Det var sammenhængen mellem James Weddell og Dumont D'Urville, der fangede mig, da de begge besøgte Berkeley Sound ved Falkandsøerene, der hvor Rose og Louis Freycinet led skibbrud på vej hjem fra deres Uranie-ekspedition. Dog ikke på samme tid, så de mødtes ikke.
I forrige blogindlæg fik jeg fortalt om James Weddell, og nu kommer jeg så til D'Urville. D'Urville med det imponerende fulde navn Jules Sébastien César Dumont D'Urville. Og vi når helt til Antarktis, men ikke lige straks, for der når han først ned på sin tredje ekspedition.
Vi skal også lige have fat i Louis Isidore Duperrey .
D'Urville og Duperrey
Duperrey havde tjent som enseign på L'Uranie, havde været den ledende hydrolog på Louis Freycinets ekspedition, og det var Duperrey og D'Urville, der sammen udtænkte ideen til en ny ekspedition, La Coquille-ekspeditionen. En ekspedition til Stillehavet - et område, som franskmændene var blevet tvunget ud af under Napoleonskrigene. Frankrig mente, at landet måske ville være i stand til at genvinde nogle af sine tab ved at overtage en del af New South Wales.
Det var på vej hjem fra denne ekspedition, nok i slutningen af 1824, at de lige tjekkede op på tilstanden af Uranie-vraget ved Falklandsøerne - og konstaterede, det var i en jammerlig forfatning.
La Coquille-ekspeditionen kom hjem med en ufattelig stor samling af materiale, indsamlet i Peru og Chile, New Zealand, Australien, Ny Guinea, Stillehavsøerne og Falklandsøerne.
Mere end 3.000 plantearter, hvoraf 400 tidligere var ukendte, og til Muséum national d'histoire naturelle i Paris desuden mere end 1.200 eksemplarer af insekter, der dækkede 1.100 insektarter, inklusive 300 hidtil ukendte arter.
D'Urville beholdt selv de bregner, han havde samlet, og planterne fra Falklandsøerne til sit personlige herbarium.
Resten gav han til Jean-Baptiste Bory de Saint-Vincent and Adolphe Brongniart, to anerkendte biologer.
D'Urville lægger navn til Durvillaea-slægten af tang, som omfatter bull kelp Durvillaea(tyre-tang) og også til tangen Grateloupia urvilleana, græstræet Dracophyllum urvilleanum, busken Hebe urvilleana og smørblomsten Ranunculus urvilleanus.
Grateloupia urvilleana
At smørblomsten - Ranunculus urvilleanus- er opkaldt efter D'Urville var sjovt at læse, men at få tang opkaldt efter sig, kunne jeg nu godt undvære, også selv om jeg kan læse, at
Durvillaea-arter er blevet brugt til tøj, værktøj og som fødekilde af mange oprindelige kulturer i hele det sydlige Stillehav og stadig spiller en fremtrædende rolle i det chilenske køkken, og at bull kelp Durvillaea antarctica er den stærkeste tang i verden.
Bull kelp Durvillaea
D'Urville fik dog også en ø opkaldt efter sig,
D'Urville Island (nu Rangitoto ki te Tonga) og D'Urville River.
Øen ligger mellem nord- og sydøen af New Zealand, og floden flyder i den nordlige del af Sydøen.
Med ombord var også kirurg, naturforsker, ornitolog og herpetolog René Primevère Lesson. (Ja, de kunne have mange titler dengang).
Lesson er måske ikke så kendt, men han må tilskrives mange af de naturhistoriske opdagelser på ekspeditionen. Heldigvis var han også en dygtig tegner.
Han har tegnet de smukkeste billeder af paradisfugle.
Det var også Lesson, der introducerede de indfødtes navn for fuglen kiwi i ornitologien.
Cuttlefish, sepioteuthe de lesson
Jeg bryder mig ikke om blæksprutter - og slet ikke at spise, men - som ps for mig selv - påDr.Dkligger en tysk dokumentar, Oman - Arabiens naturperler, og her ser man nogle smukke optagelser af blæksprutter (og verdens største fisk, hvalhajen, skildpadder og meget mere.)
Efter hjemkomsten udgav Lesson Traité d'ornithologie i to bind, enbog omparadisfuglen og tre om kolibrier. Kolibrierne må være fra Peru.
Kun to måneder efter, at Dumont d'Urville vendte tilbage fra La Coquille-ekspeditionen, præsenterede han flådeministeriet for en plan for en ny ekspedition. Forslaget blev accepteret, og La Coquille blev omdøbt til Astrolabe til ære for et af La Pérouses skibe.
La Perouse var leder af en storstilet fransk ekspedition fra 1785 til 1788, hvor hans to skibe forsvandt sporløst.
Formålet med La Perouse-ekspeditionen var at følge op på James Cooks opdagelser (hvem han var en stor beundrer af) , korrigere og færdiggøre eksisterende kort, etablere handelsforbindelser, åbne nye maritime ruter, samle videnskabelige samlinger og berige fransk videnskab.
D’Urville sejlede fra Toulon den 22. april 1826 på en sejlads, der var bestemt til at vare næsten tre år, men ikke skulle være en jordomsejling. Ruten var rundt om Kap det Gode Håb, Australien, New Zealand, New Guinea, Tonga, Fiji, New Caledonia, New Guinea, Carolineøerne, Torresstrædets øer, Tasmania, Solomonøerne, Vanikoro, Mariannerøernes, Amboine Ø, Djarkarta, Mauritius og Reunion og endelig tilbage rundt om Kap det Gode Håb. En omfattende rejseplan. Han endte med at returnere til Marseilles 25. marts 1829. Selv ville D'Urville denne gang koncentrere sig om kartografi og hydrografi. Han udnævnte derfor lægerne/naturforskerne Pierre-Adolphe Lesson og Joseph-Paul Gaimard til at være dem, der skulle indsamle naturhistoriske prøver. Den Pierre-Adolphe Lesson, der kom til at deltage på denne ekspedition var den tidligere nævnte René Primevère Lessons bror. Det er lidt morsomt, og de to forveksles af og til.
Joseph-Paul Gaimard havde tidligere sammen med Jean RenéConstant Quoy været om bord på Louis Freycinets ekspedition med L'Uranie 1817–1820 - der hvor Rose de Freycinet var med som blind passager. Det har jeg jo tidligere fortalt om.
Men som jeg har nævnt op til flere gange, synes jeg, det er så interessant, når navne og ekspeditioner krydser hinanden eller følger i hverandres spor.
Det var på denne ekspedition, der kaldes D'Urvilles første sejlads med Astrolabe, at D'Urville kom til Vanikora og fandt vraget af Astrolabe, det ene af La Perouses skibe. Det skib hans eget ekspeditionsskib var opkaldt efter.
I 1817 havde en kaptajn Peter Dillon opdaget, at mange af indbyggerne Tikopia, en af Santa Cruz-øerne, var i besiddelse af genstande af europæisk fremstilling såsom et sølvsværd, tekopper, knive og glasperler. Dillon var født på Martinique som søn af en irsk immigrant. På en sejlads med sandeltræ, var han tilfældigvis landet på Tikopia. Tikopianerne fortalte, at genstandene var kommet fra to skibe, der nogle år tidligere forliste på naboøen Vanikora.
Dillon var overbevist om, det måtte dreje sig om La Perouses skibe, La Boussole og L'Astrolabe, som var forsvundet sporløst i Stillehavet i 1788. Eftersøgning efter dem havde været uden resultat.
Dillon sejlede til Calcutta for at rapportere sin opdagelse og skaffe støtte til en udforskning af Vanikora. Lord Amhersts britiske regering i Indien gav ham kommandoen over Britisk østindiske Kompagnis undersøgelsesfartøj Research. I januar 1827 sejlede Dillon til Vanikora, hvor han fandt genstande fra vragene, herunder en skibsklokke af fransk fabrikat.
Da D'Urville lå i havn i Hobart, Tasmanien og hørte, at Dillon med stor sandsynlighed havde lokaliseret stedet for vraget af Astrolabe, satte han straks kurs mod Vanikora.
Han ankom der i februar 1828 og gjorde nogle værdifulde fund som supplement til den irske kaptajns. På bunden af havet, i helt klart vand, så han - beklædt med koraller - ankre, kæder, kanoner, kugler og andre genstande, som tydeligvis havde tilhørt La Perouses skib. Han fik en del genstande reddet op af havet og fik dem med hjem til museer i Frankrig. Efterfølgende kom flere skibe hertil, og masser af genstande blev bragt i land. Også helt op i nutiden eftersøges der i området og nu med helt andre, mere specialiserede, hjælpemidler end dengang.
Man har endda fundet et kranie.
Med brug af allernyeste teknik - den vi ser anvendt i amerikanske krimiserier - har man på Institut de Recherche criminelle de la Gendarmerie nationale i Paris rekonstrueret, hvordan den ukendte sømand kan have set ud.
Den ukendte sømand blev højtideligt begravet i Brest i 2011 med fuld militær hæder.
På Vanikora fik D'Urville opsat en kenotaf for La Perouse - en tom grav til ære for en person hvis legemlige rester findes andetsteds
De letgenkendelige franskmænd - i deres stramme bukser og officersfrakker - på Vanikora
Det er nok fundet af vraget af La Perouses skib, D'Urville er bedst kendt for. Det var i hvert fald det eneste, jeg kendte til, selv om han efterfølgende udførte en større bedrift. Den kommer vi til på hans næste ekspedition.
Men fra det, der kaldes hans første Astrolabe-ekspedition, kom han også hjemmed en imponerende mængde hydrografiske noter og samlinger af zoologiske, botaniske og mineralogiske rapporter, som kom til at påvirke den videnskabelige analyse af disse regioner stærkt.
Maorier ombord på Astrolabe. Bemærk franskmanden - D'Urville formodentlig - yderst til højre.
Og det var D'Urville, der efter denne ekspedition opfandt udtrykkene Malaisia, Mikronesien og Melanesien, som adskiller disse stillehavskulturer og øgrupper fra Polynesien.
Da han vendte tilbage, blev d'Urville anklaget for arrogance og selvforherligelse, for at overdrive sine resultater og for at behandle sit mandskab hårdt. Uanset om det er sandt eller ej, blev han bundet til skrivebordet, uden en kommando, i de næste syv år.
D'Urville forestod i de år offentliggørelsen af ekspeditionsberetningen, Voyage de decouvertes de L'Astrolabe (13 bind, 1830-1835), og blev efter julirevolutionen 1830 betroet den delikate opgave at transportere den afsatte konge, Karl X, til hans eksil i Storbritannien.
D'Urville var besat af tanken om - i lighed med James Cook - at komme på en tredje rejse. Han studerede Astrolabes rejsenotater og fandt et hul i udforskningen af Oceanien, og i januar 1837 skrev han til flådeministeriet og foreslog en ny ekspedition til Stillehavet.
Den nye konge, Kong Louis-Philippe, godkendte planen, men han beordrede, at ekspeditionen sigtede mod den magnetiske sydpol og gjorde krav på den for Frankrig. Hvis det ikke var muligt, skulle Dumonts ekspedition søge at nå den sydlige breddegrad 74°34'S , den sydligste punkt nået i 1823 af James Weddell.
Det var D'Urville faktisk ret utilfreds med. Han var ikke spor interesseret i en polar ekspedition.
Men ordren lød: "Towards the Pole as far as the polar ice will permit." Deltagerne blev lovet en bonus på 100 guldfranc, hvis de nåede den 75. breddegrad og 20 francs ekstra for hver grad længere sydpå. "And whatever you choose for ..." hvis han nåede Terra Australis, det mystiske, mulige store sydlige land, hvis eksistens, der i årevis, i århundreder var blevet spekuleret i.
En del af mandskabet havde ikke den store tiltro til ham:
"Captain Jules Sébastien-César Dumont d'Urville was fifty years old and crippled by gout, as he went aboard the Astrolabe he overheard one of his men wondering if he would actually survive the voyage."
Kong Louis-Philippe blev i øvrigt Frankrigs sidste konge, og hans slægt, Orléanserne, kræver stadig Frankrigs trone.
Men inden vi kan få D'Urville sendt afsted, må vi på en større omvej.
Det er nemlig pudsigt, at det er Weddells bedrift, at D'Urville skal måle sig op imod.
For faktisk var der en stor ekspedition ind imellem Weddell og D'Urville, nemlig Fabian Gottlieb von Bellingshausens.
Jeg blev lidt forvirret. Weddell blev prist for at være den, der nåede længst mod syd af alle i år 1823. Men Bellingshausen var jo på farten allerede 1819, og han var den første, der 28. januar 1820 opdagede Antarktis.
Forklaringen er, at godt nok var Weddell længere mod syd end Bellingshausen, men han så hverken land eller ishylde. Der hvor Weddell nåede til - 74°15′S og længdegraden 34°16′45″W - var der kun vand. Weddell endte inde i det kæmpestore Weddellhav. Der kom til at gå 80 år, før nogen igen kom så langt mod syd. Ved to dages sejlads mere mod sydøst, ville Weddell have ramt Coat Land.
Bellingshausens position blev noteret til 69º21'28"S 2º14'50"W - altså langt længere nordpå end Weddells ca. 75 grader. Bellingshausens held var, at Antarktis på den længdegrad, han befandt sig på, strækker sig længere mod nord end ved den længdegrad, hvor Weddell befandt sig.
Og det var derfor, at Bellingshausen fik æren af at være ham, der opdagede Antarktis. Keine hexerei.
Weddell glædede sig umådeligt over at have slået Cooks sydlige rekord.
Cook havde jo skrevet: "The risk that he takes who wants to explore a coast in this unknown and icy sea is so great that I could dare to say that no one will ever venture further than I have done, and that those lands which may lie to the south will never be explored."
Men kendte Weddel ikke til Bellingshausens endnu større bedrift?? Sandsynligvis ikke.
Det virker, som om Bellingshausens ekspedition ikke vakte særlig stor opmærksomhed ved hjemkomsten. Ikke før 1824 færdiggjorde Bellingshausen sin rapport og fremlagde et blot 10 siders langt manuskript for Admiralitetet. Det lyder mærkeligt, men lad det ligge.
Men Bellingshausen-ekspeditionen er nu krediteret for at være den første, der nåede Antarktis den 28. januar 1820, da han med to skibe nærmede sig inden for 32 km fra den antarktiske kyst i et område nu kendt som Princess Martha Coast i Østantarktis. Bellingshausen rapporterede, at de så en ishylde, der i dag er kendt som Fimbul-ishylden.
Bellingshausen hævdede ikke at have opdaget Antarktis, men hans beskrivelser af, hvad han så, stemmer meget godt overens med, hvordan prinsesse Martha-kysten nu er kendt for at se ud.
Måske kan du se en lille gul markering aller øverst i højre side af kortudsnittet. Det var her, Bellingshausen så Antarktis.
I januar 1820 havde Bellingshausen krydset Antarktiscirklen lige vest for Greenwich Meridian. Den første, der gjorde det, var jo James Cook næsten 50 år tidligere i januar 1773 (og netop i disse dage, mens jeg skriver på mit blogindlæg, er det 251 år siden), og i 1775 havde Cook også - uden at vide det - gennemført den første jordomsejling af Antarktis.
Et kort der - i et usædvanligt perspektiv - viser Cooks omsejling af Antarktis. Og som teksten siger, så var hans konklusion, at der ikke var noget land dernede længst mod syd. Det land - Terra Australis - som så mange ledte efter. Han opdagede ikke, at han faktisk havde sejlet rundt om det land, han nu benægtede eksistensen af.
I løbet af de næste tre uger krydsede Bellingshausen Antarktiscirklen to gange mere, og han endte med at komme hele vejen rundt om Antarktis.
Belingshausens ekspedition bestod af to skibe, hans eget Vostok og Mirnyi ført af en Mikhail Lazarev.
Bellingshausen og Lazarev
Det smukkeste sydlys malet af Bellingshausen-ekspeditionens maler Pavel Mikhailov
Den 22. februar 1820 blev Bellingshausen og Lazarev ramt af rejsens værste storm og blev tvunget til at sejle nordpå og ankom til Sydney, Australien i april.
Bellingshausen tillod sig en måneds hvile i Sydney, og herefter brugte han flere måneder på at udforske det sydlige Stillehav. Men da han vendte tilbage til Sydney og hørte, at en brite, Edward Bransfield, også var på færd / færde, sejlede Bellingshausen-ekspeditionen hurtigt fra Sydney den 11. november 1820 for at fortsætte med at udforske Antarktis. Juleaften 1820 var de to skibe igen syd for den antarktiske cirkel.
På ovenstående - utydelige - kort ser man, hvordan Bellingshausen først kom halvvejs rundt om Antarktis, gjorde ophold i Sydney (dengang kaldt Port Jackson) og derefter sejlede rundt om den anden halvdel af Antarktis på vej hjem.
Og så fandt jeg et meget tydeligere kort - fra Fyns Tidende for at det ikke skal være løgn. Mon ikke artiklen ligger 4 år tilbage, så vi rammer 200-året for Bellingshausens opdagelse.
De udforskningsture, han foretog ud fra Sydney før hjemrejsen, er ikke vist på dette kort. De er også ligegyldige i forhold til min fortælling.
Dog vil jeg lige minde om det, jeg fortalte allerede i mit indlæg om Rose Freycinet. At Bellingshausen, kun omkring 4 måneder efter at Freycinetekspeditionen lå i havn i Sydney, og Freycinetparret fik forevist byens stolthed - det nye fyrtårn, også besøgte fyrtårnet.
"On the morning of Wednesday, 19 April 1820, Major General Lachlan Macquarie, the governor of New South Wales, and his guest, Junior Captain Faddei Faddeyevich Bellingshausen of the Imperial Russian Navy, stepped out of Government House, a few metres from the south-east corner of Sydney Cove. The 41-year-old Bellingshausen was commander of a squadron of two ships ‘employed on a Voyage of Discovery to the South Pole’, as Macquarie expressed it in his journal. The governor had invited Bellingshausen and his suite of officers to inspect the colony’s splendid new lighthouse, the Macquarie Tower, completed in 1818. The two men breakfasted together, and then took their seats in Macquarie’s carriage to drive out to South Head, one of the two promontories that form the entrance to Port Jackson harbour from the Pacific Ocean. It was a fine autumn day and the outing promised to be delightful."
En anden kilde skriver godt nok ikke om Bransfield, men at den russiske konsul, da Bellingshausen vendte tilbage til Sydney, orienterede ham om, at en engelsk sælfanger ved navn William Smith havde opdaget en øgruppe, som han kaldte South Shetland på 61° 00′ til 63° 37’S, 53° 83′ til 62° 83’W og hævdede, at de var del af et sydligt kontinent. Om det er det ene eller andet, der er rigtigt, er ikke så vigtigt for mig. Vigtigt er blot, at Bellingshausen fik travlt med at komme afsted på endnu en rejse mod syd.
Han endte med at have krydset den antarktiske cirkel 6 gange, og hver gang tvang voldsomme storme dem til igen at søge mod nord.
På den sidste del af omsejlingen af Antarktis opdagede og navngav Bellingshausen Peter I Island og Alexander Coast, nu kendt som Alexander Island, langs den antarktiske halvøs vestkyst.
Alexander Island
Alexander Islands beliggenhed i forhold til hele Antarktis
På ovenstående kort er Alexander Island angivet med rød markering lige under teksten Graham Land. Som det ses på næste kortudsnit, ligger Alexander Coast noget mere isoleret ude i havet.
Øen Alexander Coast
En mand, der nok ærgrede sig grusomt, da Bellingshausens opdagelse af Antarktis kom frem, var irerenEdward Bransfield, udsendt af den britiske Royal Navy på jagt efter nyt land. Bransfields ankom til South Shetlands i januar 1820, gik i land på King George Island for at tage øen i formel besiddelse. Øen blev opdaget og navngivet af den britiske opdagelsesrejsende William Smith i 1819, som opkaldte den efter den daværende konge, George III. Den er cirka 95 km lang og 25 km bred. Over 90% af øens overflade er permanent iset. I 1821 overlevede 11 mænd fra sælskibet "Lord Melville" vinteren på øen, de første mænd til at gøre det i Antarktisk farvand.
Bransfield - i 1820 - sejlede derefter langs kysten forbi Deception Island. Han drejede mod syd til strædet mellem de sydlige Shetlandsøer og den antarktiske halvø, det der nu kaldes Bransfield-strædet. Den 30. januar, blot 2 dage efter at Bellingshausen så ishylden ved Antarktis' kyst, øjnede Bransfield bjergene på den aller nordligste spids den antarktiske halvø - og dermed det nordligste punkt af Antarktis, et sted han kaldte "Trinity Land".
Bransfield beskrev "høje bjerge, dækket af sne", nu Mounts Bransfield og Jacquinot på det antarktiske fastland. Det var D’Urville, der senere navngav Mount Bransfield.
Bransfields kort opbevares stadig i den hydrologiske afdeling af det britiske admiralitet i Somerset i England.
I mange år mente man faktisk, at Bransfield var den første, der så Antarktis.
For mens Bransfield var klar over, hvad han det var, han så, ser det ud til, at Bellingshausen måske var usikker på, om det var land eller et isbjerg, han så. Under alle omstændigheder blev Bellingshausens påstand ignoreret i mange år på grund af manglende interesse for hans tilbagevenden til Rusland, en forkert oversættelse af hans dagbog og en vis forvirring omkring den specifikke dato for hans observationer.
17. november 1820 nåede amerikaneren Nathaniel Brown Palmer, en frygtløs og aggressiv sælfanger, sammen med sine mænd på en lille slup som de første amerikanere og den tredje gruppe mennesker den antarktiske halvø.
Amerikansk antarktisforskning hævder endda, at Palmer var den første til at udforske en strækning af kysten lang nok til at bevise dens kontinentale karakter, men at en zone af havis og frosne isbjerge på snesevis af miles forhindrede ekspeditioner i at nå ind til kontinentet.
Da Bellingshausen var på vej hjem, besøgte han både King George Island og Elephant Island. Mens han sejlede mellem Deception og Livingston-øerne, mødtes Bellingshausen i februar 1821 med Palmer, som informerede ham om aktiviteter af snesevis af amerikanske og britiske sælskibe i området.
Et omstridt spørgsmål er, hvorvidt Palmer fortalte Bellingshausen om eksistensen af et landområde syd for South Shetlands - den antarktiske halvø.
På kortet herunder har jeg markeret Palmer Land med en gul-grøn ring. Beliggenheden af South Shetland Islands, hvor Palmer og Bellingshausen mødtes, har jeg markeret med en blå ring.
En brunlig ring viser Graham Land.Graham Land er den del af Antarktis, der ligger tættest påSydamerika.Området indgår i kravområdene tilArgentinsk Antarktis,Britisk AntarktisogChilensk Antarktis. En række lande har helårsforskningsstationerher.
Og så skal vi igen næsten 20 år frem i tiden, før der sker noget - dokumenteret - længst mod syd.
D'Urville havde kun ønsket ét skib, men kongen gav ham to. Så D'Urville sejlede ud med Astrolabe under sin egen kommando og Zélée under kommando af Charles Hector Jaquinot. Om bord var 183 officerer, 17 videnskabsmænd plus den øvrige sømandsbesætning.
De sejlede fra Toulon den 7. september 1837. Planen var at nå det sydligst mulige punkt i Weddellhavet, at passere gennem Magellanstrædet, sejle op langs Chiles kyst, krydse Stillehavet for at inspicere de nye britiske kolonier i det vestlige Australien, at sejle til Hobart og at sejle til New Zealand for at finde muligheder for franske hvalfangere og for at undersøge steder, hvor en straffekoloni kunne etableres. Efter at have passeret gennem Østindien, skulle missionen runde Kap det Gode Håb og vende tilbage til Frankrig.
D'Urvilles tredje rejse - den anden med Astrolabe - i en lidt utydelig streg,. En lang, lang sejlads, hvor det i virkeligheden kun er smutturen Hobart - Antarktis tur/retur, der rigtig huskes.
Ekspeditionen lagde ud med problemer.
En del af besætningen blev involveret i et beruset slagsmål og anholdt på Tenerife. I Rio måtte de gøre et kort ophold for at landsætte en syg officer. Under den første del af rejsen var der problemer med forsyningen, især råddent kød. I slutningen af november nåede skibene Magellanstrædet. Her blev de i 3 uger.
D'Urville undersøgte kysten langs Beaglekanalen og forsøgte forgæves at finde ruinerne af Ciudad Rey Don Felipe, en by grundlagt i 1584 som en del af et mislykket spansk koloniseringsforsøg på at kontrollere passagen gennem sundet. D'Urville konkluderede, det ville være godt at etableret en fransk koloni ved strædet for at understøtte fremtidig trafik langs ruten, men strædet blev til sidst besat af Chile i 1843.
I de næste to måneder gjorde D'Urville stadig mere desperate forsøg på at nå den ønskede breddegrad. Uheldigvis for Dumont d'Urville ramte de usædvanlig tung havis allerede ved de sydlige Orkneyøer ved ca 59 grader S og måtte undvige isbjerge ved 62°S.
Ekspeditionen sejlede direkte til Sydshetlandsøerne og Bransfield-strædet, der adskilte dem fra Antarktis. På trods af tyk tåge lokaliserede de noget land, som D'Urville kaldte Terre de Louis-Philippe (nu kaldet Graham Land). Forholdene om bord var dårlige, det meste af besætningen havde tydelige symptomer på skørbug.
Et stykke tid lykkedes det skibene at holde sig til en isfri kanal, men kort efter blev de efter et vindskifte igen fanget.
D’Urville trak sig tilbage mod Syd Orkneyøerne, men en storm forhindrede dem i at komme i land efter frisk sæl- og pingvinkød, og de sejlede igen sydpå. Da han mødte pakis i begyndelsen af februar, valgte Dumont d'Urville endnu engang at sejle ind i den.
De standsede i en strækning med åbent vand, og besætningen fejrede det, men Dumont d'Urville, der havde været syg i flere uger, skrev: "Jeg gik i seng og kunne høre deres larmende festligheder ... uforskammetheden ved dette udfoldede sig for mine øjne ... Den eneste udvej var samme vej, som vi var kommet ind … var der ikke grund til at frygte … at is fuldstændig ville blokere vores udgang?”
Hvor havde han ret! Før midnat var de fanget i isen, og det tog fem dages hårdt arbejde at igen at komme ud i åbent vand. De fortsatte mod vest, og foretog opmåling og kortlægning omkring Graham Land og South Shetlands, inden de trak sig tilbage til Chile.
Dumont d'Urville skrev: "Enten spillede Weddell en usædvanligt gunstig sæson, eller også spillede han på sine læseres godtroenhed ... Først når en anden kaptajn er trængt ind kun fem eller seks grader længere end os i samme område, vil min tvivl være dæmpet. og Weddellvil i mine øjne være retfærdiggjort."
Besætningen på L'Astrolabe i gang med at lave ferskvand ved en isflage 6. februar 1838
I slutningen af februar 1838 accepterede D'Urville, at han ikke var i stand til at fortsætte længere sydpå, og han fortsatte med at tvivle på den faktiske breddegrad, som Weddell nåede. Han dirigerede de to skibe mod Talcahuano i Chile, hvor han etablerede et midlertidigt hospital for de besætningsmedlemmer, der var ramt af skørbug.
De følgende måneder udforskede D'Urville samfund i Stillehavet. Det var meget mere efter hans smag.
Men 14 sømænd og 3 embedsmænd døde af tropisk feber og dysenteri, Dumont selv blev oftere og oftere ramt af anfald af gigt og mavesmerter, og måske det værste -han modtog et brev fra sin kone, der informerede ham om hans anden søn var død af kolera, og Adélie forlangte, at han skulle komme hjem. Det ønske kunne han dog ikke opfylde.
Den mest interessante del af D'Urvilles anden rejse med Astrolabe
Den 12. december 1839 landede de to korvetter i Hobart, hvor de syge og døende blev behandlet. Dumont blev modtaget af guvernør i Tasmanien og en arktisk opdagelsesrejsende, der senere omkom på den berygtede Franklin-ekspedition, fortalte, at skibene fra den amerikanske ekspedition ledet af Charles Wilkes lå ved kaj i Sydney og ventede på at sejle sydpå.
Fordi ekspeditionen havde mistet så mange mand til sygdom, besluttede D'Urville at ville fortsætte med Astrolabe i forsøget på at nå den magnetiske sydpol omkring 140° længdegrad. En dybt såret kaptajn Jacquinot opfordrede ham til at hyre afløsere (hovedsagelig desertører fra en fransk hvalfanger forankret i Hobart) og fik ham overbevist. Astrolabe og Zelée forlod begge Hobart den 1. januar 1840.
Efter at have krydset den antarktiske konvergenszone - området mellem 50 og 60 grader S, hvor det kolde overfladevand med lav saltholdighed fra Antarktis møder det varmere vand fra det tempererede område. Mødet sker på et meget smalt område, hvorfor temperaturforskellen opleves meget stærk område.
Den antarktiske konvergens markeret med gul-grøn linje.
Koldt overfladevand fra Sydhavet synker ned under det varmere og dermed lettere vand fra de sydlige dele af Stillehavet , Atlanterhavet og Det Indiske Ocean og blandingen af vandmasser fører til stor marin produktivitet, især for antarktisk krill .
På grund af de landmasser, der omgiver polarområdet på den nordlige halvkugle skabes dette fænomen ikke der.
Den 16. januar 1840, ved 60°S så de det første isbjerg, og to dage senere befandt skibene sig midt i en ismasse. Den 19. januar 1840 krydsede ekspeditionen Antarktiscirklen, med fejringer svarende til krydsning af Ækvator-ceremonierne,
Samme eftermiddag så de land.
Antarktis-cirklen
De røde pile skal du ikke tage dig af. De er der, fordi jeg har taget kortudsnittet fra en reklame for ekskursioner til Antarctica. Måske illustrationen forvirrer mere end den klargør, for D'Urville kom jo ikke fra spidsen af Sydamerika, men fra New Zealand / Tasmanien. Men jeg ville forsøge at give et indtryk af, hvor den arktiske cirkel ligger.
Lige før kl. 9 om aftenen gik nogle medlemmer af besætningen i land på den nordvestligste og højeste holm af Dumoulin klippeøerne, 500-600 m fra kysten af datidens Astrolabe Glacier Tongue, i dag omkring 4 km nord fra gletsjerens ende nær Cape Geodesie. Tricoloren blev hejst og D'Urville navngav øgruppen Pointe Géologie og landet bagved, Terre Adélie efter sin Hustru Adele.
Adélie Land udgør et cirkeludsnit mellem 136° Ø og 142° Ø. Kystlinje er omkring 350 km og ligger ved 66 grader 48 sekunder S.
Base D'Urville Station i dag
I de følgende dage fulgte ekspeditionen kysten mod vest og udførte for første gang nogle eksperimenter for at bestemme den omtrentlige position af den sydlige magnetiske pol. De så en amerikansk skonnert Marsvin fra Charles Wilkes's United States Exploring Expedition den 30. januar 1840, men havde ingen kontakt.
Den 1. februar besluttede D'Urville at vende mod nord med kurs mod Hobart, som han nåede 17 dage senere. Her så han de to skibe fra James Ross' ekspedition til Antarktis, HMS Terror og HMS Erebus ankomme. Nu var der for alvor gang i kampen om erobringen af Sydpolen.
Den 25. februar sejlede D'Urville mod Auckland-øerne, hvor han udførte magnetiske målinger, og de efterlod en mindeplade for deres besøg, hvori de annoncerede opdagelsen af den magnetiske sydpol.
D'Urville vendte tilbage til Frankrig via New Zealand, Torres-strædet, Timor, Réunion, Saint Helena og nåede Toulon 6. november 1840.
D'Urville-ekspeditionen blev den sidste franske udforskningsekspedition.
Undervejs stødte han også på pingviner, som han navngav adelie-pingviner efter sin hustru Adele.
Dumont d'Urville blev forfremmet til kontreadmiral og blev tildelt guldmedaljen fra Société de Géographie (Geographical Society of Paris). Senere blev han dets præsident. Han overtog skrivningen af ekspeditionens rapport, Voyage au pôle Sud et dans l'Océanie sur les corvettes l'Astrolabe et la Zélée 1837–1840, som blev udgivet mellem 1841 og 1854 i 24 bind plus yderligere syv bind. med illustrationer og kort.
Voyage au pôle Sud et dans l'Océanie sur les corvettes l'Astrolabe et la Zélée 1837–1840,
D'Urville bedrift, som den første der betrådte Antarktis, forblev ikke uimodsagt.
Den første landgang på det kontinentale Antarktis hævdes at være foretaget af den britisk-amerikanske kaptajn John Davis på skibet Cecilia ved Hughes Bay på den antarktiske halvø allerede i 1821. Nogle unavngivne mænd fra besætningen hævdes at være gået i land i lidt under en time for at lede efter sæler.
I sin logbog 7. februar 1821 skrev han: “…open cloudy weather and light winds a standing for a large body of land in that direction SE at 10 am close in with our boat and sent her on shore ……the land high and covered entirely in snow… I think this southern land to be a continent”.
Denne påstand betvivles dog af de fleste historikere. Noterne er åbne for fortolkning. Selv hvis den skulle være sand, er det uklart, om Davies selv var med i jollen.
Den mest seriøse konkurrent til D'Urville var dog amerikaneren Charles Wilkes.
Det skib, som D'Urville mødte den 30. januar 1840, var den amerikanske skonnert Marsvin fra Charles Wilkes's United States Exploring Expedition.
Charles Wilkes var leder af en stor fire år lang ekspedition med seks skibe.
I 1838 var Wilkes endnu ikke en erfaren flådelinjeofficer, men han havde erfaring med nautisk undersøgelsesarbejde og arbejde sammen med civile videnskabsmænd. Seks kaptajner havde før ham afslået at blive leder af ekspeditionen, og på den baggrund fik han kommandoen over regeringens udforskningsekspedition.
Om bord var naturforskere, botanikere, en mineralog, konservatorer, malere og en filolog.
Hovedformålet med ekspeditionen var, ....
"to be the safeguarding of American whale-fisheries, the promotion of commerce and the safety of future navigation, with the extension of scientific knowledge in general."
Wilkes' ekspedition blev til gavn for hvalfangere, fiskere og sælfangere. Hvor mange skibe tidligere gik tabt eller blev beskadiget af storme, ukendte øer eller ikke-kortlagte rev, blev adskillige sikre transitbaner identificeret. I forvejen havde mange individuelle kaptajner dog ret detaljeret viden om dele af Sydhavet, men var ikke villige til at dele den af frygt for at miste deres konkurrencefordel. Så på en måde var Wilkes' fortjeneste, at han genskabte, konsoliderede og offentliggjorde viden, der allerede eksisterede i små, spredte stumper og stykker. Og til en vis grad blev den kommercielle virkning af Wilkes' arbejde relativ kort, for da den først blev kendt, blev bestanden af hvaler og sæler hurtigt decimeret. Det gjorde den lange tur sydpå mindre rentabel, hvilket førte færre og færre hvalfangere i den retning.
Wilkes var åbenbart en hård hund. Det var vel til dels nødvendigt på så stor en ekspedition, men Wilkes gik åbenbart flere gange over stregen.
Nogle hævder, at Wilkes' adfærd og barske regler for disciplin om bord dannede forlæg for kaptajn Ahab i Herman Melvilles roman Moby-Dick.
I juli 1840 blev to sømænd, hvoraf den ene var Wilkes' nevø, Midshipman Wilkes Henry, dræbt, mens de byttede mad på Fijis Malolo-ø. Wilkes' gengældelse var hurtig og alvorlig. Ifølge en gammel mand fra Malolo Island blev næsten 80 fijiere dræbt.
Men det var især i forholdet til egen besætning, at Wilkes fik problemer.
Skibslægen Guilloû tog sig af sømænd, der blev såret af hyppige piskeslag. De hårde straffe førte til lav moral.
I september 1841 ankom eskadrillen til Honolulu på Hawaii-øerne for at tilbringe vinteren. Den treårige planlagte rejsetid var forbi, og flere medlemmer anmodede om at forlade ekspeditionen. Wilkes insisterede på at læse alle journaler og breve.Da Guilloû fjernede nogle sider fra sin dagbog og sagde, at de var af personlig karakter, suspenderede Wilkes Guilloû og forberedte sigtelser mod ham for forskellige lovovertrædelse og lod Guilloû arrestere.
Da Wilkes vendte tilbage til Amerika i 1842, blev der rejst 7 anklager mod ham, og en søundersøgelsesdomstol blev indkaldt. Som gængs praksis var, kom han for en krigsret for tabet af et af ekspeditionens skibe. Dette forlis skete i øvrigt ikke ved Antarktis, men senere på rejsen, da Wilkes udforskede den amerikanske vestkyst.
Herefter fulgte 5 anklager rejst af en række af hans egne underofficerer og især lægen Guilloû. Wilkes blev anklaget for at have overskredet sin autoritet, unødvendig hårdhed, falskhed og diverse miskrediterende handlinger.
Den 7. og sidste anklage var ret speciel. Her havde han overtrådt en helt klar instruks, men af venlighed. I Sydney - efter at Wilkes havde været ved Antarktis, mødte han englænderen Ross, som var på vej sydpå. Wilkes skrev et brev til ham, hvori han oplyste om sine opdagelser og overgav ham data, diagrammer og kort. En usædvanlig handling fra Wilkes side - men også ulovlig.
"This act of aiding a fellow-explorer by putting at his disposal the most recent data available was in keeping with the scientific spirit and therefore was admirable and laudable. But Lieutenant Wilkes did not have the right to indulge in such amenities of the scientific brotherhood. He was a naval officer commanding Navy ships and men, sailing under explicit orders from the Navy Department, a very pertinent paragraph of which enjoined him to“prohibit all under your command from furnishing any person not belonging to the expedition with information which has reference to the objects or proceedings of the expedition."
Ross gengældte venligheden ved at underkende Wilkes og drage alle hans data i tvivl. Da Ross året efter fulgte Wilkes rute, fandt han ud af, at amerikaneren nogle steder var blevet narret af glaciale refleksioner og havde forvekslet ishylder med en faktisk kystlinje, så han markerede kysten flere grader for langt mod nord. Disse fejl underminerede ikke substansen i Wilkes' opdagelser, men det førte til en årelang diplomatisk disput mellem Amerika og England.
Alle på nær én af anklagerne mod Wilkes faldt fra hinanden. Kun fandt retten ham skyldig i den ulovlige afstraffelse af sømænd, baseret på en hændelse, der var sket i Callao. Seks af besætningen havde stjålet spiritus fra butikkerne, og Wilkes havde beordret dem at blive straffet med mere end de lovlige 12 piskeslag.
Men så kom skandalen.
Oprindelig havde Wilke indført i sin log, at han havde set land på Antarktis den 19. januar, men da han hørte, at D'Urville havde gjort samme opdagelse samme dag, så ændrede han i loggen, så det kom til at fremstå, som om han allerede den 16, havde været set land. Og jeg er ret sikker på, at lægen Guilloû havde en afgørende finger med i spillet ved den afsløring.
Det hele blev så stor en skandale, at Wilkes mistede sit gode omdømme, og de fleste kort fra det 19. århundrede over Antarktis anerkender ikke Wilkes' bemærkelsesværdige bedrift fra 1840. Selv hans nekrologer i amerikanske aviser nævnte kun forbigående Wilkes' polaropdagelser.
Men hvad var så hans bedrift? Det har jeg jo endnu ikke helt omtalt. Men nu nærmer vi os.
Wilkes hjembragte en masse materiale, som blev overgivet til og blev grundlaget for Smithsonian Institute. .
Netop Smithsonian - sammen med Naval Institute - har de senere år gjort hvad de kunne for at genoprette Wilkes' omdømme
Smithsonian skriver om Wilkes:
Wilkes was absolutely fearless, of indomitable courage, as his varied career sufficiently proves. He possessed a wayward impulsiveness, however, that made him occasionally disregard the necessary discipline of his profession, ever more incumbent upon an officer than that required of his subordinates.
Considering his achievements, however, it is strange that he has been so apparently forgotten by the present generation.
A tremendous feat of navigation, the expedition broadened knowledge of uncharted areas of the world and helped expand American commerce, industry, and scientific knowledge. It cemented the nation’s status as a new world economic leader."
Den amerikanske opfattelse af egen storhed fornægter sig ikke. Og nu kunne Wilkes pludselig bruges til at fremhæve den.
Og Smithsonian Institute skriver om tvisten mellem Ross/ englænderne og amerikanerne:
"It was the round-the-world expedition by Wilkes—whose scientific collection constituted the first treasures of the infant Smithsonian—that first established the continental dimensions of Antarctica. But in a twist of 19th-century international politics, that claim to Antarctica was denied to the Americans by the pole-hungry British."
Og så kommer det, jeg synes er ret morsomt.
"I januar 1840, da Wilkes var kommandør for United States Exploring Expedition, kortlagde han 1500 miles (knap 2 500 km) af den østlige antarktiske kystlinje i sit flagskib U.S.S. Vincennes. Før denne amerikanske ekspedition var kun små, klippefremspring af Antarktis blevet set.
Ved et bemærkelsesværdigt tilfælde nåede en fransk ekspedition ledet af den legendariske Jules Dumont D'Urville samme dag den samme kyststrækning. Men D'Urville blev lige længe nok til at plante det franske flag på en lillebitte ø, før han sejlede tilbage mod nord. Wilkes trodsede i mellemtiden, mod råd fra hans lægestab og officerer, kulden, isen og hylende katabatiske vinde for at vinde hæder med skibet Vincennes."
Smithsonian Institute har også en længere bevisførelse for, at selv om Wilkes ikke så land den 16,, men først den 19.- samme dag som D'Urville indskrev i sin log, så var det alligevel Wilkes, der kom først. For begge havde passeret datolinjen og Wilkes havde korrrigeret datoen til den følgende dag. Det havde D'Urville ikke. Så selv om han noterede den 19. s, så var det i virkeligheden først den 20., han så land. Og endelig - selv hvis VAR den samme dag, de så land, så så Wilkes det 19 timer før D'Urville.
Deres bevisførelse virker lidt panisk, men faktisk synes jeg egentlig, at Wilkes fortjente lidt større anerkendelse end han fik, mens han levede. Han blev trods alt i området i længere tid og kortlagde omkring 2 500 km kystlinje. Alle hans tre fartøjer så landet, og Wilkes skitserede, hvad han anså for at være en fjern række af bjerge. Han opkaldte en af dem Ringguld's Knoll efter kaptajnen på Porpoise. To dage senere fangede en officer ombord på Peacock en kejserpingvin. Fuglen viste sig at indeholde 30 småsten i sin mave, hvilket yderligere bekræftede tegn på land, især da vandet var så lavt. Da han fortsatte mod vest, så han land den 12. februar. Han fejrede det med champagne, brugte tre timer på at foretage observationer og fortsatte så videre mod vest. Den 21. februar mødte han en mur af is, der strakte sig så langt øjet rakte. Han kaldte det Termination Land, som senere blev ændret til Termination Ice Tongue og stadig senere ændret til Shackleton Ice Shelf. Det strækker sig 180 miles ud fra kystlinjen.
Efter Disappointment Bay satte Wilkes kursen nordpå, men ikke hjemad endnu. Mellem foråret 1840 og sommeren 1842 foretog han en længere undersøgelse af den nordamerikanske kyst, og sejlede derefter til Filippinerne og rundt om Kap det Gode Håb.
Wilkes var sikker på, han havde fundet et kontinent - verdens sidste kontinent - og det var ham, der gav det navnet Antarktis.
Han var ikke den første til at opdage Antarktis, det var jo sket 20 år tidligere, men han var den første til at udforske så lang en strækning, at han kunne bevise landets kontinentale karakter.
Men han ødelagde det jo for sig selv ved. - på bedste Trumpsk manér - at forsøge at redigere sandheden.
USS Vincennes in Disappointment Bay, Antarctica, during the Wilkes expedition
Da han vendte tilbage til USA i 1842, var hans opdagelser allerede blevet udfordret sammen med hans adfærd som leder af ekspeditionen. Og som omtalt gjorde Wilkes tingene værre, da han forsøgte at trække sin registrerede opdagelsesdato tilbage som den 19. januar, og ændrede datoen til den 16. januar i et forsøg på alene at gøre krav på opdagelsen af det antarktiske kontinent.
I årene herefter koncentrerede han sig om at skrive sin fem binds fortælling om sin rejse. Det blev udgivet i 1845. Kongressen tillod dog ikke mere end 100 trykte eksemplarer. To af disse blev tilbudt til Frankrig, to til Storbritannien, to til det kejserlige Rusland, to blev indgivet i Kongressens bibliotek. En hver blev givet til Unionens stater, en til 25 udpegede lande, en til Naval Lyceum, Brooklyn. To af de øvrige kaptajner, der var med fik hver et eksemplar og Wilkes selv fik også blot et enkelt eksemplar.
Wilkes kom senere til at deltage i nord/syd-krigen, hvor han udmærkede sig og fik rang af rear admiral.
I mange år blev der stillet spørgsmålstegn ved Wilkes' dokumenter.
I starten af 1900-tallet blev han delvis rehabilteret. Hans grav blev flyttet til Arlington National Cemetery, og hans gravsten fik indskriften "He discovered the Ant-arctic continent."
I dag er det almindeligt anerkendt, at Wilkes den 19. januar var i land på det sted, han selv kaldte Cape Hudson efter sin næstkommanderende, og som han var overbevist om ikke var en ø, men del af et fastland. Selv i dag er det overordentligt vanskeligt at komme ind på landet, med mindre man flyver ind. Og så er det da bemærkelsesværdigt, at D'Urville og Wilkes begge nåede land blot 350 sømil fra hinanden denne dag.
i 1912-13 var australieren Douglas Mawson den første der genbesøgte de østlige antarktiske kyster, som Wilkes havde kortlagt. Selv om han måtte medgive, at nogle af Wilkes' observationer ikke havde været helt korrekte, udtrykte han stor beundring for Wilkes' bedrift i det han kaldte faldefærdige træskibe. Han navngav hele kysten “Wilkes Land”, som nu er verdens størstes sammenhængende landstykke opkaldt efter en enkelt mand.
Wilkes Land dækker 2 600 000 km2
Ind imellem undrer det mig, hvorfor der var så stor opstandelse over faktisk både D'Urville og Wilkes på Antarktis. For Bellingshausen havde jo opdaget det mere end 20 år tidligere? Og i perioden mellem Bellingshausen og D'Uville var der jo flere, der kom dertil. Bransfield, Palmer og yderligere John Davis, en kaptajn John Biscoe og englænderen John Balleny .
Men det er jo, fordi D'Urville og Wilkes var de første, der - dokumenteret - satte foden på Antarktis.
- Og dog. John Davis hævdede faktisk at have været første person, der satte foden på Antarktis, allerede den 7. februar 1821, kort efter de første observationer af det nye kontinent af Fabian Gottlieb von Bellingshausen og Mikhail Lazarev, Edward Bransfield og Nathaniel Palmer - alle i 1820.
Kaptajn John Davis var en engelskfødt amerikansk sømand og sæljæger fra Connecticut, USA.
Det er yderst usikkert, men nogle af Davis' besætning fra det amerikanske sælskib Cecilia har muligvis været i land ved Hughes Bay (64°01'S), nær den nordligste spids af den antarktiske halvø, i mindre end en time, mens de ledte efter sæler.
Skibets logbogspost fra 7. februar lyder:
"Begynder med åbent overskyet vejr og lette vinde og står for et stort landområde i den retning SE . Jeg tror, at dette sydlige land er et kontinent."
Disse mænd fremsatte altså den tidligst registrerede påstand om at have sat deres fod på det nyopdagede kontinent Antarktis, så mange år før D'Urville og Wilkes.
John Biscoe var udsendt på sæl- og hvaljagt af hvalfangerselskabet Samuel Enderby & sons. 24. februar 1831, så ekspeditionen bare bjergtoppe. Biscoe formodede - korrekt - at det var del af et kontinent og navngav området Enderby Land til ære for sine økonomiske bagmænd.
Biscoe begyndte at kortlægge kystlinjen, men efter en måned var hans og hans besætningers helbred forværret. Ekspeditionen sejlede mod Australien og nåede Hobart, Tasmanien i maj. Da var allerede to besætningsmedlemmer var døde af skørbug.
Ekspeditionen overvintrede i Hobart, før den gik tilbage mod Antarktis. Den 15. februar 1832 blev Adelaide Island opdaget og to dage senere Biscoe-øerne. Yderligere fire dage senere, den 21. februar, blev der set en mere omfattende kystlinje. Igen formodede han, at han havde stødt på et kontinent, og kaldte området "Graham Land". Nogle angiver, at det var efter Admiralitetets førstemand Sir James Graham, andre at det var efter polarforskeren/eventyreren James R. G. Graham, der deltog i ekspeditionen.
Biscoe begyndte igen at kortlægge den nye kystlinje, som ekspeditionen havde fundet, og i slutningen af april 1832 var han blevet den tredje mand efter James Cook og Fabian von Bellingshausen til at sejle rundt om det antarktiske kontinent.
John Briscoes ekspedition gav ikke det store udbytte for Samuel Enderby & sons, men hans sejlads i de sydlige farvande var med til at styrke briternes mange krav i området.
I juli 1838 sendte Samuel Enderby & Sons en ny ekspedition afsted - skibet Eliza Scott og HMS Sabrina under kommando af John Balleny.
Skibene ankom til Chalky Island nær New Zealand den 3. december 1838,hvor de blev i en måned, hvor de jagtede sæler og genopfyldte forsyninger.
Fra New Zealand nåede ekspeditionen Campbell Island. Der fandt de en gruppe på fire sæljægere, som var blevet efterladt der fire år tidligere. Balleny hvervede de fire mænd og købte deres 165 sælskind.
Balleny-eskadrillen registrerede et delvist hul i pakisen omkring det sydlige kontinent, opdagede Balleny-øerne i 1839 og fik et kort syn af selve Antarktis ved 64°58′S 121°08′E. Denne plet af iset land kaldes i dag for Sabrinakysten.
Mercator Cooper var en skibskaptajn, der er krediteret for det første formelle amerikanske besøg nær Edo (nu Tokyo), Japan og den første formelle landgang på fastlandet i Østantarktis efter D'Urville og Wilkes.
Han stod til søs på et hvalfangerfartøj i begyndelsen af 1820'erne. Optegnelser viser, at han besøgte Guangdong, Kina, og Patagonien i Sydamerika på hvalfanger-ekspeditioner, og at han blev kaptajn på et skib i 1832.
Den 9. november 1843 forlod Cooper Sag Harbor, New York,som kaptajn på det 440 tons tunge skib Manhattan på en hvalfangstrejse. Omkring den første april 1845 passerede kaptajn Cooper St. Peder, en lille ø, der ligger et par grader fra den sydlige del af Japan. Da kaptajn Cooper udforskede kysten for at jage skildpadder, mødte han elleve japanske sømænd, som var forlist på St. Peters mange måneder tidligere. Han tog dem om bord for at sejle dem til Jeddo. Efter et par dages sejlads stødte han på et forlist japansk fartøj, og han reddede yderligere 11 japanske sømænd.
På det tidspunkt herskede Tokugawa-shogunatets officielle politik om national isolation, på japansk Sakoku. Dvs. at ingen udenlandske skibe fik lov at gå i havn i Japan, og alle japanere, der sejlede ud fra Japan - også dem, der forliste blev forment adgang til at vende tilbage, og blev overladt til en evt. trist skæbne. Det har jeg skrevet om i blogindlægget Om Japans relationer med Vesten.
Stik mod den officielle politik, som ellers blev nidkært fulgt, fik Cooper lov til at komme ind i nærheden af Edo.
"Omkring tre hundrede japanske både med omkring 15 mand i hver tog skibet på slæb", skriver Cooper.
Fornemme japanere kom om bord og undersøgte skibet og bemærkede især Pyrrhus Concer , en besætningsmand fra Southampton, Long Island , som var den eneste afroamerikaner om bord, og en Shinnecock-indianer ved navn Eleazar. De var de første mørkhudede mænd, japanerne havde set, og de ønskede at røre ved deres hud.
Japanerne tog imod de hjemvendende skibbrudne, forsynede Cooper med righoldige forsyninger og et sæt fine lak-skåle til kaptajnen, men gav så også Cooper besked på at forføje sig og aldrig vende tilbage. 500 små både trak Coopers skib godt 30 km ud i havet.
På det skibbrudne japanske skib havde Cooper fundet et kort, der kortlagde øerne i Japan. Det tog Cooper med sig, og efter sigende skulle Matthew Perry have brugt kortet på sit besøg i Japan i juli 1853, da han tvang Japan til at opgive sin isolationspolitik. Kortet er nu placeret i New Bedford Whaling Museum.
Den fortælling havde jo ikke ret meget med Antarktis at gøre, men da jeg tidligere har beskæftiget mig med Japan - også i flere blogindlæg end det ene, jeg henviste til ovenfor, ja så syntes jeg, den skulle med.
Og nu skal jeg nok få ham sendt sydpå.
I august 1851 forlod Cooper igen Sag Harbor, denne gang som kaptajn på det 382 tons tunge skib Levant på en blandet hvalfangst- og sælrejse. Ved en hurtig passage gennem bæltet af pakis i Rosshavet, den 26. januar 1853, så han land, en ishylde og bag den et højt bjerg omkring 110 til 160 km væk. Næste morgen, med ishylden stadig i sigte, med høje bjerge truende bag sig, sejlede han skibet tæt på land og beordrede en båd til at blive sænket. De landede på ishylden og så efter sigende adskillige pingviner, men ingen sæler - deres hovedmål. Landgangen fandt sted på det, der nu er kendt som Oates Coast of Victoria Land, i det østlige Antarktis. Nogle mener, at det uden tvivl er "den første tilstrækkeligt dokumenterede kontinentale landing" i ikke kun dette område, men på selve Antarktis fastland.De holdt sig inden for synsvidde af land i flere dage og så Balleny-øerne den 2. februar. Ved afslutningen af rejsen blev Levanten solgt i Kina.
Andre kalder dog en anden landgang for "The first undisputed landing on Antarctica." Den første anerkendte ilandstigning på det antarktiske kontinent.
Den skete meget senere, nemlig den 24. januar 1895 ved Cape Adare under hvalfangstrejsen på skibet Antarctic.
Ekspeditionen var organiseret og ledet af nordmanden Henrik Johan Bull, bosiddende i Australien, finansieret af Svend Foyn og kaptajnen Leonard Kristensen.
En lille båd med seks (muligvis syv) mand om bord roede i land under rolige forhold i Rosshavet.
Båden blev sænket for at udnytte det gode vejr og Leonard Kristensen (kaptajnen), Alexander Von Tunzelmann (en 17-årig newzealænder), Carsten Borchgrevink, Henryk Bull og to-tre andre besætningsmedlemmer foretog en landing.
Henryk skrev i sin dagbog: 'Jeg sad forrest i båden og hoppede i land, da båden ramte, og sagde: "Jeg har da den ære at være den første mand, der nogensinde har sat foden på South Victoria Land." Så Henryk Bull. siges nogle gange at være den første bekræftede person, der træder ind på det antarktiske fastland.
En anden kilde fortæller historien i en lidt anden version. At det var Borchrevink, der så en lille stribe strand midt i de endeløse gletchervægge og overtalte kaptajnen til at sætte en robåd i vandet og gå i land. Båden var endnu ikke landet, da Borchgrevink sprang i vandet og vaklede ind til stranden. Ifølge denne siges han at have juble over, at han var den første person, der kom ind i Antarktis.
Ja, der er adskillige, der har hævdet at være den første. Jeg bliver helt forvirret.
Den 23. januar 1895 klokken 13.14 satte Carsten Egebjerg Borchgrevink angiveligt sine ben på det antarktiske fastland for første gang.
Ovenstående illustration bygger på Borchgrevink-versionen, og kendt er det i hvert fald, at Borchgrevink tog og hjembragte de første prøver af lav og bjergarter fra kontinentet.
Hvalfangstmæssigt var ekspeditionen resultatløs.
To af de hævdede landgange på Arktis kontinentet. Coopers er ikke med her.
Borchgrevink vendte tilbage til området i 1899 som leder af en britisk ekspedition, der landede mænd ved Kap Adare i Rosshavet. De blev de første, der - planmæssigt -overvintrede på selve den antarktiske landmasse. De byggede hytter at bo i og brugte hundeslæder til at rejse rundt i området.
Carsten Borchgrevink med sekstant og snesko.
Og mens vi er ved første-gangs-rekorderne:
I 1898 foretog den belgiske kaptajn Adrien de Gerlache og besætningen på Belgica den første videnskabelige ekspedition til Antarktis. Belgica blev fanget i isen nær den antarktiske halvø i Bellingshausen-havet, De overvintrede ikke på selve Antarktis, men de var de første til at tilbringe vinteren på deres skib, forbundet med kontinentet af det frosne hav. Fastfrosset i isen, med kun den mad og de forsyninger, de havde med sig, drev skib og besætning rundt sammen med isflagerne, indtil varmere vejr lod dem undslippe.
På trods af de adskillige, tidlige kaptajners og opdagelses-rejsendes imponerende bidrag til Sydpolar-udforskningen var de ikke i stand til at trænge ind i det indre af kontinentet. De dannede snarere en brudt linje af opdagede stykker land langs Antarktis' kystlinje.
Allerede Cook havde konkluderet, at der, baseret på mængden af is, måtte være en landmasse, hvorfra isen stammede. Cook så aldrig land, men indlejret i isbjerge så han aflejringer af sten og klippestykker, der kunne tyde på eksistensen af et sydligt kontinent. Efter miles og miles af endeløst hav de første bittesmå antydninger af et sted, du ikke vidste eksisterede. Men han blev overbevist om, at hvis det eksisterede, var dette land for langt sydpå til at være beboeligt eller af nogen økonomisk værdi.
James Clark Ross fulgte op på den hypotese. Efter ekspeditionen sydpå januar 1841 med skibene Erebus og Terror, mente Ross, at der ikke var nogen videnskabelige opdagelser eller 'problemer' værd at udforske i det fjerne syd.
Det, der fulgte, kaldte historikeren H.R. Mill for " 'the age of averted interest", som vel nærmest kan oversættes til tidsalderen med manglende interesse.
Efter den pause kom der dog til at ske meget mere.
Og på en måde lå der endda noget forud for de meget omtalte Cook-ekspeditioner.
I opdagelsestidens tidligste år havde havde Spanien og Portugal delt verden mellem sig.
Tordesillas traktaten fra 1494 fastlagde, at alt land vest for en linje, der gik ca. 419 km vest for Kap Verde, ca. langs længdegrad 43.41, var spansk interessområde, og alt land øst for linjen var portugisisk interesseområde.
Denne linje gik i princippet også ned gennem Antarktis.
Hverken Spanien eller Portugal kom nu til at gøre krav på Antarktis.
Spanish governorate of Terra Australis (1539–1555) in red.
Det gjorde imidlertid 8 andre nationer. Herunder ses landenes krav.
Bemærk, at et ret stort areal er unclaimed.
Bemærk også at Englands, Argentinas og Chiles krav går ind over hinanden - de gør altså til dels krav på samme landområder.Ingen af disse territorialkrav på Antarktis er dog i henhold tilAntarktistraktatenanerkendt af nogen anden stat.
Antarktistraktaten er en international aftale fra 1. december 1959, der handler om is- og landområderne syd for 60 grader sydlig bredde. Traktaten blev tiltrådt af 12 stater, der alle havde aktiviteter i Antarktis i det internationale geofysiske år (1957-58). Traktaten blev underskrevet af Argentina, Australien, Belgien, Chile, Frankrig, Japan, New Zealand, Norge, Sydafrika, Storbritannien, USA og det tidligere Sovjetunionen og trødte i kraft den 23. juni 1961.
Hovedformålet med traktaten var at sikre, at Antarktis for altid skal bruges til fredelige formål og ikke være sted eller genstand for internationale konflikter. Traktaten indeholder blandt andet et forbud mod militære baser i Antarktis og forbud mod kernefysiske sprængninger samt deponering af radioaktivt materiale.
Britisk Antarktis er detbritisk oversøiske territorium, der ligger iAntarktis. Området dækker den sektor af kontinentetStorbritanniengør krav, men territoriet er jo omfattet afAntarktistraktaten.
Storbritannien har siden 1833 opretholdt en permanent tilstedeværelse i det sydligeAtlanterhav, da kolonien på Falklandsøerne blev genetableret. I 1908 udvidede Storbritannien sit territorium ved at erklære suverænitet over hele det område, der i dag udgøres af Britisk Antarktis samtSydgeorgien og Sydsandwichøerne.
BAT står for British Antarctic Territory. BAT blev forvaltet som tre selvstændige bilande, Graham Land (fastlandet), Sydorkneyøerne og Sydshetlandsøerne, administreret fraStanleyaf Falklandsøernes guvernør.
BAT dækker området fraSydpolentilbreddegradenved 60° S mellem 20° W og 80° W. Territoriet blev formelt oprettet3. marts1962, men på grundlag af Storbritanniens krav fra 1908.
Før 1962 udgjorde BAT tre selvstændige bilande tilFalklandsøerne:Graham Land,SydorkneyøerneogSydshetlandsøerne. Arealet på fastlandet dækker i alt ca.1.395.000, mens Sydorkney og Sydshetland er på henholdsvis 622 km² og 3.687 km².
BAT har ingen fastboende befolkning, men omkring 200 personer er udstationeret i området, primært i forskningsøjemed. Territoriet administreres direkte fra Storbritannien og forvaltes af en kommissær og en administrator iForeign and Commonwealth Office. Områdets baser drives afBritish Antarctic Surveyog andre videnskabelige organisationer.
Bemærk også, at USA ikke har gjort krav på landområder.
En pudsighed er, at også Nazi-Tyskland mellem 1939 og 1945, krav på det område, de selv døbte Neuschwabenland. Det omfattede et område , der overlappede Norges krav. Det blev imidlertid frafaldet efter Nazi-Tysklands kapitulation i 1945. Den historie skal vi næsten også have med, selv om vi dermed springer lidt langt frem i tiden.
Den tredje tyske antarktisekspedition (1938–1939) blev anført af Alfred Ritscher (1879–1963), en kaptajn i Kriegsmarine. Hovedmålet var at finde et område i Antarktis til en tysk hvalstation, for at Tyskland kunne producere mere fedt. Hvalolie var på den tid det vigtigste råmateriale til produktion af margarine og sæbe i Tyskland, og landet var den næststørste importør af norsk hvalolie med 200.000 ton om året. Udover fordelen ved ikke at være afhængig af import, var Tyskland på randen af krig, og man regnede med, at dette ville gå hårdt ud over landets økonomi. Et andet mål var at spejde efter et sted at placere en tysk flådebase.
Den 17. december 1938 drog ekspeditionen fra Hamburg mod Antarktis ombord på MS "Schwabenland", en fragtbåd bygget i 1925, som fik nyt navn i 1934 efter Schwaben, et område i det sydlige Tyskland. Skibet medbragte et fly, som kunne afsendes med en katapult. Den hemmelige ekspedition havde 33 medlemmer, mens "Schwabenland"s besætning talte 24. Den 19. januar 1939 nåede skibet frem til Kronprinsesse Martha Kyst, i et område som Norge netop havde gjort krav på som en del af Dronning Maud Land og begyndte at kortlægge området. Det tyske naziflag blev placeret på havisen langs kysten. Tyskerne gav området navnet "Neu-Schwabenland" efter skibet, og oprettede en midlertidig base, og de næste uger vandrede flere hold langs kysten og gjorde krav på nærliggende bakkekamme og andre vigtige landmærker. Syv flyfototure blev udført af to vandflyvere fra skibet. Omkring et dusin 1,2 meter lange aluminiumspiller med 30 cm lange stålkegler og tre stabiliserende vinger med hagekors på blev smidt ud på isen ved vendepunktet på hver flyvetur.De udførte yderligere otte flyveture til områder af interesse, og på nogle af disse ture tog man billeder med farvefilm. I alt dækkede ekspeditionen hundredtusindvis af kvadratkilometer og tog mere end 16.000 flyfoto, og nogle af disse billeder blev udgivet af Ritscher efter krigen. Den isfrie Schirmacheroase, hvor forskingsstationerne Maitri og Novolazarevskaja lå, blev opdaget fra luften af Richardheinrich Schirmacher,som opkaldte oasen efter sig selv kort tid før "Schwabenland" drog fra kysten af Antarktis den 6. februar 1939.
Schirmacher Oasis
De to stationer ligger kun 3 km fra hinanden. Novolazarevskaja er nu en russisk station, og den gamle Maitri er overtaget af Indien, som kalder den for Friendship Research Centre.
Mange flere end de nævnte lande, der gør krav på et specifikt landområde, har forskningsstationer på Antarktis.
Det næste kort viser de 64 forskningsstationer, der er anlagt. Farverne angiver, hvilken verdensdel, stationen tilhører.
Her står USA for den største - McMurdo-stationen ved Ross Sea - "which in its size and sophistication has long been the envy of other nations", som amerikanerne stolt omtaler den. Og ellers er der mange forskellige aktører på banen. Ukraine f.eks, Sydafrika, Korea, Indien og mere forventligt Rusland, Japan, Kina.
Men midlerne til den amerikanske MacMUrdo station er i de senere år blevet beskåret, og det sammenholdt med øget kinesisk tilstedeværelse er grund til foruroligende tanker blandt amerikanere.
Jeg minder om, at Smithsonian Institute i en artikel skrev:
"But in a twist of 19th-century international politics, the claim to Antarctica was denied to the Americans by the pole-hungry British."
Og med den artikel når vi helt op i nutiden, for de fortsætter:
"USA befinder sig i endnu et nationalistisk kapløb om at udnytte det frosne sydlige kontinent. Denne gang er dets sparringspartner Kina, som har fire antarktiske stationer og nu planlægger en femte, som skal placeres i hjertet af "downtown" Antarktis på en ø i Rosshavet ved siden af McMurdo. Kinas investeringer i isbrydere, kommunikationshardware og stationsinfrastruktur overgår allerede nu andre nationers, også USAs."
Kina-forsker Anne-Marie Brady hævder / har dokumenteret , at Beijing betragter Antarktis som den sidste store terrestriske grænse på Jorden, der huser store forekomster af kul, naturgas, dyrebare mineraler, tilføjet til rigelige fiskebestande i det omgivende hav og endda enorme ferskvandsreserver indespærret i Antarktis is, og at Kina har til hensigt at udnytte kontinentet fuldt ud, når den nuværende Antarktistraktat udløber i 2048, hvis ikke før, selvom offentlige udtalelser fra Kina stemmer overens med det diplomatiske polarsprog i internationalt samarbejde og uinteresseret videnskabelig forskning.
Det virker absurd, at hvis antarktiske gletsjere allerede smelter, og den deraf følgende stigning i havniveauet truer med at oversvømme kystbyer over hele kloden, hvorfor skulle nogen regering så planlægge at forværre den globale opvarmning ved at udnytte reserver af fossile brændstoffer i Antarktis? Vil det 21. århundrede ende med oliefelter i et isfrit Wilkes-land eller strip-minedrift i skovklædte Transantarktiske bjerge, der i øjeblikket er begravet i is?
Det virker besynderligt, men det er netop den fremtid, som Beijings plan kan udløse - mener man i USA.
Tidligere har der jo været skove, der var vi nu har det isdækkede Antarktis.
I en lille del af Alexander Island, på den antarktiske halvøs vestkyst, kan man finde ældgamle fossile træer, der kan dateres 100 millioner år tilbage, med træstammer på op til syv meter høje, der stadig findes stående. Rødderne af disse nåletræer er stadig knyttet til kulstofholdige jordaflejringer i dag. Deres rodsystemer indikerer, at disse træer trivedes på de rige sletter langs store bugtende floder.
Allerede de tidligste ekspeditioner til Antarktis - omkring 1833 - fandt de første eksemplarer af fossiliseret træ fra Antarktis rapporteret af naturforskeren James Eights.
Vi ved nu, at fossiler i virkeligheden er rigelige i Antarktis, og de mest almindelige er af træ og blade. De er vidnesbyrd om det, der kaldes det antarktiske paradoks – hvordan kan skove bevares på et kontinent, der oplever temperaturer helt ned til -83 °C og er dækket af tykke iskapper?
Antarktiske fossile blade er bevis på en engang vegeteret landmasse. De er som termometre, der registrerer tidsændringer i Jordens klima.
De første samlinger af disse plantefossiler blev lavet af Otto von Nordenskjöld i 1901, et helt årti før Amundsen slog Scott i kapløbet om Sydpolen i Arktis.
1901-1904 ledede den geolog Otto Nordenskjöld den første svenske Antarktis-ekspedition 1901-1904. Nordenskjöld overvintrede planlagt på Snow Hill Island ud for den antarktiske halvø.
Nordenskjölds hytte på Snow Hill Island
Det følgende forår, tidligt i november 1902, sejlede en kaptajn Larsen sydpå for at hente Nordenskjölds gruppe, men skibet Antarktis blev knust af isbjerge, der flød i Weddellhavet.
Skibet sank den 12. februar 1903, hvilket tvang besætningen til at overvintre i et hastigt bygget shelter på Paulet Island.
Paulet Island
Larsen og Nordenskjöld mødtes endelig ved deres reserve-redningshytte ved Hope Bay i november 1903 og blev snart efter samlet op af korvetten ARA Uruguay, der blev sendt på eftersøgning, da Antarktis ikke kom tilbage til Argentina.
Hope Bay
Når jeg tidligere er stødt på Otto Nordenskjölds navn har det udelukkende været i forbindelse med hans Antarktisekspedition. Nu opdager jeg, at han også foretog lange rejser ind i ukendte områder i Sydamerika - det, der stadig manglede at blive opdaget af de hvide pletter på det sydamerikanske kort. Han krydsede Ildlandet, men beskrev ikke kun moræner og plantefossiler, men også en døende indianerbefolkning.
I Museo del Fin del Mundo med udsigt over Beagle-kanalen i Ushuaia i det sydligste Argentina, fortæller Hugo Podbersich, der arbejder på det lille museum, at det rummer et dørhåndtag, som adskiller sig fra alle andre slidte dørhåndtag, for det stammer fra den svenske sydpolekspedition.
Det museum skulle vi da have besøgt, da vi var i Ushiaia. Vi må derned igen.
Og nu jeg har læst en smule mere om Nordenskjöld, synes jeg måske, han oftere burde omtales og anerkendes for hans udforskning af Sydamerika.
Men det må bliver en anden gang, jeg måske går i lag med det. (Jeg tror det nu ikke. Der ligger så meget andet og venter.)
Nu har jeg tænkt mig at afslutte.
Beretningerne om Scott og Amundsens konkurrence er så velkendt, at jeg næsten synes den er kedelig.
Men hov - lad mig huske at gøre beretningen om D'Urville færdig.
D'Urville var en særdeles kultiveret mand. Allerede som ganske ung kunne han ud over græsk og latin også engelsk, tysk, italiensk, russisk, kinesisk og hebraisk. Under sine senere rejser i Stillehavet var han takket være sin fantastiske hukommelse i stand til at tilegne sig en vis viden om et uhyre antal dialekter i Polynesien og Melanesien. Når han var i land mellem sine rejser, lærte han om botanik og entomologi på lange udflugter i Provences bakker, og han studerede ved det nærliggende flådeobservatorium.
Personligt havde han flere sorger. En søn døde ganske spæd, en søn og datter døde ligeledes unge af kolera. Og hans endeligt blev da særlig trist.
Han selv døde i en tragisk jernbaneulykke. Efter at have deltaget i en fejring af kongen steg D'Urville sammen med sin kone og en tredje søn, de havde fået, den 8. maj 1842 på et tog fra Versailles til Paris. I nærheden af Meudon afsporede togets lokomotiv, vognene rullede rundt og toget brød i brand. Hele D'Urvilles familie døde i flammerne fra den første store franske jernbanekatastrofe og den med flest døde og sårede på den tid, almindeligvis kendt som Versailles jernbaneulykke. Denne tragedie førte til ophøret af praksis i Frankrig med at låse passagerer inde i deres togkupeer.
To gengivelser af ulykken
D'Urvilles rester blev identificeret af Pierre-Marie Alexandre Dumoutier, en læge som havde været med om bord på Astrolabe og en frenolog.
Dengang mente man, at en frenolog ud fra et menneskes kranies form kunne aflæse noget om dets intelligens. D'Urville var vist ret intelligent, så ham mente frenologen / frenologien åbenbart nemt, man kunne identificere.
D'Urvilles blev begravet på kirkegården i Montparnasse i Paris.
Men vi skal også lige have en ekstra, lille historie med om D'Urville.
For inden rejsen med Duperrey i 1822 var han i 1819 om bord på Chevrette, under kommando af kaptajn Gauttier-Duparc for at udføre en hydrografisk undersøgelse af øerne i den græske øgruppe. Under en pause nær øen Milos gjorde den lokale franske repræsentant D'Urville opmærksom på genopdagelsen af en marmorstatue få dage før (8. april 1820) af en lokal bonde. Statuen var den, der nu er kendt som Venus af Milo og stammer fra omkring år 130 f.Kr.
Venus af Milo
D'Urville forstod dens værdi og ønskede at erhverve den straks, men skibets chef påpegede, at der ikke var plads nok ombord til en genstand af dens størrelse. Desuden var det sandsynligt, at ekspeditionen ville fortsætte gennem stormfulde hav, der kunne beskadige den. Dumont skrev derefter til den franske ambassadør i Konstantinopel om dens opdagelse. Chevrette ankom til Konstantinopel den 22. april, og det lykkedes D'Urville at overbevise ambassadøren om at de skulle erhverve statuen.
I mellemtiden havde bonden solgt statuen til en præst, Macario Verghis, som ønskede at overrække den som en gave til en tolk for sultanen i Konstantinopel. Den franske ambassadørs repræsentant ankom, netop som statuen var ved at blive lastet ombord på et skib på vej til Konstantinopel og overtalte øens borgere til at annullere salget og honorere det første tilbud. Dette gav D'Urville titlen Chevalier (ridder) af Légion d'honneur, det franske videnskabsakademis ærestitel og forfremmelse til løjtnant; og Frankrig fik en ny, storslået statue til Louvre i Paris.
Så fik vi også lidt kultur med.
Den historie kunne jeg da ikke udelade, selv om vi her er milevidt fra Antarktis' ismasser.
Men hvad med kong Louis-Philippes løfte forud for D'Urvilles tredje rejse - en bonus på 100 guldfranc, hvis han nåede den 75. breddegrad og 20 francs ekstra for hver grad længere sydpå. "And whatever you choose for ..." hvis han nåede Terra Australis.
Hvad blev der af den?
Ja, det ved jeg ikke. Det stødte jeg ikke på igen.
Nye spændende eventyr. Hold da op, hvor vi kommer rundt i verden. Og så får vi endda lov at møde Venus fra Milo. Det er også sjovt at møde personer og skibe, vi har mødt tidligere. Sjovt at høre nyt om skibsvrag, som vi har hørt om i tidligere fortællinger, som f.eks. L’Uranie.
Nye spændende eventyr. Hold da op, hvor vi kommer rundt i verden. Og så får vi endda lov at møde Venus fra Milo. Det er også sjovt at møde personer og skibe, vi har mødt tidligere. Sjovt at høre nyt om skibsvrag, som vi har hørt om i tidligere fortællinger, som f.eks. L’Uranie.
SvarSlet