Om Mithridatis af Pontos. Roms mægtigste fjende.

  

 

Asiens giftkonge myrdede 80.000 romere

Han imponerede ved at spise ren gift, myrdede sin mor for at blive konge, og så var han Roms mest indædte fjende. Kong Mithridates stod bag antikkens uhyggeligste massakre og sendte sin hær mod vest for at knuse “romerne, menneskehedens fælles fjende”. Han ønskede at blive konge over et rige fra Gibraltar til Indien. Større end Alexander den Stores rige.

 I perioder var han sejrrig,  og det  lykkedes for ham at oppiske en stemning blandt de folk, der havde levet under det romerske overherredømme og var blevet økonomisk udpint af romerne i årevis.

Hævnens dag oprandt en kold forårsmorgen i år 88 f.Kr. En tusindtallig hob af rasende indbyggere drog hærgende igennem gaderne i storbyen Efesos i den romerske provins Asia.

Folkemængden, hvoraf størstedelen var af græsk afstamning, var på jagt – på jagt efter romere.

Undervejs knuste den hadske folkemængde alle statuer og offentlige inskriptioner, som deres romerske plageånder havde sat op.

Fra husene lød hjerteskærende skrig, hver gang folkemængden brød ind til endnu en familie af romersk afstamning. Mænd, kvinder og børn. Ingen blev skånet.

Med knive, sværd og de bare næver blev ofrene stukket, hugget og flået i stykker, inden angriberne bevægede sig videre frem på jagt efter deres næste bytte.

Rædselsslagne flygtede hundreder af romere ind i byen store Artemis-tempel, som ifølge traditionen var fredhelligt.

Men den ophidsede folkemængde ville ikke­ lade dem slippe. Tempelportene blev brudt op, og angriberne strømmede ind. Selv de flygtninge, som desperat klyngede sig til templets gudestatuer, blev skånselsløst hugget ned.

“Hvilken grusom skæbne, der blev romere og italienere i Asia til del.Mænd, kvinder og børn, de frigivne og slaver af italiensk afstamning”, skrev den romerske historiker Appian.

For efeserne var ikke de eneste, der den dag tog hævn for årtiers udbytning. I alle større byer i nutidens Vesttyrkiet blev romerne udrenset, og deres lig smidt i dynger uden for bymurene. Ifølge de antikke kilder mistede 80.000 romere­ livet den forårsdag i år 88 f.Kr.

Massakren i Asia var ikke bare antikkens største mod romere, men også enestående, fordi blodbadet var nøje planlagt.

Manden bag den etniske udrensning hed Mithridates, konge af Pontos, og han skulle blive den mest morderiske og sejlivede fjende, supermagten­ Rom nogensinde kom til at møde.

Giftkongen ville skabe et storrige

Mithridates 6. var hersker over det lille, velstående rige Pontos ved Sortehavets sydkyst. Han var kommet til magten i en ung alder og havde med brutal effektivitet udrenset alle fjender ved hoffet ved hjælp af gift – hans store passion.

Den unge hersker havde en hel have fyldt med giftige planter, som han fornøjede sig med at afprøve på dødsdømte forbrydere.

Af frygt for selv at blive forgivet studerede han også modgifte og muligheden for at opbygge resistens over for gift ved over lang tid at indtage små mængder af stoffet.

Kongen nød derfor at strø gift ud over sin mad for derefter at spise det livsfarlige måltid for øjnene af sine imponerede gæster.

Også giftige slanger var en del af hofunderholdningen. Han fik derfor tilnavnet­ Giftkongen.

Mithridates' ambitioner rakte dog langt videre end blot at være ekspert i gifte.

 

Kongen nedstammede fra den persiske kongeslægt og var samtidig efterkommer af en af de makedonske generaler, som 250 år forinden havde erobret Lilleasien under Alexander den Stores ledelse.

Mithridates mente derfor, at guderne havde udpeget ham til at genskabe Alexanders­ storrige. Men ambitionen om at blive Alexanders arvtager var vanskelig af især én årsag: Rom.

Provinserne blev udsuget

Rom var gennem årene gået fra en ubetydelighed langt mod vest til en stormagt, som maste sig tættere og tættere på Mithridates' rige.

Den vestlige del af Middelhavsregionen samt Grækenland var i år 146 f.Kr. kommet under Roms herredømme, og i 133 f.Kr. udvidede romerne endnu længere mod øst, da de annekterede Pergamon i den vestlige del af Lilleasien og omdannede kongeriget til den romerske provins Asia.

Straks efter rykkede romerske kolonister, handelsmænd og i særdeleshed skatteopkrævere ind i provinsen.

Skatteopkræverne var private, som med hele den romerske statsmagt i ryggen kradsede enorme summer ind hos lokalbefolkningen.

Skattetrykket var så stort, at mange familier måtte sælge deres børn som slaver for at kunne betale. Selv romerne erkendte, at skatteopkrævningen i den nye provins var ude af kontrol:

“Roms navn er knyttet til had, og romerske tributter, tiende og skatter er dødens instrumenter”, skriver den romerske politiker Cicero med beklagelse.

Og intet tydede på, at Rom var blevet mæt af sine erobringer og de skatte-indtægter og titusinder af slaver, der fulgte med.

Tværtimod frygtede de fleste kongeriger i Lilleasien, at de var de næste på Roms erobringsliste.

Nabokonge blev lokket til at angribe

Kong Mithridates ikke tænkt sig at vente på, at romerne kom. Han ville slå først – men med list. Allerede 10 år før massakren i Asia begyndte kongen at realisere sine planer.

Han erobrede store dele af området omkring den østlige og nordlige del af Sortehavet. Og i år 93 f.Kr. overtalte Mithridates sin svigersøn, armenerkongen Tigranes, til at invadere kongeriget Kappadokien, mens han selv rykkede ind i naboriget Bithynien.

Manøvren var en test af Roms handlekraft, for både Bithyniens og Kappadokiens konger var romerske allierede.

Som svar sendte det romerske senat hærføreren Manius Aquillius med en legion til Bithynien for at genindsætte de to konger. I samme øjeblik Aquillius ankom, trak Mithridates imidlertid lydigt tropperne ud af begge kongeriger.

Aquillius var dybt skuffet, for han havde håbet på en hurtig krig med rigt bytte. I stedet pressede den romerske hærfører Bithyniens genindsatte konge, Nikomedes, til at angribe Mithridates i Pontos. På den måde kunne de begge få del i Pontos' rigdomme.

I år 89 f.Kr. krydsede Nikomedes grænsen til Pontos med en hær på 56.000 mand. Tropperne mødte imidlertid ingen modstand. Grænsebyerne var forladt, og ikke en eneste pontisk soldat var at se.

Mithridates, hvis spioner for længst havde givet ham besked om invasionsplanerne, ville lokke Nikomedes langt ind i sit rige, så alle kunne se, at Nikomedes og ikke han var aggressoren:

“Han ville have en god og åbenlys undskyldning for krig”, forklarer den romerske historiker Appian.

Da Nikomedes' hær kom til floden Amnias nær Pontos' hovedstad, stod Mithridates' generaler klar med en hær på 50.000 mand. Og de havde en overraskelse i baghånden.

Stridsvogne var sønderlemmende

Mithridates' styrke var angribernes underlegen. Men gemt bag rækkerne af mænd og heste stod et hemmeligt våben: 130 stridsvogne, alle udstyret med blankslebne knive monteret på navet.

Den slags vogne havde ikke været brugt på slagmarken i over 200 år, og overraskelsen var derfor total:

“De siger, at vognene havde en glubende sult på blod og skar lemmer af så hurtigt, at arme og ben faldt til jorden, før mændene nåede at føle smerten”, skrev den romerske forfatter Lukrets.

Da slaget var forbi, lå halvdelen af Nikomedes' styrker døde tilbage. Det var en storslået sejr for Mithridates, der end ikke havde indsat sin hovedstyrke.

Yderligere­ 250.000 pontiske soldater stod klar til kamp, og de blev nu sendt efter feltherren Aquillius, der stod ved grænsen til Pontos­ med 40.000 romerske og bithynske soldater.

Som en flodbølge knuste den pontiske hær de romerske styrker. Aquillius flygtede, men blev fanget og overgivet til Mithridates, der ifølge Appian straffede ham grusomt: “Mithridates hældte flydende guld i hans hals, som et skarpt gensvar på romernes grådighed”.

 

 

Herefter gik det stærkt. Mens kong Nikomedes flygtede til Rom, drog Mithridates i spidsen for sin hær gennem Bithynien og siden ind i den romerske provins Asia.

I storbyen Pergamon blev giftkongen hyldet som befrier. Iklædt de fineste persiske klæder, kappe og bukser, stillede Mithridates sig op i byens amfiteater og opildnede indbyggerne til krig mod det griske Rom:

“Romerne fortæller selv, at deres grundlæggere diede hos en hunulv. Det forklarer, hvorfor hele den romerske befolkning har en ulvs temperament. Som ulve har de en umættelig blodtørst og glubende sult efter magt og rigdom!”

Kun krig kunne ifølge Mithridates stoppe romerne. Bifaldet var øredøvende. Tusinder var blevet drevet til tiggerstaven af romernes skatteopkrævere, og andre tusinder var blevet solgt som slaver.

Befolkningen ville have hævn.

Giftkongen udrensede romerne

Mithridates’ hær fortsatte med at vokse, for talrige frivillige sluttede sig til hans hær, som nu underlagde sig hele det vestlige Lilleasien.

I byen Stratonikea gik erobringen den anden vej. Mithridates mødte en ung kvinde, Monime, som betog ham med sin skønhed. Hun afviste blankt Mithridates' tilbud om 1.500 guldstykker og en plads i hans harem.

I stedet ville hun være hans dronning, en position, som Mithridates ellers havde afvist, at nogen kunne få, efter at han havde måttet henrette sin første hustru for forræderi.

Men Monime fik sin vilje, og parret fejrede brylluppet med pomp og pragt.

Imens sendte Mithridates hemmelig besked ud til alle større byer i den tidligere romerske provins. I beskeden beordrede kongen indbyggerne til at myrde alle romerske kolonister og handelsfolk i deres område om en måned.

Da datoen oprandt i foråret 88 f.Kr., angreb lokalbefolkningen de forhadte romere. På den måde lykkedes det Mithridates at gøre sin krig til hele Lilleasiens. Efter den blodige massakre var tilbagetog umuligt.

Roms største generaler blev sat ind i kampen

• Sulla var Roms mest frygtede feltherre. Han knuste Mithridates' hære i Grækenland og tvang kongen til fred i år 85 f.Kr.
• Lucullus havde kæmpet sammen med Sulla og jog i år 71 f.Kr. Mithridates ud af Pontos­ og videre til Armenien.
• Pompejus var Roms unge stjerne. Han overtog felttoget mod Mithridates fra Lucullus og besejrede endeligt giftkongen.

Sulla lagde Athen i ruiner

Opildnet af Mithridates' sejr gjorde storbyen Athen i Grækenland også oprør mod romerne.

Byens nye, demokratiske ledere bad derfor Mithridates om hjælp, og snart efter gik en pontisk hær på 120.000 mand ind i Grækenland, der dermed blev en del af Mithridates' hastigt­ voksende rige.

Da nyhederne om massakren og tabet af provinsen Asia og Grækenland nåede Rom, besluttede senatet på et hastemøde at sende en hær.

Byen havde netop afsluttet en blodig borgerkrig og var præget af stor uro. Men alle var enige om, at Mithridates skulle stoppes.

Roms mest frygtede feltherre og nyvalgte konsul, Lucius Sulla, tog derfor afsted med 30.000 mand for at møde Mithridates' hær i Grækenland.

Sulla spildte ingen tid. For at finansiere felttoget plyndrede han alle græske templer på sin vej og gik derefter i gang med at belejre Athen, som faldt efter få uger.

Sulla var berygtet for sin hensynsløshed og drog med sine mænd hærgende gennem byen med “en grusomhed, som oversteg selv, hvad man kunne forvente af en romer”, som den græske historiker Pausanias beretter.

Mithridates måtte indgå fred

Efter stormen på Athen drog Sulla mod nord for at møde Mithridates' 120.000 mand stærke hær i regionen Fokis. I året 86 f.Kr. tørnede de to hære sammen ved den græske by Chaironeia.

Sulla havde langt færre soldater, men fik ved et overraskelsesangreb tvunget den pontiske hær til at kæmpe i et snævert klippelandskab, hvor kæmpehæren ikke kunne udnytte sin størrelse.

Til romernes overraskelse viste de forreste 15.000 pontiske soldater sig at være tidligere romerske slaver, som havde ladet sig hverve til Mithridates' hær.

Slaverne kæmpede med vildskab og had, men bukkede til sidst under for presset fra de krigsvante romerske legionærer, der derefter gik løs på de regulære pontiske tropper.

Kun 10.000 af Mithridates' 120.000 mand undslap. Resten blev dræbt eller taget til fange.

Efter at have generobret størstedelen af Grækenland var Sulla klar til at drage mod Lilleasien. Men nu kom budbringere med besked om, at Sullas fjender i Rom havde taget magten og henrettet hans støtter.

Sulla indså, at han var nødt til at stoppe sit felttog og haste hjem. Da Mithridates kort efter sendte en delegation med bøn om fred, slog Sulla til.

Den romerske feltherre sejlede til Dardanellerne ved Bosporus, hvor de to mænd mødtes ansigt til ansigt i år 85 f.Kr.

Mithridates forsøgte at undskylde krigen med, at romerne selv havde tvunget ham til at angribe, men Sulla fejede brutalt hans argumenter til side:

“Jeg ved, du er en snu taler, som altid forsøger at retfærdiggøre dine fejltrin. Du planlagde dette for lang tid siden i den tro, du kunne herske over verden”, rasede feltherren og fortsatte:

“Du slagtede alle indbyggere af italiensk oprindelse i provinsen Asia, herunder mødre og spædbørn. Hvilket grænseløst had du udviste mod os!”

Den pontiske konge indså, at han stod over for en mand, han aldrig ville kunne bøje med hverken våben eller ord.

Han erklærede derfor, at han ville anerkende Roms fredskrav, som bl.a. betingede, at han skulle trække sine tropper ud af de erobrede regioner i Lilleasien og betale krigsskadeserstatning.

De to mænd beseglede derefter aftalen med et kys og drog hver til sit.

60 prinser forgiftet under middag

Mithridates havde dog ikke tænkt sig at opgive sit mål. Han udnyttede freden til at genopbygge sin militære magt og rense ud blandt sine egne.

Kongen var overbevist om, at det skyldtes forræderi, at hans mægtige hære var blevet slået af små romerske styrker.

Især nabofolket galaterne stolede han ikke på. De havde leveret mange soldater til Mithridates' hær, men var også berygtede vendekåber.

Kongen inviterede derfor 60 galatiske prinser til sit hof og lod dem forgive under et festmåltid.

Giftkongen frygtede også, at hans ældste søn havde forræderiske planer, og lod ham derfor henrette for en sikkerheds skyld.

Herefter satte han sig til at vente på det rette tidspunkt til at genoptage kampen mod Rom.

“Som en bryder klar til næste runde havde Mithridates rejst sig på sine fødder trods det slag, Sulla havde givet ham”, skriver grækeren Plutarch.

Chancen kom i år 74 f.Kr., da Rom annekterede Bithynien, som hidtil havde været Roms allierede. Sulla var nogle år forinden død af sygdom, og efter hans død var borgerkrigen igen brudt ud i Romerriget.

Den nu 60-årige Mithridates indså, at det var nu eller aldrig.

Som offer til guderne lod han fire snehvide heste trække en gylden karet ud over en klippeside ved havet og erklærede derefter for sidste gang Rom krig.

Familien blev tvunget til selvmord

Samme år invaderede Mithridates Bithynien med 156.000 soldater, hvervet i hele Sortehavsregionen.

Romerne handlede prompte og sendte feltherren Lucullus med 30.000 legionærer afsted mod Lilleasien.

Imens okkuperede de pontiske styrker med lethed Bithynien, hvor de fleste byer åbnede portene. Den strategisk vigtige havneby Kyzikos nægtede dog, og Mithridates satte derfor sin kæmpehær til at belejre byen.

Inden byen faldt, nåede Lucullus imidlertid frem med sine tropper og afskar Mithridates' livsvigtige forsyningslinjer.

Den pontiske hær var på det tidspunkt svulmet op til 300.000 mand, som nu intet havde at spise. Til sidst måtte Mithridates opgive belejringen og angribe den romerske hær.

Slaget endte i en katastrofe for Mithridates, der mistede størstedelen af sine tropper.

Med blot nogle få tusinde mand tilbage måtte Mithridates slukøret forlade Bithynien og flygte hjem til Pontos. Lucullus var imidlertid lige i hælene.

Med sine sidste mænd forsøgte Mithridates at stoppe den romerske hær ved Cabira, hvor den kongelige familie var indkvarteret i et nærliggende palads.

Mithridates' tropper kæmpede med stort mod, men blev hurtigt løbet over ende af romerne. I forvirringen lykkedes det kongen at flygte alene.

Familien kunne han ikke få med. Lige inden sin flugt gav han derfor en betroet tjener ordre til at give både hustruen Monime og sine to yngre søstre gift.

Ifølge legenden takkede søsteren Stateira, inden hun drak giften, sin bror for at have sørget for, at hun og de andre ikke faldt i romernes hænder og derfor kunne dø i eleutheria – i frihed.

Den værste gift af dem alle

Mithridates flygtede mod øst til svigersønnen Tigranes' armenske rige. Opholdet varede ikke længe. I år 69 f.Kr. invaderede feltherren Lucullus Armenien på jagt efter giftkongen.

Armenerkongen Tigranes havde en hær på 250.000 mand og lo ved synet af de ca. 30.000 soldater, Lucullus kom med:

“Hvis romerne er kommet som ambassadører, er de alt for mange. Er de kommet som en invasionsstyrke, er de alt for få”.

Han skulle bittert fortryde de ord. Lucullus' kampvante legionærer nedkæmpede den armenske kæmpehær, og Mithridates måtte atter flygte.

Lucullus søgte forgæves efter den pontiske konge, der igen og igen var sluppet væk fra hans tropper og dermed havde berøvet Lucullus den triumf, det ville være at bringe Mithridates til Rom som fange.

Jagten trak ud, og Lucullus' soldater begyndte højlydt at klage. De ville hjem. Til sidst måtte Lucullus give op og rejse hjem til Rom.

Felttoget mod Mithridates blev nu overtaget af Roms nye unge stjerne, Pompejus, som metodisk begyndte finkæmme Lilleasien.

Mithridates flygtede derfor i år 63 f.Kr. til Krim ved Sortehavets nordkyst, hvor sønnen Farnakes herskede. Hans plan var at rejse en ny hær og gå mod Rom.

Farmakes havde imidlertid ikke længere tiltro til sin far og aftalte fred med Pompejus mod, at Mithridates blev udleveret.

Da soldaterne kom for at hente Mithridates, flygtede han op i et af paladsets tårnværelser med sin livvagt.

Her forsøgte han at tage gift. Selvmordet mislykkedes, fordi kongen gennem hele livet havde indtaget så meget gift, at han nu var resistent. Fortvivlet klagede giftkongen sin nød til guderne:

“Jeg – så stor en monark af så mægtigt et rige – er nu ude af stand til at dø af gift (...) selv om jeg har været på vagt og agtet mig mod alle giftstoffer, har jeg forsømt at tage forholdsregler mod den dødeligste gift af alle: troløsheden hos hær, venner og børn”.

Derefter bad kongen livvagten om at stikke et sværd gennem sig. Roms plageånd­ gennem 26 år var død.

 

AS' tilføjelse:

Dermed var alt dog ikke fred og ingen fare i Lilleasien. I år 47 stod et stort slag, Slaget ved Zelda, hvor Cæsar kom stormende fra Egypten og på 5 dage knuste Pontos. Efter sejren sendte Cæsar et brev til Senatet med de berømte ord:  “Veni, vidi, vinci” – Jeg kom, jeg så, jeg sejrede.