Et megaindlæg om Krimkrigen i Fjernøsten og om William Carstensen

"Alt, hvad der vedrørte Rusland, var endnu for ikke meget mere end en Menneskealder siden hyllet i et Taageslør, hvorigjennem, den moskovitiske Kolos• skimtedes som noget Uformeligt, Mørkt og Truende, hvorom man var tilbøielig til at troe det Værste."

Sådan indleder William Carstensen sin bog, "På togt med russerne" udgivet i 1884.

Det er ord, som nok kan vække til eftertænksomhed i disse dage. Tanker om hvordan vores syn på både nationer og mennesker kan skifte, og om hvordan Carstensens begyndende mere positive syn på Rusland i disse måneder igen er vendt tilbage til et meget negativt syn på Rusland.

Carstensen fortsætter:

"Dette skyldtes vel for en stor Deel det chinesiske. Afsondringssystem, der af Regjeringen i lange Tider var blevet anseet for et Arcanum mod alle Onder, - men ogsaa Landets saare vanskelige og lidet kjendte Sprog havde sin Andeel deri ; thi kun ved den literaire Afsondring, som Sproget medførte, kan det forklares, at Custines Værk om Rusland i en lang Aarrække blev betragtet som et tro Billede af Landet og dets Samfundsforhold. I dette ligesaa bidende som aandrige Værk havde jo Forfatteren fremmanet et saadant Billede af Mistænksomhed, Forslagenhed, Grusomhed og Falskhed, at man i sin Tid med en næsten gysende Nysgjerrighed higede efter ethvert nok saa ringe nærmere Indblik i de Forhold, hvorover han havde svunget sin Svøbe, og at man tvivlede om Paalideligheden af enhver Fremstilling, der ikke var iklædt hans grelle Farver. Nu erkjender man, at Custine skrev sin Bog efter et bestemt Program: Alt skulde have en mørk og gribende Tone, og det maa indrømmes, at Værket blev fortrinligt i sin Slags. Først med Krimkrigen begyndte den russiske Taage at sprede sig; man fik Agtelse og en vis venlig Interesse for Sebastopols tappre Forsvarere, man modtog med et mindre hildet Blik de Skildringer af Rusland, som udgik fra dygtige engelske og franske Forfattere, og, da endelig de mere fremtrædende russiske Digterværfer bleve omplantede i Vesteuropa, var Taagesløret hævet. Men netop fordi man nu har faaet et vist Kjendskab til Rusland i Almindelighed, tør det antages, at man vil kunne interessere sig for Enkeltheder, der nærmest knytte sig til en særskilt Samfundsclasse i Landet, og det er i Fortrøstning hertil, at jeg fremkommer med nedenstaaende Erindringer, der stamme fra den Tid, da Taagesløret endnu ikke ganske var hævet."

Nu som tidligere er vores syn på mange ting - og nationer - afhængig af de medier, vi har adgang til.

Husker du Carstensen fra mit forrige blogindlæg? Ellers repeterer jeg lige kort:

Det var ham, der efter deltagelse i 1. Slesvigske Krig  kom i fransk  tjeneste (1851-55), hvor han deltog i et fransk-engelsk angreb på Petropavlovsk på Kamtjatka og senere gik over på den tidligere fjendes side og kom i russisk tjeneste. 

Det undrer mig lidt, at Carstensen skriver:

 "Først med Krimkrigen begyndte den russiske Taage at sprede sig; man fik Agtelse og en vis venlig Interesse for Sebastopols tappre Forsvarere, man modtog med et mindre hildet Blik de Skildringer af Rusland, som udgik fra dygtige engelske og franske Forfattere."

Hvorfor? - I Krimkrigen var Frankrig-England jo - sammen med Det osmanniske Rige - Ruslands modstandere. Så det undrer mig, at det var her, der blev skabt et mere positivt billede af russerne. - Men måske blot fordi de viste sig at være tapre soldater? 

Om grunden til, at  Carstensen efterfølgende skiftede til ansættelse i den russiske marine, skriver han selv: 

"Den Sparsomhed i Udcummandoeme herhjemme, som fulgte efter Krigen 1848- 50, tyngede saa meget mere paa Officererne, som de i den nys tilendebragte Krig havde vænnet sig til stadig Virksomhed. Enhver søgte derfor at bøde paa dette Savn ved at gaae sine egne Veie, og en af Veiene var fremmed Orlogstjeneste. I Efteraaret 1856 var halvandet Aar 4 forløbet siden min Hjemkomst fra fransk Tjeneste, og i denne Tid havde jeg kun været udcommanderet i tre Maaneder. Min energiske og dygtige Kammerat, den desto værre nu afdøde Capitain Vigant Falbe, der ligeledes følte Trang til større Virksomhed, gjorde da samtidig med mig de indledende Skridt til at komme i russisk Tjeneste, og for hans Vedkommende blev Sagen forholdsviis hurtig ordnet, da han havde formaaende Venner at støtte sig til. Kort efter at være udnævnt til russisk Premierlieutenant blev han commanderet ombord i en russisk Kanonbaad, som kom til Kjøbenhavn for at ligge der Vinteren over, medens derimod jeg i den lange Tid, hvori mit Andragende sled sig op ad de mange officielle Trin, blev ved Sessions- og Vagtskibstjeneste forhindret i at erhverve mig et selv nok saa ringe Kjendskab til det russiske Sprog. Ombord i Vagtskibet fik jeg endelig hen paa Foraaret min Udnævnelse til russisk Premierlieutenant med samme Anciennetet som i den danske Marine, og samtidig fik jeg Tilladelse til at afgaae til Rusland med en Orlogsskonnert, som netop i de Dage var ankommen til Kjøbenhavn.

Det angreb på Petropavlovsk i 1854, som Carstensen deltog i, var en udløber af Krimkrigen. En krig som man vel til dels næsten kan se gentaget i disse måneder.

Det jeg forbinder med Krimkrigen er i høj grad Florence Nightingale og Tennysons digt  "The Charge of the Light Brigade"

Men Krimkrigen sendte  lange fangarme ud. Kola i russisk Lapland (i nærheden af Murmansk) blev bombarderet af tre britiske krigsskibe, som derefter fortsatte ind i Hvidehavet og bombarderede Solovski og Arkhangelsk. Et forsøg på med 800 sømænd og søfolk at storme Arkhangelsk blev dog slået tilbage af russerne. 

I Østersøen søgte  en fransk-britisk flåde at besætte såvel Kronstadt flådehavn ud for Sankt Petersborg som finsk-russiske Helsinki.  Det eventyr endte dog kun ud i besættelsen af den russiske Bomarsund-fæstning på Ålandsøerne.

 A sketch on the quarter deck of HMS 'Bulldog', Bomarsund, 15 August 1854

Edwin Thomas Dolby

Om Ålandsøernes historie efter Krimkrigen kan du læse her , og her findes en detaljeret beretning om Krimkrigen i Østersøen.

Krimkrigens længste fangarme nåede dog ud til den lille Petropavlovsk på Kamtjatkahalvøen in the middle of nowhere. 6.766 km fra Moskva. 

Det var dette - de allieredes angreb på Petropavlovsk som vores danske William Carstensen deltog i. Desværre har han ikke ikke skrevet om det - eller - jeg har ikke fundet noget fra hans hånd. Det blev jo også et forsmædeligt nederlag, som Frankrig-Storbritannien helst vil have til at gå i glemmebogen. Men jeg har - i det af nogle betegnet som min besynderlige nye interesse - fundet ud at, at der findes utallige netsider om flåder og søslag.

Petropavlovsk er  grundlagt af Vitus Bering i 1740 og navngivet efter hans to skibe, som blev bygget på det øde udsted på hans 2. ekspedition;  "St. Peter" ("Sviatoi Piotr"), som han selv kommanderede nordpå, og "St. Paul" ("Sviatoi Pavel"), som Martin Spangsberg førte til Japan.

Vitus Bering er her malet i Petropavlovsk-Kamtjatskij. På maleriet står han til venstre sammen med den russiske kaptajn og navigatør Aleksej Tjirikov, der tog del i Kamtjatka-ekspeditionerne under Vitus Berings kommando. Billedet er malet af Igor Pavlovitj Psjenitjny. Foto: Fine Art Images/Ritzau Scanpix.

I 1853 havde briterne 6 skibe og franskmændene 4 skibe i Fjernøsten. Alle på nær et var gamle - næsten udtjente sejlskibe fra tiden før Napoleon. Området var vigtigt for de to europæiske lande for at beskytte deres indbringende handel med især skind. Dog var området ikke mere truet, end at de to øverstbefalende for de to flåder var ældre officerer med fremtiden bag sig. 

Britiske David  Price (født 1790) havde været med den britiske flåde i København i 1801. Herefter i Vestindien, hvor briterne sloges med franskmændene.  Han deltog i mange slag på forskellige skibe mange forskellige steder. Jeg må nævne, at han i Kanonbådskrigen - en udløber af Napoleonskrigene - blev fanget  og efterfølgende løsladt to gange af danskerne. 

I 1814 deltog han i kampe - britere mod amerikanere - på Potomacfloden, og senere nær Orleans. Så han var en mand med megen kamperfaring. Men i 1838 gik han i land. Han fik administrative opgaver, bl.a. som superintendant på  Sheerness Skibsværft. 

I  1846 - 56 år gammel - giftede han sig, men kun fire år fik han med sin hustru, for i 1850, efter at have været pensioneret fra aktiv flådetjeneste, blev han pludselig udnævnt til  kontreadmiral og i 1853 til  Royal Navys Commander-in-Chief i Stillehavsflåden.

Hans franske kollega, Febrier des Pointes, var også en aldrende herre, der dog havde mere friske flådeerfaringer. 1850 blev han udnævnt til kommandør, 1851 til kontraadmiral, i 1852 til generalmajor for flåden i Brest - hvor han var udgået fra - og blev i 1852 chef for Frankrigs flådedivision i Oceanien og den vestamerikanske kyst. Som sådan tog han officielt Ny Kaledonien i besiddelse 24. september 1853. Men han var svækket af feberlidelser pådraget i det tropiske klima, han havde opholdt sig i, og han havde længe ikke været i kamp.

I starten af april 1854 var David Price, lederen af den britiske Stillehavsflåde, på vej fra Valparaiso til Calleo i Chile på sit flagskib President. I Calleos havn ankom et par dage senere  admiralen for den franske Stillehavsflåde, Febrier des Pointes på sit flagskib, Forte. 

Begge var klar over, at der snart kunne udbryde fjendtligheder med russerne, og rent faktisk havde Frankrig-Storbritannien erklæret Rusland krig 15. marts, men nyheder fra Europa kunne være én til to måneder om at nå til Chile. De foretog sig derfor intet den 15. april, da det russiske skib Aurora med 44 kanoner stævnede ind i havnen i Calleo. 

Aurora kom fra Østersøen og havde netop tilbagelagt en 63-dags langs sejlads fra Rio de Janeiro. Aurora blev liggende i havn side om side med de engelske og franske krigsskibe i 11 dage, mens det fik samlet forsyninger. 26. april afsejlede Aurora, og da de franske og britiske admiraler 7. maj fik besked om krigserklæringen, havde Aurora allerede lidt over en uges forspring.

Price og des Pointes fik nu ordre til at konfrontere russiske skibe, og de havde så rigeligt kapacitet til at sætte Aurora ud af spillet. Det er derfor ret uforklarligt, hvorfor de ikke straks satte efter det lille russiske skib. Men Price udsatte afsejlingen med en forklaring om manglende forsyning af kul og kød! Først den 16. maj beordrede han de allierede krigsskibe i området til at mødes på Nukuhivaøen 3000 mil vest for Peru.

17. maj afsejlede Price og Des Pointes med Royal Navys  President og Virago, det eneste dampskib i flotillen, sammen med de tre gamle franske sejlskibe, Forte, korvetten Artémise og briggen Obligado. 

Nukahiva, Fransk Polynesien. Et af de fjernest beliggende steder på kloden

 

Disse ankom til Nukahiva 9. juni og ventede i 3 uger på, at de øvrige skibe i eskadren skulle ankomme. 27. juni ankom den franske korvette Eurydice, og den 30. ankom den engelske korvette Amphitriye.

3. juli afsejlede så eskadren - langt, langt bagud i forhold til Aurora.

Pudsigt er det, at såvel HMS President som Amphitrite and Trincomalee,  havde været tænkt som modsvar til de store fregatter, som Frankrig havde bestilt efter den amerikanske revolution - hvor Frankrig var på de amerikanske oprøreres side mod briterne.

Under anden koalition under De franske Revolutionskrige kæmpede Frankrig med støtte fra bl.a. Spanien (og Danmark/Norge faktisk) mod  Storbritannien i alliance med bl.a. Østrig, Rusland og flere tyske stater. 

Herunder ses en karikaturtegning, der viser forbrødringen mellem Frankrig og Storbritannien ved freden i Amiens 1802. 

Caricature on the Peace of Amiens by James Gillray Title: The first Kiss this Ten Years! —or—the meeting of Britannia & Citizen François SUMMARY: A tall, thin, French officer kissing a fat, richly dressed, seated Britannia. His hat and sword lie on the carpet. Britannia's shield and trident rest on the wall behind her chair. Above them are portraits of George III and Napoleon, facing each other. The officer is saying, "Madame, permittez me to pay my profound esteem to your engaging person!— & to seal on your divine Lips my everlasting attachment!!!" Britannia is saying, "Monsieur, you are truly a well-bred Gentleman!— &, tho' you make me blush, yet, you Kiss so delicately, that I cannot refuse you, tho' I was sure you would Deceive me again!!!" MEDIUM: 1 print : etching, hand-colored. CREATED/PUBLISHED: [London] : H. Humphrey, 1803 Jany 1st. According to Wright & Evans, Historical and Descriptive Account of the Caricatures of James Gillray (1851), pp. 223–4, "Another clever hit at the peace. The portraits of Napoleon and King George, suspended on the wall, appear to be shaking hands, but with a very bad grace. This caricature is said to have excited Napoleon's mirth to an unusual degree."

 Freden varede kun 1 år, og i de efterfølgende Napoleonskrige stod Storbritannien og Rusland last og brast mod Frankrig.

Men nu udgjorde Storbritannien og Frankrig altså en fælles flådeenhed mod Rusland.

17. juli, efter 2 ugers sejlads nåede den forenede eskadre Honolulu på Hawaii.

Her erfarede Price, at Aurora var fortsat herfra en måned tidligere.  Aurora klarede turen fra Calleo til Petropavlovsk på under to måneder - på trods af, at en stor del af besætningen led af skørbug. (Først senere erfarede det fransk-britiske mandskab, at Auroras mål var Petropavlovsk.)

Men Price havde stadig ikke travlt. Han blev på Honolulu i 8 dage, hvor han dels blev modtaget ved en stor og festlig reception, dels indbød Hawaiis konge til inspektion af det moderne dampskib. Der blev afholdt fine og fornøjelige fester, dels af den engelske admiral, dels af Hawaiis  konge.

Da de engelske korvetter Trincomalee og Pique havde sluttet sig til eskadren, som nu bestod af 9 skibe, tørnede Price og des Pointes endelig ud mod nord/nordvest 25. juli.

Dog blev franske Artémise og britiske  Amphitrite og Trincomalee sendt tilbage østpå for at krydse ud for Californiens kyst og beskytte britisk og fransk handel her mod en formodet russisk  trussel, muligvis fra fregatten Aurora.

Over for den aldrende og vankelmodige David Price stod en noget mere beslutsom russisk kommandant.

Efter en kun meget beskeden og langsom tilvækst efter Berings grundlæggelse af Petropavlovsk, en isoleret  udpost, fik Rusland lidt mere øje for Petropavlovsk som en station på vej til de amerikanske besiddelser.

I 1849 blev bygget et fyrtårn ved indgangen til Avachinska-bugten, og Colonel Major Vasily S. Zavoiko blev udnævnt til ny guvernør.

Han igangsatte et større byggeprojekt med etablering af kaj, havn, skibsværft, et støberi og nye barakker. Da Zavoiko fik meldinger om krigsudbruddet i maj, bestod hans lille garnison kun af mindre end 250 mænd, men mænd fra de omliggende områder styrtede til Petropavlovsk for at beskytte deres lille del af Moder Rusland. Befolkningen voksede til 1600, som alle deltog i opbygning af 7 forsvarsbatterier.

Zavoiko rådede kun over to skibe, Pallada og Dvina. Han valgte at afmontere kanonerne på Pallada  og opstille dem på landjorden. Størstedelen af mandskabet forblev i Petropavlovsk, men Pallada  blev sejlet langt op ad Amurfloden for at skjule hende. Her blev hun imidlertid skruet ned af is og gik tabt. 

Dvina blev sendt efter forstærkning i Okhotsk. Da Dvina vendte tilbage med mænd og våben, nåede Zavoikos garnison op på 968 mænd, hvoraf kun de 564 var regulære soldater, resten 350 var sømænd og 54 lokale frivillige jægere og fangere, som imidlertid skulle vise sig at gøre god gavn.

Skibet lagde sig nu ved siden af Aurora, der i mellemtiden var ankommet for at søge i sikkerhed.

Begge skibe fik afmonteret de kanoner, der vendte ind mod landsiden. De ville jo ikke gøre gavn ved et fransk-britisk angreb. De blev i stedet anbragt på landjorden., så de kunne skyde udad.

29. august ankom så den fælles fransk-britiske flåde. En ganske imponerende styrke. (Jeg burde nok skrive britisk-fransk, for Storbritannien var klart storebror / ledende i foretagenet. Men fransk-britisk falder bedre i munden.)

Flåden bestod af tre britiske skibe:

HMS President med 50 kanoner og 450 mand

HMS Pique med 40 kanoner og 280 mand

HMS Virago, en hjuldamper med 6 kanoner og 149 mand

og tre franske:

Forte med 60 kanoner og 513 mand

Eurydice med 30 kanoner og 229 mand

Obligado med 14 kanoner og 125 mand.

I alt 200 kanoner og 1746 mand.

Danske William Carstensen var om bord på Eurydice.

Zavoiko med sine 2 skibe og lille garnison mod de allieredes 6 krigsskibe med masser af kanoner og fuldt mandskab. 

Så hvorfor blev det til et så forsmædeligt nederlag for de allierede?

Jo,  de allierede skibe ankom som sagt 29. august, og der blev skudt lidt - på for lang afstand til at noget blev skadet. 

Næste dag skulle slaget stå. Men efter frokost 30. august gik David Price ned i sin kahyt og skød sig. 

Kuglen trængte ind i den ene lunge uden at tage livet af Price. I stedet led han i flere timer i store smerter. Det planlagte angreb blev afblæst. Officerer kom ind til Price én for én, og han siges at have undskyldt til hver enkelt og forklaret, at "he could not bear the thought of taking so many noble and gallant fellows into action."

I stor smerte anråbte Price skibets læge, for at han kunne færdiggøre jobbet. Endelig døde Price, og da briterne havde øverste kommando over den fælles styrke - og Des Pointes i øvrigt også var syg og ude af stand til at lede, så udnævntes kaptain Sir Frederick Nicholson, kommandør på Pique, til leder af hele aktionen.

Nu fulgte nogle angreb og også et landingsforsøg, men de allierede trak sig.  Og som en artikel beskriver det, mens de allierede gik i seng, så udbedrede russerne så godt som muligt opståede skader  og forberedte sig målrettet på næste angreb.

2. september sejlede Virago til Tarenski-bugten for at begrave David Price. På vejen samlede de tre amerikanske sømænd op, som havde været i Petropavlovsk. Mændene - tilsyneladende desertører fra et hvalfangerskib - gav kritiske oplysninger om Petropavlovsk forsvar og påtog sig at lede de allierede styrker ind ad en nemmere landlig rute fra nord.

NB. Datoerne angivet på denne illustration passer nu ikke helt med de datoer, jeg har læst mig til. Men rækkefølgen og de beskrevne begivenheder gør.

4. september blev 700 mand sat i land. Men det var ikke en nem og hurtig vej til Petropavlovsk, de fandt. De måtte kæmpe sig gennem tæt buskads op over bjerget Nikolayevka, hvor de blev mødt og beskudt af 300 skjulte russiske skytter, der gik målrettet efter de ledende officerer. Soldaterne gik i panik og flygtede. Mange blev skudt, nogle dræbt ved fald ned fra klippesiden.

Efter dette trak de allierede sig tilbage til San Fransisco og Vancouver. På vej væk beslaglagde de et russisk transportskib og en lille skonnert med en god ladning varer. Dog et lille bytte i forhold til Petropavlovsk. 

I slutningen af maj 1855 vendte en endnu større fransk-britisk flådestyrke tilbage til Petropavlovsk ledet af en ny og mere energisk kommandør på den britiske flåde, kontreadmiral Henry William Bruce, og franske  admiral Fourichon, som havde efterfulgt  Des Pointes, der nu også var død. Den engelske del af angrebsstyrken fra året før var udvidet med fregatterne Trincomalee og Amphitrite, tre krigsslupper, Dido, Encounter og Barracouta, og dampskibet Brisk med jernskrue. De tre franske skibe var blevet forstærket med endnu en fregat, Alceste.

Så det var en imponerende flåde, der nåede frem, men det Petropavlovsk, de nåede frem til, var helt uddød. 

Nyheden om hvordan Petropavlovsk havde afværget et allieret angreb havde nået Sankt Petersborg og grev Nikolay Muravyov-Amursy. Muravyov var den, der  tidligere havde udforsket Amurområdet. Han var nu udnævnt til generalguvernør for Russisk Fjernøsten. Petropavlovsk garnison var sejlet dertil på hans første Amurekspedition i foråret og sommeren 1854, så han var opmærksom på området.  

Han var klar over, at Petropavlovsk ikke ville kunne modstå et fornyet angreb - som han var overbevist om ville komme - og der var ikke tid til at sikre tilstrækkelig forstærkning. Han sendte colonel Martinov til Petropavlovsk  for at bistå ved evakuering af garnisonen, deres familier, store mængder våben og så megen proviant som muligt. To amerikanske transportere blev hyret, som sammen med tungtlastede Aurora og Dvina forlod stedet med Amurfloden som mål. Hvad man ikke kunne medbringe, blev gravet ned. Den civile bosættelse trak længere ind i landet.

Allerede i februar var to britiske skibe ankommet, som holdt øje med, hvad der foregik på stedet. Men i marts  brød  Zavoiko en rende i isen og i ly sne og slud sejlede han sine fire skibe bort for næsen af briterne. 

Så da kontreadmiral Bruce gik i land, blev han mødt af bare to amerikanere og deres franske tjener. 

Alt hvad den kæmpestore  allierede styrke kunne gøre, var at ødelægge havnens arsenaler, batterier og magasiner, nedbrænde barakker, et bageri og nogle officielle bygninger og bemægtige sig et hvalfangerskib, som de opdagede i Rakovia havnen, hvorefter den store flåde efter 12 dage forlod stedet.  De to amerikanere fik lov at beholde deres lagerbygning. 

Som jeg i et tidligere blogindlæg har omtalt, var det  den 31. marts 1854 lykkedes for amerikaneren Matthew Perry at åbne op for det lukkede Japan.  Umiddelbart før hele balladen omkring Price og Petropavlovsk.

 Og midt under Krimkrigen havde både englænderne og russerne overskud til at søge til landet for at opnå aftaler i lighed med Amerika. For at Amerika ikke skulle få for stor dominans i området, men især også for at modstanderen henholdsvis Rusland og England ikke skulle komme først og måske lægge sten i vejen for dem selv.

14. oktober 1854 indgik admiral sir James Stirling en venskabstraktat med Japan, hvor han fik åbnet havnene Nagasaki og Hakodate. 

Allerede da russerne havde fået nys om, at amerikanske Perry var ved at forberede en ekspedition til Japan, havde de skyndt sig at afsende en eskadre under kommando af Euphimy Vasilevich Putyatin med samme mål. Med fregatten Pallada som flagskib afsejlede skibene fra Kronstadt 7. oktober 1852

Pallada var et fornemt skib, men nok ikke specielt egnet til denne mission.

Det var bygget ved Admirality Shipyards i Sankt Petersborg. (Jeg kan ikke finde et dansk navn). Skibsværftet blev grundlagt af Peter den Store i forbindelse med Store Nordiske Krig. (Dengang vi var venner med russerne :-) Værftet eksisterer stadig og bygger nu blandt andet atomdrevne ubåde..

Pallada var en tremastet fregat, hvis skrog-udformning var baseret på det britiske HMS President (som blev dens modstander i Krimkrigen). Skibet bestod af en trækonstruktion med en tværgående stålforstærknings-konstruktion. Skroget var beklædt med kobberplader for at forhindre ødelæggelse af træet af marine mikroorganismer. En nyhed på de russiske skibe dengang var desuden brugen af koøjer til belysning af besætningsrum på nederste dæk.

Pallada blev søsat i 1832 med base i Kronstadt ved Den baltiske Flåde.

Den flotte fregat Pallada.

Pallada blev bygget til brug for den russiske kejserlige familie og for diplomatiske missioner. Den blev udstyret med alskens dengang mest moderne udstyr. 

I 1834 sejlede hun den kommende Frederick William lV af Preussen på et statsbesøg i Rusland. I 1837 fragtede hun guldbarrer fra Rusland til den russiske ambassade i London. Ved flere lejligheder fungerede hun som flagskib for storhertug Konstantin Nikolayevich.

19. oktober 1852 blev hun så sendt afsted mod Japan. Ombord var som vanligt adskillige forskere - biologer og korttegnere. Hurtigt blev hun dog nødt til at søge dock i Portsmouth for reparationer. Her lå hun i en måned. Palladas kaptajn Unkovsky vovede ikke ruten omkring Kap Horn, men valgte ruten rundt om Kap det gode Håb. Igen måtte Pallada søge havn for reparationer i en måned. Denne gang i Sydafrika. Midt i maj krydsede hun Sundastrædet mellem Java og Sumatra, og her sendte kaptajnen et telegram hjem til Sankt Petersborg, hvor han bad om at få afsendt det nylig byggede Diana. Pallada nåede Singapore, Java, Hongkong og den 9. juli de japanske Boninøe, hvor hun fik ødelagt en mast under en orkan. Mens skibet blev repareret, benyttede de medbragte forskere tiden til grundige studier i området.

Boninøerne

Putyatin nåede Nagasaki  21. august 1853, men opnåede ingen aftale. Skuffet forlod han Japan i november med en aftale om at vende tilbage næste forår. Men det blev november, før det kom til at ske. 

Når sådanne lange sørejser blev foretaget, var der altid forskere med ombord, og Putyatin sejlede nu omkring og undersøgte området omkring Korea og de fjerne russiske maritime provinser. Her hørte han om udbruddet af Krimkrigen og at Royal Navy jagtede hans squadron på 4 skibe i Okhotskhavet og havene omkring Japan. 

Diana nåede Shimoda, og Putyatin skiftede  Pallada ud med Diana som flagskib. 

Hvad der derefter skete med Pallada, ved vi jo lidt om. For det var det skib, som Zavoika, guvernøren af Petropavlovsk, gemte oppe i Amurfloden, da han forudså angreb fra Storbritannien og Frankrig.

 22. december startede forhandlingerne i Shimoda, men 23. december indtraf det store Ansei Tokai-jordskælv.

En 7 meter høj tsunami ødelagde stort set hele Shimoda og heriblandt også alle Putyatins skibe på nær Diana. Diana var dog svært skadet, og da man forsøgte at sejle til Heda for reparation, sank skibet. 

Den russiske delegation var nu strandet i Japan, men forhandlingerne fortsatte, mens man fik bygget et nyt skib ud af Dianas vragrester.

7. februar 1855 blev venskabs-traktaten underskrevet, og i april kunne russerne sejle hjemad på et nybygget skib, skonnerten Heda.

Kaptajn Stirling, ham der allerede et år tidligere havde indgået venskabsaftale med Japan, var leder af den britiske Kinaflåde. Han havde efterfølgende ledt efter russiske skibe i Det sydkinesiske Hav. Da han ikke fandt nogen, vendte han interessen mod nord. Han sendte de to dampskibe Barracouta og Encouter afsted for at mødes med admiral Bruces eskadrille ud for Kamtjatka ved 50 nordlig bredde og 160 grader østlig længde.

Det var skæbnens ironi, at Stirling havde valgt et mødested så tæt på Petropavlovsk (200 mil) og alligevel ikke tæt nok til, at  de opdagede Zavoikas flugt fra Petropavlovsk. De to dampere nåede mødestedet 13. april - 4 dage før Zavoikas flugt - og blev liggende der til 23. maj, hvor Bruce ankom med sine skibe. Mens de allierede samledes uden for Avachabugten, sejlede admiral Putiatin ubemærket ind til Petropavlovsk på sin nybyggede  lille skonnert Heda. Men da han fandt bebyggelsen helt forladt og mennesketom, skyndte han sig at sejle væk igen - igen lige for næsen af de allierede.

Stirling satte en af sine officerer, commedore Charles Elliot på skibet The Bittern, til at gennemsøge farvandene på udkig efter russiske skibe. 

Den 20. maj, da han ankrede op i De Kastris-bugten, spottede han 4 russiske skibe.  Hvad han ikke vidste var, at der deriblandt befandt sig den flygtende Zavoiko.

Da  Zavoiko rømmede Petropavlovsk, sejlede han mod sydvest langs Kurillerøerne, passerede gennem La Pérouse-strædet mellem Kamtjatka og Hokkaido og drejede så mod nord ind i Tartarybugten og den lille De Kastrisbugt, hvorfra han håbede at passere gennem strædet til Amurfloden. 

Zavoikos rute

                                       

La Perouse-strædet mellem Sakhalin og japanske Hokkaido.

Tartary-bugten med De Kastres angivet med rød prik

Men isen var stadig for tyk til, at han kunne komme igennem. Han gemte sig bugten, helt på det rene med, at hvis han blev fundet, ville det være ude med ham. Aurora var tungt lastet med mænd og proviant, og der var kun plads til 16 kanoner. Efter blot en uge blev de spottet af den engelske admiral Elliot.

Elliot mente dog at stå over for en overlegen styrke og trak sig og sendte skibet Bittern tilbage til Hokkaido for forstærkning fra kaptajn Stirling. I 5 dage ventede Elliot på forstærkning. På et tidspunkt ville de russiske skibe vel søge mod syd ned mod ham for at komme ud af bugten.  Hvad englænderne imidlertid ikke vidste var, at Sakhalin var en ø og ikke en landtange eller halvø, som beskrevet af Jean-François de La Pérouse (1787) og Ivan Krusenstern (1805).  Faktisk blev fortsættelsen af Tartarybugten  som Tartarystrædet mellem Kamtjatka og fastlandet opdaget allerede i 1809  af  japanske Mamiya Rinzo, som udforskede det nordlige Kamtjaka. Hans kort blev af von Siebold, den tyske botaniker og læge, som jeg tidligere har fortalt om, da jeg skrev om hollænderne på den lukkede ø Dejima, sendte dem hjem til Europa, men de blev ikke publiceret før 1860. Så den viden spredte sig ikke.

På Hokkaido er opstillet en statue af Mamiya Rinzo.

Som en sidebemærkning kan jeg tilføje, at Mamiya Rinzu optræder i en japansk mangategneserie, Shin Kozure Okami (New Lone Wolf and Cub). Men her optræder han som en skurk.

I sommeren  1849 kunne imidlertid også en russisk ekspedition under ledelse af Gennady Nevelskoy fastslå, at Sakhalin var en ø. 

Men den viden holdt russerne som en godt bevaret hemmelighed.

Det hemmeligholdte Tartarstræde 
Den smalleste del er siden navngivet Nevelskoystrædet

Zavoiko var heldig. Isen længere mod nord brød op, samtidig med at en tyk tåge bredte sig, så Elliot opdagede ikke, hvad der var ved at ske. Så Zavoiko kunne natten mellem 27. og 28. maj sejle nordenud gennem Tartarystrædet og komme sikkert ind i Amurfloden 5. juni.

 Meget heldigt. Den 28. maj besluttede Elliot nemlig at nærme sig, og det fortælles, at da han gik i land, fandt han brød i ovnen, der stadig var varme, så det var absolut på et hængende hår, Zavoiko slap væk, og englænderne fik igen en lang næse.

Men kaptajn Stilling gav sig god tid, før han afsejlede fra Hokkaido for at mødes med Elliot. 

Først den 4. juni mødtes de i La Perouse-strædet mellem Kamtjaka og japanske Hokkaido. Da han hørte, at Zavoiko på mystisk vis var sluppet væk, iværksatte han en blokade af La Perouse-strædet, men da dette ikke førte til noget resultat, blev den opgivet. Nu blev hans flåde forøget med tre skibe fra den franske Kinaflåde, og med 10 krigsskibe gennemtrævlede han nu Tartarybugten (som jo altså ikke var en bugt - eller i hvert fald endte i et stræde), men stadig uden resultat. Herefter opløste han sin styrke. Elliot skulle sammen med franskmændene fortsætte med at gennemsøge Det Okhotske Hav nord for Sakhalin. Han selv gennemsøgte Det japanske Hav, hvorefter han  sejlede til  Nagasaki og endelig tilbage til Hongkong.

Alle russiske skibe var pist forsvundet.

Senere blev Zavoiko opdaget af englænderne, som dog ikke  turde sejle ind i Amurfloden og angribe. Så Zavoiko fik lov at blive liggende her med sine fire skibe.  Denne detalje minder om situationen i  Buk-Swientys seneste fantastiske roman Safari fra Helvede. Min julegave til Ib. Den kan jeg - måske - vende tilbage til senere.

Nu må jeg et par år tilbage i historien om Russisk Fjernøsten.

Omkring 1840 blev det besluttet at flytte Russisk-amerikansk Selskab - det der handlede med skind fra de russiske besiddelser i Amerika - fra Okhotsk og 430 km ned ad kysten til et sted kaldt Ayan. 

Fiskeriet var dårligt her, og der var mangel på tømmer til skibsbygning, men i nærheden fandtes kul, og besejlingsforholdene var meget bedre.

Anlægget blev iværksat af russisk-amerikansk selskab i 1843 under ledelse af Vasiuly Zavoiko. 

Der blev etableret forbindelse over land til Yakutsk, og flere ekspeditioner blev sendt sydpå for at udforske Amurregionen. Men i 1849 blev flådecenteret flyttet til Petropavlovsk på Kamtjatka, hvor Zavoiko blev guvernør.

Mellem 1854 og 1866 sejlede amerikanske og russiske hvalskibe rundt ud for Ayan, og de søgte ind imellem havn i Ayan for reparationer og proviant såvel som ly for storme.

Ayan 1870

Og hvorfor skulle du så lige høre om Ayan? Jo, under Krimkrigen var Ayan stadig en vigtig havn.  I juli 1855 blev den stormet af kaptajn Elliot  - ham som med sin nølen havde ladet Zavoiko slippe væk. Lidt komisk  kom han til at opleve det samme, som englænderne gjorde i Petropavlovsk. Havnen og den lille landsby var blevet helt forladt. De eneste mennesker, de mødte, var ærkebiskoppen over Siberien sammen med bare et par mennesker mere. Kystbatterierne var destrueret og våben gravet ned. Ud over en lille dampslæbebåd var der ikke andre skibe. Og slæbebåden var slæbt på land og skulle have været nedgravet, men det nåede man ikke. Elliot sprængte slæbebåden, men ødelagde ellers intet. Hans mission var at finde og ødelægge russiske skibe - ikke bosættelser. Her havde admiral Bruce handlet anderledes i Petropavlovsk.

Som draget af et ønske om at blive konfronteret med sin fiasko, da Zavoiko på forunderlig og mærkværdig vis slap væk, vendte Elliot 15. oktober tilbage til De Kastris. Da han forsøgte at gå i land, blev han overfaldet af en gruppe kosakker og måtte hurtigt trække sig tilbage. 10 dage senere vendte han tilbage - men denne gang under hvidt flag. Han fik en snak med den russiske leder på stedet, og endelig her fik han forklaringen på mysteriet. 

I efteråret 1855 trak Bruce og franske Fourichon sig tilbage til San Fransisco og Vancouver for vinteren. 

Krimkrigen endte med fredsslutning 30. marts 1856. Det tog to måneder før denne nyhed nåede det østlige Sibirien, men det kom ikke til yderligere fjendtligheder efter vinteren.

Selv om belejringen af Petropavlovsk kaldes det glemte slag, så var der i tiden, hvor alt dette udspillede sig, stor opmærksomhed omkring det i London. The Times skrev  harmdirrende artikler, sagerne blev debatteret i Admiralitetet og Parlamentet, og der blev endda fremsat krav om, at Elliot skulle stilles for en krigsrets-domstol. Stirling støttede dog i flere rapporter sin kollega, og sagen døde hen.

I en af sine rapporter  skrev Stirling lakonisk:

Og endelig kunne Aurora sejle hjem til Kronstadt. Hun kom aldrig i aktion igen, men blev ophugget 1861. Som det er skik blev navnet givet videre, i dette tilfælde til en let cruiser, som blev en del af den russiske østersøflåde, som sejlede afsted mod østen i den russisk-japanske krig 1904. Aurora var et af de ganske få skibe, der overlevede  det store søslag ved Tsushimastrædet, som jeg skrev om i indlægget Om Japans relationer med Vesten, del 2.

6 metalklædte skibe blev navngivet Petropavlovsk efter belejringen af Petropavlovsk. Et af dem deltog ligeledes i slaget ved Tsushima, hvor det blev sænket sammen med stort set hele den russiske østersøflåde. Tænk engang, at fordi  japanerne 9 måneder forinden havde indesluttet Ruslands stillehavsflåde i Port Arthur i Manchuriet, så blev  42 krigsskibe fra landets østersøflåde 15. oktober 1905 sendt fra Kronstadt til undsætning – en rejse på 29.000 km., for blot efter mere end 7 måneders sejlads at nå frem og blive skudt helt i smadder af japanerne den 27. maj 

Nogen har spurgt mig, hvordan jeg dog er blevet så interesseret i alle de krigsberetninger. Jeg er også selv forundret. Militær og militærhistorie har dog altid ligget langt, langt uden for mit interessefelt. Men hvor er det interessant i den store verdenshistorie at se, hvordan venskab og fjendskab er skiftet. Allierede er blevet fjender - fjender er blevet allierede. Rusland f.eks. støttede jo os danske i de slesvigske krige, under Napoleonskrigene var vi - måske lettere påtvunget - allieret med Frankrig mod Rusland, under 1. og 2. verdenskrig var vi sammen med både Frankrig og Rusland vel helhjertede allierede mod en fælles fjende.

 Men svaret er også,  at det egentlig ikke er krigene, der interesser mig, men jeg synes, det er interessant at læse om de lange, lange sejladser marinen bliver sendt ud på, og hvordan flåden helt ned i enkeltheder har styr på alle forhold omkring skibene og deres kommandanter.  Jeg har fundet meget stof på f.eks. Krigsvidenskab.dk, Warfare History Network og JSTOR.org, hvor jeg fandt artiklen The Crimean War in the Far East af John J Stepan, Modern Asian Studies.

Hvor er der dog mange mennesker, der lever / har levet et helt helt anderledes liv end de fleste af os.

Min indgang til dette blogindlæg var - hvis du kan huske så langt tilbage - William Carstensens bog På togt med russerne - som ligger på nettet.

Om sine oplevelser skriver han:

I de henved fire Aar, jeg tilbragte i russisk Tjeneste, deltog jeg ikke i store Foretagender, ligesaa lidt som jeg var Vidne til mærkelige Begivenheder eller kom i nærmere Forhold til fremragende Personligheder, saa at jeg fra ingen af disse Kilder kan hente Bidrag til min Fremstilling. Men af det, jeg har oplevet, skal jeg uddrage Alt, hvad der kan tjene til Belysning af de Folk og Forhold, jeg lærte at kjende, hvad enten de Indtryk, jeg har modtaget, have været gunstige eller ikke. De, som efter denne Indledning ville følge mig paa Reisen, beder jeg om Tilgivelse for, at min egen Person kommer langt hyppigere frem, end jeg kunde ønske det.

Det er (heldigvis) fire år uden krigshandlinger - og hvor er det spændende at læse hans tanker omkring hans oplevelser - de steder og de mennesker han møder - og også en nydelse at læse de gamle pertentlige sproglige formuleringer.

At han ikke var del af store foretagender, vil jeg nu mene er en undervurdering. Han opholdt sig dog som den første danske i Japan i et par uger, hvor han sammen med  skibslægen Aleksei Vysheslavtsov  mødte flere højtstående. Men om det skriver han ikke i føromtalte På togt med russerne, men det gør han i bogen Om Japans hovedstad og japaneserne. Den har jeg netop bestilt fra Det kongelige Bibliotek.

Så skrev jeg jo også tidligere, at det var ærgerligt, at Carstensen ikke fortalte om sin tid i fransk tjeneste og belejringen af Petropavlovsk. Men dette indlæg har jo været længe undervejs, og undervejs har jeg alligevel fundet frem til Mellem franske kammerater, udgivet af Carstensen i 1894 - som nu ligger digitalt på nettet, lagt ud af Det kongelige Bibliotek.

William Carstensen er en af tre danskere, der får mulighed for at indgå i den franske flåde. Stor er hans tilfredshed, da han sammen med svenskeren Ankercrona bliver stationeret på korvetten Eurydice og dermed skal på langfart til Fjernøsten. Mindre glædeligt er det, at skibets kaptajn straks ved deres ankomst meddeler dem, at det ikke ganske er efter hans ønske, at de er udkommanderet her. Der er ikke plads til dem,  og han vil straks i Valparaiso forsøge at få dem overflyttet til et andet skib.

Eurydice  krydser Atlanterhavet, lægger til i Rio de Janeiro, runder Kap Horn og lægger til i Valparaiso og Calleo.

Hvor end de lægger til, bliver de inviteret til fest og baller af de lokale bedsteborgere, således også i Calleo.

Da det russiske skib Aurora ankommer og lægger til side om side med de britiske og franske skibe, er briterne og franskmændene som tidligere omtalt i vildrede over, hvordan de skal reagere. De ved jo, at krig mellem Rusland og dem er undervejs. Det afholder dog ikke en del søofficerer, heriblandt Carstensen fra at mødes med russerne.

Det sker således:

Ved ballerne flokkes officererne om de smukke frøkener. Særlig to er særligt omsværmede. Disse to er nysgerrige på russerne, så de får nogle af de franske officerer overtalt til, at de  - medsamt omtalte unge damer og deres ældre anstandsdame inkluderet - skal ro ud til Aurora. Besætningen på Aurora inviterer dem ombord og trakterer med kage, champagne sørgmodige russiske sange. Et par dage efter er Aurora uagtet listet væk.

Ved de to skandinavers påmønstring på Eurydice havde kaptajnen jo meddelt dem, at han hurtigst muligt helst ville sende dem bort. Undervejs har han åbenbart fået så god en opfattelse  af dem, at han har skiftet mening. Men da den  officielle meddelelse om krigsudbruddet i Europa når frem, er det et problem at have udenlandske nationaliteter om bord.

Da skibene ankommer til Nuka Hiva bliver de kaldt ind til samtale med skibets kaptajn. Han har opfanget, at der er kommet et brev til svenske Ankarkrona, som må indrømme, at han fra det neutrale Sverige har  modtaget en udtrykkelig befaling om ikke at gøre tjeneste på skibe der deltager i krigsoperationer.  Følgelig bliver Ankarkrona sendt om bord på et vagtskib hvorfra han senere afgår til Otahaiti. Her udkommanderes han med en corvet, der skal til Ny Kaledonien. Korvetten forliser på et koralrev i den vestlige del af Sydhavet, og "... Besætningen gjennemgik  haarde Lidelser og Savn. Først efter omtrent et Aars Forløb vendte han med en Koffardimand tilbage til Europa."

Carsensen derimod får overbevist kaptajnen og den franske admiral på Nuva Hiva om, at han ikke har modtaget en lignende ordre, og han får lov at blive på Eurydice. Jeg tror, Carstensen var i besiddelse af overmåde gode overtalelsesevner.

Endelig stævner de ud igen og når Sandwichøerne - Hawaii - hvor de igen ligger stille. Måske husker du min tidligere beskrivelse af opholdet her med muntre fester. Det fortæller Carstensen dog ikke noget om. Men da de atter stævner de ud igen, er det med bevidstheden om, igen at have spildt kostbar tid.

"Hvorhen vi skulle, var dog foreløbig en Statshemmelighed, hvorom Compasset Intet røbede, da hele Eskadren i flere Dage styrede ret Nord, under daglig, meget livlig Signallering mellem de to Admiraler efter et hemmeligt System."

Carstensen giver en god beskrivelse af, hvordan navigations- og kommunikationsforhold var ganske anderledes dengang end i dag.

Mine andre kilder har konkluderet, at de allieredes nederlag ved Petropavlovsk skyldes dårlige beslutninger fra de allierede.

"The British captains exercised more energy and bravery than judgment."

 "Instead of gathering intelligence and developing a plan that took advantage of Russian weaknesses, Nicholson simply charged into the port on the first day of his command, then allowed the Russians to rebuild the batteries the British and French had destroyed at the cost of more blood and ammunition. Finally, the landing on September 4 was done without adequate reconnaissance or, indeed, any planning at all beyond the point at which they landed."

Deri er Carsten enig, men han tilføjer, at samarbejdet mellem franske og britiske var problematisk.

Forholdet mellem de to nationers mandskab var ikke varmt.

I bogen beretter Carstensen grundigt om belejringen af Petropavlovsk, som han jo ikke deltog aktivt i, men kun som observatør.

Der er ingen tvivl om, at Carstensens sympati ligger hos den franske afdeling - det er jo også den, han indgår i.

Han har et længere afsnit om misforståelser og britisk uvilje:

Om sin egen indsats skriver han intet. Mon ikke han fungerer udelukkende som observatør?

Efter den mislykkede belejring af Petropavlovsk returnerer Eurydice til San Fransisco og efter et ophold her videre til Valparaiso. 

Og nu går den ikke længere. En (skønt neutral) dansker på et krigsførende fransk skib lod sig ikke gøre.

                  England.

På Eurydice bliver der holdt afskedsfest for Carstensen.

Carstensens bog er interessant og fornøjelig læsning. Han fortæller om de mange, mange mennesker, han møder undervejs - på skibet og i havn. Han beskriver de steder, de anløber før og efter belejringen af Petropavlovsk.

Rio er han bestemt ikke imponeret over; de landlige omgivelser bekommer ham dog bedre. I denne del af bogen har han et længere afsnit - flere sider - hvor han funderer over slaveriet og slaverne og deres efterkommeres liv. 

At Valparaiso af nogen havde fået betegnelsens Paradisets Have er han  helt uforstående over for, Det kan jo undre os, der har besøgt Valparaiso, som vi fandt usigelig charmerende, men det er jo et andet Valparaiso, vi oplevede mere end 150 år efter Carstensen.

Sydhavsøen  Nuna Hiva og dens indbyggere har han nogle spændende beskrivelse af.

                                          

En sådan beskrivelse var vist ikke gået i vore woke og metoo-tider.

Blandt mændene er det særligt deres tatoveringer, der vækker beundring.

London: Henry Colburn, 1813. Copper engraved print of a Nuka Hiva warrior, with highly elaborate full body tattoo, holding a fan in one hand and a long wood club in the other. The warrior wears his hair in two short top knots, and is tattooed from the top of his head down to his toes. During the War of 1812 the armed conflict known as the Nuka Hiva Campaign took place between the US and Polynesian inhabitants of the island of Nuka Hiva in the

Det moderne og livlige San Francisco er han meget begejstret for.  

I Chile havde han besøgt en fjerntliggende sølvmineby Copiapo, hvor han besøgte en bekendt fra København, lægen Vilhelm Gottschalk - den eneste udvandrede dansker her på kysten. 

Nu befandt han sig i guldgraverbyen San Francisco, som rummede både umådelig rigdom, men også bristede forhåbninger.

Han sammenligner de to minebyer.

Jeg kan varmt anbefale hans bog Mellem franske kammerater.

Som du ved, kom Carstensen efterfølgende til Fjernøsten i russisk tjeneste. Men under en orlov fra den russiske tjeneste kom Carstensen 1860 til Danmark på besøg og fandt forholdene hjemme så truende (?), at han forblev her med det samme.  

Husker du den stakkels engelske David Price, der som 56-årig giftede sig, men kun fik 4 år med sin hustru, før han blev sendt på togt i Fjernøsten, hvor han tilsyneladende tynget af ansvaret, døde for egen hånd?

På den front var Carstensen mere heldig (også på den front).

Allerede 1862  - som bare 34-årig giftede han sig. Fantastisk, hvor meget han havde oplevet indtil da i sit ret korte liv liv.

Han blev godt gift - ville man nok sige - med den blot 20-årige Emmy Friede Holtine Sophie Grevenkop-Castenskiold, datter af jægermester Johan Vilhelm Grevenkop-Castenskiold og Adelaide Franciska Marie Frederikke Emilie Brun. Faderen Johan Vilhelm var død i 1844, og moderen havde i 1848 giftet sig for 2. gang med med kammerherre, fhv. guvernør i de danske besiddelser i Guinea, amtsforvalter i Ringsted Edward James Arnold Carstensen. 

Hvorfor nu denne lange omtale? Jo, dels synes jeg navnene er imponerende, dels synes jeg, at  Edward Carstensens karriereforløb er lidt morsomt - fra guvernør i de danske besiddelser i Guinea til amtsforvalter i Ringsted. Men sidstnævnte dækker måske over en mere anset stilling end den lyder til i mine ører. Endelig er der det morsomme, at Edward Carstensen er bror til William Carstensen. Williams svigermor er således hans brors hustru. 

William Carstensen deltager i  kampene i 2. Slesvigske Krig i 1864.

Herefter savnede han åbenbart kræfter og energi.

Han rejste til Sydfrankrig , hvor han opholdt sig en tid og derefter opholdt han sig en tid i Algeriet.

Algieriet? Hvorfor dog dér? Jo, der var han faktisk født, mens hans far Hieronymus Carstensen var dansk generalkonsul i Algier og senere fulgte sønnen ham til Marokko.

To år tilbragte han i Sydfrankrig og Marokko. Hvad beskæftigede han sig med? Hvor kom pengene fra - måske fra hustruens adelige familie? Var hun med? Jeg ved det ikke.

Tidligt i sit liv fik Carstensen betydningsfulde udnævnelser:  kadet 1841, i  1847 løjtnant med kongens æressabel (hvad det så mon kan betyde) og i i 1855 premierløjtnant. 

Og da han vendte tilbage til København fulgte et liv med betydningsfulde poster.  I 1868 blev han udnævnt til kaptajn og i 1879 til kommandør. 1870 blev han chef for søofficerskolen og var hvert andet år chef for kadetskibet. 

1869-88 var han redaktør af Tidsskrift for Søvæsen - et tidsskrift som efter en stagnationsperiode oplevede en opblomstring under Carstensens ledelse.

1874-90 var han medlem af landstinget for København og fra 1892 kongevalgt landstingsmand (altså direkte udpeget af kongen - som det jo skete i Provisorietiden i Danmark).  

I en wikipedia-artikel om Carstensen står der, at han var en ivrig talsmand for forsvarssagen og udbygningen af Københavns Befæstning og medlem af forsvarskommissionerne 1872 og 1879. 

I en anden står der derimod, at i han i politisk sammenhæng ikke blev nogen ledende skikkelse. Grunden var, at Carstensen ikke var nogen tilhænger af Københavns landbefæstning, som han mente blev gennemført på flådens bekostning. Da dette var en mærkesag for Estrup, så kom sagen til at virke hæmmende for Carstensens indflydelse. 

Hvis det er denne sidste beskrivelse, der er den korrekte, så delte han skæbne med Kaptajn Dinesen, Karen Blixens far, som jeg tidligere har skrevet om.

I 1893 blev han ved opnået aldersgrænse afskediget som kontra-admiral. I 1895 blev han udpeget til statsrevisor. 

Han blev Ridder af Dannebrog 1864, Dannebrogsmand 1877, modtog Fortjenstmedaljen i guld 1885,  Kommandør af 2. grad 1886 og af 1. grad 1896.

Noget af en karriere. 

Dannebrogsmændenes hæderstegn  havde jeg ikke hørt om før. Men det blev f.eks. tildelt veteraner fra Treårskrigen og 2. slesvigske krig i en særlig udgave, hvor hullerne mellem kronens bøjler ikke var udskåret. Ellers fungerede den som en selvstændig udmærkelse, der typisk blev givet til embedsmænd af lavere rang, f.eks. sognefogeder, overlærere, stationsforstandere, rådmænd, postmestre, fyrpassere etc.,

 Jamen hov. Så burde jeg da være tildelt denne.

Men videre læsning fortæller, at ordenen kunne tildeles "enhver, der ved klog og redelig Stræben for Brødres Vel og ved ædel Daad i en engere Kreds har gavnet Fædrelandet". Det levede jeg måske ikke op til. Og desuden ophørte tildelingen af Dannebrogmændenes Hæderstegn 1952 (reskript af 21. marts) og blev afløst af Dannebrogordenens Hæderstegn, som nu primært tildeles personer, som har en eller anden form for tilknytning til hoffet.

Carstensen døde 16. februar 1909 og er begravet på Humlebæk kirkegård. Hustruen døde så sent som 1933.

Men hvad var der så forresten med Zakovskis skibe, der gemte sig i Amurfloden, som fik mig til at tænke på Tom Buk-Swientys seneste dokumentariske roman Safari fra Helvede?

Jo.  I 1914-15 lå den tyske fregat Königsberg skjult i Rufijifloden i det sydlige Tysk Østafrika, ligesom Zavoiski havde skibe gemt i Amurfloden i 1855. Forskellen var dog stor.  Britiske skibe belejrede udmundingen af Amur, men kendte ikke floden godt nok til, at de turde sejle ind og angribe.  Zavoiskis skibe lå trygt og godt, og  Zavoiski havde ikke brug for at komme væk. PÅ samme måde var Rufijifloden ukendt for briterne, så de heller ikke her rigtig kunne komme tæt på og angribe - i øvrigt kunne de ikke engang rigtig lokalisere, HVOR i de mange flodarme  Königsberg gemte sig. Men Königsberg havde desperat brug for at komme væk. Det var den helt store forskel på de to situationer. 

Måske tænker du, at du gerne selv vil have læseoplevelsen af Buk- Swientys fantastiske bog, så du ikke vil læse videre her. Men jeg lover dig, jeg kommer kun til at fortælle en ganske lille del af starten på bogen. Der vil være masser af overraskende og spændende læsning tilbage til din egen læsning, selv om du fortsætter her.

Kolonien Tysk Østafrika nød ikke den store opmærksomhed fra Berlin og i særdeleshed ikke fra flåden. Men den 14. august  1914 skulle man fejre 30-året for koloniens eksistens,  og desuden havde koloniens lille stående hær, Schutzgruppe, 25 års jubilæum.  Koloniens guvernør, Heinrich Schnee, fik derfor med møje og besvær overtalt Berlin til, at festlighederne skulle krones med ankomsten af et respektindgydende flådefartøj fra den kejserlige marine.

Valget faldt på SMS Königsberg. Königsberg var et præsentabelt skib, der havde haft en glorværdig karriere. Det havde eskorteret både dronningen af Holland og zaren af Rusland og havde i sommeren 1911 været ledsagerskib til selveste kejser Wilhelms lystyacht på et besøg i Middelhavet og havde i en årrække indtaget en central rolle i krigsflåden som et af de bedste recognoscerings-fartøjer.  Men med dets 9 år på bagen mente flåden godt, de kunne afse det til et toårigt repræsentations-togt  til Tysk Østafrika.

Med Max Looff som kaptajn afsejlede Königsberrg den 25. april, og skibet blev modtaget med jubel, da det ankom til Dar es Salam i juli.

Men 1. verdenskrig nærmede sig. Tysk Østafrika var omgivet af engelske kolonier - og en belgisk og en enkelt portugisisk. 

Schnee håbede at kunne holde sin koloni uden for en evt. kommende verdenskrig. For ikke at provokere englænderne ved at have et stort krigsskib liggende i havnen, blev det besluttet, at Königsberg skulle søge væk. Det var en fornuftig beslutning, for snart dukkede tre engelske krigsskibe op med ordre til at sørge for, at Königsberg ikke slap væk. Da de konstaterede, at de var kommet for sent, bombarderede de byen.

Max Looff søgte ind i Rufijifloden / Rufijideltaet  for at gemme sig her, indtil der viste sig en mulighed for at snige sig ud og sejle sydpå og videre hjem mod Tyskland.  Som nævnt ovenfor var englænderne ikke bekendt med besejlingsforholdene på  flodens mange flodarme, så de turde ikke sejle op og angribe Köningsberg - som de jo i øvrigt heller ikke rigtig kunne finde - men de lagde en blokade ud for flodmundingen. Königsberg var lukket inde og manglede i øvrigt også kul til et evt. udbrudsforsøg og til hjemturen.

Og så har Looff endda endnu en udfordring. Skibets ene motor er defekt. Men det har han en løsning på. Motoren bliver pillet ud og skilt ad. På aftrikanske bæreres hoveder og ryg bliver enkeltdelene båret over land den lange vej til Dar es Salam, hvor den igen bliver samlet. Fejlen bliver lokaliseret og afhjulpet. Endnu engang bliver den nu velfungerende motor skilt ad og på afrikanske bæreres hoveder og ryg båret den lange vej over land tilbage til det skjulte skib i det enorme Rufijidelta.

Briterne placerer endnu flere bevogtnings-skibe ud for Rufiji. Kønigsberg ligger indelukket i flere måneder. Situationen er desperat. Madforsyningerne er snart opbrugt, mandskabet - plaget af den kvælende tropiske varme - er ramt af både malaria og dysenteri og ligger sløve hen i køjerne, medicinen - den livsvigtige kinin - er ligeledes snart opbrugt, mismodet breder sig.

Briterne har klippet telegrafkablerne til Dar es Salam, så det er svært at orientere sig om verdenssituationen. Looff har fået oprettet en primitiv trådløs telegraf, men hører intet fra Berlin. Men til gengæld har han i engelske telegrammer opsnappet, at britiske marineminister Churchill havde udsendt beskeden: "Destruer Königsberg for enhver pris."

Pludselig den 3. marts tikker alligevel en opløftende kodet besked ind på den trådløse telegraf. En besked, som er nået frem ad snørklede veje.  Afsendt fra selveste admiral-staben, der fra radiostationen i Nauen har sendt den til radiostationen i Windhoek i Tysk Vestafrika - en afstand på omkring 8500 km. Tårnet i Sydvestafrika har herefter sendt meldingen videre til Beira i det neutrale Portugisisk Mozambique, hvor den tyske konsul har ladet beskeden gå i æteren til lokale sendere i det sydlige Tysk Østafrika, hvor det opfanges af telegrafstationen på Königsberg.

Noget af en rejse beskeden har været på. Og den første direkte besked fra hjemlandet i otte måneder.

Beskeden er overraskende, uforklarlig. Et forsyningsskib er på vej til Østafrika, og skibet skal gøre det muligt for Königsberg at vende hjem.

"Hjemlandet havde tænkt på os og ville hjælpe os i vores fortvivlede situation, " skriver Looff i sine erindringer.

At skibet var på vej var resultatet af en uheldig situation, der var opstået et helt andet sted i verden. Så vi må en omvej omkring Stillehavet.

Ved krigsudbruddet havde Tyskland en østasiatisk flåde placeret i Jiaozhou-bugten. Det var her, tyskerne efter den kinesisk-japanske krig 1894-95 havde fået tilranet sig et landområde, der blev til den tyske koloni Kiautschou.  Se evt. tidligere blogindlæg.  

For at slippe væk fra den japanske flåde - Japan var jo allieret med England - lod Max von Spree sin hovedstyrke søge mod sydamerikanske farvande. 

I starten af november stod et stort slag ud for Coronel lidt syd for Valparaiso.Et slag som tyskerne vandt stort. Det første nederlag for briterne efter Slaget ved Plattburgh i 1812 mod USA.

 1700 britiske søfolk omkom, blandt dem admiral Cradock, som var en meget anerkendt admiral, som var tæt på den britiske kongefamilie og havde udmærket sig i bl.a. Bokseropstanden. Tyskerne havde kun mindre tab og skader.

Marineminister Churchill var rødglødende af raseri over nederlaget, og Tyskland var klar over, at nu var admiral von Spree jaget vildt. 

Von Spree havde desperat brug for nye forsyninger.

29. november blev problemet drøftet i den oversøiske admiralitet i Berlin, og en vild ide blev undfanget af en kaptajn Kirchner.

Forsyningerne skulle sejles ud til von Spree, ikke blot under neutralt flag, men af et dansk neutralt skib - eller sådan skulle det i hvert fald se ud.

Nu gik en omfattende planlægning i gang. På værftet i Wilhelmshafen lå et erobret engelsk skib, som med lidt ombygning til forveksling kunne komme til at ligne Kronborg, et kendt dansk handelsskib.

Projektet blev planlagt fuldkommen minutiøst. Alt inventar fik dansk udformning, helt ned til dansk bestik, billeder af det danske kongepar og danske aviser og magasiner og naturligvis danske flag. Skibet blev forsynet med falsk logbog.

Skibets kaptajn skulle være den danske, men alligevel tyskvenlige Carl Friedrich Christiansen. Besætningen blev udvalgt blandt danske sønderjyder i den tyske  hærstyrke. Vigtigste kvalifikation var, at man talte dansk. En enkelt svensker og tysker sneg sig dog også med , da de talte nogenlunde dansk. Hver enkelt fik ligeledes en individuel fabrikeret falsk logbog. I fald englænderne undervejs ville stoppe "handelsskibet" og inspicere det, skulle alt være perfekt.

 Nis Koch fra Kegnæs, hovedpersonen i bogen, var en af dem.

Danskerne bliver samlet på stue 88 på kasernen i Kiel. Bespisningen og behandlingen her var langt ud over, hvad de var vante til Det gav dem en fornemmelse af, at de var udvalgt til en helt særlig mission, men stadig fik de intet at vide. Men dagene var kedsommelige - med fællesspisning, rengøring og kortspil.

Faktisk var formålet med den omfattende renovering af skibet og samlingen af den 30 store mands besætningen allerede forsvundet 9. december.

Ud for Falklandsøerne blev von Spree og hans flåde nemlig indhentet af engelske krigsskibe. Det kom til et stort slag, hvor alle tyske skibe på nær et enkelt blev sænket. 1871 tyskere  blev dræbt, deriblandt von Spree og to af hans sønner. Det eneste skib, der slap væk var SMS Dresden, som strejfede omkring i tre måneder, før hun igen blev opdaget af briterne. Efter en kort træfning evakuerede tyskerne skibet og sænkede det ved en sprængning.  

Den tyske østasiatiske  flådestyrkes flugtrute. Den sorte streg viser hovedstyrkens rute med von Spree selv. Den grønne angiver ruten for skibet Emden,  som længe succesfuldt opbragte engelske handelsskibe i Det indiske Ocean, inden det blev sænket. Den lilla streg angiver skibet Dresdens rute. Den blå og den røde streg angiver ruten for to skibe, som jeg ikke ved noget om.  

Direkte info fra Tysk Østafrika havde som nævnt svært ved at nå frem til Berlin. Men i Berlin læste man også engelske aviser, og det var herigennem, at man blev opmærksom på Königsbergs desperate situation. Så en uge efter, at det var blevet klart, at det nu var for sent at sende hjælp til von Spree i Stillehavet, så ændrede man missionen. Skibet var under ombygning og mandskabet var samlet. Så kunne man jo lige så godt sende det til Tysk Østafrika i stedet. 

En god uge inde i februar blev mandskabet bragt om bord på Kronborg. I en hel uge måtte de ikke forlade skibet, men løbende kunne de følge med i, hvordan skibet blev lastet. Nederst umådelig store mængder af kul, meget mere end skibet ville skulle bruge på en hel jordomrejse. Dernæst kasser med dynamit og ammunition,. Øverst store mængder af træ, som skulle skjule den nedre last og give udsigt af, at skibet var et handelsskib på vej med tømmer.

Derudover blev der også læsset fornødenheder til mandskabet - f.eks. 500 par underbukser og 1000 par strømper. Desuden var forpakket "kærlighedsgaver" til mandskabet på det indesluttede Königsberg i form af bl.a. spiritus og petroleum.

18. februar var der afgang og nu fulgte en lang rejse mod et  længe ukendt mål. 

Den allerførste del var måske den allerfarligste, for briterne havde lagt en fastlandsblokade fra Norge og tværs over Nordsøen til Shetlandsøerne.

Men dårligt vejr med storm og regn og tåge hjælper skibet gennem spærringen. Sigtbarheden er så dårlig, at de ikke bliver spottet af briterne.

Efter en lang og  farefuld færd bliver den hemmelige destination nået.

Så megen planlægning, så store summer investeret i ombygning og forstærkning, så lang en rejse - og så blot for ved ankomsten at ........

Nej, det vil jeg ikke afsløre her - hvad der skete. Men Nis Kochs, kaptajn Christensens og de øvrige sønderjyders oplevelser og genvordigheder er kun lige begyndt.

Som tidligere nævnt - hvor har mennesker dog haft liv helt forskellig fra de liv de fleste af os lever i ro og mag.

Nis Koch var fyrbøder og havde i sin tjenestetid i Danzigbugten været med til at afprøve, hvor hurtigt de kunne tvinge  den slagkrydser  splinternye   Moltke frem. Efterfølgende kom selveste selveste kejser Wilhelm om bord for at gratulere med resultatet. 2,5 knob hurtigere end de hurtigste britiske krydsere. 

En sommer i den finske skærgård ankrede de op langs den russiske zars yacht. Den tyske kejser og den russiske zar var fætre, og sammen inspicerede de Moltkes besætning.

Om bord på Moltke havde Nis krydset Atlanterhavet og med egne øjne mødt - eller i hvert fald set en amerikansk præsident: Efter at slagkrydseren havde passeret Frihedsgudinden og var fortsat op ad Hudsonfloden, kom præsidenten om bord for at inspicere besætningen. Med Nis' ord: " Fed og mægtig som en slagtegris med sin blanksorte hat på hovedet vraltede han forbi."

Efter afsluttet tjenestetid i slutningen af 1913 vender Nis tilbage til Sønderborg for at gøre brug af sin uddannelse som maskinmester.

Nis var stadig reservist i den tyske marine, og da krigen kom i august 1914, blev han indkaldt som del af et reserve-mandskab, der skulle fylde hullerne ud, efterhånden som marinen mistede mandskab. Men da den tyske flåde stort set lå stille, var der ikke mange huller at fylde. I november blev kommandoen ombord på depotskibet opløst, og Nis blev derefter tilknyttet 1. kompagni i 1. Werftdivision og blev indkvarteret på en kaserne i Kiel.

Og det var herfra, han kom ud på sit livs eventyr og store udfordringer.

Carl Friedrich Christiansen  stammede fra en sømandsslægt, der havde aner helt tilbage til vikingetiden og havde i generation efter generation boet i Vyk, hovedbyen på vadehavsøen Før. Alle hans forfædre havde været på søen, nogle som hvalfangere, nogle som kaptajner på store handelsskibe, og de havde samtidig for manges vedkommende tjent i marinen, indtil 1864 under dansk flag.

Som 15-årig forlod han hjemmet og stod til søs på en række sejl- og dampskibe. Efter at han havde fået sin styrmandseksamen i 1904, fik han hyre på Preussen, verdens største sejlskib. To år senere meldte han sig til den kejserlige marine, hvor han fik en officers-uddannelse, inden han gik tilbage til civil tjeneste som kaptajn for Norddeutscher Lloyd, på hvis skibe han sejlede i Østasien og Stillehavet.

I 1913 løb han med dampskibet Lusook på et koralrev i Suluhavet. Skibet sank, men kaptajn Christiansen og hans mænd, de fleste kinesere, nåede i redningsbådene og og roede ind til en lille ø. Den var stort set ikke andet  end en sandbanke. Der var ingen ferskvandskilder på øen, og selv om besætningen havde reddet en ferskvands-tønde med sig, ville det kun være et spørgsmål om tid, inden alle mand ville dø af tørst. Christiansen og nogle få udvalgte mænd gik ombord i en af af robådene og roede ud på havet i håb om at finde en naboø, som var beboet. Med sig havde de lidt vand, et par konservesdåser og en flaske rødvin. Snart kom de til en ø. I kikkerten kunne de se, at den var beboet med nøgne mennesker, der også havde fået øje på dem, og som med en truende gestik virkede alt andet end imødekommende. Christiansen frygtede, at der var tale om kannibaler og turde ikke sætte i land. De fortsatte deres rejse ud over det åbne hav hvor der fulgte lange dage under brændende sol og nogle uhyggelige nætter, før det med deres yderste kraftanstrengelse lykkedes dem at nå øen Borneo, hvor de kunne hente hjælp.

Da verdenskrigen brød ud året efter, var Christiansen tilbage ved marinen og tjente på krydseren Lübeck, der var en del af den tyske Østersøflåde.

Russerne havde mineret indsejlingen til Finske Bugt, og Christiansen rejste som spion til Finland for at se, om han kunne skaffe sig et kort, hvor mineringen var aftegnet. Da han frygtede, han var afsløret som spion, gik han hemmeligt ombord på den svenske postbåd og gemte sig, indtil skibet var i søen. På overfarten hyggede han sig med den finske kaptajn og fyldte godt med vodka på ham og fik ham til at tegne et kort over mineudlægningen, som han kendte den.

Dette kort viste sig ikke at være alt for akkurat. Da en tysk eskadre kort efter sejlede ind i bugten med Christiansen ombord på admiralskibet Friedrich Carl, stødte skibet på to miner, og besætningen havde været prisgivet, hvis ikke et andet skib, Ausburg, havde trodset faren og var sejlet ind for at redde dem.

Det var så anden gang inden for kort tid, Christiansen havde reddet sig væk fra et synkende skib. 

14 dage efter blev han kaldt til møde i Berlin. Admiraliteten havde fået øje på den unge koldblodige 30-årige Christiansen. Ham skulle det være, der skulle lede den farefulde færd på et falsk dansk skibs farefulde togt med forstærkninger til Königsberg dybt inde i Rufijideltaet i det sydlige Tysk Østafrika. 

Jeg må tilstå, jeg er ret imponeret over alle de mange søfolk, der til forskellige tider frygtløst har begivet sig rundt på alle verdenshavene. 

Og så må jeg glæde mig over, at jeg og andre har haft chancen for at opleve den store verden både i øst og vest, syd og nord - Cuba, Bolivia, Peru, Chile, Argentina, Island, Færøerne, Nordkap, Kenya, Egypten, Tunesien, Usbekistan, Rusland helt ovre ved Khabarovsk på Amurfloden, Kina, Borneo - under ganske anderledes fredelige forhold.

Selvom dette indlæg blev mit hidtil længste megaindlæg, er der meget mere at fortælle om personer og steder, der mere sporadisk er blevet nævnt her. Så snart kommer jeg til at gå i gang med lidt historisk geografi, som jeg vælger at kalde det.

Og så lige et lille ps. Den bog, Japans hovedstad og japaneserne, som jeg havde bestilt på Det kongelige Bibliotek blev hurtigt sendt til Kolding Bibliotek. Forventningsfuld kørte jeg derned. Men jeg kom hjem uden bog. Bogen var skrevet med gotisk  skrift :-), så den blev straks afleveret igen uden en tur til Bramdrupdam.