Om en tysk maler i Sydamerika, om Chiles og Argentinas rivalisering, om The Conquest of the Desert og enkelte andre svinkeærinder..

Johann Moritz Rugendas var en tysk landskabsmaler. Hans hovedværk er ”Voyage Pittoresque dans le Brasil” med mere end 500 illustrationer, og det betragtes som det vigtigste dokument om Brasilien i det 19. århundrede.

Johann Moritz var syvende generation af en familie af anerkendte malere og gravører, og han var oldebarn af Georg Philipp Rugendas, 1666-1742, en berømt slagmaler.

En slagmaler, hvad er det?

Det er en maler, der i krigstid følger med hæren og skildrer slagene.

De danske slagmalere, jeg kender bedst, er Niels Simonsen og Jørgen Sonne., som skildrede De slesvigske Krige. I ved, Sønderjylland, Dybbøl osv.
Dem vender jeg måske tilbage til.
Nogle malerier blev malet nogenlunde samtidig med hændelserne, andre først langt senere. Jeg husker ikke, hvad der gælder for dette ikoniske maleri "Tilbagetoget fra Dannevirke."

Familien Rugendas havde tradition for at være urmagere, men da oldefaren skadede sin højre hånd, måtte han skifte erhverv. Han optrænede sin venstre hånd til at kunne male. Han gik metodisk og velovervejet til værks og blev kendt for sin utrolige præcision og detaljerigdom sammen med maleriernes motiver, de store kampscener. Han oparbejdede også en driftig forlagsvirksomhed, hvor han trykte og forhandlede graveringer.

I Rugendas fars tid er vi nået op til starten af 1800-tallet og Napoleonstiden, og faren, Johann Moritz Rugendas ll fulgte Napoleons hære og malede hans slag -  fotoet til venstre - og han malede for øvrigt også englændernes bombardement af København 1807 - fotoet til højre.

Hvorfor nu denne lidt løsrevne henvisning til Napoleon?

Jo. Mens jeg har været optaget af Bruce Chatwins ”En rejse til Patagonien” og derefter Cesar Airas lille bog ”En episode i en landskabsmalers liv”, som er udgangspunktet og emnet for dette opslag, har min tykke, tykke bog om Alexander von Humboldt ligget stille. Men da jeg kom i gang med den igen, viste det sig, at der var en spændende forbindelse mellem Humboldt og Napoleon. Det vil der komme et senere opslag om.

Men nu vil jeg følge Johan Moritz Rugendas. For ham kom perioden efter Napoleon til at betyde en ændring i familietraditionen. Eller i al fald en drejning. For efter Napoleon indledtes en periode med et fredens Europa, og det kom til at betyde, at Johan Moritz skiftede kampmotiverne ud med naturskildringer.

Rugendasfamilien var i 1608 emigreret fra Katalonien – skønt af flamsk oprindelse – og havde slået sig ned i Ausburgh, hvor man var mere velvillig indstillet over for deres protestantiske tro.

Rugendas blev født i 1802 i Ausburgh, som dengang var - og lige siden 1278 havde været - en fri imperiel by i Det Hellige Romerske Imperium. 

Efter Napoleonskrigene blev Ausburgh i 1806 en by i det nyoprettede kongerige Bayern. 
Ausburgh ligger i nærheden af München.

Rugendas var inspireret af rejseskildringerne i troperne af to tyske naturister. Selv kom han til Brasilien i 1822, ansat som illustrator for Baron von Langsdorffs videnskabelige østrigsk-brasilianske ekspedition. 

”Med et ord: Den naturlige beliggenhed, klimaet og landeprodukterne gør provinsen Rio de Janeiro til det lykkeligste, rigeste land, man tror at bo der i en evig sommer.” Sådan skrev Georg Heinrich von Langsdorff i 1821.

Langsdorff er også en spændende person Han var generalkonsul for det russiske imperium i Brasilien og havde en gård lidt uden for Rio de Janeiro, hvor Rugendas boede en tid. Men Langsdorff var også forsker og tog på ekspeditioner ud i det ukendte Brasilien..
Se mere Om Langsdorff

”På tærsklen til sit 20. år åbnede der sig en verden for ham, som på den ene side var opdaget, men alligevel manglede at blive udforsket, mere eller mindre som det i samme periode skete for den unge Darwin. Hvad Fitzroy var for Darwin, blev Freiherr Georg Heinrich von Langsdorff for Rugendas," skriver Aiga i sin gendigtning af Rugendas oplevelser i Sydamerika. 
Fitzroy var den kaptajn og forskningsleder, der tog Darwin med om bord på HMS Beagle på rejsen til Ildlandet, Galapagosøerne og videre rundt om jorden, hvilket han senere i livet bittert fortrød. Men det må du læse mere om i opslaget om Patagonien del 3.

Rugendas forlod ekspeditionen i 1825, men blev i Brasilien til 1828.

Han var del af det, der kaldes den tropiske romantik. Han fremstillede portrætter af sorte mennesker med forskellig oprindelse for at sammenligne forskelle og ligheder mellem oprindelseslande, men også for at identificere forskellige grader af civilisation.

Han malede mere ”vilde” mennesker med ar, deformiteter og normalt uden tøj.

Kreoler, derimod, blev malet iført tøj og smykker, hvilket betød et skridt fremad mod civilisationen, hvis man sammenlignede med sorte afrikanere. Rugendas hyldede sorte mennesker født i Brasilien, som ifølge ham var mere polerede og velvillige end afrikanere.

Derudover malede han rigtig mange skilderier, der afbildede dagligliv og forskellige aktiviteter som gadehandel, vask. og vandhentning. Men her var hovedfokus i aktiviteten og landskabet snarere end i detaljerede variationer mellem sorte af forskellig oprindelse. De afbildedede personer blev mere eksemplariske. 

Arbejdet udført af sorte mennesker blev af Rugendas opfattet som et civiliserende element, der gjorde det muligt for sorte mennesker at udvikle sig selv og have social mobilitet.

Darwin udtrykte noget lignende omkring indianerne i Sydamerika, da han som omtalt i et tidligere indlæg holdt af ildlænderen Jemmy Botton, da han var blevet civiliseret ved skolegang og arbejde i England, mens han blev forfærdet ved mødet med oprindelige beboere på Ildlandet.

Jemmy Bolton. Til venstre som "vild" . Til højre som "civiliseret" efter 13 år i England.

Men hvorfor er jeg pludselig blevet optaget af en tysk maler, som jeg tidligere aldrig havde hørt om?

Jo, Patagonien er begyndt at blive mere og mere omtalt i aviserne – eller også er jeg begyndt at lægge mere mærke til artikler med netop det emne. Under alle omstændigheder var der den 23. november i et rejsetillæg i Jyske Vestkysten med en beskrivelse af Patagonien og omtale af latinamerikanske forfattere. Fluks tog jeg på biblioteket og lånte et par stykker af de nævnte titler. En enkelt titel, ”The Old Patagonian Express”, som jeg reserverede, fik jeg dog aldrig. Jeg fik derimod en venlig mail, hvor Kolding Bibliotek beklagede, at de ikke kunne levere denne titel, da de ikke kunne finde bogen – og de var eneste bibliotek i hele landet, der skulle have den. Nu er bogen slettet fra deres base J

Men en af de bøger, jeg fik fingrene i, var Cesar Airas ”En episode i en landskabsmalers liv”. Og den maler, der var tale om, var Rugendas!

Fra bagsideteksten:

”… er en særegen og overraskende roman fra en af Argentinas store forfattere. Om naturens skønhed og uhyrlighed, om landskabsmaleri og kunstnerisk inspiration – og om en dramatisk hændelse, der ændrede en mands liv for altid. Beundret og anerkendt som en af sin tids fremmeste landskabsmalere rejser Johan Moritz Rugendas på opfordring af Alexander vom Humboldt – den berømte tyske naturforsker til Chile, Argentina og Mexico for at male maleriske landskaber.”

Et sådant møde mellem Rugendas og Humboldt, som jeg er meget optaget af, måtte jeg da forfølge.

Da Rugendas kom hjem fra sin første Sydamerikarejse, mødte han Alexander von Humboldt, som han blev meget optaget af. Han blev meget påvirket af Humboldt og hans syn på naturen som et organisk hele og det, at han så miljøforhold som bestemmende faktorer for menneskelig udvikling. Han mente således, at manglen på uddannelse og civiliserende elementer i Afrika bidrog til mindreværdet i den afrikanske race. 

Også under indflydelse fra Humboldt afviste Rugendas det brasilianske slaveri og forsvarede en gradvis og progressiv frigørelse.  Men selvom Rugendas forsvarede den gradvise frigørelse, opfattede han brasiliansk slaveri som et nyt liv for afrikanere, der fik chancen for den kristne oplevelse. Med sit romantiske synspunkt, mente han således, at slaveri i Brasilien bidrog til udvikling af racedemokrati.

(Ja, det lyder lidt indviklet, så jeg henviser til ifølge historikeren Robert W. Slenes, som skriver:  ”Rugendas had a political agenda that worked together with his ethnographic work. The artist had a compromise with a conservative Christian reformism, characteristic of French abolitionist movement. Although Rugendas defended the gradual emancipation, the artist understood Brazilian slavery as a new life for Africans, who got the chance to the Christian experience.”)

 Mere om Slenes:  http://worldcat.org/identities/lccn-n97900778/

I 1831 rejste Rugendas på opfordring fra Humboldt igen afsted. Han rejste først til Mexico, hvor han tegnede, malede akvareller og begyndte at male oliemalerier. Han blev dog udvist af Mexico, da han deltog i et mislykket kup mod Mexicos præsident Anastatio Bustamante.

Fra 1834 til 1844 rejste han rundt i Chile, Argentina og Peru for til sidst at vende tilbage til Rio de Janeiro, hvor han stod på god fod med kejser Dom Pedro ll og malede flere portrætter af kongefamilien.

I et katalog opregnes 3.353 værker fra denne anden Sydamerikarejse.

I 1847 vendte han tilbage til Europa. Således havde han opholdt sig i 16 år i Mellem- og Sydamerika.

Humboldt havde i øvrigt frarådet Rugendas at rejse til Argentina. ”Spild ikke Deres tegnetalent, der frem for alt består i at indfange det virkeligt exceptionelle landskabet så som snedækkede bjergtoppe, urskovens tropiske vegetation, klynger af samme art i forskellige aldre ….”  Kun i troperne fandt man den overflod af primære former, der var nødvendige for at karakterisere et landskab, mente Humboldt.

Men Rugendas ville nu til Argentina.

Men hvad var det for en dramatisk begivenhed, Rugendas kom ud for på rejsen?

Jo, sammen med sin ven, den unge maler Robert Krause, opholdt han sig i Chile i 8 år kun afbrudt af 5 måneder, som en fatal rejse mod Buenos Aires kom til at vare.

 I december 1837 drog de afsted over Andesbjergene med en mindre flok heste, muldyr og to chilenske førere. På rejsen førte de bog over lufttryk, de udregnede vindens hastighed med en vindpose og to glasrør med flydende grafit tjente som højdemåler. Målinger, som jo især også Humboldt havde foretaget. Og undervejs blev de bjergtagne af de smukke landskaber, og som formålet med rejsen jo var, så malede de naturligvis på livet løs - både når de gjorde ophold, men ofte også mens de sad i sadlen på muldyrene. 
Normalt var det skitser og detaljer, de malede for at fastholde motiver i erindring. Men nu begyndte Rugendas at male egentlige malerier. Krause var tvivlende, når Rugendas i rasende fart fremstillede små malerier med fede penselstrøg og skrigende farver. Denne teknik var indtil da kun blevet anvendt af nogle få excentriske engelske malere, der var inspireret af den engelske landskabsmaler William Turner, og blev i bund og grund betragtet som en gang fusk. Men faktisk blev det jo 50 år senere taget op af de franske impressionister.

De to venner fik krydset Andesbjergene og ankom til Mendoza, hvor de opholdt sig i en måned hos familien Godoy. Rugendas havde håbet at komme til at opleve både et jordskælv og et indianerangreb. Det skete dog ikke.

Det blev tid at fortsætte mod Buenos Aires, og sammen med en gammel fører og en dreng til at lave mad drog de to malere afsted med 5 hingste og 2 hopper – glade over at slippe for de stædige muldyr, der dog havde været mere velegnede på de smalle stier i bjergene. Efter nogen tid kom de ind på et område, der var fuldstændig bart efter et græshoppeangreb, og de kom i bekneb for mad og foder til hestene.

Vejret blev foruroligende. Temperaturen steg til op mod 50 grader, ikke en vind rørte sig, lugttrykket faldt markant, en tung dyne af grå skyer hang over deres hoveder, men de blev stadig blændet af et skarpt lys, der ikke aftog. Hestene var meget urolige – den gamle fører skamfuld efter at have svigtet som fører og den unge dreng forskrækket.

Hvad skulle de gøre?

Rugendas og Krause var uenige, og det endte med at Rugendas red afsted alene og meddelte, han ville være tilbage to senere.

Han red lidt op i nogle bjerge. Hesten var ekstrem nervøs, han selv følte en trykken for brystet, hans sanser var skærpet helt afsindigt.

Så kom uvejret.

”Et voldsomt lyn zigzaggede hen og himlen og så tæt hen over jordoverfladen, at Rugendas’ ansigt blev badet i hvidt lys, og herefter blev hans hoved ramt af et lyn. Den elektriske udladning fik mand og dyr til at flamme op, og Rugendas så sig selv lyse op, og han blev tilskuer til sig selv i et rædselsvækkende øjeblik, der uheldigvis gentog sig.”

Det andet lyn, der ramte ham, mindre end 15 sekunder efter det første, var meget voldsommere. ”Hest og mand fløj 20 meter op i luften, mens de flammede op og knitrede som et koldt bål.”

Rugendas faldt af hesten, men da hesten endelig sprang fremad, hang han fast med foden i stigbøjlen, og han blev slæbt hen over jorden i rasende fart. Ved daggry næste morgen blev hest og mand fundet af Krause og den gamle fører.  Rædslen gjorde dem stumme.

”Rugendas’ ansigt var én ophovnet og blodig masse, pandebenet var blottet , og der hang hudlaser ned over hans øjne. Hans ausburgske ørnenæse var helt ukendeligt, og de flækkede læber var krænget væk fra tænderne, så man kunne se hele tandsættet, som ved et mirakel var uskadt. Som det første så de efter, om han trak vejret.”

Krause fik Rugendas bragt til et hospital, og der fulgte en lang sygdomsperiode, hvor Rugendas var plaget af umådelige smerter. Nerver var revet over, og senere, når arvæv trykkede på nerverne, fik han nogle helt forfærdelige anfald.

Efter nogen til vendte de tilbage til familien Goody i Mendoza.
(Mendoza som vi i dag bedst kender som Argentinas vinområde.)

Langsomt gik det fremad. Rugendas plagedes stadig af pludselige, voldsomme anfald, som kun store mængder morfin kunne dulme.

Efterhånden begyndte Krause og Rugendas igen at ride ud og male.

Og nu kommer det, jeg synes er helt grotesk.

En dag, hvor de havde overnattet på en gård nær San Rafael, efter at have ligget i lejr i 3 dage, begyndte gårdspladsen at rumstere af råb og hestetramp. Indianerangreb! Mændene på gården gik i gang med at organisere et forsvar. Det var hverken første og sikkert heller ikke sidste gang, at de skulle standse indianerne med våben i hånd, så det skete let og ubesværet. Det var bare en del af arbejdet på gården, intet andet. Kvæget skulle drives sammen og et modangreb etableres.

Da mændene red ud, fulgte Krause og Rugendas efter! Endelig skulle de opleve et indianerangreb.

Rugendas fik skaffet sig en mantilla, som kunne skjule hans ansigt og sprang op på hesten. Men da han greb ud efter tøjlerne, kunne han ikke finde dem. Han sad bagvendt på hesten. Han fik sig vendt og fulgte nu efter Krause, der pinlig berørt var redet i forvejen med alt deres malergrej.

Hele dagen fulgte de kampene mellem indianere og kvægbønder og tegnede/malede skitser i rasende fart.

På et tidspunkt kom fire-fem indianere op mod den kam, hvor malerne befandt sig. Krause skæd op i luften. Rugendas var så optaget, at jan bare skrev bang-bang på sit papir. Mon indianerne blev forskrækkede over at se hans hoved indhyllet i den sorte mantilla? I al fald fortrak de uden videre ned over bjergsiden.

Der var voldsomme kampe – der var kommet soldater fra Tambo. Men alle lavede løjer og vigtede csig af komiske bedrifter, som var det alt sammen harmløst. På et tidspunkt fik Rugendas et voldsomt anfald og indtog så meget smertestillende, at han faldt i søvn og red sovende på sin hest en halv time. Han vågnede op og fortsatte med at følge kampene og male.

Hen mod aften red Krause og Rugendas igen ud for at lede efter indianere at male – Rugendas nu uden den beskyttende mantilla.

De stødte på en stor flok indianere – 100 måske. De havde samlet de køer, de havde stjålet på en nærliggende græsgang, omgivet af hestene, der hindrede dem i at sprede sig. Indianerne sad omkring bål og drak og festede. De havde også stjålet spiritus.

Da de så Rugendas mishandlede ansigt, blev de tilsyneladende slået af rædsel – en rædsel, der næsten lammede dem. Så Rugendas kunne stille og roligt sætte sig hos indianerne og tegne massevis af skitser af indianere på klos hold.

I al fald mener Cesar Aira, hvis genfortælling af Rugendas rejse det er, jeg hele tiden citerer fra, han mente, at denne beretnings sandfærdighed dokumenteredes af Rugendas senere brevveksling med venner og familie, især sin søster, hvor han beder dem bære over med hans dristighed. Han ville tæt på indianerne, så han kunne få nedfældet forgrundene og færdiggøre dagens skitser.

Og hermed slutter bogen ”En episode i en landskabsmalers liv.

Fra nettet ved jeg, at de to malere vendte tilbage til Chile for en periode og sluttelig tog en anden rute til Rio de Janeiro, hvor han som sagt blev vel modtaget af kejseren af Argentina.

Hvordan hans liv formede sig, efter han vendte tilbage til Europa, ved jeg ikke.

Men bataljen mellem indianere og kvægbrugere sammen med argentinske soldater, som han oplevede, var nok en del af det, der kaldes indianerkampagnen.

Vest for Andesbjergene, i den chilenske del af Patagonien, levede mapuche-indianerne, som spanierne imidlertid kaldte araukaner efter det landområde, som de kaldte Araukanien.

På den østlige side af Andesbjergen, i den argentinske del, levede tehuelche-indianerne.

Det var tehuelcherne, som Magellan mødte og kaldte for patagoner – dem med de store fødder, men ordet tehuelche betød på indianernes  eget sprog “brave people,” “rugged people,” or “barren land people.”

Mapuccher og tehuelcher handlede med hinanden via en rute over bjergene, som munke og spanier også senere opdagede, pg som jesuitterpræster benyttede, da de trængte ind i landet for at grundlægge missionsstationer.  Men da spanierne i starten af 1800-tallet pressede mapucherne på den chilenske side, begyndte de at strømme over bjergene til den argentinske del af Patagonien, hvor de fordrev og næsten udslettede den oprindelige tehuelche-befolkning.

Mapucherne var nomader, så  der opstod naturligvis konflikter mellem de hvide nybyggere, som indhegnede områder til deres dyr,  og indianerne. Indianerne skaffede sig heste og begyndte at overfalde gårde og drive deres kvæg med sig ad den rute, der kaldes Camino de los Chilenos. Kvæget blev ofte ført til Chile og solgt. Argentina var overbeviste om at chilenerne udmærket vidste hvor dette kvæg kom fra – fra argentinske nybyggere – og at de handlede med indianerne for at knytte bånd til dem og på den måde få større indflydelse på Patagonien og med tiden forventede at besætte disse områder øst for Andes.

Disse overfald kaldes malones. I starten angreb indianerne  ikke for at dræbe de hvide, men kun for at stjæle deres kvæg. Fra 1833 startede 

Juan Manuel de Rosas i Buenos Aires provinsen og andre militære ledere i Cuyo regionen koordinerede offensiver for at prøve at udrydde de indfødte stammer, men kun de Rosas ekspedition fik succes. Dette kaldtes The Desert Campaign.

”In 1833 Juan Manuel de Rosas in Buenos Aires Province and other military leaders in the Cuyo region carriede out coordinated offensives to try to exterminate the resistant indigenous tribes, but only Rosas' expedition achieved some success.”  (Cuyo indbefatter Mendoza - der hvor Rugendas boede hos familien Godoy.)

Så højst sandsynligt var det kampe i forbindelse med denne kampagne, som Rugendas oplevede., da han fulgte indianere og hvide gennem en hel dag - med hvilepauser undervejs. Forfatteren Aira fortæller jo, at der kom soldater for hjælpe kvægfarmerne.

I 1845 havde Chile grundlagt Punta Arenas nede i Magellanstrædet, og i 1861 besatte/erobrede Chile Araukanien. Begge dele foruroligede Argentina, da Chile nu fik endnu mere indflydelse i denne del af Patagonien, og det udgjorde en trussel mod Argentinas krav på Patagonien.

Den lille grønne afmærkning til venstre for det store grønne felt er Araukanien

Indianernes angreb blev voldsommere. Der blev dræbt flere hvide nybyggere, de begyndte også at kidnappe hvide kvinder, og de foretog raids/malones længere og længere mod øst.

Fra 1870 begyndte den argentinske regering derfor at grave brede, dybe render langs det, som Argentina anså for sin grænse ud mod vildmarken -   3 meter brede, 2 meter dybe – dels for at gøre det vanskeligt for indianerne på hest at trænge ind, og dels for at gøre det vanskeligt for dem at føre stjålet kvæg væk. Dette system af grave kaldes zanja de Alsina efter Argentinas forsvarsminister, ham der fik ideen. Desuden byggedes barrikader og forter langs dem. Det viste sig dog, at zanja de Alsina  ikke var virkningsfuld over for  store indianerangreb.

Fra 1878 iværksattes  The Conquest of the Desert. En stor militær indsats hvor Argentina i årevis angreb og dræbte og/eller tvangsflyttede i tusindvis af indianere.

The Conquest of the Desert blev med stor succes ledet af General Julio Argentino Roca, der var overbevist om, at den eneste løsning på indianerproblemet var at udrydde dem, undertvinge dem eller forvise dem.

” Our self-respect as a virile people obliges us to put down as soon as possible, by reason or by force, this handful of savages who destroy our wealth and prevent us from definitely occupying, in the name of law, progress and our own security, the richest and most fertile lands of the Republic.

— Julio Argentino Roca”

Kampene varede helt indtil 1884. En måske afgørende faktor var, at argentinerne fik nye moderne remingtongeværer.

Nu kunne de hvide nybyggere i ro og fred udvikle pampaen til den brødkurv, som den blev for Argentina.

General Roca var den helt store helt. Han blev valgt til præsident fra 1880 til 1886 og igen fra 1898 til 1904.

På de argentinske 100 peso banksedler ses Roca  som Argentinas 8. præsident på forsiden og på bagsiden ses han i en situation fra The Conquest of the Desert på et maleri af den uruguayanske maler Juan Manuel Blanes.

Men erobringen af ørkenen var ikke udelukkende et opgør med indianerne, men også en kamp mod Chile om magten over de nordligste og mellemste dele af Patagonien. Et Patagonien, som også Chile ønskede herredømme over, men som de nu mistede mulighed for at kunne ekspandere i.

I årene 1879-1884 udkæmpede Chile i den nordligste del af deres langstrakte land en krig – Salpeterkrigen - med Peru og Bolivia. Alle tre lande ønskede herredømme over egne med den værdifulde guanogødning. Her trak Chile det længste strå, men under krigen havde Chile behov for at have ro på bagsmækken, og det bevirkede, at der i 1881 blev indgået en traktat om grænsedragningen mellem Chile og Argentina. I den sydligste del af Patagonien beholdt Chile kontrol over hele Magellanstræde-området, men afgav områder, der senere viste sig at rumme store olieforekomster.

Det viste sig senere, at Argentina alligevel ikke var helt enig i grænsedragningen her.

Fra Wikipedia:

”For at afslutte suverænitetsstridighederne over øerne på Amerikas sydlige spids, oprettede Argentina og Chile i 1971 et internationalt tribunal, som skulle beslutte en endelig fortolkning af grænseaftalen fra 1881. Voldgiften i Beaglekonflikten blev afgjort i 1977 og gik på, at alle øer syd for Ildlandet skulle tilhøre Chile. I 1978 erklærede Argentina voldgiften ugyldig og forberedte sig på at indtage øerne militært ved operation Soberania, hvilket dog blev undgået takket været indgriben fra den daværende pave.  Først i 1984 anerkendte Argentina officielt beslutningen, efter diverse ændringer, såsom en ændring i den maritime grænse mod vest, og underskrev Venskabs- og frihedstraktaten."

Uenigheder kan der dog stadig opstå i området. Da vi besøgte Ushuaia, fortalte lokalguiden, at der for nylig var blevet fundet et stort dinosaurfossil, netop på grænsen mellem de to lande. Forreste del lå i det ene land og bagenden i det andet. Så nu pågik der store diskussioner. Hvem havde retten til fundet?

Guiden udpegede også, at på dette bjerg går grænsen mellem Chile og Argentina ved trægrænsen. Det lød  lidt mærkeligt. Hvordan kan en grænse gå deroppe i højden? jeg husker ikke, hvilket land, der havde toppen, og hvilket land der havde den træbevoksede del.

Med Roca som præsident oplevede Argentina et stort økonomisk opsving. Infrastrukturen blev udviklet med nye jernbaner og havnefaciliteter. Der kom udenlandske investeringer især britiske. Der kom gang i stor immigration fra det sydlige Europa , og landbrug blev udvidet og udviklet kraftigt. Men det skal nu også nævnes, at Roca fik vedtaget love, der betød, at indvandrerne ikke kunne få stemmeret.

Og udenrigspolitisk lykkedes han altså med at få sat grænser for Chile. En af dem, der var med til at fastsætte grænsen var Francisco Perito Moreno, som Perito  Moreno-gletscheren er opkaldt efter.  

Moreno-gletscheren  er en del af den største ismasse udenfor Grønland og Antarktis. Den er meget spektakulær, og den er en af de få gletschere i verden, der ikke svinder. Gletscheren og hele Los Glaciares nationalpark er på UNESCOs Verdensarv-liste.

Francisco Perito Moreno var en argentinske videnskabsmand, der i 1800-tallets sidste halvdel udforskede Patagonien. Tilnavnet ”Perito” betyder ekspert og refererer til hans forskning og indsamlinger af skeletter fra uddøde kæmpedyr, der i dag er udstillet på det zoologiske museum uden for hovedstaden Buenos Aires. Han grundlagde også det argentinske nationalparksystem og har dermed æren af, at landets vigtigste naturværdier i dag er sikret. Nationalparken Parque Nacional Los Glaciares er på 727.000 hektar og omfatter gletsjerne ved de store søer i Argentina og Viedma, og bjerget Fitz Roy ved den lille by El Chaltén længere mod nord. På tehuelche betyder Chal tén Det rygende bjerg.

En af de første, der kom til det, der senere blev til den lille by El Chalten, var i øvrigt en dansker.

"Nordjyden Andreas Madsen bosatte sig i 1903 som den første ved det sted, hvor byen El Chaltén nu ligger. Fem år tidligere havde den eventyrlystne og handlekraftige fjortenårige fyr påmønstret et skib i Aalborg for at slippe for at tjene bønder."
Fra Patagoniens danske pioner

Andreas Madsen blev faktisk en del af den grænsedragningskommission, som Moreno ledede.

I teksten ovenfor blev også nævnt byen/området Viedma.

Viedma (somme tiderbenævnt Carmen) er den ældste bosættelse I Patagonien, grundlagt i 1779. Under Conquest of the Desert blev Viedma hovedbyen i den argentinske del af Patagonien.

I 1986, under præsident Raul Alfonsin, blev det faktisk foreslået og vedtaget at flytte Argentinas hovedstad til Viedma, dels pga. overbelastning af Buenos Aires, dels for at fremme udviklingen i Patagonien. Men på grund af økonomiske problemer, blev dette aldrig effektueret.

Se iøvrigt  Om Argentinas økonomiske kollaps i 2001 og 2014

 Det fik mig bragt tilbage til Conquest of the Desert, og jeg kan få afrundet præsident Roca.

Jeg må vist konkludere, at for store dele af den hvide befolkning var han en god præsident, men for den indfødte befolkning betød han udslettelse.

Jeg lagde ud med et portræt af en tysk maler.

I tidens løb er der kommet rigtig mange tyskere til Argentina, især omkring byerne Puerto Montt og søområdet, der ligger på grænsen mellem Chile og Argentina, som vi besøgte på vores rejse til Patagonien, og hvor også byen Bariloche ligger. En by, vi ikke kom til, men som blev beskrevet i den rejseartikel, der var udgangspunkt for dette opslag.

Osornovulkanen og Petrohué-vandfaldene, Søhøjlandet, Chile

Argentina har haft ry for/er kendt for at tiltrække/skjule tyske nazister efter 2. verdenskrig, og det har gjort, at jeg nok altid har haft et lidt ambivalent, for ikke at sige negativt forhold til landet. Landet har jo også været præget af militærdiktatur, og vi kender vel alle til mødrene på Plaza de Mayo, som iklædt hvide hovedtørklæder i flere år hver torsdag eftermiddag er mødtes for at demonstrere imod deres børns forsvinden under Argentinas år med diktatorer.

Men Patagonien er et fantastisk område. Jeg har allerede tidligere skrevet, at her ville jeg gerne vende tilbage til.

Og man kan ikke andet end forundres over de seje mennesker, der vovede sig ud i det store ukendte kontinent Sydamerika – også selv om det i nogle/mange tilfælde kom til at betyde ulykke for andre.

Og mit arbejde med dette opslag har endnu engang bekræftet mig i, at når blot man ved noget, så har man nogle ledetråde, man kan forfølge, og så kan man komme til at vide meget mere.

Mit næste projekt bliver mere om Alexander Humboldt og hans forbindelse til Napoleon.

Og hvem ved? Måske noget om tyskerne i Chiles og Argentinas smukke søområde.

PS Og som sædvanlig lever layouten helt sit eget liv.