Om byens kupler og tårne

 Utroligt, hvad man kan blive interesseret i.

Ved vores besøg i København den forløbne weekend blev det tårne - kirketårne.

Vores datter er for ret nylig flyttet i ny lejlighed og er ikke helt kommet til rette med ekstra sovepladser endnu.

Så da vi i sidste weekend skulle på vores traditionelle julebesøg - første weekend i december - besluttede Ib og jeg at indlogere os på Hotel Ottillia, som ligger bare et stenkast fra hendes lejlighed i Carlsbergbyen.

Lørdag forløb som den plejer. Afgang med tog fra Kolding 8.55. Ankomst Københavns Hovedbanegård 11.03. Frokost og hjemlig hygge i Tanjas lejlighed. Herefter går vi ofte - og også i år - en tur i Tivoli og nyder, hvordan mørket falder på, og lysene tændes. 

Om aftenen går vi altid ud at spise. Det er Tanja, der står for at finde et godt sted, og i år havde hun reserveret bord på Restaurant Uformel i Studiestræde. 

 

Inden vi satte os til bords, slog vi et slag hen på Rådhuspladsen. Der var en helt fantastiske stemning med lysene op mod den blåsorte himmel.

 

Maden på Uformel var spændende og velsmagende og betjeningen overmåde venlig - og uformel. 

 

 

En af de kvindelige tjenere næsten dansede omkring.

 

Og det var lidt sjovt, syntes vi. For om eftermiddagen var vi inde i caféen til Tivolis Koncertsal og slappe af med varm chokolade. Her opføres for tiden balletten Snedronningen, og cafeen var smukt pyntet med vinterlige grene blandet med lyserøde balletsko. 

 

I nederste etage af cafeen var der propfyldt med glade mennesker, men vi fandt vej op ad trappen og fandt et roligt hjørne i det, der vel nærmest var en lille foyer til den store sal. Her sad kun få mennesker, og da vi efterhånden blev de sidste gæster, der var tilbage, fik vi en god snak med den unge oprydder, som fortalte, at hun var fra Ålborg og var flyttet til hovedstaden for at studere; hun studerede dans.

 

Så da vi senere den aften stødte på den dansende tjener, mente vi, at temaet for årets julebesøg måske blev de dansende piger. Det blev det nu ikke. I min efterbearbejdning blev det byens tårne.

Også Tivoli var leveringsdygtig i tårne.

Efter middagen gik det med en kort metrotur tilbage til Enghave Plads. Også her kunne vi nyde den hyggelige københavnerstemning, inden vi travede den korte tur "hjem".  

Hvor er vi dog privilegerede at have en base lige her i hjertet af København. 

Efter et kort ophold i lejligheden, hvor vi lige skulle indsuge altanernes julebelysning og udsigten til den lille park lige uden for Tanjas vinduer, var det på hovedet i seng på hotellet.

 

Spændende lysskakt i den gamle bygning, 

der rummer Hotel Ottillia.

 

Søndag morgen sluttede Tanja sig til os, og morgenmaden blev indtaget på 5. sal med en fantastisk udsigt - til den ene side til det moderne højhusbyggeri.

 

 

 

Ja, det virker jo næsten helt San Gimignano-agtigt i 2021-udgave.

 

Toscanabyen med de mange tårne.

 

- Eller som L.A. en miniature

 

 Til den anden side udsigt til de gamle bygninger på Carlsberg-grunden og helt over til tårnet i Zoologisk Have.

 

 

 

 Det firkantede, gamle røde tårn med den irgrønne top er tårnet på Elefantporten ved Carlsberg Bryggeri. De fire elefanter har hver fået navn efter Carl Jacobsens fire længstlevende børn.

 

Senere på formiddagen tog vi ind på Ny Carlsberg Glyptotek. Meget passende efter at have overnattet på Hotel Ottilia i Carlsbergbyen. 

 

Ottillia var Carl Jacobsens første hustru, som fødte ham 8 børn. De fire af børnene døde tidligt, og efter ønske fra Carl Jacobsen er de fire klokker i Jesuskirken i Valby opkaldt efter dem.

 

 

Jesuskirken er opført som et mausoleum for Carl Jacobsen og hans familie. Kirken er tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup og bygget i 1891. Den har et meget karakteristiske tårn, som jeg fandt ud af, at flere københavnske kirker har.

 

I det ydre tilsyneladende en kirke, der ikke adskiller sig stort fra andre, men i en artikel i Berlingske Tidende oktober 2020 bliver kirkens indre beskrevet som "opløst i billeder og ornamentik, et teatralsk smykkeskrin og den unge bryggers selvforherligende praleprojekt."

 

 Byggeriet endte med at koste en million kroner, hvilket var en svimlende sum i 1891 – og fire gange det budgetterede.

 

Måske det var derfor, at da Carl Jacobsen i 1888 overdrog sin samling til det danske folk, var det på betingelsen af, at København skulle bekoste byggeriet af et nyt og større museum end det Glyptotek, Carl havde bygget ved bryggeriet Carlsberg- et Glyptotek, der var blevet for lille til at rumme hans stadigt voksende samling af især antikke statuer.

 

Det nye Carlsberg Glyptotek blev indviet i 1897, og de første dele er ligesom Jesuskirken tegnet af  Vilhelm Dahlerup, som var en af Danmarks førende arkitekter.

 

Vinterhaven med den meget imponerende store kuppel er også tegnet af Dahlerup, men blev først tilføjet i forbindelse med en udbygning i 1906, som Hack Kampmann stod for.

 

 

 I centrum af Kampmanns udbygning står Festsalen.  

 

 

 

Festsalen fremtræder som et senklassisk græsk tempelanlæg

 

 Henning Larsens seneste tilbygning adskiller sig naturligvis og helt bevidst fra de gamle afdelinger. Men når man går op ad hans lange trappe, tænker man, at det er da den helt rigtige arkitektur at føje til den smukke gamle bygning. En tilføjelse, der med sine rene linjer afspejler nutidens arkitektur.

 

 

Et tårn er det ikke, den lange trappe. Men når man står i bunden af trappeforløbet kan man næsten få fornemmelsen af at skulle stige op gennem et tårn.

 

Havde vi fulgt sporet med de dansende piger, skulle vi have været på jagt efter Edgar Degas' bronzestatue "Danserinde med balletskørt - fjorten år" i Den franske Samling. Hun er så yndig. Vi har besøgt hende før. 

 

Men nu var det jo tårne og kupler, der var sporet.

 

Fra Glyptotekets tagterrasse er der lige som fra Ottillias tagterrasse den flotteste udsigt - her til en tårnhøj forlystelse i Tivoli og til Rådhustårnet - begge steder, vi var aftenen før.  Dog ikke oppe i forlystelsen. Men det var mange andre fornøjeligt-skrigende børn og voksne.

Glyptotekets egen kuppel ses til højre i billedet. Bemærk de mange ovenlysvinduer.

 

 

På hele vores Københavnerweekend blev jeg optaget af de mange italiensk-inspirerede slanke, firkantede campanile-agtige tårne, der findes i centrum af København, alle i stil med Rådhustårnet. 

 

Københavns Rådhus er tegnet af arkitekten Martin Nyrop, som var inspireret af Rådhuset i Siena, Italien. Han vandt en konkurrence, og rådhuset blev opført fra 1892 til 1905.

Rådhuset i Siena

Københavns Rådhus

 

Martin Nyrop har i øvrigt også tegnet Eliaskirken på Vesterbros Torv opført 1904-1908.

 

Eliaskirken, Vesterbro Torv

 

Den er kendetegnet af de nyromanske tvillingetårne, der leder tankerne hen på Hvideslægtens berømte kirke i Fjenneslev.

 

 

Når vi skal ind til Hovedbanegården eller et andet sted helt inde i centrum, tager vi Metroen fra Enghave Plads. I udkanten af pladsen ligger Kristkirken.

 

 

Tårnet til Kristkirken på Enghave Plads er lig Jesuskirkens tårn og Rådhustårnet. Kirkens arkitekt var Otto Valdemar Koch (1852-1902). Koch benægtede at have haft noget forbillede; men Kristkirkens lighed med domkirken i Spoleto nord for Rom er umiskendelig.

 

Domkirken i Spoleto

 

Med de hvide mure giver Kristkirken mig nu også mindelser til Firenze. Altså kun tårnet, en lille smule.

 

 

Da der i 1889 blev udskrevet en konkurrence om bygning af Københavns Rådhus, indsendte Otto Valdemar Koch et forslag og blev nummer to. I 1891 blev Koch indvalgt i Borger-repræsentationen. Heldigvis benyttede han ikke på smålig vis lejligheden til at fremme sit eget projekt, men støttede Nyrops projekt - det, som havde vundet konkurrencen, og det projekt blev da også gennemført, så vi i dag har det rådhus, vi har.

 

Sions kirke på Østerbro - også tegnet af Otto Valdemar Koch - har et tårn meget lig det på Kristkirken på Enghave Plads, skønt i andre sten.

 

Sions Kirke, Østerbro

Ud over de to kirker har Otto Valdemar Koch tegnet yderligere tre kirker i Indre København. Også i Apostelkirken genfinder vi tårnet, skønt det her er blevet lidt "pakket ind".

 

 Apostelkirken på Vesterbro

 

De to næste af hans kirker tager sig helt anderledes ud.

 

 Kapernaumskirken på Nørrebro 

 

Sankt Lukas Kirke på Frederiksberg 

 

 

Derudover har Otto Valdemar Koch også tegnet Reersø Kirke på Sjælland, der som landsbykirke skiller sig ud fra de øvrige,

og faktisk også Vor Frelsers Kirke i Vejle, som næsten ligner en hel katedral i miniformat.

 

 

 

En helt anden kendt kirkearkitekt var C.F. Hansen, som tegnede Christiansborg Slotskirke, som vi sør'me også lige nåede at besøge i søndags. Men det er jo en helt anden stil med en kuppel, der i den grad giver mindelser til Pantheonkirken, vores yndlingssted i Rom.

 

Så også her genfinder jeg duften af Italien, og måske - som det måske er fremgået af mine mere eller mindre relevante henvisninger til steder i Italien - var det nok mere den - duften af Italien - end kirkerne i sig selv, jeg blev forført af.

 

Og det må da for pokker snart blive muligt igen at stå foran det venetianske marktårn på Marcuspladsen i Venedig.

 

Jeg lægger gerne arm til både fire og fem stik, hvis bare resten af verden også gør det - får mulighed for at gøre det og gør det.

 

Men ellers må jeg nøjes med at tage til Himmelbjerget. Der er nu også dejligt.

 

Fra Ny Carlsberg Glyptotek

 

 

Hvis ikke det er elegance ....

Ved vores seneste besøg på Ny Carlsberg Glyptotek skulle vi som sædvanlig lige ned og se til de ægyptiske mumier. Men så røg vi ind i et mindre sidelokale, hvor der var udstillet gravgaver. Hm... dem synes jeg ikke lige, vi havde set før. Men hvor var de smukke. Især skibene / bådene -  og især den på ovenstående foto.

Mumiekrypten var naturligvis så stemningsfuld som altid.

 Men faktisk var det to andre udstillinger, vi kom for.

For Ibs vedkommende var det særudstillingen med værker og forarbejder til værker af vores lokalfødte Anne Marie Carl-Nielsen.

 For mig var det Middelhavsområdet, som jeg syntes, vi var kommet for hurtigt igennem, sidst vi var her.

 

 Hannoveranerhingsten ’Flingarth’

Jeg er egentlig ikke så optaget af skulpturer, men alligevel kan man da godt lade sig imponere, især over  hestene, som Anne Marie Carl-Nielsen udførte så detaljeret og kraftfuldt.  Og også, når det bliver lidt hjemligt som herunder, forarbejdet til Dronning Dagmar-skulpturen, vi så ofte har besøgt på Slotsbanken i Ribe.

 

Havfruen har jeg faktisk haft med i et foredrag om Carl og Anne Marie Carl-Nielsen. Den færdige skulptur står på havnefronten foran Det kongelige Bibliotek - Den sorte Diamant.

Den gamle kartoffelsamler er fin, synes jeg - og næsten den diametrale modsætning til den hvide havfrue. Her er det ikke fantasi og eventyr, men derimod det daglige slid og slæb. 

Med baggrund i sin opvækst på gården Thyrasminde i Sønder Stenderup lidt uden for Kolding har Anne Marie Carl-Nielsen fremstillet en lang række små figurer af gårdens dyr.

Hun har desuden fremstillet en række meget imponerende rytterskulpturer efter grundige studier af heste.

Nedenstående skulptur af Dronning Margrethe 1. til hest fik hun aldrig skabt i stor størrelse, men på grundlag af hendes forstudier og en gipsafstøbning i fuld størrelse blev den skabt og opstillet i bronze på  Roskilde Torv i  2006.

 

 Det skulle vi lige have vidst, da vi - på vej hjem fra visit på Frederiksberg - var i Roskilde for nylig. Men da var vi sultne og frustrerede over, at vi længe ikke kunne finde en parkeringsplads. 

Men da sulten endelig var blevet stillet på Café Knarr, der serverer ny nordisk vikingemad nede på vikingehavnen, og vi havde vandret lidt rundt i området, hvor folk var i fuld gang med at slæbe vikingeskibe på land, stemte Bo (Ibs lillebror) og jeg for, at nu var vi trætte og ville hjem, så Ib fik os ikke slæbt med op til domkirken og midtbyen.

Tilbage til Glyptoteket. I en lille mellemgang stødte vi på noget, der overraskede mig.

 Det skulle det ikke have gjort, for jeg har som nævnt tidligere holdt et lille foredrag om Anne Marie Carl-Nielsen, men jeg havde da glemt hendes tidlige græske periode, og jeg tror faktisk aldrig, jeg tidligere har set værker derfra. Da jeg kom hjem gik jeg på nettet og fandt spændende info herom.

 

Skulpturerne er kopier af de dengang nyligt udgravede, polykrome skulpturer på vestgavlen af det første Athenetempel ca. 570 f. Kr. på Akropolis.  

  Typhon var søn af Gaia (Moder Jord) og skabt som et gigantisk bevinget mangehovedet og mangearmet uhyre, hvis underkrop bestod af utallige slanger. Dette aggressive væsen forsøgte engang at bekæmpe den græske hovedgud Zeus. Det lykkedes Typhon at vælte ham omkuld ved at skære hans knæhaser over, men da kom Herakles sin far Zeus til undsætning ved at skaffe ham de manglende legemsdele tilbage. Zeus var nu i stand til med sine lyn at nedlægge Typhon og efterfølgende begrave ham under Etna, hvorfor dette sicilianske bjerg stadig ulmer og indimellem spyr nogle af lynene fra sig.

 

Anne Marie Carl-Nielsen fremstillede mindst fem kopier af Typhon, hvoraf der herhjemme findes tre eksemplarer. Brygger Carl Jacobsen købte en af kopierne, som han forærede til Den Kongelige Afstøbningssamling i København.

 

Anne Marie Carl-Nielsen kopierede fra midten af marts til slutningen af juni måned 1903 skulptur-gruppen Typhon på Akropolis Museum. På fotoet her står hun stolt ved siden af sin kopi, mens originalen ses i baggrunden under en stor akvarelmalet kopi af skulpturgruppen. I forgrunden sidder Carl Nielsen og skumler, for han brød sig ikke om Typhon: ”Formen er for dum, synes jeg; der er hverken Olympiaskulpturens fuldblodige Lidenskabelighed i Form-givningen eller den senere græske Kunsts Finhed og Glæde over det menneskelige Legeme”. 

Han var utilfreds med, at hans kone brugte så megen tid på at kopiere fremfor selv at skabe, men nok så meget irriteret over udsigten til, at hun ville af sted til Grækenland igen for at gøre arbejdet færdigt. For så måtte han undvære hende i en længere periode. Det endte da også med, at Carl senere indledte et forhold til den kvinde, der var ansat til at passe parrets børn, og ægteskabet  blev opløst.

 Efter at Anne Marie Carl-Nielsen havde modelleret og fået afformet hele den store og komplicerede Typhon, fik hun taget nogle ekstra gipsafstøbninger af den bageste af skulpturgruppens mandshoveder, hvor farverne var særlig godt bevaret. Intentionen hermed var at rekonstruere farverne for dermed at bidrage til den aktuelle farvedebat blandt arkæologer.

Skulpturgruppen besad nemlig en hidtil uset stærk og ikke-naturalistisk farvesætning sammenlignet med hidtidige farvefund på skulpturelle fremstillinger af menneskefigurer: Hår og skæg var blåt – hvilket forlenede ham med kælenavnet ”Blåskæg” – og huden rødbrun. En sådan abstrakt farvebrug kendtes ellers kun i forbindelse med før-antikke skildringer af dyr og fabelvæsener. Det var imidlertid ikke let for Anne Marie Carl-Nielsen at genskabe farverne. Især den blå farve drillede hende, hvorfor hun bad den græske konges danske godsforvalter Otto Weismann om assistance. Han kunne da også oplyse hende om, at farvestoffet kunne frembringes ved kemisk behandling af roden fra planten alkanna (alkanna tinctoria).

 

 De farvede kopier var med til at slå Anne Marie Carl-Nielsens navn fast internationalt.

Da vi i sin tid besøgte Knossos, husker jeg, vi fik fortalt, at Sir Arthur Evan var blevet meget kritiseret for sin meget farverige rekonstruktion.

Siden da er man åbenbart blevet mere overbevist om, at mange af fundne fortidsminder HAR været kraftigt bemalet, f.eks. også græske og romerske statuer.,

 

Da vi for to år siden besøgte Glyptoteket for at se deres store særudstilling om Palmyra, viste de også, hvordan historikerne mente, at Skønheden fra Palmyra havde været bemalet.

Jeg kan nu  bedst lide den blege skønhed, men det er jo historisk ganske uvedkommende.

 

 Faktisk var det Anne Marie Carl-Nielsen elev, Ingrid Kjær,  der henledte hendes opmærksomhed på et muligt arbejdsfelt med kopier af græske figurer.

Ingrid Kjær havde fundet et arbejdsområde, som hun mente kunne blive en god forretning, nemlig at kopiere nogle af de sensationelle fund, som arkæologerne havde gjort i midten af 1880’erne bestående af polykrome skulpturer og skulpturgrupper fra den indtil da ret ukendte arkaiske (græsk for: gammel, fortidig) periode. 

Netop den velbevarede bemaling gjorde disse genstande interessante, fordi farverne var voldsomme og brugt på en anderledes måde end i antikken, det vil sige ikke-naturalistisk. Godt nok havde man i det sene 1800-tal kendskab til præ-antikke skulpturer med stærke farver, men disse var anvendt til skildring af vilde dyr og uhyrer, men ikke af menneskefigurer. 

Derfor blev der flittigt forsket i og publiceret en del om disse fund, men afbildninger heraf var begrænset af datidens reproduktionsteknik. Følgelig var der stor efterspørgsel blandt arkæologiske museer og kunstakademier på nøjagtige, bemalede kopier af de arkaiske værker, men originalernes skrøbelige farvelag tillod ikke, at man tog form af dem. Mangfoldiggørelse i plastisk form krævede derfor manuel fremstilling af kopier i ler, som efterfølgende kunne afformes, støbes i gips og bemales. 

Dette havde Ingrid Kjær gjort med en kore-figur (græsk for: ung pige) på Akropolis Museum. Ingrid Kjær holdt Anne Marie Carl-Nielsen underrettet om den besværlige proces, ligesom hun spurgte sin erfarne lærer til råds. 

Selv om det lykkedes Ingrid Kjær at få bestilling på hele 23 afstøbninger af sin kore-kopi, kneb det med at få dem bemalet. Hun frygtede også, at grækerne ville spænde ben for eksporten af de færdige kopier, idet der havde været mange kedelige eksempler på udlændinges kommercielle udnyttelse af arkæologiske fund i Grækenland. Blandt andet på grund af disse vanskeligheder gav Ingrid Kjær op over for en stor og kompliceret kopiopgave.

  Derfor endte opgaven i foråret 1903 i hænderne på den mere erfarne Anne Marie Carl-Nielsen - i bedste forståelse med såvel hendes elev som museumsdirektøren. 

 Selv om Anne Marie Carl-Nielsens kopier solgte ret godt, er det umuligt at gennemskue, hvor stor hendes nettofortjeneste herpå blev, for, mens hun var nøjeregnende med at registrere sine indtægter, oplistede hun ikke med samme nidkærhed de dertil hørende udgifter.

Ingrid Kjær i færd med at modellere en kore-figur på Akropolis Museum. (1901). Fotografi. Det Kongelige Bibliotek.

Det blev en længere historie omkring Anne Marie Carl-Nielsen - Ib hovedmål på Glyptoteket denne søndag.

 Vi fortsatte ind i Glyptotekets faste udstilling, og det første, vi stødte på, var disse:

Indtil da vidste jeg ikke, hvad en kore var.

 

 

I denne lille sal stødte vi på endnu en havfrue

- og en vulkan i udbrud.

 

Mon det er Zeus' lyn, der stadig glimter fra Etna, efter at Zeus har nedlagt Typhon. Nej, det er det næppe. Det er vist Vesuv i udbrud - men jeg kunne da more mig over to (næsten) referencer til det, vi så i særudstillingen.

Desværre fik jeg ikke noteret kunstnerne til disse to malerier. ØV. Men jeg elsker de mørke blåsorte og dybt grønne farver.

Anledning til stille kontemplation eller kultiveret samtale:-)

Herefter kom vi ind i en sal med danske malerier, vi  ikke erindrede at have set før. Det viste sig også at være en nyophængning af værker fra museets samling, der ikke har været tilgængelig for publikum i længere tid. Dansk kunst 1780-1930.

Det morsomste her var en væg med en række modelstudier fra 1833 - fem numser - eller rettere sagt, faktisk fem udgaver af samme numse - udført af kendte danske navne - C. W. Eckersberg og hans fire elever, Wilhelm Marstrand, Christian Købke, Constantin Hansen, Martinus Rørbye (eller Adam Møller).

På nettet ligger en morsom omtale af denne lille særudstilling, som også omtaler et maleri fra Vejrhøj af J. Th. Lundbye (en af Ibs favoritter) og et af Edward Weie, som jeg er glad for, Dame med parasol - malet på Christiansø, hvor vi var i sommer.

 

Og først nu nåede vi frem til mit hovedmål, Middelhavshorisonten.

Udstillingen ”Middelhavshorisonten” præsenterer en kulturhistorisk beretning om Middelhavsområdets kulturer. Mere end 1.000 arkæologiske genstande fra Glyptotekets rige samling af fund fra området fortæller om de antikke kulturer i Middelhavområdet. Kontakt og udveksling gennem handel på tværs af Middelhavet var en vigtig faktor i dannelsen af de fortidige samfund, som ligger til grund for vores nutidige verden. Udstillingen belyser den omfattende udveksling af varer og viden, gudetro og ideologier, som fandt sted i løbet af mere end 6.000 år – fra Mellemøstens tidlige højkulturer til det romerske imperiums begyndelse.

 Med tiden opstod de tre store imperier i Mellemøsten: Assyrien, Babylonien og Persien. De tre store relieffer med dyrefremstillinger, som ses ved indgangen til udstillingen, stammer fra den monumentale Ishtar-port ved paladset i Babylon fra det 7. og 6. årh. f.Kr.

 

 

 Udstillingens fokus ligger på de store antikke kulturer som fulgte efter de tidligste mellemøstlige imperier. Den fortæller om, hvordan både varer, ideologier, religion og samfundsstrukturer i hele Middelhavsområdet blev påvirket af kulturelle forbindelser på kryds og tværs.

 

Udstillingen byder på et overflødighedshorn af effekter - vaser, dyrefigurer og andet.

 

 

 

Sidste del af Middelhavshorisonten rummer en stor etruskisk samling. 

 

Man har spekuleret på, om den meget karakteristiske sorte, etruskiske keramik udelukkende har været fremstillet som gravgaver.

 

 

 

Og hvem er så ovenstående hyggelige fyre? Jeg ved det ikke. Ofte tager jeg foto af teksten til de genstande, jeg fotograferer. Men med den overvældende mængde af spændende artefakter i Middelhavshorisonten var det en umulig opgave. 

Mon der findes et udstillingskatalog til denne del af museets faste samling?

Det næste ved jeg dog, hvad er. Det er eksempler på etruskernes karakteristiske askekister

 

Helt nede for enden af den etruskiske samling har man opført et gravkammer.

 

Den store  1:1 kopi af et vægmaleri fra et etruskisk gravkammer er udført i årene 1895-1913 på initiativ af museets stifter Carl Jacobsen. Vægmaleriet viser etruskernes egen afbildning af ritualer og adfærd i forbindelse med begravelser og forfædrekult.

 

Etrurien var et af de første områder, som byen Rom underlagde sig.

  Men mange af de etruskiske guder blev overtaget af romerne og ligeså etruskernes praksis med at tage varsler af dyreofres indvolde.

 

Efter et smut ned i det ægyptiske gravkammer og derefter et smut op på tagterrassen var vi ved at være færdige. Selv om jeg den seneste tid har læst meget om den romerske republik, sprang vi den græske og romerske afdeling over. Den afdeling indeholder mest en masse skulpturer - og som sagt er jeg ikke så vild med skulpturer.

Så efter et kort hvil på bænken i Glyptotekets imponerende centralrum med palmer og fiskedam, traskede vi på trætte fusser den korte vej til Hovedbanegården og kunne snart sætte os i toget.

 

Vandmoderen af Kaj Nielsen 1920-21. Kaj Nielsen inspireret af antikken og franske skulptører, som f.eks. Rodin.

 

Men boede vi i København, skulle vi bestemt have et årskort. Glyptoteket bliver vi aldrig færdig med. 

Næste museumsbesøg må vist blive Moesgårds kommende særudstilling RUS - Vikinger i øst. 

Vikingerne er ikke  min hovedinteresse, men med undertitlen "På togt mod Kalifatets sølv" kan det kun blive spændende.