone. Ships occasionally pass in the distance, so with proper signalling equipment it may be possible to signal help from ships (which cannot help you themselves but can call for help) in case of an emergency.
The path is not well marked, but if you get lost you can always follow the coast – or parallel the coast inland where the coast itself is inaccessible – to find your way back.
It is critically important that you look up the tide tables at shoa.cl (go to Servicios → Mareas). The tide tables for Punta Arenas should be close enough; make sure you check for the dates you will be trekking.
The path is not well marked, but if you get lost you can always follow the coast – or parallel the coast inland where the coast itself is inaccessible – to find your way back.
It is critically important that you look up the tide tables at shoa.cl (go to Servicios → Mareas). The tide tables for Punta Arenas should be close enough; make sure you check for the dates you will be trekking.
Her ligger en beretning om et hike i området foretaget i november 2019.
På toppen af en 400 m høj klippe på Cabo Froward blev der i 1913 rejst et højt kors til at symbolisere, at her sluttede det amerikansk fastland.
På grund af det barske klima har man flere gange måttet opsætte et nyt. Det seneste er et 24 m højt hult metalkors, der blev opsat i 1987 til minde om Pave John Paul ll's besøg i Punta Arenas samme år.
Det pavebesøg er de vældig glade for i Punta Arenas. Da vi besøgte byen, så vi på et meget alsidigt museum med lidt af hvert, et tableau der viste netop det besøg.
Men vi skal have Bougainville videre mod mildere egne.
Da han kom ud i Stillehavet, tvang stærke sydøstlige vinde Bougainville til at opgive planerne om at søge Juan Fernández Island ud for Chiles kyst.
I stedet gik ekspeditionen nordpå til Stenbukkens vendekreds og derefter mod vest. Ude af stand til at lande på nogen af Tuamotu-øerne på grund af farlige rev, kaldte Bougainville dem The Dangerous Archipelago. Tuamotuøerne (på fransk Îles Tuamotu eller Archipel des Tuamotu) er et af de fem territorier i Fransk Polynesien i Stillehavet.
I begyndelsen af april stødte de på Tahiti, og efter at have søgt en havn i flere dage fortøjede de endelig den 6. april 1768, mindre end et år efter Wallis var ankommet her.
Efter at Wallis og Cartenet var sejlet gennem Magellanstrædet, kom de ud i en storm, hvor de to skibe mistede kontakt med hinanden, og de mødtes ikke igen på denne ekspedition.
Cabernet endte med at opdage Pitcairn Island, som han navngav efter den dæksmand, der først fik øje på den - den ø, der senere blev kendt og berømt, fordi det var der, at mytteristerne fra Bounty slog sig ned.
Han fandt adskillige øer, som han gav flotte navne som Bishop of Osnaburgh Islands (Bispesædet i Osnabruck var en del af arven efter Englands hannoveranske konger, hvoraf George III var den tredje), Duke of Glouchester Islands, Gower Island (efter sin løjtnant). Han fandt nogle øer, der efterfølgende blev opkaldt efter ham, som Carteret Islands, en ny øgruppe inde i Saint George's Channel (Papua Ny Guinea) mellem New Ireland og New Britain Islands (Papua New Guinea) kaldte han Duke of York Islands.
Og han genopdagede Salomonøerne, der tidligere var set af spanieren Álvaro de Mendaña y Neira.
Selv om Carteret fandt Solomonøerne, identificerede han dem ikke som disse, ligesom Bougainville, der kom dertil i 1769, et år efter Carteret, heller ikke gjorde.
 |
| Saint George's Channel med Duke of York's Island New Ireland nord for Saint George's Channelg og New Britain sydfor. Nederst i højre hjørne ses Salomonøerne. |
Mendaña er kendt for to af de tidligste ekspeditioner over Stillehavet. I 1568 opdagede han Salomonøerne. I 1595 vendte han tilbage til Salomonøerne og stødte også på Cook-øerne og Fatu Hiva Marquesasøerne.
Marquesasøerne ligger 1.600 km nord for Tahiti. Marquesasøerne består af 14 øer samt en række talrige småøer, som er er opdelt i en nordlig gruppe med hovedøerne Nuku Hiva, Ua Pou og Ua Huka og i en sydlig gruppe med Hiva Oa, Tahuata og Fatu Hiva som hovedøer. Er det ikke nogle skønne navne?
Arealet af øgruppen er 1.274 km². Til sammenligning udgør Storkøbenhavn 1.579 km².
 |
| Marquesa-øerne |
Cook-øerne er et selvstyrende territorium under New Zealand. Øerne har omkring 20.000 indbyggere fordelt på ca. 240 km². Østaten omfatter i alt 15 øer, hvoraf de 12 var beboet. Dertil kommer havområdet Cook Islands Exclusive Economic Zone, som omfatter i alt 1,8 millioner km² af Stillehavet.
Godt halvdelen af befolkningen bor på øen Rarotonga, hvor østatens hovedstad Avarua ligger.
 |
| Roratunga |
 |
In Rarotonga, coconut trees are the limit!Vi kender udtrykket “the sky’s the limit,” men på Cook Islands er det kokostræerne, der er grænsen. En lov forbyder bygninger højere end et kokostræ. |
Den første europæiske kontakt med Cook-øerne fandt sted i 1595, da den spanske navigatør Álvaro de Mendaña de Neira så øen Pukapuka, som han kaldte San Bernardo (Saint Bernard). Pedro Fernandes de Queirós, en portugisisk kaptajn i den spanske krones tjeneste, foretog den første europæiske landgang på øerne, da han satte foden på Rakahanga i 1606 og kaldte øen Gente Hermosa (Smukke mennesker).
James Cook ankom i 1773 og igen i 1777 og gav øen Manuae navnet Hervey Island. Hervey-øerne kom senere til at blive anvendt på hele den sydlige gruppe. Navnet "Cook Islands", til ære for Cook, dukkede først op på et russisk søkort udgivet af Adam Johann von Krusenstern i 1820'erne.
Og så skal vi have lidt drømmeri fra en rejsebrochure:
Om Aitutaki
Denne lille ø, der ligger indkapslet af et trekantet koralrev, har de mest fantastiske laguner. Slap af med en intim picnic på den alabasthvide strand på en af Aitutakis små ubeboede øer, der er omkranset af svajende palmer. Trods sin hjerteskærende skønhed er Aitutaki (endnu) ikke overrendt af turister, da det er relativt svært at komme hertil. Hvis man ønsker ro og uforstyrrethed på ferien, er Aitutaki det perfekte rejsemål, især for dem, der søger en enestående romantisk stemning.
Det er da en drømmedestination.
Carteret vandt ikke større berømmelse for sine opdagelser.
Måske var han også lidt bitter på Wallis over, at han ikke ventede på ham i Magellanstrædet, efter at det var Wallis selv, der havde fastholdt, at han skulle sejle med videre på skibet HMS Swallow, selv om Carteret kunne se, det var i en dårlig forfatning. Da skibene røg ind i en storm ved udmundingen af Magellanstrædet valgte Wallis ikke at vente på Carterets langsomme plimsoller.
Da Carteret så Wallis forsvinde, overvejede han om han skulle opgive og vende tilbage til Europa.
Men i 4 måneder havde de sejlet rundt i Magellanstrædet og undersøgt hver en lille fjord og bugt, så en ny gennemsejling af Magellanstrædet virkede ikke tillokkende. Så han fortsatte vestover t i sit eget langsommelige tempo.
Carteret nåede tilbage til Spithead i England efter en rejse på 2 år og 7 måneder - i en utæt plimsoller, som nogen har beskrevet HMS Swallow - og et helt år efter Wallis.
"What Carteret said to Wallis when they met doesn't seem to be recorded," skriver Marianne Stoller lidt polisk.
Marianne Stoller var en amerikansk professor
Og hun fortsætter:
"The plucky Carteret might have turned back when he realized he had been deserted, but he probably didn't want to face the Straits again (Magellan), and perhaps his ire had been aroused at such treatment.
Carteret's voyage across the Pacific Ocean and circumnavigation of the globe is rivelled for nerve, courage, endurance, and skills, only by William Bligh's famous excursion in an open boat."
Plucky betyder modig, ire betyder vrede.
Kaptajn Bligh har jeg skrevet om i blogindlægget Om Kaptajn Bligh og Mytteriet på Bounty og om Pitcairn Island.
Bligh, det var ham, der var udsat for mytteriet på Bounty og sammen med en gruppe af sine loyale sømænd blev sat ud i en lille åben robåd, og klarede at navigerede mere end 9.000 km fra Tonga til Timor ved kun at bruge en kvadrant og et lommeur – ingen søkort. Rejsen blev gennemført på 47 dage og er blevet beskrevet som den største åbne bådsejlads i søfartshistorien og Bligh som en usædvanlig dygtig søofficer.
Så det er stor anerkendelse, at Stroller sammenligner Carteret med Bligh.
Stroller skriver om Carterets HMS Swallow:
"The Swallow, being old and slow and in bad repair, greatly impede the progress of the Dolphin. When the ships entered the Straits of Magellan, the Swallow as constantly in trouble.
Even being ready for scrap before she left Plymoth Sound. She wasn't even supplied with a forge or other equipment to make repairs.
However, in 1767 one of the most miserable ships ever to cross the Pacific stumbled onto the "lost" Solomons."
Da Bougainville passerede HMS Swallow i Atlanterhavet, da både han og Carteret var på vej hjem, var Bougainville forbløffet over at Swallow stadig kunne holde sig flydende.
Stroller havde vist mere sympati for Carteret end for Wallis.
Men berømmelsen tilfaldt Wallis.
17. juni 1767 landede Wallis Matavai Bay og foretog den første europæiske landgang på Tahiti, som Wallis kaldte "Kong George den tredjes ø" til ære for kongen. Dvs. Wallis selv var faktisk syg og forblev i sin kahyt, så løjtnant Tobias Furneaux var den første, der satte sine ben, hejste en vimpel og drejede en græstørv (?) og tog besiddelse i Hans Majestæts navn.
Tahiti ligger i den østlige øgruppe af Selskabsøerne, den del der kaldes The Windward Islands (på fransk: Îles du Vent)
"This first contact between Europeans and Tahitians was turbulent. For the first 2 days of their arrival in the bay, Captain Wallis' ship "Dolphin" was surrounded by nearly 500 canoes with about 4,000 people on board. Then followed the exchanges, half-naked women were sent by the Tahitians on the ship to create a diversion so that they could better attack with stones, Wallis and his crew responded with cannon fire.
Following these turbulent exchanges, Wallis and his crew decided to set foot on land to refuel. From there the hostilities ended."
Denne nøjagtige scene er ikke beskrevet af Wallis. Faktisk var han ret syg og svag, da de ankom til Tahiti og først satte deres fod på øen to uger senere. Da dronningen så hans tilstand, beordrede dronningen sit folk til at bære ham til hendes hus, hvor unge piger blev bedt om at massere hans krop.
 |
| “The Queen of Otaheite taking leave of Capn. Wallis.” From vol. 3 of David Henry’s An Historical Account of All the Voyages Round the World, Performed by English Navigators . . . (London, 1774). |
Da Wallis var klar til at tage afsted, tilbød dronningen at få ham båret igen, men han nægtede og valgte at gå. Allerede dengang tog dronningen ham i armen og løftede ham bogstaveligt talt over områder med vand eller mudder på vej tilbage til skibet.
Malerierne / stikkene er malet i 1771. Bemærk, at man her anvender navnet The Island of Otaheite.
Wallis havde jo navngivet øen Kong George den tredjes ø. Men da Cook nåede dertil 2 år senere, begyndte han at bruge de indfødtes navn for deres ø, "Otaheite". Det foranstillede "O", menes at betyde "det er".
Dolphin opholdt sig i Matavai Bay på Tahiti i over en måned. Wallis fortsatte med at navngive eller omdøbe yderligere fem øer på Selskabsøerne og seks atoller på Tuamotu-øerne, samt at bekræfte placeringen af Rongerik og Rongelap på Marshalløerne.
Selskabsøerne (på fransk Îles de la Société eller Archipel de la Société) er et af de fem franske territorier og hovedgruppen i Fransk Polynesien.
Øgruppen ligger ca. 6200 km fra Los Angeles og 5700 km fra Sydney. Det er i Selskabsøerne, at Tahiti er hovedøen med den største by Papeete.
 |
| Oversigtskort over Selskabsøerne |
Tuamotuøerne (på fransk Îles Tuamotu eller Archipel des Tuamotu) er et andet af de fem territorier i Fransk Polynesien.
Øerne ligger ca. 200 til 1.200 km øst for Tahiti.
 |
| Îles Tuamotu - Tuamotuøerne |
Marshalløerne er en selvstændig stat, der ligger nord for Kiribati og Nauru, øst for Mikronesien og syd for det amerikanske territorium Wake Island. Øgruppen består af 1.150 større og mindre øer, som strækker sig over et område på 1.900.000 km2 De vigtigste atoller og øer danner to grupper: Ratak-kæden og Ralik-kæden, som betyder henholdsvis solopgangs- og Solnedgangs-kæden.
 |
| Det er virkelig et kæmpe område, Marshalløerne dækker. |
 |
| Lige til højre for navnet Rallik Chain øverst til venstre ses navnet Bikini. Det var her, at amerikanerne fra 1946 til 1956 foretog prøve-atomsprængninger. |
.jpg) |
| The "Baker" explosion, part of Operation Crossroads, a nuclear weapon test by the United States military at Bikini Atoll, Micronesia, on 25. juli 1946. The wider, exterior cloud is actually just a condensation cloud caused by the Wilson chamber effect, and was very brief. The actual mushroom cloud is inside the condensation cloud (compare with this image, a photo taken slightly later, after the condensation cloud had cleared). The water released by the explosion was highly radioactive and contaminated many of the ships that were set up near it. Some were otherwise undamaged and sent to Hunter's Point in San Francisco, California, United States for decontamination. Those which could not be decontaminated were sunk a number of miles off the coast of San Francisco. |
Læs meget mere om konsekvenserne for befolkningen på Bikini her
Frankrig brugte i årene fra 1966 til 1996 Moruroa og Fangataufa til at teste atomvåben. Frem til 1974 blev der sprængt atombomber ophængt i balloner over øerne, hvorefter man gik over til at foretage sprængningerne under jorden. Der blev i alt foretaget 193 prøvesprængninger på de to øer.
Ifølge Greenpeace sendte en atmosfærisk prøvesprængning i 1966 forurening ud over store området i Stillehavet så langt som New Zealand og Peru.
I 1963 indgik et antal stater, herunder atommagterne USA, Sovjetunionen og Storbritannien, en traktakt om delvis stop for atomprøvesprænging som forbød prøvesprængninger i atmosfæren, undervandssprængninger og sprængninger i det ydre rum. Traktaten tillod fortsat underjordiske sprænginger. Frankrig og Kina var ikke medunderskrivere af traktaten, og Frankrig fortsatte med atmosfæriske atomprøvesprængninger indtil 1974, og Kina indtil 1980.
De nævnte lande fortsatte med underjordiske prøvesprængninger indtil 1990 (Sovjetunionen), 1991 (USA og Storbritannien) og 1996 (Kina og Frankrig). I 1996 indgik disse lande en traktakt om fuldstændigt stop for atomprøvesprængninger og har ikke siden udført nogen. Traktakten er dog ikke pr. 2016 formelt trådt i kraft, idet den fortsat mangler at ratificering af 8 stater. Stater som ikke har underskrevet traktakten, har fortsat lavet atomprøvesprængninger. Indien og Pakistan sidste gang i 1998. Nordkorea har senest udført en atomprøvesprængning i 2017.
Men lad os hurtigt forlade det triste emne og i stedet drømme os væk til de paradisiske øer og strande.
Wallis omdøbte den polynesiske ø Uvea til Wallis efter sig selv. Wallis Island ligger vest for Samoa.
 |
| Wallis island (Chiefdom of Uvea) |
Derefter nåede han til Tinian på Mariana Islands. Marianer-øerne er navngivet efter den spanske dronning Mariane af Østrig i det 17. århundrede, da Spanien startede koloniseringen af øerne.
Wallis fortsatte til Batavia, hvor mange af besætningen døde af dysenteri, derefter via Kap det Gode Håb til England, hvor han ankom i maj 1768.
Efter sin tilbagevenden til England var Wallis i stand til at videregive nyttig information til James Cook, som skulle afrejse til Stillehavet kort tid efter. Royal Society havde foreslået Admiralitetet, at Venus' transit (Venus' passage hen over solens overflade) skulle observeres i det sydlige Stillehav. Observationen ville gøre det muligt nøjagtigt at beregne afstande fra Jorden til både Venus og solen. Da Wallis vendte tilbage med nyheder om sin opdagelse af Tahiti, fik ekspeditionen besked på at tage dertil for at foretage observationerne. Nogle af besætningen fra Dolphin sejlede med Cook. Selvom Cook havde en officiel rapport om Wallis' jordomsejling, vides det ikke, om de to mødtes før Cooks afgang i august 1768.
 |
| Cook making astronomical observations on Tahiti 1769 |
Bougainville nåede Tahiti 6. april 1768, næsten et år efter Wallis.
 |
| Bougainvilles skib på Tahiti |
Wallis beskrev Tahiti som havende et meget godt klima, og at øen var et af de mest sunde såvel som dejlige steder i verden. Bougainville kunne ikke være mere enig. Blot var han nok endnu mere begejstret. Han følte, at han var kommet i Paradis. Overalt fandt han gæstfrihed, folk, der havde det godt, rigelige frugttræer, et forfriskende klima.
 |
| Bougainville arriving on Tahiti |
 |
| Bougainville modtager gaver |
Bougainville gjorde krav på øen for Frankrig, og kaldte den New Cythera opkaldt efter den græske ø, hvor Afrodite (Venus) ifølge den klassiske myte, kærlighedens gudinde, blev født af havet.
 | ||
Vue de la Nouvelle Cythère (Tahiti) découverte par Bougainville en 1768. Bibliothèque nationale de France
|
Ved hjemkomsten skabte hans strålende beretninger om øen, hos europæiske filosoffer som Jean-Jacques Rousseau, ideen om den ædle vilde, der lever i en naturtilstand, der ikke er behæftet med civilisation og guddommelig åbenbaring.
Der blev nok skabt mange fantasier om de smukke kvinder på Tahiti. Fantasier som lever den dag i dag.
"The women all looked well; at least nothing could be said against their countenance. A well proportioned head, a face rather round than long, a large sparkling eye, blooming colour, very good teeth, curled hair, which thety ornamented with a white band, in a manner very becoming to them all, and the remarkably clear colour of their bodies, may perhaps entitle them to a preference over the inhabitants of the Sandwich, Society, and Friendly Islands; yet an impartial eye might perceive many faults in them, which Bugenvil and Forster either overlooked, or would not discover."
Krusenstern tilføjede dog tørt, at han bemærkede, at det ikke var de smukkeste af øernes kvinder, de fik tilbudt.
Bugenvil - det var jo vores Louis-Antoine, comte de Bougainville, og den Forster, som Krusenstern nævner, er Johann Reinhold Forster, en naturhistoriker, der havde været med på Cooks anden rejse til Stillehavet.
Krusenstern er også helt uenig i Fosters (og Bougainvilles) syn på de indfødte som ædle vilde.
Can any one join with Forster in asserting that the islanders of the south sea are good natured, mild and uncontaminated people? Fear alone prevents their murdering and devouring every stranger who arrives."
"Perhaps it was among these barbarians that the unfortunate La Perouse found his grave!"
Under Bougainville-ekspeditionens ophold på Tahiti blev Barets rigtige identitet afsløret. At Philibert Commerçon kammertjener, Jean, "han" var en kvinde, Jeanne Barét.
Mistanke om kønnet på den forklædte Jeanne opstod blandt blandt sømændene allerede i begyndelsen af rejsen. En ung, fuldstændig skægløs, feminin ung mand skilte sig ud.
Der er forskellige modsatrettede historier om, hvordan det gik til, at hun blev afsløret. Ifølge Bougainville selv havde rygterne om, at Baret var en kvinde, cirkuleret i nogen tid, men hendes køn blev ikke endeligt bekræftet, før ekspeditionen nåede Tahiti i april 1768.
Så snart hun og Commerson gik i land, blev Baret øjeblikkeligt omringet af tahitianere, der fandt ud af, at hun var en kvinde. For at beskytte hende mod de ophidsede tahitianere, skyndte mandskabet sig at få hende bragt tilbage ombord på skibet. Bougainville registrerede denne hændelse i sin dagbog nogle uger efter det skete, da han havde haft mulighed for at komme ombord på Étoile og udspørge Baret personligt.
I sin dagbog skrev Bougainville:
""Hun vil være den første (kvinde), og jeg skylder hende den retfærdighed, at hun altid opførte sig om bord med den mest omhyggelige visdom. Hun er hverken grim eller smuk og er ikke mere end seksogtyve eller syvogtyve år gammel. Det må indrømmes, at hvis de to fartøjer var blevet forlist på en øde ø i dette enorme hav, ville Barés held have været meget enestående."
Indfødte fra Tahiti rapporterede tilstedeværelsen af en kvinde i Bougainvilles ekspedition til senere besøgende på øen, herunder James Cook i 1769 og Domingo de Bonechea i 1772.
Efter bare ni dage i Paradis udnyttede Bougainville østenvindene og fortsatte sin rejse. Det kan undre, at opholdet blev så kort, når Bougainville var så begejstret.
En ven af høvdingen, ved navn Ahutoru, kom nu med ombord. Ved sin ankomst til Frankrig blev Ahutoru introduceret til det kongelige hof og den parisiske livsstil; han blev i landet i mere end et år og nød nye oplevelser som opera og anden underholdning. I 1771, på vej tilbage til Tahiti, fik Ahutoru koppe, og han døde på Madagaskar.
Også Cook tog en indfødt, Omai, med til Europa.
 |
| Portrait of Omai, a South Sea Islander who travelled to England with the second expedition of Captain Cook – Sir Joshua Reynolds, 1776 The painting was sold in 2001 for "the second highest price ever paid for a British picture", according to the Antiques Trade Gazette |
Omai mødte Samuel Wallis i 1767 og kaptajn James Cook i 1769 på Tahiti. I august 1773 opholdt han sig på Huahine, en anden af Selskabsøerne, og da Cook kom hertil på sin anden rejsegik han ombord på HMS Adventure. Omai ankom til London i oktober 1774, hvor han blev introduceret i det britiske samfund af naturforskeren Sir Joseph Banks, som han også havde mødt under Cooks første rejse.
 |
| Et andet - knap så imponerende portræt af Omai |
Omais rejse til England og efterfølgende tilbagevenden til Tahiti med Cooks tredje rejse i 1776 blev genstand for en teaterforestilling, skrevet og instrueret af dramatikeren John O'Keefe, med titlen "Omai – A Voyage round the World", der blev opført i julen i 1785 sæson på Theatre Royal i Covent Garden.
Omai vendte tilbage til Huahine i august 1777 og installerede sig et hus i europæisk stil, møbler, vingård og to maori-drenge som sine tjenere. Under Bountys besøg på Tahiti i 1789 - inden mytteriet - der hvor kaptajn Bligh og hans besætning opholdt sig nogle måneder på Tahiti, mens de samlede de brødfrugttræer, de skulle transportere til Vestindien - da fik kaptajn Bligh at vide, at Omai var død omkring to et halvt år efter Cooks afgang i november 1777. Bligh må så åbenbart have kendt til Omai fra hans ophold i London.
Omai døde i slutningen af 1779.
Men vi skal jo også have Bougainville sikkert hjem.
Ved at sejle vestpå fra Tahiti nåede Bougainville øerne Samoa, som han kaldte Navigators Islands. De Nye Hebrider (nutidens Vanuatu), kaldte han De Store Kyklader, og ligesom spanieren Pedro Fernandes de Queirós før ham, fandt han, at de indfødte der var glubske og ugæstfrie.
Det kan være svært at følge med i alle de stednavne.
Herom skrev Marianne Stoller, den amerikansk professor som jeg også har citeret ovenfor i forbindelse med Carteret, i 1957. (Men den udredning kan du naturligvis springe over, hvis ikke du er specielt geografi-interesseret. Den er ikke nødvendig for at følge Bougainville.)
Du tænker sikkert, at det er godt nok mange øer og øgrupper, jeg efterhånden har fortalt om. Men jeg kan afsløre, at der er mange, mange flere, som jeg ikke har fortalt om og heller ikke kommer til at gøre.
Hvis dette kort kunne forstørres yderligere, ville du læse navne som Caroline, Gilbert, Admiralty Santa Cruz, Loyalty, Tonga, Ellis, Phoenex, Line Islands - og så er der sikkert stadig flere. Alle de nævnte er øgrupper, ikke enkelt-øer. Jeg orkede bare ikke ar skrive Islands efter dem hver især.
Jeg skal videre med Bougainville, så han snart kan komme hjem.
Bourgainville sejlede videre mod vest, kom tæt på Great Barrier Reef og fortsatte derefter nordpå gennem Solomonøerne og derefter nordvest til New Britain i juli. Der fandt han en plakette efterladt af Philip Carteret i august 1767.
Lidt før New Britain stødte han på Louisiaderne. Louisiaderne er en øgruppe i Stillehavet beliggende øst for Papua Ny Guinea, mellem Salomonhavet mod nord og Koralhavet mod syd. Dem havde jeg ikke hørt om før nu. De blev sandsynligvis observeret af den spanske navigatør Luis Váez de Torres i 1606, men det var Bougainville, der navngav dem i 1768 til ære for Louis XV, kongen af Frankrig.
 |
| Louisiades |
Herfra rejste de videre den 17. oktober 1768. Selvom de var meget imponeret over den hollandske kontrol og drift af krydderihandelen, følte Bougainville, at "a mortal stroke" var på vej fra oprør på øerne og fra pres udefra, især da flere europæiske lande lærte områdets geografi at kende.
Han vendte tilbage til Frankrig via Mauritius og Kap det Gode Håb og ankom til Saint-Malo den 16. marts 1769.
Bougainville udviste stort lederskab og gode maritime evner. I løbet af otteogtyve måneder havde Bougainville mistet færre end et dusin mænd, hvilket tjente ham til stor ære. Begge skibe havde overlevet. Endnu vigtigere, med sin vellykkede rejse havde han sat Frankrig i spidsen for Stillehavets udforskning.
Bougainville fortsatte med at tjene Frankrig i flådeoperationer mod briterne i den amerikanske revolution. Han undslap med nød og næppe rædselsherredømmet under den franske revolution, og Napoleon udnævnte ham til greve af imperiet i 1808.
Bougainville døde i Paris i 1811.
Bougainville fik Bougainville Island opkaldt efter sig. Den ligger i Bismarck-arkipelagoet, og hører til Papua Ny Guinea.
Så fik vi også lige Tyskland med. For Bismarck-arkipelagoet er naturligvis opkaldt efter Otto von Bismarck, den første rigskansler i det tyske kejserrige.
Administrativt hørte Bismarckarkipelaget under Kaiser Wilhelm's Land. Bismarckarkipelaget blev opdaget i 1616 af Schouten og Le Maire, der dog, ligesom Abel Tasman i1643, antog øerne for at være dele af Ny Guinea. Først Dampier viste i 1700, at de var selvstændige øer. 1872 begyndte tyskerne at anlægge faktorier på øerne, og i 1884 blev de taget i besiddelse af Tyskland, og landområder og øer fik tyske navne som Ny Pommern, Ny Mecklenburg, som af englænderne dog senere blev ændret til Ny Britannien og Ny Irland.
 Bougainville-øen ligger helt ude til højre på kortet. |
Det tyske Kejserrige gjorde krav på Bougainville-øen i 1899, og det førte til, at Tyskland og England delte Northern Solomon Islands mellem sig, således at Bougainville blev del af Tysk Ny Guinea, mens Shortlands, Choiseul og Isobel Islands blev del af det Britiske Protektorat Solomon. Choiseul var en lille ø, som Bougainville havde opkaldt efter den franske udenrigsminister Étienne Francois, duc de Choiseul. Isobel var navngivet af spanierne, der havde været her på jagt efter guld, men havde forladt bosættelsen pga. mangel på mad, angreb fra de indfødte og sygdomme. I farvandet mellem Choiseul og Isobel ligger nogle småøer, der er vigtige for æglægning og udrugning for læderskildpadden. Da Første Verdenskrig brød ud, besatte australske styrker Bougainville-øen sammen med andre tyske territorier i Papua Ny Guinea. |
Bougainville var under australsk styre i 60 år, indtil øen blev en del af Papua Ny Guinea i 1975.
Det kom til uro og oprør mod overherredømmet, og som en del af en en fredsproces, blev det aftalt mellem Bougainville og Papua Ny Guinea, at der skulle afholdes en folkeafstemningen om evt. uafhængighed.
Aftalen kom på plads efter en ti år lang borgerkrig, der sluttede i 1998. 15.000 mennesker blev dræbt i krigen.
Under krigen forsøgte Papua Ny Guinea at hyre britiske og sydafrikanske lejesoldater, som skulle nedkæmpe oprørerne. Dette har medført en langvarig mistillid mellem indbyggerne i Bougainville og Papua Ny Guinea.
Englænderen Wallis blev altså den første europæer på Tahiti og Bougainville nr. 2. Men jeg tror da, at det er Bougainvilles navn, de fleste forbinder med Tahiti. Hvem har hørt om Wallis?
Tahitianerne selv kom fra Vestpolynesien nogen tid før 500 f.Kr. Sproglige, biologiske og arkæologiske beviser understøtter en lang migration fra Sydøstasien via de fijianske, samoanske og tonganske øgrupper ved hjælp af udriggerkanoer, der var op til tyve eller tredive meter lange og kunne transportere familier såvel som husdyr.
På trods af, at det er almindelig vedtaget, at Wallis var den første europæer på Tahiti, så kan det faktisk være, at den spanske opdagelsesrejsende Juan Fernández kom dertil på hans ekspedition 1576-1577.
Ellers var den portugisiske navigatør Pedro Fernandes de Queirós måske den første europæer, der så Tahiti. Han tjente den spanske krone på en ekspedition til Terra Australis, og han så en række af Tuamotu-atollerne og en beboet ø den 10. februar 1606. Nogen mener dog, at det var øen Rekareka sydøst for Tahiti. Derfor, selvom spanierne og portugiserne fik kontakt med nærliggende øer, er de muligvis / muligvis ikke kommet til Tahiti. Faktum er, at Spanien ingen indsats gjorde for at handle med eller kolonisere øen.
Efter en englænder, en franskmand, og endnu en englænder Wallis, Bougainville og Cook, kom en spanier til øen, nemlig Domingo de Bonechea.
I 1766 blev han fregatkaptajn, og fra 1767 kommanderede han fregatten Santa Maria Magdalena, siden omdøbt til Aguila. Sammen med Lievre sejlede han forsyninger til Falklandsøerne og nåede havnen i Concepcion i Chile den 14. april 1768. Derfra fortsatte han til Callao i Peru og ser ud til at have været i regionen i flere år.
Domingo de Bonecheas udforskningsrejser blev bestilt af vicekongen i Peru, Manuel de Amat y Junyent, som var bekymret over, at kaptajn Cooks udforskninger kunne føre til oprettelsen af britiske baser, hvorfra man kunne angribe Peru. Da de Bonechea nåede Tahiti kun få uger efter Cooks besøg i april 1769, fandt han faktisk en økse efterladt der af Cooks ekspedition. Han registrerede rigtig mange lokale indfødte ord.
Den 26. september 1772 tog de Bonechea på sin første Aguila-ekspedition - en udforskningsekspedition til Tahiti. Han sejlede på Santa Maria Magdalena fra Callao havn, Peru, og nåede Tahiti den 7. november. Han ankrede op i Vaiuru's Bay, som de Bonechea døbte "Puerto Santa Maria Magdalena". De Bonechea forbød sig selv og sit mandskab ethvert seksuelt forhold til lokale kvinder, hvilket overraskede tahitianerne meget. Han forlod Tahiti den 20. december og nåede Valparaíso den 21. februar 1773. Med sig til Sydamerika bragte han fire tahitianere, Pautu, Tipitipia, Heiao og Tetuanui.
På sådanne ekspeditioner var det meget almindeligt at hjembringe et par indfødte. Også Cook gjorde det.
Georg Forster, der ledsagede Cook på hans anden rejse, omtaler de Bonechea som "Domingo Buenechea".
1774-1775 var Bonechea på sin anden rejse, som havde et helt klart formål, nemlig annekteringen af Tahiti til den spanske krone, med godkendelse og opmuntring fra kong Carlos III, og at omvende dets indbyggere. To skibe, Aguila og Jupiter, forlod Callao den 20. september 1774. Bonechea besluttede, at et sted et par hundrede meter fra Vaitepiha-floden i Vaitepiha-bugten var det bedste sted for en mission. Dette område er nu kendt som Tautira-bugten, men omtales af spanierne som 'La Santissima Cruz de Ohatutira.
Imidlertid døde de Bonechea den 26. januar 1775 på Tahiti og er begravet nær Det Hellige Kors, der markerer Spaniens herredømme over øen.
På en tredje Aguela-expedition, ledet af Don Cayetano de Langara blev missions-stationen opgivet den 12. november 1775, da missionærerne inderligt bad om at få lov til at vende tilbage til Lima.
Korset, med inskriptionen Christus Vincit Carolus III imperat 1774, blev taget ned af briterne i 1777.
Bonecheas grav blev genopdaget i det 20. århundrede i landsbyen Tautira.
Sent på 1700-tallet benyttede de indfødte en af sine festivaler til at gøre grin med to spanske missionærer, der var kommet for at omvende dem til kristendommen. Mon ikke det var dem, Bonechea havde bragt dertil. De blev omtalt som tyve, fjolser og "skaldyr", hvad der åbenbart regnedes som en fornærmelse. Men bare nogle få tiår senere kunne protestantiske missionærer prale af, at de havde fået de indfødte til at forlade skikken med dansefester.
Da den russiske baron Bellingshausen kom til Tahiti i 1820 - ham der som den første nåede Antarktis - gik de indfødte i europæisk tøj, og både mænd og kvinder havde barberet hovedet, fordi missionærerne anså kvindernes midjelange hår for uhygiejnisk. Skikken med tatoveringer blev ligeledes modarbejdet og tahitianernes religiøse danse og sange, og selv blomsterkranse blev forbudt.
Ankomsten af britiske og franske missionærer i 1800-tallet fremkaldte en rivalisering mellem England og Frankrig om kontrol over øerne, og for Tahiti kom det til at betyde en ændring af livsstilen for altid.
I november 1835 besøgte Charles Darwin Tahiti ombord på HMS Beagle på sin jordomsejling, under kaptajn af Robert FitzRoy. Han var imponeret over, hvad han opfattede som den positive indflydelse, missionærerne havde haft på befolkningens ædruelighed og moralske karakter. Darwin roste landskabet, men var ikke smigrende i sin beskrivelse af Tahitis dronning Pōmare. Kaptajn Fitzroy forhandlede sig frem til betaling af erstatning for et angreb på et engelsk skib af tahitianere, som havde fundet sted i 1833.
 |
| Selvportræt Gaugain |
I nyere tid er det Paul Gaugain, der har berømmet de paradisiske øer og smukke kvinder der. Han opholdt sig på Tahiti i 8 år fra 1891 til 1899 (med en kort afbrydelse), og rundt omkring i verden hænger der mange smukke og værdifulde malerier fra hans hånd fra Tahiti.
Glyptoteket i København har en håndfuld. Gaugain boede en tid i København. Han var dansk gift.
 |
Tahitian Woman With A Flower, 1891.Et af Glyptotekets mesterværker. |
Gauguins far var en journalist fra Orléans, og hans mor var af fransk og peruviansk afstamning. Efter Napoleon III's statskup i 1848 - samme år som Gaugain blev født - tog Gauguins far familien med til Peru, hvor han planlagde at etablere en avis. Men han døde undervejs, og Gauguins mor opholdt sig med sine børn på sin onkels ejendom i Lima i fire år, indtil hun tager familien tilbage til Frankrig.
Meget kan der fortælles om Gaugains liv, men det vil jeg ikke gøre. Jeg springer helt frem til slutningen af 1880'erne, hvor Gaugain mere og mere begyndte at tage afstand fra det, han kaldte "the corruption in contemporary Western civilization". Efter at have overvejet, men forkastet NordVietnam og Madagascar ansøgte han om et tilskud til en rejse til Tahiti. Han var muligvis inspireret af Pierre Loti, en fransk flådeofficer og forfatter. I 1872 boede han i to måneder i Papeete på Tahiti, hvor han "blev indfødt". Flere år senere 1880 udgav han den polynesiske idyl, der oprindeligt hed Rarahu, men som blev genoptrykt som Le Mariage de Loti. Le Mariage de Loti er en selvbiografisk roman, der beskriver Lotis romantiske forbindelse med en eksotisk tahitiansk pige ved navn Rarahu. Den er grundlaget for to operaer.
Da Gaugain ankommer til Tahiti, er det med myten om det jordiske paradis som drivkraft. På Stillehavsøerne har ingen nødigt at arbejde, kvinderne er gavmilde og stiller ingen krav. Den myte lever sådan set den dag i dag.
Den mytologi, Gauguin tapper ind i om det uspolerede og vilde, har rod i Rousseaus tanker, og fortæller en hel del om, hvor ufrit livet i det pæne borgerskab i Europa på det tidspunkt var.
Gauguin identificerer sig med den oprindelige befolkning og tager afstand fra øens franske elitære overklasse, men samtidig er han i den grad selv en del af undertrykkelsen. I sine skriverier lægger han ikke skjul på, at han kan tage kvinderne, når han lyster, men samtidig forsvarer han deres modstand overfor kolonisatorerne. Hvorfor kommer jeg mon til at tænke på Jørgen Leth?
 |
| Paul Gauguin, Matamoe (Landscape With Peacocks), 1892; The Pushkin Museum, Moscow. |
 |
Men øen er allerede et paradise lost. Man regner med, at befolkningen fra 1767 til 1848 reduceredes til en fjerdedel pga. sygdomme, som de fremmede bragte med sig – lige fra forkølelse til syfilis.
I juli 1893 vender Gaugin tilbage til Frankrig, overbevist om, at han nu vil opnå den succes og berømmelse, han har tragtet efter. Men da den ikke indfinder sig, forlader han i 1895 Paris - denne gang for evigt.
På Tahiti væmmedes Gaugain i stigende grad over den stigende vestlige indflydelse i den franske koloni, og han søgte igen et mere fjerntliggende miljø, denne gang på øen Hiva Oa i Marquesas, hvor han flyttede til i september 1901. Han købte jord der og med hjælp fra sine naboer byggede han et hjem, som han kaldte "fornøjelsens hus".
Her døde Paul Gauguin i 1903.
Faktisk har også en anden berømt fransk maler opholdt sig på Tahiti, nemlig Henri Matisse. I år 1930. På det tidspunkt var han 61 år.
 |
| Henri Matisse 1933 |
 |
| Selvportræt |
I november 1929 skrev han til sin datter: “In front of the canvas, I have no ideas whatever", og han måtte ud og søge ny inspiration.
Han ankom til Papeete 29. marts 1930 med en postbåd fra San Francisco. I starten var han ikke imponeret over den berømt ø: “I remember that first of all, on my arrival, it was disappointing.”
En lokal kvinde ved navn Pauline Schyle, en tidligere elskerinde til en fransk romanforfatterven tog sig godt af ham, men Matisse fandt ud af, at der ikke var så meget at lave.
Han havde dårligt helbred og tilbragte det meste af tiden på et hotelværelse, men gik dog også ned på markedet ved havnen, hvor han beundrede de friskfangede fisk.
Ved flere lejligheder fulgte han Pauline og hendes mand i deres Buick på udflugter rundt på øen. Han tilbragte nogen tid med den tyske filminstruktør FW Murnau, som var der og optog sin film Tabu: A Story of the South Seas (1931). Matisse, der nød at gå i biografen, så filmen tre gange efter dens udgivelse i Frankrig.
Ellers deltog han kun i få sociale engagementer, idet han foretrak at tilbringe sine aftener alene på sit hotelværelse, hvor han læste lidt og prøvede at sove.
Dog morede han sig, da han var på tur til koralatollerne Apataki og Fakarava i Tuamotu-øgruppen, hvor han tog sig svømmeture i laguner med " ... vand i farver som diamanter, smaragder og safirer. Fiskene kommer overalt omkring dig, ligesom fluer i Frankrig - de er ikke bange," noterede han.
Til sidst sejlede han fra Tahiti til Frankrig den 15. juni og ankom til Marseille i slutningen af juli.
Matisse havde søgt ny inspiration på Tahiti, men han skabte ingen malerier, mens han var der.
Bortset fra tegninger af polynesisk vegetation, vendte han tilbage med kun et par skitser af Pauline, med hendes tykke hår på skuldrene, andre tahitianske kvinder iført blomsterhovedbeklædning og fiskere ved siden af deres både. Ud over denne gruppe på omkring 40 tegninger havde han taget et par uinspirerende sort-hvide fotografier af øboerne, hans hotelterrasse, havnen i Papeete, fugle, der styrtede i havet for at fiske, kokosnødder spredt ud over strande og forblæste palmetræer. Kreativitet og produktivitet var der ikke meget af. Som Matisse udtrykte det til den ungarske fotograf Brassaï i 1946: "Jeg kom tilbage fra øerne helt tomhændet."
Først 15 år efter opholdet førte det til kunstnerisk kreativitet. Kunstkendere mener, at det var opholdet på Tahiti, der så meget senere inspirerede ham til de mange papirklip, han nu er så berømt for.
 |
| Window at Tahiti was painted in Nice, during 1935-6, another memory-work of a time when Matisse experienced space and vegetation as ‘paradisiac songs’. |
 |
| Memory of the Oceania |
I hans 2 kæmpestore værker fra 1946, Oceania, the Sky og Oceania, the Sea, hvori hvide fugle og havdyr suser og piler rundt mellem tang og koraller, fornemmer man sanseindtrykkene fra Tahiti.
Det blå er det mest kendte - og langt det smukkeste, synes jeg. Begge er silketryk, trykt på hør.
 |
| A large-scale silkscreen printed on linen |
"In the summer of 1946 Zika Ascher went to Paris to try to convince French artists to design for his company. Zika had previously approached Matisse in the spring of 1946, but was not able to get a firm commitment from the artist. When Zika called on Matisse in his studio he was shocked to learn that not only had Matisse embraced the idea of the commission, but he had already laid out two wall panels, which were pinned directly onto the walls of his studio. The challenge was how to reproduce them. After failing to reproduce the compositions using photographic enlargements, the layouts were traced and the maquettes were unpinned and sent to London to make the silk screens. Matisse wanted to match the exact colour and texture of his apartment wall covering. With great difficulty the subtle shade of beige was matched. The panels were issued in a limited edition of 30, half of which were given to Matisse."
"Erindringerne om min rejse til Tahiti er først nu vendt tilbage til mig, 15 år senere, i form af besatte billeder: koraller, fugle, vandmænd, svampe," fortalte Matisse Brassaï, der besøgte kunstnerens lejlighed i Paris sommeren 1946, da Oceanien-panelerne var ved at tage form. "Det er mærkeligt, ikke sandt, at alle disse fortryllelser af himmel og hav næppe inspirerede mig umiddelbart."
Når jeg nu alligevel er lidt på afveje, så finder jeg anledning til at omtale endnu en overraskelse, jeg fik i forbindelse med dette blogindlæg, nemlig at Matisses måske mest berømte maleri "La Danse" blev malet i 1910 på anmodning af den russiske forretningsmand og kunstsamler Sergei Shchukin, med hvem Matisse havde et langt venskab med.
Maleriet blev første gang udstillet på Salon d'Automne i 1910 (1. oktober – 8. november), i Grand Palais des Champs-Élysées, Paris, hvorefter Shchukin tog det hjem, hvor det blev ophængt sammen med et andet Matisse-maleri, "Music".
Den originale version af "La Danse" var større end den, vi kender i dag. Den var næsten otte meter lang og fire meter høj, men blev skaleret ned, så den passede til størrelsen på Shchukins spisestue.
Dansen blev skjult under den russiske revolution
Kompositionen af de dansende figurer i "La Danse" er almindeligt anerkendt som "et nøglepunkt" i Matisses karriere og i udviklingen af moderne maleri.
"La Danse" hænger nu på Erimitagemuseet i Sankt Petersborg, testamenteret af Sergei Shchukin.
Vi andre må nøjes med "Danse 2", en foreløbig version af det endelige værk. I marts 1909 udførte Matisse nemlig et kompositorisk studie, hvor han bruger lysere farver og færre detaljer.
 |
| "La Danse II" MOMA, New York |
Dette blev doneret af Nelson A. Rockefeller til Museum of Modern Art i New York.
Matisse døde i Nice i 3. november 1954, 85 år gammel.
En anden berømt person, der opholdt sig på Tahiti, var skotten Robert Louis Stevenson - ham der skrev "Treasure Island".
 |
| Robert L. Stevenson - the father of modern travel writing (Det prædikat er der nu flere, der har fået). |
Stevenson var fra Skotland. Han havde et dårligt helbred, og han søgte sydpå mod et varmere klima end Europas i almindelighed og Skotlands i særdeleshed.
28. juni 1888 sejlede han fra San Francisco ud på en lejet yacht - Casco - en elegant 95 fod, to-mastet skonnert. Dens salon var på den mest luksuriøse måde udstyret med silke og fløjl. Den blev hyret fra Dr. Merritt fra San Francisco med kaptajn Albert H. Otis som skipper. Stevenson blev ledsaget af sin kone, sin mor, sin stedsøn Lloyd Osbourne og tjenestepigen Valentine Roch.
Efter tre uger på havet nåede de Nuka-Hiva, den største af Marquesas-øerne. De foretog deres første landgang den 20. juli 1888, da de ankom til øen
Denne ankomst er beskrevet i første kapitel af udgivelsen "I Sydhavet" (1896): ”Den første oplevelse kan aldrig gentages. Den første kærlighed, den første solopgang, den første sydhavsø, er minder der genkalder sig sansernes jomfruelighed....” I et brev til en bekendt, Sidney Colvin 28. juli 1888 skriver han "Klimaet er dejligt; og havnen hvor vi ligger et af de dejligste steder man kan forestille sig”.
Efter tre uger med base i Anaho Bay på Nuka-Hiva, sejlede de rundt om den østlige side af øen til Tai-o-hae på sydsiden, øens største bosættelse.
Hele tiden mødte Stevenson høvdinge, missionærer og andre, og han indsamlede oplysninger til sin store bog om Sydhavet. Lloyd Osbourne tog billeder, der var beregnet til det samme arbejde (selvom disse aldrig blev brugt).
Den 4. september 1888 sejlede Casco S.W. til koralatollerne Paumotus, også kendt som Den farlige Arkepel og nu kaldt Tuamotus.
Kan du genkende de fremmede navne fra tidligere i dette blogindlæg? Husker du, det var Bougainville, der gav dem navnet The Dangerous Archipelago, fordi han pga. af koralrev ikke fandt et sted at gå i land?
27. 1888 nåede han Tahiti. Her opholdt han sig i 3 måneder - de første par uger i Pepeete, hvor han kedede sig, måske fordi han var plaget af sygdom. Derefter tog han til den mere fjerntliggende Tautira-bugt- også kaldt Cook's Anchorage. Hvorfor dette navn kan du vist godt selv gætte.
Stevenson kaldte Tautira for "The Garden of the World", "mere Heaven", "the most beautiful spot, and its people the most amiable, I have ever found"
På Tahiti blev han godt modtaget af og blev venner med Prinsesse Moe, Ori a Ori, Tati Sakmin og dronning Marau Taaroa. Prinsesse Moe gav ham husly og serverede rå fisk og andre tahitiske delikatesser, som forbedrede hans helbred. For at ære hende skrev han digtet ”To an Island Princess.”
De indflydelsesrige venner, han fik, introducerede ham til andre, og alle hjalp ham med at indsamle fortællinger og sange fra Tahiti.
Stevenson har udgivet tre tahitiske fortællinger. Den længste og mest kendte er "The Song of Rahero", en gengivelse i vers af en berømt tahitisk fortælling fortalt til Stevenson af prinsesse Moe.
I hele sit liv udgav han også meget andet, mange essays, som jeg ikke kender så meget til.
Af andre end mig er han åbenbart kendt for citateter. F.eks.
"Don't judge each day by the harvest you reap but by the seeds that you plant.", "I travel not to go anywhere, but to go", "Sooner or later everyone sits down at a banquet of consequenses." De er da meget gode. Det første det bedste. Det vil jeg huske. Det førstnævnte er åbenbart det mest berømte. På nettet ligger et site med 500 citater af Stevenson!
Efter næsten tre måneder på Tahiti sejlede Casco den 25. december mod Honolulu, hvor de ankom en måned senere, den 24. januar, efter en vanskelig rejse. Kort efter besluttede RLS at sende Casco tilbage til San Francisco. Han opholdt sig på Hawaii-øerne i yderligere fem måneder, før han startede Ækvator-krydstogtet i juni 1889.
Han kom til Samoa, hvor han opholdt sig i 6 uger, hvorefter han var på et kortere ophold i Sydney. I december 1889 endte han vendte tilbage til Samoa sammen med sin kone Fanny og hans udvidede familie.
I sin dagbog havde Fanny ved deres første ophold på Samoa fordømt befolkningen her som uærlige. Stevenson selv havde ikke samme synspunkt, men han skrev dog, at andre øer, hvor de var stoppet på deres rejser, var smukkere, og ligeså var deres indbyggere. Disse synspunkter ville ændre sig radikalt, og begge kom til at elske landet og dets folk.
Han og Fanny besluttede at slå sig ned her permanent. I januar 1890 købte de godt127,2 ha land ved Vailima, få km inde i landet fra hovedstaden Apia, hvor de ryddede junglen og byggede øernes første to-etagers hus.
 |
| Stevensons hus |
 |
| Stevensons forfatterhjem på Samoa. Billedet vækker minder om vores egne besøg i Hemmingways hjem uden for Havana og Karen Blixens "at the foot of the Ngong Hills" i Kenya. |
 |
| Stevenson med familie |
 |
| Stevenson med familie og tjenestefolk |
Fanny gik i gang med at administrere og drive ejendommen, og Stevenson tog det samoanske navn Tusitala (samoansk for "fortælleren") og begyndte ligesom på Tahiti at samle lokale historier. Ofte byttede han disse ud med sine egne fortællinger. Det første litteraturværk på samoansk var hans oversættelse af The Bottle Imp (1891), som præsenterer et samfund i Stillehavet som rammen om en moralsk fabel.
Den 3. december 1894 døde Stevenson i en alder af bare 44 år af en hjerneblødning.
En sti blev ryddet af næsten 60 samoanske mænd til toppen af Mount Vaea, hvor Stevenson blev begravet.
 | ||||||
| Stevensons begravelse |
 |
| Stevensons gravsted |
 |
| Teksten på Stevensons epitafium er ret kendt - især de tre sidste linjer |
Under the wide and starry sky,
Dig the grave and let me lie,
Glad did I live and gladly die,
And I laid me down with a will.This be the verse you grave for me:
Here he lies where he longed to be,
Home is the sailor, home from sea,
And the hunter home from the hill.
I sangen Jutlandia benytter Kim Larsen dem lettere omskrevet:
Så kom jeg da til at kende Stevenson en del bedre end blot som navnet på forfatteren til Skatteøen og Dr. Jekyll og Mr Hyde.
Men hvad så med Jeanne Baret? Hende det skulle handle om.
 |
| Allegorisk portræt af Jeanne Baret klædt som sømand, dateret 1817, dvs. efter hendes død. |
Det er ikke meget, man ved med sikkerhed om hendes tidlige år. Hun menes at stamme fra Bourgogne, som på det tidspunkt var en af Frankrigs mere tilbagestående provinser med hensyn til bondeklassens tilstand, og det er sandsynligt, at Barets familie var ret fattig. Hendes far menes at have været daglejer og ser ud til at have været analfabet.
Hendes mor døde 15 måneder efter, at Jeanne blev født, og hendes far da hun var 15.
Hun blev kendt som "botanisten" eller "the herb woman". Altså en kvinde, der kunne identificere planter og havde kendskab til deres helbredende egenskaber. "Urtekvinder" var dem, der leverede urterne til mænd i byerne - mænd som stort set var uvidende om, hvordan en given art kunne se ud i naturen, og som mente, det var under deres værdighed at indsamle planter.
Hendes passion for botanik og hendes møde med den berømte naturforsker Philibert Commerson, blev afgørende for hendes liv.
Et af mysterierne i Barets liv er, hvordan hun opnåede i det mindste grundprincipperne for en uddannelse, da hendes underskrift på senere juridiske dokumenter beviser, at hun ikke var analfabet. En af hendes biografer, Glynis Ridley, antyder, at hendes mor måske var af huguenot-ekstraktion, en gruppe, der havde en højere tradition for læsefærdigheder, end det ellers var typisk for datidens bondeklasser. Hendes første kendte signatur er i 1764, hvilket sandsynliggør en anden teori.
På et tidspunkt mellem 1760 og 1764 blev Baret ansat som husholderske hos Philibert Commerson, som havde slået sig ned i Toulon-sur-Arroux, omkring 20 kilometer syd for La Comelle, efter sit ægteskab i 1760. Commersons kone, døde kort efter at have født en søn i april 1762, og Baret overtog tilsyneladende ledelsen af Commersons husholdning på det tidspunkt, hvis ikke før, og man mener, at det muligvis var Commerson, der underviste Baret i læsning og skrivning
Det er også tydeligt, at Baret og Commerson delte et mere personligt forhold, for Baret blev gravid i 1764. Fransk lov på det tidspunkt krævede at kvinder, der blev gravide uden for ægteskab, skulle have en "graviditets-attest", hvori de kunne navngive faderen til deres ufødte barn. Barets attest, fra august 1764, blev indgivet i en by 30 kilometer væk og blev bevidnet af "to mænd af substans", som ligeledes havde rejst en betydelig afstand fra deres hjem. Hun nægtede at navngive faderen til hendes barn, men historikere tvivler ikke på, at det var Commerson, og at det var Commerson, der også havde truffet aftalerne med advokaten og vidner på hendes vegne.
Kort efter flyttede Baret og Commerson sammen til Paris, hvor hun fortsatte i rollen som hans husholderske. Baret brugte tilsyneladende navnet "Jeanne de Bonnefoy" i denne periode. Parret legaliserede aldrig deres forhold på grund af forskellen i status og oprindelse. Forsker Henrietta Dussourd fandt i 80'erne af det tyvende århundrede ud af , at Jeanne i december 1764 - 24 år gammel - fødte et barn, der fik navnet Jean-Pierre Baret. Det uægte barn blev afleveret på Paris Foundlings Hospital og blev hurtigt anbragt hos en plejemor, men døde i sommeren 1765. Commerson havde efterladt sin retmæssige søn fra sit ægteskab til sin svoger i Toulon-sur-Arroux og så ham aldrig igen. En anden søn, Aimé Eugĕne Prosper Bonnefoy, var født på Hôtel-Dieu i Paris i maj 1766. Dette barns skæbne er ukendt, men han ser ud til at være død før 1775.
Commerson var en anerkendt botaniker, og i 1765 blev han inviteret til at deltage i Bougainvilles ekspedition. Invitationen kom på opfordring fra Carl Linné, den svenske botanist, som udviklede det system til at navngive plantearter, som vi stadig benytter i dag.
Commerson tøvede med at acceptere, fordi han ofte havde dårligt helbred. Han havde brug for Barets hjælp som sygeplejerske, men også til at administrere hans samlinger og papirer.
Hans udnævnelse tillod ham en tjener, betalt som en kongelig udgift, og det gav dem ideen til at få Baret med. Kvinder var på det tidspunkt fuldstændig forbudt på den franske flådes skibe, men sammen fik de åbenbart udtænkt ideen til, at Baret forklædte sig som en mand . For at undgå granskning skulle hun først tilslutte sig ekspeditionen umiddelbart, før skibet sejlede, og foregive at være en fremmed for Commerson.
Inden han forlod Paris, udarbejdede Commerson et testamente, hvori han overlod til "Jeanne Baret, kendt som de Bonnefoi, min husholderske", et engangsbeløb på 600 livres sammen med skyldige efterlønninger og møblerne til deres lejlighed i Paris. Mens historien, som Baret fabrikerede for at forklare hendes tilstedeværelse om bord på skibet, var omhyggeligt designet til at beskytte Commerson mod involvering, er der klare dokumentariske beviser for deres tidligere forhold, og det er højst usandsynligt, at Commerson ikke selv var medskyldig i planen.
Baret og Commerson sluttede sig til Bougainville-ekspeditionen ved havnen i Rochefort i slutningen af december 1766. De fik til opgave at sejle på lagerskibet Étoile. På grund af den enorme mængde udstyr, som Commerson havde med på rejsen, opgav skibets kaptajn, François Chenard de la Giraudais, sin store kahyt på skibet til Commerson og hans "assistent". Dette gav Baret væsentligt mere privatliv, end hun ellers ville have haft om bord på det overfyldte skib. Især gav kaptajnens kahyt Baret adgang til private toiletfaciliteter, så hun ikke behøvede at bruge det fælles das med andre medlemmer af besætningen.
Commerson led hårdt af både søsyge og et tilbagevendende sår på benet i den tidlige del af rejsen, og Baret brugte nok det meste af sin tid på at passe ham. I Montevideo begav de sig ud på ekspeditioner til de omkringliggende sletter og bjerge. Commersons ben plagede ham stadig, og Baret ser ud til at have udført meget af det faktiske arbejde ved at bære forsyninger og prøver. I Rio de Janeiro blev Commerson officielt begrænset til skibet, mens hans ben helede, men han og Baret samlede ikke desto mindre eksemplarer af en blomstrende vin, som han navngav. Bougainvillea.
Og det var så en af de overraskelser, jeg fik. Jeg har altid troet, at Bourgainvillen var hjemmehørende og blev fundet på Tahiti. Men det viser sig nu at være en sydamerikansk plante, som Commerson og Baret fandt i Brasilien nær Rio de Janeiro.
Efter et andet besøg i Montevideo var deres næste mulighed for at samle planter i Patagonien, mens ekspeditionens skibe ventede på gunstige vinde for at føre dem gennem Magellan-strædet. Her fulgte Baret Commerson på de mest besværlige udflugter over barskt terræn og fik ry for mod og styrke. Commerson, der stadig var hæmmet af sin benskade, omtalte Baret som sit "lastdyr" på disse ekspeditioner. Ud over det manuelle arbejde, hun udførte med at indsamle planter, sten og skaller, hjalp Baret også Commerson med at organisere og katalogisere deres eksemplarer og notere i ugerne efter, da skibene sejlede ind i Stillehavet.
På vej tilbage efter den omfattende sejlads i Stillehavet manglede ekspeditionen desperat mad. Efter et kort stop for forsyninger i Hollandsk Ostindien (nu Indonesien), gjorde skibene et længere stop ved øen Mauritius i Det Indiske Ocean. Denne ø, dengang kendt som Isle de France, var en vigtig fransk handelsstation. Commerson var henrykt over at opdage, at hans gamle ven og kollega botaniker Pierre Poivre tjente som guvernør på øen, og da Bougainville sejlede videre hjemad mod Frankrig, så blev Commerson og Baret tilbage på Mauritius som Poivres gæster. Bougainville opmuntrede sandsynligvis også aktivt denne ordning, da den hjalp ham med at slippe af med problemet med en kvinde ulovligt ombord på hans ekspedition.
På Mauritius fortsatte Baret i sin rolle som Commersons assistent og husholderske. Hun fulgte sandsynligvis med ham ved planteindsamling på Madagaskar og Bourbon Island i 1770-1772. Commerson fortsatte med at have alvorlige helbredsproblemer, og han døde på Mauritius i februar 1773.
Efter Commersons død begyndte Baret at drive et værtshus i Port Louis. Hun blev bl.a. idømt en bøde på 50 livres for udskænkning af alkohol om søndagen i 1773.
Den 17. maj 1774, giftede hun sig med Jean Dubernet, en underofficer i den franske hær, som højst sandsynligt var på øen på vej hjem til Frankrig. Jeanne bragte en mindre formue ind sit ægteskab.
Der er ingen registrering af, præcis hvornår Baret og hendes nye mand ankom til Frankrig, og hun dermed fuldførte sin jordomsejling. Mest sandsynligt var det engang i 1775, 10 år efter afsejling. Men der er jo ingen, der siger, at en jordomsejling partout skal foretages i ét stræk.
I april 1776 modtog hun de penge, der tilkom hende i henhold til Commersons testamente, efter at have henvendt sig direkte til Attorney General. Med disse penge slog hun sig ned med Dubernat i hans fødeby Saint-Aulaye, Dordogne, hvor de købte ejendom for Jeannes penge og boede hos både Dubernats og Jeannes niecer og nevøer.
I 1785 fik Baret en pension på 200 livre om året af Marineministeriet. Dokumentet, der giver hende denne pension, viser klart den høje respekt, som hun opretholdt på dette tidspunkt:
"Jeanne Barré, by means of a disguise, circumnavigated the globe on one of the vessels commanded by Mr de Bougainville. She devoted herself in particular to assisting Mr de Commerson, doctor and botanist, and shared with great courage the labours and dangers of this savant. Her behaviour was exemplary and Mr de Bougainville refers to it with all due credit.... His Lordship has been gracious enough to grant to this extraordinary woman a pension of two hundred livres a year to be drawn from the fund for invalid servicemen and this pension shall be payable from 1 January 1785."
Hun døde i Saint-Aulaye den 5. august 1807, i en alder af 67.
Commerson opkaldte mange af de planter, han samlede, efter venner og bekendte. En af dem, en høj busk med mørkegrønne blade og hvide blomster, som han fandt på Madagaskar, kaldte han Baretia bonafidia.
Men Commersons navn for denne slægt overlevede ikke, da den allerede var blevet navngivet, da hans rapporter nåede Paris. Den er i nu kendt som Turraea.
Mens over halvfjerds arter er navngivet til ære for Commerson, er der kun én, Solanum baretiae, der ærer Baret, og det skete så sent som i 2012.
I 2018 opkaldte Den Internationale Astronomiske Union en bjergkæde på Pluto for hende.
Så nåede jeg alligevel rundt om Jeanne Baret og kom i land.
Men det har jo også været en lang rejse med besøg på både Las Malvinas - Falklandsøerne - og Punta Arenas ud over alle de hundredvis - tusindvis af øer og små atoller i Stillehavet og med omtale af både to malere og en forfatter og dertil lidt om atomprøvesprængninger.
Så Rose Freycinett kommer til at vente til et nyt indlæg - som måske kan blive et kort lille et.
